BETÆNKNING om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, deres status og indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning)

14.7.2011 - (KOM(2009)0551 – C7–0250/2009 – 2009/0164(COD)) - ***I

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender
Ordfører: Jean Lambert
(Omarbejdning – forretningsordenens artikel 87)

Ændringsforslag

• 001-001 (PDF - 246 KB)
• 001-001 (DOC - 273 KB)
• 002-003 (PDF - 120 KB)
• 002-003 (DOC - 472 KB)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, deres status og indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning)

(KOM(2009)0551 – C7–0250/2009 – 2009/0164(COD))

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (KOM(2009)0551),

–   der henviser til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, og artikel 63, stk. 1, nr. 1, litra c), nr. 2, litra a), og nr. 3, litra a), på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget (C7‑0250/2009),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om følgerne af Lissabontraktatens ikrafttræden for de igangværende interinstitutionelle beslutningsprocedurer (KOM(2009)0665),

–   der henviser til EUF-traktatens artikel 294, stk. 3, og artikel 78, stk. 2, litra a og b,

–   der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 28. april 2010¹,

–   efter høring af Regionsudvalget,

–   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter²,

–   der henviser til skrivelse af 2. februar 2010 fra Retsudvalget til Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, jf. forretningsordenens artikel 87, stk. 3,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 87 og 55,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0271/2011),

A. der henviser til, at dette forslag ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer,

1.  fastlægger nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

EUROPA-PARLAMENTETS HOLDNING VED FØRSTEBEHANDLING*

---------------------------------------------------------

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

           om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 78, stk. 2, litra a) og b),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[1],

efter høring af Regionsudvalget,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure², og

ud fra følgende betragtninger:

(1)         Der skal foretages en række materielle ændringer af Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse[2]. Direktivet bør af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)         Udformningen af en fælles politik på asylområdet, herunder et fælles europæisk asylsystem, udgør en integrerende del af Den Europæiske Unions målsætning om gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er åbent for personer, som, tvunget af omstændighederne, legitimt søger beskyttelse i Unionen.

(3)         Det Europæiske Råd nåede på sit særlige møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 til enighed om at arbejde for oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem, som bygger på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling af 28. juli 1951 ("Genèvekonventionen"), som suppleret ved New York-protokollen af 31. januar 1967 ("protokollen"), således at princippet om non-refoulement overholdes, og det garanteres, at ingen sendes tilbage til forfølgelse.

(4)         Genèvekonventionen og protokollen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.

(5)         Det hedder i Det Europæiske Råds konklusioner fra Tammerfors, at et fælles europæisk asylsystem på kort sigt bør omfatte en indbyrdes tilnærmelse af bestemmelserne om anerkendelse af flygtningestatus og indholdet af denne status.

(6)         Det hedder endvidere i Det Europæiske Råds konklusioner fra Tammerfors, at bestemmelser om flygtningestatus bør suppleres med foranstaltninger vedrørende subsidiære former for beskyttelse, som giver enhver person, der har behov for en sådan beskyttelse, en passende status.

(7)         Den første fase af oprettelsen af et fælles europæisk asylsystem er nu tilendebragt. Det Europæiske Råd vedtog den 4. november 2004 Haagprogrammet, der opstiller de mål, der skal nås inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed i perioden 2005-2010. Med henblik herpå opfordredes Kommissionen i Haagprogrammet til at afslutte evalueringen af retsinstrumenterne fra første fase og forelægge andenfaseinstrumenterne og -foranstaltningerne for Rådet og Europa-Parlamentet til vedtagelse inden udgangen af 2010. ▌

(8)         I den europæiske pagt om indvandring og asyl, der blev vedtaget den 16. oktober 2008, konstaterede Det Europæiske Råd, at der fortsat var store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til ydelse af beskyttelse og med hensyn til beskyttelsens former, og det fandt, at tiden var inde til at tage nye initiativer til at fuldføre gennemførelsen af det fælles europæiske asylsystem som omhandlet i Haagprogrammet og dermed yde et højere beskyttelsesniveau.

(8a)       I Stockholmprogrammet gentog Det Europæiske Råd sit engagement i målet om senest i 2012 at oprette et fælles område for beskyttelse og solidaritet baseret på en fælles asylprocedure og en ensartet status, jf. artikel 78 i TEUF, for personer, der er blevet indrømmet international beskyttelse.

(9)         På baggrund af resultaterne af de evalueringer, der er foretaget, bør de principper, direktiv 2004/83/EF bygger på, på det nuværende stadium bekræftes, og der bør opnås en højere grad af tilnærmelse af reglerne om anerkendelse af og indholdet af den internationale beskyttelse på grundlag af højere standarder ▌.

(10)       Der bør mobiliseres ressourcer fra Den Europæiske Flygtningefond og Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) til at give tilstrækkelig støtte til medlemsstaternes indsats med hensyn til gennemførelsen af de standarder, der fastsættes i den anden fase af det fælles europæiske asylsystem, særligt til de medlemsstater, der er udsat for et særligt og uforholdsmæssigt stort pres på deres asylsystem, navnlig på grund af deres geografiske beliggenhed eller demografiske situation.

(11)       Hovedformålet med dette direktiv er dels at sikre, at medlemsstaterne anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, dels at sikre, at der findes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle medlemsstater.

(12)       Den indbyrdes tilnærmelse af reglerne for anerkendelse og indhold af flygtningestatus og subsidiær beskyttelse bør medvirke til at begrænse de sekundære bevægelser, ansøgere om international beskyttelse foretager mellem medlemsstaterne, hvor sådanne bevægelser udelukkende sker på grund af forskelle i de retlige rammer.

(13)       ▌Medlemsstaterne ▌bør have beføjelser til at indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser end de i dette direktiv fastsatte standarder for tredjelandsstatsborgere og statsløse, der søger om international beskyttelse i medlemsstaten, når en sådan ansøgning anses for at være begrundet med, at den pågældende enten er flygtning efter Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, eller er berettiget til subsidiær beskyttelse.

(14)       De tredjelandsstatsborgere og statsløse, som har tilladelse til at forblive på medlemsstaternes område af årsager, der ikke beror på behovet for international beskyttelse, men som skyldes medfølelse eller humanitære hensyn, falder uden for anvendelsesområdet for dette direktiv.

(15)       Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og følger de principper, som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder[3]. Direktivet tilsigter navnlig, at asylansøgeres og deres ledsagende familiemedlemmers menneskelige værdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud, og at anvendelsen af charterets artikel 1, 7, 11, 14, 15, 16, 18, 21, 24, 34 og 35 fremmes, og direktivet bør gennemføres i overensstemmelse hermed.

(16)       Med hensyn til behandlingen af de personer, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, er medlemsstaterne bundet af forpligtelser i henhold til folkeretlige instrumenter, som de er part i, navnlig sådanne, som forbyder forskelsbehandling.

(17)       Medlemsstaterne bør først og fremmest tage hensyn til "barnets tarv" ved gennemførelsen af dette direktiv i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder. Ved vurderingen af barnets tarv bør medlemsstaterne især tage behørigt hensyn til princippet om familiens enhed, den mindreåriges trivsel og sociale udvikling, sikkerhedsovervejelser og den mindreåriges egen mening under hensyntagen til vedkommendes alder og modenhed.

(18)       Begrebet familiemedlem bør udvides, således at der tages hensyn til de forskellige særlige omstændigheder, hvor der kan være tale om økonomisk afhængighed, og til, at særligt hensynet til barnets tarv bør tilgodeses.

(19)       Dette direktiv anfægter i øvrigt ikke protokollen om asyl for statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater, der findes som bilag til Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og TEUF.

(20)       Anerkendelsen af flygtningestatus er deklaratorisk.

(21)       De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge kan give medlemsstaterne en værdifuld vejledning i forbindelse med anerkendelse af flygtningestatus i henhold til Genèvekonventionens artikel 1.

(22)       Der bør fastsættes standarder for definitionen og indholdet af flygtningestatus som en vejledning til medlemsstaternes kompetente nationale myndigheder i forbindelse med anvendelse af Genèvekonventionen.

(23)       Det er nødvendigt at indføre fælles kriterier for anerkendelse af asylansøgere som flygtninge i overensstemmelse med Genèvekonventionens artikel 1.

(24)       Det er navnlig nødvendigt at indføre en fælles opfattelse af begreberne: beskyttelsesbehov, der opstår på stedet (sur place); årsager til overlast og beskyttelse; national beskyttelse; og forfølgelse, herunder grunde til forfølgelse.

(25)       Enten staten eller parter eller organisationer, herunder internationale organisationer, som opfylder betingelserne i dette direktiv, og som kontrollerer en region eller et større område inden for statens område, kan yde beskyttelse, hvis de er villige eller i stand hertil. Denne beskyttelse bør være effektiv og ikke midlertidig.

(26)       Ansøgeren bør have effektiv national beskyttelse mod forfølgelse og alvorlig overlast i en del af hjemlandet, hvortil den pågældende kan rejse sikkert og lovligt, og hvori den pågældende sikkert og lovligt kan indrejse og med rimelighed forventes at tage ophold. Hvis forfølgerne er staten eller statens agenter, bør der være en formodning om, at ansøgeren ikke nyder effektiv beskyttelse. Når ansøgeren er en uledsaget mindreårig, bør eksistensen af passende varetægts- og forældremyndighedsordninger, som varetager den uledsagede mindreåriges tarv, indgå i vurderingen af, hvorvidt der reelt ydes beskyttelse.

(27)       Det er nødvendigt, at medlemsstaterne ved vurderingen af mindreåriges ansøgninger om international beskyttelse tager højde for børnespecifikke former for forfølgelse.

(28)       En af betingelserne for at kunne opnå flygtningestatus, jf. artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen, er, at der er en årsagsforbindelse mellem ▌race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe og forfølgelserne eller det forhold, at der ikke ydes beskyttelse mod sådanne forfølgelser.

(29)       Det er ligeledes nødvendigt at indføre en fælles opfattelse af forfølgelsesgrunden "tilhørsforhold til en bestemt social gruppe". Med henblik på afgrænsningen af en bestemt social gruppe bør der tages hensyn til faktorer i forbindelse med ansøgerens køn, herunder kønsidentitet og seksuel orientering, som kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke, der f.eks. fører til genital lemlæstelse, tvangssterilisation og tvungen abort, for så vidt som disse faktorer er forbundet med ansøgerens velbegrundede frygt for forfølgelse.

(30)       Handlinger, der er i modstrid med De Forenede Nationers formål og principper, opregnes i præamblen og artikel 1 og 2 i De Forenede Nationers pagt og konkretiseres bl.a. i De Forenede Nationers resolutioner om foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, hvori det erklæres, at "terrorhandlinger, -metoder og -fremgangsmåder er i modstrid med De Forenede Nationers mål og principper», og at «bevidst finansiering og planlægning af samt ansporing til terrorhandlinger ligeledes er i modstrid med De Forenede Nationers mål og principper".

(31)       Som omtalt i artikel 14 kan "status" også omfatte flygtningestatus.

(32)       Der bør også fastsættes standarder for definition og indhold af subsidiær beskyttelsesstatus. Subsidiær beskyttelse bør være et supplement og en tilføjelse til beskyttelse af flygtninge i henhold til Genèvekonventionen.

(33)       Det er nødvendigt at indføre fælles kriterier for anerkendelse af personer, der søger om international beskyttelse, som berettigede til subsidiær beskyttelse. Kriterierne bør hentes fra de internationale forpligtelser i henhold til menneskerettighedsinstrumenter og eksisterende former for praksis i medlemsstaterne.

(34)       Risici, som et lands befolkning eller et udsnit heraf almindeligvis er udsat for, kan normalt ikke i sig selv siges at udgøre en individuel trussel, der kan kvalificeres som alvorlig overlast.

(35)       Familiemedlemmer vil alene på grund af deres forhold til flygtningen normalt være sårbare over for forfølgelse på en måde, som kan danne grundlag for flygtningestatus.

(36)       Begreberne statens sikkerhed og den offentlige orden omfatter også de tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger er medlem af en sammenslutning, der støtter international terrorisme, eller støtter en sådan sammenslutning.

(36a)     Når medlemsstaterne træffer afgørelse om, hvorvidt personer er berettiget til at nyde godt af de i dette direktiv fastsatte ydelser, bør de tage behørigt hensyn til barnets tarv samt til de særlige omstændigheder i forbindelse med afhængigheden af en person med international beskyttelsesstatus, både når der er tale om nære slægtninge, der allerede befinder sig i medlemsstaten, og når der er tale om personer, der ikke er i familie med personer med international beskyttelsesstatus. Under usædvanlige omstændigheder hvor den nære slægtning af personen med international beskyttelsesstatus er en gift mindreårig, der dog ikke er ledsaget af sin ægtefælle, kan det være bedst at lade den mindreåriges tarv varetage af vedkommendes oprindelige familie.

(37)       Samtidig med, at der følges op på opfordringen i Stockholmprogrammet til at indføre en ensartet status for flygtninge og for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, bør personer med subsidiær beskyttelsesstatus gives de samme rettigheder og fordele, som flygtninge har i henhold til dette direktiv, og de samme betingelser for berettigelse bør gælde for dem, dog med de undtagelser, der er nødvendige og objektivt begrundede.

(38)       Medlemsstaterne kan inden for de grænser, som internationale forpligtelser sætter, bestemme, at tildeling af ydelser, for så vidt angår adgang til beskæftigelse, social sikring, lægehjælp og integrationsfaciliteter, kræver forudgående udstedelse af opholdstilladelse.

(39)       For at sikre, at personer med international beskyttelsesstatus effektivt kan udnytte de rettigheder og fordele, der er fastsat i direktivet, bør der tages hensyn til deres særlige behov og de særlige problemer, de har med integration. Uden at det berører medlemsstaternes mulighed for at indføre eller opretholde gunstigere standarder, bør dette normalt ikke medføre en gunstigere behandling end den, der gives medlemsstatens egne statsborgere.

(40)       I den forbindelse bør der særligt gøres en indsats for at løse de problemer, der hindrer personer med international beskyttelsesstatus i at få effektiv adgang til beskæftigelsesrelaterede uddannelsesmuligheder og til erhvervsuddannelse, bl.a. problemerne med hensyn til finansielle begrænsninger.

(41)       Dette direktiv gælder ikke for finansielle ydelser fra medlemsstaterne, som gives for at fremme uddannelse.

(42)       Det bør overvejes at træffe særlige foranstaltninger til at finde effektive løsninger på de praktiske problemer, som personer med international beskyttelsesstatus kan støde på i forbindelse med bekræftelse af ægtheden af deres udenlandske eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, særligt på grund af manglende bevisdokumenter, og fordi de ikke er i stand til at betale udgifterne til anerkendelsesprocedurerne.

(43)       Navnlig for at undgå vanskelige sociale situationer bør der til personer med international beskyttelsesstatus inden for rammerne af sociallovgivningen og uden forskelsbehandling ydes passende social bistand og midler til deres underhold. For så vidt angår social bistand bør de nærmere bestemmelser og enkeltheder for ydelse af grundydelser til personer med subsidiær beskyttelsesstatus fastsættes efter national lovgivning. Muligheden for at begrænse ydelserne til personer med subsidiær beskyttelsesstatus til grundydelser skal forstås på den måde, at dette begreb mindst omfatter mindsteindkomststøtte, bistand i tilfælde af sygdom, graviditet og bistand til forældre, for så vidt som sådanne i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning ydes til egne statsborgere.

(44)       Personer med international beskyttelsesstatus bør have adgang til lægehjælp, herunder både fysisk og psykisk behandling.

(45)       I de integrationsprogrammer, der stilles til rådighed for personer med flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, bør der så vidt muligt tages hensyn til deres særlige behov og til de særlige omstændigheder ved deres situation, herunder om nødvendigt gennem sprogundervisning og oplysninger om individuelle rettigheder og forpligtelser i forbindelse med deres beskyttelsesstatus i den pågældende medlemsstat.

(46)       Gennemførelsen af dette direktiv bør evalueres regelmæssigt, navnlig under hensyn til udviklingen i medlemsstaternes internationale forpligtelser for så vidt angår non-refoulement, udviklingen på arbejdsmarkedet i medlemsstaterne samt udarbejdelsen af fælles grundprincipper for integration.

(47)       Målene for dette direktiv, nemlig indførelse af standarder for indrømmelse af international beskyttelse til tredjelandsstatsborgere og statsløse i medlemsstaterne og indholdet af denne beskyttelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af direktivets omfang og virkninger bedre gennemføres på unionsplan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke udover, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(47a)     I medfør af artikel 1, 2 og 4a, stk. 1, i protokollen (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(48)       I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(49)       Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til det tidligere direktiv. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af det tidligere direktiv.

(50)       Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til den i bilag I, del B, angivne frist for direktivets gennemførelse i national ret –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at fastsætte standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse og indholdet af en sådan beskyttelse.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)        "international beskyttelse": flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus som defineret i litra e) og g)

b)        "personer med international beskyttelsesstatus": personer, som er blevet tildelt flygtningestatus, jf. litra e), eller subsidiær beskyttelsesstatus, jf. litra g)

c)        "Genèvekonventionen": konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967

d)        "flygtning": en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land, og som ikke er omfattet af artikel 12

e)        "flygtningestatus": en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller statsløs som flygtning f)

f)         en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland eller, for så vidt angår en statsløs, til det land, hvor han eller hun tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i artikel 15, og som ikke er omfattet af artikel 17, stk. 1 og 2, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse

g)        "subsidiær beskyttelsesstatus": en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller statsløs som værende berettiget til subsidiær beskyttelse

h)        "ansøgning om international beskyttelse": en anmodning, der indgives af en tredjelandsstatsborger eller statsløs om beskyttelse fra en medlemsstat, når der er grundlag for at antage, at ansøgeren søger om flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, og vedkommende ikke udtrykkeligt anmoder om anden form for beskyttelse, der ikke er omfattet af dette direktiv, og som kan søges særskilt

i)         "ansøger": en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, hvorom der endnu ikke er truffet endelig afgørelse

j)         "familiemedlem": for så vidt familien allerede bestod i hjemlandet, følgende medlemmer af familien til personen med international beskyttelsesstatus, når de pågældende familiemedlemmer befinder sig i samme medlemsstat i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse:

–         ægtefællen til personen med international beskyttelsesstatus eller dennes ugifte samlever i et fast forhold, hvis ugifte par i den pågældende medlemsstats lovgivning eller praksis vedrørende tredjelandsstatsborgere sidestilles med gifte par

–         mindreårige børn af par som omhandlet i første led eller af personen med international beskyttelsesstatus, såfremt børnene er ugifte, uanset om de efter national lov er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret

▌

–         faderen eller moderen til personen med international beskyttelsesstatus eller en anden voksen ▌, som i henhold til lov eller national praksis i den pågældende medlemsstat er ansvarlig for personen med international beskyttelsesstatus, hvis sidstnævnte er mindreårig og ugift ▌;

▌

k)        "mindreårig: en tredjelandsstatsborger eller en statsløs under 18 år

l)         "uledsaget mindreårig": en mindreårig, som rejser ind på en medlemsstats område uden at være ledsaget af en voksen, der i henhold til lov eller national praksis i den pågældende medlemsstat er ansvarlig for den pågældende, og så længe den pågældende ikke i praksis er i en sådan persons varetægt; begrebet omfatter også mindreårige, der efterlades uden ledsagelse, efter at de er rejst ind på medlemsstaternes område

m)       "opholdstilladelse": en hvilken som helst formel tilladelse, udstedt af en medlemsstats myndigheder som foreskrevet af medlemsstatens lovgivning, som giver en tredjelandsstatsborger eller statsløs ret til at opholde sig på medlemsstatens område

n)        "hjemland": det land eller de lande, hvor ansøgeren er statsborger eller, for så vidt angår statsløse, har haft sit sædvanlige opholdssted.

Artikel 3

Gunstigere standarder

Medlemsstaterne kan indføre eller opretholde gunstigere standarder for fastsættelse af, hvem der kan anerkendes som flygtninge eller som personer, der er berettigede til subsidiær beskyttelse, og for fastsættelse af indholdet af international beskyttelse, for så vidt disse standarder er forenelige med dette direktiv.

KAPITEL II

Vurdering af ansøgninger om international beskyttelse

Artikel 4

Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder

1.        Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge hans ansøgning om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.

2.        De i stk. 1 nævnte elementer består af ansøgerens forklaringer og al anden for ansøgeren tilgængelig dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, herunder eventuelle slægtninges baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og -land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, ▌rejsedokumentation samt grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse.

3.        Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

a)        alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes

b)        relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast

c)        ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast

d)        om ansøgerens aktiviteter, siden vedkommende forlod hjemlandet, udelukkende eller hovedsagelig har haft til formål at skabe de nødvendige betingelser for at indgive ansøgning om international beskyttelse med henblik på at vurdere, om disse aktiviteter vil betyde, at vedkommende ved tilbagevenden til hjemlandet kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast

e)        om ansøgeren med rimelighed kan forventes at lade sig beskytte af et andet land, i hvilket vedkommende hævder at være statsborger.

4.        Hvis en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast eller direkte trusler om sådan forfølgelse eller sådan overlast, er der god grund til at formode, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast, medmindre der er god grund til at antage, at sådan forfølgelse eller sådan overlast ikke vil gentage sig.

5.        Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer  , der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)        ansøgeren har oprigtigt bestræbt sig på at underbygge sin ansøgning

b)        alle de relevante elementer, som ansøgeren råder over, er blevet forelagt, og der er givet en tilfredsstillende forklaring på eventuelle manglende relevante elementer

c)        ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og strider ikke imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag

d)        ansøgeren har indgivet sin ansøgning om international beskyttelse så tidligt som muligt, medmindre vedkommende kan godtgøre at have haft god grund til ikke at gøre dette, og

e)        ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.

Artikel 5

Behov for international beskyttelse, som opstår på stedet

1.        En velbegrundet frygt for forfølgelse eller en reel risiko for at lide alvorlig overlast kan være baseret på begivenheder, der har fundet sted, efter at ansøgeren har forladt hjemlandet.

2.        En velbegrundet frygt for forfølgelse eller en reel risiko for at lide alvorlig overlast kan være baseret på aktiviteter, som ansøgeren har deltaget i, efter at den pågældende har forladt hjemlandet, navnlig hvis det er godtgjort, at de tilgrundliggende aktiviteter er et udtryk for og en videreførelse af overbevisninger eller holdninger, som ansøgeren havde i hjemlandet.

3.        Med forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen kan medlemsstaterne bestemme, at en ansøger, der indgiver en efterfølgende ansøgning, som hovedregel ikke skal indrømmes flygtningestatus, hvis risikoen for forfølgelse skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at han forlod hjemlandet.

Artikel 6

Aktører, der kan stå bag forfølgelse eller alvorlig overlast

Aktører, der kan stå bag forfølgelse eller alvorlig overlast, omfatter:

a)        staten

b)        parter eller organisationer, der kontrollerer staten eller en væsentlig del af dens område

c)        ikke-statslige aktører, hvis det kan påvises, at de i litra a) og b) nævnte aktører, herunder internationale organisationer, ikke kan eller ikke vil tilbyde beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast som defineret i artikel 7.

Artikel 7

Aktører, der yder beskyttelse

1.        Beskyttelsen mod forfølgelse og alvorlig overlast ▌kan kun ydes af:

a)        staten eller

b)        parter eller organisationer, herunder internationale organisationer, der kontroller staten eller en væsentlig del af dens område, forudsat at de er villige til og i stand til at yde beskyttelse i henhold til stk. 2.

2.        Beskyttelsen skal være effektiv og ikke midlertidig. Der ydes normalt en sådan beskyttelse, når de i stk. 1, litra a) og b), nævnte aktører tager rimelige skridt til at forhindre forfølgelse eller udsættelse for alvorlig overlast, bl.a. ved at anvende et effektivt retssystem til afsløring, retsforfølgning og sanktionering af handlinger, der udgør forfølgelse eller alvorlig overlast, og når ansøgeren har adgang til en sådan beskyttelse.

3.        Ved vurderingen af, om en international organisation kontrollerer en stat eller en væsentlig del af dens område og yder beskyttelse som omhandlet i stk. 2, tager medlemsstaterne hensyn til eventuelle retningslinjer i relevante retsakter fra Rådet.

Artikel 8

National beskyttelse

1.          Som led i vurderingen af ansøgningen om international beskyttelse kan medlemsstaterne beslutte, at en ansøger ikke har behov for international beskyttelse, hvis den pågældende i en del af hjemlandet:

a)        ikke har grund til at nære nogen velbegrundet frygt for forfølgelse eller ikke løber nogen reel risiko for at lide alvorlig overlast eller

b)        har adgang til beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast, jf. artikel 7 ▌,

og ▌sikkert og lovligt kan rejse til og sikkert og lovligt kan rejse ind i den del af landet og med rimelighed forventes at bosætte sig der.

2.        Ved undersøgelsen af, om ansøgeren har grund til at nære en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast eller har adgang til beskyttelse mod forfølgelse og alvorlig overlast i en del af hjemlandet, jf. stk. 1, tager medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 hensyn til de generelle forhold, der hersker i den pågældende del af landet, samt til ansøgerens personlige forhold på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen. Til brug herfor sikrer medlemsstaterne, at der indhentes præcise og aktuelle oplysninger fra relevante kilder, såsom UNHCR og EASO.

KAPITEL III

Anerkendelse som flygtning

Artikel 9

Forfølgelse

1.        For at anses for forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal adfærd:

a)        være tilstrækkelig alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til artikel 15, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, eller

b)        bestå i anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelse af menneskerettighederne, der er tilstrækkelig alvorlige til at berøre et menneske på en tilsvarende måde som omhandlet i litra a).

2.        Forfølgelse i henhold til stk. 1 kan f.eks. tage form af:

a)        fysisk eller psykisk vold, herunder seksuelle overgreb

b)        juridiske, administrative, politimæssige og/eller retlige foranstaltninger, der i sig selv er diskriminerende eller gennemføres på en diskriminerende måde

c)        uforholdsmæssig eller diskriminerende retsforfølgning eller straf

d)        nægtelse af adgang til retsmidler, som resulterer i en uforholdsmæssig eller diskriminerende straf

e)        retsforfølgning eller straf for at nægte at gøre militærtjeneste i en konflikt, hvis militærtjeneste ville omfatte forbrydelser eller handlinger, der falder ind under udelukkelsesbestemmelserne i artikel 12, stk. 2

f)         kønsbestemte handlinger eller handlinger rettet mod børn.

3.        I overensstemmelse med artikel 2, litra d), skal der være en sammenhæng mellem de i artikel 10 nævnte årsager og forfølgelse i henhold til stk. 1 eller den manglende beskyttelse mod en sådan forfølgelse.

Artikel 10

Grundene til forfølgelse

1.        Ved vurderingen af grundene til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:

a)        begrebet race omfatter navnlig forhold vedrørende hudfarve, afstamning eller tilhørsforhold til en given etnisk gruppe

b)        begrebet religion omfatter navnlig teistiske, ikke-teistiske og ateistiske overbevisninger, deltagelse i eller undladelse af deltagelse i privat eller offentlig gudstjeneste, enten alene eller i fællesskab med andre, andre religiøse handlinger eller udtryk for synspunkter eller former for personlig eller fællesskabspræget adfærd baseret på eller bestemt af en religiøs overbevisning

c)        begrebet nationalitet omfatter ikke udelukkende statsborgerskab eller mangel på samme, men navnlig også tilhørsforhold til en gruppe, der defineres ved sin kulturelle, etniske eller sproglige identitet, sin fælles geografiske eller politiske oprindelse eller sit forhold til befolkningen i en anden stat

d)        en gruppe betragtes som udgørende en bestemt social gruppe, navnlig når:

–         medlemmerne af den pågældende gruppe har samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller er fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå, og

–         den pågældende gruppe har en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.

Afhængigt af omstændighederne i hjemlandet kan en bestemt social gruppe omfatte en gruppe, hvis fælles karakteristiske træk er seksuel orientering. Seksuel orientering kan ikke forstås således, at det omfatter handlinger, der betragtes som kriminelle i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Der ▌tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe.

e)        begrebet politisk anskuelse omfatter navnlig det forhold, at en person har en bestemt mening, overbevisning eller tro med hensyn til anliggender, der vedrører de i artikel 6 definerede aktører, der kan stå bag forfølgelse, og deres politik eller metoder, uanset om ansøgeren har handlet i overensstemmelse med denne mening, overbevisning eller tro.

2.        Ved vurdering af, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er det irrelevant, om ansøgeren faktisk har de racemæssige, religiøse, nationale, sociale eller politiske karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.

Artikel 11

Ophør

1.        En tredjelandsstatsborger eller statsløs ophører med at være anerkendt som flygtning, hvis den pågældende:

a)        frivilligt på ny har søgt beskyttelse i det land, hvor den pågældende er statsborger, eller

b)        efter at have mistet sit statsborgerskab frivilligt har generhvervet dette, eller

c)        har erhvervet et nyt statsborgerskab og nyder beskyttelse i det land, hvor den pågældende er blevet statsborger, eller

d)        frivilligt på ny har bosat sig i det land, som den pågældende forlod, eller uden for hvilket den pågældende opholdt sig af frygt for forfølgelse, eller

e)        ikke længere kan afslå at søge beskyttelse i det land, hvor den pågældende er statsborger, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke den pågældende er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere består

f)         hvis der er tale om en statsløs, kan vende tilbage til det land, hvor den pågældende havde sit sædvanlige opholdssted, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke den pågældende er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere består.

2.        I de i stk. 1, litra e) og f), omhandlede tilfælde skal medlemsstaterne tage hensyn til, hvorvidt ændringen af omstændighederne er af en så væsentlig og ikke blot midlertidig karakter, at flygtningens frygt for forfølgelse ikke længere kan anses for at være velbegrundet.

3.        Stk. 1, litra e) og f), finder ikke anvendelse på en flygtning, der kan påberåbe sig tvingende grunde angående tidligere forfølgelse til ikke at ville søge beskyttelse i det land, hvor den pågældende er statsborger, eller, hvis den pågældende er statsløs, i det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted.

Artikel 12

Udelukkelse

1.        En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning, hvis:

a)        den pågældende falder inden for anvendelsesområdet for artikel 1, afsnit D, i Genèvekonventionen om beskyttelse eller bistand fra andre FN-organer eller -agenturer end UNHCR. Hvis en sådan beskyttelse eller bistand af en eller anden grund er bortfaldet, uden at de pågældendes stilling er definitivt afgjort i overensstemmelse med de relevante resolutioner, der er vedtaget af FN's Generalforsamling, skal sådanne personer uden videre have ret til at blive omfattet af dette direktivs bestemmelser

b)        den pågældende af de kompetente myndigheder i det land, hvor han eller hun har taget ophold, anerkendes som havende de rettigheder og pligter, der knytter sig til besiddelse af statsborgerskab i dette land eller rettigheder og pligter svarende hertil.

2.        En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning, hvis der er tungtvejende grunde til at antage,

a)        den pågældende har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, som defineret i de internationale instrumenter, der er udarbejdet for at træffe forholdsregler mod sådanne forbrydelser

b)        at den pågældende har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse uden for asyllandet forud for anerkendelsen af vedkommende som flygtning; dette skal forstås som tidspunktet for udstedelse af opholdstilladelse på grundlag af tildeling af flygtningestatus; særligt grusomme handlinger kan betegnes som alvorlige ikke-politiske forbrydelser, også selv om de begås under foregivelse af, at de har et politisk mål

c)        at den pågældende har gjort sig skyldig i handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger som fastlagt i præambelen og i artikel 1 og 2 i De Forenede Nationers Pagt.

3.        Stk. 2 finder anvendelse på personer, der anstifter til eller på anden måde deltager i begåelsen af de deri nævnte forbrydelser eller handlinger.

KAPITEL IV

Flygtningestatus

Artikel 13

Tildeling af flygtningestatus

Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere og statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af kapitel II og III, flygtningestatus.

Artikel 14

Tilbagekaldelse og afslutning af eller afslag på forlængelse af flygtningestatus

1.        Med hensyn til ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet efter ikrafttrædelsen af direktiv 2004/83/EF, skal medlemsstaterne tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge en tredjelandsstatsborgers eller statsløs persons flygtningestatus, der er tildelt af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, såfremt den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at blive betragtet som flygtning, jf. artikel 11.

2.        Uden at dette i øvrigt indskrænker flygtningens pligt til at oplyse om alle relevante faktiske forhold og til at forelægge al relevant dokumentation, som den pågældende er i besiddelse af, jf. artikel 4, stk. 1, skal den medlemsstat, der har tildelt den pågældende flygtningestatus, på et individuelt grundlag påvise, at den pågældende ikke længere opfylder eller aldrig har opfyldt betingelserne herfor, jf. nærværende artikels stk. 1.

3.        Medlemsstaterne skal tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge en tredjelandsstatsborgers eller statsløs persons flygtningestatus, såfremt den berørte medlemsstat, efter at den pågældende er blevet tildelt flygtningestatus, konstaterer, at den pågældende:

a)        burde have været eller er udelukket fra at opnå flygtningestatus, jf. artikel 12

b)        har givet forkerte oplysninger om eller fortiet faktiske forhold, herunder anvendt falske dokumenter, og dette har været afgørende for tildeling af flygtningestatus.

4.        Medlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge status, der er tildelt en flygtning af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, når:

a)        der er rimelig grund til at anse den pågældende som en person, der udgør en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i

b)        den pågældende efter en endelig dom for en særlig grov forbrydelse udgør en fare for samfundet i denne medlemsstat.

5.        Medlemsstaterne kan i de situationer, der er beskrevet i stk. 4, beslutte ikke at tildele status til en flygtning, hvis der endnu ikke er truffet en sådan afgørelse.

6.        Personer, som stk. 4 eller 5 finder anvendelse på, har de rettigheder, der er fastsat i artikel 3, 4, 16, 22, 31 og 32 samt 33 i Genèvekonventionen, eller tilsvarende rettigheder, for så vidt de befinder sig i medlemsstaten.

KAPITEL V

Ret til subsidiær beskyttelse

Artikel 15

Alvorlig overlast

Ved alvorlig overlast forstås:

a)        dødsstraf eller henrettelse, eller

b)        udsættelse af en ansøger for tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf i dennes hjemland, eller

c)        alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv eller fysiske integritet som følge af vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt.

Artikel 16

Ophør

1.        En tredjelandsstatsborger eller statsløs er ikke længere berettiget til subsidiær beskyttelse, når de forhold, der førte til tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus, ikke længere eksisterer eller har ændret sig i en sådan grad, at beskyttelse ikke længere er påkrævet.

2.        I det i stk. 1 omhandlede tilfælde skal medlemsstaterne tage hensyn til, hvorvidt ændringen af forholdene er af en så væsentlig og ikke blot midlertidig karakter, at den person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, ikke længere er udsat for nogen reel risiko for alvorlig overlast.

3.        Stk. 1 finder ikke anvendelse på en person med subsidiær beskyttelsesstatus, der kan påberåbe sig tvingende grunde angående tidligere alvorlig overlast til ikke at ville søge beskyttelse i det land, hvor den pågældende er statsborger, eller, hvis den pågældende er statsløs, i det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted.

Artikel 17

Udelukkelse

1.        En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at komme i betragtning til subsidiær beskyttelse, hvis der er alvorlig grund til at formode, at

a)        den pågældende har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, som defineret i de internationale instrumenter, der er udarbejdet for at træffe forholdsregler mod sådanne forbrydelser

b)        den pågældende har begået en grov forbrydelse

c)        den pågældende har begået handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger som fastlagt i præamblen og i artikel 1 og 2 i De Forenede Nationers Pagt

d)        den pågældende udgør en fare for samfundet eller sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

2.        Stk. 1 finder anvendelse på personer, der anstifter til eller på anden måde deltager i begåelsen af de deri nævnte forbrydelser eller handlinger.

3.        Medlemsstaterne kan udelukke en tredjelandsstatsborger eller en statsløs fra at være berettiget til subsidiær beskyttelse, hvis den pågældende, inden han eller hun fik tilladelse til at rejse ind i en medlemsstat, har begået en eller flere forbrydelser, der falder uden for stk. 1, men som ville kunne straffes med fængsel, hvis de var begået i den berørte medlemsstat, og den pågældende udelukkende har forladt hjemlandet for at undgå sanktioner som følge af disse forbrydelser.

KAPITEL VI

Subsidiær beskyttelsesstatus

Artikel 18

Tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus

Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der er berettiget til subsidiær beskyttelse i medfør af kapitel II og V, subsidiær beskyttelsesstatus.

Artikel 19

Tilbagekaldelse og afslutning eller afslag på forlængelse af subsidiær beskyttelsesstatus

1.        Med hensyn til ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet efter ikrafttrædelsen af direktiv 2004/83/EC, skal medlemsstaterne tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge en tredjelandsstatsborgers eller statsløs persons subsidiære beskyttelsesstatus, der er tildelt af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, såfremt den pågældende ikke længere opfylder betingelserne herfor, jf. artikel 16.

2.        Medlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge en tredjelandsstatsborgers eller statsløs persons subsidiære beskyttelsesstatus, der er tildelt af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, såfremt den pågældende efter tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus burde have været udelukket fra at være berettiget til subsidiær beskyttelsesstatus, jf. artikel 17, stk. 3.

3.        Medlemsstaterne skal tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge en tredjelandsstatsborgers eller statsløs persons subsidiære beskyttelsesstatus, såfremt den pågældende:

a)        efter at have opnået subsidiær beskyttelsesstatus burde have været udelukket fra eller er udelukket fra at være berettiget til subsidiær beskyttelse, jf. artikel 17, stk. 1 og 2

b)        har givet forkerte oplysninger om eller fortiet faktiske forhold, herunder anvendt falske dokumenter, og dette var afgørende for tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus.

4.          Uden at dette i øvrigt indskrænker tredjelandsstatsborgerens eller den statsløse persons pligt til at oplyse om alle relevante faktiske forhold og til at forelægge al relevant dokumentation, som den pågældende er i besiddelse af, jf. artikel 4, stk. 1, skal den medlemsstat, der har tildelt den pågældende subsidiær beskyttelsesstatus, på et individuelt grundlag påvise, at den pågældende ikke længere opfylder eller ikke opfylder betingelserne herfor, jf. stk. 1, 2 og 3 i nærværende artikel.

KAPITEL VII

Indholdet af international beskyttelse

Artikel 20

Generelle bestemmelser

1.        Dette kapitel berører ikke de rettigheder, der er fastsat i Genèvekonventionen.

2.        Dette kapitel finder anvendelse på såvel flygtninge som personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, medmindre andet er anført.

3.        Ved gennemførelsen af dette kapitel tager medlemsstaterne hensyn til situationen for sårbare personer, såsom mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre personer, gravide kvinder, enlige forældre med mindreårige børn, ofre for menneskehandel, sindslidende og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter.

4.        Stk. 3 finder kun anvendelse på personer, der på grundlag af en individuel vurdering af deres situation menes at have særlige behov.

5.        Barnets tarv kommer i første række, når medlemsstaterne skal gennemføre de bestemmelser i dette kapitel, der vedrører mindreårige.

Artikel 21

Beskyttelse mod refoulement

1.        Medlemsstaterne overholder princippet om non-refoulement i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser.

2.        Hvis det ikke er forbudt i henhold til de i stk. 1 nævnte internationale forpligtelser, kan en medlemsstat udsende en flygtning, uanset om den pågældende er formelt anerkendt eller ej, når

a)        der er rimelig grund til at anse den pågældende for en person, der udgør en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i, eller

b)        den pågældende efter en endelig dom for en særlig grov forbrydelse udgør en fare for samfundet i denne medlemsstat.

3.        Medlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge opholdstilladelsen for eller afslå at give opholdstilladelse til en flygtning, hvis denne falder ind under stk. 2.

Artikel 22

Information

Så hurtigt som muligt efter tildeling af international beskyttelsesstatus giver medlemsstaterne personen med international beskyttelsesstatus, adgang til oplysninger om rettigheder og forpligtelser i forbindelse med den pågældende beskyttelsesstatus på et sprog, som den pågældende forstår eller med rimelighed må forventes at forstå.

Artikel 23

Sikring af familiens enhed

1.        Medlemsstaterne sikrer, at familiens enhed kan opretholdes.

2.        Medlemsstaterne sikrer, at medlemmer af samme familie som personen med international beskyttelsesstatus, men som ikke individuelt er berettiget til denne beskyttelse, har ret til at gøre krav på de fordele, der er omhandlet i artikel 24-35, efter de nationale procedurer, for så vidt dette er foreneligt med familiemedlemmets personlige retlige status.

3.        Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, såfremt familiemedlemmet er eller ville blive udelukket fra at få tildelt international beskyttelsesstatus i henhold til kapitel III og V.

4.        Uanset stk. 1 og 2 kan medlemsstaterne afslå, begrænse eller inddrage de pågældende fordele under henvisning til statens sikkerhed eller den offentlige orden.

5.        Medlemsstaterne kan beslutte, at denne artikel også finder anvendelse på andre nære slægtninge, der levede sammen som en del af familien på tidspunktet for udrejse fra hjemlandet, og som var helt eller hovedsagelig afhængige af personen med international beskyttelsesstatus på det pågældende tidspunkt.

Artikel 24

Opholdstilladelser

1.        Så snart som muligt efter at ansøgerne har fået tildelt international beskyttelsesstatus og med forbehold af artikel 21, stk. 3, udsteder medlemsstaterne en opholdstilladelse til de pågældende, som skal være gyldig i mindst tre år, og som kan fornyes, ▌medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

Med forbehold af artikel 23, stk. 1, kan den opholdstilladelse, der skal udstedes til familiemedlemmer til personer, som har fået tildelt flygtningestatus, være gyldig i mindre end tre år og fornyes.

2.        Så snart som muligt efter at ansøgerne har fået tildelt international beskyttelsesstatus, udsteder medlemsstaterne til personer med subsidiær beskyttelsesstatus og deres familiemedlemmer en fornyelig opholdstilladelse, som skal være gyldig i mindst ét år, og, i tilfælde af fornyelse, i mindst to år, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

Artikel 25

Rejsedokumenter

1.        Medlemsstaterne udsteder rejsedokumenter til brug ved rejse uden for deres område til personer, der har fået tildelt flygtningestatus, i overensstemmelse med den model, der er opstillet i tillægget til Genèvekonventionen, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

2.        Medlemsstaterne udsteder dokumenter til personer med subsidiær beskyttelsesstatus, som ikke kan få et nationalt pas, således at det bliver muligt for dem at rejse uden for medlemsstatens område, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

Artikel 26

Adgang til beskæftigelse

1.        Medlemsstaterne giver personer med international beskyttelsesstatus tilladelse til at søge lønnet beskæftigelse eller udøve selvstændig virksomhed i overensstemmelse med de bestemmelser, der generelt finder anvendelse for det pågældende erhverv eller for offentlig ansættelse, umiddelbart efter tildeling af en sådan status.

2.        Medlemsstaterne sikrer, at personer med international beskyttelsesstatus tilbydes aktiviteter såsom beskæftigelsesrelaterede voksenuddannelsesmuligheder, erhvervsuddannelse, herunder kurser til forbedring af kvalifikationer, praktikpladser og rådgivning på arbejdsformidlingskontorer på betingelser svarende til dem, der gælder for landets egne borgere.

3.        Medlemsstaterne bestræber sig på at fremme fuld adgang til aktiviteterne i stk. 2 for personer med international beskyttelsesstatus ▌.

4.        Den gældende lovgivning i medlemsstaterne om aflønning, adgang til sociale sikringsordninger i forbindelse med arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende og andre ansættelsesvilkår finder anvendelse.

Artikel 27

Adgang til uddannelse

1.        Medlemsstaterne giver mindreårige, der har fået tildelt international beskyttelsesstatus, adgang til uddannelsessystemet på samme betingelser som landets egne borgere.

2.        Medlemsstaterne indrømmer voksne, der har fået tildelt international beskyttelsesstatus, adgang til det almindelige uddannelsessystem, videreuddannelse og omskoling på samme betingelser som tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold.

Artikel 28

Adgang til procedurer for anerkendelse af kvalifikationsbeviser

1.        Medlemsstaterne sikrer ligestilling mellem personer med international beskyttelsesstatus og landets egne borgere inden for rammerne af de gældende procedurer for anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

2.        Medlemsstaterne bestræber sig på for personer med international beskyttelsesstatus, der ikke kan fremlægge dokumenter som bevis for deres kvalifikationer, at fremme fuld adgang til passende ordninger til vurdering, attestering og godkendelse af deres tidligere uddannelse. Disse ordninger må ikke være i strid med artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer[4].

▌

Artikel 29

Social bistand

1.        Medlemsstaterne sikrer, at personer med international beskyttelsesstatus i den medlemsstat, der har tildelt denne beskyttelse, modtager den nødvendige sociale bistand, lige som statsborgerne i denne medlemsstat.

2.        Medlemsstaterne kan som en fravigelse af den generelle regel i stk. 1 begrænse den sociale bistand, som personer med subsidiær beskyttelsesstatus får, til grundydelser, som i så fald ydes på samme niveau og efter samme kriterier som for egne statsborgere.

Artikel 30

Lægehjælp

1.        Medlemsstaterne sikrer, at personer med international beskyttelsesstatus har adgang til lægehjælp på samme betingelser som borgerne i den medlemsstat, der har tildelt dem denne beskyttelse.

2.        Medlemsstaterne yder på samme betingelser som for borgerne i den medlemsstat, der har tildelt den pågældende beskyttelsesstatus, korrekt lægehjælp, herunder om nødvendigt psykologisk eller psykiatrisk behandling, til personer med international beskyttelsesstatus, som har særlige behov, f.eks. gravide, handicappede, personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter, eller mindreårige, der har været udsat for misbrug, vanrøgt, udnyttelse, tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling, eller som har lidt under følgerne af væbnet konflikt.

Artikel 31

Uledsagede mindreårige

1.        Medlemsstaterne træffer snarest muligt efter tildeling af international beskyttelsesstatus de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at uledsagede mindreårige repræsenteres af en officiel værge eller om nødvendigt af en organisation, der er ansvarlig for varetægten af mindreårige og deres velfærd, eller at de på anden måde får behørig repræsentation, herunder repræsentation i henhold til lov eller retskendelse.

2.        Medlemsstaterne sikrer, at mindreåriges behov i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv opfyldes behørigt af den udpegede værge eller repræsentant. De kompetente myndigheder foretager regelmæssige vurderinger.

3.        Medlemsstaterne sikrer, at uledsagede mindreårige anbringes enten:

a)        hos myndige slægtninge eller

b)        hos en plejefamilie eller

c)        i særlige centre for mindreårige eller

d)        i andre former for indkvartering, der er egnede for mindreårige.

Der tages i denne forbindelse hensyn til barnets ønsker i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

4.        Så vidt muligt må søskende ikke skilles ad under hensyn til den pågældende mindreåriges tarv og navnlig til barnets alder og modenhed. Flytning af uledsagede mindreårige fra ét indkvarteringssted til et andet skal begrænses til et minimum.

5.        Hvis en uledsaget mindreårig indrømmes international beskyttelsesstatus, og opsporingen af den pågældendes familie ikke allerede er påbegyndt, indleder medlemsstaterne opsporingen af den uledsagede mindreåriges familie hurtigst muligt, efter at barnet har fået tildelt international beskyttelse, idet de beskytter den mindreåriges tarv Når opsporingen af familiemedlemmer allerede er påbegyndt, viderefører medlemsstaterne om nødvendigt opsporingsprocessen. I de tilfælde, hvor der kan foreligge en trussel mod den mindreåriges eller dennes nære familiemedlemmers liv eller integritet, særlig hvis de er blevet i hjemlandet, må det sikres, at indsamling, behandling og videregivelse af oplysninger om de pågældende foretages på et fortroligt grundlag.

6.        De personer, der arbejder med uledsagede mindreårige, skal have en relevant uddannelse tilpasset mindreåriges behov og fortsat modtage uddannelse heri.

Artikel 32

Adgang til bolig

1.        Medlemsstaterne sikrer, at personer med international beskyttelsesstatus har adgang til en bolig på betingelser svarende til dem, der gælder for andre tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold på deres område.

2.        Under hensyntagen til national praksis med hensyn til spredning af personer med international beskyttelsesstatus bestræber medlemsstaterne sig på at gennemføre en politik med henblik på at forebygge forskelsbehandling af personer med international beskyttelsesstatus og sikre lige muligheder med hensyn til adgang til bolig.

Artikel 33

Fri bevægelighed inden for medlemsstaten

Medlemsstaterne skal give personer med international beskyttelsesstatus bevægelsesfrihed inden for deres område på samme betingelser og med samme begrænsninger som dem, der gælder for andre tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold på medlemsstaternes område.

Artikel 34

Adgang til integrationsfaciliteter

▌Med henblik på at lette integrationen af personer med international beskyttelsesstatus i samfundet sikrer medlemsstaterne adgang til integrationsprogrammer, som de finder passende, så der tages hensyn til de særlige behov hos personer med flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, eller skaber forudsætninger, som sikrer adgang til sådanne programmer.

▌

Artikel 35

Repatriering

Medlemsstaterne kan yde bistand til personer med international beskyttelsesstatus, som ønsker at blive repatrieret.

KAPITEL VIII

Administrativt samarbejde

Artikel 36

Samarbejde

Hver medlemsstat udpeger et nationalt kontaktpunkt og meddeler Kommissionen dets adresse. Kommissionen videresender oplysningerne herom til de øvrige medlemsstater.

Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen alle nødvendige foranstaltninger til at etablere et direkte samarbejde, herunder informationsudveksling, mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 37

Personale

Medlemsstaterne sikrer, at de myndigheder, organisationer m.v., der står for gennemførelsen af dette direktiv, har modtaget den nødvendige uddannelse og har tavshedspligt som defineret i national ret med hensyn til de oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.

KAPITEL IX

Afsluttende bestemmelser

Artikel 38

Rapporter

1.        Senest den …^[5]* aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv og foreslår de nødvendige ændringer. Disse forslag til ændringer skal først og fremmest vedrøre bestemmelserne i artikel 2 og 7. Medlemsstaterne sender senest den …^[6]** Kommissionen alle de oplysninger, der er hensigtsmæssige for udarbejdelsen af denne rapport.

2.        Efter at have fremlagt første rapport aflægger Kommissionen mindst hvert femte år rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv.

Artikel 39 Gennemførelse

1.        Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1, 2, 4, 7, 8, 9, 10, 11, 16, 19, 20, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34 og 35 senest den …^[7]*. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.        Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv ▌.

Artikel 40

Ophævelse

Direktiv 2004/83/EF ophæves for de medlemsstater, for hvilke direktivet er bindende, med virkning fra den … [dagen efter den dato, der er fastsat i artikel 39, stk. 1, første afsnit, i nærværende direktiv], uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til den i bilag I, del B, angivne frist for gennemførelse af direktivet i national ret.

For de medlemsstater, for hvilke direktivet er bindende, gælder henvisninger til det ophævede direktiv som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 41

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1, 2, 4, 7, 8, 9, 10, 11, 16, 19, 20, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33, 34 og 35 finder anvendelse fra den … [dagen efter den dato, der er fastsat i artikel 39, stk. 1, første afsnit]^[8]*.

Artikel 42

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i […]

På Europa-Parlamentets vegne                       På Rådets vegne

Formand                                                        Formand

BILAG I

Del A

Ophævet direktiv(jf. artikel 40)

Rådets direktiv 2004/83/EF	(EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12)

Del B

Frist for gennemførelse i national ret(jf. artikel 39)

Direktiv	Gennemførelsesfrist
2004/83/EC	10. oktober 2006

BILAG II

Sammenligningstabel

Direktiv 2004/83/EF	Nærværende direktiv
Artikel 1	Artikel 1
Artikel 2, indledende sætning	Artikel 2, indledende sætning
Artikel 2, litra a)	Artikel 2, litra a)
-	Artikel 2, litra b)
Artikel 2, litra b)-g)	Artikel 2, litra c)-h)
-	Artikel 2, litra i)
Artikel 2, litra h) -	Artikel 2, litra j), første og andet led Artikel 2, litra j), tredje, fjerde og femte led
-	Artikel 2, litra k)
Artikel 2, litra i)	Artikel 2, litra l)
Artikel 2, litra j)	Artikel 2, litra m)
Artikel 2, litra k)	Artikel 2, litra n)
Artikel 3	Artikel 3
Artikel 4	Artikel 4
Artikel 5	Artikel 5
Artikel 6	Artikel 6
Artikel 7	Artikel 7
Artikel 8, stk. 1 og 2	Artikel 8, stk. 1 og 2
Artikel 8, stk. 3	-
Artikel 9	Artikel 9
Artikel 10	Artikel 10
Artikel 11, stk. 1 og 2	Artikel 11, stk. 1 og 2
-	Artikel 11, stk. 3
Artikel 12	Artikel 12
Artikel 13	Artikel 13
Artikel 14	Artikel 14
Artikel 15	Artikel 15
Artikel 16, stk. 1 og 2	Artikel 16, stk. 1 og 2
-	Artikel 16, stk. 3
Artikel 17	Artikel 17
Artikel 18	Artikel 18
Artikel 19	Artikel 19
Artikel 20, stk. 1-5	Artikel 20, stk. 1-5
Artikel 20, stk. 6 og 7	-
Artikel 21	Artikel 21
Artikel 22	Artikel 22
Artikel 23, stk. 1	Artikel 23, stk. 1
Artikel 23, stk. 2, første afsnit	Artikel 23, stk. 2, første afsnit
Artikel 23, stk. 2, andet afsnit	-
Artikel 23, stk. 2, tredje afsnit	-
Artikel 23, stk. 3 til 5	Artikel 23, stk. 3 til 5
Artikel 24, stk. 1	Artikel 24, stk. 1
Artikel 24, stk. 2	-
Artikel 25	Artikel 25
Artikel 26, stk. 1, 2 og 3	Artikel 26, stk. 1, 2 og 3
Artikel 26, stk. 4	-
Artikel 26, stk. 5	Artikel 26, stk. 4
Artikel 27, stk. 1 og 2	Artikel 27, stk. 1 og 2
Artikel 27, stk. 3	Artikel 28, stk. 1
-	Artikel 28, stk. 2 og 3
Artikel 28, stk. 1	Artikel 29, stk. 1
Artikel 28, stk. 2	-
Artikel 29, stk. 1	Artikel 30, stk. 1
Artikel 29, stk. 2 Artikel 29, stk. 3	- Artikel 30, stk. 2
Artikel 30	Artikel 31
Artikel 31	Artikel 32
Artikel 32	Artikel 33
Artikel 33	Artikel 34
Artikel 34	Artikel 35
Artikel 35	Artikel 36
Artikel 36	Artikel 37
Artikel 37	Artikel 38
Artikel 38	Artikel 39
-	Artikel 40
Artikel 39	Artikel 41
Artikel 40	Artikel 42
–	Bilag I
–	Bilag II

• [1] * Ændringer: Ny eller ændret tekst er markeret med fede typer og kursiv; udgået tekst er markeret med symbolet ▌.
   Udtalelse af 28. april 2010 (EUT C 18 af 19.1.2011, s. 80).
• [2]  Europa-Parlamentets holdning af ....
• [3]                  EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.
• [4]               EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22.
• [5] ^* EUT indsæt venligst dato: 42 måneder efter datoen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
• [6] ^** EUT indsæt venligst dato: 36 måneder efter datoen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
• [7] ^* EUT indsæt venligst dato: 24 måneder efter datoen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.
• [8] ^* EUT indsæt venligst dato: 24 måneder efter datoen for offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

BEGRUNDELSE

Kommissionens forslag om en omarbejdning af det oprindelige direktiv 2004/83/EF er et led i bestræbelserne på at få fastlagt en fælles europæisk asylpolitik senest i 2012. I forbindelse med det oprindelige direktiv blev Europa-Parlamentet kun hørt, men nu, efter Lissabontraktatens ikrafttræden, skal Parlamentet være med til at træffe beslutning. Det forslag, der nu forelægges Plenarforsamlingen, er et resultat af seks uformelle trilogmøder, som forhåbentlig vil føre til enighed ved førstebehandlingen.

Der er to nøgleelementer i det nugældende direktiv, nemlig grundene til anerkendelse af personer som berettigede til flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse og indholdet af denne beskyttelse i henseende til bopæl, beskæftigelse og sociale rettigheder i den medlemsstat, der er ansvarlig for beskyttelsen.

Kommissionen har forelagt det omarbejdede forslag (forslag til direktiv, KOM(2009)0551) som følge af kravet om en revision af det tidligere direktiv og udviklingen i retspraksis. Der kan ikke herske tvivl om, at medlemsstaternes gennemførelse af det gældende direktiv varierer betydeligt. Dette fører til store forskelle i tallene for tildeling af flygtningestatus og indebærer en risiko for, at ansøgere fortsat vil foretage sekundære bevægelser mellem medlemsstaterne. Selv om nogle af forskellene kan fjernes gennem et forbedret samarbejde, hvori det nye Europæiske Asylstøttekontor bør spille en vigtig rolle, er der behov for et præcisere regelsæt - direktivet selv - for at skabe en stærkere og klarere ramme for gennemførelsesprocessen.

En vigtig ændring foreslået her er at bringe de to beskyttelseskategorier nærmere hinanden og således generelt henvise til "personer med international beskyttelsesstatus". Dette vil være med til at minde gennemførelsesmyndighederne om, at de to beskyttelseskategorier er komplementære, idet subsidiær beskyttelse ikke er mindre vigtig for personer, der risikerer at lide alvorlig overlast, hvis de vender tilbage til deres oprindelsesland. Forslaget sigter også mod en øget indbyrdes tilnærmelse mellem de forskellige former for rettigheder, der tilkommer personer med international beskyttelsesstatus, i hvilken forbindelse retten til adgang til arbejdsmarkedet måske er den vigtigste. De fleste medlemsstater skelner allerede kun lidt mellem de to grupper. Det vil dog stadig være muligt at anvende forskellige behandlingsmåder på tre områder, nemlig social velfærd (hvilket afspejler status quo - spørgsmålet om social sikring behandles i betragtningen herom), integrationsforanstaltninger og opholdstilladelser - selv om der blev gjort visse fremskridt med hensyn til sidstnævnte spørgsmål, hvor en fornyelse efter ét år for personer med subsidiær beskyttelsesstatus skal gælde for mindst to år (kun få medlemsstater foretager i øjeblikket en skelnen). Europa-Parlamentet var af den opfattelse, at dette var vigtigt for integrationen og for at give den enkelte person en følelse af større stabilitet.

Der er også gjort fremskridt i spørgsmål vedrørende køn og kønsidentitet. Disse spørgsmål nævnes nu specifikt i artiklerne vedrørende sociale grupper, der risikerer at blive forfulgt. Ligeledes er der i betragtningerne indføjet en henvisning til "retstraditioner og skikke", som kan få skadelige følger, f.eks. genital lemlæstelse.

Med hensyn til barnets tarv viste det sig vanskeligt at finde en definition til artiklerne, så vi er nået til enighed om et kort sæt principper i betragtning 17. Det foreslåede ændringsforslag til artikel 8, stk. 2, som specifikt beskæftiger sig med varetægten af uledsagede mindreårige, optræder nu i den med nævnte artikel forbundne betragtning. Kontinuitet i varetægten af sådanne børn er en rød tråd, der bør løbe gennem hele det fælles europæiske asylsystem, hvilket er begrundelsen for ændringerne i artikel 31, stk. 5, som bør sikre den fornødne kontinuitet i opsporingen af familiemedlemmer.

Europa-Parlamentets synspunkter vedrørende udvidelsen af definitionen af familie viste sig at være uacceptable for Rådet, skønt der er gjort visse små fremskridt bestående i tilføjelsen af enten en forældrepart eller en anden allerede tilstedeværende slægtning med tilknytning til personer med international beskyttelsesstatus. Det står hen i det uvisse, om den manglende medtagelse af gifte mindreårige børn vil efterlade en beskyttelseslakune, hvorfor artikel 2 er medtaget i revisionsklausulen. Trods denne artikels meget klare ordlyd og dens tilknytning til beskyttelsesbehov ønsker nogle medlemsstater at beholde en meget snæver definition af familie af frygt for fremtidige ansøgninger om familiesammenføring - selv om direktivet indeholder klare regler herfor, når det gælder flygtninge. Gifte mindreårige børn er nu nævnt i betragtning 36a i forbindelse med ydelser.

Artikel 7 vedrører aktører, der yder beskyttelse. Det er en stærkt udbredt opfattelse i Europa-Parlamentet, at kun stater i princippet kan betragtes som aktører, der yder beskyttelse, eftersom internationale organer ikke har en stats attributter og ikke kan være kontraherende parter i internationale konventioner. Formålet med den begrænsede ændring af den oprindelige artikel er at styrke kravene til ikkestatslige aktører, hvis de skal betragtes som værende i stand til at levere effektiv og varig (nu "ikke midlertidig") beskyttelse. Artikel 7 er også medtaget i revisionsklausulen som følge af dens fortsatte medtagelse af ikkestatslige organer.

Artikel 8 vedrører national beskyttelse i flugtlandet. Her valgte Rådet at lægge sig tættere op ad Kommissionens ordlyd, selv om dele af Europa-Parlamentets ændringsforslag er overtaget i betragtningerne - navnlig for så vidt angår indtagelsen af en stærk holdning mod national beskyttelse, når det er staten, der gør sig skyld i forfølgelse.

Sammenligningstabeller er stadig et vanskeligt område, men ordføreren kan anbefale Parlamentet substansen i det foreslåede forlig som et skridt fremad i forhold til det nugældende direktiv, eftersom det giver personer med international beskyttelsesstatus større sikkerhed, skaber klarere forhold for medlemsstaterne og forhåbentlig vil medføre en begrænsning af de nuværende forskelle med hensyn til leveringen af et retfærdigt og effektivt system.

BILAG: SKRIVELSE FRA RETSUDVALGET

RETSUDVALGET

FORMANDEN

Ref.: D(2010)5206

Fernando LOPEZ AGUILAR

Formand for Udvalget om Borgernes Rettigheder

og Retlige og Indre Anliggender

ASP 11G306

Bruxelles

Om:              Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, deres status og indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning)

KOM(2009)0551 af 21.10.2009 - 2009/0164 (COD)

Retsudvalget, som jeg har den ære at være formand for, har behandlet ovennævnte forslag, jf. forretningsordenens artikel 87 om omarbejdning.

Denne artikels stk. 3 lyder som følger:

"Finder det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne, underretter udvalget det kompetente udvalg herom.

Det kompetente udvalg kan i så fald kun behandle ændringsforslag, som opfylder betingelserne i artikel 156 og 157, og som vedrører de dele af forslaget, der indeholder ændringer.

Agter det kompetente udvalg dog i overensstemmelse med punkt 8 i den interinstitutionelle aftale også at stille ændringsforslag til de kodificerede dele af forslaget, underretter det omgående Rådet og Kommissionen om sine planer, og sidstnævnte bør inden afstemningen, jf. artikel 54, meddele udvalget, hvilken holdning den har til ændringsforslagene, og hvorvidt den agter at tage forslaget om omarbejdning tilbage."

På grundlag af udtalelsen fra Den Juridiske Tjeneste, hvis repræsentanter deltog i møderne i den rådgivende gruppe, der behandlede det omarbejdede forslag, og i tråd med henstillingerne fra ordføreren for udtalelsen mener Retsudvalget, at det foreliggende forslag ikke indeholder andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i forslaget og i udtalelsen fra den rådgivende gruppe, og at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

Desuden er udvalget, j. artikel 87, af den opfattelse, at de tekniske tilpasninger, der foreslås i udtalelsen fra ovennævnte rådgivende gruppe, er nødvendige for at sikre forslagets overensstemmelse med retningslinjerne for kodifikation.

Efter at have drøftet spørgsmålet på sit møde den 27. januar 2010 henstiller Retsudvalget til slut, med 22 stemmer for og ingen imod[1], at Deres udvalg, som korresponderende udvalg, behandler ovennævnte forslag i tråd med dets forslag og i overensstemmelse med artikel 87.

Med venlig hilsen

Klaus-Heiner LEHNE

Bilag: Udtalelse fra den rådgivende gruppe.

• [1]  Klaus-Heiner Lehne, Raffaele Baldassarre, Sebastian Valentin Bodu, Marielle Gallo, Alajos Mészáros, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Antonio Masip Hidalgo, Bernhard Rapkay, Evelyn Regner, Alexandra Thein, Diana Wallis, Cecilia Wikström, Christian Engström, Jiří Maštálka, Francesco Enrico Speroni, Piotr Borys, Vytautas Landsbergis, Kurt Lechner, Arlène McCarthy, Toine Manders, Eva Lichtenberger, Sajjad Karim.

BILAG: UDTALELSE FRA DEN RÅDGIVENDE GRUPPE BESTÅENDE AF DE JURIDISKE TJENESTER I EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN

	DE JURIDISKE TJENESTERS RÅDGIVENDE GRUPPE

Bruxelles, den 23. november 2009

UDTALELSE

                                                      TIL EUROPA-PARLAMENTET

                                                              RÅDET

                                                              KOMMISSIONEN

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, deres status og indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning)

KOM(2009)0551 af 21.10.2009 – 2009/0164(COD)

I henhold til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter, og særlig punkt 9, behandlede den rådgivende gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens juridiske tjenester på et møde den 29. oktober 2009 bl.a. ovennævnte forslag fra Kommissionen.

Under behandlingen på mødet[1] af forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om omarbejdning af Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse og indholdet af en sådan beskyttelse, konstaterede den rådgivende gruppe samstemmende følgende:

1) I artikel 9, stk. 3, bør den indledende ordlyd "I overensstemmelse med artikel 2, litra c)" tilpasses og erstattes med ordlyden "I overensstemmelse med artikel 2, litra d)".

2) I artikel 19, stk. 1, bør ordlyden "efter dette direktivs ikrafttræden" tilpasses og erstattes med ordlyden "efter ikrafttrædelsen af direktiv 2004/83/EF".

3) I artikel 23, stk. 2, bør henvisningen til "artikel 24-34" tilpasses og erstattes med ordlyden "artikel 24-27 og 29-35".

4) I artikel 39, stk. 1, første afsnit, burde den sidste sætning "De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv" have været fremhævet med den gråskravering, der almindeligvis bruges til at fremhæve væsentlige ændringer i omarbejdede tekster.

5) I artikel 39, stk. 2, burde de sidste ord "med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv" have været fremhævet med gråskravering.

6) I artikel 42 bør de sidste ord i artikel 40 i Rådets direktiv 2004/83/EF ("i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab") genindsættes.

7) I bilag I, del B, bør datoangivelsen "10. oktober 2006" erstattes med "9. oktober 2006".

Efter behandlingen af forslaget var der i den rådgivende gruppe enighed om, at forslaget ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget eller i denne udtalelse. Den rådgivende gruppe konstaterede desuden, at forslaget, hvad angår de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer.

C. PENNERA                                  J.-C. PIRIS                           L. ROMERO REQUENA

Juridisk rådgiver                                Juridisk rådgiver                     Generaldirektør

• [1]  Den rådgivende arbejdsgruppe havde den engelske, franske og tyske sprogudgave af forslaget til rådighed og benyttede den engelske originaludgave af forslaget som grundlag for behandlingen..

PROCEDURE

Titel	Minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som berettigede til international beskyttelse, deres status og indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning)
Referencer	KOM(2009)0551 – C7-0250/2009 – 2009/0164(COD)
Dato for høring af EP	21.10.2009
Korresponderende udvalg        Dato for meddelelse på plenarmødet	LIBE 12.11.2009
Rådgivende udvalg        Dato for meddelelse på plenarmødet	JURI 12.11.2009
Ordfører        Dato for valg	Jean Lambert 11.1.2010
Behandling i udvalg	24.5.2011	12.7.2011
Dato for vedtagelse	12.7.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	46 3 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Jan Philipp Albrecht, Sonia Alfano, Alexander Alvaro, Gerard Batten, Vilija Blinkevičiūtė, Mario Borghezio, Rita Borsellino, Emine Bozkurt, Simon Busuttil, Philip Claeys, Carlos Coelho, Rosario Crocetta, Cornelia Ernst, Tanja Fajon, Hélène Flautre, Kinga Göncz, Nathalie Griesbeck, Sylvie Guillaume, Ágnes Hankiss, Anna Hedh, Salvatore Iacolino, Sophia in ‘t Veld, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Timothy Kirkhope, Juan Fernando López Aguilar, Baroness Sarah Ludford, Monica Luisa Macovei, Véronique Mathieu, Jan Mulder, Antigoni Papadopoulou, Georgios Papanikolaou, Carmen Romero López, Birgit Sippel, Csaba Sógor, Renate Sommer, Rui Tavares, Wim van de Camp, Renate Weber, Tatjana Ždanoka
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Edit Bauer, Anna Maria Corazza Bildt, Ioan Enciu, Monika Hohlmeier, Jean Lambert, Antonio Masip Hidalgo, Mariya Nedelcheva, Hubert Pirker, Michèle Striffler, Kyriacos Triantaphyllides, Cecilia Wikström
Dato for indgivelse	14.7.2011