Procedure : 2015/2352(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0308/2016

Indgivne tekster :

A8-0308/2016

Forhandlinger :

PV 30/11/2016 - 18
CRE 30/11/2016 - 18

Afstemninger :

PV 01/12/2016 - 6.23
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2016)0478

BETÆNKNING     
PDF 406kWORD 68k
19.10.2016
PE 582.416v02-00 A8-0308/2016

om ansvar, erstatning og finansiel sikkerhed for offshore olie- og gasaktiviteter

(2015/2352(INI))

Retsudvalget

Ordfører: Kostas Chrysogonos

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 UDTALELSE fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
 RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om ansvar, erstatning og finansiel sikkerhed for offshore olie- og gasaktiviteter

(2015/2352(INI))

Europa-Parlamentet

  der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om ansvar, erstatning og finansiel sikkerhed for offshore olie- og gasaktiviteter i henhold til artikel 39 i direktiv 2013/30/EU (COM(2015)0422),

–  der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene med titlen "Liability, Compensation and Financial Security for Offshore Accidents in the European Economic Area" (Civilretligt ansvar, godtgørelse og finansiel sikkerhed for offshore uheld i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde), der ledsagede Kommissionens rapport herom (SWD(2015)0167),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 21. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF (offshoresikkerhedsdirektivet)(1),

–  der henviser til den konsekvensanalyse, der ledsager dokumentet "Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasprospektering, -efterforskning og -produktion", (SEC(2011)1293),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet(2),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøansvarsdirektivet)(3),

–  der henviser til de gældende internationale og regionale regler om erstatningskrav i forbindelse med et olie- eller gasuheld offshore og navnlig den internationale konvention om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening (ansvarskonventionen) af 27. november 1992, den internationale konvention om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening (fondskonventionen) af 27. november 1992, den internationale konvention om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkerolie (bunkeroliekonventionen) af 23. marts 2011, den nordiske miljøbeskyttelseskonvention mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige og offshoreprotokollen til Barcelonakonventionen om beskyttelse af havmiljø og kystområder i Middelhavet (offshoreprotokollen),

–  der henviser til EU-Domstolens dom af 13. september 2005(4),

–  der henviser til artikel 83, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning af Bruxelles I-forordningen)(5),

–  der henviser til konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Luganokonventionen fra 2007)(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)(7),

–  der henviser til den endelige rapport udarbejdet for Kommissionen af konsulentvirksomheden BIO by Deloitte om civilretligt ansvar, finansiel sikkerhed og erstatningskrav i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde(8),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2011 om håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore(9),

–  der henviser til Deepwater Horizon-katastrofen i april 2010 i Den Mexicanske Golf,

–  der henviser til hændelserne i forbindelse med Castor-platformen ud for de spanske provinser Castellóns og Tarragonas kyster, som omfatter 500 jordskælv, der har berørt tusinder af europæiske borgere direkte;

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0308/2016),

A.  der henviser til, at artikel 194 i TEUF udtrykkeligt værner om medlemsstaternes ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af deres energiressourcer og samtidig respekterer hensynet til solidaritet og miljøbeskyttelse;

B.  der henviser til, at egne olie- og gaskilder kan bidrage væsentligt til Europas nuværende energibehov og er særlig vigtige for energisikkerheden og energidiversiteten;

C.  der henviser til, at offshore olie- og gasaktiviteter i stigende grad finder sted under stadig mere ekstreme forhold og potentielt kan få omfattende og katastrofale følger for miljøet og økonomien i hav- og kystområder;

D.  der henviser til, at selv om olie- og gasproduktionen i Nordsøen har været faldende i de seneste år, forventes antallet af offshoreanlæg i Europa at stige i fremtiden, navnlig i Middelhavet og Sortehavet;

E.  der henviser til, at ulykker forårsaget af offshore olie- og gasboreplatforme har skadelige grænseoverskridende konsekvenser, og at det derfor er nødvendigt og forholdsmæssigt, at EU tager skridt til at forebygge og afbøde og forsøge at bekæmpe konsekvenserne af sådanne ulykker;

F.  minder om de 167 oliearbejdere, der omkom under tragiske omstændigheder i Piper Alpha-ulykken ud for Aberdeens kyst i Skotland den 6. juli 1988;

G.  påpeger, at en række undersøgelser, herunder en fra Europa-Parlamentets forskningstjeneste og en fra Det Fælles Forskningscenter, har anslået antallet af hændelser i EU's olie- og gassektor til flere tusinde (nærmere bestemt 9 700 mellem 1990 og 2007); påpeger endvidere, at den kumulative virkning af disse hændelser, herunder dem, som kun er af mindre omfang, har alvorlige og vedvarende følger for havmiljøet, og at der bør tages hensyn hertil i direktivet;

H.  der henviser til, at alle EU-tiltag på dette område i henhold til artikel 191 i TEUF skal understøttes af et højt beskyttelsesniveau, bl.a. baseret på forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats, princippet om, at forureneren betaler, og princippet om bæredygtighed;

I.    bemærker, at der ikke har været nogen større offshoreulykke i EU siden 1988, og at 73 % af olie- og gasproduktionen i EU kommer fra medlemsstater omkring Nordsøen, der allerede er kendt for at have verdens bedste offshoresikkerhedssystemer; understreger, at EU har omtrent 68 000 km kystlinje, og at antallet af offshoreanlæg formentlig stiger betydeligt i fremtiden, navnlig i Middelhavet og Sortehavet, hvilket bevirker, at det er presserende fuldt ud at gennemføre og håndhæve direktiv 2013/30/EU og sikre, at der indføres en ordentlig lovramme til at regulere alle offshoreaktiviteter, inden der sker en alvorlig ulykke; påpeger, at Unionens politik på miljøområdet som fastsat i artikel 191 i TEUF skal bygge på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats;

J.  der henviser til, at erstatningsreglerne er det vigtigste middel til at gennemføre princippet om, at forureneren betaler, idet de sikrer, at virksomhederne holdes ansvarlige for eventuelle skader, der forvoldes i forbindelse med de erhvervsmæssige aktiviteter, og giver dem et incitament til at træffe forebyggende foranstaltninger, udvikle fremgangsmåder og gennemføre tiltag, der minimerer risikoen for sådanne skader;

K.  der henviser til, at selv om offshoresikkerhedsdirektivet gør offshorekoncessionshaverne objektivt ansvarlige for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader som følge af deres aktiviteter (artikel 7 sammenholdt med artikel 38, som udvider miljøansvarsdirektivets anvendelsesområde til medlemsstaternes kontinentalsokler), har det ikke gjort det muligt at indføre en omfattende EU-ramme for erstatningsansvar;

L.  der henviser til, at det er meget vigtigt at have effektive og passende erstatningsordninger og ordninger for omgående og passende behandling af erstatningskrav for skader, der påføres mennesker, dyr og miljøet som følge af olie- og gasaktiviteter offshore, og også at have tilstrækkelige ressourcer til at genoprette vigtige økosystemer;

M.  der henviser til, at der ikke foretaget nogen harmonisering ved offshoresikkerhedsdirektivet med hensyn til civil skade som følge af offshoreuheld, og at de eksisterende internationale regler gør det vanskeligt at gøre civilretlige erstatningskrav gældende på tværs af grænserne;

N.  der henviser til, at offshoresikkerhedsdirektivet fastlægger nogle forhåndsbetingelser for udstedelse af koncessioner, der skal sikre, at koncessionshaverne aldrig teknisk eller finansielt er ude af stand til at håndtere følgerne af deres offshoreaktiviteter, idet det også kræves, at medlemsstaterne indfører procedurer for omgående og passende behandling af erstatningskrav, herunder for grænseoverskridende hændelser, og fremmer anvendelsen af bæredygtige finansielle instrumenter (artikel 4);

1.  glæder sig over vedtagelsen af offshoresikkerhedsdirektivet 2013/30/EU, som supplerer miljøansvarsdirektivet 2004/35/EF og direktivet om miljøkonsekvensvurdering 2011/92/EU, samt Rådets ratifikation af offshoreprotokollen til Barcelonakonventionen som de første skridt til beskyttelse af miljøet, menneskelige aktiviteter og arbejdstageres sikkerhed; opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gennemført de ovennævnte direktiver i deres nationale lovgivning, til hurtigst muligt at gøre dette; opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at sikre, at de kompetente myndighed er uafhængige, som krævet i henhold til offshoresikkerhedsdirektivets artikel 8, og opfordrer Kommissionen til at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at indføre yderligere harmoniserede bestemmelser om ansvar, erstatning og finansiel sikkerhed med henblik på at forebygge yderligere ulykker med grænseoverskridende konsekvenser;

2.  beklager, at hændelser i henhold til direktiv 2013/30/EU og 2004/35/EU kun defineres som "alvorlige", hvis de medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, uden at der på nogen måde henvises til konsekvenserne for miljøet; understreger, at selv om den ikke medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, kan en hændelse have en betydelig indvirkning på miljøet i kraft af dens omfang, eller fordi den rammer eksempelvis beskyttede områder, beskyttede arter eller særligt sårbare habitater;

3.  understreger, at en effektiv anvendelse af princippet om, at forureneren betaler, i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter ikke alene bør omfatte udgifterne til forebyggelse og afhjælpning af miljøskader – som det nu i et vist omfang er opnået via offshoresikkerhedsdirektivet og miljøansvarsdirektivet – men også udgifterne til dækning af traditionelle erstatningskrav, i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og princippet om bæredygtig udvikling; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje at etablere en lovgivningsmæssig erstatningsmekanisme for offshoreulykker i lighed med den, der er fastsat i lov om olieaktiviteter i Norge, i det mindste for de sektorer, som kan blive hårdt ramt, såsom fiskeri og turisme i kystområder samt andre sektorer i den blå økonomi; anbefaler i denne forbindelse, at misbrug eller hændelser, der opstår som følge af aktiviteter udført af virksomheder, bør vurderes kvalitativt og kvantitativt, således at de omfatter alle de sekundære virkninger for lokalsamfundene; understreger med hensyn til miljøansvar også forskellene og manglerne i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen af miljøansvarsdirektivet, som også er beskrevet i Kommissionens anden rapport om gennemførelsen; opfordrer Kommissionen til at sikre, at miljøansvarsdirektivet gennemføres på en effektiv måde, og at ansvaret for miljøskader som følge af offshoreuheld gælder i et passende omfang i hele EU;

4.  beklager i denne forbindelse, at offshoresikkerhedsdirektivet ikke beskæftiger sig med ansvaret for direkte eller indirekte civil skade for fysiske eller juridiske personer, det være sig personskade, tingskade eller økonomisk tab;

5.  beklager ligeledes, at det civilretlige ansvar behandles meget forskelligt fra den ene medlemsstat til den anden; understreger, at der i mange medlemsstaterne med offshore- og gasaktiviteter ikke gælder noget ansvar for de fleste krav fra tredjemand om erstatning for traditionelle skader som følge af en ulykke, at der i langt størstedelen af medlemsstaterne ikke findes nogen ordning for udbetaling af erstatning, og at det i mange medlemsstater ikke er sikret, at operatørerne eller ansvarlige personer har tilstrækkelige finansielle aktiver til at imødekomme erstatningskrav; understreger endvidere, at der ofte er usikkerhed om, hvordan medlemsstaternes retssystemer vil håndtere de mange forskelligartede civile erstatningskrav, der kan udspringe af offshore olie- og gasuheld; mener derfor, at der er behov for en europæisk ramme, som bør være baseret på lovgivningen i de medlemsstater, der er nået længst, som ikke kun bør omfatte personskade og tingskade, men også rent økonomiske tab, og som bør sikre effektive erstatningsordninger for de skadelidte og for de sektorer, som kan blive hårdt ramt (f.eks. fiskeri og kystturisme); opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at vurdere, om en horisontal europæisk ramme for kollektive søgsmål vil være en mulig løsning, og til at være særlig opmærksom herpå ved udarbejdelsen af rapporten om gennemførelsen af offshoresikkerhedsdirektivet;

6.  understreger i denne sammenhæng, at kompenserende og afhjælpende erstatningskrav for traditionelle skader vanskeliggøres yderligere af civile retsplejeregler om forældelsesfrister, finansielle omkostninger, manglende mulighed for søgsmål i almenhedens interesse og masseerstatningssøgsmål og af bestemmelser om bevisførelse, der er meget forskellige fra den ene medlemsstat til den anden;

7.  henleder opmærksomheden på, at erstatningsreglerne skal kunne håndtere grænseoverskridende krav effektivt, hurtigt, inden for en rimelig tidsramme og uden forskelsbehandling af personer fra forskellige EØS-lande; anbefaler, at de kommer til at omfatte både primær og sekundær skade i alle de berørte områder, da sådanne hændelser berører store områder og kan have konsekvenser på lang sigt; understreger nødvendigheden af, at de nabolande, der ikke er medlem af EØS, overholder folkeretten;

8.  er af den opfattelse, at der bør indføres regler om objektivt civilretligt ansvar for offshoreulykker for at lette domstolsadgangen for ofre (både juridiske og fysiske personer) for offshoreulykker, idet dette kan udgøre et incitament for offshoreoperatøren til behørigt at håndtere risiciene i forbindelse med aktiviteterne; mener, at finansielle lofter for erstatningsansvar bør undgås;

9.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tage hensyn til den særlige situation for arbejdstagere og ansatte i offshore olie- og gasindustrien, navnlig i små og mellemstore virksomheder (SMV'er); påpeger, at offshore olie- og gasuheld kan have særligt alvorlige konsekvenser for fiskeri- og turistbranchen og for andre brancher, der er afhængige af det fælles havmiljøs gode tilstand for at kunne udøve deres virksomhed, da disse brancher, der omfatter mange SMV'er, risikerer at lide et betydeligt økonomisk tab i tilfælde af et større offshoreuheld;

10.  understreger derfor, at det er af allerstørste betydning at få ajourført de eksisterende erstatningsordninger i medlemsstaterne for at sikre, at hvis der sker et uheld i et af deres farvande, vil det ikke få negative konsekvenser for de fremtidige offshore olie- og gasaktiviteter i det pågældende land eller i EU som helhed, hvis uheldet skulle ske i et område, som i høj grad er afhængigt af turismen som indtægtskilde; opfordrer derfor Kommissionen til at genoverveje behovet for at indføre fælles EU-standarder for afhjælpende og kompenserende erstatningssystemer;

11.  understreger behovet for at medtage ofre for følgeskader i forbindelse med planlægning, undersøgelser og drift af offshoreanlæg såvel som de ofre, der sandsynligvis vil være berettiget til den omhandlede erstatning;

12.    noterer sig, at Kommissionen agter at iværksætte systematisk indsamling af data gennem Den Europæiske Unions Myndighedsgruppe for Offshore Olie- og Gasaktiviteter for at foretage en mere omfattende analyse af effektiviteten og omfanget af de nationale bestemmelser om erstatningsansvar;

13.  understreger nødvendigheden af, at Kommissionen regelmæssigt kontrollerer, at de nationale retssystemer og virksomhederne er i overensstemmelse med de relevante ansvars- og erstatningsbestemmelser i offshoresikkerhedsdirektivet, herunder gennem kontrol af offshorevirksomhedernes regnskaber, og griber ind, hvis det ikke er tilfældet, med henblik på at forebygge alvorlige uheld og begrænse deres konsekvenser for mennesker og miljøet; foreslår, at der etableres en fælles ordning på europæisk plan for håndtering af hændelser og misbrug;

14.  understreger, at der skal findes en balance mellem hurtig erstatning til de skadelidte og forebyggelse af udbetaling af uberettigede krav (også kendt som "sluseport"-problemet) ved at skabe større sikkerhed omkring det finansielle ansvar for mange offshorevirksomheder og undgå langvarige og dyre retssager ved domstolene;

15.  beklager, at ingen medlemsstater udtrykkeligt fastsætter en bred vifte af finansielle sikkerhedsinstrumenter vedrørende erstatning for traditionelle skader som følge af offshore olie- og gasuheld; understreger i denne forbindelse, at en overdreven afhængighed af forsikring vil kunne resultere i et lukket marked for finansielle sikkerhedsinstrumenter med det deraf følgende potentiale for manglende konkurrence og øgede omkostninger;

16.  beklager den manglende udbredelse af finansielle sikkerhedsinstrumenter i EU til dækning af skader forårsaget af de dyreste offshoreulykker; bemærker, at en af årsagerne kan være, at erstatningsansvarets omfang medfører, at disse instrumenter ikke er nødvendige i visse medlemsstater;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at forelægge detaljerede oplysninger om udbredelsen af finansielle instrumenter og tilstrækkelig dækning for offshoreulykker, herunder de dyreste;

18.  mener, at alle tilfælde af bevist erstatningsansvar samt enkelthederne ved de anvendte sanktioner bør offentliggøres for at skabe åbenhed for alle om den reelle omkostning ved miljøskader;

19.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at udvikle finansielle sikkerhedsinstrumenter vedrørende erstatning for traditionelle skader som følge af hændelser i forbindelse med generelle offshore olie- og gasaktiviteter eller offshore olie- og gastransport, herunder i tilfælde af insolvens; mener, at dette kan begrænse eksternaliseringen af operatørernes ansvar for forurening som følge af uheld til statskassen, som ellers vil skulle bære udgifterne til erstatninger, hvis reglerne forbliver uændrede; mener, at det i denne forbindelse også kan vurderes, om der skal oprettes en fond baseret på gebyrer, der betales af offshoreindustrien;

20.  er af den opfattelse, at det skal analyseres, i hvilken udstrækning indførelse af et strafferetligt ansvar på EU-plan vil give en ekstra afskrækkende virkning ud over de civilretlige sanktioner, hvilket vil føre til bedre miljøbeskyttelse og overholdelse af sikkerhedsforanstaltningerne; glæder sig derfor over EU's indførelse af direktivet om miljøkriminalitet, der harmoniserer de strafferetlige sanktioner for visse overtrædelser af EU's miljølovgivning; beklager imidlertid, at anvendelsesområdet for direktivet om miljøkriminalitet ikke dækker alle aktiviteterne i offshoresikkerhedsdirektivet; beklager også, at definitionerne af strafbare handlinger og af minimumssanktioner for brud på offshoresikkerheden ikke er harmoniseret i EU; opfordrer Kommissionen til at tilføje større olieuheld til anvendelsesområdet for direktivet om miljøkriminalitet og til at forelægge Parlamentet sin første rapport om gennemførelsen af offshoresikkerhedsdirektivet rettidigt og senest den 19. juli 2019;

21.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde de undersøgelser, der er nødvendige for at vurdere den økonomiske risiko, som de enkelte medlemsstater og deres kystområder kan blive udsat for, idet der tages hensyn til de økonomiske sektorer, de enkelte regioner er orienteret mod, graden af koncentration af offshore olie- og gasaktiviteter i bestemte områder, driftsbetingelserne, klimatiske faktorer som f.eks. havstrømme og vinde og de gældende miljømæssige standarder; anbefaler derfor, at der indføres beskyttelsesmekanismer og sikkerhedsperimetre i forbindelse med indstilling af aktiviteter, og glæder sig over, at sektoren har udviklet fire brønddæksler (well capping stacks), som kan begrænse olieudslippet i tilfælde af en ulykke;

22.  opfordrer til en skræddersyet arktisk miljøkonsekvensvurdering af alle aktiviteter, der finder sted i den arktiske region, hvor økosystemerne er særlig sårbare og tæt forbundet til den globale biosfære;

23.  anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at overveje muligheden for at indføre yderligere foranstaltninger, som effektivt vil beskytte offshore olie- og gasaktiviteterne, inden der sker en alvorlig ulykke;

24.  opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at undersøge muligheden for en international løsning i betragtning af, at mange olie- og gasvirksomheder med aktiviteter i EU er aktive i hele verden, og at en global løsning vil sikre lige vilkår på globalt plan ved at styrke kontrollen med udvindingsvirksomhederne uden for EU's grænser; opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at ratificere Parisaftalen om klimaændringer fra december 2015;

25.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

(1)

EUT L 178 af 28.6.2013, s. 66.

(2)

EUT L 328 af 19.11.2008, s. 28.

(3)

EUT L 143 af 30.4.2004, s. 56.

(4)

Sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, ECLI:EU:C:2005:542.

(5)

EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1.

(6)

EUT L 339 af 21.12.2007, s. 3.

(7)

EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40.

(8)

BIO by Deloitte (2014), "Civil liability, financial security and compensation claims for offshore oil and gas activities in the European Economic Area", endelig rapport udarbejdet for Europa-Kommissionen – GD for Energi.

(9)

EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 43.


BEGRUNDELSE

Baggrund

Offshore olie- og gasaktiviteter udføres længere fra land og ofte i langt dybere farvande, end det hidtil har været tilfældet. Nogle aktiviteter finder sted i barske miljøer, som f.eks. Arktis, og i områder, der er afhængige af turisme for en stor del af deres indkomst, som f.eks. Middelhavet og Det Ægæiske Hav. Over 90 % af den olie og 60 % af den gas, der produceres i Europa (EU og Norge/Island), stammer fra offshoreaktiviteter. Der er igangværende eller planlagte offshoreaktiviteter (efterforskning og udvinding) i 18 medlemsstaters territorialfarvande.

Efter eksplosionen og olieudslippet fra Deepwater Horizon den 20. april 2010 blev offshoresikkerhedsdirektivet vedtaget med det formål at fastsætte minimumskrav for at forebygge større ulykker i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter i EU og begrænse konsekvenserne af sådanne ulykker. Medlemsstaterne havde indtil den 19. juli til at ajourføre deres nationale regler for offshore olie- og gasaktiviteter med henblik på at bringe dem i overensstemmelse med offshoresikkerhedsdirektivet. Da denne frist for længst er udløbet, bør de grundlæggende elementer i en omfattende EU-ramme, der skal hindre større uheld og begrænse deres konsekvenser, være på plads.

Offshoresikkerhedsdirektivets artikel 7 sammenholdt med artikel 38 gør offshorekoncessionshaverne objektivt ansvarlige for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader som følge af deres aktiviteter. De relevante offentlige myndigheder i medlemsstaterne med ansvar for miljøbeskyttelse skal sikre, at den ansvarlige operatør identificeres, at årsagssammenhængen fastlægges, at der lægges og godkendes en genopretningsplan, at de nødvendige forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger bliver truffet osv. Offshoresikkerhedsdirektivets artikel 4 fastlægger nogle forhåndsbetingelser for udstedelse af koncessioner, der skal sikre, at koncessionshaverne aldrig teknisk eller finansielt er ude stand til at håndtere følgerne af deres offshoreaktiviteter. Det kræves også i artiklen, at medlemsstaterne indfører procedurer for omgående og passende behandling af erstatningskrav, herunder for grænseoverskridende hændelser, og fremmer anvendelsen af bæredygtige finansielle instrumenter.

Civil- og strafferetligt ansvar

Direktivet beskæftiger sig imidlertid ikke med ansvaret for civil skade for fysiske eller juridiske personer, det være sig personskade, tingskade eller økonomisk tab – indirekte eller direkte. Det beskæftiger sig heller ikke med strafferetligt ansvar for offshoreuheld, potentielle bøder og andre ikke-frihedsberøvende straffe. Selv om brud på offshoresikkerheden falder ind under straffeloven i mange lande(1), er hverken definitionen af strafbare handlinger eller minimumstypen af og -niveauet for sanktioner harmoniseret i EU. Indførelse af et strafferetligt ansvar på EU-plan kan give en ekstra afskrækkende virkning ud over de civilretlige sanktioner, hvilket kan føre til bedre miljøbeskyttelse og overholdelse af sikkerhedsforanstaltningerne. Dette vil være i overensstemmelse med EU-lovgivningen, i det omfang der vedtages strafferetlige foranstaltninger for at sikre en effektiv gennemførelse af EU's miljøpolitik(2). Der kan desuden i henhold til artikel 83, stk. 2, i TEUF vedtages minimumsregler i form af definitioner på strafbare handlinger og sanktioner på EU-plan, hvis de er absolut nødvendige for at sikre effektiv gennemførelse af en EU-politik. Dette indebærer igen, at der skal foretages en nødvendigheds- og proportionalitetskontrol, for at brud på offshoresikkerhedsdirektivet kan betragtes som strafbare handlinger.

Det civilretlige ansvar kan opdeles i tre kategorier: personskade, tingskade og økonomisk tab. Ifølge Europa-Kommissionens endelige rapport fra BIO by Deloitte om civilretligt ansvar, finansiel sikkerhed og erstatningskrav i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde har alle fokuslandene regler om erstatningskrav for personskade og tingskade som følge af offshoreulykker. Dette ansvar er næsten altid økonomisk ubegrænset i EØS.(3) Landene behandler imidlertid det civilretlige ansvar for sådanne ulykker meget forskelligt. Det civilretlige ansvar for offshoreulykker er i de fleste af fokuslandene begrænset af regler om bevis for uagtsomhed, krav om et direkte økonomisk tab og/eller et direkte forbud mod betaling af erstatning for økonomiske tab, hvis der ikke er tale om personskade eller tingskade ("udelukkelsesreglerne").

Kommercielt fiskeri og folk, der er involveret i akvakultur/havbrug, kan lide et direkte økonomisk tab ved et udslip af olie eller kemikalier fra offshore olie- og gasaktiviteter eller uhensigtsmæssig brug af opløsningsmidler, hvis de ikke kan fortsætte med at udføre deres erhvervsmæssige aktiviteter på grund af forbud mod fiskeri og salg af skaldyr eller på grund af en nedgang i eller et tab af markeder. Virksomheder i turistbranchen kan også lide et direkte økonomisk tab som følge af tabt fortjeneste, fordi de har færre kunder eller slet ingen på grund af olie- og kemikalieudslip, der er skyllet op på strandene. De berørte turismevirksomheder kan variere fra hoteller, restauranter og krydstogtskibe til caféer og souvenirbutikker. Endelig kan en række andre brancher i kystområderne blive berørt på lignende måde, som f.eks. kraftværker og afsaltningsanlæg, der anvender store mængder af havvand, og som kan få funktionsfejl, hvis der kommer olieholdigt vand ind i anlæggene.

Det eneste EØS-land, der har særlig lovgivning om erstatningsansvar i tilfælde af forurening fra et offshore olie- og gasuheld, er Norge i henseende til fiskeriet. Danmark har indført et objektivt ansvar for personskade, tingskade og økonomiske tab forårsaget af efterforskning og produktion af kulbrinter. Grækenland og Cypern synes at placere ansvaret for direkte økonomiske tab hos koncessionshaverne/forpagterne inden for rammerne af deres standardproduktionsdelingskontrakt og udkast til standardforpagtningsaftale ud over deres generelle erstatningsretlige regler. Da der er medtaget forpligtelser til betaling af erstatning til personer, der lider skade som følge af offshore olie- og gasaktiviteter, i kontrakterne, er det imidlertid kun staten, der har ret til at kræve, at koncessionshaveren/forpagteren opfylder sine forpligtelser i henhold til kontrakten. De skadelidte vil derfor skulle overtale staten til at handle på deres vegne.

Selv om Bruxelles I- og Rom II-forordningerne er med til at beskytte de skadelidtes interesser i tilfælde af ulykker indtruffet i lande med mindre strenge regler om civilretligt ansvar end i deres eget land, bør det undersøges nærmere, hvorvidt denne situation er tilstrækkelig i forhold til spørgsmålene om adgang til domstolene og lige konkurrencevilkår for virksomhederne. Forskellene mellem erstatningsordningerne øger mulighederne for forumshopping, hvis der sker et udslip af olie, gas eller andre farlige stoffer som følge af en offshore olie- og gasulykke.

Ordføreren mener, at det er af allerstørste betydning at få ajourført de eksisterende erstatningsordninger i medlemsstaterne for at sikre, at hvis der sker et uheld i et af disse landes farvande, vil det ikke få negative konsekvenser for fremtiden for offshore olie- og gasaktiviteterne eller for hele EU – hvis uheldet skulle ske i et område, som i høj grad er afhængigt af turismen som indtægtskilde. På baggrund af den økonomiske recession og sammenhængen mellem fremme af offshore olie- og gasaktiviteter som et middel til at afhjælpe staternes gæld indebærer manglen på et effektivt system for erstatning og finansiel sikkerhed til at dække sådanne krav en betydelig risiko for de pågældende stater.

Finansiel sikkerhedsstillelse

Ifølge betragtning 63 i offshoresikkerhedsdirektivet bør Kommissionen forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om "hensigtsmæssige foranstaltninger, som kan sikre en tilstrækkelig robust erstatningsansvarsordning i forbindelse med skader som følge af offshore olie- og gasaktiviteter, og [...] krav til den finansielle kapacitet, herunder hvorvidt der forefindes passende finansielle sikkerhedsinstrumenter eller andre ordninger. Dette kan omfatte en undersøgelse af, hvorvidt det er muligt at indføre en gensidig erstatningsordning."

I øjeblikket har de fleste lande kun er én erstatningsmekanisme, nemlig forsikring. Dette står i skarp kontrast til de mekanismer, som en koncessionshaver for offshore olie- og gasaktiviteter kan vælge med henblik på at opfylde forpligtelserne i henhold til en koncession eller en kontrakt, og som for det meste omfatter bankgarantier, opfyldelsesgarantier, forsikring og eventuelt garantier fra moderselskabet. Endelig er det ikke klart, om de forsikringspolicer, der er godkendt af de kompetente myndigheder i de pågældende lande, omfatter dækning af direkte økonomiske tab — man kan hævde, at det ikke giver meget mening for en koncessionshaver for offshore olie- og gasaktiviteter at træffe finansielle sikkerhedsforanstaltninger for en forpligtelse, som ikke findes i det land, hvor han/hun udfører sine aktiviteter.

Ordføreren mener derfor, at man skal fremme en afbalanceret løsning med hensyn til kravene om obligatorisk finansiel sikkerhedsstillelse, således at olieselskaberne ikke tvinges ud af offshore olie- og gasindustrien. Dette bør ske på en sådan måde, at effektiviteten af princippet om, at forureneren betaler, ikke bringes i fare ved, at der fastsættes for lave minimumsbeløb for sikkerheden, eller ved at den obligatoriske sikkerhed begrænses til forsikringsprodukter.

Konklusion

Effektiviteten af erstatningsordningerne i de enkelte lande for traditionelle skader forårsaget af forurening fra offshore olie- og gasaktiviteter, ordningerne for behandlingen af erstatningskrav for skaderne, tilgængeligheden af finansielle sikkerhedsinstrumenter og kravene om finansiel sikkerhed hænger tæt sammen. Det kan hævdes, at langt størstedelen af erstatningskravene for traditionelle skader som følge af forurening fra offshore olie- og gasuheld drejer sig om direkte økonomiske tab. Hvis erstatningsordningen i en medlemsstat ikke anerkender denne type tab eller har anlagt en konservativ tilgang til krav vedrørende direkte økonomiske tab, er det uden betydning, om der er en effektiv ordning for behandlingen af erstatningskrav, eller om sådanne krav er dækket af finansielle sikkerhedsinstrumenter.

I betragtning af de erstatningsordninger, der findes i medlemsstaterne, forekommer det meget vigtigt at få afklaret, om de fleste civile krav som følge af ulykker, der forårsager omfattende forureningsskader, vil blive dækket af de nuværende lovgivningsmæssige eller ikke-lovgivningsmæssige og ad hoc- eller retslige ordninger i de pågældende lande. Med undtagelse af Frankrig, Nederlandene og Danmark er det ikke sandsynligt, at de skadelidte opnår erstatning i mange medlemsstater, navnlig ikke virksomheder, der lider indirekte tab, såsom færger, fiskeforarbejdningsvirksomheder osv. Der er blevet rejst sådanne krav i EU, hovedsagelig i forbindelse med olieudslip fra skibe og den internationale ordning, der er fastlagt i ansvarskonventionen og fondskonventionen, og som dækker indkomsttab, når tabet er direkte. Der findes imidlertid ikke sådanne konventioner for erstatning for skader som følge af offshore olie- og gasaktiviteter, og de nævnte konventioner vil sandsynligvis ikke omfatte sådanne ulykker, da offshore olie- og gasanlæg sandsynligvis ikke vil blive betragtet som "skibe" i henhold til disse konventioner.

Ordføreren er derfor af den opfattelse, at Kommissionen er nødt til at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne og sikre, at ordningerne for erstatning og finansiel sikkerhed for offshore olie- og gasaktiviteter i EU føres ajour, og mere specifikt i) indføre regler om erstatning til tredjemand for traditionelle skader forårsaget af ulykker i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, ii) indføre en effektiv erstatningsordning for håndteringen af de relevante betalinger og iii) sikre, at operatørerne eller andre ansvarlige parter har tilstrækkelige finansielle aktiver til at opfylde erstatningskrav.

(1)

Som f.eks. Danmark, Det Forenede Kongerige og Norge.

(2)

Sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, dom af 13. september 2005.

(3)

Tyskland kan begrænse ansvaret i forbindelse med en erstatningssag, hvor der gælder et objektivt ansvar.


UDTALELSE fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (12.7.2016)

til Retsudvalget

om ansvar, erstatning og finansiel sikkerhed i forbindelse med offshore gas- og olievirksomhed

(2015/2352(INI))

Ordfører for udtalelse: Nikos Androulakis

FORSLAG

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  minder om de miljøskader, der er forårsaget af ulykken med Deepwater Horizon; gør også opmærksom på, at Castor-projektet forårsagede omkring 500 jordskælv ud for Tarragonas og Castellós kyster i 2013, og at disse direkte berørte tusinder af europæiske borgere;

2.  minder om de 167 oliearbejdere, der omkom under tragiske omstændigheder i Piper Alpha-ulykken ud for Aberdeens kyst i Skotland den 6. juli 1988;

3.  bemærker, at der ikke har været nogen større offshoreulykke i EU siden 1988, og at 73 % af olie- og gasproduktionen i EU kommer fra medlemsstater omkring Nordsøen, der allerede er kendt for at have verdens bedste offshore-sikkerhedssystemer; understreger, at EU har omtrent 68 000 km kystlinje, og at antallet af offshoreanlæg formentlig stiger betydeligt i fremtiden, navnlig i Middelhavet og Sortehavet, hvilket bevirker, at det er presserende fuldt ud at gennemføre og håndhæve direktiv 2013/30/EU og sikre, at der indføres en ordentlig lovramme til at regulere alle offshoreaktiviteter, inden der sker en alvorlig ulykke; påpeger, at Unionens politik på miljøområdet som fastsat i artikel 191 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal bygge på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats;

4.  beklager, at hændelser i henhold til direktiv 2013/30/EU og 2004/35/EU kun defineres som "alvorlige", hvis de medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, uden at der på nogen måde henvises til konsekvenserne for miljøet; understreger, at selv om den ikke medfører dødsfald eller alvorlige kvæstelser, kan en hændelse have en betydelig indvirkning på miljøet i kraft af dens omfang, eller fordi den rammer eksempelvis beskyttede områder, beskyttede arter eller særligt sårbare habitater;

5.  påpeger, at en række undersøgelser, herunder en fra Europa-Parlamentets forskningstjeneste og en fra Det Fælles Forskningscenter har anslået antallet af hændelser i EU's olie- og gassektor til flere tusinde, nærmere betegnet 9 700 mellem 1990 og 2007; påpeger endvidere, at den kumulative virkning af disse hændelser, herunder dem, som kun er af mindre omfang, har alvorlige og vedvarende følger for havmiljøet, og at der bør tages hensyn hertil i direktivet;

6.  glæder sig over vedtagelsen af offshoresikkerhedsdirektivet 2013/30/EU (OSD), som supplerer miljøansvarsdirektivet 2004/35/EF (ELD) og direktivet om miljøkonsekvensvurdering 2011/92/EU samt Rådets ratifikation af offshoreprotokollen til Barcelonakonventionen som et første skridt til beskyttelse af miljøet og arbejdstageres sikkerhed og sundhed; minder om, at fristen for gennemførelsen af direktivet var den 19. juli 2015; bemærker, at de fleste medlemsstater endnu ikke har gennemført offshoresikkerhedsdirektivets relevante bestemmelser; opfordrer Kommissionen til at sikre en nøje overvågning af dets gennemførelse med henblik på at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at indføre yderligere harmoniserede bestemmelser om ansvar, erstatning og finansiel sikkerhed for at forbedre overholdelsen af offshoresikkerhedsdirektivet snarest muligt for effektivt at forebygge fremtidige ulykker;

7.  gentager behovet for at gennemføre og offentliggøre regelmæssige risikoanalyser og miljøkonsekvensanalyse af alle offshoreaktiviteter i overensstemmelse med EU's øvrige lovgivning og politikområder såsom biodiversitet, klimaændringer, bæredygtig arealanvendelse, beskyttelse af havmiljøet og sårbarhed og modstandsdygtighed over for hændelser og naturkatastrofer og for en passende uddannelse af personalet forud for enhver koncessionering af aktiviteter; opfordrer Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed til at bistå Kommissionen og medlemsstaterne med at udarbejde beredskabsplaner; glæder sig over, at sektoren har udviklet fire brønddæksler (well capping stacks), som kan begrænse olieudslippet i tilfælde af en ulykke;

8.  opfordrer til en skræddersyet arktisk miljøkonsekvensvurdering af alle aktiviteter, der finder sted i den arktiske region, hvor økosystemerne er særdeles sårbare og forbundet til den globale biosfære;

9.  understreger behovet for at sikre hurtige og effektiv afhjælpende foranstaltninger og passende erstatning til alle ofre for forurening og miljøskader som følge af offshoreulykker i overensstemmelse med princippet om, at forbrugeren betaler;

10.  understreger behovet for at sikre, at offshoreaktiviteter er underlagt konstant overvågning fra medlemsstaternes eksperter med hensyn til overholdelse af EU-retten, for at sikre at der foretages effektiv kontrol med henblik på at forhindre alvorlige hændelser og begrænse deres virkninger på personer og miljøet;

11.  bemærker, at offshoresikkerhedsdirektivet – til trods for at det indeholder nogle særlige bestemmelser om ansvar og erstatningsrelaterede spørgsmål – ikke etablerer en omfattende EU-ramme om erstatningsansvar; understreger behovet for at sikre lige adgang til domstolsprøvelse og for erstatning for skader i forbindelse med ulykker med grænseoverskridende konsekvenser, idet der tages hensyn til, at nogle medlemsstater i henhold til offshoresikkerhedsdirektivets artikel 41, stk. 3 og stk. 5, er delvist fritaget;

12.  beklager, at strafferetlige regler for overtrædelser af bestemmelser om offshoresikkerhed ikke er harmoniseret i EU; opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag om at tilføje de strafbare handlinger i offshoresikkerhedsdirektivet til anvendelsesområdet for direktiv 2008/99/EF om miljøkriminalitet, idet dette ville tilføje et separat afskrækkende lag;

13.  noterer sig, at Kommissionen agter at iværksætte systematisk indsamling af data gennem Den Europæiske Unions Myndighedsgruppe for Offshore Olie- og Gasaktiviteter (EUOAG) for at foretage en mere omfattende analyse af effektiviteten og omfanget af de nationale bestemmelser om erstatningsansvar;

14.  beklager, at anvendelsesområdet for erstatningsansvar for skader og økonomisk tab, som vil være et afgørende instrument for offshoresikkerhed i Unionen, varierer fra medlemsstat til medlemsstat; opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for at harmonisere erstatningsansvar i Unionen ved at tage hensyn til disse aktiviteters grænseoverskridende karakter;

15.  er af den opfattelse, at der bør indføres faste regler om civilretligt ansvar for offshoreulykker for at lette domstolsadgangen for ofre (både juridiske og fysiske personer), der er ramt af offshoreulykker, idet det kan udgøre et incitament for offshoreoperatøren til behørigt at håndtere risici i forbindelse med aktiviteterne; mener, at finansielle lofter for erstatningsansvar bør undgås;

16.  mener, at alle tilfælde af bevist erstatningsansvar samt enkelthederne ved de anvendte sanktioner bør offentliggøres for at skabe åbenhed for alle om den reelle omkostning ved miljøskader;

17.  opfordrer medlemsstaterne til at forelægge detaljerede oplysninger om udbredelsen af finansielle instrumenter og tilstrækkelig dækning for offshoreulykker, herunder de dyreste;

18.  beklager den manglende udbredelse af finansielle sikkerhedsinstrumenter i EU til dækning af de skader, der er forårsaget af de dyreste offshoreulykker; bemærker, at en af årsagerne kan være, at erstatningsansvarets omfang for skader medfører, at disse instrumenter ikke er nødvendige i visse medlemsstater;

19.  bemærker, at der i mange medlemsstater mangler lovgivningsmæssige krav til særlige dækningsgrader; understreger, samtidigt med at det ville være uproduktivt at have særlige beløb på EU-plan, behovet for en EU-metode til beregning af de beløb, der kræves af de nationale myndigheder, og som respekterer aktiviteternes særlige karakteristika og de lokale driftsforhold og anlæggets omkringliggende område for at give en tilstrækkelig dækning for ulykker med grænseoverskridende konsekvenser;

20.  understreger, samtidig med at det accepterer behovet for at give mulighed for tilstrækkelig fleksibilitet med hensyn til formerne for finansielle sikkerhedsinstrumenter, behovet for mere harmoniserede regler for at kontrollere, at formen og beløbet i den finansielle sikkerhed, der tilbydes, er tilstrækkelig til at dække den potentielle skade, og at enheder med ansvar for finansiel sikkerhed kan opfylde kravet om dækning, og tilskynder dermed til udbredelsen af sådanne instrumenter på en forholdsmæssig måde; opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag, idet det navnlig er afgørende som følge af disse ulykkers grænseoverskridende karakter;

21.  bemærker, at en række finansielle sikkerhedsprodukter kan anvendes til at dække risiciene for de dyreste og mest sjældne offshoreulykker; opfordrer medlemsstaterne til at udvide anvendelsesområdet for finansielle sikkerhedsmekanismer, der er godkendt til offshorekoncessionering og -aktiviteter, og samtidig sikre et ensartet dækningsniveau;

22.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje at etablere en lovgivningsmæssig erstatningsmekanisme for offshoreulykker i lighed med den, der er fastsat i loven om olieaktiviteter i Norge, i det mindste for de sektorer, som kan blive hårdt ramt, såsom fiskeri og turisme i kystområder samt andre sektorer i den blå økonomi;

23.  opfordrer Kommissionen til, når der er blevet indledt traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat, til at møde op i Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed med henblik på at rapportere om sagen og om de foranstaltninger, der skal træffes for at rette op på indsatsen i den pågældende medlemsstat.

RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNING I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

12.7.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

58

7

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Marco Affronte, Margrete Auken, Pilar Ayuso, Zoltán Balczó, Catherine Bearder, Ivo Belet, Simona Bonafè, Biljana Borzan, Lynn Boylan, Cristian-Silviu Buşoi, Soledad Cabezón Ruiz, Nessa Childers, Alberto Cirio, Birgit Collin-Langen, Mireille D’Ornano, Miriam Dalli, Seb Dance, Jørn Dohrmann, Ian Duncan, Stefan Eck, Bas Eickhout, Eleonora Evi, José Inácio Faria, Karl-Heinz Florenz, Francesc Gambús, Elisabetta Gardini, Gerben-Jan Gerbrandy, Jens Gieseke, Julie Girling, Sylvie Goddyn, Françoise Grossetête, Andrzej Grzyb, György Hölvényi, Anneli Jäätteenmäki, Jean-François Jalkh, Karin Kadenbach, Kateřina Konečná, Giovanni La Via, Peter Liese, Norbert Lins, Valentinas Mazuronis, Susanne Melior, Miroslav Mikolášik, Massimo Paolucci, Gilles Pargneaux, Piernicola Pedicini, Pavel Poc, Frédérique Ries, Michèle Rivasi, Annie Schreijer-Pierik, Renate Sommer, Dubravka Šuica, Tibor Szanyi, Nils Torvalds, Jadwiga Wiśniewska, Damiano Zoffoli

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Nikos Androulakis, Paul Brannen, Nicola Caputo, Martin Häusling, Merja Kyllönen, Christel Schaldemose, Keith Taylor

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Jiří Maštálka, Maurice Ponga


RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNINGI KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

13.10.2016

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

18

2

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Max Andersson, Joëlle Bergeron, Marie-Christine Boutonnet, Jean-Marie Cavada, Kostas Chrysogonos, Therese Comodini Cachia, Mady Delvaux, Rosa Estaràs Ferragut, Enrico Gasbarra, Gilles Lebreton, António Marinho e Pinto, Julia Reda, Evelyn Regner, Pavel Svoboda, József Szájer, Tadeusz Zwiefka

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Daniel Buda, Sergio Gaetano Cofferati, Pascal Durand, Evelyne Gebhardt, Constance Le Grip, Virginie Rozière

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik