Betænkning om grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik

8.2.2010 - (2009/2106(INI))

Fiskeriudvalget
Ordfører: Maria do Céu Patrão Neves


Procedure : 2009/2106(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A7-0014/2010
Indgivne tekster :
A7-0014/2010
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik

(2009/2106(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik[1],

- der henviser til sin beslutning af 17. januar 2002 om Kommissionens grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid[2],

- der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

- der henviser til aftalen af 1995 om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (”New York-aftalen”, vedtaget den 4. august 1995),

- der henviser til FAO's adfærdskodeks for et ansvarligt fiskeri, vedtaget den 31. oktober 1995,

- der henviser til Den Europæiske Rådgivende Kommission for Indvandsfiskeris adfærdskodeks for rekreativt fiskeri, som blev vedtaget i maj 2008,

- der henviser til sluterklæringen fra verdenstopmødet om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Johannesburg fra 26. august til 4. september 2002,

- der henviser til den nye EU-strategi for bæredygtig udvikling, som vedtaget af Det Europæiske Råd den 15.-16. juni 2006,

- der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)[3],

- der henviser til Kommissionens meddelelse om den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet (KOM(2008)0187) og til sin beslutning af 13. januar 2009 om den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet[4],

- der henviser til Kommissionens meddelelse om rettighedsbaserede forvaltningsinstrumenter i fiskeriet (KOM(2007)0073) og til sin beslutning af 10. april 2008 om rettighedsbaserede forvaltningsinstrumenter i fiskeriet (A6-0060/2008),

- der henviser til Kommissionens meddelelse om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte (KOM(2006)0360) og til sin beslutning af 6. september 2007 om opnåelse af bæredygtighed i EU's fiskeri ved hjælp af et maksimalt bæredygtigt udbytte[5],

- der henviser til Kommissionens meddelelse om en politik, der skal reducere uønskede bifangster og eliminere udsmid i europæisk fiskeri (KOM(2007)0136) og til sin beslutning af 31. januar 2008 om denne meddelelse[6],

- der henviser til sin beslutning af 24. april 2009 om ”styring i forbindelse med den fælles fiskeripolitik: Europa-Parlamentet, regionale rådgivende råd og øvrige aktører”[7], samt til sin beslutning af 6. september 2006 om handlingsplanen for 2006-2008 med henblik på at forenkle og forbedre den fælles fiskeripolitik [8],

- der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. september 2008 ”En europæisk strategi for havforskning og maritim forskning: En sammenhængende ramme for det europæiske forskningsrum til fremme af bæredygtig udnyttelse af havene" (KOM(2008)0534) og til sin beslutning af 19. februar 2009 om anvendt forskning inden for den fælles fiskeripolitik[9],

- der henviser til sine beslutninger af 6. juli 2005 om forslag til Rådets forordning om Den Europæiske Fiskerifond[10], af 15. juni 2006 om kystfiskeriet og kystfiskerisamfundenes problemer [11], af 15. december 2005 om kvinders netværk: Fiskeri, landbrug og diversificering[12] og af 28. september 2006 om forbedring af fiskerierhvervets økonomiske situation[13],

- der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 7/2007 om de kontrol-, inspektions- og sanktionssystemer, der skal sikre, at reglerne om bevarelse af Fællesskabets fiskeressourcer overholdes, samt til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri[14], Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande[15], samt til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik og til sine beslutninger af 23. februar 2005[16], af 15. februar 2007[17], af 5. juni 2008[18], af 10. april 2008[19] og af 22. april 2009[20],

- der henviser til sin beslutning af 12. december 2007 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter[21],

- der henviser til Kommissionens meddelelse “Oplæg til debat om en fællesskabstilgang til miljømærkeordninger for fiskevarer” (KOM(2005)0275) og til sin beslutning af 7. september 2006 om samme emne[22],

- der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) og sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten[23],

- der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om Kommissionens grønbog med titlen "En fremtidig havpolitik for EU: en europæisk vision for havene"[24], samt til sin beslutning af 2. september 2008 om fiskeri og akvakultur i forbindelse med integreret kystzoneplanlægning i Europa[25],

- der henviser til sin beslutning af 4. februar 2009 med titlen ”2050: Fremtiden begynder i dag - henstillinger til EU's fremtidige integrerede politik om klimaændringer" (2008/2015(INI)[26],

- der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om EU's strategi for klimakonferencen i København[27],

- der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 4. december 2008 om udarbejdelse af en europæisk plan for forvaltning af skarver med henblik på at minimere skarvernes stigende indvirkning på fiskebestande, fiskeri og akvakultur[28],

- der henviser til Kommissionens meddelelser om en integreret havpolitik, navnlig ”Retningslinjer for en integreret tilgang til havpolitikken: Forbedret praksis for integreret havforvaltning og høring af berørte parter” (KOM(2008)0395), ”Køreplan for maritim fysisk planlægning: Opstilling af fælles principper i EU” (KOM(2008)0791) og ”Udvikling af den internationale dimension i EU's integrerede havpolitik” (KOM(2009)0536 samt den nyligt offentliggjorte ”Statusrapport om EU's integrerede havpolitik” (KOM(2009)0540),

- der henviser til Kommissionens meddelelse “En bæredygtig fremtid for akvakultursektoren - Ny fremdrift til strategien for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur” (KOM(2009)0162),

- der henviser til Kommissionens grønbog “Reform af den fælles fiskeripolitik” (KOM(2009)0163),

- der henviser til forretningsordenens artikel 48,

- der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7‑0014/2010),

A.  der henviser til fiskerisektorens strategiske betydning for forsyningen af fisk til offentligheden og for fødevarebalancen i både de enkelte medlemsstater og i Den Europæiske Union (EU) som helhed samt dens betydelige bidrag til kystsamfundenes samfundsøkonomiske velfærd, til lokal udvikling, beskæftigelse, bevarelse/skabelse af økonomiske aktiviteter og arbejdspladser på forudgående og efterfølgende omsætningstrin, forsyningen af frisk fisk og opretholdelse af lokale kulturtraditioner,

B.  der henviser til, at FN’s havretskonvention fra 1982 bør være det vedvarende grundlag for reguleringen af den fælles fiskeripolitik, navnlig for så vidt angår dens bestemmelser om international forvaltning af fiskerisektoren,

C.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør tage hensyn til EU’s miljøpolitik som forankret i traktaterne, samt til Bali-erklæringen fra december 2007,

D.  der henviser til, at EU er en folkeretlig enhed, og at der i overensstemmelse med i EU’s traktater og regler findes et udtrykkeligt ønske om at sikre økonomisk, social og politisk integration af EU’s politikker, herunder den fælles fiskeripolitik,

E.  der henviser til, at det grundlæggende formål med den fælles fiskeripolitik er fastsat i forordning (EF) nr. 2371/2002 og består i at sikre en bæredygtig udvikling af fiskerisektoren og dens økonomiske og sociale levedygtighed samt i at bevare de marine ressourcer, hvilket er en afgørende forudsætning for at udøve fiskerivirksomhed nu og i fremtiden,

F.  der henviser til de europæiske haves forskelligartethed og de særlige karakteristika, der kendetegner fiskerflåden og de former for fiskeri, som praktiseres i forskellige have,

G.  der henviser til, at Rådet i sin resolution af 3. november 1976, navnlig bilag VII, sikrede de særlige behov i regioner, hvis lokale befolkninger er specielt afhængige af fiskeri og dertil knyttede aktiviteter,

H.  der henviser til, artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 fastsætter, at den fælles fiskeripolitik omfatter bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer, akvakultur samt forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter, for så vidt disse aktiviteter udøves på medlemsstaternes område eller i EF-farvande eller af EF-fiskerfartøjer eller, med forbehold af flagstatens primære ansvar, af borgere i medlemsstaterne,

I.  der henviser til, at 88 % af EU-bestandene fiskes udover det maksimalt bæredygtige udbytte (MSY), og at 30 % af disse bestande befinder sig under de sikre biologiske grænser, hvilket har alvorlige konsekvenser for industriens levedygtighed,

J.  der henviser til, at gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik indgår i et direkte samspil med så omfattende områder som miljøbeskyttelse, klimaændringer, sikkerhed, folkesundhed, forbrugerbeskyttelse og regionaludvikling, intern og international handel, forbindelserne med tredjelande og udviklingssamarbejde, og at det derfor er af afgørende betydning at sikre en retfærdig og omhyggelig harmonisering mellem alle disse områder under fuld overholdelse af nærhedsprincippet,

K.  der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til direktiv 2008/56/EF skal træffe de fornødne foranstaltninger til at opnå eller opretholde en god miljøtilstand i havene i EU senest i 2020, hvilket kræver regulering af fiskeriaktiviteterne under den fælles fiskeripolitik,

L.  der henviser til, at der findes en klar ulighed mellem indkomsten hos den del af befolkningen, der lever af fiskeri, og hos andre befolkningslag; der henviser til, at det er nødvendigt at sikre førstnævnte del af befolkningen en rimelig levestandard, navnlig ved at forøge deres individuelle indkomst;

M.  der henviser til, at den nuværende geopolitiske, økonomiske og sociale situation og udformningen af en strategi- og handlingsplan til bevarelse og bæredygtig udvikling af havene i Europa og i hele verden (integreret havpolitik) begrunder vort tilsagn om at fastlægge en fælles fiskeripolitik, der er bæredygtig i miljømæssig og samfundsøkonomisk henseende, og om at styrke Europa-Parlamentet beslutningsbeføjelser på dette område, sådan som det er fastsat i Lissabontraktaten,

N.  der henviser til, at fiskeriet er en af de vigtigste aktiviteter i forbindelse med udnyttelsen af havet og dets ressourcer, og at det derfor bør betragtes som en væsentlig part i forvaltningen af den integrerede havpolitik,

O.  der henviser til, at Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC), som omfatter eksperter fra hele verden, har vurderet virkningerne af klimaændringerne og konkluderet, at talrige økosystemer er truede på grund af en hidtil uset kombination af faktorer og forstyrrelser i forbindelse med klimaændringerne,

P.  der henviser til, at de begrænsninger, som berører regionerne i den yderste periferi, og hvis vedvarende, intensive og kumulative karakter adskiller dem fra de andre regioner i EU med geografiske og/eller demografiske problemer, er anerkendt i EU’s primærret og for nyligt er blevet det i TEUF,

Q.  der henviser til, at den fælles fiskeripolitik for at opnå større deltagelse og være mere effektiv bør organiseres med henblik på en tværfaglig inddragelse af alle parter, som er direkte eller indirekte knyttet til sektoren, såsom erhvervs- og lystfiskere, akvakulturproducenter, forarbejdningsindustrien, detailhandlere, fartøjsejere, repræsentanter for disse grupper, civilsamfundet (herunder miljø- og udviklings-ngo’er, forskerkredse og institutionelle beslutningstagere,

R.  der henviser til, at denne nye reform af den fælles fiskeripolitik allerede bør tilpasse fiskeripolitikken bedre til det indre markeds regler,

S.  der henviser til, at der på trods af visse fremskridt efter revisionen af den fælles fiskeripolitik i 2002 fortsat findes alvorlige problemer med hensyn til fiskerflådernes overkapacitet og knapheden på visse fiskeressourcer; der henviser til, at disse problemer er forskellige fra det ene område til det andet og er blevet forværret i de senere år, hvilket har haft alvorlige negative virkninger for ikke-målarter og havmiljøet i almindelighed og har bragt økosystemerne i en dårlig tilstand,

T.  der henviser til, at problemer som overkapacitet og knappe fiskeressourcer ikke bør opfattes som endemiske eller universelle i betragtning af de store forskelle mellem fiskerflåder og fiskeriformer, og at løsningerne på sådanne problemer bør udvikles og gennemføres på en måde, der tager hensyn til de store regionale forskelle inden for EU,

U.  der henviser til, at EU’s havområder har kapacitet til at rumme langt større fiskemængder end de nuværende, og at det, hvis fiskebestandene fik lov til at blive genopbygget, ville være muligt at fastsætte grænser, der kunne give mulighed for fangst af langt større fiskemængder, uden at dette ville påvirke bæredygtigheden,

V.  der henviser til, at omfanget af udsmid er uacceptabelt højt og ifølge fiskerne i ekstreme tilfælde kan udgøre helt op til 80 % af deres fangst,

W.  der henviser til, at bevarelses- og forvaltningspolitikken har været den største fiasko i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, og ikke er blevet ændret eller ført ajour, siden den blev indført, og at det derfor er nødvendigt at fokusere på udformning af en ny model for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne,

X.  der henviser til, at EU i kraft af de forpligtelser, det har indgået i internationale fora, har fastsat forvaltning via det maksimalt bæredygtige udbytte og en økosystemtilgang som målsætninger for sin fiskeripolitik,

Y.  der henviser til, at opretholdelse af moderne, konkurrencedygtige, miljøvenlige og sikre fiskerflåder ikke er uforenelig med en reduktion af fiskekapaciteten, og flere medlemsstater har rent faktisk har reduceret deres kapacitet i forskelligt omfang på grundlag af pålidelig videnskabelig forskning for bedre at tilpasse kapaciteten til de til rådighed værende fiskeressourcer, og der henviser til, at de berørte parter er gået ind for foranstaltninger, der ikke vil svække sektoren, men vil få en positiv og gradvis virkning, såsom bestræbelser på at forøge fiskebestandene, indskrænkning af antallet af fiskedage, indførelse af biologiske beskyttelseszoner og opgradering af ikke-industrielt fiskeri;

Z.  der henviser til, at fiskeri er en af de økonomiske aktiviteter, der er mest påvirket af udpinte fiskebestande som følge af de marine økosystemers dårlige sundhedstilstand, og der henviser til, at fiskeriets fremtidige bæredygtighed vil afhænge af evnen til at vende denne tendens ved at genoprette sundhed og ligevægt i det marine økosystem som helhed; der henviser til, at sektoren derfor selv bør bidrage til bestræbelserne på at genoprette en ligevægt, der vil gøre det muligt at sikre fremtidig bæredygtighed og øget rentabilitet på mellemlang og lang sigt,

AA.  der henviser til, at fiskeriet er af afgørende betydning for talrige kystsamfund, som har udøvet denne virksomhed i flere generationer og dermed også har bidraget til den økonomiske og sociale dynamik i de berørte regioner og til EU’s kulturarv, og at fiskeripolitikken skal tilrettelægges på en sådan måde, at den ved at respektere historiske rettigheder beskytter fiskerierhvervet i alle EU’s traditionelle fiskeriregioner,

AB.  der henviser til, at historiske rettigheder tidligere har været beskyttet af princippet om relativ stabilitet, og at de fordele, som relativ stabilitet har bragt kystsamfundene, skal bevares uafhængigt af fremtidige forvaltningsordningers form,

AC.  der henviser til, at den ikke-industrielle fiskerflåde og de områder, der er stærkt afhængige af fiskeri, har behov for en differentieret behandling og større samfundsøkonomisk støtte under den nye fælles fiskeripolitik,

AD.  der henviser til, at kvinderne trods deres beskedne repræsentation i fangstsektoren udgør en vigtig gruppe på grund af den afgørende rolle, som de spiller på områder, der er direkte knyttet til den fælles fiskeripolitik såsom akvakultur, forarbejdning, markedsføring, forskning, virksomhedsledelse, uddannelse og sikkerhed til søs,

AE.   der henviser til, at kvinder i fiskerisektoren, i lighed med hvad der allerede er blevet erkendt i landbrugssektoren, også mangler ligestilling, hvilket giver sig udslag i lavere (eller endog manglende) aflønning, ringere sociale ydelser og endda i visse tilfælde hindringer for deres fuldstændige deltagelse i de ledende organer i visse samfund eller foreninger,

AF.   der henviser til, at fiskevarer og akvakulturprodukter er en vigtig og stadig voksende kilde til proteiner af høj kvalitet og sunde fedtstoffer, som er absolut nødvendige for at dække EU’s ernæringsbehov,

AG.  der henviser til, at EF’s fiskerflåde og fiskerisektor sikrer fødevareforsyninger af høj kvalitet og spiller en afgørende rolle for beskæftigelsen, den sociale samhørighed og dynamikken i EU’s kystområder, fjerntliggende områder og regioner i den yderste periferi og øregioner,

AH.  der henviser til, at markedsføringen af fiskeriprodukter, der er forsynet med et godkendt fødevarecertifikat lige fra fangsten over opfedning eller forarbejdning (afhængigt af den pågældende industri) til markedsføring, bør være baseret på kriterier for miljømæssig bæredygtighed og bidrage til at skabe større bevidsthed om bæredygtigt fiskeri både hos producenter og forbrugere,

AI.    der henviser til, at FAO har udført et betydeligt arbejde med hensyn til økologisk mærkning af fiskeri- og akvakulturprodukter, og der henviser til, at FAO’s Fiskerikomité i marts 2005 udarbejdede retningslinjer på dette område, som Kommissionen bør tage hensyn til,

AJ.   der henviser til, at en bæredygtig udvikling af et givet område kræver en forbedring af samspillet mellem områdets naturlige miljømæssige og menneskelige elementer samt en forbedring af livskvaliteten i kystsamfundene; der henviser til, at en fiskeripolitik bør tage udgangspunkt i den indbyrdes afhængighed mellem kystsamfundenes velfærd og bæredygtigheden af de økosystemer, som de er en integreret del af;

AK.  der henviser til, at den ikke-industrielle fiskerflåde og den mere erhvervsmæssige og industrielt prægede fiskerflåde har meget forskellige karaktertræk og problemer, som ikke kan indpasses i en fælles model og derfor kræver en differentieret behandling,

AL.   der henviser til, at det nu er almindelig anerkendt, at der findes en række redskaber, der åbner mulighed for en anden tilgang til fiskeriforvaltningen, der på fordelagtig vis kan supplere de nuværende ordninger og spille en betydelig rolle i EU’s forvaltning af fiskerisektoren,

AM. der henviser til, at de forskellige modeller for fiskeriforvaltning bør overvejes nøje under hensyntagen til de forskellige økonomiske, sociale og fiskerimæssige forhold i medlemsstaterne, og uden at glemme subsidiaritetsprincippet, med henblik på at sikre en global, afbalanceret forvaltning af ressourcerne og fremme en proportional adgang for de enkelte fiskerflåder,

AN.  der henviser til, at fiskerisektorens aktiviteter først og fremmest er koncentreret i regioner med en skrøbelig økonomi - for de flestes vedkommende områder under mål 1 - og der henviser til, at krisesituationen i denne sektor derfor har en stærk indvirkning på niveauet for økonomisk og social samhørighed i disse regioner;

AO.  der henviser til, at der er bred enighed om værdien af havreservater, hvor fiskeri ikke er tilladt, som et effektivt redskab til at beskytte marine økosystemer og give fiskeriforvaltningsmæssige fordele, under forudsætning af at deres etablering og beskyttelse opfylder en række mindstekrav,

AP.   der henviser til, at der bør lægges størst mulig vægt på akvakultursektorens strategiske betydning og dens udvikling på EU-niveau, både i samfundsøkonomisk og miljømæssig henseende og med hensyn til fødevaresikkerhed; der imidlertid henviser til, at denne sektor skal forebygge skader på det lokale havmiljø eller decimering af vilde bestande, navnlig små pelagiske arter, der fanges som foder til mange fiskearter i akvakultur,

AQ.  der henviser til, at skaldyrsfiskeriet udgør en integreret del af sektoren og har stor betydning i visse kystområder, og for så vidt angår skaldyrsfiskeri til fods i almindelighed udøves af kvinder, og der henviser til, at denne form for fiskeri bør inddrages fuldstændigt i den nye fælles fiskeripolitik,

AR.  der henviser til, at EU bør koordinere sin udviklingspolitik og den fælles fiskeripolitik og afsætte flere materielle, menneskelige, tekniske og budgetmæssige ressourcer til fiskerisektoren inden for rammerne af sin politik for udviklingssamarbejde med tredjelande,

AS.   der henviser til, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO) og fiskeripartnerskabsaftalerne bør spille en afgørende og stadig vigtigere rolle for anvendelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne både i EU’s og internationalt farvand, selvom flere nylige evalueringer af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationers resultater har afsløret alvorlige svagheder i den måde, de fungerer på, hvilket har fået FN's generalforsamling til at efterlyse øjeblikkelige indgreb til forbedring af resultaterne,

AT.   der henviser til, at regionale forvaltningsorganer bør spille en afgørende og vigtig rolle for anvendelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeriet i EU’s egne farvande, idet det herved bliver muligt at træffe de forvaltningsmæssige beslutninger på et mere hensigtsmæssigt niveau under inddragelse af de relevante berørte parter,

AU.  der henviser til, udenrigspolitikken i forbindelse med den fælles fiskeripolitik er væsentlig for at sikre forsyninger til industrien og forbrugerne, eftersom over en tredjedel af fællesskabets produktion stammer fra internationale fiskepladser og farvande, der hører under tredjelandes eksklusive økonomiske zoner,

AV.  der henviser til, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) er en af de alvorligste trusler mod bæredygtig udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer, og sådant fiskeri bringer ikke blot selve grundlaget for den fælles fiskeripolitik, men også de internationale bestræbelser på at fremme bedre havforvaltning i fare, og der henviser til, at Rådets forordning 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning, som skal gennemføres om kort tid, har til formål yderligere at fremme kontrol og koordination,

AW. der henviser til, at 60 % af de fisk, der forbruges i EU, er fanget uden for EU’s farvande, og at årsagen til denne store andel til dels er den fælles fiskeripolitiks manglende evne til at opretholde et fiskebestandsniveau, der gør det muligt at dække EU-borgernes efterspørgsel,

AX.  der henviser til, at Kommissionen allerede har erkendt, at der er indført produkter til fællesskabsmarkedet, som ikke opfylder Den Europæiske Unions krav med hensyn til minimumsstørrelse, især på grund af den manglende gennemførelse af reglerne om markedsføring af fryseprodukter,

AY.  der henviser til, at en stor del af beskæftigelsen i fangstsektoren nu dækkes af arbejdskraft fra tredjelande, eftersom denne beskæftigelse bliver mindre og mindre attraktiv for de unge i EU,

AZ.   der henviser til, at det kraftige prisfald på de fleste fiskearter i de senere år har haft en meget negativ indvirkning på producenternes indkomst, samtidig med at deres produktionsomkostninger er steget, uden at disse omkostninger kan lægges på prisen ved det første salg,

BA.  der henviser til ændringen i markedsstrukturerne for fiskevarer, som har bevæget sig fra en situation med en acceptabel balance mellem producenter og købere til en situation, der i stigende grad kan betragtes som et oligopol af købere på grund af koncentrationen af distributions- og indkøbskæder,

BB.   der henviser til, at en stor del af eksporten fra tredjelande skaber store problemer for konkurrenceevnen i EU’s fiskerisektor, fordi denne eksport ikke overholder de regler og kontrolordninger, der gælder for EU’s producenter og forbrugere, og som forøger EU-producenternes produktionsomkostninger,

BC.  der henviser til, at denne situation med faldende priser på lang sigt heller ikke er til fordel for forbrugerne,

GENERELLE ASPEKTER

1.  glæder sig over Kommissionens initiativ med at præsentere grønbogen, som danner grundlag for en høringsprocedure og en vigtig drøftelse af de begrænsninger og udfordringer, som den nuværende fælles fiskeripolitik står over for, med henblik på en påkrævet og omfattende reform af den, og opfordrer til, at de berørte parters holdninger også tages i betragtning;

2.  anser den nuværende reform for at være af vital betydning for EU-fiskeindustriens fremtid og mener, at hvis ikke det lykkes at vedtage og gennemføre en radikal reform, vil dette kunne føre til, at der på tidspunktet for den efterfølgende reform hverken vil være fisk eller fiskeindustri tilbage;

3.  er enig med grønbogen i, at økonomisk og social bæredygtighed kræver produktive fiskebestande og velfungerende havmiljøer, og at økologisk bæredygtig derfor udgør en grundlæggende forudsætning for EU-fiskeriets økonomiske og sociale fremtid;

4.  glæder sig ligeledes over de hovedprincipper, som Kommissionen opstiller for en effektiv og vellykket reform af den fælles fiskeripolitik, navnlig at give sektoren større ansvar baseret på tilvejebringelse af gunstige betingelser for god fiskepraksis og at tilpasse forvaltningsmodellerne med henblik på at skabe alternativer til den traditionelle enkeltstående ordning med TAC’er og kvoter, der er gældende i øjeblikket;

5.  glæder sig over Kommissionens analyse af den nuværende fiskeripolitiks fem strukturmangler og er enig i, at fem aspekter skal tillægges central betydning i reformen, nemlig det rodfæstede problem med fiskerflådens overkapacitet, upræcise politiske målsætninger, der fører til utilstrækkelige retningslinjer for beslutningstagning og gennemførelse, en beslutningstagningsproces, der fremmer kortsigtede afgørelser, rammer, som ikke giver industrien tilstrækkelig stort ansvar og manglende politisk vilje til at sikre overholdelse af bestemmelserne samt industriens ringe overholdelse af disse;

6.  glæder sig over erkendelsen af, at det er nødvendigt at gennemføre mere forenklede rammer for at sikre, at de aktioner, der skal vedtages, skaber de bedste resultater, og understreger derfor betydningen af at øge bestræbelserne på at opnå dette;

7.  gentager, at hovedformålet med den fælles fiskeripolitik bør være at sikre fiskeriets fremtid, både for så vidt angår fiskeressourcerne og fiskerne, ved at sikre genopbygning af fiskebestandene og genskabe sektorens økonomiske levedygtighed;

8.  understreger på ny, at en fælles fiskeripolitik bør fremme modernisering og bæredygtig udvikling af sektoren ved at sikre dens samfundsøkonomiske levedygtighed og fiskebestandenes bæredygtighed med henblik på at sikre forsyningen af fisk til befolkningen, sikre fødevaresuverænitet og -sikkerhed, bevarelse af arbejdspladser og forbedring af fiskernes levevilkår samt sikre bæredygtig udvikling af de kystområder, der er mest afhængige af fiskeri;

9.  mener, at forvaltningen af fiskeriet skal tilrettelægges på en sådan måde, at fiskeriaktiviteternes indvirkning på tilknyttede og afhængige arter bliver mindst mulig, og at der forud for større beslutninger bør foretages en vurdering af indvirkningen på miljøet, således som det er tilfældet med de fleste andre erhverv;

10.  understreger, at den nuværende fælles fiskeripolitik er en af de mest integrerede fællesskabspolitikker, som giver Fællesskabet omfattende beføjelser til og dermed ansvar for forvaltningen af havets ressourcer, og opfordrer endvidere til, at de berørte parter inddrages i videre omfang;

11.  understreger, at den fælles fiskeripolitik trods den tilbundsgående reform, som den var genstand for i 2002, endnu 27 år efter den blev indført, slås med alvorlige problemer, der først og fremmest er karakteriseret ved overfiskning, overkapacitet inden for visse dele af fiskerflåden, som det er nødvendigt at få klart defineret, manglende energieffektivitet og spild, mangel på pålidelig forskning i fiskebestande samt andre faktorer såsom den økonomiske og sociale nedgang, der i øjeblikket har ramt sektoren, globalisering af markederne for fiskeri- og akvakulturprodukter samt konsekvenserne af klimaændringerne og den gradvis svækkelse af fiskeressourcerne som følge af de marine økosystemers dårlige tilstand;

12.  mener, at enhver fiskeripolitik bør tage hensyn til de mange dimensioner - social, miljømæssig, økonomisk - der kræver en integreret og harmoniseret tilgang, som er uforenelig med en indfaldsvinkel, der inddeler disse i henhold til på forhånd fastlagte prioriteter;

13.  understreger, at sikring af den strategisk vigtige fiskerisektors og fiskersamfundenes levedygtighed samt bevarelse af økosystemernes bæredygtighed ikke udgør uforenelige målsætninger;

14.  er af den opfattelse, at problemer som overfiskning, overkapacitet, overinvestering og spild ikke bør opfattes som endemiske eller universelle, men snarere som specifikke i forhold til særlige fiskerflåder og fiskeriformer, og at de bør udbedres på en måde, der tager hensyn til denne specificitet;

15.  påpeger, at Parlamentet i tidligere valgperioder har henledt opmærksomheden på, at den fælles fiskeripolitiks regler ikke er blevet respekteret i tilstrækkeligt omfang af alle aktører, og at det gentagne gange har opfordret EU’s og alle medlemsstaternes kompetente organer til at forbedre kontrollen, harmonisere kriterierne for inspektion og sanktioner og ordningerne for indberetning af fangster, til at sikre inspektionsresultaternes gennemskuelighed og styrke Fællesskabets inspektionssystem med henblik på at skabe en kultur, hvor reglerne overholdes, ved at inddrage de vigtigste berørte parter og give dem større ansvar ;

16.  fastslår, at den nye kontrolforordning indeholder en række foranstaltninger, hvis succes og omkostningseffektivitet inden for rammerne af reformen af den fælles fiskeripolitik bør bedømmes kritisk;

17.  understreger, at mange af de problemer, som den fælles fiskeripolitik er stødt ind i, skyldes manglende gennemførelse af principperne for god forvaltningspraksis;

18.  fremhæver, at Parlamentet med Lissabontraktatens ikrafttrædelse ikke kun er et organ, der skal høres, men at det bliver medansvarligt for lovgivningen også inden for fiskerisektoren, idet det deler beslutningsbeføjelserne med Rådet, undtagen for så vidt angår fastsættelse af TAC og kvoter;

19.  understreger, at de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer og fiskeripartnerskabsaftalerne spiller en afgørende rolle for forvaltningen og anvendelsen af god fiskeripraksis inden for deres respektive kompetence- og anvendelsesområder, og understreger, at det må være EU's holdning at fremme de højest mulige standarder for bevarelse og forvaltning af fiskeriet;

20.  understreger, at processen med reform af den fælles fiskeripolitik bør være afsluttet i begyndelsen af 2011 for at sikre, at der tages behørigt hensyn til den under drøftelserne af EU’s kommende finansielle ramme, og at den reformerede fælles fiskeripolitik gennemføres fuldstændigt;

21.  fremhæver, at der bør tages hensyn til videnskabelig viden og anvendt teknisk forskning i fiskerisektorens behov for at minimere den negative indvirkning på de marine økosystemer, og at der bør fastlægges en politik for bevarelse og bæredygtig forvaltning af fiskebestandene, som løbende forbedres, med inddragelse og deltagelse af forskere inden for kooperativ forskning på området som observatører samt af repræsentanter for de regionale rådgivende råd som fuldgyldige deltagere; fremhæver endvidere, at en eventuel mangel på videnskabelige data om fiskeri og marine økosystemer ikke bør hindre anvendelse af forsigtighedsprincippet under den nye fælles fiskeripolitik

22.  understreger at, på trods af kompleksiteten af visse procedurer til ændring af fiskeriforvaltningsmodellerne og de vanskeligheder, især af juridisk art, som kan dukke op i disse processer, er disse vanskeligheder ikke uovervindelige, hvilket fremgår af den vellykkede anvendelse af andre forvaltningsmodeller i andre dele af verden såsom forvaltning på grundlag af fiskeriindsatsen og overdragelige fiskerettigheder;

23.  henleder opmærksomheden på, at der på trods af den allerede skete afvikling stadig er visse dele af EF's fiskerflåde, navnlig den ikke-industrielle fiskerflåde, som ikke er blevet tilstrækkeligt fornyet, og at der stadig findes forældede eller meget gamle fartøjer, som har behov for at blive moderniseret eller udskiftet med henblik på at øge sikkerheden om bord og formindske indvirkningen på miljøet, uden at fiskerikapaciteten øges;

24.  påpeger den betydning, som fiskeriforeninger, producentorganisationer og andre sammenslutninger i fiskerisektoren har, for at sektoren fungerer godt og udvikles;

25.  understreger, at en bæredygtig akvakulturs succes afhænger af et erhvervsvenligt miljø på nationalt og/eller lokalt niveau, og at medlemsstaterne og de regionale myndigheder får passende EU-rammer for en harmonisk udvikling af sektoren og for udnyttelse af alle dens muligheder for at skabe velstand og beskæftigelse, idet fiskere, hvis aktiviteter er i tilbagegang, prioriteres;

26.  understreger, at befolkningstilvæksten i EU og den fremtidige udvidelse af EU samt klimaændringerne kan få en betydelig indflydelse på den nuværende forvaltning af fiskeriet og akvakulturen;

27.  undrer sig over, at fiskerihavnenes afgørende rolle i fiskerisektoren ikke bliver nævnt i grønbogen, da havnene er en vigtig medspiller med hensyn til faciliteter til landing, opbevaring og distribution af fisk; opfordrer derfor Kommissionen til at fremhæve havnenes rolle i fiskerisektoren, da udviklingen har skabt et behov for en opgradering af infrastrukturen; mener desuden, at Europas fiskerihavne i fremtiden vil kunne bidrage til udvikling og udbud af systemer til certificering og bedre sporbarhed på fangster;

28.  understreger, at fuld inddragelse af kvinder i sektorens virksomhed på lige for med mænd er en grundlæggende målsætning, der bør afspejles i alle de strategier, der udformes, og alle de foranstaltninger, der træffes, vedrørende sektoren;

29.  gentager, at fiskeriet er en virksomhed af afgørende betydning, ikke kun i fødevaremæssig henseende, men også på det sociale, fritidsmæssige og kulturelle plan, og at det i mange europæiske kystområder udgør en vigtig og i nogle tilfælde den eneste levevej for et stort antal familier, der er direkte eller indirekte afhængige af det, samtidig med at det sammen med andre maritime aktiviteter bidrager til at skabe dynamik i kystområderne og holde deres samfundsøkonomiske struktur sammen;

30.  mener, at kvindernes rolle i fiskeriet og i en bæredygtig udvikling af fiskeriområderne bør værdsættes og respekteres; opfordrer medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at medhjælpende ægtefæller har mindst samme beskyttelsesniveau som selvstændige erhvervsdrivende på samme betingelser som disse; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde om at sikre fremme og integration af princippet om lige muligheder i Den Europæiske Fiskerifonds forskellige gennemførelsesstadier, dvs. udformnings-, iværksættelses-, overvågnings- og evalueringsstadiet, jf. artikel 11 i forordning (EF) nr. 1198/2006;

31.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at de mest sårbare grupper i fiskerisektoren, navnlig kvindelige arbejdere, kvindelige fiskere og skaldyrsfiskere, ikke diskrimineres i forbindelse med retten til adgang til ressourcerne, ved at fremme deres deltagelse i de regionale rådgivende råd;

32.  fastholder, at de fremtidige finansielle ledsageforanstaltninger bør tage hensyn til den nye fælles fiskeripolitiks målsætninger; mener i denne forbindelse, at de finansielle ressourcer, der skal forhandles om inden for de nye finansielle rammer 2014-2020, bør omfatte et øget budget for den fælles fiskeripolitik, der kan skabe de nødvendige finansielle betingelser for fuldstændig gennemførelse og praktisk udvikling af de reformretningslinjer, der er vedtaget; understreger, at en fælles fiskeripolitik forudsætter en retfærdig EU-finansiering, der har til formål at sikre, at de marine ressourcer udnyttes på en måde, der sikrer bæredygtighed i økonomisk, miljømæssig og samfundsmæssig henseende; afviser ethvert forsøg på at renationalisere udgifterne til den fælles fiskeripolitik;

33.  mener, at de gentagne nedskæringer i fællesskabsstøtten til fiskerisektoren, som er fastsat i den nuværende flerårige finansielle ramme for 2007-2013, navnlig nedskæringen i bevillingerne til Den Europæiske Fiskerifond og til den fælles markedsordning, er en af de faktorer, som har bidraget til at forværre situationen i sektoren;

34.  understreger, at konvergensprincippet bør bibeholdes ved tildeling af midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden, herunder fra Den Europæiske Fiskerifond, i overensstemmelse med princippet om solidaritet og økonomisk og social samhørighed;

35.  mener, at det bliver nødvendigt at fastsætte en overgangsperiode, for at denne reform af den fælles fiskeripolitik kan harmoniseres med den nuværende fælles politiks rammer på behørig vis;

SPECIFIKKE ASPEKTER

Beskyttelse og bevarelse af fiskebestandene og videnskabelig viden

36.  mener, at de tilsagn, der med den fælles fiskeripolitik gives om at kompensere for de økonomiske og sociale konsekvenser af begrænsningen af fiskemulighederne skal være forenelige med målsætningen om at opnå bæredygtighed i fiskerisektoren på langt sigt;

37.  fastholder, at den fælles fiskeripolitik bør anvende en økosystemtilgang, som bør lægges til grund ved al økonomisk virksomhed, der har indflydelse på havmiljøet, og lægge vægt på en integreret forvaltning af kysterne, hvor der findes komplekse økosystemer, og hvor der skal findes en meget delikat økologisk balance mellem miljømæssige, økonomiske, sociale, rekreative og kulturelle interesser; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at sikre, at reformen af den fælles fiskeripolitik omfatter de foranstaltninger, der er truffet til bekæmpelse af klimaændringerne, samt passende finansiering til gennemførelse af disse foranstaltninger;

38. fastholder, at reformen af den fælles fiskeripolitik fortsat skal respektere det forsigtighedsprincip, der er fastsat i adfærdskodeksen for ansvarligt fiskeri og i New York-aftalen for at undgå enhver risiko for arters overleven og/eller bæredygtighed i fremtiden;

39. er af den opfattelse, at adgangen til fiskebestandene ikke længere kun bør baseres på kriteriet om tidligere fangster, men at der gradvis bør indføres miljømæssige og sociale kriterier for fastsættelsen af, hvem der har ret til at fange fisk, og at disse kriterier bl.a. skal omfatte fiskeredskabernes selektivitet og medfølgende bifangster og udsmid, forstyrrelse af marinehabitatet, bidraget til den lokale økonomi, energiforbrug og CO2-emission, slutproduktets kvalitet, den opnåede beskæftigelse samt overholdelsen af den fælles fiskeripolitiks bestemmelser, og at der bør gives prioritet til fiskeri til menneskeligt forbrug; er overbevist om, at der ved at anvende sådanne kriterier vil kunne skabes en dynamik, der kan føre til en bedre fiskepraksis og et mere miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt fiskerierhverv;

40. mener, at de historiske rettigheder tidligere har været beskyttet af princippet om relativ stabilitet, og at en ny forvaltningsordning skal bevare de fordele, som relativ stabilitet har bragt kystsamfundene;

41. mener, at udsmid af fisk er en ikke-bæredygtig fiskepraksis, som gradvis bør afskaffes, og at dette bør ske ved at indføre både positive og, om nødvendigt, negative incitamenter til at få fiskerne til at forbedre deres selektivitet; mener, at hvis incitamenterne ikke begrænser udsmidet inden for en passende tidsramme, bør der indføres et forbud mod udsmid;

42. fastholder, at den ovennævnte bæredygtighed i fiskerisektoren på lang sigt, anvendelsen af en økosystemtilgang, anvendelsen af forsigtighedsprincippet og fiskeredskabernes selektivitet kun kan gennemføres som led i en decentraliseret fiskeripolitik, hvor afgørelserne træffes i overensstemmelse med, hvad der er bedst for situationen inden for de enkelte former for fiskeri og de enkelte maritime regioner;

43. finder det nødvendigt at sikre effektiv beskyttelse af kystområder, som miljømæssigt er meget følsomme (de biologiske ressourcers vigtigste gyde- og yngleområder);

44. opfordrer indtrængende Kommissionen til at vurdere de virkninger, som gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes til bekæmpelse af klimaændringerne, kan få for fiskeriet og havmiljøet;

45. er af den opfattelse, at en omfattende undersøgelse af fiskerflåden skal sammenholdes med de fiskeressourcer, der står til rådighed for fangst, så det kan konstateres, hvilke flåder der står i det rette forhold til ressourcerne, og hvilke flåder der skal nedskæres samt med hvor meget, jf. forordning nr. 2371/2002;

46. understreger, at medlemsstaterne som anført i den nye kontrolforordning af 20. november 2009 (artikel 55, stk. 1, i Rådets forordning 1224/2009), skal sikre, ”at rekreativt fiskeri på deres område og i EF-farvande sker på en måde, der er forenelig med målene og reglerne for den fælles fiskeripolitik”;

47. opfordrer indtrængende Kommissionen til i sine overvejelser at inddrage de sociale konsekvenser og den alvorlige skade på fiskeriet, som forårsages af visse fiskeædere, såsom meget store sælflokke og skarvebestande;

48. påpeger, at der på nationalt og EU-plan er behov for større investeringer i forskning og videnskabelig viden på fiskeriområdet for at fremme kollektive forskningsorganisationer, hvis kompetence og erfaring er steget i de seneste år, og at der er behov for at inddrage fiskerisektoren mere effektivt i forskningsrammeprogrammernes tematiske indhold for at f remme forskningen; understreger, at forskning og viden på fiskeriområdet bør koordineres på europæisk plan; mener, at det er vigtigt at få reduceret usikkerheden i de videnskabelige vurderinger, og at der skaffes hensigtsmæssige sociale og økonomiske data til brug for vurderingerne; mener, at oplysninger fra de berørte parter bør inddrages i vurderingerne; understreger, at den nye økosystemtilgang vil indebære tværfaglig forskning;

49. understreger, at de videnskabelige undersøgelser af fiskeriet er af central betydning for fiskeriforvaltningen og er nødvendige for at fastslå, hvilke faktorer der bestemmer udviklingen i fiskeressourcerne, for at gennemføre en kvantitativ vurdering heraf samt for at udarbejde modeller, der gør det muligt at forudsige udviklingen i bestandene, og også for at forbedre fiskeredskaber, fartøjer samt fiskernes arbejds- og sikkerhedsforhold i synergi med fiskernes viden og erfaring;

50. understreger, at den videnskabelige forskning bør tage hensyn til de sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter ved fiskeriet; mener, at det er væsentligt at vurdere de forskellige fiskeriforvaltningssystemers/-instrumenters virkning på beskæftigelsen og indtægten i fiskersamfundene;

51. understreger, at det er nødvendigt at give de forskere og tekniske eksperter, der er involveret i den videnskabelige forskning i fiskeriet, passende arbejdsvilkår samt anstændige rettigheder og lønninger;

52. går ind for i stadig større omfang at gøre brug af den for fiskerisektoren relevante informationsteknologi samt af informatiserede dataindsamlings - og overførselssystemer både til regionale og nationale forvaltninger og til erhvervsdrivende og producentorganisationer for at gøre oplysningerne mere tilgængelige og transparente;

53. går ind for, at obligatorisk anvendelse af ny teknologi (med henblik på overvågning og kontrol af fiskeriet) om bord på fiskerfartøjer bør indføres gradvis og med en overgangsperiode for at gøre det lettere for sektoren af tilpasse sig;

54. erkender, at både målarter og ikke-målarter som fisk, hajer, skildpadder, havfugle og havpattedyr er følsomme væsener, og opfordrer Kommissionen til at bevilge støtte til udviklingen af fangst- og slagtemetoder, der mindsker unødvendige lidelser for det marine dyreliv;

Rentabilitet og erhvervsmæssig udvikling

55. erindrer om, at reformen af den fælles fiskeripolitik bør tage hensyn til, at EU har besluttet, at udnyttelsen af fiskebestandene bør forvaltes på grundlag af målsætningen om det maksimalt bæredygtige udbytte, men insisterer på, at denne målsætning bør være forenelig med en tilgang, der er lagt an på blandet fiskeri og tager hensyn til situationen for alle de arter, der er omfattet af en bestemt form for fiskeri, og undgår den nuværende tilgang med at anvende det maksimalt bæredygtige udbytte for hver enkelt bestand; mener, at det er tilrådeligt at gennemføre dette mål på en operationel måde, at basere det på videnskabelige data og at måle de socioøkonomiske konsekvenser, som det måtte have;

56. understreger betydningen af, at samarbejdet mellem fiskere og forskere fremmes økonomisk og politisk, således at grundlaget for rådgivningen kan blive mere i overensstemmelse med forholdene i havet og hurtigt kan blive gennemført;

57. fremhæver fiskerisektorens betydning for den samfundsøkonomiske situation, beskæftigelsen og for fremme af økonomisk og social sammenhørighed i regionerne i den yderste periferi; erindrer om, at EU's regioner i den yderste periferi sakker bagud med hensyn til udviklingen på det sociale og økonomiske område på grund af deres fjerne beliggenhed, deres status som øsamfund, deres beskedne areal samt de vanskelige topografiske og klimatiske forhold, der præger dem, deres økonomiske afhængighed af nogle få produkter, navnlig fiskeriprodukter, markedernes beskedne størrelse og regionernes dobbeltrolle (både som EU-regioner og områder, der er placeret på linje med udviklingslande), og at disse forhold begrunder en positiv særbehandling i forbindelse med visse dele af den fælles fiskeripolitik, navnlig for så vidt angår støtte til modernisering og fornyelse af fiskerflåderne;

58. opfordrer indtrængende Kommissionen til at anerkende de særlige forhold hos, og forskellene mellem, regionerne i den yderste periferi og øregionerne og til at fremme passende foranstaltninger til støtte for fiskeriets biologiske og sociale bæredygtighed i disse regioner;

59. går ind for at videreføre POSEI-programmet for fiskeri (kompensationsordning for meromkostninger i forbindelse med afsætning af bestemte fiskeriprodukter fra regionerne i den yderste periferi) i lighed med, hvad der allerede er sket med POSEI-programmet for landbrug; går i denne forbindelse ind for, at dette program bør være af ubegrænset varighed, fordi beliggenhed i den yderste periferi er en permanent faktor;

60. mener, at det er nødvendigt at oprette tværfaglige clusters i fiskerisektoren, som omfatter ejere, arbejdstagere, forarbejdningsvirksomheder, mellemmænd osv., der kan fremme dialogen mellem de forskellige parter i hele produktionskæden;

61. opfordrer indtrængende Kommissionen til at udarbejde særlige fællesskabsprogrammer til støtte for kystfiskeriet og det ikke-industrielle fiskeri samt skaldyrsfiskeriet - som traditionelt drives af små og mellemstore enheder - for at hjælpe dem med at overvinde deres traditionelle strukturelle vanskeligheder gennem en bedre udnyttelse af de muligheder, som EFF giver dem, idet mange af fondens foranstaltninger allerede sigter udelukkende på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, navnlig ved at sætte dem i stand til at fungere mere effektivt og forøge værdien af deres produkter;

62. opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme passende uddannelse af fiskere og skippere, bl.a. obligatoriske uddannelsesprogrammer i "bedste praksis" inden for fiskeriet og de grundlæggende principper for havøkologi for dem, der kræver erhvervskvalifikationer, med henblik på at øge uddannelsens status, give erhvervet større prestige og tiltrække unge, der har større erhvervsmæssig fleksibilitet og mobilitet og er i stand til at indtage en mere igangsætterpræget holdning til sektoren og inddrage alle de tekniske, videnskabelige og kulturelle aspekter, der vil kunne gøre op med den udbredte opfattelse af fiskerens arbejde som en marginalaktivitet;

63. understreger, at faglig uddannelse er en afgørende forudsætning for en forbedring af såvel produktiviteten som lønningerne; erindrer om, at de kvalificerede job navnlig findes i højteknologiske virksomheder og indebærer en bedre aflønning, bedre kendskab til normerne (og dermed bedre muligheder for at overholde dem) samt en bedre forståelse af og respekt for samspillet mellem fiskeri og økosystemer;

64. finder det nødvendigt at sikre alle fiskere og skaldyrsfiskere - både mænd og kvinder - direkte adgang til EU's finansieringsinstrumenter samt give dem samme status i alle medlemsstater, for at garantere dem socialsikringsdækning og beskyttelse inden for de sociale velfærdsordninger i de enkelte medlemsstater; understreger, at der skal fastlægges en strategi for økonomisk støtte til de erhvervsdrivende inden for fiskeriet og skaldyrsfiskeriet, der på grund af fiskekapacitetens tilpasning til mængden af fiskeressourcer eller til planer for genopretning af ressourcerne risikerer at måtte nedsætte deres aktivitet eller helt miste deres beskæftigelse;

65. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til inden for rammerne af deres respektive arbejdslovgivning at nå frem til kollektive overenskomster, som de europæiske fiskerflåder skal tilslutte sig for at forbedre deres arbejds- og sikkerhedsforhold;

66. finder det nødvendigt at inddrage producenterne mere i afsætningskæden for friske fisk og andre fiskeprodukter og reducere antallet af mellemmænd i kæden og i stigende grad at inddrage producentorganisationerne og andre berørte parter i forvaltningen af fiskebestandene og i markedsføringen af fiskeriprodukter med henblik på at gøre fangstsektoren så rentabel som muligt samt at fremme og støtte alle aktiviteter vedrørende direkte salg og afsætning på producentniveau, der vil kunne afkorte denne kæde;

67. opfordrer Kommissionen til at forbedre formidlingen af oplysninger til forbrugerne om fiskeriprodukternes oprindelse og kvalitet og til at oprette et særligt program for økologisk mærkning, der skal forbedre fiskeriprodukternes image og fremme forbrugernes sundhed og være baseret på nøje overvågning og fuldstændig sporbarhed, lige fra det øjeblik, hvor råmaterialet fremskaffes, til afsætning af slutproduktet, hvad enten der er tale om salg af ferskvarer eller forarbejdede varer, både for så vidt angår salg af produkter, der hidrører fra fiskeri eller fra akvakultur;

68. gentager, at det er nødvendigt at garantere en streng overholdelse af overvågnings- og certificeringsforanstaltningerne for de fiskeri- og akvakulturprodukter, der afsættes på EU’s marked, herunder importerede fiskeriprodukter, for at fastslå deres identitet og sikre, at de stammer fra bæredygtigt fiskeri og i givet fald har undergået en forsvarlig forarbejdning; påpeger endvidere behovet for at sikre, at importerede produkter er sporbare og opfylder de sundhedsmæssige, miljømæssige og sociale krav, som gælder for EU-produkter, med henblik på at skabe lige vilkår på EU’s marked;

Forvaltningsmodeller, decentralisering, større ansvar og kontrol

69. understreger, at den første og vigtigste opgave i forbindelse med forvaltning af fiskeriet, som er en aktivitet, der udnytter selvfornyende ressourcer, består i direkte eller indirekte at kontrollere den samlede fiskeriindsats, med henblik på at opfylde målsætningen om at sikre forsyningen af fisk til offentligheden inden for rammerne af bæredygtige fiskebestande;

70. finder det absolut nødvendigt at indføre politiske rammer, der sikrer, at der kan træffes afgørelser vedrørende sektoren på mellemlang og lang sigt, idet der anvendes forskellige beredskabsplaner alt efter de marine økosystemers og de forskellige fiskeriformers specifikke karakter og de forskellige EF-fiskeriflåders og -industriers særlige forhold;

71. mener, at mens de langsigtede strategiske mål kan udformes på EU-plan, bør det reelle ansvar for udvikling og gennemførelse af de enkelte beredskabsplaner overdrages til medlemsstaterne og regionale organer, hvor EU-institutionerne kan spille en rolle med henblik på at sikre, at de centrale målsætninger opfyldes;

72. mener, at der skal fastsættes langsigtede forvaltnings- og genopretningsplaner for alle fiskeriformer og/eller geografiske fiskeriområder; kræver, at disse planer bygger på forsigtighedsprincippet, hviler på videnskabelig rådgivning og opfylder relevante kriterier, der vil sikre en økosystemtilgang; mener, at planerne regelmæssigt bør kontrolleres, således at de om nødvendigt kan tilpasses alle nye omstændigheder;

73. mener, at forvaltnings- og genopretningsplaner bør vurderes videnskabeligt og testes meget nøje, ved simulering, for at sikre, at de med stor sandsynlighed kan nå deres mål trods de mange usikkerhedsmomenter, der er indbygget i vor videnskabelige viden om havmiljøet og fiskebestandenes karakteristika;

74. henstiller indtrængende til Kommissionen at undersøge alle alternative foranstaltninger til modvirkning af overfiskning og mulighederne for at modernisere visse dele af flåden uden at øge fiskerikapaciteten;

75. mener, at en mere direkte inddragelse af fiskerisektoren i udformningen af den fælles politik og i forvaltningen af den vil kunne reducere udsmid betydeligt, og at forsøg med resultatbaseret forvaltning skal fremmes mest muligt; dette vil nødvendiggøre revision af kontrolforordningen (Rådets forordning 1224/2009), selv om den blev vedtaget så sent som i efteråret 2009;

76. går ind for en forvaltningsordning for fiskerisektoren, som bryder med den traditionelle vertikale (top-down) fremgangsmåde og i stedet lægger vægt på regionaliserings- og subsidiaritetsprincippet (horisontal decentralisering), uden at dette må medføre regional forskelsbehandling eller ændringer i den fælles anvendelse af fiskeripolitikken, på omdefinering og fleksibilisering af princippet om relativ stabilitet og på inddragelse af de erhvervsdrivende i sektoren og andre berørte parter; afviser i betragtning af EF-fiskerflådens forskelligartethed med bestemthed ethvert forsøg på at anvende en fælles fiskeriforvaltningsmodel for EF, men mener derimod, at der bør tages behørigt hensyn til de forskellige EU-farvandes særlige forhold; understreger imidlertid, at det er nødvendigt ikke at sætte producenternes lige muligheder på det europæiske marked og harmoniseringen af konkurrencevilkårene på spil;

77. henstiller indtrængende til Kommissionen at arbejde for en særskilt, klart defineret, liberal og afbureaukratiseret og forenklet forvaltningsmodel for det ikke-industrialiserede kystfiskeri, hvor EU-institutionerne fastsætter de overordnede mål, som medlemsstaterne skal nå i henhold til deres egne strategier;

78. erkender de muligheder, som selvforvaltning og regionalisering rummer med hensyn til at udvikle en kultur, hvor reglerne overholdes;

79. mener, at inddragelse af berørte parter ved udformningen og forvaltningen af fiskeripolitikken kan føre til mere effektive forvaltningsforanstaltninger og mener således, at positive innovationstiltag på individuelt, lokalt eller medlemsstatsnivau bør anerkendes og fremmes;

80. finder det vigtigt med omfattende debatter og undersøgelser i forbindelse med en eventuel decentralisering af den fælles fiskeripolitik med deltagelse af alle interesserede parter på institutionelt niveau og sektorniveau;

81. opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at undersøge muligheden for at indføre nye fiskeriforvaltningsmodeller, der kan supplere ordningen med TAC og kvoter, undtagen hvor denne ordning fortsat kan være hensigtsmæssig, f.eks. i forbindelse med forvaltning via fiskeriindsatsen og anvendelse af overdragelige fiskerettigheder, eftersom sådanne ordninger ville gøre det lettere at indføre en politik for bekæmpelse af udsmid og giver mulighed for en mere fleksibel tilpasning af fiskerflåden til fiskebestandenes reelle tilstand med hensyn til diversitet og fordeling, og de har vist sig at være meget effektive midler til at reducere kapaciteten; mener, at der kunne indføres frivillige ordninger for anvendelse af overdragelige fiskerettigheder i industriflåderne og andre segmenter, der kan betragtes som passende for denne model, og at disse ordninger bør omfatte beskyttelsesklausuler til forebyggelse af en for stor koncentration af rettigheder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvilke ændringer af princippet om relativ stabilitet der bør indføres, og navnlig hvordan der eventuelt kan gives en fortrinsstilling til kystsamfund, der er meget afhængige af fiskeriet, ved fordelingen af fiskeressourcer;

82. mener, at en forvaltningsmekanisme baseret på fiskeriindsatsen vil gøre det muligt at udforme en effektiv politik til bekæmpelse af udsmid og forenkle de nuværende forvaltnings- og kontrolprocedurer, som er alt for omstændelige og udgiftskrævende for såvel sektoren selv som medlemsstaternes forvaltninger;

83. finder det uhensigtsmæssigt at måle fiskerindsatsen på ensartet måde uden at tage hensyn til fiskerflådernes og fangstredskabernes forskelligartethed; mener, at foranstaltninger til kontrol med fiskeriindsatsen bør tage hensyn til de forskellige fiskearter, de forskellige typer fangstredskaber og den virkning, som fangsten skønnes at ville få på bestanden af de enkelte fiskearter;

84. mener, at enhver ændring af forvaltningsmodellen bør omfatte en overgangsperiode, hvor forvaltningen udelukkende finder sted i de enkelte medlemsstater, med henblik på at undgå pludselige forandringer og for at kunne vurdere resultaterne, inden modellen indføres på EU-plan;

85. mener ligeledes, at enhver ny forvaltningsmodel skal tage udgangspunkt i den nuværende fordelingsordning baseret på princippet om relativ stabilitet, men anser det for uomgængeligt, at den fremtidige fælles fiskeripolitik i højere grad kommer til at afspejle den reelle situation med hensyn til anvendelsen af fiskekvoterne ved at sikre systemet tilstrækkelig fleksibilitet, så det ikke længere udgør en hindring for den økonomiske effektivitet og investeringernes rentabilitet;

86. mener, at de forskellige foranstaltninger til forvaltning af fiskeressourcerne vil blive bedre forstået, accepteret og gennemført, jo større deltagelsen og jo klarere målsætningerne er, og jo større økonomisk og social bistand, der ydes til de berørte; fastholder, at det er nødvendigt at indføre mekanismer for subvention eller kompensation til de fiskere, der rammes af de økonomiske og sociale virkninger af de flerårige planer for genopbygning og forvaltning af ressourcerne samt af foranstaltningerne til beskyttelse af økosystemerne;

87. går ind for, at de regionale rådgivende råd samt andre berørte parter og de vurderinger, der afgives af Det Europæiske Fiskerikontrolagentur, bør spille en mere aktiv rolle både under og efter reformprocessen i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, og at man bør give disse organer de nødvendige logistiske og økonomiske betingelser for at kunne udøve deres nye beføjelser fuldstændigt og på effektiv vis, sådan som Parlamentet har gjort sig til talsmand for i tidligere beslutninger som f.eks. ovennævnte beslutning af 24. april 2009;

88. går ind for en stærkere regional indflydelse på beslutningstagningen, hvor der i højere grad end hidtil tages højde for økosystemernes regionale særegenheder og de naturbestemte produktionsbetingelser, idet de regionale rådgivningsorganer skal styrkes vedvarende;

89. understreger betydningen af Det Europæiske Fiskerikontrolagentur i forbindelse med den reformerede fælles fiskeripolitik og gør opmærksom på, at det er nødvendigt at sikre en harmoniseret og objektiv fiskerikontrol og at anvende et ensartet og retfærdigt system af bestemmelser og sanktioner med henblik på at styrke rederes og fiskeres tillid til det grundlæggende princip om ligebehandling;

90. mener, at kontrolpolitikken under den fælles fiskeripolitik bør tage følgende aspekter i betragtning:

-     en mere direkte kontrol fra Kommissionens side via en maksimal udnyttelse af de muligheder, som etableringen af fiskerikontrolagenturet frembyder

-     forenkling af lovgivningen gennem fastlæggelse af standarder, der er de bedst egnede til at sikre opfyldelsen af målene

-     anvendelse af princippet om, at den part, som bryder lovgivningen, skal afhjælpe den skade, andre aktører er blevet påført herved, og

-     en bottom-up-beslutningsproces, som vil lette gennemførelsen af kontrolsystemet;

91. går ind for i højere grad at føre en politik, der får medlemsstaterne til at tage et større ansvar, og hvor de medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser med hensyn til kontrol og bevarelse af ressourcerne, ikke kan modtage strukturfondsmidler eller anden form for EF-støtte, jf. artikel 95 i den nye kontrolforordning; anser det for væsentligt, at EF-støtten og den nationale støtte til fiskeriet, på fleksibel måde, udelukkende kanaliseres til aktiviteter og foranstaltninger, der hviler på et bæredygtigt fiskeri i økologisk, økonomisk og samfundsmæssig henseende;

92. påpeger, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri udgør en form for illoyal konkurrence, der er til stor skade for alle europæiske fiskere, der overholder fællesskabslovgivningen, den nationale lovgivning og tredjelandes lovgivning og driver deres fiskeri på ansvarlig måde;

93. erindrer om, at ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri forhindrer, at markedet for fiskerivarer kan fungere retfærdigt, og udgør en trussel mod økosystemernes balance;

Forvaltning af EF-fiskerflåderne

94. understreger, at der i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik bør søges løsninger, der sikrer en stabil og varig ligevægt mellem fiskebestandene og flådens kapacitet;

95. gentager betydningen af at tilpasse fiskerflådens kapacitet til de disponible ressourcer, men understreger samtidig, at Kommissionen og medlemsstaterne bør sætte tal på den faktiske overskydende kapacitet og identificere de flåder, der er for store i forhold til deres nuværende fiskerimuligheder;

96. går ind for en differentieret behandling af højsøfiskerflåden og de dele af fiskerflåden, der har en struktur og erhvervskapacitet, som i højere grad kan sammenlignes med andre økonomiske aktiviteter, og af det ikke-industrielle fiskeri, der er tættere knyttet til kystområder og konkrete markeder, har en mindre produktionsmængde pr. enhed og anderledes omkostnings- og beskæftigelsesstrukturer;

97. går ind for at udarbejde en ny definition af ikke-industrielt fiskeri og af de, mere fleksible, kriterier, som denne nye definition bør baseres på for bedre at tilpasse den de forskelligartede forhold i Fællesskabets fiskeri; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at foretage en omfattende og nøje undersøgelse af den nuværende EF-fiskerflådes størrelse, karakteristika og fordeling, idet den nøje vurderer kriterierne for denne definition, således at det ikke kan føre til forskelsbehandling af fiskerflåder, der ligner hinanden, eller mellem fiskerflåder fra forskellige medlemsstater, som fisker i samme farvande;

98. opfordrer Kommissionen til at fremlægge en klar definition af overkapacitet; mener, at det er nødvendigt at fastslå årsagerne til overkapacitet, navnlig de økonomiske drivkræfter bag kapaciteten, og at undersøge eventuelle forbindelser til markedspolitikken, idet markedskræfterne i visse tilfælde kan udgøre et centralt kriterium, der skal inddrages i overvejelserne; mener, at kriterierne for definition af fællesskabsflåden bør være andet og mere end forenklede talmæssige parametre og omfatte differentierede vægtningsfaktorer for de enkelte områder, hvilket ville give en ensartet og fleksibel model, der på en fair måde kunne tage højde for de mange forskellige forhold, der findes i fællesskabsfiskerflåden;

99. mener, at den nuværende EFF og fremtidige strukturfonde for fiskerisektoren skal fortsætte med at yde støtte til fornyelse og modernisering af fiskerflåderne, navnlig for så vidt angår kystfiskeriet og det ikke-industrielle fiskeri, eftersom denne støtte er baseret på kriterier for sikkerhed (der minimerer antallet af arbejdsulykker), hygiejne og komfort samt miljøbeskyttelse, brændstofbesparelser m.m., som ikke indebærer en forøgelse af de pågældende fiskerflåders fangstkapacitet;

100. går ind for, at politikken med støtte til fiskerflåder bør tage hensyn til meritbaserede kriterier såsom udvikling af god praksis for miljøvenligt fiskeri, respekt for overholdelse af reglerne og iværksættelse af organisationsordninger (producentorganisationer);

101. går ind for oprettelse af en ophugningsfond, som på kort sigt kan sikre en effektiv løsning af problemerne med overkapacitet, med regler til sikring af, at anvendelsen heraf ikke kan blokeres af medlemsstaterne;

102. mener, at fiskerflåden på længere sigt skal være i stand til at finansiere sig selv og være konkurrencedygtig på et liberaliseret marked for fiskeriprodukter, men understreger, at dette kun kan ske inden for rammerne af en fælles fiskeripolitik, hvis fiskeriforvaltningsmodel fremmer virksomhedernes rentabilitet;

Akvakultur og forarbejdede produkter

103.    er overbevist om, at en stærk, miljømæssigt bæredygtig akvakultursektor af høj kvalitet rummer muligheder for at blive en katalysator for væksten i de dermed forbundne sektorer og for at bidrage til udviklingen i kystområder, offshore-områder og landdistrikter med betydelige fordele også for forbrugerne i form af sunde, økologisk producerede fødevarer af høj kvalitet;

104. mener, at beskyttelsen af og konkurrenceevnen i EU’s akvakultur bør styrkes ved hjælp af en kraftig og vedvarende støtte til forskningen og til den teknologiske udvikling, til fysisk planlægning i kyst- og flodområder for at lette adgangen til de nødvendige arealer, og ved at tage hensyn til akvakulturens specifikke behov i EU’s markedspolitik; anerkender den vigtige rolle, der spilles af producentorganisationer oprettet i henhold til den fælles markedsordning, og opfordrer indtrængende Kommissionen til specifikt at tage højde for akvakultursektorens særlige behov og krav i disse regler;

105.    mener, at en bæredygtig udvikling af akvakulturen kræver miljøvenlige anlæg og produktionsmetoder, herunder bæredygtige foderkilder, for at undgå fænomener som f.eks. eutrofiering af farvande og for at fremme produktionen af varer af højere kvalitet via forbedrede sundhedsstandarder og fastsættelse af høje standarder for økologisk akvakultur og dyrevelfærd samt et højt forbrugerbeskyttelsesniveau; understreger betydningen af at inddrage incitamenter til økologisk akvakulturproduktion og foranstaltninger til forbedring af akvakulturbrugenes effektivitet;

106. mener, at akvakultur udgør en integrerende del af den fælles fiskeripolitik, idet den fungerer som supplement til fangstsektoren, navnlig for så vidt angår udbuddet af fødevarer, beskæftigelsesmuligheder og genoprettelse af især de arter, der er mest overfisket i naturen;

107. går ind for støtte til investering i nye akvakulturteknologier, herunder intensive systemer med genanvendelse af vand og offshore saltvandsfiskefarme og ferskvandsfiskefarme samt i forskning i opdræt af nye arter af økonomisk interesse og foder, der kan produceres med mindre belastning af miljøet, idet der først og fremmest ydes støtte til forbedring af den miljømæssige bæredygtighed; erkender de meget store muligheder, der findes for offshore akvakultur, og henstiller indtrængende til Kommissionen at undersøge særlige ordninger for at støtte udviklingen af sådanne offshore saltvandsfiskefarme;

108. anser det for nødvendigt at indføre regler om god markedspraksis (kvalitetskontrol af varer, forbrugerbeskyttelse, toldafgifter) og loyal konkurrence med hensyn til fiskerivarer fra tredjelande, bortset fra varer, der er omfattet af bestemmelser i EU-aftaler med tredjemand;

109. finder det væsentligt, at der i tilfælde af biologiske fiskestop med henblik på genopbygning af fiskebestandene også tages behørigt hensyn til konservesindustrien, når der ikke findes alternative forsyningskilder for de arter, der er omfattet af de pågældende foranstaltninger;

110. opfordrer indtrængende Kommissionen til at forelægge Rådet og Europa-Parlamentet forslag, der kan fremme bestræbelserne på at finde frem til nye akvakulturarter, især planteædende arter, af høj kvalitet og med mulighed for værditilvækst, og til at fremme forskning og udveksling af god praksis inden for EU i forbindelse med disse arter og de dermed forbundne opdræts- og markedsføringsmetoder under hensyntagen til miljøet og med henblik på at sikre en bedre konkurrencemæssig position i forhold til andre nye levnedsmidler;

111. understreger betydningen af, at der tilvejebringes økonomiske midler til akvakulturvirksomheder uanset deres størrelse, idet det vigtigste kriterium er, at de bidrager til den samfundsmæssige og økonomiske udvikling i kystområderne;

Markeder og afsætning af fisk

112. tilslutter sig branchens klager over, at reformen af den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter er blevet kædet sammen med processen for reform af den fælles fiskeripolitik, i modsætning til hvad der er sket med fiskerikontrolpolitikken, hvilket sandsynligvis vil betyde, at EF-producenterne vil skulle vente til 2013, før de får en ny ramme, der kan hjælpe dem med at øge rentabiliteten af deres virksomhed; forventer, at Kommissionens meddelelse om fremtiden for den nuværende markedsordning vil blive fremlagt uden yderligere forsinkelser;

113.    mener, at der bør foretages en hurtig og gennemgribende revision af den fælles markedsordning for fiskerivarer for at øge dens bidrag til at sikre indtægtsniveauet inden for sektoren og stabiliteten på markedet samt fremme markedsføringen af fiskerivarer og øge værditilvæksten;

114. understreger nødvendigheden af at indføre mekanismer, der kan fremme en koncentration af udbuddet, navnlig ved at etablere og styrke producentorganisationer;

115. opfordrer desuden til, at der udarbejdes en undersøgelse, som kan give en detaljeret analyse af den generelle tendens til koncentration af efterspørgslen på markedet for fiskerivarer med henblik på at finde ud af, om der anvendes markedsstrategier, som er i strid med konkurrencereglerne og medfører et fald i priserne på de fleste arter;

116. finder det nødvendigt at skabe markedsinterventionsmekanismer, navnlig for de typer fiskeri, hvor der anvendes en forvaltningsmodel, der er baseret på princippet om overdragelige fiskerettigheder, for at undgå for stor koncentration af disse på et begrænset antal erhvervsdrivende (beskyttelsesklausuler), hvilket, når det drejer sig om én medlemsstat, kunne bringe dens ikke-industrielle fiskerflådes levedygtighed i fare, og hvis det drejer sig om flere medlemsstater, kunne bringe bæredygtigheden for fiskerisektoren i nogle af dem i fare;

117. anmoder samtidig om, at Kommissionen i sine fremtidige genopretnings- og forvaltningsplaner analyserer de eventuelle virkninger og konsekvenser for det europæiske marked af en reduktion af fangsten og en deraf følgende import af erstatningsvarer fra tredjelande for at afhjælpe underforsyningen af markedet;

118. insisterer på, at det er nødvendigt at sørge for sammenhæng mellem den fælles handelspolitik og de mål, der tilstræbes med den fælles fiskeripolitik, således at det undgås, at nye (multilaterale, regionale og bilaterale) indrømmelser fra EU's side til ydre toldmæssig og ikke-toldmæssig beskyttelse af fiskeri- og akvakulturprodukter kommer til at tilintetgøre eller modvirke bestræbelserne på at sikre tilstrækkeligt rentable afsætningsmuligheder for fællesskabsproduktionen;

119. mener, at der bør gøres alt, hvad der er muligt, for at undgå at øge EU's i forvejen meget stærke afhængighed af import fra tredjelande for at dække forsyningsbehovet for fiskeri- og akvakulturprodukter;

120. mener, at det er nødvendigt, at EU sørger for at fremme EU's fiskeriprodukter såsom konserves og akvakulturprodukter uden for EU, navnlig ved at fremme certificering af dem og finansiere præsentation af dem på internationale udstillinger og messer;

Eksterne forbindelser

121. mener, at den fælles fiskeripolitik i sin eksterne dimension bør være styret af målsætningen om at forsvare EU's fiskeriinteresser i samklang med EU's udenrigspolitik;

122.    går ind for at styrke EF’s tilstedeværelse i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, i FAO, i FN og i andre internationale organisationer med henblik på at fremme en bæredygtig forvaltning af det internationale fiskeri og bekæmpe ulovligt fiskeri samt sørge for bedre beskyttelse af de marine økosystemer og sikre fiskervirksomheden i fremtiden;

123.    mener, at det er nødvendigt at skabe mekanismer til fremme af fiskeriprodukter hidrørende fra miljømæssigt bæredygtige og socialt retfærdige kilder i og uden for EU;

124.    fastholder, at nye fiskeriaftaler med tredjelande bør underkastes en generel vurdering ud fra kriterier, der er fastsat af Europa-Parlamentet; mener, at formålet med disse kriterier bør være at opnå balance mellem økonomiske interesser og fremme af et bæredygtigt fiskeri ved at styrke vore partneres kapacitet til at sikre et bæredygtigt fiskeri i deres egne farvande, hvorved forvaltningen af fiskeriet uden for EU forbedres, og ved at øge den lokale beskæftigelse inden for fiskerisektoren og opretholde EU’s troværdighed som global beskytter af menneskerettigheder og demokrati i overensstemmelse med EU’s eksterne politik;

125.  anmoder ligeledes om, at der i forbindelse med de økonomiske kompensationsordninger i fiskeripartnerskabsaftalerne foretages en klar sondring mellem den del, der vedrører det kommercielle element, og den, der vedrører samarbejde om udvikling af tredjelandes fiskeri, med henblik på at opnå en større budgetmæssig gennemsigtighed;

126.    mener, at partnerskabsaftalerne bør bidrage til jobskabelse i tredjelande, til at reducere fattigdomsniveauet, udvikle støttestrukturer for sektoren (fiskerihavne, strukturer til oplagring og forarbejdning af fisk osv.) og også reducere antallet af indvandrere til EU;

127. går ind for, at den økonomiske bistand, der ydes som led i fiskeriaftaler med tredjelande, bør anvendes til fremme og udvikling af fiskerisektoren i de pågældende lande, dels ved hjælp af obligatorisk målretning af finansieringen til opførelse af infrastruktur (fiskerihavne, lagre, fiskeforarbejdningsfaciliteter osv.), dels ved levering af driftsmidler (fartøjer, redskaber osv.), så fiskeriet kan udøves på en ansvarlig og bæredygtig måde;

128. er overbevist om, at fiskeripartnerskabsaftaler bør forhandles på et solidt videnskabeligt grundlag og finder, at andre nødvendige fremskridt bør forudsætte, at alle tekniske foranstaltninger inddrages i forhandlingsprocessen, og at der sker væsentlige forbedringer i mekanismerne for gennemførelse af bestemmelserne i aftalen;

129. opfordrer til, at den berørte sektor høres under forhandlingerne og at Højsørådet (Long Distance RAC) deltager som observatør i de blandede udvalg, der nedsættes i henhold til aftalerne;

130. mener, at det i lyset af situationens stigende kompleksitet, af behovet for en mere effektiv overvågning af aftalerne og af det stigende antal opgaver, der er forbundet med en fyldestgørende deltagelse i de regionale fiskeriorganisationer, er nødvendigt at forøge de menneskelige og materielle ressourcer til GD MARE, ligesom man bør undersøge mulighederne for at lade forvaltningsfunktioner udføre decentralt i medlemsstaterne;

Den integrerede havpolitik

131. mener, at den fælles fiskeripolitik kræver en ny global tilgang til forvaltningen af fiskebestande og skal koordineres med miljø- og udviklingspolitikken og den integrerede havpolitik;

132. mener, at Kommissionen med indlemmelsen af den integrerede havpolitik blandt sine prioriteter har truffet den rigtige beslutning, og understreger, at den nye økosystem- tilgang sikrer en direkte og prioriteret sammenkædning mellem den fælles fiskeripolitik og den integrerede havpolitik;

133. går ind for, at fiskeriet skal struktureres og integreres på passende måde i en større sammenhæng af maritime aktiviteter såsom transport til søs, nautisk turisme, offshore vindmølleparker og akvakultur, og at det bør integreres i klynger af maritime aktiviteter;

134. påpeger, at fiskeri er en af de økonomiske aktiviteter, der har størst indvirkning på økosystemerne på grund af de forholdsvis store ressourcer, det trækker ud af dem, samtidig med at det er den aktivitet, der er mest berørt af andre aktiviteter i disse økosystemer, såsom turisme, transport til søs og kysturbanisering;

135.    er overbevist om, at en effektiv integration af den fælles fiskeripolitik i den integrerede havpolitik kræver politisk vilje, og at nationale, regionale og lokale fiskerienheder er villige til at påtage sig de nødvendige forpligtelser på dette område; understreger, at den fælles fiskeripolitik i betragtning af sine egne målsætninger, også selv om det er nødvendigt med en passende sammenkædning med andre politikker, som har indvirkning på havmiljøet, aldrig må være underordnet andre fællesskabspolitikker, der fastlægges på et senere tidspunkt; mener tværtimod, at de sidstnævnte politikker skal tage hensyn til og inkorporere fiskeripolitikkens målsætninger;

136. påpeger, at det er nødvendigt at øremærke de nødvendige økonomiske midler til den integrerede havpolitik, og gentager princippet om, at nye prioriteringer skal modsvares af nye økonomiske midler; afviser den tanke, at den integrerede havpolitik kan finansieres via Den Europæiske Fiskerifond;

137. finder det nødvendigt systematisk at gennemføre en egentlig maritim fysisk planlægning i Europa med henblik på at oprette biogeografiske zoner for at beskytte de mest følsomme marine økosystemer; påpeger i denne forbindelse, at kystnært fiskeri, havbrug og skaldyrsfiskeri hovedsageligt foregår i de mest sårbare økosystemer tæt på kysten, hvilket betyder, at samspillet er endnu mere direkte og umiddelbart;

138.     bemærker, at Kommissionen i sin grønbog erkender, at ordningen med de 12 sømil generelt har fungeret godt, og at et af de få steder, hvor den fælles fiskeripolitik har givet relativt gode resultater, har været der, hvor medlemsstaterne har haft kontrollen; anmoder derfor om, at dette princip får permanent karakter;

o

o o

139.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur, de regionale rådgivende råd, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri, Udvalget for Den Sociale Dialog inden for Havfiskeriet, samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

BEGRUNDELSE

I lighed med landbruget er fiskerisektoren i EU reguleret af en fælles politik. Sådan har det været siden 1970, da de første fælles foranstaltninger vedrørende lige adgang til de forskellige medlemsstaters farvande begyndte at blive gennemført.

I 1976 skete der en nøjere fastlæggelse af strukturpolitikken, som indtil da var blevet udformet i Europa ved hjælp af en række foranstaltninger, der havde til formål at oprette et fælles marked for fiskeriprodukter.

Det var imidlertid i 1983, at den fælles fiskeripolitik officielt blev fastlagt efter en lang og kompliceret proces.

To årtier senere, i 2002, blev der foretaget en tilbundsgående reform af den fælles fiskeripolitik, som havde til formål at skabe betingelser for en rimelig balance mellem beskyttelse af miljø og biologiske ressourcer og den økonomiske og sociale bæredygtighed i sektoren.

Allerede dengang kunne der påvises seks store strukturelle begrænsninger:

1. EF-fiskerflådens overkapacitet i forhold til de disponible ressourcer

2. Mangel på præcise politiske mål og dermed på klare retningslinjer for, hvordan beslutninger skulle træffes og iværksættes

3. En beslutningstagning, der fremmede kortsigtede strategiske mål (hvilket er til alvorlig skade for en bæredygtig udvikling af fiskeriet)

4. Manglende beføjelser og fleksibilitet til selvregulering af sektoren

5. Faldende rentabilitet i sektoren, med foruroligende skævheder i indkomstfordelingen

6. Utilstrækkelige kontrolbeføjelser hos de kompetente organer (stor forekomst af overtrædelser).

For at løse disse og andre problemer blev der aftalt fælles foranstaltninger, der på trods af de gode hensigter endte med ikke at få den ønskede virkning. Faktisk eksisterer de problemer, der blev påvist i 2002, stadig i 2009 og er endog blevet værre på grund af de nyligt opståede fænomener i forbindelse med energikrisen og klimaændringernes mulige indvirkning på fiskebestandene.

Herudover er der i betragtning af den verdensomspændende krise og den alarmerende situation, som fiskerisektoren overalt i EU befinder sig i, et presserende behov for en ændring af den fælles fiskeripolitik i sin nuværende skikkelse.

Fiskeriet er af største betydning for EU, hvilket ikke kun kan vurderes på grund af det begrænsede bidrag, fiskeriet yder til medlemsstaternes PNB, men det skal vægtes i forhold til fiskeriets betydning som beskæftigelseskilde (direkte og indirekte) i områder, hvor der kun findes få økonomiske og sociale alternativer.

Det fremgår heraf, at en ny reformeret fælles fiskeripolitik bør være baseret på en fornuftig og ansvarlig udnyttelse af ressourcerne, der har til formål at beskytte fiskebestandene og gøre det muligt for de folk, der traditionelt har været afhængige af havet, at bevare deres levevis. Målet er kort sagt en politik, der kan sikre en retfærdig og rimelig ordning til forvaltning af fiskebestandene, som er tilpasset de specifikke behov i de områder, der er afhængige af fiskeri, og som også tilgodeser interesser hos de erhvervsdrivende i fiskerisektoren.

Fiskerisektoren skal ligesom alle andre sektorer forvaltes på grundlag af princippet om ligebehandling og fri konkurrence mellem de erhvervsdrivende.

Det er meningen, at en reformeret fælles fiskeripolitik skal kunne forøge produktiviteten i sektoren, stabilisere markederne og sikre en anstændig tilværelse for den befolkningsdel, der tjener til livets ophold ved fiskeri, samtidig med at forbrugeren garanteres forsyningssikkerhed og gode priser.

De problemer, som fiskeriet står over for i dag, kan ikke forstås eller løses på ensidig eller fragmenteret måde. De kræver i stedet en tværfaglig og integreret fremgangsmåde, som omfatter alle faktorer, der direkte eller indirekte har indvirkning på sektoren og havene og den komplekse vekselvirkning mellem dem.

I lighed med hvad der skete under drøftelserne af grønbogen om havpolitikken, må vi også under drøftelserne af grønbogen om reform af den fælles fiskeripolitik sætte os ud over alle snæversynede visioner og sætte hvert og et af problemerne ind i den bredere sammenhæng, hvor de opstår, eksisterer og skal løses. Kun på denne måde kan vi afskaffe det nuværende fiskerimønster, som er præget af fire faktorer: overfiskning, overkapacitet, overinvestering og spild.

Ordførerens holdning

Ordføreren mener, at reformen af den fælles fiskeripolitik i store træk bør baseres på tre grundlæggende principper (tre nødvendige indsatsområder):

- beskyttelse og bevarelse af fiskebestandene (den miljømæssige dimension)

- et anstændigt udkomme til de erhvervsdrivende i fiskerisektoren (den sociale dimension)

- et rentabelt fiskeri (den økonomiske dimension)

Disse principper kan ikke rangordnes, men kræver en fuldstændig samordning, så der til stadighed findes en dynamisk balance, uden hvilken det ikke vil være muligt at sikre bæredygtighed og udvikling i fiskerisektoren.

Ordføreren mener desuden, at der for at gennemføre disse principper kræves følgende:

- en virkelig decentralisering af forvaltningen

- der tager hensyn til de specifikke forhold i de forskellige regioner og inden for de forskellige former for fiskeri og inddrager alle aktører i fiskerisektoren

- med henblik på at skabe de nødvendige betingelser for en effektiv overholdelse af bestemmelserne og øget ansvar

- da det ellers ikke vil være muligt at sikre fiskebestandenes bæredygtighed.

Kort sagt vil dette være forudsætningerne for at kunne fiske mindre og tjene mere!

Beskyttelse og forvaltning af ressourcerne

Genopretning og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne bør fortsat være et højt prioriteret mål for den fælles fiskeripolitik, og det er nødvendigt at overveje og finde frem til de bedste måder at gennemføre dette mål på. Hidtil har TAC’er og kvoter været det vigtigste forvaltningsinstrument, men har ikke altid vist sig at være det bedste til formålet.

Det er derfor nødvendigt med en omfattende og grundig overvejelse af, hvilke alternativer der findes til at sikre, at EU’s fiskebestande når et niveau, der giver mulighed for at opnå et maksimalt bæredygtigt udbytte senest i 2015 – i overensstemmelse med hvad EU forpligtede sig til på topmødet i Johannesburg i 2002.

Nogle alternativer er allerede blevet drøftet såsom indførelse af overdragelige fiskerettigheder eller en trinvis forvaltning af fangsterne, hvor forvaltningen baseres på fiskeriindsatsen. Det er imidlertid nødvendigt at foretage en nøje vurdering af, hvilke juridiske konsekvenser en eller flere ændringer på dette niveau kan få for fiskerisektoren i dens nuværende skikkelse.

Anstændigt udkomme til de erhvervsdrivende i fiskerisektoren

Fiskeriet er af afgørende betydning for talrige kystsamfund, som har udøvet denne virksomhed i flere generationer og dermed også har bidraget til EU’s kulturarv.

Fiskeriet sikrer en fødevareforsyning af høj kvalitet, fremmer beskæftigelsen og den sociale samhørighed i EU’s kystområder og regioner i den yderste periferi og spiller en afgørende rolle for lokaløkonomien i visse kystområder.

Det er derfor vigtigt at tilvejebringe en aktualiseret oversigt over, hvilke samfund der er mest afhængige af fiskeri, og vurdere de ændringer, der er sket i disse samfund i løbet af det sidste årti, således at der kan træffes foranstaltninger i overensstemmelse med resultaterne af denne vurdering.

En reformeret fælles fiskeripolitik bør omfatte en strategi med økonomisk støtte til de erhvervsdrivende i fiskerisektoren, der på grund af tilpasning af fiskekapaciteten til de disponible fiskeressourcer risikerer at miste deres beskæftigelse og/eller indkomst, og fremme af passende uddannelse til fiskerne, der giver dem kendskab til virksomhedsdrift, hav- og miljøforhold og god hygiejnepraksis, således at de har større muligheder, for så vidt angår erhvervsmæssig mobilitet.

Fiskeriets rentabilitet

De erhvervsdrivende i fiskerisektoren vil ikke kunne opnå et anstændigt udkomme, medmindre fiskeriets rentabilitet er reel og starter hos producenten. Det er i den forbindelse nødvendigt at tilvejebringe betingelserne for højere priser ved det første salg af fiskeprodukter og reducere antallet af mellemmænd i kæden mellem producent og forbruger samt fremme inddragelse af producenterne i markedsføringen af fiskeprodukter med henblik på at gøre fangstsektoren så rentabel som muligt;

Samtidig ville en mere aktiv deltagelse fra producentorgansationernes side i forvaltningen af fiskeriet i fællesskabsfarvandene bidrage betydeligt til at beskytte det europæiske fiskeris regionale interesser.

For at skabe større opmærksomhed om europæiske produkter er det også nødvendigt at indføre mekanismer til fremme af EU's fiskeriprodukter i og uden for EU ved at organisere tværnationale kampagner med støtte fra finansielle instrumenter i lighed med, hvad der i øjeblikket er tilfældet med visse landbrugsprodukter. Derfor er det absolut nødvendigt, at Kommissionen forelægger et særligt program for økologisk mærkning af fiskeriprodukter.

Parallelt med disse foranstaltninger er det nødvendigt at gennemføre en effektiv kontrolpolitik, navnlig i forbindelse med fiskeriprodukter fra tredjelande, som sættes til salg på EU’s marked, med henblik på at undgå illoyal konkurrence og de dermed forbundne negative virkninger for fiskeriets økonomi i EU.

Andre betragtninger

Ud over ovenstående går ordføreren ind for, at udviklingen i fiskerisektoren bør bevæge sig i retning af en decentralisering og regionalisering af hele forvaltningssystemet.

I denne nye kontekst skal EU’s lovgivende myndighed fortsat opstille mål, principper og generelle retningslinjer for den fælles fiskeripolitik sammen med de vigtigste elementer i lovgivningen om forvaltning af fiskerisektoren, men beslutningstagningsbeføjelserne bør decentraliseres, for så vidt angår tekniske foranstaltninger og gennemførelsesforanstaltninger, og delegeres til Kommissionen, medlemsstaterne, regionerne eller fiskerisektoren selv inden for rammerne af de forud fastsatte principper og mål.

Ordføreren mener endvidere, at der bør anvendes en mere regionaliseret fremgangsmåde i forbindelse med EF-fiskeriets problemer, og at de regionale rådgivende råd og fiskerikontrolagenturet bør spille er mere aktiv rolle i reformen og den daglige forvaltning af den fælles fiskeripolitik.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

27.1.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

15

9

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Josefa Andrés Barea, Antonello Antinoro, Kriton Arsenis, Alain Cadec, Nigel Farage, João Ferreira, Carmen Fraga Estévez, Pat the Cope Gallagher, Salvador Garriga Polledo, Marek Józef Gróbarczyk, Carl Haglund, Ian Hudghton, Iliana Malinova Iotova, Isabella Lövin, Guido Milana, Maria do Céu Patrão Neves, Britta Reimers, Crescenzio Rivellini, Ulrike Rodust, Struan Stevenson, Catherine Trautmann, Jarosław Leszek Wałęsa

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Jean-Paul Besset, Diane Dodds, Estelle Grelier, Werner Kuhn, Raül Romeva i Rueda, Antolín Sánchez Presedo, Ioannis A. Tsoukalas

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Íñigo Méndez de Vigo, Potito Salatto