BETÆNKNING om statsløshed i Syd- og Sydøstasien
4.5.2017 - (2016/2220(INI))
Udenrigsudvalget
Ordfører: Amjad Bashir
FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
om statsløshed i Syd- og Sydøstasien
Europa-Parlamentet,
– der henviser til bestemmelserne i FN's menneskerettighedsinstrumenter, herunder dem om retten til statsborgerskab, såsom FN-pagten, verdenserklæringen om menneskerettighederne, de internationale konventioner om borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen om barnets rettigheder, konventionen om afskaffelse af racediskrimination, konventionen fra 1954 om statsløse personers retsstilling, konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og den valgfrie protokol hertil, konventionen om rettigheder for personer med handicap samt konventionen om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder,
– der henviser til andre FN-instrumenter om statsløshed og retten til statsborgerskab, såsom FN's Flygtningehøjkommissariats (UNHCR's) Eksekutivkomités konklusion nr. 106 om identifikation, forebyggelse og begrænsning af statsløshed og beskyttelse af statsløse personer[1], som blev godkendt ved FN's Generalforsamlings resolution 61/137 fra 2006,
– der henviser til UNHCR's kampagne for udryddelse af statsløshed senest i 2024[2] og den internationale kampagne for lige ret til statsborgerskab, som støttes af UNHCR, UN Women m.fl., og som er godkendt af FN's Menneskerettighedsråd,
– der henviser til FN's Menneskerettighedsråds beslutning af 15. juli 2016 om menneskerettigheder og vilkårlig fratagelse af statsborgerskab[3],
– der henviser til Wien-erklæringen og -handlingsprogrammet[4], som blev vedtaget på FN's verdenskonference om menneskerettigheder den 25. juni 1993,
– der henviser til generel henstilling nr. 32 af 14. november 2014 fra FN's Komité til Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder om kønsaspektet i forbindelse med kvinders flygtningestatus, asyl, statsborgerskab og statsløshed[5],
– der henviser til Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationers (ASEAN's) menneskerettighedserklæring[6],
– der henviser til artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvoraf det fremgår, at EU "i forbindelserne med den øvrige verden" skal bidrage til "udryddelse af fattigdom og beskyttelse af menneskerettighederne, især børns rettigheder, samt nøje overholdelse og udvikling af folkeretten, herunder overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt",
– der henviser til Rådets konklusioner af 20. juli 2015 om handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019[7],
– der henviser til EU's strategiske ramme og handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati af 25. juni 2012[8],
– der henviser til Rådets konklusioner om statsløshed af 4. december 2015[9],
– der henviser til Rådets konklusioner af 20. juni 2016 vedrørende en EU-strategi for Myanmar/Burma[10],
– der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2016 om menneskerettigheder og migration i tredjelande[11],
– der henviser til sin beslutning af 7. juli 2016 om Myanmar, navnlig situationen for rohingyaerne[12],
– der henviser til sin beslutning af 12. marts 2015 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2013 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati[13],
– der henviser til undersøgelsen "Addressing the Human Rights impact of statelessness in the EU's external action", som blev offentliggjort i november 2014 af Generaldirektorat for Eksterne Politikker,
– der henviser til forretningsordenens artikel 52,
– der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A8-0182/2017),
A. der henviser til, at regionen Syd- og Sydøstasien består af følgende lande – Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Brunei, Cambodja, Filippinerne, Indien, Indonesien, Laos, Malaysia, Maldiverne, Myanmar, Nepal, Pakistan, Singapore, Sri Lanka, Thailand, Vietnam og Østtimor – der alle er medlemmer af eller har observatørstatus i enten Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) eller Den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejde (SAARC);
B. der henviser til, at verdenserklæringen om menneskerettigheder bekræfter, at alle er født lige med hensyn til værdighed og rettigheder; der henviser til, at retten til et statsborgerskab og retten til ikke at blive vilkårligt frataget sin nationalitet er stadfæstet i artikel 15 verdenserklæringen om menneskerettigheder og andre internationale menneskerettighedsinstrumenter; der imidlertid henviser til, at de internationale retlige instrumenter stadig ikke har opfyldt deres primære mål, nemlig at sikre alle mennesker retten til et statsborgerskab;
C. der henviser til, at alle menneskerettighederne er universelle, udelelige, indbyrdes afhængige og indbyrdes forbundne; der henviser til, at menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er medfødte rettigheder for alle mennesker, og til, at beskyttelse og fremme af disse rettigheder er staters vigtigste opgave;
D. der henviser til, at konventionen om barnets rettigheder, som er blevet ratificeret af alle lande i Syd- og Sydøstasien, fastsætter, at et barn skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal have ret til at få et statsborgerskab; der henviser til, at det anslås, at halvdelen af verdens statsløse personer er børn, og at mange af dem er statsløse fra fødslen;
E der henviser til, at ASEAN's menneskerettighedserklæring bekræfter, at alle mennesker har ret til et statsborgerskab i henhold til loven, og at intet menneske vilkårligt må fratages sit statsborgerskab eller nægtes retten til at ændre dette statsborgerskab;
F. der henviser til, at en statsløs person i konventionen fra 1954 om statsløse personers retsstilling defineres som en person, "som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger"; der henviser til, at årsagerne til statsløshed kan variere og omfatter, men ikke er begrænset til: opløsningen af stater og etableringen af nye stater, i visse tilfælde hændelser i forbindelse med, at folk tvinges på flugt, migration og menneskehandel samt ændringer af og huller i statsborgerskabslove, udløb af statsborgerskab som følge af langvarigt ophold uden for ens hjemland, vilkårlig fratagelse af statsborgerskab, forskelsbehandling på grund af køn, race, etnicitet eller andre årsager, administrative og bureaukratiske hindringer, herunder i forbindelse med erhvervelse eller registrering af fødselsattester; der henviser til, at man kan finde de fleste, hvis ikke alle, disse årsager i sager om statsløshed i Syd- og Sydøstasien;
G. der henviser til, at det er vigtigt at bemærke, at spørgsmålet om, hvorvidt en person er statsløs, adskiller sig fra spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende er flygtning; der henviser til, at de fleste statsløse personer aldrig har forladt deres fødested eller krydset en international grænse;
H. der henviser til, at statsløshed er et mangesidet problem, der fører til en bred vifte af menneskerettighedskrænkelser, som omfatter, men ikke er begrænset til, problemer i forbindelse med fødselsattester og andre civilstandsattester samt andre problemer i forbindelse med ejendomsret, udelukkelse fra børnesundhedsprogrammer og offentlige skolesystemer, virksomhedsejerskab, politisk repræsentation og valgdeltagelse, adgang til socialsikring og offentlige tjenester; der henviser til, at statsløshed kan bidrage til menneskehandel, vilkårlig tilbageholdelse, krænkelse af retten til at færdes frit, udnyttelse og misbrug af børn og forskelsbehandling af kvinder;
I. der henviser til, at statsløshed stadig kun får begrænset international opmærksomhed trods dens stærkt bekymrende globale og regionale menneskerettighedsmæssige følgevirkninger og fortsat betragtes som et internt anliggende; der henviser til, at nedbringelse og i sidste ende udryddelse af statsløshed bør gøres til en prioritet på internationalt plan;
J. der henviser til, at kønsdiskrimination i lovgivningen, f.eks. i forbindelse med erhvervelse eller videregivelse af statsborgerskab til børn eller ægtefæller, stadig findes i Syd- og Sydøstasien i lande som Nepal, Malaysia og Brunei;
K. der henviser til, at UNHCR har skønnet, at 135 mio. børn under fem år i regionen som helhed ikke er blevet registreret ved fødslen og risikerer statsløshed;
L. der henviser til, at det også vil føre til mere demokrati, hvis statsløshed udryddes, idet tidligere statsløse personer vil indgå i og blive i stand til at bidrage til de demokratiske processer;
M. der henviser til, at det komplekse problem med statsløshed fortsat befinder sig i periferien af folkeret og politik, selv om det ikke er et marginalt problem;
N. der henviser til, at statsløshed undergraver de berørte befolkningsgruppers udviklingsmuligheder og en effektiv gennemførelse af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling;
O. der henviser til, at UNHCR's globale handlingsplan for udryddelse af statsløshed (2014-2024) har til formål at støtte staterne i at finde løsninger på eksisterende omfattende tilfælde af statsløshed, forhindre, at der opstår nye tilfælde, og gøre det lettere at opdage og beskytte statsløse befolkningsgrupper; der henviser til, at foranstaltning 10 i handlingsplanen også peger på behovet for bedre kvalitative og kvantitative data om statsløshed; der henviser til, at EU har forpligtet sig til aktivt at støtte handlingsplanen;
P. der henviser til, at Rådets konklusioner om EU-handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019 bekræfter vigtigheden af at rejse spørgsmålet om statsløshed i forbindelserne med prioriterede lande og fokusere bestræbelserne på at undgå, at der opstår grupper af statsløse som følge af konflikter, fordrivelse og staters opløsning;
Q. der henviser til, at EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden – landespørgsmål og regionale spørgsmål af 20. september 2016 bekræfter, at EU sigter mod at øge overensstemmelsen med, effektiviteten og synligheden af menneskerettighederne i EU's udenrigspolitik samt målet om at øge profilen for så vidt angår EU's engagement med FN og med regionale menneskerettighedsmekanismer for at skabe regionalt ejerskab og fremme menneskerettighedernes universalitet og specifikt nævner, at dette omfatter indledning af en første politikdialog om menneskerettigheder med menneskerettighedsmekanismerne under Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN);
R. der henviser til, at EU har besluttet at sætte menneskerettighederne i centrum af dets forbindelser med tredjelande;
S. der henviser til, at statsløshed fremmer befolkningsbevægelser, udvandring og menneskehandel, hvilket destabiliserer hele subregioner;
T. der henviser til, at mange af verdens 10 millioner statsløse personer bor i Syd- og Sydøstasien, og at rohingyaerne i Myanmar er verdens største gruppe af statsløse med over 1 million mennesker under UNHCR's statsløshedsmandat, men at der også findes store grupper af statsløse i Thailand, Malaysia, Brunei, Vietnam, Filippinerne og andre steder; der henviser til, at der bor statsløse tibetanere i lande som Indien og Nepal; der henviser til, at nogle af disse grupper hører under UNHCR's statsløshedsmandat, mens andre ikke gør; der henviser til, at statistikker og indberetninger om statsløse befolkninger rundt om i verden er ufuldstændige, da ikke alle lande fører statistik over dette spørgsmål; der henviser til, at Syd- og Sydøstasien både har langvarige og uløste sager såvel som sager, hvor der er gjort fremskridt;
U. der henviser til, at der i de senere år er gjort fremskridt i Syd- og Sydøstasien med ændringer af statsborgerskabslovene, idet der er indført hensigtsmæssige bestemmelser til forhindring af statsløshed og for at gøre det muligt for statsløse at opnå statsborgerskab; der henviser til, at disse bestræbelser skal styrkes, og at den vedtagne lovgivning også skal overholdes i praksis;
V. der henviser til, at rohingyaerne er et af verdens mest forfulgte mindretal, at de udgør en af de største grupper af statsløse, og at de officielt har været statsløse siden indførelsen af den burmesiske lov om statsborgerskab fra 1982; der henviser til, at rohingyaerne er uønskede af Myanmars myndigheder og af nabolandene, omend nogle af sidstnævnte er værter for store flygtningepopulationer; der henviser til, at der er konstante sammenstød i delstaten Rakhine; der henviser til, at tusinder af flygtninge, som har skaffet sig over grænsen til Bangladesh, har desperat behov for humanitær bistand og bliver drevet tilbage med tvang i strid med folkeretten; der henviser til, at rohingyaerne er på flugt fra en politik med kollektiv afstraffelse i delstaten Rakhine, hvor sikkerhedsstyrker iværksætter vilkårlige gengældelsesangreb og angiveligt skyder på landsbyboere fra kamphelikoptere, stikker huse i brand, foretager vilkårlige anholdelser og voldtager kvinder og piger; der henviser til, at den nationale og internationale reaktion på forværringen af menneskerettighedssituationen og den humanitære krise for rohingyaerne til dato i det store og hele har været utilstrækkelig, og at mange redskaber til at løse problemet endnu ikke er blevet undersøgt;
W. der henviser til, at de hundredetusindvis af såkaldte "biharier" ikke blev behandlet som statsborgere i Bangladesh efter landets uafhængighedskrig, da Pakistan nægtede at lade dem vende hjem; der imidlertid henviser til, at en række domstolsafgørelser siden 2003 har bekræftet, at biharierne er statsborgere i Bangladesh; der henviser til, at et stort antal biharier stadig ikke er fuldt integrerede i det bangladeshiske samfund og dets udviklingsprogrammer og ikke til fulde har kunnet nyde godt af de rettigheder, de på ny har fået bekræftet;
X. der henviser til, at der er mange andre statsløse grupper i Syd- og Sydøstasien; der henviser til, at der ikke desto mindre har været en række positive udviklinger i de senere år, f.eks. i Indonesien, som afskaffede kønsdiskrimination i sin procedure for erhvervelse af statsborgerskab og reformerede sin statsborgerskabslov i 2006, således at indonesiske migranter, der opholder sig i udlandet i mere end fem år, ikke længere kan fratages deres statsborgerskab, hvis dette fører til, at de bliver statsløse, i Cambodja, hvor fødselsregistrering er gjort gratis i de første 30 dage efter fødslen, i Vietnam, som i 2008 gjorde det lettere at opnå statsborgerskab for alle statsløse, der havde været bosiddende i Vietnam i mere end 20 år, og i Thailand, hvor 23 000 statsløse har opnået statsborgerskab siden 2011 efter en reform af lovene om statsborgerskab og civilregistrering;
Y. der henviser til, at det er af allerstørste vigtighed, at regeringerne og de relevante myndigheder i alle lande i regionen til fulde overholder princippet om non-refoulement og beskytter flygtninge i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser og med internationale menneskerettighedsstandarder;
Z. der henviser til, at statsløse grupper bør have adgang til humanitære programmer, som yder støtte inden for sundhed, fødevareoplysning og ernæring;
1. er bekymret over de millioner af tilfælde af statsløshed rundt om i verden, navnlig i Syd- og Sydøstasien, og giver udtryk for sin solidaritet med statsløse personer;
2. er ekstremt bekymret over rohingya-mindretallets situation i Myanmar; er forfærdet over beretningerne om massive menneskerettighedskrænkelser og den fortsatte undertrykkelse og diskrimination af rohingyaerne samt den manglende anerkendelse af dem som en del af det myanmarske samfund, i det der ligner en koordineret kampagne med henblik på etnisk udrensning; understreger, at rohingyaerne har boet på Myanmars territorium i mange generationer og er fuldt ud berettigede til myanmarsk statsborgerskab, som de har haft tidligere, og til alle de rettigheder og forpligtelser, dette omfatter; opfordrer indtrængende regeringen og myndighederne i Myanmar til igen at give rohingya-mindretallet myanmarsk statsborgerskab; opfordrer endvidere indtrængende til, at der omgående gives adgang til delstaten Rakhine for humanitære organisationer, internationale observatører, NGO'er og journalister; mener, at det er nødvendigt at iværksætte upartiske undersøgelser for at drage gerningsmændene bag grove menneskerettighedskrænkelser til ansvar; mener desuden, at der er behov for hasteforanstaltninger for at forhindre yderligere diskrimination, fjendtlighed og vold mod mindretal eller tilskyndelse til sådanne handlinger; forventer, at modtageren af Nobels Fredspris og Sakharovprisen, Aung San Suu Kyi, benytter sine forskellige poster i Myanmars regering til at bringe en løsning nærmere;
3. beklager, at statsløshedsstatus i nogle tilfælde udnyttes til at marginalisere bestemte befolkningsgrupper og fratage dem deres rettigheder; mener, at retlig, politisk og social inklusion af mindretal er et centralt element i en demokratisk overgang, og at det vil bidrage til en øget social sammenhængskraft og politisk stabilitet, hvis spørgsmålet om statsløshed løses;
4. henleder opmærksomheden på, at statsløshed kan forårsage betydelige humanitære kriser og gentager, at statsløse personer bør have adgang til humanitære programmer; understreger, at statsløshed ofte indebærer manglende adgang til uddannelse, sundhedstjenester, arbejde, fri bevægelighed og sikkerhed;
5. er bekymret over manglen på data om statsløshed i Syd- og Sydøstasien, med få eller ingen tilgængelige data for f.eks. Bhutan, Indien, Nepal og Østtimor; er desuden bekymret over, at selv når de samlede tal er tilgængelige, er der mangel på kønsopdelte data om f.eks. kvinder, børn og andre sårbare grupper; påpeger, at denne mangel på oplysninger gør det vanskeligere at udforme målrettede foranstaltninger, herunder inden for rammerne af UNHCR's kampagne for udryddelse af statsløshed senest i 2014; opfordrer kraftigt landene i Syd- og Sydøstasien til at producere pålidelige og offentligt tilgængelige opdelte data om statsløshed;
6. påpeger, at der også er positive eksempler, såsom initiativet fra Filippinerne i maj 2016 for at imødekomme behovet for data om antallet af og situationen for statsløse børn i regionen; opfordrer EU til at tilbyde sit samarbejde om og sin støtte til en omfattende kortlægning af statsløshed samt til at identificere projekter med henblik på udryddelse af statsløshed i regionen;
7. er dybt bekymret over, at staterne Brunei, Malaysia og Nepal har kønsdiskriminerende lovgivning; fremhæver behovet for en gennemgang af bestemmelser, der er relateret til statsborgerskabslovgivning, navnlig i konventionen om barnets rettigheder og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW);
8. glæder sig over den positive udvikling i regionen og indsatsen i Filippinerne, Vietnam og Thailand og opfordrer landene i regionen til at samarbejde, udveksle eksempler på god praksis og støtte hinanden i bestræbelserne på at udrydde statsløshed i hele regionen;
9. minder om situationen for de tidligere statsløse i regionen og menneskerettighedsprincippet om deltagelse; gør sig til fortaler for inddragelse af befolkningsgrupper, der er berørt af statsløshed, og af tidligere statsløse i udviklingsprojekter og -planlægning; opfordrer regeringer og udviklingsprojekter til at tackle forskelsbehandling af tidligere statsløse med udgangspunkt i artikel 4, stk. 1, i CEDAW, der sigter mod at fremskynde reel ligestilling;
10. opfordrer indtrængende lande med statsløse befolkningsgrupper til at tage konkrete skridt til at få løst problemet med statsløshed i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i de internationale konventioner, som de alle har ratificeret, navnlig konventionen om barnets rettigheder, omend Parlamentet anerkender den nationale suverænitet over anliggender som statsborgerskab; bemærker antallet af positive udviklinger, der har fundet sted i regionen;
11. opfordrer indtrængende Bangladeshs regering til at forpligte sig til en klar køreplan for en fuldstændig gennemførelse af Chittagong Hill Tracts-fredsaftalen fra 1997, således at det bliver muligt at rehabilitere de fordrevne jummaer, der i øjeblikket bor i Indien og er statsløse;
12. opfordrer kraftigt staterne til at gennemføre den beskyttelsesforanstaltning, som er fastsat i konventionen om begrænsning af statsløshed fra 1961 – at en person, der er født i en stat, også gives statsborgerskab i denne stat, hvis vedkommende ellers ville blive statsløs;
13. fremhæver forbindelserne mellem statsløshed og social og økonomisk sårbarhed; opfordrer indtrængende udviklingslandenes regeringer til at forhindre nægtelse, tab eller fratagelse af statsborgerskab på grundlag af diskrimination, til at vedtage retfærdige statsborgerskabslove og til at indføre procedurer for dokumentation af statsborgerskab, som er tilgængelige for alle, prismæssigt overkommelige og ikke-diskriminatoriske;
14. glæder sig over, at Rådet i dets konklusioner om EU-handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019 gav tilsagn om at tage spørgsmålet om statsløshed op i forbindelserne med prioriterede lande, og glæder sig ligeledes over Rådets tilsagn om at styrke forbindelserne med ASEAN; henstiller, at indsatsens fokus bliver bredere end fremkomsten af statsløse befolkningsgrupper som følge af konflikter, fordrivelse og opløsningen af stater og også kommer til at omfatte andre relevante aspekter, f.eks. statsløshed som følge af forskelsbehandling og manglende fødsels- og civilregistrering;
15. minder om den lovede foranstaltning i EU's handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019 om udvikling af en fælles ramme mellem Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) med henblik på at tage spørgsmål om statsløshed op med tredjelande; understreger, at udarbejdelsen og formidlingen af en formel ramme ville være et nyttigt led i EU's støtte til UNHCR's mål om at udrydde statsløshed i verden senest i 2024;
16. opfordrer EU til at fremme udviklingen af globale løsninger på statsløshed såvel som specifikke regionale eller lokale strategier, da en "one size fits all"-tilgang ikke vil være effektiv nok til at tackle statsløshed;
17. mener, at EU i højere grad bør fremhæve de store konsekvenser af statsløshed i forhold til globale anliggender som udryddelse af fattigdom, gennemførelse af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling (SDG), fremme af børns rettigheder og behovet for at bekæmpe ulovlig migration og menneskehandel;
18. glæder sig over vedtagelsen af mål 16.9 for bæredygtig udvikling, der indebærer, at alle bør have adgang til juridisk identitet og fødselsregistrering; beklager imidlertid, at statsløshed ikke udtrykkeligt nævnes i 2030-dagsordenen hverken som grundlag for diskrimination eller som fattigdomsbekæmpelsesmål; opfordrer EU og dets medlemsstater til at overveje at medtage statsløshedsindikatorer i deres overvågnings- og rapporteringsmekanismer i forbindelse med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling;
19. fremhæver betydningen af en effektiv kommunikationsstrategi vedrørende statsløshed med henblik på at øge opmærksomheden på dette emne; opfordrer EU til at kommunikere mere og bedre om statsløshed i samarbejde med UNHCR og gennem sine delegationer i de pågældende tredjelande og at fokusere på menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted som følge af statsløshed;
20. opfordrer EU til at udvikle en omfattende strategi om statsløshed baseret på to sæt foranstaltninger; mener, at det første sæt bør handle om hastende situationer, og det andet bør fastlægge langsigtede foranstaltninger med henblik på at udrydde statsløshed; mener, at denne strategi bør fokusere på et begrænset antal prioriteringer, og at EU bør gå foran i tilfælde af hastende situationer for at øge bevidstheden om statsløshed på internationalt plan;
21. understreger, at EU's samlede strategi vedrørende statsløshed bør kunne tilpasses de specifikke situationer, statsløse personer befinder sig i; understreger, at der med henblik på at fastlægge passende foranstaltninger må sondres mellem statsløshed, der er opstået som følge af manglende administrativ kapacitet, og statsløshed, der er opstået som følge af en diskriminerende statslig politik over for visse befolkningsgrupper eller mindretal;
22. henstiller, at medlemsstaterne gør det til en prioritet at støtte den positive udvikling med hensyn til at tackle statsløshed i Syd- og Sydøstasien, og foreslår en ny, sammenhængende politisk tilgang, der bl.a. går ud på:
– at tilskynde stater til at tiltræde konventionerne om statsløshed ved at fremhæve deres fordele igennem de bilaterale kontakter mellem parlamenter og ministerier og på andre niveauer
– at støtte ASEAN's sektorspecifikke organer og SAARC i deres støtte til deres respektive medlemsstater for yderligere at virkeliggøre retten til et statsborgerskab og udrydde statsløshed
– at fremhæve værdien af konventionerne om statsløshed i multilaterale fora
– at samarbejde med staterne for at slå til lyd for fordelene ved at indsamle tværsektorielle, opdelte og kontrollerbare nationale data om statsløse personer og personer, hvis statsborgerskab endnu ikke er fastslået, eftersom identifikation af statsløse personer er det første skridt for, at de pågældende stater kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at udrydde statsløshed; de indsamlede data vil derefter blive anvendt til registrering dokumentation, levering af offentlige tjenesteydelser, opretholdelse af lov og orden og udviklingsplanlægning
– konsekvent at understrege, at fødselsregistrering skal være gratis, lettilgængelig og foretages på et ikke-diskriminatorisk grundlag
– konsekvent at understrege, at nationale identitetsforvaltningsordninger skal omfatte og uddele identitetspapirer til alle personer på staternes territorium, herunder vanskeligt tilgængelige og marginaliserede grupper, som kan være i risiko for statsløshed eller mangle et statsborgerskab
– at støtte syd- og sydøstasiatiske lande med henblik på at sikre adgang til uddannelse for alle, herunder statsløse børn, eftersom statsløshed er en væsentlig hindring, der forhindrer børn i at få adgang til lige uddannelsesmuligheder
– at fremme den innovative teknologis vigtige rolle ved at benytte digitale fødselsregistreringsprogrammer med henblik på at forbedre registrering og arkivering af dokumentation
– at tage fat på spørgsmålet om indholdet og anvendelsen af lovgivningen om statsborgerskab og vilkårlig fratagelse af eller afslag på retten til statsborgerskab på grundlag af etnicitet, som er den væsentligste årsag til statsløshed i regionen
– at tilskynde staterne i regionen til at tilgodese kvinders behov og tackle spørgsmål vedrørende seksuel og kønsbaseret vold ved hjælp af menneskerettigheds- og lokalsamfundsbaserede tilgange, især for så vidt angår ofre for menneskehandel
– at tage spørgsmålet om statsborgerskabslovgivning og kønsdiskrimination op, eftersom nogle lande gør det vanskeligt eller umuligt for kvinder at videregive deres statsborgerskab til deres børn
– at sikre, at alle udviklingsprojekter og al humanitær bistand, som EU yder midler til, er indrettet på en sådan måde, at tackling af statsløshed er omfattet, hvor det er relevant
– at opbygge kapaciteten hos EU's institutioner og relevante aktører med henblik på at forstå, vurdere og programmere samt rapportere om statsløshed, indføre regelmæssig rapportering om EU's resultater med hensyn til bekæmpelse af statsløshed, herunder ved at indarbejde et afsnit om statsløshed i EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden
– at sikre, at statsløshed, nationalitet og statsborgerskab er tilstrækkeligt dækket i landestrategier vedrørende menneskerettigheder og demokrati, og at sidstnævnte er baseret på princippet om, at alle, uanset køn, race, hudfarve, tro eller religion, national oprindelse eller tilhørsforhold til et nationalt eller etnisk mindretal, har ret til et statsborgerskab; at rejse spørgsmålet om statsløshed i forbindelse med alle politiske og menneskerettighedsrelaterede dialoger med de pågældende lande
– at fastlægge EU-menneskerettighedsretningslinjer vedrørende statsløshed for at tilvejebringe konkrete og målbare mål for EU's bestræbelser på at udrydde statsløshed i hele verden
– at øge dialogen om statsløshed i Syd- og Østasien med relevante regionale og internationale organisationer samt med de syd- og sydøstasiatiske landes naboer og andre aktive stater i regionen
– at sikre, at deltagerne i valgobservationsmissioner er opmærksomme på statsløshedsproblemstillinger, når det er relevant
– at gøre opmærksom på nødvendigheden af at styrke regionale menneskerettighedsorganer, så de kan spille en mere aktiv rolle i identifikationen og udryddelsen af statsløshed
– at øremærke tilstrækkelige midler i budgetterne for instrumentet til udviklingssamarbejde, Den Europæiske Udviklingsfond og det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder til NGO'er og andre organisationer, der arbejder på at nå ud til statsløse befolkningsgrupper; at fremme partnerskaber mellem civilsamfundsorganisationer og statsløse befolkningsgrupper med henblik på at styrke dem, så de kan kæmpe for deres rettigheder
– at tilskynde til koordinering mellem landene med henblik på at bekæmpe statsløshed – især når den har grænseoverskridende konsekvenser – herunder udveksling af bedste praksis i forbindelse med implementeringen af internationale standarder for bekæmpelsen af statsløshed
– at sikre opfølgning, f.eks. i form af bevidstgørelse og teknisk bistand til offentlige forvaltninger som middel til kapacitetsopbygning, herunder på lokalt niveau, når der er sket positive udviklinger, som skal gennemføres i praksis, som f.eks. i Thailand, Filippinerne, Vietnam og Bangladesh, hvor biharierne har fået deres statsborgerskab og stemmeret tilbage;
23. opfordrer regeringerne i Brunei, Malaysia og Nepal til at bekæmpe den kønsdiskrimination, der er indbygget i deres statsborgerskabslove, og til at fremme børns ret til statsborgerskab;
24. bemærker forbindelsen mellem statsløshed og tvangsfordrivelser, navnlig i konfliktramte regioner; minder om, at mindst 1,5 millioner statsløse personer i verden er flygtninge eller tidligere flygtninge, herunder mange unge kvinder og piger;
25. minder om, at statsløsheden i verden næsten ikke er kortlagt eller rapporteret, og at eksisterende data er baseret på forskellige definitioner; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at vedtage en ensartet definition og til at gøre noget ved hullerne i indsamlingen af data til måling af statsløshed i udviklingslandene, navnlig ved at bistå lokale myndigheder med at tilrettelægge passende metoder til at kvantificere, identificere og registrere statsløse personer og styrke deres statistiske kapacitet;
26. anmoder Kommissionen om at iværksætte udveksling af bedste praksis blandt medlemsstaterne, støtter den aktive koordinering af nationale statsløshedskontaktpunkter og glæder sig over #IBelong-kampagnen;
27. fremhæver den centrale rolle, som konventionen fra 1954 om statsløse personers retsstilling og konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed spiller, idet de kræver, at der etableres retlige rammer for identifikation og beskyttelse af statsløse personer og for forebyggelse af statsløshed, og kan tjene som et vigtigt første skridt for stater, der ønsker at gøre fremskridt med hensyn til at tackle problemet med statsløshed;
28. ser med tilfredshed på EU-støtten til statsløse personer i Syd- og Sydøstasien gennem forskellige instrumenter og opfordrer Unionen til at fortsætte sine bestræbelser på at tackle konsekvenserne af statsløshed for udvikling, fred og stabilitet som en integreret del af dens udviklingssamarbejdsprogrammer og mere generelt i dens optræden udadtil.
29. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer.
- [1] http://www.unhcr.org/excom/exconc/453497302/conclusion-identification-prevention-reduction-statelessness-protection.html
- [2] http://www.unhcr.org/protection/statelessness/54621bf49/global-action-plan-end-statelessness-2014-2024.html
- [3] http://www.refworld.org/docid/57e3dc204.html
- [4] http://www.ohchr.org/Documents/ProfessionalInterest/vienna.pdf
- [5] http://www.refworld.org/docid/54620fb54.html
- [6] http://www.asean.org/wp-content/uploads/images/ASEAN_RTK_2014/6_AHRD_Booklet.pdf
- [7] https://ec.europa.eu/anti-trafficking/sites/antitrafficking/files/council_conclusions_on_the_action_plan_on_human_rights_and_democracy_2015_-_2019.pdf
- [8] https://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/DA/foraff/131181.pdf
- [9] http://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2015/12/04-council-adopts-conclusions-on-statelessness/
- [10] http://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2016/06/20-fac-conclusions-myanmar-burma/
- [11] Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0404.
- [12] Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0316.
- [13] Vedtagne tekster, P8_TA(2015)0076.
BEGRUNDELSE
Retten til statsborgerskab har været knæsat i verdenserklæringen om menneskerettighederne i næsten 70 år, men alligevel er den for millioner af mennesker stadig en tilsyneladende uopnåelig drøm.
Den internationale definition af en statsløs person er en person, "som ingen stat i medfør af sin lovgivning anser som sin statsborger".
Det er vigtigt at holde sig for øje, at de fleste statsløse personer ikke er flygtninge. De har med andre ord ikke forladt deres fødested frivilligt. Til trods for dette er nogle statsløse blevet flygtninge efter at være tvunget til at flygte fra deres fødeland.
Blandt årsagerne til statsløshed er også mindre skændige, men stadig problematiske grunde som udløb af statsborgerskab, fordi man har boet uden for sit land i en længere periode.
Ikke desto mindre er der flere årsager, som giver anledning til alvorlige betænkeligheder.
Disse omfatter statsborgerskabslove, der udnyttes til at diskriminere statsløse personer (som det er tilfældet med rohingyaerne i Myanmar, der er blevet udeladt på listen over de 135 etniske grupper, som staten officielt anerkender). Kønsdiskrimination, hvor kvinder ikke gives ret til at videregive deres statsborgerskab til deres børn på lige fod med mænd, eller som mister deres statsborgerskab ved indgåelse af ægteskab, er også væsentlige hindringer. Der er også administrative og bureaukratiske forhindringer, som skyldes at folk bor i fjerntliggende områder og mangler ressourcerne til at få fødsler registreret, hvilket medfører problemer senere hen.
Der er mere vidtrækkende problemer i forbindelse med statsløshed, da den skaber urimelige barrierer på arbejdspladsen, kan forhindre folk i at blive gift, forhindre adgang til sundhedspleje og uddannelse og forhindre ejendomsret. Den bidrager til menneskehandel og gør børn særligt udsatte.
Desværre er statsløshed en vanskelig situation, som anslået ti millioner mennesker rundt om i verden befinder sig i, men for klarhedens skyld vil ordføreren gerne sætte særligt fokus på to grupper, rohingyaerne og biharierne, som på mange måder er kommet til at symbolisere statsløse personers vanskelige stilling overalt i verden.
Ordføreren vil gerne fokusere på, hvordan internationale organisationer og internationalt samarbejde kan medvirke til at fremme adgangen til statsborgerskab for statsløse personer og til at forhindre nye tilfælde af statsløshed i stor målestok i fremtiden.
EU's rolle i bekæmpelsen af statsløshed bør undersøges, herunder hvilke programmer, der er finansieret, og hvorvidt de har været vellykkede, såvel som eksempler på multilateralt engagement.
Endelig vil ordføreren gerne fremhæve eksempler på god praksis for at vise, at tredjelande (Indonesien, Cambodja, Vietnam) kan gennemføre foranstaltninger, som er skridt i den rigtige retning.
Eksempler på god praksis
Indonesien, som reformerede sin lov om statsborgerskab i 2006, således at indonesiske migranter, der opholder sig i udlandet i mere end fem år, ikke længere mister deres statsborgerskab.
Cambodja har gjort fødselsregistrering gratis i de første 30 dage efter fødslen. Unicef har længe arbejdet på at forbedre fødselsregistrering og folkeregistre.
Vietnam vedtog i 2008 loven om vietnamesisk statsborgerskab for at tage hånd om statsløse, der havde opholdt sig i landet i mange år. Det gav statsborgerskab til alle statsløse, der havde været bosiddende i Vietnam i mere end 20 år.
Specifikke eksempler
Myanmar
Kimen til spændingerne i landet er dybtliggende og langvarige og kan spores tilbage til 1826 og afslutningen på den første anglo-burmesiske krig. Briterne vandt krigen og fik kontrollen over Arakan og opfordrede folk fra Bengalprovinsen, herunder rohingyaer, til at flytte fra Britisk Indien til Arakan. Denne pludselige tilstrømning af muslimske rohingyaer skabte spændinger i det buddhistiske Arakan. Myanmar, det tidligere Burma, blev en uafhængig nation i 1948. Den nye stat, Myanmar, var demokratisk, indtil den blev bragt til fald ved et militærkup og blev et diktatur i 1962. Rohingyaerne er en befolkningsgruppe, der oprindeligt stammer fra delstaten Arakan i Burma, på grænsen mellem Burma og Bangladesh. De er en minoritet i Myanmar for så vidt angår religion, da de tror på islam, og for så vidt angår kultur og sprog. Flertallet i Myanmar praktiserer buddhisme. I perioden mellem Anden Verdenskrig og kuppet i 1962 ville rohingyaerne have deres egen nation, Arakan. Kuppet betød, at den nye diktator slog hårdt ned på rohingyaerne, og de blev officielt gjort statsløse med den burmesiske lov om statsborgerskab fra 1982.
Det anslås, at der bor mellem 800 000 og 1,2 millioner statsløse rohingyaer i Myanmar, og de udgør omkring 80-98 % af befolkningen i delstaten Rakhine i Myanmar. De er imidlertid stadig uden statsborgerskab, og regeringen omtaler dem som "statsløse bengalere". Rohingyaerne anses for at være et af de mest forfulgte mindretal i verden, som er tvunget til at udføre noget, der i bund og grund er slavearbejde, og som er frataget grundlæggende menneskerettigheder.
Mange er udvandret – på flugt fra den forfølgelse og de vanskeligheder, de oplever i Myanmar. Nabolandet Bangladesh er et område, hvor mellem 200 000 og 400 000 rohingyaer har slået sig ned som flygtninge – stadig uden humanitær bistand eller anerkendelse fra regeringen i Bangladesh og dermed stadig uden statsborgerskab. De bor i lejre, og kun 33 000 af dem modtager støtte fra Bangladesh i registrerede lejre, hvor der er noget, men kun ganske lidt, humanitær bistand, f.eks. sæbe, som børnene kan vaske sig med. Lejrene er under skarp politibevogtning, og man kan ikke forlade dem uden frygt for, at man bliver dræbt af vagterne. Over 200 000 statsløse rohingyaer bor under horrible forhold rundt omkring i resten af Bangladesh i uregistrerede lejre.
Valget i Myanmar i 2015 bragte kortvarigt håb med sig, da militærdiktaturet blev bragt til ophør, og Aung San Suu Kyi blev valgt. Den nye regering har imidlertid forholdt sig meget stiltiende til spørgsmålet, selv om fortalere for mindretalsrettigheder har henvendt sig til den.
I 2015 bekendtgjorde Bangladeshs premierminister, Sheikh Hasina, planer om at flytte rohingyalejre til en ø i Den Bengalske Bugt på grund af frygt for, at turismen led skade som følge af rohingyaernes tilstedeværelse og sagde: "Vi kan ikke længere have dem her". Hverken Myanmar eller Bangladesh ønsker at gøre rohingyaerne til en del af deres land og give dem statsborgerskab, for slet ikke at tale om de andre lande, som rohingyaerne er flygtet til, f.eks. Thailand og Malaysia.
Behandlingen af rohingyaerne har fået øget medieopmærksomhed efter optøjerne i Rakhine i 2012 og rohingya-flygtningekrisen i 2015. I 2012 var der enorme forstyrrelser i delstaten Rakhine, da der udbrød kampe mellem rohingyamuslimer og Rakhinebuddhister, og tusindvis af huse brændte ned til grunden. NGO'er har været kritiske over for Myanmar og hævdet, at optøjerne kan tilskrives årtiers diskrimination af rohingyabefolkningen. I sommeren 2015 fik rohingyaerne igen mediebevågenhed som "bådfolket", idet mange blev solgt af menneskehandlere fra Myanmar og Bangladesh til lande som Indonesien og Thailand til at arbejde på, hvad der i bund og grund er slavefiskefartøjer. Der er afdækket massegrave for rohingyaer i Thailand. Myanmar forsøger stadig at få rohingyaerne til at identificere sig som bengalere for i realiteten at udrydde denne etniske gruppe. Universitetsforskere og kriminalitetsbekæmpende initiativer har hævdet, at Myanmars regering planlægger en systematisk folkedrabslignende aktion med henblik på at udrydde rohingyaerne. Ifølge UNHCR flygtede 25 000 rohingyaer fra deres hjem (fortrinsvis i Myanmar) i første kvartal af 2015 på menneskesmugleres både.
Hvorfor fokusere på rohingyaerne i Myanmar?
De er verdens største gruppe af statsløse personer. De tegner sig for næsten 20 % af verdens samlede statsløshed, da tallene viser, at der er op til 2 millioner rohingyaer og 10 millioner statsløse på verdensplan. De er desuden et af verdens mest forfulgte mindretal.
Har der været nogen kommunikation eller noget samarbejde mellem Myanmars regering og internationale organisationer med henblik på at hjælpe rohingyaerne?
Der blev holdt et møde i juni 2015, hvori 17 nationer deltog, for at tackle krisen i Sydøstasien. Der var ingen deltagelse på ministerniveau, og mødet varede kun én dag. "De kan ikke specielt fremhæve mit land i forbindelse med dette spørgsmål om bådfolks ulovlige migration", sagde den delegerede fra Myanmar, generaldirektør i udenrigsministeriet, Htin Lynn, i et hårdt svar på UNHCR's appel om at gøre noget ved de underliggende årsager til den vedvarende migrationskrise, herunder spørgsmålet om statsløshed.
Fra "The National", 18. juni 2015, A European model?
En varig løsning, som får rohingyaerne til at lade være med at flygte fra Myanmar, er imidlertid ikke umulig. I Europa, hvor landene står over for en migrationskrise af langt større proportioner, har Europa-Kommissionen udtænkt en plan for genbosættelse af flygtninge, som vil dele migranterne op på grundlag af, hvor velstående et EU-medlem er, antallet af flygtninge, det allerede har taget imod, arbejdsløshedsrate og andre faktorer. De sydøstasiatiske lande kunne indføre en tilsvarende formel baseret på BNP, arbejdsløshedsrate og andet til at afgøre, hvor mange flygtninge, der skal genbosættes.
Der mangler stadig at blive fastlagt mange detaljer i denne plan, og de europæiske ledere møder modstand fra mange politiske grupper i deres lande, som er imod genbosættelse af migranter. Alligevel er det en plan, som måske vil virke, hvilket er langt mere, end hvad Sydøstasien har. Internationale magthavere kunne også love at genbosætte et vist antal rohingyaer om året i de næste ti år – offentlige løfter, som de vil kunne holdes fast på. Selv om det muligvis vil tage tid for rohingyaer at finde sig til rette i USA, har Washington tidligere taget imod et stort antal migranter fra meget anderledes kulturer – hmongerne i 1970'erne og 80'erne og bhutanere i de sidste ti år.
Bangladesh
Historisk baggrund for situationen i Bangladesh
Bangladesh fik sin uafhængighed i 1971, efter at Østpakistan brød med Vestpakistan og etablerede den nye stat Bangladesh. Pakistan blev i 1947 adskilt fra Indien. Mange urdutalende muslimer fra Bihar-regionen i Indien flyttede til Østpakistan – nemlig biharierne. De støttede imidlertid Vestpakistan under uafhængighedskampen, idet de bedre kunne identificere sig med deres værdier. Efter at Bangladesh fik sin uafhængighed i 1971, var biharierne hverken statsborgere i Bangladesh eller i Pakistan. Desuden havde de ingen støtte i Bangladesh, eftersom de blev anset for at være en minoritet, der støttede fjenden. Navnet "bihari" betyder "strandet pakistaner". Under uafhængighedskampen i 1971 blev biharierne udsat for mange grusomheder: mord, voldtægt og plyndringer. De bliver behandlet forfærdeligt selv i dag i Bangladesh og tvinges til at leve indeklemt i lejre med tusindvis af andre og med skrækkelige sanitære forhold. Mange er ude af stand til at arbejde, få en bankkonto eller et pas, biharibørn er forhindret i at blive uddannet i offentlige skoler, hvis de bor i lejre, så mange er tvunget til at skifte identitet. Sygdomme er udbredte, der er ingen sundhedspleje, høje fødselsrater og høje dødsrater.
Hvordan løser man statsløshed? Mange biharier ønskede at vende tilbage til Pakistan. Efter 1971 blev 170 000 biharier repatrieret til Pakistan. Det var imidlertid kun en tredjedel af dem. De pakistanske myndigheder opstillede betingelser for repatriering, som var forfatningsstridige og umoralske. De hævdede, at de ikke ønskede, at en massebevægelse i form af en gruppe mennesker, skulle komme tilbage til Pakistan og forstyrre balancen. Imidlertid vendte mange – omkring 100 000 – tilbage til Pakistan uden statens billigelse, og de lever nu i landet som statsløse. Dermed var der i 2006 stadig omkring 250 000 statsløse biharier i Bangladesh.
2008 blev et vendepunkt. En højesteretsdom betød, at regeringen ville give statsborgerskab til alle urdutalende biharier. Nu har alle beboere i lejrene ID-kort og stemmeret. Dette har gjort en ende på statsløsheden for næsten 300 000 statsløse mennesker i Bangladesh.
Biharierne oplever dog stadig daglige vanskeligheder. At bo i en lejr er ensbetydende med, at tusinder ikke kan få et pas. De skal betale administrationsgebyrer og kan derfor ikke få adgang til mange tjenesteydelser i landet. Tusinder lever stadig i fattigdom.
UDTALELSE fra Udviklingsudvalget (31.1.2017)
til Udenrigsudvalget
om statsløshed i Syd- og Sydøstasien
(2016/2220(INI))
Ordførere: Maria Heubuch
FORSLAG
Udviklingsudvalget opfordrer Udenrigsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:
A. der henviser til, at statsløse personer – som der anslås at være 10-15 millioner af, men hvoraf kun 3,5 millioner er opført i UNHCR's statistikker – er ujævnt fordelt i verden; der henviser til, at 5 ud af de 20 stater, der huser mere end 10 000 angiveligt statsløse personer, ligger i Syd- og Sydøstasien;
B. der henviser til, at statsløshed har betydelige konsekvenser for menneskerettigheder – herunder civile, politiske og økonomiske rettigheder – udvikling og international stabilitet, såvel som stor betydning for borgerpligter, adgang til jord og ejendom, socialsikring og tjenesteydelser samt sundhed og uddannelse og derudover svækker folks sociale status; der henviser til, at statsløshed undergraver de berørte befolkningsgruppers udviklingsmuligheder og en effektiv gennemførelse af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling;
C. der henviser til, at det komplekse problem med statsløshed befinder sig i periferien af folkeret og politik, selvom det ikke er et marginalt problem;
1. fremhæver forbindelserne mellem statsløshed og social og økonomisk sårbarhed; opfordrer indtrængende udviklingslandenes regeringer til at forhindre fornægtelse, tab eller fratagelse af statsborgerskab, der bygger på diskrimination, til at vedtage retfærdige statsborgerskabslove og til at indføre procedurer for dokumentation af statsborgerskab, som er tilgængelige for alle, prismæssigt overkommelige og ikke-diskriminatoriske;
2. glæder sig over vedtagelsen af bæredygtigt udviklingsmål 16.9, der indebærer, at alle bør have adgang til juridisk identitet og fødselsregistrering; beklager imidlertid, at statsløshed ikke udtrykkeligt nævnes i 2030-dagsordenen hverken som grundlag for diskrimination eller som fattigdomsbekæmpelsesmål; opfordrer EU og dets medlemsstater til at overveje at medtage statsløshedsindikatorer i deres overvågnings- og rapporteringsmekanismer i forbindelse med gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling;
3. opfordrer regeringerne i Brunei, Malaysia og Nepal til at bekæmpe den kønsdiskrimination, der er indbygget i deres statsborgerskabslove, og til at fremme børns ret til statsborgerskab;
4. bemærker forbindelsen mellem statsløshed og tvangsfordrivelser, navnlig i konfliktramte regioner; minder om, at mindst 1,5 millioner statsløse personer i verden er flygtninge eller tidligere flygtninge, herunder mange unge kvinder og piger;
5. minder om, at statsløsheden i verden næsten ikke er kortlagt eller rapporteret, og at eksisterende data er baseret på forskellige definitioner; opfordrer indtrængende det internationale samfund til at vedtage en ensartet definition og til at udfylde hullerne i indsamlingen af data til måling af statsløshed i udviklingslandene, navnlig ved at bistå lokale myndigheder med at tilrettelægge passende metoder for at kvantificere, identificere og registrere statsløse personer og styrke deres statistiske kapacitet;
6. opfordrer Kommissionen til at iværksætte udveksling af bedste praksis blandt medlemsstaterne, støtter den aktive koordinering af nationale statsløshedskontaktpunkter og glæder sig over #IBelong-kampagnen;
7. opfordrer medlemsstaterne til at tildele statsløse migranter beskyttelsesstatus;
8. glæder sig over EU-støtten til statsløse personer i Syd- og Sydøstasien gennem forskellige instrumenter og opfordrer Unionen til at fortsætte sine bestræbelser på at adressere konsekvenserne af statsløshed for udvikling, fred og stabilitet som en integreret del af dens udviklingssamarbejdsprogrammer og mere generelt i dens optræden udadtil.
RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNING I RÅDGIVENDE UDVALG
|
Dato for vedtagelse |
25.1.2017 |
|
|
|
|
|
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
19 0 2 |
|||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Doru-Claudian Frunzulică, Enrique Guerrero Salom, Heidi Hautala, Maria Heubuch, György Hölvényi, Stelios Kouloglou, Arne Lietz, Linda McAvan, Norbert Neuser, Maurice Ponga, Cristian Dan Preda, Lola Sánchez Caldentey, Elly Schlein, Eleni Theocharous, Paavo Väyrynen, Bogdan Brunon Wenta, Anna Záborská, Joachim Zeller |
||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Adam Szejnfeld, Jan Zahradil |
||||
OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG
|
Dato for vedtagelse |
11.4.2017 |
|
|
|
|
|
Resultat af den endelige afstemning |
+: –: 0: |
54 2 3 |
|||
|
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer |
Lars Adaktusson, Francisco Assis, Amjad Bashir, Bas Belder, Mario Borghezio, Elmar Brok, Fabio Massimo Castaldo, Lorenzo Cesa, Javier Couso Permuy, Andi Cristea, Arnaud Danjean, Georgios Epitideios, Knut Fleckenstein, Eugen Freund, Michael Gahler, Sandra Kalniete, Karol Karski, Tunne Kelam, Janusz Korwin-Mikke, Eduard Kukan, Arne Lietz, Barbara Lochbihler, Sabine Lösing, Ulrike Lunacek, Andrejs Mamikins, Alex Mayer, David McAllister, Francisco José Millán Mon, Javier Nart, Pier Antonio Panzeri, Demetris Papadakis, Ioan Mircea Paşcu, Alojz Peterle, Tonino Picula, Kati Piri, Julia Pitera, Cristian Dan Preda, Jozo Radoš, Jordi Solé, Charles Tannock, László Tőkés, Ivo Vajgl, Elena Valenciano, Geoffrey Van Orden, Anders Primdahl Vistisen, Boris Zala |
||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere |
María Teresa Giménez Barbat, Andrzej Grzyb, Antonio López-Istúriz White, Norica Nicolai, Urmas Paet, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Helmut Scholz, Igor Šoltes, Marie-Christine Vergiat |
||||
|
Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2) |
Ramona Nicole Mănescu, Josef Weidenholzer, Jaromír Štětina, Dubravka Šuica |
||||
RESULTAT AF ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I KORRESPONDERENDE UDVALG
|
54 |
+ |
|
|
ALDE |
María Teresa Giménez Barbat, Javier Nart, Norica Nicolai, Urmas Paet, Jozo Radoš, Ivo Vajgl |
|
|
ECR |
Amjad Bashir, Bas Belder, Karol Karski, Charles Tannock |
|
|
EFDD |
Fabio Massimo Castaldo |
|
|
GUE/NGL |
Javier Couso Permuy, Sabine Lösing, Helmut Scholz, Marie-Christine Vergiat |
|
|
PPE |
Lars Adaktusson, Elmar Brok, Lorenzo Cesa, Arnaud Danjean, Michael Gahler, Andrzej Grzyb, Sandra Kalniete, Tunne Kelam, Eduard Kukan, Antonio López-Istúriz White, David McAllister, Francisco José Millán Mon, Ramona Nicole Mănescu, Alojz Peterle, Julia Pitera, Cristian Dan Preda, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, Jaromír Štětina, Dubravka Šuica, László Tőkés, |
|
|
S&D |
Francisco Assis, Andi Cristea, Knut Fleckenstein, Eugen Freund, Arne Lietz, Andrejs Mamikins, Alex Mayer, Pier Antonio Panzeri, Demetris Papadakis, Ioan Mircea Paşcu, Tonino Picula, Kati Piri, Elena Valenciano, Josef Weidenholzer, Boris Zala |
|
|
Verts/ALE Group |
Barbara Lochbihler, Ulrike Lunacek, Jordi Solé, Igor Šoltes |
|
|
2 |
- |
|
|
NI |
Georgios Epitideios, Janusz Korwin-Mikke |
|
|
3 |
0 |
|
|
ECR |
Mario Borghezio, Geoffrey Van Orden, Anders Primdahl Vistisen |
|
Tegnforklaring:
+ : for
- : imod
0 : hverken/eller