Procedure : 2009/0128(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0212/2010

Indgivne tekster :

A7-0212/2010

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 07/09/2010 - 6.2
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0292

BETÆNKNING     ***I
PDF 310kWORD 217k
28.6.2010
PE 439.411v02-00 A7-0212/2010

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

(KOM(2009)0459 – C7–0207/2009 – 2009/0128(COD))

Økonomi- og Valutaudvalget

Ordfører: Slavi Binev

ÆNDRINGSFORSLAG
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 PROCEDURE

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

(KOM(2009)0459 – C7–0207/2009 – 2009/0128(COD))

(Almindelig lovgivningsprocedure: førstebehandling)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens forslag til Rådet (KOM(2009)0459),

–   der henviser til EF-traktatens artikel 123, stk. 4, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C7–0207/2009),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet: "Følgerne af Lissabontraktatens ikrafttræden for de igangværende interinstitutionelle beslutningsprocedurer" (KOM(2009)0665) og addendummet hertil (KOM(2010)0147),

–   der henviser til EUF-traktatens artikel 294, stk. 3, og artikel 133,

–   der henviser til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank af 16. november 2009(1),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 55,

–   der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0212/2010),

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandlingen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen agter at ændre dette forslag i væsentlig grad eller erstatte det med en anden tekst;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

EUROPA-PARLAMENTETS HOLDNING

VED FØRSTEBEHANDLING*

---------------------------------------------------------

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, især artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank(2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)         Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri(4), har kreditinstitutter og andre betalingsudbydere, for så vidt angår deres betalingsvirksomhed, samt alle andre institutter, der som led i deres virksomhed deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og mønter til offentligheden, pligt til at sikre, at de eurosedler og -mønter, som de modtager, og som de agter at bringe i omløb igen, kontrolleres med henblik på ægthed, og at falske sedler og mønter afsløres.

(2)         Kommissionens henstilling 2005/504/EF af 27. maj 2005 om autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb(5), indeholder de anbefalede retningslinjer for autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb. Manglen på obligatoriske fælles regler for autentificering af mønter resulterer imidlertid i forskellig praksis medlemsstaterne imellem, og det betyder, at der ikke kan sikres en ensartet beskyttelse af møntfoden på tværs af Unionen.

(3)         For at garantere en effektiv og ensartet autentificering af euromønter i hele eurozonen er det derfor nødvendigt at indføre bindende regler for anvendelsen af fælles procedurer for autentificering af euromønter i omløb og for ordninger for de nationale myndigheders kontrol af disse procedurer.

(4)         Under autentificeringsprocessen identificeres der også ægte euromønter, som ikke længere er egnede til at være i omløb. Sådanne mønter i omløb er meget sværere at anvende, særlig i møntautomater, og brugerne vil kunne have deres tvivl om mønternes ægthed. Disse uegnede mønter bør tages ud af omløb. Fælles bindende regler er derfor nødvendige for, at medlemsstaterne kan håndtere og indløse disse ægte, uegnede euromønter.

(5)         For at garantere den nødvendige koordination ved gennemførelsen af autentificeringsprocedurerne bør Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC), der er oprettet ved Kommissionens afgørelse 2005/37/EF(6) ▌, fastlægge de nærmere afprøvnings- og uddannelseskrav for autentificering af mønter såvel som specifikationerne for undersøgelse af euromønter, der er uegnede til at være i omløb, samt andre praktiske gennemførelsesbestemmelser efter at have hørt den i afgørelsen omhandlede ekspertgruppe for falske mønter.

(5a)       For at muliggøre en gradvis tilpasning af de nuværende regelsystemer og fremgangsmåder til bestemmelserne i denne forordning bør medlemsstaterne i en overgangsperiode på tre år fra den 1. januar 2012 have mulighed for undtagelser med hensyn til, hvilke typer af møntbehandlingsmaskiner der skal anvendes til autentificeringen af euromønter, og med hensyn til, hvor mange af disse maskiner der skal kontrolleres hvert år.

(6)         Da målet med denne forordning, navnlig effektiv og ensartet autentificering af euromønter ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på grund af forskelle i national praksis og derfor bedre kan realiseres på EU-plan, kan Unionen træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. EU-traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål -

(6a)       Det bør være op til de enkelte medlemsstater at fastsætte de sanktioner, der skal anvendes ved overtrædelser, med henblik på at opnå en ensartet autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb, i hele EU.

(6b)       Enhver udpeget national myndighed, som håndterer euromønter, der er uegnede til at være i omløb, kan opkræve et håndteringsgebyr i henhold til denne forordning til dækning af de udgifter, der er forbundet med processen. Små mængder af uegnede mønter indleveret af fysiske personer bør ikke pålægges håndteringsgebyrer. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte undtagelser fra håndteringsgebyrer for juridiske personer, der indgår i et tæt samarbejde med myndighederne om at tage falske og uegnede mønter ud af omløb. Medlemsstaterne bør kunne acceptere, at falske og uegnede mønter emballeres sammen uden at opkræve et tillægsgebyr, hvor det er i samfundets interesse.

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Kapitel I: Emne og definitioner

Artikel 1

Emne

Denne forordning fastsætter de nødvendige procedurer for autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

(a)    "autentificering af euromønter": processen med at efterkontrollere, at euromønter er ægte, og at de er egnede til at være i omløb

(b)    "euromønter, som er uegnede til at være i omløb": ægte euromønter, som kasseres under autentificeringsprocessen, eller hvis udseende er blevet væsentligt modificeret

(c)    "udpeget national myndighed": det nationale møntanalysecenter eller en myndighed efter den pågældende medlemsstats valg

(d)    "institutter": institutter som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1338/2001 med undtagelse af de institutter, der er omhandlet i stykkets tredje led.

(da)  "CCEG": den ekspertgruppe for falske mønter, der er omhandlet i afgørelse 2005/37/EF.

Kapitel II: Autentificering af euromønter

Artikel 3

Autentificering af euromønter

1.      Institutterne skal sikre, at euromønter, som de modtager og agter at bringe i omløb igen, autentificeres. Dette krav opfyldes

(a)    ved anvendelse af møntbehandlingsmaskiner, som er opført på listen over sådanne maskiner, jf. artikel 5, stk. 3, eller

(b)    af ▌personale, der er uddannet i overensstemmelse med de regler, der er fastlagt af medlemsstaterne.

2.        Efter autentificeringen sendes alle ▌euromønter, der mistænkes for at være falske, og euromønter, der er uegnede til at være i omløb, til de udpegede nationale myndigheder. ▌

3.      For falske euromønter, som overgives til de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EF) nr. 1338/2001, betales der ikke håndteringsgebyr eller andre gebyrer. Bestemmelserne i kapitel III finder anvendelse på euromønter, der er uegnede til at være i omløb.

Artikel 4

Afprøvningskrav

1.        Ved gennemførelsen af artikel 3, stk. 1, litra a), benytter institutterne udelukkende de typer af møntbehandlingsmaskiner, der er godkendt ved en sporingstest foretaget af de udpegede nationale myndigheder eller Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC), og som var opført på listen på det i artikel 5, stk. 3, omhandlede netsted på tidspunktet for erhvervelsen. Institutterne sikrer, at disse maskiner justeres regelmæssigt for at sikre, at de hele tiden fungerer effektivt, under hensyntagen til de ændringer, der er foretaget på den i artikel 5, stk. 3, omhandlede liste. Formålet med afprøvningen er at sikre, at møntbehandlingsmaskinen er i stand til at kassere kendte typer falske euromønter og, som led i processen, også euromønter, der er uegnede til at være i omløb, samt alle andre møntlignende genstande, som ikke opfylder ægte euromønters specifikationer.

1a.      I en overgangsperiode på tre år fra den 1. januar 2012 kan medlemsstaterne tillade specifikke undtagelser fra bestemmelserne i stk. 1, første punktum, for møntbehandlingsmaskiner, som var i brug på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden, og som har vist sig i stand til at afsløre falske euromønter, euromønter, der er uegnede til at være i omløb, og andre møntlignende genstande, som ikke er ægte euromønter, selv om de ikke er opført på listen på det netsted, der er nævnt i artikel 5, stk. 3. Sådanne undtagelser vedtages efter høring af CCEG.

2.        Kommissionen sikrer, at ETSC inden for en rimelig tidsfrist efter høring af CCEG fastlægger de tekniske specifikationer for sporingstesten og andre praktiske gennemførelsesbestemmelser, som f.eks. uddannelsespraksis, testrapportens gyldighedsperiode, de oplysninger, der skal opføres på den i artikel 5, stk. 3, omhandlede liste, retningslinjerne for medlemsstaternes kontrol, tjek og undersøgelser, de regler, der skal følges ved afhjælpning af mangler, såvel som de relevante tærskler for godkendelse af ægte mønter.

Artikel 5

Grundindstilling af møntbehandlingsmaskiner

1.        For at sætte fabrikanterne af møntbehandlingsmaskiner i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for grundindstilling af deres maskiner til at spore falske euromønter kan der i overensstemmelse med artikel 4 udføres test på nationale møntanalysecentre, ETSC eller efter bilateral aftale i fabrikantens lokaler.

2.        Når en møntbehandlingsmaskine er afprøvet med positivt resultat, udarbejdes der en sammenfattende rapport stilet til maskinens fabrikant med kopi til ETSC.

3.        Kommissionen offentliggør en samlet liste på sit nedsted over alle møntbehandlingsmaskiner, for hvilke ETSC har modtaget eller udarbejdet en positiv og gyldig testrapport.

Artikel 6

Medlemsstaternes kontrol

1.      Medlemsstaterne udfører den i stk. 2-7 omhandlede kontrol.

2.      Medlemsstaterne foretager årligt kontrol på stedet i institutterne for på basis af sporingstests at efterprøve, om et repræsentativt udvalg af anvendte møntbehandlingsmaskiner fungerer korrekt. I de tilfælde, hvor de kontrollerede institutters personale forventes at kontrollere ægtheden af de euromønter, der sendes i omløb igen, manuelt, indhenter medlemsstaterne hos de pågældende institutter garanti for, at deres personale ▌er uddannet på passende måde til dette formål.

3.      Hvor mange maskiner der skal efterprøves hvert år i hver medlemsstat, bestemmes af, hvor mange euromønter der er behandlet i disse maskiner i årets løb, idet denne mængde skal svare til mindst 25 % af den samlede nettomængde mønter udstedt af den pågældende medlemsstat fra indførelsen af euromønter indtil udgangen af det foregående år. Antallet af maskiner, som skal efterprøves, beregnes på basis af mængden af de tre højeste pålydender af euromønter bestemt til at bringes i omløb. Uanset bestemmelserne i stk. 4 bestræber medlemsstaterne sig på at sikre, at maskinerne kontrolleres på skift.

3a.    Såfremt antallet af maskiner, der skal kontrolleres, beregnet efter metoden i stk. 3, overstiger antallet af maskiner, der anvendes i en medlemsstat, kontrolleres alle de maskiner, der anvendes i den pågældende medlemsstat.

3b.    I en overgangsperiode på tre år fra den 1. januar 2012 kan medlemsstaterne efter at have underrettet Kommissionen beslutte, at der hvert år skal kontrolleres et antal maskiner, der er tilstrækkeligt til at sikre, at mængden af behandlede euromønter i det pågældende år svarer til mindst 10 % af den samlede nettomængde mønter udstedt af den pågældende medlemsstat fra indførelsen af euromønter indtil udgangen af det foregående år.

.        Som led i den årlige kontrol fører medlemsstaterne også tilsyn med institutternes evne til at autentificere euromønter, som forudsætter

(a) at der foreligger en skriftlig politik, der omfatter instruktioner enten for anvendelsen af automatisk møntbehandlingsudstyr eller for manuel sortering, alt efter hvad der er relevant

(b) at der er tilstrækkeligt personale til rådighed

(c) at der foreligger en skriftlig vedligeholdelsesplan til at opretholde maskinernes oprindelige ydeevne ▌

(d) at der foreligger skriftlige procedurer for overgivelse af falske euromønter og andre euromøntlignende genstande såvel som euromønter, der er uegnede til at være i omsætning, til de udpegede nationale myndigheder, og

(da)  at der findes interne kontrolprocedurer, der beskriver fremgangsmåden ved og hyppigheden af de kontroller, instituttet skal foretage, for at sikre, at dets sorteringscentre eller dets personale følger ovennævnte instruktioner.

4a.    Hvis en medlemsstat opdager, at denne forordnings bestemmelser ikke er overholdt, træffer det berørte institut foranstaltninger til at sikre, at den manglende overholdelse omgående afhjælpes.

Kapitel III: Håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

Artikel 7

Tilbagetrækning og indløsning af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

1.    Medlemsstaterne tilbagetrækker euromønter, der er uegnede til at være i omløb.

2.      Medlemsstaterne indløser eller ombytter euromønter, som er blevet uegnede som følge af, at de har været i omløb længe eller er blevet beskadiget, eller som er blevet kasseret af andre grunde under autentificeringsproceduren. Medlemsstaterne kan nægte at indløse euromønter, der er uegnede til at være i omløb, hvis de er blevet modificeret enten forsætligt eller ved en behandling, som med rimelighed kunne forventes at have modificerende virkninger; dog indløses mønter, der er indsamlet til velgørende formål, såsom 'ønskebrøndsmønter'.

3.    Medlemsstaterne sikrer sig, at euromønter, der er uegnede til at være i omløb, efter tilbagetrækningen destrueres ved fysisk og varig deformation, således at de ikke igen kan bringes i omløb eller indleveres til indløsning.

Artikel 8

Håndteringsgebyrer

1.      Ved indløsningen eller ombytningen af indleverede euromønter, der er uegnede til at være i omløb, kan der fradrages et håndteringsgebyr på 5 % af disse euromønters pålydende værdi. Til håndteringsgebyret kan der lægges et ekstra gebyr på 15 % af den pålydende værdi af de indleverede euromønter i tilfælde, hvor hele sækken eller boksen kontrolleres som omhandlet i artikel 10, stk. 2.

2.        Medlemsstaterne kan fastsætte generelle eller delvise undtagelser fra håndteringsgebyrer i tilfælde, hvor juridiske eller fysiske personer indgår i et tæt og regelmæssigt samarbejde med de udpegede nationale myndigheder om at tage falske euromønter og euromønter, der er uegnede til at være i omløb, ud af omløb, eller hvor det er i samfundets interesse.

3.        Transportomkostninger og dermed forbundne omkostninger bæres af den pågældende juridiske eller fysiske person.

4.        Uanset undtagelsen i stk. 2 kan en indleverende juridisk eller fysisk person hvert år for hver pålydende værdi højst fritages for håndteringsgebyret for en maksimal mængde på ét kilo euromønter, der er uegnede til at være i omløb. Hvis denne mængde overskrides, kan der opkræves gebyr for alle indleverede mønter.

4a.    Hvis der i en bestemt indlevering indgår mønter, der er blevet behandlet med kemiske eller andre farlige stoffer i et sådant omfang, at de kan anses for at indebære en sundhedsrisiko for dem, der skal håndtere dem, suppleres gebyrerne, der opkræves i henhold til stk. 1 med et yderligere gebyr svarende til 20 % af den pålydende værdi af de indleverede euromønter.

Artikel 9

Emballering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

1.        Den indleverende juridiske eller fysiske person sorterer euromønterne, som indleveres med henblik på indløsning eller ombytning, efter pålydende i standardsække eller -bokse efter følgende regel:

(a) sækkene eller boksene skal indeholde:

(i)     500 mønter for hvert af pålydenderne 2 EUR og 1 EUR

(ii)    1 000 mønter for hvert af pålydenderne 0,50 EUR, 0,20 EUR og 0,10 EUR

(iii) 2 000 mønter for hvert af pålydenderne 0,05 EUR, 0,02 EUR og 0,01 EUR

(iv)   for mindre mængder, 100 mønter for hvert pålydende

hver sæk eller boks skal bære en påskrift med den indleverende enheds navn, den værdi og det pålydende, den indeholder, vægten, emballeringsdatoen og sækkens/boksens nummer; den indleverende enhed skal udlevere en emballeringsliste med en samlet oversigt over de indleverede sække eller bokse; hvis mønter er blevet behandlet med kemiske eller andre farlige stoffer, ledsages hver enkelt standardpakke af en skriftlig erklæring, hvoraf det fremgår, hvilke konkrete stoffer der er blevet anvendt

(c)    er den samlede mængde af euromønter, der er uegnede til at være i omløb, mindre end de i litra a) nævnte standarder, skal disse euromønter sorteres efter pålydende og kan indleveres i ikke-standardiseret emballage.

2.        Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne opretholde afvigende emballeringskrav efter nationale regler, når denne forordning træder i kraft.

Artikel 10

Kontrol af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

1.      Medlemsstaterne kan kontrollere indleverede euromønter, der er uegnede til at være i omløb, på følgende måde:

(a)    den opgivne mængde kontrolleres ved vejning af hver sæk eller boks

(b)    kontrollen af ægtheden og det visuelle indtryk udføres på et prøveparti på mindst 10 % af de indleverede mønter.

2.    Hvis der påvises uregelmæssigheder efter denne kontrol eller afvigelser fra bestemmelserne i artikel 9, kontrolleres hele sækken eller boksen.

2a.    Medlemsstaterne kan også nægte at modtage euromønter, hvis modtagelse eller behandling af disse mønter udgør en sundhedsrisiko for dem, der skal håndtere dem, eller hvis en indlevering ikke opfylder kravene med hensyn til emballering og mærkning, og foranledige, at der vedtages foranstaltninger med henblik på de juridiske og fysiske personer, der har indleveret sådanne mønter.

Kapitel IV: Afsluttende bestemmelser

Artikel 12

Indberetninger, meddelelser og evalueringer

1.      Medlemsstaterne indgiver en gang om året rapporter til Kommissionen om deres virksomhed med autentificering af euromønter. Rapporterne skal indeholde oplysninger om antallet af kontroller, der er udført i henhold til artikel 6, stk. 2, og af afprøvede møntbehandlingsmaskiner, testresultaterne, mængden af mønter, som de pågældende maskiner har behandlet, antallet af mistænkelige euromønter, der er analyseret, og antallet af indløste euromønter, der er uegnede til at være i omløb, samt undtagelserne i henhold til artikel 4, stk. 1a, og artikel 6, stk. 3b.

1a.    For at sætte medlemsstaterne i stand til at overvåge institutternes overholdelse af denne forordning udleverer institutterne efter anmodning mindst en gang om året som minimum følgende oplysninger til medlemsstaterne:

(a)    type og nummer for de anvendte maskiner

(b)    placering af hver enkelt maskine og

(c)    mængden af behandlede mønter for hver enkelt maskine pr. år og pr. pålydende, som minimum for de tre højeste pålydender.

1b.    Medlemsstaterne sikrer, at der foreligger oplysning om de myndigheder, der er udpeget til indløsning og ombytning, og om særlige fremgangsmåder, f.eks. emballeringskrav og gebyrer, på passende netsteder og i passende publikationer.

2.      Efter at have analyseret de rapporter, der er modtaget fra medlemsstaterne, forelægger Kommissionen en årsrapport for Det Økonomiske og Finansielle Udvalg om udviklingen og resultaterne med hensyn til autentificering af euromønter og euromønter, der er uegnede til at være i omløb.

2a.      Kommissionen aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om forordningens anvendelse og virkninger senest den 30. juni 2014. Om nødvendigt ledsages rapporten af forslag til retsakter om mere detaljeret gennemførelse af denne forordnings bestemmelser eller om ændring af den, særlig hvad angår indholdet af artikel 6 og 7.

Artikel 13a

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordnings bestemmelser, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2012 med undtagelse af bestemmelserne i kapitel III, der anvendes fra datoen for dens ikrafttræden.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i ...

På Europa-Parlamentets vegne                                  På Rådets vegne

Formand                                                                          Formand

(1)

EUT C 284 af 25.11.2009, s. 6.

(2)

               EUT L 284 af 25.11.2009, s. 6.

(3)

                 Europa-Parlamentets holdning af ...

(4)

                 EUT L 181 af 4.7.2001, s. 6.

(5)

                 EUT L 184 af 15.7.2005, s. 60.

(6)

                 EUT L 19 af 21.1.2005, s. 73.


BEGRUNDELSE

Formålet med forslaget til forordning er at nedfælde procedurerne for autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb.

Forfalskning af euromønter er en betydelig trussel, specielt for de højeste pålydender. Manglen på obligatoriske regler for autentificering af mønter kan i nogle medlemsstater udgøre en hindring for, at de berørte institutter aktivt kan søge efter forfalskninger. Dette skaber forskelle på tværs af EU med hensyn til valutaens beskyttelse. Forslaget til forordning udgør det retligt bindende instrument, som nu er nødvendigt til fastlæggelse af en fælles metode for autentificering af euromønter, som skal følges af de berørte institutter, og for medlemsstaternes nødvendige kontroltiltag.

Formålet med dette forslag er i denne sammenhæng at sikre, at der følges fælles procedurer for autentificering af euromønter i omløb i hele eurozonen, og at myndighederne anvender de kontrolordninger, som procedurerne omfatter.

Som ordfører kan jeg støtte Kommissionens tiltag og Rådets forslag (herunder de sproglige ændringer i teksten). Med henblik på at forbedre forordningens ordlyd og gøre den mere præcis foreslår vi nogle ændringer til Kommissionens forslag.

Et af forordningens vigtigste mål er at sikre, at institutterne garanterer, at euromønter, der bringes i omløb på ny, underkastes en autentificerings- og screeningsproces. Autentificeringen bør gennemføres ved hjælp af de møntbehandlingsmaskiner, der er opført på den i artikel 5, stk. 3, nævnte liste, eller af behørigt uddannet personale i overensstemmelse med metoder fastlagt af medlemsstaterne. Desuden foreslår vi, at institutterne får ret til at opkræve et behandlingsgebyr i betragtning af, at autentificeringen af euromønter uundgåeligt vil påføre de berørte institutter (kreditinstitutter og en række andre organer som f.eks. pengetransportfirmaer) nogle udgifter.

Vi foreslår, at der tilføjes et nyt stykke, der gør det muligt for medlemsstaterne i en overgangsperiode på tre år fra den 1. januar 2012 at tillade visse undtagelser fra bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, første punktum, for møntbehandlingsmaskiner, som var i brug på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden, og som har vist sig i stand til at afsløre falske euromønter, euromønter, der er uegnede til at være i omløb, og andre møntlignende genstande, som ikke er ægte euromønter, selv om de ikke er opført på listen på det netsted, der er nævnt i artikel 5, stk. 3. Sådanne undtagelser vedtages efter høring af CCEG. Denne bestemmelse vil give mulighed for større fleksibilitet i forbindelse med opførelse af maskiner på listen.

Hvad angår artikel 6, stk. 2, mener vi, at medlemsstaterne bør have pligt til at gennemføre procedurer og retningslinjer med henblik på at sikre passende og tilstrækkelig undervisning af det personale, der er involveret i autentificeringen af euromønter. Dette gøres klart med den ændring, Rådet har foreslået, men vi har indføjet en yderligere afklaring, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne fra de møntautentificeringsinstitutter, der beskæftiger dette personale, skal skaffe sig sikkerhed for, at det er behørigt uddannet til formålet.

Endvidere går vi med hensyn til antallet af maskiner, der hvert år kontrolleres i hver enkelt medlemsstat, ind for et kompromis på 25 % af den samlede kumulerede nettomængde af mønter udstedt af den pågældende medlemsstat fra indførelsen af euromønterne og indtil udgangen af det foregående år. Dette er en mængde, der skulle være opnåelig, ikke kun for små EU-medlemsstater, men også for de medlemsstater, der råder over et stort antal maskiner, og samtidig mener vi, at det er det, der som minimum må gøres for at sikre forordningens vigtigste mål, som er at beskytte euroen mod forfalskning. Vi har foreslået endnu en bestemmelse, som vi anser for at være absolut nødvendig for at sikre, at flere maskiner kontrolleres på lang sigt, nemlig et krav om, at møntbehandlingsmaskinerne kontrolleres på skift.

Ud fra ønsket om altid at muliggøre og respektere gennemsigtighed i institutternes processer og sikre, at deres arbejde er tilgængeligt og effektivt, har vi foreslået indførelse af et krav om, at Kommissionen efter at have modtaget og analyseret rapporterne fra medlemsstaterne udarbejder en årsrapport om udvikling og resultater med hensyn til autentificering af euromønter og euromønter, der er uegnede til at være i omløb, til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg.

Afslutningsvis skal det nævnes, at denne betænkning er udarbejdet med respekt for principperne om subsidiaritet og proportionalitet.


PROCEDURE

Titel

Autentificering af euromønter og håndtering af euromønter, der er uegnede til at være i omløb

Referencer

KOM(2009)0459 – C7-0207/2009 – 2009/0128(COD)

Dato for høring af EP

11.9.2009

Korresponderende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

ECON

7.10.2009

Rådgivende udvalg

       Dato for meddelelse på plenarmødet

LIBE

7.10.2009

 

 

 

Ingen udtalelse

       Dato for afgørelse

LIBE

6.10.2009

 

 

 

Ordfører

       Dato for valg

Slavi Binev

20.10.2009

 

 

Behandling i udvalg

26.4.2010

2.6.2010

 

 

Dato for vedtagelse

22.6.2010

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

43

0

1

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Burkhard Balz, Slavi Binev, Godfrey Bloom, Sharon Bowles, Udo Bullmann, Pascal Canfin, Nikolaos Chountis, George Sabin Cutaş, Rachida Dati, Leonardo Domenici, Diogo Feio, Elisa Ferreira, Vicky Ford, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Sven Giegold, Enikő Győri, Liem Hoang Ngoc, Othmar Karas, Wolf Klinz, Jürgen Klute, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Astrid Lulling, Hans-Peter Martin, Arlene McCarthy, Íñigo Méndez de Vigo, Sławomir Witold Nitras, Ivari Padar, Alfredo Pallone, Anni Podimata, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Edward Scicluna, Peter Simon, Theodor Dumitru Stolojan, Ivo Strejček, Kay Swinburne, Ramon Tremosa i Balcells, Corien Wortmann-Kool

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Elena Băsescu, David Casa, Saïd El Khadraoui, Sari Essayah, Carl Haglund, Iliana Ivanova, Syed Kamall, Philippe Lamberts

Dato for indgivelse

28.6.2010

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik