HENSTILLING om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af protokollen om fastsættelse for en periode på to år af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien

31.5.2013 - (15777/2012 – C7‑0419/2012 – 2012/0258(NLE)) - ***

Fiskeriudvalget
Ordfører: Gabriel Mato Adrover

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af protokollen om fastsættelse for en periode på to år af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien

(15777/2012 – C7‑0419/2012 – 2012/0258(NLE))

(Godkendelse)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til udkast til Rådets afgørelse (15777/2012),

–   der henviser til udkast til protokol om fastsættelse for en periode på to år af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien (15781/2012),

–   der henviser til den anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 43, stk. 2, og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7‑0419/2012),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 81 og artikel 90, stk. 7,

–   der henviser til henstilling fra Fiskeriudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Budgetudvalget (A7-0184/2013),

1.  nægter at godkende indgåelsen af protokollen;

2.  pålægger sin formand at meddele Rådet, at protokollen ikke kan indgås;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes og Den Islamiske Republik Mauretaniens regeringer og parlamenter.

BEGRUNDELSE

Mauretanien er et land med nomadebefolkning, som til trods for have et af de fiskerigeste farvande i verden ikke har nogen fiskeritradition. 80 % af Mauretaniens industrielle fiskerflåde er kinesisk, mens den ikke‑industrielle fiskerflåde i høj grad er senegalesisk. Manglen på en national fiskerflåde skyldes muligvis nomadetilværelsen og manglen på økonomiske midler og politisk vilje. Som følge heraf har Mauretanien valgt at overlade udnyttelsen af sine fiskeressourcer til udenlandske fiskerflåder, herunder til EU's fiskerflåde.

Økonomisk set tegner fiskeriet sig for 50 % af eksportindtægterne og for 29 % af BNP. Eksport‑ og forarbejdningsvirksomhederne er generelt fællesforetagender. Fiskeriet skaber desuden et stort antal arbejdspladser og står for 36 % af det samlede antal arbejdspladser i den moderne sektor.

EU bør i sine forbindelser med Mauretanien hjælpe landet med dets økonomiske og sociale udvikling med henblik på at skabe passende vilkår, der fremmer udenlandsk investering. EU bør desuden tilbyde sektorstøtte med henblik på, at Mauretanien kan forvalte fiskeriaktiviteterne efter sine fiskeressourcer på en bæredygtig måde og bekæmpe ulovligt fiskeri ved anvendelse af principperne om god forvaltning, samtidig med at de internationale havretsregler respekteres.

En stor del af denne støtte kan realiseres direkte gennem en hensigtsmæssig fiskeriaftale og protokol, hvor EU udelukkende får adgang til de overskudsbestande, som Mauretanien ikke selv udnytter, med henblik på at sikre fødevaresikkerheden[1]. Udnyttelsen af fiskeressourcerne bør foregå på de niveauer, der kan give maksimalt bæredygtige udbytte, og der bør iværksættes tekniske foranstaltninger, der sikrer fiskeriet på lang sigt, samt effektive kontrolforanstaltninger med henblik på at undgå ulovligt fiskeri.

Disse vilkår bør være et krav for alle de flåder, der fisker i Mauretaniens fiskeriområde, med henblik på at sikre en ensartet ordning for udnyttelse med lige vilkår for alle og uden forskelsbehandling og for at sikre, at EU får fortrinsbehandling med hensyn til overskudsbestandene. Denne ordning kræver, at Mauretanien giver mulighed for indsigt i de bilaterale fiskeriaftaler, der er indgået med tredjelande.

EU yder en samordnet politisk indsats for at sikre sammenhæng samt sikre, at dets værdier og principper er fremtrædende i EU's indsats udadtil. Således er den støtte, som EU (og dets medlemsstater gennem deres samarbejdskontorer) tilbyder Mauretanien, meget stor, og den udmøntes i forskellige typer af støtteprogrammer[2]. Det er vigtigt at gøre det klart, at sektorstøtten i henhold til en fiskeriaftale ikke er den eneste støtte til samarbejde, som Mauretanien får fra EU.

Vurderingen af den nye fiskeriprotokol bør foregå under hensyntagen til følgende aspekter:

- de fiskerimuligheder, som overskudsbestandene giver, og prioriteret adgang for vores fiskerflåde

- protokollens tekniske vilkår bør gælde for alle udenlandske flåder med henblik på at undgå forskelsbehandling, og de bør føre til et rentabelt og bæredygtigt fiskeri. Enhver ændring af de tekniske vilkår i forhold til den foregående protokol underkastes en konsekvensanalyse (f.eks. muligheden for at lande fangsten på De Kanariske Øer)

- den finansielle modydelse justeres til fiskerimulighederne, og rederiernes private bidrag skal stå i forhold hertil.

Analyse af den nye fiskeriprotokol

Denne fiskeriaftale er uden tvivl den vigtigste fiskeriaftale for EU med hensyn til mængde og typer af fiskeriprodukter og med hensyn til den finansielle modydelse. Den 26. juli 2012 undertegnede Europa‑Kommissionen efter 15 måneders forhandlinger fiskeriprotokollen med Mauretanien, indledningsvis for en periode på to år. Rådet for Den Europæiske Union så sig nødsaget til at undertegne den midlertidige anvendelse af denne protokol den 3. december 2012 – på anmodning af Kommissionen, som var bekymret for, at en del af det planlagte budget ville bortfalde. Mauretanien undertegnede protokollen den 16. december 2012, hvor den trådte midlertidigt i kraft, indtil Europa‑Parlamentet skulle godkende den.

Denne nye protokol indebærer en aftale om 110 mio. EUR om året, hvoraf de 70 mio. EUR om året skal betales af EU (67 mio. EUR om året for adgang til fiskeressourcer og tre mio. EUR om året i sektorstøtte). De resterende 40 mio. EUR om året kommer fra industrien i form af fiskerilicensafgifter.

Omkring 100 fiskerfartøjer fra følgende12 medlemsstater får adgang: Spanien, Italien, Portugal, Grækenland, Frankrig, Det Forenede Kongedømme, Malta, Nederlandene, Tyskland, Polen, Litauen og Letland. Antallet af fartøjer er ikke så vigtigt som fangstmængden[3].

Der findes otte kategorier fordelt på: pelagiske fisk, demersale arter og kulmule, skaldyr (dybvandsrosenreje, rejer af Penaeusslægten, languster og krabbe) og tunfisk. Der findes endvidere en kategori af blæksprutter med 0 fiskerimuligheder.

Den prioriterede adgang for EU's fiskerflåde samt ikke‑forskelsbehandling og respekt for menneskerettighederne i Mauretanien anerkendes.

Fiskerimuligheder og tekniske vilkår

Det væsentligste er indførelsen af en generel kvoteordning i stedet for en ordning baseret på fartøjernes tonnage. Dette vil føre til tilbagevendende konflikter med de lokale myndigheder om vejningen af fangsterne.

Blæksprutter: Der er ikke adgang til fiskeri efter blæksprutter, selv om der er mulighed for, at dette kan tages op til revision et år efter protokollens ikrafttræden. Dette er imidlertid ikke særlig sandsynligt, eftersom Europa‑Kommissionen har erklæret, at denne protokol er det bedste resultat, der kunne opnås. Det er vanskeligt at forestille sig, at situationen forbedres, efter betalingen er gennemført. Der er ikke noget, der begrunder, at Kommissionen ikke tilpasser den finansielle modydelse til denne meget væsentlige og værdimæssige begrænsning af fiskerimulighederne (og samtidig giver mulighed for senere genforhandling om en eventuel forhøjelse af ydelsen, når der indføres kvoter for denne kategori).

Det Spanske Oceanografiske Institut, som anerkendes i protokollen, har udarbejdet en nylig rapport over blækspruttesituationen, som viser, at denne art ikke har nogen dårlig bevaringsstatus, men derimod nærmest befinder sig på det biomasseniveau, der giver maksimalt bæredygtigt udbytte (32 000 ton), efter at fiskeriindsatsen i løbet af de seneste år er blevet nedbragt med omkring 30 %. Denne undersøgelse har Europa‑Kommissionen imidlertid ikke taget højde for. Kommissionen støtter sig derimod til rådgivning fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), der er baseret på data fra 2008.

Ifølge rapporten fra Det Spanske Oceanografiske Institut skulle punkt H. i Europa‑Parlamentets beslutning[4] af 12. maj 2011 være forældet. Ifølge det pågældende punkt har fiskeriaftalen med Mauretanien bidraget til overfiskeri af blæksprutter og derfor begrænset fiskerimulighederne for Mauretaniens fiskere og givet den EU-baserede industri en konkurrencemæssig fordel. De seneste måneders fangstdata viser store forekomster af blæksprutter og andre arter, hvilket har medført, at markedsprisen på dem er faldet.

STECF angiver selv i sin rapport, at 200 mauretanske trawlere med fryseanlæg, hvoraf størstedelen fører et andet lands flag, og en væsentlig ikke‑industriel fiskerflåde på omkring 900 små både fortsat fisker efter blæksprutter i Mauretanien. Det er nødvendigt at være opmærksom på, at 200 fartøjer, som ikke repræsenterer den nationale kapital eller de lokale mauretanske samfund, men derimod udenlandske landes økonomiske interesser, har prioriteret adgang til denne fiskeriressource i forhold til EU's fiskerflåde. Denne situation medfører, at EU's fiskerflåde, som bør have fortrinsret til overskudsbestandene, forskelsbehandles.

Det er nødvendigt at understrege, at der i den foregående protokol var 32 fartøjer til blækspruttefiskeri, hvoraf de 24 var spanske og havde base i Las Palmas på De Kanariske Øer. Disse fartøjer har nu mistet deres fiskeriområde og står uden alternativ, eftersom de allerede var blevet flyttet fra marokkansk farvand.

Pelagiske arter: Fiskeriområdet for pelagiske arter flyttes fra 13 til 20 sømil fra kysten, hvilket berører trawlere med og uden fryseanlæg. Fiskerimulighederne stiger fra 250 000 til 300 000 ton (Europa‑Kommissionen havde foreslået 125 000 ton). Der tages ikke hensyn til Europa‑Kommissionens krav om iværksættelse af en forvaltningsplan for denne art, hvis status ifølge Den Fælles Videnskabelige Komités rapport fra november 2011 giver anledning til bekymring.

Et væsentligt spørgsmål, der skal klarlægges, er, hvorledes overskuddet bestemmes. Det lader til, at Europa‑Kommissionen kommer sidst i køen med hensyn til fordelingen af fiskerioverskuddet, eftersom dette først fordeles blandt de øvrige fiskerimagter, der driver fiskerivirksomhed i Mauretanien. Dette er i strid med protokollen, som giver EU fortrinsbehandling, og det er desuden til skade for EU‑fiskerflådens interesser.

Alle ferske pelagiske arter bør landes i Mauretanien, og 2 % af de landede fangster bør gives uden beregning til det lokale marked med henblik på at bidrage til fødevaresikkerheden. Dette punkt er blevet stærkt kritiseret af Mauretaniens civilsamfund, der kræver, at det undersøges, hvorledes disse landede fangster vil indvirke på prisen på de fisk, der fanges af de lokale fiskere.

Det er kritisabelt, at kravet om at lande fangsterne i Mauretanien er medtaget i protokollen, uden at der forinden er foretaget en socioøkonomisk konsekvensanalyse af de tab, som denne nye foranstaltning vil medføre for De Kanariske Øer, som er en region i den yderste periferi, hvor disse fangster hidtil er blevet landet[5].

For så vidt angår frosne pelagiske fisk, kræves det, at fiskene omlades med henblik på en bedre kontrol med fangsterne. Dette er imidlertid ikke logisk, eftersom omladning tilskynder til ulovligt fiskeri, og det er desuden unødvendigt i betragtning af, at eventuel kontrol kan foretages ved udsejling af fiskerizonen. Det er indlysende, at det drejer sig om en foranstaltning, hvis eneste formål er opkrævning af afgifter, og den forhøjer i virkeligheden den finansielle modydelse.

Disse tekniske vilkår gør det urentabelt for den pelagiske fiskerflåde, som ikke benytter sig af disse fiskerimuligheder, og som har givet udtryk for sin enstemmige hensigt om ikke at gøre det.

Demersale arter (inklusiv senegalesisk kulmule): Fiskerizonen flyttes seks sømil ud fra kysten i forhold til den foregående protokol, og bifangsterne forhøjes fra 25 % til 30 %. Der er generelt pligt til at lande alle fangster.

For andre demersale arter opretholdes de tilladte bifangster på 10 %, og begrænsningen af bifangster af skaldyr, tiarmede blæksprutter og sepiablæksprutter (sepiidae) (som var på 5 % i den foregående protokol) ophæves. Derudover ophæves forbuddet mod bifangster af ottearmede blæksprutter og kulmule (hvilket ikke er i overensstemmelse med de restriktioner, der pålægges skaldyrsfiskere, eller med fraværet af fiskekvoter for blæksprutter).

For demersale arter er der fastsat en afgift på 105 EUR/t, en samlet tilladt fangstmængde (TAC) på højst 2 500 ton og en begrænsning, så der kun kan gives tilladelse til ni fiskerfartøjer ad gangen. For så vidt angår senegalesisk kulmule, stiger prisen på fiskerilicenserne med op til 400 % i forhold til sidste år afhængigt af det pågældende fiskerfartøj. Afgiften fastsættes til 90 EUR/t, den maksimale tilladte fangstmængde til 4 000 ton, og der fastsættes en begrænsning på i alt 11 fartøjer. Der er kun plads til to fartøjer, og det er dem, der allerede befinder sig i fiskeriområdet.

Forpligtelsen til at lande fangsterne i Mauretanien øger de private omkostninger med hensyn til afgifter og havnefaciliteter. Dertil kommer forpligtelsen til, at 60 % af besætningen skal udgøres af mauretanske søfolk, men de mauretanske søfolk er for størstedelens vedkommende ikke tilstrækkeligt uddannede, og dette har konsekvenser for sikkerheden om bord samt for fiskeriets effektivitet. Fiskeriet er desuden ikke en almindelig aktivitet i Mauretanien, men derimod en vej ud af fattigdommen og en form for migrationskontrol. Denne foranstaltning bør for at være effektiv ikke begrænses til at være baseret på et nationalitetskriterium.

En yderligere omkostning kommer fra forpligtelsen til at have et satellitbaseret fartøjsovervågningssystem om bord (ud over det system, som EU kræver). Overvågningen skal på forsøgsbasis foregå ved hjælp af en dobbelttransmission.

Skaldyr (dybvandsrosenreje og rejer af Penaeusslægten): Fiskerizonen flyttes fra seks til otte sømil ud fra kysten, selv om afgrænsningen mod nord følger et lidt anderledes batymetrisk kriterium. Halvdelen af den fiskerflåde (mindst 10 fartøjer), der fisker på samme tid i den sydlige del af fiskeriområdet, kan fiske frem til grænsen på seks sømil.

Flytningen af fiskerizonen medfører en alvorlig forringelse af rentabiliteten for sektoren, da størstedelen af fiskeriet efter rejer af Penaeusslægten er koncentreret i områderne med begrænset adgang, og derudover er der ingen grund til at ændre denne fiskerizone, idet der ikke findes nogen videnskabelige rapporter, der viser, at disse arter overfiskes. I den nordlige del er beskyttelsesområdet ligeledes blevet ændret med en tilsvarende indskrænkning af fiskerizonen. Denne foranstaltning vil medføre tab på hen ved 21,6 % af fangsterne af rejer af Penaeusslægten.

Dertil kommer restriktioner med hensyn til bifangster, eftersom der ikke må fiskes efter blæksprutter, fiskebifangsterne reduceres fra 20 % til 10 % og bifangsterne af krabbe reduceres fra 7,5 % til 5 %. Denne reduktion, som svarer til 30 % af omsætningen, gør det umuligt at drive et rentabelt fiskeri, samtidig med at den tilskynder til et større udsmid af de arter, som det nu er forbudt at fiske, hvilket imidlertid synes uundgåeligt.

Ordningen om samtidigt fiskeri i den sydlige del, mellem seks og otte sømil, medfører betydelige administrative vanskeligheder med hensyn til at bestemme, hvilke fartøjer der på et bestemt tidspunkt kan benytte sig af retten til at fiske dér.

Krabber: Fiskeri efter krabber forbydes syd for breddegrad 17º 50, hvilket var tilladt i henhold til den foregående protokol, og antallet af tejner pr. fartøj forhøjes fra 250 til 500, det vil sige, fiskeriindsatsen koncentreres inden for et mindre område. Den samlede tilladte fangstmængde giver kun mulighed for et fartøj.

Tunfisk og flydeliner: Der er ingen væsentlig ændringer. Derfor hører næsten alle de licenser, der er ansøgt om fra den 1. august og frem til i dag, til disse kategorier, som er de eneste, der ikke berøres af den nye protokol.

Det skal desuden tilføjes, at protokollen forpligter til, at alt brændstof købes hos det nationale foretagende, som har monopolstatus, til en pris, der er højere end markedsprisen (hvilket for eksempel for skaldyrsfiskernes vedkommende indebærer omkring 45 000 EUR mere pr. fartøj pr. år).

Finansiel modydelse og sektorstøtte

Den finansielle modydelse er meget større end i den foregående protokol, når fiskerimulighederne begrænses, eftersom kategorien blæksprutter ikke længere må udnyttes. Protokollen er dyr og står ikke i rimeligt forhold til hensigten. Der er desuden ingen grund til at revidere rederiernes private bidrag, når fiskerimulighederne begrænses, og de tekniske vilkår gøres mere restriktive.

Hvad angår sektorstøtten, blev der i henhold til den foregående protokol givet et beløb på 11 mio. EUR om året. De er ikke blevet investeret behørigt af den mauretanske regering, og derfor har EU besluttet at reducere det pågældende beløb i den nye protokol til 3 mio. EUR om året (selv om de private bidrag i form af afgifter er væsentligt større – 300‑400 % større – end i den foregående protokol). Sektorstøtten tager sigte på tre indsatsområder: videnskabeligt samarbejde og uddannelse, overvågning og miljø.

Yderligere bemærkninger fra ordføreren

I forbindelse med aftaler om bæredygtigt fiskeri bør navnet "partnerskabsaftale om fiskeri" bevares, idet det eksplicit refererer til de lande, der har undertegnet aftalen, og til det ligelige forhold, der er mellem dem. Disse aftaler bør fremme, at fiskeriaktiviteter i tredjelande udføres på bæredygtige og gensidigt tilfredsstillende vilkår, samtidig med at de private investeringer fra EU's fiskerisektor sikres.

De bør ligeledes tage højde for deltagelse fra private investorer fra Den Europæiske Union gennem joint ventures med henblik på at bidrage til et ansvarligt fiskeri, socioøkonomisk udvikling og overførsel af teknologi.

Det må ikke glemmes, at partnerskabsaftalerne om fiskeri først og fremmest er handelsmæssige aftaler, og formålet med dem er at give mulighed for, at EU‑markedet kan forsynes af EU's fiskerflåder. Det samarbejde, som EU tilbyder i form af sektorstøtte for at styrke fiskeriforvaltningen i kyststaten, kommer i anden række.

Desuden bør det retsgrundlag, hvorpå Rådet træffer beslutning om indgåelse af en protokol mellem EU og Mauretanien, være artikel 43, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i TEUF og ikke artikel 43 uden nærmere angivelse af stykke to, sådan som Rådet for nylig har ændret det til.

Ved hjælp af dette retsgrundlag tillægger Rådet Europa‑Kommissionen beføjelse til på EU's vegne at forhandle om en fiskeriprotokol, som indeholder en række foranstaltninger som for eksempel fiskerimuligheder, tekniske foranstaltninger, kontrolforanstaltninger og den finansielle modydelse i overensstemmelse med målsætningerne for den fælles fiskerpolitik. Derfor bør retsgrundlaget være artikel 43, stk. 2, som giver mulighed for at forhandle om alle disse foranstaltninger.

Konklusion

Den generelle holdning, som de nationale forvaltninger og fiskeriindustrien har givet udtryk for, er, at nærværende protokol er dyr i forhold til de fiskerimuligheder og de tekniske vilkår, som den fastsætter, og som gør, at den ikke er rentabel. Som følge heraf har fiskerflåden med undtagelse af tunfiskerfartøjerne (hvis tekniske vilkår er uændrede) og forskellige fiskerfartøjer, der fisker efter kulmule (og som kun i kortere perioder har prøvet at fiske), ikke ansøgt om midlertidige fiskerilicenser i henhold til forordning 1006/2008.

Protokollen er dårlig af flere årsager:

- uden at der findes nogen biologisk årsag hertil, gives der ikke adgang til fiskeri for den fiskerflåde, der fisker efter blæksprutter. Det drejer sig om 32 fartøjer, der dermed mister deres fiskeriområde og står uden alternativt fiskeriområde

- fiskerizonerne indskrænkes for alle fiskerflåder, herunder den pelagiske fiskerflåde, hvorved fangstniveauet reduceres drastisk

- med hensyn til fiskeriet efter pelagiske arter, skaldyr og kulmule går man fra en forvaltning efter fiskeriindsats i tonnage til en forvaltning baseret på fiskekvoter, som suppleres af en begrænsning af antallet af fartøjer

- den er dyrere for EU og for rederierne, for hvem protokollen i visse tilfælde medfører en omkostningsstigning på 300‑400 %, og denne stigning synes ikke at modsvare en stigning i udbyttet

- der er endvidere indirekte omkostninger, som gør aftalen dyrere. Det drejer sig om forpligtelserne til: at lande og omlade fangsterne i Mauretanien, at 60 % af besætningen på alle fartøjer skal være mauretanske søfolk, at skulle fylde brændstof på i Mauretanien og have endnu et sporingssystem til fartøjsovervågning (FOS).

Kort sagt er denne fiskeriprotokol

- ikke til fordel for EU, da vilkårene for udnyttelse af de fiskerimuligheder, der opnås, gør det økonomisk urentabelt, hvilket ses af fraværet af fiskerfartøjer i fiskeriområdet

- og heller ikke til fordel for Mauretanien, da fraværet af EU's fiskerflåde indebærer tab af en stor andel af den finansielle modydelse, ud over tab af de indtægter, som fartøjernes aktiviteter ville medføre for den lokale kystbefolkning, lønningerne til søfolkene osv.

Den endelige konklusion er, at denne fiskeriprotokol bør forkastes. Fiskerivilkårene bør – efter en beslutning om ikke at ratificere aftalen på grund af utilstrækkelige fiskerimuligheder og urimelige tekniske vilkår – revideres med henblik på forhandlinger om en ny protokol. Det bør ikke først ske i det blandede udvalg, efter at protokollen er trådt i kraft og betalingen er gennemført. Når den finansielle modydelse er betalt, vil der ikke være noget incitament for den mauretanske modpart til at forbedre de tekniske vilkår, da den ikke ville vinde noget ved dette.

• [1]  Dette er i overensstemmelse med artikel 62 i FN's Havretskonvention.
• [2]  Som led i strategien for Mauretanien 2008‑2013 for at hjælpe med at investere i forvaltning, infrastruktur og regional integration modtog Mauretanien 156 mio. EUR og 3,2 mio. EUR i nødhjælp. Som led i sikkerheds‑ og udviklingsstrategien for Sahel til bekæmpelse af terrorisme gav EU Mauretanien 52,8 mio. EUR (25 mio. EUR i 2011). I EU‑programmet til afhjælpning af fødevarekrisen i Sahel blev der ydet 337 mio. EUR i 2012, og EU ydede ligeledes 19 mio. EUR i humanitær bistand for at afhjælpe flygtningestrømmene fra Mali.
• [3]  Fangstmængden fastsættes til 307 400 t for pelagiske arter, krebsdyr og kulmule.
• [4]  Beslutning 2012/C 377 E/11.
• [5]  Økonomisk set skaber fiskeriet direkte indtægter til De Kanariske Øer til en værdi af 40 mio. EUR om året. Hvad angår beskæftigelse, er der omkring 2 750 arbejdstagere, der har direkte forbindelse til denne sektor – fordelt på besætningsmedlemmer og arbejdstagere, der er forbundet med fiskeriaktiviteter på havnene. Fiskeriet hører desuden blandt de vigtigste produktionsområder med henblik på eksport fra De Kanariske Øer, med en værdi på 115,3 mio. EUR i regnskabsåret 2011. Det må ikke glemmes, at De Kanariske Øer er en region i den yderste periferi med en særordning, der anerkendes i traktaten. Europa‑Kommissionen har selv fremmet en række tiltag for at lette udviklingen af regionerne i den yderste periferi, og den har forpligtiget sig til at tage hensyn til disse regioners interesser under forhandlingerne om handels‑ og/eller fiskeriaftaler med nabolandene.

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (20.2.2013)

til Fiskeriudvalget

om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af protokollen om fastsættelse for en periode på to år af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien
(15777/2012 – C7-0419/2012 – 2012/0258(NLE))

Ordfører for udtalelse: Gesine Meissner

KORT BEGRUNDELSE

Mauretanien er et af de fattigste af de mindst udviklede lande i verden, idet det befinder sig på plads nr. 156 ud af 187 mulige pladser på De Forenede Nationers indeks over menneskelig udvikling 2011. Landet er økonomisk afhængigt af udlandsbistand og stærkt forgældet.

Den politiske situation i landet må betragtes som ustabil. Den nuværende præsident, Mohamed Ould Abdel Aziz, væltede den tidligere regering ved et statskup i august 2008 og valgtes formelt til præsident i juli 2009. Den 14. oktober 2012 blev han såret under en militærpatruljes beskydning af hans konvoj.

Hertil kommer, at landet i årevis har været berørt af terrorvirksomhed. Navnlig al-Qaeda opererer i landets ørkenområde. Situationen er blevet alvorligere efter militante islamisters militærkup i Mali i marts 2012.

Landets økonomi er stærkt afhængig af landbrug, og størstedelen af arbejdsstyrken er beskæftiget i denne sektor. Dog er de vigtigste eksportvarer jernmalm og fisk. Selv om store dele af landet er ørken, er dets kystfarvande langs den 753 km lange kystlinje blandt de rigeste fiskeriområder i verden.

Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien blev indgået den 1. august 2006 og er blevet gennemført ved to på hinanden følgende protokoller. Den seneste protokol udløb den 31. juli 2012. Siden den 1. august 2012 har Kommissionen fremsendt medlemsstaternes ansøgninger om fiskerilicenser direkte til Mauretanien. Dette midlertidige arrangement udløber i januar 2013.

På grundlag af et mandat fra Rådet har Kommissionen forhandlet en ny protokol på plads med Den Islamiske Republik Mauretanien. Protokollen blev paraferet den 26. juli 2012. Den nye protokol dækker en periode på 2 år fra datoen for undertegnelsen.

Den nye protokol giver EU-fiskerfartøjer prioriteret adgang til de overskydende ressourcer i de mauretanske fiskeriområder. Den tager også sigte på at indføre en politik for bæredygtigt fiskeri i disse fiskeriområder.

Den i protokollen omhandlede finansielle modydelse fra EU er opdelt som følger:

a) et årligt beløb på 67 mio. EUR for EU-fartøjers adgang til Mauretaniens eksklusive økonomiske zone (EEZ)

b) et særligt årligt beløb på 3 mio. EUR til gennemførelsen af en national ansvarlig og bæredygtig fiskeripolitik.

Den finansielle modydelse for adgangen til Mauretaniens EEZ er betydeligt højere end den i den udløbne protokol fastsatte modydelse. Imidlertid vil sektorstøtten blive nedsat fra 20 mio. EUR sidste år til 3 mio. EUR om året. Følgelig vil den samlede finansielle modydelse være den samme som for perioden 2011-2012.

Fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Den Islamiske Republik Mauretanien er finansielt set den vigtigste aftale med et tredjeland, efterfulgt af fiskeripartnerskabsaftalen med Grønland, og således også vigtigere end fiskeripartnerskabsaftalen med Marokko, som endnu ikke er blevet fornyet. Den tegner sig for næsten halvdelen af hele EU’s budget for fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande.

Fiskerimulighederne er blevet reduceret i forhold til den tidligere protokol. Reduktionerne er en følge af den konstatering, at de fleste fiskebestande i Mauretaniens farvande var enten fuldt udnyttede eller overudnyttede. De nye mængder fastsattes på grundlag af videnskabelig rådgivning og i overensstemmelse med Mauretaniens ønsker om at styrke de lokale kystsamfund og ikke‑industrielt fiskeri.

Det er navnlig værd at bemærke udelukkelsen af blæksprutter. Det anførtes, at den udenlandske fiskerflåde overudnyttede denne art, og at der er tilstrækkelig lokal fiskerflådekapacitet inden for Mauretaniens ikkeindustrielle kystfiskeri til at drive fiskeri på disse ressourcer. Med henblik på at styrke den lokale fiskerisektor nåedes der også til enighed om at udvide fiskerizonen for pelagiske arter, således at trawlere, der driver pelagisk fiskeri, nu kan fiske inden for en afstand på 20 sømil fra kysten. Det anslås, at dette vil reducere bifangsterne betydeligt.

Ordføreren glæder sig navnlig over forpligtelsen til at lande 2 % af fangsterne af små pelagiske fisk i Mauretanien til den lokale befolkning. Dog må denne foranstaltnings indvirkning på prisen for lokale fiskeres fangster undersøges nøje.

Endelig er ordføreren bekymret over de problemer, som fiskeripartnerskabsaftalen kan skabe for EU's fiskerflåde og fiskeindustri samt for de mauretanske søfolk, der plejede at arbejde om bord på EU-fiskerfartøjer. Hun er også bekymret over konsekvenserne af den betydelige stigning i de afgifter, som rederne skal betale alt efter størrelsen af deres fangster.

Når det er sagt, glæder ordføreren sig over fiskeripartnerskabsaftalen, hvis betingelser er fastlagt i overensstemmelse med princippet om en konsekvent politik for udvikling og i overensstemmelse med den integrerede ramme for fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande fra 2002, og over, at aftalen er i tråd med den eksterne dimension af den fremtidige fælles fiskeripolitik. Fiskeriaftaler mellem EU og tredjelande skal ikke blot sikre EU-fartøjers adgang til udviklingslandes eksklusive økonomiske zoner, men snarere danne grundlag for partnerskab, udviklingspolitik og bæredygtigt fiskeri. Derfor skal fiskeripartnerskabsaftaler kun udnytte overskydende bestande i udviklingslandenes kystfarvande og tage hensyn til fisks betydning som en del af ernæringen i udviklingslandene.

Til sidst vil ordføreren gerne henlede opmærksomheden på, at det i ex-post-vurderingen af den tidligere fiskeripartnerskabsaftale erkendes, at aftalen har været til beskeden fordel for EU, eftersom nytteværdien kun var på mellem 1,4 og 1,5. Da betingelserne i den nye protokol har ændret sig betydeligt, vil den nye nytteværdi imidlertid være anderledes.

******

Udviklingsudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at foreslå Parlamentet at give sin godkendelse.

Udviklingsudvalget mener, at Kommissionen bør tage behørigt hensyn til følgende punkter ved gennemførelsen af protokollen:

a) Kommissionen bør kraftigt opfordre Den Islamiske Republik Mauretanien til at anvende det årlige beløb til gennemførelsen af en national ansvarlig og bæredygtig fiskeripolitik til at forbedre landets landingsfaciliteter, således at EU-fartøjer også kan lande deres fangster i andre mauretanskes havne end Nouakchott, til at støtte kvindelige iværksættere i fiskerisektoren samt til kontrol- og overvågningsaktiviteter og evaluering af bestandene.

b) Det er navnlig vigtigt at kontrollere, at udelukkelsen af blæksprutter fra fiskeripartnerskabsaftalens anvendelsesområde får en betydelig indvirkning på genoprettelsen af bestandene og ikke fører til overkapacitet i den mauretanske fiskerflåde.

c) Kommissionen opfordres til sammen med Mauretanien at drøfte udarbejdelsen af langsigtede fiskeriforvaltningsplaner omfattende alle de fiskerimuligheder, som de mauretanske myndigheder tildeler både deres nationale fiskerflåde og tredjelandes fiskerflåder.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	19.2.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	13 10 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Thijs Berman, Michael Cashman, Ricardo Cortés Lastra, Véronique De Keyser, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Mikael Gustafsson, Filip Kaczmarek, Michał Tomasz Kamiński, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Jean Roatta, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Keith Taylor, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Philippe Boulland, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Gesine Meissner

UDTALELSE fra Budgetudvalget (5.3.2013)

til Fiskeriudvalget

om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af protokollen om fastsættelse for en periode på to år af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien
(15777/2012 – C7‑0419/2012 – 2012/0258(NLE))

Ordfører for udtalelse: François Alfonsi

KORT BEGRUNDELSE

På grundlag af det mandat, Kommissionen har fået af Rådet, har Kommissionen ført forhandlinger med Den Islamiske Republik Mauretanien med henblik på at forny protokollen til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien. Disse forhandlinger mundede ud i, at der blev paraferet en ny protokol den 26. juli 2012. Den nye protokol dækker en periode på to år fra datoen for undertegnelsen.

Aftaleprotokollens vigtigste mål er at skabe fiskerimuligheder for EU-fartøjerne i Mauretaniens farvande inden for grænserne af det disponible overskud. Kommissionen har bl.a. baseret sig på udtalelser fra den videnskabelige komité, der er nedsat ved aftalen.

Det overordnede formål er at styrke samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien med henblik på at udvikle en politik for bæredygtigt fiskeri og fornuftig udnyttelse af fiskeressourcerne i Mauretaniens fiskerizoner i begge parters interesse.

Ifølge protokollen beløber den samlede finansielle modydelse sig til 140 000 000 EUR for hele perioden, fordelt således: a) en finansiel modydelse på 67 000 000 EUR for adgang til fiskeressourcerne, og b) støtte til udviklingen af Den Islamiske Republik Mauretaniens fiskeripolitik på 3 000 000 EUR. Med en sådan støtte kan den nationale fiskeripolitiks mål nås.

Udgiftens art	2012	2013	I ALT
Beskyttelse og forvaltning af naturressourcerne	70 000 000 EUR	70 000 000 EUR	140 000 000 EUR
I ALT	70 000 000 EUR	70 000 000 EUR	140 000 000 EUR

Budgetudvalget mener, at der bør tages hensyn til følgende aspekter ved gennemførelsen af aftalen:

· Det bør hvert år vurderes, om de medlemsstater, hvis fartøjer er omfattet af protokollen til aftalen, har opfyldt fangstrapporteringskravene. Hvis dette ikke er tilfældet, bør Kommissionen afvise disse landes ansøgninger om fiskeritilladelse for det efterfølgende år.

· Der bør hvert år aflægges rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne af det flerårige sektorprogram, som beskrevet i artikel 6 i protokollen, og om

· medlemsstaternes overholdelse af fangstrapporteringskravene. Inden protokollens udløb eller inden indledningen af forhandlinger om en eventuel fornyelse af protokollen bør der forelægges en efterfølgende evaluering af protokollen, herunder en cost-benefit-analyse, for Europa-Parlamentet og Rådet.

*******

Budgetudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at foreslå Parlamentet at godkende aftalen.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	4.3.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 10 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Marta Andreasen, Richard Ashworth, Reimer Böge, Zuzana Brzobohatá, Jean-Luc Dehaene, Göran Färm, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazábal Rubial, Salvador Garriga Polledo, Jens Geier, Ivars Godmanis, Ingeborg Gräßle, Lucas Hartong, Jutta Haug, Monika Hohlmeier, Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Anne E. Jensen, Ivailo Kalfin, Jan Kozłowski, Giovanni La Via, Claudio Morganti, Vojtěch Mynář, Juan Andrés Naranjo Escobar, Dominique Riquet, László Surján, Helga Trüpel, Derek Vaughan, Angelika Werthmann
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	François Alfonsi, Edit Herczog, Jürgen Klute, María Muñiz De Urquiza, Georgios Stavrakakis, Nils Torvalds

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	29.5.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	16 6 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	John Stuart Agnew, Alain Cadec, Chris Davies, Carmen Fraga Estévez, Dolores García-Hierro Caraballo, Marek Józef Gróbarczyk, Werner Kuhn, Isabella Lövin, Gabriel Mato Adrover, Guido Milana, Maria do Céu Patrão Neves, Crescenzio Rivellini, Ulrike Rodust, Raül Romeva i Rueda, Struan Stevenson, Nils Torvalds
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Jean-Paul Besset, Izaskun Bilbao Barandica, Jean Louis Cottigny, Gesine Meissner, Ana Miranda, Antolín Sánchez Presedo
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Pablo Arias Echeverría, Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Carlos José Iturgaiz Angulo, Teresa Jiménez-Becerril Barrio