Procedure : 2010/2299(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0166/2011

Indgivne tekster :

A7-0166/2011

Forhandlinger :

PV 11/05/2011 - 4
CRE 11/05/2011 - 4

Afstemninger :

PV 11/05/2011 - 5.21
CRE 11/05/2011 - 5.21
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0228

BETÆNKNING     
PDF 206kWORD 147k
19.04.2011
PE 458.483v05-00 A7-0166/2011

om udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse

(2010/2299(INI))

Udenrigsudvalget

Ordfører: Roberto Gualtieri

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 MINDRETALSUDTALELSE
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse

(2010/2299(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

   der henviser til De Forenede Nationers pagt,

–   der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi med titlen "Et sikkert Europa i en bedre verden", som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og der henviser til rapporten om dens gennemførelse med titlen "At skabe sikkerhed i en verden i forandring", der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

–   der henviser til konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender - forsvar) om FSFP, som blev vedtaget den 9. december 2010 og den 31. januar 2011,

–   der henviser til resultatet af topmødet mellem Det Forenede Kongerige og Frankrig om sikkerheds- og forsvarssamarbejdet af 2. november 2010,

   der henviser til strategien for den indre sikkerhed for Den Europæiske Union, som blev godkendt af Det Europæiske Råd den 25.-26. marts 2010,

–   der henviser til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere(1),

–   der henviser til sin beslutning af 23. november 2010 om civilt-militært samarbejde og udvikling af civil-militær kapacitet(2),

–   der henviser til sin beslutning af 10. marts 2010 om gennemførelse af den europæiske sikkerhedsstrategi og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik(3),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0166/2011),

Sikkerheds- og udenrigspolitik

1.   minder om, at det internationale system undergår nogle hurtige og gennemgribende ændringer, fordi magten overgår til nye internationale aktører og på grund af en stadig større gensidig afhængighed, som omfatter økonomiske og finansielle anliggender, miljøforringelse og klimaændringer, energi- og ressourceknaphed samt indbyrdes forbundne sikkerhedsudfordringer;

2.  anerkender, at EU i en turbulent global kontekst og på et tidspunkt med økonomisk og finansiel krise er nødt til at styrke sin strategiske autonomi for at fastholde sine værdier, forsvare sine interesser og beskytte sine borgere ved at fastlægge en fælles holdning til de vigtigste udfordringer og trusler og ved at justere sin kapacitet og sine ressourcer til at imødegå dem på en tilfredsstillende måde og dermed bidrage til at bevare international fred og stabilitet i verden, bl.a. ved at stræbe efter en effektiv multilateralisme;

3.  mener, at en styrkelse af den strategiske autonomi i sikkerhedsanliggender indebærer, at EU er i stand til at vedtage fælles politiske målsætninger og strategiske retningslinjer, at etablere strategiske partnerskaber med relevante internationale organisationer, bl.a. NATO, og lande, at indhente tilstrækkelige efterretninger og foretage fælles analyser og evalueringer, at udnytte og om nødvendigt samle finansielle, civile og militære ressourcer, at planlægge og udføre effektive krisestyringsoperationer inden for hele den udvidede række af missioner af Petersberg-typen og at fastlægge og gennemføre en fælles forsvarspolitik, hvilket vil være de første konkrete skridt i retning af opbygningen af et fælles forsvar;

4.  understreger, at de nye bestemmelser om fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP), der blev indført med Lissabon-traktaten, er en klar udmelding om, at EU har til hensigt at agere som en stabilitetsskabende faktor på verdensplan og giver et klart retsgrundlag for styrkelsen af EU's evne til at forfølge sin udenrigs- og sikkerhedspolitik ved hjælp af en samlet tilgang, hvor man trækker på alle de instrumenter, der er tilgængelige for EU og dets medlemsstater, for at forebygge og håndtere kriser og konflikter og for at skabe varig fred;

5.  minder navnlig om, at

(a) FUSP og FSFP, som er en integreret del af førstnævnte, er blevet placeret inden for de juridisk bindende institutionelle rammer for EU's principper (demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende rettigheders universalitet og udelelighed, respekt for den menneskelige værdighed, principperne om lighed og solidaritet samt respekt for principperne i De Forenede Nationers pagt og i folkeretten, herunder beskyttelsesansvaret), og målsætningerne for dem er blevet gjort identiske med de generelle målsætninger for EU's indsats udadtil;

(b)  EU i forbindelse med gennemførelsen af udenrigs- og sikkerhedspolitikken skal sikre, at der er overensstemmelse og sammenhæng mellem de forskellige områder af dens optræden udadtil og mellem eksterne og interne politikker; bemærker, at den højtstående repræsentant har et særligt ansvar i denne forbindelse;

(c) næstformanden/den højtstående repræsentant i tæt samarbejde med medlemsstaterne fører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og foreslår FSFP-beslutninger, -missioner og brugen af nationale ressourcer og EU-instrumenter sammen med Kommissionen, koordinerer, hvor det er hensigtsmæssigt, de civile og militære aspekter, fører forsædet i Rådet (udenrigsanliggender) og er på samme tid næstformand i Kommissionen med ansvar for både forbindelserne udadtil og samordning af og sikring af sammenhæng i EU's samlede optræden udadtil;

(d) den højtstående repræsentant har under Det Europæiske Råds overordnende ledelse beføjelse til at fremsætte forslag til Rådet vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, enten på eget initiativ eller på anmodning af Det Europæiske Råd, i hvilket tilfælde Rådet kan træffe beslutning med kvalificeret flertal;

6.   understreger, at pligten til at sikre sammenhæng, sådan som den defineres i den nye formulering af artikel 40 i EU-traktaten (i henhold til hvilken gennemførelsen af både FUSP og EU's andre politikker ikke berører anvendelsen af de respektive procedurer), og den nylige retspraksis fra EU-Domstolen (jf. SALW-sagen) både beskytter fællesskabsmetodens forrang og FUSP's særpræg og beføjelser og samtidig fremmer konvergensen i de forskellige politikker, instrumenter, ressourcer og retsgrundlag i en holistisk, samlet tilgang, hvor det at bidrage til fred og sikkerhed i verden bliver en generel målsætning for hele EU's optræden udadtil og indadtil, og FSFP er et af dens instrumenter; bemærker, at militære aktiver også kan tages i brug i tilfælde af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, sådan som det viste sig i praksis ved EU's militærstabs koordinering af militær kapacitet til støtte af civilt ledede humanitære nødhjælpsaktioner under oversvømmelserne i Pakistan i sommeren 2010 i overensstemmelse med gældende FN-retningslinjer om anvendelse af militær- og civilforsvarsaktiver i forbindelse med international katastrofehjælp (Osloretningslinjerne) og efter anmodning fra Kommissionen;

7.  udtrykker derfor bekymring over, at der over et år efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse stadig ikke er nogen klare tegn på en samlet tilgang fra EU's side på grundlag af traktaten, der ville gøre det muligt at overvinde de traditionelle proceduremæssige og institutionelle hindringer, samtidig med opretholdelsen de eksisterende juridiske prærogativer, når det gælder de europæiske borgeres sikkerhed;

8.   er overbevist om, at en troværdig ekstern sikkerhedspolitik kræver en større gensidig afhængighed mellem medlemsstaterne og en styrket intern samhørighed samt gensidig tillid og solidaritet, på samme måde som det var tilfældet med den indre sikkerhed i forbindelse med Schengensamarbejdet (hvor Schengenlandene beskytter de andre medlemsstaters grænser ved at beskytte sine egne grænser, og hvor de nationale bestemmelser har konsekvenser for hele verdensdelen, og opgaverne i forbindelse med beskyttelse af ens egen nationale sikkerhed også kan finde sted på en anden medlemsstats område eller i fælles hold, der arbejder i overensstemmelse med de europæiske bestemmelser);

9.   beklager EU-medlemsstaterne manglende vilje til at fastlægge en fælles holdning om krisen i Libyen, om FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 og om, hvordan den kan gennemføres; giver udryk for dyb bekymring over risikoen ved at betragte ad hoc-alliancer af villige stater eller bilateralt samarbejde som acceptable alternativer for FSFP, da ingen europæisk stat har kapacitet til at spille en væsentlig sikkerheds- eller forsvarsrolle i det 21. århundrede; erindrer om, at Lissabon-traktaten gør det muligt at overdrage en krisestyringsopgave til en gruppe medlemsstater, men udelukkende på grundlag af en rådsbeslutning, som fastlæger målsætningerne og rækkevidden af og betingelserne for deres gennemførelse og inddrager den højtstående repræsentant; fastholder, at en fælles reaktion på udviklingen i Libyen er altafgørende for udformningen af en troværdig ny strategi for vores naboskabspolitik mod syd, og understreger, at udformningen af en strategi for Sahelregionen og Afrikas Horn udgør endnu en konkret mulighed for at demonstrere EU's evne til at handle, både når det drejer sig om sikkerhed, og når det drejer sig om udviklingsudfordringer;

10. opfordrer Det Europæiske Råd til at udføre sin opgave med at identificere EU's strategiske interesser og politiske målsætninger ved at udarbejde en europæisk udenrigspolitisk strategi, der svarer til den internationale udvikling, er baseret på en reel konvergens mellem de forskellige dimensioner af EU’s optræden udadtil og som gøres til genstand for en regelmæssig revision; opfordrer den høje repræsentant/næstformanden og Rådet til at gøre princippet om menneskers sikkerhed til et centralt element i den europæiske udenrigspolitiske strategi og omsætte det til konkrete politiske retningslinjer;

11. opfordrer Det Europæiske Råd og dets formand til at tackle denne opgave ved at gå ind i en politisk dialog med Europa-Parlamentet og drøfte dets henstillinger; understreger, at en sådan dialog er påkrævet som følge af de nye bestemmelser i traktaterne og nødvendigheden af, at den europæiske udenrigspolitiske strategi fastlægges og gennemføres på grundlag af en virkelig samlet tilgang; foreslår, at en sådan dialog finder sted regelmæssigt, og at der fokuseres på de opnåede fremskridt såvel som på mulighederne;

12. understreger, at den demokratiske legitimering af FUSP/FSFP i væsentlig grad udspringer af Europa-Parlamentets rolle som den institution, der direkte repræsenterer EU-borgerne, hvilket er et vægtigt argument for dets ret til at forvente, at der tages behørigt hensyn til dets udtalelser og henstillinger;

13. minder desuden om, at næstformanden/den højtstående repræsentant i henhold til traktaten skal godkendes af Europa-Parlamentet, og at Parlamentet er med til at vedtage budgettet for EU's optræden udadtil, herunder civile FUSP- og FSFP-missioner og de administrative udgifter, der opstår som følge af EU's militære koordination, og at dets tilslutning er absolut nødvendig for udmøntningen af EU's strategier i lovtekster og for indgåelsen af internationale aftaler, herunder de aftaler, der hovedsagelig vedrører FUSP, med de aftaler, der udelukkende vedrører FUSP, som eneste undtagelse;

14. ønsker et styrket samarbejdet med EU's nationale parlamenter om den demokratiske kontrol af FUSP og FSFP med henblik på en gensidig styrkelse af indflydelsen på de politiske valg, som de andre EU-institutioner og medlemsstaterne træffer, idet de nationale parlamenters prærogativer i forsvarsanliggender respekteres fuldt ud; beklager, at der under parlamentsformandskonferencen den 4. og 5. april 2011 ikke kunne opnås enighed om formatet for en interparlamentarisk konference om FUSP/FSFP; erindrer om, at artikel 9 i protokol nr. 1 til Lissabon-traktaten om de nationale parlamenters rolle klart bestemmer, at tilrettelæggelsen og fremme af enhver form for effektivt og regelmæssigt interparlamentarisk samarbejde inden for Unionen tilrettelægger af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i fællesskab;

15. understreger den rolle, som traktaterne giver Kommissionen for så vidt angår gennemførelsen af politikker og aktioner i forbindelse med de andre dimensioner af EU's optræden udadtil, fremsættelse af forslag til lovgivningsinitiativer, gennemførelsen af budgettet, forvaltningen af fællesskabsprogrammerne og tilrettelæggelsen af EU's eksterne repræsentation bortset fra FUSP; opfordrer Rådet, Kommissionen og Parlamentet til at styrke deres samarbejde for - med respekt for deres respektive prærogativer - at sikre, at der er overensstemmelse mellem de forskellige områder af EU's optræden udadtil, hvilket vil give en mere effektiv udnyttelse af FSFP-instrumenterne;

16. understreger, at næstformanden/den højtstående repræsentants beføjelser ikke blot består i at have "to kasketter", men er en sammensmeltning af funktioner og legitimeringskilder, som sætter næstformanden/den højtstående repræsentants rolle i centrum for den proces, der skal skabe sammenhæng mellem de forskellige instrumenter, aktører og procedurer i forbindelse med EU's optræden udadtil; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at fortolke sin rolle som proaktiv og føre en konstruktiv dialog med Parlamentet inden for rammerne af den dobbelte målsætning om dels aktivt at tilstræbe politisk enighed mellem medlemsstaterne om de strategiske retningslinjer og de politiske valg for FUSP og FSFP, dels at sikre sammenhæng, reel samordning og fuld udnyttelse af alle potentielle synergivirkninger mellem FUSP-FSFP og de andre områder inden for EU's optræden udadtil og inden for de interne politikker, der er udadrettede eller har konsekvenser udadtil;

17. anser Tjenesten for EU's Optræden Udadtil for at spille en vigtig rolle, når det gælder om at skabe en reel, samlet tilgang, der bygger på fuldstændig integration mellem FSFP, FUSP og de andre dimensioner af EU's optræden udadtil, især politikker for udviklingssamarbejde, handel og energisikkerhed; glæder sig over resultatet af de forhandlinger, der førte til oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil som et organ i EU-institutionernes tjeneste og de forskellige dimensioner af EU's optræden udadtil, og som sikrede den en lang række beføjelser og ansvarsområder og samtidig garanterede en solid tilknytning til Kommissionen uden på nogen måde at bevæge sig ind på dens prærogativer, og håber, at overdragelsen til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil af ansvaret for den strategiske planlægning af de vigtigste finansielle instrumenter i forbindelse med EU's optræden udadtil vil give sig udslag i en effektiv, sammenhængende anvendelse af dem med det sigte at fremme EU's principper og målsætninger

18. gentager sin støtte til en bedre samordning og en større synergi mellem den civile og militære krisestyringsstruktur og -kapacitet inden for rammerne af den samlede tilgang uden en udviskning af forskellene mellem de civile og militære roller og de forskellige beslutningsprocedurer og kommandoveje;

19. beklager, at den midlertidige organisationsplan for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil ikke omfatter samtlige eksisterende enheder, der tager sig af planlægning og programmering af kriseberedskab, konfliktforebyggelse og fredsskabelse sammen med FSFP-strukturerne i henhold til Madridaftalerne; opfordrer i den forbindelse til afholdelse af regelmæssige møder i en krisestyringskommission, som består af CMPD, CCPC, EUMS, SITCEN, enhederne for fredsskabelse, konfliktforebyggelse, mægling og sikkerhedspolitik, formanden for PSC, de geografiske afdelinger og andre politiske afdelinger, som hører under næstformanden/den højtstående repræsentants og generalsekretærens myndighed, med deltagelse af Kommissionens strukturer for humanitær bistand, civilbeskyttelse og den indre sikkerhed alt efter omstændighederne; sådanne måder skulle koordineres af den administrerende direktør for kriseberedskab; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant og Kommissionen til at etablere med effektivt alarm- og beredskabssystem samt en stor, fælles kommandocentral, som er placeret hos Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og som er i stand til at sikre overvågning 24 timer i døgnet, syv dage i ugen, så man undgår det eksisterende dobbeltarbejde, der næppe er foreneligt med nødvendigheden af at råde over et passende overvågnings- og kriseberedskabssystem; mener, at der for at skabe passende synergi bør sikres regelmæssig koordinering og udveksling mellem dette system og det europæiske katastrofeberedskabscenter, som er under udvikling i Kommission, idet de respektive prærogativer dog skal respekteres;

20. mener, at krisestyringskommissionen skal have til opgave dels at udføre fælles planlægning i forbindelse med potentielle kriseskuepladser og -scenarier, dels ved hjælp af en krisecentral for konkret forvaltning af kriseberedskabet både i Bruxelles og på stedet at samordne anvendelsen af de forskellige finansielle instrumenter og kapaciteter, der er til rådighed for EU, uden at det underminerer de specifikke beslutningsprocedurer og retsgrundlag for henholdsvis anvendelse af civil og militær kapacitet i forbindelse med FUSP/FSFP og brugen af fællesskabsinstrumenter;

21. understreger nødvendigheden af at styrke, fordele og tilrettelægge de civile og militære beredskabsstrukturer, -tjenester og -enheder, der er placeret i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og i Kommissionen, på en mere rationel måde og:

(a)  opfordrer til en styrkelse af den operative planlægningsenhed for CPCC's civile missioner;

(b)  gentager opfordringen til, at Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter (FPIS), som har ansvar for planlægning og programmering af stabilitetsinstrumentets artikel 3-kriseberedskabsforanstaltninger, integreres i EU-Udenrigstjenestens strukturer for krisestyring og fredsopbygning, og navnlig, at de tidligere Relex/A2-stillinger, der var tildelt enhed 2 for de nye udenrigspolitiske instrumenter (12 Ad og 5 AST) overføres til Udenrigstjenesten; påpeger, at denne overførsel er en forudsætning for frigivelsen af reserven under den pågældende post i Kommissionens budget;

(c)  støtter oprettelsen af et fælles servicecenter for forvaltningen af FSFP-missioner, dvs. et interinstitutionelt kontor omfattende Kommissionens enhed 3, (FSFP-operationer under de udenrigspolitiske instrumenter - tidligere Relex/A3), og CPCC's missionsstøtteenhed; mener, at et sådant nyt servicecenter ved at tage sig af personalemæssige, logistikmæssige, indkøbsmæssige og finansielle opgaver for de civile FSFP-missioner og ved at frigøre missionschefen fra dele af de administrative opgaver ville sikre en større effektivitet, både ved at samle de administrative funktioner, først og fremmest personaleudvælgelses- og rekrutteringsprocessen, og ved at centralisere indkøb og forvaltning af udstyr;

22. beklager de ringe resultater, som man har nået med processen for det overordnede civile mål for 2010 med hensyn til civil kapacitet, og navnlig kontrasten mellem det personale, som medlemsstaterne stiller til rådighed på papiret, og det personale, der reelt er til rådighed til missionerne, de begrænsede fremskridt i forbindelse med uddannelse af menneskelige ressourcer (manglende fælles standarder, et begrænset antal uddannelsesprogrammer, som er uploadet til programmet for uddannelsesmuligheder i Goalkeeper-softwaremiljøet "Schoolmaster"); opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant, Rådet og medlemsstaterne til på en samordnet måde at relancere udviklingsprocessen for civil kapacitet, navnlig hvad angår rekruttering, ligelig deltagelse af begge køn, uddannelse og indsats; understreger især betydningen af den fortsatte udvikling af systemerne med de to overordnede civile mål, som EU hidtil har gennemført for at klare disse udestående udfordringer; anmoder om indførelse af en fællesskabsordning til forbedring af den civile kapacitet, især uddannelse og forøgelse af den civile afdeling af Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi;

Sikkerhed og forsvar

23. gentager, at en troværdig, pålidelig og eksisterende militærkapacitet er en absolut forudsætning for en uafhængig FSFP og for en effektiv samlet tilgang, og at det er nødvendigt, at medlemsstaterne stiller den til rådighed; understreger desuden, at denne militærkapacitet kan anvendes til forskellige formål og ikke mindst civile formål i overensstemmelse med de principper, som udgør grundlaget for EU's optræden på den internationale scene og EU's retsordens autonomi;

24. beklager den skarpe kontrast mellem de 200 mia. EUR, som medlemsstaterne hvert år anvender på forsvar, de knappe midler til EU's rådighed og de frygteligt langvarige konferencer om styrkeopbygning til EU's militære operationer, samtidig med at der ledig kapacitet og personale; beklager, at styrkeopbygningsprocessen, der har været anvendt i mere end 12 år, ikke har ført til reelle forbedringer af kvantiteten eller kvaliteten af den militære kapacitet, som er til rådighed for FSFP-missionerne; understreger behovet for regelmæssigt at evaluere forbedringerne af den militære kapacitet; påpeger, at der er et stigende misforhold mellem øget efterspørgsel fra udlandet og de ressourcer, som medlemsstaterne stiller til rådighed for Unionen;

25. konstaterer med bekymring, at de nuværende økonomiske stramninger risikerer at give sig udslag i nedskæringer, som ikke er aftalt på europæisk plan, og i fortsatte overlapninger, som kan sætte spørgsmålstegn ved selve FSFP, mens de i stedet burde få medlemsstaterne til at anvende deres forsvarspenge på en smartere måde gennem sammenlægning og anvendelse af en større andel af deres forsvarskapacitet, -budget og -behov i fællesskab, alt imens de opnår større sikkerhed for borgerne; anmoder medlemsstaterne om at skabe en større gennemsigtighed med hensyn til deres respektive forsvarsbudgetter;

26. minder om, at FUSP og SFSP også bør føre til nedrustning og ikke-spredning af våben, lige fra håndvåben og lette våben (SALW) til atomsprængladninger og ballistiske våben opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at prioritere denne politik ved at støtte en ny række proaktive foranstaltninger, som tager fat på problemerne med landminer, klyngeammunition, ammunition med forarmet uran, håndvåben og lette våben, biologiske, kemiske og nukleare masseødelæggelsesvåben og leveringsmåden heraf; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til på årsbasis at aflægge beretning til Europa-Parlamentet om gennemførelsen af NPT-konferencen 2010 og dens handlingsplan om nedrustning og ikke-spredning;

27. beklager de omfattende gentagelser af forsvarsprogrammer i EU, f.eks. de over 20 programmer for pansrede køretøjer, de seks forskellige programmer for angrebsubåde, de fem programmer for jord-til-luft-missiler og de tre programmer for kampluftfartøjer, som betyder, at der ikke opnås nogen stordriftsfordele, at begrænsede økonomiske ressourcer bliver spildt, og at priserne på europæisk forsvarsudstyr er alt for høje, hvilket igen medfører en fortsat fragmentering af det europæiske forsvars industrielle og teknologiske basis (EDTIB), vanskeliggør konkurrenceevnen for hele den sikkerhedsrelaterede industrielle sektor i Europa og bringer teknologisk lederskab og beskæftigelse i fare

28. bekræfter, at alle ovennævnte punkter skal løses gennem en stærk fælles langsigtet politisk, hvor man til fulde udnytter Lissabon traktatens muligheder, og at en fælles forsvarspolitik, som gradvist skal føre til et fælles forsvar, skal tage sigte på at styrke EU's evne til at reagere på kriser og muliggøre langvarig fredsskabelse, og frem for alt på at sikre Europas strategiske selvstændighed og evne til at gribe ind; opfordrer til, at der afholdes et ekstraordinært møde i Det Europæisk Råd om europæisk sikkerhed og forsvar; gentager sin opfordring til udarbejdelse af en hvidbog om europæisk sikkerhed og forsvar, hvis udarbejdelse skal inddrage alle relevante interesserede parter i EU og som skal være baseret på nationale forsvars- og sikkerhedsevaluering i samtlige medlemsstater, som gennemføres på grundlag af en fælles skabelon og muliggør direkte sammenlignelighed af styrker og svagheder i den nuværende formåen og beredskabsforudsætninger;

29. anmoder medlemsstaterne om at støtte Det Europæiske Forsvarsagentur som EU's ekspertagentur, som er overdraget rollen med at påvise og udvikle forsvarskapacitet inden for krisestyring og fremme og udbygning af Europas samarbejde på rustningsområdet;

30. noterer sig, at den fransk-britiske aftale af 2. november 2010 om sikkerheds- og forsvarssamarbejdet er iværksat uden for rammerne af traktaten om Den Europæiske Union; håber imidlertid, at dette seneste forsøg på fransk-britisk samarbejde kan fungere som katalysator for yderligere fremskridt på europæisk plan i tråd med Unionens institutionelle ramme og med de logiske behov for rationalisering, interoperabilitet og omkostningseffektivitet; understreger, at EDA kunne spille en støtterolle i denne sammenhæng; mener, at det fransk-britiske forsvarssamarbejde bør fungere som køreplan for et mere effektivt europæisk forsvarssamarbejde baseret på kapacitetsplanlægning og gensidig afhængighed; opfordrer regeringerne i Frankrig og i Det Forenede Kongerige til at forpligte sig til fremtidige europæiske multilaterale ordninger for sammenlægning og fælles anvendelse;

31. understreger, at det permanente strukturerede samarbejde som omhandlet i traktaten indeholder garantier og fastsætter forpligtelser, og at det også er et instrument til fremme af bedre brug af FSFP's aktiver i en periode med en stram finanspolitik og overvindelse af manglen på konsensus blandt medlemsstaterne opfordrer Rådet og medlemsstaterne til uden yderligere forsinkelser at fastsætte indhold og målsætninger for et sådant samarbejde på militærområdet med inddragelse af alle medlemsstater, som viser sig at være både politisk villige og i besiddelse af den nødvendige militære kapacitet;

32. mener, at det er nødvendigt at styrke forsvarsministrenes rolle i Udenrigsministerrådet;

33. henstiller til, at der foretages seriøse overvejelser om de konkrete konsekvenser af klausulen om gensidig bistand i tilfælde af et væbnet angreb på en medlemsstats område, så de uløste spørgsmål vedrørende de gennemførelsesbestemmelser, der blev fjernet fra udkastet til traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde, bliver løst; opfordrer til, at der udarbejdes politiske retningslinjer, hvilket navnlig er blevet en absolut nødvendighed efter ophævelsen af den ændrede Bruxelles-traktat (WEU) for nylig;

34. anerkender, at tidspunktet i FSFP's udviklingsforløb efter den politiske indsats og den institutionelle indsats nu er kommet til en konkret indsats med hensyn til militær kapacitet; minder om det store potentiale i de nye bestemmelser i Lissabontraktaten til at fremme udviklingen af denne kapacitet og gradvist fastlægge rammer for EU's forsvarspolitik og gentager behovet for, at disse bestemmelser bringes i anvendelse på en effektiv måde så hurtigt som muligt;

35. henstiller, at medlemsstaterne uforbeholdent forpligter sig til at stille militær kapacitet til rådighed på permanent basis på en måde, som er i tråd med tendensen til at lægge stadig større vægt på de kvalitative aspekter; er enigt i opfordringerne fra forsvarsministrenes uformelle møde i Gent, i det tysk-svenske dokument og i Weimarinitiativet, og opfordrer til, at den operative fase straks indledes i overensstemmelse med konklusionerne fra Rådet i december 2010, hvor forsvarsministrene blev enige om, at EDA skulle intensivere sit arbejde for eventuelt med støtte fra en ekspertgruppe at lette identificeringen af de områder, hvor man kunne sammenlægge og i fællesskab anvende militær kapacitet; understreger behovet for at gøre dette nye tiltag til kapacitetsudvikling til en succes; opfordrer medlemsstaterne til at overholde tidsfristen, som blev fastsat af Rådet i december 2010; minder om, at stabscheferne i alle EU's 27 væbnede styrker har fået til opgave at gennemgå deres kapacitet senest i maj 2011, at EU's militære personale er blevet pålagt at bruge disse data til senest i midten af 2011 at fremlægge et samlet overblik, og at EU's forsvarsministre skal vedtage de endelige konklusioner inden udgang af indeværende år; anmoder agenturet om at prioritere dette nye initiativ og at udarbejde en liste over potentielle nye samarbejdsprojekter (f.eks. på områder som satellitkommunikation, lægehjælp, søfartslogistik og IT-sikkerhed) for at undgå dobbelte udgifter og øge interoperabiliteten;

36. tilslutter sig henstillingerne fra Rådet (udenrigsanliggender) i januar 2011, hvor næstformanden/den højtstående repræsentant opfordredes til at arbejde med de emner, der er genstand for Weimarinitiativet, så der kan træffes konkrete foranstaltninger på baggrund af en rapport, som næstformanden/den højtstående repræsentant skal fremlægge på et møde i Rådet (udenrigsanliggender) senest i midten af 2011 med henblik på så vidt muligt at opnå konkrete resultater inden årets udgang, herunder muligheden for at udvide sådanne initiativer til andre interesserede medlemsstater;

37. bekræfter nødvendigheden af at løse problemet med den manglende balance, når det gælder kapaciteten til planlægning og gennemførelse af civile og militære operationer, ved at give EU en fast civil-militært planlægnings- og gennemførelseskapacitet eller et operativt hovedkvarter (OHQ), som vil muliggøre en mere reaktiv og omkostningseffektiv EU-indsats; understreger den begrænsede brug af Berlin Plus-aftalerne, der hidtil kun har vedrørt overtagelse af eksisterende NATO-missioner, og problemerne i forbindelse med rammenationskonceptet, som er baseret på brugen af fem nationale OHQ'er, idet manglen på forudgående planlægning kommer oven i vanskelighederne dels med at opbygge styrker, dels ved den øgede kompleksitet i samordningen af civil og militær kapacitet;

38. mener, at det eksisterende operationscenter, selv om det er det første positive skridt, ikke lever op til kravene og til ambitionsniveauet for et permanent OHQ, og at det i stedet bør gøres permanent og sættes i stand til at forvalte større missioner, gives tilstrækkelige menneskelige ressourcer og operationelle infrastrukturer og sættes i stand til at imødegå upålideligheden i EU's kommunikations- og informationssysteminfrastruktur, der navnlig skyldes manglen på en permanent kommando- og kontrolstruktur (C2) (og relevant retsgrundlag), hvilket også kan have en negativ indflydelse på situationsbevidstheden; slår til lyd for, at det militære operative hovedkvarter placeres sammen med det civile hovedkvarter, så det bliver muligt at udføre hele viften af militære operationer og civile operationer og udnytte de mulige synergieffekter mest muligt, alt imens man respekterer de adskilte civile og militære kommandoveje og de forskellige beslutningsprocedurer og finansieringsmekanismer;

39. glæder sig over, at næstformanden/den højtstående repræsentant i sit svar på Weimarinitiativet anerkender nødvendigheden af en militær gennemførelseskapacitet for EU; fastholder, at der i den omkostningseffektivitetsanalyse, som næstformanden/den højtstående repræsentant ønsker, også skal tages højde for de omkostninger, der skyldes manglen på et OHQ for EU; erklærer hermed, at det agter at gennemføre en undersøgelse af dette aspekt og af den nye strukturs mulige omkostninger og finansieringsmekanismer;

40. anerkender nytteværdien af kampgrupper, men opfordrer kraftigt til en omhyggelig genovervejelse af konceptet og strukturen for disse kampgrupper, der hidtil ikke er blevet benyttet, med henblik på en større grad af fleksibilitet og effektivitet; mener, at

- det bør overvejes at specialisere en af de to kampgrupper i nichekapacitet og/eller kapacitet, der er egnet til konflikter med lav intensitet, der kræver hybride civile og militære opgaver;

- de operative udgifter afholdes over Athenamekanismen, hvis revision er planlagt under det polske formandskab;

41. lægger vægt på henvisningen i traktaten til en europæisk kapacitets- og rustningspolitik, som skal fastlægges med deltagelse af Det Europæiske Forsvarsagentur, og opfordrer til, at EU's institutioner, organer og medlemsstater samarbejder om udformningen og gennemførelsen af en sådan politik;

42. opfordrer til et tæt samarbejde mellem EDA og Kommissionen med henblik på at styrke en kapacitet med dobbelt anvendelsesformål for at finde frem til den mest omfattende tilgang til sikkerhedsbaseret forskning, navnlig inden for rammerne af sikkerhedsafsnittet i rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling; glæder sig i den forbindelse til det ottende rammeprogram, som også vil omhandle ekstern sikkerhed; anmoder desuden Kommissionen om at anerkende, at der reelt eksisterer civil-militær krisestyring, og overveje finansiering af sikkerheds- og forsvarsforskning, som også kan anvendes til civile formål, med fællesskabsmidler; fremfører imidlertid, at dette samarbejde ikke bør overskride, hvad der er nødvendigt for et civil-militært samarbejde om fredsbevaring, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed såvel som krisestyringsaktiviteter;

43. opfordrer EDA's chef (næstformanden/den højtstående repræsentant) til sammen med Rådet i tide at fremlægge forslag til en ny rådsafgørelse om genetablering af EDA i overensstemmelse med dets nye rolle som beskrevet i Lissabontraktaten; sætter spørgsmålstegn ved det nuværende retsgrundlag for EDA, som stammer tilbage fra 2004, på baggrund af Lissabon-traktaten og dens konsekvenser for EDA; anmoder Rådet om at orientere Europa-Parlamentet om de nødvendige ændringer af Rådets fælles aktion om etablering af EDA som følge af, at EDA er omfattet af Lissabon-traktaten;

44. opfordrer til etablering af et stærkt partnerskab mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet, EDA og de deltagende medlemsstater om udarbejdelsen af det ottende rammeprogram med henblik på at tilvejebringe investeringer i teknologiområder af fælles interesse på EU-plan, navnlig i betragtning af at, bevillingerne til F&U på forsvarsområdet i dag i Europa svarer til ca. 10 % af de amerikanske bevillinger;

45. opfordrer til et stærkt samarbejde mellem EDA og Den Fælles Organisation for Forsvarsmaterielsamarbejde (OCCAR); udbeder sig oplysninger fra EDA's chef (næsteformanden/den højtstående repræsentant) om resultaterne af forhandlingerne om de administrative vilkår for deres samarbejde, som lev indledt i april 2009;

46. bekræfter, at en af de vigtigste forudsætninger for en selvstændig og troværdig FSFP er indførelsen af et mere konkurrencedygtigt og effektivt europæisk forsvars- og sikkerhedsmarked, som er underlagt reglerne for offentlige udbud, med en styrket industriel og teknologisk basis for det europæiske forsvar (EDTIB), som tager hensyn til vigtige industrielle kapaciteter, forsyningssikkerhed mellem landene, et udvidet og diversificeret leverandørgrundlag og øget forsvarsmaterielsamarbejde;

47. understreger, at det er vigtigt for det europæiske forsvarsmarked, at følgende direktiver bliver gennemført i de nationale lovgivninger af samtlige medlemsstater:

-     (senest den 30. juni 2011) direktiv 2009/43/EF om overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for Fællesskabet, og

-     (senest den 31. august 2011) direktiv 2009/81/EF om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet;

henstiller, at medlemsstaterne nøje overholder fristerne, hvilket kontrolleres af Kommissionen, og at de sørger for de nødvendige gennemførelsesbestemmelser og forbereder personalet på den nye lovgivnings anvendelse; anmoder medlemsstaterne om at tage hensyn til de respektive vejledningsnotater fra Kommissionen;

48. henstiller, at der snarest foretages en evaluering af gennemførelsen af den fælles holdning til fastlæggelse af fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr, som blev vedtaget den 8. december 2008, for at sikre, at alle involverede nationale myndigheder i alle medlemsstater overholder den i fuld udstrækning og på samme måde;

49. opfordrer medlemsstaterne til at rette sig efter EDA's adfærdskodeks for offentlige indkøb af forsvarsmateriel og dets adfærdskodeks for kompensationskøb for at undgå krænkelser af bestemmelserne om det indre marked og mindske mulighederne for korruption;

50. understreger, at det er nødvendigt at afhjælpe manglen på forskrifter og standarder for at fremme det europæiske sikkerheds- og forsvarsmarked, der er under udvikling, da det begrænser markedsmulighederne for både store virksomheder og SMV'er og forhindrer interoperabiliteten mellem sikkerhedssystemerne; giver sin fulde støtte til arbejdet i EDA i medfør af det nye retsgrundlag i Lissabon-traktatens; opfordrer til et tæt samarbejde mellem EDA og Kommissionen for at skabe et europæisk forsvarsmarked; opfordrer derfor Kommissionen til i samarbejde med EDA at udarbejde et første oplæg til en europæisk industripolitik inden for forsvars- og sikkerhedsområdet;

51. opfordrer de deltagende medlemsstater til at betragte deres deltagelse i EDA som en permanent indsats og til at give agenturet de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer; opfordrer til en forøgelse af udgifterne til operationelle projekter og undersøgelser (som hidtil gennemsnitligt har ligget på ca. 25 % af budgettet), hvis den beklagelige situation skulle opstå, at vetoerne mod en forøgelse af budgettet fortsætter i længere tid;

52. opfordrer de medlemsstater, der deltager i EDA, til at supplere det arbejde og de initiativer, som næstformanden/den højtstående repræsentant fremlægger i sin egenskab af chef for agenturet, og opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at indføre nogle arbejdsmetoder, der forbedrer deltagerlandenes evne til at tage ansvar som beslutningstagere og er i tråd med agenturets mellemstatslige karakter og traktatens bestemmelser, med sigte på at skabe politisk enighed;

53. mener, at det er nødvendigt at vedtage lovtiltag i EU, herunder omfattende rammebestemmelser om etablering og registrering af, udstedelse af tilladelse til og overvågning af private militære firmaer og private sikkerhedsfirmaer (PMS) og indberetning af eventuelle overtrædelser af gældende lov, både internt og eksternt;

54. opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at indlede indførelsen af hensigtsmæssige tiltag:

     - internt: udarbejdelse af henstillinger, som skal bane vejen for et direktiv, som sigter mod en harmonisering af nationale foranstaltninger til regulering af PMSC-tjenester, herunder serviceudbydere og køb af tjenesteydelser;

     - eksternt: udarbejdelse af en adfærdskodeks, som skal bane vejen for en beslutning om regulering af eksport af PMSC-tjenester til tredjelande i et omfang, der ikke er dækket af ovennævnte direktiv;

Ekstern og intern sikkerhed

55. mener, at de eksterne og interne aspekter af EU's sikkerhed bør behandles som komplementære dimensioner af den samme strategi, sådan som Det Europæiske Råd har gjort det klart siden sit møde i Tampere (1999), Feira og Stockholm (2010), da det vedtog EU-målsætningerne for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for perioden 2010-2014; understreger, at kerneværdier og normer som menneskerettigheder, grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og humanitær ret under ingen omstændigheder er til forhandling i forbindelse med bekæmpelsen af international terror, og at én af konklusionerne fra Europa-Parlamentets midlertidige udvalg om CIA's formodede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger er, at nationale og EU's politikker og indsats mod terrorisme skal underkastes mere parlamentarisk tilsyn;

56. mener, at det er blevet mere og mere tydeligt i den moderne tid, og navnlig efter den 11. september, at mange tværnationale trusler såsom terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, organiseret kriminalitet, internetkriminalitet, narkotika og menneskehandel ikke kan neutraliseres uden en samordnet indsats, som omfatter ”eksterne” sikkerhedspolitiske tiltag og "interne" lovgivningsmæssige og politiske foranstaltninger og redskaber, hvilket allerede blev fremhævet i EU's første handlingsplan om bekæmpelse af terrorisme (2001) og EU's terrorbekæmpelsesstrategi (2005); erindrer om, at Rådets rapport i 2008 om gennemførelse af en europæisk sikkerhedsstrategi påpeger, at statsopløsning påvirker europæisk sikkerhed, hvilket tilfældet med Somalia er et eksempel på;

57. anerkender, at forbindelserne mellem den eksterne og interne sikkerhedspolitik er blevet mere og mere åbenbare i medlemsstaterne og navnlig i tredjelande såsom USA, hvor Ministeriet for Indenrigssikkerhed, der blev oprettet i 2003 ved en sammenlægning af 22 statslige agenturer, nu beskæftiger over 200 000 tjenestemænd og har et årligt budget på over 40 mia. USD; betragter det ikke som nogen overraskelse, at Ministeriet for Indenrigssikkerheds vigtigste missioner delvist er de samme som dem, som EU har knyttet sammen med indførelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (beskyttelse af de ydre grænser, indvandring og bekæmpelse af terrorisme);

58. glæder sig over, at vigtige bestemmelser i Lissabon-traktaten afspejler en tilpasning til ovennævnte kontekst og behovet for at udnytte synergieffekterne mellem den eksterne sikkerhed og den interne sikkerhed, som omfatter:

- en udvidelse af FSFP-mandatet med mere omfattende opgaver af Petersberg-typen, der kan bidrage til bekæmpelsen af terrorisme, også via støtte til tredjelande i bekæmpelsen af terrorisme på deres eget område, og det anbefales at fortolke disse opgaver bredt i tråd med de relevante FN-resolutioner og med fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; erindrer imidlertid om, at militær indsats ikke i sig selv er tilstrækkelige til at bekæmpe international terror, og anmoder om vedvarende internationale bestræbelser på at identificere og gøre noget ved berettigede klagepunkter, som ligger til grund for fænomenet, og derved samtidig styrke dialogen og en bredere forståelse mellem de forskellige kulturer;

- solidaritetsbestemmelsen: er enig i nødvendigheden af, at denne mekanisme kan tages i brug, og glæder sig over Kommissionens og næstformanden/den højtstående repræsentants løfte om at fremlægge et tværgående forslag i 2011 med det formål at skabe grundlaget for en fælles indsats fra EU's side for at anvende solidaritetsbestemmelsen i praksis;

59. mener, at den europæiske sikkerhedsstrategi (2003) og den interne sikkerhedsstrategi (2010) begge identificerer en række fælles områder – såsom terrorisme, organiseret kriminalitet og internetsikkerhed – som har konsekvenser for begge sikkerhedsdimensioner; er derfor enig i, at det er nødvendigt at forbedre den måde, som vi samler de interne og eksterne dimensioner på, hvilket er en ide, som Kommissionen har udviklet med i sin meddelelse "Strategien for EU's indre sikkerhed i praksis - Fem skridt hen imod et mere sikkert EU" (KOM(2010)0673);

60. mener, at komplementariteten af interne og eksterne sikkerhedsmålsætninger afspejles af følgende:

- COPS og COSI (Den Stående Komité for den Indre Sikkerhed, der er oprettet med TEUF) samt SITCEN og sikkerhedsrelaterede agenturer såsom EUROPOL, EUROJUST og FRONTEX vil samarbejde og forelægge en fælles trusselsvurdering for EU-institutionerne;

- der vil blive udviklet en sikkerhedsinformationsmodel ved at forbinde Schengeninformationssystemet med alle andre relevante netværk, der omfatter hele EU, såsom VIS og EURODAC, ved hjælp af erfaringer og bedste praksis fra andre lande; understreger, at der skal tages hensyn til truslerne mod privatlivets fred og de etiske overvejelser;

- sporingen af finansiering af terrorisme er for nylig blevet forbedret af TFTP-aftalen mellem EU og USA og ved hjælp af alle de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der kræver sporbarhed af mistænkelige transaktioner;

- definitionen af europæiske kritiske infrastrukturer tager højde for konsekvenserne af menneskelige handlinger som f.eks. terrorangreb og internetangreb;

61. er af den opfattelse, at alle ovenstående initiativer derfor kun kan iværksættes med et solidt retsgrundlag og lovbestemmelser, der kan vedtages i henhold til den interne almindelige EU-kompetence, hvor kvalificeret flertal i Rådet er reglen, og som også omfatter fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet og sidst, men ikke mindst, retslig kontrol fra Domstolens side;

62. er af den opfattelse, at det således vil være logisk, når den samme trussel kræver anvendelse af eksterne og interne sikkerhedsforanstaltninger, at EU prioriterer de mest effektive - og juridisk velunderbyggede - tilgængelige foranstaltninger, som er dem, der opstår som følge af den interne kompetence; mener, at Europa-Parlamentet også skal spille en afgørende rolle i forbindelse med de tilknyttede specifikke FSFP-strategier og -foranstaltninger;

63. minder Rådet og næstformanden/den højtstående repræsentant om, at de har pligt til at holde Parlamentet informeret om status for de eksterne forbindelser og navnlig om forbindelserne med tredjelande og internationale organisationer, med hvilke der er forhandlinger i gang om eller indgået internationale aftaler i EU's interesse; minder Rådet om, at aftaler om udveksling af fortrolige informationer med tredjelande og internationale organisationer, hvis de ikke udelukkende henhører under FUSP, skal forhandles og indgås på en sådan måde, at Europa-Parlamentet informeres og inddrages i henhold til artikel 218, stk. 6, i TEUF; forbeholder sig i den forbindelse retten til at vurdere, hvorvidt aftalen mellem EU's medlemsstater, som mødes i Rådet, vedrørende beskyttelse af klassificerede oplysninger, som er udvekslet i EU's interesse, griber ind i udøvelsen af de beføjelser, som traktaten har givet det;

Sikkerhed gennem operationer

64. glæder sig over, at EU siden 2003 og indtil i dag har foretaget en lang række aktioner (24) på tre kontinenter med forskellige interventionstyper, hvoraf hovedparten har været civile med fokus på politi, reformer af sikkerhedssektoren og styrkelse af retsstaten; bemærker, at ud af de hidtidige 24 FSFP-missioner har 16 været civile;

65. bemærker, at denne tendens bekræftes af profilen for de 13 igangværende missioner, og når man ser bort fra denne klassifikation, er missionerne i stadig større grad "multifunktionelle", sådan som det er tilfældet med EULEX Kosovo, der kombinerer flere funktioner (politi, toldvæsen og retssystem) med opgaver som uddannelse, overvågning og bistand samt ledelsesopgaver, eller som i tilfældet med den seneste EUTM Somalia-mission, der er hjemmehørende i Uganda og tager sigte på militær uddannelse af den føderale overgangsregerings sikkerhedsstyrker, hvilket er et eksempel på, at der lægges øget vægt på SSR-relaterede opgaver inden for militær krisestyring;

66. bifalder den igangværende revision af de eksisterende civile FSFP-begreber, hvor navnlig retsstatsprincippet vil blive betragtet som et centralt begreb for civile missioner, der dækker politi, retsvæsen, civil forvaltning, toldvæsen, grænseovervågning og andre relevante områder til gavn for planlæggerne og eksperterne på området, når det gælder om at iværksætte og gennemføre missioner med styrkelse og/eller overtagelse af eksisterende strukturer (ledelsesopgaver); støtter det igangværende arbejde med at udvikle begrebet retlige FSFP-missioner, og minder samtidig om, at det er nødvendigt at undgå overlapninger med eventuelle fællesskabsprogrammer; opfordrer i lyset heraf til, at den højtstående repræsentant/næstformanden hurtigt giver Europa-Parlamentet en omfattende redegørelse for anvendelsen af private sikkerheds- og militærvirksomheder under FSFP- og FUSP-missioner med angivelse af erhvervsmæssige krav og virksomhedsstandarder, der kræves fra kontrahenter, gældende forordninger og lovmæssige forpligtelser og ansvar, overvågningsmekanismer, effektivitetsvurdering og involverede omkostninger;

67. anerkender ligeledes, at Lissabon-traktaten har skabt grundlag for en udvidelse af opgaverne af Petersberg-typen, som rent faktisk allerede var i gang i årene inden traktatens ikrafttrædelse, og på denne måde bragt nytænkning og etableret styrkede politisk-juridiske rammer, som svarer til virkeligheden;

68. henstiller nu, at den opnåede erfaring udnyttes til at puste nyt liv i missionerne (EUTM Somalia-missionen var den eneste nye intervention i de sidste to år), eftersom missionerne udgør en målestok for FSFP-mandatet og derfor for EU's troværdighed som international aktør;

69. understreger den tvingende nødvendighed af konkrete fremskridt med hensyn til forskellige tekniske, juridiske, operative og ikke mindst politiske og strategiske aspekter; fastholder navnlig, at alle missioner skal indgå i en klar politisk strategi (på mellemlang og lang sigt), og understreger, at missioner ikke må træde i stedet for politik; mener, at en sådan sammenhæng er vigtig for at sikre interventionens operative succes og mere generelt for at bryde den onde cirkel, hvor FSFP, i stedet for at være et instrument til fremme af FUSP, er tilbøjelig til at træde i stedet for denne, hvilket medfører en lang række inkonsekvenser;

70. konstaterer med bekymring, at sammenhængene med en klar politisk strategi hidtil har manglet og fortsat mangler i langt de fleste tilfælde, hvilket har en negativ indflydelse på missionernes effektivitet, f.eks.:

- EUPOL Afghanistan har en utilstrækkelig effekt på grund af manglen på en klar strategi og den uundgåelige indlemmelse i den amerikanske AFPAK-strategi;

- EULEX Kosovo, der er den vigtigste civile mission i EU, er stødt på mange hindringer, hovedsageligt på grund af manglende støttelovgivning og personale; den spiller dog en vigtig rolle i forbindelse med etableringen af retsstatsprincippet, og den bidrager fortsat til stabiliteten i regionen;

- EUBAM Rafah og EUPOL COPPS, der er almindeligt anerkendt og accepteret som de vigtigste internationale ekspertorganisationer vedrørende politispørgsmål i de palæstinensiske områder, har ikke været i stand til væsentligt at påvirke konfliktens udvikling, eftersom de mangler en stærk politisk og diplomatisk strategi, som man imidlertid bør fastlægge forud for en fornyet indsats i de palæstinensiske områder;

- EUFOR Althea i Bosnien-Hercegovina (iværksat i 2004 med anvendelse af Berlin Plus-aftalerne) har muligvis nået hovedmålsætningerne, og derfor er det nødvendigt med en politisk vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at betragte den som afsluttet og få nogle vigtige finansielle og menneskelige ressourcer tilbage (over 1.400 personer);

- EU har med held ført an i den internationale indsats i kampen mod piratvirksomhed gennem operation Atalanta, men spørgsmålet om retlig behandling af pirater skal løses hurtigst muligt, navnlig på grundlag af Lang-rapporten, der for nylig blev forelagt FN's Sikkerhedsråd; Atalanta-operationen hindres af den manglende gennemførelse af en klar regional strategi, der tager sigte på at bekæmpe de grundlæggende årsager til piratvirksomheden og tackle den kroniske ustabilitet i Afrikas Horn på en effektiv måde; der bør hurtigst muligt træffes foranstaltninger til styrkelse af farvandsinspektionen i regionen;

- EUTM kan vise sig at være kontraproduktiv ved at styrke mulige militsrekrutters militære kapacitet i Somalia;

-   EUPOL RD Congo og EUSEC RD Congo har været i landet siden henholdsvis 2007 og 2005, men har kun haft begrænsede positive virkninger på målgrupper, om nogen overhovedet; Parlamentet anbefaler et stærkere fokus på spørgsmålet om seksuel vold for at øge begge missioners effektivitet;

71. glæder sig over Rådets beslutning om at iværksætte operationen EUFOR Libyen til støtte for de humanitære bistandsoperationer, hvis der anmodes om det fra UN OCHA's side; beklager imidlertid de alvorlige forsinkelser i planlægningsprocessen, som vil forhindre en hurtig indsættelse i landet; beklager dybt, at EUFOR's mandat blev begrænset til humanitære aspekter, når der var gode grunde til, at EU stillede sig i spidsen for den maritime overvågning (sikring af overholdelsen af embargoen og bistand til Frontex) og for den humanitære bistand og beskyttelse af civile i Libyen; henviser i den forbindelse til sin beslutning af 10. marts 2011, hvori næstformanden/den højtstående repræsentant opfordredes til at undersøge muligheden for at sikre overholdelsen af embargoen ved anvendelse af luftbårne og søgående FSFP-aktiver; beklager visse medlemsstaters veto mod en udvidelse af mandatet for EUFOR Libyen, mens de samtidig gennemfører sådanne operationer i eget regi; opfordrer til, at man indleder planlægningen af en eventuel mellem- og langsigtet FSFP-mission i Libyen, som skal beskæftige sig med reform af sikkerhedssektoren, institutionsopbygning og grænseforvaltning;

72. opfordrer til en bedre koordinering i landet, hvorfor delegationscheferne (der i dag er tjenestemænd i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og ikke længere i Kommissionen) og EU's særlige repræsentanter vil spille en vigtig rolle; mener, at denne koordinering skal finde sted på flere planer, og navnlig:

- mellem forskellige EU-missioner, der arbejder samme sted, så man undgår manglende konsekvens og dobbeltarbejde, sådan som det f.eks. var tilfældet tidligere i Bosnien-Hercegovina på grund af afvigelser mellem EUFOR Althea-mandatet og EUPM-missionen til bekæmpelse af organiseret kriminalitet;

- mellem FSFP-missionerne og EU's andre aktører og instrumenter, navnlig i Palæstina og i de afrikanske missioner;

-    mellem udviklingssamarbejdsprojekter og FSFP-missioner som del af FUSP;

- mellem EU-aktører og andre internationale aktører, som er aktive i samme område, for at optimere kvaliteten af samarbejdet på strategisk plan (f.eks. hvad angår aktiviteterne i forbindelse med træning af de afghanske sikkerhedsstyrker, som er fordelt mellem EU, USA og NATO) og på operativt plan (med særlig henvisning til de aftaler, der regulerer spillerummet på stedet for at muliggøre udveksling af klassificerede oplysninger, og NATO-troppernes beskyttelse af europæisk personale);

73. anbefaler en revision af Athenamekanismen med henblik på rationalisering og forøgelse af andelen af fællesudgifter (der i øjeblikket anslås at ligge på ca. 10 %), således at der kommer en mere retfærdig fordeling af byrderne ved militæroperationer, hvor deltagere i en mission, der i forvejen har påtaget sig et tungt ansvar med hensyn til risici og omkostninger, i den nuværende situation er forpligtede til at påtage sig yderligere økonomisk ansvar;

74. glæder sig over det resultat, der blev opnået i forbindelse med Madridaftalen om oprettelse af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og som har ført til indførelsen af specifikke budgetposter for de vigtigste missioner (EULEX Kosovo, EUPOL Afghanistan, EUMM Georgien) for at sikre større gennemsigtighed og en bedre parlamentarisk kontrol med udgifterne; understreger behovet for at oprette en budgetpost for hver enkelt FSFP-mission; giver udtryk for sin vilje til at samarbejde med det nye faste formandskab for PSC for at forbedre og effektivisere de fælles konsultationsmøder om FUSP i overensstemmelse med næstformanden/den højtstående repræsentants erklæring om politisk ansvarlighed, der blev vedtaget i Madrid; erklærer, at der er interesseret i at lære af den amerikanske kongres og andre nationale parlamenter for så vidt angår procedurer og metoder for kontrol med sikkerheds- og forsvarspolitik;

75. opfordrer til oprettelse af den i Lissabon-traktaten foreskrevne opstartsfond til forberedende aktiviteter som optakt til militære operationer for at fremskynde udbetalingen af midler inden for rammerne af det hermed forbundne forslag til en revision af Athenamekanismen;

76. henstiller til, at der gøres en indsats for at løse problemerne med at finde fagfolk til de civile missioner (sådan som det er tilfældet med EULEX Kosovo-missionen og EUPOL Afghanistan-missionen), der som bekendt udgør den mest anvendte interventionstype, og at der træffes de nødvendige foranstaltninger til hurtig indsættelse og bæredygtighed;

77. anbefaler, at kvindeligt personale af hensyn til integrering af ligestillingsaspektet i overensstemmelse med UNSCR 1325 og med henblik på en større effektivitet af de civile og militære missioner inddrages på en passende måde på alle niveauer af krisestyringen; understreger behovet for, at kvinder inddrages i høje beslutningstagende stillinger og regelmæssige høringer af civilsamfundet, herunder kvindeorganisationer, og at kapaciteten til at arbejde med ligestillingsspørgsmål under missioner styrkes; opfordrer til etablering af hensigtsmæssige offentlige klageprocedurer i forbindelse med FSFP- missioner, som navnlig ville bidrage til rapportering af seksuel og kønsbaseret vold; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at medtage en detaljeret rapport om kvinder, fred og sikkerhed i halvårsvurderingen af FSFP-missioner; understreger, at det er vigtigt, at EU udnævner flere kvindelige politibetjente og soldater til FSFP-missioner, og i den forbindelse kunne styrken af kvindelige politibetjente i FN's fredsbevarende styrke i Liberia anvendes som en model;

78. anmoder næstformanden/den højtstående repræsentant om at tage de nødvendige skridt for at optimere en eventuel indsættelse af europæiske ressourcer og europæisk kapacitet til civile missioner og bemærker med bekymring de høje udgifter til sikkerhedsopgaver i forbindelse med missionerne EUJUST LEX Iraq og EUPOL Afghanistan, som er overdraget til private sikkerhedsselskaber;

79. anerkender nødvendigheden af at etablere nogle mere solide formelle institutionaliserede mekanismer, som – med jævne mellemrum og ud fra fælles kriterier – evaluerer udførelsen af missionerne på stedet; mener, at dette ville gøre det muligt at udnytte erfaringerne ud fra et politisk-strategisk og teknisk, juridisk og operationelt synspunkt, og at det på lang sigt kunne udgøre grundlaget for en forbedring af igangværende interventioner og føre til anvendelsen af kriterier, der skal anvendes på opstående kriser for at skabe den bedst mulige balance mellem strategiske interesser og disponible ressourcer;

Sikkerhed i partnerskab

80. erklærer, at den multipolare udvikling i det internationale system og fastlæggelsen af strategiske partnerskaber skal finde sted inden for rammerne af en aktiv indsats for at fremme multilateralisme som den dimension, der har den største sammenhæng med respekt for retsstatsprincippet generelt, EU's særlige karakter, og med den stadig større gensidige afhængighed, der kendetegner globaliseringsprocessen;

81. gentager, at EU fuldt ud respekterer bestemmelserne og principperne i De Forenede Nationers pagt, og anerkender, at hovedansvaret for at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed i verden ligger hos FN's Sikkerhedsråd.

82. minder om, at Lissabon-traktaten forpligter EU til at fremme multilaterale løsninger, navnlig inden for rammerne af FN, og at EU's internationale optræden skal være inspireret af principperne i FN's charter og folkeretten samt EU's principper og værdier;

83. anerkender, at Lissabon-traktaten ud fra et juridisk synspunkt har overvundet det tidligere modsætningsforhold mellem EU- og fællesskabspolitikkerne ved at give en fælles status som juridisk person og ved at styrke selvstændigheden i EU's retsorden i forhold til folkeretten, selv når den internationale sikkerhed står på spil, sådan som det allerede blev fastslået med Domstolens retspraksis i Kadi-sagen (i henhold til hvilken international ret kun kan "trænge igennem denne retsorden på de betingelser, der er fastsat i de forfatningsmæssige principper, der gælder i Fællesskabet");

84. opfordrer de medlemsstater, der deltager i Sikkerhedsrådet, til at forsvare EU's fælles interesser og holdninger og til at opfordre næstformanden/den højtstående repræsentant til at sikre EU's repræsentation i dette organ og tilskynde medlemsstaterne til at blive enige om et rotationssystem, der vil sikre EU en plads som medlem af FN's Sikkerhedsråd permanent;

85. understreger nødvendigheden af at styrke samarbejdet mellem EU og FN med hensyn til krisestyring, navnlig i de tidlige faser af en krise og genopbygning efter konflikter, i nært samarbejde med de relevante strukturer i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

86. opfordrer medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at strømline EU's effektive deltagelse ved FN's Generalforsamlings møder;

87. anerkender, at NATO udgør grundlaget for det kollektive forsvar for de medlemsstater, der er medlemmer af organisationen; erindrer om behovet for et konstruktivt samarbejde mellem EU og NATO, navnlig hvor de to organisationer er aktive i de samme operationsområder; ser frem til forslagene fra den højtstående repræsentant, som hun fik pålæg om at udarbejde i Det Europæiske Råds konklusioner fra september 2010, der henviser til samarbejdet mellem EU og NATO om krisestyring;

88. bifalder aftalen i NATO's nye strategiske koncept om en yderligere styrkelse af det strategiske partnerskab mellem EU og NATO; gentager, at de fleste af de trusler, der er identificeret i det nye strategiske koncept, også deles af EU, og understreger betydningen af at forbedre samarbejdet mellem EU og NATO om krisestyring med henblik på gensidig styrkelse og med respekt for deres selvstændige beslutningstagning; gør opmærksom på, at det er nødvendigt at undgå unødvendige overlapninger i indsats og ressourcer i forbindelse med krisestyring, og opfordrer EU og NATO til at udbygge deres samarbejde med hver deres respektive midler, med henblik på en samlet tilgang til kriser, som begge aktivt er inddraget i;

89. understreger, at det afrikanske kontinent har afgørende betydning for EU's sikkerhed, fredsbevarelsen og konfliktforebyggelsen; støtter et tæt samarbejde mellem EU og Den Afrikanske Union inden for rammerne af partnerskabet for fred og sikkerhed i forbindelse med den fælles strategi for EU og Afrika; opfordrer til, at Den Afrikanske Union gør en større indsats og påtager sig et større ansvar, navnlig med hensyn til krisestyring, og gentager nødvendigheden af, at Kommissionen og medlemsstaterne træffer konkrete foranstaltninger for at bekæmpe handel med og udbredelse af håndvåben og lette våben; støtter tilsagnet i Tripolierklæringens om at gøre den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur fuldt operationelt;

90. henstiller navnlig til udvikling af afrikanske tidlige varslings- og konfliktforebyggelsesmekanismer, styrkelse af mæglingskapaciteten i "Panel of the Wise" og undersøgelse af mulighederne for at anvende anbefalingerne i Prodi-betænkningen om finansiering af afrikanske fredsbevarende operationer; opfordrer til udvikling af samarbejdsforbindelser og styrkelsen af de subregionale organisationers kapacitet i Afrika;

91. minder om, at det ud over partnerskabet med andre internationale organisationer såsom FN, NATO og AU er nødvendigt at styrke samarbejdet med enkelttredjelande inden for rammerne af FSFP; minder om, at erfaringen viser, at tredjelandene kan tilføre FSFP-missionerne vigtige aktiver, menneskelige ressourcer og ekspertise, f.eks. i forbindelse med EUFOR Tchad/CAR, hvor Rusland leverede nogle yderst nødvendige helikoptere, og EUFOR Althea, hvor lande som Tyrkiet og Marokko har bidraget med betydelige troppekontingenter; minder endvidere om, at inddragelsen af tredjelande kan øge legitimiteten af FSFP-operationer og være med til at skabe en bredere sikkerhedsdialog med vigtige partnere, idet der dog fortsat skal være pligt til at fremme respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincipperne;

92. mener, at en sådan dialog bør omhandle de respektive trusselsvurderinger, indebære (hvor det er relevant) deltagelsen af tredjelande i EU's øvelser og træningsaktiviteter og føre til et tættere gensidigt engagement på tværs af grænserne; mener, at proceduremæssige forhindringer bør tackles med henblik på at lette samarbejdet med tredjelande og undgå de forsinkelser, som forhandling om ethvert specifikt bidrag kan medføre; mener endvidere, at der til dette formål kunne fastlægges rammeaftaler og standardprocedurer med visse tredjelande for at lette deres bidrag;

93. understreger betydningen af et FSFP-samarbejde med EU's nabolande, som skal sikre regional ligevægt og skabe en række muligheder, som kan fungere som en katalysator for reformer inden for sikkerhedssektoren i partnerlandene og ikke blot bidrage til udviklingen af civil og militær kapacitet, for at EU's østlige og sydlige nabolande kan deltage i FSFP-missioner, men også sikre bedre støtte i forvaltningen af den regionale sikkerhed;

°

°         °

94. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Det Europæiske Råd, næstformanden/den højtstående repræsentant, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling og FN's og NATO's generalsekretærer.

(1)

EUT L 201 af 3.8.2010, s. 30.

(2)

Vedtagne tekster, P7­_TA(2010)0419.

(3)

EUT C 349 E af 22.12.2010, s. 63.


MINDRETALSUDTALELSE

om betænkningen udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse

(2010/2299(INI))

Udenrigsudvalget, ordfører: Roberto Gualtieri

Mindretalsudtalelse af GUE/NGL-Gruppen: Sabine Lösing, Willy Meyer, Nikolaos Chountis, Takis Hadjigeorgiou

Betænkningen kræver en strategisk autonom Union, der skal optræde som en global aktør, navnlig for så vidt angår militær autonomi, presser på for en hurtig gennemførelse af Lissabon-traktaten, kræver indførelse af en centraliseret FSFP, prioriterer ikke parlamentarisk kontrol, mangler civile fredelige konfliktløsningsmuligheder og koncentrerer sig i stedet om EU-forsvar, -indgriben og -militarisering.

Vi er modstandere af betænkningen, fordi den

- taler positivt om den militære indgriben i Libyen og kræver yderligere militær indsats;

- opfordrer til yderligere omdannelse af EU til en militær global aktør, f.eks. EDA, EEAS, OHQ og oprettelse af en militær opstatsfond, dvs. reelt et særskilt militærbudget i EU;

- kræver at udviklings-, handels- og energipolitik placeres under udenrigstjenesten

- koncentrerer sig om at sammensmelte civile og militære aktiver og kapaciteter ved at påtage sig politimæssige og halvmilitære opgaver under civile missioner, og blander politi- og militæropgaver sammen;

- kræver kampgrupper og beklager at de endnu ikke er bragt i anvendelse;

- går ind for en civil-militær katastrofeindsats.

Vi kræver, at EU forpligter sig til følgende:

- en fredelig og civil udenrigspolitik i overensstemmelse med folkeretten og FN-pagten

- civil og fredelig konfliktløsning og udryddelse af fattigdom;

- våbenkontrol, nedrustning, herunder fuldstændig atomnedrustning, og ikke-spredning

- skarp adskillelse mellem civile og militære operationer;

- udelukkende civil katastrofebistand;

- omlægning af militærudgifter til civile formål;

- etablering af en interparlamentarisk forsamling af nationale parlamenter, som skal føre tilsyn med FUSP og FSFP.


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

13.4.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

55

9

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Gabriele Albertini, Dominique Baudis, Bastiaan Belder, Elmar Brok, Arnaud Danjean, Ana Gomes, Andrzej Grzyb, Takis Hadjigeorgiou, Anna Ibrisagic, Anneli Jäätteenmäki, Jelko Kacin, Ioannis Kasoulides, Tunne Kelam, Nicole Kiil-Nielsen, Maria Eleni Koppa, Andrey Kovatchev, Paweł Robert Kowal, Wolfgang Kreissl-Dörfler, Eduard Kukan, Ryszard Antoni Legutko, Krzysztof Lisek, Sabine Lösing, Ulrike Lunacek, Barry Madlener, Mario Mauro, Kyriakos Mavronikolas, Willy Meyer, Francisco José Millán Mon, Alexander Mirsky, María Muñiz De Urquiza, Norica Nicolai, Raimon Obiols, Kristiina Ojuland, Ria Oomen-Ruijten, Justas Vincas Paleckis, Pier Antonio Panzeri, Ioan Mircea Paşcu, Vincent Peillon, Hans-Gert Pöttering, Libor Rouček, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Jacek Saryusz-Wolski, Werner Schulz, Charles Tannock, Inese Vaidere, Geoffrey Van Orden, Kristian Vigenin

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Elena Băsescu, Véronique De Keyser, Andrew Duff, Roberto Gualtieri, Liisa Jaakonsaari, Elisabeth Jeggle, Georgios Koumoutsakos, Barbara Lochbihler, Norbert Neuser, Jacek Protasiewicz, Judith Sargentini, David-Maria Sassoli, György Schöpflin, Ivo Vajgl

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Marije Cornelissen, Leonardo Domenici, Birgit Schnieber-Jastram

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik