BETÆNKNING om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

BEGRUNDELSE

UDTALELSE fra Udenrigsudvalget (24.2.2009)

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (18.2.2009)

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

13.3.2009 - (2008/2120(INI))

Udvalget om Konstitutionelle Anliggender
Ordfører: Elmar Brok

Procedure : 2008/2120(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A6-0133/2009

Indgivne tekster :

A6-0133/2009

Forhandlinger :

PV 06/05/2009 - 15
CRE 06/05/2009 - 15

Afstemninger :

PV 07/05/2009 - 9.17
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2009)0388

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Udenrigsudvalget
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten

(2008/2120(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til protokollen om de nationale parlamenters rolle i EU, som er knyttet til Amsterdamtraktaten,

- der henviser til protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som er knyttet til Amsterdamtraktaten,

- der henviser til Lissabontraktaten, særligt EU-traktatens artikel 12,

- der henviser til protokollen om de nationale parlamenters rolle i EU, som er knyttet til Lissabontraktaten, særligt artikel 9,

- der henviser til protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som er knyttet til Lissabontraktaten,

- der henviser til sin beslutning af 7. februar 2002 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i den europæiske integration[1],

- der henviser til retningslinjerne af 27. januar 2003 for forbindelserne mellem regeringer og parlamenter i EU-anliggender (vejledende minimumstandarder) (de parlamentariske Københavnsretningslinjer)[2], vedtaget på den 28. konference for organer med ansvar for Europa- og EU-anliggender i Unionens parlamenter (COSAC),

- der henviser til retningslinjerne af 21. juni 2008 for interparlamentarisk samarbejde i EU[3],

- der henviser til konklusionerne fra det 40. COSAC-møde i Paris den 4. november 2008, særlig punkt 1,

- der henviser til betænkningen fra november 2008 fra det irske parlaments underudvalg om Irlands fremtid i EU, særlig punkt 29-37 i sammendraget, hvor der stilles vidtgående krav om en stærkere parlamentarisk kontrol med de nationale regeringer som medlemmer af Rådet,

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget (A6-0133/2009),

A. der henviser til, at den seneste beslutning, der vedtoges af Parlamentet om forbindelserne med de nationale parlamenter stammer fra 2002, og at det er derfor er på tide at foretage en opdatering,

B. der henviser til, at borgerne på EU-plan er direkte repræsenteret i Europa-Parlamentet, og at medlemsstaterne i Rådet repræsenteres af deres respektive regeringer, som på er demokratisk ansvarlige over for deres nationale parlament (jf. EU-traktatens artikel 10, stk. 2, som affattet ved Lissabontraktaten), og at den nødvendige parlamentarisering af Den Europæiske Union derfor skal baseres på to søjler: på den ene side en udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser i forhold til alle EU-beslutninger og på den anden side en styrkelse af de nationale parlamenters beføjelser i forhold til deres respektive regeringer,

C. der henviser til, at der i Det Europæiske Konvent foregik et udmærket samarbejde ikke blot mellem de nationale parlamenters repræsentanter og Europa-Parlamentets repræsentanter, men også mellem disse og repræsentanterne for tiltrædelseslandenes parlamenter,

D. der henviser til, at afholdelsen af parlamentskonferencer[4] om bestemte emner i forbindelse med tænkepausen har været en god idé, og denne praksis vil derfor også kunne anvendes ved indkaldelse af et nyt konvent eller ved lignende lejligheder,

E. der henviser til, at forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter er blevet forbedret de seneste år og blevet differentieret, og at der såvel på parlamentarisk niveau som på parlamentsudvalgsniveau er sket en udvidelse af aktiviteterne,

F. der henviser til, at der i forbindelse med den fremtidige udvikling af forbindelserne bør tages hensyn til fordele og mangler ved forskellig eksisterende praksis,

G. der henviser til, at de nye kompetencer, som de nationale parlamenter tildeles i henhold til Lissabontraktaten, især med hensyn til nærhedsprincippet, tilskynder dem til allerede på et tidligt stadium, aktivt at involvere sig i politikudformningen på EU-plan,

H. der henviser til, at alle former for interparlamentarisk samarbejde bør være baseret på to grundlæggende principper, nemlig øget effektivitet og parlamentarisk demokratisering,

I. der henviser til, at Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters primære opgave og funktion er at deltage i den lovgivningsmæssige beslutningsprocedure og sondere de politiske valgmuligheder på henholdsvis nationalt og europæisk plan, men at dette på ingen måde overflødiggør tæt samarbejde til fælles bedste, navnlig hvad angår inkorporeringen af EU-retten i den nationale lovgivning,

J. der henviser til, at det er hensigtsmæssigt at udvikle politiske retningslinjer, på baggrund af hvilke Europa-Parlamentets repræsentanter og organer kan fastlægge deres fremtidige tiltag med hensyn til at udformning af forbindelserne til de nationale parlamenter og gennemførelse af bestemmelserne i Lissabontraktaten vedrørende de nationale parlamenter,

Lissabontraktatens bidrag til udviklingen af forbindelserne

1. glæder sig over, at der i Lissabontraktaten, som er en "parlamenternes traktat", er tale om at give de nationale parlamenter opgaver og rettigheder, som styrker deres rolle i EU's politiske processer, og mener, at disse kan inddeles i tre kategorier:

Information om

– evalueringen af politikken inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed,

– arbejdet i Den Stående Komité for den Indre Sikkerhed,

– forslag om at ændre traktaterne,

– ansøgninger om at blive medlem af EU,

– forenklede traktatrevisioner (seks måneder i forvejen),

– forslag til traktatsupplerende foranstaltninger,

Aktiv deltagelse i

– at få EU til at fungere korrekt ("paraply"-bestemmelsen),

– sammen med Europa-Parlamentet at kontrollere Europol og Eurojust,

– konventioner om traktatændringer,

Indsigelse imod

– lovgivning, der ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, via procedurerne med "gult kort" og "orange kort",

– traktatændringer efter den forenklede procedure,

– foranstaltninger som led i det retlige samarbejde i civilretlige sager (familieret),

– overtrædelse af nærhedsprincippet ved at indgive en klage til Domstolen (hvis dette er tilladt ifølge den nationale lovgivning);

Den nuværende situation

2. bemærker med tilfredshed, at dets forbindelser til de nationale parlamenter og parlamenternes medlemmer har udviklet sig forholdsvis positivt de senere år, skønt endnu ikke i tilstrækkelig grad, især gennem følgende former for fælles aktiviteter:

– fælles parlamentariske møder om tværfaglige, horisontale emner, der går ud over et enkelt udvalgs kompetenceområde,

– regelmæssige fælles udvalgsmøder (mindst to gange pr. halvår),

– interparlamentariske ad hoc-møder på udvalgsniveau på initiativ af Europa-Parlamentet eller det nationale parlament i den medlemsstat, der varetager EU-rådsformandskabet,

– interparlamentariske møder på udvalgsformandsniveau,

– samarbejde på parlamentsformandsniveau i forbindelse med konferencen af formændene for parlamenterne i EU,

– nationale parlamentsmedlemmers besøg i Europa-Parlamentet for at deltage i møder i de pågældende fagudvalg,

– møder i de politiske grupper eller partier på europæisk plan, hvor politikere fra alle medlemsstater mødes med medlemmer af Europa-Parlamentet;

Fremtidige forbindelser

3. mener, at der bør udvikles nye former for før- og efter-lovgivningsdialog mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter;

4. opfordrer indtrængende de nationale parlamenter til at øge indsatsen for at stille de nationale regeringer til regnskab for deres forvaltning af EU-midler; opfordrer de nationale parlamenter til at kontrollere kvaliteten af nationale konsekvensanalyser og den måde, hvorpå de nationale regeringer gennemfører EU-retten i national ret og implementerer EU's politikker og støtteprogrammer på de statslige, regionale og lokale myndigheders niveau; anmoder de nationale parlamenter om at overvåge rapporteringen vedrørende de nationale handlingsplaner i henhold til Lissabondagsordenen omhyggeligt;

5. skønner, at det kan være relevant at tilbyde at støtte de nationale parlamenter i deres kontrol med lovforslag, inden disse behandles af EU-lovgiveren, og i en effektiv kontrol med deres regeringer, når de optræder i Rådet;

6. fastslår, at regelmæssige bilaterale fælles møder i overensstemmende fagudvalg og interparlamentariske ad hoc-møder på udvalgsniveau, der afholdes efter indbydelse fra Europa-Parlamentet, allerede på et tidligt stadium åbner mulighed for en dialog om aktuelle eller påtænkte retsakter eller politiske initiativer og derfor skal bevares, samtidig med at der systematisk bør opbygges et permanent netværk af korresponderende udvalg; mener, at der forud for eller efter sådanne møder kan arrangeres bilaterale ad hoc-udvalgsmøder for at behandle specifikke nationale problemstillinger, og at Udvalgsformandskonferencen kunne få til opgave sammen med nationale parlamenter at opstille og koordinere et program for fagudvalgenes aktiviteter;

7. påpeger, at møder mellem formandskaberne for fagudvalgene i Europa-Parlamentet og i de nationale parlamenter, såsom møder med deltagelse af formandskabet for Udenrigsudvalget, for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, på grund af det begrænsede antal deltagere ligeledes er et redskab til udveksling af oplysninger og synspunkter;

8. mener, at andre former for samarbejde end de ovennævnte kan bidrage effektivt til skabelsen af et europæisk politisk rum og derfor bør yderligere udvikles og differentieres;

9. ville i denne forbindelse finde det positivt, at der kommer nyskabelser fra de nationale parlamenters side, hvor f.eks. medlemmer af Europa-Parlamentet får ret til en gang om året at tale på plenarforsamlinger i nationale parlamenter, at deltage i møder i Europa-udvalg på rådgiverbasis, at deltage i møder i fagudvalg, når de drøfter relevante aspekter af EU-lovgivningen, eller at deltage i møder i de respektive politiske grupper på rådgiverbasis;

10. går ind for at stille tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til at arrangere møder mellem fagudvalgene og de korresponderende udvalg fra de nationale parlamenter og mellem Europa-Parlamentets ordførere og skyggeordførere og deres sidestykker i de nationale parlamenter og går ind for at undersøge muligheden for at skabe de tekniske forudsætninger for videokonferencer mellem ordførerne i de nationale parlamenters og Europa-Parlamentets fagudvalg;

11. er overbevist om, at de nationale parlamenters øgede beføjelser med henblik på efterlevelse af nærhedsprincippet, som fastlagt i Lissabontraktaten, vil gøre det muligt på et tidligt stadium at påvirke den europæiske lovgivning og vurdere den og dermed sørge for bedre lovgivning og en bedre sammenhæng mellem lovgivningen på EU-plan;

12. fastslår, at der for første gang er sket en definition af de nationale parlamenters rolle i EU-anliggender, som er anderledes end den, deres nationale regeringer spiller, som bidrager til en øget demokratisk kontrol, og som bringer EU tættere på borgerne;

13. minder om, at de nationale parlamenters kontrol med de nationale regeringer først og fremmest skal være i overensstemmelse med de gældende forfatningsbestemmelser og love;

14. understreger, at de nationale parlamenter spiller en afgørende rolle, når det gælder gennemførelsen af EU-lovgivningen, og at en mekanisme til udveksling af bedste praksis inden for dette område ville være af stor betydning;

15. påpeger i denne forbindelse, at skabelsen af en elektronisk platform for udveksling af oplysninger mellem parlamenterne, IPEX-webstedet[5], udgør et stort fremskridt, eftersom de nationale parlamenter i realtid kan følge med i behandlingen af EU-retsakter såvel hos dem selv som i Europa-Parlamentet og i givet fald retsakternes gennemførelse i den nationale lovgivning; mener derfor, at der skal afsættes passende finansielle midler til dette system, hvis tekniske udvikling og nuværende drift Europa-Parlamentet står for;

16. påtænker mere systematisk at følge den lovforberedende dialog mellem de nationale parlamenter og Kommissionen (det såkaldte Barroso-initiativ) for at blive informeret om de nationale parlamenters holdning på et tidligt stadium af lovgivningsprocessen; opfordrer de nationale parlamenter til samtidig at gøre de udtalelser, de i denne sammenhæng afgiver, tilgængelige for Europa-Parlamentet;

17. glæder sig over de fremskridt, der er gjort de seneste år med hensyn til at udvikle samarbejdet imellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter inden for udenrigspolitik, sikkerhed og forsvar;

18. anerkender, at de nationale parlamenter spiller en vigtig rolle med hensyn til at formidle EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) og den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESFP) i den nationale debat;

19. må desværre på ny konstatere, at der over for parlamenterne er utilstrækkelig oplysningspligt vedrørende de finansielle foranstaltninger med henblik på FUSP og FSFP[6], og at samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter derfor skal forbedres, så der opnås demokratisk kontrol med alle aspekter af disse politikker[7];

20. opfordrer - af hensyn til samhørighed og effektivitet samt for at undgå overlapning - til afvikling af Den Vesteuropæiske Unions (WEU's) Forsamling, når WEU er blevet fuldt og endeligt absorberet af EU ved Lissabontraktatens ikrafttræden;

COSAC's rolle

21. mener, at COSAC's politiske rolle i fremtiden skal defineres i nært samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, og at COSAC i overensstemmelse med protokollen om de nationale parlamenters rolle i EU, der er knyttet til Amsterdamtraktaten, primært bør forblive et forum for udveksling af oplysninger og debat om generelle politiske spørgsmål og bedste praksis med hensyn til kontrol med de nationale regeringer[8]; er af den opfattelse, at oplysninger og debat desuden bør fokuseres på lovgivningsmæssige aktiviteter vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og på respekt for nærhedsprincippet på EU-niveau;

22. er besluttet på fuldt ud at leve op til sin rolle med hensyn til at opfylde sine pligter vedrørende COSAC's funktionsdygtighed og fortsætte med at yde teknisk støtte til COSAC's sekretariat og de nationale parlamenters repræsentanter;

23. minder om, at Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters aktiviteter inden for COSAC skal være komplementære og ikke må opsplittes eller misbruges udefra;

24. mener, at dets fagudvalg skal involveres stærkere i forberedelsen af og repræsentationen på COSAC-møderne; finder, at dets delegation bør ledes af formandskabet for dets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender og bestå af formænd og ordførere for de fagudvalg, der har at gøre med emner, som er på dagsordenen for det pågældende COSAC-møde; anser det for et absolut krav, at Formandskonferencen regelmæssigt og medlemmerne efter hvert møde orienteres om COSAC-mødernes forløb og resultater;

25. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

[1] Vedtaget i henhold til betænkning A5-0023/2002, Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (Napolitano-betænkningen) (EFT C 284 E af 21.11.2002, s. 322).
[2] EUT C 154 af 2.7.2003, s. 1.
[3] Revideret udgave vedtaget af parlamentsformændene i EU på deres møde den 20.-21. juni 2008 i Lissabon.
[4] Joint Parliamentary Meetings.
[5] IPEX: Interparliamentary EU Information Exchange, officielt startet i juli 2006.
[6] Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.
[7] Interinstitutionel aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren (EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1) og EU-traktatens artikel 28, stk. 3.
[8] Se retningslinjerne for forbindelserne mellem regeringer og parlamenter om fællesskabsspørgsmål (vejledende minimumstandarder), som der henvises til ovenfor.

I. Udviklingen i forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter

Forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter var indtil det første direkte valg af parlamentsmedlemmerne på en vis måde "organisk", for så vidt som medlemmerne af Parlamentet blev udsendt af de nationale parlamenter. Med det direkte valg bortfaldt denne forbindelse og spørgsmålet om, hvordan dette forhold kunne og skulle udformes for fremtiden, meldte sig. Efter en længere periode, hvor der kun fandt enkelte kontakter sted uden ordnede rammer, blev der med Maastrichttraktaten for første gang gjort et forsøg på at strukturere de gensidige forbindelser. I to erklæringer til traktaten blev det betonet, at de nationale parlamenter spillede en rolle med hensyn til fællesskabslovgivningen, og at de rettidigt skulle underrette regeringerne om fællesskabslovgivningen og var forpligtede til et samarbejde med Europa-Parlamentet. Dette kunne bl.a. bestå i afholdelse af regelmæssige møder og indførelse af gensidige lettelser.

I samme tidsrum indledte man Konferencen af de Europæiske Parlamenters Europaudvalg (COSAC), der med deltagelse af de europæiske parlamenter mødes hvert halve år for især at udveksle erfaringer med og bedste praksis for de nationale regeringers kontrol med hensyn til europapolitiske spørgsmål. COSAC kan forlægge Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen "bidrag", som imidlertid ikke forpligter de involverede parlamenter. Europa-Parlamentets deltagelse består i at sende en delegation på seks medlemmer, hvoraf to er næstformænd i Præsidiet, hvor de specielt varetager forbindelserne til de nationale parlamenter.

Protokollen til Amsterdamtraktaten om de nationale parlamenters rolle i EU har formaliseret denne ordning rent traktatretligt. I protokollen tilskyndes de nationale parlamenter til at deltage mere intensivt i EU's aktiviteter og give udtryk for deres meninger om emner, som specielt vedrører dem. Med henblik herpå kræves der en hurtigere forelæggelse af Kommissionens dokumenter, og der fastsættes en frist på seks uger, før Rådet må indlede forhandlinger om en tekst.

Erklæringen om EU's fremtid, som blev vedtaget på konferencen i Nice, forudså, at de nationale parlamenter ville bliver involveret i en omfattende debat, der bl.a. skulle afklare de nationale parlamenters rolle i den europæiske arkitektur. På den baggrund beskæftigede en af de 11 arbejdsgruppen under det efterfølgende Europæiske Konvent sig med de nationale parlamenters rolle. I sin afsluttende rapport udtrykte arbejdsgruppen den holdning, at de nationale parlamenter skulle anvende alle tilgængelige midler for gennem deres regeringer at få indflydelse på Rådet. EU's "forankring" i medlemsstaterne måtte være en sag for de nationale parlamenter. Forholdet til Europa-Parlamentet burde ikke være som en konkurrence. Den enes og den andens rolle var forskellige, dog delte de det fælles mål, at bringe Unionen tættere på borgerne og på denne måde bidrage til at styrke EU's demokratiske legitimitet.[1]

I 2002 udarbejdede Europa-Parlamentet en omfattende betænkning om sine forbindelser til de nationale parlamenter.[2] Heri udtrykte det, at den bekymring i forbindelse med EU, der kom til udtryk i de nationale parlamenter, krævede en bedre og mere entydig fastlægning af deres beføjelser over for den pågældende regering og EU. I den forbindelse handlede det især om at realisere et tættere og mere effektivt samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.[3] Den nødvendige parlamentarisering af EU måtte baseres på to søjler: dels udvidede beføjelser til Europa-Parlamentet i forbindelse med samtlige EU-beslutninger, dels øgede beføjelser til de nationale parlamenter i forhold til deres egne regeringer.[4] Hvad angår den praktiske side af forbindelserne, foreslog Parlamentet at videreudvikle og systematisere samarbejdet mellem de respektive udvalg inden for alle aspekter af den europæiske integration, bl.a. i spørgsmål som den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Den Økonomiske og Monetære Union, området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og de konstitutionelle anliggender.[5]

I protokollerne til forfatningstraktaten om de nationale parlamenters rolle i EU og om anvendelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet blev de nationale parlamenter for første gang givet mulighed for kontrol med et lovforslag, hvad angår indflydelse på indholdet, når en tredjedel af parlamenterne medvirker (ordningen med "gult kort"). I samme protokoller til Lissabontraktaten, også kaldet reformtraktaten, blev denne rettighed suppleret med muligheden for med et flertal af parlamenterne og et flertal i Europa-Parlamentet såvel som et flertal på 55 % af medlemmerne i Rådet at få et lovforslag til at falde (ordningen med "rødt kort"). Denne nyhed vedrører også Europa-Parlamentets forhold til de nationale parlamenter, da dette skal overholde en frist på otte uger, før det kan lade sine drøftelser udmunde i et forslag, og i denne periode skal tage fremsendte begrundede udtalelser i betragtning. Endvidere skal det tilpasse sin forretningsorden til de nye forhold. Selv om den praktiske betydning af denne nye tilføjelse først vil vise sig efter Lissabontraktatens ikrafttræden, har den dog en ikke ubetydelig "symbolsk" betydning, idet de nationale parlamenter for første gang officielt anerkendes som "aktører på unionsplan".

II. Konklusion

Hvilke konklusioner kan man drage af den beskrevne udvikling i forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter? I første omgang at der ikke længere er nogen antagonisme. Europa-Parlamentet har ikke kun stillet sig velvilligt over for de nationale parlamenters rolle, som har fået en voksende betydning, men har også aktivt støttet den. Desuden har de involverede erkendt, at de kun kan nå op på et flertal, som giver parlamentarisk kontrol af den udøvende myndighed på unionsplan såvel som på medlemsstatsligt plan, når deres handlinger er komplementære. Medlemmerne af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter har at gøre med de samme ministre, hvad enten det er i deres egenskab af regeringsrepræsentant eller i deres egenskab af ministerrådsrepræsentant. I den sammenhæng skal begge parter undgå overlappende aktiviteter samt rivalitet. Forbindelserne skal konkretiseres i et samarbejde, som skal være struktureret, men ikke nødvendigvis formaliseret. Forslaget til beslutning, som går forud for denne tekst, indeholder et antal praktiske forslag hertil. Desuden må det interparlamentariske samarbejde ikke føre til en indblanding i parlamenternes rettigheder, hvad angår deres beslutningskompetencer. Enhver form for interparlamentarisk samarbejde bør i sig selv være vejledende, bør ikke omfatte nogen afgørelser om EU's bestående beslutningsprocedurer og bør være kendetegnet ved gensidig anerkendelse af parlamenter og parlamentarikere og afspejle samfundet.[6]

[1] Dokument CONV 35302 af 22.10.2002, side 2 og 3.
[2] Beslutning af 7.2. 2002, betænkning A5-0023/2002 fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, ordfører: Giorgio Napolitano.
[3] Beslutningens punkt 1.
[4] Beslutningens punkt 3.
[5] Beslutningens punkt 13.
[6] Andreas Maurer, Lissabontraktaten: Nye muligheder for og seneste udvikling inden for interparlamentarisk samarbejde, tale holdt ved den årlige konference for korrespondenter fra Europæisk Center for Parlamentarisk Forskning og Dokumentation, Bruxelles, 9.10.2008, s. 7.

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter under Lissabontraktaten
(2008/2120(INI))

Rådgivende ordfører: Andrew Duff

FORSLAG

Udenrigsudvalget opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

– der henviser til Udenrigsudvalgets udtalelse af 22. januar 2008 om Lissabontraktaten,

1. glæder sig over de fremskridt, der er gjort i de seneste år i forbindelse med udviklingen af samarbejdet imellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter inden for udenrigspolitik, sikkerhed og forsvar;

2. respekterer og støtter de nationale parlamenters vigtige rolle inden for området national sikkerhed;

3. mener, at Europa-Parlamentet har en væsentlig komplementær funktion med hensyn til at bidrage til og føre kontrol med de fremspirende FUSP og ESFP, hvilket udelukkende kan styrkes ved at øge samarbejdet med de nationale parlamenter på grundlag af effektiv kommunikation mellem medlemmerne af Europa-Parlamentet og medlemmerne af de nationale parlamenter;

4. gentager sine bekymringer over den utilstrækkelige parlamentariske ansvarlighed i forbindelse med finansieringsordningerne for FUSP og ESFP; opfordrer til bedre samarbejde mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter med henblik på at opnå demokratisk kontrol med alle aspekter af sådanne politikker[1];

5. anerkender, at de nationale parlamenter spiller en vigtig rolle med hensyn til at formidle FUSP og ESFP i den nationale debat;

6. bemærker, at artikel 10 i Lissabontraktatens protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle forudser, at COSAC tilrettelægger interparlamentariske konferencer, hvor der navnlig drøftes anliggender, der vedrører FUSP og ESFP;

7. understreger nødvendigheden af, at det tjekkiske parlament ratificerer Lissabontraktaten med henblik på at styrke ESFP's position og særlig de tjekkiske væbnede styrkers deltagelse i udenlandske operationer; beklager, at denne situation både underminerer Den Tjekkiske Republiks position som formand for Rådet og hæmmer EU's kapacitet til at handle som en effektiv international aktør;

8. ser frem til at tage fat på sine egne øgede budgetmæssige og kontrolmæssige ansvarsområder, hvad angår FUSP og ESFP, når Lissabontraktaten træder i kraft, og navnlig til at føre kontrol med næstformanden/den højtstående repræsentant;

9. opfordrer, af hensyn til samhørighed og effektivitet samt for at undgå overlapning, til afvikling af WEU's Forsamling, når WEU endelig er blevet fuldt integreret i EU ved Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

10. understreger betydningen af Europa-Parlamentets styrkede rolle i NATO's Parlamentariske Forsamling;

11. bemærker det øgede antal af multilaterale regionale parlamentariske fora, som f.eks. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, EMPA og EUROLAT, og opfordrer til en grundig vurdering af disses merværdi og til støtte af disse strukturer;

12. støtter den nuværende praksis med afholdelse af halvårlige møder for formændene for de relevante udvalg fra de nationale og europæiske parlamenter (COFACC);

13. foreslår, at de nuværende halvårlige konferencer for talsmændene for de nationale parlamentariske udvalg og politiske grupper opvurderes, således at de drøfter aktuelle og fremtidige emner af international interesse med kolleger i Europa-Parlamentet og definerer klare mål inden for rammerne af konkrete programmer.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

[1] Interinstitutionel aftale 2006/C 139/01 og EU-traktatens artikel 41, stk. 3, som ændret ved Lissabontraktaten.

til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender

om udviklingen af forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i henhold til Lissabontraktaten
(2008/2120(INI))

Rådgivende ordfører: Thijs Berman

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. glæder sig over, at demokratisk kontrol udført af nationale parlamenter på grundlag af subsidiaritetsprincippet vil forbedre sammenhængen, gennemsigtigheden og komplementariteten mellem EU og medlemsstaterne med hensyn til udviklingssamarbejde;

2. understreger, at udviklingsdagsordenen, hvori hovedmålene er udryddelse af fattigdom og opnåelse af 2015-målene, vil blive hjulpet godt på vej af en klar ansvarsfordeling og en koordineret indsats på nationalt plan og på EU-plan, som det er fastlagt i erklæringen om bistandseffektivisering, der blev vedtaget af forummet på højt plan om bistandseffektivitet i Paris den 2. marts 2005;

3. mener, at de nationale parlamenter spiller en afgørende rolle med hensyn til at styrke EU's udviklingssamarbejdspolitiks legitimitet, idet koordinerede tiltag ofte skaber bedre resultater og sikrer effektiv brug af den statslige udviklingsbistand (ODA).

4. understreger, at Lissabontraktaten åbner vejen for integration af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) i Den Europæiske Unions almindelige budget, uden at det kræver en revision af Lissabontraktaten; er fuldt overbevist om, at den demokratiske kontrol med EUF, indtil EUF kommer under budgettet, skal gøres til genstand for en grundigere indsats fra medlemsstaternes nationale parlamenter; opfordrer Rådet og Kommissionen til at integrere EUF i Den Europæiske Unions almindelige budget ved midtvejsrevisionen i 2009, da dette vil skabe gennemsigtighed og demokratisk legitimitet i en vigtig del af EU's udviklingspolitik og -budget;

5. erklærer, at det er fuldt ud indstillet på at samarbejde med de nationale parlamenter om den demokratiske kontrol med instrumentet for udviklingssamarbejde.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Vittorio Agnoletto, Angelika Beer, Bastiaan Belder, Marco Cappato, Philip Claeys, Maciej Marian Giertych, Ana Maria Gomes, Klaus Hänsch, Maria Eleni Koppa, Vytautas Landsbergis, Francisco José Millán Mon, Pasqualina Napoletano, Janusz Onyszkiewicz, Ioan Mircea Paşcu, João de Deus Pinheiro, Hubert Pirker, Pierre Pribetich, Flaviu Călin Rus, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, György Schöpflin, Geoffrey Van Orden, Andrzej Wielowieyski, Zbigniew Zaleski

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Maria Badia i Cutchet, Andrew Duff, Pierre Jonckheer, Evgeni Kirilov, Alexandru Nazare, Antolín Sánchez Presedo, Jean Spautz

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2

Carlos Coelho, Pilar del Castillo Vera, Cristina Gutiérrez-Cortines, Manolis Mavrommatis, José Javier Pomés Ruiz, José Ribeiro e Castro, Ewa Tomaszewska

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik