BETÆNKNING om håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore

26.7.2011 - (2011/2072(INI))

Udvalget om Industri, Forskning og Energi
Ordfører: Vicky Ford
Ordfører for udtalelse (*): Corinne Lepage, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
(*) Procedure med associerede udvalg - forretningsordenens artikel 50

Ændringsforslag

• 001-001 (PDF - 191 KB)
• 001-001 (DOC - 130 KB)
• 002-002 (PDF - 84 KB)
• 002-002 (DOC - 211 KB)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore

(2011/2072(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF af 30. maj 1994 om betingelser for tildeling og udnyttelse af tilladelser til prospektering, efterforskning og produktion af kulbrinter[1],

–   der henviser til Rådets direktiv 92/91/EØF af 3. november 1992 om minimumsforskrifter for forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i den boringsrelaterede udvindingsindustri[2],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC-direktivet)[3],

–   der henviser til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (direktivet om vurdering af indvirkning på miljøet)[4], som ændret ved direktiv 97/11/EF[5], 2003/35/EF[6] og 2009/31/EF[7],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøansvarsdirektivet eller ELD)[8],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed[9], som ændret,

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2038/2006 af 18. december 2006 om flerårig finansiering af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds tiltag til bekæmpelse af forurening fra skibe og om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002[10],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)[11],

–   der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's foranstaltninger i forbindelse med olieudvinding og -efterforskning i Europa[12],

–   der henviser til Kommissionens meddelelse “Håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore” (KOM(2010)0560)),

–   der henviser til artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til artikel 11 og artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til Deepwater Horizon-ulykken, der førte til et tragisk tab af liv og betydelige skader på miljøet,

–   der henviser til den endelige rapport fra det amerikanske “National Commission on the BP Deepwater Horizon spill and offshore drilling”,

–   der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet)[13],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Retsudvalget (A7-0290/2011),

A. der henviser til, at EUF-traktatens artikel 194 eksplicit værner om den enkelte medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelse af dens energiressourcer og samtidig værner om hensynet til solidaritet og miljøbeskyttelse;

B.  der henviser til, at artikel 191 i TEUF sikrer, at Unionens politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau og bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler;

C. der henviser til, at egne olie- og gaskilder bidrager væsentligt til Europas nuværende energibehov, og på nuværende tidspunkt er afgørende for vores energisikkerhed og energidiversitet;

D. der henviser til, at offshorevirksomheden stiger i områder, der grænser op til EU's territorium, og som ikke er underlagt EU's lovgivning, men hvor et uheld kan få indvirkning på EU's territorium, og der henviser til, at flere af disse områder for øjeblikket er politisk ustabile;

E.  der henviser til, at der allerede findes et stort antal internationale love og konventioner, der regulerer farvandene, herunder EU-farvandene;

F.  der henviser til, at De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS) fastlægger de retlige rammer for aktiviteter på have og oceaner, herunder afgrænsningen af kontinentalsokkelen og den eksklusive økonomiske zone (EEZ);

G. der henviser til, at sikkerheden og integriteten ved olie- og naturgasboringer såvel som maksimal beskyttelse af Europas borgere og miljøet skal sikres;

H. der henviser til, at følgerne af en ulykke kan have grænseoverskridende karakter og derfor berettiger en forud forberedt EU-forureningsbekæmpelseskapacitet, der tager højde for ulykker uden for EU’s farvande;

I.   der henviser til, at Deepwater Horizon-olieudslippet har påvist de potentielt ødelæggende miljømæssige og menneskelige konsekvenser af udnyttelsen af olie under ekstreme forhold og de enorme økonomiske omkostninger, der er forbundet med sådanne miljømæssige konsekvenser;

J.   der henviser til, at nogle af anbefalingerne fra den amerikanske “National Commission on the BP Deepwater Horizon spill and offshore drilling” afspejler en række praksisser, der har været gængse i dele af EU i mindst 20 år;

K. der henviser til, at Deepwater Horizon-olieudslippet i Den Mexicanske Golf må foranledige EU til hurtigt – og hvor dette er nødvendigt – at gennemføre en gennemgribende revision af sin relevante lovgivning og regulering inden for alle aspekter af olie- og gasudvinding og prospektering offshore, herunder sikker transport via undersøiske rørledninger på/under havbunden, i EU med hensyn til forsigtighedsprincippet og ud fra princippet om, at der bør gøres en forebyggende indsats; der henviser til, at Parlamentet i denne forbindelse glæder sig over Kommissionens vilje til hurtigst muligt, at fjerne hullerne i den eksisterende EU-lovgivning;

L.  der henviser til, at katastrofen i Den Mexicanske Golf har givet anledning til, at industrien og de kompetente myndigheder har oprettet fora, såsom GIRG[14] og OSPRAG[15], til at drage lære af katastrofen, og at mange af disse initiativer allerede har givet konkrete resultater;

M. der henviser til, at nationale olieselskaber tegnede sig for 52 % af den globale olieproduktion og kontrollerede 88 % af de påviste oliereserver i 2007, og der henviser til, at deres betydning i forhold til internationale olieselskaber stiger markant;

N. der henviser til, at medlemsstaternes forskellige reguleringsmekanismer gør det langt sværere at sikre sikkerhedsforanstaltningernes integritet, lægger en ekstra økonomisk byrde på virksomhederne og forhindrer, at det indre marked kan fungere ordentligt og problemfrit;

O. der henviser til, at der er meget, der tyder på, at adskillelse af licensudstedelsesprocessen fra sundheds- og sikkerhedsvurderinger kan forhindre eventuelle interessekonflikter eller en sammenblanding af målsætninger;

P.  der henviser til, at de nationale myndigheder skal vurdere den økonomiske bæredygtighed og evne, inden der udstedes en licens og en endelig boretilladelse, og sikre, at der er tilstrækkelige midler, bl.a. gennem ansvarsforsikring og fælles fonde;

Q. der henviser til, at der allerede eksisterer forskellige internationale fora, hvor myndighederne kan udveksle bedste praksis, bl.a. NSOAF[16];

R.  der henviser til, at Kommissionen på vegne af EU allerede er kontraherende part i OSPAR[17], en regional konvention til beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav;

S.  der henviser til, at der er eksisterende mekanismer for indberetning af hændelser, herunder OSPAR's årlige beretning om udstrømning, udslip og emissioner, og der henviser til, at ikke-officielle kanaler, f.eks. NSOAF's sikkerhedsbulletiner, kan benyttes til at udbrede erfaringer fra sådanne hændelser;

T.  der henviser til, at adskillige eksisterende aftaler, som f.eks. OCES-aftalen, allerede går i detaljer med procedurerne for internationale indsatser over for udslip af international betydning;

U. der henviser til, at EU's maskindirektiv generelt gælder for udstyr på olie- og gasfaciliteter offshore, men ikke omfatter mobile offshoreboreenheder og udstyr herpå;

V. der henviser til, at Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed allerede leverer teknisk bistand til Kommissionen i forbindelse med udvikling og gennemførelse af EU-lovgivning om søfartssikkerhed og har fået tildelt operationelle opgaver inden for bekæmpelse af olieforurening, satellitovervågning og langtrækkende identifikation og sporing af skibe;

W. der henviser til, at ansvaret for oprensning af et eventuelt olieudslip og erstatningsansvaret for skader er baseret på artikel 191 i TEUF, der fastsætter princippet om, at forureneren betaler, hvilket også afspejles i sekundær lovgivning, såsom direktivet om miljøansvar og affaldsdirektivet;

X. der henviser til, at der allerede findes frivillige ordninger for erstatning af skader ved olieforurening i Nordsøen;

Reguleringsmetode

1.  anerkender, at udstedelse af licenser og andre tilladelser til efterforskning og udnyttelse af kulbrinteforekomster hører under medlemsstaternes beføjelser, og at enhver suspension af aktiviteterne sker efter den berørte medlemsstats skøn; understreger imidlertid, at procedurerne for licensudstedelse skal være i overensstemmelse med visse fælles EU-kriterier, og fremhæver, at medlemsstaterne bør anvende forsigtighedsprincippet, når de udsteder tilladelser til efterforskning og udnyttelse af kulbrinteforekomster;

2.  fastholder derfor, at indførelsen af et moratorium i hele EU for al ny dybhavsolieboring i EU’s farvande ville være en uforholdsmæssigt kraftig reaktion på behovet for at sikre høje sikkerhedsstandarder i hele EU;

3.  understreger, at hver medlemsstats love og tilsynsregler skal sikre, at alle operatører afleverer en risikobaseret, anlægsspecifik risikoanalyse, og kræve, at de over for de relevante nationale sundheds-, sikkerheds- og miljømyndigheder dokumenterer fuldt ud, at der er taget højde for alle anlægsspecifikke, såvel som andre, risici, og at der foretages kontroller af hvert enkelt anlæg;

4.  understreger, at alle medlemsstaters lovgivnings- og tilsynsmæssige rammer bør indføre et håndfast system i tråd med den aktuelle bedste praksis, hvor alle forslag om boringer ledsages af en risikoanalyse, som skal godkendes, før operationer kan påbegyndes, inklusive procedurer for en uafhængig tredjeparts kontrol og regelmæssige evalueringer med passende interval, der udføres af uafhængige eksperter; understreger, at tilsynsmæssige kontrolpunkter inden boring yderligere vil sikre, at der er taget højde for alle risici, og at disse er blevet afbødet, og at eksperter har gennemført evalueringer med regelmæssige mellemrum af hvert enkelt anlæg;

5.  opfordrer til, at alle risikoanalyser bliver levende og dynamiske dokumenter, således at væsentlige tekniske ændringer eller ændringer af udstyret gøres til genstand for godkendelse fra de relevante kompetente myndigheders side, og understreger, at alle risikoanalyser bør revideres mindst hvert femte år, herunder af de uafhængige myndigheder; understreger, at alle procedurer og alt udstyr på anlægget, som er beregnet til at håndtere eventuelle ukontrollerede udblæsninger (blow-outs), skal indgå i risikoanalysen;

6.  anerkender, at der allerede findes nogle lovgivningsnetværk og bedste praksisser, og mener, at en enkelt, ny specifik EU-retsakt risikerer at destabilisere de nuværende lovgivningsnetværk og bevæge dem væk fra den allerede gennemprøvede fremgangsmåde for risikoanalyse og understreger, at de nye retsforskrifter ikke må forsøge at kopiere eller bringe eksisterende bedste praksis i fare;

7. støtter Kommissionens ønske om at hæve minimumsnormer inden for EU i samarbejde med medlemsstaterne; mener, at sikkerheds- og miljøhensyn bør ligge til grund for al lovgivning, og at de højeste sikkerheds- og miljønormer bør anvendes på alle områder inden for olie- og gasaktiviteter offshore; opfordrer til, at en uafhængig tredjepart øger koordinationsgraden i tilfælde af en ulykke; anbefaler, at EMSA udpeges til at udfylde denne rolle;

8. opfordrer til, at direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM)[18] udvides til at omfatte alle faser af offshoreprojekter (prospektering og drift), og til, at der opstilles specifikke krav til VVM i forbindelse med komplekse brønde på dybt vand, vanskelige boringsforhold samt transport af olie/gas via undersøiske rørledninger placeret på/under havbunden; mener endvidere, at Kommissionen bør sikre, at VVM for offshoreprojekter godkendt af nationale myndigheder også omfatter de procedurer, operatører skal følge i nedlukningsfasen; opfordrer Kommissionen til at tage de juridiske bestemmelser vedrørende VVM op til fornyet overvejelse, og til i den forbindelse at sikre, at miljøvurderingsprocedurerne overdrages til eksperter, som er finansielt uafhængige af deres kunder;

9.  opfordrer Kommissionen til at undersøge den gældende lovgivningsmæssige ramme for nedlukning af eksisterende boringsinfrastruktur, og til – om nødvendigt ved hjælp af lovgivning – at præcisere operatørernes ansvar for at garantere sikker fjernelse af materiel og for eventuelle miljøskader under nedlukning eller fra en boreplads efter nedlukning;

10. opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at udvide de fornuftige principper i lovgivningen til kontrol med onshorerisici (Seveso II[19] og III[20]) til lovgivning for olie- og gasaktiviteter offshore; opfordrer Kommissionen til i mellemtiden – hvis ikke den foreslår en sådan ny specifik lovgivning – at genbehandle sit Seveso III-forslag for at udvide dets anvendelsesområde til boreplatforme og undersøiske rørledninger, som er placeret på/under havbunden til alle faser af prospektering efter olie- og gasreserver, helt frem til nedlukningen af brønden; glæder sig over Kommissionens begrundelse vedrørende ændring af Seveso II-direktivet, hvori Kommissionen fremfører, at den vil vurdere, på hvilken måde det vil være mest hensigtsmæssigt at styrke miljølovgivningen;

11. bemærker, at olie- og gasaktiviteter offshore er udelukket fra de vigtigste bestemmelser i direktivet om industrielle emissioner[21]; foreslår, at Kommissionen som led i den første gennemgang af anvendelsesområdet, der skal foretages inden den 31. december 2011, i bilag I tilføjer et punkt 1.5 "olie- og gasaktiviteter offshore", og at Det Europæiske IPPC-kontor definerer den bedste tilgængelige teknologi (BAT) for offshore olie- og gasaktiviteter;

12. glæder sig over, at Kommissionen agter at gennemgå direktiv 92/91/EØF, og henstiller, at der vælges en strategi baseret på fælles standarder med henblik på at undgå forskelle i behandlingen af arbejdstagere inden for samme virksomhed, alt efter hver de arbejder; henstiller desuden, at der anvendes et gennemsigt, effektivt og konsekvent regelsæt på alle arbejdstagere, der er beskæftiget i offshoresektoren, og at der foretages en vurdering både af effektiviteten af den gældende lovgivning og af mulighederne for en fremtidig harmonisering af lovgivningen;

13. opfordrer Den Europæiske Union til at fremme anvendelsen af ILO's retningslinjer for systemer til arbejdsmiljøledelse (ILO-OSH 2001) i hele olie- og gassektoren;

14. advarer imidlertid om, at resultaterne af lovgivningen i sidste ende afhænger af kvaliteten af dennes implementering af de relevante europæiske og nationale myndigheder og organer, der gennemfører, forvalter og håndhæver relevant lovgivning; mener, at Kommissionen bør være aktiv med hensyn til at sikre, at medlemsstaternes myndigheder overholder reglerne;

15. understreger, at nogle medlemsstater allerede har fortrinlige sikkerhedsordninger sammenlignet med det internationale og europæiske niveau;

16. understreger vigtigheden af regelmæssige, varierede og tilbundsgående inspektioner, der foretages af uafhængige, uddannede specialister med kendskab til de lokale forhold; mener, at en operatørs inspektionsordninger også skal kontrolleres af en tredjepart; støtter, de bestræbelser, der allerede er gjort i nogle medlemsstater, på at øge antallet af tilbundsgående inspektioner; understreger vigtigheden af de nationale myndigheders uafhængighed samt af en åben håndtering af eventuelle interessekonflikter, som inspektørerne måtte støde ind i med eventuelle fremtidige arbejdsgivere;

17. noterer sig, at der er begrænsede ressourcer hvad angår erfarne inspektører og efterlyser yderligere investeringer for at udvikle et mere kvalificeret inspektionsnetværk på tværs af medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan den kan hjælpe medlemsstaterne med at udvikle deres egne inspektorater;

18. fremhæver behovet for effektive kontrolordninger for inspektionsorganerne med innovative metoder som f.eks. særlig kontrol af arbejdstid eller redningsaktioner og med mulighed for at anvende sanktioner i tilfælde af manglende hensyntagen til arbejdstagernes sundhed og sikkerhed;

19. noterer sig, at en operatørs inspektionsordninger skal kontrolleres af en tredjepart samt at EU’s inspektioner og gennemgange af skibe udvides til også at omfatte boreplatforme til olie- og gasboring offshore;

20. anerkender, at der i forbindelse med visse operationer af mindre omfang kan være stordriftsfordele, hvis medlemsstater deles om inspektoraterne;

21. påpeger, at enhver potentiel udvidelse af EU’s produktlovgivning til at omfatte udstyr på offshoreanlæg bør tage højde for de hastige teknologiske fremskridt, da ekstremt præskriptive specifikationer hurtigt kan blive overflødiggjort;k

22. er bekymret over, at en "kontrol af kontrollen" på EU-plan ikke vil bibringe tilstrækkelig merværdi til at begrunde en dræning af nationale kompetente myndigheders knappe ressourcer; anerkender ikke desto mindre det potentiale, der ligger i EMSA's betydelige erfaring med at håndtere forebyggelses-, overvågnings-, og sporingsaktiviteter i forbindelse med olieforurening, og at dataindsamling, udveksling af bedste praksis og koordinering af beredskabsressourcer bør ske på EU-plan; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om en europæisk tilsynsmyndighed for offshore-operationer, der samler nationale tilsynsmyndigheder efter samme princip som BEREC i telekommunikationssektoren, vil kunne bringe merværdi og styrke håndhævelsen og gennemførelsen af de højeste miljø- og sikkerhedsmæsssige normer i hele EU;

Forebyggelse, udveksling af information og bedste praksis

23. understreger betydningen af regionale initiativer som et første trin i multilaterale foranstaltninger og mener, at der bør oprettes fora i stil med North Sea Offshore Authorities Forum (NSOAF) i Nordsøen for medlemsstaterne omkring Middelhavsområdet, Østersøen og Sortehavet til at føre tilsyn med indførelsen og håndhævelsen af mindstenormer; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens initiativ med at oprette Mediterranean Offshore Authorities Forum (MOAF) og tilskynder lande uden for EU til at deltage; er af den opfattelse, at normer og regler, der vedtages for EU, bør tage højde for miljømæssige hensyn vedrørende kulbrinteefterforskning i områder uden for EU;

24. anerkender de forskelligartede forhold i forskellige havområder, men mener, at der, hvor det er relevant, bør være inter-fora koordination mellem de regionale initiativer for at sikre bedste praksis på EU-plan; understreger, at Kommissionen bør spille en aktiv rolle i disse fora;

25. glæder sig over Kommissionens initiativ med at indføre fælles EU/NSOAF-møder som en mulighed for at udveksle bedste praksis på tværs af EU; understreger, at deltagerne bør værdsætte disse møder;

26. glæder sig over afgørelsen fra International Association of Oil and Gas Producers (OGP) om at oprette Global Industry Response Group (GIRG) i kølvandet på katastrofen i Den Mexicanske Golf; opfordrer dem indtrængende til at arbejde på gennemsigtig vis, når de udveksler oplysninger og samarbejder med myndigheder;

27. understreger de sikkerhedsmæssige fordele ved et samarbejde med arbejdsstyrken; går ind for tætte forbindelser og fælles initiativer mellem industrien, arbejdsstyrken og de nationale kompetente myndigheder på sikkerheds-, sundheds-, og miljøbeskyttelsesområdet;

28. understreger, at olie- og gasaktiviteter offshore udgør en højrisikosektor for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed på grund af de nogle gange ekstreme miljøbetingelser, arbejdet i 12-timersskift og afsondretheden, og erkender, at disse særlige arbejdsvilkår og navnlig den psykiske belastning er og fortsat bør være omfattet af regler for at mindske de menneskelige fejl og beskytte arbejdstagerne; henstiller derfor, at arbejdstagerne bør have adgang til en forsikringsordning samt et gensidigt forsikringsselskab, der er afpasset efter de relevante risici;

29. noterer sig den seneste rapport fra de britiske sundheds- og sikkerhedsmyndigheder om arbejdsforholdene i Nordsøen, hvoraf det fremgår, at antallet af dødsulykker og alvorligt tilskadekomne fordobledes i løbet af sidste år, og at de alvorlige kulbrinteudslip steg med en tredjedel;

30. anser det for nødvendigt at udvikle en forebyggende sundheds- og sikkerhedskultur, hvor både arbejdsgiverne og fagforeningerne forpligter sig, og hvor arbejdstagerne deltager aktivt, navnlig ved at de høres og inddrages i udarbejdelsen og anvendelsen af sikkerhedsprocedurer og orienteres om eventuelle risici; påpeger betydningen af at afprøve og overvåge disse procedurer i hele kommandokæden for at sikre, at den øverste ledelse også er uddannet og ansvarlig i tilfælde af ulykker eller sikkerhedssvigt;

31. opfordrer industrien til at forpligte sig til en reel sikkerhedskultur, som gennemsyrer hele organisationen, uanset om det er offshore eller i et kontormiljø; støtter derfor regelmæssige uddannelsesprogrammer for alle fastansatte og midlertidigt ansatte såvel som arbejdsgivere;

32. anmoder Kommissionen om at overveje muligheden af fælles høje sikkerhedsstandarder og -systemer til at imødegå og begrænse trusler med henblik på at mindske risiciene og om fornødent muliggøre en hurtig og effektiv reaktion; anmoder også om, at der fastsættes krav til uddannelse for arbejdstagere i EU-medlemsstaterne, herunder leverandører og underleverandører, der varetager risikofyldte opgaver, og at de harmoniseres, så der kan sikres en ensartet gennemførelse i alle europæiske farvande; opfordrer Kommissionen til at indgå i et positivt samarbejde med internationale partnere med henblik på at undersøge muligheden af et globalt initiativ vedrørende regler for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, som bør ajourføres regelmæssigt for at være i overensstemmelse med den seneste teknologiske udvikling;

33. opfordrer medlemsstaterne til kun at tillade certificeret intern eller ekstern uddannelse;

34. bifalder international udveksling og fælles uddannelsesprogrammer for personale fra kompetente nationale myndigheder og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at foreslå initiativer med henblik på at fremme dem;

35. anmoder om, at der stilles strenge krav til sikkerhed, sundhedsbeskyttelse og uddannelse hos underleverandører, som bør besidde de nødvendige kompetencer til at kunne udføre vedligeholdelses- og anlægsopgaver inden for deres ansvarsområde; henstiller, at arbejdstagere, herunder leverandører og underleverandører samt arbejdstagerorganisationer informeres om alle risici i forbindelse med arbejdet inden dets faktiske udførelse;

36. understreger, at også arbejdstagere i den efterfølgende forarbejdning offshore eller på land er udsat for meget store sundheds- og sikkerhedsrisici; anmoder medlemsstaterne om at inddrage disse arbejdstagere i deres reguleringsaktiviteter;

37. anmoder om, at der stilles regelmæssig, specifik opfølgende sundhedspleje til rådighed for arbejdstagere, der udøver deres aktiviteter inden for olie- og gassektoren offshore; anbefaler, at der mindst en gang om året foretages en undersøgelse af arbejdstagernes fysiske og psykiske helbredstilstand;

38. opfordrer til, at der indføres en mekanisme til vurdering af de risici, som arbejdstagerne udsættes for, og at der tages højde for denne vurdering ved beregningen af arbejdstagernes løn;

39. opfordrer industrien til at følge bedste praksis vedrørende sikkerhedsrepræsentanter, hvorefter arbejdstagerne skal have mulighed for at vælge en sikkerhedsrepræsentant, som inddrages i sikkerhedsspørgsmål på alle niveauer i driften og i beslutningsprocessen; mener ligeledes, at arbejdstagerne bør kunne indberette sikkerhedssvigt eller -risici til de kompetente myndigheder anonymt, hvorved de beskyttes mod chikane;

40. støtter en større indsats for at udveksle bedste praksis mellem medlemsstaterne inden for lovgivning, normer og procedurer og med hensyn til indberetning og håndtering af ulykker, herunder videnskabelige udtalelser, ordningerne for driftssikkerhed og miljøbeskyttelse, risikoforvaltning, beredskabsprocedurer osv.;

41. er klar over, at der allerede udveksles information, både gennem lovgivende grupper eller handelsmæssige partnerskaber og joint ventures; mener, at sikkerhed ikke et privat spørgsmål;

42. opfordrer nationale kompetente myndigheder til at indsamle, udveksle og offentliggøre information fra indberetninger om uheld - under behørig hensyntagen til forretningsinteresser - for at tage ved lære heraf; anerkender, at konsolidering og yderligere koordination af eksisterende praksisser og indberetning af hændelser kan bidrage til at sikre gennemsigtighed og sammenhæng i hele EU; denne information bør videregives så hurtigt som muligt, efter en hændelse er indtruffet, og bør bl.a. omfatte personrelaterede hændelser, fejl på maskinellet, kulbrinteudslip og andre hændelser, som giver anledning til bekymring; glæder sig over internationale initiativer, såsom G20-arbejdsgruppen, der på globalt plan kan bidrage til at sikre et udbredt kendskab til hændelser og eventuelle nødvendige afværgeforanstaltninger;

43. mener, at Kommissionen bør vurdere de eksisterende informationskanalers effektivitet, om der er grund til rationalisering og/eller etablering af nye internationale ordninger, under behørig hensyntagen til den deraf følgende administrative byrde;

Licensudstedelse og boretilladelse

44. bemærker forskellen mellem at udstede licens og give tilladelse til at bore, og at det ikke nødvendigvis er den organisation, der udfører boringerne, der er licenstager; mener, at der bør være kontrolpunkter efter udstedelse af en licens, og før boringen påbegyndes;

45. anbefaler, at licensudstedelse og sundheds- og sikkerhedsfunktioner bør være adskilt i alle medlemsstater; mener, at Kommissionen bør samarbejde med medlemsstaterne om at indføre fælles, gennemsigtige, objektive kriterier for licensudstedelse, som sikrer, at licensudstedelse adskilles fra sundheds- og sikkerhedsfunktioner for at nedsætte risikoen for interessekonflikter;

46. bemærker, at et betydeligt antal anlæg i EU-farvande er ved at blive gamle; bifalder forsøg på at forbedre eksisterende platformes vedligeholdelses- og sikkerhedsmæssige tilstand

47. mener, at olie- og gasselskaberne i forbindelse med godkendelsesproceduren, gennem hele driftsperioden og på alle stadier af offshoreprojekter (prospektering, drift og nedlukning) skal være forpligtet til at godtgøre, at de har tilstrækkelig finansiel kapacitet til at sikre genopretning i forbindelse med miljøskader, der er forårsagede af de konkrete aktiviteter, de udfører, herunder dem, der forårsages af hændelser, som er lidet sandsynlige, men som har omfattende konsekvenser - enten gennem obligatoriske gensidige brancheordninger, gennem obligatoriske forsikringer eller gennem en blandet ordning, der garanterer finansiel sikkerhed;

Beredskabsplanlægning

48. opfordrer til anvendelse af lokalitetsbestemte beredskabsplaner, der identificerer risici, vurderer mulige forureningskilder og følgerne deraf, skitserer en indsatsstrategi og angiver hovedtrækkene i boreplaner for potentielle aflastningsbrønde; anbefaler at operatører, der opnår licens, som betingelse for opnåelse af denne, skal gennemføre en miljøvurderingsprocedure og fremlægge deres beredskabsplaner mindst to måneder før boringerne påbegyndes; mener, at beredskabsplanen for komplekse brønde eller vanskelige boringsforhold bør vurderes, konsulteres og godkendes samtidig med andre lovbestemte godkendelsesprocesser (f.eks. i forbindelse med miljø og brønddesign); finder, at operationer under ingen omstændigheder må påbegyndes før en beredskabsplan er godkendt af den medlemsstat, hvor de skal udføres; mener, at beredskabsplaner bør offentliggøres af den nationale kompetente myndighed under behørig hensyntagen til databeskyttelse;

49. opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde, ændre eller ajourføre nationale beredskabsplaner med en nærmere beskrivelse af kommandoveje og mekanismer til indsættelse af nationale ressourcer sideløbende med industriens ressourcer i tilfælde af et udslip; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med hinanden og med EU's nabolande om udarbejdelsen af regionale beredskabsplaner; opfordrer til, at disse planer fremsendes til EMSA;

50. noterer sig, at den seneste tids hændelser har sat fokus på risiciene ved offshore-efterforskning og -produktion af olie og gas for søtransport og havmiljø; er af den opfattelse, at udnyttelsen af EMSA's indsatskapacitet derfor bør udvides udtrykkeligt til at omfatte forebyggelse og bekæmpelse af forurening hidrørende fra sådanne aktiviteter;

51. foreslår, at EMSA's opgørelser over beredskabsressourcer skal omfatte alle relevante ressourcer, både offentlige og industriens egne, således at EMSA er godt rustet til om nødvendigt at indtage en koordinerende rolle i tilfælde af en større hændelse;

52. foreslår, at disponibelt udstyr til begrænsning af alle potentielle udslip bør være et grundlæggende element i beredskabsplanerne, og at denne type udstyr bør være tilgængeligt i nærheden af anlæggene, så det kan indsættes i tide i tilfælde af en større ulykke;

53. opfordrer indtrængende selskaberne til fortsat at afsætte midler til forskning og udvikling i forbindelse med nye teknologier til forebyggelse og afhjælpning af ulykker; understreger, at katastrofeberedskabsteknologier, inden de indlemmes i en godkendt beredskabsplan, bør afprøves, vurderes og godkendes af en uafhængig instans;

54. mener, at det er afgørende at foretage målrettet og innovativ videnskabelig forskning med henblik på at gøre det muligt at anvende automatiske systemer til overvågning af platformes boreaktiviteter og nedlukninger og dermed øge boringers og efterforskningsaktiviteters og brandsikkerhedssystemers pålidelighed under ekstreme vejrforhold;

55. gør sig til talsmand for en streng kontrol og løbende afprøvning og vurdering af de miljømæssige virkninger af kemiske dispergeringsmidler (og af brug af kemiske dispergeringsmidler som beredskabsforanstaltning), både for at sikre, at de er formålstjenlige i tilfælde af et udslip, og for at undgå, at de har konsekvenser for den offentlige sundhed og miljøet; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at der forskes mere indgående i følgerne af brugen af disse kemiske stoffer, om nødvendigt ved hjælp af EU-forskningsprogrammer;

Katastrofeindsats

56. anerkender, at det er industrien, der har hovedansvaret for at reagere på katastrofer; bifalder fælles initiativer fra industriens side til udvikling, mobilisering og implementering af ressourcer til bekæmpelse af olieudslip; understreger, at den offentlige sektor har en vigtig rolle med hensyn til lovgivning, sikkerhed og koordination af katastrofeberedskab;

57. anbefaler, at der lægges større vægt på systematisk uddannelse, navnlig i praktisk anvendelse af katastrofeberedskabsudstyr;

58. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at licensudstedelsesordningen omfatter finansieringsinstrumenter til beskyttelse, som er egnede til at sikre, at de nødvendige økonomiske ressourcer hurtigt kan mobiliseres i tilfælde af større hændelser til at kompensere for de økonomiske, sociale og miljømæssige tab, der er foranlediget af et olieudslip eller en gaslækage;

59. glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at udvide anvendelsesområdet for Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds mandat til ikke blot at omfatte fartøjer, men også offshoreanlæg;

60. bemærker, at udnyttelsen af EMSA's ekspertise og ressourcer fastlægges af den reviderede EMSA-forordning, men udtrykkeligt bør udvides til at omfatte indsatsen over for forurening hidrørende fra olie- og gasefterforskning og bør være tilgængelig i hele EU og om nødvendigt i nabolandene;

61. mener, at beredskabs- og overvågningsværktøjer udviklet på EU-plan, hhv. EMSA’s netværk af indsatsklare olieoprensningsfartøjer og CleanSeaNet (CSN) til overvågning og sporing af olieudslip, kan anvendes ved hændelser/ulykker med offshoreanlæg;

62. anbefaler brug af EMSA’s CleanSeaNet-tjeneste til at overvåge olieboreplatforme og ulovlige udtømninger fra skibe; anerkender, at 50 % af de billeder, CleanSeaNet i øjeblikket forsynes med, kan anvendes til at overvåge olieboreplatforme;

63. anbefaler derfor brug af EMSA’s servicenetværk af indsatsklare olieoprensningsfartøjer efter en vurdering af følgende punkter:

a) ikke alle fartøjer kan fungere i atmosfærer, hvor flammepunktet er under 60º

b) det er nødvendigt at forbedre kontrakterne, så det bliver muligt at gennemføre længere olieoprensningsoperationer

c) det er nødvendigt at lukke hullerne i det nuværende netværk

d) det er nødvendigt at undersøge nye teknikker, f.eks. arbejde med olienet;

64. gentager sin opfordring til Kommissionen om hurtigst muligt at fremsætte forslag om etablering af en EU-civilbeskyttelsesstyrke med udgangspunkt i EU's civilbeskyttelsesordning og udarbejde en europæisk handlingsplan i samarbejde med medlemsstaterne, som integrerer konkrete mekanismer og viser, hvordan EU kan sætte ind over for massiv forurening forårsaget af olieanlæg offshore, herunder undersøiske olie- og gasledninger på/under havbunden;

65. erkender MIC's[22] rolle som supplement til medlemsstaternes og industriens beredskabsmekanismer;

66. støtter innovative tjenester rettet mod den maritime sektor; bifalder Kommissionens og medlemsstaternes drøftelser om et nyt e-maritimt-initiativ, som skal bygge på SafeSeaNet-projektet, og mener, at dette ville kunne give offshore olie- og gasindustrien nogle ekstra sikkerhedsfordele;

67. understreger, at ethvert havområde altid skal have adgang til en tilstrækkelig mængde tilgængeligt udstyr til at håndtere store, ”worst case scenario” udslip for dét konkrete havområde, ikke kun EU-farvande;

68. opfordrer Kommissionen til at sikre, at der som led i den bedre forvaltning af havdata, som foreslås i Kommissionens meddelelse om viden om havene 2020[23] og forslaget til forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik[24], tages højde for behovet for at sikre en passende kontrol med forureningstrusler, således at der i tide kan træffes afgørelse om, hvilken strategi det vil være mest hensigtsmæssigt at følge;

69. anmoder Kommissionen om at udarbejde et forslag med det sigte, at den videnskabelige viden genereret hos offshoreoperatører, der arbejder på basis af en offentlig licens, skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder under anvendelse af de standarder og protokoller, der er udviklet i henhold til meddelelsen om viden om havene 2020 for dermed at lette den offentlige kontrol og fremme forståelsen for havmiljøet;

Ansvar

70. opfordrer kraftigt medlemsstaterne til ved overvejelse af behovet for finansielle garantiordninger, herunder ansvarsforsikring, at være opmærksomme på at fastsætte forsikringspræmierne på grundlag af den reelle risiko ved problemer i forbindelse med boring og efterforskning, således at man ikke tvinger små og mellemstore operatører fra markedet, samtidig med at det sikres, at den fuldstændige ansvarsdækning bevares;

71. understreger, at det, selv om der principielt kan gives finansielle garantier enten i form af forsikring eller gensidige brancheordninger, er vigtigt at sørge for, at operatører godtgør, at der foreligger finansielle garantier til dækning af de fulde omkostninger i forbindelse med oprensning og erstatning i tilfælde af større ulykker, og at risici og ansvar ikke lægges over på mindre selskaber, for hvilke det gælder, at der er større risiko for, at de erklærer sig insolvente, hvis der sker en ulykke; slår til lyd for, at eventuelle fælles ordninger baseres på bevarelse af incitamenter, der tager sigte på at undgå risici og følger de højest mulige sikkerhedsstandarder i de enkelte operationer;

72. anerkender værdien af fælles fonde, som f.eks. OPOL i Nordsøen, og slår til lyd for oprettelse af sådanne fonde for hvert EU-havområde; anmoder om obligatorisk medlemskab for operatørerne og om, at retssikkerheden sikres med henblik på at tilvejebringe en sikkerhedsmekanisme for at berolige medlemsstaterne, søfartssektoren, specielt fiskerne, og skatteborgerne;

73. understreger, at den frivillige karakter af ordninger som f.eks. OPOL begrænser deres lovpligtige kontrol, og mener derfor, at disse fonde vil blive styrket, hvis der er obligatorisk licenskrav;

74. understreger, at bidrag bør baseres på og være i overensstemmelse med både risikoniveauet på den berørte lokalitet og beredskabsplanerne;

75. anmoder Kommissionen om at genoverveje sin konklusion i rapport af 12. oktober 2010[25] om, at "der ikke er tilstrækkelig begrundelse for på nuværende tidspunkt at indføre harmoniserede regler for finansiel sikkerhedsstillelse"; opfordrer indtrængende Kommissionen til ikke at afvente den frist, der er fastsat i artikel 18, stk. 2, i miljøansvarsdirektivet, inden den forelægger en rapport med passende forslag til ændring af direktivet;

76. mener, at miljøansvarsdirektivets[26] anvendelsesområde bør udvides, så princippet om, at forureneren betaler og om objektivt ansvar finder anvendelse, hvad angår alle skader på havområder og biodiversitet, således at olie- og gasselskaberne kan holdes ansvarlige for de skader, de måtte forvolde, og kan påtage sig det fulde ansvar for potentielle skader uden nogen øvre grænse, hvilket bør sikres ved hjælp af hensættelser fra operatørernes side;

77. opfordrer til en revision af miljøansvarsdirektivet, således at det udvides til at dække alle EU-farvande i overensstemmelse med rammedirektivet om havstrategi[27];

78. opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet at sænke skadestærsklerne og håndhæve en ordning med objektivt ansvar, som dækker alle skader på havområder og biodiversitet, uden hensyn til eventuelle lofter som følge af gensidiggørelse eller forsikringsdækning;

79. er af den opfattelse, at Kommissionen bør undersøge, hvorvidt der på miljøansvarsområdet kan oprettes en fond for skadeserstatning i forbindelse med oliekatastrofer, som indebærer bindende bestemmelser om finansiel sikkerhed;

80. anbefaler, at medlemsstaterne overvejer at vedtage og styrke hindringer for uagtsomhed og manglende overholdelse, f.eks. bøder, inddragelse af licenser, og strafferetligt ansvar for medarbejdere; påpeger imidlertid, at en sådan ordning eksisterede i USA før olieudslippet fra Deepwater Horizon;

81. understreger, at der, inden der indledes boringer, ikke må herske nogen som helst tvivl om, hvem de finansielt ansvarlige parter er;

Forbindelser med tredjelande

82. opfordrer industrien til som et minimum at anvende EU's miljø- og sikkerhedsstandarder, eller tilsvarende, uanset hvor i verden de opererer; er opmærksom på de håndhævelsesspørgsmål, der er forbundet med, at virksomheder i EU gives tilladelse til at operere globalt i overensstemmelse med EU-standarder, men opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke mekanismer der kunne være hensigtsmæssige for at sikre, at virksomheder i EU opererer globalt i henhold til EU-standarder som et minimum; mener, at virksomhedernes ansvar også bør være en vigtig drivkraft på dette område, og at medlemsstaternes licensordninger kunne tage globale hændelser med virksomheder i betragtning, når licenserne tildeles, forudsat at disse hændelser følges op af grundige evalueringer; opfordrer Kommissionen til at fremme anvendelsen af disse høje standarder sammen med globale partnere;

83. opfordrer kraftigt Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at bidrage til offshoreinitiativer i G20-regi, samtidig med at der tages hensyn til De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS);

84. noterer sig vigtigheden af den eksisterende lovgivning, der blev indledt ved De Forenede Nationers Miljøprogram og gennem OSPAR, Barcelona- og Helsingforskonventionerne, men erkender, at nuværende internationale love ikke giver mulighed for en fuldstændig eller konsistent ramme for sikkerheds- og miljøstandarder for offshore-boringer, og at den er vanskelig at håndhæve;

85. understreger betydningen af den fuldstændige gennemførelse af den ikke-ratificerede offshore-protokol for Middelhavsområdet fra 1994, som navnlig vedrører forurening som følge af udforskning og udnyttelse;

86. opfordrer kraftigt Kommissionen til at samarbejde aktivt med andre stater, der grænser op til EU's havområder for at sikre, at lovgivning og tilsyn fastsætter ensartede høje sikkerhedsniveauer;

87. opfordrer EU til at samarbejde med relevante lande uden for EU, inklusive deres arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, hvis statsborgere udfører tjenester i EU's olie- og gasindustri offshore med henblik på at sikre, at selskaber, der er baseret uden for EU, men driver virksomhed i EU-farvande, er forpligtet til at overholde EU's lovgivning om arbejdsvilkår og arbejdsmiljø;

88. opfordrer Kommissionen til at indlede en debat om bestemmelser på områderne ansvar for miljøskader og finansielle garantier, som også omfatter tredjelande;

89. opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med partnere og naboer om at indføre en særlig ordning for alle operationer i Arktis, der tager omhyggeligt hensyn til bæredygtigheden af og behovet for aktiviteter offshore i et så sårbart og enestående miljø;

90. anbefaler, at der indgås internationale bilaterale partnerskaber via den europæiske naboskabspolitiks handlingsplaner, som bl.a. tilskynder tredjelande til at vedtage høje sikkerhedsstandarder; opfordrer lande, som endnu ikke fuldt ud har aktiveret ENP, til at gøre dette;

91. støtter industriledede ordninger for overførsel af ekspertise, særligt til lande med mindre udviklede lovgivningsmæssige rammer;

92. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

• [1]  EFT L 164 af 30.6.1994, s. 3.
• [2]  EFT L 348 af 28.11.1992, s. 9.
• [3]  EUT L 24 af 29.1.2008, s. 8.
• [4]  EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.
• [5]  EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.
• [6]  EUT L 156 af 24.6.2003, s. 17.
• [7]  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 114.
• [8]  EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.
• [9]  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1.
• [10]  EUT L 394 af 30.12.2006, s. 1.
• [11]  EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19.
• [12]  Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0352.
• [13]  EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.
• [14]  Global Industry Response Group.
• [15]  Oil Spill Response Group.
• [16]  North Sea Offshore Authorities Forum.
• [17]  OSPAR-konventionen er det gældende retlige instrument, der styrer det internationale samarbejde om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav.
• [18]  Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, med senere ændringer. EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.
• [19]  Rådets direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer; EFT L 10 af 14.1.1997, s. 13.
• [20]  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, KOM(2010)781.
• [21]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.
• [22]  Monitorerings- og informationscentret, som er ledet af Kommissionen.
• [23]  Kommissionens meddelelse om viden om havene 2020, havdata og havobservation med henblik på intelligent og bæredygtig vækst (KOM(2010)0461).
• [24]  KOM(2010) 0494.
• [25]  Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 14, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader KOM(2010)581.
• [26]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.
• [27]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet), (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19).

BEGRUNDELSE

Egen forsyning af olie og gas udgør et vigtigt bidrag til EU's energiforbrug og -sikkerhed. I EU produceres over 90 % af olie og 60 % af gas ved offshoreaktiviteter.

Aktiviteterne er ikke jævnt fordelt i EU, og størstedelen af aktiviteterne finder sted i Nordsøen. I EU står to medlemsstater alene for omkring 80 % af råolieproduktionen[1], medens Norge producerer mere end EU's 27 medlemsstater tilsammen.

Det er ikke alle olie- og gasoffshoreaktiviteter i europæiske farvande, der kontrolleres af EU. I Middelhavet er der f.eks. en betydelig efterforskningsaktivitet ud for Nordafrikas kyst, især ud for Egypten og Libyen.

Katastrofen på Deepwater Horizon fik alle de, der er involveret i efterforskning og udvinding af offshore olie og gas, til at tage industriens sikkerhed op til revision. National Commission on the BP Deepwater horizon spill and Offshore drilling, blandt andre, fremsatte en række anbefalinger, hvoraf mange allerede er gennemført.

Hvilke konsekvenser det får for Europa, er mindre sikkert. Mange af anbefalingerne til USA's regering afspejler almindelig praksis i dele af EU gennem 20 år eller mere. Europa har veletablerede industrier i Nordsøen, der opererer i veludviklede områder under tilsyn af modne lovgivningsordninger i stadig udvikling.

I en af de første anbefalinger i National Kommissions rapport fastslås det, at indenrigsministeriet bør udvikle en proaktiv, risikobaseret resultatorienteret forvaltning, beregnet på de enkelte lokaliteter, operationer og miljøer, som ligner risikoanalysen i Nordsøen."[2]

Lovbestemte ordninger er generelt reaktive og ude af stand til at styre den løbende udvikling i politik og praksis, der er nødvendig for at holde trit med en industri, der er i løbende udvikling og jagter færre og sværere tilgængelige kulbrintereserver. Hvert enkelt projekt bør i stedet vurderes på baggrund af anlægsspecifikke, miljømæssige og tekniske forhold. HPHT-brønde frembyder andre risici end de brønde, hvor der anvendes tryk for at udvinde olie. Selv om vanddybden afgjort har indflydelse på de tekniske udfordringer for den indsats, der gøres i forbindelse med boring og forurening, så er ikke alle "dybhavsområder" farlige, og ikke alle "havområder med mindre dybde" er sikre.

"Risikoanalysen" er en anlægsspecifik fremgangsmåde, der kræver, at operatørerne påviser over for de relevante nationale sundheds-, sikkerheds-, og miljømyndigheder, at der er taget hensyn til alle risici, og at alle kontroller er gennemført. Enhver resterende risiko bør være i overensstemmelse med ALARP-princippet.[3] Den relevante myndighed bør godkende risikoanalysen samt enhver følgende ændring til denne, før operationer kan påbegyndes. Forskriftsmæssige tilsyn forud for boring sikrer, at aktivitet ikke er automatisk, idet operationer ikke kan påbegyndes, før der er blevet taget hensyn til risici, og disse er blevet mindsket.

Nye forslag må ikke mindske effektiviteten af sådanne forskriftsmæssige standarder, der allerede anvendes i medlemsstaterne, men snarere søge at udvide bedste praksis til alle EU-farvande, medens det sikres, at den gennemføres fuldt ud.

I USA var licensudstedelse og sundheds- og sikkerhedsfunktioner samlet i et agentur. Dette medførte interne spændinger, forvirring omkring målene, og gjorde agenturet følsomt over for påvirkning udefra. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne adskiller licensudstedelsesprocessen og sundheds- og sikkerhedsspørgsmål.

Det er vigtigt at angive tonen i forskriftsmæssige rammer, men en lovgivning giver kun resultater, hvis den håndhæves korrekt. I den forbindelse er regelmæssig inspektion, der udføres af specialister med et godt kendskab til de særlige boreforhold og som operatørerne har tillid til, af afgørende betydning for at sikre overholdelse.

Sådanne veluddannende inspektører, særligt de, der har stor erfaring, er en mangelvare. Ethvert initiativ, som går ud på at udlåne, udveksle eller endog uddanne inspektører, der arbejder på tværs af grænserne, bør anerkende denne kendsgerning og tilføje merværdi i stedet for at dræne vigtige ressourcer.

Selv om det kan være en økonomisk fordel for medlemsstater med begrænset offshoreaktivitet at dele inspektioner, må dette ikke være en undskyldning for et lavere tilsynsniveau. Industrien betaler de omkostninger, der er forbundet med lovgivning omkring dens aktivitet. Det mest relevante spørgsmål er nærmere manglen på forskriftsressourcer end omkostningerne herved.

Et særligt operationelt hensyn, der især bør nævnes er, at grundlæggende brøndsikkerhed, både onshore og offshore, kræver to testede barrierer til enhver tid. Udstyr som f.eks. sikkerhedsventiler bør jævnligt efterses.

Udveksling af oplysninger

Der bør gøres alt, hvad der er muligt, for at fremme dialog og tilskynde fælles initiativer mellem de nationale kompetente myndigheder med NSOAF[4] som model.

Middelhavet, Østersøen og Sortehavet kan drage nytte af et tilsvarende forum, hvor tilsynsførende myndigheder vurderer udviklingstendenser og bedste praksis inden for industrien, reagerer på hændelser og spreder viden bl.a. ved at foretage multinationale revisionsprojekter og oprette arbejdsgrupper, der rapporterer til regelmæssige plenarforsamlinger. Disse fora bør for at kunne arbejde effektivt omfatte alle relevante nationale kompetente myndigheder, uanset om de disse er EU-medlemsstater.

Inden for den nukleare industri er indberetning af hændelser til IAEA obligatorisk. EU-lovgivningen pålægger hændelsesrapportering for civil luftfart, som sikrer, at alle oplysninger kan analyseres og formidles ved at give JRC opgaven som centraldepot.

Selv om der allerede eksisterer mekanismer til indberetning af hændelser[5], og ikke-officielle kanaler kan udbrede deraf følgende erfaringer[6], ser der ud til stadig at være et område for yderligere foranstaltninger, navnlig på globalt plan.

Nationale kompetente myndigheder bør indsamle oplysninger fra indberetninger af hændelser og offentliggøre dem rettidigt under behørig hensyntagen til handelsmæssigt følsomme oplysninger.

Kommissionen bør vurdere de forskellige eksisterende informationskanalers effektivitet, før den vurderer behovet for nye initiativer på tværs af grænserne.

Samarbejde med arbejdsstyrken

For at udvikle en streng sikkerhedskultur, er det vitalt at inddrage den arbejdsstyrke, der er offshore, i indsatsen omkring sundhed og sikkerhed, da den ofte er bedst placeret til at identificere hindringer for bedre resultater på dette område.

Det Forenede Kongeriges program Step Change in Safety blev udarbejdet for at fremme en stærk sikkerhedskultur gennem samarbejde med arbejdsstyrken, udvikling af fælles normer og offentliggørelse af bedste praksis. Effektive sikkerhedsforslag kræver ofte blot mindre adfærdsændringer. Det kan imidlertid vise sig uvurderligt at fokusere herpå i betragtning af, at de største risici typisk opstår på operationsfaser, der kræver menneskelige indgreb (boring, vedligeholdelse osv.)

Sikkerhedsuddannelse

Offshore olie- og gasindustrien kan glæde sig over en forbedring i personalets sundheds- og sikkerhedsmæssige tilstand. Fokus på personalesikkerhed bør dog ikke aflede opmærksomheden fra procedurerne, især forebyggelse og håndtering af katastrofer

Solid uddannelse til håndtering af forskellige katastrofescenarier er af afgørende betydning. På globalt plan er det f.eks. allerede almindeligt for alle boreoperatører at gennemgå brøndsikringskurser (der omfatter uddannelse i reaktion på katastrofescenarier).

Flere sikkerhedssvigt i forbindelse med Deepwater Horizon synes at skyldes operationens kulturelle aspekter.

Frygt det værste

Indgivelse, konsultation og godkendelse af en anlægsspecifik beredskabsplan bør være et afgørende skridt i forskriftsproceduren. Planerne bør identificere potentielle farer, vurdere forureningskilder og indvirkning, skitsere en beredskabsstrategi, der kan omfatte boreplaner for en aflastningsbrønd og fastsætte passende beredskabsudstyr.

Ingen operationer bør påbegyndes, før en beredskabsplan er blevet godkendt. Beredskabsplanen bør i tilfælde af komplekse brønde eller vanskelige boringsforhold vurderes samtidig med andre forskriftsmæssige godkendelsesprocedurer.

Konsekvenserne af katastrofen på Deepwater Horizon forstærkedes af manglen på indeslutningsudstyr. Konkrete erfaringer fra denne katastrofe bør bruges til udarbejdelsen af standby-systemer og udstyr til genopretningsformål. Hvordan man bedre kan reagere på en fremtidig krise, er et nøgleområderne i forbindelse med debatten mellem fora som GIRG[7] og OSPRAG[8]. Fælles initiativer til udvikling af passende indeslutnings- og genopretningsudstyr bærer allerede frugt - OSPRAG har for nylig bestilt et "dæksel", der kan aflukke en brønd i tilfælde af udblæsning, til anvendelse ved UKCS (Det Forenede Kongeriges kontinentalsokkel).

Industri og tilsynsmyndigheder bør sørge for, at tilsvarende udstyr stilles til rådighed i Middelhavet.

I forbindelse med revisionen af EMSA'S grundforordning til dækning af forurening stammende fra offshore olie- og gasaktivitet bør agenturet indhente opgørelser over industriens beredskabsressourcer samt offentlige aktiver.

Afværgeforanstaltninger

De indledende faser af reaktionen på Deepwater Horizon-katastrofen var præget af forvirring omkring ansvarsområder og manglende statslig kontrol samt usammenhængende informering af offentligheden.

Et olieudslip af national betydning inden for EU bør udløse nationale beredskabsplaner med en nærmere beskrivelse af kommandostrukturer, kommunikationskanaler og planer for implementering af nationale aktiver sideløbende med industriressourcer.

Ansvar

De mulige omkostninger ved enhver katastrofe påvirkes af en række faktorer, der er forbundet med brøndens udformning (reservoirstørrelse, tryk, temperatur osv.), omgivende miljø og indsatstype - mere kritisk - indsatshastighed.

Miljøansvaret i EU bygger på princippet om, at forureneren betaler. At sikre, at operatørerne har de nødvendige økonomiske midler til at opfylde dette krav, såvel som deres øvrige ansvar, er en vigtigt forskriftsmæssigt kontrol forud for påbegyndelsen af operationerne.

Dog bør de forskriftsmæssige hindringer på dette område ikke være så store, at de udelukker mindre og ofte specialiserede operatører fra industrien. Medens store multinationale selskaber i stigende grad finder det uøkonomisk at fortsætte efterforskningen af visse etablerede felter, kan mindre operatører ofte overtage aktiverne, bevare investeringerne og udvide forsyningen. Fortsatte investeringer er afgørende for at bremse de modne offshore olie- og gasoperationers produktionsnedgang i EU.

EU's økonomi-, miljø-, og energibehov tjenes ikke optimalt ved et oligopol på offshoresektoren.

OPOL er en gensidig garantiordning i Nordsøen, der forpligter industrimedlemmer til at acceptere strengt objektivt ansvar for forureningsskader og tilbagebetaling af genoprettelsesforanstaltninger med en nuværende ansvarsgrænse på 250 dollar pr. hændelse.[9]

En sådan ordning tilbyder en mekanisme for korrekt bilæggelse af krav og tilskynder en omgående indsats til afhjælpning fra alle parters side. Gensidiggørelsen af risici bidrager til en vis grad af "selvovervågning" og tilsyn operatørerne i mellem. Ordningen bygger på den tillid, der opbygges, når deltagerne opererer på lignende lokaliteter. Det synes upassende at udvide OPOL til at omfatte offshore-anlæg i andre EU-farvande, men fordelene taget i betragtning, bør tilsvarende ordninger etableres for operationer i andre EU-farvande.

Den internationale dimension

Et stort antal internationale lovgivninger regulerer EU-farvandene. Enhver foranstaltning på EU-plan er velkommen, hvis den tilføjer en merværdi.

Medens industrisektoren bør sikre, at den opererer med ensartede høje standarder på globalt plan, forekommer det lidt upraktisk at tvinge selskaber med hovedkvarter i EU til dette. Uanset de mulige juridiske spørgsmål, er det ikke muligt for de nationale kompetente myndigheder at overvåge selskabers globale operationer.

Det er ligeledes tvivlsomt, hvilken indvirkning dette ville have på de internationale sikkerhedsnormer, da en stigende del af produktionen på verdensplan kontrolleres af regeringer, eller statsejede og -regulerede, nationale olieselskaber.

En bedre og mere realistisk fremgangsmåde er at støtte internationale indsatser på G20-niveau for at dele god praksis for regulering, normer og procedurer. Industrien har en supplerende rolle, og ordninger som PETRAD[10] bør tilskyndes, især hvis de samarbejder med udviklingslande.

• [1]  Det Forenede Kongerige og Kongeriget Danmark.
• [2]  S. 252.
• [3]  Så lavt, som det med rimelighed er muligt.
• [4]  North Sea Offshore Authorities Forum.
• [5]  F.eks. OSPAR's "Report on Discharges, Spills and Emissions".
• [6]  F.eks. NSOAF's "safety bulletins".
• [7]  Global Industry Response Group.
• [8]  Oil Spill Prevention and Response Group.
• [9]  Dette tal er ikke et ansvars "dæksel".
• [10]  Udveksling af erfaringerne fra norske procedurer.

UDTALELSE fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed(*) (21.6.2011)

til Udvalget om Industri, Forskning og Energi

om håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore
(2011/2072(INI))

Ordfører for udtalelse(*): Corinne Lepage

(*) Procedure med associerede udvalg - forretningsordenens artikel 50

FORSLAG

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer Udvalget om Industri, Forskning og Energi, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  mener, at Deepwater Horizon-olieudslippet i Den Mexicanske Golf må foranledige EU til hurtigt – og hvor dette er nødvendigt – at gennemføre en gennemgribende revision af sin relevante lovgivning og regulering inden for alle aspekter af olie- og gasudvinding og prospektering offshore, herunder sikker transport via undersøiske rørledninger på/under havbunden, i EU under hensyntagen til forsigtighedsprincippet og ud fra princippet om, at der bør gøres en forebyggende indsats; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens vilje til hurtigt at lukke hullerne i den eksisterende EU-lovgivning;

2.  påpeger, at ulykker forårsaget af olie- og gasboreplatforme offshore har grænseoverskridende konsekvenser og derfor berettiger EU til at tage skridt til at forebygge og afbøde sådanne ulykker;

3.  konstaterer, at olie- og gasaktiviteter offshore i stigende grad finder sted under stadig mere ekstreme forhold og potentielt vil kunne få omfattende og katastrofale følger for miljøet og økonomien i hav- og kystområder;

4.  støtter Kommissionens ønske om at hæve minimumsstandarderne inden for EU; mener, at sikkerheds- og miljøhensyn bør ligge til grund for al lovgivning, og at de højeste sikkerheds- og miljønormer bør anvendes på alle områder inden for olie- og gasaktiviteter offshore;

5.  gør dog opmærksom på, at lovgivningens effektivitet i sidste ende afhænger af, hvor dygtige de relevante europæiske og nationale myndigheder og organer er til at gennemføre, forvalte og håndhæve den pågældende lovgivning; er af den opfattelse, at Kommissionen bør sikre, at medlemsstaternes myndigheder overholder bestemmelserne;

6.  påpeger, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod det arktiske område, eftersom dette er meget sårbart og spiller en stor rolle for afbødning af klimaforandringerne;

7.  opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke og intensivere inspektionsmetoderne og det effektive gensidige samarbejde og oprette et EU-system til kontrol med tilsynsmyndighederne baseret på et minimum af bindende EU-sikkerhedsregler for at sikre uafhængighed i tilsyn og kontrol på EU-niveau; mener desuden, at dataindsamling, udveksling af bedste praksis og koordinering af beredskabsressourcer bør ske på EU-plan, og at der endvidere er behov for at fremme bedre koordinering blandt de kompetente nationale myndigheder for dermed at øge udvekslingen af god praksis og optimere godkendelsesprocedurerne;

8.  konstaterer, at visse olie- og gasselskaber opererer efter forskellige sikkerhedsstandarder både inden for EU og globalt set, afhængigt af de nationale forskriftsmæssige krav; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne for det første at indlede en omfattende gennemgang af den juridiske ramme for olie- og gasaktiviteter offshore og for det andet at harmonisere de forskellige sikkerhedsnormer til det højest mulige minimumsniveau for at skabe retssikkerhed for virksomhederne og sikre, at:

-  den mest avancerede praksis bliver normen for alle aktiviteter i hele EU og at

-  den bedste mulige beskyttelse kan sikres i tilfælde af en ulykke;

Opfordrer indtrængende Kommissionen til – for at nå disse mål – at overveje, om der skal indføres ny lovgivning for olie- og gasaktiviteter offshore på alle stadier (prospektering, drift, transport og nedlukning), eller om den eksisterende lovgivning skal kompletteres og styrkes således at den kommer til at omfatte olie- og gasaktiviteter offshore;

9.  er overbevist om, at et omfattende og aktivt samarbejde med tredjelande (især lande, der har fælles søgrænser med EU) ligeledes er nødvendigt for at sikre en ordentlig beskyttelse af miljøet og ordentlige forhold på havet i forbindelse med prospektering, udvinding og transport af olie og gas;

Styrkelse af EU's katastrofeberedskab

10. gentager sin opfordring til Kommissionen om hurtigst muligt at fremsætte forslag om etablering af en EU-civilbeskyttelsesstyrke med udgangspunkt i EU's civilbeskyttelsesordning og udarbejde en europæisk handlingsplan i samarbejde med medlemsstaterne, som integrerer konkrete mekanismer og viser, hvordan EU kan sætte ind over for massiv forurening forårsaget af olieanlæg offshore, herunder undersøiske olie- og gasledninger på/under havbunden;

11. opfordrer Kommissionen til at sikre, at der som led i den bedre forvaltning af havdata, som foreslås i Kommissionens meddelelse om viden om havene[1] og forslaget til forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik[2], tages højde for behovet for at sikre en passende kontrol med forureningstrusler, således at der i tide kan træffes afgørelse om, hvilken strategi det vil være mest hensigtsmæssigt at følge;

12. anmoder Kommissionen om at udarbejde et forslag med det sigte, at den videnskabelige viden genereret hos offshoreoperatører, der arbejder på basis af en offentlig licens, skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder under anvendelse af de standarder og protokoller, der er udviklet i henhold til meddelelsen om viden om havene 2020 for dermed at lette den offentlige kontrol og fremme forståelsen for havmiljøet;

13. opfordrer olie- og gasselskaberne til at afsætte 5 % af deres forsknings- og udviklingsmidler til nye teknologier til forebyggelse og afhjælpning af ulykker; understreger, at katastrofeberedskabsteknologier, inden de medtages i en godkendt beredskabsplan, skal afprøves, vurderes og godkendes af en uafhængig instans;

14. foreslår, at Det Europæiske Søfartssikkerhedsagenturs (EMSA's) opgørelser over beredskabsressourcer skal omfatte alle relevante ressourcer, både offentlige og industriens egne, således at EMSA er bedst muligt rustet til om nødvendigt at indtage en koordinerende rolle i tilfælde af en større hændelse;

15. foreslår, at disponibelt udstyr til begrænsning af alle potentielle udslip bør være et grundlæggende element i beredskabsplanerne, og at denne type udstyr bør være tilgængeligt i nærheden af anlæggene, så det kan indsættes i tide i tilfælde af en større ulykke;

Erstatningsansvar ved miljøskader og finansielle garantiordninger

16. mener, at miljøansvarsdirektivets[3] anvendelsesområde bør udvides, så princippet om, at forureneren betaler og om objektivt ansvar finder anvendelse, hvad angår alle skader på havområder og biodiversitet, således at olie- og gasselskaberne kan holdes ansvarlige for de skader, de måtte forvolde, og kan påtage sig det fulde ansvar for potentielle skader uden nogen øvre grænse, hvilket bør sikres ved hjælp af hensættelser fra operatørernes side;

17. opfordrer til en revision af miljøansvarsdirektivet, således at det udvides til at dække alle EU-farvande i overensstemmelse med rammedirektivet om havstrategi[4];

18. opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet at sænke skadestærsklerne og håndhæve en ordning med objektivt ansvar, der omfatter alle skader på havvand og biodiversitet uden hensyn til nogen lofter som følge af gensidiggørelse eller forsikringsdækning, og foreslår, at der indledes en dialog med forsikringsgiverne om bindende forsikringsordninger på EU-plan for at sikre håndhævelse af ansvarsforpligtelsen;

19. er af den opfattelse, at Kommissionen bør undersøge, hvorvidt der på miljøansvarsområdet kan oprettes en fond for skadeserstatning i forbindelse med oliekatastrofer, som indebærer bindende bestemmelser om finansiel sikkerhed;

20. understreger, at der, inden der indledes boringer, ikke må herske nogen som helst tvivl om, hvem de finansielt ansvarlige parter er;

21. mener, at olie- og gasselskaberne i forbindelse med godkendelsesproceduren, gennem hele driftsperioden og på alle stadier af offshoreprojekter (prospektering, drift og nedlukning) skal være forpligtet til at godtgøre, at de har tilstrækkelig finansiel kapacitet til at sikre genopretning i forbindelse med miljøskader, der er forårsagede af de konkrete aktiviteter, de udfører, herunder dem, der forårsages af hændelser, som er lidet sandsynlige, men som har omfattende konsekvenser - enten gennem obligatoriske gensidige brancheordninger, gennem obligatoriske forsikringer eller gennem en bladet ordning, der garanterer finansiel sikkerhed;

22. understreger, at det, selv om der principielt kan gives finansielle garantier enten i form af forsikring eller gensidige brancheordninger, er vigtigt at sørge for, at operatører godtgør, at der foreligger finansielle garantier til dækning af de fulde omkostninger i forbindelse med oprensning og erstatning i tilfælde af større ulykker, og at risici og ansvar ikke lægges over på mindre selskaber, som der er større risiko for erklærer sig insolvente, hvis der sker en ulykke; slår til lyd for, at eventuelle fælles ordninger baseres på bevarelse af incitamenter, der tager sigte på at undgå risici og følger de højest mulige sikkerhedsstandarder i de enkelte operationer;

23. anerkender værdien af fælles fonde, som f.eks. OPOL i Nordsøen, og slår til lyd for oprettelse af sådanne fonde for hvert EU-havområde; opfordrer til, at medlemskab bliver obligatorisk for operatører, så der skabes retssikkerhed og dermed en form for sikkerhedsnet af hensyn til medlemsstaterne, den maritime sektor, herunder især fiskerne, og skatteyderne;

24. anmoder Kommissionen om at genoverveje sin konklusion i rapport af 12. oktober 2010[5] om, at "der ikke er tilstrækkelig begrundelse for på nuværende tidspunkt at indføre harmoniserede regler for finansiel sikkerhedsstillelse"; opfordrer indtrængende Kommissionen til ikke at afvente den frist, der er fastsat i artikel 18, stk. 2, i miljøansvarsdirektivet, inden den forelægger en rapport med passende forslag til ændring af direktivet;

25. foreslår, at medlemsstaterne – i tilgift til muligheden for som den alvorligste foranstaltning at kunne tilbagetrække tilladelser til anlæg – vedtager yderligere passende foranstaltninger til iværksættelse af sanktioner i tilfælde af uagtsomhed i forbindelse med gennemførelsen af sikkerhedslovgivning og sikkerhedsforskrifter, og sikrer, at der foretages regelmæssige inspektioner baseret på ensartede metoder i hele EU;

Forbedring af EU's miljølovgivning

26. opfordrer til, at direktiverne om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM)[6] udvides til at omfatte alle faser af offshoreprojekter (prospektering og drift), og til, at der opstilles specifikke krav til VVM i forbindelse med komplekse brønde på dybt vand og vanskelige boringsforhold samt transport af olie/gas via undersøiske rørledninger placeret på/under havbunden; mener endvidere, at Kommissionen bør sikre, at VVM for offshoreprojekter godkendt af nationale myndigheder også omfatter de procedurer, operatører skal følge i nedlukningsfasen; opfordrer Kommissionen til at tage de juridiske bestemmelser vedrørende VVM op til fornyet overvejelse, og til i den forbindelse at sikre, at miljøvurderingsprocedurerne overdrages til eksperter, som er finansielt uafhængige af deres kunder;

27. opfordrer Kommissionen til at undersøge den gældende lovgivningsmæssige ramme for nedlukning af eksisterende boringsinfrastruktur, og til – om nødvendigt ved hjælp af lovgivning – at præcisere operatørernes ansvar for at garantere sikker fjernelse af materiel og for eventuelle miljøskader under nedlukning eller fra en boreplads efter nedlukning;

28. opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at udvide de fornuftige principper i lovgivningen til kontrol med onshorerisici (Seveso II[7] og III[8]) til lovgivning for olie- og gasaktiviteter offshore; opfordrer Kommissionen til i mellemtiden – hvis ikke den foreslår en sådan ny specifik lovgivning – at genbehandle sit Seveso III-forslag for at udvide dets anvendelsesområde til boreplatforme og undersøiske rørledninger, som er placeret på/under havbunden til alle faser af prospektering efter olie- og gasreserver, helt frem til nedlukningen af brønden; glæder sig over Kommissionens begrundelse vedrørende ændring af Seveso II-direktivet, hvori Kommissionen fremfører, at den vil vurdere, på hvilken måde det vil være mest hensigtsmæssigt at styrke miljølovgivningen;

29. glæder sig over Kommissionens forslag om at udvide Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds (EMSA’s) mandat til havforurening forårsaget af andre kilder end skibe, især olie- og gasanlæg offshore; mener, at mobile anlæg og transportanlæg samt rørledningsterminaler bør medtages; støtter Kommissionens anmodning om, at sådanne nye opgaver afspejles i EMSA's budget og bemanding; mener, at EMSA's mandat kan udvides yderligere for at sikre, at en uafhængig tredjemand foretager en gennemgang af miljøkonsekvensvurderinger og udstedelser af licenser til olie- og gasaktiviteter offshore samt periodiske inspektioner af operatører;

30. bemærker, at olie- og gasaktiviteter offshore er udelukket fra de vigtigste bestemmelser i direktivet om industrielle emissioner[9]; foreslår, at Kommissionen som led i den første gennemgang af anvendelsesområdet, der skal foretages inden den 31. december 2011, i bilag I tilføjer et punkt 1.5 "olie- og gasaktiviteter offshore", og at Det Europæiske IPPC-kontor definerer den bedste tilgængelige teknologi (BAT) for offshore olie- og gasaktiviteter;

Fælles forpligtelser over for tredjelande og på internationalt plan

31. opfordrer Kommissionen til at indlede en debat om bestemmelser på områderne ansvar for miljøskader og finansielle garantier, som også omfatter tredjelande;

32. glæder sig over Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne skal forlange af selskaber med hovedkvarter i EU, at de følger EU's standarder i forbindelse med alle deres aktiviteter verden over; støtter Kommissionens intention om at styrke dialogen og samarbejdet med EU's nabolande om offshoresikkerhed for at fastlægge nye, fælles håndhævelsesforanstaltninger som f.eks. inspektioner af anlæg og at sikre lige så stringente sikkerhedsstandarder i områder, der grænser op til EU-farvande; støtter Kommissionens ide om at fremme oprettelsen af regionale fora/initiativer ved at udvikle netværk af kompetente nationale myndigheder i Middelhavs-, Sortehavs- og Østersølandene eller ved at bygge videre på de eksisterende samarbejdsstrukturer såsom Middelhavsunionen;

33. støtter Kommissionen i dens forsøg på at skabe et globalt system med fælles mål for sikkerhed og bæredygtighed i forbindelse med offshoreprospektering og -udvinding, og opfordrer den til at fremme høje fælles sikkerhedsstandarder både på internationalt plan og over for nabostater;

Nordpolen, kemiske dispergeringsmidler m.v.

34. opfordrer Kommissionen til at foretage en omfattende gennemgang af licenskravene i forbindelse med kulbrinteprospektering og -udvinding offshore og fremlægge forslag til harmoniserede minimumskrav på EU-plan, herunder krav om en gennemgang foretaget af en uafhængig tredjemand, dels for at sikre gennemsigtighed og underretning om miljømæssig praksis, dels for at mindske risiciene for interessekonflikter;

35. slår til lyd for, at der indføres et moratorium for alle kulbrinteprospekterings- og -udvindingsoperationer offshore i Arktis på grund af det unikke miljøs sårbarhed;

36. noterer sig den seneste rapport fra de britiske sundheds- og sikkerhedsmyndigheder om arbejdsforholdene i Nordsøen, hvoraf det fremgår, at antallet af dødsulykker og alvorligt tilskadekomne fordobledes i løbet af sidste år, og at de alvorlige kulbrinteudslip steg med en tredjedel;

37. anmoder Kommissionen om at tage den relevante lovgivning op til fornyet overvejelse med henblik på at indføre et forbud mod offshoreprospektering og -boring i vande mindre end 80 km fra havnationalparker og -naturreservater;

38. opfordrer Kommissionen til, når den vurderer offshoreprojekters virkninger på miljøet, at tage behørigt hensyn til de negative konsekvenser, som offshorekulbrinteaktiviteter har for turismen i de berørte områder.

39. gør sig til talsmand for en streng kontrol, løbende afprøvning og vurdering af de miljømæssige virkninger af kemiske dispergeringsmidler (og af brug af kemiske dispergeringsmidler som beredskabsforanstaltning), både for at sikre, at de er formålstjenlige i tilfælde af et udslip, og for at undgå, at de har konsekvenser for den offentlige sundhed og miljøet; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at der forskes mere indgående i følgerne af brugen af disse kemiske stoffer, om nødvendigt ved hjælp af EU-forskningsprogrammer;

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	15.6.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	46 5 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	János Áder, Elena Oana Antonescu, Kriton Arsenis, Sophie Auconie, Pilar Ayuso, Paolo Bartolozzi, Sandrine Bélier, Sergio Berlato, Milan Cabrnoch, Nessa Childers, Chris Davies, Bairbre de Brún, Esther de Lange, Anne Delvaux, Bas Eickhout, Jill Evans, Elisabetta Gardini, Gerben-Jan Gerbrandy, Julie Girling, Françoise Grossetête, Jolanta Emilia Hibner, Dan Jørgensen, Jo Leinen, Corinne Lepage, Peter Liese, Linda McAvan, Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė, Miroslav Ouzký, Andres Perello Rodriguez, Mario Pirillo, Pavel Poc, Vittorio Prodi, Frédérique Ries, Oreste Rossi, Daciana Octavia Sârbu, Carl Schlyter, Richard Seeber, Theodoros Skylakakis, Salvatore Tatarella, Åsa Westlund, Glenis Willmott, Sabine Wils, Marina Yannakoudakis
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Esther Herranz García, Romana Jordan Cizelj, Riikka Manner, Bill Newton Dunn, Alojz Peterle, Michail Tremopoulos, Vladimir Urutchev, Kathleen Van Brempt, Peter van Dalen

• [1]             Kommissionens meddelelse om viden om havene 2020, havdata og havobservation med henblik på intelligent og bæredygtig vækst (KOM 2010)0461.
• [2]             KOM(2010) 0494.
• [3]             Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.
• [4]             Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet), (EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19).
• [5]             Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 14, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader KOM(2010)581.
• [6]             Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, med senere ændringer. EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.
• [7]             Rådets direktiv 96/82/EF af 9. december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer; EFT L 10 af 14.1.1997, s. 13.
• [8]             Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, KOM(2010)781.
• [9]             Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.

UDTALELSE fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (15.6.2011)

til Udvalget om Industri, Forskning og Energi

om håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore
(2011/2072(INI))

Ordfører for udtalelse: Pervenche Berès

FORSLAG

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender opfordrer Udvalget om Industri, Forskning og Energi, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  understreger, at olie- og gasaktiviteter offshore udgør en højrisikosektor for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed på grund af de nogle gange ekstreme miljøbetingelser, arbejdet i 12-timersskift og afsondretheden, og erkender, at disse særlige arbejdsvilkår og navnlig den psykiske belastning er og fortsat bør være omfattet af regler for at mindske de menneskelige fejl og beskytte arbejdstagerne; mener derfor, at arbejdstagerne bør have adgang til en forsikringsordning samt et gensidigt forsikringsselskab, der er afpasset efter de relevante risici;

2.  glæder sig over, at Kommissionen agter at gennemgå direktiv 92/91/EØF, og henstiller, at der vælges en strategi baseret på fælles standarder med henblik på at undgå forskelle i behandlingen af arbejdstagere inden for den samme virksomhed, alt efter hvor de arbejder; henstiller desuden, at der anvendes et gennemsigtigt, effektivt og konsekvent regelsæt på alle arbejdstagere, der er beskæftiget i offshoresektoren, og at der foretages en vurdering både af effektiviteten af den gældende lovgivning og af mulighederne for en fremtidig harmonisering af lovgivningen;

3.  understreger, at nogle medlemsstater allerede har fortrinlige sikkerhedsordninger sammenlignet med det internationale og europæiske niveau;

4.  understreger, at det er af største betydning at identificere bedste praksis både inden for sundhed og sikkerhed og inden for uddannelse og kvalifikationer;

5.  fremhæver behovet for effektive kontrolordninger for inspektionsorganerne med innovative metoder som f.eks. særlig kontrol af arbejdstid eller redningsaktioner og med mulighed for at anvende sanktioner i tilfælde af manglende hensyntagen til arbejdstagernes sundhed og sikkerhed;

6.  anser det for nødvendigt at udvikle en forebyggende sundheds- og sikkerhedskultur, hvor både arbejdsgiverne og fagforeningerne forpligter sig, og hvor arbejdstagerne deltager aktivt, navnlig ved at de høres og inddrages i udarbejdelsen og anvendelsen af sikkerhedsprocedurer og orienteres om eventuelle risici; påpeger betydningen af at afprøve og overvåge disse procedurer i hele kommandokæden for at sikre, at den øverste ledelse også er uddannet og ansvarlig i tilfælde af ulykker eller sikkerhedssvigt;

7.  opfordrer Den Europæiske Union til at fremme anvendelsen af ILO's retningslinjer for systemer til arbejdsmiljøledelse (ILO-OSH 2001) i hele olie- og gassektoren;

8.  opfordrer medlemsstaterne til kun at tillade certificeret intern eller ekstern uddannelse og anmoder Kommissionen om at udvikle europæiske standarder for denne certificering;

9.  mener, at alle arbejdstagere uanset deres opgave eller kontraktmæssige status også bør informeres fuldt ud om sundheds- og sikkerhedsprocedurer, når de arbejder på offshoreanlæg;

10. anmoder Kommissionen om at overveje muligheden af fælles høje sikkerhedsstandarder og -systemer til at imødegå og begrænse trusler med henblik på at mindske risiciene og om fornødent muliggøre en hurtig og effektiv reaktion; anmoder også om, at der fastsættes krav til uddannelse for arbejdstagere i EU-medlemsstaterne, herunder leverandører og underleverandører, der varetager risikofyldte opgaver, og at de harmoniseres, så der kan sikres en ensartet gennemførelse i alle europæiske farvande; opfordrer Kommissionen til at indgå i et positivt samarbejde med internationale partnere med henblik på at undersøge muligheden af et globalt initiativ vedrørende regler for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, som bør ajourføres regelmæssigt for at være i overensstemmelse med den seneste teknologiske udvikling;

11. opfordrer Kommissionen til at styrke arbejdstagernes rettigheder ved at beskytte dem mod chikane for at sikre, at de kan indberette sikkerhedssvigt eller risici til de kompetente myndigheder anonymt;

12. anmoder om, at der stilles strenge krav til sikkerhed, sundhedsbeskyttelse og uddannelse hos underleverandører, som bør besidde de nødvendige kompetencer til at kunne udføre vedligeholdelses- og anlægsopgaver inden for deres ansvarsområde; henstiller, at arbejdstagere, herunder leverandører og underleverandører samt arbejdstagerorganisationer informeres om alle risici i forbindelse med arbejdet inden dets faktiske udførelse;

13. tilskynder til, at der udvikles et tættere samarbejde mellem Østersø- og Nordsøregionerne i forbindelse med olie- og gasudvindingsaktiviteter offshore;

14. kræver, at virksomheder, der er hjemmehørende eller aktive i EU anvender de samme regler angående arbejdstagernes sundhed og sikkerhed i alle deres aktiviteter overalt i verden, og at Kommissionen i samarbejde med Rådet og Parlamentet iværksætter et globalt initiativ til forbedring af disse regler både i EU og i tredjelande, medmindre der udføres aktiviteter i et land, der har højere arbejdsmiljøstandarder end EU, hvilket indebærer, at disse standarder finder anvendelse;

15. opfordrer EU til at samarbejde med relevante lande uden for EU, inklusive deres arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, hvis statsborgere udfører tjenester i EU's olie- og gasindustri offshore med henblik på at sikre, at selskaber, der er baseret uden for EU, men driver virksomhed i EU-farvande, er forpligtet til at overholde EU's lovgivning om arbejdsvilkår og arbejdsmiljø;

16. understreger, at også arbejdstagere i den efterfølgende forarbejdning offshore eller på land er udsat for meget store sundheds- og sikkerhedsrisici; anmoder medlemsstaterne om at inddrage disse arbejdstagere i deres reguleringsaktiviteter;

17. anmoder om, at der stilles regelmæssig, specifik opfølgende sundhedspleje til rådighed for arbejdstagere, der udøver deres aktiviteter inden for olie- og gassektoren offshore; anbefaler, at der mindst en gang om året foretages en undersøgelse af arbejdstagernes fysiske og psykiske helbredstilstand;

18. opfordrer EU til at undersøge muligheden af at oprette et uafhængigt sundheds- og sikkerhedskontrolorgan udelukkende for olie- og gasindustrien;

19. anmoder om, at der foretages en permanent overvågning af risici på grundlag af systematisk indsamling af information og videnskabelige udtalelser, hvilket ville blive gøre det muligt at foregribe nye risici;

20. efterlyser øget gennemsigtighed navnlig med hensyn til offentliggørelse af ulykkesrapporter, deres mulige indvirkning på folkesundheden samt inspektionsrapporter; foreslår, at disse oplysninger samles på en europæisk, offentlig platform.

21. opfordrer til, at der indføres en mekanisme til vurdering af de risici, som arbejdstagerne udsættes for, og at der tages højde for denne vurdering ved beregningen af arbejdstagernes løn.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	15.6.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	36 8 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Regina Bastos, Edit Bauer, Heinz K. Becker, Jean-Luc Bennahmias, Pervenche Berès, Mara Bizzotto, Philippe Boulland, Milan Cabrnoch, David Casa, Alejandro Cercas, Ole Christensen, Derek Roland Clark, Sergio Gaetano Cofferati, Proinsias De Rossa, Frank Engel, Sari Essayah, Ilda Figueiredo, Marian Harkin, Nadja Hirsch, Danuta Jazłowiecka, Martin Kastler, Ádám Kósa, Jean Lambert, Patrick Le Hyaric, Veronica Lope Fontagné, Elizabeth Lynne, Thomas Mann, Elisabeth Morin-Chartier, Csaba Őry, Konstantinos Poupakis, Sylvana Rapti, Licia Ronzulli, Elisabeth Schroedter, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Jutta Steinruck, Traian Ungureanu
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Vilija Blinkevičiūtė, Sergio Gutiérrez Prieto, Roger Helmer, Richard Howitt, Filiz Hakaeva Hyusmenova, Jelko Kacin, Evelyn Regner, Emilie Turunen

UDTALELSE fra Retsudvalget (24.5.2011)

til Udvalget om Industri, Forskning og Energi

om håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore
(2011/2072(INI))

Ordfører for udtalelse: Eva Lichtenberger

FORSLAG

Retsudvalget opfordrer Udvalget om Industri, Forskning og Energi, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at alle EU-tiltag på dette område i henhold til artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal understøttes af et højt beskyttelsesniveau, bl.a. baseret på forsigtighedsprincippet;

1.  understreger, at det fulde ansvar for skader forårsaget af efterforskning og udvinding af olie og gas skal pålægges efter princippet om, at forureneren betaler, som fastsat i artikel 191, stk. 2 i TEUF;

2.  mener, at der er en række alvorlige mangler ved den gældende lovgivning om miljøansvar, og minder om sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's foranstaltninger i forbindelse med olieudvinding og -efterforskning i Europa, hvori Parlamentet opfordrede Kommissionen til at overveje en revision af indholdet i og en udvidelse af anvendelsesområdet for den gældende EU-lovgivning (herunder miljøansvarsdirektivet, Seveso II-direktivet og bestemmelserne i Erika-pakken og den tredje søfartssikkerhedspakke) og/eller indføre nye retsforskrifter, som måtte være nødvendige for at tage højde for alle de risici, der er forbundet med udvinding offshore, samt stramme reglerne for ansvarspådragelse i tilfælde af olieuheld;

3.  anmoder Kommissionen om at foretage en omfattende gennemgang af licenskravene i forbindelse med kulbrinteefterforskning og -udvinding offshore og i givet fald fremlægge forslag til harmoniserede minimumskrav på EU-plan;

4.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med partnere og naboer om at indføre en særlig ordning for alle operationer i Arktis, der tager behørigt hensyn til bæredygtigheden af og behovet for aktiviteter offshore i et så sårbart og enestående miljø;

5.  slår til lyd for, at der gennemføres konsekvensanalyser inden for rammerne af beredskabsplaner, hvor dette er muligt (f.eks. om brug af kemiske dispergeringsmidler som beredskabsforanstaltning);

6.  glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at foreslå en ændring af miljøansvarsdirektivet, så det kommer til at omfatte miljøskader, der påføres alle havområder som defineret i havstrategirammedirektivet (2008/56/EF);

7.  glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at udvide anvendelsesområdet for Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds mandat til ikke blot at omfatte fartøjer, men også offshoreanlæg;

8.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at medtage obligatoriske finansielle sikkerhedsbestemmelser i miljøansvarsdirektivet; bemærker i denne forbindelse, at Kommissionen er villig til at genoverveje muligheden for at indføre et krav om obligatorisk finansiel sikkerhed og til at undersøge, om de nuværende finansielle lofter er hensigtsmæssige;

9.  opfordrer Kommissionen til at vurdere spørgsmålet om ansvar i forbindelse med nedlukning af eksisterende boringsinfrastruktur og til, om nødvendigt ved hjælp af lovgivning, at præcisere operatørernes ansvar for at garantere sikker fjernelse af materiel og for eventuelle miljøskader forvoldt under nedlukningen eller fra en boreplads efter nedlukning;

10. opfordrer Kommissionen til at gennemgå den gældende lovgivning, i henhold til hvilken indehaverne af licenser til olieefterforskning offshore kan udleje anlæg til tredjeparter, således at ansvaret for person- og miljøskader som følge af uheld og katastrofer på olieboreplatforme offshore lettere kan fastslås i forbindelse med efterfølgende civile tvister;

11. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage hensyn til de små og mellemstore operatørers særlige situation, når de gennemfører indgreb; opfordrer i denne forbindelse til at kræve af små og mellemstore operatører, at de har en ansvarsforsikring eller er medlemmer af en fond med fælles hæftelse.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	24.5.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	25 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Raffaele Baldassarre, Luigi Berlinguer, Sebastian Valentin Bodu, Françoise Castex, Christian Engström, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Syed Kamall, Klaus-Heiner Lehne, Antonio Masip Hidalgo, Jiří Maštálka, Alajos Mészáros, Bernhard Rapkay, Evelyn Regner, Francesco Enrico Speroni, Dimitar Stoyanov, Alexandra Thein, Diana Wallis, Rainer Wieland, Cecilia Wikström, Zbigniew Ziobro, Tadeusz Zwiefka
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Piotr Borys, Kurt Lechner, Eva Lichtenberger, József Szájer
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Pablo Arias Echeverría

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	12.7.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	41 6 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Jean-Pierre Audy, Zigmantas Balčytis, Ivo Belet, Jan Březina, Maria Da Graça Carvalho, Giles Chichester, Lena Ek, Ioan Enciu, Vicky Ford, Gaston Franco, Adam Gierek, Norbert Glante, Fiona Hall, Romana Jordan Cizelj, Krišjānis Kariņš, Lena Kolarska-Bobińska, Philippe Lamberts, Bogdan Kazimierz Marcinkiewicz, Marisa Matias, Jaroslav Paška, Miloslav Ransdorf, Herbert Reul, Teresa Riera Madurell, Michèle Rivasi, Jens Rohde, Paul Rübig, Francisco Sosa Wagner, Konrad Szymański, Britta Thomsen, Patrizia Toia, Evžen Tošenovský, Ioannis A. Tsoukalas, Claude Turmes, Vladimir Urutchev, Kathleen Van Brempt, Alejo Vidal-Quadras, Henri Weber
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Antonio Cancian, Francesco De Angelis, Françoise Grossetête, Cristina Gutiérrez-Cortines, Jolanta Emilia Hibner, Holger Krahmer, Bernd Lange, Mario Pirillo, Vladimír Remek, Silvia-Adriana Ţicău