BETÆNKNING om fælles regler for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, herunder fiskeriaftaler

10.3.2016 - 2015/2091 (INI))

Fiskeriudvalget
Ordfører: Linnéa Engström

Procedure : 2015/2091(INI)

Forløb i plenarforsamlingen

Dokumentforløb :

A8-0052/2016

Indgivne tekster :

A8-0052/2016

Forhandlinger :

PV 11/04/2016 - 25
CRE 11/04/2016 - 25

Afstemninger :

PV 12/04/2016 - 5.17
CRE 12/04/2016 - 5.17
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0110

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
BEGRUNDELSE
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget
RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om fælles regler for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, herunder fiskeriaftaler

2015/2091 (INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF[1],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011[2],

– der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

– der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

– der henviser til aftalen fra 1995 om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

– der henviser til FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som blev vedtaget i oktober 1995, og de tilknyttede instrumenter og retningslinjer,

– der henviser til begrebet sårbare marine økosystemer, der fremkom under drøftelser i FN's Generalforsamling og opnåede udbredelse efter vedtagelsen af FN's resolution 61/105 fra 2006, og til at sårbare marine økosystemer er områder, der kan være sårbare over for indvirkningen fra fiskeriaktiviteter,

– der henviser til de videnskabelige kriterier og retningslinjer, der blev fastlagt på Azorerne i 2009 med henblik på at identificere økologisk og biologisk signifikante marine områder og udpege repræsentative netværk af beskyttede marine områder i åbne farvande i verdenshavene samt dybhavslevesteder under konventionen om den biologiske mangfoldighed,

– der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension[3],

– der henviser til konklusionerne fra Det Rådgivende Råd for Højsøflådens konference den 16. og 17. september 2015,

– der henviser til Revisionsrettens særberetning nr. 11/2015 med titlen "Forvalter Kommissionen EU's fiskeripartnerskabsaftaler hensigtsmæssigt?",

– der henviser til forretningsordenens artikel 52,

– der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0052/2016),

A. der henviser til, at antallet af overudnyttede bestande ifølge FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations rapport fra 2014: "The State of World Fisheries and Aquaculture" steg uafbrudt frem til 2008 og faldt en smule i 2011;

B. der henviser til, at EU er en af de vigtigste fiskeaktører i verden og historisk set har haft en stærk tilstedeværelse med vigtige aktiviteter på alle verdenshave grundet en kombination af fiskerflådens aktiviteter, EU-borgeres private investeringer, sit netværk af bilaterale fiskeriaftaler, sine regioner i den yderste periferi og sin deltagelse i alle større regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), og at EU fremmer god praksis og respekt for menneskerettighederne;

C. der henviser til, at multilateralisme og internationalt samarbejde, herunder bilateralt samarbejde, er en forudsætning for en bæredygtig forvaltning af verdens fiskeressourcer; der henviser til, at EU har en nøglerolle at spille i den globale styring af havene og oceanerne, og at den fælles fiskeripolitik bør bygge på en ambitiøs vision, der er i overensstemmelse med den interne dimension, der er fastlagt i grundforordningen om emnet;

D. der henviser til, at FAO for nylig har offentliggjort frivillige retningslinjer for bæredygtigt ikke-industrielt fiskeri, som indeholder mål for dette fiskeri, navnlig i udviklingslandene;

E. der henviser til, at EU er et betydeligt marked for fiskerivarer (både fisk fanget af EU's egne flåder samt importeret) og den største importør af disse varer, idet EU forbruger 11 % af verdens fiskeproduktion målt i volumen og importerer 24 % af fiskerivarerne målt i værdi, selv om den kun tegner sig for 8 % af den globale fangst; der henviser til, at EU har en omfattende forarbejdningsindustri med en vigtig social dimension, der bør bevares;

F. der henviser til, at den eksterne dimension af den nye fælles fiskeripolitik omfatter internationale aftaler og fiskeri i områder uden for national jurisdiktion, at konventionen om den biologiske mangfoldighed og FAO opfordrer til, at der identificeres økologisk og biologisk vigtige marine områder samt sårbare marine økosystemer, og at beskyttede marine områder er vigtige redskaber for en økosystembaseret forvaltning, hvilket er anerkendt af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er);

G. der henviser til, at fangstkvoterne i RFFO'er primært har været baseret på historiske fangstniveauer, hvilket førte til, at de udviklede lande fik præferenceadgang til de globale fiskebestande; der henviser til, at der ifølge de tildelingskriterier, som nogle RFFO'er har opstillet, nu skal tages hensyn til det fiskeri, der drives af kystlande, som også er udviklingslande, og som i generationer har været afhængige af fiskeressourcerne i de nærtliggende farvande, hvilket er en kendsgerning, som EU fortsat må respektere;

H. der henviser til, at det er væsentligt at skelne mellem aftalerne med landene i nord, Norge, Island og Færøerne, og bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler, som involverer andre lande;

I. der henviser til, at EU bør bestræbe sig på at opnå sammenhæng i udviklingspolitikken i henhold til artikel 201, stk. 1, i TEUF, hvori det hedder, at "Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene";

J. der henviser til, at der i nogle tilfælde er utilstrækkelige data om bestandenes tilstand og om lokale og tredjelandes flåders samlede optag i forbindelse med fiskebestande, som EU fanger i tredjelandes farvande, hvilket gør det vanskeligt at vurdere niveauet i overskydende fiskebestande som krævet i FN's havretskonvention (UNCLOS); der henviser til, at der er behov for at øge mængden af sådanne data og deres gennemsigtighed;

K. der henviser til, at EU bør træffe alle relevante foranstaltninger til at sikre, at aftaler om bæredygtigt fiskeri med tredjelande er til gensidig interesse for EU og de pågældende tredjelande, herunder deres lokalbefolkning og fiskerisektorer;

L. der henviser til, at problemet med piratvirksomhed også har negative konsekvenser for regioner, hvor der drives fiskeri, der er reguleret inden for rammerne af bilaterale og multilaterale fiskeriaftaler;

1. glæder sig over, at der i grundforordningen om den fælles fiskeripolitik for første gang er indføjet et kapitel om den eksterne dimension, hvori indgår mindstebetingelser for bilaterale aftaler, en forpligtelse til at fremme et samarbejde mellem RFFO'er og overensstemmelse mellem de foranstaltninger, som disse træffer, en eksplicit henvisning til fælles standarder både i og uden for EU-farvande og en erklæring om, at foranstaltninger skal baseres på bedste foreliggende videnskabelige rådgivning;

2. understreger vigtigheden af at sikre konsekvens mellem fiskeripolitik, miljøpolitik, handelspolitik og udviklingssamarbejde;

3. anerkender betydningen af at opretholde og udvide kohærens og kompatibilitet i det eksisterende retsgrundlag;

4. opfordrer til forstærket samarbejde mellem de relevante organer for fiskeri i Kommissionen, nemlig GD for Maritime Anliggender og Fiskeri, GD for Internationalt Samarbejde og Udvikling og GD for Handel;

5. understreger, at det er afgørende, at EU og de partnere, som den har indgået bilaterale og andre aftaler med, fremmer miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtigt fiskeri baseret på gennemsigtighed og deltagelse af ikkestatslige interessenter, navnlig erhvervsgrupper, der lever af fiskeri, for at sikre en fremtid for kystsamfund, det marine miljø, udviklingen af lokal industri, den beskæftigelse, der genereres af fiskeri, forarbejdning og handel samt fiskeriets bidrag til fødevaresikkerhed;

6. understreger vigtigheden af at fremme beskyttelse af økosystemer og bevare fiskebestandene over de niveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, da mere rigelige fiskebestande er en vigtig forudsætning for udviklingen af tredjelandes kystfiskerisamfund i overensstemmelse med FAO’s vejledende retningslinjer for bæredygtigt ikke-industrielt fiskeri;

7. understreger, at det er nødvendigt at støtte udviklingen af lokale samfund, der hovedsagelig lever af fiskeri og aktiviteter i tilknytning til fiskerindustrien; understreger behovet for at støtte foranstaltninger til fremme af overførsel af teknologiser og knowhow, kapacitetsstyring, partnerskaber mellem flere forskellige interessenter og andre investeringer til gavn for fiskeriindustrien;

8. minder om, at de miljøstandarder, der også bør gælde for EU's eksterne dimension, omfatter gennemførelse af økosystemtilgangen for fiskeriforvaltning og af forsigtighedstilgangen med henblik på at genopbygge og opretholde de udnyttede bestande på niveauer, der er højere end de niveauer, som giver maksimalt bæredygtigt udbytte, inden udgangen af 2015, hvor det er muligt, og senest i 2020 for alle bestande;

9. understreger, at alle aspekter af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension skal baseres på et ligeværdigt og gensidigt fordelagtigt forhold mellem EU, dens medlemsstater og dens partnere globalt, uanset om der er tale om et bilateralt (bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler) eller multilateralt forhold (RFFO'er), med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling af den lokale fiskeriindustri; understreger, at en sådan ligeværdighed også bør afspejles i EU's handelsaftaler med tredjelande i overensstemmelse med kravet om udviklingsvenlig politikkohærens;

10. opfordrer Kommissionen til i den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik at indføje hensyntagen til regionerne i den yderste periferi, herunder bilaterale aftaler, der er undertegnet med tredjelande, for at sikre, at den gavner lokale fiskerier i regionerne i den yderste periferi;

11. anerkender den indsats, Det Rådgivende Råd for Højsøflåden har ydet med at udvikle sin holdning til den eksterne dimension af den reviderede fælles fiskeripolitik og gennemførelsen deraf i samarbejde med aktører fra tredjelande;

12. understreger, at EU i sine eksterne fiskerirelaterede aktiviteter (fangst, forarbejdning og afsætning) bør fremme sine højeste miljømæssige og sociale standarder og gennemføre strenge og effektive kontrol- og inspektionsforanstaltninger og samtidig sikre gennemsigtighed i alle sine aktiviteter med det formål at sikre lige konkurrencevilkår på EU's marked;

13. anerkender den rolle, som den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik spiller for beskæftigelsen (både i og uden for EU) og for forsyningen med fisk på EU's markeder (og på lokale markeder i nogle tilfælde) samt som et redskab, hvorigennem EU kan yde teknisk, finansiel og videnskabelig bistand til tredjelande, navnlig gennem støtte til forbedringer inden for videnskabelige undersøgelser, kontrol- og overvågningsordninger og udvikling af havneinfrastruktur;

14. glæder sig over de betydelige forbedringer i de seneste år i den måde, som EU forvalter den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik på, både med hensyn til bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og gennemførelsen heraf, hvilket har ført til, at EU-flåder generelt er blandt de mest progressive højsøflåder hvad angår overholdelse af høje sociale og miljømæssige standarder; mener, at EU bør fremme sådanne miljømæssige og sociale standarder på internationalt plan via RFFO'er og sit netværk af bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler;

15. er klar over, at når EU-flåden indstiller sine aktiviteter inden for et givent fiskeri, kan dens fiskerirettigheder overgå til andre flåder, hvis standarder for bevaring, forvaltning og bæredygtighed er betydeligt lavere end EU's;

16. mener, at sektorstøtte til fiskerisektoren i lande, som der er indgået bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med, er afgørende for at imødekomme deres stigende behov med hensyn til fiskeriforvaltning, videnskabelig undersøgelseskapacitet, anlæg og vedligeholdelse af infrastruktur, uddannelse af fiskeriinspektører og besætningsmedlemmer samt for at forbedre forsyningen med og adgangen til fisk og dermed fødevaresikkerheden for befolkningerne i de pågældende lande gennem støtte til det arbejde, der ydes af kvinder i fiskerisektoren;

17. fastholder derfor nødvendigheden af en bedre sammenkobling mellem den sektorstøtte, der ydes under fiskeriaftaler, og de instrumenter, der er til rådighed til udviklingssamarbejde, navnlig Den Europæiske Udviklingsfond, og af fuld gennemsigtighed i finansieringen af fiskeriprojekter og i anvendelsen af sektorstøtte for at sikre, at EU-midler anvendes korrekt;

18. gentager behovet for bedre videnskabelig information om ressourcernes tilstand og fangst-/indsatsdata for fiskeri uden for EU's farvande, navnlig i visse udviklingskyststaters farvande, til hvilket formål der kan indsættes med midler fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og Den Europæiske Udviklingsfond;

19. bemærker, at selv om et af de vigtigste mål for fiskeripartnerskabsaftalerne er udelukkende at fiske efter overskudsbestande, så har dette ifølge den seneste beretning fra EU's Revisionsret om fiskeripartnerskabsaftaler vist sig at være meget vanskeligt at gennemføre i praksis, "fordi der mangler pålidelige oplysninger om fiskebestande og om den fiskeriindsats, der gøres af de nationale fiskerflåder og af de andre udenlandske fiskerflåder, som partnerlandene også har givet adgang"; understreger i denne forbindelse betydningen af pålidelige videnskabelige data og af uafhængige efterfølgende evalueringer om effektiviteten af fiskeripartnerskabsaftaler;

20. understreger, at EU gennem sine bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og sit arbejde i RFFO'er bør fremme harmonisering af betingelserne for adgang til afrikanske farvande for alle udenlandske flåder med henblik på tun, små pelagiske bestande og bundfiskearter med det formål at skabe gunstige betingelser for fiskere, der driver bæredygtigt og ansvarligt fiskeri;

21. opfordrer til udbygning af uafhængige observatørprogrammer, der bidrager til overvågning af fiskeri og indsamling af videnskabelige data;

22. er overbevist om, at det kun er gennem regional fiskeriforvaltning, herunder observatørprogrammer og inspektions- og kontrolsystemer (i havne og farvande) på regionalt plan, at en bæredygtig og retfærdig udnyttelse kan udvikles for stærkt vandrende fiskebestande og fælles og delte bestande som krævet af UNCLOS og FN-aftalen om fælles fiskebestande;

23. bemærker, at der findes en lovramme for regional forvaltning af stærkt vandrende arter og mange andre bestande gennem RFFO'en for tun og andre RFFO'er, selv om nogle fiskerier fortsat ikke er omfattet af RFFO-netværket, og opfordrer Kommissionen til at arbejde på at sikre, at alle relevante fiskerier forvaltes af en RFFO så snart som muligt;

24. anmoder Kommissionen om at bevilge flere budgetmidler til RFFO'erne, da de spiller en central rolle med hensyn til at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU-) fiskeri;

25. er bekymret over, at visse andre fiskerier, navnlig efter delte bestande, der ikke findes i højsøområder, endnu ikke har et effektivt forum for regionalt samarbejde og forvaltning; mener, at dette er et alvorligt problem, navnlig for bestandene af små pelagiske arter i Vestafrika på grund af deres strategiske betydning for fødevaresikkerheden som for nylig bemærket i en rådgivende udtalelse fra Den Internationale Havretsdomstol[4];

26. opfordrer EU til at udnytte sin indflydelse til at sikre, at alle fiskerier, der har en regional dimension, forvaltes af en RFFO; opfordrer navnlig EU til at arbejde for, at Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) bliver en egentlig RFFO med beslutningstagende myndighed og ikke blot et regionalt rådgivende organ om fiskeri under FAO;

27. er overbevist om, at der med hensyn til EU-flåders adgang til andet fiskeri (f.eks. bundfiskearter) er behov for, at EU fremmer foranstaltninger, der gælder for alle, for at sikre harmoni mellem industrielle og ikke-industrielle flåder, hvilket eventuelt vil kræve et system med zoner, som gør det muligt at beskytte den lokale ikke-industrielle fiskerisektor;

28. opfordrer til, at der foretages yderligere undersøgelser og ydes større beskyttelse af dybhavsarter og levesteder, primært for arter, der er særligt følsomme eller af afgørende betydning for økosystemets bæredygtighed på lang sigt;

29. opfordrer Kommissionen til at fremme en afbalanceret tildeling af fiskerirettigheder i RFFO'er med hensyntagen både til den miljømæssige og sociale indvirkning, behov med hensyn til fødevaresikkerhed og udviklingslandenes ønske om at udvikle deres egne fiskerier; bemærker, at enhver omfordeling bør omfatte alle flåder, både flåder til fjernfiskeri og nationale flåder, og baseres på relevante tildelingskriterier, der måtte være udviklet af den relevante RFFO;

30. påskønner kravet i grundforordningen om, at alle tredjelandsflåder, der driver fiskeri i et land, som EU har en bæredygtig fiskeripartnerskabsaftale med, skal underlægges lignende adgangsbetingelser med henblik på fremme af bæredygtige fiskerier, da det er en vigtig foranstaltning til at sikre, at andre højsøflåder opererer efter samme standarder som EU og ikke undergraver dem; opfordrer Kommissionen til konsekvent at fastholde dette krav;

31. opfordrer EU til at udnytte sit netværk af bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler og forhandlinger i RFFO'er til at sikre, at vores partnerlande begrænser alle højsøflåders adgang til overskudsbestande som krævet af UNCLOS og den fælles fiskeripolitik, og sådan som EU gør det, og til at give præferenceadgang til de flåder, der anvender den mest miljømæssige og socialt bæredygtige praksis for det pågældende område og de pågældende bestande;

32. er bekymret for den mulige afbrydelse af fiskeriaktiviteterne mellem to protokoller, når forhandlingerne om en ny protokol trækker ud; anmoder Kommissionen om at garantere den juridiske og økonomiske sikkerhed for fiskerne ved at sørge for, at fiskeriet kan fortsætte mellem to protokoller;

33. anerkender betydningen af at etablere en bredere ramme med udviklingslande, der ikke kun omfatter fiskeri, men også de forudgående og efterfølgende led i forsyningskæden;

34. opfordrer EU til at undgå at forhandle bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med lande, hvor korruption er accepteret;

35. anerkender betydningen af at etablere en bredere ramme med udviklingslande, som integrerer fiskeriet sammen med udviklingsorienterede temaer;

36. anerkender betydningen af at anerkende fiskeritilladelser gennem diplomatiske kanaler;

37. anerkender fiskeriets betydning for udviklingslande, navnlig det ikke-industrielle fiskeri, på grund af dets bidrag til fødevaresikkerheden, den lokale økonomi og beskæftigelse for både mænd og kvinder, men er samtidig opmærksom på den rolle, som de industrielle fiskeriaktiviteter spiller, som foregår inden for en ansvarlig og gennemsigtig ramme, og som bidrager til den socioøkonomiske udvikling i kystområderne og forsyningen af fiskerivarer;

38. understreger, at det er nødvendigt, at EU overholder sin forpligtelse til at fremme miljømæssigt og socialt bæredygtigt fiskeri i udviklingslandene i alle EU-politikker, som har indvirkning på fiskeriet i udviklingslandene (bistand, handel, fiskeri);

39. understreger betydningen af at inkludere kvinder i hele værdikæden fra finansiering til forarbejdning og/eller afsætning af fiskevarer; mener, at man ved at fremme kvinders adgang til disse aktiviteter vil kunne styrke deres økonomiske og sociale myndiggørelse og derved vil kunne yde et vigtigt bidrag til mindskelse af ulighederne mellem kønnene; understreger, at der bør udvises mere opmærksomhed over for ligestillingsrelaterede prioriteter i EU's forbindelser med udviklingslande;

40. understreger nødvendigheden af ved hjælp af sektorstøtte at fremme den lokale udvikling og tilføre fiskerierne i partnerlandene større vægt, navnlig ved at styrke bæredygtig akvakultur, udvikle og bevare ikke-industrielt fiskeri, forbedre det videnskabelige kendskab til bestandenes tilstand og fremme private initiativer fra lokale aktører; anmoder EU om via bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler at fremme god forvaltning af offentlige indtægter fra fiskerisektoren og af den økonomiske godtgørelse;

41. mener, at EU bør tilskynde tredjelande og navnlig de lande, med hvem den forhandler om bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler, til at fastlægge en lovramme for joint ventures med EU og andre interesser i fangst-, forarbejdnings- og afsætningssektorer; mener, at en sådan ramme er det bedste middel til at sikre, at joint ventures indgås og fungerer i overensstemmelse med høje bæredygtigheds- og gennemsigtighedsstandarder som foreskrevet af den ændrede fælles fiskeripolitik, og derved også vil kunne give bedre retssikkerhed for EU-interesser med hensyn til støtte til udvikling af bæredygtige fiskerier i tredjelande;

42. understreger, at gennemsigtighed, ansvarlighed og inddragelse af interessenter skal betragtes som centrale elementer i EU’s fiskeriforbindelser med tredjelande;

43. understreger, at europæiske investeringer i tredjelandes fiskerier i form af joint ventures skal være dækket af den fælles fiskeripolitik; understreger, at EU gennem sine bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler bør fremme en dialog med partnerlandene om fastlæggelse af en lovramme for at sikre, at joint ventures inden for fangst-, forarbejdnings- og afsætningssektorer, der indgås med partnere fra EU eller andre lande, fungerer på en gennemsigtig måde og ikke konkurrerer med den lokale ikke-industrielle sektor og bidrager til udviklingsmålene for det pågældende land,

44. er opmærksom på Revisionsrettens beretning, som understreger, at underudnyttelsen af de tonnagekvoter, der er fastlagt i visse af de seneste protokoller, medfører høje omkostninger; opfordrer derfor Kommissionen til at undgå unødvendige omkostninger for EU-budgettet på dette område så vidt muligt;

45. mener, at Europa-Parlamentet bør have en mere aktiv rolle end den, der følger af den nuværende godkendelsesprocedure, og understreger, at det bør orienteres omgående og fuldt ud på alle trin i procedurerne vedrørende indgåelse eller fornyelse af fiskeripartnerskabsaftaler for at øge gennemsigtigheden og den demokratiske ansvarlighed i forbindelse med protokollerne;

46. anerkender betydningen af den eksterne dimension af den fælles fiskeripolitik for skabelsen af beskæftigelse både i EU og i vore partnerlande, herunder gennem ansættelse af lokale besætninger i forbindelse med bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler; opfordrer EU-fartøjer til så vidt muligt at losse deres fangster i partnerlandene til den første forarbejdning; anmoder om, at instrumenter til beskyttelse af arbejdstagere og anstændige arbejdsvilkår inkluderes i de europæiske bestemmelser om fiskerianliggender (navnlig i forbindelse med Den Internationale Arbejdsorganisations konvention 188) og bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler for at sikre ensartede arbejdsvilkår og lønninger, ensartet beskyttelse af arbejdstagerrettigheder og uddannelsesniveauer og EU-borgere og andre statsborgere;

47. påskønner gennemsigtighedsbestemmelserne i den seneste protokol med Mauretanien, hvori Mauretanien forpligter sig til at offentliggøre alle aftaler med stater eller private enheder, der indrømmer udenlandske fartøjer adgang til Mauretaniens eksklusive økonomiske zone, og opfordrer til, at der indføjes sådanne gennemsigtighedsbestemmelser i alle bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler;

48. glæder sig ligeledes over, at protokollen med Mauretanien giver EU's flåde prioriteret adgang til overskudsfiskeri i dette land, og opfordrer Kommissionen til at følge dette eksempel, når den forhandler protokoller med andre tredjelande, under hensyntagen til de strenge bæredygtighedskrav, som EU-flåden skal leve op til;

49. opfordrer kraftigt Kommissionen til at sikre, at der indgår lignende bestemmelser i andre fremtidige protokoller, hvilket vil føre til en stærkt forbedret gennemsigtighed hvad angår den samlede fiskeriindsats og adgangsbetingelserne; anmoder om detaljerede oplysninger om de aggregerede fangster fra fartøjer fra alle flåder, der har fået tilladelse til at fiske i Mauretaniens farvande, og om, at de tilknyttede betingelser for adgang gøres offentligt tilgængelige;

50. anmoder Kommissionen om i de internationale organer, som den deltager i, at opfordre andre tredjestater til at offentliggøre vilkårene i andre aftaler, som de indgår med andre stater eller private aktører, herunder identiteten for de fartøjer, der har fået tilladelse til at fiske og deres aktiviteter og fangster; opfordrer ligeledes tredjelande til at overholde RFFO-beslutninger, der fremmer gennemsigtighed i fiskeriaftaler;

51. opfordrer andre tredjelande til at tage hensyn til henstillinger, beslutninger og afgørelser, der træffes af RFFO'er til fremme af gennemsigtigheden i fiskeriaftaler inden for de pågældende eksklusive økonomiske zoner;

52. mener, at Kommissionen snarest muligt bør forbedre gennemsigtigheden ved at oprette en database over alle private aftaler mellem eller på vegne af EU-redere og lokale eller regionale organer eller myndigheder eller tredjelande, som omfatter adgang til tredjelandsfiskerier, herunder adgangsbetingelserne, den tilladte flådekapacitet, fartøjernes identitet og deres fiskeriaktiviteter, og at denne database bør være offentligt tilgængelig med undtagelse af de dele, der indeholder forretningsmæssigt følsomme oplysninger;

53. bemærker, at skibsredere indgår private aftaler med regeringerne i tredjelande, der ikke er omfattet af den fælles fiskeripolitik; er bekymret over, at Kommissionen ikke systematisk underrettes om sådanne aftaler; er bekymret over, at dette under visse omstændigheder kan føre til illoyal konkurrence med udviklingslandenes lokale fiskersamfund samt med EU-skibsredere, som fisker under bilaterale aftaler.

54. mener, at fartøjer, der fisker under bestemmelserne i en bæredygtig fiskeripartnerskabsaftale, men som ikke opfylder deres forpligtelser, f.eks. forpligtelsen til at give deres medlemsstat de data, der kræves i henhold til deres fiskeritilladelse, bør pålægges sanktioner i overensstemmelse med kontrolforordningen og IUU-forordningen, herunder, hvor det er relevant, afslag på fiskeritilladelse;

55. finder det beklageligt, at tidligere skøn for størrelsen af den "eksterne flåde" har anvendt indbyrdes forskellige definitioner for de fartøjer, der skal medregnes, med det resultat, at de eksisterende skøn ikke er sammenlignelige, hvilket gør det umuligt at udarbejde en undersøgelse af flådens størrelse og udvikling over tid, hvorved gennemsigtigheden begrænses voldsomt; opfordrer Kommissionen til at udvikle en definition af den eksterne flåde, som skal dække alle fartøjer, der driver fiskeri uden for EU's farvande, og til at tage behørig højde for de relevante særtræk i aftalerne med landene i nord, således at en historisk sammenligning bliver mulig;

56. bemærker, at til trods for den rolle, der varetages af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), så har forskelle i de regler, der gælder for EU's og tredjelandes flåder, som opererer i de samme fiskeriområder, skabt betragtelige problemer for europæiske fiskere; mener, at det er nødvendigt for EU at øge sin indsats i Middelhavet gennem et tættere samarbejde med lokale myndigheder, regionale organisationer, videnskabelige institutioner, overvågningsorganer og landebaserede fiskeriklynger; mener, at EU har en rolle at spille i løsningen af konflikter mellem fartøjer i Middelhavet, og anmoder Kommissionen om at overveje at støtte og bistå fiskere, som ofte udsættes for konfrontationer med tredjelandsfartøjer, og til at indgå et tættere samarbejde med lande på Middelhavets sydlige kyst;

57. påskønner offentliggørelsen for nylig af navnene på fartøjer, der sejler under EU-flag, og som har fået tilladelse til at fiske uden for EU's farvande, og kræver, at Kommissionen som en selvfølge offentliggør disse oplysninger, herunder data om deres aktiviteter og fangster;

58. bemærker, at gennemsigtighed er en forudsætning for høring og informeret deltagelse af fiskerisektorens interessenter, navnlig erhvervsdrivende, hvis levebrød afhænger af fiskeri; høring og deltagelse bør fremmes i bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler, herunder forhandling af aftaler og protokoller og gennemførelse heraf, fordeling og anvendelse af sektorstøtte, arbejde udført i RFFO'er, anvendelse af udviklingssamarbejdsprojekter osv.;

59. bemærker, at der i grundforordningen er indeholdt en bestemmelse, som kræver, at fartøjer, som forlader og efterfølgende vender tilbage til EU-registret, oplyser om deres aktiviteter inden deres tilbagevenden; mener, at dette krav bør skærpes, således at et fartøjs fulde flaghistorie skal indgives til Kommissionen og indføjes i Fælleskabets flåderegisterdatabase, inden fartøjet godkendes i registret;

60. anerkender EU's indsats for at bekæmpe IUU-fiskeri, som udgør en trussel mod fiskebestandene og illoyal konkurrence over for lovlige fiskere; anerkender IUU-forordningens bidrag til fremme af bæredygtigt fiskeri i verden; mener, at EU takket være sin centrale rolle som verdens førende marked for fisk har kapacitet til at sikre støtte fra andre stater, herunder dem, som det har indgået bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med, og internationale aktører med henblik på at sikre en fælles tilgang og en effektiv global ordning til bekæmpelse af IUU-fiskeri;

61. støtter udviklingen af et fælles internationalt system til registrering af alle fartøjer, der sejler i internationale farvande;

62. kræver, at IUU-forordningen anvendes konsekvent, objektivt og gennemsigtigt på en ikke-diskriminerende og harmoniseret måde for at fremme lige vilkår for flåder og lande, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre dette; mener desuden, at hvis forordningen skal blive en succes, er det vigtigt, at den ikke underkastes kortsigtede behov i EU's handelspolitik eller udnyttes af EU-fiskeriinteresser som et redskab til ulige forbedring af konkurrenceevnen;

63. anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan overvejelserne vedrørende arbejdsvilkår kan inkluderes i IUU-forordningen;

64. understreger, at bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler også bør sikre, at marine fiskeriprodukter er fuldt sporbare;

65. mener, at bilaterale og multilaterale handelsaftaler, som EU forhandler om, skal fremme miljømæssigt bæredygtige og socialt retfærdige betingelser for produktionen af fiskerivarer i de berørte tredjelande gennem anvendelse af passende kvantitative og kvalitative restriktioner for adgang til EU's marked for ikke at underminere de fremskridt, der er opnået med bekæmpelse af IUU-fiskeri med denne forordning; mener endvidere, at disse betingelser skal være opfyldt for afsætning af alle fiskerivarer eller derivater af fisk på det europæiske marked, og at fiskerivarer og derivater af fisk, der ikke kan garantere opfyldelsen af disse betingelser eller af forbrugerbeskyttelseskrav, skal nægtes adgang til det europæiske marked;

66. mener, at forbrugerne skal være bekendt med de økonomiske, sociale og miljømæssige betingelser i forbindelse med fangst og forarbejdning af fisk;

67. foreslår, at der blandt bestemmelserne i bilaterale og multilaterale handelsaftaler bør indgå en eksplicit henvisning til IUU-forordningen, herunder de deri indeholdte standarder; råder Kommissionen til at foreslå en afbrydelse af handelsforbindelserne med et tredjeland, som er blevet identificeret under artikel 31 i IUU-forordningen;

68. opfordrer Kommissionen til i IUU-forordningen at indføre et system svarende til Traces-systemet (Trade Control and Expert System) med henblik på at kunne verificere og krydstjekke data vedrørende fangstattester og fartøjer eller til at fastsætte en minimumsgrænse for verificering af import af forarbejdede varer;

69. mener, at det er vigtigt at udstede detaljerede retningslinjer for og at overvåge indsatsen i lande, der har fået gule eller røde kort;

70. udtrykker sin tilfredshed med inddragelsen af sårbare fiskeriflåder i forbindelse med Atalanta-operationen og opfordrer til fortsat at støtte og beskytte EU-flådens aktiviteter;

71. mener, at FN's forhandlinger om et nyt system for styring af de internationale have i områder uden for national jurisdiktion bør have som målsætning at nå frem til en ordning, der gør det muligt at undersøge og på en retfærdig, bæredygtig og forsigtig måde at udnytte ressourcerne i internationale farvande, herunder det fortsatte arbejde med at identificere økologisk eller biologisk signifikante havområder med henblik på at skabe et sammenhængende netværk af beskyttede marine områder;

72. minder om Kommissionens forpligtelse som traktaternes vogter til at sikre, at medlemsstaterne opfylder kravene om fornøden omhu i forbindelse med deres flåder og borgeres eksterne aktiviteter, og opfordrer EU til at tage hensyn til Den Internationale Havretsdomstols nylige rådgivende udtalelse, hvori EU identificeres som flagstat i forbindelse med bilaterale fiskeriaftaler;

73. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

[1] EUT L 354, 28.12.2013, s. 22.
[2] EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.
[3] EUT C 419 af 16.12.2015, s. 175.
[4] Rådgivende udtalelse af april 2015 fra Den Internationale Havretsdomstol som svar på anmodning indgivet af Den Subregionale Kommission for Fiskeriet (SRFC) https://www.itlos.org/fileadmin/itlos/documents/cases/case_no.21/advisory_opinion/C21_AdvOp_02.04.pdf. https://www.itlos.org/fileadmin/itlos/documents/cases/case_no.21/advisory_opinion/C21_AdvOp_02.04.pdf

BEGRUNDELSE

I 1980'erne, i den fælles fiskeripolitiks allerførste tid, var der relativt få nationer, der drev fjernfiskeri langt væk fra deres egne kystfarvande - EU, Sovjetunionen, Japan, USA efter tun, og nogle få andre i mindre størrelsesorden. Nu, tre årtier senere, er situationen ændret radikalt, og der er en intens konkurrence i alle farvande i verdenshavene og efter de fleste arter.

Blandt de stadig mere vigtige aktører er Kina, Korea og Taiwan, som alle fører en aggressiv politik for at få adgang til de svindende ressourcer. Disse flåder fisker i forskelligt omfang under generelt mindre strenge miljømæssige, sikkerhedsmæssige og sociale standarder og drager fordel af høje subsidier og ofte lavere beskatning. Mange af disse lande, der driver fjernfiskeri, opfylder ikke deres ansvar som flag-, havne- og afsætningsstater eller respekterer ikke de grundlæggende menneskerettigheder, hvilket alt sammen giver dem en konkurrencefordel i forhold til EU's fartøjer.

Det er klart, at den bedste strategi for at virkeliggøre EU's målsætning om at fremme bæredygtige fiskerier er at udnytte EU's indflydelse internationalt til at forbedre fiskeriforvaltning- og gennemsigtighedsstandarder, at tilskynde til et kapløb mod toppen i stedet for mod bunden.

EU er på nuværende tidspunkt stadig verdens største marked for fiskerivarer, har en af de største flåder, der sejler under dens flag, og rangerer normalt blandt de tre største fangstkapaciteter i verden. Afsætningen af fiskevarer i EU er underlagt strenge foranstaltninger med hensyn til sporbarhed, kontrol af fangster og bekæmpelse af IUU-fiskeri. Dette bidrager til at give EU's fiskerisektor en konkurrencefordel, idet den står stærkest med hensyn fiskeriernes miljømæssige og sociale bæredygtighed, nøje gennemførelse af internationale aftaler og regulering af markedet.

I september dette år afholdt Det Rådgivende Råd for Højsøflåden en todages konference om gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, hvortil den havde indbudt en lang række aktører fra EU og tredjelande, især fra Vestafrika og Det Indiske Ocean. Henstillingerne fra konferencen[1] afspejler tydelige krav om bl.a.:

• større gennemsigtighed i fiskeriaktiviteter,

• en regional tilgang til fiskeriforvaltning, herunder fremme af harmoniseringen af adgangsbetingelserne for udenlandske flåder til tredjelandes eksklusive økonomiske zoner,

• udvikling af en bæredygtig ramme for joint ventures som led i gennemførelsen af bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler,

• en seriøs politisk indsats fra flagstaters og kyststaters side i bekæmpelsen af IUU-fiskeri,

• forbedring af leverancen af fisk med henblik på fødevaresikkerhed gennem støtte til det arbejde, der udføres af kvinder i fiskerisektoren.

Henstillingerne fra konferencen er i vid udstrækning optaget i denne betænkning.

Gennemsigtighed

En fordel, som EU har i forhold til andre fjernfiskerinationer med hensyn til fremme af et mere bæredygtigt fiskeri, er, at den offentliggør ordlyden af sine aftaler samt evalueringer af bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler. De nye bestemmelser i den ændrede fælles fiskeripolitik kræver, at EU skal bestræbe sig på at opnå oplysninger om andre operatørers fiskeriaktiviteter i tredjelande, som de har en aftale med, hvilket skal føre til mere gennemsigtighed om den totale fiskeriindsats og de forskellige fiskeriaktørers identitet.

Et aspekt af den eksterne dimension, hvor der er brug for mere gennemsigtighed, er imidlertid private aftaler mellem EU-redere og tredjelande. Sådanne aftaler kan omfatte fartøjer, der er ejet af EU-interesser, men sejler under ikke-EU-flag under en aftale, der er indgået med et tredjeland, eller fartøjer, der sejler under EU-flag, men fisker i lande, som EU ikke har en bilateral aftale med (eksklusivitetsklausulen forhindrer dem i lande, der er indgået bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler med). Af en undersøgelse udarbejdet for et par år siden[2] fremgår det, at en sammenslutning på daværende tidspunkt omfattende 118 selskaber, som drev 321 fiskerfartøjer, der sejlede under 24 forskellige flag, hvoriblandt adskillige, som EU havde igangværende bilaterale aftaler, eller som EU indtil for nylig havde haft bilaterale aftaler med. Fangsterne var på ca. 450.000 mio. t om året og gik primært til forsyning af EU's marked.

For nylig er der offentliggjort en database, der indeholder oplysninger fra Kommissionen om alle fartøjer, der har fået tilladelse til at fiske uden for EU's farvande[3]. Den indeholder mange nyttige oplysninger.

EU og medlemsstaterne bør bestræbe sig på at finde frem til mekanismer, der kan sikre, at der anvendes samme miljømæssige og sociale bæredygtighedsstandarder for alle selskaber og fartøjer af EU-oprindelse, der fisker uden for EU's farvande under en række forskellige aftaler. EU og medlemsstaterne bør også styrke deres ansvar som flagstater og markedsstater og påtage sig mere ansvar i forhold til deres statsborgere, der deltager i fiskeriaktiviteter uden for EU's farvande. Nogle medlemsstater såsom Spanien har for nylig udviklet lovgivning på området, og Sverige har med succes retsforfulgt to af sine selskaber for overtrædelse af eksklusivitetsklausulen under aftalen med Marokko[4].

Lissabontraktaten indeholder nye bestemmelser[5], der overdrager EU kompetence i spørgsmål om beskyttelse af private investeringer fra EU i tredjelande, en kompetence, der tidligere tilfaldt medlemsstaterne. Hvis EU skal kunne varetage denne kompetence, skal den først og fremmest have viden om, hvad investeringerne på fiskeriområdet omfatter. I øjeblikket findes der imidlertid ikke nogen systematisk liste over sådanne private aftaler, hverken for fartøjer, der sejler under EU-flag, eller for fartøjer, der sejler under andre flag, men som ejes og drives af EU-interesser.

I denne sammenhæng er den nye protokol med Mauretanien bemærkelsesværdig. Mauretaniens myndigheder vil være forpligtet til at offentliggøre oplysninger om adgangsbetingelser og finansielle aftaler for alle ikke-mauretanske industrielle flåder såvel som aftaleteksterne, både af offentlig og privat art. Desuden skal de oplyse Kommissionen om antallet af fartøjer, der har fået tilladelse til at fiske, deres fangster samt finansielle og tekniske aftaler, der er knyttet til adgangen til Mauretaniens eksklusive økonomiske zone.

Der er helt klart behov for en EU-dækkende database, som skal omfatte private aftaler mellem EU-skibsredere og tredjelande samt joint ventures mellem EU-selskaber og selskaber i tredjelande. En sådan gennemsigtighed er en forudsætning for enhver debat om beskyttelse af investeringer: Hvis EU ikke er informeret om private aftaler, kan Kommissionen ikke hjælpe investorerne med at kontrollere, om en fiskeritilladelse, de har købt, overhovedet er gyldig.

Kort sagt må der af EU-selskaber og medlemsstaterne kræves lige så megen gennemsigtighed som af Mauretanien i den seneste protokol.

At kunne drive fiskerivirksomhed under EU-beskyttelse indebærer betydelige fordele for EU-selskaber, der investerer i fiskerier i tredjelande, især i udviklingslande med mangelfulde lov-, domstols- og finanssystemer. Parallelt hermed bør EU finde frem til måder, hvorpå det kan sikres, at disse investeringer lever op til de standarder for bæredygtighed og god forvaltning, der er indeholdt i den ændrede fælles fiskeripolitik. EU-operatørers investeringer i tredjelandes fiskerier bør være gennemsigtige, bør ikke bidrage til overfiskning og eller føre til øget konkurrence med små lokale fiskersamfund og bør på lang sigt have sociale og økonomiske fordele for den lokale økonomi. Dette kræver, at tredjelandet samarbejder om at opstille en passende ramme. Dette kan i første omgang tilstræbes gennem den politiske dialog, der er etableret under bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler

Sammenhæng i udviklingspolitikken kræver, at der vises særlig opmærksomhed over for anerkendelse af både kvinders og mænds betydning i det ikke-industrielle fiskeri i udviklingslande i betragtning af deres rolle i forbindelse med jobskabelse, fødevaresikkerhed og bidrag til den lokale økonomi. En sådan opmærksomhed gives nu af EU, f.eks. med de nye regler, der begrænser adgang til overskudsbestande, men der er behov for mere, f.eks. gennem udviklingsbistandspolitik.

Udviklingsbistandspolitikken bør bl.a. hjælpe tredjelande med at gennemføre FAO's retningslinjer for beskyttelse af ikke-industrielt fiskeri (VGSSF). Disse retningslinjer har et betydeligt kønsrelateret indhold, bl.a. et særligt kapitel om betydningen af kvinders rolle i fiskeriet. F.eks. er kvinder, der deltager i ikke-industrielt fiskeri i afrikanske lande, aktive på alle stadier i værdikæden fra forfinansiering og forberedelse af fiskeritogter til markedsføringen både på lokale og regionale markeder. Kvinderne er organiseret i kooperativer, interessegrupper mv., hvorigennem de forsvarer deres prioriteter: bedre adgang til kredit, bedre arbejdsbetingelser; bedre politikker til støtte af familier i kystsamfund. Der bør være større opmærksomhed over for disse prioriteter i EU's forbindelser med udviklingslande.

Omflagning

Fartøjer bevæger sig ind og ud af EU's flåderegister af forskellige grunde, og mange, der forlader det, gør det permanent. Nogle vender dog tilbage efter nogen tid. Den fælles fiskeripolitik tildeler hvert fiskerfartøj et enkelt fartøjsnummer (CFR-nummer), men dette nummer er kun gyldigt, så længe fartøjet befinder sig i EU-registret. Hvis et fartøj vender tilbage, kan det ske, at det får et nyt CFR-nummer. Og eftersom CFR-nummeret ikke har gyldighed for skibe, der har forladt EU-registeret, er det vanskeligt af følge sådannes skibes fulde historie.

En praksis, der er opstået, består i, at EU-skibsredere fisker under et EU-flag gennem en bæredygtig fiskeripartnerskabsaftale eller en RFFO, indtil EU-fiskerimulighederne er udtømt, og derefter udflager for at udnytte andre muligheder. Senere kan det ske, at det vender tilbage til EU-registret. En sådan "flag-hoppen" kan udnyttes til at omgå de yderligere krav, der er indeholdt i den nye fælles fiskeripolitik, og som afhænger af den samlede fiskeriindsats og bestandenes tilstand i den eksklusive økonomiske zone, som fartøjet har fisket i. Denne praksis bør forhindres, da den er i strid med ånden i eksklusivitetsklausulen og kan betragtes som illoyal konkurrence over for fartøjer, som vedbliver med at sejle under EU-flag og dermed begrænser deres aktiviteter til dem, der er omfattet af bilaterale aftaler og EU's interne kvoter. En sådan adfærd er heller ikke i besætningens interesse, da arbejdsstandarderne kan variere under andre flag. Desuden mister EU enhver kontrol over fartøjernes aktiviteter, når de sejler under andre flag. Følgende spørgsmål trænger sig på: Bør fartøjer, som udnytter sådanne metoder for at undgå begrænsninger, som EU har forhandlet på plads, efterfølgende nyde godt af aftaler, der finansieres af skatteyderne?

Konklusioner

EU's nye fælles fiskeripolitik rummer betydelige fremskridt, og hvis den gennemføres korrekt, vil den forbedre standarderne for EU's fjernfiskeri. Under henvisning til traktatens krav om sammenhæng i udviklingspolitikken kan dette kun hilses velkommen.

EU's indflydelse inden for fiskeriet især som flagstat og afsætningsstat betyder, at den befinder sig i en position, hvor den kan tilskynde andre aktører, både kyststater og fjernfiskeristater, til at forbedre deres egne fiskeripolitikker ikke kun på papiret, men også i gennemførelsen.

IUU-forordningens bemærkelsesværdige succes, der har ført til forbedringer af fiskerilovgivningen og -aktiviteterne i mange lande rundt om i verden, viser ganske klart, hvordan et sådant "kapløb mod toppen" kan blive til virkelighed, hvis EU demonstrerer tilstrækkeligt med politisk vilje, lederskab og objektivitet og yder udviklingslandene den fornødne støtte med at overholde de nye krav. Derfor er de seneste tegn på svækkelse af EU's beslutsomhed i bekæmpelsen af IUU-fiskeri, navnlig delistingen af Korea, bekymrende.

[1] se http://ldac.chil.me/download-doc/66268.
[2] Betænkning af Lövin om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, A7-0290/2012.
[3] http://www.whofishesfar.org.
[4] http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=9ea7d0f130deb97c0092a51b492ebcbc946ba0d8dad9.e34KaxiLc3eQc40LaxqMbN4Ob3qKe0?text=&docid=158429&pageIndex=0&doclang=EN&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=399553.
[5] TEUF, artikel 3, stk. 1, litra e), og artikel 206 og 207.

UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (11.11.2015)

til Fiskeriudvalget

om fælles regler for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension, herunder fiskeriaftaler
(2015/2091(INI))

Ordfører: Maria Heubuch

FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Fiskeriudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. glæder sig over indføjelsen af et kapitel om den eksterne dimension i den seneste reform af den fælles fiskeripolitik, hvor partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri og fiskeri i RFFO’er for første gang er formelt regulerede;

2. understreger, at det er nødvendigt for EU at overholde sin forpligtelse til at fremme miljømæssigt og socialt bæredygtigt fiskeri i udviklingslandene i alle EU-politikker, som har indvirkning på fiskeriet i udviklingslandene (bistand, handel, fiskeri);

3. understreger, at gennemsigtighed, ansvarlighed og inddragelse af interessenter skal betragtes som centrale elementer i EU’s fiskeriforbindelser med tredjelande;

4. insisterer på vigtigheden af at fremme beskyttelse af økosystemer og bevare fiskebestandene over niveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, da mere rigelige fiskebestande er en vigtig forudsætning for at muliggøre udviklingen af tredjelandes kystfiskerisamfund i overensstemmelse med FAO’s vejledende retningslinjer for bæredygtigt ikkeindustrielt fiskeri;

5. understreger, at det er nødvendigt at støtte udviklingen af lokale samfund, der hovedsagelig lever af fiskeri og aktiviteter i tilknytning til fiskerindustrien; understreger behovet for at støtte foranstaltninger til fremme af overførsel af teknologiser og knowhow, kapacitetsstyring, partnerskaber mellem flere forskellige interessenter og andre investeringer til gavn for fiskeriindustrien;

6. bemærker, at skibsredere indgår private aftaler med regeringerne i tredjelande, der ikke er omfattet af den fælles fiskeripolitik; er bekymret over, at Kommissionen ikke systematisk underrettes om sådanne aftaler; er bekymret over, at dette under visse omstændigheder kan føre til illoyal konkurrence med udviklingslandenes lokale fiskersamfund samt med EU-skibsredere, som fisker under bilaterale aftaler,

7. understreger, at europæiske investeringer i tredjelandes fiskerier i form af joint ventures skal være dækket af den fælles fiskeripolitik; understreger, at EU gennem sine bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler bør fremme en dialog med partnerlandene om fastlæggelse af en lovramme for at sikre, at joint ventures inden for fangst-, forarbejdnings- og afsætningssektorer, der indgås med partnere fra EU eller andre lande, fungerer på en gennemsigtig måde og ikke konkurrerer med den lokale ikke-industrielle sektor og bidrager til udviklingsmålene for det pågældende land.

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	10.11.2015
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	21 1 1
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Beatriz Becerra Basterrechea, Ignazio Corrao, Doru-Claudian Frunzulică, Nathan Gill, Charles Goerens, Enrique Guerrero Salom, Heidi Hautala, Maria Heubuch, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Linda McAvan, Norbert Neuser, Cristian Dan Preda, Lola Sánchez Caldentey, Elly Schlein, Pedro Silva Pereira, Davor Ivo Stier, Paavo Väyrynen, Bogdan Brunon Wenta, Rainer Wieland, Anna Záborská
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Marina Albiol Guzmán, Louis-Joseph Manscour, Joachim Zeller

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	17.2.2016
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	22 2 0
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Marco Affronte, Clara Eugenia Aguilera García, Alain Cadec, David Coburn, Richard Corbett, Diane Dodds, Raymond Finch, Ian Hudghton, Carlos Iturgaiz, Werner Kuhn, António Marinho e Pinto, Gabriel Mato, Norica Nicolai, Liadh Ní Riada, Ulrike Rodust, Remo Sernagiotto, Isabelle Thomas, Ruža Tomašić, Peter van Dalen, Jarosław Wałęsa
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	José Blanco López, Anja Hazekamp
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Peter Eriksson, Liliana Rodrigues

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik