BETÆNKNING med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende krisestyring i banksektoren
28.6.2010 - (2010/2006(INI))
Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Elisa Ferreira
(Initiativ - forretningsordenens artikel 42)
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende krisestyring i banksektoren
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
– der henviser til sin beslutning af 13. april 2000 om meddelelse fra Kommissionen: Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan[1],
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. oktober 2009 om en EU-ramme for grænseoverskridende krisestyring i banksektoren (KOM(2009)0561),
– der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 23. september 2009 om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (KOM(2009)0499),
– der henviser til forslag til Rådets beslutning af 23. september 2009 om at overdrage Den Europæiske Centralbank specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (KOM(2009)0500),
– der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 23. september 2009 om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (KOM(2009)0501),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut[2],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag[3],
– der henviser til Europa-Parlaments og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger[4],
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter[5],
– der henviser til Rådets andet direktiv 77/91/EØF af 13. december 1976 om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, i traktaten nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelsen af og ændringer i dets kapital, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde[6], Rådets tredje direktiv 78/855/EØF af 9. oktober 1978 med hjemmel i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om fusioner af aktieselskaber[7] og Rådets sjette direktiv 82/891/EØF af 17. december 1982 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om spaltning af aktieselskaber[8],
– der henviser til aftalememorandum af 1. juni 2008 mellem EU’s finanstilsyn, centralbanker og finansministerier om grænseoverskridende finansiel stabilitet,
– der henviser til anbefaling 13 i rapport fra gruppen på højt niveau under forsæde af Jacques de Larosière, som blev forelagt for Kommissionens formand, Barroso, den 25. februar 2009, og hvori gruppen opfordrer til, at der i EU etableres en konsekvent og funktionel lovgivningsramme for kriseforvaltning,
– der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,
– der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0213/2010),
A. der henviser til, at der er et indre marked for bankydelser i EU og ikke en blanding af indbyrdes uafhængige ydelser, og at dette indre marked er afgørende for EU's globale konkurrenceevne,
B. der henviser til, at den internationale regulering af krisestyringen i banksektoren for øjeblikket er utilstrækkelig,
C. der henviser til, at EU's og de internationale tilsynsmekanismer for finanssektoren har vist sig at være ineffektive med hensyn til at forebygge eller i tilstrækkelig grad bremse spredning,
D. der henviser til, at det i alt for høj grad har været skatteyderne, væksten og beskæftigelsen, som har måttet bære omkostningerne i forbindelse med krisestyringen,
E. der henviser til, at aktionærernes og derefter kreditorernes deltagelse i byrdefordelingen er af altafgørende betydning, hvis omkostningerne for skatteyderne som følge af kriser på finansmarkederne og i de finansielle institutioner skal bringes ned på et minimum,
F. der henviser til, at manglende eller svage regler og tilsyn i Unionen har resulteret i ukoordinerede foranstaltninger fra de nationale myndigheders side og har øget risikoen for protektionistisk adfærd og konkurrenceforvridning , herunder via statsstøtte, og har været en trussel mod oprettelsen af et indre marked for finansielle tjenesteydelser,
G. der henviser til, at en ensartet tilgang til forebyggelse af bankkoncerners konkurs ville være mere i tråd med idéen bag det indre marked,
H. der henviser til, at et solidt indre marked for finansielle tjenesteydelser spiller en altafgørende rolle for EU's globale konkurrenceevne,
I. der henviser til, at aktørerne i banksektoren bør gøres ansvarlige, og at denne ansvarliggørelse bør bidrage til det overordnede mål om en omstrukturering af de finansielle markeder til gavn for finansieringen af økonomien,
J. der henviser til, at der som følge af krisen er et behov for, og borgerne forventer, at EU-institutionerne som led i en dialog med G20 og andre internationale fora hurtigt etablerer en passende ramme, som i tilfælde af en krisesituation bevarer den finansielle stabilitet, minimerer omkostningerne for skatteyderne, bevarer de basale bankydelser og beskytter indskydere,
K. der henviser til, at finansiel stabilitet og integrerede finansmarkeder forudsætter grænseoverskridende tilsyn med grænseoverskridende og systemiske finansielle institutioner,
L. der henviser til, at formålet med en EU-lovgivningsramme for grænseoverskridende krisestyring er at give myndighederne beføjelser til at vedtage foranstaltninger, der omfatter indgreb i forvaltningen af bankkoncerner, når dette er nødvendigt (og særligt, men ikke udelukkende i indlånsbanker, hvor der er mulighed for systemisk risiko),
M. der henviser til, at formålet med en EU-lovgivningsramme for krisestyring også er at regulere grænseoverskridende bankkoncerner og individuelle banker, der udfører grænseoverskridende transaktioner udelukkende gennem filialer; der endvidere henviser til, at der også bør være ensartet regulering, for så vidt angår grænseoverskridende bankkoncerner;
N. der henviser til, at en handlekraftig reaktion på kriser forudsætter en konsekvent og omfattende tilgang, der indebærer bedre tilsyn (iværksættelse af den nye EU-tilsynsstruktur), bedre forordninger (løbende initiativer som f.eks. dem, der vedrører direktiv 2006/48/EF, direktiv 2006/49/EF, direktiv 94/19/EF og aflønning af ledere) og en effektiv krisestyringsramme for finansielle institutioner på EU-plan,
O. der henviser til, at princippet om, at forureneren betaler, bør udvides til også at gælde for den finansielle sektor på grund af de katastrofale følger, som fejldispositioner har på tværs af lande, sektorer og økonomien som helhed betragtet,
P. der henviser til, at tidlig indgriben i bankkriser og løsningen af dem bør igangsættes på grundlag af klart definerede kriterier, deriblandt underkapitalisering, reduceret likviditet og forringelse af aktivers kvalitet og værdi; der endvidere henviser til, at indgreb bør kædes sammen med indskudsgarantiordninger;
Q. der henviser til, at der på EU plan er behov for en streng adfærdskodeks for virksomhedsledelse og mekanismer, der kan modvirke utilbørlig adfærd, og som bør udarbejdes i overensstemmelse med tilsvarende internationale initiativer,
R. der henviser til, at det er vigtigt, at Kommissionen gennemfører fuldstændige konsekvensanalyser i enhver behandling af spørgsmålet om, hvorvidt nye retningslinjer for virksomhedsledelse ville være hensigtsmæssige,
S. der henviser til, at Kommissionen senest tre år efter, at en europæisk banktilsynsmyndighed (EBA), en EU-banksaneringsordning, en EU-fond for finansiel stabilitet og en saneringsenhed er blevet operative, bør undersøge, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for rammen for krisestyring til at omfatte andre finansielle institutioner end banker, herunder men ikke begrænset til forsikringsselskaber og porteføljeforvaltningsselskaber, og også bør undersøge, om det er gennemførligt og hensigtsmæssigt at etablere et netværk af nationale stabilitetsfonde for alle de institutioner, som ikke deltager i EU-fonden for finansiel stabilitet, som foreslået i henstilling 3 i bilaget,
T. der henviser til, at moralsk hasard bør undgås for at forhindre, at der tages alt for store risici, og at der er behov for en ramme, som beskytter systemet og ikke "overtræderen" i dette system, og påpeger, at ingen af de midler, der afsættes til sanering, bør bruges til at redde bankaktionærer eller belønne ledelsen for dens egne fejl; der endvidere henviser til, at de institutioner, der trækker på en EU-banksaneringsordning i denne forbindelse, bør være klar over, at dette har konsekvenser i form af f.eks. administrative og erstatningsmæssige foranstaltninger; der også henviser til, at det derfor bør være et ledende princip for fremtidens finansielle tilsyn at undgå moralsk hasard,
U. der henviser til, at de nuværende økonomiske, finansielle og sociale problemer samt de utallige nye forskriftsmæssige krav til bankerne kræver en gradvis og fornuftig tilgang men ikke må stå i vejen for en ambitiøs og hurtigt fungerende dagsorden,
V. der henviser til, at overførsel af aktiver inden for en bankkoncern ikke på nogen måde bør bringe den overførende institutions finansielle eller likviditetsmæssige stabilitet i fare og bør foretages til en rimelig markedsvurdering eller pris; der endvidere henviser til, at der bør fastlægges klare principper for vurderingen af værdiforringede bankaktiver og for behandlingen af bankfilialer med hjemsted i værtslande,
W. der henviser til, at Unionen bør etablere en fælles forståelse af "hvem", der bør gøre "hvad", "hvornår" og "hvordan" i tilfælde af kriser i de finansielle institutioner,
X. der henviser til, at foranstaltninger, der gælder i banksektoren, bør fremme realøkonomien i dens kortsigtede og langsigtede finansierings- og investeringsbehov,
Y. der henviser til, at store afvigelser mellem de nationale regulerings- og insolvensordninger bør udlignes ved hjælp af en harmoniseret rammeordning og en intensiveret dialog mellem de nationale tilsynsorganer og myndigheder i de grænseoverskridende stabilitetsgrupper,
Z. der henviser til, at det forhold, at institutioner bliver stadig større, mere komplekse og tættere indbyrdes forbundne på såvel regionalt og globalt niveau har vist, at institutioners konkurs, uanset deres størrelse, kan have afsmittende virkninger i hele det finansielle system, og opfordrer derfor til, at der etableres en effektiv kriseløsningsramme i gradvise faser for alle banker, og anbefaler indledningsvis at fokusere på institutioner med den højeste risikokoncentration; der henviser til, at en sådan kriseløsningsramme bør tage højde for internationale foras lignende indsatser i størst muligt omfang,
AA. der henviser til, at de systemiske risici ligger på et meget højt niveau i et begrænset antal banker ("grænseoverskridende systembanker") på grund af disses størrelse, kompleksitet og indbyrdes sammenhæng i hele Unionen, hvilket kræver, at der indføres en hurtigt fungerende og målrettet særordning, og som påpeger, at der er behov for generelt mere retfærdige løsningsmodeller for andre grænseoverskridende finansielle institutioner,
AB. der henviser til, at en EU-kriseløsningsramme, hvis den skal være effektiv med hensyn til at støtte indgreb, forudsætter et fælles sæt regler, tilstrækkelig ekspertise og finansielle ressourcer, der derfor også bør udgøre de centrale søjler i den foreslåede prioritetsordning for grænseoverskridende systembanker,
AC. der henviser til, at tilsyn, beføjelser til tidlig indgriben og foranstaltninger i forbindelse med sanering bør ses som tre indbyrdes forbundne skridt i en fælles ramme,
AD. der henviser til, at den særlige ordning for grænseoverskridende systembanker, som indebærer en hurtig procedure, på mellemlang eller lang sigt bør udvikle sig til en universel ordning, som dækker alle grænseoverskridende finansielle institutioner i EU, og til, at denne bør omfatte en harmoniseret EU-insolvensordning,
AE. der henviser til, at enhver EU-dækkende stabilitetsfond, som måtte blive oprettet, skal øremærkes, således at den udelukkende kan anvendes til løsning af fremtidige kriser og ikke bruges til tilbagebetaling af tidligere interventioner eller i forbindelse med problemer, som er affødt af den finansielle krise i 2007/2008,
1. anmoder Kommissionen om inden 31. december 2011 og i henhold til artikel 50 og 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at forelægge Parlamentet et eller flere forslag til retsakt eller forslag om en EU-ramme for krisestyring, en EU-fond for finansiel stabilitet (fond) og en saneringsenhed efter detaljerede henstillinger i bilaget hertil, hvor der er taget højde for de initiativer, der måtte være taget af internationale organer såsom G-20 og Den Internationale Valutafond for at sikre lige vilkår på globalt plan, og som er baseret på en tilbundsgående analyse af alle tænkelige alternativer, bl.a. en konsekvensanalyse;
2. bekræfter, at henstillingerne i bilaget respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;
3. mener, at de finansielle konsekvenser af det forslag, der anmodes om, bør dækkes af tilstrækkelige bevillinger på budgettet (eksklusive bidragene til fonden, der er underlagt de deltagende bankers ansvar);
4. pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.
BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNING: DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM
Henstilling 1 om en fælles EU-krisestyringsramme
Europa-Parlamentet finder, at den retsakt, der skal vedtages, bør sigte mod følgende:
1. At etablere en europæisk krisestyringsramme med et fælles minimumsregelsæt, og i sidste ende fastlægge en fælles lovgivning for sanering og insolvens, der finder anvendelse på alle bankforetagender, som opererer i EU, og som forfølger nedenstående mål:
– at fremme det finansielle systems stabilitet
– at begrænse eller forebygge spredning
–– at begrænse omkostningerne ved indgriben
– at sikre indskydere optimale forhold og ligebehandling i hele Unionen
– at bevare udbuddet af bankernes kerneydelser
– at forhindre moralsk hasard og lægge omkostningerne over på erhvervsliv og aktionærer og at internalisere negative eksterne konsekvenser forårsaget af de finansielle markeder og institutioner
– at sikre ligebehandling af hver kreditorklasse i EU samt at alle datterselskaber og filialer af samme grænseoverskridende institution behandles retfærdigt i samtlige medlemsstater
– at sikre overholdelse af arbejdstageres rettigheder
– at styrke det indre marked for finansielle tjenesteydelser og dets konkurrenceevne.
2. Gradvis at harmonisere den gældende nationale lovgivning om sanering og insolvens og tilsynsbeføjelser og, inden for en rimelig tidsfrist, at indføre en effektiv fælles ordning for EU.
3. At oprette en fælles EU-saneringsmyndighed som et særskilt organ eller som en enhed under EBA, når processen for harmonisering af insolvens- og tilsynsbestemmelserne er afsluttet ved overgangsperiodens udløb.
4. At gennemføre regelmæssige peer reviews af de tilsynsførende under ledelse af EBA og på grundlag af forudgående selvevalueringer for at sikre et bedre samarbejde og øget gennemsigtighed.
5. At foretage en tilbundsgående undersøgelse (via uafhængige eksperter udpeget af EBA) i tilfælde af, at det er nødvendigt med sanering eller likvidation af en grænseoverskridende institution, for at afdække årsagerne og ansvaret i forbindelse hermed, samt at sikre, at Parlamentet underrettes om resultaterne af disse undersøgelser.
6. At tildele ansvaret for krisestyring (herunder beføjelser til tidlig indgriben) til det relevante tilsynsorgan og godkendelse af de enkelte bankers beredskabsplaner som følger:
– for grænseoverskridende systembanker: EBA i tæt samarbejde med kollegiet af nationale tilsynsmyndigheder og de grænseoverskridende stabilitetsgrupper (som defineret i ovennævnte aftalememorandum fra juni 2008)
– for alle andre grænseoverskridende banker, som ikke er systembanker: den konsoliderende tilsynsførende i kollegiet (under dets aftalte ledelse) koordineret af EBA og i samråd med de grænseoverskridende stabilitetsgrupper
– for lokale banker: den lokale tilsynsmyndighed.
7. At udarbejde et fælles sæt regler for krisestyring, som bl.a. omfatter fælles metoder, definitioner og terminologi samt et sæt relevante kriterier for stresstest af grænseoverskridende banker.
8. At sikre, at saneringsplaner gøres til obligatoriske forskriftsmæssige krav. Saneringsplanerne bør indeholde en grundig selvevaluering af institutionen og detaljerede oplysninger om en rimelig fordeling af aktiver og kapital omfattende en passende tilbageføring af overførsler fra datterselskaber og filialer til andre enheder og fastlæggelse af spaltningsplaner, der gør det muligt at udskille "stand alone"-enheder, især enheder som leverer vigtig infrastruktur som f.eks. betalingstjenester. Kravene til planernes indhold skal stå i rimeligt forhold til bankernes størrelse, virksomhed og geografiske spredning. Sikre, at saneringsplanerne regelmæssigt ajourføres.
9. At udarbejde frem til december 2011 en europæisk rating i forbindelse med tilsyn med bankerne (risk dashboard) baseret på et fælles sæt kvantitative og kvalitative indikatorer. Risk dashboardets indikatorer bør evalueres på grundlag af den pågældende institutions karakter, omfang og kompleksitet under bevarelse af fortroligheden. Risk dashboardet bør som minimum omfatte:
– kapital
– finansiering
– likviditet
– misforhold mellem forfald, rentesats og valuta
– aktivers likviditet
– store engagementer og risikokoncentrationer
– forventede tab
– følsomhed over for markedspriser, rentesatser og valutakurser
– adgang til finansiering
– resultater af stresstest
– den interne kontrols effektivitet
– kvalitet af forvaltning og virksomhedsledelse
– kompleksitet og uklarhed
– risikoperspektiv
– overholdelse af lovgivning og forskriftsmæssige krav.
10. At bemyndige tilsynsførende til at gribe ind på grundlag af tærskler for rating af tilsyn i fuld overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og fastsætte rimelige afhjælpningsperioder, hvor institutionerne har mulighed for selv at håndtere deres svagheder.
11. At give tilsynsmyndighederne passende juridiske værktøjer til at gribe ind ved at ændre den relevante sektorrelaterede lovgivning eller indføre ny sektorrelateret lovgivning til:
– at kræve justering af kapital (over forskriftsmæssige minimumskrav) eller likviditet og ændringer af forretningsmix og interne procedurerer
– at anbefale eller kræve ændringer i ledelsen
– at stille krav om tilbageholdelse af og restriktioner i forbindelse med udbetaling af udbytter for at styrke kapitalkravene at begrænse betingelserne for banklicenser
– at give tilsynsmyndighederne mulighed for at udløse en udskillelse af "stand alone"-enheder, uanset om de er nødlidende eller succesfulde, fra en institution for at sikre en videreførelse af kernefunktioner
– at kræve et helt eller delvist salg
– at overføre aktiver og passiver til andre institutioner med det formål at sikre kontinuitet i forbindelse med systemisk vigtige transaktioner
– at oprette en såkaldt brobank eller god bank/dårlig bank
– at stille krav om konvertering af gæld til egenkapital eller anden konvertibel kapital afhængigt af den pågældende institutions karakter med de nødvendige tilpasninger
– midlertidigt at overtage offentlig kontrol
– at kræve midlertidig suspendering (moratorium) af visse typer af krav mod en bank
– at kontrollere processen i forbindelse med koncerninterne overførsler af aktiver.
– at udpege en særlig administrator på koncernniveau
– at regulere likvidation
– at give EBA mulighed for at give EU's fond for finansiel stabilitet tilladelse til at intervenere, herunder at yde finansiering på mellemlang sigt i krisesituationer, kapitaltilførsler og garantier
– at pålægge administrative og erstatningsmæssige foranstaltninger for de institutioner, der anvender fonden.
12. Anvendelsen af de i punkt 11 omhandlede instrumenter skal være i fuld overensstemmelse med EU's konkurrencebestemmelser og sikre ligebehandling af kreditorer og indskydere i alle medlemsstater.
Henstilling 2 om grænseoverskridende systembanker
Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt, der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende:
1. Nødvendigheden af hurtigt at vedtage en ny særordning for grænseoverskridende systembanker på grund af disses særlige rolle på det indre marked for finansielle tjenesteydelser – en ordning, der vil gå under betegnelsen EU-lov om selskabsret for banker, og som skal foreligge inden udgangen af 2011. Der bør ligeledes foreslås en mere generel ordning for alle andre grænseoverskridende banker.
2. Grænseoverskridende systembanker skal overholde den nye særordning; Ordningen skal eliminere de retlige hindringer for effektive transaktioner på tværs af grænserne og samtidig sikre en klar, ligeværdig og forudsigelig behandling af aktionærer, indskydere, kreditorer, ansatte og andre berørte parter, især i forbindelse med koncerninterne overførsler af aktiver. Dette omfatter en særlig 28. ordning for insolvensprocedurer for grænseoverskridende systembanker, der senere kan udvides til alle grænseoverskridende banker.
3. Kommissionen fastsætter inden april 2011 kriterier for en definition af grænseoverskridende systembanker. På grundlag af disse kriterier vil sådanne banker regelmæssigt blive identificeret af tilsynsrådet efter høring af Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (artikel 12b i betænkning af Økonomi- og Valutaudvalget af 17. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (den såkaldte EBA-betænkning);
4. EBA fører tilsyn med hver enkelt af de grænseoverskridende systembanker og handler gennem de kompetente nationale myndigheder (i overensstemmelse med EBA-betænkningen);
5. Kommissionens vedtagelse af en foranstaltning med henblik på at indføre en mekanisme for overførsel af aktiver inden for grænseoverskridende systembanker, hvor der er taget behørigt hensyn til nødvendigheden af at beskytte værtslandenes rettigheder.
6. Oprettelse af en EU-fond for finansiel stabilitet og en saneringsenhed, der for de grænseoverskridende bankers vedkommende støtter indgrebene fra EBA's side vedrørende krisestyring, sanering eller insolvens.
Henstilling 3 om en EU-fond for finansiel stabilitet
Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt, der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende:
1. Oprettelse af en EU-fond for finansiel stabilitet (fond), som henhører under EBA's ansvarsområde, som skal finansiere indgreb (sanering og likvidation under ordnede forhold) med sigte på at bevare systemets stabilitet og begrænse spredningen fra nødlidende banker. Kommissionen forelægger inden april 2011 Parlamentet et detaljeret forslag til fondens charter, struktur, ledelse, størrelse, driftsvilkår og en præcis tidsplan for, hvornår den starter sine aktiviteter (jf. punkt 2 og 3 nedenfor).
2. Fonden skal:
– være paneuropæisk
– finansieres på forhånd af de grænseoverskridende systembanker efter risikobaserede konjunkturudlignende kriterier, hvor der er taget hensyn til de systemiske risici, som en individuel bank måtte frembyde. Banker, der bidrager til fonden, er ikke forpligtede til at bidrage til tilsvarende stabilitetsfonde eller saneringsenheder i deres egne lande
– holdes adskilt fra og være uafhængig af indskudsgarantiordninger
– have tilstrækkelig kapacitet til at støtte midlertidige indgreb (som f.eks. lån, opkøb af aktiver og kapitaltilførsel) og dække omkostninger i forbindelse med sanerings- eller insolvensprocedurer
– opbygges gradvis i erkendelse af det nuværende økonomiske miljø
udformes på en måde, der ikke skaber moralsk hasard, og skal ikke bruges til at redde aktionærer eller belønne ledelsen for dens egne fejl.
3. Kommissionen behandler også spørgsmål som:
– investeringsretningslinjer for fondens aktiver (risiko, likviditet, opfyldelse af EU's mål)
– udvælgelseskriterier for fondens kapitalforvalter (internt eller via en privat og offentlig tredjepart som f.eks. Den Europæiske Investeringsbank)
– mulige bidrag, der opfylder betingelserne for beregning af den forskriftsmæssige kapitalkoefficient
– administrative foranstaltninger (bøder eller godtgørelsesordninger) for de grænseoverskridende systembanker, der anvender fonden
– betingelser for eventuel udvidelse af fondens anvendelsesområde, så den kommer til at omfatte alle andre grænseoverskridende banker end grænseoverskridende systembanker
– anvendelsesområde for (og hensigtsmæssigheden af) etableringen et netværk af nationale fonde med henblik på at sørge for alle de institutioner, som ikke deltager i EU-fonden. Der bør derefter etableres en EU-ramme til at regulere de eksisterende og fremtidige nationale fonde, der vil overholde et sæt ensartede og bindende fælles regler.
Henstilling 4 om en saneringsenhed
Europa-Parlamentet finder, at det med det forslag til retsakt, der skal vedtages, bør tilstræbes at regulere følgende:
Etablering af en uafhængig saneringsenhed under EBA, der skal stå for sanerings- og insolvensprocedurer for grænseoverskridende systembanker. For denne enhed gælder følgende:
– den opererer inden for de snævre grænser, der er fastlagt i den lovgivningsmæssige ramme og EBA's beføjelser
– den råder over en omfattende retlig og finansiel ekspertise med særlig erfaring inden for omstrukturering af banker, vending af udviklingen og likviditation
– den arbejder tæt sammen med de nationale myndigheder om gennemførelse, teknisk bistand og personaledeling
– den stiller forslag til udbetalinger fra fonden
– i tilfælde af, at det er nødvendigt med sanering eller likvidation af en grænseoverskridende institution, bør uafhængige eksperter udpeget af EBA foretage en tilbundsgående undersøgelse for at analysere og afdække årsagerne og ansvaret i forbindelse hermed. Parlamentet bør underrettes om resultatet af disse undersøgelser.
BEGRUNDELSE
1. Den nylige alvorlige finansielle krise har skabt bred enighed blandt de berørte parter og hen over hele det politiske spektrum om, at der er et presserende behov for at sikre bæredygtighed og stabilitet i det finansielle system.
Indsatsen for at forebygge et kollaps og bremse en spredning i det finansielle system har medført omkostninger af hidtil uset omfang. De negative bivirkninger strakte sig fra en næsten total nedfrysning af de finansielle markeder, hvilket førte til indskrænkninger på kreditmarkederne, lammelse af virksomheder, en voldsom stigning i arbejdsløsheden og et fald i skatteindtægterne. Den massive ressourcetildeling blev taget fra vigtige udviklingsområder (f.eks. uddannelse, innovation forskning, alternative energikilder osv.).
Uanset hvor høj den samlede regning bliver i sidste ende, er det klart, at den har pålagt skatteyderne og den europæiske vækst og beskæftigelse en alt for stor byrde og har medført et enormt tilbageslag for den hastighed, hvormed Europa bygger sin fremtid.
2. De instrumenter, som regeringer, centralbanker og lovgivere i hele Europa har brugt i forbindelse med deres indgreb, har været meget varierede og strækker sig fra mindre forstyrrende foranstaltninger (midlertidig lempelse af kapital- eller likviditetskrav) til kapitaltilførsler, tilvejebringelse af likviditet, sikring af såkaldt giftige aktiver, lån, forhandlinger om salg til andre institutioner eller overgang til offentligt ejerskab. Indgrebene tog meget ofte sigte på grænseoverskridende institutioner eller banker med et betydeligt internationalt transaktionsniveau (og havde derfor konsekvenser for banker eller andre kunder underkastet andre jurisdiktioner). Disse instrumenter blev benyttet af de lokale myndigheder, og koordineringen på internationalt plan var beskeden, hvilket rejste mange forskellige spørgsmål såsom:
· forvridning af konkurrencen (flytning af indskud fra England til Irland, da den irske regering garanterede alle indskud)
· protester fra aktionærernes side (Northern Rock, Lloyds, RBS, Fortis osv.)
· alvorlige forsinkelser (forårsaget af krav fra aktionærerne) i forbindelse med nøgletransaktioner som f.eks. BNP Paribas erhvervelse af Fortis Belgium og Luxembourg
· usikkerhed omkring den lovgivningsmæssige ramme og aktionærers rettigheder
· protektionistiske foranstaltninger.
Kort sagt vakte alle de forskellige tiltag, metoder og instrumenter, der blev taget i anvendelse i hele Europa og USA på en lidet koordineret måde (og i sidste øjeblik), stor uro med hensyn til:
· effektiviteten af den samlede indsats
· retlig usikkerhed
· lige vilkår og fordrejning af konkurrencen.
3. Risici bevæger sig hurtigt på tværs af sektorer på grund af den nære sammenhæng mellem aktører inden for banker, forsikringsselskaber, kapitalforvaltningsselskaber osv., hvilket berettigede til en udvidet krisestyringsramme, som gik videre end til banksektoren. Realisme tvinger os imidlertid til at starte med at fokusere på banker uden dermed at udelukke en fremtidig udvidelse af fokusområdet.
4. Selv om de globale markeder, vi har i dag, kræver globale løsninger, som følgelig forudsætter international koordinering af lovgivning og procedurer, bør EU ikke vige tilbage for at vise lederskab og spille en aktiv rolle i udformningen af fremtidens finansielle system.
De fremsatte forslag bygger på mange forskellige bidrag fra akademiske kredse, private og offentlige aktører i EU, internationale institutioner som f.eks. G20, Rådet for Finansiel Stabilitet og IMF samt på den lære, der kan drages af krisen. Løsninger som den amerikanske Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC) (føderalt indskudsgarantiorgan) har ligeledes været særdeles inspirerende.
5. På nuværende tidspunkt findes der et kludetæppe af nationale rammer, som ikke er indbyrdes forenelige. Det er vanskeligt at forhandle hurtigt og effektivt med grænseoverskridende grupper, som involverer flere jurisdiktioner. Et robust og sundt indre finansielt marked i EU kræver konsekvens og sammenhængskraft i de forordninger, der gælder for 27 medlemmer. Med et sådant marked kunne EU blive stedet for den internationale finansverden.
6. Der er behov for en solid og omfattende strategi for at skabe en effektiv forebyggende ramme og et effektivt sikkerhedsnet, som beskytter og styrker det indre marked. En sådan strategi skal være baseret på flere lag, som på en konsekvent måde kombinerer:
· en effektiv tilsynsstruktur på EU-plan med et europæisk råd for systemiske risici og tre sektorrelaterede myndigheder: bankvirksomhed, forsikringsvirksomhed og arbejdsmarkedspensionsordninger samt vædipapirer og markeder
· forbedrede internationale forordninger, bl.a. gennem ændring af kapitalkravene, nydefinering af tier 1- og tier 2 kapital, dækning af yderligere risici, indførelse af likviditetsgrader, konjunkturudlignende reserver, gearingsgrader, ændring af regnskabsstandarderne og bestemmelserne vedrørende aflønning af ledende medarbejdere osv.
· en EU-ramme for krisestyring, som kan afhjælpe de nuværende begrænsninger som følge af nationalt baserede og ofte indbyrdes uforenelige sanerings- og insolvensordninger.
7. Hvor effektiv en krisestyringsramme end måtte være, vil risici og fejldispositioner fortsat være en faktor, der spiller ind på et velfungerende finansielt marked. De foreliggende forslag tager derfor sigte på at bevare almenvellet som dimension i de finansielle tjenesteydelser snarere end at redde individuelle finansinstitutioner. "Sanering" eller "dødshjælp" skal fortsat være alternative resultater af indgriben. Denne usikkerhed er vigtig for at forebygge moralsk hasard.
8. Indgreb skal være udformet, således at de dirigerer omkostningerne væk fra skatteydere og indskydere og over til erhvervslivet efter forureneren-betaler-princippet.
9. De største tab skal bæres af aktionærer og delvis af usikrede kreditorer med de nødvendige tilpasninger. Redningsstøtte skal altid betales tilbage.
10. Behovet for at skabe lige vilkår for den finansielle sektor i EU kan ikke skjule, at der kan konstateres alvorlige uligheder medlemsstaterne imellem, der kommer til udtryk i vanskelighederne med at acceptere fælles lovgivnings- og tilsynsinstrumenter, løse uenigheder mellem hjem-/værtslande, træffe afgørelse om fordeling af byrder og frygten for institutionel "tilfangetagelse". Den utilstrækkelige gensidige tillid er blevet forstærket af krisen.
11. Fremskridt med hensyn til fastlæggen af en fælles strategi vil kun være mulige ved hjælp af en vidtspændende, "bottom up"-proces som led i en konstruktiv dialog mellem kollegier af tilsynsførende og repræsentanter for medlemsstaternes regeringer.
12. De vedvarende økonomiske, finansielle og skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser af krisen, som resulterer i store offentlige underskud og gældsbyrder i medlemsstaterne, den endnu ikke færdige EU-tilsynsstruktur og fælles lovbog og de samlede konsekvenser af de øgede krav til kapital, likviditet, indskudsgarantiordninger osv. kræver alle sammen en gradvis og afbalanceret køreplan, hvis den ønskede fælles ramme for grænseoverskridende krisestyring i EU skal blive en realitet.
13. Det står imidlertid klart, at tiden er inde til, at EU træffer valget mellem yderligere skridt hen imod en fælles fremtid eller en nationalistisk vej. Sidstnævnte er bestemt ikke nogen løsning. Men en realisering af førstnævnte indebærer en langvarig konvergensproces og opbygning af gensidig tillid, selv om der er behov for øjeblikkelige løsninger for at tackle risiciene i forbindelse med systembankerne.
14. Færre end 50 banker i EU (ud af i alt 12.000) tegner sig rent faktisk for 70 % af bankernes aktiver. Den store risiko, de repræsenterer, skyldes deres størrelse, kompleksitet og indbyrdes sammenhæng i forhold til resten af systemet. Deres problemer sender chokbølger på tværs af sektorer og lande.
15. Selv om det at starte med systembankerne kan lyde overdrevent ambitiøst, vil prioriteringen af disse banker tackle selve problemets kerne og vil kunne tjene som platform for en udvikling, der på mellemlang/lang sigt kan føre til en universel ordning omfattende hele banksystemet og eventuelt andre finansielle institutioner, som ikke er banker.
16. Dette forslag er rettet mod den vedvarende lovgivningsmæssige udvikling, især vedrørende EU's tilsynsstruktur, ved at placere EBA som central spiller i opbygningen af en fælles tilsynskultur og som ledende aktør, for så vidt angår systembanker.
17. Beredskabsplaner/obligatoriske saneringsplaner udviklet for de enkelte institutioner i kollegierne for tilsynsførende med input fra grænseoverskridende stabilitetsgrupper synes at være det ideelle instrument til udvikling af konsensus om diagnoser og løsninger for grænseoverskridende banker (systembanker eller ej).
18. Valget af en stabilitetsfond (privatfinansieret og offentligt forvaltet) til at stå for fremtidig krisestyring i stedet for en bankafgift bygger på den overbevisning, at
· umiddelbart tilgængelige midler er en forudsætning for en effektiv indgriben
· det er vigtigt på en gennemsigtig måde at kæde erhvervslivets bidrag sammen med de omkostninger, der skal til for at rense op efter egen forurening
· denne løsnings paneuropæiske karakter er den eneste måde, hvorpå man kan forhindre nationalistisk adfærd, når krisen rammer.
Selv om fondens størrelse kræver yderligere undersøgelser, skal bidragene være risikobaserede. Fondens likviditet skal forvaltes konservativt, selv om den i betragtning af EU's strategiske dagsorden stadig skal anvendes på en fornuftig måde.
19. Den foreslåede adskillelse af stabilitetsfond og indskudsgarantiordninger udspringer af erkendelsen af, at de tjener forskellige formål, samt af frygten for, at en sammenblanding af midler i værste fald kunne bringe betalinger til indskydere i fare.
20. Den fornødne ekspertise og omfanget af de saneringsprocedurer, der skal tages i brug i forbindelse med systembankerne, ville potentielt berettige til oprettelse af et særorgan (i lighed med FDIC i USA). Imidlertid taler bureaukrati og omkostningsbegrænsning i højeste grad for at starte ud med en lettere struktur, der arbejder som en særlig enhed under EBA.
21. Den gældende lovgivning og domstolspraksis vedrørende insolvens og konkurs adskiller sig markant fra land til land og tenderer mod at have fokus på beskyttelse af kreditorer og aktionærer snarere end på at bevare det finansielle systems stabilitet. Udarbejdelse af en universel europæisk saneringsordning forudsætter således en overordentlig kompleks harmoniseringsproces. En EU-lov om selskabsret for banker (inspireret af det gældende EU-direktiv om selskabsret), der skal vedtages af alle systembanker, synes således at være nødvendig for at komme videre i den nærmeste fremtid.
22. Tiden er inde til at følge en ambitiøs, men afbalanceret og realistisk strategi. Det er nødvendigt at udnytte denne historiske mulighed. Europa-Parlamentet vil handle i overensstemmelse med sit mandat og opfylde de europæiske borgeres forventninger og tillid.
UDTALELSE fra Retsudvalget (1.6.2010)
til Økonomi- og Valutaudvalget
om grænseoverskridende krisestyring i banksektoren
(2010/2006(INI))
Rådgivende ordfører: Sebastian Valentin Bodu
FORSLAG
Retsudvalget opfordrer Økonomi- og Valutaudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
A. der henviser til, at der er et indre marked for bankydelser i EU og ikke en blanding af indbyrdes uafhængige ydelser, og at dette indre marked er afgørende for EU's globale konkurrenceevne,
1. mener, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed skal have beføjelse til at gennemføre bindende foranstaltninger på EU-plan, som gælder for alle medlemsstater, og at de nationale tilsynsmyndigheder samtidig skal have beføjelse til at gennemføre dagligt tilsyn på det højest mulige niveau;
2. er af den opfattelse, at "livstestamenter" skal godkendes af de tilsynsmyndigheder, som gennemfører daglige tilsyn med bankerne, for at sikre, at der gøres opmærksom på og tages højde for ændringer, således at livstestamenter er ajourførte og relevante;
3. mener, at afvikling af en bankkoncern også bør være en mulighed i den indledende fase (tidlige indgreb);
4. er af den opfattelse, at overførelse af aktiviteter/likviditet fra et datterselskab/en filial til et moderselskab ikke bør være tilladt, hvis dette vil destabilisere datterselskabet/filialen og have store negative konsekvenser for værtsmedlemsstaten;
5. mener, at tidlig indgriben i bankkriser og løsningen af dem skal igangsættes på baggrund af klart definerede kriterier, deriblandt underkapitalisering, reduceret likviditet og forringelse af aktivers kvalitet og værdi; er af den opfattelse, at indgriben bør samordnes med indskudsgarantiordninger;
6. er af den opfattelse, at formålet med en EU-lovgivningsramme for krisestyring er at give myndighederne beføjelse til at vedtage foranstaltninger, der indeholder indgreb i forvaltningen af bankkoncerner, når dette er nødvendigt (og særligt, men ikke udelukkende i indlånsbanker, hvor der er mulighed for systemisk risiko);
7. mener ligeledes, at formålet med en EU-lovgivningsramme for krisestyring også er at regulere grænseoverskridende bankkoncerner og individuelle banker, der udfører grænseoverskridende transaktioner udelukkende gennem filialer; mener også, at der bør være ensartet regulering, for så vidt angår grænseoverskridende bankkoncerner;
8. noterer sig, at tilsynsmyndigheden skal agere på baggrund af følgende principper:
- ens beskyttelse af kreditorer og minoritetsaktionærer i alle de medlemsstater, hvor en bank har datterselskaber/filialer,
- proportional fordeling af udgifterne i forbindelse med tidlig indgriben i og løsning af bankkriser mellem alle de medlemsstater hvor den bank, som indgrebet relaterer sig til, har opereret (f.eks. baseret på værdien af dets aktiver i hver stat); mener, at muligheden for periodisk samfinansiering ikke er ønskværdig;
9. er af den opfattelse, at der ikke desto mindre bør være undtagelser fra visse af kravene indført under EU's selskabslovgivning for at tillade en myndigheds indgriben i bankaktiviteter, hvor dette kan retfærdiggøres i offentlighedens interesse;
10. er af den opfattelse, at hvis spørgsmålet om kompensation til aktionærer, kreditorer eller modparter skulle opstå, så skal kompensationen baseres på bankens likviditetsværdi uden hensyntagen til modtaget offentlig støtte;
11. mener, at samarbejde og kommunikation mellem myndigheder og administratorer, der er ansvarlige for grænseoverskridende bankers afvikling og insolvens, kan forbedres ved at etablere en række ex-ante-retningslinjer;
12. er af den opfattelse, at enhver offentlig støtte eller saneringsfond skal være udformet på en sådan måde, at moralsk risiko undgås, og umådeholden risikotagning forebygges; mener navnlig, at ingen saneringsfonde bør anvendes til at redde aktionærer i banker, der skal konfronteres med de fulde konsekvenser af ethvert tab, og at ingen saneringsfonde bør anvendes til udbetaling af bonus;
13. minder Kommissionen om, at det er vigtigt at gennemføre fuldstændige konsekvensanalyser i enhver behandling af spørgsmålet om, hvorvidt nye retningslinjer for ledelse af virksomheder ville være hensigtsmæssige;
14. mener, at en ensartet tilgang til forebyggelse af kreditinstitutters konkurs vil være mere i tråd med idéen bag det indre marked.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
1.6.2010 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
23 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Raffaele Baldassarre, Luigi Berlinguer, Sebastian Valentin Bodu, Françoise Castex, Christian Engström, Marielle Gallo, Gerald Häfner, Daniel Hannan, Klaus-Heiner Lehne, Antonio Masip Hidalgo, Alajos Mészáros, Evelyn Regner, Dimitar Stoyanov, Alexandra Thein, Diana Wallis, Rainer Wieland, Cecilia Wikström, Zbigniew Ziobro, Tadeusz Zwiefka |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Piotr Borys, Kurt Lechner, Toine Manders, Angelika Niebler |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 |
Mara Bizzotto, Jutta Steinruck |
|||||
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
22.6.2010 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
40 5 1 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Burkhard Balz, Slavi Binev, Godfrey Bloom, Sharon Bowles, Under disse omstændigheder Bullmann, Pascal Canfin, Nikolaos Chountis, George Sabin Cutaş, Rachida Dati, Leonardo Domenici, Diogo Feio, Elisa Ferreira, Vicky Ford, José Manuel García-Margallo y Marfil, Jean-Paul Gauzès, Sven Giegold, Enikő Győri, Liem Hoang Ngoc, Othmar Karas, Wolf Klinz, Jürgen Klute, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Astrid Lulling, Hans-Peter Martin, Arlene McCarthy, Íñigo Méndez de Vigo, Sławomir Witold Nitras, Ivari Padar, Alfredo Pallone, Anni Podimata, Antolín Sánchez Presedo, Olle Schmidt, Edward Scicluna, Peter Simon, Theodor Dumitru Stolojan, Ivo Strejček, Kay Swinburne, Ramon Tremosa i Balcells, Corien Wortmann-Kool |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Elena Băsescu, David Casa, Saïd El Khadraoui, Sari Essayah, Sophia in ‘t Veld, Iliana Ivanova, Syed Kamall, Philippe Lamberts |
|||||