BETÆNKNING om 25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007)
6.4.2009 - (2008/2337(INI))
Retsudvalget
Ordfører: Monica Frassoni
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om 25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007)
Europa-Parlamentet,
- der henviser til 25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten (2007) (KOM(2008)0777),
- der henviser til arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2008)2854 og SEK(2008)2855),
- der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 5. september 2007 "Et resultatorienteret Europa - Anvendelse af fællesskabsretten" (KOM(2007)0502),
- der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 20. marts 2002 om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (KOM(2002)0141),
- der henviser til sin beslutning af 21. februar 2008 om Kommissionens 23. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2005)[1],
- der henviser til forretningsordenens artikel 45 og 112, stk. 2,
- der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget for Andragender (A6‑0245/2009),
1. beklager, at Kommissionen i modsætning til tidligere ikke har givet noget svar på de spørgsmål, som Parlamentet har rejst i sine tidligere beslutninger, navnlig den nævnte beslutning af 21. februar 2008; konstaterer fraværet af væsentlige forbedringer inden for de tre grundlæggende spørgsmål, henholdsvis åbenhed, ressourcer og procedurernes varighed;
2. erindrer Kommissionen om de krav, der er fremsat i de seneste år, herunder:
· snarest at undersøge muligheden af et system, der klart angiver de forskellige klagemekanismer, der er til rådighed for borgerne; dette system kunne enten have form af en fælles EU-portal, eller der kunne oprettes en online "one-stop-shop" til at bistå borgerne,
· at vedtage en meddelelse, der indeholder Kommissionens fortolkning af princippet om statens ansvar for overtrædelse af fællesskabsretten, herunder overtrædelser, der kan tilskrives retsvæsenet, således at borgerne kan medvirke til en mere effektiv gennemførelse af fællesskabsretten;
3. anmoder derfor Kommissionen om at:
– respektere det i den nævnte meddelelse af 20. marts 2002 afgivne tilsagn om, at alle Kommissionens afgørelser i overtrædelsessager vil blive offentliggjort[2], fordi offentliggørelsen af disse afgørelser fra og med registreringen af en klage og efterfulgt af alle de senere afgørelser er et uundværligt redskab til at undgå politisk vilkårlighed i forvaltningen af overtrædelser,
– forelægge Parlamentet klare og udtømmende oplysninger om de midler, der er afsat til behandlingen af overtrædelsessager i de forskellige generaldirektorater, hvilket Parlamentet allerede har anmodet om flere gange,
– overveje en enklere og mindre bureaukratisk procedure for udfærdigelse af åbningsskrivelser mod medlemsstater, der har begået traktatbrud, således at der hurtigt drages fordel af effektiviseringen af denne foranstaltning;
opfordrer desuden Kommissionen til at anvende EF-traktatens artikel 228 med beslutsomhed for at sikre, at de domme, som Domstolen afsiger, efterkommes korrekt;
4. bemærker, at Kommissionen som lovet i den omtalte meddelelse af 5. september 2007[3] i den foreliggende årsberetning beskriver og redegør for de prioriterede aktioner, som den agter at gennemføre inden for bestemte områder af behandlingen af klager og overtrædelser; glæder sig over udtalelserne om, at der fortsat vil blive givet prioritet til løsning af "problemer, der har store følger for grundlæggende rettigheder og fri bevægelighed"[4]; understreger betydningen af snarlige og beslutsomme aktioner på disse områder, eftersom voldshandlinger knyttet til racisme og fremmedhad er blevet et hyppigt fænomen i visse medlemsstater; glæder sig ligeledes over, at der gives prioritet til "overtrædelser, hvor borgerne i betydelig grad eller gentagne gange udsættes for direkte skade eller en alvorlig forringelse af deres livskvalitet"[5]; opfordrer Kommissionen til at fremskynde en løsning og til, hvor det er passende, at afslutte de overtrædelsesprocedurer, som forhindrer medlemsstaterne i at investere i infrastrukturer, som kan påvirke gennemførelsen af den europæiske økonomiske genopretningsplan; anmoder Kommissionen om at forelægge Parlamentets kompetente udvalg en detaljeret tidsplan for de specifikke aktioner, den agter at iværksætte på disse områder;
5. bemærker, at blandt de nye overtrædelsessager fra 2007 vedrører 1.196 manglende indberetning af nationale foranstaltninger til gennemførelse af fællesskabsdirektiver; finder det uacceptabelt, at Kommissionen vil give sig selv en frist på 12 måneder[6] til at behandle simple sager vedrørende manglende indberetning af en medlemsstats gennemførelsesforanstaltninger, og anmoder Kommissionen om at træffe automatiske og øjeblikkelige aktioner i tilfælde af denne art, som ikke kræver nogen form for undersøgelse eller vurdering;
6. mener, at der stadig ikke er fastlagt nogen klare procedurer for effektiv retsforfølgning af en medlemsstat for en overtrædelse af fællesskabsretten, som siden er blevet afhjulpet, og for opnåelse af erstatning for tidligere fejl eller mangler; opfordrer Kommissionen til at fremsætte nye forslag (inden udgangen af 2010), der skal supplere den gældende traktatbrudsprocedure, således at der tages hensyn til denne uretfærdige situation;
7. påpeger, at forespørgsler og klager vedrørende den korrekte anvendelse af fællesskabsretten ifølge den nye arbejdsmetode, som Kommissionen foreslog i sin meddelelse fra 2007, skal videresendes direkte til den pågældende medlemsstat, "hvis et spørgsmål kræver en afklaring af den faktiske eller retlige situation i medlemsstaten (…)", og at "medlemsstaterne [vil] få en kort frist til at give de fornødne præciseringer, oplysninger og løsninger direkte til de pågældende borgere eller virksomheder og til at underrette Kommissionen"[7];
8. bemærker, at Kommissionen har iværksat projektet EU-Pilot med det formål at undersøge den nye arbejdsmetode i et antal medlemsstater, at projektet, der blev indledt i april 2008, har deltagelse af 15 medlemsstater, og at det, når der efter det første år er foretaget en evaluering af det, vil kunne udvides til de øvrige stater;
9. påpeger, at der imidlertid er tale om et frivilligt projekt, som allerede har afstedkommet forvirring og specifikke krav (som nævnt i Parlamentets ovennævnte beslutning af 21. februar 2008);
10. anmoder i særdeleshed Kommissionen om at svare på, om ikke manglen på ressourcer i medlemsstaterne er et bekymrende tegn på, at der kan være problemer med kontrollen med anvendelsen af fællesskabsretten; opfordrer desuden Kommissionen til i forbindelse med evalueringen af projektet at undersøge følgende spørgsmål og orientere Parlamentet herom:
– har klagerne modtaget en klar og udtømmende redegørelse fra Kommissionen om behandlingen af deres klage, har den nye metode reelt bidraget til at løse deres sager, eller har den blot lettet Kommissionen for dens ansvar som traktatens vogter;
– har den nye metode i virkeligheden forsinket indledningen af eventuelle overtrædelsesprocedurer yderligere, uagtet at disse procedurer i forvejen er uhyre langsommelige og af uvis varighed;
– har Kommissionen udvist langmodighed med medlemsstater med hensyn til overholdelsen af de frister, som Kommissionen har fastsat (10 uger), og har Kommissionen ved udløbet af denne frist givet den pågældende medlemsstat præcise oplysninger og frister om Kommissionens efterfølgende skridt med henblik på at finde en hurtig og endelig løsning for borgeren;
– har den omstændighed, at EU-Pilot kun anvendes i 15 frivillige medlemsstater, medført, at der udvises mindre opmærksomhed omkring behandlingen af overtrædelser i de medlemsstater, som ikke deltager i projektet;
11. ønsker at få oplyst, om Kommissionen udnytter anvendelsen af EU-Pilot og den mindskede arbejdsbyrde i forbindelse med behandlingen af overtrædelser til at foretage en mere systematisk og udtømmende kontrol med omsættelsen af direktiver i de nationale lovgivninger;
12. anmoder Kommissionen om at oplyse, om EU-pilot har haft indvirkning på gennemførelsen af de "pakkemøder", som Kommissionen holder for de stater, der er involveret i projektet, og for de øvrige stater, der ikke deltager, eftersom disse møder betragtes som det vigtigste redskab til at håndtere og løse overtrædelsesprocedurer;
13. mener, at EU's borgere bør kunne forvente den samme grad af gennemsigtighed fra Kommissionen, uanset om de indgiver en formel klage, eller om de udøver deres ret til at indgive andragender i henhold til traktaten; kræver derfor, at der til Udvalget for Andragender sendes regelmæssige og klare oplysninger om alle trin i overtrædelsesprocedurer, i forbindelse med hvilke der også er indgivet et andragende, hvis behandling ikke er afsluttet, eller at udvalget i modsat fald får adgang til Kommissionens relevante database på lige fod med Rådet;
14. erindrer Kommissionen om, at alle henvendelser, der kan betragtes som en klage over en faktisk overtrædelse af fællesskabsretten, skal registreres som sådanne, medmindre de er omfattet af de undtagelser, der er anført i punkt 3 i bilaget til den nævnte meddelelse af 20. marts 2002;
15. bemærker, at Kommissionen har oplyst, at et så grundlæggende direktiv som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område[8] reelt ikke er blevet omsat korrekt i en eneste medlemsstat; påpeger, at Kommissionen har modtaget mere end 1 800 individuelle klager i tilknytning til dette direktiv, registreret 115 af dem som klager og indledt fem overtrædelsesprocedurer for ukorrekt anvendelse af direktivet[9]; anerkender det effektive samarbejde og den gennemsigtighed, som Kommissionen har udvist over for Parlamentet i forbindelse med direktiv 2004/38/EF; tilslutter sig den fremgangsmåde, som Kommissionen foreslår, som indebærer en løbende og udtømmende kontrol med det, støtte til medlemsstaterne for at sikre en fuld og korrekt anvendelse gennem offentliggørelse af de relevante retningslinjer i første halvår af 2009 og indledning af overtrædelsesprocedurer mod de medlemsstater, hvis nationale lovgivning er i strid med direktivet; udtrykker ikke desto mindre alvorlige bekymringer med hensyn til Kommissionens evne til at varetage sin rolle som traktatens vogter og med hensyn til de muligheder, der gives Parlamentet for at efterprøve den politik for registrering af klager, der føres i Kommissionens forskellige tjenestegrene;
16. opfordrer alle Kommissionens tjenestegrene til at holde klagerne fuldt orienterede om udviklingen i deres klagesager ved udløbet af hver af de fastlagte frister (åbningsskrivelser, begrundede udtalelser, sagsanlæg for Domstolen eller afslutning af en sag), eller til, hvor det er relevant, at udfærdige henstillinger om behandling af sagen gennem alternative tvistbilæggelsesordninger, oplyse grundene til deres afgørelser og meddele disse grunde i detaljer til klagere i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i den nævnte meddelelse fra 2002;
17. bifalder, at Kommissionen af hensyn til borgerne gradvis indfører resuméer, som offentliggøres i forbindelse med vigtige lovforslag fra Kommissionen; anbefaler at gøre sådanne resuméer tilgængelige via en enkelt adgangsportal og anser det for uacceptabelt, at sådanne resuméer slettes, så snart lovgivningsproceduren er afsluttet, da det netop er på dét tidspunkt, at de er mest relevante for borgere og virksomheder;
18. erindrer om Rådets forpligtelse til at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre skemaer, der illustrerer sammenhængen mellem direktiver og nationale gennemførelsesforanstaltninger; insisterer på, at sådanne skemaer er nødvendige for, at Kommissionen kan foretage en effektiv kontrol af gennemførelsesforanstaltninger i alle medlemsstater;
19. bemærker med skuffelse, at der under denne valgperiode ikke er gjort nogen væsentlige fremskridt med hensyn til den afgørende rolle, som Parlamentet burde spille inden for kontrol med anvendelsen af fællesskabsretten; mener, at Kommissionens prioritering af overtrædelsesprocedurer involverer politiske og ikke kun rent tekniske beslutninger, som ikke i øjeblikket er underlagt nogen form for ekstern undersøgelse, kontrol eller gennemsigtighed; opfordrer til en snarlig gennemførelse af de relevante reformer, som Europa-Parlamentets Arbejdsgruppe om Institutionel Reform har foreslået, og som styrker Parlamentets muligheder for føre tilsyn med anvendelsen af Fællesskabets lovgivning; støtter i denne forbindelse Formandskonferencens afgørelse af 25. marts 2009;
20. opfordrer til øget samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet og deres respektive medlemmer for at fremme og uddybe kontrollen med europæiske anliggender på nationalt plan og for at forbedre informationsudvekslingen navnlig under vedtagelsen af europæiske retsakter; mener, at medlemmer af nationale parlamenter kan spille en værdifuld rolle i kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten og således kan bidrage til at styrke Den Europæiske Unions demokratiske legitimitet og bringe den tættere på borgerne;
21. erindrer om Rådets tilsagn om at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre tabeller, der tydeliggør forbindelsen mellem direktiver og nationale gennemførelsesforanstaltninger; understreger, at sådanne tabeller er afgørende, hvis Kommissionen effektivt skal kunne kontrollere gennemførelsesforanstaltningerne i samtlige medlemsstater; agter i sin egenskab af medlovgiver at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at bestemmelser vedrørende disse tabeller ikke fjernes fra Kommissionens forslag i løbet af lovgivningsproceduren;
22. bemærker, at de nationale domstole spiller en afgørende rolle for anvendelsen af fællesskabsretten, og støtter fuldt ud Kommissionens bestræbelser på at identificere områder, inden for hvilke supplerende kurser med fordel vil kunne tilbydes nationale dommere, aktører inden for retsvæsenet og tjenestemænd hos de nationale myndigheder; understreger, at denne støtte er afgørende i de nye medlemsstater, navnlig vedrørende adgangen til retsinformation og retslitteratur på alle officielle sprog; understreger behovet for støtte til bedre adgang til databaser over nationale retskendelser vedrørende fællesskabslovgivningen;
23. tilskynder Kommissionen til at foretage en nøje undersøgelse af kollektive klagesystemer i EU med henblik på at fuldføre de igangværende initiativer inden for forbruger- og konkurrencelovgivning; mener, at sådanne mekanismer kan anvendes af borgere, herunder andragere, til at opnå en mere effektiv gennemførelse af fællesskabsretten;
24. opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gives større prioritet til gennemførelsen af fællesskabsretten på miljøområdet, under henvisning til de foruroligende tendenser, som Kommissionen redegør for i sin beretning, og de mange andragender indgivet på dette område og henstiller i denne forbindelse til, at kontrollen med gennemførelsen styrkes, og at de relevante tjenester tildeles tilstrækkelige ressourcer; bifalder Kommissionens meddelelse om gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs miljølovgivning (KOM(2008)0773) som et første skridt i denne retning;
25. er enig i Kommissionens vurdering, at der bør træffes flere forebyggende foranstaltninger for at forhindre, at medlemsstaterne overtræder fællesskabsretten; opmuntrer Kommissionen til at acceptere de specifikke krav, som Udvalget for Andragender har fremsat, for at forhindre, at der opstår uoprettelige skader på miljøet, og beklager, at Kommissionens svar alt for ofte er, at den må afvente de ansvarlige nationale myndigheders endelige afgørelse, før den har beføjelse til at handle;
26. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Domstolen, Den Europæiske Ombudsmand og medlemsstaternes regering og parlamenter.
- [1] P6_TA(2008)0060.
- [2] Punkt 12: "Kommissionens afgørelser i overtrædelsessager offentliggøres inden en uge efter deres vedtagelse på Kommissionens Generalsekretariats Internetsted på følgende adresse: http://europa.eu.int/comm/secretariat_general/sgb/droit_com/index_en.htm#infractions. Afgørelser om at fremsætte en begrundet udtalelse over for en medlemsstat eller om at indbringe sagen for EF-Domstolen offentliggøres desuden i en pressemeddelelse, medmindre Kommissionen beslutter andet."
- [3] Punkt 3: "Fra 2008 vil Kommissionen i sin årsberetning beskrive og redegøre for sit arbejde vedrørende disse prioriteter."
- [4] KOM(2008)0777, s. 9.
- [5] Ibid.
- [6] "For sager vedrørende manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger bør målet være, at der ikke går mere end 12 måneder, fra åbningsskrivelsen afsendes til sagen afsluttes eller indbringes (sic) for Domstolen." (KOM(2007)0502).
- [7] KOM(2007)0502, s. 7.
- [8] EFT L 158 af 30.4.2004, s.77.
- [9] "I de tredive måneder, der er gået, siden direktivet trådte kraft, har Kommissionen modtaget flere end 1 800 individuelle klager, 40 forespørgsler fra Europa-Parlamentet og 33 andragender vedrørende dets anvendelse." - Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (KOM(2008)0840), s. 9.
BEGRUNDELSE
Denne betænkning omhandler Kommissionens foranstaltninger til kontrol med anvendelse af fællesskabsretten i 2008 og gennemgår samtidig Kommissionens meddelelse "Et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten" (KOM(2007)0502) og navnlig projektet EU-Pilot, som Kommissionen har iværksat til at vurdere den nye arbejdsmetode, der i den nævnte meddelelse foreslås til behandling af klager og overtrædelser. Desuden fremhæves den afgørende rolle, som Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og de nationale domstole bør spille i forbindelse med anvendelsen af fællesskabsretten.
UDTALELSE fra Udvalget for Andragender (31.3.2009)
til Retsudvalget
om 25. årsberetning fra Kommissionen om kontrol med gennemførelsen af fællesskabsretten
(2008/2337(INI))
Rådgivende ordfører: Diana Wallis
FORSLAG
Udvalget for Andragender opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
1. minder Kommissionen om de krav, der er blevet fremsat i de foregående år, herunder:
· snarest at undersøge muligheden for at indføre et system med klare angivelser af de forskellige klagemekanismer, som borgerne har til rådighed, og som kunne oprettes som en fælles EU-portal eller en online "one-stop-shop" for at hjælpe borgerne
· at vedtage en meddelelse, der indeholder Kommissionens fortolkning af princippet om statens ansvar for overtrædelse af fællesskabsretten, herunder retsvæsenets overtrædelser, således at borgerne kan medvirke til en mere effektiv gennemførelse af fællesskabsretten;
2. mener, at der stadig ikke er fastlagt nogen klare procedurer til effektiv retsforfølgning af en medlemsstat for overtrædelser af fællesskabsretten, som siden er blevet afhjulpet, og til opnåelse af erstatning for tidligere fejl eller mangler; opfordrer Kommissionen til at fremsætte nye forslag (inden udgangen af 2010), der skal supplere den gældende traktatbrudsprocedure, således at der tages hensyn til denne uretfærdige situation;
3. mener, at EU's borgere bør kunne forvente den samme grad af gennemsigtighed fra Kommissionen, uanset om de indgiver en formel klage, eller om de udøver deres ret til at indgive andragender i henhold til traktaten; anmoder derfor om, at Udvalget for Andragender modtager regelmæssige og klare oplysninger på alle trin i overtrædelsesprocedurer, der også vedrører andragender sat i bero, eller at udvalget i modsat fald får adgang til Kommissionens relevante database på lige fod med Rådet;
4. bifalder, at Kommissionen af hensyn til borgerne gradvis indfører resuméer, som offentliggøres i forbindelse med vigtige lovforslag fra Kommissionen; anbefaler at gøre sådanne resuméer tilgængelige via en enkelt adgangsportal og anser det for uacceptabelt, at sådanne resuméer slettes, lige så snart lovgivningsproceduren er afsluttet, da det netop er på dét tidspunkt, at de er mest relevante for borgere og virksomheder;
5. minder om Rådets forpligtelse til at tilskynde medlemsstaterne til at udarbejde og offentliggøre skemaer, der illustrerer sammenhængen mellem direktiver og nationale gennemførelsesforanstaltninger; insisterer på, at sådanne skemaer er nødvendige for, at Kommissionen kan foretage en effektiv kontrol af gennemførelsesforanstaltninger i alle medlemsstater;
6. tilskynder Kommissionen til at foretage en nøje undersøgelse af kollektive klagesystemer i EU med henblik på at fuldføre de igangværende initiativer inden for forbruger- og konkurrencelovgivning; mener, at sådanne mekanismer kan anvendes af borgere, herunder andragere, til at opnå en mere effektiv gennemførelse af fællesskabsretten;
7. opfordrer Kommissionen til at sikre, at gennemførelsen af fællesskabsretten på miljøområdet i højere grad prioriteres; anbefaler i den forbindelse, i betragtning af den foruroligende tendens, som Kommissionen redegør for i sin årsberetning, og de mange andragender indgivet på dette område, til, at kontrollen styrkes, og at de relevante tjenester tildeles tilstrækkelige ressourcer; bifalder Kommissionens meddelelse om gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs miljølovgivning (KOM(2008)0773) som et første skridt i den retning;
8. er enig i Kommissionens vurdering om, at der bør træffes flere forebyggende foranstaltninger for at forhindre medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten; opmuntrer Kommissionen til at acceptere de specifikke krav, som Udvalget for Andragender har fremsat, for at forhindre, at der opstår uoprettelige skader på miljøet, og beklager, at Kommissionens svar alt for ofte er, at den må afvente de ansvarlige nationale myndigheders endelige afgørelse, før den har beføjelse til at handle.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
31.3.2009 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
16 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Sir Robert Atkins, Victor Boştinaru, Michael Cashman, Proinsias De Rossa, Carlos José Iturgaiz Angulo, Marcin Libicki, Miguel Angel Martínez Martínez, Manolis Mavrommatis, Mairead McGuinness, Willy Meyer Pleite, Diana Wallis, Rainer Wieland |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Margie Sudre, Tatjana Ždanoka |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 178, stk. 2 |
Elspeth Attwooll, Ian Hudghton |
|||||
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
31.3.2009 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
20 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Carlo Casini, Bert Doorn, Monica Frassoni, Giuseppe Gargani, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Neena Gill, Klaus-Heiner Lehne, Hans-Peter Mayer, Manuel Medina Ortega, Hartmut Nassauer, Aloyzas Sakalas, Eva-Riitta Siitonen, Francesco Enrico Speroni, Diana Wallis, Rainer Wieland, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Nicole Fontaine, Georgios Papastamkos, Jacques Toubon, Renate Weber |
|||||