BETÆNKNING med forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om forhandlingerne om en rammeaftale mellem EU og Libyen

13.12.2010 - (2010/2268(INI))

Udenrigsudvalget
Ordfører: Ana Gomes

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS HENSTILLING TIL RÅDET

om forhandlingerne om en rammeaftale mellem EU og Libyen

(2010/2268(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til forslaget til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet af Ana Gomes for S&D-Gruppen om de igangværende forhandlinger om rammeaftalen mellem EU og Libyen (B7‑0615/2010),

- der henviser til konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) samling den 15. oktober 2007 om indledning af drøftelser om en rammeaftale mellem EU og Libyen samt til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 18.-19. juni og 29.-30. oktober 2009 om migrationsrelaterede politikker,

- der henviser til det aftalememorandum, som blev undertegnet af EU-kommissær, Ferrero-Waldner, og minister for europæiske anliggender, El Obeidi, den 23. juli 2007,

- der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Libyen om indgåelsen af en rammeaftale,

- der henviser til hivhandlingsplanen for Benghazi, der blev iværksat i november 2004,

- der henviser til det nuværende praktiske samarbejde mellem EU og Libyen om migration og til den dagsorden for migrationssamarbejde, der blev undertegnet af Kommissionen og Libyen den 4. oktober 2010,

- der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 10. december 1948,

- der henviser til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og den tilhørende protokol af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling,

- der henviser til adskillige menneskerettighedsinstrumenter, som Libyen har undertegnet, f.eks. den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1970), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1970), den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (1968), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (1989), konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1989), konventionen om barnets rettigheder (1993) samt den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder (2004),

- der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 62/149 af 18. december 2007 med opfordring til et moratorium for dødsstraf og resolution 63/168 med opfordring til gennemførelse af resolution 62/149 af 2007,

- der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder og dets protokol om etablering af en afrikansk menneskerettighedsdomstol, som blev ratificeret af Libyen hhv. den 26. marts 1987 og den 19. november 2003,

- der henviser til Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika af september 1969, som Libyen tiltrådte den 17. juli 1981,

- der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

- der henviser til sine beslutninger af 18. januar 2007 om dødsdomme over lægepersonale i Libyen[1] og af 17. juni 2010 om henrettelser i Libyen[2],

- der henviser til forretningsordenens artikel 121, stk. 3, og artikel 97,

- der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0368/2010),

A.  der henviser til, at Libyen til trods for sit vedvarende autoritære styre og de systematiske overtrædelser af internationale konventioner om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder har voksende handelsmæssige og politiske forbindelser med EU-medlemsstater og spiller en rolle som partner for EU i Middelhavsområdet og i Afrika på en lang række områder af betydning for sikkerhed og stabilitet, navnlig migration, folkesundhed, udvikling, handel og økonomiske forbindelser, klimaforandringer, energi og kulturarv,

B.  der henviser til, at flere EU-medlemsstater har tætte forbindelser til Libyen med nationale virksomheder og banker, der fungerer som middel for libyske økonomiske investeringer i Europa, og til, at Italien den 30. august 2008 undertegnede en venskabsaftale med Libyen om forbindelser på forskellige områder, herunder samarbejde om en styring af migrationen og om økonomisk erstatning for krigen og koloniherredømmet; der henviser til, at det italienske parlament den 9. november 2010 anmodede regeringen om at revidere denne aftale,

C.  der henviser til, at den rammeaftale mellem EU og Libyen, som de igangværende forhandlinger drejer sig om, dækker en lang række områder, lige fra styrkelse af den politiske dialog til styring af migrationen, udvidede handelsmæssige og økonomiske forbindelser, energisikkerhed og forbedret samarbejde inden for forskellige sektorer; der henviser til, at rammeaftalen forventes at være en mulighed for at øge den politiske dialog mellem Libyen og EU,

D.  der henviser til, at respekt for menneskerettighederne, demokrati og retsstatsprincippet samt modstand mod dødsstraf er grundlæggende EU-principper; der henviser til, at Parlamentet er stærkt engageret i universel afskaffelse af dødsstraf og gentagne gange indtrængende har opfordret til ophævelse af dødsstraffene og løsladelse af de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge, der sad fængslet i Libyen i adskillige år, ud over at fordømme de henrettelser af libyske og ikke-libyske borgere, som har fundet sted i Libyen,

E.  der henviser til, at Libyen har ratificeret Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika, hvor det i artikel 8 understreges, at denne konvention i Afrika skal være et effektivt supplement til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling, og at medlemmerne bør samarbejde med FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR); der imidlertid henviser til, at Libyen ikke har ratificeret FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling, som er den eneste internationale konvention, der fastsætter en omfattende definition af flygtninge, som skal ledsages af bindende beskyttelsesforanstaltninger og en særlig mekanisme for overvågning via FN's Højkommissær for Flygtninge;

F.  der henviser til, at der er tungtvejende beviser på, at Libyen praktiserer udbredt forskelsbehandling af migrantarbejdere på grundlag af deres nationale eller etniske oprindelse, navnlig dets racistiske forfølgelse af afrikanske migrantarbejdere, og til, at Parlamentet er stærkt bekymret over forlydender om seksuelle overgreb mod kvinder,

G.  der henviser til, at det i artikel 19, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder fastsættes, at ingen personer må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor de er i alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling,

H.  der henviser til, at Libyen blev indvalgt i FN's Menneskerettighedsråd den 13. maj 2010 og har ratificeret en række menneskerettighedsinstrumenter og til, at Libyen som følge heraf har specifikke internationale forpligtelser til at overholde menneskerettighederne, men at landet indtil videre ikke har truffet konkrete foranstaltninger til at forbedre sit omdømme på menneskerettighedsområdet og påbegynde et reelt samarbejde med de FN-organer, der forvalter FN's særlige procedurer og traktaterne; der henviser til princippet om menneskerettighedernes udelelighed, og til, at libyere og udlændinge i Libyen på trods af, at de takket være statens fordeling af nationalindkomsten nyder godt af nogle økonomiske og velfærdsmæssige goder, ikke kan nyde godt af de fleste civile og politiske rettigheder, navnlig ytringsfrihed, forsamlings‑ og foreningsfrihed, retten til en fair rettergang, arbejdstagerrettigheder, kvinders rettigheder og retten til frie valg, og til, at der ofte forekommer vilkårlig tilbageholdelse, tortur, ufrivillig forsvinden og forskelsbehandling, som især rammer migranter,

I.  der henviser til, at udøvelsen af statsmagtens beføjelser i Libyen ikke er forankret i retsstatsprincippet eller i demokratisk ansvarlighed, hvilket har ført til en tilfældig og uforudsigelige adfærd med hensyn til udenlandske personer og interesser, som det for nylig var tilfældet med schweiziske forretningsmænd, og til, at udlændinge er blevet henrettet for almindelig kriminalitet og uden, at deres identitet er blevet afsløret,

1.  retter i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en rammeaftale følgende henstillinger til Rådet:

a) bemærker Rådets nylige beslutning om endelig at tillade et begrænset antal parlamentsmedlemmer at se det mandat, som Kommissionen har fået til at forhandle om en rammeaftale mellem EU og Libyen; beklager imidlertid, at det har taget så lang tid at træffe denne beslutning, og opfordrer til, at Parlamentet får aktindsigt i mandaterne for alle internationale aftaler, der skal forhandles om, i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, i TEUF, hvoraf det fremgår, at Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud om alle faser i proceduren;

b) glæder sig over, at der er åbnet for forhandlinger mellem EU og Libyen som et skridt i retning af at udvikle en ny forbindelse for EU i Middelhavsområdet og i Afrika; anser samarbejde med Libyen for gavnligt for håndteringen af spørgsmål såsom sikkerhed og stabilitet, migration, folkesundhed, udvikling, handel, klimaforandringer, energi og kultur;

c) opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til kraftigt at henstille til Libyen at ratificere og gennemføre Genèveflygtningekonventionen fra 1951 og dens protokol fra 1967, inklusive et fuldstændigt samarbejde med UNHCR med henblik på at sikre tilstrækkelig beskyttelse og rettigheder for migranter, og til at vedtage asyllovgivning, der i overensstemmelse hermed anerkender flygtninges status og rettigheder, navnlig forbuddet mod kollektive udvisninger og non-refoulement-princippet;

d) minder Rådet og Kommissionen om deres forpligtelse til at sikre, at EU’s eksterne politik er helt i overensstemmelse med charteret om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 19, som forbyder kollektive udvisninger og fastsætter non-refoulement-princippet;

e) opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at henstille til de libyske myndigheder at undertegne et aftalememorandun, som giver UNHCR lovligt ophold i landet med mandat til at udøve alle dets adgangs- og beskyttelsesaktiviteter;

f) opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at sikre, at der kun kan forudses en tilbagetagelsesaftale med Libyen for så vidt angår ulovlige indvandrere, hvilket således udelukker dem, der hævder at være asylansøgere, flygtninge eller personer, der har behov for beskyttelse, og gentager, at non-refoulement-princippet gælder for alle mennesker, der risikerer at blive udsat for dødsstraf, umenneskelig behandling eller tortur;

g) opfordrer Rådet til at tilbyde genhusning af anerkendte flygtninge, der er udpeget af UNHCR i Libyen, i henhold til den vedtagne dagsorden for migrationssamarbejde af 4. oktober 2010;

h) opfordrer Rådet og Kommissionen til at øge deres støtte til UNHCR’s aktiviteter og samtidig over for de libyske myndigheder slå til lyd for respekten for internationale humanitære standarder for så vidt angår ulovlige indvandrere uden dokumenter i landet, herunder at UNHCR får systematisk adgang til tilbageholdelseslejrene;

i) opfordrer Rådet og Kommissionen til at tilbyde hjælp til Libyen og inddrage UNHCR, IOM, ICMPD og andre ekspertorganer med henblik på at løse problemet med menneskehandel i regionen, specielt med henblik på at beskytte kvinder og børn, herunder hjælp til at integrere lovlige migranter og forbedre forholdene for ulovlige migranter, som findes i landet; glæder sig i denne forbindelse over aftalen om en dagsorden for migrationssamarbejde, der blev undertegnet af kommissærerne Malmström og Füle og de libyske myndigheder i oktober 2010;

j) opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge over for Parlamentet alle detaljerede oplysninger om de finansielle eksterne instrumenter, der anvendes i forbindelse med partnerskabsaftalen mellem EU og Libyen;

k) opfordrer indtrængende Rådet til at tilskynde Libyen til at forpligte sig til et moratorium for dødsstraf i overensstemmelse med de resolutioner fra FN’s Generalforsamling, der blev vedtaget den 18. december 2007 og den 18. december 2008 med henblik på afskaffelse af dødsstraffen, og til at fremlægge statistikker over alle de mennesker, der er blevet henrettet i Libyen siden 2008, og afsløre identiteten på de pågældende samt de anklager, på baggrund af hvilke de er blevet dømt; opfordrer Unionens højtstående repræsentant/næstformanden i Kommissionen til at demonstrere, hvilken politisk vægt EU lægger på afskaffelse af dødsstraffen, ved systematisk at rejse dette spørgsmål over for de libyske myndigheder;

l) opfordrer Rådet til at insistere på, at der i rammeaftalen medtages en bestemmelse om Den Internationale Straffedomstol med det mål at få Libyen til at overveje at ratificere Romstatutten;

m) opfordrer Rådet til at foreslå Libyen et samarbejde om programmer med henblik på at styrke regionale synergier med hensyn til bæredygtig udvikling og miljøspørgsmål, såsom klimaforandringer, vandknaphed og ørkendannelse;

n) opfordrer Rådet og Kommissionen til under forhandlingerne om rammeaftalen at tilskynde Libyen til at deltage i Euro-Middelhavs-partnerskabet og i Middelhavsunionens aktiviteter og vigtigste projekter;

o) opfordrer Kommissionen til fuldt ud at overholde sin forpligtelse i medfør af artikel 218 i TEUF til at informere Parlamentet om, hvad EU søger at opnå vedrørende "atomsamarbejde" med Libyen under energikapitlet i forhandlingerne om rammeaftalen, herunder alle politiske og sikkerhedsmæssige implikationer;

p) lykønsker de libyske sundhedsmyndigheder og sundhedspersonalet med den bemærkelsesværdige forbedring af den medicinske og videnskabelige kapacitet til at håndtere hiv/aids, som er opnået gennem Benghazihandlingsplanen, der er blevet gennemført af EU og Libyen i fællesskab, og støtter den udvidelse af et sådant samarbejde til andre smitsomme sygdomme og andre lægecentre i Libyen, som der er anmodet om; opfordrer EU’s medlemsstater til at yde specialiseret sundhedspleje til libyske patienter, herunder at lette adgangen til midlertidig behandling på specialiserede institutioner i Europa;

q) mener, at rammeaftalen bør omfatte assistance til at opbygge institutionel kapacitet som et middel til at styrke civilsamfundet, understøtte moderniseringen, fremme demokratiske reformer, uafhængige medier og et uafhængigt retsvæsen og tilskynde til andre bestræbelser på at skabe råderum for erhvervslivet, den akademiske verden, ngo'er og andre libyske interessenter;

r) opfordrer Rådet og Kommissionen til at sikre, at de programmer, der er udformet med henblik på handel, fokuserer på at yde reel støtte til virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder, for at maksimere deres eksportpotentiale;

s) opfordrer Rådet og Kommissionen til at tilskynde Libyen til fuldt ud at overholde de løfter, der blev afgivet, da det tiltrådte FN's Menneskerettighedskomité (UNHRC), og opfordrer således indtrængende Libyen til at udstede stående invitationer til dem, der er udpeget i henhold til FN's særlige procedurer, såsom FN's særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser, den særlige rapportør om tortur og den særlige rapportør om ytringsfrihed, den særlige rapportør om nutidige former for racisme, fremmedhad og hermed beslægtet intolerance samt arbejdsgruppen vedrørende påtvungen eller ufrivillig forsvinden og arbejdsgruppen om vilkårlige tilbageholdelser, således som der opfordres til i den nylige universelle regelmæssige gennemgang vedrørende Libyen; opfordrer i samme ånd til uhindret adgang til landet med henblik på uafhængig kontrol af den generelle menneskerettighedssituation;

t) opfordrer Rådet til at sikre, at Schengenvisa til libyske statsborgere udstedes uden unødig forsinkelse, til at undersøge andre procedurer, der kunne lette samarbejdet, og til at overbevise de libyske myndigheder om at lette udstedelsen af visa til europæere, som bor eller udfører professionelle aktiviteter i Libyen;

u) henstiller, at der snarest muligt oprettes en EU-delegation i Tripoli;

2.  pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen samt til regeringerne i Den Europæiske Unions medlemsstater.

• [1]  EUT C 244 E af 18.10.2007, s. 208.
• [2]  Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0246.

BEGRUNDELSE

Europa kan ikke ignorere Libyen eller være ligeglad med landets udvikling. Libyen er med sin placering ved Middelhavets sydlige kyst og som deltager i 5+5-dialogen strategisk vigtigt for EU. Som medlem af Den Afrikanske Union deler Libyen EU's interesse i at gennemføre det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU og i at fremme en bæredygtig udvikling i Afrika. Libyen spiller en rolle i den regionale og globale sikkerhed, herunder i at bekæmpe udbredelsen af ekstremisme og i havforvaltningen. Libyen, som har 6 mio. indbyggere, har de største påviste oliereserver i Afrika og er Europas tredjestørste leverandør af EU's samlede import af energi (olie og gas). Den gensidige økonomiske afhængighed er en kendsgerning - EU er Libyens største handelspartner og stod i 2009 for næsten 70 % af landets samlede udenrigshandel. Libyen er også et vigtigt transitland for migranter og flygtninge, som forsøger at nå frem til Europa. Europa og Libyen har en fælles interesse i at bevare den fælles kulturarv. Flere EU-medlemsstater har nære forbindelser til Libyen med mange virksomheder og banker, der fungerer som middel for libyske økonomiske interesser i Europa. Mindst to EU-medlemsstater har for nylig undertegnet aftaler med Libyen. Frankrig indgik i 2008 en samarbejdsaftale om civil anvendelse af atomkraft, og Italien indgik i 2009 en venskabs-, partnerskabs- og samarbejdsaftale.

I 2007 undertegnede EU og Libyen et aftalememorandum, som beseglede løsladelsen af fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge, der havde været tilbageholdt i Libyen, og iværksatte Benghazihandlingsplanen, som skal hjælpe Libyen med at bekæmpe hiv og aids. Forhandlingerne om en rammeaftale blev indledt i 2008 på grundlag af et mandat fra Rådet til Kommissionen. Europa-Parlamentet har endnu ikke fået indsigt i mandatets indhold trods de beføjelser, som blev overdraget til Parlamentet med Lissabontraktaten.

Da Libyen i december 2003 opgav sit atomprogram, og da landet accepterede at betale erstatning til ofrene for Lockerbie- og UTA-terrorangrebene, havde det stor betydning med hensyn til at frigøre landet fra den status som en paria og sponsor for terror, som havde isoleret landet og ført til FN-sanktioner (handels- og våbenembargo og civil flyembargo) og til den amerikanske bombning af Tripoli og Benghazi i 1986.

Libyen forsøger på grund af sin afhængighed af olie- og gaseksporten at udvikle sine internationale forbindelser og har investeret massivt i Afrika (landets forhold til den arabiske verden er meget modsætningsfyldt) og i internationale organisationer. Hvis landets økonomi skal moderniseres og diversificeres, vil det kræve et gunstigere erhvervs- og investeringsmiljø. Det er imidlertid usandsynligt, at de større politiske reformer, som er nødvendige for at skabe et sådant miljø, vil komme, så længe den autokratiske udøvelse af statsmagten i Libyen består.

Libyen er i over 40 år blevet regeret af et diktatorisk regime, hvor magten er koncentreret hos én mand, oberst Gaddafi, som er den længst regerende afrikanske og arabiske leder. Libyerne har adgang til gratis uddannelse og sundhedstjeneste og boligstøtte, som skyldes en vis grad af social fordeling af olieindtægterne. Men trods vækstraterne i BNP halter udviklingen efter andre olierige lande, og Libyen er en af de mindst diversificerede økonomier i regionen, idet udenlandske investeringer fortsat er prisgivet herskerens uforudsigelige beslutninger.

Det libyske folk har ikke basale menneskerettigheder og frihedsrettigheder, selv om landet har specifikke internationale forpligtelser til at overholde menneskerettighederne, idet det for nylig er blevet indvalgt i FN's Menneskerettighedsråd og har ratificeret en række retligt bindende internationale instrumenter.

Dødsstraffen bliver jævnligt eksekveret. Mindst fem europæiske statsborgere (de bulgarske sygeplejersker) har siddet på dødsgangen i de seneste år. I 2010 blev 18 mennesker henrettet, heraf flere udlændinge, men deres identitet, nationalitet og anklager er blevet tilbageholdt af de libyske myndigheder.

Udøvelsen af statsmagtens beføjelser er ikke forankret i retsstatslige principper eller i demokratisk ansvarlige institutioner, hvilket har ført til en tilfældig og uforudsigelig adfærd med hensyn til udenlandske personer og interesser, som det for nylig var tilfældet med en schweizisk forretningsmand. Libyere og udlændinge i Libyen savner de fleste borgerlige og politiske rettigheder, nemlig ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, retten til en retfærdig rettergang, arbejdsmarkedsrettigheder, kvinders rettigheder og frie og retfærdige, regelmæssige og almindelige valg, og der forekommer ofte tilfældig tilbageholdelse, tortur og ufrivillig forsvinden.

Libyen har brug for udenlandsk arbejdskraft. Der arbejder næsten 2 mio. udlændinge i Libyen, dvs. et antal svarende til en tredjedel af indbyggerne. Der finder imidlertid en udbredt diskrimination af udlændinge sted, idet Libyen ikke tilkender nogen særlig status til mennesker, som arbejder lovligt i landet, eller letter deres pengeoverførsler. Især kvindelige migranter bliver ofte ofre for diskrimination, udnyttelse og menneskehandel.

Libyen har heller ikke nogen asyllovgivning og anerkender ikke retligt behovet for at beskytte mennesker, som er på flugt fra forfølgelse. Ikke desto mindre har Libyen ladet FN's Flygtningehøjkommissariat arbejde i landet i adskillige år, selv om landet ikke har underskrevet FN's flygtningekonvention af 1951, men for nylig besluttede man pludselig at lukke dets kontor. Dette bekymrer i høj grad Europa-Parlamentet, som det fremgår af dets beslutning af 17. juni 2010.

Libyens forfatning fastslår, at "det er forbudt at udlevere politiske flygtninge". Libyen har imidlertid gentagne gange sendt mennesker, som blev fundet ulovligt i landet, tilbage til deres hjemlande, selv om der var alvorlig risiko for deres liv. Forud for lukningen af FN's Højkommissariats kontor i Tripoli var der 8 950 flygtninge og 3 680 asylansøgere registreret i Libyen. De fleste stammer fra Eritrea, Irak, Somalia, Sudan, Etiopien og Tchad. Omkring 3 700 er palæstinensiske flygtninge.

EU har forlangt en tilbagetagelsesaftale som en del af rammeaftalen, men det har regeringen i Tripoli ikke i sinde at acceptere. I betragtning af den systematiske tilsidesættelse af menneskerettighederne i Libyen og den fortsatte tortur og dødsstraf er det samvittighedsløst, at Rådet og Kommissionen tilstræber en sådan aftale om tvungen tilbagesendelse af mennesker til Libyen.

Dette er imidlertid Italiens praksis i henhold til venskabsaftalen, hvilket er en overtrædelse af EU's retlige forpligtelser. Italienskstøttede libyske patruljer i Middelhavet, som bekæmper illegal migration, har på bekostning af menneskerettighederne reduceret antallet af migranter, som ankommer til Italien. I 2009 blev næsten 1 000 mennesker således sendt tilbage til Libyen af Italien, efter at de var blevet reddet eller pågrebet på havet. Ifølge den italienske indenrigsminister faldt antallet af nyankomne i de første tre måneder af 2010 med 96 % i forhold til 2009. En hændelse for nylig (den 12. september 2010) viste, hvordan migranternes liv bringes i fare. En italiensk fiskerbåd ud for den libyske kyst blev beskudt af en libysk patrulje i et fartøj, der var doneret af Italien. Libyen undskyldte, men den italienske indenrigsminister mente, at libyerne "måske tog fejl og troede, at fiskerbåden var en båd med illegale migranter..." - som om det i så fald ville være berettiget at skyde.

Efter internationale protester over udsigten til, at Libyen ville sende hundredvis af flygtninge/emigranter tilbage til Eritrea i juni, besluttede de libyske myndigheder at løslade alle illegale personer (flere tusinde) i landets 18 tilbageholdelseslejre for migranter - hvor leve- og sundhedsforholdene generelt var forfærdelige - og give dem en frist på tre måneder til at lovliggøre deres tilstedeværelse i landet. Da der imidlertid er mangel på job og retlige muligheder, kæmper de fleste af disse mennesker for deres overlevelse på gaden, og mange søger at komme tilbage til deres hjemlande.

Regeringsførelsen i Libyen er dårlig, og civilsamfundets institutioner er yderst svage. Retsvæsenet og medierne er ikke uafhængige. Der er dog i de seneste år gjort forsøg på at styrke forvaltningskapaciteten, skabe et gunstigere erhvervsmiljø og give civilsamfundet et vist politisk råderum.

Samarbejdet mellem EU og Libyen kan gøre en forskel ved at hjælpe med at styrke Libyens kapacitet. Et vellykket eksempel er Benghazihandlingsplanen, som har gjort, at Libyen har opnået bemærkelsesværdige forbedringer af sine medicinske og videnskabelige muligheder for at bekæmpe hiv og aids og dermed redde smittede børn og voksne. Libyen sætter pris på resultaterne og har udtrykt ønske om at udvide denne form for samarbejde med EU til at omfatte behandlingen af andre infektionssygdomme og andre lægelige centre. EU's medlemsstater bør opmuntres til at yde sundhedsydelser til libyske patienter, herunder lette midlertidig behandling på specialiserede institutioner i Europa.

De fleste af de udfordringer, som udviklingen i Libyen står over for, kan kun håndteres i forbindelse med et regionalt samarbejde, da styring af migrationen og bekæmpelse af klimaforandringer og ørkendannelse er indbyrdes afhængige størrelser. Libyen har forværret nogle af disse problemer ved at handle isoleret, som med Great Man Made River, som udtømmer uerstattelige vandreservoirer. EU må tilskynde Libyen til at etablere regionale synergier for at imødegå trusler, som har alvorlige følger også uden for Libyens grænser.

Den rammeaftale, som er under forhandling mellem EU og Libyen, kan være nyttig til at angive en strategisk retning og strukturere udviklingen af de eksisterende forbindelser, samtidig med at man sikrer, at de udføres med fuld respekt for europæiske værdier og principper og vil fremme EU's fælles interesser. Den bilaterale aftale om et fransk-libysk samarbejde inden for civil anvendelse af atomkraft skal vurderes for at sikre, at den er i overensstemmelse med EU's forpligtelser og IAEA's principper for at bekæmpe atomspredning og garantere sikkerheden. Hvad angår den italiensk-libyske venskabsaftale, har det italienske parlament den 9. november 2010 krævet en revision af aftalen for at sikre, at den er i overensstemmelse med Italiens internationale forpligtelser og forfatningen, hvad angår retten til asyl og retten til at leve.

Europa-Parlamentet henstiller, at forhandlingerne med Libyen bliver revideret af Rådet og Kommissionen, primært ud fra følgende principper:

· at sikre, at Libyen vil underskrive en "accord de siege" med FN's Flygtningehøjkommissariat, og at insistere på, at Libyen ratificerer Genèvekonventionen af 1951,

· at insistere på, at Libyen vedtager et moratorium for dødsstraf,

· forpligte de libyske myndigheder med hensyn til udsigten til at acceptere Den Internationale Straffedomstols kompetence,

· det er komplet uacceptabelt, at Rådet og Kommissionen fortsat tilstræber en tilbagetagelsesaftale med Libyen. Dette er i strid med EU's kerneværdier og EU's charter om grundlæggende rettigheder. Bestræbelserne på at eksternalisere forvaltningen af migrationsstrømme kan ikke omfatte, at EU accepterer "push back"-metoder eller andre metoder, som bringer migranters/flygtninges liv i fare.

· EU bør opmuntre til og hjælpe de libyske myndigheder med at forbedre lovlige migranters status, give migranter adgang til opholdstilladelser og bekæmpe menneskehandel. Hjælp til at forbedre centre for mennesker, som pågribes illegalt i landet, skal være en prioritet for EU.

· Rådet og Kommissionen bør engagere de libyske myndigheder i drøftelser om de primære menneskerettighedsproblemer og presse på for en revision af lovgivningen, som begrænser ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden, løsladelse af fanger, som ikke har fået en behørig rettergang, undersøgelser af tortur eller mishandling af fanger, udnyttelse og seksuelt misbrug af flygtninge, asylansøgere og migranter samt ansvar for forsvinden, henrettelser uden rettergang og korporlig afstraffelse, såsom piskning og amputation, stop for alle tvungne udvisninger af flygtninge eller migranter til lande, hvor de risikerer forfølgelse, registrere og sørge for klagemuligheder for familier til personer, som er forsvundet eller dræbt i fangenskab, f.eks. ofrene i Abu Selimfængslet, afskaffelse af al diskrimination af kvinder, f.eks. lovgivningen om ægteskab, skilsmisse, seksuelle forhold uden for ægteskabet og arv, samt bekæmpe straffrihed, navnlig holde sikkerhedsstyrker ansvarlige og sætte efterretningstjenesten under retsligt tilsyn.

Libyens strategiske betydning understreger således i forening med de mange udfordringer, landet står over for, behovet for en sammenhængende EU-politik over for Libyen. EU må samarbejde med Libyen om en bred vifte af emner. Denne rammeaftale skal også være et vægtigt redskab til at fremme retsstaten, respekten for menneskerettighederne, beskyttelse af migranter og flygtninge samt en bæredygtig udvikling i Libyen.

FORSLAG TIL HENSTILLING B7-0615/2010 (10.11.2010)

jf. forretningsordenens artikel 121, stk. 3,

af Ana Gomes for S&D-Gruppen

om de igangværende forhandlinger om en rammeaftale mellem EU og Libyen

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) samling den 15. oktober 2007 om indledning af drøftelser om en rammeaftale mellem EU og Libyen samt til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder den 18.-19. juni og 29.-30. oktober 2009 om migrationsrelaterede politikker,

–   der henviser til de igangværende forhandlinger mellem EU og Libyen om en rammeaftale, til den dagsorden for migrationssamarbejde, der undertegnedes for nylig, samt til det nuværende samarbejde mellem EU og Libyen, hvad angår migration og hiv/aids,

–   der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder af 10. december 1948,

–   der henviser til Genèvekonventionen af 28. juli 1951 og den tilhørende protokol af 31. januar 1967 om flygtninges retsstilling,

–   der henviser til Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika af september 1969,

–   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–   der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om henrettelser i Libyen,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 121, stk. 1,

A. der henviser til, at Libyen, selv om landet stadig har et diktatorisk styre, udvider sine handelsmæssige og politiske forbindelser med EU-medlemsstater og spiller en rolle som EU's partner i Middelhavsområdet og i Afrika på en lang række områder, såsom migration, udvikling, klimaforandringer, sikkerhed og stabilitet, herunder bekæmpelse af ekstremismens udbredelse, samt energisikkerhed,

B.  der henviser til, at den rammeaftale, de igangværende forhandlinger drejer sig om, dækker en lang række områder, lige fra styrkelse af den politiske dialog til udvidede handelsforbindelser og forbedret samarbejde inden for diverse sektorer,

C. der henviser til, at respekt for menneskerettighederne, demokrati og retsstatsprincippet samt modstand mod dødsstraf er grundlæggende EU-principper, og at Europa-Parlamentet er stærkt engageret i bestræbelserne på en global afskaffelse af dødsstraffen,

D. der henviser til, at Libyen ikke har ratificeret FN-flygtningekonventionen fra 1951, men har ratificeret Den Afrikanske Enhedsorganisations konvention om særlige aspekter af flygtningeproblemer i Afrika, hvor det i artikel 8 understreges, at denne konvention i Afrika skal være et effektivt regionalt supplement til FN-konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling, og at medlemsstaterne samarbejder med FN's flygtningehøjkommissær,

E.  der henviser til, at det i artikel 19, stk. 2, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder fastsættes, at ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling,

F.  der henviser til, at Libyen har ratificeret den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1970), den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (1970), den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (1968), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (1989) og konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1989), konventionen om barnets rettigheder (1993) og den internationale konvention om vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder (2004), blandt andre internationale menneskerettighedsinstrumenter,

G. der henviser til, at Libyen til trods for vedvarende alvorlige menneskerettighedskrænkelser for nylig indvalgtes i FN's Menneskerettighedsråd,

H. der henviser til, at Libyen som følge af det i punkt F og G nævnte har særlige internationale retlige forpligtelser til at respektere menneskerettighederne,

1.  fremsætter i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en rammeaftale følgende henstillinger til Rådet:

      a. opfordrer indtrængende Rådet til at give Parlamentet aktindsigt i det mandat, Kommissionen har fået til at indlede forhandlinger om en rammeaftale mellem EU og Libyen i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 218, stk. 10, hvori det fastsættes, at Parlamentet straks skal underrettes fuldt ud om alle faser i proceduren;

      b. opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at insistere på, at Libyen ratificerer Genève-flygtningekonventionen fra 1951, og henstiller, at Libyen tilbydes assistance til at gennemføre dens ledsageforanstaltninger;

      c. opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at henstille til de libyske myndigheder at skaffe FN's Flygtningehøjkommissariat lovligt ophold i landet med mandat til at udøve alle dets beskyttelsesaktiviteter;

      d. opfordrer indtrængende Rådet til at ophøre med at tilstræbe en tilbagetagelsesaftale med Libyen, eftersom tilbagesendelse af enkeltpersoner til et land, som står for vedvarende menneskerettighedskrænkelser og anvendelse af dødsstraf, ville være i modstrid med EU's retlige forpligtelser til at beskytte menneskerettighederne; opfordrer endvidere Rådet til at tilbyde identificerede flygtninge i Libyen et genbosættelsesprogram i EU-medlemsstaterne samt foreslå foranstaltninger til løsning af problemet med menneskehandel i regionen, specielt med henblik på at beskytte kvinder og børn;

      e. opfordrer indtrængende Rådet til at tilstræbe en aftale om et moratorium for dødsstraf i Libyen med henblik på dens senere afskaffelse samt at opfordre de libyske myndigheder til at offentliggøre oplysninger og statistikker vedrørende henrettede personer i Libyen siden 2008;

      f.  opfordrer Rådet til at styrke regionale synergier med hensyn til bæredygtig udvikling og miljøspørgsmål, såsom klimaforandringer, vandknaphed og ørkendannelse;

      g. mener, at en rammeaftale bør omfatte assistance til at opbygge institutionel kapacitet som et middel til at styrke civilsamfundet, understøtte libyske moderniseringsbestræbelser, fremme demokratiske reformer og skabe politisk råderum;

      h. henstiller, at der oprettes en EU-delegation i Tripoli;

2.   pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen samt til regeringerne i Den Europæiske Unions medlemsstater.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	9.12.2010
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	52 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Gabriele Albertini, Frieda Brepoels, Arnaud Danjean, Michael Gahler, Marietta Giannakou, Ana Gomes, Andrzej Grzyb, Takis Hadjigeorgiou, Richard Howitt, Anneli Jäätteenmäki, Ioannis Kasoulides, Nicole Kiil-Nielsen, Maria Eleni Koppa, Andrey Kovatchev, Wolfgang Kreissl-Dörfler, Eduard Kukan, Alexander Graf Lambsdorff, Vytautas Landsbergis, Krzysztof Lisek, Sabine Lösing, Ulrike Lunacek, Mario Mauro, Kyriakos Mavronikolas, Alexander Mirsky, María Muñiz De Urquiza, Norica Nicolai, Ria Oomen-Ruijten, Pier Antonio Panzeri, Ioan Mircea Paşcu, Vincent Peillon, Alojz Peterle, Bernd Posselt, Hans-Gert Pöttering, Cristian Dan Preda, Fiorello Provera, Nikolaos Salavrakos, Jacek Saryusz-Wolski, Werner Schulz, Charles Tannock, Inese Vaidere, Graham Watson
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Elena Băsescu, Emine Bozkurt, Hélène Flautre, Lorenzo Fontana, Kinga Gál, Liisa Jaakonsaari, Elisabeth Jeggle, Indrek Tarand, Traian Ungureanu, Janusz Władysław Zemke
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Eleni Theocharous