BETÆNKNING om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område ("mæglingsdirektivet")

27.6.2017 - (2016/2066(INI))

Retsudvalget
Ordfører: Kostas Chrysogonos

BEGRUNDELSE — SAMMENFATNING AF FAKTA OG KONKLUSIONER

I.  Formål

Formålet med mæglingsdirektivet er at lette adgangen til alternativ tvistbilæggelse og fremme mindelig løsning af tvister ved at tilskynde til anvendelse af mægling og sikre et afbalanceret forhold mellem mægling og retssager.

I henhold til artikel 11 i direktiv 2008/52/EF skal Kommissionen forelægge en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af direktivet, der indeholder en gennemgang af udviklingen inden for mægling i hele Den Europæiske Union og af virkningerne af direktivet i medlemsstaterne.

Retsudvalget anfører, at en gennemførelsesrapport baseret på Kommissionens rapport vil være en passende lejlighed til at vurdere den virkning, som mæglingsdirektivet, som det gennemføres og håndhæves af medlemsstaterne, har haft for borgerne og virksomhederne siden ikrafttrædelsen, og til at fremsætte konkrete henstillinger.

II.  Informationskilder

Denne initiativbetænkning om gennemførelsen af direktiv 2008/52/EF om mægling er baseret på oplysninger indsamlet fra forskellige kilder, herunder:

  En samling fra 2016 af tilbundsgående analyser fra Temaafdeling C som led i Retsudvalgets workshop den 29. november 2016 om gennemførelsen af mæglingsdirektivet

  En vurdering fra 2016 fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste om gennemførelsen af mæglingsdirektivet på europæisk plan og anvendelsen heraf i medlemsstaterne siden 2008

  En rapport fra 2016 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område

  En undersøgelse fra 2013 vedrørende gennemførelsen af mæglingsdirektivet, der blev foretaget på vegne af Kommissionen og ajourført i 2016[1]

III.  Hovedkonklusioner

Det fremgår af ovenstående sammenlignende oplysningskilder, at:

•  næsten alle medlemsstater har valgt at udvide direktivets krav til nationale sager[2]

•  en række medlemsstater tillader brugen af mægling på det civil- og handelsretlige område, herunder det familieretlige og arbejdsretlige område, samtidig med at de ikke eksplicit udelukker mægling i spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt[3]

•  alle medlemsstater giver domstolene mulighed for at opfordre parterne til at anvende mægling, mens femten medlemsstater[4] har gjort det muligt for domstolene at opfordre parterne til at deltage i informationsmøder om anvendelsen af mægling

•  under halvdelen af medlemsstaterne har indført en forpligtelse i deres nationale lovgivning til at udbrede oplysninger om mægling[5]

•  atten medlemsstater har indført bindende kvalitetskontrolordninger[6]

•  nitten medlemsstater har opstillet krav om udarbejdelse og overholdelse af adfærdskodekser[7]

•  sytten medlemsstater fremmer eller regulerer uddannelse i mægling i deres nationale lovgivning.[8]

IV.  Et afbalanceret forhold mellem mægling og retssager

Princippet om adgang til domstolene eller tilsvarende organer er grundlæggende og et af de vigtigste mål med EU's politik inden for det civilretlige samarbejde. På sit møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 opfordrede Det Europæiske Råd til, at medlemsstaterne indførte alternative udenretslige procedurer med henblik på at fremme bedre adgang til retlig prøvelse. Effektive og produktive retssystemer er af afgørende betydning for et velfungerende indre marked, økonomisk stabilitet, investeringer og konkurrenceevne. De fremmer tilliden til handelstransaktioner, letter bilæggelsen af tvister og er med til at sikre, at der er den tillid, der er nødvendig for at stimulere den økonomiske aktivitet.

I overensstemmelse med dagsordenen for retfærdighed for vækst og Europa 2020-strategien kan mægling ses som et middel til at forbedre retssystemets effektivitet og reducere de forhindringer, som langvarige og dyre retssager skaber for borgere og virksomheder, og kan derfor bidrage til økonomisk vækst. Mægling kan også bidrage til at bevare det gode forhold mellem parterne, idet der i modsætning til retslige procedurer ikke er nogen "vindende" eller "tabende" part, hvilket er særligt vigtigt, f.eks. i familieretlige sager.

Ordføreren er af den opfattelse, at selv om obligatorisk mægling ville kunne fremme anvendelsen af mægling som et alternativ til tvistbilæggelse ved domstolene, ville en sådan udvikling være i strid med mæglingens frivillige karakter og ville berøre udøvelsen af retten til adgang til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ som fastsat i chartrets artikel 47. Det fremgår af Domstolens dom i Alassini-sagen[9], at selv om en forudgående iværksættelse af en udenretslig mæglingsprocedure for specifikke tvister ikke i sig selv ville være problematisk, ville der skulle indføres en række sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at der ikke lægges hindringer i vejen for en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder at den afgørelse, der træffes i sådanne udenretslige procedurer, ikke er bindende, at proceduren gennemføres hurtigt og kun medfører ubetydelige udgifter, og at det er muligt at vedtage foreløbige forholdsregler i undtagelsestilfælde, hvor situationens uopsættelighed kræver det. Artikel 5, stk. 2, i mæglingsdirektivet tillader således, at medlemsstaterne gør mægling obligatorisk eller forbinder den med incitamenter eller sanktioner, det være sig før eller efter at retssagen er indledt, forudsat at dette ikke er til hinder for, at parterne kan udøve deres ret til adgang til retssystemet.

Ordføreren mener, at der skal indføres passende sikkerhedsforanstaltninger i mæglingsprocesser for at begrænse risikoen for, at de svageste parter, f.eks. forbrugere og ikke-repræsenterede parter i sagen, fratages deres ret til en uafhængig domstolsafgørelse eller har opfattelsen af, at de fratages en sådan. I denne forbindelse er det yderst vigtigt, at de personer, der anbefaler, kræver eller gennemfører mæglinger sikrer, at den svageste part ikke bilægger en tvist uden at forstå sine lovbestemte rettigheder, og at den stærkeste part ikke benytter hurtige tvistbilæggelsesprocedurer, f.eks. mægling, som et middel til at omgå sine retslige forpligtelser eller uretmæssigt at forbedre sin retsstilling i forhold til andre parter.

• [1]  http://bookshop.europa.eu/is-bin/INTERSHOP.enfinity/WFS/EU-Bookshop-Site/en_GB/-
  just/EUR/ViewPublication-Start?PublicationKey=DS0216335.
• [2]  Kun tre medlemsstater, nemlig Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige, har valgt udelukkende at gennemføre direktivet i relation til grænseoverskridende sager.
• [3]  AT, CZ, EE, EL, ES IE, PT, SI, SK, UK.
• [4]  CY, CZ, ES, DE, FR, HU, IT, LT, PL, PT, RO, SK.
• [5]  AT, BG, CY, EL, ES, HU, IT, LT, LV, PL, PT, RO, SI, SK.
• [6]  AT, BE, BG, CY, CZ, DE, EE, EL, ES, HU, IT, LT, LV, PL, PT, RO, SI, SK.
• [7]  AT, BE, BG, CY, EL, ES, FI, FR, IE, IT, LT, LV, MT, PL, PT, RO, SE, SI, SK.
• [8]  AT, BE, BG, CY, EL, ES FI, HR, HU, IT, LT, LV, RO, SE, SI, SK, UK.
• [9]  Domstolen, C-317/08, C-318/08, C-319/08 og C-320/08 (afsnit 2), ECLI:EU:C:2010:146.

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område ("mæglingsdirektivet") (2016/2066(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (mæglingsdirektivet)[1],

–  der henviser til Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (COM(2016)0542),

–  der henviser til Generaldirektoratet for Interne Politikkers samling af tilbundsgående analyser "The implementation of the Mediation Directive – 29 November 2016"[2],

–  der henviser til Kommissionens undersøgelse "Study for an evaluation and implementation of Directive 2008/52/EC – the Mediation Directive" fra 2014[3],

–  der henviser til Generaldirektoratet for Interne Politikkers undersøgelse "Rebooting the Mediation Directive: Assessing the limited impact of its implementation and proposing measures to increase the number of mediations in the EU"[4],

–  der henviser til vurderingen af gennemførelsen af mæglingsdirektivet på europæisk plan foretaget af Enheden for Efterfølgende Konsekvensanalyse under Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (EPRS)[5],

–  der henviser til Generaldirektoratet for Interne Politikkers undersøgelse "Quantifying the cost of not using mediation – a data analysis"[6],

–  der henviser til artikel 67 og artikel 81, stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 samt artikel 1, stk. 1, litra e), og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0238/2017),

A.  der henviser til, at direktiv 2008/52/EF har været en vigtig milepæl med hensyn til indførelse og anvendelse af mæglingsprocedurer i Den Europæiske Union; der imidlertid henviser til, at gennemførelsen har varieret meget i de forskellige medlemsstater, afhængigt af om der allerede fandtes nationale mæglingssystemer, idet nogle medlemsstater har valgt en temmelig ordret gennemførelse af dets bestemmelser, andre har valgt en tilbundsgående gennemgang af alternative måder til bilæggelse af tvister (for eksempel Italien, hvor mægling anvendes seks gange mere end i resten af Europa) og andre fandt, at deres gældende lovgivning allerede var i overensstemmelse med mæglingsdirektivet;

B.  der henviser til, at de fleste medlemsstater har udvidet anvendelsesområdet for deres nationale gennemførelsesforanstaltninger til nationale sager - kun tre medlemsstater har valgt udelukkende at omsætte direktivet for så vidt angår grænseoverskridende sager[7]- hvilket uden tvivl har haft en positiv effekt på medlemsstaternes lovgivning og de berørte typer tvister;

C.  der henviser til, at de vanskeligheder, som er opstået i forbindelse med gennemførelsen af direktivet, i vid udstrækning afspejler forskellene i retskulturen i de nationale retssystemer; der henviser til, at der derfor bør gives prioritet til en ændring i den juridiske tankegang gennem udviklingen af en mæglingskultur, der er baseret på mindelig bilæggelse af tvister — et spørgsmål, som er blevet rejst gentagne gange af europæiske netværk af retlige aktører siden EU-direktivets ikrafttrædelse og efterfølgende ved omsættelsen til national lovgivning i medlemsstaterne;

D.  der henviser til, at gennemførelsen af mæglingsdirektivet har skabt EU-merværdi ved at øge bevidstheden blandt de nationale lovgivere om fordelene ved mægling og ved at sikre en vis grad af tilpasning af retsplejereglerne og de forskellige praksis i medlemsstaterne;

E.  der henviser til, at mægling som en alternativ, frivillig og fortrolig udenretslig procedure kan være et nyttigt redskab til at lette overbebyrdede retssystemer i visse tilfælde, og med forbehold af de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, eftersom den gør det muligt for fysiske og juridiske personer at bilægge udenretslige tvister hurtigt og billigt — idet der erindres om, at alt for lange retssager er i strid med chartret om grundlæggende rettigheder — og samtidig sikrer bedre adgang til domstolene og bidrager til den økonomiske vækst;

F.  der henviser til, at de mål, der er fastsat i artikel 1 i mæglingsdirektivet, og som sigter mod at fremme brugen af mægling og navnlig på at sikre et "afbalanceret forhold mellem mægling og retssag" tydeligvis ikke er blevet opfyldt, eftersom mægling i gennemsnit anvendes i under 1 % af retssagerne i de fleste medlemsstater[8];

G.  der henviser til, at mæglingsdirektivet ikke har skabt en EU-ordning for udenretslig bilæggelse af tvister i den strengeste forstand, når man ser bort fra indførelsen af særlige bestemmelser i relation til udløbet af forældelsesfrister i retssager, hvor der har været gjort forsøg på mægling, og i relation til fortrolighedsregler for mæglere samt deres administrative medarbejdere;

De vigtigste konklusioner

1.  glæder sig over, at mæglingsordninger i mange medlemsstater for nylig har været genstand for ændringer og revisioner, og at der i andre medlemsstater er planlagt ændringer af den gældende lovgivning[9];

2.  beklager, at tre medlemsstater har valgt udelukkende at omsætte direktivet for så vidt angår grænseoverskridende sager, og bemærker, at der er visse vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af de nationale mæglingssystemer i praksis, hovedsagelig i relation til den kontradiktoriske tradition og manglen på en mæglingskultur i medlemsstaterne, den ringe bevidsthed om mægling i de fleste medlemsstater, utilstrækkelig viden om, hvordan man håndterer grænseoverskridende sager, og funktionen af kvalitetskontrolordningerne for mæglere[10];

3.  understreger, at alle medlemsstater åbner mulighed for, at domstolene opfordrer parterne til at anvende mægling eller i det mindste til at deltage i informationsmøder om mægling; bemærker, at det i nogle medlemsstater er obligatorisk at deltage i sådanne informationsmøder enten på dommerens initiativ[11]eller i relation til specifikke tvister, som er fastsat i lovgivningen, såsom familiesager[12]; påpeger ligeledes, at visse medlemsstater kræver, at advokater underretter deres klienter om muligheden for at anvende mægling, eller at anmodninger til domstolen angiver, om der er forsøgt mægling, eller om der er nogle årsager, der kunne stå i vejen for et sådant forsøg; bemærker imidlertid, at artikel 8 i mæglingsdirektivet sikrer, at parter, der vælger at forsøge at bilægge en tvist gennem anvendelse af mægling, ikke efterfølgende hindres i få deres sag prøvet ved en domstol på grund af den tid, der er gået med mæglingsforsøget; påpeger, at det ikke lader til, at medlemsstaterne har rejst særlige spørgsmål i relation til dette punkt;

4.  bemærker også, at mange medlemsstater har indført finansielle incitamenter for parterne til at anvende mægling, enten i form af omkostningsbesparelser, retshjælp eller sanktioner for uberettiget afvisning af at overveje mægling; bemærker, at de resultater, der er opnået i disse lande, viser, at mægling giver mulighed for en omkostningseffektiv og hurtig udenretslig afgørelse af tvister via processer, som er skræddersyet til parternes behov;

5.  mener, at vedtagelse af adfærdskodekser udgør et vigtigt redskab til at sikre kvaliteten af mægling; bemærker i denne forbindelse, at den europæiske adfærdskodeks for mæglere enten anvendes direkte af interessenter eller har givet inspiration til nationale eller sektorspecifikke kodekser; bemærker ligeledes, at de fleste medlemsstater har obligatoriske akkrediteringsprocedurer for mæglere og/eller fører registre over mæglere;

6.  beklager, at det er vanskeligt at få omfattende statistiske data om mægling, herunder om antallet af sager, hvor der er anvendt mægling, den gennemsnitlige varighed og succesraten for mæglingsprocesser; bemærker, at det uden en pålidelig database er meget vanskeligt at fremme mægling yderligere og øge offentlighedens tillid til dens effektivitet; understreger på den anden side den stadig større rolle, som Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område spiller med hensyn til at forbedre indsamlingen af nationale data om anvendelsen af mæglingsdirektivet;

7.  glæder sig over den særlige betydning af mægling på det familieretlige område (navnlig i retssager vedrørende forældremyndighed, adgangsrettigheder og barnebortførelsessager), hvor mægling kan skabe en konstruktiv atmosfære for drøftelser og sikre en redelig handlemåde mellem forældre; bemærker endvidere, at mindelige løsninger sandsynligvis vil være varige og i barnets interesse, eftersom de, udover barnets primære bopæl, kan omfatte besøgsordninger eller ordninger vedrørende barnets underhold; fremhæver i denne forbindelse den vigtige rolle, som Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige spørgsmål spillede med hensyn til at udarbejde anbefalinger, der har til formål at fremme anvendelsen af familiemægling i en grænseoverskridende kontekst, navnlig i børnebortførelsessager;

8.  understreger betydningen af at udvikle og vedligeholde et separat afsnit i den europæiske e-justiceportal, som er specifikt beregnet til grænseoverskridende mægling i familiesager, og som giver oplysninger om nationale mæglingsordninger;

9.  glæder sig derfor over Kommissionens engagement med hensyn til at medfinansiere forskellige projekter, der har til formål at fremme mægling og uddannelse for dommere og andre, der praktiserer mægling i medlemsstaterne;

10.  understreger, at der på trods af mæglingens frivillige karakter skal tages yderligere skridt til at sikre en hurtig og økonomisk overkommelig håndhævelse af aftaler, der er blevet til på grundlag af mægling, med fuld respekt for de grundlæggende rettigheder, såvel som for EU-lovgivningen og den nationale lovgivning; minder i denne forbindelse om, at den nationale håndhævelse af en aftale indgået af parterne i en medlemsstat som en generel regel er underlagt godkendelse af en offentlig myndighed, hvilket medfører yderligere omkostninger, er tidskrævende for parterne i forligsproceduren og derfor kunne have en negativ indvirkning på bevægeligheden af udenlandske mæglingsafgørelser, navnlig i sager om mindre tvister;

Henstillinger

11.  opfordrer medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at fremme anvendelsen af mægling i civil- og handelsretlige tvister, blandt andet gennem hensigtsmæssige informationskampagner, der giver borgerne og juridiske personer passende og dækkende oplysninger om formålet med proceduren og fordelene herved med hensyn til at spare tid og penge og til at sikre et bedre samarbejde mellem retsvæsenets aktører i denne henseende; understreger i denne forbindelse behovet for at udveksle bedste praksis i de forskellige nationale jurisdiktioner med støtte fra passende foranstaltninger på EU-plan for at øge kendskabet til, hvor nyttig mægling er;

12.  opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for at udvikle EU-dækkende kvalitetsstandarder for mæglingsydelser, især i form af minimumsstandarder, som sikrer sammenhæng, samtidig med at der tages hensyn til den grundlæggende ret til adgang til domstolene samt lokale forskelle i mæglingskulturer, med henblik på yderligere at fremme brugen af mægling;

13.  opfordrer Kommissionen til også at vurdere behovet for, at medlemsstaterne opretter og fører nationale registre over mæglingsprocedurer, hvilket kunne være en informationskilde for Kommissionen, men som også kunne anvendes af nationale mæglere til at drage nytte af bedste praksisser i hele Europa; understreger, at et sådant register skal oprettes i fuld overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse (forordning (EU) 2016/679[13];

14.  anmoder Kommissionen om at foretage en detaljeret undersøgelse af hindringerne for den frie bevægelighed i relation til udenlandske mæglingsaftaler i Unionen og om de forskellige muligheder for at fremme anvendelsen af mægling som en forsvarlig, økonomisk overkommelig og effektiv måde at løse konflikter på i interne og grænseoverskridende uoverensstemmelser i Unionen, under hensyntagen til retsstatsprincipperne og den løbende internationale udvikling på dette område;

15.  opfordrer Kommissionen til i sin gennemgang af bestemmelserne at finde løsninger med henblik på effektivt at udvide anvendelsesområdet for mægling til andre civilretlige eller administrative områder, hvor dette er muligt; understreger dog, at der skal lægges særlig vægt på de konsekvenser som mægling kunne have på visse sociale spørgsmål som f.eks. familieret; anbefaler i denne sammenhæng, at Kommissionen og medlemsstaterne anvender og gennemfører passende beskyttelsesforanstaltninger i mæglingsprocesser for at begrænse risiciene for de svageste parter og for at beskytte dem mod eventuelt proces- eller magtmisbrug fra de stærkere parters side og for at tilvejebringe omfattende statistiske data; understreger også, at det er vigtigt at sikre overholdelse af retfærdige kriterier hvad angår omkostninger, navnlig for at beskytte ugunstigt stillede gruppers interesser; bemærker dog, at mægling kan miste sin tiltrækningskraft og merværdi, hvis der fastsættes uforholdsmæssigt strenge standarder for parterne;

16.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

• [1]  EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3.
• [2]  PE 571.395.
• [3]  http://bookshop.europa.eu/en/study-for-an-evaluation-and-implementation-of-directive-2008-52-ec-the-mediation-directive--pbDS0114825/
• [4]  PE 493.042.
• [5]  PE 593.789.
• [6]  PE 453.180.
• [7]  Jf. Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (COM(2016)0542), s. 5.
• [8]  PE 571.395, s. 25.
• [9]  Kroatien, Estland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Litauen, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovakiet og Spanien.
• [10]  Jf. Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (COM(2016)0542), s. 4.
• [11]  For eksempel i Den Tjekkiske Republik.
• [12]  For eksempel i Litauen, Luxembourg, England og Wales.
• [13]  EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	20.6.2017
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	21 0 2
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Max Andersson, Joëlle Bergeron, Mady Delvaux, Rosa Estaràs Ferragut, Laura Ferrara, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Mary Honeyball, Sylvia-Yvonne Kaufmann, António Marinho e Pinto, Emil Radev, Julia Reda, Evelyn Regner, Pavel Svoboda, József Szájer, Axel Voss
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Daniel Buda, Angel Dzhambazki, Angelika Niebler, Jens Rohde, Virginie Rozière, Tiemo Wölken, Kosma Złotowski
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Gerolf Annemans, Mylène Troszczynski

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

21	+
PPE S&D ECR ALDE VERTS/ALE EFDD	Daniel Buda, Rosa Estaràs Ferragut, Angelika Niebler, Emil Radev, Pavel Svoboda, József Szájer, Axel Voss Mady Delvaux, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Mary Honeyball, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Evelyn Regner, Tiemo Wölken Angel Dzhambazki, Kosma Zlotowski António Marinho e Pinto, Jens Rohde Max Andersson, Julia Reda Joëlle Bergeron, Laura Ferrara

0	-

2	0
ENF	Gerolf Annemans; Mylène Troszczynski

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller