BETÆNKNING om en samlet EU-fiskeristrategi for Stillehavsområdet

24.9.2013 - (2012/2235(INI))

Fiskeriudvalget
Ordfører: Carmen Fraga Estévez

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om en samlet EU-fiskeristrategi for Stillehavsområdet

(2012/2235(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–   der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982,

–   der henviser til De Forenede Nationers generalforsamlings resolutioner om fiskeri, især punkt 157 i resolution 66/68 om udviklede landes forpligtelser over for de mindst udviklede lande og de små østater, der er udviklingslande,

–   der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

–   der henviser til FAO's internationale handlingsplan for forvaltning af fiskerikapaciteten, som blev godkendt af FAO's Råd i november 2000 (IPOA-kapacitet),

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri[1], i det følgende benævnt IUU-fiskeri,

–   der henviser til aftalen om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, vedtaget på FAO-konferencens 36. samling den 22. november 2009,

–   der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension[2],

–   der henviser til den fælles meddelelse af 21. marts 2012 fra Kommissionen og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Social Udvalg og Regionsudvalget: Mod et nyt udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet[3],

–   der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af stærkt vandrende fiskebestande i det vestlige og centrale Stillehav, som EU i medfør af Rådets afgørelse 2005/75/EF er kontraherende part i med virkning fra den 25. januar 2005[4],

–   der henviser til Rådets afgørelse 2006/539/EF af 22. maj 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica[5],

–   der henviser til konventionen om bevarelse og forvaltning af højsøfiskeressourcerne i det sydlige Stillehav[6], der blev godkendt på Den Europæiske Unions vegne i medfør af Rådets afgørelse 2012/130/EU[7], og hvorved Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for det sydlige Stillehav (SPRFMO) blev oprettet,

–   der henviser til Rådets afgørelse 2011/144/EU af 15. februar 2011 om indgåelse af den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side[8],

–   der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000[9], i det følgende benævnt Cotonouaftalen,

–   der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 215/2008 af 18. februar 2008 om finansforordningen for den 10. Europæiske Udviklingsfond[10],

–   der henviser til partnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Mikronesiens Forenede Stater om fiskeri i Mikronesiens Forenede Stater[11],

–   der henviser til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Republikken Kiribati på den anden side[12],

–   der henviser til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Salomonøerne[13],

–   der henviser til Kommissionens afgørelse af 15. november 2012 om underretning af de tredjelande, som efter Kommissionens opfattelse muligvis kan identificeres som ikke-samarbejdende tredjelande i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri[14],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0297/2013),

A.  der henviser til, at for at sikre sammenhæng i udviklingspolitikken bør de EU-politikker, som har indvirkning på fiskeriet i AVS-landene i Stillehavet – dvs. fiskeri-, handels- og udviklingspolitikkerne – gennemføres på en måde, som sikrer, at de bidrager til opnåelsen af de bæredygtige udviklingsmål for fiskeriet, som er fastsat af AVS-landene i Stillehavet; der henviser til, at en sådan tilgang bør integreres i den kommende fornyelse af Cotonouaftalen eller i de instrumenter, der vil være efterfølgere til aftalen;

B.  der henviser til, at EU skal bestræbe sig på at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken i henhold til artikel 208, stk. 1, i TEUF, hvori det hedder, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene";

C. der henviser til, at EU efter Australien er den næststørste donor i denne region, idet støtten gives gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), og at kun 2,3 % af bistandsmidlerne fra den tiende EUF er målrettet forskellige fiskerirelaterede aktiviteter – på trods af at fiskeressourcerne er den vigtigste kilde til velstand for AVS-staterne i Stillehavet og er den eneste sådanne kilde, alle disse stater har tilfælles, og selv om landene i det vestlige og Centrale Stillehav gentagne gange har udtrykt deres vilje til at gøre tunfiskeri til drivkraften bag områdets sociale og økonomiske udvikling;

D.  der henviser til, at der forud for de bilaterale og multilaterale handelsaftaler, som EU forhandler om, bør foretages konsekvensanalyser, navnlig med hensyn til bevarelsen af marine levende ressourcer og konsekvenserne af disse aftaler for lokalbefolkningerne; der henviser til, at sådanne bilaterale og multilaterale aftaler bør være styret af konklusionerne af disse konsekvensanalyser;

E.  der henviser til, at fiskevarer i de igangværende forhandlinger om en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) mellem EU og AVS-landene med det formål at tilpasse Cotonouaftalens generelle præferenceordning til Verdenshandelsorganisations regler spiller en afgørende rolle for adgangen både til de europæiske markeder og til ressourcerne og en god fiskeriforvaltning med henblik på at opnå en bæredygtig udvikling;

F.  der henviser til faren ved dispensationer fra oprindelsesreglerne som omhandlet i artikel 6, stk. 6, i protokol II om oprindelsesregler, der er knyttet som bilag til den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Stillehavslandene, og de deraf følgende risici for en uretfærdig konkurrence på det europæiske marked for fiskeriprodukter;

G. der henviser til EU's interesse i at styrke forholdet til Stillehavsregionen og i at samarbejde for at nå målet om udvikling, hvor der tages udgangspunkt i bevarelse af fiskeressourcerne, fremme af en bæredygtig udvikling for fiskeriet og tilskyndelse til gennemsigtighed i fiskeriforvaltningen;

H. der henviser til, at næsten halvdelen af verdens tunfangster sker i de vestlige og centrale Stillehavsfarvande, og at 80 % heraf fanges i østaters eksklusive økonomiske zoner (EØZ'er) og kun 20 % i internationalt farvand;

I.   der henviser til, at Fiskerikommissionen for det vestlige og centrale Stillehavs (WCPFC's) videnskabelige komités seneste bestandvurderinger fra 2012 viser, at der ikke sker overfiskeri af hverken bugstribet bonit (Katsuwonus pelamis) eller gulfinnet tun (Thunnus albacares) i dens regulerede område, men at der sker overfiskeri af storøjet tun (Thunnus obesus); der henviser til, at dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun inden for fiskeri med notfartøjer, navnlig i forbindelse med brug af anordninger til fiskekoncentration, er dybt bekymrende;

J.   der henviser til, at selv om der er sket små forbedringer inden for overvågning og kontrol i Stillehavet, udgør både den store stigning i antallet af fiskerfartøjer, hovedsageligt fra Asien og østaterne, de øgede fiskeriaktiviteter og det ulovlige fiskeri en trussel mod ressourcernes bæredygtighed i området;

K.  der henviser til, at EU's tilgang til fiskeri i Stillehavet bør bestå i aktivt at støtte de aktuelle regionale bestræbelser på at gribe ind over for overkapacitet og forbedre fiskeriforvaltningen;

L.  der henviser til, at der i Stillehavsområdet er en tradition med regionale agenturer og strukturer til forvaltning af tunfiskeriet såsom Fiskeriagenturet under Stillehavsøernes Forum (Pacific Islands Forum Fisheries Agency, FFA) og den subregionale organisation Parter i Nauru-aftalen (Parties to the Nauru Agreement, PNA);

M.  der henviser til, at havdageordningen blev indført af Nauru-aftalens parter i 2008 i et forsøg på at forvalte adgangen til PNA-farvandene, begrænse fiskeriindsatsen i disse farvande og sikre størst muligt udbytte af fiskeriet for de små udviklingsøstater i Stillehavet;

N.  der henviser til, at parternes alt for store fiskeriindsats er en realitet, og at der finder drøftelser sted i WCPFC om en ny bevarings- og forvaltningsforanstaltning til de kommende år, hvor der gøres noget ved loftet over fiskeriindsatsen;

O. der henviser til, at USA har haft en multilateral aftale med Stillehavsstaterne siden 1988, og at denne aftale, som er under genforhandling i øjeblikket, sikrer adgang til omkring 20 % af fiskedagene i regionen;

P.  der henviser til, at det er nødvendigt, at havdageordningen er fuldstændig gennemsigtig, og at dens bestemmelser forbedres og gennemføres af alle dens medlemmer, for at ordningens målsætninger kan opfyldes, og der kan sikres fuldstændig overensstemmelse med de foranstaltninger, der træffes både for EØZ'erne og det åbne hav;

Q. henviser til, at langdistancefiskeriflådernes udgifter til adgang fortsat forventes at vokse betydeligt i de kommende år, eftersom dette er en væsentlig indtægtskilde for landene i området; og der henviser til, at udgiften pr. fiskedag er fastsat til mindst 6 000 USD for 2014 ved en aftale indgået på PNA's årlige møde;

R.  der henviser til, at de fiskeripartnerskabsaftaler, som EU har indgået, også med landene i Stillehavsregionen, traditionelt har været baseret på en begrænsning af antallet af fartøjer med en vejledende referencetonnage, og at dette har skabt et misforhold på grund af PNA's indførelse af havdageordningen og PNS's ønske om at anvende denne på partnerskabsaftalerne med EU;

S.  der henviser til, at en godt udformet og ordentligt håndhævet havdageordning vil kunne forhindre yderligere forøgelse af indsatsen i regionen;

T.  der henviser til, at EU i dets forhold til tredjelande har indført, at samarbejde og overholdelse af bestemmelserne vedrørende IUU-fiskeri er en forudsætning for indgåelse af fiskeripartnerskabsaftaler; og der henviser til, at det er nedfældet i artikel 39, punkt 9, i forordning (EF) nr. 1005/2008 vedrørende bekæmpelse af IUU-fiskeri, at Kommissionen ikke indleder nogen forhandlinger om indgåelse af bilaterale fiskeriaftaler eller fiskeripartnerskabsaftaler med lande, der ikke lever op til dette;

U.  der henviser til, at ØPA'er bør indeholde en specifik henvisning til gennemførelsen af IUU-forordningen i stedet for en generel formulering om behovet for at bekæmpe IUU-fiskeri, og at ØPA'er ikke bør indgås med tredjelande, der er identificeret som "ikkesamarbejdende";

V.  der henviser til, at Kommissionen i sin afgørelse af 15. november 2012 bl.a. har nævnt Fiji og Vanuatu som mulige ikkesamarbejdende lande i IUU-forordningens forstand, både på grund af manglende afskrækkende og sanktionerende foranstaltninger over for fartøjer, som praktiserer IUU-fiskeri og sejler under disse landes flag, og på grund af den manglende gennemførelse af henstillingerne fra de regionale fiskeriorganisationer;

W. der henviser til, at EU-flådens fiskeri fra notfartøjer hidtil er foregået i det centrale Stillehav, både i internationalt farvand og i Kiribatis EØZ såvel som i EØZ'erne under Tuvalu, Tokelau og Nauru, og det på grundlag af aftaler inden for den private sektor;

X. der henviser til, at EU imidlertid, ud over fiskeripartnerskabsaftalen med Kiribati, også har forhandlet sådanne aftaler med visse lande i det vestlige Stillehav, men at disse ikke er trådt i kraft endnu, eftersom aftalen med Mikronesiens Forenede Stater ikke blev ratificeret af landets parlament, og forhandlingerne om fornyelse af aftalen med Salomonøerne har stået stille siden 2012;

Y. der henviser til, at Kommissionen har afsluttet forhåndsvurderingerne med Cook-øerne og Tuvalu med henblik på at indlede forhandlinger om fiskeriaftaler med disse lande, og til, at de relevante aftalememoranda er underskrevet, hvilket er en forudsætning for at anmode om forhandlingsmandater fra Rådet;

Z.  der henviser til, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil hos delegationen i Fiji indtil nu har manglet personale inden for fiskerianliggender;

GENEREL STRATEGI

1.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem alle de af fællesskabets politikker, som er relevante for Stillehavsregionen, jf. artikel 208 i TEUF, især politikkerne vedrørende fiskeri, handel og udvikling, til at forstærke mulige synergier med henblik på at opnå en multiplikatoreffekt og dermed maksimere de gunstige virkninger for både staterne i Stillehavsregionen og EU's medlemsstater, og til samtidig at styrke EU's strategiske tilstedeværelse, øge EU's synlighed i det vestlige og centrale Stillehav og bidrage til en bæredygtig udnyttelse af Stillehavets ressourcer;

2.  der henviser til, at fiskeristrategien inden for de fremtidige rammer, når Cotonouaftalen med AVS-landene i stillehavområdet er fornyet, bør have et regionalt fokus, som forstærker EU's position og rolle i regionen i det vestlige og centrale Stillehav;

3.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at der i den 11. Europæiske Udviklingsfond tages højde for nærværende strategi og for muligheden for at øge andelen af sektorstøtte til opfyldelse af fiskerisamfundenes behov (herunder styrkelse af deres bidrag til den lokale fødevaresikkerhed) og udvikling af infrastrukturer til fiskeriet med henblik på lokal landing og forarbejdning af fangster, eftersom fiskeriet er en af regionens væsentligste økonomiske ressourcer;

4.  glæder sig over den nylige tilførsel af personale til EU's delegation i Fiji, der skal arbejde specifikt med fiskerispørgsmål, og håber, at dette vil bidrage til at etablere permanente og specialiserede forbindelser på fiskeriområdet med landene i regionen;

5.  opfordrer ligeledes til bedre koordinering og komplementaritet med de andre aktører i regionen med hensyn til udviklingsstøtte i overensstemmelse med Cairnspagten fra august 2009; glæder sig over afholdelsen af det andet EU-PIF-ministermøde den 12. juni 2012, som har styrket den politiske dialog mellem EU og Stillehavsregionen, navnlig på områderne for fiskeri og udvikling, og dermed sikret en større effektivitet af foranstaltninger, der træffes på disse områder af EU og landene i regionen;

6.  understreger behovet for, at højsøflåder i samarbejde med Stillehavslandene bidrager til at mindske fiskeripresset på bestande af tropisk tunfisk, herunder ved i væsentlig grad at nedbringe dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun, en bestand, der har stor økonomisk betydning for regionen, og som i øjeblikket overfiskes;

FISKERISTRATEGI

A. På kort sigt

7.  understreger vigtigheden af at etablere en fiskeristrategi for det vestlige og centrale Stillehav i lyset af områdets betydning for fiskeriet og dets værdi for Unionens flåde, marked og fiskeforarbejdningsindustri, såvel som vigtigheden af, at der skabes retssikkerhed for de fartøjer, som opererer i området;

8.  bemærker, at EU's strategi for adgangen ved hjælp af fiskeripartnerskabsaftaler til ressourcerne i EØZ'erne under landene i denne region ikke har fungeret ordentligt bortset fra i forbindelse med Kiribati, og mener, at en genoplivning og konsolidering af disse aftaler forudsætter en ny ramme for nære og frugtbare forbindelser mellem de forskellige involverede parter;

9.  mener, at en del af problemerne skyldes, at EU uden positive resultater har forhandlet aftaler med lande i det vestlige Stillehav, hvor EØZ'erne under Salomonøerne og Mikronesiens Forenede Stater ligger, i stedet for at rette sin indsats mod det centrale Stillehav, hvor EU's flåde af notfartøjer traditionelt har koncentreret fiskeriet;

10. betragter det som særdeles positivt, at Kommissionen har afsluttet forhåndsvurderingerne med Cook-øerne og Tuvalu med henblik på at indlede forhandlinger om fiskeripartnerskabsaftaler med disse lande, og at de dertil hørende aftalememoranda er underskrevet, hvilket er en forudsætning for at anmode om forhandlingsmandater fra Rådet;

11. mener, at denne nye forhandlingsvej i højere grad er i overensstemmelse med det regionale fokus, som Europa-Parlamentet har efterlyst gentagne gange, navnlig med hensyn til fiskeri af stærkt vandrende arter; opfordrer Kommissionen til at sikre overholdelse af WCPFC-bestemmelserne i forbindelse med forhandlinger med parter i Nauru-aftalen og andre AVS-lande i Stillehavet;

12. bemærker, at EU's tilgang til Stillehavet navnlig bør bestå i at hjælpe udviklingsstater og især små udviklingsøstater i deres bestræbelser på at opnå en større andel af udbyttet af den bæredygtige udnyttelse af fælles og stærkt vandrende fiskebestande og også bør bestå i at hjælpe med at styrke de regionale bestræbelser for at bevare og forvalte fiskeri efter sådanne bestande på bæredygtig vis, således som der blev opfordret til på UNFSA's revisionskonference;

13. udtrykker bekymring over forekomsten af IUU-fiskeri i området, og mener, at selv om der er sket visse forbedringer i fiskeriforvaltningen, er disse fremskridt dog endnu utilstrækkelige, især med hensyn til gennemførelse af basale instrumenter til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

14. opfordrer Kommissionen til at indføje en udtrykkelig henvisning til IUU-forordningen (forordning (EF) nr. 1005/2008) i den ØPA, der forhandles med Stillehavslandene;

15. opfordrer AVS-landene til at fortsætte med at engagere sig aktivt i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'erne) og til regelmæssigt at informere deres civilsamfund samt erhvervs- og interesseorganisationer om beslutninger, der vedtages for fiskeriområdet;

B. Mellemlang til lang sigt

16. opfordrer Kommissionen til at sørge for en mere langsigtet strategi for regulering af EU-flådens adgang til ressourcerne i EØZ'er under landene i dette område, og basere den på en regional rammeaftale mellem EU og landene i det vestlige og centrale Stillehav, der forhandles med FFA og centreres om følgende aspekter:

a)  aftalen bør indeholde overordnede betingelser for EU-flådens adgang, som derefter konkretiseres i bilaterale fiskeripartnerskabsaftaler med de pågældende lande;

b)  aftalen bør omfatte indførelse af en ordning med gennemsigtig forvaltning, som især sikrer kampen mod IUU-fiskeri og indeholder en specifikation af de instrumenter, der bør anvendes, herunder aftalen om havnestatsforanstaltninger;

c)  aftalen bør baseres på havdageordningen, forudsat at der vedtages foranstaltninger til at sikre gennemsigtigheden i den, en forbedring af dens effektivitet samt alle relevante parters gennemførelse heraf, og den bør være i overensstemmelse med de bedste videnskabelige henstillinger, som er til rådighed;

d)  under forhandlingerne om aftalen bør mulighederne for at kanalisere støtten til EUF's udviklingsstøtte til området gennem FFA undersøges, eftersom AVS-landene i Stillehavet mangler menneskelige og tekniske ressourcer til i tilstrækkelig grad at kunne udnytte disse midler;

17. understreger, at der i sidste fase af denne proces bør fokuseres 100 % på regionen, dvs. at den bør udmøntes i en multilateral fiskeripartnerskabsaftale med ØPA-landene, som giver EU-flåden adgang til ressourcerne i disse landes EØZ'er;

18. henstiller til, at Kommissionen tager denne fiskeristrategi for Stillehavsområdet i betragtning og tager hensyn til individuelle forhold i østaterne, når Cotonouaftalen skal revideres;

19. understreger behovet for, at Europa-Parlamentet i passende grad involveres i såvel forberedelsesprocessen som forhandlingsprocessen og den langsigtede overvågning og vurdering af, om de bilaterale aftaler fungerer i henhold til bestemmelserne i TEUF; insisterer på, at Parlamentet bør holdes fuldt ud og øjeblikkeligt underrettet på lige fod med Rådet under alle faser af proceduren vedrørende fiskeripartnerskabsaftaler, jf. artikel 13, stk. 2, og artikel 218, stk. 10, i TEUF; minder om, at det er af den overbevisning, at Europa-Parlamentet bør være repræsenteret med observatører på møderne i Den Blandede Komité, der er foreskrevet i fiskeriaftalerne; insisterer på, at observatører fra civilsamfundet, herunder repræsentanter fra både EU og tredjelandes fiskeri, også bør deltage i disse møder;

20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

• [1]  EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.
• [2]  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0461.
• [3]  JOIN(2012)0006.
• [4]  EUT L 32 af 4.2.2005, s. 1.
• [5]  EUT L 224 af 16.8.2006, s. 22.
• [6]  EUT L 67 af 6.3.2012, s. 3.
• [7]  EUT L 67 af 6.3.2012, s. 1.
• [8]  EUT L 60 af 5.3.2011, s. 2.
• [9]  (2000/483/EF) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.
• [10]  EUT L 78 af 19.3.2008, s. 1.
• [11]  EUT L 151 af 6.6.2006, s. 1.
• [12]  EUT L 205 af 7.8.2007, s. 3.
• [13]  EUT L 190 af 22.7.2010, s. 3.
• [14]  EUT C 354 af 17.11.2012, s. 1.

BEGRUNDELSE

Formålet med denne betænkning er at henstille til, at der fastlægges en langsigtet fiskeristrategi for området i det vestlige og centrale Stillehav, hvori der tages højde for behovet for koordinering af EU-politikkerne med henblik på at forstærke de potentielle synergier, opnå en multiplikatoreffekt og maksimere de gunstige virkninger, såvel for staterne i Stillehavet som for EU's medlemsstater, samt øge EU's synlighed i denne region.

Stillehavet er et yderst værdifuldt fiskeriområde, da der her findes de største forekomster af stærkt vandrende arter, især af tun med 80 % af verdens fangst, og navnlig i det vestlige og centrale Stillehav med 49 % af den totale fangst i 2010 og 52 % i 2011.

AVS-landene er grupperet i syv regioner med fem af disse i Afrika, en i Caribien og endnu en i Stillehavet. Stillehavsområdet består af 15 østater: Cook-øerne, Østtimor, Fiji, Kiribati, Marshalløerne, Mikronesiens Forenede Stater, Nauru, Niue, Palau, Papua New Guinea, Samoa, Salomonøerne, Tonga, Tuvalu og Vanuatu.

Denne betænkning fokuserer især på det vestlige og centrale Stillehav, fordi dette område er meget rigt på fiskeressourcer, fordi der foregår meget IUU-fiskeri, fordi regionen består af østater, som desuden i overvejende grad er AVS-lande, fordi regionen er målet for EU's nye handelsstrategi, der hviler på økonomiske partnerskabsaftaler, og fordi regionen er modtager af væsentlige støttemidler fra fondene til udvikling af regionen gennem EUF.

En fremtidig fiskeristrategi bør også knyttes til den fremtidige udvikling af Cotonouaftalen. Størstedelen af landene i det vestlige og centrale Stillehav er østater, som er en del af gruppen af AVS-lande. I lyset af den mulige og uundgåelige udvikling af ovennævnte aftale, bør denne fiskeristrategi indgå som en integrerende del af EU's nye tilgang til forbindelserne med disse lande. Størstedelen af de mulige modeller for disse forbindelser, der i øjeblikket drøftes, har regionalt fokus. EU's vigtigste målsætninger går ud på at fremme den sociale og økonomiske udvikling i regionen gennem tilpasning til klimaændringerne og udenrigshandlen og derefter ved at fremme en bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne ved hjælp af et gennemsigtigt forvaltningssystem.

Fiskerimæssige aspekter

Flåden af notfartøjer i det vestlige og centrale Stillehav er blevet væsentligt forøget og er gået fra 191 notfartøjer i 2003 til henholdsvis 268 og 280 i årene 2010 og 2012, hvilket indebærer en stigning i fiskeriindsatsen og fangsterne. Disse fartøjer er overvejende fra Asien og østaterne. Siden 1999 har EU's flåde af notfartøjer i denne region kun bestået af fire fartøjer, hvilket udgør omkring 2 % af den samlede flåde af notfartøjer, der opererer i området, og deres fangster udgør 7 % af de samlede fangster med not i området.

Det skal understreges, at der i Stillehavsområdet optræder tre regionale fiskeriforvaltningsorganisationer:

a)   Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC), som dækker det østlige Stillehav fra USA og ned til Chile. Denne organisationen er ansvarlig for bevarelse og forvaltning af tunfiskeriet og har samtidig ansvar for gennemførelsen af det internationale program for bevarelse af delfiner (IDCP). EU har været fuldgyldigt medlem siden 7. juni 2006. Der opererer 30 EU-fartøjer (5 notfartøjer og 25 langlinefartøjer med flydeline) i IATTC's farvande.

b)  Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav (WCPFC), der også arbejder med bevarelse og forvaltning af fiskeriet af tun og andre stærkt vandrende arter. Konventionen trådte i kraft i 2004. EU's flåde, som opererer under denne konvention udgøres af 4 notfartøjer og 14 langlinefartøjer med flydeline.

c)  Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for det sydlige Stillehav (SPRFMO), der står for forvaltningen af pelagiske arter, først og fremmest hestemakrel og tiarmet blæksprutte samt visse demersale arter som sværdfisk, sydlig kulmule, sort smørfisk og havgalt. Det er den nyeste organisation, eftersom konventionen trådte i kraft den 24. august 2012, og EU er som medlem og var med til at stifte organisationen. I dette område opererer 8 pelagiske trawlere fra Nederlandene, Tyskland og Litauen inden for fiskeri af hestemakrel.

Med hensyn til fiskeripartnerskabsaftalerne har EU underskrevet aftaler med Kiribati, Salomonøerne og Mikronesiens Forende Stater. Denne sidste er aldrig blevet gennemført i praksis, til trods for at EU allerede har betalt den første rate af den økonomiske kompensation, og fiskeskipperne afgifterne for deres licenser. Forhandlingerne med Salomonøerne er gået i stå, hvorfor det kun er aftalen med Kiribati, der er trådt i kraft, og denne er i øjeblikket under genforhandling. Ser man på perspektiverne for mulige nye aftaler, har Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri underskrevet et aftalememorandum med Cook-øerne i maj 2012 og et andet med Tuvalu i juni samme år. Nogle forhåndsvurderinger af de to lande blev for nylig offentliggjort, og dermed kan Kommissionen anmode Rådet om mandat til forhandling af fremtidige partnerskabsaftaler.

Inden for WCPFC's område er det kun 20 % af farvandene, der er internationale, hvorfor adgangen til EØZ'erne er meget vigtig for EU-flåden. Med hensyn til fangsterne er det kun 5 %, der sker i internationale farvande, eftersom disse i vid udstrækning har været lukket for fiskeri.

EU-flåden har vist interesse for muligheden for, ud over Kiribati-aftalen, at indgå aftaler med Tokelau, Nauru, Tuvalu og Cook-øerne, da disses EØZ'er støder op til de internationale farvande, hvor EU-fartøjerne opererer, og da disse øer ligger tættere på Latinamerikas forarbejdningsfabrikker.

Dette område er kendetegnet af en stærk tradition for regionale partnerskaber, og det gør sig også gældende inden for fiskeriet. De to vigtigste subregionale organer er dels Stillehavsøernes Forum, hvorunder FFA hører, dels Nauru-aftalens parter, PNA.

FFA's målsætning er at fremme et bæredygtigt tunfiskeri i regionen i det vestlige og centrale Stillehav. PNA er en subregional aftale mellem Mikronesiens Forenede Stater, Kiribati, Marshall-øerne, Nauru, Palaos, Papua Ny Guinea, Salomonøerne og Tuvalu, hvis vigtigste målsætning er forvaltning af tunfiskeressourcerne i disse staters EØZ'er.

Der er præcedens for et regionalt fokus i form af den multilaterale aftale, områdets lande har haft med USA siden 1988. Denne aftale blev underskrevet med FFA og fornyet i 2003 for perioden 2003-2013. Aftalen giver 55 notfartøjer tilladelse til at fiske mod en årlig økonomisk kompensation på 14 mio. USD, hvortil skal lægges yderligere 4 mio., der betales af fiskeskipperne. Aftalen er under fornyelse og vil tillade 40-45 notfartøjer at operere i 8 000 fiskedage mod en omkostning på omkring 60 mio. USD.

Havdageordningen er det instrument, PNA-landene anvender til forvaltning af fiskeriindsatsen, og den består af et system for tildeling af fiskedage i de nævnte landes EØZ'er for en pris af minimum 6 000 USD pr. båd og fiskedag. Ordningen trådte i kraft i december 2007. Formålet med den er at maksimere den økonomiske gevinst af fiskeriet for disse østater. Den skal også begrænse og reducere fangsterne af tunfisk og tjene overholdelsen af WCPFC's henstillinger om, at flåden af notfartøjer reducerer indsatsen. Da der ikke er nået de ønskede resultater, f.eks. en reduktion af fiskeriindsatsen med 30 %, har det været nødvendigt at omformulere WCPFC's bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

Ordningen lider under manglende gennemsigtighed og uopfyldte målsætninger, eftersom disse konstant er overskredet betydeligt. Ifølge oplysninger fra WCPFC burde der i 2008 have været tildelt 35 738 fiskedage, og der tildeltes 38 120 dage, for 2010 var der fastsat 40 732, og der tildeltes 49 614, hvilket er en overskridelse på 22 %, og i 2011 tildeltes der – over for en målsætning om 35 136 dage – 54 685 dage, hvilket er en overskridelse på 56 %.

 

Handelsmæssige aspekter

Fangsterne på verdensplan af tunfiskearter ligger stabilt på omkring 4,2 mio. t, og der forventes ikke stigninger af betydning. 80 % af al tun forbruges som dåseprodukt. Kun 8 % af verdens produktion af konserves foregår i EU, hvilket vil sige, at 92 % fremstilles i tredjelande, overvejende udviklingslande. I lyset af at markedet for tun er meget følsomt over for variationer i verdensmarkedsprisen, kan enhver indrømmelse til tredjelande have en betydelig indvirkning i andre lande, som allerede nyder godt af toldindrømmelser.

Generaldirektoratet for Handel har forhandlet en foreløbig partnerskabsaftale med Papua Ny Guinea og Fiji, hvormed der er indført en ny tilgang til handelsforbindelserne mellem AVS-landene og EU med det formål at tilpasse systemet med toldpræferencer hidrørende fra Cotonouaftalen til Verdenshandelsorganisationens retningslinjer. Den foreløbige partnerskabsaftale blev vedtaget som en midlertidig foranstaltning med virkning fra december 2009. Parlamentet ratificerede den i januar 2011, og Rådet i februar samme år. Papua Ny Guineas parlament ratificerede den foreløbige partnerskabsaftale i maj 2011, hvorimod Fiji endnu ikke gør brug af aftalen.

EU bruger toldindrømmelserne som et instrument til at støtte den økonomiske udvikling i tredjelande. For at opnå denne form for toldpræference skal produkterne generelt have oprindelse i det begunstigede land, jf. de såkaldte oprindelsesregler.

I overensstemmelse med artikel 1 i den foreløbige partnerskabsaftale er aftalens målsætning en forbedret adgang til markederne, fremme af en bæredygtig udvikling og etablering af et frihandelsområde. I aftalen dispenserer EU fra oprindelsesreglerne i forbindelse med tunkonserves og tunfilet. Dispensationen blev givet, uden at der blev taget højde for de mulige indvirkninger, som dette skridt kan foranledige ikke bare inden for den europæiske forarbejdningsindustri, men først og fremmest i forarbejdningsindustrierne i tredjelande, herunder AVS-landene, hvilket Parlamentets fiskeriudvalg allerede påpegede i sin udtalelse om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af den foreløbige partnerskabsaftale mellem EU på den ene side og Stillehavslandene på den anden[1].

Generaldirektoratet for Handel forhandler i øjeblikket med AVS-landene i Stillehavsområdet om en økonomisk partnerskabsaftale, der skal afløse den foreløbige aftale. Målet er, at alle regionens AVS-lande bliver omfattet af en økonomisk partnerskabsaftale, som desuden også skal gælde handlen med tjenesteydelser. I disse forhandlinger er kapitlet om fiskeri et af de mest kontroversielle. AVS-landene kræver dispensation fra oprindelsesreglerne for samtlige fiskeriprodukter, herunder frisk og frossen fisk. På sin side opfordrer EU til, at der inkluderes klausuler om god fiskeriforvaltning for at sikre en beæredygtig udvikling inden for fiskeriet, og at EU-flåden får adgang til ressourcerne.

Denne voldsomme interesse for fiskeriet forekommer paradoksal, eftersom det kun er Papua Ny Guinea, der – i lyset af vanskelighederne med at eksportere til EU på grund af de store afstande, manglen på stordriftsfordele og de høje produktionsomkostninger, der bl.a. skyldes prisen på elektricitet – på kort sigt kan have gavn af dispensationen fra oprindelsesreglerne. Alt dette nedsætter deres konkurrenceevne over for andre større aktører inden for konservesindustrien, f.eks. Thailand. Hvis EU skulle ende med at indgå en frihandelsaftale med dette land, som omfattede dåsetun under en nultoldsordning, ville det ødelægge udviklingsmulighederne for konservesindustrien i disse østater i Stillehavet.

En af de mulige forklaringer på denne paradoksale interesse for at inddrage fiskeriaspekter i de økonomiske partnerskabsaftaler er, at det kunne være et middel til omgåelse af Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, især fra nogle landes side, eftersom Vanuatu og Fiji-øerne er blevet underrettet af Kommissionen om, at de kunne blive betragtet som ikke-samarbejdende tredjelande i henhold til ovennævnte forordning. Sagen er stadig under behandling, og i tilfælde af at de erklæres ikke-samarbejdende lande, vil de få forbud mod at eksportere til EU. Andre lande i området undersøges også, hvilket kan give en idé om, hvilke problemer der opstår som følge af mangel på gennemsigtig og bæredygtig forvaltning i regionen.

For at imødegå de risici, der er forbundet med udvidede dispensationer fra oprindelsesreglerne, bør der indhentes garantier for, at produkter hidrørende fra IUU-fiskeri ikke vil kunne nyde godt af dispensationerne, at kampen mod IUU-fiskeriet forstærkes, og at havdageordningen forbedres, således at bæredygtighed i fiskeriet skal gå forud for økonomisk gevinst. Desuden bør der som modydelse for den nævnte indrømmelse opnås adgang til ressourcerne i disse landes EØZ'er som en form for kompensation til for EU's fiskerisektor.

Udviklingspolitiske aspekter

EU har i perioden 2006-2011 været den andenstørste donor af udviklingshjælp i det vestlige og centrale Stillehav, kun overgået af Australien.

Stillehavslandene modtager i nærheden af 745 mio. EUR fra den 10. EUF (2008-2013), herunder 74 mio. EUR til oversøiske lande og territorier. Af dette beløb er kun 17,2 mio. EUR målrettet støtte til fiskerisektoren, dvs. lidt mere end 2 % af fondsmidlerne.

Disse 17,2 mio. EUR er målrettet regionale fiskeriprojekter, 8,2 mio. EUR til DEVFISH II (udvikling af bæredygtigt tunfiskeri) og 9 mio. EUR til SCICOFish til videnskabelig støtte til forvaltningen af kystnært fiskeri og fiskeri til havs.

Procentandelen af støtte målrettet fiskeriet er meget reduceret i sammenligning med størrelsen af den samlede støtte til regionen. Næsten det hele gives som regional støtte, koordineret gennem dels Secretariat of the Pacific Community (SPC), som er den videnskabelige tjenesteyder bag WCPFC, dels FFA, og gives til vurdering af bestandene af tunfiskearter, til uddannelse af observatører og til at forbedre overvågningen af fiskeriet. Men der målrettes ikke støtte på nationalt eller lokalt plan til modernisering af eller opbygning af ny infrastruktur for fiskeriet, hvilket der er kronisk mangel på i området.

• [1]  A7-0365/2010.

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (23.1.2013)

til Fiskeriudvalget

om en omfattende EU-fiskeristrategi for Stillehavsområdet
(2012/2235(INI))

Ordfører for udtalelse: Maurice Ponga

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  understreger, at 15 AVS-lande i Stillehavsområdet i kraft af Cotonouaftalen har privilegerede forbindelser til Den Europæiske Union, og at fiskerisektoren, herunder kyst- og havfiskeri, forarbejdning og akvakultur, spiller en afgørende rolle i disse lande med hensyn til fødevaresikkerhed samt økonomisk og social udvikling;

2.  gør opmærksom på kravet om sammenhæng mellem EU's politikker og udviklingsmålene i henhold til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; anmoder Kommissionen om at sørge for, at foranstaltningerne inden for fiskeri i Stillehavsområdet er forenelige med en ekstern dimension af den fælles fiskeripolitik og med den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant med titlen "Mod et fornyet udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet"[1], og at de garanterer en ansvarlig og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne samtidig med, at de bidrager til opfyldelsen af 2015-målene og reagerer på de miljømæssige udfordringer i Stillehavsområdet; støtter kraftigt forslaget fra Kommissionen og den højtstående repræsentant om at gøre de oversøiske lande og territorier i Stillehavet til katalysatorer for inklusiv og bæredygtig vækst for menneskelig udvikling i regionen, herunder inden for fiskerisektoren;

3.  opfordrer Kommissionen til at fremme samarbejdet på regionalt og subregionalt plan og sikre, at EU's fiskeripolitikker er forenelige med eksisterende regionale traktater og aftaler, herunder parterne i Naura-aftalen og dens gennemførelsesprotokoller;

4.  understreger behovet for, at højsøflåder i samarbejde med Stillehavslandene bidrager til at mindske fiskeripresset på bestande af tropisk tunfisk, herunder ved i væsentlig grad at nedbringe dødeligheden blandt ungfisk af arten storøjet tun, en bestand, der har stor økonomisk betydning for regionen, og som i øjeblikket overfiskes;

5.  beklager, at der ikke findes en regional EU-fiskeristrategi for Stillehavsområdet i betragtning af fiskebestandenes mobilitet, på trods af at mange lande i regionen udtrykkeligt har udtrykt ønske om en sådan; opfordrer Kommissionen til at arbejde på at indføre en generel ramme for god forvaltningsskik inden for fiskeri på regionalt niveau, navnlig ved at styrke samarbejdet med Stillehavslandene på bilateralt og regionalt plan samt gennem de relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er);

6.  understreger, at det er nødvendigt at koordinere EU's aktiviteter i Stillehavsområdet og særligt den støtte til fiskerisektoren, der finansieres gennem EUF, DCI og Stillehavsområdets investeringsfacilitet samt de finansielle bevillinger til sektorstøtte indeholdt i de aktuelle aftaler om bæredygtigt fiskeri;

7.  opfordrer ligeledes til bedre koordinering og komplementaritet med de andre aktører i regionen med hensyn til udviklingsstøtte i overensstemmelse med "Cairns-pagten" fra august 2009; glæder sig over afholdelsen af det andet EU-PIF-ministermøde den 12. juni 2012, som har styrket den politiske dialog mellem EU og Stillehavsområdet, navnlig på området for fiskeri og udvikling, og dermed sikret en større effektivitet af foranstaltninger, der træffes på disse områder af EU og landene i regionen;

8.  opfordrer Kommissionen til i samarbejde med de relevante RFFO'er, navnlig WCPFC og SPRFMO samt SPC og Fiskeriagenturet for det Sydlige Stillehav (FFA), at fremme et bæredygtigt fiskeri ved at intensivere bekæmpelsen af IUU-fiskeri samt til at støtte de videnskabelige komitéer, således at disse får rådighed over relevante oplysninger vedrørende fiskebestandenes størrelse;

9. opfordrer AVS-landene til at fortsætte med at engagere sig aktivt i RFFO'erne og til regelmæssigt at informere deres civilsamfund samt erhvervs- og interesseorganisationer om beslutninger, der vedtages inden for fiskeri.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	22.1.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	24 0 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Thijs Berman, Michael Cashman, Corina Creţu, Véronique De Keyser, Nirj Deva, Leonidas Donskis, Charles Goerens, Filip Kaczmarek, Miguel Angel Martínez Martínez, Gay Mitchell, Norbert Neuser, Bill Newton Dunn, Maurice Ponga, Birgit Schnieber-Jastram, Michèle Striffler, Alf Svensson, Keith Taylor, Eleni Theocharous, Patrice Tirolien, Anna Záborská, Iva Zanicchi
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Enrique Guerrero Salom, Gesine Meissner, Judith Sargentini

• [1]  JOIN(2012) 6 endelig af 21. marts 2012.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	18.9.2013
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	21 1 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	John Stuart Agnew, Kriton Arsenis, Alain Cadec, Carmen Fraga Estévez, Dolores García-Hierro Caraballo, Marek Józef Gróbarczyk, Ian Hudghton, Iliana Malinova Iotova, Werner Kuhn, Isabella Lövin, Gabriel Mato Adrover, Guido Milana, Maria do Céu Patrão Neves, Ulrike Rodust, Struan Stevenson, Isabelle Thomas, Nils Torvalds, Jarosław Leszek Wałęsa
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Jean-Paul Besset, Izaskun Bilbao Barandica, Gesine Meissner, Jens Nilsson, Antolín Sánchez Presedo
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Esther Herranz García, Juan Andrés Naranjo Escobar