Procedure : 2012/2075(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0398/2012

Indgivne tekster :

A7-0398/2012

Forhandlinger :

PV 14/01/2013 - 22
CRE 14/01/2013 - 22

Afstemninger :

PV 15/01/2013 - 9.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2013)0003

BETÆNKNING     
PDF 181kWORD 87k
5.12.2012
PE 496.502v02-00 A7-0398/2012

om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, gennemførelse og anvendelse

(2012/2075(INI))

Regionaludviklingsudvalget

Ordfører: Rosa Estaràs Ferragut

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, gennemførelse og anvendelse

2012/2075 (INI))

Europa-Parlamentet,

   der henviser til artikel 175, 212 og 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(1),

   der henviser til den interinstitutionelle aftale af 7. november 2002 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om finansieringen af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, som supplerer den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(2),

   der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (COM(2011)0613),

   der henviser til Kommissionens beretning om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond 2010 (COM(2011)0694),

   der henviser til rapport fra Kommissionen om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond – Årsrapport 2008 og Rapport om Solidaritetsfondens erfaringer efter seks års arbejde (COM(2009)0193),

   der henviser til sin beslutning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(3),

   der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond(4),

   der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 3/2008 – Den Europæiske Unions Solidaritetsfond: Hvor hurtig, effektiv og smidig er den?(5),

   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

   der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget (A7-0398/2012),

A. der henviser til, at det i artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bestemmes, at Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab og på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller menneskeskabt katastrofe;

B.  der henviser til, at Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF) er Unionens vigtigste instrument til at udvise solidaritet ved at stille betydelig økonomisk støtte til rådighed for medlemsstater eller regioner, der er berørt af alvorlige katastrofer;

C. der henviser til, at EUSF, når det er nødvendigt at anvende den, i vidt omfang anses som et af Den Europæiske Unions mest tilfredsstillende instrumenter, idet den er den tydeligste, mest afgørende og væsentligste tilkendegivelse af europæisk solidaritet med borgerne i tilfælde af en vanskelig situation;

D. der henviser til, at lovforslaget fra 2005 om en ny forordning for EUSF mødte stor tilslutning i Europa-Parlamentet, men var uacceptabelt for de fleste medlemsstater og til sidst blev trukket tilbage af Kommissionen;

E.  der henviser til, at den nuværende krise forpligter medlemsstaterne og EU til ikke at afholde for mange udgifter;

F.  der henviser til, at en række rapporter har fastslået, at det er nødvendigt at ændre EUSF-forordningen(6) med det hovedformål at gøre den mere fleksibel og forbedre dens funktionsevne, samtidig med at nærhedsprincippet altid overholdes;

Gennemførelsen af EUSF

1.  understreger EUSF’s betydning som det hovedinstrument, der giver Den Europæiske Union mulighed for at reagere på en alvorlig katastrofe, som indtræder på Unionens territorium eller i lande, der forhandler om tiltrædelse til EU;

2.  fastholder, at man på trods af borgernes meget positive opfattelse af fonden skal forbedre dens funktionsmåde ved at gøre den mere fleksibel og mere synlig med henblik på at højne Den Europæiske Unions troværdighed blandt borgerne;

3.  understreger betydningen af den hjælp, som EUSF yder medlemsstaterne for at lette byrderne på de offentlige budgetter, når de stilles over for nødsituationer forårsaget af alvorlige katastrofer, hvilket ofte kan medføre budgetoverskridelser;

4.  mener, at den tid, det i dag tager at anvende fonden, er uacceptabelt lang, og påpeger derfor behovet for at forbedre effektiviteten og hurtigheden af de nødvendige administrative procedurer for fondens anvendelse, som kræver deltagelse af tre europæiske institutioner, før anvendelsen kan godkendes, hvilket fører til, at disse procedurer forsinker og forlænger den tid, det tager at hjælpe de medlemsstater, der er berørt af en katastrofe, uforholdsmæssigt, hvorved fonden ikke kan levere de ønskede resultater;

5.  understreger, at størstedelen af ansøgningerne (63 %) blev indgivet i særkategorien "regional katastrofe", og at 66 % af disse blev afvist efter at være blevet vurderet af Kommissionen;

6.  finder, at den pågældende forordnings nuværende bestemmelser hvad angår de katastrofer, der anses for at have "langsom udvikling”, medfører retlige og praktiske vanskeligheder for dens anvendelse, og anmoder derfor Kommissionen om at overveje at udvise større fleksibilitet med hensyn til fristerne for indgivelse af ansøgninger, således at der kan fokuseres på at sikre, at sådanne skader også kan omfattes af EUSF;

Anbefalede forbedringer af EUSF

7.  bifalder Kommissionens beslutning om, at der er behov for at revidere den nuværende EUSF-forordning for at forbedre dens funktionsmåde og drift; deler Kommissionens opfattelse om, at forslaget om ændring af forordningen som følge af den nuværende økonomiske krise ikke bør medføre en yderligere økonomisk byrde for hverken Unionens eller medlemsstaternes budget;

8.  bemærker, at princippet om, at skadevolder skal betale, fortsat bør finde anvendelse, for at anvendelsen af EUSF ikke fører til, at de ansvarlige for en katastrofe fritages for deres ansvar;

9.  mener, at den modstand, som udvises af et antal medlemsstater, som frygter, at væsentlige ændringer i instrumentets retsgrundlag vil medføre større økonomiske udbetalinger, er ubegrundet og har begrænset tilpasningen af forordningen af 2002(7) til visse præciseringer samt et forsøg på at forbedre dens funktionsevne; påpeger, at katastroferne i Den Europæiske Unions regioner siden fondens oprettelse desværre er øget betydeligt i antal, art, alvor og intensitet;

10. glæder sig alligevel over, at den blotte indførelse af visse tilpasninger af de gældende regler vil medføre betydelige forbedringer af dens funktion, samtidig med at dens berettigelse og karakter, som i det væsentlige består i at være et smidigt og effektivt instrument, som hurtigt kan hjælpe de borgere, som er berørt af et fænomen, der grundlæggende ændrer deres livsbetingelser og trivsel, bevares;

11. spørger sig selv, om en klarere og mere præcis definition af katastrofebegrebet kunne hjælpe med at reducere den skepsis, der findes i mange af de medlemsstater, der er imod en dybdegående reform af dette EU-instrument;

Forkortelse af den tid, det tager at yde støtte

12. understreger, at der er et presserende behov for at forenkle de nødvendige bureaukratiske procedurer for at anvende dette EU-instrument med henblik på at reducere den tid, der går, fra katastrofen indtræder, til den berørte medlemsstat eller region modtager hjælp, som i visse tilfælde kan overstige et år; bemærker imidlertid, at dette instrument ikke blev oprettet for at kunne reagere hurtigt, men derimod for at genfinansiere de nødoperationer, som i første omgang finansiere af de offentlige myndigheder i det berørte land;

13. glæder sig over Kommissionens forslag om at bidrage til forenklingen af procedurerne på EU-plan med henblik på at mindske forsinkelserne; understreger, at medlemsstaterne også bør analysere deres administrative procedurer og afdække og fjerne eventuelle flaskehalse, der kan hindre en hurtigere mobilisering af bistand til de berørte regioner;

14. opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med de lokale og regionale myndigheder i alle faser af gennemførelsen for at sikre, at Unionens bistand er synlig og effektiv på stedet, og for at fremme bæredygtige løsninger;

15. finder, at Kommissionens forslag om at sammenlægge støttebeslutningerne og gennemførelsesaftalerne mellem Kommissionen og medlemsstaterne er interessant og relevant, når Parlamentet og Rådet har stillet de finansielle midler til rådighed, eftersom det ville give mulighed for at spare tid og dermed gøre det muligt at reagerer hurtigere;

16. finder, at EUSF ganske som nu skal forblive uden for Unionens budget og anvendes, når katastroferne indtræder, eftersom disse er uforudsigelige, og eftersom det er umuligt at forudsige antallet og alvoren af de katastrofer, der kan indtræde;

17. støtter tanken om, at indførelsen af muligheden for at udbetale forskud, så snart den berørte stat har anmodet om assistance, også er en bæredygtig metode til fremskyndelse af proceduren for afgivelse af støtte til lande, der er berørt af en større katastrofe, og at det vil bidrage til at forbedre EUSF’s effektivitet; finder, at forudbetalingen i tilfælde af en sådan beslutning skal udgøre en fast procentsats af den støtte, der forventeligt skal tildeles, og at udbetalingen skal tilbagebetales til Unionens budget, såfremt ansøgningen afvises;

Større klarhed for så vidt angår anvendelsesområdet og definitioner

18. henstiller til Kommissionen, at den klart definerer Fondens anvendelsesområde og dækning for at ophæve alle retlige usikkerheder om dens anvendelsesområde og herved endvidere undgå, at medlemsstater fremsætter ansøgninger, fordi de føler sig presset hertil af deres borgere, selv om de ved, at ansøgningerne nødvendigvis vil blive afvist;

19. mener, at følgeskader, såfremt en katastrofe udvikler sig videre, fortsat skal være dækket af fonden, hvis de har væsentlige konsekvenser for en regions socioøkonomiske struktur;

20. lægger vægt på, at det er nødvendigt enkelt og tydeligt at definere, hvad en katastrofe på regionalt niveau er, og afklare, hvordan det vurderes, om katastrofer på regionalt niveau er støtteberettigede, ved at indføre et enkelt og objektivt kriterium, som giver mulighed for at sammenligne dem med andre katastrofer samt fjerne enhver mulighed for spekulative fortolkninger og enhver tvivl hos ansøgerne om, hvorvidt de er støtteberettigede;

21. finder, at kriteriet baseret på indkomsttærskler kan anvendes som almindeligt grundlæggende kriterium for alle former for katastrofer; understreger, at det, såfremt det skal fungere som indikator til at vurdere, om en regional katastrofe er støtteberettiget, bør tilpasses for at bringe det i overensstemmelse med de regionale BNP-niveauer det seneste år, for hvilke der foreligger officielle tal, ved at anvende en forudbestemt vægtningsfaktor, som tager højde for tab, der ikke kan gøres op som indkomst, samt for de direkte og indirekte indvirkninger, som en regional katastrofe almindeligvis har, og som ofte er meget højere end dem, der kan gøres op som indkomst;

22. mener, at den tærskelværdi for skader på 1,5 % af det regionale BNP på NUTS 2-niveau(8), som er foreslået for at fastslå, om en regional katastrofe er støtteberettiget, vil afklare forventningerne til, om en eventuel ansøgning om anvendelse af fonden vil kunne antages eller ej, men understreger, at eftersom det stort set vil føre til samme resultat som de nuværende kriterier for regionale katastrofer, vil nærmest alle regionale katastrofer fortsat ikke være støtteberettigede; påpeger derfor, at en tærskelværdi, der er så høj, ikke giver det svar, som borgerne forventer, og dermed ikke hindrer frustration hos ofrene for en katastrofe, som derimod fortsat vil fordømme Unionens handlinger og beskylde den for manglende følsomhed over for borgerne;

23. minder om, at katastrofeforebyggelse spiller en vigtig rolle i EU's politikker og er den billigste måde at reducere sårbarheden over for katastrofer på; påpeger, at EU's regioner bør anvende alle de forskellige finansieringsmuligheder i forbindelse med bæredygtig katastrofeforebyggelse på ensartet vis;

24. understreger, at det skal stå klart, at tørke fortsat vil blive betragtet som en form for katastrofe, der kan antages af EUSF, med fokus på at afhjælpe de socioøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af tørke inden for vandrammedirektivets rammer, samtidig med at der fortsat tages højde for, at der er tale om et blivende strukturelt problem, der er svært at tilpasse til de fastsatte ansøgningsfrister, og som har alvorlige følger for den sociale og økonomiske udvikling i de berørte regioner; insisterer derfor på, at der i tilfælde af alvorlig tørke eller andre katastrofer, som udvikler sig langsomt, bør indføres særlige bestemmelser, for på den måde at fastsætte datoen for de offentlige myndigheders første handling for at bekæmpe katastrofen og således gøre en hurtig og retligt klar reaktion mulig;

25. henstiller til Kommissionen at undersøge og tilpasse kriterierne, så EUSF kan reagere på naturkatastrofer i Middelhavsområdet, som delvist på grund af klimaændringerne er de værste naturkatastrofer, Unionen har oplevet i de seneste år;

26. minder om, at EUSF ikke dækker alle skader forårsaget af en naturkatastrofe, og at de skader, der er dækket i henhold til dette instrument, derfor bør defineres nøje i et kommende forslag til forordning;

27. understreger, at det med de nuværende instrumenter er meget svært på EU-plan at give et passende svar på alvorlige menneskeskabte kriser, hvilket er fremgået i forbindelse med industriulykker og alvorlige folkesundhedskriser, og at det er nødvendigt, at Unionen har passende instrumenter for at kunne reagere hensigtsmæssigt, når der opstår sådanne kriser;

28. understreger behovet for, at EUSF supplerer andre finansieringsinstrumenter, f.eks. strukturfondene, når der reageres på naturkatastrofer, og dermed drager nytte af skabelsen af synergier med disse mekanismer og de dertil knyttede programmer;

29. understreger, at regionerne i den næste finansieringsramme 2014-2020 bør kunne råde over tilstrækkelig fleksibilitet, og at de bør sættes i stand til at omfordele de ressourcer, de tildeles, for at de, hvis de finder det nødvendigt og passende, kan øge de tilgængelige ressourcer i tilfælde af en katastrofe, og opfordrer Kommissionen til at revidere den gældende forordning i god tid før den nye finansieringsperiode;

o

o         o

31. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og de nationale parlamenter.

(1)

EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3.

(2)

EFT C 283 af 20.11.2002, s. 1.

(3)

EUT C 297E af 7.12.2006, s. 331.

(4)

EUT C 181 af 21.6.2012, s. 52.

(5)

EUT C 153 af 18.6.2008, s. 1.

(6)

Revisionsrettens særberetning nr.3/2008, Kommissionens rapport om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond 2010, COM(2011)0694, 31.10.2011, Kommissionens rapport om Den Europæiske Unions Solidaritetsfond - Årsrapport 2008 og Rapport om Solidaritetsfondens erfaringer efter seks års arbejde, COM(2009)0193, 23.4.2009, udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremtiden for Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, COM(2011)0613, ECO/319, 28.3.2012.

(7)

EFT L 311 af 14.11.2002, s. 3.

(8)

Eurostats nomenklatur for statistiske territoriale enheder, regionalt niveau 2: basisregioner for gennemførelsen af regionalpolitikken.


BEGRUNDELSE

Solidaritetsfonden: ti års vellykket anvendelse af solidaritetsprincippet i EU

Efter de ødelæggende oversvømmelser i Centraleuropa i 2002 og fordi der ikke fandtes et redskab, der gav Unionen mulighed for at reagere for at bistå den berørte befolkning og den medlemsstat, der var ramt af en katastrofe skabte EU et nyt instrument: Den Europæiske Solidaritetsfond.

Siden da den forordning, der regulerer Solidaritetsfonden, ikke blevet ændret en eneste gang for at tilpasse den til de nye behov og rette visse af de mangler, der er blevet tydelige i løbet af dens tiårige liv.

Fra sin oprettelse indtil september 2012 ydede fonden økonomisk støtte til at afhjælpe skader forårsaget af 49 katastrofer, hovedsageligt oversvømmelser og brande.

I de seneste år har Kommissionen modtaget et øget antal ansøgninger, dels fordi der er indtruffet flere katastrofer, og dels fordi de gældende regler ikke er tilstrækkeligt klare til at fjerne tvivl om mulig støtteberettigelse i forbindelse med katastroferne, når der indsendes ansøgninger i henhold til de særlige regler for de såkaldt usædvanlige regionale katastrofer.

Den nuværende affattelse af forordningen er tvetydig for denne type katastrofer, hvorfor der opstår uberettigede forventninger hos borgerne i de ansøgende medlemsstater, som i mange tilfælde fremsætter ansøgningerne som følge af et pres fra borgerne og deres politiske opposition, der kræver beslutsom handling og svar fra Unionen og deres egne nationale myndigheder.

Det er derfor af afgørende betydning at ændre den gældende forordning, så dens ikrafttrædelse falder sammen med den nye finansieringsperiode 2014-2020.

På trods af de funktionsmangler, som efterhånden er kommet til syne, har Solidaritetsfonden vist sig at være et af de mest vellykkede og påskønnede EU-instrumenter, eftersom den er et af de få instrumenter, Unionen råder over, med hvilke den kan tilkendegive sin solidaritet og nærhed med de europæiske borgere. På trods af Europa-Parlamentets store tilslutning i 2005 til Europa-Kommissionens forslag, som indebar en grundlæggende gennemgang af den gældende forordning, støttede et betydeligt antal af delegationerne i Rådet det ikke, hvorfor den foreslåede revision måtte opgives, og lovforslaget blev trukket tilbage og gemt af vejen.

Ændringerne i Unionens og størstedelen af dens medlemsstaters økonomiske situation har fået Kommissionen til at dæmpe ambitionerne i dette nye forsøg på at tilpasse dette instrument til de nuværende omstændigheder, idet den udelukkende foreslår procedureændringer, der uden at medføre yderligere omkostninger kan forbedre fondens funktionsevne. Det er dens hensigt at forenkle procedurerne og gøre definitionerne mere klare, præcise og gennemsigtige.

Behovet for at indføre mindre ændringer for at forbedre EUSF’s funktionsmåde og kvalitet

Det aktuelle politiske klima, der er kendetegnet ved mange medlemsstaters vanskelige budgetsituation, betyder, at disse ikke vil acceptere et forslag som det i 2005. Størstedelen af medlemsstaterne har gjort klart, at de ikke er villige til at acceptere væsentlige ændringer hverken i retsgrundlaget eller i Solidaritetsfondens funktionsmåde.

Kommissionen har derfor fuldstændigt opgivet ideen om at genoplive forslaget fra 2005 og fremlægger sine ideer med fasthed, men også på en mere afdæmpet facon. Det accepteres dog generelt, at Solidaritetsfonden skal være mere effektiv.

Den række høringer, Kommissionen har foretaget i de seneste år, og Revisionsrettens beretning fra 2008 om dens funktion, viser tydeligt, at hvor fonden fungerer tilfredsstillende i tilfælde af store katastrofer, er det samme ikke tilfældet i forbindelse med "mindre" katastrofer, som hører ind under kategorien for regionale undtagelser. Revisionsretten konkluderede, at definitionen af en regional katastrofe var tvetydig, og at det havde medført problemer i forbindelse med fremsættelsen af ansøgninger, som oftest endte med at blive afvist.

Revisionsretten har ligeledes kraftigt kritiseret, at solidaritetsinstrumentet mangler hurtighed.

Med henblik på at afhjælpe disse mangler har Kommissionen fremlagt den meddelelse, som nu er under behandling, for at afhjælpe de beskrevne problemer. Kommissionen har i sin meddelelse om Solidaritetsfondens fremtid fra oktober 2011 forelagt sine forslag til at forbedre fonden, men har dog begrænset sig til visse tilpasninger af den nuværende forordning, som til gengæld bevarer sit eksistensgrundlag og sin karakter. Den ændrer hverken dens budget eller dens anvendelsesområde, som var de emner, der var årsag til Rådets afvisning af det tidligere forslag.

Kommissionens hensigt er, såfremt dens ideer modtages positivt, at forberede et nyt forordningsforslag i overensstemmelse med det vedtagne, som skal træde i kraft fra 2014 sammen med resten af de lovforslag, som er under udarbejdelse. Ordføreren er på trods af alle disse begrænsninger fuldstændig overbevist om, at dette EU-instrument er nyttigt og en god ting. Ud over at tilbyde støtte til nødaktiviteter for mennesker, der er berørt af en katastrofe, og lette den økonomiske byrde, som medlemsstaterne skal bære, når disse indtræder, giver det Unionen mulighed for at udvise solidaritet med sine borgere, når de stilles i en vanskelig situation. Ordføreren deler Kommissionens opfattelse af, at der er behov for at forbedre dens effektivitet ved at reducere den tid, der går fra en katastrofe indtræder, til støtten tildeles. De administrative procedurer er langsommelige, komplicerede og besværlige, hvilket kan undgås ved at foretage mindre ændringer, som ikke ændrer den grundlæggende kerne i den nuværende forordning.

Eftersom det er fastslået, at de fleste problemer er forbundet med ansøgninger i kategorien for regionale undtagelser, finder ordføreren det passende at fastlægge en klar definition for adgangen til fonden, når en ”mindre” katastrofe indtræder.

Ordføreren mener ligeledes, at det er vanskeligt at overholde de indgivelsesfrister, der er fastsat i forordningen, for katastrofer, der udvikler sig langsomt, som især i Unionens sydligste områder er hyppige, selv om det er et strukturelt og varigt problem. Dette skal ligeledes rettes.

Ordføreren er tilhænger af og støtter behovet for klart og præcist at definere katastrofebegrebet, således at der fastsættes et overordnet kriterium for at vurdere skadernes alvor, og behovet for at fastsætte tærskler tilpasset det behørige territoriale niveau. Dette ville bidrage til at fjerne tvivl og negative indstillinger i forhold til Den Europæiske Union hos både medlemsstaterne og borgerne, som ellers kunne mene, at Unionen ikke giver et passende svar på deres problemer.

Det bureaukrati, der er nødvendigt for at anvende fonden, bør reduceres. Forudbetalinger ville være meget nyttige og passende, og en sammenlægning af procedurerne og beslutningerne ville bidrage til at accelerere den nuværende procedure betydeligt.

Ordføreren mener, at dette instrument skal forblive uden for Unionens budget, eftersom det ikke på forhånd er muligt at vide, i hvilket omfang det skal bruges i løbet af året. Det vil ligeledes være i overensstemmelse med Parlamentets generelle holdning om, at de instrumenter, der er udformet til at levere svar på usædvanlige og uforudsete kriser, skal bevares som instrumenter uden for budgettet.

Som bemærket deler ordføreren opfattelsen af, at der er behov for at gøre antagelseskriterierne klarere, særligt hvad angår regionale kriser. Men selv om kriteriet baseret på det regionale BNP er en god indikator, er den fastsatte tærskel fortsat for høj til, at der kan reageres i forbindelse med de stadigt hyppigere og stadigt mere alvorlige katastrofer, som indtræder i de europæiske regioner. Der bør indføres en vis grad af fleksibilitet, for eksempel i form af en fast vægtning, hvor der tages højde for de skader, der ikke kan måles i indtægter, som for eksempel skader på landskaber, rekreative områder, miljø osv., og som har betydelige følger for hverdagen og de socioøkonomiske betingelser i de berørte regioner.

Ordføreren finder, at fonden fortsat skal kunne gribe ind, hvis der indtræder usædvanlige omstændigheder, uanset om katastrofen ikke når tærsklen for støtteberettigelse. Kommissionens initiativ bifaldes, selv om det med de nuværende instrumenter er meget vanskeligt at reagere på en passende måde på alvorlige menneskeskabte kriser.


RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

27.11.2012

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

36

0

1

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

François Alfonsi, Luís Paulo Alves, Victor Boştinaru, John Bufton, Salvatore Caronna, Nikos Chrysogelos, Francesco De Angelis, Tamás Deutsch, Rosa Estaràs Ferragut, Danuta Maria Hübner, María Irigoyen Pérez, Seán Kelly, Mojca Kleva Kekuš, Constanze Angela Krehl, Petru Constantin Luhan, Ramona Nicole Mănescu, Iosif Matula, Erminia Mazzoni, Jens Nilsson, Jan Olbrycht, Younous Omarjee, Tomasz Piotr Poręba, Ewald Stadler, Georgios Stavrakakis, Nuno Teixeira, Lambert van Nistelrooij, Oldřich Vlasák, Kerstin Westphal, Hermann Winkler

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Jan Březina, Andrea Cozzolino, Ivars Godmanis, Karin Kadenbach, Lena Kolarska-Bobińska, Heide Rühle, Vilja Savisaar-Toomast, Elisabeth Schroedter

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik