BETÆNKNING om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU‑samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020 (den 11. europæiske udviklingsfond)

27.2.2013 - (2012/2222(INI))

Udviklingsudvalget
Ordfører: Patrice Tirolien

Procedure : 2012/2222(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A7-0049/2013

Indgivne tekster :

A7-0049/2013

Forhandlinger :

PV 11/03/2013 - 25
CRE 11/03/2013 - 25

Afstemninger :

PV 12/03/2013 - 10.9
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2013)0076

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Budgetudvalget
UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020 (den 11. europæiske udviklingsfond)

(2012/2222(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til Cotonouaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-staterne) og EU og dets medlemsstater, der blev undertegnet den 23. juni 2000[1],

– der henviser til afsnit IV i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og OLT-associeringsafgørelsen af 27. november 2001[2], der associerer EU (tidligere EF) med en række oversøiske lande og territorier (OLT),

– der henviser til forslaget til Rådets afgørelse om de oversøiske landes og territoriers associering med Den Europæiske Union ("associeringsafgørelse") (COM(2012)0362), som blev vedtaget af Kommissionen den 16. juli 2012, og som der i øjeblikket føres forhandlinger om i Rådet,

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. december 2011 med titlen "Fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020 (den 11. europæiske udviklingsfond)" (COM(2011)0837),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 med titlen "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. juni 2001 med titlen "Handlingsprogram for generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde" (COM(2001)0295),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. september 2012 med titlen "Demokratiets rødder og bæredygtig udvikling: EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser" (COM(2012)0492),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 med titlen "Et budget for Europa 2020" (COM(2011)0500),

– der henviser til den europæiske konsensus om udvikling af 20. december 2005 samt den europæiske køreplan vedrørende udvikling og de retningslinjer, der følger heraf,

– der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand af 18. december 2007,

– der henviser til Rådets konklusioner af 29. juni 2012 og 15. oktober 2012,

– der henviser til artikel 32 i De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, der blev ratificeret af EU den 23. december 2010,

– der henviser til beslutningen om inklusion af handicappede i udviklingslandene fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU (AVS-EU/100.954/11),

– der henviser til EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2010-2015),

– der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

– der henviser til forretningsordenens artikel 48,

– der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0049/2013),

A. der henviser til, at den interne aftale om oprettelse af den 10. EUF udløber den 31. december 2013, og til, at Kommissionen i sin meddelelse COM(2011)0837 har inkluderet et udkast til en intern aftale, som skal afløse den eksisterende aftale fra 1. januar 2014;

B. der henviser til, at udkastet til den interne aftale for perioden 2014-2020 i øjeblikket forhandles i Rådet, uden at Parlamentet er inddraget; der henviser til, at der imidlertid ikke er noget til hinder for, at Parlamentet udarbejder en initiativbetænkning om den 11. EUF på grundlag af den pågældende meddelelse fra Kommissionen, der indeholder udkastet til den interne aftale;

C. der henviser til, at Kommissionen ikke forventer, at EUF opføres på budgettet i 2014, men fra 2021, hvilket er meget beklageligt; der henviser til, at EUF's opførelse på budgettet bør forberedes allerede nu med henblik på at undgå en nedskæring af bevillingerne til EU-AVS-partnerskabet og udviklingsbistanden generelt;

D. der henviser til, at det er nødvendigt at tildele den 11. EUF et tilstrækkeligt rammebeløb for at sikre, at Unionen respekterer fastsættelsen af forpligtelser på internationalt niveau på udviklingsområdet og afsætter 0,7 % af sit BNP til udviklingsbistand og dermed bidrager til at gennemføre 2015-målene;

E. der henviser til, at rapporterne om udviklingen i 2015-målene viser uensartede fremskridt, og at bl.a. 2015-målene vedrørende mødres og børns sundhed ikke bliver nået i 2015 i de fleste AVS-stater;

F. der henviser til, at de finansieringsforslag for perioden 2014-2020, som i øjeblikket drøftes i Rådet, er foruroligende for den europæiske udviklingspolitiks fremtid, men også for den associering, der knytter OLT'erne til EU;

G. der henviser til, at EU-støtte, på trods af at der stadig skal ske betydelige fremskridt, er mere og mere effektiv, og at Fællesskabets indsats for at fremme international solidaritet støttes af mere end tre fjerdedele af de europæiske borgere;

H. der henviser til, at innovativ finansiering er nødvendig for at øge den officielle udviklingsbistand, således at der sikres bidrag fra de økonomiske aktører og en mere bæredygtig finansiering;

I. der henviser til, at bidragsyderne bør ophøre med at gå ind for princippet om partnerlandenes ejerskab og samtidig fratage dem de nødvendige finansielle midler til at konsolidere deres institutioner og ydelser til befolkningen;

J. der henviser til, at udviklingslandene hurtigst muligt må indføre et skattesystem, som er baseret på deres borgeres bidragsevne;

K. der henviser til, at Kommissionen i sin meddelelse om dagsordenen for forandring ønsker at anvende princippet om differentiering i forbindelse med tildelingen af midler til den europæiske udviklingspolitik, som den 11. EUF er en del af, og indfører principperne om tematisk koncentration og anvendelsen af en kombination af tilskud og lån samt støtte til den private sektor;

L. der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling og Cotonouaftalen anerkender den centrale rolle, som civilsamfundsorganisationerne og de lokale og regionale myndigheder spiller i forbindelse med bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom og fremme god forvaltning;

M. der henviser til, at den foreslåede associeringsafgørelse tager højde for de særlige udfordringer, som OLT'erne står over for, og som adskiller sig fra de udfordringer, som AVS-staterne står over for; der henviser til, at OLT'erne derfor ikke længere bør være omfattet af EUF, men af et finansielt ad hoc-instrument opført på EU's budget;

N. der henviser til, at det i partnerskabsaftalen 2000/483/EF mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 bestemmes, at der systematisk skal tages hensyn til kvinders situation og ligestillingsspørgsmål på alle områder, både politisk, økonomisk og samfundsmæssigt;

O. der henviser til, at EU's handlingsplan anerkender, hvor vigtig inddragelse af kvinderne og udsigt til ligestilling er for partnerlandenes udvikling og for virkeliggørelsen af 2015‑udviklingsmålene, og til, at ligestilling udgør et centralt element i EU's indsats i henhold til dagsordenen for forandring;

Målene for den 11. EUF

1. minder om, at hovedmålene for såvel den europæiske udviklingspolitik (jf. artikel 208 i TEUF) som for Cotonouaftalen og den europæiske konsensus om udvikling er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdom; insisterer derfor på, at mindst 90 % af de midler, der bevilges AVS-staterne inden for rammerne af den 11. EUF, bør opfylde kriterierne for den officielle udviklingsbistand som fastsat af OECD's Komité for Udviklingsbistand;

2. mener, at det for at nå denne målsætning er nødvendigt at fordoble indsatsen for at nå de mindst avancerede MDG-mål, særlig dem, der vedrører de grundlæggende sociale sektorer og kønsaspektet som fastsat i artikel 22, 25 og 31 i Cotonouaftalen; bekræfter på ny sin støtte til MDG-initiativet og -kontrakterne og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om efter aftale med AVS-staterne at allokere en andel på 20 % af den 11. EUF til leveringen af grundlæggende sociale ydelser, især til sundhed og grunduddannelse, for at sikre gennemførelsen af MDG 2, 3, 4, 5 og 6 samt andre forpligtelser på udviklingsområdet vedtaget på internationalt niveau; opfordrer i denne forbindelse til at anvende de kønsrelaterede resultatindikatorer, der er foreslået i handlingsprogrammet for generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde, på den 11. EUF og programmeringen af den med henblik på at sikre, at ad hoc-tiltagene og fremme af kønsaspektet medtages i alle programmer på en passende og kontinuerlig måde;

3. opfordrer indtrængende Kommissionen og partnerlandene til at prioritere en støtte, der skal styrke sundhedssystemerne, for at sikre adgang til grundlæggende pleje med hensyn til mødres og børns sundhed og reproduktiv sundhed og særlig lægge vægt på de fattigste befolkningsgrupper og bekæmpelsen af hiv/aids, idet der mindes om, at dette er nogle af de 2015-mål, hvor fremskridtene har været skuffende i mange AVS-stater;

4. mener, at det for at opfylde ovennævnte mål er vigtigt at inddrage de mest udsatte befolkningsgrupper, herunder – men ikke begrænset til – kvinder, børn og handicappede i alle projekter, der sigter mod fattigdomsudryddelse, både i programmeringen, gennemførelsen og evalueringen;

5. glæder sig over Kommissionens intention om at handle mere strategisk og samordnet med hensyn til social sikring i udviklingslandene og anmoder om, at der i samarbejde med AVS-staterne udvikles integrerede socialsikringspolitikker, som også fremmer grundlæggende mekanismer såsom indførelsen af minimumssatser for social sikring under den 11. EUF;

Fremme af OLT'ernes økonomiske og sociale udvikling

6. minder om, at EUF ikke blot finansierer AVS/EU-partnerskabet, men også associeringen OLT/EU, som navnlig består af 26 OLT'er;

7. glæder sig over, at den foreslåede associeringsafgørelse anerkender nødvendigheden af at iværksætte et nyt bæredygtigt partnerskab med OLT'erne på grundlag af fire nye målsætninger:

– forøgelse af OLT’ernes konkurrenceevne

– styrkelse af deres tilpasningsevne

– begrænsning af deres sårbarhed

– fremme af samarbejdet med andre partnere.

8. beklager, at der ikke findes et finansielt instrument specielt til OLT'erne, som kan integreres i EU-budgettet for at muliggøre en demokratisk og gennemsigtig kontrol med de midler, som tildeles på den måde;

9. opfordrer til et bedre samarbejde mellem regionerne i den yderste periferi, AVS-staterne og tredjelande, der grænser op til OLT'erne, og til en kombineret brug af de forskellige finansielle instrumenter, der finder anvendelse på disse regioner, stater og lande, samt til at sikre, at regionerne i den yderste periferi og OLT'erne får bedre adgang til plenarmøderne i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU som observatører, såfremt forsamlingens forretningsorden tillader det;

Budgettering og finansiel tildeling

10. opfordrer igen til, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) opføres på budgettet i den næste programmeringsperiode og automatisk fra 2021 med fuldstændig overførsel til udgiftsområde 4 i FFR ("EU som global partner"), da dette vil bidrage til mere effektiv fremme af Unionens prioriteringer og tematiske bistand og forbedre den demokratiske kontrol, synlighed, forudsigelighed og sammenhæng i forbindelse med EU's foranstaltninger som verdens største donor af udviklingsbistand;

11. anmoder Kommissionen om at forberede opførelsen af EUF på budgettet på de bedst mulige vilkår, idet den regelmæssigt underretter Parlamentet og samarbejder nært med AVS-staterne med henblik på at sikre, at de fremover inddrages i gennemførelsen af EUF;

12. glæder sig over, at medlemsstaternes bidragsnøgler for den 11. EUF nærmer sig bidragsnøglerne for EU's budget og glæder sig over tilpasningen af den 11. EUF's programmeringsperiode til gennemførelsesperioden for EU's flerårige finansielle ramme;

13. støtter Kommissionens forslag om at tildele et samlet beløb på 30 319 000 000 EUR (2011-priser) til den 11. EUF, og opfordrer til, at de beløb, der er sat til side til den 11. EUF og til de andre samarbejdsinstrumenter, herunder instrumentet for udviklingssamarbejde (DCI), anvendes til at sikre, at Unionens officielle udviklingsbistand bevares på sit aktuelle niveau eller øges, med henblik på at hjælpe medlemsstaterne med at nå deres fælles mål om at afsætte 0,7 % af deres BNP til officiel udviklingsbistand (ODA);

14. understreger, at det i betragtning af visse AVS-staters store sårbarhed over for risikoen for katastrofer er nødvendigt at investere meget i begrænsning af katastroferisikoen i de udviklingsprogrammer, der finansieres af EUF; understreger, at denne investering er vigtig for at begrænse de behov, som opstår som følge af en nødsituation, og øge AVS-staternes modstandsdygtighed;

15. beklager inderligt den aftale, som blev indgået mellem medlemsstaterne den 8. februar 2013, og som fastsætter en nedskæring på 11 % i budgettet for den 11. EUF foreslået af Kommissionen i juli 2012; understreger den dybe modsætning mellem de gentagne tilsagn fra Rådet om senest i 2015 at nå de mål, der er fastsat for udviklingsbistand, og de alvorlige nedskæringer, som er blevet foretaget i forbindelse med bevillingerne til international udvikling både i de nationale budgetter som i Unionens budget;

16. mener, at Unionen og dens medlemsstater, som er de største leverandører af officiel udviklingsbistand, ved at foretage sådanne budgetmæssige nedskæringer bærer en stor del af ansvaret, hvis målet om at halvere den globale fattigdom ikke nås i 2015;

17. understreger betydningen af at have et EU-budget, der står mål med de udfordringer, EU kommer til at stå overfor, særlig i krisetider, fordi det giver mulighed for at finansiere det, der ikke kan varetages på nationalt plan, særlig hvad angår udviklingsfinansiering; opfordrer i denne forbindelse, og for at EU-budgettet ikke mere kun skal handle om niveauet for betalingsbevillinger, kraftigt til, at der skabes egne indtægter, f.eks. en beskatning af finansielle transaktioner;

18. ønsker, uanset hvilke bidragsnøgler og endelige beløb Rådet fastsætter for den 11. EUF, at den andel af EUF-budgettet, der afsættes til OLT'erne, er identisk med den af Kommissionen foreslåede andel;

19. ønsker, at størrelsen af de midler, der afsættes til programmet inden for AVS og de regionale programmer i den 11. EUF, er den samme som i den 10. EUF, samtidig med at der fastsættes en ikketildelt og fleksibel finansieringsramme og sikres størst mulig komplementaritet med det fremtidige panafrikanske program, der er planlagt inden for rammerne af det fremtidige instrument til finansiering af udviklingssamarbejdet (DCI), da denne ramme delvist vil blive anvendt til finansiering af den nye bufferordning for eksterne påvirkninger med en international dimension (navnlig en finansiel krise, fødevarekrise eller humanitær krise), der kunne ramme en AVS-stat, samt humanitær nødhjælp; understreger betydningen af disse programmer, som bidrager til at styrke AVS-staternes beredskabskapacitet i forbindelse med påvirkninger, deres modstandsdygtighed og samordningen af nødforanstaltninger, rehabilitering og udvikling;

20. mener, at ca. 5 % af bevillingerne under den 11. EUF bør anvendes til at dække Kommissionens støtteomkostninger med henblik på at sikre, at instrumentet forvaltes effektivt;

Reform af den europæiske udviklingspolitik og den 11. EUF

21. understreger, at Cotonouaftalen fortsat bør være den vigtigste referenceramme for den 11. EUF;

22. mener, at anvendelsen af princippet om differentiering i adgangen til midlerne fra den 11. EUF kun vil være effektiv, hvis princippet ledsages af et sårbarhedsindeks, som supplerer BNP- kriteriet og omfatter et nationalt indeks til måling af fattigdom og ulighed, og som tager hensyn til den særlige situation for de små udviklingssøstater, i henhold til artikel 2, sidste led, i Cotonouaftalen; minder om, at en løbende tæt politisk dialog er af afgørende betydning for vore AVS-partneres accept af princippet;

23. anerkender ikke desto mindre, at anvendelsen af princippet om differentiering er et afgørende politisk redskab, som kan anvendes til at tilskynde mellemindkomstlandene eller de højere indkomstlande inden for AVS til at etablere en velfærdsstat og udarbejde nationale politikker for omfordeling af rigdomme og bekæmpelse af fattigdom og ulighed;

24. understreger dog vigtigheden af at bevare alle de nationale budgetter på deres nuværende niveau under den 11. EUF, eftersom den europæiske udviklingsbistand stadig kan have en afgørende indvirkning på visse mellemindkomstlande og højere indkomstlande inden for AVS, med henblik på at støtte reformer, der har til formål at mindske ulighed;

25. mener, at differentieringen ligeledes bør tage hensyn til den særlige situation for de skrøbelige stater ud fra princippet om, at konsekvenserne for befolkningerne i en stat i opløsning er meget negative og ophæver de fremskridt, der er opnået på udviklingsområdet; understreger, at genetableringen af retsstatsprincippet i en stat i opløsning er meget mere besværlig og langvarig end en styrket støtte til stater, der er identificeret som skrøbelige, og insisterer på, at der tages særlig hensyn til Sahelområdet og Afrikas Horn i forbindelse med programmeringen af den 11. EUF;

26. konstaterer, at programmet for forandring indeholder nye forslag, navnlig en kombination af tilskud og lån samt støtte til den private sektor; bekræfter, at anvendelsen af disse mekanismer først og fremmest bør sigte mod at hjælpe borgerne i udviklingslandene ud af fattigdom og deres afhængighed af bistand og medvirke til at styrke den private sektor i AVS-staterne, idet man i modsat fald favoriserer en uligevægtig udvikling og vækst; opfordrer Kommissionen til at informere Europa-Parlamentet om resultaterne af den undersøgelse, den for nylig har bestilt om den private sektors deltagelse i udviklingen og udvidelsen af Unionens aktiviteter i forbindelse med en kombination af tilskud og lån;

27. anerkender, at de nye finansieringsbestemmelser som f.eks. en kombination af tilskud og lån indebærer visse fordele i en situation med stadig mere knappe offentlige midler; opfordrer imidlertid Kommissionen og EIB til at gennemføre tilbundsgående og uafhængige konsekvensanalyser for at måle disse nye finansieringsbestemmelsers indvirkning på nedbringelse af fattigdom, miljøet osv.; glæder sig i denne forbindelse over den nylige indførelse af "Results Measurement Framework" (REM), som er et indeks, EIB kan bruge til at måle indvirkningen på udviklingen af alle dens indsatser uden for EU; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre retningslinjer og præcise kriterier, der tydeliggør principperne for udvælgelsen af projekter inden for rammerne af iværksættelsen af denne nye type værktøjer; opfordrer endelig til at styrke synergierne og komplementariteten mellem de aktiviteter, der gennemføres af Kommissionen, EIB og andre europæiske bilaterale finansielle institutioner såsom udviklingsbankerne;

28. anerkender endvidere betydningen af at støtte den private sektor, især mikrovirksomheder og SMV'er, i AVS-landene med henblik på at bidrage til at skabe velstand og oprette gunstige miljøer for virksomhederne for at muliggøre en mere inklusiv og bæredygtig vækst, der har indvirkning på nedbringelsen af fattigdom;

29. noterer sig oprettelsen af en EU-platform for eksternt samarbejde og udvikling, hvor Parlamentet er observatør, og som har til formål at udarbejde retningslinjer til de eksisterende blandede mekanismer med en kombination af tilskud og lån; er af den opfattelse, at hverken civilsamfundet eller EIB inddrages tilstrækkeligt i denne nye struktur; opfordrer derfor Kommissionen til at inddrage civilsamfundet direkte i platformens arbejde og til at anerkende den unikke rolle, som EIB – som EU's finansielle institution – spiller i forvaltningen af platformen;

30. bemærker den tematiske koncentration foreslået af Kommissionen i dens program for forandring; understreger, at den tematiske koncentration ikke må tilsløre visse landes specifikke behov; minder om, at demokratisk ejerskab er et af de grundlæggende principper for at sikre effektiv bistand og understreger, at beslutninger om, hvilke sektorer der skal fokuseres på under nationale vejledende programmer, derfor bør tages på et fleksibelt grundlag og ved hjælp af dialog med alle aktører på udviklingsområdet, herunder repræsentanter for civilsamfundet og de lokale myndigheder;

31. opfordrer til ufortøvet at gennemføre beslutningen om inklusion af handicappede i udviklingslandene fra Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, særlig artikel 19, 20, 21 og 22, for at sikre en 11. EUF, som er inklusiv og tilgængelig for alle;

32. glæder sig over, at FN's initiativ "bæredygtig energi til alle" modtager tilskud fra EU på omkring 500 mio. EUR inden for rammerne af den 10. EUF, og anmoder om, at denne indsats fortsætter under den 11. EUF;

33. glæder sig over, at landbruget, særlig støtten til familiebrug, indgår i de tematiske prioriteter for den fremtidige europæiske udviklingspolitik; minder om, at den forpligtelse, som AVS-staterne påtog sig i henhold til Maputo-erklæringen, om at afsætte 10 % af de nationale budgetindtægter til landbruget og udviklingen af landdistrikterne, kun i ringe omfang er blevet opfyldt;

34. understreger, at den tematiske koncentration ikke må bringe den generelle budgetstøtte i fare, da den giver mulighed for at styrke en god forvaltning af støttemodtagernes offentlige finanser; ønsker, at dette værktøj bevarer en vigtig plads i den 11. EUF og samtidig styrker den dialog om menneskerettigheder, der føres mellem Kommissionen og AVS-staterne;

Demokratisk kontrol

35. noterer sig Kommissionens frivillige forpligtelse til at informere Europa-Parlamentet om strategidokumenterne for den 11. EUF, men beklager, at Europa-Parlamentet ikke har konkrete beføjelser, for så vidt angår de foranstaltninger, Kommissionen således har truffet; minder imidlertid om, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU ligeledes kan spille en central rolle i den demokratiske kontrol af alle strategidokumenterne for EUF i henhold til artikel 17 i Cotonou-aftalen, særlig stk. 2, tredje led;

36. minder om, at det er vigtigt at respektere princippet om "demokratisk ejerskab", således som det er defineret i programmet om bistandseffektivitet; anmoder med henblik herpå Kommissionen om fortsat at støtte en styrkelse af de nationale parlamenters og AVS-staternes revisionsretters kapacitet og at informere civilsamfundet, og opfordrer AVS-staterne til mere aktivt at tilknytte deres nationale parlamenter, således at udbetalingen af midler fastsat i landestrategidokumenterne underlægges efterfølgende parlamentarisk kontrol; bifalder i denne forbindelse det uvurderlige arbejde, som Kontoret for Fremme af Parlamentarisk Demokrati har udført; anbefaler ligeledes, for at disse dokumenter skal give en komplet diagnostik af udviklingsbehovene på nationalt plan, at alle ministerierne deltager i drøftelserne mellem den nationale anvisningsberettigede og den berørte EU-delegation;

37. mener, at gennemsigtighed og ansvarlighed er af afgørende betydning i forbindelse med tildelingen af EUF-midler og overvågningen af de finansierede projekter, herunder af den direkte støtte til nationale budgetter;

38. understreger civilsamfundsorganisationernes og de lokale og regionale myndigheders uundværlige bidrag til ydelsen af grundlæggende tjenesteydelser, den demokratiske kontrol, støtten til marginaliserede grupper og til fremme af lighed mellem mænd og kvinder og opfordrer Kommissionen og AVS-staterne til at rådføre sig og samarbejde tæt med civilsamfundsorganisationerne og de lokale og regionale myndigheder om programmeringen, gennemførelsen og evalueringen af den 11. EUF i henhold til artikel 2, 6 og 70 i Cotonou-aftalen; anmoder Kommissionen om i de planlagte situationsrapporter til opfølgning på den 11. EUF at inkludere en del, der beskriver status for de høringer af civilsamfundsorganisationerne og de lokale og regionale myndigheder, som EU-delegationerne gennemfører på nationalt niveau;

Udviklingseffektivitet

39. bekræfter på ny fordelene ved den fælles programmering af støtten mellem Unionen og dens medlemsstater, som kan øge EU's udviklingspolitiks synlighed, gennemslagskraft og effektivitet og samtidig undgå dobbeltarbejde og spild; understreger dog behovet for at uddybe og præcisere reglerne i rammen for fælles flerårig programmering; minder om den centrale rolle, som EU-delegationerne spiller, og som bør tilføre yderligere gennemsigtighed til denne proces, navnlig ved at inddrage ikke blot statsforvaltningerne, men også civilsamfundet i de berørte modtagerlande;

40. anmoder Kommissionen om omhyggeligt at overholde artikel 19 C, stk. 1, i bilag IV til Cotonou-aftalen, som gør overholdelsen af sociale og miljømæssige standarder til en betingelse for at opnå offentlige kontrakter finansieret under den 11. EUF i AVS-staterne, for at fremme principperne om bæredygtig udvikling og virksomhedernes sociale ansvar;

41. understreger, at bekæmpelsen af fattigdom og indsatsen for en effektiv udvikling især afhænger af kapaciteten til at mobilisere indtægterne på nationalt plan, hvilket indebærer, at gennemførelsen af effektive og rimelige ordninger for skatteopkrævning skal prioriteres af AVS-EU-partnerskabet, og det skal fokusere på at løse problemet med skatteflugt og ulovlige kapitalstrømme;

42. glæder sig over Kommissionens meddelelse om "EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande"; understreger betydningen af artikel 96 i Cotonouaftalen, som giver mulighed for at ophæve adgangen til bistand, hvis en stat tilsidesætter principperne i aftalen;

43. minder om, at budgetstøtten har virkelig mange fordele, bl.a. ansvarliggørelse, en mere præcis evaluering af resultaterne, bedre sammenhæng mellem de gennemførte politikker, større forudsigelighed og en maksimal udnyttelse af midlerne til direkte gavn for befolkningerne;

44. understreger betydningen af ikke blot at betragte kvinder som en udsat del af befolkningen, men også som aktive deltagere i udviklingspolitikken; understreger i den forbindelse, at kvinderne spiller af afgørende rolle i forbindelse med ernæring og levnedsmiddelsikkerhed, ikke mindst, fordi de er ansvarlige for 80 % af landbruget i Afrika, selv om det stadig næsten er umuligt for dem at eje den jord, som de dyrker; understreger endvidere, at kvinder beviseligt er kompetente til at løse problemer og konflikter, og opfordrer derfor Kommissionen og AVS-landene til at styrke kvindernes rolle i aktionsgrupper og arbejdsgrupper;

45. opfordrer Kommissionen til at anvende de resultatindikatorer, der er indeholdt i EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingspolitikken;

46. opfordrer Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet en statusrapport om gennemførelsen af EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingssamarbejdet;

47. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil samt til medlemsstaternes og, i givet fald, til AVS-staternes og OLT'ernes regeringer og Parlamenter.

[1] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Aftale revideret i Luxembourg den 25. juni 2005 (EUT L 287 af 28.10.2005, s. 4), og i Ouagadougou den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).
[2] EFT L 314 af 30.11.2001, s. 1. Ændret ved afgørelse 2007/249/EF (EUT L 109 af 26.4.2007, s. 33).

BEGRUNDELSE

I. Proceduremæssige, retlige og dokumentariske rammer

Retsgrundlaget for Den Europæiske Udviklingsfond (herefter benævnt EUF) er Rådets interne aftale. Partnerskabsaftalen mellem AVS-staterne på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, der blev underskrevet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen)[1], udgår det traditionelle grundlag for vores samarbejde med AVS-staterne.

Femte del i TEUF og associeringsaftalen af 27. november 2001[2], der associerer EU (tidligere EF) med en række oversøiske lande og territorier (OLT), udgør retsgrundlaget for vores associering med OLT. Forslaget til associeringsafgørelse (COM(2012)0362) blev vedtaget af Kommissionen den 16. juli 2012 og er i øjeblikket til forhandling i Rådet.

Baggrundsdokumentet for denne betænkning om den 11. EUF er Kommissionens meddelelse af 7. december 2011 med titlen "Fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for finansiering af EU-samarbejdet med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet og de oversøiske lande og territorier for perioden 2014-2020 (den 11. europæiske udviklingsfond)" (COM(2011)0837).

II.1.a. Nedbringelse og udryddelse af fattigdom i AVS-partnerlandene

Kommissionen insisterer på nedbringelse og på sigt udryddelse af fattigdommen som den vigtigste målsætning for EU's udviklingssamarbejde. Der er her tale om en forfatningsmæssig forpligtelse for Unionen og et engagement af dets medlemsstater, fastsat i artikel 208 i TEUF i den europæiske konsensus om udvikling og i første artikel i Cotonouaftalen. For at opfylde dette mål, er det nødvendigt at tage særlig hensyn til de mest forsinkede 2015-mål (MDG), idet disse vedrører de grundlæggende sociale sektorer og kønsaspektet (MDG 4, 5 og 6).

Såvel midtvejsrevisionen af den 10. EUF[3] som Parlamentets beslutninger om decharge for de foregående EUF[4], har påvist utilstrækkeligheden af midler tildelt til disse centrale sektorer (navnlig problematikken vedrørende kønsaspektet, sundhed og grunduddannelse), som dog er af afgørende betydning for bekæmpelsen af fattigdom. Denne konstatering kan kun tilskynde Europa-Parlamentet til at gentage sin henstilling om at opfordre Kommissionen, AVS-staterne og Rådet til at allokere en andel på 20 % af den 11. EUF til levering af grundlæggende tjenesteydelser, særlig på områderne sundhed og grunduddannelse, for at sikre opfyldelsen af mål 2, 3, 4, 5 og 6 i lighed med det, der forventes i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejdet.

Der bør desuden tages særligt hensyn til specifik beskyttelse af kvinder og unge piger, eftersom en forbedring af deres situation og deres deltagelse i bistandsprogrammerne, der finansieres under den 11. EUF, er af afgørende betydning for nedbringelsen af fattigdom og for den økonomiske udvikling. Fattigdommen straffer oftest dem, der allerede reelt er i en svag position, eller føler, at de er det, og forbedringen af marginaliserede gruppers kår (børn, menneskerettighedsforkæmpere, handicappede og mere generelt alle personer eller grupper af personer, der udsættes for diskrimination på grundlag af deres religiøse tilhørsforhold, deres politiske idéer eller deres seksuelle orientering) bør derfor omfattes af et stærkt engagement fra Unionens side gennem den 11. EUF.

II.1.b. Fremme af OLT'ernes økonomiske og sociale udvikling

Den samme EUF finansierer ikke blot AVS/EU-partnerskabet, men også associeringen OLT/EU, som er en særlig associering, der i fjerde del af TEUF resulterer i "særlige forbindelser" (på grundlag af historiske og forfatningsmæssige forbindelser) mellem 26 OLT'er og fire medlemsstater. Forslaget om en associeringsafgørelse, som det blev vedtaget den 16. juli 2012, tager hensyn til nødvendigheden af at omdefinere målsætningerne med OLT'ernes associering med EU, for at disse territorier ikke længere skal behandles på samme måde som AVS-staterne; I bekæmpelsen af fattigdom indtræder altså i dag en vilje til at opbygge et partnerskab, der prioriterer fremme af en bæredygtig udvikling på sine territorier, baseret på konkurrencedygtighed, modstandsdygtighed overfor klimaændringer og samarbejde og regional integration.

Det ville i den forbindelse være at foretrække at råde over et mere forenklet og mere fleksibelt finansielt instrument, der især tager hensyn til visse OLT'ers begrænsede administrative og budgetmæssige kapaciteter. Derfor ville de være passende at forenkle procedurerne med henblik på at lette gennemførelsen af den 11. EUF og at bestemmelserne i gennemførelsesforordningen for associeringsafgørelsen angiver disse forenklede regler.

Der bør desuden i lighed med forvaltningsmyndighedernes møder i Bruxelles vedrørende strukturfondene indføres et teknisk møde hvert år eller hvert andet år mellem de anvisningsberettigede og delegerede og Kommissionen for at forbedre programmeringen og gennemførelsen af fondene og lette dialogen.

Det regionale samarbejde, der er den fjerde målsætning i den fremtidige ramme for associering, har en central rolle. Det er derfor nødvendigt, at gennemførelsen af denne lettes ved en forenkling af procedurerne for den 11. EUF ved at finde frem til synergierne mellem de samarbejdsprogrammer, som understøttes af Unionens forskellige finansielle instrumenter. Med henblik herpå bet bør derfor sikres, at programmeringen af fælles projekter, der associerer AVS, OLT'er og regioner i den yderste periferi, virkelig er en realitet, ved at lette dialogen mellem aktørerne i programmeringen og sikre, at programmeringen mellem de forskellige støtteinstrumenter er forenelige.

II.2. Opførelse af EUF på budgettet

Ordføreren glæder sig over, at de bidragsnøgler, medlemsstaterne har foreslået for den 11. EUF, fortsat nærmer sig de gældende bidragsnøgler for Unionens budget. Dog kan alene EUF's fuldstændige opførsel på budgettet, som er planlagt fra 2021, garantere en normal demokratisk kontrol gennem budgetmyndighedens to parter. Ordføreren forventer, at Kommissionen bestræber sig på at forberede opførelsen på budgettet på de bedst mulige vilkår fra den 1. januar 2021, datoen for udløbet af den 11. EUF, af Cotonouaftalen og af FFR for 2014-2020, og at den regelmæssigt informerer Parlamentet om sine forberedelser.

Ordføreren bifalder EUF's opførelse på budgettet fra 2021, men den bør resultere i EUF's fuldstændige overførsel til udgiftsområde 4 i FFR, og også medføre større forudsigelighed med hensyn til bistanden og aldrig tjene som påskud for en nedbringelse af udgifterne til udviklingsbistanden. Opførelsen af EUF på budgettet bør snarere medføre en tilsvarende forhøjelse af udgiftslofterne under udgiftsområde 4 i FFR. De vilkår og procedurer, der gør det muligt at sikre en demokratisk kontrol bør fastsætte inddragelse af de nationale parlamenter i kontrollen med anvendelsen af de i budgettet fastsatte midler.

II.3. Finansieringsrammen for den 11. EUF

Kommissionen foreslår i sit udkast til intern aftale et maksimumbeløb på op til 30 319 000 000 EUR (pris 2011) til den 11. EUF (2014-2020), hvilket for AVS-staterne og OLT'erne i betragtning af inflationsvirkningen og den længere periode, der er dækket af den 11. EUF (syv år i stedet for seks under den 10. FFR), vil betyde en stigning på cirka 13 % i bistand sammenlignet med den 10. EUF. Det er væsentligt, at de samlede beløb, både hvad angår den 11. EUF (uden for budgettet) og instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (på EU's budget) sætter EU i stand til at opfylde sin forpligtelse til at afsætte 0,7 % af sit BNP til offentlig udviklingsbistand frem til 2015.

Ordføreren er imidlertid bekymret over de seneste forslag om nedbringelse af det beløb, der tildeles EUF. I den forbindelse minder han ligeledes om vigtigheden af nye kilder til udviklingsfinansiering og især indførelse af beskatning af finansielle transaktioner, hvoraf en væsentlig del bør reserveres til bekæmpelsen af fattigdom og global opvarmning.

Uanset hvilke beløb og bidragsnøgler Rådet vælger for den 11. EUF, bør det beløb, der afsættes til OLT'erne i fordelingen af EUF's rammebeløb, være identisk med det, der foreslås i udkastet til intern aftale.

Størrelsen af de midler, der afsættes til programmet inden for AVS og på regionalt niveau i den 11. EUF, bør være den samme som i den 10. EUF, samtidig med at der sikres størst mulig komplementaritet med det fremtidige panafrikanske program, der er planlagt inden for rammerne af det fremtidige instrument til finansiering af udviklingssamarbejdet. Denne ramme vil delvist blive anvendt til finansiering af den nye bufferordning, der er fastsat med den anden revision af Cotonou-aftalen. Den nye ordning, der skal erstatte den nuværende flexordning og andre ad hoc-bufferordninger bør bygge på erfaringerne med V-Flex og fødevarefaciliteten for at afdæmpe eksterne påvirkninger med en tværnational dimension (finansiel krise, fødevarekrise eller humanitær krise især), der kunne ramme en AVS-stat. Disse nye bestemmelser er positive, fordi de bidrager til at styrke forbindelserne mellem katastrofe- rehabiliterings- og udviklingsbistand.

I forbindelse med høringen af EIB foreslår Kommissionen, at investeringsfaciliteten ikke forlænges som følge af eksistensen af tilstrækkelige midler fra tilbagebetalinger af tildelinger fra den 9. og 10 EUF. Denne investeringsfacilitet ville dog blive finansieret på op til 600 000 000 EUR til EIB under den 11. EUF i form af tilskud til finansiering af rentegodtgørelse og projektrelateret teknisk bistand, som fastsat i bilag II i Cotonouaftalen og associeringsaftalen. I denne forbindelse er det hensigtsmæssigt, at Kommissionen integrerer de projekter, der finansieres af EIB, i sine årsberetninger om investeringsfaciliteten. Sidstnævnte bør forelægges en gang om året for Europa-Parlamentet for de interesserede udvalg og med deltagelse af Kommissionen og EIB.

II.4. Programmering af den 11. EUF og program for forandring

II.4.a. Program for forandring, differentiering

Det program for forandring, som Kommissionen har foreslået, indfører begrebet differentiering i hjertet af den europæiske udviklingspolitik. Ifølge dette princip vil Unionen i fremtiden koncentrere sin udviklingsbistand om de fattigste lande. De fleste af de mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, der befinder sig imidlertid i mellemindkomstlandene, hvoraf visse er en del af AVS-gruppen. Kommissionen vil dog stadig i den 11. EUF foreslå et rammebeløb for hver AVS-stat, som den er forpligtet til ifølge Cotonouaftalen, uanset statens udviklingsniveau. Ordføreren ser positivt på dette, for han er af overbevist om, at EU's udviklingsbistand kan give visse mellemindkomstlande en merværdi, navnlig med henblik på at fremme og ledsage reformer, der gør det muligt at mindske ulighederne (skattereformer, indførelse af sociale sikkerhedssystemer ...), og i sidste ende for at bekæmpe fattigdom.

Ordføreren vil gerne understrege, at selv om han er enig i denne fortolkning af differentieringsprincippet, bør dette være omfattet af:

- et internationalt anerkendt sårbarhedsindeks, som fuldstændiggør BNP-kriterierne i forhold til den nationale rigdom, og som tager hensyn til de små udviklingssøstaters særlige situation, et nationalt indeks til måling af fattigdom, gini-koefficienten og det nationale indeks for ulighed

- bevarelsen af en tæt politisk dialog, der bør fortsættes mellem Unionen og hvert enkelt AVS-partnerland.

Ordføreren konstaterer, at programmet for forandring indeholder flere nye forslag, navnlig en kombination af tilskud og lån samt støtte til den private sektor. Anvendelsen af disse nye mekanismer bør i første omgang sigte mod at hjælpe borgerne i udviklingslandene ud af fattigdommen og deres afhængighed af bistand, i modsat fald favoriseres en udvikling og en vækst der hverken er bæredygtig, inklusiv eller ligevægtig.

I den henseende bør EU tydeliggøre sin strategi for så vidt angår fremme af den private sektor og nye mekanismer af den type, som består af en kombination af tilskud og lån. Der bør udarbejdes ordninger med henblik på at garantere, at støtten til den private sektor først og fremmest går til den lokale private sektor (der omfatter de små strukturer, de små landbrugsproducenter, familielandbrug osv.) og at der er korrekte rammer for mekanismen med en kombination af tilskud og lån. Kommissionen bør iværksætte tilbundsgående og uafhængige konsekvensanalyser af eksisterende kombinationsmekanismer med henblik på at analysere deres indvirkning på nedbringelsen af fattigdom, miljø og landenes gældssætning.

II.4.b. Bistandseffektivitet og demokratisk ejerskab

En af de grundlæggende betingelser for at opfylde målene fra Paris- og Accraerklæringerne indeholdt i programmet om bistandseffektivitet og i Busansamarbejdet for effektivt udviklingssamarbejde er fuld inddragelse af princippet om "demokratisk ejerskab", hvilket betyder at udviklingsstrategien er landestyret og afspejler alle nationale interessenters engagement.

Således bør de nationale parlamenter samt de lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationerne inddrages i udformningen og gennemførelsen af strategidokumenter og nationale vejledende nationale og regionale programmer. I den forbindelse er EU-delegationernes rolle af afgørende betydning. Det ser imidlertid ud til, at EU-delegationerne under de foregående programmeringscyklusser ofte på grund af manglende midler ikke reelt har inddraget de lokale myndigheder og civilsamfundet i deres arbejde. Den nationale anvisningsberettigede er ofte den eneste forhandlingspartner med EU-delegationen på bekostning af ministerier, centrale administrationer eller nationale parlamenter.

Ordføreren minder om, at bekæmpelsen af fattigdom og bistandseffektivitet også i høj grad afhænger af kapaciteten til mobilisering af indtægter på nationalt plan. Som følge heraf bør gennemførelsen af effektive og rimelige ordninger for skatteopkrævning være en prioritet for AVS-EU-partnerskabet, både gennem gennemførelsen af den 11. EUF og inden for rammerne af den politiske dialog. Målet er at forbedre optagelsen af skatteindtægter og samtidig forhindre international skatteflugt, ulovlig kapitalflugt og brug af skattely.

Ordføreren ønsker ligeledes at minde om fordelene ved fælles programmering, som gør det muligt at styrke de positive resultater på stedet til fordel for de fattigste befolkningsgrupper og at øge synligheden og effektiviteten af den europæiske bistand. De seneste eksempler i Haiti, Sydsudan, Etiopien og Ghana viser potentialet for en sådan fælles programmering. Han insisterer på behovet for at uddybe og præcisere reglerne i den europæiske ramme for fælles flerårig programmering.

I øvrigt mener ordføreren, at det med henblik på at øge EU-støttens effektivitet, synlighed og indvirkning er nødvendigt at tildele Kommissionen tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre den 11. EUF.

Endelig ønsker ordføreren, at Den Europæiske Union pålægger de virksomheder, der ønsker at opnå offentlige kontrakter finansieret under EUF i AVS-staterne, en række miljømæssige og sociale standarder. Det er af interesse for borgerne i udviklingslandene og i de udviklede lande.

II.4.c. Samarbejdsområder og tematisk koncentration

En af de ændringer, som indføres med programmet for forandring, er den tematiske koncentration. Formålet er at fremme en inklusiv og bæredygtig vækst i udviklingslandene og at styrke indvirkningen og synligheden af EU-bistanden ved at koncentrere denne om de følgende sektorer:

- god forvaltning, herunder respekt for menneskerettigheder og demokrati; ligestilling mellem mænd og kvinder, civilsamfundets rolle og bekæmpelsen af korruption

- social beskyttelse, sundhed og uddannelse

- udvikling af et gunstigt erhvervsmiljø og uddybning af den regionale integration mellem udviklingslandene

- bæredygtigt landbrug og ren energi ved en styrkelse af udviklingslandenes modstandskraft over for eksterne rystelser og den potentielle konvertering af de udfordringer, som fødevaresikkerheden og klimaændringen udgør for vækstudsigterne.

Ordføreren ønsker at henlede opmærksomheden på projektet "energi for alle", der er udarbejdet af FN's Generalsekretariat, og som sigter mod at levere bæredygtig energi til alle i 2030. Han glæder sig over, at dette projekt modtager tilskud fra EU på omkring 400 000 000 EUR inden for rammerne af den 10. FED, og anmoder om, at denne indsats fortsætter under den 11. FED.

Ordføreren påpeger ligeledes nødvendigheden af, at den europæiske udviklingspolitik støtter landbruget. De seneste års fødevarekrise har påvist behovet for en bedre regulering af landbrugsmarkederne, men også for at støtte en landbrugspolitik, der kan sikre fødevaresikkerheden i alle udviklingslande, give landbrugerne en anstændig indkomst og modstå konjunkturbestemte chok. Men der er imidlertid også AVS-staternes ansvar, eftersom få af disse opfylder den forpligtelse, de har indgået inden for rammerne af Maputoerklæringen i 2003, om at afsætte mindst 10 % af deres nationale budgetter til landbrug og udvikling af landdistrikter.

Dog kan fastlæggelsen af disse koncentrationsområder tolkes som en af de europæiske prioriterer, idet de er vedtaget ensidigt og ikke som et resultat af en tæt politisk dialog mellem AVS-staterne og EU. Demokratisk ejerskab er et af de grundlæggende principper for bistandseffektivitet, og den politiske dialog bør gives mere plads og derved mere fleksibilitet ved fastlæggelsen af de prioriterede samarbejdsområder.

Ordføreren understreger desuden den eksisterende tætte forbindelse mellem sikkerhed og udvikling. I denne forbindelse bør differentieringen ligeledes tage hensyn til den særlige situation for de skrøbelige stater ud fra princippet om, at konsekvenserne for befolkningerne i en stat i opløsning er meget negative og ophæver de fremskridt, der er opnået på udviklingsområdet. Genetableringen af retsstatsprincippet i en stat i opløsning er meget mere besværlig og langvarig end en styrket støtte til stater, der er identificeret som skrøbelige. I denne henseende er det relevant, at der tages særlig hensyn til Sahelområdet og Afrikas Horn i forbindelse med programmeringen af den 11. EUF.

II.4.d. Budgetstøtte

Den tematiske koncentration, som Kommissionen ønsker, bør ikke skade de positive indvirkninger, der er blevet understreget af anvendelsen af budgetstøtte, der ved sin generelle og tværgående karakter gør det muligt at øge kapaciteten for god forvaltning af modtagerlandenes offentlige finanser. Det vil derfor være passende at bevare en vigtig plads til budgetstøtten i den 11. EUF og samtidig styrke den dialog om menneskerettigheder, der føres med de lande, der modtager denne støtte. Med henblik herpå minder ordføreren ligeledes om betydningen af artikel 96 i Cotonouaftalen, som giver mulighed for at ophæve adgangen til bistand, hvis en stat gør sig skyldig i alvorlige krænkelser af principperne i aftalen. Der bør udarbejdes en fælles EU-ramme for denne konditionalitet.

II.4.e. Regional integration

Ordføreren minder endvidere om behovet for, at Unionen fortsat støtter regionale integrationsprocesser, bl.a. gennem regionale EUF-programmer. Det nemlig vigtigt for mange AVS-stater, idet de ofte udgør små økonomier, at have adgang til infrastrukturer (energi, veje, opbevaring ...), der gør det muligt for dem at etablere egentlige regionale markeder. Dette gælder især for landbrugssektoren, hvor etableringen af regionale markeder vil gøre det muligt at øge mangfoldigheden af de landbrugsprodukter, der er til rådighed for forbrugerne, og at udvikle en modstandskraft mod fødevarekriser. Unionen skal derfor med den 11. EUF fortsat støtte eksisterende regionale økonomiske fællesskaber.

Endvidere bør tilstedeværelsen af visse regioner i den yderste periferi og OLT'er i visse AVS-staters regionale miljø tilskynde Kommissionen og de medlemsstater, som de hører under, til at støtte sig til deres kompetencer med hensyn til nedbringelse af katastroferisici, modstandsdygtighed over for klimaændringer og økonomisk udvikling i øområder. For at øge antallet af fælles projekter mellem regionerne i den yderste periferi, OLT'erne og AVS-staterne bør Unionen forbedre koordineringen og øge synergierne mellem de samarbejdsprogrammer, som understøttes af EU's forskellige finansielle instrumenter som fastsat i artikel 7 i den foreslåede associeringsafgørelse. For at sikre, at programmeringen af fælles regionale projekter bliver en realitet, skal dialogen mellem programmeringens aktører lettes, og reglerne for programmering mellem de forskellige støtteinstrumenter (primært EUF og EFRU) skal være kompatible.

II.4.f. Inddragelse af ikke-statslige aktører og lokale myndigheder

Ordføreren minder om den vigtige rolle, som civilsamfundsorganisationer og de lokale og regionale myndigheder spiller i forbindelse med ydelsen af grundlæggende tjenesteydelser og gennemførelsen af AVS-EU-partnerskabet. Deres rolle i denne forbindelse vil blive yderligere styrket i fremtiden, ikke kun med hensyn til gennemførelsen af udviklingsprogrammer eller -projekter, men også idet civilsamfundsorganisationer og de lokale og regionale myndigheder er fundamentale aktører i processen med at udforme udviklingspolitikker. Der er således behov for at forbedre samarbejdet med disse aktører, både på globalt og nationalt plan, hvor EU-delegationerne bør øge antallet af høringer i forbindelse med udformningen af politikker og gennemførelsen af de prioriterede dele af de nationale vejledende programmer, herunder med hensyn til budgetstøtte. Med henblik på at måle fremskridtene i denne forbindelse er det hensigtsmæssigt, at Kommissionen gør status over sine aktørers deltagelse i opfølgningsrapporterne under den 11. EUF.

II.5. Demokratisk kontrol

Ordføreren glæder sig over, at Kommissionen frivilligt har givet et politisk tilsagn – i anledning af dens erklæring i juni 2011 om et globalt Europa – om at give Europa-Parlamentet samme kontrolbeføjelser vedrørende EUF, navnlig for så vidt angår dokumenter vedrørende den kommende gennemførelsesforordning for den 11. EUF, som den har for så vidt angår EU's almindelige budget, såsom gennemførelsesdokumenter for instrumentet for udviklingssamarbejde. Således bør Kommissionen sende udkast til lande- eller regionsstrategidokumenter til Parlamentet, samtidig med at den sender dem til EUF-Udvalget (udvalg af repræsentanter for medlemsstaterne i Kommissionen). Ordføreren minder ligeledes om, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i sin egenskab af parlamentarisk organ til kontrol med gennemførelsen af Cotonouaftalen bør inddrages på samme måde.

[1] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Aftale revideret i Luxembourg den 25. juni 2005 (EUT L 287 af 28.10.2005, s. 4) og i Ouagadougou den 22. juni 2010 (EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3).
[2] EFT L 314 af 30.11.2001, s. 1. Ændret ved afgørelse 2007/249/EF (EUT L 109 af 26.4.2007, s. 33).
[3] Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene – Undersøgelse af resultaterne af den 10. EUF (SEC(2011)1055) final.
[4] P7_TA(2012)0156.

UDTALELSE fra Budgetudvalget (24.1.2013)

til Udviklingsudvalget

Ordfører for udtalelse: Jan Kozłowski

FORSLAG

Budgetudvalget opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. opfordrer igen til, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) opføres på budgettet, da dette vil bidrage til mere effektiv fremme af Unionens prioriteringer og tematiske bistand og øge synligheden af og sammenhængen imellem EU's foranstaltninger som verdens største donor af udviklingsbistand; anmoder Rådet om at fremlægge en køreplan for opførelse af EUF på budgettet efter 2020 med detaljer om tidsplanen og proceduren for dens indlemmelse i EU-budgettet;

2. insisterer på, at indarbejdelsen af EUF i EU-budgettet ikke bør påvirke den samlede finansielle bevilling til andre af Unionens prioriterede områder og politikker; minder om det tilsagn, medlemsstaterne har givet i forbindelse med den officielle udviklingsbistand, og anmoder om, at indarbejdelsen af EUF i EU-budgettet foretages på en sådan måde, at det ikke får negativ indvirkning på deres bidrag;

3. understreger vigtigheden af, at EU-bistanden og medlemsstaternes bistand er komplementære, og at førstnævnte har en katalysatorvirkning ved at gå ind i regioner, hvortil der ikke ydes bilateral bistand; støtter navnlig fælles programmering af medlemsstaternes og EU's foranstaltninger; finder det ligeledes afgørende at sikre sammenhæng mellem politikkerne for udviklingssamarbejde og andre EU-politikker, som sandsynligvis vil påvirke udviklingslandene; mener endvidere, at koordination mellem EU og andre bistandsdonorer er af afgørende betydning;

4. mener, at gennemsigtighed og ansvarlighed er afgørende, når der bevilges EUF-midler, og at de finansierede projekter, herunder den direkte støtte til nationale budgetter, monitoreres;

5. opfordrer til, at der rettes nøje opmærksomhed mod den særlige situation i AVS-lande og ‑regioner, der udgår af (ikke længere modtager) den bilaterale bistand på grund af BNP;

6. mener, at udviklingsbistand, der harmoniseres på EU-plan, sikrer en større forudsigelighed i finansieringsstrømmene for modtagerlandene; insisterer på bedre målretning af ressourcerne derhen, hvor der er størst behov, som f.eks. i de mindst udviklede lande, og hvor finansieringen vil give den største virkning; opfordrer til øget koordination af og sammenhæng i udviklingsbistandsindsatsen mellem medlemsstaterne og Unionen, blandt andet gennem instrumenterne til udviklingssamarbejde i EU-budgettet, som f.eks. instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI);

7. minder om, at fristen for at opfylde såvel 2015-målene som det kollektive mål for den officielle udviklingsbistand (ODA) på 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) udløber i 2015, dvs. inden for den næste FFR-periode; understreger derfor, at et passende samlet niveau af udviklingsbistand og finansiering er nødvendigt, hvis Unionen og dens medlemsstater skal opfylde deres internationale udviklingsforpligtelser; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til straks at tage skridt til at opfylde deres ODA-mål og indfri deres udviklingstilsagn;

8. konstaterer, at der er behov for øget anvendelse af innovative finansieringsinstrumenter, som f.eks. en blanding af gavebistand og lån, for at forøge de finansielle ressourcer til udvikling;

9. bemærker, at 5 % af EUF-kreditterne er øremærket til støtteudgifter for i endnu højere grad at tage hensyn til, at der er behov for sådanne udgifter til forvaltning og gennemførelse af fonden;

10. glæder sig over den øgede fleksibilitet i anvendelsen af de uudnyttede midler, der er bevilget til AVS-staterne, som støtte til katastrofebistand og kortsigtet humanitær nødhjælp.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	23.1.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 8 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Marta Andreasen, Zuzana Brzobohatá, Jean-Luc Dehaene, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazábal Rubial, Salvador Garriga Polledo, Ingeborg Gräßle, Lucas Hartong, Monika Hohlmeier, Anne E. Jensen, Ivailo Kalfin, Sergej Kozlík, Jan Kozłowski, Alain Lamassoure, Giovanni La Via, Claudio Morganti, Jan Mulder, Juan Andrés Naranjo Escobar, Nadezhda Neynsky, Dominique Riquet, Potito Salatto, Alda Sousa, László Surján, Derek Vaughan, Angelika Werthmann
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	François Alfonsi, Paul Rübig, Peter Šťastný, Georgios Stavrakakis, Theodor Dumitru Stolojan, Gianluca Susta, Nils Torvalds

UDTALELSE fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (25.1.2013)

til Udviklingsudvalget

Ordfører for udtalelse: Mariya Gabriel

FORSLAG

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

– der henviser til konventionen om fjernelse af alle former for forskelsbehandling af kvinder, og den frivillige protokol hertil,

– der henviser til FN's erklæring om beskyttelse af kvinder og børn i krisesituationer og væbnede konflikter og til FN's Sikkerhedsrådets resolution 1325 (2000) og 1820 (2008),

– der henviser til EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet (2010-2015),

– der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

A. der henviser til, at EU's udviklingssamarbejdspolitik er underlagt 2015-udviklingsmålene, hvoraf to specifikt vedrører kvinder, nemlig mål 3 (forbedring af kvinders status og fremme af ligestilling) og mål 5 (Forbedre sundhed for mødre), mens tre andre direkte medvirker til at forbedre kvinders og piger leveforhold: mål 2: Grundskoleuddannelse for alle; mål 4: Mindskelse af børnedødeligheden; mål 6: Bekæmpelse af HIV/Aids, malaria og andre sygdomme; der henviser til, at disse mål vil bidrage til, at fattigdommen nedbringes;

B. der henviser til, at den stigende fattigdom rammer kvinder i højere grad end mænd;

C. der henviser til, at det i partnerskabsaftalen 2000/483/EF mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 bestemmes, at der systematisk skal tages hensyn til kvinders situation og ligestillingsspørgsmål på alle områder, både politisk, økonomisk og samfundsmæssigt;

D. der henviser til, at EU's handlingsplan anerkender, hvor vigtig inddragelse af kvinderne og udsigt til ligestilling er for partnerlandenes udvikling og for virkeliggørelsen af udviklingsmålene, og til, at ligestilling udgør et centralt element for EU's indsats i henhold til dagsordenen for forandring;

E. der henviser til, at kønsbestemt vold, navnlig seksuel vold, og udnyttelse af og drab på kvinder og piger bliver stadig mere udbredt;

F. der henviser til, at seksuel vold i form af massevoldtægt, menneskehandel og andre former for seksuel misbrug af kvinder og børn stadig anvendes som en krigstaktik af væbnede styrker og andre krigsdeltagere, navnlig i visse AVS-lande; der henviser til, at FN betegner voldtægter i krigstid som en forbrydelse mod menneskeheden, og at FN's Sikkerhedsråd siden 2008 har engageret sig i bekæmpelsen af seksuel vold anvendt som krigstaktik;

G. der henviser til, at undersøgelser viser, at der kan opnås en række gode resultater, hvis kvinder uddannes og kan tjene og bestemme over deres egen indtægt: barsels- og børnedødeligheden falder, kvinders og børns sundhed og ernæring forbedres, landbrugets produktivitet øges, klimaændringerne kan mindskes, befolkningsvæksten bremses, økonomien vokser og fattigdomscirklen brydes;

H. der henviser til, at kvinderne i de tilfælde, hvor de deltager i konfliktløsning og fredsskabende aktiviteter, spiller en afgørende rolle i fredsforhandlingerne og dermed øger omfanget af genopbygningen, rehabiliteringen og de fredsskabende aktiviteter;

1. erklærer sig tilfreds med erkendelsen i en række handlingsplaner og meddelelser af, at ligestilling og forbedring af kvindernes status spiller en central rolle i udviklingen, og opfordrer til, at denne prioritering giver sig konkret udslag i de geografiske programmer; understreger, at der inden for rammerne af denne støtte bør udarbejdes særlige programmer, som tager sigte på styrkelse af kvindernes indflydelse, deres samfundsøkonomiske uafhængighed, bekæmpelse af forskelsbehandling, virkeliggørelse af udviklingsmålene og opnåelsen af det overordnede mål om ligestilling; opfordrer ligeledes til en bedre samordning med de tematiske programmer, der finansieres gennem internt AVS-samarbejde og finansieringsinstrumentet for udviklingssamarbejde (DCI); påpeger, at sådanne programmer bør fremme inklusiv, bæredygtig og klimavenlig udvikling ved at løse sociale og regionale uligheder, understrege betydningen af globale offentlige goder og støtte lokale civilsamfundsgrupper, herunder navnlig kvinderettighedsorganisationer;

2. opfordrer Kommissionens til at lægge større vægt på mødres sundhed; understreger betydningen af uddannelse og bevidstgørelse om seksuel og reproduktiv sundhed som en integreret del af kvindernes sundhedsdagsorden, ikke mindst i lyset af det faktum, at det er det udviklingsmål, hvor de opnåede fremskridt hidtil har været mindst tilfredsstillende; opfordrer desuden til, at der øjeblikkeligt overvejes foranstaltninger efter 2015, navnlig for så vidt angår mål 3 om forbedring af kvinders status og fremme af ligestilling og mål 5 om mødres sundhed, reproduktiv sundhed og adgang til svangerskabsforebyggelse; understreger vigtigheden af sidstnævnte, især hvad angår foranstaltninger, der bekræfter fremme og inddragelse af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder for piger og kvinder, da dette er ikke kun et mål i sig selv, men også et vigtigt middel til at bekæmpe fattigdom og nå 2015-udviklingsmålene; understreger, at disse foranstaltninger især bør fokusere på bekæmpelse af vold mod kvinder;

3. glæder sig over, at FN's Befolkningsfond (UNFPA) har oprettet en taskforce på højt niveau, som skal lede en undersøgelse af resultaterne af den internationale konference om befolkning og udvikling, navnlig for så vidt angår kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, deres ret til reproduktiv sundhed og bekæmpelse af HIV/Aids;

4. understreger betydningen af målet om at forbedre mødres sundhed for en nedbringelse af barselsdødeligheden og opnåelsen af adgang for alle til tjenester vedrørende reproduktiv sundhed, hvilket forudsætter respekt for kvinders ret til seksuel og reproduktiv sundhed uden nogen form for pres eller begrænsninger;

5. glæder sig over, at samtlige stater har virkeliggjort visse udviklingsmål som f.eks. målet om grundlæggende uddannelse for både piger og drenge; tilskynder Kommissionen til at foretage det fornødne for at udbrede kendskabet til disse resultater og fremme udvekslingen af bedste praksis og fortsætte støtten til de lande, som er på den rette vej;

6. opfordrer EU til at fremme tutor-programmer, hvor succesrige, højtuddannede erhvervsaktive kvinder i Europa arbejder sammen med kvinder i udviklingslandene;

7. understreger, at der bør gøres en særlig indsats for at lære skoleelever af begge køn om ligestillingsforhold, helt fra de begynder i skolen, så holdninger og sociale stereotyper gradvist ændrer sig, og ligestilling bliver til et grundprincip i AVS-landenes samfund;

8. påpeger, at resultaterne med hensyn til virkeliggørelsen af mål 2 har været blandede, da der er sket fremskridt med hensyn til indskoling af piger, men ikke med hensyn til afslutningen af deres uddannelse; opfordrer AVS-landene og alle internationale partnere til som prioriterede udviklingspolitikker at udforme og gennemføre de nødvendige tiltag til sikring af, at piger afslutter deres grunduddannelse og får adgang til sekundær og videregående uddannelse;

9. opfordrer derfor til øget støtte til programmer, som tilsigter, at alle piger får adgang til uddannelse (i betragtning af, at pigers uddannelse er et kerneelement i opbygningen af et mere ligeligt samfund), som fremmer kvindernes økonomiske uafhængighed og nedbringer den seksuelle udnyttelse af piger og kvinder i hele verden;

10. fordømmer EU-støtte til lande, som stadig kriminaliserer kvinder på grund af deres seksuelle orientering, selv om det erkendes, at visse udviklingslande har gjort fremskridt på menneskerettighedsområdet;

11. minder om, at demokrati indebærer, at kvinderne deltager fuldt ud i det offentlige liv, som det fremgår af internationale og regionale instrumenter som f.eks. protokollen om kvinders rettigheder i Afrika til det afrikanske charter om menneskerettigheder og befolkningers rettigheder;

12. opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til i endnu højere grad at tilskynde tredjelande til at gøre en specifik indsats for at styrke kvindernes rettigheder i landenes lovgivning, navnlig bestemmelserne om beskyttelse af piger og kvinder mod vold, til at sikre, at disse bestemmelser respekteres, og til at gennemføre kønsspecifikke politikker og mekanismer for at inddrage kvinderne mere i beslutningstagningen i det offentlige liv, hvad enten det er politisk, økonomisk eller socialt;

13. opfordrer Kommissionen og Rådet til at tilskynde tredjelande til at udvikle praktiske tiltag til at hjælpe kvinder, der har været ofre for kønsbaseret vold, ved f.eks. at sikre dem adgang til flygtningecentre og terapi for ofrene;

14. støtter inddragelsen af ligestillingskonsulenter og ligestillingsskranker i EU's delegationer og under missioner, der gennemføres som led i den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og opfordrer næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at afsætte de nødvendige bevillinger og ressourcer til delegationerne og missionerne og fastlægge deres aktivitetsområder;

15. understreger betydningen af ikke blot at betragte kvinder som en udsat del af befolkningen, men også som aktive deltagere i udviklingspolitikken; understreger i den forbindelse, at kvinderne spiller af afgørende rolle i forbindelse med ernæring og levnedsmiddelsikkerhed, ikke mindst, fordi de er ansvarlige for 80 % af landbruget i Afrika, selv om det stadig næsten er umuligt for dem at eje den jord, som de dyrker; understreger endvidere, at kvinder beviseligt er kompetente til at løse problemer og konflikter, og opfordrer derfor Kommissionen og AVS-landene til at styrke kvindernes rolle i aktionsgrupper og arbejdsgrupper;

16. understreger betydningen af at bekæmpe alle former for vold mod kvinder og piger: chikane, voldtægt, seksuelt misbrug, tvungen prostitution, seksuelt slaveri, udnyttelse, mord på kvinder, kønslemlæstelse af kvinder, tvangsægteskaber, vold i hjemmet osv. understreger, at respekt for kvinders rettigheder, herunder deres seksuelle og reproduktive rettigheder, og sikring af respekten for deres menneskelige værdighed er afgørende for at bekæmpe kønsbaseret vold, tilvejebringe beskyttelse af og terapi til ofre og sikre, at forbryderne straffes; opfordrer Kommissionen til som led i udviklingspolitikken at prioritere bekæmpelsen af straffrihed for sådanne voldsforbrydere;

17. bekræfter kvindernes afgørende rolle i demokratiske overgangsprocesser, i opbygningen og konsolideringen af statsapparatet og i konfliktløsning, pacificering og stabilisering; tilskynder Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og AVS-landene til at gennemføre konkrete og frivillige politikker som fremme kvindernes tilstedeværelse omkring forhandlingsborde og i politiske og økonomiske beslutningstagende stillinger;

18. mener i overensstemmelse med forbuddet mod pres eller tvang i spørgsmål vedrørende seksuel og reproduktiv sundhed, som blev vedtaget under den internationale konference om befolkning og udvikling i Kairo, og i overensstemmelse med juridisk bindende menneskerettighedskonventioner, EU's retsakter og EU's kompetence på området ikke, at der bør ydes EU-støtte til nogen myndighed eller noget organ eller program, som fremmer, støtter eller deltager i forvaltningen af aktioner, som indebærer menneskerettighedskrænkelser som f.eks. tvangsaborter, tvungen sterilisering af mænd og kvinder og bestemmelse af fostres køn med henblik på kønsudvælgelse før fødslen eller barnemord, navnlig hvor denne indsats sker efter psykologisk, samfundsmæssig, økonomisk eller juridisk pres;

19. opfordrer Kommissionen til at anvende de resultatindikatorer, der er indeholdt i EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingspolitikken: 1) mindst 80 % af bevillingerne skal indebære kønsrelevante indikatorer; 2) mindst 75 % af alle projekter eller programmer skal have ligestilling som det vigtigste mål (G-2) eller som et væsentligt mål (G-1) og 3) mindst 50 % af de indikative flerårige programmer skal identificere ligestillingsrelevante tiltag;

20. opfordrer Kommissionen til at forelægge Europa-Parlamentet en beretning om udviklingen i gennemførelsen af EU's handlingsplan for ligestilling og styrkelse af kvindernes position i udviklingssamarbejdet;

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	22.1.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	26 1 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Regina Bastos, Edit Bauer, Emine Bozkurt, Tadeusz Cymański, Edite Estrela, Iratxe García Pérez, Mikael Gustafsson, Mary Honeyball, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Constance Le Grip, Elisabeth Morin-Chartier, Siiri Oviir, Antonyia Parvanova, Raül Romeva i Rueda, Joanna Senyszyn, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Marc Tarabella, Britta Thomsen, Marina Yannakoudakis, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Vilija Blinkevičiūtė, Minodora Cliveti, Anne Delvaux, Mariya Gabriel, Nicole Kiil-Nielsen, Christa Klaß, Mojca Kleva Kekuš, Katarína Neveďalová, Angelika Werthmann

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	19.2.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 4 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Thijs Berman, Michael Cashman, Ricardo Cortés Lastra, Véronique De Keyser, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Mikael Gustafsson, Filip Kaczmarek, Michał Tomasz Kamiński, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Jean Roatta, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Keith Taylor, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Philippe Boulland, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Enrique Guerrero Salom, Isabella Lövin, Gesine Meissner, Judith Sargentini

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik