BETÆNKNING om den integrerede struktur for intern kontrol

3.6.2013 - (2012/2291(INI))

Budgetkontroludvalget
Ordfører: Andrea Češková

Ændringsforslag

• 001-001 (PDF - 122 KB)
• 001-001 (DOC - 129 KB)
• 002-002 (PDF - 120 KB)
• 002-002 (DOC - 127 KB)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om den integrerede struktur for intern kontrol

(2012/2291(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

   der henviser til Revisionsrettens udtalelse nr. 2/2004 om indførelse af "én enkelt revisionsmodel" (og et forslag til en struktur for intern kontrol i Fællesskabet)[1],

   der henviser til Kommissionens meddelelse om en køreplan for indførelse af en integreret struktur for intern kontrol (COM(2005)0252),

   der henviser til meddelelsen fra Kommissionen om Kommissionens handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol (COM(2006)0009),

   der henviser til den første halvårlige beretning om resultattavlen for Kommissionens handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol af 19. juli 2006 (SEC(2006)1009), hvilket Parlamentet havde anmodet om i sin dechargebeslutning for regnskabsåret 2004,

   der henviser til Kommissionens statusrapport, der blev offentliggjort i marts 2007 (COM(2007)0086), og som omhandlede fremskridtene og visse yderligere foranstaltninger,

   der henviser til Kommissionens meddelelse fra februar 2008 (COM(2008)0110 og arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der er vedføjet denne SEC(2008)0259),

   der henviser til Kommissionens meddelelse fra februar 2009 om virkningerne af Kommissionens handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol (COM(2009)0043),

     der henviser til forretningsordenens artikel 48,

     der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A7-0189/2013),

A. der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 317 i TEUF gennemfører budgettet på eget ansvar i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i samarbejde med medlemsstaterne,

B.  der henviser til, at princippet om produktiv intern kontrol indgår i budgetprincipperne i finansforordningen som ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006, således som Kommissionen foreslog i ovennævnte handlingsplan;

C. der henviser til, at den mest effektive måde, hvorpå Kommissionen kan vise sin oprigtige vilje til åbenhed og forsvarlig økonomisk forvaltning, er ved at bestræbe sig på fuldt ud at støtte de initiativer, der tager sigte på at forbedre kvaliteten af den økonomiske forvaltning, for at få Revisionsretten til at afgive en positiv revisionserklæring (DAS[2]);

D. der henviser til, at det er nødvendigt, at alle institutioner og alle medlemsstater samarbejder for at genoprette de europæiske borgeres tillid til Unionens finansielle resultater;

E.  der henviser til, at Kommissionen for at støtte det strategiske mål om at opnå en positiv revisionserklæring fra Revisionsretten i januar 2006 vedtog en handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol (handlingsplanen) på grundlag af henstillinger fra Revisionsretten[3], Parlamentets dechargebeslutning for regnskabsåret 2003[4] og Økofin-Rådets konklusioner af 8. november 2005;

F.  der henviser til, at handlingsplanen omhandlede "mangler" i Kommissionens kontrolstrukturer på daværende tidspunkt og udpegede 16 områder, hvor der skulle gribes ind inden udgangen af 2007 under hensyntagen til behovet for, at forbedringer af den økonomiske forvaltning i Unionen ledsages af en omhyggelig kontrol i Kommissionen og i medlemsstaterne;

Gennemførelse af handlingsplanen

1.  påpeger, at de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå målene i handlingsplanen ikke blot skal måles ud fra opnåelse af hver enkelt aktion, men ligeledes ved dennes indvirkning på reduktion af fejl i underliggende transaktioner;

2.  bemærker, at Kommissionen selv erklærede, at handlingsplanen var gennemført fuldt ud i begyndelsen af 2009, selv om tre ud af seks aktioner ikke kunne gennemføres eller blev gennemført på andre måder;

3.  påpeger især, at artikel 32 i den nye finansforordning fastsætter princippet om effektiv og produktiv intern kontrol, og at artikel 33 i forordningen understreger, at Kommissionen ved fremlæggelsen af reviderede eller nye udgiftsmæssige forslag skal anslå omkostningerne og fordelene ved kontrolsystemer samt fejlrisikoniveauet;

4.  bemærker ligeledes, at Kommissionen med hensyn til begrebet acceptabel risiko for fejl valgte at gennemføre denne aktion ved at fastsætte begrebet "resterende risiko for fejl";

5.  beklager, at forenklingen af lovgivningen 2007-2013 ikke er så omfattende, som forventet;

6.  beklager, at Kommissionens indsats for at opnå en fuldstændig positiv revisionserklæring ikke er lykkedes, og påpeger især, at Retten i sin revisionserklæring for 2011 konkluderede, at betalingerne samlet set var væsentlig fejlbehæftede, og vurderede, at overvågnings- og kontrolsystemerne generelt var delvis effektive;

7.  noterer sig, at den generelle fejlfrekvens i de underliggende transaktioner er steget fra 3,3 % til 3,7 % i 2010 og nåede 3,9 % i 2011; beklager det omslag i den positive tendens, der er opstået i de seneste år, og frygter, at fejlfrekvensen vil stige i løbet af de kommende år;

8.  bemærker, at Kommissionen har bibeholdt sit mål om at opnå en positiv revisionserklæring, selv om Parlamentet i sin beslutning om decharge for 2011 beklagede, at betalingerne stadig var væsentligt fejlbehæftede;

9.  opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå en tendens til et konstant fald i fejlfrekvensen;

Hvad er problemet?

10. er enig med Revisionsretten og Kommissionen[5] i, at ordningen med én enkelt revisionsmodel ikke fungerer, og at de kontrolsystemer, medlemsstaterne har oprettet, ikke udnytter deres fulde potentiale;

11. minder i den forbindelse om, at medlemsstaternes myndigheder i 2011 i forbindelse med over 60 % af de fejl, som Revisionsretten påpegede på området regionalpolitik, havde tilstrækkelige informationer til at identificere og rette nogle af fejlene, inden de anmodede om tilbagebetaling fra Kommissionen;

12. bemærker, at komplicerede og uigennemskuelige regler hindrer gennemførelse og revision af programmer; er bekymret over, at dette kan resultere i mange fejl og skabe mulighed for svig;

13. bemærker, at Kommissionens revisionsorganer ikke kan basere sig på resultaterne fra medlemsstaternes nationale revisionsorganer;

14. bemærker, at der er en grundlæggende uoverensstemmelse mellem Revisionsretten, der mener, at fejl kan forebygges, og Kommissionen, der forlader sig på at fortage efterfølgende finansielle korrektioner og inddrive midler; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at øge deres overvågning af gennemførelsen af programmer på græsrodsplan;

Hvad skal der gøres?

15. opfordrer Kommissionen til strengt at anvende artikel 32, stk. 5, i den nye finansforordning, hvis omfanget af fejl vedvarende er højt, og følgelig udpege svaghederne i kontrolsystemerne, analysere omkostninger og fordele ved mulige korrigerende foranstaltninger og træffe eller foreslå passende foranstaltninger i form af forenkling, forbedring af kontrolsystemer og ændring af programmer eller leveringssystemer;

16. opfordrer medlemsstaterne til at øge deres overvågnings- og kontrolsystemer og især at sikre pålideligheden af deres indikatorer og statistikker;

17. bemærker med bekymring, at Revisionsretten i 2010 og 2011 i forbindelse med regionalpolitikken fandt, at Kommissionen ikke fuldt ud kan forlade sig og være sikker på de nationale revisionsmyndigheders arbejde, og opfordrer medlemsstaterne til at afhjælpe denne situation;

18. opfordrer medlemsstaterne til at tage det fulde ansvar for deres regnskaber og indsende pålidelige oplysninger til Kommissionen ved anvendelse af nationale forvaltningserklæringer, der underskrives på et passende politisk niveau;

19. opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at samarbejde med henblik på at sikre, at skatteydernes midler anvendes i overensstemmelse med princippet om ansvarlig økonomisk forvaltning, enten gennem passende fordele eller gennem strenge sanktioner eller afbrydelse af finansieringsstrømmen; hævder, at dette vil bidrage til at give borgerne i Unionen fornyet tillid til Unionen og dennes institutioner;

20. opfordrer Kommissionen til at harmonisere procedurerne i sine tjenestegrene;

21. bemærker med bekymring, at svaghederne i de nationale myndigheders arbejde, der blev afsløret af Revisionsretten, også kan skyldes en mangel og en interessekonflikt, der skyldes det delte forvaltningssystem[6], idet de nationale revisionsmyndigheder for at opnå status af én enkelt revisionsmodel fra Kommissionen skal være effektive, men på samme tid skal den rapporterede fejlfrekvens være under 2 %, hvilket kan være et incitament til at underrapportere om uregelmæssigheder;

22. opfordrer derfor Kommissionen til at være strengere, når den certificerer nationale forvaltnings- og revisionsmyndigheder og skabe de rigtige incitamenter og et effektivt sanktionssystem;

23. opfordrer de relevante EU-institutioner til at vurdere, om det er passende at fastsætte fejlfrekvensen til 2 %, og om det er opnåeligt for alle EU-politikområder;

Opfølgning på decharge for 2011 til Kommissionen

24. gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at udstede nationale forvaltningserklæringer på passende politisk niveau og opfordrer Kommissionen til at opstille en skabelon for denne erklæring;

25 er af den opfattelse, at princippet om en obligatorisk national forvaltningserklæring bør inkorporeres i den interinstitutionelle aftale sammen med afgørelsen om den flerårige finansielle ramme;

26. påpeger, at den nuværende mangel på et troværdigt system af nationale erklæringer fortsat vil skade EU-borgernes tillid til og tro på penge generelt, EU's penge og EU's forvaltere af penge[7];

27. minder om, at de tre første prioriterede foranstaltninger, som Parlamentet kræver af Kommissionen, når det meddeler decharge for 2011, sigter mod at bane vejen for yderligere fremskridt i spørgsmål om revisionserklæringen;

28. insisterer på, at Kommissionen årligt, med begyndelse i september 2013, bør vedtage en meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten med henblik på at offentliggøre alle beløb i nominelle værdier, som blev inddrevet i løbet af det foregående år gennem finansielle korrektioner og tilbagebetalinger for alle forvaltningsmetoder, som Unionen og medlemsstaterne udnytter[8];

29. insisterer på, at denne meddelelse bør forelægges i så god tid, at Revisionsretten kan nå at gennemgå den, inden den offentliggør sin årsberetning;

30. gentager sin opfordring til Kommissionen om at gøre fremskridt i fremlæggelsen af mere nøjagtige og pålidelige data vedrørende inddrivelser og finansielle korrektioner og til at forelægge oplysninger, der når det er muligt, sammenknytter det år, hvor betalingen fandt sted, med det år, hvor den dertil knyttede fejl blev opdaget, og med det år, hvori inddrivelserne eller de finansielle korrektioner fremgår af noterne til regnskabet[9];

31. påpeger, at alle foranstaltninger, der træffes med henblik på at reducere fejlfrekvenserne, bør suppleres af en ny resultatkultur; påpeger, at Kommissionens tjenestegrene i deres forvaltningsplaner bør fastsætte en række mål og indikatorer, der opfylder Revisionsrettens krav for så vidt angår relevans, sammenlignelighed og pålidelighed; tjenestegrenene bør i deres årlige aktivitetsrapporter måle deres overordnede resultater ved at opsummere de resultater, de har opnået i forbindelse med deres bidrag til de hovedpolitikker, som Kommissionen fører; minder om, at disse "afdelingsopdelte" resultater vil blive suppleret af en overordnet evaluering af Kommissionens resultater i den evalueringsrapport, der er omhandlet i artikel 318 i TEUF[10];

32. minder om, at Kommissionen bør ændre strukturen i den ovennævnte evalueringsrapport, således at der skelnes mellem interne og eksterne politikker, og i den del, der vedrører interne politikker, fokusere på Europa 2020-strategien som værende Unionens politik på det økonomiske og sociale område; minder om, at Kommissionen bør lægge vægten på de fremskridt, der er gjort med opnåelsen af flagskibsinitiativerne;

33. understreger endvidere, at resultatindikatorerne bør integreres fuldt ud i alle forslag om nye politikker og programmer;

34. kræver, at den vejledning, som Parlamentet giver Kommissionen i punkt 1 i beslutningen, som ledsager dennes afgørelse om meddelelse af decharge for 2011 med hensyn til udarbejdelsen af den evalueringsrapport, som er fastsat i artikel 318 i TEUF, inkorporeres i den interinstitutionelle aftale, som følger beslutningen om den flerårige finansielle ramme;

Resultatbaseret budget

35. er enig med Revisionsretten i, at det ikke giver mening at forsøge at måle resultaterne, hvis ikke der budgetteres på grundlag af resultatindikatorer[11], og opfordrer til udarbejdelse af resultatbaserede offentlige budgetteringsmodeller, hvor hver enkelt budgetpost ledsages af mål og resultater, der skal måles med resultatindikatorer;

36. opfordrer Kommissionen til at nedsætte en arbejdsgruppe, sammensat af repræsentanter fra Kommissionen, Rådet og Revisionsretten, som skal vurdere, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe med henblik på at indføre et resultatbaseret budget, og udarbejde et forslag til en handlingsplan med en tidsplan for dette;

Forenkling

37. opfordrer alle parter, der er involverede i beslutningsprocessen vedrørende lovgivning og programmer efter 2013, til at tage hensyn til behovet for at respektere det uvilkårlige krav om forenkling ved at reducere antallet af programmer og fastsætte proportionelle omkostningseffektive kontroller og forenklede regler for støtteberettigelse og omkostningsmetoder;

o

o     o

38. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Revisionsretten samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]  EUT C 107 af 30.4.2004, s. 1.
• [2]  Forkortelse af den franske betegnelse "Déclaration d'assurance".
• [3]  Udtalelse nr. 2/2004 (EUT C 107 af 30.4.2004, s. 1) (om "én enkelt revisionsmodel").
• [4]  EUT L 196 af 27.7.2005, s. 4.
• [5]  Bidrag fra by Kersti Kaljulaid og Manfred Kraff under høringen om den integrerede struktur for intern kontrol, der blev afholdt af CONT den 22. april.
• [6]  Bidrag fra by Kersti Kaljulaid and Manfred Kraff under høringen om den integrerede struktur for intern kontrol, der blev afholdt af CONT den 22. april.
• [7]  Bidrag af Jules Muis ved samme høring.
• [8]  Beslutning, der ledsagede afgørelsen om at meddele Kommissionen decharge for 2011, punkt 1a.
• [9]  Beslutning, der ledsagede afgørelsen om at meddele Kommissionen decharge for 2011, punkt 61.
• [10]  Beslutning, der ledsagede afgørelsen om at meddele Kommissionen decharge for 2011, punkt 1ab, 11ae og 1af.
• [11]  Bidrag fra by Kersti Kaljulaid and Manfred Kraff under høringen om den integrerede struktur for intern kontrol, der blev afholdt af CONT den 22. april 2013.

BEGRUNDELSE

Kommissionen vedtog i juni 2005 en køreplan for indførelse af en integreret struktur for intern kontrol. Målet med denne var at opfylde forpligtelsen til at opnå en positiv revisionserklæring før udløbet af Kommissionens mandatperiode. Gennemførelsen af handlingsplanen blev indledt i 2006.

Arbejdsdokumentet sigter først og fremmest mod at vurdere de fremskridt, der er gjort, og de resultater, som Kommissionen har opnået ved at gennemføre køreplanen. For det andet drøftes fremtiden for den integrerede struktur for intern kontrol

1.  Køreplanen for indførelse af en integreret struktur for intern kontrol: oprindelse, indhold og opnåelse.

1.1.     Oprindelse

Kommissionen besluttede i 2005 at træffe foranstaltninger for at opnå en positiv revisionserklæring. Revisionsretten konstaterede i november 2010 for 10. gang, at den ikke havde nogen rimelig sikkerhed for betalingerne under alle dele af budgettet. Under dechargeproceduren i 2003 opfordrede Parlamentet og Rådet desuden indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at løse denne situation. Endelig gav den finansielle ramme (2006-2013) mulighed for at ændre retsgrundlaget og dermed at aktivere andre løftestænger for at opnå en positiv revisionserklæring.

Kommissionen fokuserede sin indsats på forbedringen af strukturen for intern kontrol med henblik på at opnå en positiv revisionserklæring. Hvorfor?

For det første udgjorde overvågningen og de interne kontrolsystemer ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at Revisionsretten kunne afgive en positiv revisionserklæring om de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

For det andet påpegede Revisionsretten i en særberetning fra 2004 manglerne ved den interne revisionsstruktur, der blev anvendt i Unionen, og rådgav efterfølgende om, hvordan revisionsmodellen kunne forbedres.

For det tredje fik Kommissionen et klart politisk mandat til at reformere den interne revisionsmodel. Ifølge Wynn-betænkningen om decharge for 2003 opfordrede Parlamentet tydeligt Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan for gennemførelsen af en struktur for intern kontrol for Unionen.

I sin henstilling til Parlamentet om decharge for 2003, opfordrede Rådet endvidere Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at udvikle en klar og fuldstændig revisions- og kontrolstrategi.

1.2.     Indholdet

Køreplanen er udarbejdet for at reducere kløften mellem den eksisterende revisionsramme og den revisionsmodel, som Revisionsretten har udarbejdet. Den revisionsmodel, som Revisionsretten foreslog – og som benævnes "én enkelt revisionsmodel" – er baseret på en integreret kæde af aktører, som arbejder på en sammenhængende måde med fælles principper, og som er ansvarlige for deres egne kontroller i hver enkelt af processens faser.

Gennemførelsen af en sådan model kræver, at Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger på sit niveau, men også at medlemsstaterne inddrages fuldstændigt i denne reform, idet de på nuværende tidspunkt håndterer 80 % af EU-midlerne ved delt forvaltning.

Kommissionen besluttede på grundlag af mangelvurderingen at gennemføre 16 konkrete aktioner, inddelt i fire tematiske grupper.

Den første tematiske gruppe vedrører forenkling og fælles kontrolprincipper (aktion 1-4). Aktion 1, der behandler målene om forenkling, sigter mod at undgå, at vanskelighederne ved anvendelse af kriterierne for støtteberettigelse fører til ulovligheder og uregelmæssigheder. Aktion 2 og 3 vedrører fastlæggelse af fælles principper og harmonisering af præsentationen af de kontrolstrategier, der anvendes af Kommissionen og medlemsstaterne. Målet er at fremlægge tydeligere og mere detaljerede beviser for, at der findes et tilsyns- og kontrolsystem, som er i stand til at forvalte fejlrisikoen korrekt. Sidste aktion under dette tema er at indlede en dialog med Parlamentet og Rådet om de risici, der kan tolereres i forbindelse med de underliggende transaktioner. Med denne aktion præciseres dechargemyndighedens forventninger for Revisionsretten.

Den anden tematiske gruppe behandler forvaltningserklæringer og revisionserklæring (aktion 5-8). Målet er at give rimelig sikkerhed for de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed på hvert enkelt gennemførelsesniveau i EU-budgettet. Den enkelte aktørs ansvarlighed ville blive styrket, og det ville blive lettere for Kommissionen på sit niveau at bevise, at EU-midlerne forvaltes korrekt. For at nå sit mål argumenterede Parlamentet for, at medlemsstaterne skulle indsende en ex ante-oplysningserklæring og en ex post-revisionserklæring på det højeste politiske niveau. Men forslaget mødte en del modstand i Økofin-Rådet. Kommissionen foreslog for at forene de forskellige synspunkter, at der nedsættes et nationalt koordineringsorgan for hvert enkelt politikområde, som indgiver en synteserapport om forvaltningserklæringer på operationelt plan (aktion 5). Kommissionen ønskede ligeledes at undersøge værdien af forvaltningserklæringer, når der ikke er tale om delt og indirekte centraliseret forvaltning (aktion 6). Endelig forklarede Kommissionen, at den ville fremme de uafhængige revisioners og nationale revisionsorganers rolle med henblik på at skabe større sikkerhed med hensyn til de underliggende transaktioner (aktion 7 og 8).

Den tredje tematiske gruppe sigter mod at maksimere det kontrolniveau, der kan opnås uden at øge de afsatte midler (aktion 9-11). Handlingsplanen fremmer med dette formål først og fremmest en bedre koordinering mellem kontrolorganerne med henblik på at reducere dobbeltkontrol. Denne aktion omfatter nærmere bestemt en deling af resultater mellem revisorer, opfølgning af resultaterne samt fastlæggelse af en fælles revisionsstrategi og en bedre koordinering ved planlægning af revisioner (aktion 9). For det andet fokuserer handlingsplanen på en cost-benefit-strategi for at kontrollere risikoen for fejl i de underliggende transaktioner. Målet er at nå en passende balance mellem udgifter og udbytte på kontrolområdet (aktion 10 og 11).

Handlingsplanens fjerde og sidste tema vedrører mangfoldigheden af de individuelle EU-politikker og omfatter dermed aktioner, der skal fjerne de sektorspecifikke mangler (aktion 12-16). Da Kommissionens tjenestegrene havde identificeret manglerne på hvert enkelt politikområde, traf de foranstaltninger til at udbedre disse mangler gennem de årlige forvaltningsplaner og rapportere om fremskridt i de årlige aktivitetsplaner (aktion 12). Endelig er der udarbejdet flere foranstaltninger med henblik på at øge kontrollen med strukturfondene, hvor fejlrisikoen er størst (aktion 13-15). Disse initiativer omfatter blandt andet Kommissionens forslag om at gennemføre yderligere analyser om de eksisterende mangler i overvågningssystemet med henblik på at styrke den eksisterende vejledning og fremme tillidskontrakter, gennem hvilke medlemsstaterne kan forpligte sig til at give revisionsgaranti på årlig basis (aktion 13-15). Endelig vedrører den sidste aktion gennemførelsen af fælles retningslinjer for de enkelte "politikfamilier"(aktion 6).

1.3.     De fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af handlingsplanen

De fremskridt, der er gjort, skal måles efter to kriterier; opnåelsen af handlingsplanen og dennes indvirkning på reduktionen af fejl i de underliggende transaktioner.

•   De fremskridt, der er gjort med opnåelsen af handlingsplanen

I sin sidste vurdering[1] var Kommissionen af den opfattelse, at handlingsplanen var gennemført fuldt ud i begyndelsen af 2009. Gennemførelsen af planen var forsinket sammenlignet med den oprindelige tidsplan, hvori tidsfristen var fastsat til udgangen af 2007.

Kommissionens redegørelse giver imidlertid anledning til visse bemærkninger.

Selv om 13 ud af 16 af de oprindelige aktioner blev afsluttet, kunne tre aktioner ikke gennemføres eller blev gennemført på anden vis. Den første af disse tre aktioner omfatter indførelsen af fælles principper for intern kontrol i forslaget om den reviderede finansforordning (aktion 2). Da Kommissionen ikke nåede frem til en politisk aftale om at medtage særlige bestemmelser om intern kontrol, blev målet med denne aktion opnået under artikel 28, litra a), der fastsætter princippet om en effektiv og produktiv intern kontrol i forbindelse med budgettets gennemførelse. Den anden aktion vedrører den interinstitutionelle dialog om fejlrisici (aktion 4). Idet begrebet "acceptabel fejlrisiko" ikke kunne medtages i finansforordninger, valgte Kommissionen at gennemføre denne aktion ved at fastsætte begrebet "resterende risiko for fejl" og fokusere sin indsats på inddrivelse af fordringer i tilfælde af fejl. Den tredje aktion vedrører værdien af forvaltningserklæringer, når der ikke er tale om delt og indirekte centraliseret forvaltning (aktion 6). Den blev annulleret, men blot for at blive gennemført på en anden måde.

For det andet kan nogle af de aktioner, der ansås som værende opnået, betragtes som skuffende i forhold til de forventede resultater. Forenklingen af lovgivningen 2007-2013 har f.eks. ikke været så omfattende som håbet, fordi handlingsplanen blev udarbejdet for tæt på vedtagelsen af lovgivningen for 2007-2013 til at kunne medføre betydelige forandringer. Et andet eksempel er den tolerable fejlrisiko i forbindelse med de underliggende transaktioner. Drøftelserne om dette punkt er igangværende, men der er stadig ikke fundet en tilfredsstillende løsning.

•   Handlingsplanens indvirkning på reduktionen af fejl i de underliggende transaktioner

Handlingsplanens indvirkning kan ikke anses som værende helt tilfredsstillende. På nuværende tidspunkt har Kommissionen endnu ikke modtaget en positiv revisionserklæring fra Revisionsretten. Den har modtaget negative revisionserklæringer atten år i træk.

Revisionsretten konkluderede nærmere bestemt i sin 2011-årsberetning om revisionserklæringen, at betalingerne samlet set var fejlbehæftede. Den vurderede ligeledes, at overvågnings- og kontrolsystemerne generelt var delvist effektive. Revisionsretten kunne kun konstatere korrekt forvaltning af midler og effektiv intern kontrol på områderne administrative udgifter og eksterne forbindelser, bistand og udvidelse.

Der blev endvidere ikke observeret betydelige forbedringer sammenlignet med revisionserklæringen fra 2010. Den samlede fejlfrekvens i forbindelse med de underliggende transaktioner er steget fra 3,7 % til 3,9 %. Frekvensen er faldet inden for regionalpolitik, men er steget inden for landbrugspolitik og politikken til udvikling af landdistrikter.

De fremskridt, der blev gjort i begyndelsen af programperioden, kan nu have nået en grænse, selv om Kommissionen konstant har mindet om, at resultaterne ikke ville være umiddelbare.

2.  Høring den 22. april 2013: de vigtigste udfordringer.

2.1.      Opfølgning på decharge for 2011

Der er kun et spørgsmål at behandle, når det drejer sig om handlingsplanen for den integrerede struktur for intern kontrol. Hvorfor opnåede Kommissionen ikke en positiv revisionserklæring?

Mislykkedes handlingsplanen? Er den dårligt udformet eller gennemført?

Hvad agter Kommissionen at gøre nu?

Men drøftelsen om den integrerede interne kontrol finder ligeledes sted inden for rammerne af opfølgningen på afgørelsen om meddelelse af decharge for regnskabsåret 2011, som blev vedtaget på plenarmødet i april 2013 og giver Kommissionen nye retningslinjer.

Målet med de tre første prioriterede foranstaltninger, som Kommissionen opfordres til at gennemføre i den seneste beslutning om decharge, er at bane vejen for nye fremskridt i spørgsmålet om revisionserklæringer.

Meddelelsen om forsvar af EU-budgettet, den første prioriterede foranstaltning, vil give Kommissionen mulighed for at vise, hvor effektivt dets inddrivelsessystem er.

For det andet bør udveksling af god praksis mellem Kommissionens tjenestegrene med ansvar for forsvarlig økonomisk forvaltning, hvilket var et krav fra Parlamentets side, have en positiv indvirkning på fejlfrekvensen. Hvad angår vurdering af finansielle resultater, den tredje prioritet, opfordrer Parlamentet på det kraftigste Kommissionen til at gå over til en ny resultatorienteret kultur.

2.2.     Vigtigheden af forenkling

Der er med hensyn til vigtigheden af forenkling (jf. aktion 1-3) ingen tvivl om, at dette princip bør anvendes på næste programmeringsperiode (2014-2020). Det er indlysende, at alle institutioner, der deltager i beslutningsprocessen, har et ansvar for forenkling, og at Parlamentet også bør tage hensyn til dette absolutte krav.

2.3.     Forvaltningserklæringer og revisionserklæringer

Den nye finansforordning indfører særlige værktøjer for forvaltningserklæringer og revisionserklæringer i form af årlige erklæringer på forskellige niveauer.

Medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder skal årligt fremsende deres regnskaber ledsaget af en forvaltningserklæring, en årlig oversigt over de endelige revisionsberetninger og en udtalelse fra et uafhængigt revisionsorgan (artikel 59 i den nye finansforordning (EF, Euratom) nr. 966/2012.

Medlemsstaterne kan desuden indgive frivillige erklæringer, undertegnet på det relevante niveau og baseret på disse oplysninger.

Kvaliteten af disse erklæringer vil være af stor betydning, da dechargeprocedurerne har vist, at det første problem i forbindelse med de nuværende årlige oversigter er pålideligheden af de tal, som medlemsstaterne anvender.

Parlamentet har ved flere lejligheder beklaget, at de årlige oversigter, der blev indført i lovgivningen som et resultat af den interinstitutionelle aftale om den finansielle ramme for 2006-2013, ikke var en værdifuld kilde til information ved vurderingen af støttemodtagernes overholdelse af reglerne eller deres resultater. I den beslutning, der ledsagede Parlamentets afgørelse om meddelelse af decharge for regnskabsåret 2011, anmoder Parlamentet Kommissionen om at analysere styrker og svagheder ved de nationale kontrolsystemer på grundlag af de årlige oversigter, den modtager, og opfordrede den til øjeblikkeligt at træffe skridt til at sikre, at de næste årlige oversigter er anvendelige til at vurdere støttemodtagernes resultater.

Parlamentet anmoder også Kommissionen om på kort sigt og i samarbejde med medlemsstaterne at udarbejde en model for nationale forvaltningserklæringer, som vil gøre dem relevante og sammenlignelige, og om at bistå medlemsstaterne med at fremsende de frivillige forvaltningserklæringer, der henvises til i artikel 59, stk. 5, i den nye finansforordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 ved at fremme bedste praksis.

2.4.     Strategier for fejlrisiko, overensstemmelse og resultater

Begrebet tolerabel fejlrisiko blev indført første gang i EU af Revisionsretten i dennes udtalelse nr. 2/2004 om indførelse af en enkelt revisionsmodel. Revisionsretten mente, at "ethvert kontrolsystem er en afvejning af på den ene side omkostningerne forbundet med at sikre den fastsatte kontrolintensitet og på den anden side det udbytte, disse procedurer giver. I fællesskabssammenhæng forstås der ved udbytte også det, at risikoen for, at midler går tabt, mindskes, og at fejlrisikoen holdes på et acceptabelt niveau".

Kommissionen medtog Revisionsretten forslag i sin handlingsplan for en integreret struktur for intern kontrol og påpegede i sin meddelelse "På vej mod en fælles forståelse af begrebet acceptabel fejlrisiko" (COM(2008)866), at ekstraomkostningerne til supplerende kontrol bør indgå i overvejelserne, når der udarbejdes nye kontrolstrategier.

Det fælles benchmark på 2 % eller væsentlighedstærsklen tager ikke hensyn til politikkernes forskellige risikoprofiler. Det ville ifølge Kommissionen være muligt, hvis budgetmyndigheden fastsatte andre tærskelværdier under hensyntagen til de politiske behov, fordelene ved en politik, den iboende risiko, muligheden for yderligere forenklinger og de ekstra omkostninger i form af kontroller, som en mindskning af fejlfrekvenserne ville medføre.

Hidtil har Parlamentet været af den opfattelse, at strategien med den acceptable risiko ikke bør være et isoleret og smalt teknisk instrument. Den bør være et integreret element i den overordnede forvaltning af budgettet og bør fremme en mere rationel og fleksibel gennemførelse af budgettet ved at indrømme dem, der har ansvaret for denne gennemførelse, en større manøvremargin, idet der tages særligt hensyn til udgifterne til kontrollen, uanset om de afholdes af Kommissionen eller af medlemsstaterne.

Denne forsigtige holdning er på linje med det synspunkt, som Parlamentet kontinuerligt har givet udtryk for, nemlig at fejlfrekvensen bør mindskes konsekvent.

I sin seneste dechargebeslutning udtrykte Parlamentet sin misfornøjelse over stigningen i den mest sandsynlige fejlfrekvens, fordi den vender den positive tendens, der er observeret i løbet af de foregående år, og opfordrer derfor Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opnå en tendens, der viser et konstant fald. Parlamentet er af den mening, at opfyldelsen af dette mål er vigtigt for at få fuldt udbytte af Unionens udgifter i fremtiden og gøre fremskridt med hensyn til en positiv revisionserklæring.

Men Parlamentets positive holdning til fordel for den laveste acceptable fejlfrekvens suppleres til en vis grad af den nye udvikling i retning af mere resultatevaluering.

Parlamentet medtager i sin dechargevirksomhed Revisionsrettens analyse, der fokuserer på opnåelse af resultater i forbindelse med budgettet.

I henhold til artikel 318 i TEUF forelægger Kommissionen en evalueringsrapport om Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået, og den er ifølge traktaten, sammen med Revisionsrettens særberetninger, et vigtigt element, der bidrager til Parlamentets vurdering, når det træffer afgørelse om meddelelse af decharge. Overensstemmelsesstrategien suppleres således i stigende grad med en resultatbaseret strategi.

Sagt på en anden måde suppleres den traditionelle strategi med en revisionserklæring baseret på overensstemmelsesrevisioner og bestemmelse af de relevante omkostninger i forbindelse med EU-politikkerne med en resultatstrategi baseret på de opnåede resultater.

Begge strategier bør følges, dvs. reducering af omkostningerne for EU-politikområderne og optimeringen af deres fordele. Parlamentet gengav i sin sidste dechargebetænkning Revisionsrettens henstillinger vedrørende måling af de opnåede politikresultater gennem klare mål og indikatorer om europæisk merværdi og insisterede på, at indvirkningsindikatorerne skulle være forbundet med tidsfrister og kvantitative mål. Parlamentet fastholdt ligeledes, at der er behov for en sammenhæng mellem målsætninger, indikatorer og mål, der er opstillet i forvaltningsplanen fra Kommissionens tjenestegrene, og indberettes i de årlige aktivitetsrapporter.

2.5.     Overensstemmelses- og resultatstrategier: to sider af samme sag

Omkostninger og resultater er naturligt forbundet til den politiske vurdering, som Parlamentet foretager, når det meddeler decharge. Denne vurdering bør baseres på en mere formel model. På den måde kan den nuværende metode til resultatrevision måske udgøre et vendepunkt i arbejdet med decharge og revisionserklæringer. Spørgsmålet er, om det vil være muligt at formalisere alle resultatrevisionsmetoder i en model, som svarer til den, der anvendes til revisionserklæringen.

Ethvert fremskridt i denne retning er kun muligt, hvis alle de involverede aktører samarbejder fuldt ud, dvs. Revisionsretten og budgetmyndigheden, men også de nationale regeringer og administrationer, de overordnede revisionsinstitutioner og de nationale parlamenter.

For yderligere information: Control systems - European Commission

http://ec.europa.eu/budget/biblio/documents/control/control_en.cfm

Stauner Gabriele (2) - European Parliament

http://www.europarl.europa.eu/RegistreWeb/search/simple.htm?language=EN&fulltext=2008%2F0110 (COD)&auteur=Stauner+Gabriele

• [1]     Jf. Kommissionens meddelelse, Rapport om virkningerne af Kommissionens handlingsplan for integreret struktur for intern kontrol COM(2009)0043 endelig.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	28.5.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	23 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Inés Ayala Sender, Zigmantas Balčytis, Zuzana Brzobohatá, Andrea Češková, Ryszard Czarnecki, Martin Ehrenhauser, Jens Geier, Ingeborg Gräßle, Bogusław Liberadzki, Monica Luisa Macovei, Jan Mulder, Eva Ortiz Vilella, Monika Panayotova, Crescenzio Rivellini, Paul Rübig, Petri Sarvamaa, Bart Staes, Georgios Stavrakakis, Michael Theurer
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Philip Bradbourn, Monika Hohlmeier, Karin Kadenbach, Véronique Mathieu Houillon, Markus Pieper, Barbara Weiler