BETÆNKNING om EU-politikker til fordel for menneskerettighedsforkæmpere
1.5.2010 - (2009/2199(INI))
Udenrigsudvalget
Ordfører: Heidi Hautala
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om EU-politikker til fordel for menneskerettighedsforkæmpere
Europa-Parlamentet,
– der henviser til FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale menneskerettighedskonventioner, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,
– der henviser til FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere og de aktiviteter, der udøves af FN's særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere,
– der henviser til Lissabontraktaten, navnlig artikel 3 og 21 og til EU's charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til Den Europæiske Unions retningslinjer vedrørende menneskerettigheder, og særlig til Den Europæiske Unions retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget i juni 2004 og revideret i 2008; der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsdialoger, der blev vedtaget i december 2001 og revideret 2009,
– der henviser til sin beslutning af 6. september 2007 om dialoger om menneskerettigheder og samråd om menneskerettigheder med tredjelande[1],
– der henviser til menneskerettighedsklausuler i EU's eksterne aftaler,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder)[2],
– der henviser til sin beslutning af 25. april 2002 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande[3],
– der henviser til sine specifikke retningslinjer vedrørende indsatsen for menneskerettigheder og demokrati for medlemmer af Europa-Parlamentet på rejser til tredjelande,
– der henviser til vedtægterne for Sakharovprisen for tankefrihed, der blev vedtaget af Europa-Parlamentets Formandskonference den 15. maj 2003 og ændret den 14. juni 2006,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen vedrørende menneskerettigheder i verden, og navnlig dets bilag om individuelle sager,
– der henviser til sine regelmæssige debatter og uopsættelige beslutninger om tilfælde af krænkelser af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet,
– der henviser til Europarådets erklæring om en indsats til forbedring af beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere og fremme af deres aktiviteter, som blev vedtaget af Ministerkomiteen den 6. februar 2008,
– der henviser til Europarådets resolution om situationen for menneskerettighedsforkæmpere i Europarådets medlemsstater, som Den Parlamentariske Forsamling vedtog den 24. februar 2009[4],
– der henviser til anbefalingen om den retlige status for ikke-statslige organisationer i Europa[5], som blev vedtaget af Europarådets Ministerkomité den 10. oktober 2007,
– der henviser til regionale menneskerettighedsinstrumenter, herunder navnlig den europæiske menneskerettighedskonvention, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og resolutionerne vedtaget af Den Afrikanske Menneskerettighedskommission om menneskerettighedsforkæmpere, den amerikanske menneskerettighedskonvention og det arabiske charter om menneskerettigheder,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks)[6],
– der henviser til programmerne for beskyttelse af og asyl til forfulgte menneskerettighedsforkæmpere, der gennemføres i nogle af EU's medlemsstater,
– der henviser til forretningsordenens artikel 48,
– der henviser til betænkningen fra Udenrigsudvalget (A7-0157/2010),
A. der henviser til, at alle medlemsstater i henhold til FN's pagt er ansvarlige for at fremme universel respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder,
B. der henviser til, at begrebet "menneskerettighedsforkæmper" ifølge den FN-erklæring, der blev vedtaget i 1998, dækker mennesker, der enkeltvis eller sammen med andre arbejder på at fremme eller beskytte menneskerettigheder ved brug af fredelige midler,
C. der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere over hele verden i afgørende grad bidrager til indsatsen for at beskytte og fremme grundlæggende menneskerettigheder, ofte med fare for deres eget liv, og henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere også er blandt hovedaktørerne i konsolideringen af de demokratiske principper i deres lande, og at de opretholder upartiskhed og gennemsigtighed i deres arbejde og udvikler troværdighed gennem nøjagtig formidling af informationer, idet de udgør det menneskelige bindeled mellem demokrati og respekt for menneskerettighederne,
D. der henviser til, at støtte til menneskerettighedsforkæmpere længe har været en etableret del af EU's politik udadtil på menneskerettighedsområdet; der dog henviser til, at EU's støtte er forskellig fra land til land,
E. der henviser til, at især EU er særligt opsat på at styrke beskyttelsen af menneskerettighederne i overensstemmelse med Lissabontraktaten gennem EU's tiltrædelse af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
F. der henviser til, at Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle med hensyn til at fremme og værne om menneskerettighederne og demokratiet, herunder beskyttelsen af forkæmperne herfor, gennem delegationer til tredjelande, høringer, beslutninger, skrivelser og ikke mindst Sakharovprisen samt i sine betænkninger om menneskerettigheder i hele verden,
G. der henviser til, at EU også i stigende grad koordinerer sin indsats med andre regionale og internationale mekanismer etableret i Afrika, Europa og Nord- og Sydamerika med henblik på at overvåge situationen for menneskerettighedsforkæmpere nøje og indtrængende opfordre stater til at sikre gunstige betingelser for deres arbejde i henhold til internationale og regionale menneskerettighedsforpligtelser,
H. der henviser til, at EU's troværdighed som beskytter af menneskerettighedsforkæmpere i verden er tæt forbundet med Unionens interne respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder,
I. der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere selv udsættes for menneskerettighedskrænkelser under udførelsen af deres arbejde, herunder drab, dødstrusler, bortførelser og kidnapninger, vilkårlige anholdelser og fængsling samt andre former for forfølgelse og intimidering, f.eks. gennem smædekampagner, og henviser til, at alle disse krænkelser også kan være rettet mod nære slægtninge til menneskerettighedsforkæmpere (herunder deres børn) for at afholde dem fra at fortsætte deres aktiviteter; der henviser til, menneskerettighedskampagner i mange områder påvirkes af begrænsninger af aktiviteterne og forfølgelse af menneskerettighedsforkæmpere,
J. der henviser til, at beskyttelse af individuelle menneskerettighedsforkæmpere kræver håndhævelse af EU's menneskerettighedspolitikker generelt,
K. der henviser til, at især kvindelige menneskerettighedsforkæmpere er i fare og til, at andre grupper og kategorier af forkæmpere, der i særlig grad risikerer at blive udsat for anslag og menneskerettighedskrænkelser som følge af det arbejde, omfatter aktivister, der arbejder for at fremme borgerlige og politiske rettigheder – især tankefrihed, ytringsfrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed, herunder rettigheder for religiøse mindretal – såvel som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, især kollektive rettigheder såsom retten til fødevarer og adgang til naturressourcer, heriblandt fagforeningsfolk og personer, der arbejder for rettigheder for mindretal og samfundsgrupper, børn, oprindelige folk, bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle og personer, der bekæmper korruption,
L. der henviser til, at der anvendes stadig mere sofistikerede midler til at forfølge menneskerettighedsforkæmpere med nye teknologier, men også gennem restriktive love for ngo'er og administrative forhindringer, der i alvorlig grad begrænser råderummet og mulighederne for at arbejde for et uafhængigt civilsamfund; understreger i denne forbindelse, at nogle regeringer forhindrer menneskerettighedsforkæmpere i at registrere organisationer officielt, og derefter anklager dem for ulovlig udøvelse af deres ret til foreningsfrihed,
M. der henviser til, at disse handlinger er en klar krænkelse af den internationale menneskerettighedslovgivning og en række universelt anerkendte grundlæggende frihedsrettigheder,
N. der henviser til, at der også opstilles begrænsninger for menneskerettighedsforkæmpere, og at de nogle gange direkte forfølges gennem politikker, lovgivning og procedurer, der betegnes som "sikkerhedsforanstaltninger" og ofte kombineres med stigmatisering og beskyldninger om terrorisme,
O. der henviser til, at de specifikke problemer, som menneskerettighedsforkæmperes organisationer og forsamlinger står over for, stadig er beslaglæggelse af møbler, lukning af lokaler, idømmelse af store bøder og nøje og subjektiv kontrol af bankkonti,
P. der henviser til, at handelsaftaler indeholdende en menneskerettighedsklausul kan give EU en løftestang til at kræve respekt for menneskerettighederne som en handelsbetingelse,
1. bifalder det uvurderlige bidrag, som menneskerettighedsforkæmpere yder for at forsvare og fremme menneskerettighederne, retsstatsprincippet og demokratiet og for at forebygge konflikter med fare for deres egen personlige sikkerhed og deres familiers og forældres sikkerhed; bifalder også, at FN's erklæring af 1998 ikke indeholder en nøjagtig definition af menneskerettighedsforkæmpere og opfordrer i denne forbindelse Rådet og Kommissionen til at støtte denne tilgang fuldt ud;
2. opfordrer EU til at opprioritere en mere effektiv anvendelse af de eksisterende instrumenter og mekanismer for en sammenhængende og systematisk beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere inden for EU; henstiller til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik at udvikle foranstaltninger og en mere virkningsfuld og resultatorienteret metode, herunder med evalueringer af eksisterende menneskerettighedspolitikker og -dialoger;
3. opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at vise deres politiske vilje til at støtte menneskerettighedsforkæmperes indsats og følgelig udnytte alle eksisterende værktøjer bedre til at udvikle nye, supplerende mekanismer med henblik på at fremme disses arbejde gennem en strategi baseret på konkret deltagelse, der vil kunne bidrage til at skabe gunstige betingelser, under hvilke forkæmperne kan udføre deres arbejde og være beskyttede; understreger, at dette må kombineres med en politik, der har til formål at hindre og beskytte mod anslag og trusler mod menneskerettighedsforkæmpere, gennem såvel hasteforanstaltninger som langsigtede foranstaltninger;
Styrkelse af institutioner og nye tiltag med Lissabontraktaten
4. minder om, at det af Lissabontraktatens artikel 3 og 21 fremgår, at bestræbelserne på at fremme og forsvare menneskerettighederne indtager en central plads i EU's optræden udadtil; understreger, at det skal gøres til en prioritet at sikre, at indsatsen for at fremme menneskerettighederne som både en grundlæggende værdi og et mål for Unionens udenrigspolitik behørigt afspejles i etableringen af og strukturen i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, herunder ved at der afsættes tilstrækkelige menneskelige ressourcer; opfordrer derfor til, at der oprettes et centralt kontaktpunkt med særligt ansvar for menneskerettighedsforkæmpere inden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;
5. minder om, at EU-missionernes anvendelse af retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere hidtil har været utilfredsstillende, og opfordrer Kommissionen til at foretage en tilbundsgående analyse for at sikre, at dette spørgsmål bliver løst; bemærker i denne forbindelse, at Kommissionens delegationer i tredjelande som følge af vedtagelsen af Lissabontraktaten nu er forpligtet til at gøre fuld brug af de nye muligheder, men samtidig også bærer et større ansvar for på bedre vis at håndtere dette spørgsmål, idet de overgår til at være Unionens delegationer og skal spille en stadig større rolle i repræsentationen af EU og i gennemførelsen af menneskerettighedspolitikken; gentager derfor sin opfordring til, at der for hvert land systematisk udpeges en højt kvalificeret politisk embedsmand med særligt ansvar for menneskerettigheder og demokrati, og til at der i uddannelsesprogrammerne, stillingsbeskrivelserne og bedømmelsesprocesserne for de ansatte ved EU's missioner indarbejdes retningslinjer og udvikles bedste praksis for menneskerettigheder og anvendelse heraf;
6. understreger betydningen af menneskerettighedsklausuler i handelspolitikker, partnerskaber og handelsaftaler mellem EU og tredjelande;
7. forventer, at udpegelsen af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som samtidig er næstformand for Kommissionen, og oprettelsen af en Fælles Tjeneste for Optræden Udadtil kan forbedre sammenhængen og effektiviteten i EU væsentligt på dette område, og henstiller kraftigt til, at udarbejdelsen af lokale strategier i tæt samarbejde med det lokale, uafhængige civilsamfund, herunder med regelmæssig evaluering af disse, institutionaliseres af den højtstående repræsentant/næstformanden for at sikre en reel gennemførelse af de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere;
8. anser det for nødvendigt at forbedre kontakterne med det uafhængige civilsamfund og systematisk følge op på disse og samtidig sikre menneskerettighedsforkæmpere bedre praktisk adgang til EU-delegationer og -missioner; bifalder i denne forbindelse det spanske formandskabs anmodning om, at der udnævnes en fælles lokal forbindelsesofficer blandt personalet i EU's missioner for menneskerettighedsforkæmpere med ansvar for at koordinere EU's aktiviteter ved at fremme øget adgang til oplysninger om krænkelser af menneskerettigheder og samarbejde med civilsamfundet, hvilket samtidig vil sikre gennemsigtigheden i den måde, hvorpå de udøver deres beføjelser, og muligheden for en hurtig, fleksibel reaktion i nødstilfælde; anmoder om, at Parlamentet underrettes om disse udnævnelser;
Mod en mere sammenhængende og systematisk tilgang inden for EU's menneskerettighedspolitik
9. er bekymret over den manglende anvendelse af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; insisterer på, at disse retningslinjer anvendes behørigt og fuldt ud af alle EU's delegationer, og at der gøres en større indsats for at sikre, at de alle udvikler lokale anvendelsesstrategier inden udgangen af 2010, eller at eventuelt eksisterende anvendelsesstrategier revideres inden for samme tidsfrist; anmoder om, at listen over disse lokale strategier stilles til rådighed for Europa-Parlamentet og offentliggøres i EU's årsberetning om menneskerettighederne;
10. opfordrer Rådet, Kommissionen og EU-delegationerne til aktivt at inddrage menneskerettighedsforkæmpere og deres organisationer i arbejdsprocessen til udformning, overvågning og revision af lokale strategier, eftersom dette vil influere på effektiviteten af disse strategier;
11. mener, at afholdelsen af møder mindst én gang om året mellem menneskerettighedsforkæmpere og diplomater, som det foreskrives i EU's retningslinjer, klart kan bidrage til etableringen af sådanne processer, og opfordrer til mere regelmæssige og systematiske møder i fremtiden; opfordrer til, at det tilstræbes at sikre deltagelse i disse møder af de forskellige typer af menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder i landet, og af forkæmpere fra regionerne;
12. opfordrer derfor den højtstående repræsentant for fælles udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at overveje muligheden for at organisere et internationalt møde for menneskerettighedsforkæmpere med deltagelse af de relevante FN-organer, sekretariaterne for de regionale menneskerettighedskonventioner og internationale og regionale ngo'er med det formål at forbedre beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere og fremme menneskerettighederne i hele verden;
13. understreger behovet for et kønsperspektiv i forbindelse med anvendelsen af retningslinjerne, med målrettede tiltag til fordel for kvindelige menneskerettighedsforkæmpere og andre særligt sårbare grupper som f.eks. journalister og forkæmpere, der arbejder for at fremme økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt børns rettigheder, og personer, der arbejder med rettigheder for mindretal – især rettigheder for religiøse mindretal – oprindelige folk og bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle;
14. understreger betydningen af ytringsfrihed og af, at mediernes rolle, både på og uden for internettet, er muliggørende for menneskerettighedsforkæmperes arbejde;
15. mener, at det er nødvendigt at vurdere udviklingen af nye teknologier og deres betydning for menneskerettighedsforkæmpere samt at indarbejde resultaterne i eksisterende EU-programmer for menneskerettigheder og menneskerettighedsforkæmpere;
16. mener, at væsentlige aspekter af de lokale strategier for gennemførelse af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere bør komme til udtryk i landestrategipapirer/nationale vejledende programmer, ENP-handlingsplaner, de årlige handlingsprogrammer inden for det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) og stabilitetsinstrumentet;
17. gentager, at som følge af Lissabontraktaten skal den støtte, beskyttelse og sikkerhed, som ydes til menneskerettighedsforkæmpere, nødvendigvis gøres til et prioriteret område i EU's forbindelser med tredjelande og integreres i alle niveauer, aspekter og instrumenter inden for Unionens udenrigspolitik med henblik på at øge sammenhængen, effektiviteten og troværdigheden vedrørende EU's støtte til menneskerettighedsforkæmpere; mener, at udvikling og effektiv gennemførelse af specifikke landestrategier for menneskerettigheder og demokrati, og regelmæssig opfølgning herpå, i væsentlig grad kan bidrage til denne målrettede tilgang;
18. mener, at menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande vil blive bedre beskyttet ved at gøre EU's menneskerettighedsdialoger mere effektive; understreger behovet for systematisk at påpege situationen for menneskerettighedsforkæmpere i alle politiske dialoger, menneskerettighedsdialoger og handelsforhandlinger med tredjelande, og mere generelt situationen og forbedringerne vedrørende foreningsfrihed i national lovgivning, vedtægter og forvaltningspraksis, og minde partnerne om deres ansvar for at sikre, at alle forpligtelser og rettigheder, som indgår i FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, indarbejdes i national ret, herunder retten til foreningsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at modtage indenlandsk og udenlandsk finansiering under fuldt gennemskuelige omstændigheder og med respekt for deres mulighed for at træffe selvstændige beslutninger, samt ytringsfriheden der som rettighed er afgørende for menneskerettighedsforkæmpernes arbejde; understreger, at partnerstater også bør mindes om forpligtelsen til og ansvaret for at beskytte og fremme respekten for menneskerettighedsforkæmpere og deres arbejde ved at skabe betingelser, der i fuldt omfang muliggør aktiviteter til forsvar for menneskerettighederne og overvågning af og rapportering om menneskerettighedsforhold;
19. er af den opfattelse, at der, hvad angår modtagelse af indenlandsk og udenlandsk finansiering, skal vedtages specifikke kriterier, som er principielt vejledende og ikke udtømmende, med henblik på at styrke gennemskueligheden og kontrollen; mener, at der som rent vejledende kriterier kan medtages: typen af menneskerettighedsorganisationen, medlemstallet, graden af akut behov for økonomisk støtte, en analyse af interventionsplanen for forsvar af menneskerettighederne og lokalsamfundets behov; kræver, at der træffes foranstaltninger til at sikre, at der tages højde for eventuelle andre kriterier, der kan gøres gældende af menneskerettighedsforkæmpere, hvis de anses for væsentlige for udførelsen af deres arbejde;
20. gentager, at Parlamentets delegationer som ansvarlige organer for dets forbindelser med tredjelande kan spille en endnu vigtigere rolle i forbindelse med bestræbelserne på at hjælpe menneskerettighedsforkæmpere, i overensstemmelse med de specifikke retningslinjer vedrørende indsatsen for menneskerettigheder og demokrati for medlemmer af Europa-Parlamentet på rejser til tredjelande;
21. kræver, at Europa-Parlamentet får en større rolle i forbindelse med EU's menneskerettighedsdialoger med tredjelande;
22. foreslår en "vurdering af menneskerettighederne" i tredjelande, der har handelsforbindelser med EU;
23. opfordrer til, at erhvervslivet deltager i menneskerettighedsdialoger;
24. finder, at der er behov for både en sammenhængende og samordnet EU-tilgang såvel som en supplerende rolle for medlemsstaterne, hvad angår beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere;
25. fordømmer det klima af straffrihed for krænkelser begået mod forkæmpere, der eksisterer i adskillige lande i verden; opfordrer Rådet og Kommissionen til at rejse dette spørgsmål gennem deres bilaterale kontakter og opfordrer indtrængende alle stater til at sikre, at gerningsmænd, uanset deres position eller funktion, retsforfølges ved uafhængige og virkningsfulde disciplinære og strafferetlige procedurer, idet det erindres, at sagen ultimativt kan indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, når en stats nationale retsmidler er udtømt;
26. understreger behovet for at sikre, at påkaldelse af national og offentlig sikkerhed, herunder bekæmpelse af terrorisme, ikke anvendes vilkårligt over for menneskerettighedsforkæmpere,
27. påpeger, at parlamentarikere også spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre, at national lovgivning, der potentielt påvirker menneskerettighedsforkæmpere og deres aktiviteter, bringes i overensstemmelse med internationalt anerkendte menneskerettighedsstandarder; understreger derfor betydningen af, at disse spørgsmål systematisk rejses af medlemmer af Europa-Parlamentet under bi- og multilaterale møder med andre parlamentarikere og med eksperter ude på stedet, i overensstemmelse med dets specifikke retningslinjer vedrørende indsatsen for menneskerettigheder og demokrati for medlemmer af Europa-Parlamentet på rejser til tredjelande;
28. understreger betydningen af, at det uafhængige civilsamfund fuldt ud inddrages i udformningen af alle menneskerettighedsdialoger, enten gennem seminarer for det civile samfund eller med andre midler; mener, at koblingen mellem seminarerne for civilsamfundet og den formelle dialog må styrkes gennem offentliggørelse af de henstillinger, der afgives, og en bedre opfølgning og tilbagemelding til civilsamfundet, efter at en dialog har fundet sted; understreger, at det fortsat er vigtigt at tage individuelle sager op under dialogerne og mener, at offentliggørelsen af navnelisten vil øge virkningen af EU's indsats og skærpe offentlighedens opmærksomhed om disse sager, forudsat at offentliggørelse ikke bringer menneskerettighedsforkæmperne i fare; understreger betydningen af at samarbejde med andre menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet i forbindelse med vurderingen af en sådan fare;
29. mener, at Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), der allerede har vist sin evne til at støtte og fremme respekten for menneskerettigheder og styrkelsen af retsstatsprincippet, skal fortsætte med at styrke den direkte støtte til menneskerettighedsforkæmpere med henblik på at opfylde deres behov på såvel kort som lang sigt og samtidig sikre, at støtten også når ud til særligt sårbare grupper og forkæmpere, der lever i fjerntliggende områder og områder, som der er mindre fokus på;
30. opfordrer Rådet og den højtstående repræsentant til systematisk at fordømme og irettesætte internationale virksomheder, der leverer overvågningsteknologi til undertrykkende regimer og derved gør forfølgelse og anholdelser af menneskerettighedsforkæmpere lettere;
Større gennemsigtighed og synlighed som beskyttelsesforanstaltning
31. opfordrer Rådet og Kommissionen til at øge bevidstheden blandt menneskerettighedsforkæmpere, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, EU-ambassader og EU's udenrigsministre om retningslinjernes eksistens gennem målrettede indsatser for at sikre fuldt opbakning til dem og anvendelse af dem; mener, at de årlige møder, som er fastsat i retningslinjerne, vil tilvejebringe betydelig støtte til menneskerettighedsforkæmpere og også øge synligheden af EU's indsats og således tydeliggøre, hvor vigtig beskyttelsen af menneskerettighederne er for EU;
32. understreger, at anerkendelsen og synligheden af menneskerettighedsforkæmpere og deres arbejde i offentligheden også kan bidrage til at beskytte dem i vanskelige situationer, eftersom gerningsmænd eventuelt vil afstå fra at skride til handling, hvis deres anslag ikke kan ske i al ubemærkethed; opfordrer EU's medlemsstater og EU-delegationerne til, når det er muligt, at offentliggøre diplomatiske skridt og andre aktiviteter, der er foretaget i forbindelse med en specifik sag, og altid i samråd med menneskerettighedsforkæmperen og dennes familie; opfordrer EU's missioner til at give menneskerettighedsforkæmpere og/eller deres familier såvel som ngo'er, der har gjort EU opmærksom på en specifik sag, systematiske tilbagemeldinger vedrørende ethvert tiltag, der træffes på deres vegne, som det er præciseret i retningslinjerne;
33. opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og alle kommissærer, hvis ansvarsområde omfatter eksterne forbindelser, til systematisk at afholde møder med menneskerettighedsforkæmpere, når de er på tjenesterejse i tredjelande, og understreger, at støtten til menneskerettighedsforkæmpere også kategorisk bør indgå i mandatet for EU's særlige repræsentanter; understreger, at både den høje repræsentant og de særlige repræsentanter står til ansvar over for Europa-Parlamentet for deres indsats i denne forbindelse;
34. understreger nødvendigheden af aktivt at støtte og udvikle forslag til, hvordan Sakharovnetværket, der blev lanceret i december 2008 i anledning af Sakharovprisens 20-års-jubilæum, kan anvendes som en del af en vedvarende støtte til menneskerettighedsforkæmpere, såvel som til at drage større nytte af prismodtagernes eventuelle bidrag til Europa-Parlamentets forskellige bestræbelser på at opfylde sit mandat; gentager sin bekymring over krænkelser af visse Sakharovprismodtageres menneskerettigheder;
Mod en mere koordineret og resultatorienteret indsats til fordel for menneskerettighedsforkæmpere
35. mener, at EU har brug for at udvikle en holistisk tilgang til menneskerettighedsforkæmpere for at øge troværdigheden og effektiviteten af EU's politik blandt EU's medlemsstater og i forhold til tredjelande, herunder med sideløbende støtte til foranstaltninger, der har til formål at sikre deres aktiviteter, samt forebyggende og beskyttende foranstaltninger, idet der tages hensyn til menneskerettighedsforkæmpernes behov på såvel kort som lang sigt; understreger, at den reviderede strategi for EIDHR og EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere bør afspejle denne tilgang;
36. mener, at EU skal gøre tredjelande, der begår alvorlige menneskerettighedskrænkelser, tydeligt opmærksom på mulige sanktioner og i givet fald gennemføre disse; fremsætter atter sin anmodning til Kommissionen og Rådet og især til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om at gøre menneskerettighedsklausuler i handelsaftaler virkningsfulde og dermed etablere en egentlig håndhævelsesmekanisme for disse klausuler in forlængelse af artikel 8, 9 og 96 i Cotonouaftalerne;
37. mener, at Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik med henblik på at udvikle en mere resultatorienteret indsats regelmæssigt bør evaluere, hvordan hver enkelt EU-delegation i tredjelande har anvendt EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, og bør prioritere og følge nøje op på dette arbejde og rette henstillinger til missionerne for en styrket indsats i tilfælde, hvor anvendelsen har været særlig svag;
38. opfordrer Rådet til at gøre EU mere tilgængeligt for menneskerettighedsforkæmpere, som ikke kan opholde sig i deres hjemlande; opfordrer Rådet og Kommissionen til at forberede og gennemføre specifikke foranstaltninger for at lette adgangen til Europa for sådanne menneskerettighedsforkæmpere;
39. minder om behovet for at afhjælpe manglen på en sammenhængende strategi for beskyttelse og asyl gennem systematisk gennemførelse af nødforanstaltninger og nødinitiativer på både kort og lang sigt; opfordrer den højtstående repræsentant til inden udgangen af 2010 at orientere Europa-Parlamentet om de foranstaltninger, der er truffet i denne forbindelse;
40. gentager sin opfordring til medlemsstaterne om snarest muligt at udvikle en koordineret politik om udstedelsen af nødvisum til menneskerettighedsforkæmpere og deres familiemedlemmer, for hvilke de særlige ordninger i Spanien og Irland kan anvendes som model; er overbevist om, at man ved at give de nye EU-delegationer beføjelser til at rette henstillinger til medlemsstater om udstedelse af nødvisum opnår et stort fremskridt for EU's menneskerettighedspolitik; mener, at en tydelig henvisning til denne mulighed i udkastet til håndbog for behandling af visumansøgninger og ændringer af udstedte visa vil bidrage væsentligt til at opnå denne fælles tilgang, hvilket Europa-Parlamentet allerede har givet udtryk for under den juridiske gennemgang af ovennævnte foranstaltning;
41. opfordrer indtrængende de 27 medlemsstater til at følge samme fremgangsmåde for udstedelse af visum til menneskerettighedsforkæmpere;
42. påpeger, at disse nødvisa må ledsages af muligheder for midlertidig beskyttelse og asyl i EU for menneskerettighedsforkæmpere, eventuel tilvejebringelse af finansielle midler og boliger med henblik på at skaffe tag over hovedet til menneskerettighedsforkæmpere, samt ledsageprogrammer (menneskerettighedsaktiviteter, forelæsninger på europæiske universiteter, sprogkurser osv.); bifalder initiativet med "asylbyer", der blev iværksat af det tjekkiske formandskab, såvel som beskyttelses- og asylprogrammet, som den spanske regering har gennemført siden 2008, og opfordrer Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til inden for rammerne af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil at have et EU-program for beskyttelse og asyl klar ved udgangen af 2010 med henblik på gennemførelse i 2011, dog uden at andre byer fritages for deres ansvar; opfordrer derfor den højtstående repræsentant til at forelægge Parlamentet en manual om, hvordan man etablerer en "asylby", og et rammeforslag, der støtter netværkssamarbejde mellem sådanne byer; opfordrer til yderligere støtte til andre eksisterende initiativer på området;
43. understreger endvidere, at medlemsstaterne og EU-delegationerne i tilfælde af situationer, hvor en menneskerettighedsforkæmpers liv eller fysiske og mentale sundhed er i fare, også bør støtte og udvikle andre beskyttelsesinstrumenter og mekanismer til hurtig reaktion; mener, at dette bør gøres i tæt samarbejde med lokale menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundet;
44. bifalder det nuværende samarbejde mellem de eksisterende beskyttelsesmekanismer på EU-plan og internationalt plan, som kan styrkes yderligere gennem systematisk udveksling af oplysninger og strategier, så der sikres en større komplementaritet mellem dem alle, både når det gælder udveksling af oplysninger i nødstilfælde og koordinering af langsigtede støtteindsatser som f.eks. gennem anvendelse af en sikker onlineplatform, der er tilgængelig for alle officielle interessehavere; bifalder i denne forbindelse de årlige møder organiseret af Europarådet og de årlige møder om de "tværgående mekanismer" organiseret af Observatoriet for Beskyttelse af Menneskerettighedsforkæmpere, et fælles program under Det Internationale Forbund for Menneskerettigheder (FIDH) og Verdensorganisationen imod Tortur (OMCT), og som har til formål at styrke samspillet mellem internationale og regionale mekanismer og institutioner til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer de eksisterende taskforcer om menneskerettighedsforkæmpere både inden for Rådets Menneskerettighedsgruppe og Europarådet – sidstnævnte er et initiativ iværksat af Europarådets kommissær med ansvar for menneskerettigheder – til at undersøge mulighederne for et nærmere samarbejde;
45. opfordrer til, at EU-institutionerne i forbindelse med gennemførelsen af Lissabontraktaten etablerer en interinstitutionel samarbejdsmekanisme om menneskerettighedsforkæmpere; mener, at etableringen af en sådan mekanisme kan lettes ved, at der oprettes kontaktpunkter for menneskerettighedsforkæmpere i alle EU's institutioner og organer, og ved at sådanne kontaktpunkter arbejder tæt sammen med de ansvarlige for menneskerettigheder og demokrati i EU's missioner og delegationer;
46. opfordrer Rådet og Kommissionen til at undersøge mulighederne for at oprette en alarmeringsmekanisme, der skal være fælles for EU-institutionerne og alle andre beskyttelsesmekanismer;
47. mener, at udvekslingen af oplysninger også ville blive lettet gennem oprettelsen af specifikke databaser eller “logbøger” med henblik på at følge de aktiviteter, der finder sted, især hvad angår enkeltpersoner, idet der dog sikres fuldt hensyn til fortroligheden;
48. opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at følge og overvåge anvendelsen på både kort og lang sigt af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og til at rapportere tilbage til Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder;
49. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og EU's medlemsstater.
BEGRUNDELSE
Indledning
Menneskerettighedsforkæmpere over hele verden spiller en afgørende rolle i indsatsen for at beskytte og fremme de grundlæggende menneskerettigheder gennem et dagligt engagement, ofte med deres eget liv som indsats. Menneskerettighedsforkæmpere bidrager også afgørende til forandring og er blandt hovedaktørerne i de demokratiske processer i deres eget land, idet de udgør det menneskelige bindeled mellem demokrati og respekt for menneskerettighederne. Støtte til menneskerettighedsforkæmpere har længe været en etableret del af Den Europæiske Unions politik udadtil på menneskerettighedsområdet.
Tiden er nu inde til at tage EU’s politik til støtte af menneskerettighedsforkæmpere i nærmere øjesyn og foreslå yderligere skridt, der i fremtiden skal tages for at styrke menneskerettighedsforkæmpernes arbejde gennem en deltagelsesorienteret strategi og sikre beskyttelse, gennem hasteforanstaltninger såvel som langsigtede foranstaltninger.
Hvem kan være menneskerettighedsforkæmper?
FN’s erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, der blev vedtaget i 1998, udgør i dag referencedokumentet for alle internationale og regionale mekanismer, da det beskriver rettighederne for enkeltpersoner og organisationer, der er væsentlige for forsvaret af menneskerettigheder, og statens forpligtelser til at understøtte og beskytte disse aktiviteter.
Ifølge erklæringen dækker begrebet "menneskerettighedsforkæmper" mennesker, der enkeltvis eller sammen med andre arbejder på at fremme eller beskytte menneskerettigheder. En menneskerettighedsforkæmper skal dog arbejde ved brug af fredelige midler. Definitionen omfatter ikke individer eller grupper, der begår eller udbreder vold.
Ifølge denne brede definition kan kategorien menneskerettighedsforkæmpere omfatte en hvilken som helst person eller gruppe af personer, der arbejder for at fremme menneskerettighederne, spændende over internationale organisationer med hjemsted i verdens største byer til individer, der arbejder inden for deres lokalsamfund. Menneskerettighedsforkæmpere kan være af begge køn, af en hvilken som helst alder, fra en hvilken som helst del af verden og have en hvilken som helst erhvervsmæssig eller anden baggrund. Det er især vigtigt at holde sig for øje, at menneskerettighedsforkæmpere ikke kun findes inden for ngo’er og internationale organisationer, men også i visse tilfælde kan være regeringsembedsmænd, offentligt ansatte eller medlemmer af den private sektor.
Hvad laver menneskerettighedsforkæmpere?
Menneskerettighedsforkæmpere identificeres først og fremmest ved, hvad de udretter, og det er gennem en beskrivelse af deres handlinger og af nogle af de sammenhænge, som de arbejder i, at begrebet bedst kan forklares.
Menneskerettighedsforkæmpere arbejder hen imod realiseringen af en hvilken som helst eller samtlige rettigheder, som er forankret i verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948 og andre internationale menneskerettighedsinstrumenter. De søger følgelig at fremme og beskytte borgerlige og politiske rettigheder og at fremme, beskytte og virkeliggøre økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Menneskerettighedsforkæmpere spiller en proaktiv rolle i konsolideringen af de demokratiske principper, og deres aktiviteter omfatter indhentning og udbredelse af informationer om krænkelser af menneskerettighederne, støtte til ofre for menneskerettighedskrænkelser, bidrag til gennemførelse af menneskerettighedskonventioner, foranstaltninger til sikring af ansvarsplaceringen og fjernelse af straffrihed samt støtte til god regeringsførelse, og de er ofte vigtige partnere i udviklingen af almen og faglig uddannelse på menneskerettighedsområdet.
Krænkelser begået imod menneskerettighedsforkæmpere
Menneskerettighedsforkæmpere kommer ofte selv ud for menneskerettighedskrænkelser som led i deres arbejde. Disse omfatter drab, dødstrusler, bortførelser og kidnapninger, vilkårlige arrestationer og tilbageholdelse og sommetider tortur. Menneskerettighedsforkæmpere er ofte udsat for forfølgelse, og mange er blevet ofre for smædekampagner. Undertiden udgør anklager for kriminelle eller andre ulovlige handlinger en anden måde at forsøge at standse deres arbejde på. Fredelige demonstrationer og indgivelse af klager har ført til sigtelser for forstyrrelse af den offentlige orden og bølleoptøjer, der er endt med hårde domme. Politikker, lovgivning og procedurer beskrevet som "sikkerhedsforanstaltninger", f.eks. antiterrorlovene, anvendes til tider med det formål at indskrænke menneskerettighedsforkæmpernes arbejde eller for direkte at ramme menneskerettighedsforkæmperne selv.
Kvindelige menneskerettighedsforkæmpere og andre særligt udsatte grupper
For kvindelige menneskerettighedsforkæmpere er der særlige risici og hindringer forbundet med, hvor effektivt de kan udføre deres menneskerettighedsarbejde. De er i fare, dels fordi de er kvinder og dels på grund af den indsats, de leverer. Ofte er volden og truslerne mod dem af seksuel art, eller de står over for begrænsninger i deres arbejde på grund af deres køn. Endvidere er fordomme, udelukkelse og offentlig afvisning af såvel statsmagten som de sociale aktører en alvorlig hæmsko i deres liv. Mange kvindelige menneskerettighedsforkæmpere har også et dagligt ansvar for pasning af børn eller gamle forældre og finder det meget vanskeligt at fortsætte deres menneskerettighedsarbejde vel vidende, at arrestation og tilbageholdelse ville forhindre dem i at varetage de familiemæssige opgaver.
Denne særlige situation anerkendes i EU’s retningslinjer, hvor det understreges, at det er vigtigt at anlægge en kønsrelateret synsvinkel i forbindelse med behandling af spørgsmålet om menneskerettighedsforkæmpere og anmode missioner om i særlig grad at være opmærksomme på de specifikke risici, som kvindelige menneskerettighedsforkæmpere løber. Der er på EU-plan under adskillige formandskaber blevet ført særlige kampagner for at øge indsatsen for mere effektivt at nå ud til de kvindelige menneskerettighedsforkæmpere.
Andre grupper og kategorier af menneskerettighedsforkæmpere, der er særligt udsatte for angreb og menneskerettighedskrænkelser som følge af deres aktiviteter, omfatter, navnlig ifølge rapporten fra den særlige repræsentant for menneskerettighedsforkæmpere fra 2007 og som anerkendt i den sidste revision af EU-retningslinjerne i 2008, menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder for at fremme de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og personer, der arbejder for rettigheder for mindretal, oprindelige folk og lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle.
II. FN og regionale beskyttelsesmekanismer for menneskerettighedsforkæmpere
FN’s særlige rapportør
I 2000 anmodede Menneskerettighedskommissionen FN's generalsekretær om at oprette et mandat for menneskerettighedsforkæmpere for at understøtte gennemførelsen af erklæringen om menneskerettighedsforkæmpere og for at indhente oplysninger om menneskerettighedsforkæmperes situation verden over. Denne stilling beklædtes af Hina Jilani frem til 2008, hvor hun blev afløst af Margaret Sekaggya. Mandatet for menneskerettighedsforkæmpere er bredt og fastlægger, at den særlige rapportør har følgende hovedopgaver:
· at søge, modtage, undersøge og reagere på oplysninger om menneskerettighedsforkæmperes situation;
· etablere samarbejde og føre dialog med regeringer og andre interesserede aktører om fremme og effektiv gennemførelse af erklæringen;
· at anbefale effektive strategier for bedre at beskytte menneskerettighedsforkæmpere og følge op på disse anbefalinger.
For at gøre dette forelægger den særlige rapportør en årlig rapport til HRC (Menneskerettighedskomitéen) og Generalforsamlingen, aflægger landebesøg og tager individuelle sager op med regeringer. Sidstnævnte gøres ofte gennem hasteskrivelser. Efter oprettelsen af dette mandat er der udsendt over 2100 meddelelser til omkring 120 lande om 3600 menneskerettighedsforkæmperes situation. I sin første rapport fokuserede Sekaggya hovedsagelig på den universelle regelmæssige gennemgang som en mekanisme af strategisk værdi i forbindelse med revision og forhåbentlig forbedring af menneskerettighedsforkæmperes situation i de stater, der undersøges.
Afrika
Den Afrikanske Menneskerettighedskommission (ACHPR) er en uafhængig overvågningsmekanisme i Den Afrikanske Unions regi. Dens arbejde omfatter fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og fortolkning af det afrikanske charters bestemmelser. I 2004 udnævnte Den Afrikanske Menneskerettighedskommission Reine Alapini-Gansou til særlig rapportør om menneskerettighedsforkæmpere for at styrke beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmperes rettigheder i hele Afrika, og hun blev efterfulgt af Mohamed Bechir Khalfallah i 2009.
Nord- og Sydamerika
Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) er en uafhængig mekanisme under OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) og er oprettet for at fremme og beskytte menneskerettighederne i de nord- og sydamerikanske lande.
Dens arbejde vedrørende menneskerettighedsforkæmpere koordineres via en særligt udpeget enhed, som overvåger, analyserer og rapporterer om menneskerettighedsforkæmperes situation i hele regionen. Den rådgiver også IACHR om individuelle anmodninger fra menneskerettighedsforkæmpere om forebyggende foranstaltninger, der vil kunne beordres truffet, når en person er i fare for at blive udsat for "alvorlig og ubodelig skade" som et resultat af, at vedkommendes rettigheder krænkes. Forebyggende foranstaltninger omfatter såvel sikkerhedsforanstaltninger som efterforskning af trusler eller andre krænkelser af menneskerettighedsforkæmpere, og sigter mod at imødegå de grundliggende årsager til krænkelserne og forhindre, at de sker igen.
Europa
OSCE/ODIHR
I december 2003 skabte OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR), der har hjemsted i Warszawa, et særligt program om foreningsfrihed og har siden 2007 etableret et kontaktpunkt for menneskerettighedsforkæmpere. Dette kontaktpunkt overvåger nøje menneskerettighedsforkæmpernes situation, indkredser spørgsmål af aktuel betydning og søger at fremme og beskytte deres interesser. ODIHR udsender også årlige rapporter om menneskerettighedsforkæmpere i OSCE-regionen.
Europarådet
I februar 2008 vedtog Europarådets Ministerkomité erklæringen om Europarådets indsats for en bedre beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og fremme af deres aktiviteter.
Erklæringen påpeger, at staterne har det primære ansvar for at skabe et gunstigt miljø for menneskerettighedsforkæmperes arbejde, som gør enkeltpersoner, grupper og foreninger i stand til at udføre fredelige aktiviteter til fordel for fremme og beskyttelse af menneskerettighederne uden andre begrænsninger end dem, der er tilladt gennem den europæiske menneskerettighedskonvention. Den opregner forskellige foranstaltninger, der skal træffes af staterne i dette øjemed, såsom styrkelse af retsvæsenet, idet det sikres, at der findes effektive retsmidler, udførelse af øjeblikkelig, uafhængig og hensigtsmæssig efterforskning i straffesager, styrkelse af ombudspersoners og nationale menneskerettighedsinstitutioners kapaciteter og kompetencer til at modtage klager og sikring af effektiv adgang til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) og andre mekanismer til beskyttelse af menneskerettighederne. Europarådets medlemsstater anmodes også om at træffe beskyttende foranstaltninger for hurtig assistance til menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare i tredjelande, herunder observation af retssager og udstedelse af nødvisum.
Erklæringen udtrykker støtte til Europarådets Menneskerettighedskommissærs etablerede praksis om at støtte og yde beskyttelse til menneskerettighedsforkæmpere og opfordrer kommissæren til at styrke sit embedes rolle og kapacitet.
Som led i arbejdet med at fremme effektiv observation og fuld udøvelse af menneskerettighederne i Europarådets område bestræber Menneskerettighedskommissæren, der er en uafhængig og upartisk institution, sig på at vurdere den konkrete menneskerettighedssituation i hver enkelt medlemsstat, reagere på problemer og rådgive om korrigerende foranstaltninger, når det er relevant. Kommissærens aktiviteter til understøttelse af menneskerettighederne omfatter følgende:
• Overvågning af menneskerettighedsforkæmperes situation på nationalt og regionalt plan med henblik på at identificere mangler og svagheder i de nationale lovgivninger, regler og praksis, der kan influere på deres arbejdsbetingelser og sikkerhed;
• Offentlig rapportering om menneskerettighedsforkæmpernes situation;
• Intervention i nødstilfælde, hvor menneskerettighedsforkæmpere er i fare eller gennem fortrolige midler, navnlig ved at appellere til regeringer om at efterkomme deres forpligtelser på menneskerettighedsområdet og hjælpe dem med at søge efter løsninger på problemer, som menneskerettighedsforkæmpere står over for;
• Bevidstgørelse af offentligheden og styrkelse af netværker; Kommissærens internetsted har en særlig side, der er beregnet på menneskerettighedsforkæmpere;
• Samarbejde, koordination og gensidig bistand med de vigtigste partnere og aktører såsom FN's særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere, OSCE-ODIHR, EU, ngo'er og nationale menneskerettighedsstrukturer. Kommissæren har oprettet en task force til dette formål.
EU
EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere
EU’s retningslinjer om menneskerettighedsforkæmpere blev vedtaget i 2004 og opdateret i 2008 for at strømline EU's foranstaltninger til fordel for menneskerettighedsforkæmpere. De giver konkrete forslag, især til EU-missioner i tredjelande, om overvågning af situationen for menneskerettighedsforkæmpere, f.eks. via emnebladene om menneskerettigheder, og om støtte gennem synlig anerkendelse, faste kontakter eller om nødvendigt observation af retssager. Støtte til FN-mekanismer og koordination med andre regionale instrumenter er et andet vigtigt aspekt, ligesom det er nødvendigt også at bruge udviklingspolitikken til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere.
Selv om retningslinjerne er et yderst vigtigt redskab og repræsenterer EU’s engagement, viste både Rådets interne evalueringer i 2006[1] og eksterne vurderinger, såsom en rapport fra Amnesty International i 2007[2], at der var et gab mellem ambitionerne og den konkrete anvendelse. Rådets konklusioner indeholdt en bred vifte af henstillinger til såvel missionschefer, medlemsstater og EU-institutionerne om bevidstgørelsesaktiviteter, øget uddannelse, en mere proaktiv tilgang og styrket støtte. Siden da er der gjort en vis indsats for at udvikle lokale strategier for implementering og oprettelse af lokale menneskerettighedsgrupper på EU-plan i tredjelande for at sikre udvidet koordination mellem forskellige missioner, men der er stadig meget, der skal gøres. Selvom mange af henstillingerne fortsat er gyldige eller stadig mangler at blive udmøntet i konkrete foranstaltninger, har oprettelsen af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil sat gennemførelsen heraf ind i en sammenhæng, der rummer nye udfordringer.
Menneskerettighedsforkæmpere bidrager selvfølgelig også væsentligt til gennemførelsen af mange af de andre retningslinjer, samtidig med at atter andre retningslinjer kan tjene som redskaber til støtte herfor. Et eksempel er menneskerettighedsdialogerne, der ofte forberedes gennem seminarer i civilsamfundet med henblik på at stimulere dialogen, mens nogle dialoger også giver mulighed for at tage individuelle sager op eller i det mindste drøfte den situation og de problemer, som menneskerettighedsforkæmpere står over for.
EIDHR
Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder er EU’s finansielle instrument til understøttelse af menneskerettigheder og demokrati, og anvendes hovedsagelig i samarbejde med civilsamfundsorganisationer. Et af de nye aspekter ved forordningen vedtaget i 2006, som blev muliggjort ved en revision af finansforordningen, er, at den nu også kan give støtte til ikke-anerkendte ngo’er, hvilket kan være særlig væsentligt for dem, der arbejder i særlig vanskelige situationer, omfattet af instrumentets mål 1, og der er her tale om et skridt fremad for EU’s støtte til menneskerettighedsforkæmpere.
Under forhandlingerne om forordning EF 1889/2006 var en af Parlamentets afgørende prioriteter at få indført en nødmekanisme til støtte for menneskerettighedsforkæmpere. I forordningens artikel 9 hedder det under overskriften Ad hoc-foranstaltninger: “Kommissionen [kan] yde små tilskud på ad hoc-grundlag til menneskerettighedsforkæmpere for at imødekomme presserende behov for beskyttelse”. Ideen var hovedsagelig at give EU-delegationer mulighed for at råde over en lille finansieringsramme til at hjælpe menneskerettighedsforkæmpere i fare, f.eks. for at lette udrejse fra et land. Denne form for direkte hjælp til en enkeltperson var først mulig efter ændring af finansforordningen, men der er kun gjort brug af muligheden i meget begrænset omfang.
Med hensyn til forslaget om delegationer, der indgår i samordning med organisationer, der modtager finansiering fra EIDHR, har enkeltpersoner nydt godt af denne hjælp. Der er muligvis ikke taget nok hensyn til menneskerettighedsforkæmperes behov på længere sigt (personen vil ud over flybilletten selvfølgelig også have andre behov, når vedkommende først er i sikkerhed), da disse foranstaltninger blev fastlagt, men dette er fortsat en relevant betragtning at bringe til torvs, når der søges efter politisk ansvar. Udover at hjælpe mennesker med at komme ud af et land, vil andre nyttige foranstaltninger, der indebærer mindre pengesummer, også kunne være en form for beskyttelse, såsom adgang til mobiltelefoner, hukommelsesenheder til dokumentangreb etc.
Under strategidokumentet 2007-2010 for EIDHR dækker mål 3 støtteforanstaltninger til de forskellige EU-retningslinjer. Der blev afsat 16 millioner EUR til særlig bistand til menneskerettighedsforkæmpere i denne periode. Efter første indkaldelse af forslag blev der udvalgt 11 specialiserede civilsamfundsorganisationer, der i deres projekter fokuserede på både forebyggelse og beskyttelse set ud fra et hasteperspektiv. Når der for anden gang vil blive offentliggjort en indkaldelse af forslag i 2010, vil det være vigtigt at gøre det klart, at både behov på kort og lang sigt tilgodeses. Aktiviteterne skal koordineres og supplere hinanden, og de skal nå ud til menneskerettighedsforkæmpere, der måske ikke er så kendte, eller som bor i afsidesliggende områder. Der kan også fastlægges specifikke foranstaltninger for særlig sårbare grupper som nævnt ovenfor. Eftersom de organisationer, der for øjeblikket modtager bistand, er europæiske, er det vigtigt at sikre, at projekterne også omfatter lokal kapacitetsudvikling for partnere i tredjelande.
Europa-Parlamentet
En af Parlamentets væsentligste funktioner er at overvåge og føre kontrol med de andre EU-institutioners arbejde, men Parlamentet er også selv en vigtig institution og aktør, hvad angår fremme og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere gennem høringer, beslutninger og ikke mindst Sakharovprisen. I 2008 organiserede vi sammen med Kommissionen og FN en stor konference til fejring af 60 årsdagen for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder samt tiårsdagen for vedtagelsen af FN’s erklæring om menneskerettighedsforkæmpere.
Parlamentet sikrer offentlig adgang til næsten alle sine aktiviteter, og skaber dermed en platform for drøftelse og offentlige præsentationer af menneskerettighedsforkæmpere ved møder og høringer. Synligheden kan i sig selv give øget beskyttelse, men den kan også gøre enkeltpersoner mere udsat for fare. Offentlig optræden i Europa-Parlamentet har sommetider resulteret i arrestationer, som sagen vedrørende Hu Jia måske er det mest opsigtsvækkende eksempel på. Et øget samarbejde mellem EU-institutionerne, f.eks. ved at Parlamentet underrette Kommissionen på forhånd om besøg af menneskerettighedsforkæmpere eller ved en øget beredvillighed til at følge op på sikkerhedssituationen for menneskerettighedsforkæmpere, der træder frem for Europa-Parlamentet, kunne være et middel til at håndtere disse risici bedre.
Som det er tilfældet med alle valgte forsamlinger udgør tekster vedtaget ved afstemning – for Parlamentets vedkommende beslutninger – den væsentligste metode til at meddele forsamlingens holdning til en lang række emner, herunder menneskerettigheder. Uopsættelige beslutninger, nu baseret på artikel 122, er fortsat det mest brugte retsgrundlag i forbindelse med menneskerettighedsspørgsmål inden for Parlamentet, og mange af dem drejer sig om individuelle sager. En EUIC-undersøgelse foretaget på foranledning af EP1 analyserede samtlige beslutninger vedtaget mellem 1999 og 2006. Menneskerettighedsforkæmpere er omhandlet i 74 ud af 786 beslutninger, hvor der er tale om individuelle sager (dvs. i 9,4 % af tilfældene), idet der i de andre tilfælde er tale om politikere, fagforeningsfolk, journalister etc.
Mange individuelle sager tages også op ved korrespondance, f.eks. fra Parlamentets formand eller formanden for en parlamentarisk delegation eller formanden for Underudvalget om Menneskerettigheder til de berørte myndigheder. Alle individuelle sager, der er genstand for en beslutning, fremgår af et bilag til Parlamentets årsberetning om menneskerettigheder, og sommetider oplyses der om yderligere initiativer. Der er dog plads til en mere systematisk opfølgning på og bedre rapportering om de foranstaltninger, der træffes. En mulighed kunne være at oprette en særlig database som den, der for øjeblikket er ved at blive udviklet i Rådet. Dette kunne også lette den nødvendige og mere omfattende udveksling af informationer om aktiviteter, der udføres af de forskellige institutioner, hvad Parlamentet ofte har anmodet om.
Siden 1988 uddeler Europa-Parlamentet Sakharovprisen for tankefrihed til personer, der belønnes for deres indsats til fordel for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Den synlighed, som denne pris giver, forbedrer i mange tilfælde de prismodtagernes situation. Da mange af dem har overværet den konference, der blev organiseret i 2008 i anledning af 20 årsdagen for prisen, giver den anerkendelse af deres arbejde, som kommer til udtryk ved tildeling af prisen, reel støtte og moralsk opbakning, mens det finansielle tilskud kan være gavnlig for såvel prismodtageren som den sag, der arbejdes for. Ved skabelsen af Sakharovnetværket er det også håbet, at Parlamentet kan forbedre opfølgningen og forbindelserne med Sakharovprismodtagerne som en del af en vedvarende støtte og også få mere udbytte af prismodtagernes eventuelle bidrag og medvirken i forbindelse med andre tiltag.
I lyset af ovenstående vil ordføreren gerne fremsætte følgende anbefalinger med henblik på EU's politik for menneskerettighedsforkæmpere:
Styrkelse af institutioner og nye tiltag med Lissabontraktaten
· Lissabontraktaten udvikler yderligere målene med EU’s udenrigspolitik i artikel 3 og 21 og sætter fremme og beskyttelse af menneskerettigheder i centrum for Unionens indsats udadtil. Første prioritet skal være at sikre, at fremme af menneskerettighederne, som både er en grundlæggende værdi og et mål for EU's udenrigspolitik, på behørig vis afspejles i strukturen for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, herunder hvad angår menneskelige ressourcer.
· Kommissionens delegationer i tredjelande vil blive EU-delegationer, en proces der allerede er i gang, og vil komme til at spille en afgørende rolle med hensyn til at repræsentere EU og gennemføre menneskerettighedspolitikken, idet det vil være nødvendigt systematisk at medtage en højt kvalificeret politisk rådgiver på områderne menneskerettigheder og demokrati. Udnævnelsen af en sådan person kunne samtidig styrke sammenhængen og synligheden af EU's menneskerettighedspolitik og betragtes som et kontaktpunkt for menneskerettighedsforkæmpere i marken.
Mod en mere sammenhængende og systematisk tilgang inden for EU's menneskerettighedspolitik
· EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere skal gennemføres fuldt ud og på behørig vis af EU-delegationerne i tredjelande, og inden udgangen af 2010 er en udvidet indsats nødvendig for at sikre, at de alle udvikler lokale strategier. Det vil derfor være at anbefale varmt, at udarbejdelsen af lokale strategier, herunder regelmæssig evaluering af disse strategier, institutionaliseres af den højtstående repræsentant/næstformanden for at sikre mere konsekvens i Unionens politik og reel implementering af disse beskyttelsesforanstaltninger. Inddragelsen af menneskerettighedsforkæmpere i processen med at udforme og overvåge lokale strategier vil være af betydning for den effektive værdi af disse strategier. Møderne mellem menneskerettighedsforkæmpere og diplomater, der planlægges til at finde sted mindst én gang om året, kan klart bidrage til at skabe en sådan proces.
· Listen over lokale strategier bør forelægges Parlamentet eller i det mindste indgå i EU's årsberetning om menneskerettigheder. Af cheferne for EU's delegationer bør det ved høringer i Parlamentet, inden de udnævnes af den højtstående repræsentant/næstformanden, kræves, at de forpligter sig til at arbejde for denne foranstaltning.
· Den nuværende tilgang, hvor menneskerettighedsspørgsmål isoleres fra alle andre, må ændres. Fremme og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere må nødvendigvis integreres i alle niveauer og alle aspekter af og instrumenter for Unionens udenrigspolitik med henblik på at øge sammenhængen i, effektiviteten samt troværdigheden af EU's støtte til menneskerettighedsforkæmpere; fastlæggelsen af en landestrategi for menneskerettigheder og demokrati, der skal betragtes som et referencedokument for fastsættelsen af landespecifikke prioriteringer på dette område og integreres i alle relevante eksterne EU-politikker og instrumenter over for et givet tredjeland vil i væsentlig grad kunne bidrage til denne målrettede tilgang.
· Væsentlige aspekter af de lokale strategier for gennemførelsen af EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere bør komme til udtryk i landestrategipapirer, ENP-handlingsplaner og EIDHR's årlige handlingsprogrammer. Understøttelsen og beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere skal gå videre end menneskerettighedsdialogen og ENP-underudvalgene for menneskerettigheder i betragtning af den presserende karakter af de foranstaltninger, der skal træffes, og den skal systematisk stå højt på dagsordenen for den politiske dialog med tredjelande, herunder med associations- og samarbejdsråd og bilaterale topmøder.
· EIDHR, der allerede har vist sin kapacitet til at støtte og fremme respekten for menneskerettighederne samt styrkelsen af retsstatsprincippet, bør fortsat øge den direkte støtte til menneskerettighedsforkæmperne.
· Der skal skabes en tættere forbindelse mellem menneskerettighedsdialoger, som organiseres inden bilaterale topmøder, f.eks. ved at afholde møder med menneskerettighedsforkæmpere inden topmøderne. Denne fremgangsmåde kan overvinde de nuværende grænser for disse dialoger og give håndgribelige resultater og nyttevirkninger.
Større gennemsigtighed og synlighed som beskyttelsesforanstaltning
· Menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare i tredjelande, efterlyser hovedsagelig mere synlighed og offentligt kendskab omkring EU-foranstaltninger vedrørende alle former for vanskelige situationer, de befinder sig i, herunder forfølgelse, trusler og grundløs tilbageholdelse. Offentlige foranstaltninger betragtes af disse personer som beskyttelsesforanstaltninger. Det er i denne forbindelse anbefalelsesværdigt, at fortrolige skridt taget af EU-medlemsstater og i nær fremtid af EU-delegationer, hvor det er muligt gøres offentlige og sættes på disse delegationers netsted samt på Rådets og Kommissionens netsteder. Det bør dog altid være op til den pågældende menneskerettighedsforkæmper eller hans/hendes familie at træffe afgørelse om offentliggørelse.
· Den højtstående repræsentant/næstformanden bør i forbindelse med officielle rejser i tredjelande prioritere møder med menneskerettighedsforkæmpere højest. Desuden bør dette aspekt obligatorisk indgå i EU's særlige repræsentants mandat. Både den højtstående repræsentant/næstformanden og EU’s særlige repræsentant bør være ansvarlige over for Parlamentet for deres indsats i denne forbindelse.
På vej mod en mere koordineret og resultatorienteret indsats til fordel for menneskerettighedsforkæmpere
· Kun udarbejdelsen af en helhedsorienteret tilgang til menneskerettighedsforkæmpere kan øge troværdigheden og effektiviteten af EU’s politik. Denne tilgang bør derfor samtidig omfatte støtteforanstaltninger til at understøtte deres aktiviteter samt forebyggende og beskyttende foranstaltninger, der gør det muligt at gribe ind i god tid. De behov, som menneskerettighedsforkæmpere kan have på kort såvel som lang sigt, skal tages i betragtning. Den reviderede strategi for EIDHR og EU’s retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere bør afspejle denne tilgang.
· Der skal ikke kun i særlig grad fokuseres på beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere i deres eget land; der skal også kunne udstedes visum til menneskerettighedsforkæmpere i fare og i nødsituationer. Udstedelse af dette særlige visum bør indarbejdes i Fællesskabets visumregler.
· Foruden disse ”nødvisa” bør der indledes et program med ”asylbyer”, der skal supplere de eksisterende redskaber og beskyttelsesmekanismer for menneskerettighedsforkæmpere.
· Det nuværende samarbejde mellem de eksisterende beskyttelsesmekanismer på europæisk og internationalt plan skal understøttes og styrkes yderligere gennem systematisk udveksling af information og en strategi til sikring af bedre komplementaritet mellem dem alle. De eksisterende taskforcer om menneskerettighedsforkæmpere både inden for COHOM (Rådets Menneskerettighedsgruppe) og Europarådet under ansvar af Kommissæren for Menneskerettigheder bør hilses velkommen og arbejde hånd i hånd.
· De årlige møder i forbindelse med fremme af menneskerettighedsaktivisme organiseret af Europarådet og de initiativer, der tages af Observatoriet for Beskyttelse af Menneskerettighedsforkæmpere, et fælles program under Det Internationale Forbund for Menneskerettigheder (FIDH) og Verdensorganisationen imod Tortur (OMCT) og Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) har til formål at styrke samspillet og komplementariteten mellem internationale og regionale mekanismer og institutioner for beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere. Alle disse nytænkende tiltag baseret på et udvidet samarbejde mellem alle mekanismer og institutioner skal udforskes yderligere med henblik på at udvikle en resultatorienteret strategi over for menneskerettighedsforkæmpere.
· I forbindelse med gennemførelsen af Lissabontraktaten bør EU-institutioner gøre særlige bestræbelser på at etablere et interinstitutionelt samarbejde om menneskerettighedsforkæmpere baseret på et interinstitutionelt netværk, der kan mødes regelmæssigt. Etableringen af et sådant netværk kan lettes ved, at der oprettes kontaktpunkter for menneskerettighedsforkæmpere i Parlamentet og Tjenesten for EU’s optræden udadtil. Det bør undersøges, om det vil være hensigtsmæssigt at oprette en alarmsystemsmekanisme, der skal være fælles for EU-institutionerne og alle andre beskyttelsesmekanismer.
· Samtidig bør mulighederne inden for Sakharovprisnetværket, der blev startet i december 2008 i anledning af 20 årsdagen for Sakharovprisen, udforskes yderligere.
· Udveksling af information ville også blive lettet gennem skabelse af databaser eller “logbøger”, der ville gøre det lettere at følge de aktiviteter, der er i gang, især hvad angår enkeltpersoner.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
|
Dato for vedtagelse |
28.4.2010 |
|
|
|
||
|
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
59 1 3 |
||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Gabriele Albertini, Pino Arlacchi, Dominique Baudis, Frieda Brepoels, Elmar Brok, Arnaud Danjean, Michael Gahler, Marietta Giannakou, Takis Hadjigeorgiou, Heidi Hautala, Richard Howitt, Anna Ibrisagic, Anneli Jäätteenmäki, Tunne Kelam, Maria Eleni Koppa, Andrey Kovatchev, Eduard Kukan, Krzysztof Lisek, Sabine Lösing, Barry Madlener, Mario Mauro, Kyriakos Mavronikolas, Willy Meyer, Alexander Mirsky, Andreas Mölzer, María Muñiz De Urquiza, Annemie Neyts-Uyttebroeck, Norica Nicolai, Raimon Obiols, Kristiina Ojuland, Ria Oomen-Ruijten, Pier Antonio Panzeri, Vincent Peillon, Hans-Gert Pöttering, Cristian Dan Preda, Fiorello Provera, Libor Rouček, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Nikolaos Salavrakos, Jacek Saryusz-Wolski, Werner Schulz, Marek Siwiec, Zoran Thaler, Johannes Cornelis van Baalen, Kristian Vigenin |
|||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Laima Liucija Andrikienė, Elena Băsescu, Emine Bozkurt, Hélène Flautre, Charles Goerens, Elisabeth Jeggle, Evgeni Kirilov, Georgios Koumoutsakos, Barbara Lochbihler, Norbert Neuser, Judith Sargentini, Alf Svensson, László Tőkés, Ivo Vajgl, Dominique Vlasto, Luis Yáñez-Barnuevo García, Janusz Władysław Zemke |
|||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 |
Georgios Papanikolaou |
|||||