BETÆNKNING om andelsselskabers bidrag til løsning af krisen

12.6.2013 - (2012/2321(INI))

Udvalget om Industri, Forskning og Energi
Ordfører: Patrizia Toia

Procedure : 2012/2321(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A7-0222/2013
Indgivne tekster :
A7-0222/2013
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om andelsselskabers bidrag til løsning af krisen

(2012/2321(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), særlig artikel 54,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 3, stk. 3,

–   der henviser til sin beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi[1],

–   der henviser til sin beslutning af 13. februar 2012 om statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse[2],

–   der henviser til sin beslutning af 15. januar 2013 med henstillinger til Kommissionen om information og høring af arbejdstagere, foregribelse og styring af omstruktureringer[3],

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE)[4],

–   der henviser til Kommissionens henstilling 94/1069/EF af 7. december 1994 vedrørende overdragelse af små og mellemstore virksomheder (SMV'er)[5],

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om overdragelse af små og mellemstore virksomheder (SMV'er)[6],

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om fremme af andelsselskaber i Europa (KOM(2004)0018),

–   der henviser til Kommissionens meddelelse om initiativ for socialt iværksætteri (KOM(2011)0682),

–   der henviser til udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om kooperativer og omstruktureringer[7],

–   der henviser til ILO's henstilling nr. 193 om fremme af kooperativer, som blev godkendt af regeringerne i alle 27 nuværende medlemsstater, til FN's Generalforsamlings resolution af 2001 "Cooperatives in Human Development" og til det faktum, at FN erklærede 2012 for det internationale år for kooperativer,

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A7-0222/2013),

Indledning

1.  påpeger, at andelsselskaber, sammen med andre virksomheder i den sociale økonomi, især i krisetider spiller en afgørende rolle for den europæiske økonomi ved at kombinere lønsomhed med solidaritet, skabe arbejdspladser af høj kvalitet, styrke social, økonomisk og regional samhørighed og skabe social kapital; anerkender endvidere, at virksomheder i den sociale økonomi bør drage fordel af en klarere og mere sammenhængende lovgivningsramme, der tager behørigt hensyn til den rige mangfoldighed i socialøkonomiens institutioner og deres særlige kendetegn;

2.  bemærker, at andelsselskaber antager en stadig større betydning i EU, og at der er omkring 160 000 andelsvirksomheder, der ejes af 123 millioner medlemmer og beskæftiger til 5,4 millioner mennesker - herunder omkring 50 000 andelsvirksomheder i industrien og servicesektoren, der beskæftiger 1,4 millioner mennesker - og at andelsselskaber i gennemsnit bidrager med ca. 5 % til medlemsstaternes BNP; bemærker, at der i de seneste par år er etableret flere hundrede andelsvirksomheder i industrien og servicesektoren som følge af omstruktureringen af virksomheder, der er i krise eller uden efterfølgere, hvorved lokale økonomiske aktiviteter og arbejdspladser spares og genudvikles; bemærker, at kooperative grupper i industrien og servicesektoren har haft en afgørende betydning for den regionale udvikling i nogle af de mest industrialiserede regioner i EU; bemærker, at de såkaldte sociale kooperativer med speciale i integration på arbejdsmarkedet sikrer beskæftigelse for mere end 30 000 handicappede og dårligt stillede personer inden for industrien og servicesektoren; gør opmærksom på, at andelsselskaber er blevet en model for selvstændige erhvervsdrivende og de liberale erhverver, og at denne model er vokset betragteligt inden for nye sektorer, som f.eks. sociale tjenester og sundhedstjenester, digitale tjenester, erhvervsfremmende tjenester og forsyningspligttjenester, der tidligere blev leveret af den offentlige sektor (tjenester på miljøområdet og forvaltning af naturområder, uddannelse og kultur og produktion af el fra vedvarende kilder); bemærker, at andelsselskaber derfor spiller en meget vigtig rolle i EU for så vidt angår økonomi, samfund, bæredygtig udvikling og beskæftigelse, og at de desuden kan være et springbræt for social innovation, der er et fremtrædende tema både i Europa 2020-strategien og under Horisont 2020, og bidrage til at nå målet med den bæredygtige økonomiske og sociale udvikling af regional- og lokalsamfund;

3.  insisterer på, at den kooperative forretningsmodel bidrager til en ægte økonomisk pluralisme og er et uundværligt element i den "sociale markedsøkonomi", og at den er helt på linje med EU-traktatens værdier og med Europa 2020-strategiens mål;

4.  påpeger, at mange andelsselskaber har vist sig at være endnu mere modstandsdygtige i krisetider end mange konventionelle virksomheder, både hvad angår beskæftigelsesfrekvens og virksomhedslukning; bemærker, at der på trods af krisen er skabt andelsselskaber inden for nye og innovative sektorer, og at der er mange beviser for denne modstandsdygtighed, især i forbindelse med andelsbanker og andelsselskaber i industrien og servicesektoren (arbejdstagerkooperativer, sociale kooperativer og kooperativer dannet af små og mellemstore virksomheder); påpeger, at udvikling af andelsselskaber som model har vist sig at kunne imødekomme nye behov og stimulere jobskabelsen bedre end andre modeller på grund af andelsselskabernes evne til at tilpasse sig forandringer og fortsætte deres aktiviteter, når de er i fare, ved fortsat at forfølge deres mål; fremhæver den strategiske rolle, der spilles af andelsselskaber, der er dannet af SMV'er, som kan skabe kollektive løsninger på fælles problemer og gøre det muligt at udvikle betydelige stordriftsfordele; gør endvidere opmærksom på den voksende udbredelse af "græsrodskooperativer", som især i fjernområder og dårligt stillede egne giver borgerne mulighed for at deltage direkte, f.eks. i sociale tjenester, sundhedstjenester, uddannelsestjenester, handelstjenester, kommunikation osv.;

5.  mener, at andelsselskaber i tider med recession effektivt kan fremme iværksætteri på det mikroøkonomiske plan, for så vidt som de giver små iværksættere, ofte i form af grupper af borgere, mulighed for at påtage sig et virksomhedsansvar; støtter i den forbindelse udviklingen af andelsselskaber i den sociale sektor og i socialforsorgssektoren, der giver mulighed for at sikre de svageste grupper en bedre social integration;

6.  hævder, at den kooperative model takket være sin decentraliserede natur, bidrager betydeligt til gennemførelsen af prioriteterne for 2020, der er fastlagt i direktiv 2009/28/EF om vedvarende energikilder og til overgangen fra fossil energi og atomkraft til vedvarende energi; påpeger i denne forbindelse, at mere end 1000 andelsselskaber inden for vedvarende energi er skabt af borgere; er af den opfattelse, at andelsselskaber, der er aktive på området bæredygtig energi, gør det muligt for borgerne at blive kooperative medlemmer af lokale projekter, og støtter investering i bæredygtige energiprojekter, der styrker den sociale accept af nye anlæg for vedvarende energi; er af den opfattelse, at borgernes deltagelse i energiproduktion både kan øge deres bevidsthed om nødvendigheden af et bæredygtigt og effektivt energiforbrug og deres kontrol med energipriserne; anmoder Kommissionen om at være særlig opmærksom på den rolle, som energiandelsselskaber kan spille for at øge anvendelsen af vedvarende energikilder og for at forbedre energieffektiviteten;

7.  giver udtryk for, at denne større modstandsdygtighed i vid udstrækning kan tilskrives den kooperative ledelsesmodel, som er baseret på fælles ejerskab, demokratisk økonomisk deltagelse og kontrol, organisering og ledelse udøvet af medlemmer/interessenter, og forpligtelse over for samfundet; understreger, at denne større modstandsdygtighed også skyldes deres karakteristiske metode til kapitalakkumulation, der er mindre afhængig af udviklingen på de finansielle markeder og både er forbundet med allokering af overskud til reservefonde, i givet fald delvist udelelig (især i form af værdier, der styrker andelsbevægelsen generelt, efter betaling af al udestående gæld i forbindelse med likvidation) og til gennemførelsen af virksomhedsmål, der viser afbalancerede sociale og økonomiske mål og målet om at forbedre deres drift og aktivitet; mener, at denne model er med til at sikre, at andelsselskaber anlægger en langsigtet strategi på tværs af generationer, og forankrer sig i den lokale økonomi, hvilket bidrager til lokal bæredygtig udvikling og sikrer, at de ikke flytter deres aktiviteter uden for lokalområdet, selv når de bliver internationale;

8.  konstaterer, at andelsvirksomheder er i stand til at opfylde eksisterende og nye behov effektivt inden for sektorer såsom forvaltning af kulturelle ressourcer og kreativitet og miljømæssig bæredygtighed i tilknytning til nye former for livsstil og forbrug; understreger, at andelsselskaber også har fremmet værdier som sikring af legaliteten, f.eks. i Italien, hvor andelsselskaber har fået overdraget forvaltningen af værdier, der er blevet konfiskeret hos mafiaen;

9.  mener, at andelsselskaber fuldt ud bør være omfattet af målsætningerne for EU's industripolitik og af de foranstaltninger, der gennemføres inden for rammerne af denne, blandt andet fordi de yder et grundlæggende bidrag til den industrielle omstrukturering, der er et væsentligt led i den nye europæiske industripolitik;

10. bemærker også, at andelsselskaber ved at samarbejde kan udnytte stordriftsfordele og dele erfaringer og bedste praksis samt forene eller overføre menneskelige og finansielle ressourcer, hvor det er nødvendigt; hævder, at denne iboende fleksibilitet giver andelsselskaber mulighed for at klare sig selv, selv i de sværeste tider;

11. bemærker, at der i de forskellige medlemsstater kan konstateres mange eksempler på god praksis, hvor andelsvirksomheder har opnået glimrende resultater for så vidt angår vækst, beskæftigelse, overlevelsesrate og etablering af nye virksomheder, som f.eks. ordningen for "engangsbetaling" (pago unico) i Spanien og Marcoraloven i Italien, der giver mulighed for at finansiere oprettelsen af nye andelsselskaber via arbejdsløshedsydelser, samt "beskæftigelses- og aktivitetskooperativer" i Frankrig, Sverige og Belgien, peger endvidere på grupper af enkelte andelsselskaber, der frivilligt kan danne store erhvervsgrupper, der dækker sektorer såsom industri, landbrug, distribution, finanser, FoU og uddannelse på et højt niveau; bemærker, at andelsselskaber, der f.eks. bygger på det britiske trustmodel, også kan være et effektivt forbillede for god forvaltning af professionelle eller halvprofessionelle idrætsorganisationer, der samtidig muliggør en tæt forbindelse mellem de vigtigste interessenter - tilhængerne - og forvaltningen af en klub (uanset om den er professionel eller ikke-professionel); opfordrer Kommissionen til nøje at undersøge sådanne eksempler på god praksis og overveje at lade dem indgå i EU's politikker til fordel for virksomhederne;

12. mener, at andelsselskaberne har ydet et væsentligt bidrag til EU's økonomi og til beskæftigelsesstabiliteten, især i krisetider; opfordrer Kommissionen til at tage de europæiske andelsselskabers rolle op til fornyet overvejelse ved at tilskynde til oprettelsen af nye andelsselskaber på europæisk plan og fremme sammenslutningen af nationale andelsselskaber fra forskellige medlemsstater;

13. understreger behovet for bl.a. at udvikle modellen med aktivitets- og beskæftigelseskooperativer, som gør det muligt for virksomheder at blive opbygget gradvist for at opfylde iværksætternes behov, og udvikle sig i takt med deres aktiviteter;

14. bemærker dog, at andelsselskaber også kan gå fallit;

15. bemærker, at der i de forskellige medlemsstater kan konstateres afvigende situationer, som afspejler juridiske og begrebsmæssige forskelle; anmoder derfor Kommissionen om at foretage en gennemgang af den eksisterende lovgivning med henblik på at finde et fælles grundlag og at harmonisere under overholdelse af subsidiaritetsprincippet;

16. understreger, at de ansatte påtager sig en stor økonomisk risiko med oprettelsen af et andelsselskab eller ved overdragelse af en virksomhed til de ansatte; bemærker, at god forvaltning, navnlig i et arbejdstagerkooperativ, i høj grad afhænger af støtten til og tilsynet med de ansattes virksomhedsledelse;

Lovgivningsramme

17. mener, at denne iboende evne til modstandsdygtighed bør styrkes gennem tilstrækkeligt fokus på andelsselskaber i alle relevante EU-politikker, der skal bidrage til intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, også gennem en anderledes model for økonomisk udvikling, der respekterer den europæiske sociale model, og ved at strømline gældende EU-lovgivning om andelsselskaber; mener især, at der bør være en henvisning til andelsselskabernes vigtige rolle i 2020-handlingsplanen for iværksætterkultur; mener, at de nødvendige skridt bør tages for at sikre lige konkurrencevilkår mellem andelsselskaber og andre former for virksomheder, og samtidig bevare kooperativernes mål og arbejdsmetoder samt deres sociale karakter;

18. erindrer om, at det er nødvendigt, at EU anerkender og sikrer en ligelig lovgivningsmæssig behandling af de forskellige virksomhedsformer med henblik på at sikre overholdelsen af princippet om fri erhvervsudøvelse uanset virksomhedens status; beklager, at Kommissionen ikke i sin handlingsplan for iværksætteri 2020 lægger vægt på virksomhederne i den sociale økonomi men begrænser sig til at nævne deres bidrag til jobskabelse og social innovation, og at de støder på store finansieringsvanskeligheder sammenlignet med SMV'er;

19. opfordrer derfor Kommissionen til at styrke sine tjenester ved at oprette en enhed med ansvar for andelsselskaber og andre erhvervsdrivende foreninger (såsom gensidige selskaber, fonde og foreninger med økonomiske og finansielle aktiviteter) med det formål at tage større hensyn til foranstaltninger, som sigter mod at sikre et tilstrækkeligt ressourceniveau, og at overvåge og håndtere politikudvikling vedrørende erhvervsdrivende foreninger; opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på omstrukturering af industri- og servicevirksomheder, der er i krise eller uden en efterfølger, til andelsselskaber ved oprettelse af tjenestegrene til dette formål;

20. opfordrer Kommissionen til at sørge for større fleksibilitet i forbindelse med reglerne om offentlige indkøb for medarbejderledede virksomheder, f.eks. ved at medtage et tidsbegrænset forbehold;

21. opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at foranstaltningerne under initiativet for socialt iværksætteri koordineres, og forvaltningsmæssige barrierer mellem de to initiativer mindskes;

22. opfordrer medlemsstaterne til i overensstemmelse med ILO's henstilling nr. 193/2002 at revidere deres lovgivning for andelsselskaber generelt og især for særlige former for andelsselskaber, såsom arbejdstagerselskaber, sociale andelsselskaber, håndværkerkooperativer og andelsbanker, med henblik på vedtagelse af en omfattende politik til støtte for den kooperative forretningsmodel og skabelse af et lovgivningsmiljø, der er gunstigt for anerkendelse af andelsselskabernes og deres ledelsesorganisationers rolle og for udvikling af andelsselskaber, især på områder og i sektorer, hvor denne model har vist sig at have en social, økonomisk og miljømæssig merværdi; opfordrer medlemsstater, der samarbejder med de sociale partnere og andre interessenter på regionalt og lokalt plan, til at identificere de strategiske sektorer, som er egnede til andelsprojekter; understreger, at dette bør omfatte indførelse af passende finansielle instrumenter og anerkendelse af andelsselskabernes rolle i den nationale sociale dialog og af den rolle, som andelskasserne spiller, idet disse altid har tillagt bæredygtig og socialt ansvarlig finansiering en særlig betydning og er forankret i området; kræver, at der tages hensyn til denne henstilling ved revisionen af forordningen om det europæiske andelsselskab;

23. understreger vigtigheden af at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger inden for en solid juridisk ramme og i overensstemmelse med udviklingen af internationale normer med det formål at undgå afvigende nationale fortolkninger og risiko for konkurrencemæssige fordele eller ulemper på regionalt, nationalt eller makroregionalt plan;

24. understreger betydningen af at inddrage andelsselskaberne i alle faser af proceduren i forbindelse med Unionens fremtidige initiativer og tiltag vedrørende andelsselskaber;

Virksomhedsoverdragelser og omstruktureringer

25. mener, at overdragelsen af en virksomhed til de ansatte gennem oprettelse af et andelsselskab og andre former for medarbejderejerskab kan være det bedste middel til sikring af en virksomheds kontinuitet; understreger, at denne form for overdragelse af en virksomhed til de ansatte, specielt hvad angår arbejdskooperativer og arbejdstagernes overtagelse af en virksomhed (workers buy-out) bør understøttes af en særlig post på EU's budget, der også omfatter finansielle instrumenter; opfordrer indtrængende til oprettelse, med deltagelse af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og de sociale partnere og interessenter fra andelsbevægelsen, af en europæisk mekanisme til fremme af udviklingen af andelsselskaber og navnlig virksomhedsoverdragelser under andelsmodellen samt via f.eks. instrumentet risikofordelingsfonde;

26. understreger, at det er blevet en stadig mere udbredt praksis i medlemsstaterne, at de ansatte overtager virksomheden, som svar på den økonomiske krise; opfordrer derfor Kommissionen til at identificere finansielle instrumenter eller udvide de eksisterende for at styrke denne praksis;

27. understreger de sociale andelsselskaber aktive rolle i omstruktureringen af SMV'er navnlig via "sociale spin-off-virksomheder", der fremmer integreringen af de arbejdstagere, der kan betegnes som dårligt stillede, og som befinder sig i en beskæftigelsesmæssigt vanskelig situation, hvorved der gennem solidaritet fremmes en tiltagende evne til at imødekomme sociale krav;

28. bemærker, at problemer i forbindelse med virksomhedsoverdragelser til de ansatte meget ofte ikke kun er et spørgsmål om de relevante procedurers varighed, men også, og endnu vigtigere, mangel på viden om denne virksomhedsmodel blandt de relevante fagfolk (f.eks. advokater og revisorer) og inden for det juridiske system og uddannelsessystemet; understreger, at uddannelse og bevidstgørelse af alle aktørerne i processen med oprettelse eller overdragelse af ejerskab til de ansatte i høj grad vil bidrage til at fremme denne praksis; anbefaler følgelig, at den kooperative virksomhedsform bliver et fast punkt i de relevante undervisningsplaner på universiteter og handelshøjskoler; mener desuden, at bedre viden om andelsselskaber også bør fremmes, og at virksomhedsoverdragelse til ansatte under andelsselskabsmodellen bør støttes økonomisk, herunder gennem en målrettet og intelligent anvendelse af strukturfondene, blandt fagforeninger og organer, som skal give oplysninger om stiftelse eller overdragelse af virksomheder; understreger den sagkundskab vedrørende oprettelse og overdragelse af virksomheder i form af andelsselskaber gennem andelsforeninger, der er oparbejdet i visse medlemsstater, og opfordrer Kommissionen til at etablere mekanismer til at lette samarbejdet og udvekslingen af bedste praksis og metoder på dette område mellem virksomheder og til at aflægge beretning til Rådet og Parlamentet om resultatet;

29. opfordrer medlemsstaterne til at udvikle en ramme med henblik på at lette virksomhedsoverdragelser til medarbejdere, herunder finansielle mekanismer, der skal hjælpe medarbejderne med at investere i virksomheder, der er i krise eller uden en efterfølger, samt præferencerettigheder for de ansatte for at skabe de bedste betingelser for et overtagelsesbud på en virksomhed, der står over for lukning;

30. mener også, at medlemsstaterne bør vedtage politikker, der gør det nemmere for medarbejderne at deltage i deres virksomheders kapital og resultater gennem konkrete finanspolitiske mekanismer i andre former for industri- og servicevirksomheder, og med den nødvendige retlige beskyttelse og tilsvarende deltagelsesgrad i virksomhedens ledelse, overvågning, beslutningstagning og ansvar; minder om, at sådanne aktiviteter kan være med til at forbedre konkurrenceevnen inden for den pågældende sektor som helhed;

31. understreger de positive aspekter af de mekanismer, der kendetegner andelsselskabsmodellen, såsom reservernes udelelighed, dvs. at disse således ikke kan fordeles mellem medlemmerne, selv ikke i tilfælde af likvidation, men skal anvendes til udvikling af andelsbevægelsen, og juridiske bestemmelser, der giver tredjeparter mulighed for at bidrage med risikovillig kapital, med eller uden stemmeret, til andelsforeningen, som f.eks. risikofordelingsfonde og Cooperazione Finanza Impresa (CFI) i Italien, Institut de Développement de l'Economie Sociale (ESFIN-IDES) i Frankrig og den investeringsstruktur, som Mondragon Corporation i Spanien har opbygget;

32. opfordrer Kommissionen til at fremme politikker og foranstaltninger, der kan medvirke til at bevare eksisterende job og ikke kun til at skabe nye job i iværksættervirksomheder; anmoder Kommissionen om at indføre nye iværksættertjenester, der kan støtte virksomheder i andelsform gennem en øget bevidsthed og uddannelsesinitiativer;

33. understreger, at omstrukturering af virksomheder i krise til økonomisk bæredygtige andelsselskaber kræver en præcis og tidlig diagnose; opfordrer myndighederne på alle niveauer til at samarbejde med arbejdsmarkedets parter og andelsbevægelsen om at stille sådanne tidlige diagnoser og vurdere gennemførligheden og hensigtsmæssigheden af at omstrukturere disse virksomheder til andelsselskaber; mener, at fagforeninger og andelsforeninger også bør inddrages i denne proces;

34. opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende undersøgelse med sammenligning af bedste praksis, der anvendes i medlemsstaterne og de nationale lovgivninger, som tilskynder til omstrukturering til andelsselskaber, herunder virksomhedsoverdragelser, gældende ret vedrørende konkurser, finansielle mekanismer, institutioner, der yder støtte til iværksætteraktiviteter og oprettelse af grupper af andelsselskaber; påpeger, at det er vigtigt, at andelsselskaberne inddrages i en sådan undersøgelse med henblik på at opstille prioriteter; opfordrer i dette øjemed Kommissionen til at overveje udviklingen af en database, i hvilken der systematisk indlæses sager og oplysninger om omstruktureringer til andelsselskaber, således at der sikres udveksling af god praksis og en konsekvent indsamling af data;

35. anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at lette og fremme dannelsen af grupper af andelsselskaber og erhvervsdrivende foreninger for at hjælpe dem med at tilvejebringe de nødvendige ressourcer og spille en mere fremtrædende rolle i produktions- og distributionskæden og at støtte de stordriftsfordele, som er nødvendige for finansieringen af forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter;

Adgang til finansiering og erhvervsstøtte

36. understreger, at andelsvirksomheder i industrien og servicesektoren og især SMV'er af forskellige grunde, bl.a. karakteren af deres iværksættergruppe, ikke kan få adgang til risikovillig kapital og kredit på kapitalmarkederne; bemærker også, at det ofte er vanskeligt for arbejdstagerkooperativer i kapitalintensive sektorer at indhente store mængder af kapital fra deres medlemmer, og at der derfor bør etableres passende finansieringsinstrumenter, der tager hensyn til denne form for iværksætteri;

37. minder om, at spørgsmålet om andelsselskabers adgang til kredit er specielt vigtigt i betragtning af deres særlige struktur; opfordrer derfor Kommissionen, Baselbanktilsynskomitéen og EIB til at udvikle og anvende kvalitative parametre, også hvad angår tildelingen af kreditter og finansiering med henblik på at differentiere andelsselskabernes rolle, herunder også de sociale andelsselskabers rolle, i forhold til de øvrige forretningsmodeller;

38. finder det nødvendigt at styrke kapitaliseringen og kapitaldannelsen i andelsselskaber gennem en bedre udnyttelse af de ressourcer, som deres sociale struktur kan bidrage med; opfordrer Kommissionen til at fremme initiativer til støtte for kapitaldannelsen, herunder skatte- og afgiftsfritagelser, som også er tidsbegrænsede, efter oprettelsen eller buy-out-operationen, uden at disse initiativer betragtes som statsstøtte;

39. påpeger, at eksterne parter i nogle medlemsstater kan bidrage med risikovillig kapital til andelsselskaber men blot opnår begrænset eller ingen stemmeret, således at medlemsejerskabet og kontrolstrukturen overholdes, og at dette har gjort det muligt for andelsselskaber at forbedre deres dialog med andre finansielle institutioner; glæder sig over sådanne politikker og opfordrer alle medlemsstaterne til at lette andelsforetagendernes adgang til kredit;

40. mener, at Kommissionen sammen med EIB og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) bør sikre, at andelsselskaber har adgang til finansielle mekanismer på EU-niveau – herunder, hvor det er relevant, finansieringshandlingsplanen for SMV'er som foreslået i akten for det indre marked – og at de bør gøre en særlig indsats sammen med andelsbanksektoren for sikre, at dette sker; påpeger, at sådanne aktioner kan gøre det indre marked mere velfungerende;

41. mener, at det er nødvendigt at tage højde for andelsbankernes særlige karakteristika i forbindelse med reguleringen af finansmarkederne og de efterfølgende gennemførelsesbestemmelser;

42. fremhæver, at de programmer og fonde, der oprettes i henhold til den flerårige finansielle ramme (2014-2020), bør være vigtige instrumenter til støtte af andelsselskaber; hævder, at der ved fastlæggelsen af operationelle programmer bør fokuseres på at lette oprettelsen af nye andelsselskaber, at yde støtte til bæredygtig virksomhedsudvikling og ansvarlig omstrukturering, der navnlig omfatter foranstaltninger som virksomhedsoverdragelser til medarbejdere og sociale andelsselskaber, inden for lokal udvikling og social, teknologisk og produktionsmæssig innovation ved brug af globaltilskud og andre finansielle instrumenter, herunder Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen;

43. mener, at der i forbindelse med den finansielle programmering af EU-midler og nationale midler bør tages et særligt hensyn (eller afsættes en forholdsmæssig andel) til andelsselskaber, som har til formål at fremme dårligt stillede personers adgang til arbejdsmarkedet, jf. forordning (EF) nr. 2204/2002, med henblik på at befæste og udvikle højere og bedre sociale beskyttelsesniveauer;

44. anmoder Kommissionen om inden for rammerne af det kommende regnskabsår at støtte et pilotprojekt for overdragelse af kriseramte virksomheder til de ansatte, således at disse kan fortsætte deres aktiviteter, og derved skabe nye andelsvirksomheder, der kan overtage virksomheder, der er i krise eller er gået konkurs;

45. opfordrer Kommissionen til at tage initiativer til støtte af unges beskæftigelse i andelssektoren; opfordrer ligeledes Kommissionen til at fremme udbredelse af andelsselskabsmodellen som det foretrukne instrument til skabelse af nye arbejdspladser i medlemsstaterne;

46. mener, at medlemsstaterne også bør tage skridt til at gøre det lettere for andelsselskaber at få adgang til hele spektret af erhvervsstøttetjenester, da dette vil hjælpe dem med at bidrage yderligere til en bæredygtig udvikling af deres aktiviteter; opfordrer i den forbindelse indtrængende medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, der letter adgangen til kredit for andelsselskaber, især for så vidt angår arbejdstagerkooperativer, sociale kooperativer, håndværkskooperativer og kooperativer bestående af mikrovirksomheder;

47. mener, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at fjerne alle retlige, administrative og bureaukratiske hindringer, der forhindrer eller begrænser andelsselskabers vækst;

48. mener, at de små andelskreditforeningers adgang til markedet bør fremmes i hele Europa;

49. mener endvidere, at samarbejdsnetværk SMV'er imellem som dem, der allerede findes i EU under den kooperative form (håndværkerkooperativer, SMV-kooperativer, aktivitets- og beskæftigelseskooperativer osv.) bør fremmes, da sådanne netværk styrker oprettelsen og bæredygtigheden af mikrovirksomheder og små virksomheder betragteligt gennem fælles markedsføring, indkøb eller andre tjenester og hjælper dem til at blive en kilde til innovation;

50. mener, at der for at støtte etableringen af nye andelsvirksomheder bør etableres tjenester for iværksætterkooperativer; mener endvidere, at der bør tilskyndes til initiativer, der fremmer andelsselskabsmodellen blandt nye potentielle iværksættere (f.eks. i universiteternes undervisningsplaner), såvel på nationalt som europæisk plan;

51. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

30.5.2013

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

35

4

4

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Amelia Andersdotter, Josefa Andrés Barea, Zigmantas Balčytis, Ivo Belet, Bendt Bendtsen, Fabrizio Bertot, Reinhard Bütikofer, Giles Chichester, Pilar del Castillo Vera, Christian Ehler, Vicky Ford, Adam Gierek, Norbert Glante, Jacky Hénin, Kent Johansson, Romana Jordan, Krišjānis Kariņš, Lena Kolarska-Bobińska, Judith A. Merkies, Jaroslav Paška, Vittorio Prodi, Miloslav Ransdorf, Herbert Reul, Teresa Riera Madurell, Jens Rohde, Paul Rübig, Amalia Sartori, Salvador Sedó i Alabart, Patrizia Toia, Catherine Trautmann, Ioannis A. Tsoukalas, Claude Turmes, Vladimir Urutchev, Adina-Ioana Vălean, Kathleen Van Brempt, Alejo Vidal-Quadras

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Ioan Enciu, Elisabetta Gardini, Roger Helmer, Jolanta Emilia Hibner, Yannick Jadot, Seán Kelly, Vladimír Remek