BETÆNKNING om forslag til Rådets afgørelse om fordeling af indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM) til opgørelse af bruttonationalindkomsten (BNI) med henblik på Den Europæiske Unions budget og egne indtægter
25.2.2010 - (KOM(2009)0238 – C7‑0049/2009 – 2009/0068(CNS)) - *
Budgetudvalget
Ordfører: Jean-Luc Dehaene
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
om forslag til Rådets afgørelse om fordeling af indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM) til opgørelse af bruttonationalindkomsten (BNI) med henblik på Den Europæiske Unions budget og egne indtægter
(KOM(2009)0238 – C7‑0049/2009 – 2009/0068(CNS))
(Særlig lovgivningsprocedure – Høring)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2009)0238),
– der henviser til artikel 2, stk. 7, andet afsnit, i Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter [1] og artikel 2, stk. 7, andet afsnit, i Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 27. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter [2],
– der henviser til forretningsordenens artikel 55,
– der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7‑0022/2010),
1. godkender Kommissionens forslag som ændret;
2. opfordrer Kommissionen til at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed, jf. artikel 293, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde;
3. opfordrer Rådet til at underrette Parlamentet, hvis det ikke agter at følge den tekst, Parlamentet har godkendt;
4. anmoder Rådet om fornyet høring, hvis det agter at ændre Kommissionens forslag i væsentlig grad;
5. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen og de nationale parlamenter.
Ændringsforslag 1 Forslag til afgørelse Artikel 2 | |
Kommissionens forslag |
Ændringsforslag |
Fordelingen af indirekte målte finansielle formidlingstjenester finder i medfør af artikel 1 anvendelse for afgørelse 200/597/EF, Euratom fra 1. januar 2005 til 31. december 2006. |
udgår |
Ændringsforslag 2 Forslag til afgørelse Artikel 3 | |
Kommissionens forslag |
Ændringsforslag |
Fordelingen af indirekte målte finansielle formidlingstjenester finder i medfør af artikel 1 anvendelse for afgørelse 2007/436/EF, Euratom fra 1. januar 2007. |
Fordelingen af indirekte målte finansielle formidlingstjenester finder i medfør af artikel 1 anvendelse for afgørelse 2007/436/EF, Euratom fra 1. januar 2010. |
BEGRUNDELSE
Ifølge Kommissionens forslag skal der iværksættes en fordeling af FISIM til opgørelse af medlemsstaternes BNI med henblik på Den Europæiske Unions budget og egne indtægter.
"Indirekte målte finansielle formidlingstjenester" (FISIM) repræsenterer en del af de finansielle institutioners produktion, der ikke leveres i form af direkte salg af tjenesteydelser til en fast pris, men ved at opkræve en højere rente på udlån end den, der anvendes på indlån.
Metoden til fordeling af FISIM i national- og regionalregnskabssystemet (ENS 95) har været fastsat i Fællesskabets lovgivning siden 1998 og burde have været gennemført fra 2005 og fremover[1].
Fra begyndelsen stod det dog klart, at fordelingen af FISIM til opgørelse af BNI med henblik på Den Europæiske Unions budget og dens system for egne indtægter ville være afhængig af en afgørelse truffet af Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet[2].
Man fandt det nødvendigt at indføre en prøveperiode for at evaluere nøjagtigheden af de fastsatte metoder og regler og undersøge, om der med fordelingen kunne opnås mere pålidelige resultater med henblik på en korrekt registrering af den pågældende økonomiske aktivitet. På baggrund af resultaterne af denne prøveperiode ville der blive truffet en afgørelse i henhold til den ovenfor beskrevne procedure om fordelingen af FISIM til opgørelse af BNI.
Kommissionen anser resultaterne af prøveperioden for tilfredsstillende og har derfor foreslået, at man påbegynder fordelingen af FISIM til opgørelse af BNI. Kommissionen mener, at denne fordeling bør anvendes med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2005, datoen for ikrafttrædelsen af Kommissionens ovennævnte forordning (EF) nr. 1889/2002.
Det betyder, at der skal tages højde for to forskellige perioder, der blev dækket af to forskellige afgørelser om egne indtægter:
– fra 1. januar 2005 til 31. december 2006 ville fordelingen blive anvendt til det formål, der er fastsat i afgørelse 2000/597/EF, Euratom,
– fra 1. januar 2007 og fremover ville den blive anvendt til det formål, der er fastsat i afgørelse 2007/436/EF, Euratom.
Det system, som Kommissionen foreslår, er logisk og i overensstemmelse med de forskellige stadier i Fællesskabets lovgivning på dette område og vil kunne godkendes af Parlamentet. En tilbagevirkende kraft i forbindelse med fordelingen af FISIM til opgørelse af BNI vil faktisk give gyldige oplysninger og have en positiv virkning på beregningen af de forventede bidrag fra medlemsstaternes egne indtægter. På denne vis vil den endda kunne ændre lofterne for forpligtelser og forventede betalinger inden for den flerårlige finansielle ramme.
Selv om den foreslåede anvendelse af bestemmelsen med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2005 således er teoretisk mulig, har det alligevel givet anledning til forskelle mellem medlemsstater, der ikke er enige om det præcise anvendelsesområde for den tilbagevirkende kraft i afgørelsen, og det kan medføre juridiske problemer. Den eneste mulighed for at nå til enighed mellem alle medlemsstaterne synes at være en udeladelse af bestemmelsen om den tilbagevirkende kraft i forbindelse med fordelingen af FISIM. Fordelingen vil således begynde fra det år, hvor afgørelsen træder i kraft, hvilket betyder fra 1. januar 2010.
Derfor mener ordføreren, at den bedste løsning er et forslag om, at fordelingen af FISIM til opgørelse af BNI skal begynde den 1. januar 2010, så stridigheder mellem medlemsstaterne og eventuelle juridiske problemer undgås. Ordføreren mener faktisk, at det er en prioritet for Europa-Parlamentet, at fordelingen af FISIM foretages korrekt fra 2010 og fremover for at opnå en mere præcis beregning af BNI.
- [1] Den blev først defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996, ændret og uddybet ved Rådets forordning (EF) nr. 448/1996 af 16. februar 1998 og gennemført ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1889/2002 af 23. oktober 2002, der fastsatte anvendelsesdatoen til 1. januar 2005. I praksis havde alle medlemsstaterne først fordelt FISIM i ENS 95-dataoverførsel i efteråret 2008.
- [2] Dette skyldes en særlig bestemmelse i artikel 8, stk. 1, i den anførte forordning (EF) nr. 448/98 samt artikel 2, stk. 7, i de to afgørelser om de ”egne indtægter” fra 2000 og 2007 (fordelingen af FISIM vil øge BNI med gennemsnitligt 1 %, hvilket kan betragtes som ”væsentlige ændringer i BNI”, jf. denne bestemmelse).
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
23.2.2010 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
28 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Alexander Alvaro, Francesca Balzani, Lajos Bokros, Andrea Cozzolino, Jean-Luc Dehaene, Göran Färm, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazábal Rubial, Salvador Garriga Polledo, Jens Geier, Ivars Godmanis, Ingeborg Gräßle, Carl Haglund, Jiří Havel, Monika Hohlmeier, Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Anne E. Jensen, Alain Lamassoure, Vladimír Maňka, Barbara Matera, Miguel Portas, László Surján, Helga Trüpel, Derek Vaughan, Angelika Werthmann, Jacek Włosowicz |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Frédéric Daerden, Giovanni La Via |
|||||