BETÆNKNING om Den Europæiske Revisionsrets særberetninger i forbindelse med decharge for 2010 for Kommissionen

27.3.2012 - (2011/2225(DEC))

Budgetkontroludvalget
Ordfører: Christofer Fjellner


Procedure : 2011/2225(DEC)
Forløb i plenarforsamlingen

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Den Europæiske Revisionsrets særberetninger i forbindelse med decharge for 2010 for Kommissionen

(2011/2225(DEC))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010[1],

–       der henviser til Den Europæiske Unions årsregnskaber for regnskabsåret 2010 (COM(2011)0473 – C7 ‑ 0256/2011)[2],

–       der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2010, med institutionernes svar[3] og til Revisionsrettens særberetninger,

–       der henviser til Revisionsrettens erklæring[4] om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed for regnskabsåret 2010, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til sin afgørelse af ... maj 2012 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, Sektion III – Kommissionen[5] og til sin beslutning med bemærkninger, der udgør en integrerende del af afgørelsen,

–       der henviser til Revisionsrettens særberetning udarbejdet i henhold til artikel 287, stk. 4, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–       der henviser til Rådets henstillinger af 21. februar 2012 om decharge til Kommissionen for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010 (06081/1/2012 – C7‑0053/2012),

–       der henviser til artikel 17, stk.1, i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt Euratomtraktatens artikel 106a,

–       der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget[6], særlig artikel 55, 145, 146 og 147,

–       der henviser til forretningsordenens artikel 76 og bilag VI,

–       der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A7-0102/2012),

A.     der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union gennemfører budgettet og forvalter programmerne og i henhold til artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gør dette på eget ansvar i samarbejde med medlemsstaterne og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning;

B.     der henviser til, at Revisionsrettens særberetninger giver oplysninger om problematiske spørgsmål i forbindelse med anvendelsen af bevillinger, som derved er nyttige for Parlamentet ved udførelsen af dets rolle som dechargemyndighed,

C.     der henviser til, at dets bemærkninger til Revisionsrettens særberetninger udgør en integrerende del af Parlamentets afgørelse af ...maj 2012 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2010, Sektion III – Kommissionen,

  • [1]  EUT L 64 af 12.3.2010.
  • [2]  EUT C 332 af 14.11.2011, s. 1.
  • [3]  EUT C 326 af 10.11.2011, s. 1.
  • [4]  EUT C 332 af 14.11.2011, s. 134.
  • [5]  Tekster vedtaget denne dato, P7_TA-PROV(2012)0000.
  • [6]  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

Del I – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 7/2010 med titlen "Revision vedrørende proceduren for regnskabsafslutning"

1.      glæder sig over særberetning nr. 7/2010 om proceduren for regnskabsafslutning inden for landbrugspolitikken på grund af dens grundlæggende betydning for kvaliteten af Kommissionens oplysninger til Europa-Parlamentet i forbindelse med dechargeproceduren;

2.      mener, at hovedkonklusionen i særberetning nr. 7/2010 er bemærkningerne om efterfølgende korrektioner af regnskaberne i form af overensstemmelsesbeslutninger, på trods af at Parlamentet i mellemtiden allerede har meddelt decharge og af den deraf følgende udvanding af de oplysninger, der er givet i forbindelse med dechargeproceduren;

3.      er bevidst om, at den eneste mulige fuldstændige løsning ville være at gå over til et andet kontrolsystem for landbrugspolitikken, hvilket kun ville kunne lade sig gøre med væsentligt større belastninger for modtagerne og forvaltningsmyndighederne til følge;

4.      koncentrerer sig derfor i sine henstillinger om muligheder for forbedringer inden for det eksisterende system; henviser også i sin vurdering af dette systems faktiske effektivitet til Revisionsrettens særberetning nr. 8/2011 med titlen "Inddrivelse af uretmæssige udbetalte beløb under den fælles landbrugspolitik" og fremhæver Revisionsrettens kritik af, at systemet som helhed ikke giver mulighed for at sætte tal på uretmæssigt udbetalte betalinger til landbrugsbedrifter;

5.      tilslutter sig Revisionsrettens krav om en reform af proceduren for regnskabsafslutning med henblik på:

–       at afkorte proceduren for finansielle korrektioner med præcise frister og trindelte indsigelsesprocedurer

–       at skabe en klar forbindelse mellem inddrevne beløb og de faktiske uretmæssige udbetalinger og udelukke muligheden for "forhandlinger" om størrelsen af de finansielle korrektioner, da der er tale om en egentlig inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, og ikke om en "sanktion";

6.      anser det af hensyn til den årlige dechargeprocedures troværdighed og for at beskytte Unionens økonomiske interesser for nødvendigt at indføre forbedringer i det nuværende system, og insisterer på, at Kommissionen i forbindelse med dechargeproceduren oplyser:

–       hvilke udgiftsbeløb, udgiftsområder og udgiftsår, der evt. endnu kan kontrolleres, og hvilke minimale og maksimale korrektioner der i denne forbindelse kan foretages for hvilke medlemsstater

–       hvilke overensstemmelsesbeslutninger der vedrører hvilke regnskabsår, og hvordan denne beslutning ændrer tallene for regnskabsår, som der allerede er meddelt decharge for

–       et præcist skøn over hvor mange nødvendige korrektioner, der ikke bliver foretaget i forbindelse med overensstemmelsesproceduren, og hvor mange korrektioner der ikke kan foretages på grund af 24-måneders-reglen for overensstemmelsesbeslutninger;

7.      anerkender de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet for at opnå større pålidelighed i de oplysninger fra medlemsstaternes kontrolmyndigheder, som ligger til grund for regnskabsafslutningerne; henleder opmærksomheden på Revisionsrettens opsigtsvækkende konklusion, at de fleste af disse myndigheder imidlertid ikke er i stand til at gennemføre Kommissionens foranstaltninger; kræver derfor yderligere initiativer fra Kommissionens side for at uddanne medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder; opfordrer Kommissionen til at give struktureret støtte til og fremme informationsudvekslingen mellem betalingsorganer og godkendelsesorganer via deres netværker og seminarer, at formidle bedste praksis og udarbejde fælles løsninger på retslige spørgsmål gennem fortolkning; anser også risikobaserede kontroller for absolut nødvendige for godkendelsesorganerne;

8.      anser yderligere forbedringer af revisionserklæringerne, der fremsættes af direktørerne for betalingsorganerne og af godkendelsesorganerne for en essentiel foranstaltning til at fremme ansvarligheden; opfordrer til et system til belønning for korrekte erklæringer og sanktioner for urigtige, især i forbindelse med konstaterede, men ikke tidligere erklærede systematiske fejl;

9.      kræver en systematisk informationsstrøm fra de udførende forvaltninger på laveste niveau til Kommissionen, så vanskeligheder ved det praktiske arbejde kan indgå i forenklede lovtekster og fortolkningen af dem; opfordrer Kommissionen til at sikre, at nationale betalingsorganers og godkendelsesorganers embedsmænd ikke udsættes for sanktioner af deres nationale myndigheder og deres direktører, hvis de indberetter korrektioner til Kommissionen;

10.    opfordrer Kommissionen til at lade betalingsorganer og godkendelsesorganer indgå, hvor der er en stor udskiftning af personalet, i en risikobaseret revision og vedføje en meddelelse til dechargemyndigheden i årsberetningen; fastholder, at der skal foretages en analyse af revisionserklæringernes rigtighed og en opgørelse over fejl opdelt på medlemsstater med angivelse af de vigtigste fejlkilder til dechargemyndigheden;

11.    opfordrer til en revision af de metoder, der ligger til grund for overensstemmelsesbeslutningerne, en hurtigere inddragelse af ekspertgruppen med henblik på tvistbilæggelse og en målrettet anvendelse af selve tvistbilæggelsen;

12.    henstiller til, at de i punkt 6 forlangte tal indarbejdes i et særligt afsnit i den årlige dechargebeslutning og sættes til afstemning på plenarmødet;

Del II - Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 13/2010 med titlen "Er det nye europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument blevet iværksat som planlagt, og opnår det resultater i Sydkaukasus (Armenien, Aserbajdsjan og Georgien)?"

13.    glæder sig over Revisionsrettens revision og anbefalingerne heri; udtrykker dyb bekymring over revisionens konklusioner, som afdækker alvorlige problemer ved Kommissionens gennemførelse af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI);

14.    er dybt bekymret over de svagheder i programmeringsprocedurerne, som revisionen har afsløret; opfordrer Kommissionen til at følge Revisionsrettens anbefalinger ved at rationalisere procedurerne, styrke forbindelsen mellem de strategiske programdokumenter (handlingsplanerne for den europæiske naboskabspolitik, landestrategidokumenterne og de nationale vejledende programmer) og gøre timingen af disse dokumenter mere sammenhængende med henblik på at stille nabolandene et stadig tættere forhold til Unionen i udsigt;

15.    finder Kommissionens anvendelse af budgetstøtte inden for ENPI uacceptabel, da den, uden en detaljeret evaluering af de forskellige bistandsformers effektivitet, betragter dette som den foretrukne bistandsform i de tre lande; understreger i denne forbindelse, at sektorspecifik budgetstøtte ofte medfører lav synlighed og svingende motivation hos regeringerne og er dybt bekymret over Revisionsrettens konklusion om, at et områdes egnethed til sektorspecifik budgetstøtte blev en vigtig faktor i forbindelse med beslutningen om støtte i de årlige handlingsprogrammer fra 2007; opfordrer indtrængende Kommissionen til at følge Revisionsrettens anbefaling om større selektivitet i forbindelse med valg af sektorspecifik budgetstøtte ved at overveje alle tilgængelige muligheder under ENPI og udvikle en mere balanceret anvendelse af de forskellige værktøjer; fremhæver behovet for at øge ngo'ers og den private sektors adgang til støtte i modtagerlandene.

16.    er bekymret over revisionens konklusion om, at programmeringen og tilrettelæggelsen af støtten ikke var tilstrækkeligt understøttet af en struktureret dialog med modtagerlandene, da dialogen primært blev styret fra Kommissionens hovedsæde, hvilket begrænsede en direkte meningsudveksling til få dages besøg i modtagerlandet, med utilstrækkelig dokumentation i rapporterne om, hvad der blev drøftet; er af den opfattelse, at tilbud om sektorspecifik budgetstøtte til et olieproducerende og olieeksporterende land med henblik på øget anvendelse af vedvarende energi bestemt ikke kan være en stærk motivationsfaktor for regeringen; opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at styrke denne dialog;

17.    opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at overveje Revisionsrettens anbefaling om at sørge for tilstrækkelig personalestøtte, også ude på stedet, fra bl.a. eksperter i budgetstøtte, og til at bidrage til at styrke de overordnede rammer om modtagerlandenes statsadministration ved hjælp af foranstaltninger, der supplerer Twinning-redskabet;

18.    glæder sig over det af Kommissionen gennemførte pilotprojekt, som indebærer resultatorienteret overvågning, der er skræddersyet udelukkende til foranstaltninger inden for sektorpolitiske støtteprogrammer, og forventer en evalueringsrapport vedrørende den merværdi, som projektet har medført for de tre lande;

Del III – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 14/2010 med titlen "Kommissionens forvaltning af systemet for veterinærkontrol af importeret kød efter reformen af hygiejnelovgivningen i 2004"

19.    glæder sig over Revisionsrettens særberetning, svaret fra Kommissionen og rapporten fra Kommissionen om effektiviteten af og konsekvensen i sundheds- og plantesundhedskontrollen i forbindelse med import af fødevarer, foder, dyr og planter (COM(2010)0785);

20.    støtter Revisionsrettens anbefalinger om at optimere Kommissionens tiltag i forbindelse med dens kontrol- og koordineringsfunktion;

21.    kræver forbedringer navnlig på følgende områder, som bidrager til en bedre fødevaresikkerhed i forbindelse med importerede kødvarer og dermed til bedre beskyttelse af de europæiske borgere mod skadelig fødevareimport, samtidig med at det understreges, at de af Revisionsrettens anbefalinger, som ikke er nævnt eksplicit i litra a)-e), ikke bør nedprioriteres:

a)      opfordrer med hensyn Revisionsrettens anbefaling nr. 1 Kommissionen til at tilstræbe en udligning af den uens behandling af medlemsstaterne i tredjelande og gøre noget ved de deraf følgende diskriminerende konkurrencemæssige ulemper

b)     opfordrer med hensyn til Revisionsrettens anbefaling nr. 3 Kommissionen til at instruere medlemsstaterne i at udnytte de eksisterende informationssystemer mere effektivt og knytte dem tættere sammen for at sikre en bedre koordinering mellem grænsekontrolsteder og toldmyndigheder

c)      opfordrer med hensyn til Revisionsrettens anbefaling nr. 4 Kommissionen til at bistå medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelse, gennemførelse og evaluering af de nationale kontrolplaner; mener, at der under behørig hensyntagen til nærhedsprincippet bør fastlægges et grundlæggende sæt af analyser, som afdækker de mest almindelige hormonrester (bl.a. anabolika), og/eller miljøforurenende stoffer (bl.a. dioxiner og tungmetaller) etc., og at anvendelse af disse analyser gøres obligatoriske; mener, at der som et første skridt kunne tilstræbes en øget bevidsthed i forbindelse med programmet "Bedre uddannelse for sikrere fødevarer" for at gøre de kompetente myndigheder i medlemsstaterne opmærksomme på problemet; mener, at det desuden bør tilstræbes at kontrollere, at gebyrbestemmelserne overholdes

d)     opfordrer med hensyn til Revisionsrettens anbefaling nr. 7 Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag, der åbner mulighed for retlige skridt mod medlemsstater, som regelmæssigt og over en længere periode overtræder forordning (EF) 882/2004[1] og dermed bringer de europæiske borgeres sikkerhed i fare,

e)     opfordrer med hensyn til Revisionsrettens anbefaling nr. 8 Kommissionen til at harmonisere gennemførelsen af forstærkede kontroller og finde en præcis og klar formulering af bestemmelserne, som omhandler forstærkede kontroller på grænsekontrolstederne; opfordrer endvidere Kommissionen til at overveje et obligatorisk antal laboratorieundersøgelser for medlemsstaterne i forbindelse med vareundersøgelser på grænsekontrolsteder;

22.    bemærker, at europæiske kød- og fødevareproducenter skal opfylde høje produktions- og kvalitetsstandarder; er yderst bekymret over, at disse produktionsstandarder ikke skal gælde for producenter i tredjelande, som eksporterer til EU, hvilket Revisionsretten også konstaterede; opfordrer Kommissionen til at tage denne problematik op og omgående forelægge Europa-Parlamentet og Rådet forslag til, hvordan de negative konsekvenser for de europæiske kød- og fødevareproducenters konkurrenceevne kan modvirkes.

  • [1]  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).

Del IV – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 1/2011 med titlen "Har dekoncentreringen af Kommissionens forvaltning af bistand til tredjelande fra hovedsædet til delegationerne ført til bedre bistandslevering?"

23.    glæder sig over Revisionsrettens meget omfattende og analytiske beretning og over den udmærkede timing for vurderingen af resultaterne af dekoncentreringen;

24.    stiller sig positivt til Revisionsrettens konklusioner om, at dekoncentreringen helt klart har resulteret i en hurtigere levering, forbedringer i bistandskvaliteten og en bedre finansiel forvaltning af bistanden;

25.    tilskynder Kommissionen til at supplere kriterierne og styrke procedurerne til vurdering af de finansierede projekters kvalitet med henblik på at højne bistandskvaliteten og yderligere at nedbringe antallet af projekter, der ikke fungerer; understreger, at Europa-Parlamentet tillægger bistandsudgifternes effekt den allerstørste betydning;

26.    opfordrer Kommissionen til at overveje at fremme lokale høringer, hvor dette er muligt, når den skal træffe afgørelser om bistandsprojekter og overvåge deres fremskridt;

27.    forventer, at Kommissionen træffer alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at overvinde svaghederne i overvågnings- og kontrolsystemerne, især i EU-delegationerne;

28.    udtrykker bekymring over de vedvarende problemer med det personale, der tager sig af bistandspolitikken; mener, at problemerne med den store udskiftning af personale i Generaldirektoratet for Udvikling og Samarbejde - EuropeAid og manglen på personale med tilstrækkelige kvalifikationer i EU-delegationerne bør løses snarest; mener, at Kommissionen, hvor det er relevant, bør samarbejde med EU-Udenrigstjenesten med henblik på at sikre tilstrækkelig personalekapacitet til at håndtere bistandsforvaltningen i EU-delegationerne;

29.    opfordrer Kommissionen til at kræve, at EU-delegationerne systematisk foretager tekniske og finansielle overvågningsbesøg på projekterne, og at de i højere grad fokuserer det interne rapporteringssystem på de resultater, der opnås gennem bistandsaktiviteterne;

30.    opfordrer Kommissionen til med EU-delegationernes aktive deltagelse at analysere og kortlægge mulighederne for at styrke bistandsprogrammerne i partnerlandene ved at inddrage EIB og europæiske nationale og internationale institutioner, der finansierer udviklingsbistand.

Del V - Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 2/2011 med titlen "Opfølgningen på særberetning nr. 1/2005 om forvaltningen af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig"

31.    opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre den foregående særberetnings anbefalinger, idet kun 2 ud af de 14 anbefalinger, som Kommissionen har accepteret, er gennemført til fulde;

32.    glæder sig over, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i højere grad gør brug af sine undersøgelsesbeføjelser, f.eks. ved at udføre kontrol på stedet og foretage interviews og ved at fokusere på mere alvorlige og indviklede sager; værdsætter, at OLAF's elektroniske sagsbehandlingssystem anvendes fuldt ud, og at der indføres et system til overvågning af tidsforbrug, men beklager, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er på mere end to år, og at sagsbehandlingen til undersøgelser i 2009 kun udgjorde 37 % af OLAF's samlede tidsforbrug;

33.    opfordrer OLAF til at forbedre sin tidsforvaltning således, at der sikres bedre fordeling af opgaver med henblik på at reducere den tid, der bruges på opgaver af ikke-undersøgende karakter; er interesseret i at se de konkrete resultater af det ikke-undersøgende arbejde, som udgør 63 % af den samlede tid;

34.    bemærker, at Revisionsrettens særberetning nr. 2/2011 i figur 2 anfører, at ”klare mål og planlægning” blev anset for at være det svageste aspekt i løbet af en undersøgelse; anbefaler, at der på passende vis fastlægges klare mål for hver undersøgelse i fremtiden med hensyntagen til, at grundlaget for enhver undersøgelse og dens ressourceplanlægning er klare mål;

35.    bemærker, at der ifølge Revisionsrettens særberetning nr. 2 er der "stadig ingen uafhængig kontrol af undersøgelsesakternes lovlighed ved igangværende undersøgelser, og der er heller ingen kodeks, der garanterer, at undersøgelsesakterne udformes efter modeller, som på forhånd er kendt" til trods for de erklæringer, som OLAF tidligere har fremsat; bemærker endvidere, at selv om der er en udtalt vilje i Kommissionens ændrede forslag til ændring af forordning (EF) nr. 1073/1999 (KOM(2011)0135) til at indføre en klageprocedure, vil dette ikke svare til en uafhængig kontrol af lovligheden af de enkelte undersøgelser, og er derfor i denne henseende endnu svagere end det oprindelige forslag; minder om, at dette er et vigtigt krav, der også afspejles i EU-Domstolens praksis; mener derfor, at det er nødvendigt at sikre en sådan kontrolmekanisme, ikke blot for at beskytte de berørte personer eller erhvervsdrivende, men også for at beskytte OLAF's inspektørers rettigheder i forbindelse med sagsanlæg fra disse personer eller erhvervsdrivende; understreger også behovet for en klar beføjelse til OLAF i forhold til de øvrige EU-institutioner;

36.    deler Revisionsrettens opfattelse af behovet for et enkelt omfattende dokument, der tydeligt afspejler OLAF's resultater i de forskellige sektorer, og som gør det muligt at måle fremskridtene år for år; understreger vigtigheden af at skelne mellem rapporter udarbejdet til offentligheden og udarbejdet til internt brug; mener, at en detaljeret rapport, som er tilgængelig for offentligheden, er af yderste vigtighed, idet den vil give mulighed for en pålidelig sammenligning af OLAF's resultater gennem tiden og i de forskellige sektorer;

37.    beklager, at det ikke altid er muligt at evaluere resultaterne af OLAF's aktiviteter, eftersom oplysningerne fremgår af forskellige dokumenter, som er udarbejdet med forskellige formål for øje og med forskellige modtagere; opfordrer indtrængende Kommissionen til at oprette et system til informationsformidling, som er fælles, klart og sammenligneligt, og som vil gøre det muligt at foretage en fuldstændig og objektiv evaluering af OLAF's aktiviteter;

38.    understreger, at den tid, der er brugt på vurdering af indkommende oplysninger, er fordoblet siden 2004 – fra 3,5 til 7,1 måneder; mener, at fasen for en indledende vurdering bør begrænses til at påvise eller afvise holdbarheden af påstandene i de oprindelige oplysninger; mener, at det bør undgås at foretage undersøgelser i løbet af fasen for en indledende vurdering, hvilket som konsekvens ikke blot skaber juridisk usikkerhed, men også fordrejer statistikkerne vedrørende undersøgelsernes forskellige aspekter; foreslår, at der indledes en undersøgelse og gøres brug af de tilgængelige undersøgelsesmuligheder i tilfælde af, at de oplysninger, som er indsamlet i løbet af fasen for en indledende vurdering, og med de retlige instrumenter, der var tilgængelige i løbet af den indledende vurdering, ikke gør OLAF i stand til at afgøre, hvorvidt der er grundlag for at gå videre med sagen;

39.    er enig med Revisionsretten i, at kortere undersøgelsesperioder og bedre kvalitet af de endelige beretninger kan bidrage til et mere effektivt sanktionssystem, der giver mulighed for inddrivelses-, disciplinær- og straffesager;

40.    beklager, at OLAF til trods for den i 2008 indgåede samarbejdsaftale mellem OLAF og Eurojust, ifølge hvilken OLAF er forpligtet til at underrette Eurojust om ethvert tilfælde, hvor der er mistanke om svig mellem erhvervsdrivende i mere end én medlemsstat, kun underrettede Eurojust i fire tilfælde i 2008, og kun i ét tilfælde i 2009, hvilket viser, at samarbejdet mellem de to myndigheder ikke fungerer, og opfordrer til, at der træffes enhver foranstaltning for at intensivere aktiviteterne på dette område;

41.    opfordrer indtrængende OLAF til yderligere at styrke samarbejdet med medlemsstaterne på et solidt retsgrundlag; støtter i denne forbindelse idéen om yderligere konsolidering af de forskellige eksisterende retsgrundlag med henblik på at styrke samarbejdet; er enig i Revisionsrettens anbefaling om, at der indgås aftaler med nationale undersøgelsesorganer i tilfælde af manglende specifik lovgivning med henblik på at klarlægge de detaljerede regler for samarbejde og udveksling af oplysninger;

Del VI – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 3/2011 med titlen "Produktiviteten og effektiviteten af EU-bidrag, der kanaliseres gennem De Forenede Nationers organisationer i konfliktramte lande"

42.    glæder sig over Revisionsrettens beretning og støtter de bemærkninger og anbefalinger, der fremgår heraf;

43.    anerkender, at Kommissionens samarbejde med FN giver den mulighed for at nå ud til regioner af verden, som den ikke ville kunne nå på egen hånd; er opmærksom på den betydelige, grundlæggende risiko ved at levere bistand i konfliktramte regioner; er imidlertid bekymret over projekternes produktivitet og forsinkelserne i afslutningen af dem; glæder sig over de seneste beslutninger fra bestyrelserne for UNICEF, UNDP, UNOPS og UNFPA om at sende interne revisionsrapporter til Kommissionen;

44.    opfordrer Kommissionen til at sikre gennemsigtighed, hvad angår EU-midler, som skal bruges af FN, i løbet af den årlige budgetprocedure, at forbedre planlægningen af udgifterne i samarbejde med FN og til at øge hastigheden i sine interne procedurer for at opnå hurtigere resultater;

45.    er af den opfattelse, at korrekt overvågning uvægerligt forudsætter korrekt rapportering; er dybt bekymret over, at rapporteringen stadig er utilstrækkelig, selv om Parlamentet i flere på hinanden følgende dechargebeslutninger har opfordret til en forbedring af denne situation, og på trods af Kommissionens og FN-agenturernes talrige løfter om hurtigt at træffe de nødvendige forholdsregler; opfordrer indtrængende Kommissionen til inden udgangen af marts at fremlægge en handlingsplan for Parlamentet med klare og bindende faser, der er udformet med særligt henblik på at sikre en omfattende forbedring af rapporteringssystemet for alle projekter og programmer, der finansieres via den fælles forvaltningsmetode og uddelegeres til FN-agenturerne;

46.    opfordrer Kommissionen til, at den i forbindelse med sin finansiering af projekter sammen med andre donorer gennem multidonortrustfonde har kendskab til den præcise andel af projektet, som finansieres; er af den opfattelse, at midlerne bør forvaltes via en separat konto for at sikre bedre kontrolmekanismer; mener, at Kommissionen skal have mulighed for at afvise projektet, hvis projektspecifikationerne ikke er tilfredsstillende, og at det samme bør gælde, hvis EU's repræsentanter ikke inddrages tilstrækkeligt i programmets planlægningsfase;

47.    deler Revisionsrettens synspunkt om, at Kommissionens kontrol af lovlighed og formel rigtighed bør suppleres med hensigtsmæssige kontroller af projekternes virkning og effektivitet; opfordrer derfor Kommissionen til i samarbejde med EU-Udenrigstjenesten at definere klare og målbare mål og til at indføre hensigtsmæssige kontrolforanstaltninger; understreger i denne forbindelse betydningen af at opnå rimelige garantier fra gennemførelsespartnerne; minder om, at Parlamentet har krævet revisionserklæringer fra gennemførelsespartnerne, og at det fastholder dette krav; anmoder Kommissionen om at formalisere disse erklæringer og stille dem til rådighed for Parlamentet i forbindelse med dechargeproceduren; deler Kommissionens interne revisionstjenestes anbefaling af, at der gennemføres forudgående kontroller af kontrakter og betalinger for at kontrollere støtteberettigelsen af de planlagte og afholdte omkostninger; understreger, at drøftelserne om disse spørgsmål skal dokumenteres i sagsakterne; fremhæver den interne revisionstjenestes synspunkt om, at supplerende administrationsomkostninger og andre indirekte omkostninger, som FN gør krav på og som afholdes af EU, skal være veldokumenterede og velbegrundede;

48.    støtter Revisionsrettens synspunkt om at evaluere realistiske tidsplaner for projekterne på grundlag af de foreliggende omstændigheder med henblik på at undgå en eksplosion i tidsforbrug og omkostninger, som fastsat i den finansielle og administrative rammeaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og De Forenede Nationer (FAFA); minder Kommissionen om, at den har det endelige ansvar for gennemførelsen af budgettet; anmoder Kommissionen om at holde Parlamentet underrettet om anvendelsen af de reviderede EU-FN-rapporteringsretningslinjer;

49.    opfordrer Kommissionen til at anvende en mekanisme til omkostningssammenligning for at kunne indkredse og undgå overfakturering og til at afvise supplerende indirekte omkostninger som følge af underentrepriser, hvilket Revisionsretten har konstateret i to tilfælde; anmoder Kommissionen om at foretage fælles undersøgelser i samarbejde med FN, hvis der hersker tvivl om projekternes troværdighed;

50.    beklager, at kun ganske få af de undersøgte projekter vedrører multidonortrustfonde; opfordrer Revisionsretten til at offentliggøre en særberetning, som udelukkende fokuserer på forvaltningen af multidonortrustfonde;

51.    opfordrer Revisionsretten til at underrette Parlamentet i tilfælde af fortsatte problemer med at få fuld adgang til FN-revisorernes arbejdsdokumenter i henhold til FAFA-aftalen; minder om, at Parlamentet har krævet, at der gives adgang til disse dokumenter; anmoder Kommissionen om at tilbageholde fremtidige betalinger i de pågældende sager, hvis dens tjenestegrene fortsat har problemer med at opnå tilstrækkelig adgang til disse dokumenter, i henhold til de specifikke bestemmelser i finansforordningen, der er gældende i tilfælde af manglende begrundelse; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den næste dechargeprocedure at aflægge rapport til Budgetkontroludvalget om, hvordan situationen udvikler sig, både hvad angår adgangen til revisionsrapporter og rapporternes kvalitet; anmoder Kommissionen om at undlade at uddelegere nye projekter og programmer til FN-agenturer, hvis disse foranstaltninger ikke gennemføres.

Del VII – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 4/2011 med titlen "Revision af SMV-garantifaciliteten"

52.    glæder sig over denne særberetning, der er Revisionsrettens første analyse af et finansieringsinstrument; gør opmærksom på, at SMV-garantifaciliteten anses for det mest vellykkede af alle EU-programmer med finansielle instrumenter; forventer, at Kommissionen udtaler sig om, hvorvidt der har fundet nogen ændring sted vedrørende den løftestangseffekt på 1:10 af finansieringsinstrumentet, som var åbenbar i 2009 eller i den tabsrate på ca. 0,045 %, som Revisionsretten konstaterede i slutningen af 2009;

53.    anser SMV-garantifaciliteten for at være et fornuftigt program til trods for Revisionsrettens berettigede kritik af den manglende europæiske merværdi og den rent lokale betydning af støtten til håndværkerfirmaer og detailforretninger; opfordrer i betragtning af SMV'ernes betydning for erhvervsstrukturen i medlemsstaterne og hele EU til, at de 13 lande, der deltager i programmet, præsenteres og deres resultater belyses, fordi der deraf kan udledes konklusioner med henblik på mere præcist at målrette SMV-garantifaciliteten;

54.    forventer, at Kommissionen drøfter og behandler spørgsmålene om EU-merværdi og dødvægt på en troværdig måde, idet formålet med EU's foranstaltninger ikke kan være at indføre strukturer til udelukkende nationale foranstaltninger eller erstatte nationale foranstaltninger; mener, at denne grundlæggende kritik af SMV-garantifaciliteten fra Revisionsrettens side er alvorlig, såvel som Revisionsrettens bekymring over, at støttens omfang er for bredt, og at den ikke kun fokuserer på at finansiere SMV'er med begrænset adgang til fremmedkapital;

55.    mener, at det er nødvendigt med en åben debat om, hvordan faciliteten finansieres; påpeger nedskæringen i 2010 på 57 300 000 EUR på budgetposten for rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation; kræver en redegørelse for, hvor mange ansatte i Kommissionen og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) der beskæftiger sig med forvaltningen af denne facilitet, og hvor høje de respektive administrative udgifter er; kræver oplysninger om, hvor mange ansøgninger reelt afvises;

56.    noterer sig Revisionsrettens generelle bemærkninger om en forbedret, resultatorienteret gebyrordning for finansielle tjenesteydelser, som leveres af EIF; bemærker, at Kommissionen helt har undladt at reagere på dette, og forventer, at den forelægger mere specifikke oplysninger;

57.    støtter Revisionsrettens anbefalinger om at

–       fremtidige SMV-støtteprogrammer bør baseres på en eksplicit interventionslogik

–       resultatindikatorerne forbedres, således at det bliver muligt for Kommissionen at kontrollere, hvorvidt facilitetens mål nås

–       der bør fastsættes mere specifikke mål, som bedre afspejler finansieringsinstrumentets målsætninger, kontrollen bør opdateres med henblik på at måle fremskridtene hen imod disse mål, og der bør tages passende skridt til at minimere dødvægten;

konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har accepteret ovennævnte anbefalinger, og opfordrer Kommissionen til at aflægge beretning til Parlamentet om de skridt, den har planlagt og/eller allerede har taget;

58.    støtter Revisionsrettens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at sikre:

–       at retsgrundlaget og forvaltningsaftalen for eventuelle fremtidige faciliteter er på plads i god tid før programmeringsperiodens begyndelse

–       at der i et eventuelt program til afløsning indføres et pointsystem til vurdering af de potentielle formidleres ansøgninger og fastsættes minimumskrav for udvælgelse;

bemærker, at Kommissionen agter at tage disse anbefalinger under overvejelse, og opfordrer Kommissionen til at aflægge beretning til Parlamentet om sine konklusioner, og hvorvidt der er planlagt nogle skridt for at imødekomme disse anbefalinger;

Del VIII - Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 5/2011 med titlen "Enkeltbetalingsordningen SPS: emner, der bør tages op til behandling, for at den økonomiske forvaltning kan blive mere forsvarlig”

59.    glæder sig over Revisionsrettens beretning og tager med stor interesse Revisionsrettens konklusioner og anbefalinger til efterretning; lykønsker Revisionsretten med at have leveret en beretning om et relevant emne på det rette tidspunkt;

60.    mener ikke, at SPS i tilstrækkelig grad bidrager til målsætningerne for den fælles landbrugspolitik som fastsat i traktaten; opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå de nødvendige ændringer i lovgivningen, så SPS virkelig yder et maksimalt bidrag til den fælles landbrugspolitiks målsætninger; mener, at SPS bør forbedres, således den målrettes bedre mod støtte til egentlige landbrugere; opfordrer Rådet til at støtte Parlamentet og Kommissionen i deres bestræbelser for at forbedre effektiviteten af den største enkeltstående europæiske støtteordning og dermed bidrage til en bedre styring af de EU's skatteyderes penge;

61.    mener, at der er en for høj grad af fleksibilitet (f.eks. reglerne om god landbrugs- og miljømæssig stand, GLM) og plads til fortolkning i de grundlæggende regler for SPS; opfordrer Kommissionen til at vejlede mere præcist om gennemførelsen af EU’s retsakter i medlemsstaternes nationale ret, så det undgås, at medlemsstaterne bøjer disse regler; mener i denne forbindelse, at Kommissionen bør have passende delegerede beføjelser til at lukke smuthuller og afhjælpe mangler så hurtigt som muligt;

62.    mener, at den hidtidige model har tjent sit formål og derfor bør opgives inden for den næste flerårige finansielle ramme; støtter Revisionsrettens anbefaling nr. 6, hvori det anbefales, at SPS-støtten skal baseres på de aktuelle landbrugsforhold i EU's forskellige regioner; mener endvidere, at de nuværende 20 modeller bør reduceres med det mål at nå frem til ideelt set en enkelt fælles EU-model, som skal være gældende i alle medlemsstater;

63.    minder om, at det for at sikre innovation inden for landbrugssektoren er meget vigtigt, at nye landbrugere træder ind i sektoren; er derfor bekymret over, at Revisionsretten har konstateret, at nogle af de medlemsstater, som anvender SPS (5 ud af 17) ikke benytter sig af de tilgængelige muligheder i den nationale reserve til at lette nye landbrugeres indtræden i erhvervet for at fremme generationsskiftet i landdistrikterne;

64.    mener, at den nuværende SPS fungerer på en måde, som ikke formår at stimulere tilstrækkelig innovation i landbrugssektoren, og som desuden forhindrer en ny tilgang af aktører til sektoren;

65.    er navnlig bekymret over, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem SPS-støtten og landbrugernes udgifter til at overholde god landbrugs- og miljømæssig stand; mener, at dette resulterer i en balance mellem omfanget af støtte og et bedre miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed; anerkender ikke desto mindre, at princippet om afkobling begrænser etableringen af en sådan sammenknytning;

66.    mener, at Kommissionen i sit forslag til den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør sikre, at fordelingen af støtten mellem landbrugerne er mere ligelig;

Del IX – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 6/2011 med titlen "Var de turismeprojekter, der blev samfinansieret af EFRU, effektive?"

67.    glæder sig over Revisionsrettens konklusioner, navnlig om at alle projekterne havde positive resultater i den ene eller anden form, og at størstedelen havde vellykkede resultater på flere områder; bemærker også, at projekterne blev anset for at have gavnet den lokale økonomi og/eller bidraget til at bevare elementer af en regions kulturelle, historiske, kunstneriske eller miljømæssige arv;

68.    støtter Revisionsrettens konklusion om, at oprettelse eller bevarelse af arbejdspladser er centrale faktorer, når det gælder om at fremme en afbalanceret og varig udvikling af økonomien og beskæftigelsen;

69.    bemærker med bekymring, at der kun var fastlagt mål for 58 % af de undersøgte projekter, mens der for de resterende 42 % ikke var fastlagt mål for resultaterne, og der blev ikke foretaget nogen kontrol af resultaterne for størstedelen af de undersøgte projekter;

70.    beklager, at det er vanskeligt at vurdere, dels hvilke resultater der reelt er opnået med projekterne, dels omfanget af EU-merværdien, når der ikke systematisk opstilles målsætninger for projekterne med mål og indikatorer, og resultaterne ikke efterfølgende kontrolleres og evalueres;

71.    støtter Revisionsrettens anbefaling til forvaltningsmyndighederne om at sikre, at der fastsættes passende målsætninger, mål og indikatorer (f.eks. antallet af oprettede arbejdspladser, den yderligere tilførte turismekapacitet og stigningen i turismeaktiviteten) i støtteansøgnings- og beslutningsfaserne med henblik på at sikre udvælgelse af de projekter, der sandsynligvis vil være virkningsfulde, og at sørge for evaluering af resultaterne heraf; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme denne praksis;

72.    støtter Revisionsrettens anbefaling, hvori Kommissionen opfordres til at foretage en evaluering af støtten i turismesektoren og overveje, dels om det er en omkostningseffektiv måde at støtte medlemsstaternes bestræbelser på for at fremme økonomisk vækst, og dels om en sådan støtte ville kunne målrettes bedre;

73.    glæder sig over Kommissionens indsats for at forenkle EFRU-støtteproceduren med henblik på at minimere den administrative byrde for de projektansvarlige; opfordrer indtrængende Kommissionen til at rapportere om fremskridtene på dette område;

Del X – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 7/2011 med titlen "Er støtten til miljøvenligt landbrug udformet og forvaltet godt?"

74.    anerkender betydningen af foranstaltningerne til fremme af miljøvenligt landbrug som et centralt element i EU's politikker rettet mod at begrænse landbrugets negative indvirkning på miljøet; erkender, at betalingerne for miljøvenligt landbrug er et middel til at "tilskynde landbrugerne og andre arealforvaltere til at tjene samfundet som helhed ved indførelse eller fortsat anvendelse af produktionsmetoder, der er forenelige med beskyttelse og forbedring af miljøet, landskabet og dets karakteristika, naturressourcerne, jordbunden og den genetiske diversitet"[1];

75.    understreger samtidig, at de offentlige udgifter bør afholdes således, at der sikres maksimal omkostningseffektivitet og mærkbare resultater; understreger det presserende behov for, at der på mest effektiv vis præsteres resultater med hensyn til EU-forpligtelserne (reduktion af drivhusgasemissionerne inden 2020, EU's 2020-biodiversitetsstrategi osv.);

76.    er bekymret over Revisionsrettens konklusion om, at politikken for miljøvenligt landbrug ikke er udformet og overvåget således, at der skabes mærkbare miljøforbedringer, idet målene for betalingerne for miljøvenligt landbrug ikke er tilstrækkeligt specifikke til, at det kan vurderes, hvorvidt de er nået, idet de nævnte miljøbelastninger ikke udgør en klar begrundelse for betalingerne for miljøvenligt landbrug, og det ikke er let at overvåge resultaterne af politikken for miljøvenligt landbrug; opfordrer medlemsstaterne til at etablere klart målrettede landdistriktsudviklingsprogrammer og opfordrer Kommissionen til at vurdere disse programmer mere indgående, inden de godkendes; understreger med hensyn til udviklingen af landdistrikterne betydningen af et godt forvaltet europæisk evalueringsnetværk;

77.    glæder sig over Revisionsrettens konklusion om, at landbrugerne generelt støttes godt gennem passende vejledning; bemærker dog, at det er nødvendigt at forbedre udbredelsen af bedste praksis og feedback i forbindelse med resultaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med dette formål at gøre bedre brug af eksisterende strukturer som f.eks. det europæiske netværk for landdistriktsudvikling;

78.    glæder sig over Revisionsrettens konklusion om, at landbrugerne generelt støttes godt gennem passende vejledning, og bemærker de mange tilfælde af bedste praksis, som Revisionsretten har peget på; er bekymret over, at de fleste medlemsstater ikke vurderer, hvor høj deltagelsesfrekvens der skal til for at sikre, at der opnås de forventede miljøvirkninger med delforanstaltningerne, og om støttebeløbene er tilstrækkelige til at nå dette minimumsniveau; mener, at LEADER-metoden til udvikling af landdistrikterne også kan anvendes til at implementere en kollektiv metode;

79.    er bekymret over de svagheder ved fastsættelsen af støttebeløb, som Revisionsretten har afdækket; opfordrer Kommissionen til forud for godkendelse af programmerne at sikre, at der tages behørigt hensyn til alle de elementer, som Revisionsretten har anført som værende nødvendige for en korrekt fastsættelse af støttebeløb;

80.    er bekymret over, at de fleste udgifter blev afholdt til "horisontale" delforanstaltninger, som blev gennemført i hele det område, programmet dækker, uden at dette altid var begrundet i programmerne for udvikling af landdistrikter; anser det for uacceptabelt, at medlemsstaterne kun i begrænset omfang målretter deres indsats eller gør brug af udvælgelsesprocedurer; mener, at det i alle tilfælde bør begrundes i programmerne, når indsatsen ikke målrettes;

81.    er dybt foruroliget over, at forvaltningen af politikken for miljøvenligt landbrug ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til specifikke miljømæssige behov, således at der ikke opnås fuld valuta for pengene; finder det uacceptabelt, at der, ifølge Revisionsrettens konklusioner, i 39 % af de kontrollerede kontrakter ikke fandtes nogen specifik miljøbelastning i det område, hvor kontrakten blev gennemført, eller at den type problemer ikke kunne påvises af medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at koncentrere kræfterne om en kollektiv metode i de tilfælde, hvor dette vil sikre den ønskede miljøvirkning;

82.    understreger, at det i forbindelse med den næste programmeringsperiode er nødvendigt at målrette støtteordningerne til miljøvenligt landbrug til mere specifikke prioriteter for at betalingerne for miljøvenligt landbrug kan føre til de ønskede virkninger med hensyn til biodiversitet, bevarelse og udvikling af naturvenlige landbrugs- og skovbrugsmetoder og traditionelle landbrugslandskaber, vand og klimaændringer;

83.    glæder sig over den strategi, der er valgt i Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (KOM(2011) 627/2), hvormed der vil blive lagt øget vægt på en fortsat overvågning og på resultatindikatorer for programmerne for udvikling af landdistrikter;

  • [1]  Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1), betragtning 35.

Del XI - Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 8/2011 med titlen "Inddrivelse af uretmæssige udbetalte beløb under den fælles landbrugspolitik"

84.    glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tager dens konklusioner til efterretning; understreger, at Parlamentet gennem lang tid har kritiseret, at inddrivelsessystemet kun fungerer delvist; understreger, at Kommissionens "bedre" tal for inddrivelser stadigvæk viser, at modtagerne beholder 60 % af de uberettiget udbetalte beløb; bemærker, at denne andel endda er 90 %, hvis man lægger Revisionsrettens tal til grund;

85.    støtter Revisionsrettens anbefalinger om, at Kommissionen bør

–       anmode medlemsstaterne om at indberette uregelmæssigheder og øvrige inddrivelser på det tidspunkt, hvor opkrævningsbrevet er blevet udfærdiget

–       indføre en ensartet tidsfrist fra konstateringen af en potentiel uregelmæssighed til forkyndelsen af opkrævningsbrevet for debitor for at fremme harmonisering mellem medlemsstaterne og hurtig fremsendelse af oplysninger til OLAF

–       udstede klare og utvetydige regler i forbindelse med tilskrivning, registrering og indberetning af renter af udestående gæld

–       klart definere, under hvilke omstændigheder fordringer kan erklæres for uerholdelige, særlig i forbindelse med konkurssager

–       foretage en nøjagtig vurdering af de uberettiget udbetalte beløb pr. år til slutmodtagerne for at fastslå, hvor mange penge der skulle have været inddrevet hos slutmodtageren, og for at der ligeledes kan ske en præcis henføring af opkrævningen til det år, hvor tabet er opstået;

86.    bemærker, at inddrivelsessystemet kun vedrører en brøkdel af betalingerne, og at af de anslåede 500 000 000 000 EUR i betalinger under den fælles landbrugspolitik, der er foretaget i løbet af de sidste 10 år, er 5 000 000 000 EUR (1 %) blevet inddrevet (særberetning nr. 7/2010); bemærker endvidere, at det derfor er dyrere at opretholde et funktionsdygtigt kontrolsystem end at betale de økonomiske korrektioner til Kommissionen;

87.    bemærker Kommissionens holdning om at ville tage yderligere hensyn til disse anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at underrette Parlamentet om, hvilke skridt den agter at tage for at imødekomme disse anbefalinger;

88.    beklager, at den andel af gælden, der blev afskrevet og lagt over på EU's budget, var på 87,8 % eller 428 900 000 EUR for perioden 2006-2009; anmoder Kommissionen om at tage en sanktionsmekanisme i brug, hvis medlemsstaterne afskriver gældsposter som uerholdelige, når dette skridt ikke er hensigtsmæssigt; mener, at dette kræver en klar og praktisk anvendelig definition af retningslinjerne uden plads til forskellige fortolkninger;

89.  støtter Revisionsrettens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at sikre, at

–       den måde, hvorpå gælden administreres og rapporteres i medlemsstaterne, forbedres yderligere, og at disse gældsposter får en ensartet behandling på tværs af alle medlemsstater

–       der i god tid udstedes retningslinjer med henblik på at håndtere vedvarende uoverensstemmelser i nøglebegreberne vedrørende rapportering og regnskabsaflæggelse

–       anvendelsen af 50/50-reglen revideres, især hvad angår de beløb, der potentielt undgår afregning, samt at 50/50-reglen bliver virkningsfuldt anvendt

–       godkendelsesorganerne gennem deres kontrol af debitorernes regnskaber i medlemsstaterne dækker de fremhævede risici

–       en større andel af de uberettigede udbetalinger bliver inddrevet fra modtagerne

–       opfølgningen på de gamle sager fra taskforcen for inddrivelser bliver afsluttet og behandlet ensartet i alle medlemsstater;

90.    tager Kommissionens præciseringer vedrørende disse anbefalinger til efterretning og opfordrer Kommissionen til at overveje disse forslag yderligere; opfordrer Kommissionen til at underrette Parlamentet om sine konklusioner og om, hvorvidt den agter at tage skridt i anledning af disse anbefalinger;

91.    glæder sig over initiativet fra OLAF om at undersøge muligheden for at ændre Kommissionens forordning (EF) nr. 1848/2006 af 14. december 2006 om uregelmæssigheder og tilbagebetaling af beløb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den fælles landbrugspolitik, samt om oprettelse af et informationssystem på dette område[1] for at forbedre udvekslingen og anvendelsen af de eksisterende oplysninger; opfordrer OLAF til at underrette Parlamentet om sine resultater;

92.    opfordrer til en ensartet behandling af (inddrivelsen af) udestående gæld i alle medlemsstater og fastholder, at der skal tages skridt til at sikre, at penge, som Unionen har til gode som følge af overtrædelser af EU-lovgivningen, faktisk betales tilbage, på trods af at nogle af dem lider under finanskrisen;

93.    konstaterer, at det beløb, der er debiteret medlemsstaterne i henhold til 50/50-reglen (2006-2009), er på 424 000 000 EUR, og at 58 % heraf vedrører Italien; anmoder om, at der udarbejdes en handlingsplan for Italien for at rette op på denne situation;

94.    minder om, at der stadig mangler gennemsigtighed med hensyn til offentliggørelse i de finansieringsoversigter, der forelægges Parlamentet, vedrørende de beløb, der trækkes fra medlemsstaterne (i realiteten skatteydernes penge), og de beløb, der reelt inddrives fra modtagerne; anmoder Kommissionen om at give Parlamentet disse oplysninger;

95.    opfordrer Revisionsretten til at offentliggøre en beretning om det samme emne inden for strukturfondenes område;

  • [1]  EUT L 355 af 15.12.2006, s. 56.

Del XII – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2011 med titlen ""Har de EFRU-støttede e-forvaltningsprojekter været effektive?"

96.    glæder sig over Revisionsrettens særberetning og Revisionsrettens vurdering af, at de EFRU-støttede e-forvaltningsprojekter har bidraget til udviklingen af elektroniske offentlige tjenester;

97.    støtter Revisionsrettens anbefalinger, navnlig om at

–       medlemsstaterne bør udvikle strategier for e-forvaltning, som er baseret på konstaterede behov, har klare mål og fordeler ansvaret på de instanser, der er ansvarlige for opfyldelsen af disse mål

–       forvaltningsmyndighederne bør udvælge e-forvaltningsprojekter til EFRU-støtte på basis af en vurdering af de sandsynlige projektomkostninger og -fordele

–       forvaltningsmyndighederne i medlemsstaterne bør sikre, at e-forvaltningsprojekter, der udvælges til EFRU-støtte, ikke alene fokuserer på projektoutput, men også på de ændringer i processerne eller i organiseringen, der er nødvendige for, at der kan drages fordel af de udviklede systemer

–       forvaltningsmyndighederne bør tilskyndes til at anvende den bedste praksis, hvilket de kan finde rådgivning om via f.eks. ePractice-netværket, og bør anbefale, at der anvendes en hensigtsmæssig projektforvaltningsmetode til e-forvaltningsprojekter, der modtager EFRU-støtte

–       Kommissionen bør opfordres til at fortsætte sine bestræbelser på at sikre, at de EU-principper og -anbefalinger, som fremmer transeuropæisk interoperabilitet, navnlig principperne for den europæiske interoperabilitetsramme, tages i betragtning i de projekter, der modtager støtte fra EFRU

–       forvaltningsmyndighederne opfordres til i forbindelse med udvælgelsen af e-forvaltningsprojekter at sørge for, at der er taget tilstrækkelig højde for alle væsentlige omkostninger, herunder vedligeholdelsesomkostninger, i den cost-benefit-analyse, der bør underbygge finansieringsafgørelsen

–       Kommissionen opfordres til at fortsætte sine bestræbelser på at sikre, at forvaltningsmyndighederne overvåger og evaluerer projekternes resultater og effekt for at påvise, at EU-midlerne anvendes effektivt, og for at give vigtig feedback med henblik på at forbedre udformningen af fremtidige programmer;

Del XIII - Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 10/2011 med titlen "Er ordningerne for skolemælk og skolefrugt effektive?"

98.    minder om resultatet af den evaluering af skolemælksordningen, der blev foretaget i 1999, og om Revisionsrettens bemærkning om, at der ikke er sket nogen reel ændring i ordningen siden da;

99.    understreger, at det ville være spild af skatteydernes penge blot at fortsætte skolemælksordningen som hidtil, og at ordningen derfor bør standses, medmindre der øjeblikkelig foretages en omfattende reform;

100.  understreger, at kun 10 % af de skoler, der er berettiget til at deltage i skolemælksordningen, for øjeblikket udnytter ordningen; finder i forlængelse heraf, at medlemsstaterne har udvist tilslutning til programmet til trods for den lave støttesats og dets mulige "dødvægtseffekt"; opfordrer medlemsstaterne til at indføre nationale ernæringsprogrammer for skolerne og i den forbindelse erstatte skolemælks- og skolefrugtordningerne med mere målrettede foranstaltninger;

101.  er af den opfattelse, at skolemælks- og skolefrugtordningerne, hvis de videreføres, bør fungere ens med henblik på at lette koordineringen og skabelsen af synergi, da ordningerne har de samme mål;

102.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på et videnskabeligt grundlag at målrette indsatsen mod de børn og skoleelever, der vil have mest gavn af disse ordninger (hvad angår ernæringsbehov, aldersgruppe, helbredstilstand, samfundsgruppe osv.); understreger, at en målrettet indsats vil gøre det lettere at måle virkningen af ordningerne;

103.  mener, at produkterne bør uddeles gratis, og at det bør undgås at uddele dem i kantiner;

104.  fastholder, at uddelingen af produkter, der er omfattet af disse ordninger, skal ske som led i en national og/eller regional strategi og understreger, at en sådan strategi også skal omfatte ledsageforanstaltninger (i form af uddannelses- og oplysningstiltag, der involverer forældre og lærere);

105.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre et medfinansieringssystem for skolemælksordningen i lighed med det, der finder anvendelse på skolefrugtordningen; mener, at Kommissionen og medlemsstaterne kunne overveje at udvide medfinansieringen til at omfatte ledsageforanstaltninger; mener endvidere, at uudnyttede bevillingsrammer kunne omfordeles mellem medlemsstaterne;

106.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre effektive overvågnings- og kontrolsystemer.

Del XIV – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 11/2011 med titlen "Er ordningen for geografiske betegnelser udformet, og forvaltes den på en måde, som sikrer, at ordningen er effektiv?"

107.  glæder sig over Revisionsrettens særberetning og noterer sig Revisionsrettens konklusioner om, at

–       lovbestemmelserne om ordningen for de geografiske betegnelser ikke indeholder nogen minimumskrav for kontrol af produktspecifikationer og ikke behandler spørgsmål som f.eks. hvad kontrollen som minimum skal dække, hvor ofte den skal foretages, hvordan der skal udvælges til kontrol, og hvilke af de parter, der er involveret i de forskellige stadier i produktionen og distributionen, der skal kontrolleres

–       forordning (EF) nr. 882/2004 ikke behandler spørgsmålene om den obligatoriske karakter og form af den kontrol, medlemsstaterne skal udføre for at forhindre og afsløre ikke-tilladt praksis i forbindelse med ordningen for geografiske betegnelser;

108.  er bekymret over, at dette ifølge Revisionsrettens revision fører til en situation, hvor medlemsstaternes kontrolsystemer varierer med hensyn til en række vigtige aspekter, og mener, at disse forskelle skal mindskes i fremtiden; noterer sig Kommissionens forslag (COM(2011)0733), som er en del af den såkaldte "kvalitetspakke"; kræver, at der indføres en passende kontrolstruktur og et passende kontrolsystem, der sikrer en konstant høj produktkvalitet for en beskyttet oprindelsesbetegnelse og en beskyttet geografisk betegnelse og på effektiv vis forhindrer og afslører ikke-tilladt praksis i alle medlemsstater; mener imidlertid, at dette ikke må føre til yderligere kontrolniveauer, fastsættelse af maksimale kontrolkrav og en yderligere stigning i bureaukratiet;

109.  støtter Revisionsrettens anbefaling om at medtage revisioner af medlemsstaters kontrol af ordningen for geografiske betegnelser i Kommissionens plan over regelmæssige revisioner i medlemsstaterne og anmoder Kommissionen om at handle i overensstemmelse hermed;

110.  minder om Revisionsrettens konklusion om, at proceduren til gennemgang af ansøgningerne på nationalt plan og i Kommissionen er langsommelig, og anmoder Kommissionen om at forenkle og forkorte de bureaukratiske og langsommelige registreringsprocedurer for at gøre ordningen for geografiske betegnelser mere attraktiv for potentielle ansøgere, som for øjeblikket afskrækkes af de alt for tidskrævende ansøgningsprocedurer;

111.  er bekymret over, at Revisionsrettens revision viste, at forbrugerne og producenterne havde et ringe kendskab til ordningen for geografiske betegnelser; er også bekymret over, at de muligheder, som anvendes for øjeblikket, ansås for uegnede til at højne kendskabet til ordningen for geografiske betegnelser og for utilstrækkelige til at tilskynde producenterne til at deltage; anmoder derfor Kommissionen om grundigt at undersøge situationen, udvikle en klar strategi og fastsætte effektive foranstaltninger og måder, som retter op på det nuværende manglende kendskab til ordningen for geografiske betegnelser, dens produkter og logoer som f. eks. ved på eget initiativ at gennemføre kampagner, etc.;

112.  støtter Revisionsrettens anbefaling om, at der indføres en ordning for gensidig bistand, der tager hensyn til de særlige behov hos nationale myndigheder, der har ansvaret for ordningen for geografiske betegnelser;

113.  minder om, at EU's system for geografiske betegnelser skelner mellem to typer af beskyttede betegnelser: beskyttet oprindelsesbetegnelse og beskyttet geografisk betegnelse; påpeger, at disse betegnelser er forvirrende for forbrugerne, eftersom forskellen mellem dem ikke fremgår tydeligt; foreslår derfor indførelse af tydeligere indikatorer, som sætter forbrugerne i stand til at se, hvorledes de beskyttede betegnelser er forskellige fra hinanden, hvad angår graden og arten af forbindelse mellem et produkt og en geografisk region;

114.  er bekymret over de seneste pressemeddelelser om visse tredjelandes uhensigtsmæssige anvendelse og misbrug af geografiske betegnelser; anmoder Kommissionen om aktivt at træffe foranstaltninger til at beskytte produkter, som er registreret under EU's ordning for geografiske betegnelser, også inden for rammerne af international handel, og arbejde videre med de relevante aftaler med tredjelande;

115.  opfordrer Kommissionen til at underrette Parlamentet om resultatet af dens foranstaltninger;

Del XV – Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 15/2011 med titlen "Sikrer Kommissionens procedurer en effektiv forvaltning af statsstøttekontrollen?"

116.  glæder sig over særberetningen og tilslutter sig generelt Revisionsrettens anbefalinger med de følgende bemærkninger og noterer sig, at der kun blev udvalgt otte medlemsstater til revisionen;

117.  noterer sig Revisionsrettens vurdering, at Kommissionen reagerede hurtigt og effektivt på den finansielle krise og på denne måde bidrog væsentligt til, at ingen af de større finansielle institutioner med hovedsæde i EU gik konkurs;

118.  anmoder Kommissionen om at indtage en mere proaktiv rolle i forholdet til medlemsstaterne, navnlig med henblik på

–       at gøre en større indsats for at øge kendskabet til statsstøttereglerne ved at sprede information om bedste praksis og yde mere praktisk vejledning

–       at sikre, at statsstøtteforanstaltninger i alle relevante tilfælde anmeldes korrekt og til at udvikle midler til at bringe medlemsstater, der ikke anmelder statsstøtte, til orden

–       omgående at stille flere menneskelige ressourcer til rådighed for statsstøttekontrollen;

119.  bemærker svaghederne, for så vidt angår behovet for at fremskynde beslutningsprocessen og øge gennemsigtigheden i forbindelse hermed, og anmoder Kommissionen om at træffe foranstaltninger til at begrænse længden af undersøgelsesproceduren; noterer sig det høje antal anmodninger om oplysninger, der sendes til medlemsstaterne, og opfordrer Kommissionen til at indskrænke disse anmodninger med henblik på at fremskynde proceduren; anmoder Kommissionen om at underrette Parlamentet om, hvor lang tid det gennemsnitligt har taget at afslutte sager i de seneste fire år for hver enkelt medlemsstat;

120.  opfordrer Kommissionen til yderligere at overveje, om erfaringerne fra den vellykkede håndtering af den finansielle krise kan anvendes til at rationalisere arbejdet under "normale omstændigheder", og til inden september 2012 at underrette Parlamentet om eventuelle ændringer, der vil blive foretaget;

121.  understreger betydningen af at garantere retssikkerheden for alle berørte parter; opfordrer derfor Kommissionen til

–       hurtigt at behandle ubegrundede klager

–       generelt at fremskynde klagebehandlingsproceduren og afsætte de nødvendige ressourcer til at begrænse mængden af uafklarede sager

–       behørigt at underrette klageren, medlemsstaten og støttemodtageren om fremskridt i sagerne og om udfaldet af undersøgelsen;

122.  bemærker svaghederne i anvendelsen af de disponible menneskelige ressourcer og glæder sig over Kommissionens plan om at gennemføre et forbedret system til tidsregistrering; tilslutter sig Revisionsrettens forslag om at indføre ledelsesrapportering beregnet til at sikre effektiv overvågning af tidsforbruget på de enkelte sager og arbejdsbyrden for den enkelte sagsbehandler; forventer, at dette system vil fungere inden udgangen af 2012;

123.  understreger vigtigheden af, at statsstøtteforanstaltninger overvåges; opfordrer derfor Kommissionen til at optrappe sine overvågningsaktiviteter, både med hensyn til stikprøvestørrelse og omfang;

124.  bemærker svaghederne i dataindsamlingsprocessen og anmoder Kommissionen om at forbedre effektiviteten og pålideligheden heraf og om inden afslutningen af dechargeproceduren for 2010 at aflægge rapport om fremskridt i forbindelse med indførelsen af SARI-applikationen[1];

125.  opfordrer Kommissionen til at udvide grundlaget for sin efterfølgende vurdering af effekten af statsstøtte og statsstøttekontrol på virksomheder, markeder og den samlede økonomi;

o

o         o

126.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

  • [1]  SARI-applikationen er en ny central databaseapplikation, hvor støtteydende myndigheder i medlemsstaten direkte kan indtaste deres støtteudgifter (særberetning nr. 15/2011, s. 60).

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

26.3.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

26

0

1

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Marta Andreasen, Inés Ayala Sender, Andrea Češková, Tamás Deutsch, Martin Ehrenhauser, Jens Geier, Gerben-Jan Gerbrandy, Ingeborg Gräßle, Iliana Ivanova, Bogusław Liberadzki, Monica Luisa Macovei, Jan Mulder, Eva Ortiz Vilella, Aldo Patriciello, Crescenzio Rivellini, Petri Sarvamaa, Bart Staes, Georgios Stavrakakis, Søren Bo Søndergaard, Michael Theurer

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Amelia Andersdotter, Zuzana Brzobohatá, Christofer Fjellner, Edit Herczog, Ivailo Kalfin, Marian-Jean Marinescu, Véronique Mathieu, Olle Schmidt, Barbara Weiler