Procedure : 2011/0047(NLE)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0274/2011

Indgivne tekster :

A7-0274/2011

Forhandlinger :

Afstemninger :

PV 13/09/2011 - 5.13
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0355

HENSTILLING     ***
PDF 150kWORD 64k
15.7.2011
PE 466.969v02-00 A7-0274/2011

om udkast til Rådets afgørelse om godkendelse af konventionen om bevarelse og forvaltning af højsøfiskeressourcer i det sydlige Stillehav

(08135/2011 – C7‑0098/2011 – 2011/0047(NLE))

Fiskeriudvalget

Ordfører: Carmen Fraga Estévez

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om udkast til Rådets afgørelse om godkendelse af konventionen om bevarelse og forvaltning af højsøfiskeressourcer i det sydlige Stillehav

(08135/2011 – C7‑0098/2011 – 2011/0047(NLE))

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til udkast til Rådets afgørelse (08135/2011),

–   der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af højsøfiskeressourcer i det sydlige Stillehav (08135(2011)),

–   der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7‑0098/2011),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 8,

–   der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget (A7-0274/2011),

1.  godkender indgåelsen af konventionen;

2.  opfordrer Kommissionen til i alle de fora af international eller bilateral karakter, som kan have deltagelse af stater med fiskeriinteresser i konventionsområdet, at arbejde aktivt for at få konventionen underskrevet, ratificeret og implementeret med henblik på at fremskynde dens ikrafttrædelse;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og New Zealands regeringer og parlamenter.


BEGRUNDELSE

Fiskeriet i det sydlige Stillehav har indtil nu været forvaltet af to regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er): Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) og Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav (WCPFC).

Begge disse organisationer har imidlertid til opgave at forvalte stærkt vandrende arter, og fiskeriet efter andre arter i dette enorme område har derfor været ureguleret, undtagen inden for de relevante kyststaters eksklusive økonomiske zoner, hvor deres egne regler gælder.

For at udfylde denne lakune, og eftersom der fiskes både inden for og uden for de eksklusive økonomiske zoner, besluttede regeringerne i Australien, Chile og New Zealand i 2006 at iværksætte en serie af internationale høringer om oprettelse af en regional fiskeriforvaltningsorganisation for det sydlige Stillehav (SPRFMO) med henblik på at indlede et samarbejde omkring lakunerne i forvaltningen og bevarelsen af ikke stærkt vandrende arter og beskyttelse af biodiversiteten i højsøområderne i det sydlige Stillehav på en måde, der var i overensstemmelse med international ret.

Der er ikke mange EU-fartøjer, der fisker i regionen (hovedsagelig efter hestemakrel samt i nærmest symbolsk omfang efter visse dybhavsarter såsom orange savbug og nordisk beryx), men på grund af deres tilstedeværelse er Den Europæiske Union i henhold til FN's havretskonvention forpligtet til at samarbejde med andre interesserede parter om forvaltningen og bevarelsen af områdets ressourcer, og EU har deltaget i denne proces fra starten med en meget aktiv rolle, som har gjort det muligt at få indføjet nogle ændringer i konventionens tekst, som, selv om de stadig er ret beskedne, udgør et fremskridt set i forhold til andre RFFO'er og navnlig til WCPFC.

Der blev opnået endelig enighed om teksten i november 2009, og konventionen blev åbnet for undertegnelse den 1. februar 2010. EU skrev under den 26. juli 2010 i overensstemmelse med Rådets afgørelse herom af 24. juli 2010.

Konventionen befinder sig nu i den fase, hvor den skal ratificeres af parterne, og formålet med den foreliggende retsakt i form af et udkast til rådsafgørelse er at sætte EU i stand til at foretage denne ratifikation.

For at konventionen kan træde fuldt i kraft, skal den ratificeres af 8 interesserede parter, heraf 3 kyststater og 3 ikke-kyststater. I skrivende stund er den allerede blevet ratificeret af tre af ikke-kyststaterne, nemlig Belize, Cuba og Danmark (på vegne af Færøerne), og af én kyststat, nemlig Cookøerne.

Ordførerens betragtninger

Processen med udformning af SPRFMO er sammenfattet i Rådets udkast, og ordføreren vil derfor ikke dvæle mere ved det spørgsmål, selv om redegørelsen for denne proces ikke giver læseren nogen idé om, hvor hårdt EU's forhandlere måtte kæmpe i fire år for at sætte sig bare en lille smule ud over den strengt bogstavelige ordlyd af bestemmelserne i FN-konventionen om fælles og stærkt vandrende fiskebestande fra 1982. Med hensyn til anvendelsen af regler i og uden for de eksklusive økonomiske zoner begrænser konventionen sig til et absolut minimum af retningslinjer, hvor der for længst er blevet udviklet mere avancerede principper, som EU er en ivrig fortaler for, og som går ud på at gøre beskyttelsen af biodiversiteten, bl.a. gennem forvaltning af god fiskeripraksis, til en global målsætning, der skal gælde for alle verdens have og ikke skelner mellem åbent hav og eksklusive økonomiske zoner.

Det for ordføreren mest slående er, i hvor modvillige flertallet af staterne stadig er til at acceptere forvaltningsforanstaltninger i henhold til international ret i deres egne farvande. Og det virker totalt demoraliserende, når denne modvilje kommer til udtryk i RFFO'er ledet af lande, som formodes at være - eller i det mindste har formået at fremstille sig selv som - forkæmpere for god fiskeripraksis, heriblandt Australien, New Zealand og Chile, dvs. initiativtagerne til denne nye RFFO.

Det faktum, at ingen af disse tre lande endnu har ratificeret konventionen (som de selv tog initiativ til), og at ratifikationen generelt trækker mest i langdrag i de lande, som har kyst mod konventionsområdet, giver endnu større anledning til bekymring.

Dette viser også, i hvor høj grad EU, til trods for vores gentagne selvkritik, allerede har tilegnet sig tanken om ansvarlig global forvaltning, et standpunkt, hvor afstanden mellem Europa og lande som Australien og New Zealand tilsyneladende er begyndt at vokse. Efter ordførerens mening fortjener dette punkt at blive nævnt.

For tiden er fiskerfartøjer fra ni lande (Belize, Chile, Kina, Cookøerne, Færøerne, Korea, Peru, Vanuatu og Den Russiske Føderation) ud over EU til stede i området.

Indtil konventionen kan træde fuldt i kraft, har de kontraherende parter vedtaget en foreløbig aftale om foranstaltninger til pelagisk fiskeri, der fastsætter den samlede tilladte fangstmængde (TAC) for hver af parterne og fastfryser fiskeriindsatsen inden for bestemte grænser. Ifølge de videnskabelige rapporter er bestanden af hestemakrel faldet i foruroligende omfang i de seneste år, hvilket har været afgørende for størrelsen af de tildelte fiskerimuligheder. I overensstemmelse med den videnskabelige rapport for 2011 har EU en TAC på 40 000 tons og en maksimal fiskeriindsats på 78 600 bruttotons. Biomassedataene vil blive taget op igen i oktober, men det forventes, at fiskerimulighederne i bedste fald vil forblive uændrede.

Der vil være fiskerimuligheder for ca. 10 EU-fartøjer i området, altså mere end ​​de 2-4 fartøjer, der plejer at fiske der, men det skønnes, at selv hvis der blev indgivet licensansøgninger for dette maksimum på 10 fartøjer, ville de næppe kunne være til stede samtidigt på grund af de lange afstande til hjemhavnene.

I betragtning af, at konventionen omfatter fiskeri af fælles bestande i området, såsom hestemakrel, er ordføreren betænkelig ved artikel 20, stk. 4, litra a), og i særdeleshed nr. iii). Principielt skal konventionens kommission fastsætte samlede tilladte fangstmængder eller en samlet tilladt fiskeriindsats, der skal gælde for hele den pågældende fiskeressources forekomstområde.

I henhold til nr. iii) kan en kontraherende kyststat, der ikke er enig i en sådan TAC, imidlertid frit fastsætte en anden TAC for sit eget farvand. Når der er tale om fælles bestande, kan denne mulighed for at fritage sig selv for en forpligtelse hurtigt give bagslag for den pågældende forvaltningsforanstaltning.

Dog er det lykkedes at få indføjet et stk. 5 i artikel 20, som gør det muligt at træffe nødforanstaltninger, hvis konventionen skønner, at en fiskeriaktivitet udgør en alvorlig trussel mod fiskeriressourcen.

Det henstår endnu i det uvisse, hvad resultatet af denne løsning vil blive, eftersom de pågældende nødforanstaltninger kun må være af midlertidig karakter, men det er uden tvivl et tiltrængt skridt i den rigtige retning.

Under forhandlingerne lykkedes det også for EU af få indføjet supplerende garantier vedrørende indsigelsesproceduren. I modsætning til, hvad der gælder for andre regionale fiskeriorganisationer, er det ikke nok for en part blot at modsætte sig en foranstaltning for at slippe for at anvende den, idet indsigelsesproceduren i dette tilfælde er langt strengere, således at rækken af grunde, der kan fremføres for en indsigelse, er blevet begrænset, og, hvad der er mere vigtigt, den stat, som gør indsigelse, er forpligtet til at vedtage alternative foranstaltninger med samme virkning som den foranstaltning, der gøres indsigelse mod.

Endelig ser teksten ud til at sikre adgang for fartøjer fra en kontraherende part til havnene i andre kontraherende stater, hvilket i det mindste ville åbne for adgang til Chiles havne for EU's pelagiske flåde.

I betragtning af den enorme modvilje, som kyststater i denne del af verden har haft mod at anvende de internationale forvaltningsforanstaltninger inden for deres eksklusive økonomiske zoner, mener ordføreren, at de argumenter, der taler for konventionen, til syvende og sidst må veje tungere end dem, der taler imod den. Hun er under alle omstændigheder fortsat af den opfattelse, at EU bør være til stede i alle RFFO'er, såvel for at forsvare sin opfattelse af, hvad der bør forstås ved bæredygtig forvaltning af fiskeriet, som for at forsvare sin fiskerflådes interesser og om nødvendigt fungere som modvægt over for ethvert forsøg på at omgå bestræbelser på at bekæmpe IUU-fiskeri.


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

12.7.2011

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

21

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Josefa Andrés Barea, Antonello Antinoro, Kriton Arsenis, Alain Cadec, Carmen Fraga Estévez, Marek Józef Gróbarczyk, Carl Haglund, Iliana Malinova Iotova, Werner Kuhn, Isabella Lövin, Gabriel Mato Adrover, Guido Milana, Maria do Céu Patrão Neves, Crescenzio Rivellini, Ulrike Rodust, Struan Stevenson, Jarosław Leszek Wałęsa

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Chris Davies, Estelle Grelier, Raül Romeva i Rueda, Nikolaos Salavrakos

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik