BETÆNKNING med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder

31.1.2014 - (2013/2004(INL))

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
Ordfører: Antonyia Parvanova
(Initiativ – forretningsordenens artikel 42)

Ændringsforslag

• 001-010 (PDF - 125 KB)
• 001-010 (DOC - 197 KB)
• 011-018 (PDF - 109 KB)
• 011-018 (DOC - 186 KB)
• 019-019 (PDF - 88 KB)
• 019-019 (DOC - 238 KB)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder

(2013/2004(INL))

Europa-Parlamentet,

–       der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–       der henviser til artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

–       der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 23, 24 og 25,

–       der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder i EU[1], og sin beslutning af 14. juni 2012 om afskaffelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder[2],

–       der henviser til sin erklæring af 22. april 2009 om kampagnen "Sig NEJ til vold mod kvinder"[3],

–       der henviser til sin beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder[4],

–       der henviser til sin beslutning af 5. april 2011 om prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder[5],

–       der henviser til sin beslutning af 6. februar 2013 om den 57. samling i FN's Kommission for Kvinders Status: afskaffelse og forebyggelse af alle former for vold mod kvinder og piger[6],

–       der henviser til sin beslutning af 11. oktober 2007 om kvindedrabene i Mexico og Mellemamerika og Den Europæiske Unions rolle i bekæmpelsen af dette fænomen[7],

–       der henviser til Kommissionens strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 20102015, som blev fremlagt den 21. september 2010,

–       der henviser til Kommissionens handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet (COM(2010)0171),

–       der henviser til programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014-2020,

–       der henviser til konklusionerne af 8. marts 2010 fra Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik om udryddelse af vold mod kvinder,

–       der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA[8],

–       der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 18. september 2012 om Kommissionens meddelelse om udryddelse af vold mod kvinder i hjemmet[9],

–       der henviser til EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,

–       der henviser til Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen),

–       der henviser til artikel 11, stk.1, litra d), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 34/180 af 18. december 1979,

–       der henviser til bestemmelserne i De Forenede Nationers retsakter vedrørende menneskerettigheder og navnlig om kvinders rettigheder, såsom FN's pagt, verdenserklæringen om menneskerettigheder, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om bekæmpelse af menneskehandel og tredjeparts udnyttelse af prostitution, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW) og denne konventions valgfrie protokol, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf samt konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og princippet om "non-refoulement", De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder,

–       der henviser til andre FN-instrumenter om vold mod kvinder, såsom Wienerklæringen og handlingsprogrammet af 25. juni 1993 vedtaget på verdenskonferencen om menneskerettigheder (A/CONF. 157/23) og erklæringen om afskaffelse af vold mod kvinder af 20. december 1993 (A/RES/48/104),

–       der henviser til resolutionerne fra FN's Generalforsamling hhv. af 12. december 1997 om forebyggelse af kriminalitet og strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder (A/RES/52/86), af 18. december 2002 om bekæmpelse af æresforbrydelser begået mod kvinder (A/RES/57/179) og af 22. december 2003 om afskaffelse af vold i hjemmet mod kvinder (A/RES/58/147) og resolutionen fra FN's Generalforsamling af 5. marts 2013 om en øget global indsats for bekæmpelse af kønslig lemlæstelse af piger og kvinder (A/RES/67/146),

–       der henviser til rapporterne fra de særlige rapportører tilknyttet FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder om vold mod kvinder samt den generelle henstilling nr. 19 fra FN's Komité for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder (11. samling, 1992),

–       der henviser til Beijing-erklæringen og den tilhørende handlingsplan, der vedtoges på den fjerde verdenskvindekonference den 15. september 1995, og til Europa-Parlamentets beslutninger hhv. af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet[10], af 10. marts 2005 om opfølgningen af den fjerde verdenskonference om kvinder – handlingsprogrammet Platform for Action (Beijing+10)[11] og af 25. februar 2010 om Beijing +15 – FN-handlingsplan for ligestilling mellem kvinder og mænd[12],

–       der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 19. december 2006 om en forstærket indsats i bekæmpelsen af alle former for vold mod kvinder (A/RES/61/143) og til FN's Sikkerhedsråds resolutioner 1325 og 1820 om kvinder, fred og sikkerhed,

–       der henviser til konklusionerne fra den 57. samling i FN's Kommission for Kvinders Status om afskaffelse og forebyggelse af alle former for vold mod kvinder og piger,

–       der henviser til FN-rapporten fra den særlige rapportør om vold mod kvinder, dens årsager og følger, Rashida Manjoo, af 16. maj 2012,

–       der henviser til artikel 5 i den internationale handlingsplan om aldring, som blev vedtaget i Madrid,

–       der henviser til evaluering af den europæiske merværdi[13],

–       der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

–       der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7 0075/2013),

A.     der henviser til, at der i direktiv 2012/29/EU[14] om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse ved kønsbaseret vold forstås vold rettet mod en person på grund af vedkommendes køn, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller som rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad; der henviser til, at den kan påføre offeret fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykologisk skade eller økonomisk tab og forstås som en form for forskelsbehandling og krænkelse af offerets grundlæggende frihedsrettigheder og omfatter vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og sexchikane), menneskehandel, slaveri og forskellige former for skadelig praksis såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og de såkaldte æresforbrydelser;

B.     der henviser til, at kønsbaseret vold omfatter ofre og voldsudøvere i alle aldre og med en hvilken som helst uddannelse, indkomst eller position i samfundet og hænger sammen med den ulige magtfordeling mellem mænd og kvinder og med opfattelser og adfærd baseret på stereotyper i vores samfund, der skal bekæmpes på det tidligst mulige stadie med henblik på at ændre holdninger;

C.     der henviser til, at kvinder i stigende grad udsættes for vold begået af ægtemænd, partnere, tidligere ægtemænd eller tidligere partnere; der henviser til, at antallet af ofre i nogle lande er steget stærkt, og at konsekvenserne for disse har vist en tendens til at blive langt mere alvorlige, idet de tilmed indebærer døden, og ifølge statistikker udgør antallet af myrdede kvinder en stigende andel af det samlede antal mord;

D.     der henviser til, at statistiske undersøgelser i nogle lande har vist, at selv om det samlede antal mord ikke er steget, udgør antallet af myrdede kvinder en stigende andel af de samlede antal mord, hvilket bekræfter, at der er tale om en stigning i volden mod kvinder;

E.     der henviser til, at ekstrem fattigdom øger risikoen for vold og andre former for udnyttelse, der forhindrer kvinder i til fulde at deltage i alle livets områder og i at opnå ligestilling;

F.     der henviser til, at kvindernes øgede uafhængighed og økonomiske og samfundsmæssige medvirken mindsker deres sårbarhed over for kønsbaseret vold;

G.     der henviser til, at der på det seneste er opstået nye stereotyper og former for forskelsbehandling gennem den tiltagende brug af sociale netværk på internettet, f.eks. praksis med nedværdigende grooming målrettet især teenagere;

H.     der henviser til de vedholdende sexistiske holdninger hos den yngre generation til kønsroller; der henviser til, at unge kvinder, som udsættes for vold, stadig bebrejdes og stigmatiseres af deres ligestillede og resten af samfundet;

I.      der henviser til, at vold er en traumatisk oplevelse for alle, mænd, kvinder og børn, men at kønsbaseret vold oftest udøves af mænd mod kvinder og piger og såvel afspejler og styrker ulighederne mellem mænd og kvinder som truer ofrenes helbred, værdighed, sikkerhed og autonomi;

J.      der henviser til, at der også bør tages hensyn til og tages hånd om børn, som har været vidne til vold mod en nær slægtning, med passende psykologiske og sociale indgreb, og endvidere til, at børn, som har været vidne til vold, er i stor risiko for at blive ramt af følelsesmæssige problemer og adfærdsproblemer;

K.     der henviser til, at kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold, og deres børn ofte kræver særlig støtte og beskyttelse på grund af den store risiko for sekundær og gentagen viktimisering, for intimidering og for gengældelse forbundet med sådan vold;

L.     der henviser til, at kvinder og børn, der oplever vold, har brug for særlige krisecentre, hvor de ville få tilbudt tilstrækkelige sundhedsydelser, tilstrækkelig retshjælp og psykologisk rådgivning og terapi; der henviser til, at kvindecentrene har brug for tilstrækkelig finansiering fra medlemsstaterne;

M.    der henviser til, at mænds vold mod kvinder ændrer kvindernes stilling i samfundet og deres selvbestemmelse hvad angår deres helbred, adgang til beskæftigelse og uddannelse, integration i sociale og kulturelle aktiviteter, økonomisk uafhængighed, deltagelse i det offentlige og politiske liv og beslutningstagning, forholdet til mænd samt opnåelse af selvrespekt;

N.     der henviser til, at vold mod kvinder kan give alvorlige fysiske og psykologiske ar, skade kvinders og pigers generelle sundhedstilstand, herunder deres reproduktive og seksuelle sundhed, og i nogle tilfælde medføre døden, de såkaldte kvindedrab;

O.     der henviser til, at der er behov for almen og erhvervsfaglig uddannelse fra en meget ung alder for at bekæmpe vold mod kvinder og kønsbaseret vold generelt, da dette udvikler de unges evne til at behandle deres partnere med respekt uanset deres køn og til at blive bevidst om principperne om lighed;

P.     der henviser til, at vold mod kvinder antager stadigt mere uacceptable former, herunder kvinders medlemskab af grupper, der organiserer handlen med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse;

Q.     der henviser til, at det i undersøgelser af vold mod kvinder anslås, at mellem en femtedel og en fjerdedel af alle kvinder i Europa har været udsat for fysisk vold mindst en gang i deres voksenliv, og at mere end en tiendedel har været udsat for seksuelle overgreb med voldsanvendelse[15];

R.     der henviser til, at EU's årlige udgifter til kønsbaseret vold mod kvinder i henhold til evalueringen af den europæiske merværdi vurderes til 228 mia. EUR i 2011 (dvs. 1,8 % af EU's BNP), hvoraf 45 mia. EUR om året går til offentlige og statsregulerede tjenester og 24 mia. EUR dækker tabt økonomisk produktion;

S.      der henviser til, at Agenturet for Grundlæggende Rettigheder i marts 2013 offentliggjorde nogle foreløbige resultater af dets europæiske undersøgelse af vold mod kvinder, som bl.a. viste, at fire ud af fem kvinder ikke henvendte sig til en tjeneste, som f.eks. sundhedstjenester, sociale tjenester eller en tjeneste, der støtter ofre, efter de mest alvorlige tilfælde af vold begået af andre personer end deres partnere, at kvinder, som søgte hjælp, var mest tilbøjelige til at kontakte lægetjenester, hvilket understreger, at det er nødvendigt at sikre, at sundhedspersonale kan håndtere voldsofres behov, at to ud af fem kvinder ikke var bekendt med love elle politiske initiativer til beskyttelse af dem i forbindelse med vold i hjemmet, og at halvdelen af dem ikke var bekendt med eventuelle forbyggende love eller initiativer;

T.     der henviser til, at Kommissionen i sin strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 understreger, at kønsbaseret vold er et af de centrale problemer, der skal løses for at opnå reel ligestilling mellem kønnene;

U.     der henviser til, at den ved Lissabontraktaten opstillede retlige ramme frembyder nye muligheder for et øget samarbejde på det strafferetlige område på EU-plan, som vil sætte institutionerne og medlemsstaterne i stand til på et sikkert grundlag at arbejde sammen om at skabe en fælles retlig kultur i Unionen med henblik på at bekæmpe alle former for vold og diskrimination mod kvinder og i den forbindelse samtidig respektere de nationale juridiske systemer og traditioner uden at erstatte dem;

V.     der henviser til, at bevidstgørelse og mobilisering, herunder gennem medierne og de sociale medier, er et vigtigt led i en effektiv forebyggelsesstrategi;

W.    der henviser til, at ingen enkeltforanstaltning vil udrydde vold mod kvinder, men at en kombination af infrastrukturelle, lovmæssige, juridiske, håndhævningsmæssige, kulturelle, uddannelsesmæssige, sociale, sundhedsmæssige og andre tjenesterelaterede foranstaltninger i betragtelig grad kan øge bevidstheden og reducere volden og dens konsekvenser;

X.     der henviser til, at de seks uadskillelige mål i forbindelse med bekæmpelse af vold mod kvinder er politik, forebyggelse, beskyttelse, retsforfølgelse, foranstaltninger og partnerskab;

Y.     der henviser til, at det er vigtigt at intensivere indsatsen over for den industri, som opfatter unge piger og kvinder som et sexobjekt;

Z.     der henviser til, at kvinder i Unionen ikke i lige grad er beskyttet mod vold fra mændenes side som følge af forskellig politik og lovgivning i de forskellige medlemsstater vedrørende bl.a. definitionen af forbrydelser og lovgivningens anvendelsesområde og derfor er sårbare over for denne vold;

AA.  der henviser til, at kvinder på grund af faktorer som race, etnicitet, religion eller tro, sundhed, civilstand, bolig, indvandrerstatus, alder, handicap, klasse, seksuel orientering og kønsidentitet kan have særlige behov og være mere sårbare over for forskellige former for forskelsbehandling;

AB.  der henviser til, at kvinder i mange tilfælde undlader at anmelde tilfælde af kønsbaseret vold mod sig af årsager, der er komplekse og forskellige, og som omfatter psykologiske, økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, og fordi de måske også savner tillid til politiets, retsvæsenets og social- og sundhedstjenesternes evne til at hjælpe dem i praksis; der henviser til, at myndighederne i visse tilfælde betragter kønsbaseret vold som et familieproblem og derfor mener, at det kan løses på dette niveau;

AC.  der henviser til, at politikken for reproduktiv sundhed bør have en central plads i debatten;

AD.  der henviser til, at det er absolut nødvendigt at indsamle opdelte kvalitative og kvantitative sammenlignelige data, der dækker alle aspekter af problemet, med henblik på at forstå det reelle omfang og konsekvenserne af vold mod kvinder i Unionen og følgelig udarbejde effektive politikker;

AE.   der henviser til, at Europa-Parlamentet den 12. december 2012 forkastede Kommissionens forslag om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske statistikker over sikkerhed mod kriminalitet[16] og dermed igen gjorde opmærksom på behovet for et nyt forslag til EU-lovgivning, som indfører et sammenhængende system for indsamling af statistiske oplysninger om vold mod kvinder i medlemsstaterne, og der henviser til, at Rådet i sine konklusioner fra december 2012 efterlyste forbedringer af indsamling og udbredelse af sammenlignelige, pålidelige og regelmæssigt ajourførte data vedrørende alle former for vold mod kvinder både på nationalt plan og på EU-plan;

AF.   der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse er anerkendt internationalt som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for tortur mod piger og kvinder og afspejler en dybt rodfæstet ulighed mellem kønnene; der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse udgør en ekstrem form for diskrimination mod kvinder, næsten altid udføres på mindreårige og er en krænkelse af børns rettigheder;

AG.  der henviser til, at prostitution kan betragtes som en form for vold mod kvinder på grund af den virkning, dette har på deres fysiske og psykiske helbred, særlig i forbindelse med tvungen prostitution og handel med kvinder med henblik på prostitution;

AH.  der henviser til, at der i stigende grad er en farlig tendens til æresdrab inden for EU's grænser, og at denne tendens mest berører unge piger;

AI.    der henviser til, at udnyttelse af ældre på internationalt plan anerkendes som en krænkelse af ældre kvinders menneskerettigheder, og til, at det er nødvendigt at forebygge og bekæmpe udnyttelse af ældre i alle EU-medlemsstater;

AJ.   der henviser til, at med vedtagelsen af de nye "EU's retningslinjer vedrørende vold mod kvinder og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem" samt det særlige kapitel om beskyttelse af kvinder mod kønsbaseret vold i EU's strategiramme og handlingsplan for menneskerettigheder viser EU sin klare politiske vilje til at gøre emnet kvinders rettigheder til en prioritet og yde en langsigtet indsats på området; der henviser til, at sammenhængen mellem de interne og de eksterne dimensioner i politikker vedrørende menneskerettigheder nogle gange kan afsløre en forskel mellem retorik og adfærd;

AK.  der henviser til, at kvindelig kønslemlæstelse ifølge Kommissionens og Amnesty Internationals rapporter berører hundredtusindvis af kvinder og piger i Europa, og at de alle anslår antallet af ofre til at være 500 000; der henviser til, at forskellene mellem lovbestemmelserne i medlemsstaterne fører til fænomenet med grænseoverskridende kønslemlæstelsesturisme inden for EU;

AL.   der henviser til, at der fortsat er behov for, at EU samarbejder med tredjelande for at udrydde den voldelige praksis med kvindelig kønslemlæstelse; der henviser til, at de medlemsstater og tredjelande, hvis nationale lovgivning kriminaliserer kvindelig kønslemlæstelse, bør overholde denne lovgivning;

1.      anmoder Kommissionen om inden slutningen af 2014 på grundlag af artikel 84 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsområde at fremlægge et forslag til retsakt vedrørende foranstaltninger til at fremme og støtte medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af vold mod kvinder og piger i henhold til de detaljerede anbefalinger i bilaget til denne beslutning;

2.      opfordrer Kommissionen til at forelægge et revideret forslag til en forordning om europæiske statistikker, som skulle være rettet mod voldsforbrydelser af enhver art, som øves mod kvinder, og omfatte et sammenhængende system for indsamling af statistiske oplysninger om kønsbaseret vold i medlemsstaterne;

3.      anmoder Rådet om at aktivere passerellebestemmelsen og vedtage en enstemmig beslutning, der identificerer vold mod kvinder og piger (og andre former for kønsbaseret vold) som et kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsområde;

4.      opfordrer Kommissionen til at fremme nationale ratificeringer og iværksætte proceduren for EU's tiltrædelse af Istanbulkonventionen om vold mod kvinder, når den har evalueret, hvilken indvirkning og merværdi, sidstnævnte ville have;

5.      anmoder Kommissionen om at fremlægge en EU-dækkende strategi og en handlingsplan for bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger, som fastlagt i 2010 i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet, med det formål konkret og effektivt at beskytte kvinders integritet, ligestilling (artikel 2 i TEU) og velfærd (artikel 3, stk. 1, i TEU) i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der navnlig lægger vægt på forebyggelse ved at oplyse kvinder om deres rettigheder og ved at gøre mænd og drenge fra en tidlig alder bevidste om respekt for kvindernes fysiske og mentale integritet med henblik på at bidrage til forebyggelsen af sådan vold, og som gør det obligatorisk med passende uddannelse inden for politi og retssystem om de særlige forhold omkring kønsbaseret vold og tilskynder medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at hjælpe ofre til at genopbygge deres liv og genvinde deres selvtillid, så de ikke falder tilbage i en udsat og afhængig situation; mener, at en sådan strategi bør tage særligt hensyn til sårbare grupper såsom ældre, handicappede, indvandrere og LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner), og at den også bør omfatte foranstaltninger med henblik på at støtte børn, som har været vidner til vold, og anerkende dem som ofre;

6.      opfordrer Kommissionen til at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og kvinde-ngo'er og -organisationer med henblik på at udarbejde og gennemføre en effektiv strategi for afskaffelse af vold mod kvinder;

7.      tilskynder Kommissionen til at vedtage det første trin mod oprettelsen af et europæisk observatorium for vold mod kvinder og piger, som bygger på eksisterende institutionelle strukturer (Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE)) og ledes af en EU-koordinator for vold mod kvinder og piger;

8.      opfordrer indtrængende Kommissionen til inden for de næste tre år at indføre et europæisk år for bekæmpelse af vold mod kvinder og piger med det formål at øge bevidstheden blandt borgerne og også alle politikere om dette omfattende problem, som berører alle medlemsstaterne, med det formål, at der bliver fremlagt en klar handlingsplan, der sætter en stopper for vold mod kvinder;

9.      opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at bringe straffriheden for kvindedrab og alle former for vold mod kvinder til ophør ved at styrke kvinders adgang til retshjælp, bringe voldsudøvernes straffrihed til ophør, opdele dataindsamlingen og støtte den nationale kapacitet og bistand;

10.    opfordrer medlemsstaterne til at ratificere Istanbulkonventionen snarest muligt, da dette er et af de mest udførlige internationale instrumenter til bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet;

11.    opfordrer medlemsstaterne til at klassificere kønsbaserede voldelige drab på kvinder juridisk som kvindedrab og udarbejde en retlig ramme for at udrydde det;

12.    opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre og efterfølgende håndhæve national lovgivning, som kriminaliserer alle former for vold mod kvinder;

13.    opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe æresdrab ved at stille undervisning og kvindecentre til rådighed for mulige ofre og til at iværksætte oplysningskampagner om den ekstreme form for krænkelser af menneskerettighederne og de mange tragiske dødsfald som følge af æresdrab;

14.    opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre direktiv 2012/29/EU, 2011/99/EU[17], og 2011/36/EU[18], og opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge deres anvendelse;

15.    opfordrer medlemsstaterne og de berørte parter til i samarbejde med Kommissionen at bidrage til formidling af information om EU's programmer og de finansieringsmuligheder, de tilbyder til bekæmpelse af vold mod kvinder;

16.    erindrer om, at vold mod kvinder ikke kun forekommer inden for Europas grænser; fordømmer på det kraftigste den fortsatte brug af seksuel vold mod kvinder som et krigsvåben og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage spørgsmålet om vold mod kvinder op i samarbejds- og udviklingsprogrammer; understreger, at der må gøres mere for at sikre respekt for folkeretten, adgang til passende sundhedspleje og psykologisk støtte for kvinder og piger, som har været udsat for overgreb under konflikter, samt beskyttelse af ofre;

17.    opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at udarbejde en detaljeret handlingsplan med henblik på at bringe alle former for vold mod kvinder til ophør; anmoder EU-Udenrigstjenesten om at samarbejde med tredjelande om at bringe kønsbaserede drab på kvinder eller kvindedrab til ophør;

18.    opfordrer indtrængende EU til at sikre, at tredjelande beskytter kvinder og piger mod alle former for vold ved at gøre støtte betinget heraf; opfordrer Rådet til at suspendere støtten til lande, der praktiserer vold mod kvinder og piger, og at anvende støtten til at hjælpe ofrene; opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle nye frihandelsaftaler med tredjelande indeholder bestemmelser om strenge forpligtelser, som sikrer kvinder og piger;

19.    opfordrer EU til i sin menneskerettighedsdialog med tredjelande at fremme forebyggelse, efterforskning af og retsforfølgning af alle former for vold mod kvinder, særlig de former for vold, der udøves mod gruppen af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, som kan være mere sårbare over for vold og krænkelser af menneskerettighederne;

20.    bekræfter, at disse henstillinger respekterer borgernes grundlæggende rettigheder samt nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet;

21.    mener, at de finansielle følger af det forslag, der anmodes om, bør dækkes af EU-budgettet, sektion III (for at sikre fuld komplementaritet med den eksisterende budgetpost vedrørende emnet for forslaget);

22.    pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede ledsagende henstillinger til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer, Europarådet og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder.

• [1]       EUT C 117 E af 6.5.2010, s. 52.
• [2]       EUT C 332 E af 15.11.3013, s. 87.
• [3]       EUT C 184 E af 8.7.2010, s. 131.
• [4]       EUT C 285 E af 21.10.2010, s. 53.
• [5]       EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 26.
• [6]       Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0045.
• [7]       EUT C 227 E af 4.9.2008, s. 140.
• [8]       EUT C 335 af 17.12.2011, s. 1.
• [9]       EUT C 351 af 15.11.2012, s. 21.
• [10]     EFT C 59 af 23.2.2001, s. 258.
• [11]     EUT C 320 E af 15.12.2005, s. 247.
• [12]     EUT C 348 E af 21.12.2010, s. 11.
• [13]     PE 504.467.
• [14]     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).
• [15]     Europarådets taskforce for bekæmpelse af vold mod kvinder, herunder vold i hjemmet (EG-TFV), endelig aktivitetsrapport, september 2008.
• [16]     Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0494.
• [17]     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/99/EU af 13. december 2011 om den europæiske beskyttelsesordre (EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2).
• [18]     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1).

BILAG TIL FORSLAGET TIL BESLUTNING:DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET FORSLAG, DER ANMODES OM

Henstilling 1 om formålet med og anvendelsesområdet for den forordning, der skal vedtages

Formålet med forordningen bør være at indføre foranstaltninger til at fremme og støtte medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af kønsbaseret vold.

Kønsbaseret vold bør (som allerede angivet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for rettigheder, støtte og beskyttelse til ofre for kriminalitet og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA) ses som vold, som er rettet mod en person på grund af vedkommendes køn, kønsidentitet eller kønsudtryk, eller som rammer personer af et bestemt køn i uforholdsmæssig grad. Den kan påføre offeret fysisk, seksuel, følelsesmæssig eller psykologisk skade eller økonomisk tab og kan omfatte vold i nære forhold, seksuel vold (herunder voldtægt, seksuelle overfald og sexchikane), menneskehandel, slaveri og forskellige former for skadelig praksis såsom tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse og de såkaldte æresforbrydelser.

Henstilling 2 om forebyggelses- og bekæmpelsesforanstaltninger

Medlemsstaterne bør udvikle en række foranstaltninger med henblik på at forebygge og bekæmpe kønsbaseret vold mod kvinder og piger. Disse skal især:

–       udforme, gennemføre og evaluere omfattende strategier og programmer årligt, herunder offentlige uddannelsesprogrammer og erhvervsuddannelse til lærere og fagfolk på fritidsområdet med sigte på dels at fjerne hindringer, der hindrer kvinder og piger i at gøre deres fulde rettigheder og friheder gældende uden vold, dels at fremme en grundlæggende ændring af den sociokulturelle adfærd

–       gennemføre relevant forskning i kønsbaseret vold, herunder i årsager og motiver til vold og dataindsamling og analyse, mens der fortsat gøres en indsats for at standardisere kriterier for registrering af kønsbaseret vold, således at de indsamlede data er sammenlignelige

–       organisere uddannelse til embedsmænd og fagfolk, der højst sandsynligt kommer i berøring med tilfælde af kønsbaseret vold – herunder de personer, der skal håndhæve loven, personale, der yder bistand til mindreårige (det være sig ofre for eller vidner til vold) samt personale på social-, sundheds- og krisecentre – med henblik på at opdage, identificere og håndtere sådanne tilfælde korrekt, med særlig fokus på ofrenes behov og rettigheder

–       udveksle ekspertise, erfaring, information og bedste praksis gennem Det Europæiske Kriminalpræventive Net (EUCPN)

–       gennemføre bevidstgørelseskampagner, heriblandt kampagner, der er specifikt rettet mod mænd, i samråd og, hvor det er relevant, i samarbejde med ngo'er, sammenslutninger, medier og andre relevante aktører

–       skabe – hvis det ikke allerede eksisterer – og støtte nationale gratis hotlines med specialiseret personale

–       sikre, at specialiserede kvindecentre (som opfattes som såvel første kontaktbistand som sikre steder for kvinder, der styrker dem) er tilgængelige og udstyre dem med faciliteter og behørigt uddannet personale, med plads til mindst en kvinde pr. 10 000 indbyggere.

–       sikre støtte til kvinders ngo'er og civilsamfundsarbejde for at forebygge kønsbaseret vold mod kvinder og piger

–       indføre mekanismer til at lette fri retshjælp, der gør det muligt for ofrene at gøre deres rettigheder gældende i hele Unionen

–       hurtig og passende information til ofrene om mulighederne for beskyttelse og pleje og om de eksisterende retlige tiltag, bl.a. i den hensigt at tilskynde ofrene til at vidne

–       etablere eller øge antallet af domstole, der specifikt behandler kønsbestemt vold, tilvejebringe flere ressourcer og mere uddannelsesmateriale om kønsbestemt vold til dommere, anklagere og advokater samt forbedringer i de specialiserede enheder i de retshåndhævende organer ved at øge antallet af ansatte og forbedre uddannelsen og hjælpemidlerne

–       sikre, at voldsmændene straffes i overensstemmelse med forbrydelsens alvor

–       garantere sociale og økonomiske forhold, der sikrer kvinder, der har været ofre for vold, selvstændighed og uafhængighed

–       garantere, at der tilbydes specialiserede sundhedsydelser i de offentlige sundhedsinstitutioner

–       i forbindelse med alle relevante programmer, foranstaltninger og aktioner at være behørigt opmærksom på karakteristikaene ved ofre med særlige behov, f.eks. mindreårige, handicappede kvinder, indvandrerkvinder, kvinder fra mindretalsgrupper, ældre kvinder, kvinder med få eller ingen kvalifikationer og kvinder, der risikerer social udstødelse

–       sikre, at kvinder, der har været udsat for kønsbaseret vold, har fortrinsret til en social bolig.

Henstilling 3 om nationale rapportører eller lignende mekanismer

Inden for et år fra forordningens ikrafttræden bør medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til indførelsen af nationale rapportører eller lignende mekanismer. Disse mekanismers opgaver bør omfatte gennemførelse af vurderinger af tendenser inden for kønsbaseret vold, måling af resultaterne af de foranstaltninger, der er truffet med henblik på bekæmpelse af vold på nationalt og lokalt plan, indsamling af statistiske oplysninger og årlig rapportering til Kommissionen og de kompetente udvalg i Europa-Parlamentet.

Henstilling 4 om koordinering af Unionens strategi om bekæmpelse af vold mod kvinder

Med henblik på at bidrage til en koordineret og samlet EU-strategi for bekæmpelse af kønsbaseret vold bør medlemsstaterne forelægge Kommissionen de oplysninger, der henvises til i henstilling 3.

Henstilling 5 om rapportering

Kommissionen skal inden 31. december hvert år og fra og med året efter denne forordnings ikrafttræden aflægge en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet, som vurderer, i hvor høj grad medlemsstaterne har truffet foranstaltninger i henhold til denne forordning.

I denne rapport opstilles de foranstaltninger, der er truffet, og fremhæves god praksis.

Henstilling 6 om oprettelse af et civilsamfundsforum

Kommissionen skal opretholde en tæt dialog med relevante civilsamfundsorganisationer og relevante kompetente organer, der er aktive inden for bekæmpelse af kønsbaseret vold på lokalt, regionalt, nationalt, europæisk eller internationalt plan, og skal med henblik herpå oprette et civilsamfundsforum.

Forummet vil udgøre en mekanisme til udveksling af oplysninger og samling af viden. Det skal sikre, at der er en tæt dialog mellem EU-institutionerne og relevante aktører.

Forummet skal være åbent for relevante aktører i overensstemmelse med første afsnit og skal afholde møder mindst en gang om året.

Henstilling 7 om finansiel støtte

Forordningen bør fastsætte kilden til den finansielle støtte inden for EU-budgettets (sektion III) ramme for tiltagene, der er nævnt i henstilling 3.

BEGRUNDELSE

Vold mod kvinder er en udbredt krænkelse af menneskerettigheder og en form for kønsbaseret forskelsbehandling. Det er kerneårsagen til uligheder mellem kønnene, da det er en hindring for kvinders fulde deltagelse i det økonomiske, sociale, politiske og kulturelle liv. Kvinder, der er genstand for vold, står over for langvarige alvorlige psykologiske og fysiske traumer. Desuden medfører dette en betydelig økonomisk byrde i form af sundhedsomkostninger, politirelaterede og retslige omkostninger, tabt produktivitet og lønninger.

Ca. 20-25 % kvinderne i Europa har været udsat for fysisk vold mindst en gang i deres voksne liv, og mere end 10 % har været udsat for seksuelle overgreb med magtanvendelse. Hele 45 % af kvinderne har været udsat for en eller anden form for vold. 12-15 % af kvinderne i Europa er ofre for vold i hjemmet, og hver dag i dør syv kvinder heraf i Den Europæiske Union (PE 504.467).

På grund af budgetnedskæringerne under den økonomiske krise er det mest almindelige argument, at lande ikke kan tildele flere ressourcer til bekæmpelse mod og forebyggelse af kønsbaseret vold. I henhold til undersøgelserne blev de økonomiske omkostninger i forbindelse med vold mod kvinder i EU i 2011 vurderet til 228 mia. EUR pr. år, inkl. 45 mia. EUR til tjenester, 24 mia. til tabt økonomisk produktion og 159 mia. EUR til svie og smerte. Omkostninger til forebyggende foranstaltninger er væsentlig lavere end udgifter i forbindelse med vold (PE 504.467).

Behov for en EU-retsakt til at fremme og støtte medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af vold mod kvinder

Der er i dag i EU hverken en retsakt, der fastlægger foranstaltninger til at fremme og støtte medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af vold mod kvinder, eller en omfattende strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder.

Europa-Parlamentet har faktisk allerede gennem flere år været insisterende fortaler for et forslag til direktiv om bekæmpelse af vold mod kvinder. I 2010 var den internationale kvindedag i Parlamentet tilegnet vold mod kvinder. I Eva-Britt Svenssons betænkning om "prioriteringer og udkast til en ny EU-rammepolitik til bekæmpelse af vold mod kvinder" (2010/2209(INI)), der blev vedtaget den 5. april 2011, opfordredes der til "en ny sammenhængende politik mod kønsbestemt vold", herunder "et strafferetligt instrument i form af et direktiv rettet mod kønsbestemt vold". I 2012 opfordrede Europa-Parlamentet endnu en gang til tiltag, nemlig i Sophie In't Velds betænkning om ligestilling mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Union – 2011 (2011/2244(INI)). I betænkningen, der blev vedtaget den 13. marts 2012, insisterede Europa-Parlamentet på, "at Kommissionen forelægger en EU-dækkende strategi for at stoppe volden mod kvinder, herunder et lovgivningsmæssigt strafferetligt instrument til bekæmpelse af kønsbestemt vold, som krævet af Europa-Parlamentet i flere beslutninger".

Der er faktisk ingen fælles forståelse af, definition på og ordning for emnet vold mod kvinder i national lovgivning.

Således er resultaterne af og niveauerne for beskyttelse af kvinder og piger mod alle former for vold meget forskellige i de 28 medlemsstater. Til forebyggelse og beskyttelse af ofre for vold bør der gennemføres en minimumsharmonisering på EU-plan på et tidspunkt i det mindste hvad angår en fælles og altoverskyggende forståelse af fænomenet.

Vold mod kvinder har en grænseoverskridende dimension og skal behandles på EU-plan. I betragtning af personers mobilitet i Europa bør potentielle ofre beskyttes uanset deres placering i EU, f.eks. kvinder fra en medlemsstat, der bor i en anden og arbejder i en tredje EU-medlemsstat. Der er et behov for minimumsstandarder og fælles definitioner, behov for fælles tiltag til bekæmpelse af vold mod kvinder og for at sikre, at mere end halvdelen af EU's befolkning fuldt ud nyder godt af retten til fri bevægelig overalt i EU.

Retsakten skal fremme og støtte medlemsstaternes tiltag inden for forebyggelse af vold (navnlig for indsamling og udveksling af oplysninger, uddannelse af de involverede embedsmænd, udveksling af erfaringer og god praksis, oplysningsaktiviteter og midler).

EU bør derfor blive den ledende internationale aktør for forebyggelse af kønsbaseret vold og tjene som et succesfuldt eksempel for dem, der rundt omkring i verden kæmper (lovgivningsmæssigt, kulturelt og politisk) for udryddelse af vold mod kvinder og mod kønsbaseret forskelsbehandling.

Ordføreren mener, at forordningen er det bedste værktøj til at nå sådan et mål, og da den er et selveffektuerende instrument, kræver den ikke nogen gennemførelsesforanstaltninger og kan gennemføres omgående som lov i alle medlemsstater.

Problemer med at indsamle oplysninger om vold mod kvinder

I dag er der på EU-plan en tydelig mangel på tilgængelige og systematisk indsamlede data om vold mod kvinder. For det første er det vanskeligt at måle det sande omfang af vold mod kvinder, da de fleste tilfælde af vold i hjemmet og seksuelle overgreb fortsat ikke anmeldes. For det andet er det svært at tilvejebringe sammenlignelige analyser, da der ikke er aftalt en fælles metode til opnåelse af administrative oplysninger.

Europa-Parlamentet har i flere beslutninger indtrængende opfordret medlemsstaterne til at tilvejebringe oplysninger om vold mod kvinder og har i november 2011 anmodet Agenturet for Grundlæggende Rettigheder om at indsamle sammenlignelige data om vold mod kvinder[1]. Desuden har Rådet i sin konklusion fra december 2012 opfordret til at forbedre indsamlingen og udbredelsen af sammenlignelige, pålidelige og regelmæssigt ajourførte data vedrørende alle former for vold mod kvinder på såvel nationalt plan som EU-plan.

Der er derfor stadig behov for et nyt forslag til EU-lovgivning, som indfører et sammenhængende system for indsamling af statistiske oplysninger om vold mod kvinder i medlemsstaterne. Endvidere kan kompleksiteten af regeringssystemer i nogle EU-medlemsstater have en indvirkning på, hvordan overtrædelser defineres i lovgivningen, hvordan dataindsamling organiseres, eller hvilke foranstaltninger, der er til rådighed, til beskyttelse og forebyggelse. Ordføreren insisterer på behovet for en fælles metode til at indsamle data om vold mod kvinder og opfordrer Kommissionen til at forelægge et revideret forslag til forordning om europæiske statistikker, der ligeledes vil omfatte et sammenhængende system for indsamling af statistiske oplysninger om vold mod kvinder i medlemsstaterne, idet der tages hensyn til arbejdet i Agenturet for Grundlæggende Rettigheder med at indsamle sammenlignelige data gennem dets EU-dækkende undersøgelse.

Passerellebestemmelsen

Ordføreren forslår at aktivere passerellebestemmelsen, dvs. vedtage en enstemmig beslutning om at udpege kønsbestemt vold (herunder kvindelig kønslemlæstelse) som et kriminalitetsområde som omhandlet i artikel 83, stk. 1.

Med Lissabontraktaten fik EU mulighed for at indføre fælles bestemmelser på strafferetsområdet med sigte på harmonisering. EU har også ret til at indføre minimumsregler vedrørende definitionen af strafbare handlinger og sanktioner på området for særlig alvorlig kriminalitet med en grænseoverskridende dimension, der er en følge af sådanne overtrædelsers karakter eller følgevirkninger. Denne kompetence finder også anvendelse i tilfælde, hvor der er et specifikt behov for at opnå konsensus om bekæmpelse a kriminalitet. Traktatteksten henviser særligt til menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn. Med hensyn til politimæssigt og retligt samarbejde i strafferetlige sager, der har en grænseoverskridende dimension, er Europa-Parlamentet og Rådet i stand til at indføre en fælles minimumsstandard.

Kvindelig kønslemlæstelse

Kvindelig kønslemlæstelse er anerkendt internationalt som en overtrædelse af pigers og kvinders menneskerettigheder. Det afspejler en dybt rodfæstet ulighed mellem kønnene og udgør en ekstrem form for diskrimination mod kvinder. Den udføres næsten altid på mindreårige og er en overtrædelse af børns rettigheder. Det er uden tvivl en af de mest grusomme former for vold mod kvinder. Denne praksis har alvorlige kort- og langsigtede fysiske og psykologiske konsekvenser for ofrene.

Kommissionen har i år iværksat en offentlig høring om kvindelig kønslemlæstelse og er i øjeblikket i færd med at analysere de 68 svar. Dette vil ligesom Det Europæiske Ligestillingsinstituts rapport om kvindelig kønslemlæstelse indgå i yderligere politiske initiativer, som skal dække både interne og eksterne spørgsmål. Disse initiativer vil muligvis blive lanceret omkring den internationale dag mod vold mod kvinder (25. november), men det nøjagtige format og indhold er endnu ikke fastlagt.

Ordføreren opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå en EU-handlingsplan om kvindelig kønslemlæstelse, som skulle behandle flere emner såsom forebyggelse og beskyttelse.

Der bør vedtages en fælles EU-politik for kvinder og piger, som søger asyl på grund af kvindelig kønslemlæstelse, og denne politik skal tage højde for internationalt vedtagne standarder. Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) kunne medtage kvindelig kønslemlæstelse som en integreret dimension i arbejdet med udbredelse af uddannelse og oplysning. EU bør desuden aktivt tage spørgsmålet om kvindelig kønslemlæstelse op i sin politiske dialog med ikkemedlemsstater.

Istanbulkonventionen

Ordføreren opfordrer indtrængende de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret Istanbulkonventionen om vold mod kvinder, til at gøre dette og opfordrer indtrængende Kommissionen til at iværksætte proceduren for EU's tiltrædelse af denne konvention, når den har evalueret, hvilken virkning dette vil have.

Indtil videre er Istanbulkonventionen den mest vidtrækkende retsakt om vold mod kvinder og giver mulighed for effektivt at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder i Europa og udenfor. Det er nødvendig med en beslutsom indsats med hensyn til individuelle staters og Den Europæiske Unions undertegnelse og ratificering og – hvad der er det vigtigste – gennemførelse af Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. I konventionen kræves de seks P'er (policy, prevention, protection, prosecution, provision og partnership), som Europa-Parlamentet flere gange har krævet, og der opfordres til, at alle relevante statslige agenturer og tjenester involveres, således at vold håndteres på en koordineret måde.

Ud over de lovgivningsmæssige virkninger vil EU's tiltræden af Istanbulkonventionen være et vigtigt politisk budskab.

Et europæisk overvågningsorgan for vold

Ordføreren forslår at udvide Ligestillingsinstituttets beføjelser med henblik på i stigende grad at udvikle dette til et europæisk overvågningsorgan for vold. Hun mener, at det vil være mere passende at lade det være inden for rammerne af Ligestillingsinstituttets beføjelser. Ordføreren besluttede ikke at lade dette spørgsmål indgå i mandatet til EU-koordinatoren for bekæmpelse af menneskehandel, fordi det vil blive forstået som kun indre anliggender og grænseoverskridende spørgsmål, men ikke som et ligestillings- og menneskerettighedsspørgsmål. Det er vigtigt, at mandatet anbringes i konteksten med ligestilling og grundlæggende rettigheder.

Europæisk år mod vold mod kvinder

Ordføreren foreslår Kommissionen at indføre et europæisk år for bekæmpelse af vold mod kvinder inden for de næste tre år. Målet er at øge bevidstheden hos borgerne.

• [1]  Agenturet for Grundlæggende Rettigheder har påbegyndt gennemførelsen af en undersøgelse i 20 EU-medlemsstater om kønsbaseret vold. Resultatet af denne undersøgelse vil blive offentliggjort i løbet af 2014.

UDTALELSE fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (14.1.2014)

til Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling

med henstillinger til Kommissionen om bekæmpelse af vold mod kvinder
(2013/2004(INL))

Ordfører for udtalelse: Roberta Angelilli

(Initiativ – forretningsordenens artikel 42)

FORSLAG

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender opfordrer Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende henstillinger i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.      understreger, at Unionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i TEU bør give borgerne et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser, hvor der sikres fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende bl.a. forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet;

2.      understreger, at Unionen i henhold til artikel 2 i TEU bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne i et samfund, hvor der bl.a. generelt er ligestilling mellem kvinder og mænd, og befolkningen generelt trives (artikel 3, stk. 1, i TEU);

3.      bemærker, at "vold mod kvinder" er en term, der anvendes til at beskrive den type voldelige handlinger, der er rettet mod kvinder, og hvor offerets køn udgør et primært motiv; henleder opmærksomheden på, at der begås talrige voldelige handlinger mod kvinder, og at disse handlinger kan omfatte, men ikke er begrænset til, vold i nære forhold, voldtægt, herunder voldtægt inden for ægteskabet, medgiftsrelateret vold, kvindelige genital lemlæstelse, syreangreb, tvangsægteskab, seksuelle overgreb, tvangsprostitution, tvungen deltagelse i pornografiske aktiviteter, kvindehandel og tvangsselvmord; mener, at vold mod kvinder er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne og aldrig bør retfærdiggøres under henvisning til religion, kultur eller traditioner;

4.      påpeger, at den ved Lissabontraktaten opstillede retlige ramme frembyder nye muligheder for et øget samarbejde på det strafferetlige område på EU-plan, som vil sætte institutionerne og medlemsstaterne i stand til på et sikkert grundlag at arbejde sammen om at skabe en fælles juridisk kultur i Unionen med henblik på at bekæmpe alle former for vold og diskrimination mod kvinder og i den forbindelse samtidig respektere de nationale juridiske systemer og traditioner uden at erstatte dem;

5.      beklager, at Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) kun er blevet ratificeret af tre EU-medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til straks at ratificere konventionen og Kommissionen til at iværksætte proceduren med henblik på EU’s tiltrædelse af den;

6.      påpeger, at de tre udelelige mål for så vidt angår bekæmpelse af vold mod kvinder er forebyggelse af vold, beskyttelse af og bistand til ofrene og retsforfølgelse af gerningsmændene;

7.      opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre og efterfølgende håndhæve national lovgivning, som kriminaliserer alle former for vold mod kvinder, og opfordrer Kommissionen til at vedtage en retsakt baseret på artikel 84 i TEUF for at støtte medlemsstaternes indsats inden for kriminalitetsforebyggelse; påpeger, at bekæmpelse og udryddelse af alle former for vold mod kvinder kræver en overordnet og tværgående EU-strategi (herunder foranstaltninger af social, politisk og juridisk art), som fastlagt i 2010 i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet, med det formål konkret og effektivt at beskytte kvinders integritet, ligestilling (artikel 2 i TEU) og velfærd (artikel 3, stk. 1, i TEU) i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; mener, at en sådan strategi bør tage særligt hensyn til sårbare grupper såsom ældre, handicappede, indvandrere og LGBT-personer, og at den også bør omfatte foranstaltninger med henblik på at støtte børn, som har været vidner til vold, og anerkende dem som ofre;

8.      erindrer om, at det multikulturelle Europa er en kilde til berigelse, og at et kulturelt tilhørsforhold på ingen måde kan retfærdiggøre vold; er særlig bekymret over diskrimination af og vold mod kvinder, fordi de tilhører en minoritet, navnlig en etnisk minoritet, handicappede kvinder, lesbiske, biseksuelle, transkønnede og interseksuelle kvinder, kvinder, der tilhører en religiøs minoritet, og kvinder, der er sårbare, fordi de er unge eller gamle; opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at tage højde for multipel diskrimination i de foranstaltninger, de måtte træffe;

9.      erindrer om, at vold mod kvinder ikke kun forekommer inden for Europas grænser; fordømmer på det kraftigste den fortsatte brug af seksuel vold mod kvinder som et krigsvåben og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage spørgsmålet om vold mod kvinder op i samarbejds- og udviklingsprogrammer; understreger, at der må gøres mere for at sikre respekt for folkeretten, adgang til passende sundhedspleje og psykologiske støtte for kvinder og piger, som har været udsat for overgreb under konflikter, og beskyttelse af ofrene;

10.    mener, at politikken for reproduktiv sundhed bør have en central plads i debatten;

11.    opfordrer Rådet til at sikre, at vold mod kvinder også anses for et område med kriminalitet af særlig grov karakter, jf. artikel 83, stk. 1, i TEUF, som følge af det særlige behov for at bekæmpe denne type forbrydelse i fællesskab, således at der kan vedtages minimumsstandarder for definitionen af forbrydelser og straffeforanstaltninger, idet forslag vedrørende bestemmelser i Unionens materielle strafferet dog fuldt ud skal respektere nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at retsforfølge gerningsmænd bag vold mod kvinder;

12.    opfordrer medlemsstaterne til at træffe deres egne foranstaltninger for at hjælpe børn, der har været eksponeret for kønsbaseret vold, eftersom de adfærdsmæssige, følelsesmæssige og fysiske virkninger, som denne form for vold kan have på børn, der – uden at ville det – kan have været vidne hertil, kan være betydelige og langvarige, hvis børnene ikke får hjælp;

13.    understreger behovet for at gøre noget ved kønsdiskrimination som led i multipel diskrimination, for at sikre efterforskning af hadefulde udtalelser og hadforbrydelser mod kvinder, for at anerkende drab på kvinder på grund af deres køn som kvindedrab, for at vedtage strafferetlige bestemmelser, der forbyder tilskyndelser til had på ethvert grundlag, herunder biologisk og socialt køn, og for at sikre rettighederne for ofre for hadforbrydelser mod kvinder;

14.    opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at ofre, hvis opholdsstatus afhænger af ægtefællens eller partnerens status som anerkendt ved national lov, tildeles en selvstændig opholdstilladelse;

15.    opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemføre direktiv 2012/29/EU, 2011/99/EU, 2011/92/EU og 2011/36/EU og opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge deres anvendelse;

16.    opfordrer medlemsstaterne til at give ofre hurtig og passende information om beskyttelse, bistand og eksisterende retlige foranstaltninger, herunder bestemmelser og retningslinjer for beskyttelsen af børn, for at sætte kvinder i stand til at bryde tavsheden og til at bryde ud af ensomheden og den onde cirkel af skyld og frygt; mener, at det er vigtigt med et øget samarbejde mellem politi, retsvæsen, andre offentlige myndigheder og civilsamfundsaktører, der beskæftiger sig med kønsbaseret vold, for at tilskynde kvinder til at anmelde vold og afgive vidneudsagn om den;

17.    mener, at det med henblik på en effektiv bekæmpelse af vold mod kvinder er nødvendigt med en holdningsændring over for kvinder og piger i samfundet, hvor kvinder alt for ofte fremstilles i underordnede roller, og vold mod dem alt for ofte tolereres eller undervurderes; understreger med hensyn hertil, at uddannelsessystemet kan spille en vigtig rolle og fremme ændringer i kvinders og mænds sociokulturelle adfærd med det formål at eliminere fordomme, traditioner, skikke og enhver anden praksis baseret på stereotype mandlige og kvindelige rollemodeller;

18.    opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte offentlige informations- og bevidstgørelsesforanstaltninger og i den forbindelse understrege mænds og drenges ansvar og afgørende rolle i processen med at udrydde vold mod kvinder; finder det med hensyn hertil særdeles vigtigt at fremme og støtte oplysningstiltag og bevidstgørelseskampagner, der specielt henvender sig til mænd og drenge;

19.    opfordrer medlemsstaterne til med Kommissionens støtte at udveksle bedste praksis hvad angår nationale strategier og ressourcer til disses gennemførelse, partnerskaber, specifikke projekter, oplysningskampagner målrettet ofre og specialiseret personale, og opnåede resultater;

20.    understreger, at det er absolut nødvendigt at indsamle opdelte, kvalitativt og kvantitativt sammenlignelige og regelmæssigt opdaterede data for at forstå det sande omfang af vold mod kvinder og konsekvenserne af denne vold og følgelig for at fastlægge effektive politikker, strategier og tiltag;

21.    glæder sig over programmet for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014-2020, som bl.a. tager sigte på at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, bekæmpe alle former for vold mod børn, kvinder og andre risikogrupper og beskytte ofrene for denne vold.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	9.1.2014
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	47 2 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Jan Philipp Albrecht, Roberta Angelilli, Edit Bauer, Emine Bozkurt, Salvatore Caronna, Philip Claeys, Carlos Coelho, Ioan Enciu, Frank Engel, Cornelia Ernst, Tanja Fajon, Kinga Gál, Kinga Göncz, Nathalie Griesbeck, Sylvie Guillaume, Salvatore Iacolino, Sophia in ‘t Veld, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Timothy Kirkhope, Baroness Sarah Ludford, Svetoslav Hristov Malinov, Véronique Mathieu Houillon, Anthea McIntyre, Claude Moraes, Antigoni Papadopoulou, Judith Sargentini, Birgit Sippel, Csaba Sógor, Renate Sommer, Wim van de Camp, Axel Voss, Renate Weber, Cecilia Wikström, Tatjana Ždanoka, Auke Zijlstra
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Alexander Alvaro, Lorenzo Fontana, Mariya Gabriel, Stanimir Ilchev, Ulrike Lunacek, Hubert Pirker, Zuzana Roithová, Joanna Senyszyn, Marie-Christine Vergiat
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Leonardo Domenici, Christian Engström, Enrique Guerrero Salom, Nadja Hirsch, Olle Ludvigsson

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse	23.1.2014
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	18 1 7
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Edit Bauer, Marije Cornelissen, Edite Estrela, Iratxe García Pérez, Zita Gurmai, Mikael Gustafsson, Mary Honeyball, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Constance Le Grip, Astrid Lulling, Elisabeth Morin-Chartier, Krisztina Morvai, Angelika Niebler, Siiri Oviir, Antonyia Parvanova, Joanna Senyszyn, Joanna Katarzyna Skrzydlewska, Marina Yannakoudakis, Inês Cristina Zuber
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere	Izaskun Bilbao Barandica, Anne Delvaux, Iñaki Irazabalbeitia Fernández, Nicole Kiil-Nielsen, Christa Klaß, Angelika Werthmann
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2	Elisabetta Gardini, Anna Hedh