BETÆNKNING om anmodning om beskyttelse af Viktor Uspaskichs immunitet og privilegier

    25.11.2011 - (2011/2099 (IMM))

    Retsudvalget
    Ordfører: Bernhard Rapkay

    Procedure : 2011/2099(IMM)
    Forløb i plenarforsamlingen
    Dokumentforløb :  
    A7-0413/2011
    Indgivne tekster :
    A7-0413/2011
    Vedtagne tekster :

    FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

    om anmodning om beskyttelse af Viktor Uspaskichs immunitet og privilegier

    (2011/2099 (IMM))

    Europa-Parlamentet,

    –   der henviser til anmodning af 5. april 2011 fra Viktor Uspaskich om beskyttelse af hans immunitet, hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 9. maj 2011, og hans anmodning af 11. april 2011 om fornyet prøvelse af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 om at ophæve hans immunitet[1], hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 4. juli 2011,

    –   der har hørt Viktor Uspaskich den 10. oktober 2011, jf. forretningsordenens artikel 7, stk. 3,

    –   der henviser til artikel 7 og 9 i protokollen af 8. april 1965 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

    –   der henviser til Den Europæiske Unions Domstols domme af 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008 og 19. marts 2010[2],

    –   der henviser til bestemmelserne i artikel 62 i Republikken Litauens forfatning,

    –   der henviser til Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 om at ophæve Viktor Uspaskichs immunitet[3],

    –   der henviser til forretningsordenens artikel 6, stk. 3, og artikel 7,

    –   der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A7-0413/2011),

    A.  der henviser til, at anmodningerne fra Viktor Uspaskich af henholdsvis 5. og 11. april 2011 bør behandles samlet, da de vedrører samme retsforfølgning;

    B.  der henviser til, at der er anlagt straffesag mod Viktor Uspaskich, medlem af Europa-Parlamentet, som ved Vilnius' regionale straffedomstol er tiltalt efter artikel 24, stk. 4, sammenholdt med artikel 222, stk. 1, artikel 220, stk. 1, artikel 24, stk. 4, sammenholdt med artikel 220, stk. 1, artikel 205, stk. 1, og artikel 24, stk. 4, sammenholdt med artikel 205, stk. 1, i den litauiske straffelov;

    C.  der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokollen om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter under Parlamentets sessioner på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling, og at immunitet ikke kan påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og ikke kan hindre Europa-Parlamentets ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet;

    D.  der henviser til, at et medlem af det nationale parlament (Seimas) i henhold til artikel 62 i Republikken Litauens forfatning ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig, arresteres eller på anden vis udsættes for frihedsberøvelse uden parlamentets samtykke;

    E.  der henviser til, at det i artikel 62 endvidere er fastlagt, at et medlem af Seimas ikke kan retsforfølges for sin stemmeafgivelse eller sine taler i Seimas, selvom han kan drages til ansvar i overensstemmelse med den generelle procedure for personlige injurier eller bagvaskelse;

    F.  der henviser til, at Viktor Uspaskich i det væsentlige er anklaget for overtrædelser vedrørende falsk bogføring i forbindelse med finansiering af et politisk parti i en periode, inden han blev valgt til Europa-Parlamentet;

    G.  der henviser til, at Parlamentet den 7. september 2010 ophævede Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet med den begrundelse, at der ikke var blevet forelagt noget klart bevis på, at der foreligger fumus persecutionis, og at de overtrædelser, som Viktor Uspaskich sigtes for, ikke havde noget at gøre med hans aktiviteter som medlem af Europa-Parlamentet;

    H.  der henviser til, at Viktor Uspaskich den 28. oktober 2010 anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010, men trak søgsmålet tilbage i juli 2011;

    I.  der henviser til, at Victor Uspaskich i sin skrivelse af 5. april 2011, hvori han anmoder om beskyttelse af sin immunitet, gør gældende, at den straffesag, de litauiske myndigheder har anlagt, forhindrer ham i eller gør det vanskeligt for ham at udøve sit parlamentariske hverv ved at begrænse hans bevægelsesfrihed i strid med artikel 7 i protokollen om privilegier og immuniteter;

    J.  der henviser til, at formålet med protokollens artikel 7 er at beskytte Parlamentets medlemmer mod andre begrænsninger i deres bevægelsesfrihed end judicielle begrænsninger, og at artiklen således ikke indeholder en immunitet, men et privilegium, og ikke beskytter mod judicielle begrænsninger af medlemmernes bevægelsesfrihed[4];

    K.  der henviser til, at Parlamentet derfor ikke kan imødekomme Viktor Uspaskichs anmodning af 5. april 2011 om beskyttelse af hans immunitet på grundlag af protokollens artikel 7;

    L.  der henviser til, at Viktor Uspaskich i sin skrivelse af 11. april 2011 anmoder om genoptagelse af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 under henvisning til påståede nye faktiske oplysninger fra WikiLeaks, som efter hans opfattelse viser, at han har været offer for fumus persecutionis;

    M.  der henviser til, at denne anmodning bør forkastes, da det ikke er blevet dokumenteret, at der er tilstrækkelig forbindelse mellem de påståede nye faktiske oplysninger og retsforfølgningen af Viktor Uspaskich for falsk bogføring;

    N.  der endvidere henviser til – og dette gælder også for Viktor Uspaskichs påstand om, at afgørelsen af 7. september 2010 indebærer en tilsidesættelse af hans grundlæggende ret til forsvar og af EU’s charter om grundlæggende rettigheder – at anmodningen om fornyet prøvelse af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 ikke udgør en anmodning om beskyttelse af hans immunitet og privilegier som omhandlet i forretningsordenens artikel 6 og 7;

    1.  vedtager ikke at beskytte Viktor Uspaskichs immunitet og privilegier;

    2.  pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Republikken Litauens kompetente myndigheder.  

    • [1]  Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0296.
    • [2]  Sag 101/63, Wagner mod Fohrmann og Krier, Sml. 1954-1964, s. 483, sag 149/85, Wybot mod Faure m.fl., Sml. 1986, s. 2391, sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. 2008 II, s. 2849, forenede sager C-200/07 og C-201/07, Marra mod De Gregorio og Clemente, Sml. 2008 I, s. 7929, og sag T-42/06, Gollnisch mod Parlamentet.
    • [3]  Vedtagne tekster, P7_TA(2010)0296.
    • [4]  Sag T‑345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. 2008 II, s. 2849, præmis 48-52.

    BEGRUNDELSE

    Baggrund

    Den 14. juli 2009 anmodede Republikken Litauens øverste offentlige anklager om ophævelse Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet.

    På mødet den 7. oktober 2009 meddelte formanden i henhold til forretningsordenens artikel 6, stk. 2, at han havde modtaget en skrivelse fra de litauiske retslige myndigheder den 14. juli 2009 om ophævelse af Uspaskichs parlamentariske immunitet.

    Formanden henviste anmodningen til Retsudvalget i henhold til forretningsordenens artikel 6, stk. 2.

    Republikken Litauens øverste offentlige anklager modtog ved en afgørelse truffet af Vilnius' regionale domstol den 9. juni 2009 instrukser om at anmode Europa-Parlamentet om at ophæve sit medlem Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet, idet der var blevet indledt en strafferetssag imod ham i forbindelse med sag nr. 1-38/2009, for at retssagen mod ham kunne fortsætte, og de restriktioner, som retten havde pålagt ham som en sikkerhedsforanstaltning, kunne iværksættes.

    Viktor Uspaskich er ved Vilnius' regionale straffedomstol tiltalt efter artikel 24, stk. 4, sammenholdt med artikel 222, stk. 1, artikel 220, stk. 1, artikel 24, stk. 4, sammenholdt med artikel 220, stk. 1, artikel 205, stk. 1, og artikel 24, stk. 4, sammenholdt med artikel 205, stk. 1, i den litauiske straffelov.

    Sagen imod Viktor Uspaskich drejer sig om, at han i Vilnius mellem den 13. juli 2004 og den 17. maj 2006 som formand for Arbejderpartiet, idet han handlede i forståelse med andre personer med henblik på at a) forsøge at finansiere et politisk parti, nemlig Arbejderpartiet, illegalt og b) unddrage sig effektivt tilsyn med finansieringen af partiet og dets politiske kampagner, ledte en organiseret gruppe oprettet af dette parti med henblik på at forøve en række kriminelle handlinger. Med dette formål fik han mellem 2004 og 2006 personale til at føre ulovlige falske regnskaber for Arbejderpartiet med det resultat, at det ikke er muligt at fastslå det fulde omfang af partiets aktiver og passiver eller partiets struktur i årene 2004, 2005 og 2006.

    Viktor Uspaskich, som i henhold til artikel 21 i Republikken Litauens regnskabslov var ansvarlig for at organisere partiets regnskabsføring og handlede til fordel for Arbejderpartiet og i dette partis interesse som juridisk person, anklages af de litauiske myndigheder for at have beordret en person til at føre "dobbelt" regnskab for Arbejderpartiet i foråret 2004. Det hævdes endvidere, at transaktioner og forretningsaktiviteter, som det var obligatorisk at bogføre i regnskaberne, såvel som uofficielt modtagne eller udbetalte beløb og aktiver i forbindelse med Arbejderpartiets aktiviteter, skulle bogføres i uofficielle regnskabsbøger. Han anklages også for at have udstedt særlige instrukser om, at visse forretningsmæssige og finansielle operationer burde udføres uden at blive registreret i partiets regnskaber.

    Den 9. december 2008 vedtog det litauiske parlament (Seimas) at ophæve Uspaskichs immunitet i relation til samme retssag. Det bør endvidere bemærkes, at Uspaskich ikke var medlem af Europa-Parlamentet, da de omhandlede overtrædelser angiveligt blev begået.

    Den 27. januar 2010 blev Uspaskich hørt i overensstemmelse med artikel 7 i Parlamentets forretningsorden.

    Som følge af høringen skrev formanden for Retsudvalget den 2. februar 2010 til Parlamentets formand og anmodede ham om at få opklaret følgende spørgsmål hos de litauiske myndigheder:

    · Det ser ud til, at afgørelsen fra Vilnius' regionale domstol af 29. juni 2009, hvorved Litauens øverste offentlige anklager blev instrueret om at anmode om ophævelse af immuniteten, blev truffet af en enkelt dommer. Er dette foreneligt med litauisk lov?

    · Vilnius' regionale domstol pålagde den 29. april 2008 Viktor Uspaskich at betale en kaution på 1 500 000 LTL (ca. 436 000 EUR) som en sikkerhedsforanstaltning. Viktor Uspaskich hævdede over for udvalget, at den sanktion, han ville blive pålagt, hvis han skulle tabe sagen, er en bøde på blot 14 000 EUR. Han gjorde gældende, at kautionen var uforholdsmæssig stor og ulovlig efter litauisk ret.

    De litauiske myndigheder svarede udførligt den 27. april 2010.

    Den 2. september 2009 hørte Retsudvalget Uspaskich endnu en gang.

    Den 7. september 2010 besluttede Europa-Parlamentet at ophæve Viktor Uspaskichs immunitet (P7-TA (2010)0296) med følgende begrundelse:

    "A.   der henviser til, at der er anlagt straffesag mod Viktor Uspaskich, medlem af Europa-Parlamentet, som er anklaget i den verserende retssag i Vilnius' regionale straffedomstol under artikel 24, stk. 4, i forbindelse med artikel 222, stk. 1, artikel 220, stk. 1; artikel 24, stk. 4, i forbindelse med artikel 220, stk. 1, artikel 205, stk. 1 og artikel 24, stk. 4 i forbindelse med artikel 205, stk. 1, i den litauiske strafferet,

    B.     der henviser til, at Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokollen om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter under Parlamentets mødeperioder på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling, og at immunitet ikke kan påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og kan ikke hindre Europa-Parlamentets ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet,

    C.     der henviser til, at anklagerne imod Uspaskich ikke har forbindelse med synspunkter, han har tilkendegivet, eller stemmer, han har afgivet, under udøvelsen af sit hverv som medlem af Europa-Parlamentet,

    D.     der henviser til, at et medlem af det nationale parlament (Seimas) i henhold til artikel 62 i Republikken Litauens forfatning ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig, arresteres eller på anden vis udsættes for frihedsberøvelse uden Seimas' samtykke,

    E.     der henviser til, at det i artikel 62 endvidere er fastlagt, at et medlem af Seimas ikke kan retsforfølges for sin stemmeafgivelse eller sine taler i Seimas, selvom han kan drages til ansvar i overensstemmelse med den generelle procedure for personlige injurier eller bagvaskelse,

    F.     der henviser til, at Uspaskich i det væsentlige er anklaget for overtrædelser i forbindelse med falsk bogføring i forbindelse med finansiering af et politisk parti i en periode, inden han blev valgt til Europa-Parlamentet,

    G.     der henviser til, at der ikke er blevet forelagt noget klart bevis på, at der foreligger »fumus persecutionis« (tendentiøs forfølgelse fra myndigheders side), og at de overtrædelser, som Uspaskich sigtes for, ikke har noget at gøre med hans aktiviteter som medlem af Europa-Parlamentet".

    Efterfølgende fastslog Parlamentet på plenarmødet den 9. september 2010, at en anmodning fra Uspaskich om beskyttelse af hans immunitet ikke tjente noget formål, med den begrundelse, at anmodningen vedrørte den samme straffesag, som immuniteten var blevet ophævet for. Uspaskich blev orienteret herom ved skrivelse af 20. september 2010.

    Den 28. oktober 2010 anlagde Uspaskich sag ved Retten med påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 og om en erstatning på 10 000 EUR for ikke-økonomisk skade, og sagen blev registreret som sag T-507/10[1]. Den 17. december 2010 besluttede Rettens præsident, at en begæring om foreløbige forholdsregler (om udsættelse af gennemførelsen af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010) ikke kunne tages til følge.[2] Uspaskich appellerede præsidentens kendelse (sag C-66/11 P (R)).

    På mødet den 9. maj 2011 meddelte Parlamentets formand, jf. forretningsordenens artikel 6, stk. 3, at han den 5. april 2011 havde modtaget en anmodning fra Viktor Uspaskich om beskyttelse af hans immunitet og privilegier under henvisning til artikel 7 i protokollen om privilegier og immuniteter (herefter "anmodningen af 5. april 2011").

    Formanden henviste anmodningen til Retsudvalget i henhold til forretningsordenens artikel 6, stk. 3, ved skrivelse af 27. maj 2011.

    Den 1. juni 2011 sendte Parlamentets formand Retsudvalget en anden skrivelse fra Uspaskich af 11.april om genoptagelse af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 (P7_TA 2010/0296), hvorved hans immunitet blev ophævet. Formanden anmodede udvalget om "at se på denne skrivelse ved den først givne lejlighed og underrette mig om resultatet af drøftelserne i Retsudvalget".

    På koordinatorernes møde den 20. juni 2011 oplyste Rapkay, at han havde modtaget en besked fra Uspaskich om, at han havde besluttet at trække sit søgsmål mod Europa-Parlamentet ved Retten tilbage af følgende årsag:

    Han havde "anmodet Europa-Parlamentet, dvs. JURI-koordinatorerne, om at tage afgørelsen om at ophæve immuniteten i min sag op til fornyet overvejelse. Den 9. april 2011 afslørede WikiLeaks en hemmelig note fra den amerikanske ambassade i Vilnius, hvori det nævnes, at den litauiske regerings statssekretær havde orienteret amerikanske diplomater om, at Litauens regering var ved at "arrangere" min udvisning fra Litauen på grund af min etniske oprindelse (etnisk russer er ensbetydende med russisk spion).

    Fra i dag af er min retssag mod Parlamentet trukket tilbage, og der er ikke noget, der forhindrer Parlamentet at tage sagen op igen.

    Der vedlægges 2 bilag: min skrivelse til EU-Rettens præsident om, at sagen trækkes tilbage, og kvitteringen fra postvæsenet, der bekræfter, at skrivelsen rent faktisk er blevet sendt. "

    Udvalgets koordinatorer besluttede derfor at anmode Parlamentets formand om at sørge for, at sagen blev meddelt på plenarmødet og henvist til udvalget i henhold til forretningsordenens artikel 6, stk. 3. Parlamentets formand foretog denne meddelelse den 4. juni 2011 (herefter "anmodningen af 11. april 2011").

    Samme dag meddelte Retten Juridisk Tjeneste, at Uspaskichs stævning var blevet trukket tilbage (denne gang forskriftsmæssigt, på litauisk (processproget) og af hans advokat). Sagen blev slettet af registeret ved Rettens kendelse af 3. august 2011. Appellen af kendelsen om, at Uspaskichs begæring om foreløbige forholdsregler ikke kunne tages til følge, er herefter uden genstand.

    Uspaskich blev hørt i henhold til forretningsordenens artikel 7, stk. 3, den 10. oktober 2011.

    Anmodningen om beskyttelse af immuniteten

    a) Anmodningen af 5. april 2011

    I sin anmodning af 5. april 2011 beder Uspaskich om beskyttelse af hans immunitet i henhold til artikel 6, stk. 3, i Parlamentets forretningsorden.

    Han beskylder Republikken Litauen for at foretage et koordineret angreb på ham og det litauiske arbejderparti. Han gør gældende, at angrebet har ført til en "krænkelse af et aspekt af min immunitet som medlem af Europa-Parlamentet, nemlig privilegiet bevægelsesfrihed, som er garanteret ved artikel 7 i protokollen om privilegier og immuniteter".

    Han gør nærmere bestemt gældende, at den tidsplan for retsmøderne, Vilnius' regionale domstol har vedtaget, forhindrer ham i at deltage i møder i Europa-Parlamentet "f.eks. mandag morgen" (faktisk fremgår det klart af Uspaskichs yderligere bemærkninger, at han hævder, at retsmøderne er planlagt til at finde sted hver torsdag, hvilket betyder, at han mister onsdag, torsdag og fredag som arbejdsdage i Europa-Parlamentet. Han ville foretrække, at retsmøderne blev planlagt til mandag morgen hver uge).

    Uspaskich gør under henvisning til Rettens præsidents kendelse af 16. marts 2007 i sag T-345/05 R, V. mod Parlamentet[3], gældende, at den litauiske domstol tilsidesætter protokollens artikel 7 med sin tidsplan for retsmøderne.

    Uspaskich hævder endvidere, at han ikke fik nogen reel chance for at fremføre sit synspunkt, inden Parlamentet vedtog afgørelsen om at ophæve hans immunitet. Dette er efter hans opfattelse en krænkelse af artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder[4] og en krænkelse af hans grundlæggende ret til forsvar. Han klager over, at Retsudvalget ikke gav ham lejlighed til at se eller fremsætte bemærkninger til forslaget til afgørelse, inden det blev vedtaget, og at der blev sendt spørgsmål til Litauens øverste offentlige anklager uden hans viden.

    På det mere detaljerede plan klager Uspaskich over, at Parlamentet ophævede hans immunitet ud fra den fejlagtige opfattelse, at immuniteten efter litauisk ret skulle ophæves, fordi de påståede lovovertrædelser blev begået, inden han blev valgt til Europa-Parlamentet, og ikke har forbindelse til hans virksomhed som MEP. Han er endvidere utilfreds med, at Parlamentet ikke tog hensyn til hans påstand om politisk forfølgelse og ikke anvendte reglen om fumus persecutionis i hans tilfælde.

    b) Anmodningen af 11. april 2011

    I sin anden skrivelse af 11. april 2011 anfører Uspaskich, at WikiLeaks den 9. april offentliggjorde en diplomatisk note fra oktober 2006 fra den amerikanske ambassade i Vilnius til USA's udenrigsministerium, hvori det nævnes, at statssekretæren i det litauiske udenrigsministerium bekræftede, at forfølgelsen af det litauiske arbejderparti var tilrettelagt af den litauiske regering, fordi man havde mistanke om, at Uspaskich havde forbindelse med den russiske udenrigsefterretningstjeneste. Uspaskich gør gældende, at noten beviser, at han er offer for politisk forfølgelse, og at det var en fejl, at Europa-Parlamentet ikke anvendte reglen om fumus persecutionis og ophævede hans immunitet.

    Af disse grunde anmoder Viktor Uspaskich om genoptagelse af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 i henhold til forretningsordenens artikel 6, stk. 2[5], eller subsidiært i henhold til artikel 6, stk. 3[6].

    Retlig vurdering

    a) Anmodningen af 5. april 2011

    For så vidt angår det i skrivelsen af 5. april 2011 fremsatte krav om beskyttelse af immuniteten med den begrundelse, at den straffesag, de litauiske myndigheder har anlagt, forhindrer ham i eller gør det vanskeligt for ham at udøve sit parlamentariske hverv og begrænser hans bevægelsesfrihed som garanteret ved artikel 7 i protokollen om EU's privilegier og immuniteter[7], bør der henvises til dommen af 15. oktober 2008 i sag T‑345/05, Mote mod Parlamentet[8].

    Det er værd at citere dommens præmis 48 ff. i deres helhed:

    "[…]det følger af protokollens artikel 8 [nu artikel 7], stk. 1, at medlemsstaterne er afskåret fra bl.a. ved den praksis, de følger på beskatningsområdet, at pålægge parlamentsmedlemmerne administrative restriktioner i deres bevægelsesfrihed (Domstolens dom af 15.9.1981, sag 208/80, Bruce of Donington, Sml. s. 2205, præmis 14). Som det angives i denne bestemmelse, er formålet med privilegiet at sikre Parlamentets medlemmer bevægelsesfrihed til eller fra Parlamentets mødested.

    49       Det skal imidlertid understreges, at selv om disse restriktioner ikke er udtømmende opregnet i protokollens artikel 8, stk. 1 – som vedrører administrative begrænsninger eller andre af de begrænsninger, som parlamentsmedlemmerne »på anden måde« er undergivet – omfatter restriktionerne ikke begrænsninger som følge af retsforfølgning, da disse er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10 [nu artikel 9], som fastlægger den retlige ordning, der gælder for immuniteter, hvorunder ikke henhører det særlige anvendelsesområde for de meningstilkendegivelser og stemmeafgivelser, som parlamentsmedlemmerne foretager som led i udøvelsen af deres funktioner, og som er omhandlet i artikel 9 [nu artikel 8]. Det er udtrykkeligt nævnt i protokollens artikel 10, stk. 1, litra b), at parlamentsmedlemmerne bl.a. er fritaget for retsforfølgning på en anden medlemsstats område under Parlamentets mødeperiode. Ifølge protokollens artikel 10, stk. 1, litra a), tilkommer der endvidere i samme periode parlamentsmedlemmerne de immuniteter på deres eget lands område, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling, hvoraf nogle beskytter medlemmerne af de nationale parlamenter mod retsforfølgning. Endelig bestemmes det i artikel 10, stk. 2, at parlamentsmedlemmerne er dækket af immuniteten på vej til eller fra Parlamentets mødested. Denne bestemmelse, der ligesom protokollens artikel 8, stk. 1, beskytter parlamentsmedlemmerne mod indgreb i deres bevægelsesfrihed, bekræfter, at de begrænsninger, som er nævnt i den sidste bestemmelse, ikke omfatter alle de indgreb i parlamentsmedlemmernes bevægelsesfrihed, som kan tænkes, og at retsforfølgning må anses for at være omfattet af den retlige ordning, som er fastsat i artikel 10, således som det fremgår af de tidligere gennemgåede bestemmelser i denne artikel.

    50       Formålet med protokollens artikel 10 er derfor at sikre parlamentsmedlemmernes uafhængighed ved at forhindre, at der under Parlamentets mødeperioder kan udøves pression over for dem i form af trusler om arrestation eller strafforfølgning (kendelse afsagt af Rettens præsident den 2.5.200, sag T-17/00 R, Rothley m.fl. mod Parlamentet, Sml. II, s. 2085, præmis 90).

    51       Formålet med protokollens artikel 8 er at beskytte Parlamentets medlemmer mod andre begrænsninger i deres bevægelsesfrihed end judicielle begrænsninger.

    52       Da det ikke er gjort gældende, at risiciene for indgreb i Motes udøvelse af hans funktioner som parlamentsmedlem skyldtes begrænsninger af en anden karakter end dem, som beroede på retsforfølgningen iværksat af de retshåndhævende myndigheder i hans oprindelsesstat, må det fastslås, at Parlamentet ikke har gjort sig skyldig i nogen retsvildfarelse ved at beslutte at ophæve Motes immunitet uden at udtale sig hverken om det privilegium, der tilkom ham som medlem af Parlamentet, eller at bestemme, at artikel 8 var tilsidesat i det foreliggende tilfælde."[9]

    Det skal bemærkes, at Rettens præsidents kendelse af 16. marts 2007 i sag T-345/05 R, V. mod Parlamentet[10], som Uspaskich henviser til, blev afsagt i samme sag. I de anførte præmisser bemærkede Retten blot som en faktisk konstatering, at sagen mod Mote som planlagt ikke ville kollidere med Parlamentets mødeperiode.

    I sagen Mote mod Parlamentet fastslog Retten klart, at protokollens artikel 7 ikke indeholder en immunitet, men et privilegium, og ikke beskytter mod judicielle begrænsninger af medlemmernes bevægelsesfrihed.

    Parlamentet kan derfor ikke imødekomme Uspaskichs anmodning af 5. april 2011 om beskyttelse af hans immunitet på grundlag af protokollens artikel 7.

    Under alle omstændigheder er den umiddelbare årsag til, at Uspaskich angiveligt ikke kan deltage i møder i Parlamentet på onsdage, torsdage og fredage, ikke det forhold, at Parlamentet ophævede hans immunitet, men den litauiske domstols afgørelse. Det rette forum for en anfægtelse af den afgørelse er domstolene i Litauen eller i Luxembourg. Ikke desto mindre foreslår ordføreren, at Parlamentets formand bliver bedt om at skrive til de litauiske myndigheder og anmode dem om at sikre, at retssagen mod Uspaskich så vidt muligt bliver tilrettelagt på en sådan måde, at det ikke griber ind i hans arbejde som medlem af Europa-Parlamentet.

    Uspaskich gør endvidere gældende, at Retsudvalget med vedtagelsen af afgørelse nr. P7_TA(2010)0296 tilsidesatte hans "ret til forsvar - retten til at fremkomme med sine synspunkter, inden der træffes en afgørelse vedrørende ham, som kan forvolde ham skade". Han klager endvidere over, at han ikke fik lejlighed til at se eller fremsætte bemærkninger til udvalgets forslag til afgørelse, og at der blev sendt spørgsmål til Litauens øverste offentlige anklager uden hans vidende. Han var derfor ikke i stand til at fremsætte bemærkninger hertil. Han anfører, at det forhold, at han ikke fik forslaget til afgørelse at se, ikke alene er en tilsidesættelse af hans grundlæggende ret til forsvar og af artikel 41, stk. 1, og stk. 2, litra a) og b)[11], i EU's charter om grundlæggende rettigheder, men også indebærer, at Parlamentet i realiteten ikke har overholdt den litauiske forfatning.

    Der er her i det hele tale om argumenter angående lovligheden af Parlamentets afgørelse om at ophæve Uspaskichs immunitet og i sidste ende om lovligheden af Parlamentets forretningsorden, som ikke giver ham ret til at få indsigt i og fremsætte bemærkninger til det kompetente udvalgs udkast til betænkning. Det rette forum for sådanne spørgsmål er Domstolen, og ikke Retsudvalget, som ikke i henhold til forretningsordenen har nogen kompetence til at prøve sine egne afgørelser.

    Ordføreren konstaterer, at høringen af ​​Uspaskich den 10. oktober 2011 ikke frembragte nye oplysninger i denne forbindelse.

    b) Anmodningen af 11. april 2011

    Med denne anmodning anmoder Uspaskich om genoptagelse af Parlamentets afgørelse af 7. september 2010 på grundlag af forretningsordnens artikel 6, stk. 2[12], eller subsidiært på grundlag af artikel 6, stk. 3[13], under henvisning til påståede nye faktiske oplysninger fra WikiLeaks, som efter hans opfattelse viser, at han har været offer for fumus persecutionis.

    Baggrunden for at anmode om en fornyet prøvelse er, at WikiLeaks den 9. april 2011 offentliggjorde en diplomatisk note fra oktober 2006 fra den amerikanske ambassade i Vilnius rettet til det amerikanske udenrigsministerium, hvori det anføres, at vicestatssekretær i det litauiske udenrigsministerium Albina Januska ”hævdede, at [Litauens regering] (og dermed han selv) var ved at arrangere arbejderpartiets drivkraft Viktor Uspaskichs udrejse af Litauen på grund af hans forbindelser til den russiske udenrigsefterretningstjeneste.”

    For det første er der ikke nogen sammenhæng mellem den udtalelse, der angiveligt er fremsat af en tidligere embedsmand i det litauiske udenrigsministerium efter hans fratræden i 2006, og retsforfølgningen i 2009, der kan begrunde påstanden om, at der foreligger fumus persecutionis. Selv hvis der var beviser for, at Litauens regering og Albina Januska havde arrangeret Viktor Uspaskichs udrejse af Litauen på grund af hans forbindelser til den russiske udenrigsefterretningstjeneste, hvilket ikke er tilfældet, ville der ikke være nogen forbindelse mellem dette forhold og retsforfølgningen af Uspaskich for falsk bogføring.

    For det andet skal det understreges, at bortset fra at procesreglementet ikke giver mulighed for, at det kompetente udvalg prøver afgørelser truffet af Parlamentet – det er trods alt det, vi har Domstolen til – forholder det sig således, at når først Parlamentet har ophævet et medlems immunitet i en given sag, har medlemmet ikke længere nogen immunitet, der kan ophæves i den pågældende sag. Hensynet til retssikkerheden indebærer at når der er truffet en afgørelse på plenarmødet, bør den stå ved magt, medmindre der foreligger helt exceptionelle omstændigheder. Uanset dette foretog Retsudvalget i denne sag, efter at være blevet orienteret om Uspaskichs beslutning om at trække stævningen ved Domstolen tilbage, en grundig retlig og faktisk vurdering af medlemmets påstande og hørte ham for at få afklaret, om der var grundlag for at beskytte hans immunitet.

    Endvidere bemærkes, at de litauiske myndigheder anmodede om ophævelse af Uspaskichs immunitet i juli 2009, og at det har taget over to år at behandle anmodningen. Uspaskich havde mulighed for at anfægte Parlamentets afgørelse ved Domstolen. Han trak stævningen tilbage. Han kan nu forsvare sig i sagen vedrørende realiteten ved de litauiske domstole med alle de mulige appelmidler, han har til rådighed - herunder anmodninger om præjudicielle afgørelser til Luxembourg og klager til Strasbourg.

    Ordføreren konstaterer, at høringen af ​​Uspaskich den 10. oktober 2011 ikke frembragte nye oplysninger i denne forbindelse.

    Konklusion

    På baggrund af ovenstående betragtninger, i medfør af forretningsordenens artikel 6, stk. 2, og i betragtning af at høringen af medlemmet den 10. oktober 2011 ikke frembragte noget nyt, anbefaler Retsudvalget, efter at have overvejet grundene for og imod beskyttelse af medlemmets immunitet, at Europa-Parlamentet ikke beskytter Viktor Uspaskichs parlamentariske immunitet.

    • [1]  EUT C 13 af 15.1.2011, s.28, berigtigelse i EUT C 72 af 5.3.2011, s.38.
    • [2]  EUT C 55 af 19.2.2011, s. 24.
    • [3]  Sml. 2007 II, s. 25, præmis 87 og 88.
    • [4]  1. Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.
      2. Denne ret omfatter navnlig:
      a) retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt
      b) retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed
      c) pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger.
    • [5]  2. Enhver anmodning fra en kompetent myndighed i en medlemsstat til formanden om ophævelse af et medlems immunitet meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.
    • [6]  3. Enhver anmodning fra et medlem eller et tidligere medlem til formanden om beskyttelse af immunitet og privilegier meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.
    • [7]  Artikel 7 lyder således: "Europa-Parlamentets medlemmer er hverken administrativt eller på anden måde undergivet nogen begrænsning i deres bevægelsesfrihed på vej til eller fra Europa-Parlamentets mødested.
      Med hensyn til toldforhold og valutakontrol tilstås Europa-Parlamentets medlemmer:
      a) af deres egen regering samme lettelser, som tilstås højere tjenestemænd, der begiver sig til udlandet i midlertidigt officielt hverv b) af de øvrige medlemsstaters regeringer samme lettelser, som tilstås repræsentanter fra fremmede regeringer i midlertidigt officielt hverv.”
    • [8]  Sml. 2008 II, s. 2849.
    • [9]  Fremhævelser tilføjet.
    • [10]  Sml. 2007 II, s.25, præmis 87 og 88.
    • [11]  1. Enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.
      2. Denne ret omfatter navnlig:
      a) retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt
      b) retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed
      c) pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger.
    • [12]  2. Enhver anmodning fra en kompetent myndighed i en medlemsstat til formanden om ophævelse af et medlems immunitet meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.
    • [13]  3. Enhver anmodning fra et medlem eller et tidligere medlem til formanden om beskyttelse af immunitet og privilegier meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.

    RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

    Dato for vedtagelse

    21.11.2011

     

     

     

    Resultat af den endelige afstemning

    +:

    –:

    0:

    9

    5

    0

    Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

    Raffaele Baldassarre, Luigi Berlinguer, Françoise Castex, Klaus-Heiner Lehne, Alajos Mészáros, Bernhard Rapkay, Alexandra Thein, Diana Wallis, Cecilia Wikström, Zbigniew Ziobro

    Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

    Kurt Lechner, Eva Lichtenberger, Dagmar Roth-Behrendt

    Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

    Jaroslav Paška