HENSTILLING om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne
26.10.2010 - (09335/2010 – C7‑0338/2010 – 2010/0094(NLE)) - ***
Fiskeriudvalget
Ordfører: Maria do Céu Patrão Neves
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne
(09335/2010 – C7‑0338/2010 – 2010/0094(NLE))
(Procedure med samstemmende udtalelse)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til forslag til Rådets afgørelse (09335/2010),
– der henviser til forslag til fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne,
– der henviser til Rådets anmodning om godkendelse, jf. EF-traktatens artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7‑0338/2010),
– der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 8,
– der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og fra Budgetudvalget (A7‑0292/2010),
1. godkender indgåelsen af aftalen;
2. opfordrer Kommissionen til at sende Parlamentet konklusionerne fra møderne og arbejdet i den i artikel 9 i aftalen nævnte Blandede Komité samt det i artikel 7, stk. 2, i protokollen nævnte flerårige sektorprogram og resultaterne af de respektive årlige evalueringer; fastholder, at repræsentanter fra Parlamentets Fiskeriudvalg og dets Udviklingsudvalg skal deltage som observatører i møder og arbejde i den i artikel 9 i aftalen nævnte Blandede Komité; opfordrer Kommissionen til i protokollens sidste gyldighedsår og før der indledes forhandlinger om fornyelse af fiskeriaftalen at forelægge Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af aftalen;
3. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og Salomonøernes regeringer og parlamenter.
BEGRUNDELSE
Generel baggrund for fiskeriaftalerne
Indgåelse af bilaterale fiskeriaftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og tredjelande har været en almindelig praksis i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, som udgør en vigtig søjle i EF’s eksterne dimension.
Med reformen af den fælles fiskeripolitik i 2002 indførtes begrebet ”partnerskab” med henblik på at styrke den målsætning om at støtte udviklingen i fiskerisektoren i partnerlandene, som EF har haft for disse aftaler. Fra og med 2004 blev betegnelsen for disse aftaler ”fiskeripartnerskabsaftaler”.
I partnerskabsaftalerne påtager EU sig dermed en forpligtelse til at fremme et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri overalt i verden, hvor dets fiskerfartøjer opererer. Heraf følger også, at de enkelte fiskeripartnerskabsaftaler bør være baseret på en omfattende forudgående vurdering af de til rådighed værende fiskebestande, og at EU bl.a. skal forvisse sig om, at de fiskerimuligheder, som det kan udnytte, vurderes på grundlag af pålidelige og anerkendte videnskabelige udtalelser, således at man ikke løber nogen risiko for at ødelægge de lokale fiskebestande. I aftalerne med lande i Afrika eller Stillehavet afsættes en betydelig del af EU’s finansielle modydelse specifikt til at støtte en national fiskeripolitik, der er baseret på princippet om bæredygtighed og forsvarlig forvaltning af fiskeressourcerne.
EU har i øjeblikket 16 fiskeripartnerskabsaftaler, og i kraft af dem har EU-fiskerflåden adgang til fiskeressourcer, som EU's partnere af den ene eller anden grund ikke kan eller ikke vil fange.
EU’s samarbejds- og udviklingspolitik og den fælles fiskeripolitik bør være indbyrdes sammenhængende, komplementære og koordinerede, således at de i fællesskab bidrager til at reducere fattigdommen i lande med disponible fiskeressourcer, sikre et bæredygtigt fiskeri og udvikle lokalsamfundene.
Europa-Parlamentet og det foreliggende forslag
Med Lissabontraktatens ikrafttræden har Europa-Parlamentet fået større beføjelser i forbindelse med fiskeripartnerskabsaftaler. I henhold til artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) kræves der nu forudgående godkendelse fra Parlamentet for at indgå en sådan aftale i stedet for, at der tidligere kun krævedes en simpel høringsprocedure.
I punkt 19 i rammeaftalen mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen[1] hedder det: "I forbindelse med internationale aftaler, herunder handelsaftaler, orienterer Kommissionen klart og i god tid Parlamentet såvel under aftalernes forberedende fase som under og ved afslutningen af internationale forhandlinger. Denne orientering omfatter udkastet til forhandlingsdirektiver, de vedtagne forhandlingsdirektiver samt de efterfølgende forhandlinger og disses afslutning”. Den nævnte orientering gives Parlamentet ”i så god tid, at det i givet fald kan udtrykke sine synspunkter, og således at Kommissionen er i stand til at tage hensyn til Parlamentets synspunkter i videst muligt omfang (…)”.
I artikel 218, stk. 10, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bestemmes det imidlertid klart, at ”Europa-Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud i alle faser af proceduren”. Det er nødvendigt at sikre, at denne bestemmelse overholdes fuldt ud, sådan som det understreges i punkt 3, litra h), i Parlamentets beslutning af 9. februar 2010 om en revideret rammeaftale mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen[2].
Partnerskabsaftaler mellem EF/EU og Salomonøerne
I februar 2004 undertegnede Salomonøerne og Det Europæiske Fællesskab en fiskeripartnerskabsaftale for tre år, som trådte i kraft den 9. oktober 2006. Denne aftale, som man nu ønsker at ophæve og erstatte med en ny revideret udgave (det foreliggende forslag) indgår i en samling af tre aftaler i det centrale og vestlige Stillehavsområde, som også omfatter fiskeripartnerskabsaftalen med Kiribati og fiskeripartnerskabsaftalen med Mikronesiens Forenede Stater.
På grundlag af Kommissionens mandat fra Rådet genforhandlede og paraferede EF og Salomonøerne den 26. september 2009 en fornyelse af fiskeripartnerskabsaftalen, ledsaget af en protokol og to bilag hertil, for en ny treårig gyldighedsperiode med mulighed for forlængelse.
For at sikre kontinuiteten i EU-fartøjernes fiskeri paraferede de to parter en aftale i form af en udveksling af skrivelser vedrørende midlertidig anvendelse af aftalen fra den 9. oktober 2009 og indtil den nye aftales forventede ikrafttræden. Afgørelsen om denne midlertidige anvendelse blev truffet af Rådet den 11. juni 2010.
På grundlag af artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedtog Rådet den 3. juni 2010 ligeledes en forordning, der fastsætter fordelingen af fiskerimulighederne mellem medlemsstaterne i den nye partnerskabsaftales gyldighedsperiode samt i den midlertidige anvendelsesperiode for denne.
I følgende tabel sammenlignes betingelserne i den oprindelige aftale med betingelserne i den fornyede aftale:
Aftalens løbetid |
3 år, med mulighed for forlængelse 9.10.2006 - 8.10.2009 |
3år, med mulighed for forlængelse 9.10.2009 - 9.10.2012 |
|
Paraferet den
|
28. januar 2004 |
26. september 2009 |
|
Aftaletype |
Aftale om tunfiskeri |
Aftale om tunfiskeri |
|
Finansiel modydelse |
400.000€, heraf 30 % til støtte til Salomonøernes sektorpolitik for fiskeri med henblik på fremme af bæredygtigheden i dette lands farvande |
400.000€, heraf 50 % til støtte til Salomonøernes sektorpolitik for fiskeri med henblik på fremme af bæredygtigheden i dette lands farvande |
|
Afgift, der betales af rederne |
35€ pr. ton fangst |
35€ pr. ton fangst |
|
Forskud |
- Notfartøjer til tunfiskeri: 13.000€/år (referencemængde: 371 t) - Langlinefartøjer 3.000 €/år (referencemængde: 80 t.) |
- Notfartøjer til tunfiskeri: 13.000€/år (referencemængde: 371 t.)
|
|
Referencemængde |
6.000 t/år |
4.000 t/år |
|
PROTOKOL Fiskerimuligheder:
|
|||||
|
Notfartøjer til tunfiskeri (2006 -2009) |
Notfartøjer til tunfiskeri: (2009/2012) |
Langlinefartøjer (2006/2009) |
Langlinefartøjer (2009/2012) |
|
SPANIEN |
75 % |
75 % |
6 |
- |
|
FRANKRIG |
25 % |
25 % |
0 |
- |
|
PORTUGAL |
0 |
0 |
4 |
- |
|
I ALT |
4 fartøjer. |
4 fartøjer. |
10 fartøjer. |
0 fartøjer. |
|
Ordførerens betragtninger
En vurdering af fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Salomonøerne kræver nogle betragtninger af en anden karakter.
For det første må det understreges, at Salomonøernes eksklusive økonomiske zone (EEZ) befinder sig i det vestlige Stillehav, et af de områder i verden, hvor der er flest tunfisk.
Denne del af Salomonøernes fiskeri udgør hen ved 14 % af landets BNP, hvilket er baggrund for den enorme betydning, som udnyttelsen af fiskeressourcerne har for Salomonøerne. Det budget, som fiskeriministeriet har afsat til udvikling af sektoren, er på ca. 2,5 mio. euro, hvoraf størstedelen stammer fra finansielle modydelser fra aftaler med tredjelande, bl.a. New Zealand, Japan og EU.
Samtidig er tunfiskebestandene i Salomonøernes EEZ generelt i en tilfredsstillende tilstand, navnlig for så vidt angår den bugstribede bonit. Imidlertid afslører den evalueringsrapport, som Kommissionen har bestilt hos eksterne konsulenter, at arterne gulfinnet tun og storøjet tun potentielt er i fare for overudnyttelse.
På det proceduremæssige plan er der også nogle aspekter, som man bør være særligt opmærksom på, og som giver anledning til bekymring, især:
1. at den tidligere aftale i økonomisk henseende ikke viste sig særlig effektiv for EU, idet den var mindre rentabel end andre tunfiskeriaftaler i andre områder
2. at EU med denne nye aftale agter at yde den samme økonomiske bistand til Salomonøerne som i den forrige aftale, selv om antallet af fiskerilicenser er blevet mindre og den tilladte fangstmængde reduceret
3. at det bidrag, der betales af rederne til observatørprogrammet, jf. kapitel VI i bilaget til aftalen, forhøjes i betydelig og uforståelig grad, fra 400 euro til 1.500 euro
4. at Den Blandede Komité, der har til formål at overvåge aftalen, ikke har afholdt noget møde, selv om den skulle have gjort det i henhold til den forrige aftale, og selv om det er af afgørende betydning for at fastlægge de vigtigste samarbejdsområder med henblik på anvendelse af en ansvarlig fiskeripraksis i de områder, som er omfattet af aftalen.
På den anden side er det vigtigt at fremhæve en række klart positive aspekter ved denne aftale:
1. I grønbogen om reformen af den fælles fiskeripolitik samt i Europa-Parlamentets beslutning herom af 25. februar understreges det, at det er nødvendigt at udforske mulighederne for at samarbejde på regionalt plan med henblik på at nå frem til bæredygtighed uden for EU's farvande. Det indgår i EU's strategi at styrke rammerne for de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) som et middel til at fremme forvaltningen af fiskeriet. Aftalen indeholder bestemmelser om at fremme samarbejdet på subregionalt niveau, navnlig inden for rammerne af Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav (WCPFC).
2. Evalueringsundersøgelsen gjorde det klart, at det er af stor interesse for EU at opretholde forbindelserne med Salomonøerne på fiskeriområdet, fordi de bidrager til at øge EU-tunfiskerflådens overlevelsesmuligheder i Stillehavet ved at give den adgang til 4.000 tons fisk (referencemængde), en ikke ubetydelig mængde for EU’s fiskerierhverv og markeder. De stabile retlige rammer, som aftalen frembyder, bidrager også til at styrke disse aspekter. Hertil kommer, at der må forudses en kraftig indskrænkning af mulighederne for tunfiskeri i det østlige Atlanterhav som følge af de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der er blevet truffet af IATTC (Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk), og at det vil være hensigtsmæssigt at udvikle alternative fiskeristrategier i det vestlige og centrale Stillehav.
3. I evalueringsundersøgelsen konkluderes det ligeledes, at Salomonøerne har brug for valutareserver for at opretholde sin makroøkonomiske stabilitet, at kapitalindsprøjtningen i forbindelse med denne aftale vil give dem en garanteret indtægt i en periode på mindst tre år, og at en del af denne indtægt vil blive anvendt til af gennemføre deres nationale fiskeripolitik.
4. På grundlag af anbefalingerne i evalueringsundersøgelsen er der blevet indføjet en revisionsklausul (artikel 11) i den nye tekst til protokollen for at gøre det muligt at ændre protokollen, hvis der sker væsentlige ændringer i de politiske retningslinjer, som har ført til indgåelsen af denne protokol. Der blev ligeledes indføjet en sikkerhedsklausul, der giver EU mulighed for under bestemte omstændigheder at suspendere protokollens anvendelse eller foretage en revision af den finansielle modydelse, hvis Salomonøernes gennemførelse af sektorpolitikken svigter (artikel 7, stk. 6 og 7).
Konklusioner
På grundlag af ovenstående mener ordføreren, at det foreliggende forslag til fiskeripartnerskabsaftale mellem EU og Salomonøerne er i begge parters interesse, og hun henstiller derfor, at indgåelsen af aftalen godkendes.
Imidlertid anmoder ordføreren Kommissionen om:
- at sende Parlamentet konklusionerne fra møderne og arbejdet i den i artikel 9 i aftalen nævnte Blandede Komité samt det i artikel 7, stk. 2, i protokollen nævnte flerårige fiskerisektorprogram og resultaterne af de respektive årlige evalueringer;
- at repræsentanter fra Parlamentets Fiskeriudvalg skal deltage som observatører i møder og arbejde i Den Blandede Komité
- at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om fiskeriaftalens gennemførelse, inden den genforhandles
- at Europa-Parlamentet og Rådet behandles på lige fod, for så vidt angår retten til fuldstændig og omgående orientering, samt for så vidt angår kontrol og evaluering af gennemførelsen af de enkelte internationale fiskeriaftaler og forhandling om revision af disse aftaler.
Retsgrundlaget for denne pligt til orientering beror desuden på det faktum, at det er utilladeligt, at Parlamentet skal være begrænset til passivt at få kendskab til de andre EU-institutioners handlinger i stedet for at kunne øve indflydelse på Kommissionens og Rådets afgørelser og dermed bidrage til at sikre den endelige godkendelse på plenarmødet. Kravet om orientering af Parlamentet afspejler også den mere almene pligt, som institutionerne har til indbyrdes at ”samarbejde loyalt” i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, i EU-traktaten.
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (15.7.2010)
til Fiskeriudvalget
om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne
(KOM(2010)0177 – C7-0000/2010 – 2010/0094(NLE))
Rådgivende ordfører: Nirj Deva
KORT BEGRUNDELSE
Fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Salomonøerne udløb i oktober 2009. Den nye protokol er gyldig fra den 9. oktober 2009 til den 8. oktober 2012 og bliver allerede anvendt midlertidigt, medens man afventer Europa-Parlamentets godkendelsesprocedure.
I henhold til artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, litra a) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan Europa-Parlamentet enten godkende eller nægte at godkende aftalen.
Parlamentets mulighed for at nægte sin godkendelse skal ses som en sidste udvej, der er knyttet til dokumentation for, at aftalens anvendelsesområde ikke respekteres på behørig vis.
Ifølge udkastet til aftalen forpligter parterne sig til at fremme ansvarligt fiskeri i Salomonøernes fiskerizone efter princippet om ikke-diskrimination af de forskellige flåder, der fisker i Salomonøernes fiskerizone, samtidig med at de skal fremme en politisk dialog om de nødvendige reformer.
Aftalen begrænser imidlertid ikke mængden af tunfangster. Den finansielle modydelse i aftalen omfatter et årligt beløb på 260 000 euro svarende til en referencemængde på 4 000 tons om året, dvs. at EU betaler 65 euro pr. ton. Det lyder som den rene klatskilling, i betragtning af at prisen på gaden for tun er 30 euro pr. kg, altså en fortjeneste på 50 000 %, hvilket må betragtes som udbytning, ikke udvikling!
Derudover betaler EU et specifikt beløb på 140 000 EUR pr. år til støtte og gennemførelse af Salomonøernes sektorpolitik for fiskeriet.
Hvis EF-fartøjernes fangster overstiger den mængde, der svarer til det dobbelte af det samlede årlige beløb, skal det skyldige beløb for den overskydende mængde betales det følgende år. For udviklingslande kan dette af forskellige grunde være et problem.
Et andet problem er, at disse midler betales til Salomonøernes regering, som frit kan skønne over, hvordan midlerne skal anvendes. Hvem er det så, der virkeligt nyder godt af disse midler?
Som konklusion mener ordføreren, at fiskeripartnerskabsaftalen ikke blot bør være en lovformelig måde til at give EU-fartøjer adgang til tredjelandes fiskeressourcer, men også et redskab til at fremme en ansvarlig og bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer og sikre, at den finansielle modydelse, der betales af EU’s skatteborgere, øremærkes til udviklingsformål, f.eks. til fordel for fiskersamfund, til forbedring af levevilkår, til at sikre uddannelse, sikkerhed til søs og til at skabe nye lokale jobs.
Udviklingsudvalget mener derfor, at der bør tages hensyn til følgende spørgsmål ved gennemførelsen af aftalen:
1. Procedurerne til bestemmelse af de samlede fangster bør gøres mere gennemskuelige.
2. Der må ikke være nogen som helst tvivl om hele ordningens uangribelighed, for så vidt angår problemet med korruption.
3. Den lokale regering bør i højere grad kunne gøres ansvarlig, hvilket skulle sikre en forbedring af de lokale fiskeres levevilkår.
4. Mindstestandarder og betingelser, der aftales på regionalt niveau, skal overholdes.
5. Der bør forelægges Europa-Parlamentet regelmæssige rapporter om gennemførelsen af aftalen.
*******
Udviklingsudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, der er korresponderende udvalg, til at foreslå, at Europa-Parlamentet kun indvilliger i at godkende aftalen, hvis nedenstående betingelser accepteres af Kommissionen og af Salomonøerne og tilknyttes aftalen som et tillæg eller et bilag.
a) Procedurerne til bestemmelse af de samlede fangster gøres mere gennemskuelige.
b) Der må ikke være nogen som helst tvivl om hele ordningens uangribelighed, for så vidt angår problemet med korruption.
c) Den lokale regering gøres i højere grad ansvarlig, hvilket skulle sikre en forbedring af de lokale fiskeres levevilkår.
d) Mindstestandarder og betingelser, der aftales på regionalt niveau, skal overholdes.
e) Europa-Parlamentet forelægges regelmæssige rapporter om gennemførelsen af aftalen.
f) Rapporter og dokumentation, som klart viser, at der er overskud af en fiskeriressource, i dette tilfælde af tun, skal stilles frit til rådighed for Parlamentet og for offentligheden, såvel i Den Europæiske Union som på Salomonøerne.
g) Udviklingen af et bæredygtigt lokalt ikke-industrielt fiskeri og af en bæredygtig lokal fiskeforarbejdningsindustri skal sikres.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
13.7.2010 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
17 0 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Thijs Berman, Michael Cashman, Enrique Guerrero Salom, András Gyürk, Franziska Keller, Norbert Neuser, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Ivo Vajgl, Anna Záborská, Iva Zanicchi, Gabriele Zimmer |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Santiago Fisas Ayxela, Isabella Lövin, Cristian Dan Preda |
|||||
UDTALELSE fra Budgetudvalget (14.7.2010)
til Fiskeriudvalget
om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne
(KOM(2010)0177 – C7‑0000/2010 – 2010/0094(NLE))
Rådgivende ordfører: François Alfonsi
KORT BEGRUNDELSE
Dette er en fornyelse af fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Salomonøerne, der udløb den 8. oktober 2009. Den nye protokol gælder fra den 9. oktober 2009 til den 8. oktober 2012. Det foreliggende forslag til Rådets afgørelse blev først sendt til Parlamentet den 22. april 2010.
Før Lissabontraktatens ikrafttræden skulle Rådet kun høre Parlamentet i forbindelse med indgåelse af sådanne aftaler, og Parlamentets udtalelser havde ingen vægt på institutionelt niveau, til trods for at Kommissionen i henhold til den nuværende rammeaftale om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen skal informere Parlamentet på alle trin i den proces, der fører til indgåelse af aftalerne, og til trods for at denne information skal gives i så god tid, at Parlamentet kan give udtryk for sine synspunkter, og Kommissionen så vidt muligt kan tage hensyn til Parlamentets synspunkter.
Nu har Parlamentet valget mellem enten at godkende eller at nægte at godkende aftalen i henhold til artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I henhold til forretningsordenens artikel 81, stk. 3, kan Parlamentet udarbejde en interimsbetænkning for at opnå et positivt resultat. For at være effektive bør sådanne interimsbetænkninger imidlertid normalt udarbejdes, i god tid før Parlamentet bliver anmodet om at give sin godkendelse. Parlamentet er i øjeblikket stadig ved at forhandle om en ny rammeaftale med Kommissionen, og udfaldet heraf vil være vigtigt for, at de berørte udvalg kan se, hvordan sådanne aftaler skal behandles i fremtiden, navnlig for så vidt angår fristerne for at afgive udtalelser og udarbejde betænkninger.
Den kendsgerning, at aftaler kan anvendes midlertidigt, før de indgås, og før Parlamentet har godkendt dem, er et andet problem, der skal ses på, fordi det vil underminere EU’s troværdighed, hvis en aftale anvendes midlertidigt, men ikke kan indgås.
Aftalens indhold fremgår af følgende (KOM(2010)0177 Finansieringsoversigt til forslaget):
Samlede anslåede finansielle omkostninger ved foranstaltningen Mio. EUR
Udgifternes art |
2009 |
2010 |
2011 |
2012 |
I alt |
|
FB i alt herunder personaleudgifter |
0.02513 |
0.4821 |
0.4821 |
0.46197 |
1.4513 |
|
BB i alt herunder personaleudgifter |
0.02513 |
0.4821 |
0.4821 |
0.46197 |
1.4513 |
|
Den nye aftale giver færre fartøjer adgang til Salomonøernes farvande i forhold til den tidligere aftale og protokol.
|
Tidligere aftale9. oktober 2006 –
8.oktober 2009
|
Den nye protokol9. oktober 2009 -
8. oktober 2012 |
|
Notfartøjer |
4 (ES, FR) |
4 (ES, FR) |
|
Langlinefartøjer med flydeline |
10 (ES, PT) |
0 |
|
Efter en fælles vurdering af bestandenes tilstand kan der på visse betingelser gives mulighed for at justere fiskekvoterne.
EU's finansielle modydelse vil bestå af følgende elementer:
- en årlig modydelse på 260 000 EUR for fiskerimuligheder på 4 000 tons om året (65 EUR pr. ton),
- et beløb på 140 000 EUR til støtte for og gennemførelse af Salomonøernes sektorfiskeripolitik,
Det vil sige et beløb på 400 000 EUR om året.
- et samlet beløb på 251 300 EUR for tre år til administrative udgifter og personaleudgifter, der ikke indgår i referencebeløbet.
Det vil sige et samlet beløb på 1 451 300 EUR for de 3 år, aftalen gælder.
EF-fartøjer underlægges ingen øvre grænse for supplerende fangster af tun. Hver yderligere ton vil koste 65 EUR. Hvis EF-fartøjernes fangster overstiger den mængde, der svarer til det dobbelte af det samlede årlige beløb, skal det skyldige beløb for mængden derudover først betales det følgende år.
Ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks indtager Salomonøerne plads nr. 111 ud af 180 lande. Kommissionen bør undersøge, hvorvidt midlerne er blevet og vil blive anvendt i overensstemmelse med aftalen med Salomonøerne.
Korrekt rapportering af fangster er et centralt element i fiskeripartnerskabsaftaler.
Budgetudvalget erindrer om sine tidligere krav til Kommissionen:
· Kommissionen skal hvert år vurdere, om de medlemsstater, hvis fartøjer er omfattet af aftalens protokol, har opfyldt rapporteringskravene. Hvis dette ikke er tilfældet, skal Kommissionen afslå deres ansøgninger om fiskerilicens for det efterfølgende år.
· Kommissionen skal hvert år aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne af det flerårige sektorprogram, der er beskrevet i protokollens artikel 7, samt om medlemsstaternes opfyldelse af rapporteringskravene.
· Inden protokollens udløb eller inden indledningen af forhandlinger om en eventuel fornyelse af protokollen skal Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en efterfølgende evaluering af protokollen inklusive en cost-benefit-analyse.
*******
Budgetudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at henstille til Parlamentet at godkende indgåelsen af aftalen.
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
14.7.2010 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
35 2 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Marta Andreasen, Reimer Böge, Lajos Bokros, Giovanni Collino, Andrea Cozzolino, Isabelle Durant, James Elles, Göran Färm, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazábal Rubial, Salvador Garriga Polledo, Jens Geier, Ivars Godmanis, Ingeborg Gräßle, Carl Haglund, Jiří Havel, Monika Hohlmeier, Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Sergej Kozlík, Jan Kozłowski, Giovanni La Via, Vladimír Maňka, Barbara Matera, Claudio Morganti, Miguel Portas, Dominique Riquet, László Surján, Helga Trüpel, Derek Vaughan |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
François Alfonsi, Maria Da Graça Carvalho, Peter Jahr, Riikka Manner, Peter Šťastný, Georgios Stavrakakis, Theodor Dumitru Stolojan |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 |
Lucas Hartong |
|||||
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET
Dato for vedtagelse |
29.9.2010 |
|
|
|
||
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
16 2 0 |
||||
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Antonello Antinoro, Alain Cadec, Marek Józef Gróbarczyk, Iliana Malinova Iotova, Isabella Lövin, Guido Milana, Maria do Céu Patrão Neves, Britta Reimers, Crescenzio Rivellini, Ulrike Rodust, Struan Stevenson, Catherine Trautmann, Jarosław Leszek Wałęsa |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Jean-Paul Besset, Ole Christensen, Chris Davies |
|||||
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2 |
Elisabetta Gardini, Potito Salatto |
|||||