BETÆNKNING om EU-støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder

20.10.2011 - (2011/2109(INI))

Udenrigsudvalget
Ordfører: Wolfgang Kreissl-Dörfler

Procedure : 2011/2109(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A7-0368/2011

Indgivne tekster :

A7-0368/2011

Forhandlinger :

PV 16/11/2011 - 18
CRE 16/11/2011 - 18

Afstemninger :

PV 17/11/2011 - 6.1
CRE 17/11/2011 - 6.1

Vedtagne tekster :

P7_TA(2011)0507

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om EU-støtte til Den Internationale Straffedomstol: håndtering af udfordringer og vanskeligheder

(2011/2109(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC), der trådte i kraft den 1. juli 2002,

– der henviser til FN’s konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab, som trådte i kraft den 12. januar 1951,

– der henviser til sine tidligere beslutninger om ICC, navnlig af 19. november 1998[1], 18. januar 2001[2], 28. februar 2002[3], 26. september 2002[4] og 19. maj 2010[5],

– der henviser til sine tidligere beslutninger om årsberetningerne om menneskerettighederne i verden, heraf den seneste af 16. december 2010[6],

– der henviser til Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 vedrørende Den Internationale Straffedomstol[7],

– der henviser til Rådets fælles holdning 2011/168/FUSP af 21 marts 2011 vedrørende Den Internationale Straffedomstol[8],

– der henviser til handlingsplanen af 4. februar 2004 og til handlingsplanen til opfølgning på afgørelsen om Den Internationale Straffedomstol af 12. juli 2011,

– der henviser til aftalen mellem Den Internationale Straffedomstol og Den Europæiske Union om samarbejde og bistand[9],

– der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi (ESS) af 2003 om et sikkert Europa i en bedre verden, som Det Europæiske Råd vedtog den 12. december 2003,

– der henviser til Stockholmprogrammet 2010-2014 – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (december 2009)[10] og til handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet (april 2010, KOM (2010)0171 endelig),

– der henviser til Rådets afgørelse 2002/494/RIA af 13. juni 2002 om oprettelse af et europæisk net af kontaktpunkter vedrørende personer, som er ansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser[11], og Rådets afgørelse 2003/335/RIA af 8. maj 2003 om efterforskning og strafforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser[12],

– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 1593 (2005) om Sudan/Darfur og nr. 1970 (2011) om Libyen,

– der henviser til forretningsordenens artikel 48,

– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0368/2011),

A. der henviser til, at retsstatsprincippet og bekæmpelsen af straffrihed udgør grundlaget for en varig fred, eftersom de står som garanter for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;

B. der henviser til, at 117 stater pr. september 2011 har ratificeret Romstatutten; der henviser til, at universel ratifikation ikke desto mindre fortsat skal være hovedmålet;

C. der henviser til, at retssikkerhed er et universelt begreb og som følge heraf skal gælde på ensartede vilkår, uden undtagelser eller dobbeltstandarder; der henviser til, at der ikke bør findes noget sikkert tilflugtssted for personer, der har begået folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, udenretslige henrettelser, krigsforbrydelser, tortur, massevoldtægt og tvungne forsvindinger;

D. der henviser til, at retspleje bør anses for et uundværligt instrument til underbygning af fredsskabende og konfliktløsende bestræbelser;

E. der henviser til, at bevarelsen af ICC’s uafhængighed er afgørende ikke blot for at sikre, at den er fuldt funktionsdygtig, men også for at fremme Romstatuttens universalitet;

F. der henviser til, at ICC er den første permanente internationale retsinstans, som kan anklage enkeltpersoner for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, og at den derved yder et afgørende bidrag til håndhævelsen af menneskerettighederne og til folkeretten ved at bekæmpe straffrihed, ved at den har en afgørende afskrækkende effekt og sender et klart signal om, at sådanne forbrydelser ikke vil gå ustraffet hen;

G. der henviser til, at ICC’s grundlæggende princip (jf. artikel 53 i Romstatutten) er at handle i retssikkerhedens interesse uanset politiske hensyn; der henviser til, at ICC spiller en central rolle i at fremme den internationale retsorden og dermed bidrager til sikkerhed, retfærdighed og sikring af retsstatsprincippet samt til fredsbevarelse og styrkelse af den internationale sikkerhed;

H. der henviser til, at ICC har jurisdiktion over forbrydelser, der er begået efter Romstatuttens ikrafttræden den 1. juli 2002;

I. der henviser til, at ICC i overensstemmelse med statuttens præambel såvel som med komplementaritetsprincippet kun kan træde til, såfremt nationale domstole er ude af stand eller uvillige til at behandle sager på troværdig vis i hjemlandet, hvormed hovedansvaret for retsforfølgelsen af krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord således fortsat påhviler deltagerstaterne; der henviser til, at samarbejdet mellem parterne i Romstatutten og med regionale organisationer er af allerstørste betydning, især i situationer, hvor Domstolens kompetence bliver draget i tvivl;

J. der henviser til, at ICC’s politik om såkaldt ”positiv komplementaritet” understøtter de nationale domstoles kapacitet til at efterforske og retsforfølge krigsforbrydelser;

K. der henviser til, at ICC på nuværende tidspunkt foretager efterforskninger i syv lande (Uganda, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), Darfur-regionen i Sudan, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Kenya, Libyen og Elfenbenskysten) og at ICC-anklagemyndigheden offentligt har meddelt, at den behandler oplysninger om påståede forbrydelser begået i en lang række andre situationer; der henviser til, at to sager (Darfur og Libyen) er blevet henvist af FN’s Sikkerhedsråd, tre sager (Uganda, DR Congo og CAR) er blevet henvist af staterne selv, og at to sager (Kenya og Elfenbenskysten) er blevet åbnet på anklagerens eget initiativ;

L. der henviser til, at hovedparten af de 18 arrestordrer udstedt af ICC endnu ikke er blevet eksekveret, herunder dem mod Joseph Kony og andre ledere af Herrens Befrielseshær i forbindelse med situationen i det nordlige Uganda, Bosco Ntaganda i DR Congo, Ahmad Muhammad Harun, Ali Muhammad Ali Abd-Al-Rahman og præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir i Sudan, Muammar Mohammed Abu Minyar Gaddafi, Saif al-Islam Gaddafi og Abdullah al-Sanussi i Libyen;

M. der henviser til, at en retfærdig rettergang, retssikkerhedsgarantier og ofrenes rettigheder udgør de grundlæggende principper for Romstatuttens system;

N. der henviser til, at ICC's formål er at sikre retfærdighed for ofrene og de berørte samfund på en altomfattende og genoprettende vis, herunder gennem deltagelse, beskyttelse, advokatbistand og opsøgende hjælpearbejde;

O. der henviser til, at ofrene i kraft af ICC har ret til at deltage, en ret som understøttes af muligheden for vidnebeskyttelse;

P. der henviser til, at erstatningsordningen for ofre for forbrydelser henhørende under ICC’s kompetence gør den til en enestående domstolsinstitution i international sammenhæng;

Q. der henviser til, at et vellykket resultat af de erstatningssager, der er påbegyndt i 2011, afhænger af frivillige bidrag fra donorer og af opkrævning af bøder og konfiskationer fra de dømte;

R. der henviser til, at ICC på nuværende tidspunkt pålægges et hastigt stigende antal efterforskninger, sager og indledende undersøgelser, mens visse deltagerstater i Romstatutten forsøger at fastholde domstolens nuværende budget eller endog skære ned på det;

S. der henviser til, at EU og medlemsstaterne har stået last og brast med ICC lige siden domstolens oprettelse og ydet vedvarende politisk, diplomatisk, finansiel og logistisk støtte, herunder til at fremme Romstatuttens universalitet og forsvare dens ukrænkelighed med det formål at beskytte og udvide domstolens uafhængighed;

T. der henviser til, at kampen mod straffrihed kun kan lykkes, hvis alle deltagerstaterne samarbejder fuldt ud med ICC, og hvis ikke-kontraherende parter også yder bistand til domstolsinstitutionen;

Behovet for øget støtte til ICC gennem en politisk og diplomatisk indsats

1. udtaler atter sin fulde støtte til ICC, Romstatutten og systemet for international strafferetspleje, hvis primære formål er at sikre, at folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ikke går ustraffet hen;

2. gentager, at det giver sin fulde støtte til anklagerens kontor, anklagerens beføjelse til at handle på eget initiativ og fremskridtene med henblik på iværksættelse af nye efterforskninger;

3. opfordrer indtrængende de kontraherende og ikke-kontraherende parter i Romstatutten til at afstå fra at udøve politisk pres på domstolen, således at dens upartiskhed bevares og sikres og der skabes mulighed for en retsorden, der bygger på lov og ikke politiske overvejelser;

4. understreger betydningen af universalitetsprincippet og opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at fortsætte deres ihærdige bestræbelser på at fremme en universel ratifikation af Romstatutten og aftalen om privilegier og immuniteter for Den Internationale Straffedomstol (APIC) og den nationale gennemførelseslovgivning;

5. glæder sig over, at EU og de fleste medlemsstater afgav specifikke løfter på konferencen i Kampala, og anbefaler, at disse løfter indfries rettidigt, og at der aflægges rapport herom for Forsamlingen af Deltagerstater, der vil finde sted den 12.-21. december 2011 i New York;

6. glæder sig over vedtagelsen af ændringer til Romstatutten, herunder om forbrydelsen aggression, og opfordrer alle EU's medlemsstater til at ratificere ændringerne og indarbejde dem i deres nationale ret;

7. glæder sig over revisionen af EU's fælles holdning om ICC via vedtagelsen af beslutningen af 21. marts 2011, og bemærker, at den nye beslutning tager de udfordringer i betragtning, som domstolen står over for, og understreger, at beslutningen udgør et godt grundlag for EU's og dets medlemsstaters bistand til ICC's håndtering af udfordringerne;

8. glæder sig over den reviderede EU-handlingsplan, der blev aftalt den 12. juli 2011, til opfølgning på beslutningen om ICC, idet den opstiller virkningsfulde, konkrete foranstaltninger, som EU skal træffe for at uddybe sin fremtidige støtte til domstolen, og opfordrer Rådets formandskab til sammen med Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne at gøre gennemførelsen af handlingsplanen til en prioritet;

9. understreger, at fuldt og omgående samarbejde mellem deltagerstaterne, herunder EU’s medlemsstater, og domstolen fortsat er af væsentlig betydning for den internationale strafferetsplejes effektivitet og succes;

10. opfordrer EU og dets medlemsstater til at imødekomme alle anmodninger fra ICC om at yde rettidig bistand og samarbejde for at sikre bl.a. eksekvering af verserende arrestordrer og tilvejebringelse af oplysninger, herunder anmodninger om hjælp til at identificere, indefryse og beslaglægge mistænktes finansielle aktiver;

11. opfordrer indtrængende alle de EU-medlemsstater, der endnu ikke har taget et sådant skridt, til at indføre national lovgivning om samarbejde med ICC og til at indgå rammeaftaler med domstolen om håndhævelse af dens afgørelser og om spørgsmål vedrørende efterforskning, om indsamling af bevismateriale, om søgning efter og beskyttelse og flytning af vidner, anholdelse, udlevering, tilbageholdelse af og ophold for anklagede personer, der er frigivet mod kaution, og om fængsling af dømte personer; opfordrer medlemsstaterne til gensidigt samarbejde gennem deres politi, retsvæsen og andre relevante mekanismer for at sikre tilstrækkelig støtte til ICC;

12. tilskynder EU-medlemsstaterne til at ændre artikel 83 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for at tilføje de forbrydelser, der hører under ICC’s jurisdiktion, til listen over forbrydelser, for hvilke EU har kompetence; opfordrer således EU-medlemsstaterne til at overføre kompetencer til EU på området for indkredsning og konfiskation af aktiver tilhørende personer, der er tiltalt af ICC, uagtet at det tilfalder ICC at indlede en retssag; opfordrer EU-medlemsstaterne til at samarbejde om udveksling af relevante oplysninger gennem de eksisterende kontorer for inddrivelse af aktiver samt gennem inddrivelsesnetværket CARIN (Camden Asset Recovery Inter-Agency Network);

13. opfordrer indtrængende EU’s medlemsstater til fuldt ud at indarbejde de bestemmelser, der er indeholdt i Romstatutten og APIC-aftalen, i deres nationale lovgivning;

14. glæder sig over, at der på Kampala-gennemgangskonferencen blev vedtaget ændringer til Romstatutten vedrørende aggression, og opfordrer alle EU's medlemsstater til at ratificere ændringerne og indarbejde dem i deres nationale lovgivning; anbefaler, at der med henblik på at styrke Romstatuttens universalitet gøres bestræbelser på efter fælles aftale at opnå en mere præcis definition af de relevante forbrydelser ved at gøre en aggressionshandling til et brud på folkeretten;

15. beklager, at domstolen i henhold til resultaterne af Kampala-konferencen ikke vil være i stand til at udøve sin kompetence vedrørende aggression før efter januar 2017, når deltagerstaterne skal træffe en beslutning om at aktivere denne kompetence;

16. glæder sig over visse EU-medlemsstaters indsats for at bekæmpe straffrihed for de værste forbrydelser, menneskeheden har oplevet, gennem anvendelsen af universel jurisdiktion og opfordrer samtlige EU-medlemsstater til at gøre ligeså; henstiller, at EU-netværket af kontaktpunkter for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab fortsat styrkes i dets arbejde med at lette samarbejdet mellem de retshåndhævende myndigheder i EU om retsforfølgelsen af alvorlige forbrydelser;

17. understreger den grundlæggende rolle, som internationale strafferetslige jurisdiktioner har i kampen mod straffrihed og behandlingen af de relevante krænkelser af folkeretten i forbindelse med ulovlig anvendelse og rekruttering af børnesoldater; modsætter sig på det kraftigste tvangsudskrivning eller rekruttering af børn under 18 år til væbnede styrker eller til nogen som helst deltagelse i militære aktioner; påpeger betydningen af, at deres ret til en fredelig barndom, uddannelse, fysisk integritet, sikkerhed og seksuel autonomi beskyttes;

18. opfordrer til, at der udarbejdes effektive politikker og skabes forbedrede mekanismer, som skal sikre, at ofrenes deltagelse i retssager ved ICC har omfattende virkning, herunder mere tilgængelig psykologisk, medicinsk og juridisk rådgivning såvel som let adgang til vidnebeskyttelsesprogrammer; understreger, at det er vigtigt at fremme bevidstheden om, at der sker seksuel vold i konfliktramte områder, via lovprogrammer, dokumentation for kønsspecifikke forbrydelser under væbnede konflikter og kurser for sagførere, dommere og aktivister om Romstatutten og international retspraksis, hvad angår kønsspecifikke forbrydelser mod kvinder og børn;

19. opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at sikre, at der findes uddannelsesprogrammer, som er rettet mod, men ikke begrænset til politiefterforskere, anklagere, dommere og militære embedsmænd, og som i første omgang fokuserer på Romstatuttens bestemmelser og den relevante folkeret og dernæst på forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgning af overtrædelser af disse principper;

20. tager samarbejds- og bistandsaftalen mellem EU og ICC til efterretning; opfordrer EU’s medlemsstater til at anvende princippet om universel jurisdiktion i kampen mod straffrihed og forbrydelser mod menneskeheden og understreger dets betydning for det internationale strafferetlige systems effektivitet og succes;

21. tilskynder kraftigt EU og medlemsstaterne til at benytte enhver diplomatisk lejlighed og alle diplomatiske redskaber til at gøre et fremstød for effektivt samarbejde med ICC, navnlig hvad angår eksekveringen af stående arrestordrer;

22. tilskynder kraftigt EU og medlemsstaterne til med bistand fra EU-Udenrigstjenesten at etablere et sæt strikse retningslinjer, der skal være udformet efter de eksisterende FN- og ICC-retningslinjer, som anklagerens kontor følger, der skitserer en adfærdskodeks for kontakten mellem EU's og medlemsstaternes embedsmænd og personer, der er eftersøgt af ICC, navnlig i tilfælde, hvor de eftersøgte personer stadig beklæder officielle poster, uanset deres status eller hvorvidt de er statsborgere i stater, der ikke deltager i Romstatutten;

23. anmoder EU og dets medlemsstater om i de tilfælde, hvor et partnerland inviterer eller giver udtryk for vilje til at tillade besøg på sit område af en person, for hvem der er udstedt en ICC-arrestordre, til ufortøvet at lægge et betydeligt pres på dette land for formå det til enten at anholde, bistå ved en anholdelse eller som minimum forhindre den pågældende persons rejse; bemærker, at sådanne invitationer for nylig er blevet fremsat til Sudans præsident Omar al-Bashir af bl.a. Tchad, Djibouti, Kenya, Kina og Malaysia;

24. anerkender ICC’s anklagers nylige beslutning om at udstede arrestordrer på oberst Gaddafi, hans søn Saif al-Islam og efterretningschef Abdullah al-Sanussi i forbindelse med de påståede forbrydelser mod menneskeheden siden begyndelsen af opstanden i landet; understreger, at en vellykket tilfangetagelse og efterfølgende retsforfølgelse af disse personer ved ICC vil tjene som et afgørende bidrag til at bringe straffriheden i regionen til ophør;

25. udtrykker dyb betænkelighed ved, at ICC-deltagerstater såsom Tchad, Djibouti og Kenya for nylig har haft Sudans præsident al-Bashir på besøg på deres territorier uden at anholde og udlevere ham til domstolen, selv om de i henhold til Romstatutten er klart forpligtet til at anholde og udlevere ham;

26. understreger betydningen af en kraftig EU-indsats for at foregribe og undgå eller fordømme sådanne tilfælde af manglende samarbejde; gentager, at det er nødvendigt, at EU (og medlemsstaterne) opstiller en intern protokol med konkrete standardtiltag, som gør dem i stand til at reagere rettidigt og konsekvent i tilfælde af manglende samarbejde med ICC, og som om nødvendigt er samordnet med andre relevante institutioners mekanismer, herunder Forsamlingen af Deltagerstater;

27. bemærker, at afrikanske stater spillede en stor rolle i skabelsen af ICC, og anser deres støtte og nære samarbejde som uundværligt for, at domstolen kan fungere effektivt og uafhængigt;

28. opfordrer de afrikanske deltagerstater til Romstatutten til at opfylde deres forpligtelser i henhold til statutten og, i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions oprettelsesakt, aktivt at bidrage til arbejdet med at stille verdens værste forbrydere til ansvar ved at udvise en stærk støtte til domstolen under AU’s møder, og opfordrer AU til at bryde mønstret af straffrihed og yde hjælp til ofrene for grusomheder; udtrykker støtte til domstolens anmodning om at åbne et forbindelseskontor ved Den Afrikanske Union i Addis Abeba;

29. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at integrere ICC’s arbejde og Romstatuttens bestemmelser i de udviklingsprogrammer, der er beregnet til at styrke retsstatsprincippet; opfordrer EU og dets medlemsstater til at stille den nødvendige tekniske, logistiske og finansielle bistand og ekspertise til rådighed for udviklingslande, som kun har begrænsede ressourcer til at tilpasse deres nationale lovgivning til principperne i Romstatutten og til at samarbejde med ICC, uanset om disse lande har ratificeret statutten eller ej; opfordrer endvidere EU og medlemsstaterne til at støtte uddannelsesprogrammer for politi-, rets-, militær- og administrationsmyndigheder i udviklingslandene med henblik på at give dem en indføring i Romstatuttens bestemmelser;

30. opfordrer det næste møde i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU til at drøfte bekæmpelsen af straffrihed i det internationale udviklingssamarbejde og den relevante politiske dialog, som vedtaget i adskillige beslutninger og fastsat i artikel 11, stk. 6, i den reviderede Cotonouaftale, med henblik på at integrere bekæmpelsen af straffrihed og styrkelsen af retsstatsprincippet i de eksisterende programmer for udviklingssamarbejde og -foranstaltninger;

31. opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU-medlemsstaternes diplomatiske tjenester til systematisk og målrettet at anvende deres diplomatiske redskaber til at skabe støtte til ICC og fremme den videre ratificering og implementering af Romstatutten; bemærker, at disse redskaber bl.a. omfatter diplomatiske skridt, politiske erklæringer, udtalelser og ICC-klausuler i aftaler med tredjelande, såvel som dialoger om politik og menneskerettigheder; råder til, at der bør træffes passende foranstaltninger på grundlag af evaluering af resultaterne;

32. understreger behovet for, at ICC udvider sit fokus ud over situationer med væbnet konflikt og til på mere foregribende vis at efterforske både menneskerettighedsrelaterede nødsituationer, som eskalerer til et niveau, der udgør forbrydelser mod menneskeheden, og situationer, hvor nationale myndigheder beviseligt er uvillige til at efterforske, retsforfølge og straffe de påståede gerningsmænd;

33. opfordrer indtrængende til, at den højtstående repræsentant og EU’s medlemsstater iværksætter diplomatiske bestræbelser på at tilskynde medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd til at følge op på henstillinger til ICC om at indlede efterforskning i sager, hvor embedsmænd fra stater, der ikke er deltager i statutten, angiveligt er involveret i forbrydelser mod menneskeheden, men fortsat ikke retsforfølges, herunder de aktuelle situationer i Iran, Syrien, Bahrain, og Yemen;

34. anerkender den rolle, som EU udfylder for at fremme verdensomspændende ratifikation af Romstatutten og APIC-aftalen og glæder sig over de seneste tiltrædelser til/ratificeringer af Romstatutten af Tunesien, Filippinerne, Grenada, Moldova, Saint Lucia og Seychellerne, hvormed antallet af deltagerstater er nået op på 118; opfordrer til, at flere lande i Asien, Nordafrika, Mellemøsten og området syd for Sahara deltager i Romstatutten;

35. opfordrer indtrængende EU og navnlig EU-Udenrigstjenesten til fortsat at fremme universaliteten af Romstatutten og APIC-aftalen og bekæmpelsen af straffrihed, såvel som respekt for, samarbejde med og bistand til ICC i forbindelse med EU’s forbindelser med tredjelande, herunder inden for rammerne af Cotonouaftalen og dialogerne mellem EU og regionale organisationer, som f.eks. Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga, OSCE og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN); understreger betydningen for domstolen af at fremme ratificeringen og anvendelsen af Romstatutten i EU’s bilaterale dialoger om menneskerettighederne med tredjelande;

36. opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at bestræbe sig på mere systematisk at indarbejde en ICC-klausul i forhandlingsmandater og aftaler med tredjelande;

37. opfordrer EU-lederne til at tilskynde alle stater, der endnu ikke har taget et sådant skridt, til at blive deltagere i Romstatutten; mener, at fokus i denne henseende navnlig skal være på både de permanente og ikke-permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd;

38. glæder sig over den amerikanske deltagelse som observatør i Forsamlingen af Deltagerstater i ICC og udtrykker håb om, at USA snart selv vil blive deltagerstat;

39. glæder sig over, at Tunesien for nylig har tiltrådt Romstatutten, og håber, at dette vil sende et positivt signal til andre nordafrikanske og mellemøstlige lande, således at disse vil følge trop; glæder sig endvidere over, at Filippinerne for nylig har ratificeret Romstatutten, hvilket har øget antallet af asiatiske stater i domstolens system og sender et tydeligt signal om, at det asiatiske medlemskab af ICC er voksende, såvel som Maldivernes ratifikation af Romstatutten for nylig og det aktuelle lovforslag i nationalforsamlingen i Cap Verde om godkendelse til ratifikation af Romstatutten, og håber, at landets regering vil gennemføre denne proces hurtigst muligt; udtrykker håb om, at alle latinamerikanske stater vil tiltræde ICC;

40. opfordrer Tyrkiet, der som det eneste EU-kandidatland endnu ikke har gjort dette, til at blive deltagerstat i Romstatutten og APIC-aftalen så snart som muligt, og understreger nødvendigheden af, at alle fremtidige kandidatlande og potentielle kandidatlande samt partnerlande omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP) gør ligeså;

41. opfordrer EU og EU's medlemsstater til at støtte tredjelandes kapacitet og politiske vilje – navnlig lande, der befinder sig i en ICC-relevant situation og lande, hvor ICC har indledt en foreløbig undersøgelse – til at indlede nationale retssager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; opfordrer inden for disse rammer EU og dets medlemsstater til at støtte reformprocesser og nationale kapacitetsopbygningsbestræbelser med henblik på at styrke domstolenes uafhængighed, de retshåndhævende myndigheder og fængselsvæsenet i alle lande, der er direkte berørt af påstande om alvorlige internationale forbrydelser;

42. understreger, at effektiviteten af domstolens komplementaritetsprincip hviler på deltagerstaternes primære pligt til at undersøge og retsforfølge krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden; udtrykker bekymring over, at ikke alle EU-medlemsstater har lovgivning, der definerer disse forbrydelser i henhold til national lovgivning, så deres domstole kan udøve jurisdiktion over disse;

43. opfordrer de stater, der endnu ikke har gjort det, til at vedtage fuldstændig og effektiv gennemførelseslovgivning gennem åben dialog med civilsamfundet, og udstyre deres nationale domstole med de nødvendige redskaber til at efterforske og retsforfølge disse forbrydelser;

44. gentager nødvendigheden af, at EU og medlemsstaterne forstærker deres diplomatiske bestræbelser over stater, der ikke deltager i Romstatutten, og regionale organisationer (f.eks. AU, ASEAN og Den Arabiske Liga) på at fremme en bedre forståelse af ICC's mandat: forfølgelse af gerningsmændene til krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, herunder gennem udvikling af en særlig kommunikationsstrategi om dette spørgsmål og ved at fremme større støtte til ICC og dens mandat, især inden for FN-fora såsom FN’s Sikkerhedsråd;

45. bekræfter, at EU-medlemsstaternes diplomatiske støtte til ICC's mandat og dets aktiviteter inden for diverse FN-fora, herunder i Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet, spiller en afgørende rolle;

46. betoner behovet for en fortsat diplomatisk indsats for at tilskynde medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at sikre en rettidig henvisning af sager, som fastsat i Romstatuttens artikel 13, litra b), og som det for ganske nylig blev demonstreret ved FN's Sikkerhedsråds enstemmige beslutning om at henvise situationen i Libyen til ICC; giver også udtryk for sin forhåbning om, at FN’s Sikkerhedsråd vil afstå fra at udsætte domstolens efterforskninger eller retsforfølgninger som fastsat i Romstatuttens artikel 16;

47. opfordrer FN's Sikkerhedsråds medlemmer og FN’s Generalforsamlings medlemmer til at finde passende foranstaltninger og metoder, hvorpå FN kan yde ICC finansiel bistand til at dække de omkostninger, der knytter sig til iværksættelsen af efterforskninger og retsforfølgelser af de situationer, som henvises af Sikkerhedsrådet, jf. Romstatuttens artikel 115;

48. opfordrer EU's medlemsstater til at sikre, at samordning og samarbejde med ICC er omfattet af mandaterne gældende for de relevante regionale særlige EU-repræsentanter; opfordrer den højtstående repræsentant til at udnævne en særlig udsending for international retssikkerhed med mandat til at fremme, integrere og repræsentere EU's engagement i kampen mod straffrihed og at integrere ICC i hele EU's udenrigspolitik;

49. opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at ICC integreres i alle EU's udenrigspolitiske prioriteter ved, at bekæmpelse af straffrihed og princippet om komplementaritet systematisk inddrages i et bredere perspektiv, der omfatter udviklingsbistand og hjælp til styrkelse af retsstatsprincippet, samt navnlig til at tilskynde de sydlige Middelhavsstater, der befinder sig i overgangsfaser, til at undertegne og ratificere Romstatutten;

50. slår fast, at EU bør sikre, at EU-Udenrigstjenesten besidder den nødvendige ekspertise og kapacitet på højt niveau til reelt at kunne opprioritere ICC; anbefaler, at EU-Udenrigstjenesten sikrer, at der både i Bruxelles og i delegationerne udpeges tilstrækkeligt med embedsfolk til at varetage behandlingen af internationale retsspørgsmål, og at EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen yderligere udvikler personalets uddannelse i spørgsmål vedrørende international retsorden og ICC-anliggender ved at oprette et udvekslingsprogram med ICC for at fremme gensidigt institutionelt kendskab og lette det videre samarbejde;

51. opfordrer indtrængende alle ICC's deltagerstater, EU og domstolen selv, herunder anklagerens kontor, til at gøre deres yderste for at retsforfølge og straffe gerningsmændene til seksuelle forbrydelser mod menneskeheden, der er en særskilt kategori af forbrydelser mod menneskeheden, som henhører under ICC's jurisdiktion (Romstatuttens artikel 7) og omfatter voldtægt, sexslaveri, tvangsprostitution, tvungen graviditet, tvangssterilisation, alle former for seksuel vold af tilsvarende alvorlig grad, såvel som undertrykkelse på grund af køn; bemærker, at sådanne seksuelle forbrydelser er særligt forkastelige, idet de ofte begås i stor skala og både udgør krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden (artikel 8 i Romstatutten), der er målrettet mod de mest udsatte grupper – kvinder, børn og civile – i lande, der allerede er svækket som følge af konflikter og/eller mangel på mad eller hungersnød;

52. opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til i forbindelse med det kommende valg af seks nye dommere og en ny anklager, der skal finde sted på Forsamlingen af Deltagerstater i december 2011, at nominere og vælge de mest velkvalificerede kandidater gennem en retfærdig, gennemsigtig og meritbaseret proces, hvorved der sikres både geografisk og kønsmæssig balance, og til at tilskynde stater fra regioner, der nyder godt af mindstekrav til afstemninger (såsom Gruppen af Latinamerikanske og Caribiske Lande) til at drage fordel af dette og udpege et tilstrækkeligt antal kandidater og dermed sikre en afbalanceret regional repræsentation blandt dommerne; bemærker, at valget af en ny anklager er af afgørende betydning for domstolens effektivitet og legitimitet, og giver udtryk for sin påskønnelse af det arbejde, der er gjort af det indstillingsudvalg, der er oprettet af præsidiet for Forsamlingen af Deltagerstater;

53. glæder sig over forslagene om nedsættelse af et rådgivende udvalg, som skal forelægges og gennemgå alle nomineringer af nye dommere, jf. Romstatuttens artikel 36, stk. 4, litra c), og om nedsættelse af et indstillingsudvalg for besættelsen af posten som ICC-anklager, og er af den holdning, at arbejdet i indstillingsudvalget ikke bør påvirkes af politiske overvejelser;

Behovet for at sikre yderligere finansiel og logistisk bistand til ICC

54. glæder sig over EU's og individuelle medlemsstaters hidtidige finansielle og logistiske støtte til ICC og anbefaler, at de nuværende støtteformer videreføres enten gennem ICC's almindelige budget, som finansieres af deltagerstaternes bidrag, eller gennem EU-finansiering såsom Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), især på følgende områder: Opsøgende hjælpearbejde rettet mod ofre og berørte samfund; advokatbistand; flytning af vidner; deltagelse og beskyttelse af ofre/vidner med særlig omsorg for kvindelige, mindreårige ofre og børneofre; støtte til, at ICC kan dække akutte operationelle behov, der opstår som følge af nye efterforskninger; opfordrer EU og dets medlemsstater til at styrke ICC’s indsats for at styrke sin tilstedeværelse i marken i erkendelse af den betydning, som domstolens tilstedeværelse har for at kunne skabe forståelse for og støtte til sit mandat såvel som inddragelse af og bistand til samfund, der er ofre for forbrydelser henhørende under domstolens jurisdiktion; giver udtryk for sin bekymring over, at manglen på midler fortsat er en forhindring for domstolens optimale funktionsdygtighed;

55. understreger den store betydning, som Romstatuttens system har for ofre, enkeltpersoner og samfund, der er ramt af forbrydelser, der henhører under ICC's jurisdiktion; mener, at ICC’s opsøgende hjælpebestræbelser er afgørende for at fremme forståelse for og støtte til dens mandat, for at styre forventninger og give ofrene og de berørte samfund mulighed for at følge og forstå den internationale strafferetlige proces og domstolens arbejde;

56. henstiller, at EU og dets medlemsstater sikrer tilstrækkelige midler til ICC's fond for støtte til ofre og til vidnebeskyttelse (med henblik på at supplere potentielle kommende erstatninger og samtidig fortsætte med at udføre de nuværende bistandsaktiviteter) og bidrager til ICC’s nyoprettede særlige fond for flytninger, til fonden for familiebesøg hos tilbageholdte i domstolens sæde i Haag, til retshjælpsprogrammet og til at dække omkostningerne ved opretholdelse og udvidelse af domstolens tilstedeværelse i marken;

57. bakker stærkt op om ICC’s bestræbelser på at udvide og styrke sin tilstedeværelse i marken, eftersom det er af grundlæggende betydning for dens muligheder for at udføre sine funktioner, herunder undersøgelser, opsøgende hjælpearbejde over for ofrene og de berørte samfund, vidnebeskyttelse og fremme af ofrenes ret til deltagelse og erstatning, hvilket desuden er afgørende for at øge domstolens indvirkning og evne til at gøre et stærkt og positivt indtryk;

58. tilskynder EU til at sikre tilstrækkelig og stabil finansiering til civilsamfundsaktører, der arbejder med ICC-relaterede anliggender gennem EIDHR, og opfordrer medlemsstaterne og de eksisterende europæiske stiftelser til fortsat at støtte sådanne aktører;

59. tilskynder EU-medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten til at påbegynde drøftelser vedrørende gennemgangen af de nuværende EU-finansieringsinstrumenter, navnlig Den Europæiske Udviklingsfond (EDF), med det formål at undersøge, hvordan disse kan bidrage yderligere til at støtte komplementære aktiviteter i modtagerlandene for at styrke bekæmpelsen af straffrihed i disse lande;

60. udtrykker sin anerkendelse af Kommissionens igangværende bestræbelser på at etablere en "EU-værktøjskasse for komplementaritet", der sigter mod at udvikle den nationale kapacitet til efterforskning og retsforfølgelse af formodede internationale forbrydelser, og tilskynder Kommissionen til at sikre gennemførelsen heraf med det formål at integrere komplementaritetsrelaterede aktiviteter i hjælpeprogrammerne og opnå bedre sammenhæng mellem de forskellige EU-instrumenter;

61. opfordrer alle ICC-deltagerstaterne til at fremme en fælles indsats for at forbedre retssager i nationalt regi vedrørende de mest alvorlige forbrydelser såsom krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord;

62. glæder sig over Kommissionens initiativ om at arrangere et seminar for det europæiske og det afrikanske civilsamfund for at drøfte international retsorden i Pretoria i april 2011, tager anbefalingerne fra dette møde til efterretning og opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte sådanne muligheder;

63. minder om, at Europa-Parlamentet var en af domstolen tidligste og mest fremtrædende fortalere, og bemærker dets vigtige rolle i overvågningen af EU’s indsats på dette område; opfordrer til, at der indføjes et afsnit om ICC og bekæmpelsen af straffrihed i Europa-Parlamentets årlige betænkning om menneskerettigheder i verden, og foreslår endvidere, at Europa-Parlamentet påtager sig en øget proaktiv rolle ved at fremme og integrere ICC og bekæmpelsen af straffrihed i alle EU-politikker og -institutioner, herunder i alle tredjelandsrelevante udvalg, grupper og delegationer;

64. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

[1] EFT C 379 af 7.12.1998, s. 265.
[2] EFT C 262 af 18.9.2001, s. 262.
[3] EFT C 293 E af 28.11.2002, s. 88.
[4] EUT C 273 E af 14.11.2003, s. 291.
[5] EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 78.
[6] Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0489.
[7] EUT L 150 af 18.6.2003, s. 67.
[8] EUT L 76 af 22.3.2011, s. 56.
[9] EUT L 115 af 28.4.2006, s. 50.
[10] EUT C 115 af 4.5.2010, s. 4.
[11] EFT L 167 af 26.6.2002, s. 1.
[12] EUT L 118 af 14.5.2003, s. 12.

BEGRUNDELSE

Den Internationale Straffedomstol (ICC) har siden sin oprettelse den 1. juli 2002, datoen for Romstatuttens ikrafttræden, med stor succes forvaltet sit enestående globale mandat til at forfølge gerningsmændene bag krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord. Under anvendelse af princippet om komplementaritet, der fastsætter, at domstolen kun træder til, hvis de pågældende nationale domstole er ude af stand eller uvillige til at påtage sig opgaven, har ICC iværksat efterforskninger af situationerne i Uganda, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), Darfur i Sudan, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Kenya, Libyen og Elfenbenskysten.

På trods af sin indsats, sin professionalisme og sit engagement, befinder ICC sig på nuværende tidspunkt i en kritisk fase på grund af politiske og finansielle omstændigheder, der ligger uden for domstolens kontrol. Den er i stigende grad kommet under urimelige, politisk motiverede angreb, dens arrestordrer siddes ofte overhørige og dens nuværende budget strækker ikke til at dække dens behov. Eftersom EU har været en fast støtte for ICC, er formålet med denne betænkning at evaluere, hvordan Unionen yderligere kan bistå domstolen med at håndtere de udfordringer og overvinde de vanskeligheder af både politisk og finansiel art, den står over for.

Domstolen er siden sin oprettelse blevet støttet af EU gennem forskellige politiske, diplomatiske, finansielle og logistiske foranstaltninger, ligesom Unionen har bistået med at fremme Romstatuttens universalitet og ukrænkelighed og bidraget til at sikre ICC's uafhængighed og funktionsdygtighed.

Domstolen har til dato iværksat efterforskninger i DR Congo, CAR og Uganda efter specifik anmodning fra de selvsamme lande (henvisning fra staten). Derudover har FN's Sikkerhedsråd henvist situationen i både Sudan/Darfur og i Libyen til ICC. I begge tilfælde er der blevet udstedt arrestordrer mod de siddende statsoverhoveder og højtstående embedsfolk, nemlig den sudanesiske præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir og den libyske leder Muammar Gaddafi. Hertil kommer, at Forundersøgelseskammer II har godkendt, at ICC-anklageren iværksætter en efterforskning i Kenya. (Dette var første gang, anklageren gjorde brug af sin beføjelse til på eget initiativ at iværksætte en efterforskning uden forudgående henvisning fra en regering eller FN's Sikkerhedsråd). Domstolen har rejst tiltale mod både regeringsfolk og oprørsledere og dermed vist, at retfærdigheden ikke tager parti.

ICC’s anklager har også bekendtgjort, at han undersøger mindst ni situationer på fire kontinenter, herunder i Afghanistan, Colombia, Georgien, Guinea, Honduras, Republikken Korea, Nigeria og Palæstina.

Omend ICC's rækkevidde og afskrækkende effekt til stadighed er i tiltagende, så står institutionen også i stigende grad over for en række udfordringer og vanskeligheder af både politisk og finansiel art. På det politiske plan er domstolen under angreb fra fjendtligtsindede stater og ledere. Denne kritik lader ganske vist hånt om den kendsgerning, at ICC får overdraget langt størsteparten af sine sager enten af de involverede stater selv eller af FN's Sikkerhedsråd, men den skader ikke desto mindre domstolens anseelse, hvilket influerer negativt på den offentlige mening og på den generelle grad af samarbejde.

På det finansielle plan kæmper ICC med at dække sine akutte operationelle omkostninger, idet domstolens budget ikke forhøjes proportionelt med dens arbejdsbyrde. De nye overdragelser af sager følges ikke op med supplerende finansieringsmidler, og finanskrisens generelle indvirkning har påvirket vigtige ICC-donorer i negativ retning, således at der er sket en stagnation af domstolens budgetmæssige ressourcer.

EU har traditionelt set været yderst aktiv for at skaffe støtte til ICC ved hjælp af de forskellige instrumenter, der indgår i Unionens politiske repertoire, herunder udtalelser, erklæringer, diplomatiske skridt, politiske dialoger og menneskerettighedsdialoger, forbindelser med partnerlande inden for Cotonouaftalens rammer eller andre regionale initiativer (herunder ENP), såvel som via regionale fora (navnlig gennem forbindelserne med AU) og multilaterale fora (navnlig FN). Unionen har aktivt hjulpet til med at sikre nye ratificeringer og gennemførelser af Romstatutten gennem diplomatiske henvendelser og teknisk assistance til partnerlandene og ved brug af sine politiske og diplomatiske instrumenter.

På trods af den betydelige støtte, som EU og medlemsstaterne har ydet domstolen, forestår der endnu et betydeligt arbejde på den politiske og diplomatiske front, såvel som af praktisk art, hvis ICC skal hjælpes med at overvinde de udfordringer og vanskeligheder, den i øjeblikket står over for. Det vil utvivlsomt styrke EU's signaler og standpunkter vedrørende ICC i forhold til Unionens partnerlande og organisationer, især AU, hvis der føres nøjere tilsyn med den løbende gennemførelse af ICC-klausuler i aftaler med tredjelande og med virkningen af dens politiske tilkendegivelser og erklæringer. EU's politiske dialoger og menneskerettighedsdialoger skal derfor rejse spørgsmål vedrørende ICC og international retssikkerhed i almindelighed i alle relevante sammenhænge. EU og medlemsstaterne bør komme med rettidige og velkoordinerede fælles svar på tilfælde af manglende samarbejde med ICC, eventuelt ved at der aftales en intern adfærdskodeks for sådanne sager.

Det er samtidig lige så vigtigt, at EU er opsøgende over for de centrale parter, der ikke er stater, navnlig de permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd (såsom Rusland, Kina og USA) for at sikre en tilstrækkelig grad af samarbejde og rettidig henvisning til domstolen, således som det for nylig blev gjort med succes angående Libyen-situationen, der blev henvist ved enstemmig beslutning, ikke mindst på grund af omfattende politisk lobbyarbejde og en opsøgende indsats fra EU-medlemsstaternes side.

Med henblik på at kunne bistå ICC i tilstrækkeligt omfang skal EU og dets medlemsstater sikre, at deres ansvarshavende strukturer er i stand til rettidigt og effektivt at reagere på ICC's anmodninger. Dette vil kunne opnås ved at sikre tilstrækkelige personale- og uddannelsesressourcer inden for EU-Udenrigstjenesten, både i Bruxelles og i delegationerne ude i marken, navnlig hos dem, der befinder sig i lande med en ICC-relevant situation[1] eller er genstand for forundersøgelse. En af måderne, hvorpå EU-Udenrigstjenesten vil kunne sikre tilstrækkelig uddannelse af sit personale, er ved at overveje at indføre en midlertidig personaleudveksling med ICC, således at medarbejderne kan få førstehåndskendskab til arbejdet.

For så vidt angår direkte støtte til ICC, kan EU's medlemsstater gøre en større indsats for at håndtere det omtålelige spørgsmål om flytning af vidner. En metode hertil kunne være at deltage aktivt i og bidrage til den fond for flytning af vidner, som ICC for nylig har oprettet. Desuden mangler over halvdelen af EU-medlemsstaterne stadig at indføre ICC-gennemførelseslovgivningen i dens fulde udstrækning. En fuldstændig indarbejdelse af Romstatutten i EU-medlemsstaternes nationale ret bør anses for en prioritet.

I tråd med at Unionens FSFP-operationer vedbliver at yde et mærkbart bidrag til den globale fred, retssikkerhed og sikkerhed, vil det være passende at sikre, at FSFP-missionerne kan yde assistance ved at behandle ICC's anmodninger på rettidig og effektiv vis[2].

For at kunne give domstolen tilstrækkelig politisk støtte, skal EU fastholde det høje niveau af politisk og diplomatisk tilstedeværelse i regionen og de pågældende lande. En måde, hvorpå EU's profil på området for internationale retsforhold kan skærpes, vil være at skabe en "tematisk særlig EU-repræsentant" for retssikkerhed i overgangsperioder, og ved at medtage ICC-relaterede anliggender i mandatet for EU's særlige repræsentanter i de relevante lande og regioner.

EU's medlemsstater har som medlemmer af Forsamlingen af Deltagerstater[3] en særlig vigtig rolle at udfylde i nomineringen og udvælgelsen af ICC's ledende embedsfolk, navnlig i forbindelse med den kommende udskiftning af seks dommere og en anklager til december 2011. EU's medlemsstater må sikre, at nomineringerne er meritbaserede, at de udvalgte kandidater repræsenterer de højeste professionelle standarder, samt en både geografisk og kønsmæssig balance.

Eftersom ICC er fuldstændig afhængig af samarbejdet med deltagerstaterne for at kunne foretage vellykkede efterforskninger, beskytte og flytte vidner, pågribe mistænkte og håndhæve domme, er det af afgørende betydning, at EU's medlemsstater rettidigt og i tilstrækkeligt omfang imødekommer ICC's samarbejdsanmodninger, herunder anmodninger om oplysninger, eksekvering af arrestordrer eller sporing, indefrysning og beslaglæggelse af aktiver tilhørende mistænkte.

Foruden de politiske og diplomatiske udfordringer, som ICC for tiden står over for, udgør utilstrækkelig finansiering fortsat en betydelig hæmsko for institutionens effektivitet. Selvom nye sager tages under behandling, følges dette ikke op med øget finansiering. End ikke sagshenvisninger fra FN's Sikkerhedsråd suppleres med yderligere midler til domstolen, hvorfor der opstår et alvorligt hul i finansieringen. Som følge heraf er yderst vigtige områder stadig underfinansierede, herunder det opsøgende hjælpearbejde, hjælpeforanstaltninger til ofre og ICC's tilstedeværelse i marken (de kontorer, som domstolen driver i situationslandene).

EU's finansielle støtte til ICC har gjort Unionen til en vigtig donor. Der er i EIDHR-regi siden 2007[4] blevet afsat over 4 mio. EUR til selve ICC, og ca. 11 mio. EUR til civilsamfundsorganisationer, der arbejder for ratificeringen af andre ICC-relaterede spørgsmål. Dette instrument har medvirket til at finansiere forskellige af domstolens egne aktiviteter, nemlig programmet for praktikanter og besøg af fagfolk, efteruddannelse for advokater opført på ICC advokatliste og ICC's retsmiddelprojekt.

Desuden er EU-medlemsstaterne i kraft af at være deltagerstater de vigtigste direkte bidragydere til domstolen og bidrog med over halvdelen af de nuværende udgifter til fonden for ofre. Det er essentielt, at EU-medlemsstaterne fortsat forsyner ICC med tilstrækkelige midler til, at institutionen kan varetage sit mandat effektivt, og at de derudover indfrier løfterne fra Kampala om at yde supplerende bidrag til fonden.

Der er dog fortsat plads til at styrke de nuværende former for finansiel og logistisk støtte yderligere med det formål at sikre en vellykket lukning af det nuværende hul i finansieringen af ICC. EU og dets medlemsstater bør tilsikre fyldestgørende finansiel støtte til ICC's budget på det kommende møde i Forsamlingen af Deltagerstater i New York til december. Ved de tidligere møder af denne art er domstolens budget ikke blevet forhøjet.

Endvidere er EIDHR fortsat det eneste EU-instrument, der aktuelt kan anvendes til at finansiere civilsamfundsorganisationer, der arbejder for traditionelle retssikkerhedsanliggender, herunder spørgsmål der angår ICC. Det er også vigtigt at drøfte den potentielle rolle, der kan udfyldes af de nye finansielle instrumenter, der for tiden er under overvejelse, eller som allerede eksisterer og er under revision, til fordel for komplementaritetsaktiviteterne i partnerlandene. Det er ligeledes vigtigt, at nye instrumenter hverken erstatter eller overskygger EIDHR.

Idet EU og medlemsstaterne bruger millioner på at støtte retsvæsenet og sikkerhedssektoren i de pågældende lande, vil det være såre formålstjenligt at udvirke en bedre kortlægning og samordning af disse bestræbelser med henblik på at undgå finansieringshuller og for at sikre, at aktiviteterne har en "komplementaritetseffekt". Kommissionens igangværende bestræbelser på at udvikle en såkaldt "komplementaritetsværktøjskasse", dvs. et sæt retningslinjer for donorerne til formidling og anvendelse inden for EU med henblik på at opnå større sammenhæng og virkning, fremstår som et både aktuelt og brugbart initiativ.

Vi lever desværre i en verden, der er kendetegnet ved et stigende antal alvorlige trusler mod menneskers liv og sikkerhed, og ICC's jurisdiktion bør i tilstrækkelig grad afspejle dette forhold. Der er blevet taget et betydeligt skridt i denne retning med ICC-gennemgangskonferencen i Kampala den 11. juni 2010. Deltagerstaterne enedes ved denne lejlighed om en definition af forbrydelsen aggression[5] samt om de betingelser, hvorunder domstolen fra og med 2017 vil kunne inddrage forbrydelsen aggression i sin jurisdiktion. For at dette kan ske, skal mindst 30 deltagerstater ratificere de nødvendige ændringer til Romstatutten senest pr. 2017, og mindst to tredjedele af deltagerstaterne skal bekræfte denne ændring ved afstemning. EU-medlemsstaternes støtte i denne forbindelse er af uvurderlig betydning.

[1] ICC anvender termen "situation" om lande eller steder, hvor den har iværksat efterforskninger. I tilfælde af lande, der er genstand for forundersøgelse, følger ICC proaktivt den relevante udvikling i landet, uden at der iværksættes en formel efterforskning.
[2] I stil med FN's fredsbevarende operationer, der er blevet anmodet om at samarbejde ved at forsyne ICC med oplysninger.
[3] Forsamlingen af Deltagerstater er ICC's tilsynsførende og lovgivningsmæssige organ og er sammensat af repræsentanter for alle de stater, der er tiltrådt og har ratificeret Romstatutten.
[4] 2007 er starttidspunktet for den seneste runde for Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), igennem hvilket visse specifikke ICC-aktiviteter og enkelte ngo-kampagner til støtte for Romstatuttens system finansieres.
[5] Resolution RC/Res.6 ‘The Crime of Aggression’ http://www.icc-cpi.int/iccdocs/asp_docs/Resolutions/RC-Res.6-ENG.pdf.

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (22.9.2011)

til Udenrigsudvalget

om EU-støtte til ICC: Håndtering af udfordringer og løsning af problemer
(2011/2109(INI))

Ordfører for udtalelse: Eva Joly

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Udenrigsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. tilskynder kraftigt EU, herunder EU-Udenrigstjenesten, og medlemsstaterne til at gøre systematisk brug af de diplomatiske midler, de råder over, til at fremme ICC's sag, og minder om nødvendigheden af at støtte domstolen over for tredjelande og af, at disse undertegner eller ratificerer den grundlæggende retsakt, især udviklingslande der endnu ikke har taget dette skridt, idet der bør indsættes bindende klausuler i aftaler med tredjelande, således at de forpligtes til at samarbejde med ICC eller endda at træffe restriktive foranstaltninger over for personer, som der er rejst sag mod ved domstolen; bemærker, at de politiske dialoger og menneskerettighedsdialoger, som EU fører med tredjelande, såvel som topmøderne med disse lande og især med udviklingslandene, herunder AVS-landene, udgør en del af de hensigtsmæssige strukturer i denne henseende;

2. betoner den afgørende rolle, som EU bør udfylde i styrkelsen af retsstatsprincippet ved at fremme og beskytte Romstatuttens universalitet og ukrænkelighed, for så vidt som Unionen selv har oplevet krænkelser af den internationale humanitære ret, herunder forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkemord; opfordrer derfor EU til at fortsat at bevidstgøre og informere lokalsamfundene og undervise unge i international strafferet og ICC's rolle;

3. tilskynder ICC og EU til som det første at fremme styrkelsen af uafhængige og upartiske nationale retssystemer; minder om, at retssikkerheden er en af de grundlæggende rettigheder og frem for alt skal udøves på nationalt plan, såfremt retssystemet gør det muligt, og at indbringelse af en sag for ICC altid skal være sidste udvej;

4. anerkender ICC's essentielle rolle i forbindelse med EU's udenrigspolitik og anerkender ligeledes folkerettens betydning for fred, sikkerhed, stabilitet, tillid, respekt og forsoning, der alle er nødvendige grundbestanddele af en bæredygtig udvikling; indskærper samtidig, at EU i forbindelse med gennemførelsen af politikker, der vil kunne berøre udviklingslandene, er traktatmæssigt forpligtet til at tage hensyn til målsætningerne om samarbejde og udvikling, hvoraf hovedmålet er at nedbringe og ultimativt udrydde fattigdommen (artikel 208, stk. 1, afsnit 2, i TEUF);

5. understreger nødvendigheden af, at ICC tilføres de fornødne finansielle midler til at kunne varetage sine stadig mere talrige opgaver; minder i denne forbindelse om, at alle finansieringsinstrumenterne for ekstern optræden tilknyttet ICC's indsats i lande under udvikling skal tildeles supplerende og nye midler;

6. opfordrer indtrængende både EU-medlemsstaterne og udviklingslandene til at intensivere samarbejdet med ICC ved at indgå bilaterale aftaler om håndhævelse af dommene og beskyttelse af vidner og ofre;

7. minder om princippet om sammenhæng i EU's politikker udadtil; mener, at EU i denne henseende er forpligtet til gennem sin optræden udadtil at fremme demokratiet, uafhængige og upartiske retssystemer og de grundlæggende menneskerettigheder;

8. opfordrer indtrængende alle ICC's deltagerstater, EU og domstolen selv, herunder anklagerens kontor, til at gøre deres yderste for at retsforfølge og straffe gerningsmændene til seksuelle forbrydelser mod menneskeheden, der er en særskilt kategori af forbrydelser mod menneskeheden, som henhører under ICC's jurisdiktion (Romstatuttens artikel 7) og omfatter voldtægt, sexslaveri, tvangsprostitution, tvungen graviditet, tvangssterilisation, alle former for seksuel vold af tilsvarende alvorlig grad, såvel som undertrykkelse på grund af køn; bemærker, at disse seksuelle forbrydelser er særlig afskyelige, eftersom de ofte samtidigt og i stort omfang udgør både forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser (artikel 8 i Romstatutten), og at de er rettet mod de mest sårbare befolkningsgrupper, kvinder, børn og civile, i lande der allerede er blevet svækket på grund af konfliktsituationer og/eller fødevaremangel eller endda hungersnød.

9. udtrykker stor beklagelse over, at deltagerstater til ICC gentagne gange har undladt at anholde Sudans præsident Omar al-Bashir.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	22.9.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	21 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Thijs Berman, Michael Cashman, Corina Creţu, Véronique De Keyser, Charles Goerens, Catherine Grèze, András Gyürk, Filip Kaczmarek, Michał Tomasz Kamiński, Franziska Keller, Maurice Ponga, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Eleni Theocharous
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Santiago Fisas Ayxela, Martin Kastler, Cristian Dan Preda, Judith Sargentini
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	María Irigoyen Pérez, Wolfgang Kreissl-Dörfler

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (21.9.2011)

til Udenrigsudvalget

om EU-støtte til ICC: Håndtering af udfordringer og løsning af problemer
(2011/2109(INI))

Ordfører for udtalelse: Tadeusz Cymański

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udenrigsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC) klassificerer forbrydelser, der er begået som led i et generelt eller systematisk angreb på en hel civilbefolkning, og som især er rettet mod kvinder og børn, som værende nogle af de mest alvorlige forbrydelser;

B. der henviser til, at der i FN’s erklæring om beskyttelse af kvinder og børn i krisesituationer og væbnede konflikter af 14. december 1974 opfordres til effektive forholdsregler mod forfølgelse, tortur og vold mod og nedværdigende behandling af kvinder;

C. der henviser til statusrapporten om udviklingen i verdens befolkning fra 2010, som viser, at der overalt i verden er sket en stigning i volden mod kvinder; der henviser til, at seksuel vold i stigende grad anvendes som krigsvåben, og at et stort antal kvinder og børn voldtages og forfølges under og efter væbnede konflikter;

D. der henviser til, at ICC hovedsageligt som følge af dens meget begrænsede ressourcer og manglende bistand og informationer fra Romstatuttens deltagerstater står over for vanskeligheder ved retsforfølgelsen af de ansvarlige for masseforbrydelser mod kvinder og børn, hvilket ofte betyder, at gerningsmændene til sådanne forbrydelser ikke bliver draget til ansvar;

1. fordømmer på det kraftigste seksuel vold mod kvinder som krigstaktik, herunder massevoldtægter, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, tvungen graviditet, tvungen sterilisation, kønsspecifikke forfølgelser, herunder kønslemlæstelse af kvinder, menneskehandel og enhver anden form for seksuel vold af tilsvarende grovhed;

2. opfordrer indtrængende EU’s medlemsstater til at deltage i Romstatutten i den hensigt at støtte ICC i dens arbejde og opfordrer til aktiv international støtte til ICC med henblik på, at den rådende straffrihed for personer, der er ansvarlige for sådanne voldshandlinger, bringes til ophør og disse personer omsider bringes for en domstol;

3. understreger, at det er vigtigt at medtage kønsspecifikke kriminelle handlinger i ICC’s mandat til at foretage undersøgelser og føre retssager;

4. understreger, hvor vigtigt det er for ICC at bekæmpe straffrihed for seksuel vold mod kvinder i konfliktramte zoner og i forbindelse med krigsforbrydelser;

5. anmoder om, at spørgsmålet om straffrihed betragtes som en central faktor i forsøget på at skabe retssikkerhed, og at det ikke gøres til genstand for forhandling; understreger, at gerningsmændene skal bringes for en domstol og konfronteres med de strafferetlige følger af deres handlinger;

6. modsætter sig på det kraftigste tvangsudskrivning eller rekruttering af børn under 18 år til væbnede styrker eller til deltagelse i nogen form for militær aktion; påpeger betydningen af, at deres ret til en fredelig barndom, uddannelse, fysisk integritet, sikkerhed og seksuel autonomi beskyttes;

7. opfordrer til, at der udarbejdes effektive politikker og skabes forbedrede mekanismer, som skal sikre, at ofrenes deltagelse i retssager ved ICC har omfattende virkning, herunder mere tilgængelig psykologisk, medicinsk og juridisk rådgivning såvel som let adgang til vidnebeskyttelsesprogrammer; understreger, at det er vigtigt at fremme bevidstheden om, at der finder seksuel vold sted i konfliktramte områder, via lovprogrammer, gennem dokumentation for kønsspecifikke kriminelle handlinger under væbnede konflikter og kurser for sagførere, dommere og aktivister om Romstatutten og om international retspraksis, hvad angår kønsspecifikke kriminelle handlinger mod kvinder og børn;

8. opfordrer Rådet og Kommissionen til at fortsætte deres bestræbelser på at få yderligere lande til at tiltræde Romstatutten for ICC og på at fremme ratificeringen af statutten på verdensplan;

9. opfordrer Rådets formandskab og Kommissionens næstformand/Unionens højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik til at arbejde nært sammen med ICC og til at gøre deres politiske indflydelse gældende i internationale fora for at tilskynde Romstatuttens deltagerstater til at overholde deres forpligtelser, da det ofte er tilfældet, at de kontraherende parter i ICC gennem handlinger eller manglende handlinger undergraver domstolens arbejde;

10. forventer, at der i FN's resolutioner og i deres aktioner tages højde for volden mod kvinder og børn i forbindelse med internationale konflikter, og at både fredsprocesser og fredsaftaler er i overensstemmelse med folkeretten og FN’s Sikkerhedsråds resolutioner om kvinder, fred og sikkerhed, således at kønsspecifikke kriminelle handlinger kommer til at spille en mere fremtrædende rolle i ICC’s arbejde; understreger, at der skal lægges særlig vægt på forholdene efter konflikters ophør, således at der kan træffes øjeblikkelige, stærkere og mere sammenhængende sanktioner mod voldsudøvere, og forventer, at FN fortsat stiller informationer og tal om dette emne til rådighed;

11. opfordrer Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at udveksle bedste praksis og arbejde nært sammen med FN's særlige repræsentant for seksuel vold i væbnede konflikter for at styrke ICC’s arbejde på dette område.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	15.9.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	28 0 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Edit Bauer, Tadeusz Cymański, Ilda Figueiredo, Iratxe García Pérez, Zita Gurmai, Mary Honeyball, Lívia Járóka, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Nicole Kiil-Nielsen, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Constance Le Grip, Elisabeth Morin-Chartier, Siiri Oviir, Antonyia Parvanova, Raül Romeva i Rueda, Nicole Sinclaire, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Marc Tarabella, Britta Thomsen, Marina Yannakoudakis, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Izaskun Bilbao Barandica, Jill Evans, Christa Klaß, Kartika Tamara Liotard, Mariya Nedelcheva, Katarína Neveďalová, Antigoni Papadopoulou, Joanna Senyszyn

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	11.10.2011
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	61 1 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Gabriele Albertini, Sir Robert Atkins, Bastiaan Belder, Elmar Brok, Arnaud Danjean, Michael Gahler, Marietta Giannakou, Ana Gomes, Richard Howitt, Anna Ibrisagic, Jelko Kacin, Ioannis Kasoulides, Evgeni Kirilov, Maria Eleni Koppa, Andrey Kovatchev, Paweł Robert Kowal, Wolfgang Kreissl-Dörfler, Eduard Kukan, Vytautas Landsbergis, Ryszard Antoni Legutko, Krzysztof Lisek, Sabine Lösing, Ulrike Lunacek, Barry Madlener, Mario Mauro, Kyriakos Mavronikolas, Willy Meyer, Francisco José Millán Mon, Alexander Mirsky, Norica Nicolai, Raimon Obiols, Kristiina Ojuland, Ioan Mircea Paşcu, Bernd Posselt, Hans-Gert Pöttering, Cristian Dan Preda, Libor Rouček, Tokia Saïfi, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Jacek Saryusz-Wolski, Werner Schulz, Marek Siwiec, Inese Vaidere, Geoffrey Van Orden, Sir Graham Watson
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Laima Liucija Andrikienė, John Attard-Montalto, Tanja Fajon, Roberto Gualtieri, Liisa Jaakonsaari, Jaromír Kohlíček, Monica Luisa Macovei, Jacek Protasiewicz, Marietje Schaake, Helmut Scholz, György Schöpflin, Alf Svensson, Indrek Tarand, Traian Ungureanu, Renate Weber, Luis Yáñez-Barnuevo García
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Jolanta Emilia Hibner

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik