BETÆNKNING om socialpolitikkens eksterne dimension, fremme af arbejdsstandarder og sociale standarder og de europæiske virksomheders sociale ansvar

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

BEGRUNDELSE

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (23.3.2011)

UDTALELSE fra Udvalget om International Handel (17.3.2011)

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

20.4.2011 - (2010/2205(INI))

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender
Ordfører: Richard Falbr

Procedure : 2010/2205(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A7-0172/2011

Indgivne tekster :

A7-0172/2011

Forhandlinger :

PV 06/06/2011 - 23
CRE 06/06/2011 - 23

Afstemninger :

PV 08/06/2011 - 6.7
CRE 08/06/2011 - 6.7
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0260

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
UDTALELSE fra Udvalget om International Handel
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

om socialpolitikkens eksterne dimension, fremme af arbejdsstandarder og sociale standarder og de europæiske virksomheders sociale ansvar

(2010/2205(INI))

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 2, 3, 6 og 21 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

– der henviser til artikel 7, 9, 145-161, 206-209 og 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

– der henviser til artikel 5, 12, 14, 15, 16, 21, 23, 26, 27, 28, 29, 31, 32, 33, 34 og 36 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder,

– der henviser til FN's menneskerettighedserklæring (1948) og andre FN-instrumenter på menneskerettighedsområdet, især pagten om borgerlige og politiske rettigheder (1966) og pagten om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966), konventionen til eliminering af alle former for racediskrimination af 1965, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (1979), konventionen om barnets rettigheder (1989), den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder (1990) og konventionen om handicappedes rettigheder (2006)[1],

– der henviser til FN's "Protect, Respect and Remedy"-ramme for erhvervslivet og menneskerettighederne, som er et forslag fra Generalsekretariatets særlige repræsentant for menneskerettigheder og tværnationale selskaber og andre virksomheder, professor John Ruggie, der blev vedtaget enstemmigt af FN's Menneskerettighedsråd i 2008 (beslutning 8/7), de vejledende principper for gennemførelse af rammen[2], der er offentliggjort for nylig, og konklusionerne fra Rådet (udenrigsanliggender) af 9. december 2009, der bemærker erhvervslivets vigtige rolle med henblik på at opnå fuld respekt for menneskerettighederne og gentager Rådets fulde støtte til det arbejde, som FN's særlige repræsentant udfører[3],

– der henviser til den seneste rapport fra John Ruggie, FN's Generalsekretariats særlige repræsentant for menneskerettigheder og tværnationale selskaber og andre virksomheder[4],

– der henviser til den europæiske socialpagt, navnlig dens artikel 5, 6 og 19[5],

– der henviser til den europæiske konvention om vandrende arbejdstageres retsstilling[6],

– der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's konventioner, særlig de otte grundlæggende konventioner om foreningsfrihed og reel anerkendelse af retten til at føre kollektive forhandlinger (konvention nr. 87 og 98), om afskaffelse af alle former for tvangsarbejde (konvention nr. 29 og 105), om afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (konvention nr. 100 og 111) og om effektiv afskaffelse af børnearbejde (konvention nr. 138 og 182)[7],

– – der endvidere henviser til ILO-konventioner om arbejdsklausuler (offentlige kontrakter) (konvention nr. 94) og om kollektive forhandlinger (konvention nr. 154)[8],

– der henviser til ILO's dagsorden for anstændigt arbejde og til ILO's globale jobpagt, der blev vedtaget ved global konsensus den 19. juni 2009 på Den Internationale Arbejdskonference[9],

– der henviser til erklæringen om social retfærdighed for en fair globalisering, der blev vedtaget ved konsensus af de 183 ILO-medlemsstater den 10. juni 2008[10],

– der henviser til Marrakesh-aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO)[11], og til erklæringen fra den fjerde ministerkonference, der blev afholdt i Doha i november 2001, især til afsnit 31 heri[12],

– der henviser til den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser, særlig dens artikel 1, stk. 2, litra d), den såkaldte MODE 4[13],

– der henviser til rapporten fra Verdenskommissionen for Globaliseringens Sociale Dimension med titlen "A Fair Globalisation: Creating Opportunities For All’[14],

– der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne fra G20-topmødet i Pittsburgh den 24.-25. september 2009[15],

– der henviser til de seneste opdateringer af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder[16],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen[17] og om ændring af forordning 546/2009,

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser[18] (udstationeringsdirektivet),

– der henviser til sin beslutning af 20. september 1996 om Kommissionens meddelelse om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande (KOM(1995)0216)[19] samt til sin beslutning af 14. februar 2006 om menneskerettigheds- og demokratiklausulen i EU-aftaler[20],

– der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2001 om åbning af og demokrati i den internationale handel[21], der indeholder krav om WTO's efterlevelse af de Den Internationale Arbejdsorganisation ILO's grundlæggende sociale standarder såvel som EU's anerkendelse af ILO's beslutninger, herunder eventuelle opfordringer til sanktioner i forbindelse med alvorlige overtrædelser af de grundlæggende sociale standarder,

– der henviser til sin beslutning af 23. maj 2007 om anstændigt arbejde for alle[22], hvori der med henblik på fremme af anstændigt arbejde kræves indarbejdelse af de sociale standarder i EU's handelsaftaler, især de bilaterale aftaler,

– der henviser til sin beslutning af 15. november 2005 om globaliseringens sociale dimension[23],

– der henviser til sin beslutning af 5. juli 2005 om udnyttelse af børn i udviklingslandene, med særligt fokus på børnearbejde[24],

– der henviser til sin beslutning af 6. juli 2006 om retfærdig handel og udvikling[25],

– der henviser til beslutning af 22. maj 2007 om "et globalt Europa – eksterne aspekter af konkurrenceevnen"[26] som svar på Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "Det globale Europa: i konkurrencen på verdensmarkedet. Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse" (KOM(2006)0567),

– der henviser til sine beslutninger af 30. maj 2002 om Kommissionens grønbog om fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar[27] og af 14. april 1999 om en adfærdskodeks for europæiske virksomheder i udviklingslandene[28],

– der henviser til sin beslutning af 13. marts 2007 om virksomheders sociale ansvar: et nyt partnerskab[29],

– der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomhedernes sociale ansvar i internationale handelsaftaler[30],

– der henviser til sine beslutninger om de økonomiske partnerskabsaftaler med AVS-regionerne og -staterne, især beslutningerne af 26. september 2002[31], af 23. maj 2007[32] og af 12. december 2007[33],

– der henviser til Rådets konklusioner af 14. juni 2010 om børnearbejde[34],

– som henviser til Rådets konklusioner af 16. september 2010 om "En verden i forandring: en udfordring for EU"[35],

– der henviser til Kommissionens meddelelse om den sociale dimension af globaliseringen - EU's politiske bidrag til at sprede fordelene til alle borgerne (KOM(2004)0383),

– der henviser til Kommissionens nye europæiske sociale dagsorden af 2. juli 2008 (KOM(2008)0412),

– der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Fremme af anstændigt arbejde for alle – EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden" (KOM(2006)0249),

– der henviser til den offentlige høring om virksomheders offentliggørelse af ikkefinansielle oplysninger, som er iværksat af Generaldirektoratet for Det Indre Marked og Tjenesteydelser, Financial Reporting Unit[36],

– der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "Handel, vækst og verdensanliggender: Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi" (KOM(2010)0612),

– der henviser til den generelle præferenceordning (GSP), der trådte i kraft den 1. januar 2006 og tillader toldfri adgang eller adgang til nedsat toldsats for et forhøjet antal varer, og som ligeledes indeholder en ny tilskyndelsesforanstaltning til fordel for sårbare lande, der har særlige handelsmæssige, finansielle eller udviklingsmæssige behov[37],

– der henviser til alle aftaler mellem Den Europæiske Union og tredjelande,

– der navnlig henviser til partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og EU, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, og til revisionerne heraf i 2005 og 2010[38],

– der særlig henviser til afslutningen af forhandlingerne mellem EU og Colombia og Peru om en flerpartshandelsaftale[39],

– der henviser til høringen om anvendelse af de sociale og miljømæssige standarder i handelsforhandlinger, som blev afholdt af Europa-Parlamentet den 14. januar 2010,

– der henviser til forretningsordenens artikel 48,

– der henviser til betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A7‑0172/2011),

A. der henviser til, at EU's høje standarder for social beskyttelse og beskyttelse af menneskerettighederne er afgørende redskaber for Den Europæiske Union, når den forhandler om handelsforbindelser med tredjelande,

B. der henviser til, at beskyttelsen af økonomiske og sociale rettigheder er en forpligtelse for alle medlemsstaterne og alle andre stater i henhold til FN's verdenserklæring om menneskerettigheder, og til, at dette indebærer retten for alle til at oprette og tilslutte sig fagforeninger for at beskytte sine interesser,

C. der henviser til, at ILO's vigtigste konventioner er internationalt anerkendt som et grundlag for retfærdig international handel, og til, at desværre ikke alle medlemsstater respekterer dem fuldt ud,

D. der henviser til, at det er i Unionens interesse at indgå bilaterale handelsaftaler til gavn for Unionen og handelspartnerne, så længe begge parter respekterer rettighederne i verdenserklæringen om menneskerettigheder,

E. der henviser til, at medlemsstaternes holdning tydeligt skal afspejle principperne i den europæiske sociale model, når det gælder sociale anliggender og samarbejde mellem medlemsstaterne baseret på den åbne koordinationsmetode,

F. der henviser til, at en demokratisk retsstat er afhængig af stærke og frie fagforeninger, sociale organisationer og sociale bevægelser, og at disse kun kan eksistere i et demokratisk samfund med deling af statsmagten,

G. der henviser til, at nogle udviklingslande anfører, at de er under pres for at opgive deres komparative fordele, når Unionen kræver, at de skal overholde internationale arbejdsstandarder,

H. der henviser til, at ILO 2008-erklæringen om social retfærdighed for en fair globalisering, der blev vedtaget ved konsensus af de 183 ILO-medlemsstater, fastsætter, at krænkelse af grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen ikke kan gøres gældende eller på anden måde anvendes som en legitim komparativ fordel, og at arbejdsstandarder ikke bør anvendes til handelsprotektionisme,

I. der henviser til, at nogle tredjelande forsøger at håndhæve MODE 4[40], når de forhandler om handelsaftaler med EU,

J. der henviser til, at mange virksomheder lever op til deres sociale ansvar (VSA) og arbejder for at garantere, at sociale standarder og miljøstandarder overholdes inden for deres område, f.eks. gennem deltagelse i FN's "Global Compact" eller frivillige erhvervsinitiativer,

K. der henviser til de principper, der ligger til grund for VSA, og som er fuldt ud anerkendte på internationalt plan, hvad enten det er af OECD, ILO eller FN, vedrørende den ansvarlige adfærd, der forventes af virksomheder, og forudsætter først og fremmest, at den gældende lovgivning overholdes, navnlig på områderne beskæftigelse, forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, menneskerettigheder, miljø, forbrugernes interesser og gennemsigtighed i forhold til forbrugerne, kampen mod korruption,

L. der henviser til, at vedtagelsen af en henstilling om VSA og om tilskyndelsen til at håndhæve den bør virkeliggøres på EU-niveau,

M. der henviser til, at globaliseringen letter arbejdstagernes mobilitet mellem medlemsstaterne og til tredjelande,

N. der henviser til, at ILO's rolle i forbindelse med fastsættelsen af nye standarder i de senere år er blevet betydeligt svækket og normalt er indskrænket til vedtagelsen af erklæringer, der efterfølgende ikke overholdes, på trods af ILO's deltagelse i G20, den globale anerkendelse af dagsordenen for anstændigt arbejde og medtagelsen af beskæftigelse og anstændigt arbejde i 2015-mål nr. 1,

O. der henviser til, at ubetinget respekt for foreningsfrihed og effektive kollektive forhandlinger bør påmindes,

P. der henviser til, at dagsordenen for anstændigt arbejde bør fremmes,

Q. der henviser til, at det er ekstremt vigtigt at forebygge alle former for løndiskrimination i henhold til princippet om retten til lige løn for lige arbejde, der er indeholdt i artikel 23 i verdenserklæringen om menneskerettighederne,

R. der henviser til, at midtvejsevalueringen af EU’s generelle præferenceordning (GSP)[41] viser, at GSP+-handelsordningen, der kræver, at modtagerlandene ratificerer og gennemfører specifikke internationale konventioner effektivt inden for menneskerettigheder, centrale arbejdsstandarder, bæredygtig udvikling og hensigtsmæssig styring, har haft en betydelig positiv virkning på ligestilling mellem kønnene i disse lande,

S. der henviser til, at social beskyttelse af arbejdstagerne bør fremmes,

T. der henviser til, at ratificeringen og anvendelsen af ILO-konventioner, der af ILO er klassificeret som opdaterede, skal fremmes med henblik på at opnå en gradvist øget dækning af de fire søjler for anstændigt arbejde – beskæftigelse, social beskyttelse, social dialog og rettigheder på arbejdspladsen – med særligt fokus på sociale forvaltningskonventioner nr. 81 og 129 om arbejdstilsyn, nr. 122 om beskæftigelsespolitik og nr. 144 om trepartshøringer,

U. der henviser til, at den nye europæiske sociale dagsorden af 2. juli 2008 (KOM(2008)0412) opfordrer EU-medlemsstaterne til på ny at arbejde for at ratificere og anvende ILO-konventionerne, der af ILO er klassificeret som opdaterede, med henblik på at gå foran med et godt eksempel for partnere i hele verden,

V. der henviser til, at en effektiv anvendelse af internationale arbejdsstandarder i mange lande påvirkes negativt af svage arbejdsforvaltninger og manglende kapacitet hos arbejdsmarkedets parter,

W. der henviser til, at det i ILO's globale beskæftigelsestendenser 2011 skønnes, at 50,1 % af alle arbejdstagere på globalt plan, dvs. 1,53 mia., havde sårbare job[42] i 2009, og der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise er standset, og at faldet i sårbare job fra før 2008 er vendt,

X. der henviser til, at det i ILO's rapport om global social sikkerhed fra 2010 anføres, at mere end 50 % af alle arbejdstagere ikke har social beskyttelse, og der henviser til, at der er fornyet interesse for at udvide omfanget af social sikring, herunder fremme af sociale sikkerhedssystemer,

Generelle principper

1. minder om, at EU stræber efter at blive den førende enhed i verden på området socialpolitik ved at fremme sociale målsætninger på globalt plan; understreger Europa-Parlamentets vigtige rolle med udgangspunkt i Lissabontraktaten, der styrker dets indflydelse betydeligt;

2. minder også om, at der ved gennemførelsen af Fællesskabets politikker og mål skal tages hensyn til den horisontale sociale klausul i artikel 9 TEUF, f.eks. kan Fællesskabet i forbindelse med artikel 46, artikel 49 TEUF eller EU's handelspolitik ikke tilsidesætte kravene om almen interesse[43];

3. minder endvidere om, at artikel 7 TEUF kræver sammenhæng mellem EU's politikker, og at lovgiveren skal tage hensyn til alle EU's mål og handle i overensstemmelse med princippet om kompetencetildeling, i den betydning at EU skal sørge for den rette balance mellem de forskellige mål og/eller interesser ved vedtagelsen af en akt med et specifikt retsgrundlag[44],

4. opfordrer medlemsstaterne til at respektere de grundlæggende ILO-konventioner, navnlig hvad angår fjernelsen af hindringer for foreningsfrihed og kollektive forhandlinger gennem tilskyndelse til falsk status som selvstændigt erhvervsdrivende eller ved at tvinge enkeltpersoner til at afstå fra kollektive aftaler;

5. opfordrer parterne i frihandelsaftaler til i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af medlemskabet af ILO og af ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde og dens opfølgning, vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference på dens 86. samling i 1998, at forpligte sig til i såvel lovgivning som praksis at respektere, fremme og anvende principperne vedrørende de grundlæggende rettigheder, dvs.:

(a) foreningsfrihed og faktisk anerkendelse af arbejdstageres ret til kollektive forhandlinger

(b) afskaffelse af alle former for tvunget eller pligtmæssigt arbejde

(d) afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv;

Internationalt samarbejde - social alliance

6. minder om, at EU på verdensplan opfattes som en magnet og en attraktiv partner på grund af den unikke kombination af økonomisk dynamik med en social model;

7. understreger, at den europæiske sociale model giver lige muligheder inden for uddannelse, oplæring og på arbejdsmarkedet og lige adgang til sociale ydelser som centrale elementer af økonomisk succes;

8. mener, at manglende overholdelse af de grundlæggende internationale sociale standarder er en form for social og miljømæssig dumping til skade for de europæiske virksomheder og arbejdstagere;

9. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at samarbejde med internationale organisationer med henblik på at forbedre den sociale dimension af globaliseringen på grundlag af den europæiske sociale model;

10. understreger betydningen af en sammenhængende indsats vedrørende social beskyttelse i og uden for Unionen;

11. foreslår at udvikle en dialog med alle berørte parter, der fremhæver betydningen af sociale anliggender og lægger vægt på gennemførelse og håndhævelse af pragmatiske og bæredygtige løsninger; understreger i denne forbindelse betydningen af at styrke bevidstheden hos arbejdsmarkedets parter om deres rettigheder og pligter;

12. vurderer, at det er nødvendigt at styrke de kompetente internationale institutioners rolle (navnlig ILO, WTO, OECD og FN) og deres samarbejde om udarbejdelsen, gennemførelsen og fremme af de grundlæggende internationale sociale standarder samt sanktionerne i forbindelse hermed;

13. går ind for, at Unionen afholder sig fra handelsaftaler med lande, som ikke overholder menneskerettighederne og de grundlæggende arbejdsbestemmelser;

14. støtter etableringen af værktøjer til en bæredygtig dialog med partnerlande, der bygger på gensidig respekt og sigter mod udvikling af partnerlandenes, navnlig udviklingslandenes, egne ressourcer og en forsigtig udvikling af erhvervssektorer;

15. opfordrer ligeledes Kommissionen til under forhandlingerne at tilpasse sine krav i henhold til hvert enkelt partnerskabslands udviklingsniveau; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at opstille en liste over de supplerende standarder, der skal indføres gradvist og på en fleksibel måde under hensyntagen til det pågældende partnerlands økonomiske, sociale og miljømæssige forhold;

16. mener, at gennemførelsen af disse grundlæggende standarder både på partnerlandenes og medlemsstaternes territorium skal underkastes en løbende overvågning af et uafhængigt organ, og at manglende overholdelse eller krænkelse heraf, som konstateres på grundlag af forud fastsatte kriterier, bør kunne medføre sanktioner via effektive og gennemsigtige procedurer;

17. mener, at standarderne skal gennemføres samlet, og at hverken toldfrie områder eller værtslandsaftaler kan anvendes til at fravige herfra;

18. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at samarbejde med partnerlandene med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn og alle former for vold mod kvinder og at realisere ligestilling mellem kønnene i og uden for Unionen i overensstemmelse med principperne i 2015-målene og Beijing-handlingsplanen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger, der vil styrke kvinders juridiske og sociale position betydeligt med henblik på at udnytte deres potentielle bidrag til den økonomiske og sociale udvikling;

19. glæder sig over fremme af ligestilling mellem kønnene i udviklingslande og territorier ved hjælp af de nuværende og fremtidige GSP-handelsaftaler; anmoder om, at ratificering og effektiv gennemførelse af internationale konventioner vedrørende ligestilling mellem kønnene er en forudsætning i alle eksterne handelsmæssige og økonomiske partnerskabsaftaler;

20. opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at samarbejde med hinanden og med partnerlandene om at beskytte sårbare grupper og at bekæmpe ikke bare forskelsbehandling på grund af køn, men også forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering; henleder særlig opmærksomheden på personer, der udsættes for forskellige former for forskelsbehandling og har mange ulemper med henblik på at tage fat på de grundlæggende årsager til fattigdom;

21. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere afskaffelse af børnearbejde og respekt for børns rettigheder i forbindelse med handelsaftaler, dialoger med andre lande og udviklingssamarbejde, og konstaterer, at den private sektor kommer til at spille en væsentlig rolle i forbindelse med respekten for børns rettigheder; mener, at foranstaltninger til bekæmpelse af børnearbejde bør omfatte skabelsen af anstændige job for voksne, samtidig med at børn får mulighed for at få en passende uddannelse; opfordrer yderligere til at oprette en EU-hotline for børnearbejde, hvor borgerne kan anmelde alle de europæiske virksomheder, der gør brug af børnearbejde hvor som helst i verden; mener, at en sådan hotline bør have en lille, men tilstrækkelig kapacitet, der kan sætte den i stand til at offentliggøre en årlig rapport om sine resultater;

22. understreger, at Unionens udgifter inden for rammerne af udviklingssamarbejde, associerings- eller stabiliseringsaftaler og handelsaftaler giver enestående muligheder for at bistå partnerlandene med at indføre bæredygtig uddannelse, erhvervsuddannelse, arbejdsmarkedsinstitutioner og social beskyttelse med henblik på større social og økonomisk sikkerhed og dermed større velfærd;

23. insisterer på, at Kommissionen og medlemsstaterne inden for rammerne af udviklingssamarbejde og ekstern bistand støtter gennemførelsen af programmer for anstændigt arbejde, der afspejler de nationale behov og prioriteter vedrørende beskæftigelse og socialpolitik, og som er baseret på en trepartsaftale (arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringer); anmoder endvidere Kommissionen og medlemsstaterne om at integrere sociale mål og beskæftigelsesmål bedre i de økonomiske og handelsmæssige sektorer inden for udviklingssamarbejde og ekstern bistand;

24. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at samarbejde med partnerlandene om at forbedre kvaliteten af borgernes kvalifikationer, så de er relevante for nye job og beskæftigelse, som katalysator for stabilitet, velfærd, integrerende samfund og hensigtsmæssig styring, især i EU's nabolande.

25. opfordrer til, at der etableres sociale attachéer i den nye tjeneste for EU's optræden udadtil, for at øge dens effektivitet på området socialpolitik, og navnlig for at sikre, at anstændigt arbejde for alle gennemføres som et centralt politisk mål;

26. erkender, at selv om tendensen inden for bilaterale handelsaftaler gradvist går i retning af større accept af arbejdstagerrettigheder og sociale standarder i tilknytning til handelsdagsordener, indeholder frihandelsaftaler stadig få henvisninger til de sociale standarder; beklager, at EU ikke råder over en standardmodel for en "social klausul", der skal indføjes i alle bilaterale handelsaftaler; opfordrer EU til at inkorporere en social klausul, der er på linje med andre internationalt vedtagne og anerkendte standarder (dvs. ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder), i alle EU's eksterne handelsaftaler, herunder dem, der ligger inden for WTO's rammer;

27. minder om, at WTO's nuværende praksisser bør gavne såvel udviklingslandene som de udviklede lande;

28. minder om, at konkurrencepolitik og socialpolitik skal være forbundet med hinanden, og understreger, at den europæiske sociale model under ingen omstændigheder må svækkes til fordel for konkurrence og påståede økonomiske fordele; gentager, at den europæiske sociale model bør fungere som eksempel for beskyttelse af arbejdstagere i udviklingslandene;

Virksomhedernes sociale ansvar

29. minder om, at EU har fastsat et mål om ikke blot at gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar (VSA), men også at fremme VSA i de eksterne politikker, som EU iværksætter; anerkender Kommissionens indsats for at fremme bedste praksis med hensyn til VSA i de europæiske virksomheder, der opererer i udlandet, men understreger, at den bør være mere opmærksom på betydningen af certificeringer og mærker, der bevidner virksomhedernes overholdelse af VSA-principper;

30. mener, at VSA er en nyttig og ikke-bindende form for engagement hos multinationale selskaber; anbefaler en yderligere og mere målrettet fremme af VSA gennem bl.a. ISO-standard 26 000, FN's "Global Compact" eller OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og ved at knytte VSA sammen med bredere initiativer, der fremmer anstændigt arbejde i sektorer og samfund eller på nationalt og regionalt plan, f.eks. ILO's "Better Work and SCORE"-program, der involverer arbejdstagere, arbejdsgivere, myndigheder og andre relevante interessenter;

31. understreger på det kraftigste, at der på EU-plan ikke bør vedtages et direktiv til regulering af VSA og håndhævelse af overholdelsen heraf;

32. mener, at Kommissionen i sin fremtidige meddelelse om internationaliseringen af små og mellemstore virksomheders aktiviteter bør foreslå foranstaltninger, der giver mulighed for at støtte og fremme disse virksomheders foranstaltninger på VSA-området, og som respekterer princippet "tænk småt først" og tager hensyn til disse virksomheders særlige karakter.

33. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at en nuværende opdatering af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder styrkes ved at opretholde og forbedre anvendelsen i "specifikke tilfælde" og indføre bedste praksis for "nationale kontaktpunkter"(NCP), herunder en undersøgelse af, hvordan EU bedre kan opfylde sine forpligtelser vedrørende nationale kontaktpunkter gennem delegationer af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

34. påpeger, at VSA bør fokusere på nye områder såsom arbejdstilrettelæggelse, lige muligheder, social integration foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling, udvikling af livslang uddannelse og læring; understreger, at VSA bør omfatte f.eks. kvaliteten af arbejdet, ligestilling vedrørende løn og karrieremuligheder samt fremme af innovative projekter med henblik på at støtte overgangen til en bæredygtig økonomi;

35. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tilskynde virksomheder med hjemsted i EU til at respektere menneskerettighederne, herunder de økonomiske og sociale rettigheder, og miljøet i forbindelse med alle deres globale aktiviteter, navnlig deres datterselskabers og andre associerede juridiske enheders aktiviteter;

36. understreger, at det bør anses for at være lige så vigtigt, at virksomheder fra EU overholder strenge miljøpolitiske standarder i tredjelande, som at arbejdstagernes rettigheder overholdes, idet miljøskader næsten altid også udsætter arbejdstagernes sundhed for fare, ødelægger landbrugsarealer, fangstpladser og andre økonomiske ressourcer og dermed fratager mange mennesker deres sociale eksistensgrundlag;

37. understreger, at europæiske virksomheder, deres filialer og deres underleverandører på grund af deres tungtvejende indflydelse i de internationale handelsudvekslinger spiller en central rolle med hensyn til fremme og udbredelse af arbejdsstandarder og sociale standarder, og at deres adfærd derfor bør være i overensstemmelse med de europæiske værdier og internationalt anerkendte standarder; mener, at det ville være ret og rimeligt, hvis europæiske virksomheder, der flytter deres produktion til lande med færre sociale forpligtelser, kunne holdes ansvarlige, også ved de europæiske domstole, for eventuelle skader og negative eksternaliteter, som påvirker lokalbefolkningen;

38. opfordrer Kommissionen til at stille ændringsforslag til sit forslag til forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2010/0383 (COD)) for at give sagsøgere mulighed for at anlægge sag mod et datterselskab, der har hjemsted i et tredjeland, sammen med det europæiske moderselskab og ved oprettelse af yderligere værneting;

39. anmoder Kommissionen om at arbejde for, at der i højere grad tages hensyn til VSA i handelspolitikkerne på multilateralt plan i de internationale fora, der har støttet VSA, navnlig OECD og ILO og WTO efter Doha;

40. opfordrer Kommissionen til på systematisk vis at inkludere et kapitel om bæredygtig udvikling med en juridisk bindende bestemmelse om VSA i de frihandelsaftaler og investeringsaftaler, som den forhandler med tredjelande;

41. foreslår, at denne bestemmelse om VSA omfatter overholdelse af ILO's otte grundlæggende og fire prioriterede konventioner og ligeledes giver incitamenter for virksomhederne til at indgå VSA-forpligtelser samt en diligenspligt for virksomheder og koncerner af virksomheder, dvs. en pligt til at træffe foregribende foranstaltninger for at identificere og forebygge enhver form for krænkelse af menneskerettighederne og overtrædelse af miljøreglerne, korruption eller skatteunddragelse, herunder i deres filialer og forsyningskæder, (dvs. i deres indflydelsessfære);

Arbejdstageres rettigheder og arbejdsvilkår

42. opfordrer alle medlemsstater til at overholde og fremme ILO's centrale arbejdsstandarder og til at overholde de hidtil vedtagne konventioner på det sociale område og konkret følge de principper heri, der drejer sig om arbejdstageres grundlæggende rettigheder;

43. fremhæver, at der er rapporteret om gentagne overtrædelser af grundlæggende arbejdstagerrettigheder i adskillige lande med GSP Plus-status, uden at dette dog har medført suspension af præferencer; mener, at den manglende håndhævelse af konditionaliteten undergraver EU's ambitioner om at fremme social- og arbejdsmarkedspolitikken og de grundlæggende arbejdstagerrettigheder globalt og strider mod princippet om politikkohærens for udvikling;

44. påskønner ILO's tilsynsordning for internationale arbejdstagerrettigheder, som er enestående i international sammenhæng og bidrager til at sikre, at landene gennemfører de konventioner, de ratificerer; understreger, at ILO i tilfælde af problemer bør bistå landene gennem social dialog og teknisk bistand;

45. opfordrer Kommissionen til at fremme et tættere samarbejde mellem WTO og ILO og gøre det muligt for ILO at forelægge ekspertrapporter for WTO under handelskonflikter, med henblik på at integrere arbejdsstandarder og anstændigt arbejde i WTO's aktiviteter og forhindre, at den sociale udvikling bringes i fare;

46. mener, at Unionens politikker bør fokusere på enkeltpersoner så vel som på institutioner, når det gælder udviklingen af menneskelige ressourcer og arbejdsmarkedsreformer;

47. er foruroliget over visse tredjelandes praksis med at anvende MODE4-processen til deres handelsaktiviteter; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hellere at sigte mod at strukturere den internationale migration på en sådan måde, at udnyttelse og hjerneflugt undgås;

48. støtter initiativer, der fremmer udviklingen af dialogen og samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter i partnerlande og tværnationalt, og anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle de eksisterende programmer med fokus på dem, der har til formål at hjælpe arbejdsmarkedets parter med institutionel kapacitet til udvikling og gennemførelse af politikker;

49. argumenterer for gennemførelse af foreningsfrihed for fagforeninger og retten til at føre kollektive forhandlinger uden undtagelse med henblik på at håndhæve, forbedre og forsvare ordentlige arbejdsbetingelser;

50. minder om EU's retningslinjer for forskellige menneskerettighedsspørgsmål, der udgør et stærkt politisk signal om, at dette er Unionens prioriteter; anmoder derfor Rådet om at vedtage lignende retningslinjer baseret på de otte grundlæggende ILO-konventioner, der skal anvendes som et pragmatisk redskab for EU, der hjælper til bedre at fremme Unionens eksterne socialpolitik; gentager, at overholdelse af den internationale menneskerettighedslovgivning ifølge verdenserklæringen fortsat er en bindende forpligtelse for alle virksomheder;

51. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme en proaktiv strategi for afhjælpning af de sociale konsekvenser af tilpasninger og omstruktureringer i relation til globaliseringen;

Global økonomisk styring

52. glæder sig over organiseringen af G20-møder mellem socialministrene, og opfordrer Kommissionen til at deltage aktivt i dem; beklager, at opfølgningen på EU-plan generelt er utilfredsstillende;

53. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at integrere beskæftigelses-, social- og miljøpolitikker, herunder aspekter vedrørende ligestilling mellem kønnene, i alle forhandlinger vedrørende globale økonomiske styringsstrukturer og makroøkonomiske dialoger;

54. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til god regeringsførelse på det finansielle, skattemæssige og retslige område som en metode til at styrke globaliseringens sociale dimension;

55. anmoder Kommissionen om en henstilling rettet til de EU-medlemsstater, der støtter gennemførelsen og ratificeringen af ILO's konventioner, der af ILO er klassificeret som opdaterede, for at forbedre arbejdstagernes rettigheder og arbejdsvilkår i Unionen og partnerlandene med sigte på en retfærdig og inklusiv globalisering gennem større sammenhæng i den eksterne dimension af medlemsstaternes økonomiske og sociale politik; anmoder Kommissionen om i samme forbindelse at tilskynde medlemsstaterne til at foretage regelmæssige gennemgange, der undersøger konsekvenserne af økonomiske og finansielle politikker samt handelspolitikker;

56. mener, at spredningen af internationale lovgivere udløser presserende spørgsmål vedrørende den internationale retsordens sammenhæng og effektivitet, navnlig hvad angår beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder og de grundlæggende rettigheder;

57. foreslår, at ændringen af den globale styring bør have fokus på større integration af lovgiverne i FN's retsorden og større respekt for de principper, som FN's specialiserede agenturer, navnlig ILO og WHO, slutter op om;

o o

58. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

[1] http://www2.ohchr.org/english/law/
[2] http://www.business-humanrights.org/SpecialRepPortal/Home/Protect-Respect-Remedy-Framework
[3] http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/foraff/111819.pdf
[4] http://www.business-humanrights.org/SpecialRepPortal/Home/Protect-Respect-Remedy-Framework
[5] http://conventions.coe.int/Treaty/en/Treaties/Html/163.htm
[6] http://www.coe.int/t/dg3/migration/documentation/Default_conv_en.asp
[7] http://www.ilo.org/ilolex/english/convdisp1.htm
[8] ibid.
[9] http://www.ilo.org/jobspact/about/lang--en/index.htm
[10] http://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@dgreports/@cabinet/documents/publication/wcms_099766.pdf
[11] http://www.wto.org/english/docs_e/legal_e/04-wto.pdf
[12] http://www.wto.org/english/thewto_e/minist_e/min01_e/mindecl_e.htm
[13] WTO: GATS, artikel 1, stk. 2, litra d) = MODE 4.
[14] Genève, ILO 2004. http://www.ilo.org/fairglobalization/report/lang--en/index.htm
[15] http://www.pittsburghsummit.gov/mediacenter/129639.htm
[16] http://www.oecd.org/document/33/0,3746,en_2649_34889_44086753_1_1_1_1,00.html
[17] EUT L 48 af 22.2.2008, s. 82.
[18] EUT L 18 af 21.1.1997, s. 1.
[19] EUT C 320 af 28.10.1996, s. 261.
[20] EUT C 290 E af 29.11.2006, s. 107.
[21] EUT C 112 E af 9.5.2002, s. 326.
[22] EUT C 102 E af 24.4.2008, s. 321.
[23] EUT C 280 E af 18.11.2006, s. 65.
[24] EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 84.
[25] EUT C 303 E af 13.12.2006, s. 865.
[26] EUT C 102 E af 24.4.2008, s. 128.
[27] EFT C 104 af 14.4.1999, s. 176.
[28] EUT C 187E af 7.8.2003, s. 180.
[29] EFT C 301 E af 13.12.2007, s. 45.
[30] Vedtagne tekster P7_TA(2010)0446.
[31] EUT C 273 E af 14.11.2003, s. 305.
[32] EUT C 102 E af 24.4.2008, s. 301.
[33] EUT C 323 E af 18.12.2008, s. 361.
[34] Rådets konklusioner af 14.6.2010 om børnearbejde, 10937/1/10.
[35] Rådets konklusioner af 16.9.2010, EUCO 21/1/10 rev 1.
[36] http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/2010/non-financial_reporting_en.htm
[37] EUT L 211 af 6.8.2008.
[38] http://ec.europa.eu/development/icenter/repository/second_revision_cotonou_agreement_20100311.pdf
[39] http://trade.ec.europa.eu/doclib/press/index.cfm?id=691
[40] WTO: GATS, artikel 1, stk. 2, litra d) = MODE 4.
[41] http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2010/may/tradoc_146196.pdf.
[42] Sårbare job: summen af arbejdstagere, der arbejder for egen regning, og ulønnede familiemedlemmer. Indikatorerne for sårbare job er et af de officielle beskæftigelsesindikatorer under 2015-målenes mål 1: Udryddelse af ekstrem fattigdom og sult.
[43] Udtalelse fra Europa-Parlamentets juridiske tjeneste om anvendelsesområdet for artikel 9 TEUF (horisontal social bestemmelse) som anmodet af formanden for EMPL-Udvalget (SJ-00004/10), præmis 15.
[44] Idem, præmis 8.

Den eksterne dimension af socialpolitikken indebærer aktiviteter og initiativer på EU-plan, der sigter mod at fremme arbejdsstandarder og sociale standarder i tredjelande.

Selv om Lissabonstrategien lagde og Europa 2020 lægger større vægt på socialpolitik end nogensinde før, prioriteres konkurrencespørgsmål og økonomiske faktorer fortsat højere end sociale spørgsmål.

Centrale arbejdsstandarder er forankret i de otte ILO-konventioner, der fokuserer på foreningsfrihed og retten til kollektive forhandlinger, afskaffelse af tvangsarbejde, afskaffelse af forskelsbehandling og afskaffelse af børnearbejde. Det fremgår klart ikke kun af disse konventioner, men også af rapporten fra Verdenskommissionen for Globaliseringens Sociale Dimension, at det er nødvendigt at ændre det tætte fokus på markeder i retning af en bredere interesse for mennesker, dvs. fokusere på beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder og arbejdsrettens regler. Hvis EU skal forhandle med tredjelande, skal de overholde alt det ovennævnte. Hvis dette vilkår ikke er opfyldt, er det ikke muligt at forhandle med tredjelande. Handelspolitikken kan ikke se bort fra manglende overholdelse af arbejdstagernes rettigheder, og udviklingen af samfundet kan derfor kun fortsætte, når der er rettet op på disse svagheder.

Ved at fastsætte arbejdsstandarder støtter EU mænd og kvinders muligheder for at opnå anstændigt og produktivt arbejde på grundlag af frihed, lighed, sikkerhed og værdighed. I lyset af den aktuelle globalisering er internationale arbejdsstandarder det grundlag, der sikrer, at den globale økonomis vækst vil gavne alle.

Internationale arbejdsstandarder bør først og fremmest garantere, at mennesker kan udvikles som mennesker. Mennesker er ikke varer, hvis pris er til forhandling. Arbejde er en del af vores dagligdag og er afgørende for en persons værdighed, velfærd og udvikling. Disse værdier bør være hovedformålene med den økonomiske udvikling. Internationale arbejdsstandarder anvendes herefter til at sikre, at den økonomiske udvikling fortsat i høj grad koncentrerer sig om at forbedre menneskers liv og værdighed, og ikke om at fastsætte arbejdstagernes rettigheder og vilkår.

I forbindelse med vurderingen af situationen i lande, som det giver mening at forhandle med, må vi basere os på EU's socialpolitik og garantier, der er indeholdt i EU's socialpagt.

EU's socialpolitik over for tredjelande skal være konsekvent, pragmatisk, samlet og professionel. Forbindelserne til ILO og WTO spiller her en afgørende rolle og bør være mere afbalanceret. Det paradoksale faktum er, at jo mere indflydelse EU har på ILO's konventioner, i jo mindre grad bliver disse konventioner ratificeret. I WTO's tilfælde er det nødvendigt at styrke forbindelsen mellem handelsforhandlinger og sociale standarder.

Ved århundredskiftet ændrede EU sin strategi for den eksterne dimension af socialpolitikken fra en hård til en blød tilgang, dvs. fra at fokusere på at forbinde sociale standarder med handelsaftaler til i stedet at fokusere på internationalt samarbejde og international dialog.

EU anvender forskellige typer instrumenter til at gennemføre socialpolitik i tredjelande. Det drejer sig om hårde, bløde og finansielle instrumenter. Anvendelsen af disse instrumenter er et bevis på, at EU forventer en bestemt adfærd som et resultat af forbindelserne med dets handelspartnere. Hindringen er imidlertid gennemførelsen af disse instrumenter og deres håndhævelse i partnerlandene. Det er derfor afgørende for EU at fokusere dybere på deres gennemførelse og håndhævelse, navnlig ILO-konventionerne og VSA-principperne. Det er ofte retsordenen i det pågældende land, der hinder dette, men svag politisk vilje og økonomisk pres har også betydning i denne forbindelse. Arbejdstagernes manglende viden om deres rettigheder er en anden vigtig faktor.

EU's valg af instrumenter til at påvirke forskellige lande betinges af disse landes geografiske placering, deres forbindelse til EU og frem for alt af udviklingen i forhandlingerne om deres mulige tiltrædelse af EU. En anden faktor er landets økonomiske situation og dets position i den globale økonomiske konkurrence. Det er sandt, at jo tættere et land er på EU, desto tættere økonomiske og politiske forbindelser har det til EU, og desto større indflydelse har EU på landet.

EU benytter sig i stigende grad af bløde instrumenter. De fokuserer på dialog og anbefalinger (VSA, dagsordenen for anstændigt arbejde) og har derfor ikke en normativ karakter. De forsøger at ændre et lands adfærd ud fra analyser af deres muligheder. Hårde instrumenter som f.eks. EU's lovgivning og regler (frihandelsaftaler, ILO-konventioner, WTO's handelspolitikker) har retlige konsekvenser, og landene kan straffes for overtrædelsen heraf. Deres anvendelse er derfor til tider betænkelig. I modsætning hertil indeholder finansielle instrumenter tilskud, teknisk bistand og midler såsom Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, der giver mulighed for at opnå den ønskede adfærd. Teknisk bistand gives f.eks. til lande, der forbereder tiltrædelsen af EU, og har form af støtte til at tilpasse deres lovgivning til europæiske standarder, f.eks. gennem forskellige uddannelsesprogrammer (Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut).

Kina og andre asiatiske vækstøkonomier bliver vigtigere og vigtigere aktører inden for udenlandske investeringer. Dette fænomen er imidlertid forbundet med risikoen for, at disse lande og deres virksomheder vil eksportere lavere arbejdsstandarder. Vi kan ikke give tredjelande, der ønsker at indgå handelsaftaler med EU, lov til at tilsidesætte bindende regler for EU.

EU skal være på vagt over for processer af typen MODE4. Den giver internationale virksomheder mulighed for at anvende deres egne ansatte i udlandet, hvor virksomheden opererer, og begrænser derved rettighederne for de ansatte i modtagerlandet. Dette fremmer rent faktisk social dumping, hvilket EU er stærkt imod. Det er derfor ikke muligt at acceptere MODE4 og lignende fænomener i nogen kontraktmæssige forhandlinger.

EU har et godt omdømme, når det gælder international dialog og sociale anliggender. Hvad dette angår betragtes det som en lydhør og betroet partner. Dette skal bruges til at opfylde mere ambitiøse mål fastsat af EU. Et af dem er at opbygge en konsekvent, integreret og professionel tilgang for EU til den eksterne dimension af socialpolitikken. Hovedrollen i denne forbindelse spiller koordineringen i Europa-Parlamentet, men også med Kommissionen og den nyligt etablerede tjeneste for EU's optræden udadtil.

Det næste skridt bør være at skabe en slags social alliance, i og igennem hvilken EU kan udbrede høje arbejdsstandarder. Kina er et klart eksempel på et land, der hurtigt vinder status som en væsentlig aktør i Asien. Landet får større og større betydning, men hvad angår arbejdsstandarder, er de forbundet med temmelig negative konnotationer for kineserne. På trods heraf er der ingen grund til ikke at udnytte de historisk gode forbindelser til Kina og til ikke at etablere en social alliance med Kina. Førnævnte samarbejde med ngo'er som f.eks. ILO og WTO bør også forbedres. Det er nødvendigt at gå afbalanceret til værks for at undgå, at ILO vil blive opfattet som et rent EU-instrument på grund af de tætte forbindelser mellem ILO og EU. En stærkere forbindelse mellem handelsforhandlinger og sociale standarder inden for rammerne af WTO er nævnt ovenfor.

Internationale virksomheder er hovedaktørerne, når det gælder gennemførelsen af sociale standarder. Det er derfor afgørende at have en klar og utvetydig definition af VSA, der vil hindre den lange række af fortolkninger, der verserer i øjeblikket, og fastsætte minimumskrav til VSA og en måde at overvåge deres efterlevelse på.

Virksomheder og organisationer er primært etableret med henblik på at opfylde en snævert begrænset interesse, nemlig at skabe overskud. De er i stadig mindre grad villige til at overholde national og international lovgivning og kontraktmæssige forpligtelser. De udnytter i maksimal grad steder med de laveste skatter, den billigste arbejdskraft og den lempeligste lovgivning vedrørende miljøet og de mest udsatte arbejdstagere. Multinationale selskaber vejleder ofte de regeringer, der er interesserede i deres aktiviteter på deres territorium. Antallet af job, der betegnes som usikre, dvs. ustabile og uhensigtsmæssige, vokser konstant.

Lovgivningen kan ikke tvinge dem til automatisk, og imod deres interesser, at dele det lokale og regionale ansvar samt virksomhedsansvaret for, hvordan deres beslutninger påvirker interessenterne, og navnlig på det sted, de driver virksomhed. Dette indebærer en radikal ændring af situationen i retning af, hvordan den var, inden globaliseringen startede, hvor virksomheder, der havde virket i en region i årtier, måtte bære ansvaret for situationen og udviklingen i den pågældende region.

VSA er et begreb, der har været anvendt siden 1970'erne. Nogle definerer det som et koncept, hvor virksomhederne på frivilligt plan integrerer sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter og i deres interaktion med deres interessenter.

Multinationale selskaber har fundet ud af, at hvis de bærer en del af de omkostninger, som staten har fralagt sig ansvaret for, vil de styrke deres position i samfundet og følgelig øge deres fortjeneste. I visse lande retter de op på sociale uretfærdigheder på steder, hvor staten ikke gør det. Virksomhederne opbygger deres egen politik for socialt ansvar i en periode med økonomisk vækst. Vil dette ikke ændre sig nu, hvor vi har mindre økonomisk gunstige tider?

EFS og internationale fagforeninger afviser VSA, hvis det kun bruges eller misbruges til PR, reklame og markedsføring. De accepterer VSA, hvis det bidrager til en bæredygtig udvikling, hvis det ikke unddrager sig dialogen med de ansatte, og hvis det ikke betragtes som et alternativ til arbejdslovgivningen og kollektiv forhandlinger.

Hvis en virksomhed skal være offentlig ansvarlig, må den først anvende høje standarder internt, og derefter udadtil i forbindelsen med interessenterne.

Dette indebærer overholdelse og fremme af anstændige ansættelsesforhold, tilskyndelse til deltagelse af de ansatte gennem samråd og information og gennem kollektive overenskomster, udvikling af deres erhvervskompetencer og livslang læring, overholdelse af standarderne for arbejdssikkerheden, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder, etablering af et ordentligt miljø, så arbejdsmarkedets parter kan foregribe og håndtere forandringer på arbejdsmarkedet, herunder omstrukturering, forbedring af arbejdskvaliteten samt integration og beskyttelse af sårbare grupper af arbejdstagere såsom unge, ældre, handicappede og indvandrere.

Det betænkelige ved VSA kan ligge i det forhold, at det stadig er et frivilligt initiativ, og at man derfor kan frygte, at det mangler et mål samt konsekvente og gennemsigtige kriterier for ansatte, forbrugere og andre interessenter, på grundlag af hvilke virksomhedens resultater på området VSA kan måles.

Et andet punkt vedrørende VSA, som der kan sættes spørgsmålstegn ved, er forbundet med frygten for, at dette begreb skal blive en slags blød lovgivning. Hvis regeringerne ikke længere vil tage ansvaret for at bevare den europæiske sociale model, er der en risiko for, at såvel arbejdslovgivningen og socialsikringssystemerne og de sociale tjenester vil blive privatiseret. Deres beskyttelse kan ikke sikres ved hjælp af et frivilligt initiativ såsom VSA, som ikke kan håndhæves juridisk.

Der er også en risiko for fejlfortolkning samt for, at det institutionelt forandrede sociale partnerskab, dialogen med arbejdsmarkedets parter, de ansattes deltagelse og fagforeningernes rettigheder erstattes med noget, der er frivilligt og ikke-bindende.

Den globale konkurrence får virksomheder til at ekspandere til nye markeder. Dette kræver omfattende investeringer. Den finansielle verden træder følgelig ind i erhvervslivet og påvirker dets beslutningstagningsproces, for at virksomheden gennem værdipapirtransaktioner kan opnå hurtige gevinster, helst umiddelbart og gennem spekulation.

Den internationale finansverden, de internationale institutioner og investorerne bliver derved en slags kontrollører af virksomhedernes økonomiske aktiviteter. Det er det finansielle marked, der er på vej til at blive et marked for virksomhedskontrol.

Dette spørgsmål har også været drøftet af Den Internationale Standardiseringsorganisation ISO, der udarbejdede det endelige udkast til den såkaldte ISO 26 000, der bør være ratificeret af medlemsstaterne senest ved udgangen af 2010. Teksten blev udarbejdet af regeringer, arbejdstagerrepræsentanter (fagforeninger), virksomhedssektoren, forbruger- og kunderepræsentanter, ngo'er, tjenester og forskningsorganisationer, den akademiske verden og mange andre. Eksperterne kommer fra mere end 90 lande og 40 internationale eller regionale organisationer. Visse af dem forsøgte at give teksten en anderledes karakter end den meget tekniske udformning, som ISO's standarder normalt har.

Denne standard vejleder brugerne og er hverken beregnet til eller hensigtsmæssig i forbindelse med certificeringsformål. Ethvert tilbud om at certificere eller enhver påstand om certificering i henhold til ISO 26 000 ville være en fejlfortolkning af hensigten og formålet med denne internationale standard.

I fremtiden er det nødvendigt, at Europa-Parlamentet går sammen med internationale og europæiske fagforeninger og snarest muligt bidrager til initiativet med deres egne positive henstillinger.

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

om socialpolitikkens eksterne dimension, fremme af arbejdsstandarder og sociale standarder og de europæiske virksomheders sociale ansvar
(2010/2205(INI))

Ordfører for udtalelse: Catherine Grèze

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. understreger, at overholdelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og ILO's dagsorden for anstændigt arbejde samt af OECD's retningslinjer for multinationale selskaber og FN's "Global Compact" kan have en positiv indvirkning på et lands økonomi ved at sikre den sociopolitiske balance og højne arbejdsstyrkens kvalifikationsniveau; er i den forbindelse af den opfattelse, at det er af allerstørste vigtighed, at der indføjes en social klausul i WTO-aftaler, eftersom arbejdstagerrettigheder er afgørende for at nå 2015-målene og fremme den interne udvikling i fattige lande; bemærker, at de sociale bestemmelser i EU's præferencehandelsaftaler præsenteres som mål, der skal nås, frem for juridiske forpligtelser, der skal håndhæves, da der ikke er fastsat bestemmelser om reelle håndhævelsesmekanismer; understreger ligeledes vigtigheden af, at der træffes konkrete foranstaltninger til at sikre, at de sociale bestemmelser i EU's præferencehandelsaftaler opfyldes, samt at de overvåges, revideres og håndhæves i passende omfang;

2. anmoder Den Europæiske Union og dens medlemsstater om at lægge pres på europæiske virksomheder, der er etableret i udviklingslande, for at få dem til at foregå med et godt eksempel for så vidt angår socialt ansvar og fremme af acceptable arbejdsvilkår;

3. fremhæver, at der er rapporteret om gentagne overtrædelser af grundlæggende arbejdstagerrettigheder i adskillige lande med GSP Plus-status, uden at dette har medført suspension af præferencer; mener, at den manglende håndhævelse af konditionaliteten undergraver EU's ambitioner om at fremme social- og arbejdsmarkedspolitikken og de grundlæggende arbejdstagerrettigheder globalt og strider mod princippet om politikkohærens for udvikling;

4. erkender, at selv om tendensen inden for bilaterale handelsaftaler gradvist går i retning af større accept af arbejdstagerrettigheder og sociale standarder i tilknytning til handelsdagsordener, indeholder frihandelsaftaler stadig få henvisninger til de sociale standarder; beklager, at EU ikke råder over en standardmodel for en "social klausul", der skal indføjes i alle bilaterale handelsaftaler; opfordrer EU til at inkorporere en social klausul, der er på linje med andre internationalt vedtagne og anerkendte standarder (dvs. ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder), i alle EU's eksterne handelsaftaler, herunder dem, der ligger inden for WTO's rammer;

5. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte initiativer til fremme af produktiv beskæftigelse, investering i menneskelige ressourcer, omfordelingsmekanismer, social beskyttelse, ligestilling, social dialog og effektiv håndhævelse af arbejdstagerrettigheder;

6. tilskynder parterne i frihandelsaftaler til fortsat at anerkende princippet om fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle som et afgørende element i en bæredygtig udvikling for alle lande og som et prioriteret mål for det internationale samarbejde, og til at fremme udviklingen af den internationale handel i en retning, der bidrager til fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle i henhold til ministererklæringen fra FN's Økonomiske og Sociale Råd fra 2006 om fuld beskæftigelse og anstændigt arbejde;

7. opfordrer parterne i frihandelsaftaler til i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af medlemskabet af ILO og af ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde og dens opfølgning, vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference på dens 86. samling i 1998, at forpligte sig til i såvel lovgivning som praksis at respektere, fremme og anvende principperne vedrørende de grundlæggende rettigheder, dvs.:

(a) foreningsfrihed og faktisk anerkendelse af arbejdstageres ret til kollektive forhandlinger

(b) afskaffelse af alle former for tvunget eller pligtmæssigt arbejde

(d) afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv;

8. understreger, at det er op til de enkelte lande og medlemsstater at undertegne ILO-konventionerne, men beklager den ringe gennemførelse og håndhævelse af sociale standarder, især ILO-konventioner og principperne for virksomhedernes sociale ansvar (VSA), i en række af EU's partnerlande; opfordrer ligeledes EU til at træffe foranstaltninger til at sikre effektiv gennemførelse af de sociale standarder; understreger, at ILO tillader indførelse af handelssanktioner mod lande, der ikke overholder deres internationale forpligtelser; opfordrer EU til at forfølge en strategi baseret på incitamenter og sanktioner i forbindelse med bilaterale og regionale aftaler, således at det sikres, at de sociale bestemmelser i EU's præferenceaftaler håndhæves effektivt; understreger, at GSP og GSP Plus bør overvåges på konsekvent vis, samtidig med at overvågningsprocessen bør være mere gennemsigtig;

9. påskønner ILO's tilsynsordning for internationale arbejdstagerrettigheder, som er enestående i international sammenhæng og bidrager til at sikre, at landene gennemfører de konventioner, de ratificerer; understreger, at ILO i tilfælde af problemer bør bistå landene gennem social dialog og teknisk bistand;

10. bemærker, at EU allerede har forpligtet sig til at fremme anstændigt arbejde og bekæmpe udnyttelse af arbejdskraften, navnlig i sine handelsaftaler; men bemærker også, at EU ikke håndhæver den potentielle konditionalitet, der er indeholdt i mange af de bilaterale og regionale frihandelsaftaler; opfordrer i denne forbindelse EU til at integrere social- og arbejdsmarkedspolitiske aspekter i Udenrigstjenestens aktiviteter og sikre ratificeringen og implementeringen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder, og samtidig undgå undtagelser fra generelle regler, f.eks. i eksportforarbejdningszoner, fordi sådanne undtagelser indebærer en risiko for et "underbudskapløb" ("race to the bottom") og dermed for undergravning af visse sociale standarder;

11. fastholder, at handelsforhandlinger, der forfølges inden for WTO, ikke skal true den sociale udvikling; bekræfter, at ILO bør have lov til at forelægge ekspertrapporter for WTO under handelskonflikter;

12. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til god regeringsførelse på det finansielle, skattemæssige og retslige område som en metode til at styrke globaliseringens sociale dimension;

13. minder om, at VSA er et koncept, hvorved virksomhederne frivilligt integrerer sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsstrategi; bemærker, at indførelsen af VSA-praksisser kan genskabe tilliden til erhvervslivet, hvilket er af afgørende betydning for Europas sociale markedsøkonomi; bemærker imidlertid, at VSA-konceptets heterogenitet, herunder det forhold, at forskellige virksomheder har udviklet forskellige standarder for social regnskabsføring, revision og rapportering, rejser spørgsmålet om sammenlignelighed; anerkender den indsats, EU har gjort for at indføre mere overordnede retningslinjer for definitionen og anvendelsen af VSA; påpeger, at begrebets sammensatte og heterogene karakter imidlertid er forblevet uændret; opfordrer EU til at tage konkrete skridt i internationale fora for at opgive den frivillige strategi for VSA og fastlægge klare retlige forpligtelser for virksomheder med hensyn til menneskerettigheder og de grundlæggende arbejdstagerrettigheder, sammen med effektive måder at holde dem ansvarlige på i tilfælde af overtrædelser; foreslår for eksempel, at medlemsstaterne, når de anmodes om investeringsgarantier af multinationale selskaber, kæder sådanne garantier sammen med en implementering af de officielle VSA-retningslinjer;

14. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udforme en proaktiv strategi for afhjælpning af de sociale konsekvenser af tilpasninger og omstruktureringer i relation til globaliseringen;

15. opfordrer Kommissionen til at fremme de grundlæggende ILO-konventioner på en mere proaktiv måde og til at oprette en EU-hotline for børnearbejde, hvor borgerne kan anmelde europæiske virksomheder, der gør brug af børnearbejde hvor som helst i verden; mener, at en sådan hotline bør have en lille, men tilstrækkelig researchkapacitet, der kan sætte den i stand til at a) offentliggøre en årlig rapport om sine undersøgelser og b) bistå europæiske virksomheder i deres bestræbelser for at eliminere børnearbejde fra deres forsyningskæde;

16. opfordrer indtrængende EU til at tage passende skridt på internationalt plan til at bekæmpe den sociale dumping, som visse lande benytter sig af i deres forretningspraksis, såvel i EU som i tredjelande, der modtager udviklingsbistand fra EU;

17. påpeger behovet for at finde en passende balance mellem styrkelsen af industriens konkurrenceevne og hensynet til dens indvirkninger på miljø og samfund; bifalder i den forbindelse de initiativer, Kommissionen har taget til at gøre virksomhedernes sociale ansvar til en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

til Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

om socialpolitikkens eksterne dimension, fremme af arbejdsstandarder og sociale standarder og de europæiske virksomheders sociale ansvar
(2010/2205(INI))

Ordfører for udtalelse: Tokia Saïfi

FORSLAG

Udvalget om International Handel opfordrer Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. minder om, at EU har fastsat et mål om ikke blot at gøre Europa til et ekspertisecenter for virksomhedernes sociale ansvar (VSA), men også at fremme VSA i de eksterne politikker, som EU iværksætter; anerkender Kommissionens indsats for at fremme bedste praksis med hensyn til VSA i de europæiske virksomheder, der opererer i udlandet, men understreger, at den bør være mere opmærksom på betydningen af certificeringer og mærker, der bevidner virksomhedernes overholdelse af VSA-principper;

2. mener, at manglende overholdelse af de grundlæggende internationale sociale standarder er en form for social og miljømæssig dumping til skade for de europæiske virksomheder og arbejdstagere;

3. vurderer, at det er nødvendigt at styrke de kompetente internationale institutioners rolle (navnlig ILO, WTO, OECD og FN) og deres samarbejde om udarbejdelse, gennemførelse og fremme af de grundlæggende internationale sociale standarder samt sanktionerne i forbindelse hermed;

4. opfordrer Kommissionen til på systematisk vis at inkludere et kapitel om bæredygtig udvikling med en juridisk bindende bestemmelse om VSA i de frihandelsaftaler og investeringsaftaler, som den forhandler med tredjelande;

5. foreslår, at denne bestemmelse om VSA omfatter overholdelse af ILO's otte grundlæggende og fire prioriterede konventioner og ligeledes giver incitamenter for virksomhederne til at indgå VSA-forpligtelser samt en diligenspligt for virksomheder og koncerner af virksomheder, dvs. en pligt til at træffe foregribende foranstaltninger for at identificere og forebygge enhver form for krænkelse af menneskerettighederne og overtrædelse af miljøreglerne, korruption eller skatteunddragelse, herunder i deres filialer og forsyningskæder, (dvs. i deres indflydelsessfære);

6. opfordrer ligeledes Kommissionen til under forhandlingerne at tilpasse sine krav i henhold til hvert enkelt partnerskabslands udviklingsniveau; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at opstille en liste over de supplerende standarder, der skal indføres gradvist og på en fleksibel måde under hensyntagen til det pågældende partnerlands økonomiske, sociale og miljømæssige forhold;

7. mener, at gennemførelsen af disse grundlæggende standarder både på partnerlandenes og medlemsstaternes territorium skal underkastes en løbende overvågning af et uafhængigt organ, og at manglende overholdelse eller krænkelse heraf, som konstateres på grundlag af forud fastsatte kriterier, bør kunne medføre sanktioner via effektive og gennemsigtige procedurer;

8. mener, at standarderne skal gennemføres samlet, og at hverken toldfrie områder eller værtslandsaftaler kan anvendes til at fravige herfra;

9. understreger, at europæiske virksomheder, deres filialer og deres underleverandører på grund af deres tungtvejende indflydelse i de internationale handelsudvekslinger spiller en central rolle med hensyn til fremme og udbredelse af arbejdsstandarder og sociale standarder, og at deres adfærd derfor bør være i overensstemmelse med de europæiske værdier og internationalt anerkendte standarder; mener, at det ville være ret og rimeligt, hvis europæiske virksomheder, der flytter deres produktion til lande med færre sociale forpligtelser, kunne holdes ansvarlige, også ved de europæiske domstole, for eventuelle skader og negative eksternaliteter, som påvirker lokalbefolkningen;

10. mener, at Kommissionen i sin fremtidige meddelelse om internationaliseringen af små og mellemstore virksomheders aktiviteter bør foreslå foranstaltninger, der giver mulighed for at støtte og fremme disse virksomheders foranstaltninger på VSA-området, og som respekterer princippet "tænk småt først" og tager hensyn til disse virksomheders særlige karakter.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Thijs Berman, Michael Cashman, Corina Creţu, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Catherine Grèze, András Gyürk, Eva Joly, Filip Kaczmarek, Franziska Keller, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, Birgit Schnieber-Jastram, Alf Svensson, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Ivo Vajgl, Anna Záborská, Iva Zanicchi, Gabriele Zimmer

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Proinsias De Rossa, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Santiago Fisas Ayxela, Isabella Lövin, Judith Sargentini, Jan Zahradil

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Josefa Andrés Barea

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik