BETÆNKNING om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

BEGRUNDELSE

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (8.2.2011)

UDTALELSE fra Økonomi- og Valutaudvalget (2.3.2011)

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

22.3.2011 - (2010/2203(INI))

Udvalget om International Handel
Ordfører: Kader Arif

Procedure : 2010/2203(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A7-0070/2011

Indgivne tekster :

A7-0070/2011

Forhandlinger :

PV 04/04/2011 - 23
CRE 04/04/2011 - 23

Afstemninger :

PV 06/04/2011 - 8.15
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0141

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
UDTALELSE fra Økonomi- og Valutaudvalget
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer

(2010/2203(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til meddelelse af 7. juli 2010 fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om "etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik" (KOM(2010)0343) og til forslag af 7. juli 2010 fra Kommissionen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (KOM(2010)0344),

– der henviser til meddelelse af 3. marts 2010 fra Kommissionen med titlen "Europa 2020 – en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" (KOM(2010)2020) og til meddelelse af 9. november 2010 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen "Handel, vækst og verdensanliggender – handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi" (KOM(2010)0612),

– der henviser til Rådets konklusioner af 25. oktober 2010 om etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik[1],

– der henviser til OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder,

– der henviser til EU-Domstolens retspraksis i spørgsmålet om medlemsstaternes tilsidesættelse af deres forpligtelser, særlig dom af 3. marts 2009 i sagen Kommissionen mod Østrig (sag C-205/06), dom af 3. marts 2009 i sagen Kommissionen mod Sverige (sag C-249/06) og dom af 19. november 2009 i sagen Kommissionen mod Finland (sag C-118/07),

– der henviser til forretningsordenens artikel 48,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0070/2011),

A. der henviser til, at EU's enekompetenceområde med Lissabontraktaten også omfatter direkte udenlandske investeringer (FDI), som det fremgår af artikel 3, stk.. 1, litra e), og artikel 206 og 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

B. der henviser til, at der siden 1959 er indgået mere end 1.200 bilaterale investeringsaftaler af medlemsstaterne, og at det samlede antal indgåede bilaterale investeringsaftaler udgør næsten 3.000,

C. der henviser til, at det er almindeligt anerkendt, at indenlandske investeringer forbedrer værtslandets konkurrenceevne, men det kan blive nødvendigt at yde tilpasningsbistand til lavtlønsgruppen i tilfælde af udenlandske investeringer; der henviser til, at det er enhver regerings ansvar at fremme de gunstige virkninger af investeringerne og forebygge eventuelle skadelige virkninger,

D. der henviser til, at FDI ikke er defineret i EUF-traktatens artikel 206 og 207, og at Den Europæiske Unions Domstol har præciseret sin fortolkning af udtrykket FDI på grundlag af tre kriterier: Der skal være tale om langsigtede investeringer, der udgør mindst 10 % af selskabets egenkapital/aktier og giver investoren ledelsesmæssig kontrol over selskabets transaktioner; der henviser til, at denne definition er i overensstemmelse med IMF's og OECD's definitioner og skal ses i modsætning til især porteføljeinvesteringer og intellektuelle ejendomsrettigheder, der henviser til, at det er vanskeligt at sondre klart mellem FDI og porteføljeinvesteringer og at anvende en streng juridisk definition på den investeringspraksis, der foregår i den virkelige verden,

E. der henviser til, at nogle medlemsstater anvender brede definitioner af begrebet "udenlandsk investor", således at en simpel postadresse anses for tilstrækkelig til at bestemme, hvor en virksomhed er hjemmehørende; der henviser til, at dette har gjort det muligt for nogle virksomheder at anlægge sag mod deres egne lande på grundlag af bilaterale investeringsaftaler med tredjelande; der endelig henviser til, at ethvert europæisk selskab bør kunne stole på kommende EU-investeringsaftaler eller frihandelsaftaler med investeringskapitler,

F. der henviser til, at de nye industrilande med stærk investeringskapacitet som lokale eller globale magtcentre har ændret den traditionelle opfattelse af, at investorerne kun kommer fra de udviklede lande,

G. der henviser til, at de første tvistbilæggelsessager i 1990'erne ud over de generelt positive resultater afslørede en række problemer som følge af vag sprogbrug, der muliggjorde fortolkninger, især med hensyn til en mulig konflikt mellem private interesser og de offentlige myndigheders reguleringsopgaver, f.eks. i tilfælde hvor vedtagelse af legitim lovgivning medførte, at en stat ved international voldgift blev dømt for krænkelse af princippet om "retfærdig og rimelig behandling",

H. der henviser til, at USA og Canada, som er blandt de første stater, der har måttet anvende sådanne regler, har tilpasset deres model for bilaterale investeringsaftaler for at indsnævre voldgiftens fortolkningsmuligheder og sikre en bedre beskyttelse af deres mulighed for offentlig intervention,

I. der henviser til, at Kommissionen har udarbejdet en liste over de lande, der skal være privilegerede partnere i forhandlingerne om de første investeringsaftaler (Canada, Kina, Indien, Mercosur, Rusland og Singapore),

J. Ia. der henviser til, at den nyligt oprettede Tjeneste for EU's Optræden Udadtil skal styrke EU's globale tilstedeværelse og rolle og i den forbindelse bl.a. fremme og forsvare EU's handelspolitiske målsætninger, herunder også på investeringsområdet,

1. anerkender, at direkte udenlandske investeringer som følge af TEUF nu hører ind under EU's enekompetence; bemærker, at dette er forbundet med en dobbelt udfordring: dels spørgsmålet om forvaltning af de eksisterende bilaterale investeringsaftaler, dels fastlæggelsen af en europæisk investeringspolitik, der ikke blot opfylder forventningerne hos investorerne og modtagerlandene, men også tjener EU's bredere økonomiske interesser og tager hensyn til den eksterne politiks målsætninger;

2. glæder sig over dette nye EU-kompetenceområde og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at benytte denne lejlighed til sammen med Parlamentet at skabe en integreret og sammenhængende investeringspolitik, der fremmer investeringer af høj kvalitet og yder et positivt bidrag til økonomisk fremskridt og bæredygtig udvikling i verden; mener, at Parlamentet i tilstrækkelig grad skal inddrages i udformningen af den fremtidige investeringspolitik, hvilket kræver ordentlige høringer vedrørende mandaterne for kommende forhandlinger samt regelmæssig og grundig orientering om status for igangværende forhandlinger;

3. bemærker, at EU er en vigtig økonomisk blok, der har betydelig vægt i forhandlinger; mener, at en fælles politik for investeringer kan opfylde både investorernes og de pågældende staters forventninger og kan bidrage til at øge EU’s og dets virksomheders konkurrenceevne og beskæftigelsen;

4. bemærker, at der er behov for en koordineret europæisk ramme, der er udformet med henblik på at skabe sikkerhed, og for at tilskynde til, at Den Europæiske Unions principper og målsætninger fremmes;

5. minder om, at der i nuværende globaliseringsfase har været tale om en dramatisk stigning i omfanget af direkte udenlandske investeringer, der i 2007 – året inden investeringerne blev ramt af den internationale finanskrise – nåede et rekordniveau på næsten EUR 1.500 mia., med EU som den største kilde til direkte udenlandske investeringer i hele den globale økonomi; der imidlertid understreger, at investeringerne faldt i 2008 og 2009 som følge af den internationale finansielle og økonomiske krise; understreger ligeledes, at ca. 80 % af den samlede værdi af direkte udenlandske investeringer vedrører sammenslutninger eller erhvervelser;

6. glæder sig over Kommissionens meddelelse om "etablering af en samlet europæisk international investeringspolitik", men påpeger, at meddelelsen i vid udstrækning omhandler beskyttelse af investorerne, hvorfor retten til at beskytte det offentliges lovgivningskapacitet og EU's pligt til at føre en sammenhængende udviklingspolitik bør prioriteres højere;

7. mener, at investeringer kan have en positiv indvirkning på vækst og beskæftigelse, ikke kun i EU, men også i udviklingslandene, hvis investorerne bidrager aktivt til udviklingsmålene i værtslandene, f.eks. gennem støtte til den lokale økonomi via teknologioverførsel og anvendelse af lokal arbejdskraft og lokalt input;

8. opfordrer Kommissionen til ikke at glemme læren fra forhandlingerne på multilateralt, plurilateralt og bilateralt niveau, især de mislykkede OECD-forhandlinger om en multilateral investeringsaftale;

9. opfordrer kraftigt Kommissionen til at udvikle EU's investeringsstrategi på en forsigtig og koordineret måde med udgangspunkt i bedste praksis fra de bilaterale investeringsaftaler; bemærker, at medlemsstaternes aftaler har forskelligt indhold, og anmoder Kommissionen om at udjævne disse forskelle for at skabe en solid EU-model for investeringsaftaler, som imidlertid kan tilpasses partnerlandets udviklingsniveau;

10. opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udstikke ikke-obligatoriske retningslinjer, f.eks. i form af en model for bilaterale investeringsaftaler, som medlemsstaterne kan benytte for at øge sikkerheden og ensartetheden;

Definitioner og anvendelsesområde

11. opfordrer Kommissionen til at udforme en klar definering af, hvilke investeringer der skal beskyttes, både hvad udenlandske direkte investeringer og porteføljeinvesteringer angår; mener imidlertid ikke, at spekulative investeringer som defineret af Kommissionen skal nyde beskyttelse; kræver, at det i de tilfælde, hvor investeringsaftaler omfatter intellektuelle ophavsrettigheder, herunder aftaler, hvor udkastet til forhandlingsmandat allerede er fremsat, skal sikres, at der ikke opstår negative konsekvenser for fremstillingen af generisk medicin, og at TRIPS-undtagelserne vedrørende den offentlige sundhed respekteres;

12. bemærker med bekymring, at forhandlinger om en bred vifte af investeringer vil medføre en sammenblanding af enekompetence og delt kompetence;

13. opfordrer til indførelse af udtrykket "EU-investor", hvilket i overensstemmelse med ånden i artikel 207 i TEUF vil fremhæve betydningen af, at investorer fra alle medlemsstaterne tilgodeses på lige fod, således at de er sikret samme vilkår for behandling og beskyttelse af deres investeringer;

14. erindrer om, at der i forbindelse med EU-medlemsstaterne normale udenlandske direkte investeringer anvendes en bred definition på "udenlandsk investor"; opfordrer Kommissionen til at foretage en evaluering af, om dette har ført til misbrug; opfordrer endvidere Kommissionen til på grundlag af denne evaluering at formulere en klar definition af "udenlandsk investor" baseret på OECD's seneste benchmark-definition af direkte udenlandske investeringer;

Investorbeskyttelse

15. betoner, at investorbeskyttelse for alle EU-investorer skal have førsteprioritet i investeringsaftaler;

16. bemærker, at det er en tidskrævende proces at forhandle bilaterale investeringsaftaler på plads; anmoder Kommissionen om at anvende alle sine personalemæssige og materielle ressourcer til forhandlinger om og indgåelse af EU-investeringsaftaler;

17. mener, at der er risiko for, at den anmodning, Rådet fremsatte i sine konklusioner om meddelelsen om, at det nye europæiske regelsæt ikke må få negative konsekvenser for den investorbeskyttelse og de garantier, som eksisterer under de eksisterende aftaler, vil give anledning til modstand mod enhver ny investeringsaftale og forstyrre den nødvendige balance mellem investorbeskyttelse og retten til at regulere i en periode med øgede indenlandske investeringer; tilføjer, at en sådan formulering af evalueringskriteriet kan være i modstrid med indholdet og ånden i artikel 207 i TEUF;

18. er af den opfattelse, at nødvendigheden af at kortlægge "bedste praksis", som Rådet ligeledes kommer ind på i sine konklusioner, er en mere fornuftig og effektiv løsning, fordi den vil gøre det muligt at udvikle en sammenhængende europæisk investeringspolitik;

19. mener, at de investeringsaftaler, som EU indgår i fremtiden, bør være baseret på bedste praksis i medlemsstaternes aftaler og omfatte følgende standarder:

- ikke-diskrimination (national behandling og mestbegunstigelse) med præcis formulering i definitionen om, at der for udenlandske og indenlandske investorer skal gælde "ens forhold", samtidig med at der gives mulighed for en vis fleksibilitet i MFN-klausulen for ikke at forhindre regionale integrationsprocesser i udviklingslandene;

- rimelig og retfærdig behandling, defineret ud fra det niveau, der er fastlagt ved international sædvaneret;

- beskyttelse mod direkte eller indirekte ekspropriation med en definition, som sikrer en klar og retfærdig ligevægt mellem de forskellige offentlige og private interesser, og med hjemmel for tilstrækkelig kompensation i forhold til de opståede skader i tilfælde af ulovlig ekspropriation;

20. opfordrer Kommissionen til at evaluere de potentielle konsekvenser af medtagelsen af en paraply-bestemmelse i fremtidige europæiske investeringsaftaler og til at aflægge beretning til både Europa-Parlamentet og Rådet;

21. anmoder Kommissionen om at sikre gensidighed, når den forhandler om markedsadgang med sine vigtigste udviklede handelspartnere, og samtidig være opmærksom på, at det er nødvendigt at udelukke følsomme sektorer og bevare asymmetrien i EU's handelsforbindelser med udviklingslandene;

22. bemærker, at den forventede forbedring af sikkerheden vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at investere i udlandet, og bemærker i denne forbindelse, at SMV’erne skal have lov at komme til orde under forhandlingerne;

Beskyttelse af reguleringsretten

23. understreger, at EU's fremtidige investeringsaftaler skal beskytte det offentliges mulighed for intervention;

24. er stærkt bekymret over de internationale voldgiftsinstansers skønsbeføjelser til at fortolke bestemmelserne om investorbeskyttelse bredt, hvilket vil føre til udelukkelse af legitime offentlige reguleringsbestemmelser; anmoder Kommissionen om at opstille klare definitioner af standarder for investorbeskyttelse for at undgå sådanne problemer i de nye investeringsaftaler;

25. anmoder Kommissionen om i alle fremtidige aftaler at indføje særlige klausuler, hvorved der fastsættes nærmere retningslinjer for aftaleparternes ret til at vedtage forskrifter inden for bl.a. områder som beskyttelse af den nationale sikkerhed, miljøbeskyttelse, folkesundhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, industripolitik og kulturel mangfoldighed;

26. understreger, at den i hvert enkelt tilfælde bør afgøre, hvilke sektorer der er udelukket fra de fremtidige aftaler, f.eks. følsomme sektorer som kultur- og uddannelses- og sundhedssektoren og sektorer, som er strategisk vigtige for det nationale forsvar, og opfordrer Kommissionen til at orientere Europa-Parlamentet om, hvilket mandat den har fået i hvert enkelt tilfælde; bemærker, at EU også bør tage hensyn til anliggender, der ligger partnerne i udviklingslandene på sinde, og ikke kræve yderligere liberalisering, hvis de sidstnævnte finder det nødvendigt for deres udvikling at beskytte bestemte sektorer, især de offentlige serviceydelser;

Medtagelse af sociale og miljømæssige standarder

27. betoner, at EU's fremtidige politik også skal fremme bæredygtige investeringer og investeringer, som respekterer miljøet (især inden for udvindingsindustrien) og sikrer gode arbejdsvilkår i de virksomheder, der investeres i; anmoder Kommissionen om i alle fremtidige aftaler at medtage en henvisning til OECD's ajourførte retningslinjer for multinationale virksomheder;

28. fremsætter med henvisning til kapitlerne om investeringsspørgsmål i de bredere frihandelsaftaler igen ønsket om indføjelse af en klausul om virksomhedernes sociale ansvar og effektive sociale bestemmelser og miljøbestemmelser i alle frihandelsaftaler, som EU undertegner;

29. ønsker, at Kommissionen undersøger, hvordan sådanne bestemmelser er blevet medtaget i medlemsstaternes bilaterale investeringsaftaler, og hvordan de kan medtages i EU's fremtidige uafhængige investeringsaftaler

30. finder det glædeligt, at adskillige eksisterende bilaterale investeringsaftaler allerede indeholder en klausul, som skal hindre en lempelse af den sociale lovgivning og miljøreglerne, for at tiltrække investeringer, og anmoder Kommissionen om at overveje at indføje en sådan klausul i sine fremtidige aftaler;

Tvistbilæggelsesordning og EU's ansvar

31. mener, at den nuværende tvistbilæggelsesordning bør ændres, så der medtages aspekter som øget gennemsigtighed, parternes mulighed for at appellere afgørelserne, forpligtelsen til at udnytte de lokale retsmidler (hvis det er relevant), muligheden for at anvende amicus curiae-indlæg og forpligtelsen til at vælge ét voldgiftssted;

32. er af den opfattelse, at der ud over tvistbilæggelse mellem stater også bør skabes mulighed for tvistbilæggelse mellem investor og stat for at sikre omfattende investorbeskyttelse;

33. er klar over, at EU ikke kan anvende de eksisterende tvistbilæggelsesmekanismer under Det Internationale Center for Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID) og FN's Kommission for International Handelsret (UNCITRAL), da EU som sådan ikke er medlem af de to organisationer; opfordrer EU til at indføje et kapitel om tvistbilæggelse i hver ny EU-investeringsaftale i overensstemmelse med de reformer, der foreslås i denne beslutning; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at påtage sig deres ansvar for som centrale aktører på internationalt plan at arbejde for de nødvendige reformer af ICSID's og UNCITRAL's bestemmelser;

34. opfordrer Kommissionen til at forelægge løsninger, der vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at finansiere de høje omkostninger i forbindelse med tvistbilæggelse;

35. anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at fremsætte forslag til forordning om, hvordan ansvaret skal fordeles mellem EU og medlemsstaterne, især det finansielle spørgsmål, i tilfælde af, at EU taber en sag for en international voldgiftsinstans;

Valg af partnere og Europa-Parlamentets beføjelser

36. støtter princippet om, at de prioriterede partnere i EU's fremtidige investeringsaftaler skal være lande, som har et betydeligt markedspotentiale, men hvor udenlandske investorer bør beskyttes bedre;

37. bemærker desuden, at investeringsrisikoen generelt er højere i udviklingslandene og de mindre udviklede lande, og at en stærk og effektiv investorbeskyttelse på grundlag af investeringsaftaler er afgørende for, at de europæiske investorer beskyttes, og samtidig med, at de kan forbedre regeringsførelsen og dermed skabe forudsætningerne for, at omfanget af de direkte udenlandske investeringer i disse lande øges; er af den opfattelse, at investeringsaftaler, hvis de skal bringe disse lande yderligere fordele, også skal omfatte investorpligter som f.eks. respekt for menneskerettighederne og antikorruptionsnormer som led i et bredere partnerskab mellem EU og udviklingslandene med henblik på at reducere fattigdommen; opfordrer Kommissionen til at evaluere solide fremtidige partnere på grundlag af bedste praksis i medlemsstaternes i forbindelse med bilaterale investeringsaftaler;

38. giver udtryk for sin bekymring over, at udenlandske direkte investeringer i de mindst udviklede lande er meget begrænset og som regel rettet mod udvinding af naturressourcer;

39. mener, at der bør gives mere støtte til lokale virksomheder i udviklingslandene, især gennem incitamenter til højnelse af deres produktivitet, indgåelse af tættere samarbejde og forbedring af arbejdsstyrkens kvalifikationer, som er områder med et betydeligt potentiale for fremme af den økonomiske udvikling, konkurrenceevnen og væksten i udviklingslandene; tilskynder desuden til overførsel af nye, grønne teknologier fra EU til udviklingslandene, som er den bedste måde at fremme grøn og bæredygtig vækst på;

40. ønsker, at Kommissionen og medlemsstaterne fuldt ud tager hensyn til Parlamentets holdning, før der indledes forhandlinger om investeringsaftaler, og mens forhandlingerne står på; minder om indholdet af rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen og anmoder Kommissionen om at høre Europa-Parlamentet om udkastet til forhandlingsmandat i tide til at kunne udtrykke sin holdning, som Kommissionen og Rådet dernæst skal tage behørigt hensyn til;

41. understreger, at det er nødvendigt at medtage den rolle, som EU-Udenrigstjenestens delegationer kan spille i strategien for den fremtidige investeringspolitik i erkendelse af, at deres potentiale og lokale knowhow udgør strategiske trumfkort i bestræbelserne på at nå de nye politiske mål;

o o

42. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

[1] http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/foraff/117328.pdf

I henhold til artikel 206 og 207 i TEUF henhører direkte udenlandske investeringer (FDI) nu under de områder, hvor EU har enekompetence. Denne udvikling, som har omfattende konsekvenser, udgør en dobbelt udfordring, dels for forvaltningen af de mere end 1.200 bilaterale investeringsaftaler, som medlemsstaterne allerede har indgået, dels for fastlæggelsen af en fremtidig europæisk investeringspolitik, der kan opfylde såvel investorernes som de modtagende staters forventninger.

For at kunne fastlægge denne fremtidige politik, der skal indgå i den fælles handelspolitik, kræves en analyse af de investeringspolitikker, der har været ført hidtil.

På bilateralt plan er der siden 1959 undertegnet 3.000 bilaterale investeringsaftaler. Disse aftaler, der som oftest er indgået mellem udviklede lande på den ene side og udviklingslande på den anden side for at sikre investorerne fra førstnævnte lande juridisk og finansiel beskyttelse, er baseret på tre prioriterede principper: ikke-diskrimination, beskyttelse af investorerne og deres investeringer og et juridisk instrument til sikring af, at disse principper efterleves på grundlag af international voldgift. Imidlertid afslørede de første klager indbragt i 1990'erne flere problematiske spørgsmål, bl.a. med hensyn til risikoen for konflikter mellem private interesser og det offentliges reguleringsopgaver.

På multi- eller plurilateralt plan strandede investeringsforhandlingerne på OECD-niveau, hvor drøftelserne om en international investeringsaftale gik i hårdknude i 1998 over spørgsmålet om beskyttelse af det offentliges mulighed for intervention, som så ud til ikke længere at ville kunne praktiseres uafhængigt af private interesser. Forhandlingerne, som senere blev genoptaget i WTO i 2004, blev også her afbrudt på grund af modstand fra udviklingslandenes side af samme årsager. Man bør være opmærksom på denne historiske baggrund i hver eneste fase i udviklingen af den fremtidige EU-politik for internationale investeringer.

1) Definitioner og anvendelsesområde

I artikel 206 og 207 i TFEU nævnes kun FDI som henhørende under EU's enekompetenceområde. EU-Domstolen har fastlagt en definition heraf baseret på tre kriterier: Investeringerne skal opfattes som langsigtede investeringer, der udgør mindst 10 % af selskabets egenkapital/aktier og giver investoren ledelsesmæssig kontrol over selskabets transaktioner. Definitionen stemmer i øvrigt overens med de definitioner, IMF og OECD har udarbejdet, og udelukker porteføljeinvesteringer, virksomhedsobligationer og intellektuel ejendomsret.

Det er ordførerens holdning, at ikke alle former for investeringer kræver samme høje beskyttelsesniveau, og at f.eks. kortsigtede spekulative investeringer ikke fortjener samme beskyttelsesniveau som langsigtede investeringer. Derfor anbefaler ordføreren, at de fremtidige europæiske aftalers anvendelsesområde begrænses til kun at omfatte FDI.

Hvis medlemsstaterne vælger at give Kommissionen et mandat til at forhandle om en bred vifte af investeringer, kunne det føre til store indrømmelser fra europæisk side på investeringsområdet, eftersom EU's i forvejen særdeles åbne økonomi ikke har meget andet at tilbyde i de internationale forhandlinger. Kommissionen og medlemsstaterne bør også tænke på, at blandede aftaler skal ratificeres af alle de nationale parlamenter og derfor vil give anledning til en stor offentlig debat.

Endelig har flere medlemsstater valgt brede definitioner, hvilket betyder, at en simpel postadresse er tilstrækkelig til at bestemme, hvor en virksomhed er hjemmehørende. Denne praksis har givet visse virksomheder mulighed for at omgå retsreglerne i deres eget land, eftersom de ved hjælp af deres filialer eller investorer i udlandet f.eks. har kunnet indbringe klager mod deres eget land i henhold til en bilateral investeringsaftale indgået af et tredjeland. Der findes også eksempler på investorer, som har benyttet denne fremgangsmåde til at udvælge de bilaterale investeringsaftaler, som det bedst har kunnet betale sig at basere et sagsanlæg på. Det er klart, at der bør sættes en stopper for denne form for praksis.

2) Investorbeskyttelse

Beskyttelse af investorer har førsteprioritet i investeringsaftaler. Rådet understreger i sine konklusioner om meddelelsen, at de nye europæiske regler ikke må få negative konsekvenser for beskyttelsen af investorerne eller for de garantier, som de nyder godt af i dag. Et sådant restriktivt kriterium kan blive en reel hindring, der gør det umuligt for Kommissionen at undertegne en aftale, som er acceptabel for medlemsstaterne. Nødvendigheden af at kortlægge "bedste praksis", som Rådet også kommer ind på i sine konklusioner, forekommer at være en mere fornuftig og effektiv løsning, fordi den vil gøre det muligt at fastlægge principperne for udvikling af en sammenhængende europæisk investeringspolitik.

Kommissionen sondrer mellem relativ investeringsbeskyttelse (ikke-diskrimination) og absolut investeringsbeskyttelse (rimelig og retfærdig og behandling og kompensation ved ekspropriation). Hvad angår principperne om ikke-diskrimination, er det vigtigt at bemærke, at overdragelse af kompetence til EU normalt vil gøre det muligt at indføre mere konsekvente regler og tilføre EU større vægt i multilaterale drøftelser om den globale styring af investeringer.

Når Kommissionen forhandler om markedsadgang med sine vigtigste udviklede handelspartnere, vil det også være påkrævet at sikre gensidighed og samtidig være opmærksom på, at det er nødvendigt at udelukke følsomme sektorer og bevare asymmetrien i EU's handelsforbindelser med udviklingslandene.

3) Beskyttelse af det offentlige rum

Spørgsmålet om beskyttelse af det offentliges mulighed for intervention vil være afgørende, når EU's fremtidige investeringspolitik skal fastlægges. Når nye lande med betydelig investeringskapacitet udvikler sig til at være magtfaktorer på lokalt eller internationalt plan, ændrer dette den klassiske opfattelse af, at kun de udviklede lande optræder som investorer, og EU skal være opmærksom på, at det også er nødvendigt at beskytte sig selv mod potentielt aggressive udenlandske investeringer.

Der er faktisk tale om et øget antal tilfælde, hvor vedtagelsen af nye regelsæt har bevirket, at en stat er blevet dømt for indirekte ekspropriation. Der kan nævnes en række eksempler, bl.a. blev Argentina af tre virksomheder anklaget for at have fastfrosset forbrugerpriserne på vand efter den økonomiske krise i 2001. I juli 2010 blev det ved en afgørelse fra Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID) fastslået, at den argentinske regering havde overtrådt princippet om "rimelig og retfærdig behandling". Den argentinske regerings argument om en "nødsituation" blev ikke godkendt af tvistbilæggelsesinstansen.

USA og Canada, der er blandt de første stater, som har lidt under følgerne af den vage formulering af Det Nordamerikanske Frihandelsområdes investeringsaftale, har tilpasset deres model for bilaterale investeringsaftaler for at begrænse de juridiske fortolkningsmuligheder og sikre en bedre beskyttelse af deres mulighed for offentlig intervention. Derfor bør EU i alle fremtidige aftaler indføje en særlig klausul, hvorved der fastsættes nærmere retningslinjer for EU's og medlemsstaternes ret til at vedtage forskrifter inden for bl.a. områder som miljøbeskyttelse, folkesundhed, arbejdstager- og forbrugerrettigheder, industripolitik og kulturel mangfoldighed.

Desuden bør beskyttelsesstandarderne defineres præcist for at undgå, at de fortolkes misvisende af internationale investorer: Der skal nærmere betegnet fastsættes følgende:

- ikke-diskrimination (national behandling og mestbegunstigelsesbehandling) og rimelig og retfærdig behandling) skal skabe grundlag for sammenligninger mellem udenlandske og nationale investorer med præcisering af, at det er nødvendigt at anvende "tilsvarende vilkår";

- rimelig og retfærdig behandling skal defineres ud fra det niveau, der er fastlagt ved international sædvaneret;

- beskyttelse mod ekspropriation skal sikre en klar og retfærdig ligevægt mellem de forskellige offentlige og private interesser.

Derudover bør den såkaldte "paraplybestemmelse", der gør det muligt i den bilaterale investeringsaftales anvendelsesområde at medtage enhver privatretlig kontrakt, som er indgået mellem en investor og den stat, der har undertegnet den bilaterale investeringsaftale, udelukkes fra fremtidige investeringsaftaler.

Endelig bør Kommissionen og medlemsstaterne oprette en liste over sektorer, der er udelukket fra de fremtidige aftaler, f.eks. sektorer, som er strategisk vigtige for det nationale forsvar, og følsomme sektorer som kultur og uddannelse. Europa skal også tage hensyn til anliggender, der ligger dets partnere i udviklingslandene på sinde, og må ikke kræve yderligere liberalisering, hvis de pågældende lande finder det nødvendigt for deres udvikling at beskytte bestemte sektorer, især de offentlige serviceydelser.

4) Medtagelse af sociale og miljømæssige standarder

EU's fremtidige politik også skal fremme bæredygtige investeringer og investeringer, som respekterer miljøet (især inden for udvindingsindustrien) og sikrer gode arbejdsvilkår i de virksomheder, der investeres i. Den nylige revision af OECD's retningslinjer til fremme af en ansvarlig forretningsførelse hos multinationale virksomheder bør støttes af EU. Enhver investeringsaftale bør være ledsaget af et sæt sociale og miljømæssige normer, uanset om EU forhandler om et kapitel om investeringer som led i mere globale forhandlinger om en frihandelsaftale, eller om der forhandles om en uafhængig investeringsaftale.

I det første tilfælde henledes opmærksomheden på Europa-Parlamentets krav om, at enhver frihandelsaftale, der undertegnes af EU, skal indeholde en bestemmelse om virksomhedernes sociale ansvar. Dette skal indebære en forpligtelse til gennemsigtighed og opfølgning og sikre, at ofre for manglende overholdelse af bestemmelserne får domstolsadgang. På miljøområdet bør den europæiske politik beskytte den biologiske mangfoldighed og fremme teknologioverførsler, infrastrukturforbedring og kapacitetsforøgelser.

Uafhængige investeringsaftaler skal også indeholde bindende sociale og miljømæssige normer. Adskillige eksisterende bilaterale investeringsaftaler indeholder allerede en klausul, som skal hindre en lempelse af den sociale lovgivning og miljøreglerne for at tiltrække investeringer, og en sådan klausul bør medtages i alle fremtidige aftaler.

5) Tvistbilæggelsesordning og EU's internationale ansvar

Den nuværende tvistbilæggelsesordning, der som oftest fungerer i overensstemmelse med ICSID's og UNCTAD's bestemmelser, bør underkastes en grundig revision, så den kommer til at omfatte en række grundlæggende elementer som behovet for øget gennemsigtighed i de sager, der behandles af domstolene, og i afgørelsernes indhold, parternes mulighed for at appellere afgørelserne, forpligtelsen til at udnytte de lokale retsmidler (hvis det er relevant), før sagen indbringes for en voldgiftsinstans, muligheden for at anvende amicus curiae-indlæg og forpligtelsen til at vælge ét voldgiftssted og dermed undgå "forum shopping";

I øvrigt nævner meddelelsen muligheden for at indføre en ordning, hvor en stat kan indgive klage mod en anden stat. Den europæiske politik skal være mere ambitiøs og også give fagforeningerne og civilsamfundets organisationer mulighed for at indbringe klager for domstolene, da dette er den eneste måde, hvorpå det kan kontrolleres, om parterne overholder deres forpligtelser på det sociale og det miljømæssige område.

Et andet spørgsmål er EU's internationale ansvar, navnlig i finansiel henseende: Hvem påtager sig de finansielle konsekvenser, hvis en domstolsafgørelse går imod EU? Det er nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne tager dette spørgsmål op så hurtigt som muligt.

6) Valg af partnere og Europa-Parlamentets beføjelser

Kommissionen har udarbejdet en liste over de lande, der skal være privilegerede partnere: Canada, Kina, Indien, Mercosur, Rusland og Singapore. Dette valg er baseret på to kriterier: markedspotentiale og behovet for bedre beskyttelse af udenlandske investeringer.

Desuden har Kommissionen meddelt, at den ikke ønsker at opstille en standardmodel, der skulle anvendes på samme måde på samtlige handelspartnere. Mens en sådan logik begrundes med, at det er nødvendigt at tilpasse sig hver enkelt partners specifikke situation, bør den under ingen omstændigheder gøre det muligt at vælge og vrage mellem de grundlæggende elementer, der er beskrevet i de foregående kapitler.

Endelig finder ordføreren det afgørende, at Kommissionen og Rådet hører og tager hensyn til Europa-Parlamentets holdning til den fremtidige investeringspolitik, inden der indledes forhandlinger om dette spørgsmål med de første partnere, nemlig Canada, Indien og Singapore. Dette forudsætter, at Kommissionen ikke forelægger sit udkast til forhandlingsmandat for Rådet, før Europa-Parlamentet har vedtaget sin beslutning. Parallelt hermed agter Europa-Parlamentet at sikre, at dets nye beføjelser i henhold til Lissabontraktaten og rammeaftalen mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet respekteres fuldt ud, således at det modtager forhandlingsmandaterne i tide til at kunne udtrykke sin holdning, som Kommissionen og Rådet dernæst skal tage behørigt hensyn til.

til Udvalget om International Handel

om etablering af en samlet EU-politik for internationale investeringer
(2010/2203(INI))

Ordfører for udtalelse: Bill Newton Dunn

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om International Handel, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. mener, at investeringer kan have en positiv indvirkning på vækst og beskæftigelse, ikke kun i EU, men også i udviklingslandene, hvis investorerne bidrager aktivt til udviklingsmålene i værtslandene, f.eks. gennem støtte til den lokale økonomi via teknologioverførsel og anvendelse af lokal arbejdskraft og lokale input;

2. bemærker, at fremtidens EU-investeringspolitik over for udviklingslandene skal fokusere på fremme af investeringsstrømme, der skaber anstændige arbejdspladser og reducerer fattigdommen;

3. giver udtryk for sin bekymring over, at udenlandske direkte investeringer i de mindst udviklede lande er meget begrænset og som regel rettet mod udvinding af naturressourcer;

4. understreger, at retfærdighed i forbindelse med investeringsaftaler indebærer, at udviklingslandene har mulighed for at skelne mellem investeringer i forhold til disses bidrag til udviklingsmålene;

5. mener også, at i betragtning af sunde vækstrater og et betydeligt potentiale i mange udviklingslande, hvoraf mange har langvarige privilegerede forbindelser med Europa, kunne de foreslåede forbedringer af investeringspolitikken, sammenholdt med et effektivt og virkningsfuldt samarbejde, være yderst gavnlige for både EU og udviklingslandene;

6. bemærker, at investeringsrisikoen generelt er højere i udviklingslandene, og at god regeringsførelse, retssikkerhed og gennemsigtighed er hovedprincipperne for en stærk og effektiv investorbeskyttelse; er af den opfattelse, at øgede investeringer i udviklingslandene er afgørende for udviklingen, og at investeringsaftaler kan bidrage til at forbedre regeringsførelsen og skabe det stabile, sikre miljø, der er nødvendigt for at fremme udenlandske direkte investeringer; mener imidlertid, at dette er muligt inden for en investeringsramme, der ikke udelukkende er baseret på investorernes rettigheder, men også på deres forpligtelser som led i et bredere partnerskab mellem EU og udviklingslandene med henblik på at reducere fattigdommen i overensstemmelse med forpligtelserne i forbindelse med 2015-målene; mener, at EU-investeringsaftaler med henblik herpå bør indeholde bestemmelser, der giver hjemlandet forpligtelser til at fremme bæredygtige investeringer, overføre teknologi og bekæmpe korruption, og pålægger investorerne forpligtelser med hensyn til overholdelse af menneskerettighederne, arbejdstagerrettighederne og virksomhedernes sociale ansvar;

7. opfordrer Kommissionen til at fokusere stærkere på udviklingslandene som potentielle investeringspartnere; bemærker også, at Kommissionen først og fremmest vil udforme en EU-investeringspolitik, der afspejler virksomhedernes mål om at opnå maksimal beskyttelse for EU-investorer; minder i denne forbindelse om, at traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde forpligter EU til at praktisere sammenhæng i udviklingspolitikken, dvs. at "tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene"[1];

8. advarer mod udvikling af en dobbeltmoralsk politik med hensyn til virksomhedernes rettigheder og pligter; opfordrer Kommissionen til aktivt at fremme virksomhedernes sociale og miljømæssige ansvar (der er baseret på internationale standarder, såsom OECD's retningslinjer for multinationale selskaber og FN's Global Compact) med henblik på at sikre en effektiv overvågning af indvirkningen – den sociale, miljømæssige og med hensyn til respekt for menneskerettighederne – af de aktiviteter, som gennemføres af multinationale selskaber og deres datterselskaber i udviklingslandene; noterer sig Kommissionens strategi, der er baseret på idéen om, at selskabers forpligtelser ikke bør være juridisk bindende, men skal være frivillige i henhold til en adfærdskodeks; er af den opfattelse, at virksomheder skal være forpligtet til at respektere international og indenlandsk lovgivning og holdes ansvarlige, hvis de overtræder reglerne, og at de skal offentliggøre ajourførte rapporter om deres aktiviteter, herunder eventuelle manglende fremskridt;

9. understreger betydningen af at sikre, at investeringsaftaler er forenelige med alle andre politikker, der berører udviklingslandene, og at de således omfatter klausuler om menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, miljø, anstændigt arbejde, gennemsigtighed og bekæmpelse af ulovlige kapitalstrømme; er derfor af den opfattelse, at EU-aftaler bør forbedre modellen for de eksisterende medlemsstaters bilaterale investeringsaftaler med henblik på udvidelse af målsætningerne (til at omfatte bæredygtig udvikling), fastsættelse af klarere bestemmelser (navnlig hvad angår definitionen af udenlandske direkte investeringer og indirekte ekspropriation), fastlæggelse af begrænsninger (for at kunne kontrollere kapitalbevægelser) og indførelse af forpligtelser for investorer og hjemlandets regering;

10. påpeger, at der bør findes en balance mellem målet om fremme af EU's konkurrenceevne gennem markedsadgang og investeringsbeskyttelse, som sikrer udviklingslandenes ret til at indføre regler for at opnå deres egne udviklingsmål;

11. understreger behovet for at indføre strengere bestemmelser i investeringsaftalerne om investeringsfremme, når de vedrører udviklingslandene;

12. opfordrer EU til at opfylde sine forpligtelser, for så vidt angår handelsstøtte, og øge støtten til kapacitetsopbygning og god regeringsførelse med særligt fokus på parlamenter, retsvæsen, infrastruktur, styrkelse af skattesystemer og fremme af adgangen til kapital og mikrofinansiering i udviklingslandene, i overensstemmelse med Kommissionens seneste grønbog om udviklingspolitik, med henblik på at gøre dem mere attraktive for – og hjælpe dem med at forbedre deres kapacitet til at forvalte – udenlandske investeringer;

13. mener, at EU's investeringspolitik bør tage hensyn til forskellene mellem mellemindkomst- og lavindkomstlande og især bør arbejde for at fremme fleksibiliteten i forbindelse med udenlandske investeringer i udviklingslandene i aktiviteter og sektorer med en klar og betydelig indvirkning på bæredygtig udvikling, som måske ellers ikke ville tiltrække investeringer på grund af risikoen; mener, at der bør gives mere støtte til lokale virksomheder, især gennem incitamenter til styrkelse af deres produktivitet, indgåelse af tættere samarbejde og forbedring af arbejdsstyrkens kvalifikationer, som er områder med et betydeligt potentiale for forstærkning af den økonomiske udvikling, konkurrenceevnen og væksten i udviklingslandene;

14. tilskynder desuden til overførsel af nye, grønne teknologier fra EU til udviklingslandene, som er den bedste måde at fremme grøn og bæredygtig vækst på;

15. påpeger, at industriel udvikling har et enormt ændringspotentiale for de nationale økonomier og i modsætning til landbrugseksport eller udvinding af naturressourcer, som udsætter økonomierne for chok, er tilbøjelig til at give større mulighed for langsigtet vækst i produktiviteten; opfordrer derfor udviklingslandene til at tage fat herpå ved at udforme og gennemføre industrialiseringspolitikker med særligt fokus på en specialiseret fremstilling og handelskapacitetsopbygning;

16. anerkender vigtigheden af lige vilkår i investeringsforbindelser, men mener, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at differentiere gensidigheden, da der er store ubalancer mellem mange skrøbelige udviklingsøkonomier og EU-landenes økonomier;

17. opfordrer EU til at respektere udviklingslandenes ejerskab over deres økonomiske strategier og samarbejde med dem for at nå frem til investeringsaftaler, der gavner begge parter, også selv om dette indebærer anvendelse af en anden model for bilaterale investeringsaftaler; understreger, at disse aftaler skal sikre den nødvendige fleksibilitet for udviklingslandene, således at de kan koncentrere investeringerne i de sektorer, der er mest relevante og bedst i stand til at skabe en bæredygtig udvikling;

18. påpeger merværdien ved en sammenhængende og integreret EU-investeringspolitik; mener, at udviklingslandene ville drage stor nytte af at have EU som primær samtalepartner vedrørende investeringsarrangementer, frem for at have flere aftaler med de enkelte medlemsstater, forudsat at EU's investeringspolitik finder den rette balance mellem målet om investorbeskyttelse og værtslandenes udviklingsmål; betragter det derfor som afgørende, at der fastsættes en passende frist for erstatning af medlemsstaternes bilaterale aftaler med aftaler på EU-niveau; er af den opfattelse, at EU's investeringspolitik bør omfatte strenge regler om gennemsigtighed, navnlig for så vidt angår voldgiftsregler, samt pålægge investorer forpligtelser til først at anvende de indenlandske retsmidler, inden der kan rejses en voldgiftssag ved en international domstol.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

[1] Artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

til Udvalget om International Handel

om den fremtidige EU-politik for internationale investeringer
(2010/2203(INI))

Ordfører for udtalelse: David Casa

FORSLAG

Økonomi- og Valutaudvalget opfordrer Udvalget om International Handel, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. understreger, at der ikke på nuværende tidspunkt findes nogen endegyldig definition på direkte udenlandske investeringer (FDI); bemærker, at den nuværende ramme for investeringer er karakteriseret ved ringe forudsigelighed med hensyn til fortolkning af traktaten og dyre mæglingsprocesser, der mangler proceduremæssige beskyttelsesforanstaltninger; bemærker endvidere, at kapitalstrømmene mellem EU’s medlemsstater og udviklingslandene går i begge retninger, hvilket der bør tages højde for i forbindelse med overvejelserne om en ny europæisk ramme for investeringer;

2. anerkender, at direkte udenlandske investeringer som følge af TEUF nu hører ind under EU's enekompetence; mener, at Parlamentet skal inddrages i tilstrækkeligt omfang i udformningen af den fremtidige investeringspolitik; mener, at dette kræver ordentlige høringer vedrørende mandaterne for kommende forhandlinger samt regelmæssige, forståelige orienteringer om status for igangværende forhandlinger;

3. bemærker, at EU er en vigtig økonomisk blok, der har betydelig vægt i forhandlinger, og som derfor, med henblik på at indgå mere velafbalancerede aftaler med sine økonomiske partnere, bør tilskyndes til, når det er passende, at forhandle med regionale økonomiske områder og handelsområder i stedet for med enkelte lande; mener, at en fælles politik for investeringer kan opfylde både investorernes og de pågældende staters forventninger og kan bidrage til at øge EU’s og dets virksomheders konkurrenceevne og beskæftigelsen;

4. bemærker, at der er behov for en koordineret europæisk ramme – en der er udformet med henblik på at skabe sikkerhed – og for ved enhver lejlighed at opfordre til, at Den Europæiske Unions principper og målsætninger fremmes; bemærker den positive intention om at gå fra bilaterale investeringsaftaler mellem en medlemsstat og et tredjeland til bilaterale investeringsaftaler mellem EU og et tredjeland, samt at der er behov for at etablere en overgangsordning i forbindelse med et sådant skift til en europæisk ramme for investeringer, indtil den permanente ramme træder i kraft;

5. bemærker, at medlemsstaterne er fast besluttede på at byde udskiftningen af eksisterende bilaterale investeringsaftaler velkommen, hvis de nye aftaler tager udgangspunkt i tilsvarende eller bedre betingelser; bemærker endvidere, at det bør sikres, at de nye bilaterale investeringsaftaler ikke er i modstrid med overordnede EU-principper, såsom respekt for menneskerettighederne; mener, at sådanne bilaterale investeringsaftaler bør baseres på medlemsstaternes bedste praksis;

6. bemærker, at det er en tidskrævende proces at forhandle bilaterale investeringsaftaler på plads;

7. bemærker, at tvistbilæggelse og voldgifter kræver tid og penge, og at der er en betydelig mangel på gennemsigtighed i disse processer;

8. opfordrer Kommissionen til at sikre, at eventuelle overgangskrav og –forpligtelser ikke pålægger medlemsstaterne unødige eller uforholdsmæssigt store byrder og ikke i unødig grad forringer deres forhandlingsevne;

9. konstaterer, at det er af afgørende betydning med en retlig ramme, som er kendetegnet ved sikkerhed, og som beskytter investorerne og deres investeringer gennem beskyttelse forud for og/eller efter investering, effektiv beskyttelse af investeringer, domstolsbeskyttelsesordninger, som involverer internationale domstole, og effektive tvistbilæggelsesordninger, også for tvister mellem stater og investorer fra andre stater; finder det vigtigt, at der ligeledes fastsættes bestemmelser om ansvaret for og tildelingen af de idømte bøder; forlanger, at der tages hensyn til alt dette i forbindelse med udarbejdelsen af en ramme for at garantere den størst mulige sikkerhed for så vidt angår bilaterale investeringsaftaler, der allerede er trådt i kraft, samt dem, der skal indgås i fremtiden;

10. bemærker, at den forventede forbedring af sikkerheden vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at investere i udlandet, og bemærker i denne forbindelse, at SMV’erne skal have lov at komme til orde under forhandlingerne;

11. bemærker, at der i den traditionelle udformning af bilaterale investeringsaftaler er tendens til at benytte en vag ordlyd, der åbner mulighed for forskellige fortolkninger, og opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udstikke ikke-obligatoriske retningslinjer, f.eks. i form af en skabelon for bilaterale investeringsaftaler, som medlemsstaterne kan benytte for at øge sikkerheden og ensartetheden; mener, at en hurtig omstilling til en EU-politik for internationale investeringer vil mindske usikkerheden og den manglende ensartethed;

12. bemærker, at fremtidige EU-investeringsaftaler, hvor det er muligt, skal tilstræbe at fremme EU's overordnede politiske målsætninger, herunder dem der drejer sig om beskyttelse af menneskerettighederne samt sociale og miljømæssige standarder;

13. mener, at EU i fremtiden bør prioritere ”bæredygtige” investeringer på både miljøområdet og det sociale område og gøre det på grundlag af de nylige OECD-bestemmelser;

14. er positivt indstillet over for anvendelse af bilaterale tvistbilæggelsesmekanismer.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Thijs Berman, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Catherine Grèze, Filip Kaczmarek, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Eleni Theocharous, Ivo Vajgl, Iva Zanicchi

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Kriton Arsenis, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Santiago Fisas Ayxela, Emma McClarkin, Csaba Őry, Åsa Westlund

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Andres Perello Rodriguez, Teresa Riera Madurell

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik