BETÆNKNING om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning)

19.10.2017 - (COM(2016)0590 – C8-0379/2016 – 2016/0288(COD)) - ***I

Udvalget om Industri, Forskning og Energi
Ordfører: Pilar del Castillo Vera
Ordfører for udtalelse (*):
Dita Charanzová, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse
(*) Procedure med associerede udvalg – forretningsordenens artikel 54
(Omarbejdning – forretningsordenens artikel 104)

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning)

(COM(2016)0590 – C8-0379/2016 – 2016/0288(COD))

(Almindelig lovgivningsprocedure – omarbejdning)

–  der henviser til protokol nr. 1 til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union,

–  der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2016)0590),

–  efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under hensyntagen til deres begrundede udtalelser,

–  der henviser til artikel 294, stk. 2, og artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet (C8-0379/2016),

–  der henviser til artikel 294, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til den begrundede udtalelse, som inden for rammerne af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet forelagt af den svenske Riksdag, om at udkastet til lovgivningsmæssig retsakt ikke overholder nærhedsprincippet,

–  der henviser til udtalelse af 26. januar 2017 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[1],

–  der henviser til udtalelse af 8. februar 2017 fra Regionsudvalget[2],

–  der henviser til den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter[3],

–  der henviser til skrivelse af 17. oktober 2016 fra Retsudvalget til Udvalget om Industri, Forskning og Energi, jf. forretningsordenens artikel 104, stk. 3,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 104 og 59,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Kultur- og Uddannelsesudvalget og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0318/2017),

A.  der henviser til, at forslaget ifølge den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke indebærer andre indholdsmæssige ændringer end dem, der er angivet som sådanne i selve forslaget, og at det, hvad angår de uændrede bestemmelser i de tidligere retsakter sammen med de nævnte ændringer, udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende retsakter uden indholdsmæssige ændringer;

1.  vedtager nedenstående holdning ved førstebehandling under hensyntagen til henstillingerne fra den rådgivende gruppe bestående af de juridiske tjenester i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen;

2.  anmoder om fornyet forelæggelse, hvis Kommissionen erstatter, i væsentlig grad ændrer eller agter i væsentlig grad at ændre sit forslag;

3.  pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til de nationale parlamenter.

Ændringsforslag    1

EUROPA-PARLAMENTETS ÆNDRINGSFORSLAG^[4]**

til Kommissionens forslag

---------------------------------------------------------

2016/0288 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation

(Omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under hensyntagen til deres begrundede udtalelser,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[5],

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[6],

efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF[7], Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF[8], Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF[9] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF[10] er blevet ændret væsentligt. Da der skal foretages yderligere ændringer i disse direktiver, bør de af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)  Kommissionen skal jævnligt tage de fem direktiver, der indgår i det nuværende regelsæt for elektronisk kommunikation (direktiv 2002/19/EF, direktiv 2002/20/EF, direktiv 2002/21/EF, direktiv 2002/22/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF)[11], op til fornyet vurdering, navnlig for at afgøre, om den teknologiske og markedsmæssige udvikling giver grund til ændringer[12].

(3)  I strategien for det digitale indre marked bebudede Kommissionen, at den i revisionen af regelsættet for telekommunikation navnlig ville lægge vægt på foranstaltninger, der tager sigte på at skabe incitamenter til investering i højhastighedsbredbånd, opnå en sammenhængende tilgang til frekvenspolitik og frekvensforvaltning, skabe de rette betingelser for et reelt indre marked ved at takle opsplitningen i reguleringen, sikre effektiv forbrugerbeskyttelse, lige vilkår for alle markedsdeltagere og ensartet anvendelse af reglerne samt etablere mere effektive institutionelle rammer for reguleringen. Strategien for et digitalt indre marked for Europa varslede også en revision af direktiv 2002/58/EF med henblik på at sikre et højt niveau af beskyttelse af privatlivets fred for brugerne af elektroniske kommunikationstjenester samt lige vilkår for alle markedsaktører.

(4)  Dette direktiv er et led i en indsats, der går ud på at sikre en mere målrettet regulering og omfatter fire af direktiverne (rammedirektivet, tilladelsesdirektivet, adgangsdirektivet og forsyningspligtdirektivet) og en forordning (BEREC-forordningen[13]). Hvert af de nugældende direktiver indeholder foranstaltninger, der gælder for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester, i overensstemmelse med baggrunden for lovgivningen i en sektor, hvor virksomhederne traditionelt har været vertikalt integrerede, dvs. aktive inden for udbud af både net og tjenester. Revisionen er en anledning til at omarbejde de fire direktiver for at forenkle den nuværende struktur og gøre regelsættet mere sammenhængende og lettilgængeligt i overensstemmelse med målene for REFIT-initiativet. Den giver også mulighed for at tilpasse strukturen til den nye markedssituation, hvor udbud af kommunikationstjenester ikke længere nødvendigvis er knyttet sammen med udbud af et net. Som fastsat i den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter består omarbejdning i, at der vedtages en ny retsakt, der i én og samme tekst samler både de indholdsmæssige ændringer, der foretages i en tidligere retsakt, og de uændrede bestemmelser i denne retsakt. Et forslag til omarbejdning vedrører de indholdsmæssige ændringer, der foretages i en tidligere retsakt, og subsidiært omfatter det en kodifikation af disse ændringer med de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt.

(5)  Dette direktiv bør skabe en retlig ramme for at sikre frit udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, således at disse kun er underlagt de vilkår, der er fastsat i dette direktiv, og begrænsningerne i overensstemmelse med traktatens artikel 52, stk. 1, navnlig foranstaltninger vedrørende den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed og med artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("chartret").

(6)  Bestemmelserne i dette direktiv er ikke til hinder for, at hver medlemsstat kan træffe de nødvendige foranstaltninger, som er begrundet i artiklerne 87 og 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for at sikre beskyttelsen af sine væsentlige sikkerhedsinteresser, af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed og for at tillade efterforskning, afsløring og retsforfølgelse af kriminelle handlinger, under hensyntagen til at disse foranstaltninger er fastsat ved lov, respekterer kernen i de rettigheder og friheder, der anerkendes i chartret, og er underlagt proportionalitetsprincippet, jf. chartrets artikel 52, stk. 1.

(7)  Konvergensen mellem tele-, medie- og IT-sektoren betyder, at alle elektroniske kommunikationsnet og -tjenester så vidt muligt bør være omfattet af en samlet europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, der indføres ved et enkelt direktiv, idet der dog kan være områder, for hvilke det er bedre at fastsætte umiddelbart gældende regler i form af forordninger. Det er nødvendigt at adskille reguleringen af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester fra reguleringen af indhold. Denne kodeks omfatter derfor ikke indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet ved hjælp af elektroniske kommunikationstjenester, f.eks. radio- og tv-udsendelsers indhold, finansielle ydelser og visse informationssamfundsydelser, og berører således ikke foranstaltninger, der i henhold til EU-retten træffes på EU-plan eller på nationalt plan for så vidt angår sådanne tjenester med henblik på at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og varetage forsvaret af mediepluralisme. Indholdet af tv-programmer er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU²¹. Audiovisuel politik og indholdsregulering sigter mod at opfylde mål af almen interesse, som f.eks. ytringsfrihed, mediepluralisme, upartiskhed, kulturel og sproglig mangfoldighed, social inklusion, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af mindreårige. Medmindre elektroniske kommunikationsnet og -tjenester udtrykkeligt er udelukket fra kodeksens anvendelsesområde, er de omfattet af denne kodeks. Adskillelsen mellem regulering af elektronisk kommunikation og regulering af indhold hindrer desuden ikke, at der tages hensyn til den forbindelse, der er mellem de to områder, navnlig med henblik på at garantere ytrings- og informationsfrihed, mediepluralisme, kulturel mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger.

(7a)  Medlemsstaterne bør sikre, at alle EU-borgere har almen adgang til et bredt udvalg af oplysninger og indhold af høj kvalitet og offentlig værdi af hensyn til mediepluralisme og kulturel mangfoldighed, under hensyntagen til den hurtige udvikling af distributionssystemer og forretningsmodeller, der for øjeblikket hersker i mediesektoren.

(8)  Dette direktiv omfatter forbrugerudstyr til radio og digital-TV, men berører ikke anvendelsen af direktiv 2014/53/EU på radioudstyr.

(9)  For at gøre det muligt for de nationale tilsynsmyndigheder at opfylde de mål, der er opstillet i dette direktiv, særlig om gennemgående interoperabilitet, bør direktivets anvendelsesområde omfatte visse aspekter af radioudstyr som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU[14] og forbrugerudstyr til digital-tv for at lette adgangen for brugere med handicap. Det er vigtigt, at myndighederne tilskynder netoperatører og udstyrsfabrikanter til at samarbejde om at lette adgangen til elektroniske kommunikationstjenester for brugere med handicap. Ikke-eksklusiv anvendelse af radiofrekvenser med henblik på en brugers egenanvendelse af radioterminaludstyr bør, skønt anvendelsen ikke har forbindelse med en økonomisk aktivitet, også være omfattet af dette direktiv, så der sikres en koordineret fremgangsmåde for så vidt angår tilladelsesordninger.

(10)  Visse elektroniske kommunikationstjenester kunne også falde ind under definitionen af "tjeneste i informationssamfundet" i artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester. Disse elektroniske kommunikationstjenester er også omfattet af de bestemmelser, der gælder for "tjenester i informationssamfundet", for så vidt som der ikke er fastsat mere specifikke bestemmelser for de elektroniske kommunikationstjenester i dette direktiv eller andre EU-retsakter. Elektroniske kommunikationstjenester som f.eks. taletelefonitjenester, beskedtjenester og elektroniske posttjenester er dog omfattet af nærværende direktiv. En og samme virksomhed, for eksempel en internetudbyder, kan tilbyde både elektronisk kommunikation, som f.eks. adgang til internettet, og tjenester, som ikke er omfattet af nærværende direktiv, f.eks. levering af webbaseret, ikke-kommunikationsrelateret indhold.

(11)  Samme virksomhed, for eksempel en kabeloperatør, kan både tilbyde en elektronisk kommunikationstjeneste, såsom overføring af tv-signaler, og tjenester, der ikke omhandles af dette direktiv, såsom kommercialisering af et tilbud om indholdsbaseret radio- eller tv-spredningsvirksomhed, og derfor kan virksomheden pålægges yderligere forpligtelser i forbindelse med dens aktivitet som udbyder eller distributør af radio- eller tv-spredningsvirksomhed i medfør af bestemmelser, der ikke indeholdes i dette direktiv, med forbehold af de i bilag I til dette direktiv indeholdte vilkår.

(12)  Regelsættet bør omfatte brugen af radiofrekvenser til alle elektroniske kommunikationsnet, også den voksende egenanvendelse af radiofrekvenser, som ikke nødvendigvis er et led i en bestemt økonomisk aktivitet, til nye typer net, der udelukkende består af autonome systemer af mobilt radioudstyr, der er trådløst forbundet uden nogen central styring eller centraliseret netoperatør. I den femte generation af mobilkommunikation, der er undervejs, vil der sandsynligvis navnlig udvikle sig sådanne net uden for bygninger og på vejene, til brug i forbindelse med transport, energi, forskning og udvikling, e-sundhed, civilbeskyttelse og katastrofehjælp, tingenes internet, kommunikation mellem maskiner og netforbundne biler. Derfor bør medlemsstaterne, hvis de på grundlag af artikel 7 i direktiv 2014/53/EU indfører yderligere nationale krav til ibrugtagning og/eller anvendelse af sådant radioudstyr for at sikre en reel og effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne og undgå skadelig interferens, tage hensyn til principperne for det indre marked.

(13)  Kravene til de elektroniske kommunikationsnets ydeevne er konstant stigende. Mens der tidligere især blev lagt vægt på at stille større båndbredde til rådighed, både i almindelighed og for den enkelte bruger, får andre parametre som f.eks. latenstid, disponibilitet og pålidelighed stadig større betydning. Derfor anlægges der i dag optiske fibernet længere og længere ud til brugerne, og fremtidige "net med meget høj kapacitet" skal have præstationsparametre svarende til et net baseret på optiske fiberelementer, der som minimum dækker strækningen frem til fordeleren på betjeningsstedet. For en fast forbindelse betyder dette en netpræstation svarende til, hvad der kan opnås med en optisk fiberforbindelse frem til et flerfamiliehus, betragtet som betjeningsstedet, og for en mobilforbindelse betyder det en netpræstation svarende til, hvad der kan opnås med en optisk fiberforbindelse frem til basisstationen, betragtet som betjeningsstedet. Variationer i slutbrugernes oplevelse, som skyldes de forskellige egenskaber ved de medier, hvormed nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet, bør ikke tages i betragtning med henblik på at fastslå, hvorvidt et trådløst net kan anses for at levere en tilsvarende netpræstation. I overensstemmelse med princippet om teknologisk neutralitet bør andre teknologier og transmissionsmedier ikke udelukkes, hvis de er sammenlignelige med dette referencescenarie for så vidt angår ydeevne. Etableringen af sådanne "net med meget høj kapacitet" vil yderligere øge nettenes ydeevne og bane vejen for udrulning af fremtidige generationer af mobilnet baseret på forbedrede radiogrænseflader og en tættere netarkitektur.

(14)  Der er behov for at tilpasse nogle af definitionerne af hensyn til princippet om teknologineutralitet og for at holde trit med teknologiudviklingen for at sikre ikkediskriminerende anvendelse af det nuværende direktiv på de forskellige tjenesteudbydere. Den teknologiske og markedsmæssige udvikling har medført, at nettene er gået over til IP-teknologi ("Internet Protocol"), og at slutbrugerne har fået mulighed for at vælge mellem flere konkurrerende udbydere af taletelefoni. Derfor bør udtrykket "offentligt tilgængelig telefonitjeneste", der udelukkende er anvendt i direktiv 2002/22/EF og i vid udstrækning opfattes som en henvisning til de traditionelle analoge telefonitjenester, erstattes af det mere tidssvarende og teknologisk neutrale udtryk "talekommunikation". Betingelserne for udbuddet af en tjeneste bør adskilles fra de egentlige definitoriske elementer i en talekommunikationstjeneste, dvs. en elektronisk kommunikationstjeneste, der giver offentligheden mulighed for at foretage og modtage indenlandske og/eller internationale opkald direkte eller indirekte ved hjælp af et eller flere numre i en national eller international telefonnummerplan, uanset om en sådan tjeneste er baseret på kredsløbskoblet eller pakkekoblet teknologi. Det ligger i en sådan tjenestes natur, at den går begge veje og giver begge parter mulighed for at kommunikere. En tjeneste, der ikke opfylder disse betingelser, f.eks. en "klik-selv"-funktion på et kundeservicewebsted, er ikke en talekommunikationstjeneste. Talekommunikationstjenester omfatter også kommunikationsmidler specifikt beregnet til ▌slutbrugere med handicap, som gør brug af tekst- eller videorelæ eller totale konversationstjenester såsom tale, video- og tidstro tekst, alene eller kombineret, i det samme opkald.

(15)  De tjenester, der anvendes til kommunikationsformål, og de tekniske midler til leveringen heraf har udviklet sig betydeligt. I stedet for traditionelle taletelefonitjenester, tekstbeskeder (SMS) og elektroniske posttjenester anvender slutbrugerne i stigende grad funktionelt tilsvarende onlinetjenester som f.eks. internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester. For at sikre at slutbrugerne og deres rettigheder beskyttes effektivt og på samme måde, når de benytter funktionelt ækvivalente tjenester, bør en fremtidsorienteret definition af elektroniske kommunikationstjenester ikke baseres på rent tekniske parametre, men snarere bygge på en funktionel tilgang. Reguleringen bør have en passende rækkevidde for at opfylde sine almennyttige mål. Mens "overføring af signaler" fortsat er et vigtigt parameter, når det fastslås, hvilke tjenester der er omfattet af dette direktiv, bør definitionen også omfatte andre tjenester, som muliggør kommunikation. Fra slutbrugeres synspunkt og i forbindelse med beskyttelsen af deres rettigheder er det ikke relevant, om en udbyder overfører signalerne selv, eller om kommunikationen leveres via en internetadgangstjeneste. Den ændrede definition af elektronisk kommunikationstjeneste bør derfor omfatte tre typer tjenester, der delvis kan overlappe hinanden, nemlig internetadgangstjenester som defineret i artikel 2, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2120, interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i dette direktiv, og tjenester, der udelukkende eller hovedsagelig består i overføring af signaler. Definitionen af elektronisk kommunikationstjeneste bør fjerne de tvetydigheder, der er konstateret i gennemførelsen af den tidligere definition, og muliggøre en nøje afpasset anvendelse, bestemmelse for bestemmelse, af de specifikke rettigheder og forpligtelser i regelsættet på de forskellige typer tjenester. Behandlingen af personoplysninger i forbindelse med elektroniske kommunikationstjenester skal, uanset om den sker mod betaling eller ej, være i overensstemmelse med direktiv 95/46/EF, der vil blive erstattet af forordning (EU) nr. 2016/679 (den generelle forordning om databeskyttelse) den 25. maj 2018.

(16)  For at falde ind under definitionen af elektronisk kommunikationstjeneste skal en tjeneste normalt ydes mod betaling. I den digitale økonomi anser markedsdeltagerne i stigende grad oplysninger om brugerne for at have monetær værdi. Elektroniske kommunikationstjenester leveres ofte til slutbrugeren med andet end penge som modydelse, navnlig mod adgang til personoplysninger eller andre oplysninger. Begrebet betaling bør derfor omfatte situationer, hvor leverandøren af en tjeneste anmoder slutbrugeren om personoplysninger som defineret i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 eller andre oplysninger, og slutbrugeren bevidst afgiver sådanne oplysninger direkte eller indirekte til leverandøren. Det bør også omfatte situationer, hvor slutbrugeren giver adgang til oplysninger uden aktivt at levere disse, herunder personoplysninger, f.eks. IP-adresse eller andre automatisk genererede oplysninger som f.eks. oplysninger, der indsamles og overføres af en cookie. I overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis vedrørende artikel 57 i TEUF[15] er der også tale om betaling i traktatens forstand, selv om tjenesteleverandøren ikke modtager betaling af modtageren af tjenesteydelsen, men i stedet af tredjemand. Begrebet betaling bør derfor også omfatte situationer, hvor slutbrugeren udsættes for reklamer som betingelse for at få adgang til en tjeneste, og situationer, hvor tjenesteleverandøren omsætter personoplysninger, som vedkommende har indsamlet, i penge.

(17)  Interpersonelle kommunikationstjenester er tjenester, der muliggør kommunikation mellem personer og interaktiv udveksling af oplysninger, og omfatter tjenester som traditionelle taleopkald mellem to personer, men også alle former for e-post, beskedtjenester og gruppechat. Interpersonnelle kommunikationstjenester omfatter kun kommunikation mellem et afgrænset, dvs. ikke potentielt ubegrænset, antal fysiske personer, der bestemmes af afsenderen af meddelelsen. Kommunikation, der involverer juridiske personer, bør være omfattet af definitionen i de tilfælde, hvor fysiske personer handler på vegne af disse juridiske personer eller er involveret på mindst én side af kommunikationen. Interaktiv kommunikation indebærer, at tjenesten giver modtageren af oplysningerne mulighed for at svare. Tjenester, der ikke opfylder disse krav, såsom lineær spredning, video on demand, websteder, sociale netværk, blogs eller udveksling af oplysninger mellem maskiner, bør ikke betragtes som interpersonelle kommunikationstjenester. En tjeneste bør ikke betragtes som en interpersonel kommunikationstjeneste, når tjenesten blot muliggør interpersonel og interaktiv kommunikation som en støttefunktion, der er knyttet til en anden tjeneste, og som af objektive tekniske grunde ikke kan anvendes uden den primære tjeneste, og hvis integration i den primære tjeneste ikke er et middel til at omgå anvendelsen af reglerne for elektroniske kommunikationstjenester. Et eksempel på en sådan undtagelse kunne i princippet være en kommunikationskanal i forbindelse med onlinespil, alt afhængigt af egenskaberne ved tjenestens kommunikationsfunktion.

(18)  Interpersonelle kommunikationstjenester, der anvender numre i en national eller international telefonnummerplan, etablerer forbindelse til det offentlige (pakke- eller kredsløbskoblede) telefonnet. Disse nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester omfatter både tjenester, der er tildelt slutbrugernumre med henblik på at sikre end-to-end-forbindelse, og tjenester, der giver slutbrugere mulighed for at få forbindelse til personer, der har fået tildelt sådanne numre. Den blotte anvendelse af et nummer som et identifikationsmiddel bør ikke sidestilles med anvendelse af et nummer til tilslutning til det offentlige telefonnet og bør derfor ikke i sig selv betragtes som tilstrækkelig til, at en tjeneste betragtes som en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste. Når den leverede tjeneste desuden ikke er afhængig af sin egen infrastruktur og derfor ikke har væsentlig kontrol over det net, der anvendes til at muliggøre kommunikationen, bør anvendelsen af nummeret også betragtes anderledes, fordi forpligtelserne ikke vil stå i et rimeligt forhold til deres evne til at levere tjenester af en vis kvalitet. Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bør kun være underlagt forpligtelser, hvis almenvellet kræver, at der anvendes bestemte reguleringsmæssige forpligtelser for alle typer interpersonelle kommunikationstjenester, uanset om de anvender numre til levering af deres tjeneste eller ej. Det er rimeligt at behandle nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester anderledes, da de deltager i, og dermed også nyder godt af, et offentligt garanteret interoperabelt system.

(19)  Et nettermineringspunkt (NTP) udgør i reguleringsøjemed en grænse mellem regelsættet for elektroniske kommunikationsnet og tjenester på den ene side og reguleringen af teleterminaludstyr på den anden. Det er de nationale tilsynsmyndigheders ansvar at fastlægge nettermineringspunkternes placering. På baggrund af de nationale tilsynsmyndigheders praksis og i betragtning af de mange forskellige nettopologier, både fast- og mobilnetbaserede, bør Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation ("BEREC") i tæt samarbejde med Kommissionen vedtage retningslinjer for, hvordan nettermineringspunktet i overensstemmelse med dette direktiv fastlægges i de forskellige konkrete tilfælde.

(20)  Den tekniske udvikling gør det muligt for slutbrugerne at tilkalde beredskabstjenester, ikke kun ved taleopkald, men også ved hjælp af andre interpersonelle kommunikationstjenester. Begrebet alarmkommunikation bør derfor omfatte alle de interpersonelle kommunikationstjenester, der gør det muligt at tilkalde beredskabstjenester. Det bygger på begreber, der allerede er fastlagt i EU-lovgivningen, nemlig "alarmcentral", "den mest passende alarmcentral"[16] og "beredskabstjeneste"[17].

(21)  De nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders tiltag bør være baseret på et harmoniseret sæt af målsætninger og principper, og de bør, når det er nødvendigt, koordinere deres tiltag med myndighederne i andre medlemsstater og med BEREC, når de udfører deres opgaver i henhold til nærværende regelsæt.

(22)  De opgaver, som udføres af de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv, bidrager til gennemførelsen af mere generelle politikker inden for områderne kultur, beskæftigelse, miljø, social samhørighed samt by- og landsplanlægning.

(23)  Regelsættet bør ud over de eksisterende tre primære målsætninger om at fremme konkurrence, det indre marked og slutbrugernes interesser forfølge endnu et mål, der ▌udtrykkes i resultater: udbredt adgang til og brug af net med meget høj kapacitet for alle Unionens borgere og virksomheder. Sammen med de eksisterende generelle mål vil dette støtte forbedringen af Unionens økonomi og navnlig dens industri på grundlag af rimelige priser og valgmuligheder, ▌reel og fair konkurrence, ▌åben innovation, effektiv udnyttelse af frekvenser, fælles regler og forudsigelige reguleringstilgange på det indre marked samt de nødvendige sektorspecifikke regler til beskyttelse af borgernes interesser. For medlemsstaterne, de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder samt de interesserede parter betyder dette konnektivitetsmål på den ene side, at de skal sigte mod udrulning af net med størst mulig kapacitet og tjenester, der er økonomisk bæredygtige inden for et bestemt område, og på den anden side, at de skal tilstræbe territorial samhørighed gennem konvergens for så vidt angår den kapacitet, der er til rådighed i forskellige områder. Fremskridt hen imod opfyldelsen af de generelle mål i dette direktiv bør understøttes af et robust system til løbende evaluering og benchmarking af medlemsstaterne hvad angår tilgængeligheden af net med meget høj kapacitet hos alle større socioøkonomiske drivkræfter som f.eks. skoler, transportknudepunkter og større udbydere af offentlige tjenester såvel som stærkt digitaliserede virksomheder, uafbrudt 5G-dækning i byområder og langs store landtransportveje samt tilgængeligheden af elektroniske kommunikationsnet, som kan levere mindst 100 Mbps, og som hurtigt kan opgraderes til gigabithastigheder til alle husstande i hver medlemsstat. Kommissionen bør med henblik herpå straks fremlægge detaljerede politiske retningslinjer, der fastlægger metoder og objektive, konkrete og målbare kriterier for benchmarking af effektiviteten af medlemsstaternes foranstaltninger til at opfylde disse mål, indkredse bedste praksis og sikre en årlig kvantitativ og kvalitativ vurdering af de fremskridt, der er gjort i hver medlemsstat.

(24)  Princippet om, at medlemsstaterne bør anvende EU-retten på en teknologineutral måde, dvs. at en national tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed hverken må påtvinge eller diskriminere til fordel for brugen af en bestemt type teknologi, udelukker ikke, at der, når det er berettiget for at nå målene for regelsættet, tages rimelige skridt til at fremme visse specifikke tjenester, som for eksempel digital-tv, som et middel til øget effektivitet i udnyttelsen af frekvensressourcerne. Endvidere udelukker det ikke, at der tages hensyn til forskellige fysiske egenskaber og arkitekturtræk i elektroniske kommunikationsnet, der er relevante for andre mål inden for regelsættet.

(25)  Der bør tilskyndes til både effektive investeringer og konkurrence, som går hånd i hånd, således at økonomisk vækst, innovation og forbrugernes valgmuligheder øges.

(26)  Konkurrencen fremmes bedst ved at sikre et økonomisk effektivt niveau af investering i nye og eksisterende infrastrukturer, suppleret med regulering, hvor det måtte være nødvendigt, for at opnå effektiv konkurrence i detailleddet. Et effektivt infrastrukturbaseret konkurrenceniveau findes, når infrastrukturoverlapningen er af et omfang, der betyder, at investorer kan forventes at opnå et rimeligt udbytte på baggrund af fornuftige forventninger til udviklingen i markedsandele.

(27)  Det er nødvendigt at skabe passende incitamenter til investering i nye net med meget høj kapacitet, der støtter innovationen i forbindelse med indholdsrige internettjenester og styrker Den Europæiske Unions internationale konkurrenceevne. Sådanne net har et enormt potentiale til at give forbrugerne og erhvervslivet i hele Den Europæiske Union fordele. Eftersom der fortsat er flaskehalse og fysiske adgangsbarrierer på infrastrukturniveau, er det derfor afgørende at fremme bæredygtige investeringer i udviklingen af disse net, idet man fastholder konkurrencen og øger forbrugernes valgmuligheder gennem forudsigelighed og sammenhæng i reguleringen.

(28)  Målet er gradvis at mindske mængden af forhåndsregulerende sektorspecifikke bestemmelser, efterhånden som konkurrencen på markederne udvikler sig, og i sidste instans at lade den elektroniske kommunikation blive styret udelukkende gennem konkurrencelovgivningen. Da markederne for elektronisk kommunikation har udvist stærk konkurrencedynamik de seneste år, er det meget vigtigt, at forhåndsregulerede forpligtelser kun benyttes, hvor der ikke er reel og holdbar konkurrence på de relevante detailmarkeder. Sigtet med forhåndsregulering er at opnå fordele for slutbrugerne ved at sikre reel konkurrence på detailmarkederne på et varigt grundlag. Med henblik herpå bør de nationale tilsynsmyndigheder tage forbrugernes og slutbrugernes interesser i betragtning, uanset på hvilket marked reguleringsforpligtelserne indføres, og bør overveje, om indførelse af en forpligtelse på et engrosmarked også medfører, at forbrugernes og slutbrugernes interesser fremmes på et detailmarked, der ikke er udpeget som egnet til forhåndsregulering. Forpligtelser på engrosniveau bør indføres, hvis konkurrencen på et eller flere detailmarkeder sandsynligvis ikke vil blive effektiv uden sådanne forpligtelser. Navnlig i betragtning af de forventede fremskridt med hensyn til innovation og konkurrence er det sandsynligt, at de nationale tilsynsmyndigheder gennem markedsanalysen vil kunne konstatere, at konkurrencen gradvis udvikler sig på detailmarkederne, også selv om der ikke reguleres på engrosniveau. I et sådant tilfælde bør den nationale tilsynsmyndighed konkludere, at det ikke længere er nødvendigt at regulere på engrosniveau, og foretage en vurdering af det tilsvarende relevante engrosmarked med henblik på at tilbagetrække forhåndsreguleringen. I den forbindelse bør der tages hensyn til eventuelle løftestangseffekter mellem engrosmarkeder og tilsvarende detailmarkeder, hvilket kan kræve, at adgangsbarrierer på infrastrukturniveau fjernes med henblik på at sikre langsigtet konkurrence på detailniveau.

(29)  Elektronisk kommunikation er ved at blive uundværlig for et stigende antal sektorer. Tingenes internet er et eksempel på, hvordan overføring af radiosignaler, der er grundlaget for elektronisk kommunikation, er i stadig udvikling og påvirker den samfundsmæssige og forretningsmæssige virkelighed. For at vi kan drage størst mulig fordel af denne udvikling, er det afgørende, at der i frekvensforvaltningen tages hensyn til nye trådløse kommunikationsteknologier. Da andre teknologier og applikationer, der anvender frekvenser, også er genstand for stigende efterspørgsel og kan styrkes ved integration af eller kombination med elektronisk kommunikation, bør frekvensforvaltningen, hvor det er hensigtsmæssigt, følge en tværsektoriel tilgang for at sikre en mere effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne.

(30)  Strategisk planlægning, koordinering og i givet fald harmonisering på EU-plan kan medvirke til at sikre, at frekvensbrugerne får fuldt udbytte af fordelene ved det indre marked, og at Unionens interesser forsvares effektivt på globalt plan. Derfor kan der i nødvendigt omfang opstilles lovgivningsmæssige flerårige radiofrekvenspolitikprogrammer, hvoraf det første er fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU[18], som fastsætter politiske retningslinjer og målsætninger for den strategiske planlægning og harmonisering af brugen af radiofrekvenser i Unionen. Disse politiske retningslinjer og målsætninger kan indeholde henvisninger til den adgang til og den effektive udnyttelse af radiofrekvenser, der er en forudsætning for etableringen af et funktionsdygtigt indre marked, i overensstemmelse med dette direktiv.

(31)   Landegrænserne bliver i stigende grad irrelevante for, hvordan frekvensressourcerne udnyttes optimalt. Urimelige forskelle mellem de nationale politikker for forvaltning af frekvensressourcerne, herunder uberettigede forskelle i vilkårene for adgang til og brug af radiofrekvenser, alt efter hvilken type operatør der er tale om, kan medføre øgede omkostninger og tabte markedsmuligheder for frekvensbrugerne. Dette kan forsinke innovationen, begrænse investeringerne, mindske stordriftsfordelene for fabrikanter og operatører samt skabe spændinger mellem rettighedshaverne og skævheder i priserne på adgang til frekvenser. Samlet kan denne opsplitning føre til en forvridning af det indre marked og skade forbrugerne og økonomien som helhed.

(32)  Bestemmelserne om frekvensforvaltning i dette direktiv bør være forenelige med arbejdet i internationale og regionale organisationer, der beskæftiger sig med radiofrekvensforvaltning, såsom Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT), for at sikre en effektiv forvaltning og harmonisering af frekvensanvendelsen i hele Unionen og mellem medlemsstaterne og andre medlemmer af ITU.

(33)  I overensstemmelse med princippet om adskillelse af regulerings- og driftsopgaver bør medlemsstaterne, for at sikre de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders uvildige afgørelser, garantere disses uafhængighed. Dette krav om uafhængighed berører hverken medlemsstaternes institutionelle autonomi og forfatningsmæssige forpligtelser eller princippet om neutralitet i forhold til de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne, jf. traktatens artikel 295. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder bør råde over de nødvendige personale- og ekspertressourcer samt økonomiske midler til at udføre deres opgaver.

(34)  Det er nødvendigt at opstille en liste over opgaver, som medlemsstaterne kun kan pålægge organer, som de udpeger som nationale tilsynsmyndigheder, hvis politiske uafhængighed og tilsynskapacitet er garanteret, i modsætning til andre reguleringsopgaver, som de enten kan pålægge de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder. Når dette direktiv foreskriver, at en medlemsstat skal tildele en opgave eller en beføjelse til en kompetent myndighed, kan medlemsstaten derfor enten tildele opgaven til en national tilsynsmyndighed eller til en anden kompetent myndighed.

(35)  De nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed blev styrket i forbindelse med revisionen i 2009 for at sikre større gennemslagskraft i anvendelsen af regelsættet og øge tilsynsmyndighedernes autoritet og forudsigeligheden i deres afgørelser. Til dette formål måtte det udtrykkelig fastsættes i national ret, at den nationale tilsynsmyndighed i udførelsen af sine opgaver er beskyttet mod indblanding udefra og politisk pres, der kan forhindre en uafhængig vurdering af de sager, den skal behandle. En sådan påvirkning udefra gør en instans, der medvirker i den nationale lovgivningsproces, uegnet til at fungere som tilsynsmyndighed under regelsættet. Derfor måtte der på forhånd opstilles regler for, på hvilket grundlag ledelsen for en national tilsynsmyndighed kan afskediges, så enhver rimelig tvivl om tilsynsmyndighedens uafhængighed og upåvirkelighed over for eksterne faktorer fjernes. For at undgå vilkårlige afskedigelser bør et medlem, der afskediges, have ret til at anmode om, at de kompetente retsinstanser efterprøver, om der foreligger en gyldig grund til afskedigelsen, jf. de grunde, der betragtes som gyldige i henhold til dette direktiv. En sådan afskedigelse bør kun begrundes i medlemmets personlige eller faglige kvalifikationer. Det er vigtigt, at de nationale tilsynsmyndigheder har deres eget budget, der bl.a. sætter dem i stand til at ansætte tilstrækkeligt med kvalificeret personale. Af hensyn til åbenhed i forvaltningen bør dette budget hvert år offentliggøres. Inden for rammerne af deres budget bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne forvalte deres personalemæssige og økonomiske ressourcer i fuld uafhængighed. For at sikre upartiskhed bør medlemsstater, der stadig ejer eller kontrollerer virksomheder, som gennem administrationsgebyrer bidrager til den nationale tilsynsmyndigheds eller andre kompetente myndigheders budget, sikre, at der er effektiv strukturel adskillelse mellem aktiviteterne i forbindelse med ejerskab eller kontrol og udøvelsen af kontrol over budgettet.

(36)  Det er nødvendigt yderligere at styrke de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed for at sikre, at deres ledelse og medlemmer er upåvirkelige over for pres udefra, ved at fastsætte mindstekrav til, hvilke kvalifikationer disse skal have for at kunne udnævnes, og en minimumsvarighed for deres mandat. Desuden vil det afhjælpe risikoen for, at tilsynsmyndighederne varetager interesser i sektoren ("regulatory capture"), sikre kontinuitet og styrke uafhængigheden, hvis muligheden for at forlænge medlemmernes mandat mere end én gang begrænses, og der stilles krav om en passende rotationsordning for bestyrelsen og den øverste ledelse. Med henblik herpå bør medlemsstaterne desuden sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder er juridisk adskilt fra og funktionelt uafhængige af branche og stat, at de hverken må søge eller modtage instruktioner fra noget andet organ, at de fungerer på en gennemsigtig og ansvarlig måde i overensstemmelse med EU-retten og national ret, og at de har tilstrækkelige beføjelser.

(37)  De nationale tilsynsmyndigheder bør stå til ansvar for den måde, hvorpå de udfører deres opgaver, og bør være forpligtet til at aflægge rapport herom. Denne forpligtelse bør tage form af et krav om årlig rapportering snarere end ad hoc-anmodninger om rapportering, der kan begrænse deres uafhængighed eller hindre dem i udførelsen af deres opgaver, hvis kravene bliver urimeligt omfattende. Ifølge nyere retspraksis[19] kan vidtgående eller ubetingede rapporteringskrav indirekte påvirke en myndigheds uafhængighed.

(38)  Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen, hvilke organisationer der er udpeget som nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder. For myndigheder, der er ansvarlige for tildeling af anlægsrettigheder, kan meddelelsespligten opfyldes ved at henvise til den centrale dokumentationstjeneste, der er oprettet i henhold til artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU[20].

(39)  Der bør bruges et system, der er så lidt indgribende som muligt, for tilladelser til udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med henblik på at fremme udviklingen af nye kommunikationstjenester og paneuropæiske kommunikationsnet og -tjenester, og så tjenesteudbyderne og forbrugerne kan udnytte det indre markeds stordriftsfordele.

(40)  Fordelene ved det indre marked for tjenesteudbydere og slutbrugere opnås bedst ved at anvende generelle tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester ▌uden at stille krav om udtrykkelige beslutninger eller administrative afgørelser fra nationale tilsynsmyndigheder.

(40a)  Eventuelle procedurekrav bør begrænses til at omfatte en enkelt deklaratorisk anmeldelse. Hvis medlemsstaterne stiller krav om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal indgive anmeldelse, når de påbegynder deres aktiviteter, bør denne anmeldelse indgives til BEREC, der fungerer som fælles kontaktpunkt. Anmeldelsen bør ikke indebære administrationsomkostninger for udbyderne, og anmeldelsesformularen kan eventuelt stilles til rådighed via et link på BEREC's websted. BEREC bør i god tid videresende anmeldelserne til de nationale tilsynsmyndigheder i alle de medlemsstater, der kræver anmeldelse, hvor udbyderne har til hensigt at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller tjenester. Medlemsstaterne kan også kræve bevis for indgivet anmeldelse i form af en retligt anerkendt postkvittering eller elektronisk kvittering for modtagelsen af anmeldelsen til BEREC. Denne kvittering bør under ingen omstændigheder bestå i eller kræve en administrativ handling fra den nationale tilsynsmyndigheds eller en anden myndigheds side.

(41)  Anmeldelsen til BEREC bør blot bestå i en erklæring om, at udbyderen agter at påbegynde udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Udbyderen kan kun forpligtes til at lade erklæringen ledsage af de oplysninger, der er opført i artikel 12 i dette direktiv, som er de minimumsoplysninger, der er nødvendige for at fremme en konsekvent gennemførelse af dette direktiv og for at give BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder den mest relevante viden om markedet. Medlemsstaterne bør ikke pålægge yderligere eller særskilte anmeldelseskrav.

(42)  En udbyder af enhver form for elektroniske kommunikationstjenester bør kunne drage fordel af ▌den generelle tilladelsesordning.

(43)  Ved tildeling af brugsret til radiofrekvenser, brugsret til numre eller tilladelse til at installere faciliteter bør de kompetente myndigheder underrette de virksomheder, der får tildelt sådanne rettigheder eller tilladelser.

(44)  Generelle tilladelser bør kun indeholde vilkår, som udelukkende vedrører den elektroniske kommunikationssektor. De bør ikke omfatte vilkår, som allerede gælder i medfør af anden eksisterende national lovgivning, navnlig for så vidt angår forbrugerbeskyttelse, som ikke er specifik for telesektoren, og bør ikke berøre bestemmelser i forbrugeraftaler, der er fastsat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008. De nationale tilsynsmyndigheder kan dog orientere operatørerne om gældende miljøbeskyttelses- samt by- og landsplanlægningskrav.

(45)  De vilkår, der kan knyttes til tilladelser, bør omfatte generelle betingelser vedrørende tilgængelighed for brugere med handicap og offentlige myndigheders og beredskabstjenesters behov for at kommunikere indbyrdes og med offentligheden før, under og efter en større katastrofe.

(46)  Virksomhedernes rettigheder og forpligtelser i henhold til generelle tilladelser må udtrykkeligt angives i disse tilladelser for at sikre ensartet konkurrence i hele Unionen og lette grænseoverskridende forhandlinger om samtrafik mellem offentligt tilgængelige kommunikationsnet.

(47)  Den generelle tilladelse berettiger udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til offentligheden, til at forhandle samtrafik på vilkårene i dette direktiv. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til andre end offentligheden kan forhandle samtrafik på kommercielle vilkår.

(47a)  Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, der driver virksomhed i mere end én medlemsstat, er stadig underlagt forskellige regler, krav og rapporteringsforpligtelser på trods af friheden til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i hele Unionen, hvilket bremser udviklingen af og væksten på det indre marked for elektronisk kommunikation. Det bør derfor være muligt for en sådan udbyder, hvis den har et hovedforretningssted i Unionen, at være omfattet af en enkelt generel tilladelse, som udstedes af den medlemsstat, hvor hovedsædet i Unionen ligger. BEREC bør lette samordningen og udvekslingen af oplysninger. Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester vil muligvis fortsat skulle indhente særlige tilladelser til brugsret til numre, brugsret til radiofrekvenser og ret til at installere faciliteter.

(47b)  Det er nødvendigt for et velfungerende indre marked, at udbyderne ikke tilskyndes til at søge at opnå en mere favorabel retsstilling til skade for slutbrugerne (svig eller misbrug i form af forumshopping). Derfor bør hovedsædets beliggenhed i Unionen afspejle den centrale placering, hvor udbyderen har et reelt etableringssted, vedtager sine strategiske virksomhedsbeslutninger og udøver væsentlige aktiviteter, der er direkte knyttet til udbuddet af elektroniske kommunikationstjenester i Unionen.

(48)  Elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der ikke udbydes til offentligheden, bør være underlagt færre og mindre krævende vilkår, end hvad der er rimeligt for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der udbydes til offentligheden.

(49)  Hvis udbydere af elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester ▌i henhold til EU-retten pålægges særlige forpligtelser som følge af stærk markedsposition som defineret i dette direktiv, bør disse særlige forpligtelser finde anvendelse adskilt fra de generelle rettigheder og forpligtelser, som gælder i henhold til den generelle tilladelse.

(50)  Udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester kan have brug for dokumentation for deres rettigheder i henhold til en generel tilladelse for så vidt angår samtrafik og installation af faciliteter, især for at lette forhandlinger med regionale eller lokale myndigheder eller med tjenesteudbydere i andre medlemsstater. Derfor bør BEREC, der modtager anmeldelsen om udbud af offentlige eller private kommunikationsnet eller -tjenester, forsyne virksomhederne med erklæringer herom ▌som automatisk svar på en anmeldelse i henhold til den generelle tilladelse. Sådanne erklæringer bør ikke i sig selv kunne begrunde krav om rettigheder, og hverken rettigheder i medfør af den generelle tilladelse, brugsrettigheder eller udøvelsen af sådanne rettigheder må afhænge af en erklæring.

(51)  Det er tilladt at opkræve administrationsgebyrer fra udbydere af elektroniske kommunikationstjenester for at finansiere den nationale tilsynsmyndigheds eller andre kompetente myndigheders aktiviteter vedrørende administration af tilladelsessystemet og tildeling af brugsrettigheder. Sådanne gebyrer bør kun dække de reelle administrationsomkostninger ved disse aktiviteter. Med henblik herpå bør de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders indtægter og udgifter gøres transparente via årlige opgørelser over de samlede gebyrbeløb, der er opkrævet, og de administrationsomkostninger, der er påløbet. Dermed kan virksomhederne kontrollere, om der er overensstemmelse mellem administrationsomkostningerne og gebyrerne.

(52)  Ordningerne vedrørende administrationsgebyrer bør ikke fordreje konkurrencen eller skabe hindringer for markedsadgangen. Med et generelt tilladelsessystem vil det ikke længere være muligt at afkræve de enkelte virksomheder administrationsomkostninger og dermed gebyrer, undtagen for tildeling af brugsret til numre, brugsret til radiofrekvenser og tilladelser til installation af faciliteter. Alle administrationsgebyrer bør være i overensstemmelse med principperne i et generelt tilladelsessystem. Et eksempel på et rimeligt, enkelt og transparent alternativ til disse kriterier for opkrævning af gebyrer kunne være en omsætningsafhængig fordelingsnøgle. Hvis administrationsgebyrerne er meget lave, kan enhedsgebyrer eller gebyrer, der kombinerer en enhedssats med et omsætningsafhængigt element, også være hensigtsmæssige. Hvor det generelle tilladelsessystem omfatter virksomheder med meget små markedsandele, f.eks. lokalsamfundsbaserede netudbydere, eller tjenesteudbydere, hvis forretningsmodel medfører meget begrænsede indtægter, selv hvor der er tale om en væsentlig markedsdækning målt i volumen, bør medlemsstaterne overveje at fastsætte en passende minimumstærskel for pålæggelse af administrationsgebyrer.

(53)  Medlemsstaterne kan være nødt til at ændre de rettigheder, vilkår, procedurer, gebyrer og afgifter, som hænger sammen med generelle tilladelser og brugsrettigheder, i tilfælde hvor det er objektivt velbegrundet. Sådanne ændringer bør behørigt meddeles alle interesserede parter i god tid, så de har fyldestgørende lejlighed til at udtale sig om sådanne ændringer. Af hensyn til retssikkerheden og behovet for forudsigelighed i reguleringen bør enhver begrænsning eller tilbagekaldelse af eksisterende brugsrettigheder til radiofrekvenser eller tilladelser til at installere faciliteter være genstand for forudsigelige og transparente procedurer; derfor kan der eventuelt indføres strengere krav eller en anmeldelsesordning i tilfælde, hvor der er tildelt brugsrettigheder efter konkurrenceprægede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer. For så vidt angår individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser bør de rettigheder og betingelser, der indgår i sådanne licenser, desuden kun ændres efter forudgående samråd med rettighedshaveren. Da restriktioner eller inddragelser af generelle tilladelser eller rettigheder kan have betydelige konsekvenser for deres indehavere, bør de nationale kompetente myndigheder være særligt opmærksomme og foretage en forhåndsvurdering af den potentielle skade, som sådanne foranstaltninger kan forårsage, inden de træffer sådanne foranstaltninger. Unødvendige procedurer bør undgås i forbindelse med mindre ændringer i eksisterende tilladelser til at installere faciliteter eller i brugsrettigheder til radiofrekvenser, når disse ændringer ikke berører tredjemands interesser. Ændringer i anvendelsen af frekvenser i medfør af principperne om teknologi- og tjenesteneutralitet bør ikke betragtes som en tilstrækkelig begrundelse for at tilbagekalde rettigheder, da der ikke er tale om tildeling af nye rettigheder.

(54)  Ved mindre ændringer af rettigheder og forpligtelser forstås ændringer, som hovedsagelig er af administrativ art og ikke ændrer den generelle tilladelse og de individuelle brugsrettigheder i væsentlig grad og således ikke kan give andre virksomheder konkurrencemæssige fordele.

(55)  De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder må, for at kunne udføre deres opgaver effektivt, indsamle oplysninger fra markedets aktører. Det kan også være nødvendigt at indsamle sådanne oplysninger på Kommissionens eller BEREC's vegne, således at de kan opfylde deres respektive forpligtelser i henhold til EU-retten. Anmodninger om oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til formålet og bør ikke påføre virksomhederne urimelige byrder. De oplysninger, der indsamles af de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, bør, medmindre de i henhold til nationale regler om aktindsigt er fortrolige samt med forbehold af EU-retten og national lovgivning om forretningshemmeligheder, være offentligt tilgængelige.

(56)  For at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder udfører deres opgaver effektivt, bør de oplysninger, som de indsamler, omfatte regnskabsoplysninger om de detailmarkeder, der er knyttet til engrosmarkeder, hvor en operatør har en stærk markedsposition, og som derfor reguleres af den nationale tilsynsmyndighed. Endvidere bør oplysningerne omfatte data, der sætter den nationale tilsynsmyndighed i stand til at vurdere overholdelsen af de vilkår, der er knyttet til brugsrettigheder og de mulige følger af planlagte opgraderinger eller ændringer i nettopologien for udviklingen i konkurrencen eller for engrosprodukter, der stilles til rådighed for andre parter. Oplysninger om overholdelse af de dækningsforpligtelser, der er knyttet til brugsrettigheder til radiofrekvenser, er afgørende for at sikre fuldstændighed i de geografiske undersøgelser af netudrulning, der gennemføres af de nationale tilsynsmyndigheder. I den forbindelse bør myndighederne kunne kræve, at der afgives oplysninger, der er opdelt efter lokalområder med en granularitet, der er tilstrækkelig til, at der kan foretages en geografisk undersøgelse af netudrulningen.

(57)  For at lette indberetnings- og informationsforpligtelserne for net- og tjenesteudbyderne og de kompetente myndigheder bør disse forpligtelser være forholdsmæssigt afpassede, objektivt berettigede og begrænset til det strengt nødvendige. Navnlig bør gentagne anmodninger fra den kompetente myndighed og fra BEREC om de samme oplysninger samt krav om systematisk og jævnlig dokumentation for overholdelsen af samtlige vilkår for den generelle tilladelse eller brugsretten undgås. Indberetnings- og informationsforpligtelserne for udbydere af elektronisk kommunikation, der opererer i flere medlemsstater, bør, hvis udbyderen har et hovedforretningssted i Unionen og er omfattet af medlemsstatens generelle tilladelse for hovedsædet, koordineres gennem denne medlemsstat, uden at dette berører oplysningskrav vedrørende tildelingen af brugsret til numre, radiofrekvenser og retten til at installere faciliteter. BEREC bør fremme den frie informationsstrøm mellem de berørte medlemsstater. Anmodninger om sådanne oplysninger bør sendes i et fælles og standardiseret format udarbejdet af BEREC. Virksomhederne bør vide, hvad de oplysninger de anmodes om at fremlægge, skal bruges til. Fremlæggelse af oplysninger bør ikke være en betingelse for markedsadgang. Til statistiske formål kan der stilles krav om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal indgive anmeldelse, når deres aktiviteter ophører.

(58)  Dette direktiv bør hverken berøre medlemsstaternes forpligtelse til at fremlægge enhver oplysning, som er nødvendig for at forsvare Unionens interesser i forbindelse med internationale aftaler, eller indberetningskrav i henhold til lovgivning, der ikke er specifik for sektoren for elektronisk kommunikation, f.eks. konkurrencelovgivningen.

(59)  Oplysninger, der af en kompetent myndighed betragtes som fortrolige i henhold til EU-regler og nationale regler om forretningshemmeligheder og beskyttelse af personoplysninger, må udveksles med Kommissionen og andre nationale tilsynsmyndigheder og BEREC, hvis det er nødvendigt for at kunne anvende bestemmelserne i dette direktiv. De udvekslede oplysninger bør begrænses til, hvad der er relevant og rimeligt under hensyntagen til formålet med udvekslingen.

(60)  Bredbåndsnettene til elektronisk kommunikation bliver stadig mere forskelligartede med hensyn til teknologi, topologi, de anvendte medier og ejendomsforholdene, og derfor skal reguleringstiltag bygge på detaljerede oplysninger vedrørende netudrulningen for at være effektive og målrettede mod de områder, hvor der er behov for regulering. Disse oplysninger er afgørende for at fremme investeringer, øge konnektiviteten i hele Unionen og formidle information til alle relevante myndigheder og borgerne. De bør omfatte undersøgelser om både udrulning af net med meget høj kapacitet og væsentlige opgraderinger eller udvidelser af eksisterende kobbernet eller andre typer net, der muligvis ikke i alle henseender har samme præstationsegenskaber som net med meget høj kapacitet, f.eks. udrulning af fibernet til gadeskabet, kombineret med aktive teknologier som vectoring. Detaljeringsgraden og den territoriale granularitet i de oplysninger, som de nationale tilsynsmyndigheder indsamler, bør være afstemt efter det specifikke mål med reguleringen og bør være tilstrækkelig til at opfylde de reguleringsmæssige formål. Derfor vil størrelsen af den territoriale enhed også variere fra medlemsstat til medlemsstat afhængigt af de reguleringsmæssige behov under de særlige nationale omstændigheder og af, hvilke oplysninger der er til rådighed lokalt. I de fleste tilfælde vil niveau 3 i nomenklaturen for statistiske regionale enheder (NUTS) sandsynligvis ikke være en tilstrækkelig lille territorial enhed. De nationale tilsynsmyndigheder bør følge BEREC's retningslinjer for bedste praksis i forbindelse med en sådan opgave, og omvendt vil disse retningslinjer kunne trække på erfaringerne fra de nationale tilsynsmyndigheders gennemførelse af geografiske undersøgelser af netudrulningen. Uden at det berører kravet om fortrolighed, bør de nationale tilsynsmyndigheder, hvis oplysningerne ikke allerede er tilgængelige på markedet, stille de oplysninger, der er indsamlet i disse undersøgelser, til rådighed i et åbent dataformat og uden begrænsninger med hensyn til genbrug, og de bør stille værktøjer til at fastslå tjenestekvaliteten til rådighed for slutbrugerne for at bidrage til øget bevidsthed om kvaliteten af de konnektivitetstjenester, der tilbydes. Hvis de nationale tilsynsmyndigheder finder det hensigtsmæssigt, kan de også indsamle offentligt tilgængelige oplysninger vedrørende planer om at opbygge net med meget høj kapacitet. I forbindelse med indsamlingen af disse oplysninger bør alle berørte myndigheder respektere fortrolighedsprincippet og undgå at skabe konkurrencemæssige ulemper for operatører.

(61)  Mindskelse af den digitale kløft i Unionen er afgørende for at give alle borgere i Unionen mulighed for at få adgang til moderne internet og digitale tjenester. Hvor der indkredses specifikke og velafgrænsede områder med utilstrækkelig netforbindelse, bør de nationale tilsynsmyndigheder derfor kunne iværksætte en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på at finde virksomheder, som er villige til at investere i net med meget høj kapacitet. For at sikre forudsigelige investeringsbetingelser bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne meddele virksomheder, der tilkendegiver interesse i udrulning af meget hurtige net, om der er foretaget ▌andre typer af netopgraderinger, herunder med downloadhastigheder på under 100 Mbps, i det pågældende område.

(62)  Det er vigtigt, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder hører alle interesserede parter om påtænkte afgørelser, giver dem tilstrækkelig tid under hensyntagen til sagens kompleksitet til at fremsætte kommentarer og tager hensyn til disse kommentarer, før de træffer endelig afgørelse. For at sikre, at afgørelser på nationalt plan ikke får negative følger for det indre marked eller for andre af traktatens målsætninger, bør de nationale tilsynsmyndigheder desuden underrette Kommissionen og andre nationale tilsynsmyndigheder om visse udkast til afgørelser, så disse får mulighed for at kommentere dem. Det er rimeligt, at de nationale tilsynsmyndigheder hører de interesserede parter om alle udkast til foranstaltninger med konsekvenser for handelen mellem medlemsstaterne. Det er i dette direktiv fastsat, i hvilke tilfælde procedurerne i artikel 24 og 34 finder anvendelse.

(63)  Medlemsstaterne bør tilrettelægge en passende høringsmekanisme for at tage behørigt hensyn til borgernes interesser. En sådan mekanisme kunne involvere et organ, som uafhængigt af den nationale tilsynsmyndighed og af tjenesteudbyderne udfører forskning for så vidt angår forbrugerrelaterede spørgsmål, eksempelvis forbrugeradfærd og mekanismer for udbyderskift, og som fungerer i åbenhed og leverer bidrag til de eksisterende mekanismer for høring af de interesserede parter. Desuden kan der indføres en mekanisme med det formål at muliggøre et passende samarbejde om spørgsmål vedrørende fremme af lovligt indhold. Samarbejdsprocedurer, der indføres ved hjælp af en sådan mekanisme, bør imidlertid ikke kunne benyttes til systematisk overvågning af brug af internettet.

(64)  Hvis der opstår en tvist mellem virksomheder i én medlemsstat på et område, der er omfattet af dette direktiv, f.eks. vedrørende forpligtelser i forbindelse med adgang og samtrafik eller metoder til overførsel af slutbrugerfortegnelser, bør den forurettede part, der har forhandlet i god tro, men ikke har kunnet nå til enighed med modparten, kunne anmode den nationale tilsynsmyndighed om at afgøre tvisten. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne pålægge parterne en løsning. Når en national tilsynsmyndighed deltager i bilæggelsen af en tvist mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i en medlemsstat, bør den søge at sikre, at de forpligtelser, der følger af dette direktiv, overholdes.

(65)  Ud over den klageadgang, der følger af national eller EU-retlig lovgivning, er der behov for en enkel procedure, der efter anmodning af en af tvistens parter sættes i gang for at bilægge grænseoverskridende tvister mellem virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester, i forskellige medlemsstater.

(66)  En vigtig opgave for BEREC er at vedtage afgørelser i forbindelse med tvister mellem parter i forskellige medlemsstater. De nationale tilsynsmyndigheder bør derfor i sådanne sager fuldt ud gennemføre BEREC's afgørelse, når de pålægger en virksomhed forpligtelser eller på anden vis bilægger tvisten.

(67)  Manglende koordinering mellem medlemsstaterne med hensyn til deres tilgange til tildelingen af og tilladelsen til anvendelsen af radiofrekvenser samt med hensyn til store interferensproblemer kan have en alvorlig indvirkning på udviklingen af det digitale indre marked. Medlemsstaterne bør derfor samarbejde indbyrdes og drage fuld nytte af Frekvenspolitikgruppens mægling. Desuden bør koordinationen mellem medlemsstaterne for at løse skadelig interferens gøres mere effektiv ved at bruge Frekvenspolitikgruppen som et middel til at fremme tvistbilæggelse. Under hensyntagen til Unionens specifikke bekymringer og mål bør en sådan EU-procedure for tvistbilæggelse i forbindelse med grænseoverskridende spørgsmål mellem medlemsstater prioriteres frem for tvistbilæggelse i henhold til international ret.

(68)  Frekvenspolitikgruppen er en rådgivende gruppe på højt plan, der blev nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/622/EF for at bidrage til udviklingen af det indre marked og støtte udformningen af en frekvenspolitik på EU-plan under hensyntagen til økonomiske, politiske, kulturelle, strategiske, sundhedsmæssige og sociale aspekter samt tekniske parametre. Af hensyn til Frekvenspolitikgruppens rolle i den yderligere styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne bør den fastlægges i dette direktiv. Gruppen bør sammensættes af lederne af de organer, som har det overordnede politiske ansvar for strategisk frekvenspolitik. Gruppen bør bistå og rådgive medlemsstaterne og Kommissionen med hensyn til frekvenspolitik. Dette bør yderligere øge frekvenspolitikkens synlighed i EU's forskellige politikområder og bidrage til at sikre sammenhæng på tværs af sektorerne på nationalt plan og EU-plan. På anmodning af Europa-Parlamentet og Rådet bør frekvenspolitikgruppen også yde rådgivning til disse. Desuden bør gruppen være et forum for koordinering af medlemsstaternes gennemførelse af deres forpligtelser vedrørende radiofrekvenser i henhold til dette direktiv, og den bør spille en central rolle på områder af afgørende betydning for det indre marked, f.eks. koordinering og standardisering på tværs af grænserne. Der kan også nedsættes tekniske arbejdsgrupper eller ekspertgrupper til at bistå ved plenarmøder, hvor højtstående repræsentanter fra medlemsstaterne og Kommissionen udstikker rammer for den strategiske politik.

(69)  Det er i et konkurrencebaseret miljø vigtigt, at de nationale tilsynsmyndigheder tager hensyn til de interesserede parters, herunder brugernes og forbrugernes, synspunkter i forbindelse med spørgsmål, der berører slutbrugerrettigheder. Udenretslig tvistbilæggelse kan være et hurtigt og omkostningseffektivt middel for slutbrugerne til at håndhæve deres rettigheder, navnlig for forbrugere, mikrovirksomheder og små virksomheder. Med hensyn til tvister på forbrugerområdet indeholder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU[21] bestemmelser, der sikrer effektive, ikkediskriminerende og billige procedurer til afgørelse af tvister mellem forbrugere og udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester for så vidt angår relevante aftaleretlige tvister, hvor forbrugeren er bosiddende og virksomheden er etableret i Unionen. Da mange medlemsstater har indført tvistbilæggelsesprocedurer, der ud over forbrugere også omfatter andre slutbrugere, som ikke er omfattet af direktiv 2013/11/EU, er det rimeligt at fastholde den sektorspecifikke tvistbilæggelsesprocedure for både forbrugere og, hvor medlemsstaterne udvider proceduren, andre slutbrugere, navnlig mikrovirksomheder og små virksomheder. Forbrugere bør altid have ret til at løse deres tvister med udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester gennem en sektorspecifik tvistbilæggelsesprocedure, hvis de ønsker det. I betragtning af den indgående sektorspecifikke ekspertise, som de nationale tilsynsmyndigheder råder over, bør medlemsstaterne gøre det muligt for den nationale tilsynsmyndighed at fungere som tvistbilæggelsesinstans via et separat organ inden for denne myndighed, som ikke bør være underlagt nogen instrukser. Tvistbilæggelsesprocedurer i henhold til dette direktiv, der vedrører forbrugerne, bør være underlagt klare og effektive procedurer samt kvalitetskravene i kapitel II i direktiv 2013/11/EU.

(70)   De kompetente myndigheder bør være i stand til at overvåge og sikre, at vilkårene for den generelle tilladelse og brugsrettighederne overholdes, og navnlig at sikre en reel og effektiv anvendelse af frekvensressourcerne og overholdelse af forpligtelserne vedrørende dækning og tjenestekvalitet i kraft af økonomiske eller administrative sanktioner, herunder påbud og tilbagekaldelse af brugsrettigheder i tilfælde af manglende overholdelse af disse vilkår. Virksomhederne bør forelægge så nøjagtige og fuldstændige oplysninger som overhovedet muligt for de kompetente myndigheder, så disse er i stand til at løse deres tilsynsopgaver. For at undgå, at der skabes hindringer for adgangen til markedet, navnlig gennem konkurrencehæmmende hamstring, bør medlemsstaternes håndhævelse af de vilkår, der er knyttet til brugsretten til frekvenser, forbedres, og alle kompetente myndigheder ud over de nationale tilsynsmyndigheder bør bidrage hertil. Håndhævelsen bør omfatte anvendelse af et princip om, at brugsretten fortabes, hvis frekvenserne ikke reelt udnyttes ("use it or lose it") som modvægt til rettighedernes lange gyldighedsperiode. I den forbindelse bør salg og udlejning af radiofrekvenser anses for en løsning, som den oprindelige rettighedshaver kan benytte til at sikre en reel udnyttelse af frekvenserne. Af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med eventuelle sanktioner for manglende udnyttelse af frekvenser bør der på forhånd fastsættes minimumsgrænser for udnyttelse, bl.a. med hensyn til tidsrum, kvantitet og frekvensernes identitet.

(70a)  Tildelingen af brugsrettigheder til radiofrekvenser i 25 år eller mere bør være underlagt betingelser, der har til formål at sikre, at mål af almen interesse såsom effektiv anvendelse og hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og forsvar beskyttes. Sådanne brugsrettigheder bør derfor underkastes en midtvejsevaluering senest efter ti år.

(71)  De vilkår, som kan knyttes til generelle tilladelser og individuelle brugsrettigheder, bør begrænses til det strengt nødvendige for at sikre overholdelsen af krav og forpligtelser i henhold til den nationale lovgivning og EU-retten.

(72)  Alle, der er genstand for en kompetent myndigheds afgørelse, bør kunne påklage afgørelsen til en instans, som er uafhængig af de involverede parter og af indblanding udefra og politisk pres, der kan forhindre en uafhængig vurdering af de sager, den skal behandle. Denne instans kan være en domstol. Desuden bør virksomhederne, hvis de finder, at deres ansøgninger om tilladelse til at installere faciliteter ikke er blevet behandlet i overensstemmelse med principperne i dette direktiv, have ret til at påklage sådanne afgørelser. Denne klageprocedure bør ikke berøre kompetencefordelingen inden for de nationale retssystemer og juridiske og fysiske personers rettigheder i henhold til national ret. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne garantere effektiv domstolskontrol af sådanne afgørelser.

(73)  For at skabe retlig sikkerhed for markedsdeltagerne bør klageinstanserne udføre deres funktioner effektivt; klagesager bør navnlig ikke være unødigt langvarige. Foreløbige foranstaltninger, der suspenderer virkningerne af en kompetent myndigheds afgørelse, bør kun være tilladt, hvis det er presserende nødvendigt for at forhindre, at den part, der har anmodet om disse foranstaltninger, påføres alvorlig og uoprettelig skade, og når det er nødvendigt af hensyn til balancen mellem parternes interesser.

(74)  Der har været store forskelle i den måde, hvorpå klageinstanserne har benyttet foreløbige foranstaltninger til at suspendere de nationale tilsynsmyndigheders afgørelser. For at skabe større ensartethed bør der indføres fælles fremgangsmåder i overensstemmelse med Unionens retspraksis. Klageinstanserne bør også have ret til at anmode om tilgængelige oplysninger, som er offentliggjort af BEREC. I betragtning af den betydning klagesager har for, hvordan regelsættet som helhed fungerer, bør der indføres en ordning for indsamling af oplysninger om klagesager og beslutninger om suspension af de kompetente myndigheders afgørelser i alle medlemsstater samt for rapportering af disse oplysninger til Kommissionen og BEREC. Denne ordning bør sikre, at Kommissionen eller BEREC kan indhente teksten til de pågældende afgørelser eller domme fra medlemsstaterne med henblik på at samle dem i en database.

(74a)  Gennemsigtigheden i anvendelsen af EU-mekanismen til at konsolidere det indre marked for elektronisk kommunikation bør øges af hensyn til borgerne og de interesserede parter og for at give de berørte parter mulighed for at fremsætte deres synspunkter, herunder ved at kræve, at de nationale tilsynsmyndigheder offentliggør eventuelle udkast til foranstaltning, samtidig med at de meddeles Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater. Alle sådanne udkast til foranstaltning bør være begrundede og indeholde en detaljeret analyse.

(75)  Kommissionen bør under størst mulig hensyntagen til udtalelsen fra BEREC kunne pålægge en national tilsynsmyndighed at trække et udkast til foranstaltning tilbage, hvis det vedrører afgrænsningen af relevante markeder eller tager stilling til, om en virksomhed har en stærk markedsposition eller ej, og hvis sådanne afgørelser ville hindre det indre marked eller være uforenelige med EU-retten, herunder navnlig de politiske mål, den nationale tilsynsmyndighed bør følge. Denne procedure berører hverken anmeldelsesproceduren i henhold til direktiv 2015/1535/EU eller Kommissionens særlige traktatfæstede beføjelser for så vidt angår overtrædelse af EU-retten.

(76)  Den nationale høring, der skal iværksættes i henhold til artikel 24, bør gennemføres før den EU-høring, der er omhandlet i artikel 34 og 35, således at de interesserede parters synspunkter kan afspejles i fællesskabshøringen. Derved undgår man også at skulle gennemføre endnu en EU-høring, hvis den nationale høring fører til ændring af den planlagte foranstaltning.

(77)  Det er vigtigt, at regelsættet gennemføres rettidigt. Når Kommissionen har truffet afgørelse om, at en national tilsynsmyndighed skal trække en planlagt foranstaltning tilbage, bør tilsynsmyndigheden forelægge en revideret foranstaltning for Kommissionen. Der bør fastsættes en frist for anmeldelse af den reviderede foranstaltning til Kommissionen i henhold til artikel 34, så markedsdeltagerne har mulighed for at vide, hvor længe markedsanalysen varer, og så retssikkerheden øges.

(78)  Den EU-ordning, der gør det muligt for Kommissionen at kræve, at en national tilsynsmyndighed trækker planlagte foranstaltninger vedrørende markedsafgrænsning og udpegning af operatører med en stærk markedsposition tilbage, har bidraget væsentligt til en ensartet fremgangsmåde for udpegning af forhold, hvor der kan anvendes forhåndsregulering, og hvor operatører skal være omfattet af en sådan regulering. Erfaringerne med procedurerne i artikel 7 og 7a i direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) har vist, at manglende ensartethed i de nationale tilsynsmyndigheders anvendelse af afhjælpende foranstaltninger under lignende markedsforhold underminerer det indre marked for elektronisk kommunikation. Derfor bør Kommissionen og BEREC inden for deres respektive ansvarsområder bidrage til at sikre en større grad af konsekvens i anvendelsen af afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med udkast til foranstaltninger, som foreslås af de nationale tilsynsmyndigheder. Hvis BEREC deler Kommissionens tvivl om et udkasts hensigtsmæssighed, bør Kommissionen kunne pålægge en national tilsynsmyndighed at trække udkastet tilbage. For at få gavn af de nationale tilsynsmyndigheders ekspertise inden for markedsanalyse bør Kommissionen rådføre sig med BEREC, før den træffer sine afgørelser og/eller vedtager sine henstillinger.

(79)  I betragtning af de korte tidsfrister, der gælder ifølge ordningen for EU-høring, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage henstillinger og/eller retningslinjer til forenkling af procedurerne for udveksling af oplysninger mellem Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder, f.eks. hvor der er tale om stabile markeder eller mindre ændringer i tidligere anmeldte foranstaltninger. Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at tillade en undtagelse fra kravet om anmeldelse for at strømline procedurerne i visse tilfælde.

(80)  De nationale tilsynsmyndigheder bør samarbejde indbyrdes, med BEREC og med Kommissionen på en transparent måde for at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv i alle medlemsstaterne.

(81)  De nationale tilsynsmyndigheders skønsbeføjelser må forliges med udviklingen af en ensartet reguleringspraksis og en konsekvent anvendelse af regelsættet, for at tilsynsmyndighederne kan medvirke effektivt til at udvikle og komplettere det indre marked. Tilsynsmyndighederne bør derfor støtte Kommissionens og BEREC's aktiviteter vedrørende det indre marked.

(82)  Foranstaltninger, der kan få indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne, er foranstaltninger, som kan øve en direkte eller indirekte, faktisk eller potentiel indflydelse på handelsmønsteret mellem medlemsstaterne på en måde, der kan skabe en hindring for det indre marked. Det kan være foranstaltninger, som har væsentlig indvirkning på udbydere eller brugere i andre medlemsstater, herunder foranstaltninger, der påvirker brugerprisen i andre medlemsstater, foranstaltninger, der påvirker de muligheder, en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat har for at levere en elektronisk kommunikationstjeneste, og navnlig foranstaltninger, som påvirker muligheden for at levere transnationale tjenester, samt foranstaltninger, der påvirker markedsstrukturen eller -adgangen og dermed får følger for virksomheder i andre medlemsstater.

(83)  Kommissionen bør i forbindelse med sin undersøgelse af, hvordan dette direktiv fungerer, vurdere, om der på baggrund af udviklingen på markedet og med sigte på både konkurrence og forbrugerbeskyttelse fortsat er behov for bestemmelserne om sektorspecifik forhåndsregulering, eller om de skal ændres eller ophæves.

(84)  De nationale tilsynsmyndigheder bør, i kraft af deres samlede økonomiske ekspertise og viden om markedet og den objektive og tekniske karakter af deres vurderinger og for at sikre sammenhæng med deres øvrige markedsreguleringsopgaver, fastlægge enkelthederne i udvælgelsesprocedurerne og de betingelser i forbindelse med brugsret til radiofrekvenser, som har størst betydning for markedsforholdene og konkurrencesituationen, herunder betingelserne for markedsadgang og ekspansion. Dette omfatter f.eks. parametrene for økonomisk værdiansættelse af frekvenser i overensstemmelse med dette direktiv, nærmere fastlæggelse af de markedsregulerende foranstaltninger, f.eks. indførelse af frekvenslofter og reservation af frekvenser, indførelse af adgangsforpligtelser i engrosleddet eller midler til at fastlægge dækningsvilkår, der knyttes til brugsrettigheder. For at fremme en mere ensartet fastlæggelse og brug af disse elementer bør der indføres en ordning, der indebærer koordinering, før en given medlemsstat tildeler brugsrettigheder, idet BEREC, Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder i de øvrige medlemsstater gennemgår udkastet til foranstaltninger sideløbende med den nationale offentlige høring. De foranstaltninger, der fastsættes af den nationale tilsynsmyndighed, kan kun være et led i en bredere national foranstaltning vedrørende brugsret til radiofrekvenser, der mere generelt kan omfatte tildeling, handel og leje, gyldighedsperiode, forlængelse eller ændring samt udvælgelsesproceduren og de betingelser, der er knyttet til brugsrettighederne. Derfor kan de nationale tilsynsmyndigheder, når de anmelder et udkast til foranstaltninger, forelægge oplysninger om andre udkast til nationale foranstaltninger, der hænger sammen med den pågældende udvælgelsesprocedure med henblik på begrænsning af brugsret til radiofrekvenser, men som ikke er omfattet af koordineringsordningen.

(85)  Når det på europæisk plan er vedtaget at harmonisere tildelingen af radiofrekvenser til bestemte formål, bør medlemsstaterne nøje følge disse vedtagelser ved tildelingen af rettigheder til brug af radiofrekvenser fra den nationale frekvensplan.

(86)  Medlemsstaterne bør tilskyndes til at overveje at gøre brug af en fælles tilladelsesproces, når de tildeler brugsrettigheder i tilfælde, hvor den forventede anvendelse strækker sig over grænsen til en anden medlemsstat.

(87)  Enhver afgørelse fra Kommissionen i henhold til artikel 38, stk. 1, bør være begrænset til reguleringsprincipper, -strategier og -metoder. For at undgå tvetydighed bør den ikke indeholde detaljerede påbud, som normalt afspejler nationale forhold, ligesom den ikke bør forbyde alternative strategier, som med rimelighed kan forventes at have tilsvarende virkning. En sådan afgørelse bør være forholdsmæssigt afpasset og bør ikke have nogen indvirkning på beslutninger, der er truffet af nationale tilsynsmyndigheder, og som ikke udgør nogen hindring for det indre marked.

(88)  Unionen og medlemsstaterne har i Verdenshandelsorganisationens (WTO) regi afgivet en række tilsagn vedrørende standarder og regelsæt for telenet og -tjenester.

(89)  Standardisering bør fortsat primært være en markedsstyret proces. Der kan dog stadig være situationer, hvor det er hensigtsmæssigt at kræve bestemte standarder overholdt på EU-plan for at forbedre interoperabilitet og brugernes valgmuligheder samt fremme interkonnektivitet på det indre marked. På nationalt plan er medlemsstaterne undergivet bestemmelserne i direktiv 2015/1535/EU. Standardiseringsprocedurer i henhold til nærværende direktiv berører ikke bestemmelserne i direktiv 2014/53/EU (radioudstyrsdirektivet), direktiv 2014/35/EU (lavspændingsdirektivet) og direktiv 2014/30/EU (direktivet om elektromagnetisk kompatibilitet).

(90)  Udbydere af offentligt tilgængelige kommunikationsnet og/eller offentligt tilgængelige kommunikationstjenester bør forpligtes til at træffe foranstaltninger for at beskytte sikkerheden i deres net og/eller tjenester og for at forhindre eller minimere virkningen af sikkerhedshændelser, herunder hændelser, som skyldes kaprede enheder. Under hensyntagen til teknologiens aktuelle stade bør disse foranstaltninger garantere et sikkerhedsniveau, der står i et passende forhold til risikoen. Sikkerhedsforanstaltningerne bør som minimum omfatte alle relevante aspekter af de følgende elementer: vedrørende systemers og faciliteters sikkerhed: fysisk og miljømæssig sikkerhed, forsyningssikkerhed, kontrol af adgang til net og netintegritet; vedrørende håndtering af hændelser: procedurer for håndtering af hændelser, kapacitet til detektering af hændelser, underretning om og meddelelse af hændelser; vedrørende styring af driftskontinuitet: strategi for tjenesters kontinuitet og beredskabsplaner, katastrofeberedskabskapacitet; vedrørende monitorering, audit og testning: monitorerings- og logningspolitikker, øvelsesberedskabsplaner, testning af net- og informationssystemer, sikkerhedsvurdering og kontrol med overholdelse; samt overholdelse af internationale standarder.

(91)  I betragtning af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenesters stigende betydning er det nødvendigt at sikre, at disse tjenester også er omfattet af passende sikkerhedskrav i overensstemmelse med deres særlige karakter og økonomiske betydning. Udbydere af sådanne tjenester bør garantere et sikkerhedsniveau, der står i et passende forhold til den sikkerhedsrisiko, som deres elektroniske kommunikationstjenester udsættes for. Da udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester normalt ikke udøver egentlig kontrol over transmissionen af signaler via net, kan risikoen i forbindelse med disse tjenester i visse henseender anses for lavere end i forbindelse med de traditionelle elektroniske kommunikationstjenester. Hvor det er berettiget ud fra en vurdering af de faktiske sikkerhedsrisici, bør sikkerhedskravene til nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester derfor være mindre strenge. I den forbindelse bør udbyderne selv kunne afgøre, hvilke foranstaltninger de anser for passende til at styre de sikkerhedsrisici, som deres tjenester udsættes for. Samme fremgangsmåde bør finde tilsvarende anvendelse på interpersonelle kommunikationstjenester, der gør brug af numre, men hvor udbyderen ikke udøver egentlig kontrol over transmissionen af signaler.

(91a)  Udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester bør via internettet informere brugerne om, hvordan de kan sikre deres kommunikation, f.eks. ved at anvende bestemte typer software eller krypteringsteknologier. Kravet om at underrette brugerne om særlige sikkerhedsrisici bør ikke fritage udbyderen for forpligtelsen til for egen regning omgående at træffe passende foranstaltninger til at søge at forebygge eller afhjælpe nye uforudsete sikkerhedsrisici og genoprette det normale sikkerhedsniveau. Underretning af abonnenten om sikkerhedsrisici bør være gebyrfri.

(91b)  For at beskytte sikkerheden og integriteten i net og tjenester bør anvendelsen af end-to-end-kryptering fremmes og om nødvendigt være obligatorisk i overensstemmelse med principperne om indbygget sikkerhed og privatlivsbeskyttelse som standard.

(92)  De kompetente myndigheder bør sikre, at de offentlige kommunikationsnets integritet og disponibilitet opretholdes. Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) bør medvirke til at øge sikkerhedsniveauet inden for elektronisk kommunikation ved blandt andet at bistå medlemsstaterne med at forebygge og løse potentielle problemer på det indre marked på grund af modstridende særlige sikkerhedsforanstaltninger, udstede retningslinjer i tæt samarbejde med BEREC og Kommissionen om sikkerhedskriterier og yde ekspertise og rådgivning samt fremme udveksling af bedste praksis. De kompetente myndigheder bør have de nødvendige midler til at varetage deres opgaver, herunder beføjelser til at indhente tilstrækkelige oplysninger til, at de kan vurdere sikkerhedsniveauet i net eller tjenester. De bør også have beføjelser til at indhente omfattende og pålidelige oplysninger om faktiske sikkerhedshændelser, der har haft væsentlige følger for driften af net eller tjenester. De bør, hvor det er nødvendigt, bistås af enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser ("CSIRT'er"), og som er oprettet i henhold til artikel 9 i direktiv 2016/1148/EU[22]. Disse enheder kan navnlig pålægges at forsyne de kompetente myndigheder med oplysninger om risici og hændelser, der berører offentlige kommunikationsnet og offentligt tilgængelige kommunikationstjenester, samt at anbefale løsninger.

(93)  Hvor udbud af elektronisk kommunikation er afhængig af offentlige ressourcer, hvis anvendelse kræver specifik tilladelse, kan medlemsstaterne give den kompetente myndighed, der er ansvarlig for udstedelsen af tilladelser, ret til at opkræve afgifter for at sikre en optimal udnyttelse af de pågældende ressourcer i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i dette direktiv. Medlemsstaterne kan dog ikke opkræve andre gebyrer eller afgifter i forbindelse med udbud af net og elektroniske kommunikationstjenester end dem, som er fastsat i dette direktiv, jf. Domstolens retspraksis. I den henseende bør de have en ensartet tilgang til fastsættelse af disse gebyrer eller afgifter, så den generelle tilladelsesprocedure eller tildelingen af brugsret ikke indebærer en urimelig økonomisk byrde for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

(94)  For at sikre en optimal udnyttelse af ressourcerne bør afgifterne afspejle den økonomiske og tekniske situation på det pågældende marked såvel som enhver anden faktor af væsentlig betydning for deres værdi. Samtidig bør afgifterne fastsættes således, at der skabes mulighed for innovation i udbuddet af net og tjenester samt konkurrence på markedet. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at afgifter for brugsret fastsættes på grundlag af en mekanisme, der sikrer en passende beskyttelse mod, at afgifternes værdi fordrejes som følge af indtægtsmaksimeringsstrategier, konkurrencebegrænsende bud eller tilsvarende adfærd. Dette direktiv berører ikke det formål, som afgifterne for brugsrettigheder og tilladelser til at installere faciliteter anvendes til. Sådanne afgifter kan f.eks. anvendes til at finansiere aktiviteter, der gennemføres af de nationale tilsynsmyndigheder og de kompetente myndigheder, og som ikke kan dækkes af administrationsgebyrerne. Når udvælgelse foregår ved en konkurrencepræget eller sammenlignende udvælgelsesprocedure, og afgifter for brugsret til radiofrekvenser helt eller delvis består i engangsbeløb, bør betalingsordninger sikre, at sådanne afgifter ikke i praksis fører til udvælgelse på grundlag af kriterier, der ingen forbindelse har med målet om at sikre en optimal udnyttelse af radiofrekvenserne. Kommissionen kan med jævne mellemrum offentliggøre sammenlignende undersøgelser og anden passende vejledning om bedste praksis med henblik på tildeling af radiofrekvenser, numre og tilladelse til at installere faciliteter.

(95)  Afgifter, som pålægges virksomheder for brugsretten til radiofrekvenser , kan påvirke afgørelser om, hvorvidt der skal anmodes om sådanne rettigheder og om, hvordan der bedst gøres brug af radiofrekvensressourcerne. Med henblik på at sikre optimal brug, når medlemsstaterne fastsætter mindstepriser, bør de derfor sikre, at de afspejler den alternative anvendelse af de ressource- og ekstraomkostninger, der er forbundet med at opfylde de betingelser i tilladelsen, som pålægges med henblik på at tilgodese politiske mål, der ikke med rimelighed kan forventes at blive opfyldt ved hjælp af de almindelige forretningsmæssige standarder, såsom krav om territorial dækning.

(96)  Optimal brug af radiofrekvensressourcer afhænger af, om der er egnede net og tilknyttede faciliteter til rådighed. I den henseende bør afgifter for brugsretten til radiofrekvenser og retten til at installere faciliteter tage hensyn til behovet for at fremme en løbende infrastrukturudvikling med henblik på at opnå den mest effektive udnyttelse af ressourcerne. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at vilkårene for betaling af afgifter for brugsretten til radiofrekvenser, der er knyttet til den ressource, som faktisk er til rådighed, indrettes således, at de fremmer de investeringer, der er nødvendige for at fremme en sådan udvikling. Vilkårene bør specificeres på en objektiv, transparent, forholdsmæssig og ikkediskriminerende måde, inden der indledes procedurer om tildelingen af brugsrettigheder til frekvenser, og afgifterne bør defineres tydeligt.

(97)   Der bør sikres, at der på rette tid og sted findes ikkediskriminerende og transparente procedurer for tildeling af tilladelse til at installere faciliteter, således at vilkårene for en loyal og reel konkurrence garanteres. Dette direktiv berører hverken medlemsstaternes lovgivning om ekspropriering og brug af ejendom, normal udøvelse af ejendomsretten, normal brug af offentlig ejendom eller princippet om neutralitet over for de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne.

(98)  Tilladelser til udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som giver virksomhederne adgang til offentlig eller privat ejendom, er en væsentlig faktor i etableringen af elektroniske net og nye netelementer. Unødvendig kompleksitet og forsinkelse i procedurerne for tildeling af rettigheder til at installere faciliteter kan derfor udgøre en betydelig hindring for udviklingen af konkurrence. Derfor bør tildelingen af rettigheder til at installere faciliteter til godkendte virksomheder forenkles. De nationale tilsynsmyndigheder bør være i stand til at koordinere erhvervelsen af rettigheder til at installere faciliteter og stille relevante oplysninger til rådighed på deres websteder.

(99)  Det er nødvendigt at styrke medlemsstaternes beføjelser med hensyn til indehavere af rettigheder til at installere faciliteter for at sikre, at et nyt net etableres eller udbygges på en fair, effektiv og miljømæssigt forsvarlig måde og uafhængigt af enhver forpligtelse for en operatør med en stærk markedsposition til at give adgang til sit elektroniske kommunikationsnet. En bedre delt udnyttelse af faciliteter kan nedsætte de miljømæssige omkostninger ved etablering af elektronisk kommunikationsinfrastruktur og tjene folkesundheden, den offentlige sikkerhed samt målene for by- og landplanlægningen. De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at kræve, at virksomheder, som har draget fordel af rettighederne til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, deles om sådanne faciliteter eller sådan ejendom (herunder fysisk samhusning) efter en offentlig høring af passende varighed, hvor alle berørte parter bør have mulighed for at give deres synspunkter til kende på de specifikke områder, hvor hensynet til den almene interesse nødvendiggør en sådan deling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der allerede er stor pladsmangel i undergrunden, eller hvor en naturlig barriere skal krydses. De kompetente myndigheder bør navnlig kunne pålægge delt brug af netelementer og tilhørende faciliteter såsom kabelkanaler, ledningskanaler, master, mandehuller, gadeskabe, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, bygninger eller adgangsveje til bygninger og en bedre koordinering af anlægsarbejder af miljøhensyn eller andre politiske hensyn. Det bør derimod være op til de nationale tilsynsmyndigheder at fastlægge regler for fordelingen af omkostningerne ved delt brug af faciliteter eller ejendom, således at de berørte virksomheder belønnes passende for deres risici. I lyset af de forpligtelser, der pålægges ved direktiv 2014/61/EU, bør de kompetente myndigheder, herunder navnlig de lokale myndigheder, i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder også udarbejde passende koordineringsprocedurer for offentlige arbejder og andre relevante offentlige faciliteter eller anden relevant offentlig ejendom, der kan omfatte procedurer, som sikrer, at de berørte parter får oplysning om relevante offentlige faciliteter eller relevant offentlig ejendom og igangværende eller planlagte offentlige arbejder, at de underrettes rettidigt om sådanne arbejder, og at delt brug lettes så vidt muligt.

(100)  Hvor mobiloperatører af miljøhensyn får pålagt delt brug af tårne eller master, kan hensynet til folkesundheden medføre, at den enkelte operatørs maksimale tilladte sendeeffekt nedsættes, og det kan medføre, at operatørerne installerer flere sendeanlæg for at sikre et landsdækkende net. De kompetente myndigheder bør tilstræbe at forene miljøhensyn og hensynet til folkesundheden, idet de tager behørigt hensyn til forsigtighedsprincippet i Rådets henstilling nr. 1999/519/EF.

(101)  Radiofrekvenser er en knap ressource med en stor offentlig værdi og markedsværdi. De er en altafgørende ressource for radiobaserede elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og i det omfang de anvendes til sådanne net og tjenester, bør de derfor effektivt allokeres og tildeles af de nationale tilsynsmyndigheder under iagttagelse af harmoniserede mål og principper samt efter objektive, transparente og ikkediskriminerende kriterier, altsammen under hensyntagen til demokratiske, sociale, sproglige og kulturelle interesser i forbindelse med frekvensanvendelsen. Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/ 2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen)[23] fastlægger rammerne for en harmonisering af radiofrekvensanvendelsen.

(102)  Frekvenspolitiske tiltag i Unionen bør hverken berøre foranstaltninger, der under overholdelse af EU-retten træffes på EU-plan eller på nationalt plan med sigte på almennyttige målsætninger, navnlig i forbindelse med regulering af indhold og med AV- og mediepolitikken, eller medlemsstaternes ret til at tilrettelægge og anvende deres radiofrekvenser med henblik på den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller forsvaret. Da brugen af frekvenser til militære formål og formål vedrørende den nationale sikkerhed har indflydelse på, hvilke frekvenser der er til rådighed for det indre marked, bør frekvenspolitikken tage hensyn til alle sektorer og alle aspekter af EU's politikker og afveje de forskellige behov, uden at medlemsstaternes rettigheder tilsidesættes.

(103)  Det er vigtigt for den økonomiske og sociale udvikling, deltagelsen i det offentlige liv og den sociale og territorielle samhørighed, at der i alle medlemsstater sikres maksimal dækning af net med højeste kapacitet. I takt med at anvendelsen af elektronisk kommunikation bliver en integreret del af det europæiske samfund og den europæiske velfærd, bør der opnås EU-omspændende dækning for at inkludere næsten alle EU-borgere, idet medlemsstaterne bør sørge for at pålægge de fornødne dækningskrav, som bør tilpasses til de enkelte områder, der dækkes, og begrænses til rimelige byrder, som ikke står i vejen for tjenesteudbydernes udrulning. Den problemfri områdedækning bør være størst mulig og pålidelig med henblik på at fremme nationale og grænseoverskridende tjenester og applikationer såsom netforbundne biler og e-sundhed. Derfor bør de kompetente myndigheders anvendelse af dækningsforpligtelser koordineres på EU-plan. I betragtning af de nationale særtræk bør koordineringen begrænses til generelle kriterier, som skal anvendes til at definere forpligtelserne og måle opfyldelsen heraf, såsom befolkningstæthed eller topografiske og topologiske karakteristika.

(104)  Der bør findes en ensartet metode for hele Unionen til at sikre, at borgerne ikke eksponeres for elektromagnetiske felter på et niveau, der er skadeligt for folkesundheden, idet der især tages hensyn til forsigtighedsprincippet i Rådets henstilling nr. 1999/519/EF[24] for at sikre ensartede udrulningsbetingelser. Med hensyn til net med meget høj kapacitet bør medlemsstaterne anvende den procedure, der er fastsat i direktiv 2015/1535/EU, når det er relevant, bl.a. med henblik på at skabe gennemsigtighed for relevante aktører og give de øvrige medlemsstater og Kommissionen mulighed for at reagere.

(105)  Harmonisering og koordinering af frekvenser og regulering af udstyr understøttet af standardisering er komplementære størrelser, der bør koordineres nøje, således at deres fælles mål opfyldes effektivt med støtte fra Frekvenspolitikgruppen. En koordinering af indholdet og timingen af mandater til Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministratorer (CEPT) i henhold til frekvenspolitikbeslutningen og standardiseringsanmodninger til standardiseringsorganer, såsom Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation, herunder med hensyn til radiomodtagerparametre, bør fremme indførelsen af fremtidige systemer, understøtte mulighederne for frekvensdeling og sikre en effektiv frekvensforvaltning. Alle standarder, specifikationer eller henstillinger vedrørende netelementer og tilhørende faciliteter, uanset om de er faste eller mobile, bør om muligt tage højde for alle adgangsforpligtelser, der eventuelt skal pålægges i henhold til dette direktiv.

(106)  Efterspørgslen efter harmoniserede radiofrekvenser er ikke ens i hele Unionen. I tilfælde, hvor der er mangel på efterspørgsel efter et harmoniseret frekvensbånd på regionalt eller nationalt plan, kunne medlemsstaterne undtagelsesvis tillade en alternativ brug af frekvensbåndet, så længe den manglende efterspørgsel gør sig gældende, og forudsat at den alternative brug ikke skader den harmoniserede brug af det pågældende frekvensbånd i andre medlemsstater, og at den ophører, hvis der bliver efterspørgsel efter en harmoniseret brug.

(107)  Der er opnået fleksibilitet i frekvensforvaltningen og adgangen til frekvenser gennem teknologi- og tjenesteneutrale tilladelser, der gør det muligt for frekvensbrugerne at vælge de bedste teknologier og tjenester til udnyttelse af frekvensbånd, der ifølge de relevante nationale planer for frekvenstildeling, der er opstillet i overensstemmelse med EU-retten ("principperne om teknologi- og tjenesteneutralitet"), står til rådighed for elektroniske kommunikationstjenester. Administrative beslutninger om brug af bestemte teknologier og tjenester bør kun gælde, når mål af almen interesse står på spil, og bør være klart begrundede og jævnligt tages op til fornyet overvejelse.

(108)  Begrænsninger af princippet om teknologineutralitet bør være relevante og begrundet i nødvendigheden af at undgå skadelig interferens, f.eks. ved at stille krav om udstrålingsmasker og effektniveau, at beskytte folkesundheden ved at begrænse befolkningens udsættelse for elektromagnetiske felter, at sikre velfungerende tjenester gennem et passende niveau for tjenesternes tekniske kvalitet, uden nødvendigvis at udelukke muligheden for at anvende mere end en tjeneste i samme frekvensbånd, at sikre en passende fælles brug af frekvenser, særlig hvor brugen kun er betinget af generelle tilladelser, at sikre effektiv brug af frekvenser eller at opfylde almennyttige mål i overensstemmelse med EU-retten.

(109)  Frekvensbrugerne bør også kunne vælge frit, hvilke tjenester de vil tilbyde via frekvenserne. Der bør på den anden side tillades foranstaltninger, der kræver, at der tilbydes en bestemt tjeneste for at opfylde klart afgrænsede almennyttige målsætninger, herunder menneskers sikkerhed, fremme af social, regional eller territorial samhørighed, eller effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne, hvis en sådan fravigelse er nødvendig og står i et rimeligt forhold til målene. Disse mål bør omfatte fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed og mediepluralisme som fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Medmindre det er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed eller undtagelsesvis for at opfylde andre almennyttige mål som defineret af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten, bør undtagelser ikke give bestemte tjenester eksklusiv brugsret, men i stedet give de pågældende tjenester forrang, så andre tjenester eller teknologier så vidt muligt også kan anvende samme frekvensbånd. Det henhører under medlemsstaternes kompetence at fastlægge omfanget og arten af enhver undtagelse vedrørende fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed og mediepluralisme.

(110)  Da tildeling af frekvenser til bestemte teknologier eller tjenester udgør en fravigelse af principperne om teknologi- og tjenesteneutralitet og begrænser friheden til at vælge, hvilken tjeneste der udbydes, og hvilken teknologi der anvendes, bør ethvert forslag om en sådan tildeling være omgivet af åbenhed og forelægges for offentligheden til høring.

(111)  I de særlige tilfælde, hvor medlemsstaterne beslutter at begrænse friheden til at udbyde elektroniske net og -tjenester af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden, bør medlemsstaterne angive grundene til en sådan begrænsning.

(112)  Radiofrekvenser bør forvaltes således, at skadelig interferens undgås. Det grundlæggende begreb skadelig interferens bør derfor defineres tydeligt, så regulerende indgreb begrænses til, hvad der er nødvendigt for at forhindre en sådan interferens, idet der også tages hensyn til behovet for netudstyr og slutbrugerudstyr med henblik på at indarbejde robust modtagerteknologi. I ITU's radioreglement defineres skadelig interferens bl.a. som enhver interferens, der udgør en fare for sikkerhedstjenesters funktion, som selv er defineret som alle radiokommunikationstjenester, der permanent eller midlertidigt anvendes til at beskytte menneskeliv eller ejendom; til beskyttelse af liv eller ejendom bør skadelig interferens derfor undgås, navnlig i kritiske situationer, når en sikkerhedstjenestes funktion bringes i fare. Dette omfatter i henhold til ITU's definition radiostedbestemmelse, som er afgørende for transport og navigation, men bør også omfatte alle opgavekritiske aspekter af driften af elektroniske kommunikationstjenester eller -net, hvor menneskeliv eller ejendom er i fare, dvs. også andre steder end på transportområdet såsom inden for sundhedstjenester. Transport har i høj grad et grænseoverskridende element, og digitaliseringen af den medfører store udfordringer. Køretøjer (metro, busser, biler, lastbiler, tog osv.) bliver mere og mere autonome og netforbundne. I EU's indre marked er det blevet lettere for køretøjer at krydse de nationale grænser. Det er vigtigt at have pålidelig kommunikation og undgå skadelig interferens, hvis køretøjerne og de ombordværende kommunikationssystemer skal fungere sikkert og godt.

(113)  Med en stigende frekvensefterspørgsel og nye forskellige applikationer og teknologier, som forudsætter en mere fleksibel adgang til og brug af frekvenser, bør medlemsstaterne fremme delt brug af frekvenser ved at indføre så egnede tilladelsesordninger som muligt for de enkelte scenarier og ved at fastlægge egnede og transparente regler og betingelser herfor. Delt brug af frekvenser sikrer en mere effektiv udnyttelse af frekvenserne, idet den giver uafhængige brugere eller anordninger adgang til samme frekvensbånd efter forskellige retlige ordninger, således at der bliver ekstra frekvensressourcer til rådighed, udnyttelsen bliver mere effektiv, og det bliver lettere for nye brugere at få adgang til frekvenserne. Delt brug kan bygge på generelle tilladelser eller tilladelsesfri brug, som under bestemte betingelser for delt brug giver flere brugere mulighed for at få adgang til og bruge samme frekvens i forskellige geografiske områder eller på forskellige tidspunkter. Den kan også baseres på individuelle brugerrettigheder efter ordninger såsom tilladelsesbetinget delt adgang, hvor alle brugere (med en eksisterende bruger og nye brugere) aftaler vilkår for den delte brug under tilsyn af de kompetente myndigheder, således at et minimum af radiotransmissionskvalitet sikres. Hvis medlemsstaterne tillader delt brug efter forskellige tilladelsesordninger, bør de ikke fastsætte gyldighedsperioder for en sådan brug, der er meget forskellige, i de forskellige tilladelsesordninger.

(113a)  Generelle tilladelser til anvendelse af frekvenser kan fremme den mest effektive anvendelse af frekvenser og i nogle tilfælde fremme innovation, mens individuelle brugsrettigheder til frekvenser sandsynligvis vil blive den mest hensigtsmæssige tilladelsesordning i visse specifikke tilfælde. Individuelle brugsrettigheder bør f.eks. tages i betragtning, når radiofrekvensernes gunstige spredningsmønster eller den planlagte sendeeffekt gør dette til en mere effektiv udnyttelse. Dette bør ligeledes være tilfældet, hvis den geografiske spredning af anvendelsen er høj, eller hvis radiofrekvenserne konstant er i brug. En anden situation, hvor individuelle brugsrettigheder bør overvejes, er, hvis den påkrævede servicekvalitet ikke ved hjælp af generelle tilladelser kan håndtere problemerne med interferens. Når tekniske foranstaltninger til at forbedre modtagerteknologien kan gøre det muligt at anvende generelle tilladelser eller muliggøre frekvensdeling, bør disse anvendes, og den systematiske brug af bestemmelser om ikke-beskyttelse og ikke-interferens bør undgås.

(114)  Medlemsstaterne bør for at sikre forudsigelighed, retssikkerhed og investeringsstabilitet på forhånd definere hensigtsmæssige kriterier med henblik på at fastslå, om målene om effektiv udnyttelse af frekvenser respekteres af rettighedshaverne, når de anvender de betingelser, der er knyttet til de individuelle brugsrettigheder og generelle tilladelser. Interesserede parter bør inddrages i fastlæggelsen af sådanne betingelser og på en transparent måde meddeles, hvordan det vil blive vurderet, om de har opfyldt deres forpligtelser.

(115)  I betragtning af hvor vigtig en rolle teknisk innovation spiller, bør medlemsstaterne kunne tildele rettigheder til brug af radiofrekvenser til forsøgsformål med særlige begrænsninger og på særlige betingelser, der er begrundet i, at rettighederne kun gælder til sådanne forsøg.

(116)  Deling af netinfrastruktur og i visse tilfælde frekvensdeling kan gøre en mere effektiv udnyttelse af radiofrekvenser mulig og sikre en hurtig udrulning af net, navnlig i mindre tæt befolkede områder. Når de kompetente myndigheder fastlægger, hvilke betingelser der skal knyttes til retten til radiofrekvenser, bør de også overveje at tillade forskellige former for deling eller koordinering mellem virksomheder med henblik på at sikre en effektiv udnyttelse af frekvenser eller overholdelse af dækningsforpligtelser i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper.

(117)  Der kan være stor forskel på markedsvilkårene og relevansen og antallet af deltagere i medlemsstaterne. Selv om behovet og mulighederne for at knytte betingelser til brugsretten til radiofrekvenser kan afhænge af nationale særtræk, som der bør tages behørigt hensyn til, bør bestemmelserne om anvendelsen af sådanne forpligtelser koordineres på EU-plan ved hjælp af Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger, således at det sikres, at problemer, der ligner hinanden, håndteres ens på tværs af grænser.

(118)  Kravene om teknologi- og tjenesteneutralitet i tildelingen af brugsrettigheder samt muligheden for at overdrage rettigheder mellem virksomheder understøtter friheden og midlerne til at levere elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden, og gør det derved også lettere at opfylde almennyttige mål. Dette direktiv foregriber ikke, hvorvidt radiofrekvenser tildeles direkte til udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller til enheder, der bruger disse net eller tjenester. Sådanne enheder kan være udbydere af radio- eller tv-spredningsvirksomhed. Ansvaret for overensstemmelsen med de vilkår, der er knyttet til brugsretten til en radiofrekvens, og de relevante vilkår, der er knyttet til den generelle tilladelse, bør dog ligge hos den virksomhed, der har fået tildelt brugsretten til radiofrekvensen. Visse almennyttige forpligtelser, som radio-/tv-selskaber pålægges for leveringen af audiovisuelle medietjenester, kan gøre det nødvendigt at anvende særlige kriterier og procedurer for tildelingen af brugsrettigheder for at opfylde et bestemt almennyttigt mål, som medlemsstaterne har fastsat i overensstemmelse med EU-retten. Proceduren for at tildele sådanne rettigheder bør under alle omstændigheder være objektiv, transparent, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpasset. Ifølge Domstolens retspraksis bør alle nationale begrænsninger af de rettigheder, der sikres i artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, være objektivt begrundet, forholdsmæssigt afpasset og ikke overskride, hvad der er nødvendigt for at nå de pågældende mål. Frekvenser, der er tildelt uden at følge en åben procedure, bør endvidere ikke anvendes til andre formål end det almennyttige mål, til hvilket de blev tildelt. I så tilfælde bør de interesserede parter gives mulighed for at fremsætte bemærkninger inden for en rimelig frist. Som led i ansøgningsproceduren for tildeling af rettigheder bør medlemsstaterne efterprøve, om ansøgeren kan opfylde de forpligtelser, der skal knyttes til sådanne rettigheder. Disse betingelser bør afspejles i udvælgelseskriterierne, som fastsættes på en objektiv, transparent, forholdsmæssigt afpasset og ikkediskriminerende måde forud for indledningen af en konkurrencebaseret udvælgelsesprocedure. Med henblik på at anvende disse kriterier kan ansøgeren anmodes om at fremlægge de oplysninger, der er nødvendige for at kunne bevise hans evne til at opfylde disse betingelser. Hvis disse oplysninger ikke gives, kan ansøgningen om ret til at anvende en radiofrekvens afvises.

(119)  Medlemsstaterne bør forud for tildelingen af rettigheder kun pålægge kontrol af betingelser, som en ansøger, der udviser almindelig omhu, med rimelighed kan forventes at opfylde, idet der tages behørigt hensyn til vigtigheden af den samfundsmæssige værdi og markedsværdien af radiofrekvenser som en knap offentlig ressource. Dette berører ikke muligheden for efterfølgende kontrol af, hvorvidt udvælgelseskriterierne er opfyldt, f.eks. ved milepæle, hvis kriterierne ikke med rimelighed kunne opfyldes indledningsvist. For at opretholde en effektiv brug af radiofrekvenser bør medlemsstater ikke tildele rettigheder, hvis deres kontrol tyder på, at ansøgeren ikke kan opfylde betingelserne, jf. dog muligheden for at fremme en tidsbegrænset brug på forsøgsbasis. Tilladelser til brug af frekvenser af en vis gyldighedsperiode bør gøre investeringerne mere forudsigelige, hvilket bidrager til en hurtigere netudrulning og bedre tjenester samt til stabilitet, der understøtter frekvenshandel og -udlejning. Medmindre der gives tilladelse til at bruge frekvenser for en ubegrænset periode, bør gyldighedsperioden både tage hensyn til de fastsatte mål og være tilstrækkelig til at fremme tilbagebetalingen af de investeringer, der er foretaget. Selv om en længere gyldighedsperiode bidrager til større investeringsforudsigelighed, tjener foranstaltninger, der skal sikre en effektiv brug af radiofrekvenser, såsom den kompetente myndigheds beføjelse til at ændre eller tilbagekalde retten, såfremt de dertil knyttede betingelser ikke opfyldes, eller fremme af frekvenshandel og -udlejning, til at forhindre en uhensigtsmæssig akkumulering af radiofrekvenser og skaber større fleksibilitet i distributionen af frekvensressourcer. Større brug af afgifter på årsbasis er også et middel til at sikre en løbende vurdering af rettighedshaverens brug af frekvenser.

(120)  De kompetente myndigheder bør, når de beslutter om en eksisterende brugsrettighed til radiofrekvenser skal forlænges, tage hensyn til, i hvilken grad en forlængelse vil fremme målene med reglerne og andre mål med den nationale lovgivning eller EU-retten. Sådanne beslutninger bør være genstand for en åben, ikkediskriminerende og transparent procedure og bygge på en revision af, hvordan de betingelser, der er knyttet til den pågældende rettighed, er blevet opfyldt. Når medlemsstaterne vurderer, om der er behov for at forlænge brugsrettigheder, bør de afveje, hvilke konsekvenser det har for konkurrencen at forlænge allerede tildelte rettigheder i forhold til at åbne frekvensbåndet for nye brugere og dermed måske fremme en mere effektiv udnyttelse eller en innovativ ny brug. De kompetente myndigheder kan i den forbindelse beslutte kun at tillade en begrænset forlængelse for at forhindre alvorlige forstyrrelser af den etablerede brug. Selv om beslutninger om, hvorvidt rettigheder, der er tildelt inden nærværende direktivs anvendelse, bør respektere allerede gældende regler, bør medlemsstaterne ligeledes sikre, at de ikke skader målene med nærværende direktiv.

(121)  Når medlemsstaterne forlænger eksisterende brugsrettigheder, bør de sammen med vurderingen af behovet for at forlænge rettigheden, revurdere de dertil hørende afgifter for at sikre, at disse afgifter fortsat fremmer en optimal brug, idet der tages hensyn til bl.a. markedsudviklingen og den teknologiske udvikling. Af hensyn til retssikkerheden er det hensigtsmæssigt, at eventuelle tilpasninger af eksisterende afgifter baseres på de samme principper, som gælder ved tildeling af nye brugsrettigheder.

(122)  En effektiv forvaltning af radiofrekvenser kan sikres ved at sørge for, at de frekvenser, der allerede er tildelt, fortsat bruges effektivt. For at give rettighedshaverne retssikkerhed bør der tages stilling til muligheden for at forlænge brugsrettighederne inden for en rimelig frist forud for udløbet af de pågældende rettigheder. Af hensyn til den løbende forvaltning af ressourcer bør de kompetente myndigheder kunne tage stilling til sådanne spørgsmål på eget initiativ samt på anmodning af rettighedshaveren. Brugsrettighederne må ikke forlænges i strid med rettighedshaverens ønske.

(123)  Overdragelse af brugsrettigheder til radiofrekvenser kan være et effektivt middel til at opnå en bedre udnyttelse af frekvenserne. Af fleksibilitets- og effektivitetshensyn og for at muliggøre en markedsbaseret værdiansættelse af frekvenser bør medlemsstaterne som udgangspunkt tillade frekvensbrugerne at overdrage eller udleje deres brugsrettigheder til tredjemand efter en enkel procedure og i overensstemmelse med både de betingelser, der er knyttet til sådanne rettigheder, og konkurrencereglerne og under den ansvarlige nationale tilsynsmyndigheds tilsyn. Medlemsstaterne bør for at fremme en sådan overdragelse eller udlejning under overholdelse af de harmoniseringsforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til frekvenspolitikbeslutningen, også behandle anmodninger om at få frekvensrettigheder delt eller skilt ad og om at få betingelser for brugen taget op til fornyet overvejelse.

(124)  Det bør være op til de nationale tilsynsmyndigheder at træffe foranstaltninger specifikt med henblik på at fremme konkurrencen, når brugsrettigheder til radiofrekvenser tildeles eller forlænges, da de har den fornødne økonomiske og tekniske viden og det fornødne kendskab til markedet. Betingelserne for at tildele frekvenser kan påvirke konkurrenceforholdene på markederne for elektronisk kommunikation og adgangsbetingelserne. Begrænset adgang til frekvenser, især hvor disse er knappe, kan skabe adgangsbarrierer eller hæmme investeringer, udrulning af net, levering af nye tjenester eller applikationer, innovation og konkurrence. Nye brugsrettigheder, herunder dem der er erhvervet gennem overdragelse eller leje, og indførelsen af nye fleksible kriterier for frekvensbrug, kan også påvirke konkurrencen. Visse betingelser, kan, hvis de anvendes urimeligt, have andre virkninger, f.eks. kan frekvenslofter og -reservationer skabe en kunstig knaphed, engrosadgangsforpligtelser kan begrænse forretningsmodeller unødigt i mangel af markedsposition, og begrænsninger på overdragelser kan hindre udviklingen af sekundære markeder. Det er derfor nødvendigt at foretage en konsistent og objektiv konkurrencetest forud for pålæggelsen af sådanne betingelser, og den bør foretages konsekvent. Brugen af sådanne foranstaltninger bør derfor baseres på de nationale tilsynsmyndigheders grundige og objektive vurdering af markedet og konkurrenceforholdene. De nationale myndigheder bør imidlertid altid sikre en effektiv og virkningsfuld anvendelse af frekvenser og undgå konkurrenceskadelige virkninger gennem konkurrencehæmmende hamstring.

(125)  Med udgangspunkt i frekvenspolitikgruppens udtalelser kan det for at undgå grænseoverskridende interferens være nødvendigt at vedtage en fælles frist for, hvornår det kan tillades at bruge et frekvensbånd, der er blevet harmoniseret i overensstemmelse med frekvenspolitikbeslutningen, ligesom en sådan frist også kan være nyttig, når det skal sikres, at fordelene ved de tilhørende tekniske harmoniseringsforanstaltninger for udstyrsmarkeder og ved udrulningen af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med meget høj kapacitet udnyttes fuldt ud. Sådanne fælles frister bør være omfattet af Kommissionens gennemførelsesretsakter, således at de bidrager til målene med nærværende regler og fremmer koordineringen. Foruden 700 MHz-båndet kunne sådanne fælles maksimale frister navnlig omfatte frekvenser i 3,4-3,8 GHz-båndet og 24,25-27,5 GHz-båndet, som er blevet indkredset af Frekvenspolitikgruppen i dens udtalelse om frekvenspolitiske aspekter for den næste generation af trådløse systemer (5G) som "pionerbånd", der skal anvendes senest i 2020, samt yderligere bånd over 24 GHz, som Frekvenspolitikgruppen finder potentielt brugbare for 5G i Europa såsom 31,8-33,4 GHz og 40,5-43,5 GHz. Fordelingsbetingelser i yderligere bånd over 24 GHz bør tage hensyn til potentielle frekvensdelingsscenarier med traditionelle brugere.

(126)  Når efterspørgslen efter et radiofrekvensbånd overstiger de tilgængelige ressourcer, og medlemsstaterne som følge deraf konkluderer, at brugsrettighederne til radiofrekvenser skal begrænses, bør de procedurer, der gælder for tildeling af disse rettigheder, være hensigtsmæssige og transparente for at undgå forskelsbehandling og for at optimere brugen af disse knappe ressourcer. Sådanne begrænsninger bør være berettigede, forholdsmæssigt afpassede og baseret på en omhyggelig vurdering af markedsvilkårene, idet der tages behørigt hensyn til de overordnede fordele for brugerne og til nationale mål og målene for det indre marked. Målene for enhver begrænsningsprocedure bør fastlægges tydeligt i forvejen. Medlemsstaterne bør, når de skal vælge den mest hensigtsmæssige udvælgelsesprocedure, og i overensstemmelse med de koordineringsforanstaltninger, der er truffet på EU-plan, rettidigt og på en transparent måde konsultere alle interesserede parter om procedurens berettigelse, mål og betingelser. Medlemsstaterne kan bl.a. anvende licitationsprocedurer og sammenlignende udbudsprocedurer ved tildeling af radiofrekvenser eller numre af særlig økonomisk værdi. Ved forvaltningen af sådanne ordninger bør de nationale tilsynsmyndigheder tage hensyn til målene i nærværende direktiv. Hvis en medlemsstat konstaterer, at der kan stilles yderligere rettigheder til rådighed i et frekvensbånd, bør den indlede proceduren herfor.

(127)  En voldsom stigning i efterspørgslen efter radiofrekvenser og i slutbrugernes efterspørgsel efter trådløs bredbåndskapacitet kan betyde, at der må findes løsninger, som muliggør alternative, komplementære og frekvensmæssigt effektive adgangsløsninger, herunder trådløse adgangssystemer med lav effekt og lille rækkevidde, såsom radiobaseret lokalt datanet (RLAN) og net med små mobiladgangspunkter med lav effekt. Sådanne komplementære trådløse adgangssystemer, især offentligt tilgængelige RLAN-adgangspunkter, forbedrer adgangen til internettet for slutbrugere og mobiltrafikfordelingen for mobiloperatørerne. RLAN benytter harmoniserede radiofrekvenser, uden at der stilles krav om en individuel tilladelse eller brugsrettighed til frekvenser. De fleste RLAN-adgangspunkter benyttes indtil videre af private brugere som lokale trådløse forlængelser af deres faste bredbåndsforbindelse. Slutbrugere bør inden for rammerne af deres eget internetabonnement ikke forhindres i at dele adgangen til deres RLAN med andre, således at antallet af til rådighed værende adgangspunkter øges, navnlig i tætbefolkede områder, den trådløse datakapacitet maksimeres ved hjælp af genanvendelse af radiofrekvenser, og der skabes en omkostningseffektiv trådløs bredbåndsinfrastruktur, der er tilgængelig for andre brugere. Unødige restriktioner på udrulning og sammenkobling af RLAN-adgangspunkter bør derfor også fjernes. De offentlige myndigheder eller leverandører af offentlige tjenester, som bruger RLAN på deres områder til gavn for personale, gæster eller kunder, f.eks. for at lette adgangen til e-forvaltningstjenester eller til oplysninger om offentlig transport eller trafikstyring, kunne også give adgang til sådanne adgangspunkter til almen brug for borgerne som en ekstra tjeneste ud over de tjenester, der leveres til offentligheden på sådanne områder, i det omfang konkurrencereglerne og reglerne om offentlige indkøb tillader det. Leverandører af en sådan lokal adgang til elektroniske kommunikationsnet på eller omkring en privat ejendom eller et afgrænset offentligt område på et ikkekommercielt grundlag eller som ekstraydelse til en anden aktivitet, der ikke afhænger af en sådan adgang (såsom RLAN-hotspots, der stilles til rådighed for kunder, der betaler for andre ydelser, eller til offentligheden generelt i området) kan blive omfattet af kravene i generelle tilladelser til at bruge radiofrekvenser, men bør ikke skulle opfylde betingelser eller krav, der er knyttet til de generelle tilladelser, og som gælder udbydere af offentlige kommunikationsnet eller -tjenester eller forpligtelser vedrørende slutbrugere eller samtrafik. Sådanne leverandører bør dog være omfattet af reglerne om ansvar i artikel 12 i direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel[25]. Der kommer nye teknologier til, såsom LiFi (Light Fidelity), som vil supplere den aktuelle radiofrekvenskapacitet i RLAN og trådløse adgangspunkter med adgangspunkter, der er baseret på optisk synligt lys, og som vil føre til hybride lokale datanet, der muliggør optisk trådløs kommunikation.

(128)  Da trådløse adgangspunkter med lav effekt og lille rækkevidde er meget små og benytter udstyr, der ikke er iøjefaldende i lighed med, hvad der anvendes i private RLAN-routere, og da de har en positiv indflydelse på udnyttelsen af frekvenser og udviklingen af trådløs kommunikation, bør de tekniske specifikationer for dem – såsom udgangseffekt – specificeres på EU-plan på en forholdsmæssig afpasset måde for såvidt angår lokal udrulning, og brugen af dem bør kun være omfattet af generelle tilladelser – med undtagelse af RLAN, som ikke bør være omfattet af nogen krav om tilladelse, ud over hvad der er nødvendigt for brugen af radiofrekvenser – og andre yderligere restriktioner, som følger af individuelle byggetilladelser eller andre tilladelser, bør begrænses til det absolut nødvendige.

(128a)  Offentlige bygninger og anden offentlig infrastruktur besøges og anvendes dagligt af et stort antal slutbrugere, der har behov for konnektivitet til at bruge e-forvaltning, e-transport og andre tjenester. Anden offentlig infrastruktur (såsom gadelamper, lyssignaler osv.) er meget værdifulde områder til udrulning af små celler som følge af bl.a. deres tæthed. Operatører bør have adgang til disse offentlige steder med henblik på i tilstrækkelig grad at imødekomme efterspørgslen. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at sådanne offentlige bygninger og anden offentlig infrastruktur stilles til rådighed på rimelige betingelser i forbindelse med ibrugtagningen af små celler med henblik på at supplere direktiv 2014/61/EU. I sidstnævnte følges en funktionel tilgang, og der pålægges kun adgangsforpligtelser for fysisk infrastruktur, når denne indgår i et net, og kun hvis den ejes eller benyttes af en netudbyder, hvorved mange bygninger, der ejes eller benyttes af offentlige myndigheder, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Det er imidlertid ikke nødvendigt med en særlig forpligtelse for fysisk infrastruktur såsom kabelkanaler eller master, der anvendes til intelligente transportsystemer (ITS), som ejes af netudbydere (leverandører af transporttjenester og/eller udbydere af offentlige kommunikationsnet), og et nets host-dele, som derved er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/61/EU.

(129)  Bestemmelserne i nærværende direktiv finder for så vidt angår adgang og samtrafik anvendelse på de net, der bruges til udbud af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester. Ikke-offentlige net er ikke underlagt nogen forpligtelser vedrørende adgang eller samtrafik i henhold til dette direktiv, medmindre de i kraft af adgang til offentlige net er underlagt betingelser, som er fastsat af medlemsstaterne.

(130)  Begrebet "adgang" defineres vidt forskelligt, og der er derfor behov for en præcis definition af, hvordan begrebet bruges i dette direktiv, uden at det berører dets anvendelse i forbindelse med andre af Unionens bestemmelser. En netudbyder kan eje det underliggende net eller de underliggende faciliteter eller leje nogle af dem eller dem alle.

(131)  På et marked med fri og åben konkurrence bør der ikke være begrænsninger, der hindrer virksomheder i at forhandle sig frem til indbyrdes adgangs- og samtrafikaftaler, navnlig hvad angår tværnationale aftaler, i overensstemmelse med traktatens konkurrenceregler. I forbindelse med skabelsen af et mere effektivt, virkelig paneuropæisk marked med reel konkurrence, flere valgmuligheder og konkurrencedygtige tjenester for slutbrugere bør virksomheder, som modtager anmodninger om adgang eller samtrafik fra andre virksomheder, som er omfattet af en generel tilladelse til at kunne udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til offentligheden , i princippet indgå sådanne aftaler på et kommercielt grundlag og forhandle i god tro.

(132)  På markeder, hvor der også fremover vil være stor forskel på virksomhedernes forhandlingsposition, og hvor visse virksomheder er afhængige af en infrastruktur, der udbydes af andre selskaber, for at kunne fremføre deres tjenester, vil det være hensigtsmæssigt, at der opstilles en række grundlæggende regler, som sikrer, at markedet fungerer effektivt. De nationale tilsynsmyndigheder bør gives mulighed for at sikre den fornødne adgang, samtrafik og interoperabilitet mellem tjenester til gavn for slutbrugerne, når det ikke lykkes at nå til enighed om en aftale på kommercielt grundlag. De kan navnlig sikre end-to-end-forbindelse ved at pålægge virksomheder, der er omfattet af den generelle tilladelse, og som kontrollerer adgangen til slutbrugere, forholdsmæssige forpligtelser. Kontrol over adgangsmuligheder kan indebære ejerskab af eller kontrol over den fysiske forbindelse til slutbrugeren (hvad enten det er på fast- eller mobilnettet) og/eller mulighed for at ændre eller inddrage det eller de nationale numre, der er nødvendige for at oprette forbindelse til en slutbrugers nettermineringspunkt. Det vil f.eks. være aktuelt, hvis netudbydere uden rimelig grund begrænser slutbrugernes muligheder for at tilslutte sig internetportaler og tjenester.

(133)  I lyset af princippet om ikkediskrimination bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at alle udbydere uanset deres størrelse eller forretningsmodel, og hvad enten de er vertikalt integrerede eller adskilte, på rimelige vilkår kan opnå samtrafik med henblik på at udbyde end-to-end-forbindelse og adgang til internettet.

(134)  Nationale love eller administrative forskrifter, der knytter betingelser og vilkår for netadgang eller samtrafik sammen med aktiviteterne hos den part, der anmoder om samtrafik, herunder specifikt omfanget af den pågældendes investeringer i netinfrastruktur, i stedet for at knytte dem til de leverede samtrafik- eller adgangstjenester, kan resultere i konkurrencefordrejning, hvilket er i strid med konkurrencelovgivningen.

(135)  Netudbydere, der kontrollerer adgangen til deres egne kunder, gør dette ved hjælp af entydige numre eller adresser i en offentliggjort nummer- eller adresseoversigt. Andre netudbydere skal kunne aflevere trafik til disse kunder og har således brug for at kunne tilkobles enten direkte eller indirekte. Der bør derfor fastsættes bestemmelser om rettigheder og pligter til at forhandle om indgåelse af samtrafikaftaler.

(136)  Interoperabilitet er en fordel for slutbrugerne og er et vigtigt mål for denne rammelovgivning. Fremme af interoperabilitet er et af målene for de nationale tilsynsmyndigheder i henhold til denne rammelovgivning, som også pålægger Kommissionen at offentliggøre en liste over standarder og/eller specifikationer for udbud af tjenester, tekniske grænseflader og/eller netfunktioner som grundlag for at fremme harmoniseringen inden for elektronisk kommunikation. Medlemsstaterne bør fremme anvendelsen af de offentliggjorte standarder og/eller specifikationer i det omfang, disse er strengt nødvendige for at sikre interoperabilitet mellem tjenester og øge brugernes valgmuligheder.

(137)  I øjeblikket afhænger både end-to-end-forbindelse og adgang til beredskabstjenester af, at slutbrugere benytter nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester. Den teknologiske udvikling eller en øget brug af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester kunne medføre mangel på tilstrækkelig interoperabilitet mellem kommunikationstjenester. Dette kunne skabe betydelige hindringer for markedsadgangen og for den videre innovation og dermed true effektiv end-to-end-forbindelse mellem slutbrugere ▌ betydeligt.

(138)  Hvis sådanne interoperabilitetsproblemer opstår, kan Kommissionen anmode om en rapport fra BEREC, som skal udarbejde en faktuel vurdering af markedssituationen på EU-niveau og medlemsstatsniveau. På grundlag af BEREC's rapport og anden til rådighed værende dokumentation og under hensyntagen til virkninger på det indre marked afgør Kommissionen, om der er behov for, at de nationale tilsynsmyndigheder griber ind med regulering. Hvis Kommissionen mener, at de nationale tilsynsmyndigheder bør overveje at indføre forskrifter, kan den vedtage gennemførelsesforanstaltninger, som specificerer, hvilken form og hvilket omfang eventuelle forskrifter fra de nationale tilsynsmyndigheder bør have, herunder foranstaltninger med henblik på at pålægge alle eller bestemte udbydere obligatorisk brug af standarder eller specifikationer. Udtrykket europæisk standard og international standard er defineret i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1025/2012[26]. De nationale tilsynsmyndigheder bør i lyset af de specifikke nationale omstændigheder vurdere, om en intervention er nødvendig og berettiget for at sikre end-to-end-forbindelse og i givet fald pålægge forholdsmæssigt afpassede forpligtelser i overensstemmelse med Kommissionen gennemførelsesforanstaltninger. For at undgå at skabe hindringer på det indre marked bør medlemsstaterne ikke pålægge forpligtelser ud over sådanne gennemførelsesforanstaltninger.

(139)  I tilfælde, hvor virksomheder ikke har adgang til realistiske alternativer til aktiver, der ikke kan erstattes, frem til første fordeler, og med henblik på at skabe konkurrencemæssige resultater i slutbrugernes interesse, bør de nationale tilsynsmyndigheder have beføjelse til at pålægge alle udbydere adgangsforpligtelser, uden at dette berører deres markedsposition. De nationale tilsynsmyndigheder bør i den forbindelse tage hensyn til alle tekniske og økonomisme hindringer for fremtidig dublikering af net. Eftersom disse forpligtelser kan være indgribende, underminere incitamenter til investeringer og have de negative konsekvenser, at dominerende aktørers position bliver styrket, bør de imidlertid kun indføres, hvor det er begrundet og står i rimeligt forhold til at opnå bæredygtig konkurrence på de relevante markeder. Det forhold, at der allerede findes mere end én infrastruktur, bør ikke nødvendigvis fortolkes som tegn på, at dets aktiver kan duplikeres. Den første fordeler bør identificeres ud fra objektive kriterier.

(139a)  Det bør være muligt at pålægge forpligtelser til at sikre adgang til relaterede supplerende tjenester, dvs. tilgængelighedstjenester, der muliggør passende adgang for slutbrugere med handicap, og data, som understøtter tilsluttede tv-tjenester og elektroniske programoversigter, i det omfang det er nødvendigt for at sikre slutbrugeres adgang til visse radio- og tv-tjenester.

(140)  Det kan være berettiget at udvide adgangsforpligtelserne til ledningsnet og kabler efter det første krydsfelt eller den første fordeler i tyndtbefolkede områder, idet sådanne forpligtelser begrænses til fordelere og krydsfelter, der ligger så tæt på slutbrugerne som muligt, i tilfælde hvor det påvises, at duplikering også ville være umuligt efter første krydsfelt.

(141)  I sådanne tilfælde og for at efterleve proportionalitetsprincippet kan det være hensigtsmæssigt for de nationale tilsynsmyndigheder at udelukke visse kategorier af ejere eller virksomheder, eller begge, fra forpligtelser, der går videre end den første fordeler, med den begrundelse, at en adgangsforpligtelse, som ikke bygger på en stærk markedsposition, kunne risikere at skade forretningsmulighederne ved nyligt udrullede netelementer, eller som følge af realistiske alternative adgangsmuligheder, der egner sig til udbud af net med meget høj kapacitet.

(142)  Deling af passiv ▌infrastruktur, der benyttes ved trådløse elektroniske kommunikationstjenester ▌i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper kan være særlig nyttig, når der skal opnås bedst mulige forbindelser med meget høj kapacitet i hele Unionen, navnlig i mindre tætbefolkede områder, hvor duplikering ikke er mulig, og hvor slutbrugerne risikerer at gå glip af sådanne forbindelser. De nationale tilsynsmyndigheder bør undtagelsesvis kunne pålægge en sådan deling ▌eller lokal roamingadgang i overensstemmelse med EU-retten, hvis denne mulighed er blevet klart fastlagt i de oprindelige betingelser for bevillingen af brugsretten, og de kan påvise, at en sådan deling ▌med fordel kan bidrage til at få bugt med uoverstigelige økonomiske eller fysiske hindringer, og adgangen til net eller tjenester derfor er alvorligt mangelfuld eller fraværende, idet der tages hensyn til mange aspekter, herunder især behovet for dækning langs større transportveje, udvalg og bedre kvalitet af tjenester til slutbrugerne samt behovet for at bevare incitamentet til at udrulle net. I tilfælde, hvor der ikke er adgang for slutbrugere, og deling af passiv infrastruktur alene ikke er tilstrækkelig til at håndtere situationen, bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne pålægge pligt til deling af aktiv infrastruktur.

(143)  Det kan under visse omstændigheder være hensigtsmæssigt, at en national tilsynsmyndighed indfører forpligtelser for udbydere, der ikke har en stærk markedsposition, for at nå mål som gennemgående konnektivitet og interoperabilitet mellem tjenester eller for at fremme effektivitet og holdbar konkurrence og sikre flest mulige fordele for slutbrugerne, men det er nødvendigt at sikre, at sådanne forpligtelser pålægges i overensstemmelse med regelsættet og navnlig dets notifikationsprocedurer.

(144)  Konkurrenceregler kan muligvis ikke i sig selv sikre den kulturelle mangfoldighed og mediepluralisme inden for digitalt fjernsyn. Den teknologiske og markedsmæssige udvikling nødvendiggør, at forpligtelser til at give betinget adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår tages op til fornyet overvejelse med jævne mellemrum, enten af en medlemsstat for så vidt angår dens nationale marked eller af Kommissionen for så vidt angår Unionen, for bl.a. at afgøre, om der er grundlag for at udvide dem, så de også omfatter elektroniske programoversigter (EPG) og programmeringsgrænseflader for applikationer (API), i det omfang det er nødvendigt for at sikre slutbrugernes adgang til bestemte digitale radio- og tv-transmissionstjenester. Medlemsstaterne kan nærmere angive de digitale radio- og tv-transmissionstjenester, som slutbrugerne skal sikres adgang til, ved hjælp af de love og administrative bestemmelser, de skønner nødvendige.

(145)  Medlemsstaterne kan også give deres nationale tilsynsmyndighed tilladelse til at revurdere forpligtelserne i forbindelse med adgangsstyring af digitale radio- og tv-transmissionstjenester for gennem en markedsanalyse at vurdere, om betingelserne for udbydere, som ikke har en stærk markedsposition på det relevante marked, skal trækkes tilbage eller ændres. En sådan tilbagetrækning eller ændring bør ikke få negative følger for slutbrugernes adgang til sådanne tjenester eller for udsigterne til en reel konkurrence.

(146)  Det er under visse omstændigheder nødvendigt at opstille en række ex ante-forpligtelser for at sikre udvikling af et konkurrenceorienteret marked med vilkår, som fremmer udrulning og anvendelse af net med meget høj kapacitet og de størst mulige fordele for slutbrugere. Definitionen på stærk markedsposition i nærværende direktiv svarer til begrebet dominerende stilling som fastlagt i retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.

(147)  To eller flere virksomheder formodes at indtage en kollektivt dominerende stilling ikke blot, når der består strukturelle eller andre indbyrdes forbindelser, men også når det relevante markeds struktur må siges at være befordrende for koordineringseffekter og giver dem vide muligheder for uafhængig adfærd i forhold til konkurrenter, kunder og i sidste instans forbrugerne, altså at det tilskynder til parallel eller gensidigt tilpasset konkurrencebegrænsende markedsadfærd. En sådan struktur kan påvises ved hjælp af kendetegn som f.eks. en høj markedskoncentration, en tilstrækkelig grad af gennemsigtighed på markedet, hvilket gør koordineringen eller en fælles politik bæredygtig på lang sigt, store barrierer, der forhindrer adgang for potentielle konkurrenter, og manglende valgfrihed, således at forbrugerne ikke kan reagere. I de særlige tilfælde, hvor en forudgående regulering af elektroniske kommunikationsmarkeder kan blive aktuel, og hvor adgangsbarrierer for nye aktører typisk er høje, kan den omstændighed, at netejere afviser at give engrosadgang på rimelige vilkår, der gavner konkurrencedynamikken væsentligt, og at dette konstateres eller forventes at ske, uden at der foretages forhåndsregulering, sammenholdt med en fælles interesse i at opretholde en betydelig leje på detailmarkeder i sammenhængende eller efterfølgende led, som ikke står i forhold til foretagne investeringer og forbundne risici, i sig selv være en indikator for en fælles politik, der er vedtaget af medlemmer af et konkurrenceforvridende oligopol.

(148)   Det er vigtigt, at sådanne ex ante-forpligtelser kun pålægges på et engrosmarked, hvor der er en eller flere virksomheder med en stærk markedsposition, med henblik på at sikre bæredygtig konkurrence ▌, og hvor midlerne i medlemsstatens eller Unionens konkurrencelovgivning ikke er tilstrækkelige til at løse problemet. Kommissionen har under iagttagelse af principperne i konkurrenceretten opstillet retningslinjer på EU-plan for, hvordan de nationale tilsynsmyndigheder skal vurdere, om der er reel konkurrence på et givet marked, og om der er tale om en stærk markedsposition. De nationale tilsynsmyndigheder bør analysere, om der er reel konkurrence for så vidt angår et bestemt produkt eller tjenestemarked i et nærmere bestemt geografisk område, som kan være enten hele den pågældende medlemsstat, en del heraf eller tilgrænsende dele af områder i flere medlemsstater set under ét. En analyse af, om der foreligger reel konkurrence, bør også omfatte en analyse af, om markedet er et potentielt konkurrencemarked, og om den eventuelle mangel på konkurrence altså er varig. Disse retningslinjer bør også behandle spørgsmålet om nye, fremspirende markeder, hvor den faktiske markedsleder sandsynligvis har en betydelig markedsandel, men ikke bør pålægges urimelige forpligtelser. Kommissionen bør regelmæssigt tage retningslinjerne op til revision, navnlig i forbindelse med en revision af den eksisterende lovgivning og under hensyntagen til en retspraksis i udvikling, økonomisk tænkning og faktisk markedserfaring for at sikre, at de til stadighed er hensigtsmæssige på et marked i hastig udvikling. De nationale tilsynsmyndigheder må samarbejde med hinanden, hvor det pågældende marked viser sig at være tværnationalt.

(149)  Ved afgørelser af, om en virksomhed har en stærk markedsposition på et bestemt marked, handler de nationale tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med EU-retten og tager størst muligt hensyn til Kommissionens retningslinjer for markedsanalyse og vurderingen af en stærk markedsposition.

(150)  Nationale tilsynsmyndigheder bør afgrænse relevante geografiske markeder på deres område, idet der tages størst muligt hensyn til Kommissionens henstilling om relevante produkt- og tjenestemarkeder, som er vedtaget i overensstemmelse med dette direktiv, og til nationale og lokale forhold. De nationale tilsynsmyndigheder bør som minimum analysere de markeder, som er omfattet af henstillingen, herunder de markeder, som er opført, men ikke længere er reguleret i den specifikke nationale eller lokale kontekst. De nationale tilsynsmyndigheder bør ligeledes analysere markeder, der ikke er omfattet af henstillingen, men som er reguleret på det område, der er under deres jurisdiktion, på grundlag af tidligere markedsanalyser, eller andre markeder, hvis de har tilstrækkelig grund at til mene, at trekriterietesten som fastsat i dette direktiv kan gennemføres.

(151)  Tværnationale markeder kan afgrænses, når det er begrundet i markedsafgrænsning, under hensyntagen til alle efterspørgsels- og udbudssidefaktorer og i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper. BEREC er det mest egnede organ til at foretage en sådan analyse, idet det drager fordel af de nationale tilsynsmyndigheders omfattende fælles erfaring med afgræsning af markeder på nationalt niveau. Hvis de tværnationale markeder afgrænses og berettiger foranstaltninger, bør de nationale tilsynsmyndigheder samarbejde om at finde en hensigtsmæssig reguleringsmæssig respons, herunder i forbindelse med meddelelse til Kommissionen. De kan samarbejde på samme vis i tilfælde, hvor de tværnationale markeder ikke er identificeret, men markedsvilkårene på deres områder er tilstrækkeligt ensartede til at kunne få gavn af en koordineret reguleringspraksis, eksempelvis hvad angår lignende omkostninger, markedsstrukturer eller udbydere eller i tilfælde af tværnational eller sammenlignelig efterspørgsel fra slutbrugerne.

(152)  Under visse omstændigheder er de geografiske markeder defineret som nationale eller subnationale, fordi udrulningen af nettet er af national eller lokal karakter, hvilket sætter grænserne for virksomhedernes potentielle markedsposition hvad angår engrosforsyning, men der er fortsat en markant tværnational efterspørgsel hos en eller flere kategorier af slutbrugere. Det kan navnlig være tilfældet ved efterspørgsel fra slutbrugere inden for erhvervslivet, som har faciliteter i forskellige medlemsstater. Hvis denne tværnationale efterspørgsel ikke kan efterkommes af leverandørerne i tilstrækkelig grad, f.eks. hvis disse er fragmenteret langs nationale grænser eller lokalt, opstår der en potentiel hindring for det indre marked. BEREC bør derfor tildeles beføjelser til at fastsætte retningslinjer for de nationale tilsynsmyndigheder om fælles reguleringstilgange for at sikre, at den tværnationale efterspørgsel kan efterkommes på tilfredsstillende vis, hvilket danner grundlag for engrosadgangsprodukter i hele Unionen og muliggør effektivitet og stordriftsfordele til trods for en fragmenteret udbudsside. BEREC's retningslinjer bør forme de nationale tilsynsmyndigheders valg på vej mod målsætningen om det indre marked, når de pålægger udbydere med en stærk markedsposition lovgivningsmæssige forpligtelser på nationalt niveau.

(153)  ▌.

(154)  ▌.

(155)  ▌.

(156)  Sideløbende med den gradvise overgang til afregulerede markeder, vil kommercielle aftaler, bl.a. om saminvestering og adgang, mellem udbydere blive stadigt mere almindelige, og hvis de er bæredygtige og forbedrer konkurrencedynamikken, vil de kunne bidrage til den konklusion, at et bestemt engrosmarked ikke berettiger til forhåndsregulering. En lignende logik vil gælde den anden vej rundt på kommercielle aftalers uforudsete ophør på et ureguleret marked. Analysen af sådanne aftaler bør tage højde for, at muligheden for reguleringen kan være grund til, at netejere indgår i kommercielle forhandlinger. Med henblik på at sikre, at der tages passende hensyn til virkningen af reguleringen af tilknyttede markeder, bør de nationale tilsynsmyndigheder, når de bestemmer, om et givet marked berettiger forhåndsregulering, sikre, at markederne analyseres på sammenhængende vis og om muligt enten på samme tid eller så tæt på hinanden som muligt.

(157)  Når regulering på engrosniveau vurderes som middel til at løse problemer på detailniveau, bør de nationale tilsynsmyndigheder tage højde for, at adskillige engrosmarkeder kan bidrage med input fra det foregående engrosled til et givet detailmarked, ligesom et engrosmarked omvendt kan bidrage med input fra det foregående engrosled til en række detailmarkeder. Derudover kan konkurrencedynamikken på et givet marked blive påvirket af markeder, som hænger sammen, men ikke har et vertikalt forhold, sådan som det kan være tilfældet mellem visse fastnet- og mobilnetmarkeder. De nationale tilsynsmyndigheder bør foretage en vurdering for hvert enkelt engrosmarked, der er i betragtning til regulering, idet de starter med foranstaltninger til vurdering af adgangen til civil infrastruktur, da sådanne foranstaltninger sædvanligvis er befordrende for mere bæredygtig konkurrence, og efterfølgende analyserer alle engrosmarkeder, der er påvirkelige over for forhåndsregulering opstillet efter deres egnethed til at tackle de konstaterede konkurrenceproblemer på detailniveau. Når de nationale tilsynsmyndigheder beslutter, hvilken specifik foranstaltning, der skal træffes, bør de vurdere dens tekniske gennemførlighed og foretage en cost-benefit-analyse under hensyntagen til, hvor egnet foranstaltningen er til at tackle de konstaterede konkurrenceproblemer på detailniveau , og muliggøre konkurrence baseret på differentiering og teknologisk neutralitet. De nationale tilsynsmyndigheder bør overveje konsekvenserne af at træffe specifikke foranstaltninger, som, hvis de kun er gennemførlige i visse nettopologier, kan udgøre en hindring for udrulningen af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne. Derudover bør de nationale tilsynsmyndigheder gennem de indførte foranstaltninger og, hvor det er muligt, inden infrastrukturen udrulles, skabe incitamenter til at udvikle fleksible og åbne netarkitekturer, der med tiden kan reducere byrden ved og kompleksiteten af de foranstaltninger, der pålægges på et senere tidspunkt. Den nationale tilsynsmyndighed bør i hver fase af vurderingen, og før den beslutter, hvilken supplerende, mere byrdefuld foranstaltning, der skal træffes for en udbyder med en stærk markedsposition, stræbe mod at fastslå, hvorvidt de foranstaltninger, der allerede er overvejet, ville være tilstrækkelige til at gøre det pågældende detailmarked reelt konkurrencedygtigt, idet der også tages hensyn til eventuelle relevante kommercielle aftaler eller andre omstændigheder på engrosmarkedet, herunder andre former for regulering, der allerede er i kraft som f.eks. generelle adgangsforpligtelser til aktiver, der ikke kan erstattes, eller forpligtelser, der er pålagt i henhold til direktiv 2014/61/EU, og enhver regulering, som den nationale tilsynsmyndighed allerede betragter som passende for en udbyder med en stærk markedsposition. En sådan trinvis vurdering, der har til formål at sikre, at man kun indfører de retsmidler, der bedst egner sig til effektivt at tackle eventuelle problemer, der er konstateret i markedsanalysen, udelukker ikke en national tilsynsmyndighed fra at komme frem til, at en kombination af disse retsmidler, også selv om de er af varierende intensitet, er den mindst indgribende måde at håndtere problemet på. Selv om sådanne forskelle ikke resulterer i afgrænsningen af bestemte geografiske markeder, kan de berettige differentiering i de hensigtsmæssige foranstaltninger, der træffes på baggrund af konkurrencepressets varierende intensitet.

(158)  Forhåndsregulering, der pålægges på engrosniveau, og som i princippet er mindre indgribende end regulering på detailniveau, bør anses for tilstrækkelig til at afhjælpe potentielle konkurrenceproblemer på det eller de tilsvarende marked(er) i efterfølgende omsætningsled. Den gradvise afregulering af detailmarkederne i Unionen er udtryk for de fremskridt, der er sket med konkurrencens funktion, siden regelsættet for den elektroniske kommunikationssektor trådte i kraft. Derudover bør reglerne i forbindelse med indførelsen af forhåndsforanstaltninger over for virksomheder med en stærk markedsposition forenkles og om muligt gøres mere forudsigelige. Derfor bør beføjelsen til at indføre forudgående kontrol baseret på en stærk markedsposition på detailmarkeder ophæves.

(159)  Når en national tilsynsmyndighed ophæver regulering på engrosniveau, bør den fastsætte en rimelig varslingsfrist for at sikre en bæredygtig overgang til et afreguleret marked. Ved fastsættelse af en sådan frist skal den nationale tilsynsmyndighed tage højde for de eksisterende aftaler mellem internetudbydere og ansøgere om adgang, der er indgået på grundlag af pålagte forpligtelser. Sådanne aftaler kan i en begrænset periode navnlig give ansøgere om adgang til nettet en kontraktretlig beskyttelse. Den nationale tilsynsmyndighed skal ligeledes tage højde for markedsdeltagernes reelle mulighed for at få kommerciel engrosadgang eller tilbud om fælles investering, som kan findes på markedet, og nødvendigheden af at undgå en længere periode med tilsynsarbitrage. De overgangsordninger, som er fastsat af den nationale tilsynsmyndighed, skal tage hensyn til omfanget og planlægningen af tilsynet med de aftaler, der allerede eksisterer, når varslingsperioden starter.

(160)  For at give markedsdeltagerne vished om retsgrundlaget er det nødvendigt at sætte en frist for markedsanalyserne. Det er vigtigt, at der gennemføres en markedsanalyse med jævne mellemrum og inden for en rimelig tidsramme. Hvis en national tilsynsmyndighed ikke analyserer et marked inden for den fastsatte frist, kan det påvirke det indre marked negativt, og almindelige overtrædelsesprocedurer vil muligvis ikke medføre den ønskede virkning i rette tid. Alternativt bør den pågældende nationale tilsynsmyndighed kunne anmode BEREC om bistand til at fuldføre markedsanalysen. Denne bistand kunne f.eks. have form af en særlig taskforce bestående af repræsentanter for andre nationale tilsynsmyndigheder.

(161)  På grund af den høje grad af teknologisk innovation og stærkt dynamiske markeder i sektoren for elektronisk kommunikation er det nødvendigt hurtigt at tilpasse lovgivning på en koordineret og harmoniseret måde på EU-plan, da erfaringen har vist, at afvigelser mellem de nationale tilsynsmyndigheder i gennemførelsen af regelsættet kan skabe hindringer for udviklingen af det indre marked.

(162)  For at skabe større stabilitet og forudsigelighed i de reguleringsforanstaltninger, bør den maksimale tilladte periode mellem markedsanalyserne dog udvides fra tre til fem år for så vidt angår stabile eller forudsigelige markeder, under forudsætning af, at markedsændringer i den mellemliggende periode ikke kræver en ny analyse. For at fastslå, om en national tilsynsmyndighed har opfyldt sin forpligtelse til at analysere markeder, og om den har meddelt det tilsvarende udkast til foranstaltning mindst hvert femte år, er det kun en meddelelse indeholdende en ny vurdering af markedsafgrænsningen og af en stærk markedsposition, der vil blive betragtet som starten på en ny femårig periode. Den blotte meddelelse af nye eller ændrede foranstaltninger, der pålægges på grundlag af en tidligere og urevideret markedsanalyse, vil ikke blive betragtet som opfyldelse af denne forpligtelse. For så vidt angår dynamiske markeder bør den maksimalt tilladte periode mellem markedsanalyser dog fortsat være på tre år. Et marked bør betragtes som dynamisk, hvis de parametre, der anvendes til at fastslå, hvorvidt hvor der skal indføres eller ophæves forpligtelser, herunder teknologisk udvikling og efterspørgsel fra slutbrugernes side, sandsynligvis vil udvikle sig på en sådan måde, at konklusionerne af undersøgelsen kunne ændre sig i perioder på mindre end et år for et betydeligt antal geografiske områder, der udgør mindst 10 % af markedet.

(163)  Indførelsen af en særlig forpligtelse for en virksomhed med stærk markedsposition kræver ikke en supplerende markedsanalyse, men en begrundelse for, at den pågældende forpligtelse er hensigtsmæssig og passende i forhold til det konstaterede problem på det pågældende marked ▌.

(164)  Ved vurderingen af forholdsmæssigheden af de forpligtelser og vilkår, der pålægges, bør de nationale tilsynsmyndigheder tage hensyn til de forskellige konkurrenceforhold i de forskellige områder i medlemsstaterne under henvisning til især resultaterne af den geografiske undersøgelse, der foretages i henhold til dette direktiv.

(165)  Ved overvejelse af indførelsen af foranstaltninger til kontrol af priser, og hvilken form, disse foranstaltninger skal have, bør de nationale tilsynsmyndigheder søge at tillade investorerne et rimeligt udbytte af et bestemt nyt investeringsprojekt. Især kan der være risici forbundet med investeringsprojekter i forbindelse med nye adgangsnet, som understøtter produkter, for hvilke efterspørgslen er usikker på det tidspunkt, hvor investeringen foretages.

(166)  Revision af forpligtelser, der er pålagt udbydere, som er udpeget som værende i besiddelse af en stærk markedsposition i den periode, som markedsanalysen bliver gennemført i, skal gøre det muligt for de nationale tilsynsmyndigheder at tage højde for virkningen på de konkurrencemæssige forhold, som skabes af nye udviklinger, f.eks. nyligt indgåede frivillige aftaler mellem udbydere såsom adgangsaftaler eller aftaler om fælles investering, for således at give den fleksibilitet, der er nødvendig i længerevarende reguleringscyklusser. En lignende logik bør gælde i tilfælde af uforudsete ophævelser af kommercielle aftaler. Hvis en sådan ophævelse finder sted på et afreguleret marked, kan en ny markedsanalyse bliver nødvendig.

(167)  Transparente betingelser og vilkår for adgang og samtrafik, herunder priser, gør det lettere at indgå aftaler, undgå uoverensstemmelser og styrke markedsaktørernes tillid til, at en tjeneste ikke udbydes på diskriminerende vilkår. Åbne og transparente tekniske grænseflader kan være særlig vigtige for at sikre interoperabilitet. Når en national tilsynsmyndighed pålægger forpligtelser med henblik på offentliggørelse af oplysninger, kan den også præcisere, hvordan oplysningerne skal stilles til rådighed, og om de skal være vederlagsfrie eller ej under hensyntagen til oplysningernes art og formål.

(168)  Set i lyset af mængden af forskellige nettopologier, adgangsprodukter og markedsomstændigheder, der er opstået siden 2002, kan målsætningerne i bilag II til direktiv 2002/19/EF vedrørende lokal ubundtet adgang til accesnet og adgangsprodukter for udbydere af digitale tv- og radiotjenester nås bedre og mere fleksibelt ved at opstille retningslinjer for minimumskriterier for et standardtilbud, der skal udvikles og jævnligt ajourføres af BEREC. Bilag II til direktiv 2002/19/EF bør derfor fjernes.

(169)  Princippet om ikke-diskriminering hindrer, at virksomheder med stærk markedsposition fordrejer konkurrencen, navnlig når der er tale om vertikalt integrerede virksomheder, der udbyder tjenester til virksomheder, som de konkurrerer med på downstream markeder.

(170)  For at håndtere og forhindre ikke-prisrelateret diskriminering er EoI (Equivalence of Inputs) i princippet den sikreste måde at opnå effektiv beskyttelse mod diskriminering på. På den anden side vil levering af regulerede engrosinput på et EoI-grundlag sandsynligvis resultere i højere efterlevelsesomkostninger end andre former for forpligtelser vedrørende ikke-diskriminering. Disse højere efterlevelsesomkostninger skal holdes op mod fordelene ved en hårdere konkurrence mellem aftagervirksomhederne og mod relevansen af garantier for ikke-diskriminering i situationer, hvor den udbyder, der har en stærk markedsposition, ikke er genstand for direkte priskontrol. De nationale tilsynsmyndigheder kan navnlig tage hensyn til, at engrosinput via nye systemer på et EoI-grundlag sandsynligvis vil generere nettofordele og derfor være forholdsmæssigt afpassede i betragtning af de relativt lavere grænseomkostninger til sikring af, at nykonstruerede systemer er i overensstemmelse med EoI. Omvendt bør de nationale tilsynsmyndigheder ligeledes vægte de mulige hindringer for udrulningen af nye systemer, som står i forhold til mere trinvise forbedringer, i det tilfælde at førstnævnte skulle blive genstand for mere restriktive foranstaltninger. I medlemsstater med et højt antal af mindre udbydere med stærk markedsposition kan det være uforholdsmæssigt at indføre EoI for hver af disse udbydere.

(171)  Regnskabsmæssig opsplitning gør det muligt at klarlægge interne prisoverførsler og giver de nationale tilsynsmyndigheder mulighed for at kontrollere, om eventuelle krav om ikke-diskriminering er opfyldt. Kommissionen har i den forbindelse fremsat henstilling 2005/698/EF af 19. september 2005 om opsplitning af regnskaber og omkostningsregnskabssystemer.

(172)  Anlægsaktiver, som kan hoste et elektronisk kommunikationsnet, er altafgørende for en vellykket udrulning af nye net ▌pga. de høje omkostninger ved at kopiere dem og de betydelige besparelser, som kan opnås ved at genanvende dem. Der er som supplement til reglerne for den fysiske infrastruktur, som er fastsat i direktiv 2014/61/EU, følgelig behov for en særlig foranstaltning i de tilfælde, hvor anlægsaktiverne er ejet af en udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition. Hvis der findes anlægsaktiver, og de er genanvendelige, er den positive virkning ved opnåelse af faktisk adgang hertil og udrulning af konkurrerende infrastruktur meget høj, og det er derfor nødvendigt at sikre, at adgangen til sådanne aktiver kan anvendes som selvstændig foranstaltning til forbedring af konkurrence- og udrulningsdynamikken på ethvert marked i et efterfølgende omsætningsled, ligesom den skal tages med i overvejelserne forud for vurderingen af behovet for at pålægge andre eventuelle foranstaltninger fremfor at blive betragtet som en accessorisk foranstaltning for andre engrosprodukter eller -ydelser eller som en foranstaltning, der er begrænset til virksomheder, som benytter sig af sådanne eller andre engrosprodukter eller -ydelser. Et eksisterende aktiv bør ikke anses for at kunne genanvendes, når tekniske og fysiske begrænsninger forhindrer funktionel adgang til det. Nationale tilsynsmyndigheder bør værdisætte genanvendelige anlægsaktiver på grundlag af den forskriftsmæssigt bogførte værdi, efter fradrag af den akkumulerede afskrivning på beregningstidspunktet og indekseret ud fra et passende prisindeks, f.eks. detailpristallet, og udelukke de aktiver, der er helt afskrevet over en periode på ikke under 40 år, men som stadig anvendes.

(173)  De nationale tilsynsmyndigheder bør, når de pålægger forpligtelser i forbindelse med adgang til nye og forbedrede infrastrukturer, sikre, at disse adgangsbetingelser afspejler de omstændigheder, der ligger til grund for investeringsbeslutningen, og bl.a. tager hensyn til udbygningsomkostningerne, hvor hurtigt nye produkter og tjenester forventes at slå igennem, og det forventede detailprisniveau. For at give investorerne planlægningssikkerhed bør de nationale tilsynsmyndigheder endvidere være i stand til om nødvendigt at fastsætte vilkår og betingelser for adgang, der er stabile gennem hensigtsmæssige analyseperioder. I tilfælde, hvor priskontrol skønnes hensigtsmæssig, kan disse vilkår og betingelser omfatte prisordninger, der afhænger af en kontrakts omfang eller løbetid, i overensstemmelse med EU-retten, forudsat at de ikke har diskriminerende virkninger. Eventuelle adgangsbetingelser bør tage højde for nødvendigheden af at opretholde effektiv konkurrence til fordel for forbrugerne og virksomhederne.

(174)  Obligatorisk adgang til netinfrastruktur såsom mørk fiber kan begrundes ud fra behovet for at styrke konkurrencen, men de nationale tilsynsmyndigheder er nødt til at afveje infrastrukturejernes ret til at udnytte deres infrastrukturer til egne formål mod andre tjenesteudbyderes ret til at få adgang til faciliteter, der er væsentlige for, at de kan udbyde konkurrerende tjenester.

(175)  ▌.

(176)  Hvis udbyderne pålægges forpligtelser til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af netelementer og tilhørende faciliteter, bør disse anmodninger kun afslås på grundlag af objektive kriterier som f.eks. teknisk gennemførlighed eller behov for at bevare nettets integritet. Når adgang afslås, kan den afviste part klage, jf. procedurerne for bilæggelse af tvister i artikel 27 og 28. En udbyder med forpligtelser til fri netadgang kan ikke forpligtes til at stille sådanne former for adgang til rådighed, som han ikke har mulighed for at stille til rådighed. Kravet om fri adgang, som øger konkurrencen på kort sigt, bør ikke resultere i, at konkurrenterne mister deres incitament til at investere i alternative faciliteter, der kan styrke en mere bæredygtig konkurrence og/eller en bedre ydeevne og fordele for slutbrugerne på længere sigt. De nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge udbyderen af og/eller de parter, der er berettiget til fri adgang, tekniske og driftsmæssige betingelser i overensstemmelse med EU-retten. Navnlig indførelsen af tekniske standarder bør være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1535/2015/EU.

(177)  Det kan være nødvendigt at kontrollere priserne, såfremt en analyse af et bestemt marked viser, at konkurrencen er utilstrækkelig. Navnlig udbydere med en stærk markedsposition vil kunne presse priserne, således at forskellen mellem deres detailpriser og de samtrafik- og/eller adgangspriser, der skal betales af konkurrenter, der udbyder lignende detailtjenester, bliver for lille til at skabe bæredygtig konkurrence. Når en national tilsynsmyndighed beregner de omkostninger, der er forbundet med oprettelse af en tjeneste i henhold til dette direktiv, bør der tillades en rimelig forrentning af den investerede kapital, herunder passende omkostninger til arbejdskraft og bygning, idet der i fornødent omfang foretages en tilpasning af kapitalens værdi, så den afspejler den løbende ansættelse af aktiver og af driftens effektivitet. Den metode, der anvendes ved omkostningsdækningen, bør afhænge af situationen og tage hensyn til nødvendigheden af at fremme effektiviteten, skabe bæredygtig konkurrence og udbygning af net med meget høj kapacitet og således øgede fordele for slutbrugerne, ligesom den skal tage hensyn til behovet for forudsigelige og stabile engrospriser til gavn for alle udbydere, der ønsker at udrulle nye og bedre net, jf. Kommissionens retningslinjer[27].

(178)  Grundet usikkerheden med hensyn til, hvor hurtigt efterspørgsel efter næstegenerations bredbåndstjenester øges, er det vigtigt at give de udbydere, som investerer i nye eller opgraderede net, en vis grad af prisfleksibilitet med henblik på at fremme reelle investeringer og innovation. For at dæmme op for urimeligt høje priser på markeder, hvor udbyderne er udpeget som havende en stærk markedsposition, bør prisfleksibiliteten ledsages af yderligere foranstaltninger til beskyttelse af konkurrencen og slutbrugernes interesser såsom strenge forpligtelser vedrørende ikke-diskriminering, foranstaltninger til sikring af teknisk og økonomisk replikabilitet for varer i senere omsætningsled, og en påviselig begrænsning af detailprisen som resultat af infrastrukturkonkurrencen eller et prisanker, der stammer fra andre regulerede adgangsprodukter, eller begge. Disse konkurrencemæssige garantier er ikke til hinder for de nationale tilsynsmyndigheders indkredsning af andre omstændigheder, under hvilke det vil være passende ikke at indføre regulerede adgangspriser for visse engrosinput, som eksempelvis i tilfælde hvor slutbrugernes høje efterspørgselspriselasticitet gør det urentabelt for udbyderen med en stærk markedsposition at fastsætte priser, som ligger væsentligt over konkurrenceniveauet.

(179)  Når en national tilsynsmyndighed pålægger forpligtelser til at indføre et omkostningsregnskabssystem med henblik på at støtte priskontrol, kan den selv foretage en årlig revision for at sikre, at dette omkostningsregnskabssystem følges, hvis den råder over nødvendigt kvalificeret personale, eller den kan kræve, at revisionen udføres af et andet kvalificeret organ, som er uafhængigt af den pågældende udbyder.

(180)  Unionens afregningssystem for engrosmarkedet for taletelefoniterminering er baseret på, at det opkaldende net betaler. En analyse af substitution på efterspørgsels- og udbudssiden viser, at der hverken nu eller i en overskuelig fremtid findes erstatninger på engrosniveau, som kan begrænse fastsættelsen af afgifter for terminering i et givet net. Termineringsmarkedernes tovejskarakter betyder, at krydssubsidiering mellem operatører vil kunne give anledning til yderligere konkurrencemæssige problemer. Disse potentielle konkurrenceproblemer er fælles for både fastnet- og mobiltermineringsmarkederne. På grund af termineringsoperatørernes mulighed for og incitament til at hæve priserne væsentligt over omkostningerne synes omkostningsbaseret prisfastsættelse at være det mest hensigtsmæssige middel til at løse problemet på mellemlang sigt.

(181)  Med henblik på at mindske den lovgivningsmæssige byrde ved at tackle de konkurrencemæssige problemer, der p.t. er forbundet med engrosmarkedet for taletelefoniterminering i Unionen, bør der med dette direktiv fastsættes en fælles tilgang som grundlag for forpligtelser til priskontrol, som skal fuldføres med en bindende fælles metode, der skal fastsættes af Kommissionen, og af en teknisk vejledning, der skal udvikles af BEREC.

(182)  Med henblik på at forenkle fastsættelsen og i givet fald fremme brugen heraf, bør taksterne for engrosmarkedet for taletelefoniterminering på fastnet og mobilnet i Unionen fastsættes ved hjælp af en delegeret retsakt. Direktivet bør opstille detaljerede kriterier og parametre på grundlag af hvilke værdierne for taletelefonitermineringsraterne fastsættes. Ved anvendelsen af disse kriterier og parametre skal Kommissionen bl.a. tage højde for, at kun de omkostninger, som er grænseomkostninger for tilvejebringelsen af engros opkaldstermineringsydelser, bør være omfattet; at frekvensafgifter er abonnent- og ikke trafikafhængige og derfor ikke bør medregnes, og at yderligere frekvenser primært tildeles til data og følgelig ikke er relevante for opkaldsterminering; at det anerkendes, at mindre fastnetudbydere, skønt minimumsniveauet for effektivitet for mobilnet er anslået til mindst 20 % af markedsandelen, kan opnå den samme effektivitet og producere til de samme enhedsomkostninger som den reelle udbyder, uanset deres størrelse. Kommissionen skal ved fastsættelse af den præcise maksimumtakst medtage passende vægtning for at tage højde for det samlede antal slutbrugere i hver enkelt medlemsstat, hvor dette kræves på grund af de resterende omkostningsforskelle. Når Kommissionen fastsætter taksten, vil erfaringerne fra BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder, som bygger på passende omkostningsmodeller, være uvurderlige og bør medregnes. Termineringstaksterne i hele Unionen er faldet støt og forventes at fortsætte med falde. Når Kommissionen fastsætter maksimumstermineringstakster i den første delegerede retsakt, som den vedtager i henhold til dette direktiv, bør den se bort fra enhver ubegrundet ekstraordinær national afvigelse fra denne tendens.

(183)  ▌.

(184)  Da det er usikkert, hvor hurtigt efterspørgslen efter bredbåndstjenester med meget høj kapacitet samt de generelle stordriftsfordele og tætheden vil vokse, kan aftaler om fælles investering give betydelige fordele hvad angår samling af omkostninger og risici, hvilket gør det muligt for mindre udbydere at investere på økonomisk fornuftige vilkår, og således at fremme bæredygtig langsigtet konkurrence, herunder i områder, hvor der ikke findes infrastrukturbaseret konkurrence ▌.

(185)  Formålet med krav om funktionel adskillelse, hvorved en vertikalt integreret udbyder forpligtes til at oprette driftsmæssigt adskilte forretningsenheder, er at sikre, at der leveres fuldt ligeværdige accessprodukter til alle udbydere i detailleddet, herunder udbyderens egne vertikalt integrerede afdelinger. Funktionel adskillelse kan styrke konkurrencen på en række relevante markeder ved at reducere incitamentet til forskelsbehandling væsentligt og ved at gøre det lettere at kontrollere og håndhæve overholdelsen af krav om ikke-diskrimination. I særlige tilfælde kan et krav om funktionel adskillelse være berettiget, hvor det trods vedvarende forsøg ikke er lykkedes at sikre reel ikke-diskrimination på flere af de berørte markeder, og hvor der er ringe eller ingen udsigt til konkurrence på infrastrukturen inden for en rimelig tidsfrist, efter at der er indført en eller flere afhjælpende foranstaltninger, der tidligere ansås for hensigtsmæssige. Hvis der indføres et sådant krav, er det dog yderst vigtigt at sikre, at incitamenterne for den pågældende virksomhed til at investere i sit net bevares, og at der ikke opstår potentielle negative virkninger for forbrugerne. Der skal således først gennemføres en koordineret analyse af de forskellige relevante markeder i tilknytning til accessnettet i overensstemmelse med den markedsanalyseprocedure, der er fastlagt i artikel 67. Under gennemførelsen af markedsanalysen og den nærmere udformning af kravet om funktionel adskillelse bør de nationale tilsynsmyndigheder være særlig opmærksomme på de produkter, der skal forvaltes af de særskilte forretningsenheder, og tage hensyn til nettets dækning og teknologiske stade, der kan have betydning for muligheden for substitution mellem fastnettjenester og trådløse tjenester. For at undgå forvridning af konkurrencen på det indre marked bør planer om funktionel adskillelse godkendes på forhånd af Kommissionen.

(186)  Gennemførelsen af funktionel adskillelse bør ikke være til hinder for passende koordineringsmekanismer, der sikrer, at moderselskabets økonomiske og ledelsesmæssige tilsynsrettigheder tilgodeses.

(187)  Hvis en vertikalt integreret virksomhed vælger at overdrage sit accessnet eller en væsentlig del af det til en særskilt juridisk enhed med en anden ejer eller oprette en særskilt forretningsenhed til at stå for accessprodukter, bør den nationale tilsynsmyndighed vurdere konsekvenserne af den planlagte transaktion, herunder enhver adgangsforpligtelse, som denne virksomhed tilbyder, for alle eksisterende forpligtelser, der er pålagt den vertikalt integrerede udbyder, for at sikre, at eventuelle nye ordninger er i overensstemmelse med dette direktiv. Den pågældende tilsynsmyndighed bør gennemføre en ny analyse af de markeder, hvor den udskilte forretningsenhed driver virksomhed, og indføre, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser i overensstemmelse hermed. Til dette formål bør den nationale tilsynsmyndighed kunne anmode virksomheden om oplysninger.

(188)  Bindende forpligtelser kan tilføre forudsigelighed og gennemsigtighed til processen for frivillig adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder, ved at fastsætte gennemførelsesprocessen for den planlagte adskillelse, f.eks. ved at fastsætte en køreplan for gennemførelsen med klare milepæle og forudsigelige konsekvenser, hvis visse milepæle ikke nås. De nationale tilsynsmyndigheder bør betragte de afgivne forpligtelser ud fra et fremadrettet bæredygtighedsperspektiv, navnlig når de fastsætter den periode, hvor forpligtelserne skal være bindende, og bør tage hensyn til den værdi, interessenterne tillægger den offentlige høring om stabile og forudsigelige markedsvilkår.

(189)  Forpligtelserne kan omfatte udnævnelsen af en tilsynsadministrator, hvis identitet og mandat skal godkendes af den nationale tilsynsmyndighed, og udbyderens pligt til at aflevere periodiske rapporter om gennemførelsen.

(190)  Netejere, som ikke har detailmarkedsaktiviteter, og hvis forretningsmodel derfor er begrænset til levering af engrosydelser til andre, kan være til nytte for skabelsen af et engrosmarked i fremgang med positiv virkning på detailkonkurrencen i de efterfølgende omsætningsled. Derudover kan deres forretningsmodel være attraktiv for potentielle økonomiske investorer i mindre omskiftelige infrastrukturaktiver og med mere langsigtede perspektiver for udrulningen af net med meget høj kapacitet. Ikke desto mindre fører tilstedeværelsen af udbydere, der udelukkende opererer på engrosniveau, ikke nødvendigvis til reelt konkurrencedygtige detailmarkeder, og disse udbydere kan udpeges som havende en stærk markedsposition på bestemte produktmarkeder og geografiske markeder. De konkurrencerisici, der hidrører fra adfærden blandt udbydere, hvis forretningsmodel udelukkende er engrosorienteret, kan være mindre end det er tilfældet for vertikalt integrerede udbydere, forudsat at engrosmodellen er reel, og der ikke findes incitamenter til diskriminering af udbydere i efterfølgende omsætningsled. Den reguleringsmæssige respons skal følgelig være tilsvarende mindre indgribende. Omvendt skal de nationale tilsynsmyndigheder være i stand til at gribe ind, hvis der er opstået konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne.

(191)  For at lette migrationen fra de gamle kobbernet til næste generations net, hvilket er i slutbrugernes interesse, bør de nationale tilsynsmyndigheder være i stand til at overvåge netudbydernes egne initiativer i den henseende og til, hvor det er nødvendigt, at fastsætte en hensigtsmæssig migrationsproces, f.eks. ved hjælp af forudgående varsel, gennemsigtighed og acceptable ▌adgangsprodukter, når netudbyderen har givet klart udtryk for sin hensigt om og vilje til at afvikle kobbernettene. Med henblik på at undgå forsinkelser i migrationen bør de nationale tilsynsmyndigheder tildeles beføjelser til at ophæve adgangsforpligtelser for kobbernettet, når en hensigtsmæssig migrationsproces er blevet fastsat. Adgangssøgende, som migrerer fra et adgangsprodukt, der er baseret på en eksisterende infrastruktur, til et adgangsprodukt, der er baseret på en mere avanceret teknologi eller et mere avanceret medium, bør kunne opgradere deres adgang til ethvert reguleret produkt med højere kapacitet, hvis de ønsker det, men bør ikke være forpligtet til at gøre det. I forbindelse med en opgradering bør adgangssøgende overholde de lovgivningsmæssige betingelser for adgang til et adgangsprodukt med højere kapacitet som fastsat af den nationale tilsynsmyndighed i dennes markedsanalyse.

(192)   Liberaliseringen af telesektoren, den stigende konkurrence og de øgede valgmuligheder inden for kommunikationstjenester går hånd i hånd med arbejdet for at fastlægge et harmoniseret regelsæt, der kan sikre udbuddet af forsyningspligtydelser. Begrebet forsyningspligt bør tages op til fornyet vurdering for at tage højde for de teknologiske fremskridt, markedsudviklingen og ændringer i brugernes behov.

(193)  Det følger af artikel 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde , at Unionen skal medvirke til beskyttelsen af forbrugerne.

(194)  Forsyningspligten er et sikkerhedsnet, der skal sikre, at alle forbrugere har adgang til en række miniumumsydelser til en rimelig pris i situationer, hvor der er risiko for social udstødelse, som stammer fra manglen på en sådan adgang, der hindrer borgerne i social og økonomisk deltagelse i samfundet.

(195)  Basal bredbåndsadgang til internettet er praktisk talt tilgængelig overalt i Unionen og bruges i vid udstrækning til en lang række aktiviteter. Den generelle udnyttelse er dog lavere end tilgængeligheden, eftersom der stadig findes borgere, som er uden forbindelse grundet bevidsthed, omkostninger, færdigheder og valg. Funktionel internetadgang til en rimelig pris har fået afgørende betydning for samfundet og for økonomien som helhed. Den danner grundlag for deltagelsen i den digitale økonomi og i samfundet gennem grundlæggende internettjenester.

(196)  Det er et fundamentalt krav til forsyningspligt at sikre, at alle forbrugere har adgang til tilgængelige ▌internettjenester og talekommunikationstjenester til en rimelig pris på et fast sted ▌. Der bør imidlertid ikke være nogen begrænsninger på de tekniske midler, hvormed forbindelsen etableres på et fast sted, idet der kan anvendes trådbaseret eller trådløs teknologi, og heller ikke nogen begrænsning af, hvilken kategori af operatører der må varetage en del af eller hele forsyningspligten. I denne sammenhæng bør der lægges særlig vægt på at sikre, at slutbrugere med handicap har lige adgang. Medlemsstaterne bør desuden have mulighed for at sikre overkommelige priser for borgere på farten, hvis de skønner, at dette er nødvendigt for at sikre fuld social og økonomisk deltagelse i samfundet.

(197)   Den internetadgangshastighed, som en given bruger oplever, kan afhænge af en række faktorer som f.eks. internetudbyderens tilslutningsmuligheder samt den applikation, som forbindelsen anvendes til. Adgangen til prismæssigt overkommelige bredbåndsinternetadgangstjenester, der er omfattet af forsyningspligten, bør have tilstrækkelig kapacitet til at støtte adgangen til og anvendelsen af mindst et minimumssæt af basale internettjenester og mindst en minimumsbåndbredde, der afspejler den gennemsnitlige anvendelse af sådanne tjenester af et flertal af befolkningen, med det formål at sikre et tilstrækkeligt niveau af social inklusion og deltagelse i det digitale samfund og den digitale økonomi. Det er de nationale tilsynsmyndigheder som i henhold til BEREC's retningslinjer skal fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til at sikre leveringen af den båndbredde, som er nødvendig for som minimum at understøtte en sådan minimumsliste over tjenesteydelser, samtidig med at man søger at afspejle den internetadgangskapacitet, der er tilgængelig for flertallet af befolkningen på en medlemsstats område eller dele heraf. De kan f.eks. definere kapacitet i form af mindstekrav til tjenestekvalitet, herunder mindstekrav til båndbredde og datamængder. Kravene i EU-retten om åbent internet, især som det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/2120[28], bør finde anvendelse på enhver sådan internettjeneste, herunder enhver liste over tjenester eller minimumsbåndbredde, der er vedtaget i henhold til forsyningspligten.

(198)  Forbrugerne skal ikke være tvunget til at anvende tjenester, som de ikke ønsker, og det bør følgelig være muligt for berettigede forbrugere efter anmodning at begrænse forsyningspligtydelserne til en rimelig pris til udelukkende at omfatte talekommunikationstjenester.

(199)   De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne overvåge detailtaksternes udvikling og niveau for tjenester, der henhører under forsyningspligten. Overvågningen bør foretages på en sådan måde, at den ikke pålægger hverken de nationale tilsynsmyndigheder eller udbydere af sådanne tjenester, for store administrative byrder.

(200)  Ved rimelig pris forstås en pris, som medlemsstaterne fastlægger på nationalt plan under hensyntagen til særlige nationale forhold, og denne pris bør omfatte særlige sociale takstvilkår eller pakker, der tager højde for behovene hos brugere med lav indkomst eller med særlige sociale behov. Disse slutbrugere kan være ældre, personer med handicap og forbrugere, som bor i landdistrikter eller geografisk isolerede områder. Disse tilbud bør leveres med basale funktioner for at undgå fordrejning af markedets funktion og for at sikre deres ret til adgang til offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester. Grundlaget for vurderingen af, hvorvidt priserne er rimelige for de enkelte forbrugere, bør være, at disse har ret til at indgå kontrakt med en udbyder, at de skal have et nummer til rådighed, at tjenesten skal være til rådighed uafbrudt, og at de skal kunne overvåge og kontrollere deres udgifter.

(201)  Det bør ikke længere være muligt at nægte forbrugere adgang til et minimum af konnektivitetstjenester. Retten til at indgå kontrakt med en udbyder bør indebære, at forbrugere, som kan få afslag, navnlig slutbrugere med lav indkomst eller med særlige sociale behov, har mulighed for at indgå en kontrakt til en rimelig pris om levering af internetadgangstjenester og talekommunikationstjeneste i det mindste fra et fast sted med enhver udbyder af sådanne tjenester på dette sted. For at minimere de finansielle risici såsom ubetalte regninger bør udbyderne frit kunne beslutte, om de vil levere tjenesten efter forudbetaling på grundlag af individuelle forudbetalte enheder til en rimelig pris.

(202)  For at sikre, at borgerne kan træffes via talebaserede kommunikationstjenester, bør medlemsstaterne sikre, at der er et telefonnummer til rådighed i en rimelig periode, også i perioder, hvor talekommunikationstjenesten ikke anvendes. Udbyderne bør være i stand til at etablere mekanismer til kontrol af, at forbrugeren fortsat er interesseret i at bevare adgangen til nummeret.

(203)  Ydelse af kompensation til udbydere, der er udpeget til at levere sådanne tjenester under sådanne omstændigheder behøver ikke at medføre nogen konkurrenceforvridning, når blot de udpegede virksomheder får kompensation for de specifikke nettoomkostninger derved, og nettoomkostningsbyrden inddækkes på en konkurrenceneutral måde.

(204)  For at vurdere behovet for tiltag til sikring af en rimelig pris bør de nationale tilsynsmyndigheder være i stand til at overvåge udviklingen i og detaljerne vedrørende tilbud om takstvalgmuligheder eller pakker til forbrugere med lave indkomster eller særlige sociale behov.

(205)  Såfremt yderligere tiltag ud over udbydernes sociale takstvalgmuligheder eller pakker er utilstrækkelige til at sikre rimelige priser for alle forbrugere med lave indkomster eller særlige behov, bør medlemsstaterne kunne yde yderligere direkte støtte til sådanne forbrugere såsom kuponer til sådanne forbrugere eller direkte betalinger til udbydere. Dette kan være et hensigtsmæssigt alternativ til andre foranstaltninger, idet der tages hensyn til behovet for at minimere markedsforvridninger.

(206)  Medlemsstaterne bør gennemføre foranstaltninger, som fremmer skabelsen af et marked for produkter og tjenester til rimelige priser, som omfatter faciliteter for forbrugere med handicap, og som følger en universel designtilgang, herunder, hvis det er relevant, om nødvendigt udstyr med hjælpeteknologier, som er interoperabelt med offentligt tilgængeligt elektronisk kommunikationsudstyr og offentligt tilgængelige kommunikationstjenester. Dette kan f.eks. ske ved henvisning til europæiske standarder, f.eks. den europæiske standard 301 549 V1.1.2 (2015-04) eller ved at indføre krav i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv xxx/YYYY/EU ▌[29]. Medlemsstaterne bør fastsætte passende foranstaltninger under hensyntagen til nationale omstændigheder, som giver medlemsstaterne fleksibilitet til at træffe specifikke foranstaltninger, f.eks. hvis markedet ikke leverer produkter og tjenester til en rimelig pris, der omfatter faciliteter for forbrugere med handicap, under almindelige økonomiske omstændigheder. De gennemsnitlige omkostninger ved relætjenester for forbrugere med handicap bør svare til omkostningerne ved taletelefonitjenester for ikke at stille forbrugere med handicap ringere. Udbydernes nettoomkostninger til relætjenester bør kompenseres på grundlag af artikel 84.

(207)  Med henblik på datakommunikation ved transmissionshastigheder, der er tilstrækkelige til at give ▌internetadgang, er fastnetforbindelser stort set tilgængelige for alle og benyttes af de fleste EU-borgere. Det almindelige fastnetbredbånd dækker og er tilgængeligt for 97 % af husstandene i Unionen i 2015 med en gennemsnitlig udnyttelsesgrad på 72 %, og tjenester baseret på trådløs teknologi når ud til endnu flere. Der er dog forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til tilgængeligheden og prisrimeligheden af fastnetbredbånd både i by- og landområder.

(208)  Markedet har en ledende rolle at spille med hensyn til at sikre, at bredbåndsinternet med en stadigt stigende kapacitet er tilgængeligt. I områder, hvor markedet ikke vil levere, synes andre politiske redskaber til fremme af ▌internetadgangsforbindelser i princippet mere omkostningseffektive og mindre markedsforvridende end pålæggelse af forsyningspligt, og der kunne benyttes finansielle instrumenter såsom dem, der er tilgængelige under EFSI og Connecting Europe-faciliteten, anvendelse af offentlige midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde, tilknytning af dækningsforpligtelser til brugsretten til radiofrekvenser til støtte for etablering af bredbåndsnet i mindre tætbefolkede områder og offentlige investeringer i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. Dette direktiv bør dog fortsat give medlemsstaterne mulighed for at anvende forsyningspligt som en mulig foranstaltning til at sikre tilgængeligheden af adgang til internettet, hvis den pågældende medlemsstat finder det nødvendigt.

(209)  Hvis det efter en behørig vurdering under hensyntagen til resultaterne af de nationale tilsynsmyndigheders undersøgelse af den geografiske udbredelse af nettene påvises, at det hverken er sandsynligt, at markedet eller de offentlige interventionsmekanismer kan medvirke til, at forbrugere i visse områder tilbydes en forbindelse til levering af en ▌internetadgangstjeneste, som defineret af medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og talekommunikationstjenester på et fast sted, bør medlemsstaten undtagelsesvist kunne udpege forskellige udbydere eller grupper af udbydere til at levere disse tjenester i forskellige relevante dele af det nationale område. Medlemsstaterne kan begrænse pålæggelse af forsyningspligt til fremme af tilgængeligheden af en internetadgangstjeneste til kun at gælde forbrugerens hovedopholdssted eller bopæl. Der bør ikke være nogen begrænsninger af de tekniske midler, hvormed disse tjenesteydelser de funktionelle internetadgangstjenester og talekommunikationstjenesterne på et fast sted leveres, idet der kan anvendes trådbaseret eller trådløs teknologi, og heller ikke nogen begrænsning af, hvilken operatør der må varetage en del af eller hele forsyningspligten.

(210)  Det er i overensstemmelse med nærhedsprincippet op til medlemsstaterne at bestemme ud fra objektive kriterier, hvilke virksomheder der udpeges som udbydere af forsyningspligtydelser, i givet fald under hensyntagen til disse virksomheders evne og vilje til at levere alle eller en del af disse forsyningspligtydelser. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne i forbindelse med udpegningsprocessen kan medtage specifikke vilkår, der er begrundet i hensynet til effektivitet, herunder bl.a. samling af geografiske områder eller komponenter eller fastsættelse af minimumsperioder for udpegelsen.

(211)  Omkostningerne ved at sikre, at der er en forbindelse til rådighed til levering af ▌internetadgangstjenester, jf. artikel 79, stk. 2, og talekommunikationstjenester på et fast sted til en rimelig pris i medfør af forsyningspligten bør anslås navnlig ved at vurdere den forventede finansielle byrde for udbydere og brugere i sektoren for elektronisk kommunikation.

(212)  Som udgangspunkt må pålæggelse af krav til sikring af landsdækkende territorial dækning under udpegelsesproceduren forventes at udelukke eller afholde visse virksomheder fra at ansøge om at blive udpeget som udbyder af forsyningspligtydelser. Ligeledes kan det også medføre, at visse virksomheder udelukkes på forhånd, hvis forsyningspligtudbydere udpeges for en uforholdsmæssigt lang eller ubegrænset tidsperiode.

(213)  Hvis en udbyder, der er udpeget til at sikre tilgængeligheden på et fast sted af funktionelle internetadgangstjenester eller talekommunikationstjenester, jf. artikel 81 i dette direktiv, vælger at afhænde en set i forhold til dens forsyningspligt væsentlig del af eller hele sit lokale accesnet på det nationale område til en særskilt juridisk enhed med et andet endeligt ejerskab, bør den nationale tilsynsmyndighed bedømme virkningerne af handelen for at sikre kontinuiteten i forsyningspligten på hele eller dele af det nationale område. Med henblik herpå bør den virksomhed, der af den nationale tilsynsmyndighed blev udpeget til at varetage forsyningspligten, på forhånd underrette udbyderen om afhændelsen. Den nationale tilsynsmyndigheds bedømmelse bør ikke berøre handelens indgåelse.

(214)  For at sikre stabile forhold og fremme en gradvis overgang bør medlemsstaterne fortsat inden for deres område kunne varetage levering af andre forsyningspligtydelser end ▌ internetadgangstjenester og talekommunikationstjenester på et fast sted, som er omfattet af deres forsyningspligt i henhold til direktiv 2002/22/EF ved ikrafttrædelsen af dette direktiv, forudsat at disse tjenester eller sammenlignelige tjenester ikke er tilgængelige på normale kommercielle vilkår. Medlemsstaterne bør være i stand til at levere offentlige betalingstelefoner og kommunikationsadgangspunkter på vigtige steder for indrejse i landet såsom i lufthavne eller tog- og busstationer samt på steder, der opsøges af mennesker i nødsituationer, såsom hospitaler, politistationer og ved nødspor på motorveje, for at opfylde rimelige behov hos slutbrugere, herunder slutbrugere med handicap. Hvis medlemsstaterne fortsat gives mulighed for at sikre, at der, så længe behovet kan påvises, stilles offentlige telefonbokse, telefonbøger og nummeroplysningstjenester til rådighed inden for rammerne af forsyningspligten, vil de have den fornødne fleksibilitet til på behørig vis at tage hensyn til særlige nationale forhold. Sådanne tjenester bør imidlertid finansieres via offentlige fonde i lighed med de øvrige forsyningspligtydelser.

(215)  Medlemsstaterne bør følge med i forbrugernes situation, hvad angår deres anvendelse af ▌internetadgang og talekommunikationstjenester, og navnlig kontrollere, om priserne er rimelige. Hvorvidt prisen for ▌internetadgang og talekommunikationstjenester er rimelig hænger sammen med, hvor detaljerede oplysninger forbrugerne får om udgifterne til deres forbrug, samt med de relative omkostninger ved anvendelse i forhold til andre ydelser, og det afhænger også af, om de kan kontrollere udgifterne. Kravet om rimelige priser indebærer derfor, at forbrugerne gives øget indflydelse, ved at udbyderne pålægges visse forpligtelser. Blandt disse forpligtelser kan nævnes specifikke krav om specificeret fakturering samt muligheden for, at forbrugeren selektivt blokerer for visse opkald (f.eks. dyre opkald til særtjenester med overtaksering), kontrollerer udgifterne gennem forudbetaling og modregner oprettelsesgebyrer. Sådanne foranstaltninger vil eventuelt skulle revurderes og ændres på baggrund af markedsudviklingen.

(216)  Medmindre forbrugere med ret til rimelige priser konsekvent betaler for sent eller undlader at betale, bør de beskyttes mod, at deres telefonforbindelse afbrydes øjeblikkeligt som følge af manglende betaling, og de bør, især i tilfælde af uenighed om store regninger for opkald til særtjenester med overtaksering, fortsat have adgang til absolut nødvendige talekommunikationstjenester, så længe tvisten ikke er afgjort. Medlemsstaterne kan beslutte, at adgangen kun opretholdes, hvis abonnenten fortsætter med at betale abonnementsafgiften.

(217)  Hvis leveringen af ▌internetadgang og talekommunikationstjenester eller leveringen af andre forsyningspligtydelser i overensstemmelse med artikel 82 påfører en udbyder en urimelig byrde, under behørig hensyntagen til udgifter og indtægter samt de immaterielle fordele, der følger af leveringen af de pågældende tjenester, kan denne urimelige byrde medtages i en eventuel beregning af forsyningspligtens nettoomkostninger.

(218)  Medlemsstaterne skal om nødvendigt fastlægge ordninger til finansiering af nettoomkostningerne ved forsyningspligten, såfremt det godtgøres, at forpligtelserne kun kan opfyldes med tab til følge eller er forbundet med nettoomkostninger, der ligger uden for normal forretningsstandard. Det er vigtigt at sikre, at nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligten beregnes korrekt, og at eventuel finansiering så vidt muligt sker uden at påvirke konkurrencen og virksomhederne samt i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(219)  Når nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes, skal både omkostninger og indtægter samt immaterielle goder, der resulterer af forsyningspligten, tages i betragtning, men der skal også tages højde for den generelle målsætning om at fastlægge prisstrukturer, der afspejler omkostningerne. Nettoomkostningerne ved forsyningspligten bør beregnes efter gennemskuelige procedurer.

(220)  Hensyntagen til immaterielle fordele betyder, at en skønnet pengeværdi af de indirekte fordele, som en virksomhed opnår som følge af sin stilling som forsyningspligtleverandør, bør fratrækkes den direkte nettoomkostning ved forsyningspligten for at kunne bestemme den samlede omkostningsbyrde.

(221)  Hvis forsyningspligten udgør en urimelig byrde for en virksomhed, vil det være hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne lov til at indføre ordninger, der gør det muligt at få dækket nettoomkostningerne effektivt. Nettoomkostningerne ved forsyningspligten bør godtgøres ved brug af offentlige midler. I undtagelsestilfælde kan medlemsstaterne vedtage eller opretholde mekanismer til fordeling af nettoomkostningerne ved forsyningspligten mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og udbydere af informationssamfundstjenester. Sådanne mekanismer bør tages op til revision mindst hvert tredje år med henblik på at fastslå, hvilke nettoomkostninger der fortsat bør deles, og hvilke der bør kompenseres med offentlige midler. Funktionel internetadgang giver ikke blot fordele for sektoren for elektronisk kommunikation, men også til onlineøkonomien i bred forstand og til samfundet som helhed. Når der leveres en forbindelse, som giver mulighed for bredbåndshastighed, til et øget antal slutbrugere, sættes disse i stand til at benytte onlinetjenester og dermed til at aktivt at deltage i det digitale samfund. Det tjener i mindst lige så høj grad samfundets interesser som leverandørerne af elektroniske kommunikation, at sådanne forbindelser sikres på grundlag af forsyningspligten. Derfor bør medlemsstaterne godtgøre nettoomkostningerne ved sådanne forbindelser, der som en del af forsyningspligten understøtter bredbåndshastigheder, med offentlige midler, hvilket bør forstås som omfattende finansiering fra statens almindelige budgetter.

(222)  Virksomheder, der modtager økonomisk støtte til forsyningspligtydelser, bør fremlægge oplysninger om de enkelte støtteberettigede elementer, der er tilstrækkelig detaljerede til at begrunde deres anmodning, for de nationale tilsynsmyndigheder. Medlemsstaternes ordninger for omkostningsberegning og finansiering af forsyningspligten bør meddeles Kommissionen, så den kan undersøge, om de er forenelige med traktaten. Medlemsstaterne bør skabe reel åbenhed om og mulighed for at kontrollere de beløb, der opkræves til finansiering af forsyningspligten. Beregningen af nettoomkostningerne ved at levere forsyningspligtydelser bør baseres på en objektiv og gennemsigtighed metode for at sikre en så omkostningseffektiv levering af forsyningspligtydelser som muligt og fremme lige vilkår for markedsaktørerne. Det kan bidrage til at øge gennemsigtigheden at offentliggøre den metode, som påtænkes anvendt til beregning af nettoomkostningerne ved de enkelte aspekter af forsyningspligten, på forhånd inden beregningen foretages.

(223)  For effektivt at fremme den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer inden for EU bør det være muligt at anvende visse nationale nummerressourcer, navnlig visse ikke-geografiske numre, på en ekstraterritorial måde, det vil sige uden for den tildelende medlemsstat område i hele Unionen. Under hensyntagen til den betydelige risiko for svig med hensyn til interpersonel kommunikation bør en sådan ekstraterritorial anvendelse tillades for elektroniske kommunikationstjenester med undtagelse af interpersonelle kommunikationstjenester. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at de relevante nationale love, navnlig forbrugerbeskyttelsesreglerne og andre regler vedrørende brug af numre, håndhæves uafhængigt af den medlemsstat, hvor retten til brug af numrene blev tildelt. Dette bør indebære, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor et nummer bruges, er kompetente til at anvende deres nationale lovgivning på den virksomhed, som har fået tildelt nummeret. Desuden bør de nationale tilsynsmyndigheder i disse medlemsstater have mulighed for at anmode om støtte fra den nationale tilsynsmyndighed med ansvar for nummertildelingen for at hjælpe denne med at håndhæve overholdelsen af de regler, der finder anvendelse i de medlemsstater, hvor nummeret anvendes. Sådanne støtteforanstaltninger bør omfatte sanktioner med afskrækkende virkning, navnlig i tilfælde af en grov overtrædelse tilbagetrækning af retten til ekstraterritorial anvendelse af det nummer, der er tildelt den berørte virksomhed. Medlemsstaterne bør derfor ikke indføre yderligere krav til ekstraterritorial anvendelse af sådanne numre, fordi det vil hindre den grænseoverskridende brug af dem og udgøre en hindring for det indre marked, uden at det berører medlemsstaternes beføjelser til i en konkret sag at blokere adgangen til numre eller tjenester, hvor dette er begrundet i svig eller misbrug. Ekstraterritorial anvendelse af numre bør ikke berøre Unionens regler for levering af roamingtjenester, herunder reglerne til at forhindre unormal eller misbrug af roamingtjenester, der er genstand for detailprisregulering, og som nyder godt af regulerede engrosroamingtakster. Medlemsstaterne bør fortsat have mulighed for at indgå specifikke aftaler med tredjelande om ekstraterritorial anvendelse af nummerressourcer.

(224)  Medlemsstaterne bør fremme levering af nummerressourcer på afstand for at gøre det lettere at skifte udbyder af elektronisk kommunikation. Levering af nummerressourcer på afstand gør det muligt at omprogrammere telekommunikationsudstyr til identifikation uden fysisk adgang til de pågældende anordninger. Denne egenskab er især relevant for kommunikationstjenester mellem maskiner, det vil sige tjenester, som indebærer automatisk overførsel af data og oplysninger mellem anordninger eller software-baserede ansøgninger med begrænset eller ingen menneskelig interaktion. Leverandører af sådanne kommunikationstjenester mellem maskiner benytter sig måske ikke af fysisk adgang til deres anordninger, fordi de anvendes i fjerntliggende områder, eller fordi der anvendes et meget stort antal anordninger, eller på grund af deres brugsmønster. Med henblik på det spirende marked for kommunikation mellem maskiner og nye teknologier bør medlemsstaterne bestræbe sig på at sikre teknologisk neutralitet, når levering på afstand fremmes.

(225)  For at virksomhederne kan konkurrere i den elektroniske kommunikationssektor, er det afgørende, at der stilles nummerressourcer til rådighed på grundlag af transparente, objektive og ikke-diskriminerende kriterier. Medlemsstaterne bør gives mulighed for at tildele brugsret til numre til andre virksomheder end udbydere af net eller tjenester til elektronisk kommunikation med henblik på at øge numrenes relevans for forskellige tjenester i forbindelse med tingenes internet. Alle elementer i de nationale nummerplaner bør forvaltes af de nationale tilsynsmyndigheder, herunder de koder, der anvendes i netadressering. Hvor der er behov for harmonisering af nummerressourcer i Unionen for at understøtte udviklingen af paneuropæiske tjenester eller grænseoverskridende tjenester, navnlig nye tjenester baseret på kommunikation mellem maskiner såsom forbundne biler, og hvor efterspørgslen ikke kan dækkes af de eksisterende nummerressourcer , kan Kommissionen med bistand fra BEREC under anvendelse af sine udøvende beføjelser træffe gennemførelsesforanstaltninger.

(226)  Kravet om offentliggørelse af afgørelser om tildeling af brugsret til numre kan opfyldes ved at gøre disse afgørelser offentligt tilgængelige via et websted.

(227)   Der gør sig særlige forhold gældende, når børn skal efterlyses, hvorfor medlemsstaterne bør videreføre deres indsats for at sikre, at der faktisk stilles en velfungerende tjeneste til rådighed til efterlysning af børn i deres område under nummer "116000". Medlemsstaterne bør sikre, at der gennemføres en revision af deres nationale system med hensyn til indarbejdning og implementering af direktivet, under hensyntagen til de foranstaltninger der kræves for at opnå et tilstrækkeligt servicekvalitetsniveau i driften af 116000-nummeret såvel som for at optage de nødvendige finansielle ressourcer til at drive hotlinenummeret. Definitionen af forsvundne børn, som er omfattet af 116000-nummeret, bør inkludere følgende kategorier af børn: bortløbne børn, internationale børnebortførelser, forsvundne børn, forældres bortførelser, forsvundne migrantbørn, bortførelser i kriminelt øjemed og seksuelt misbrugte børn samt børn, hvis liv er i fare.

(227a)  Selv om der er gjort en indsats for at øge opmærksomheden omkring disse hotlines, siden de første blev operationelle efter Kommissionens beslutning fra 2007, kæmper hotlines stadig med et varierende og ofte meget lille kendskab til dem i deres hjemlande. En styrkelse af disse hotlines' indsats for at øge kendskabet til nummeret og de udbudte tjenester er et vigtigt skridt i retning mod bedre beskyttelse af og hjælp til forsvundne børn samt forebyggelse af forsvindinger. I denne forbindelse bør medlemsstaterne og Kommissionen fortsætte med at støtte indsatsen for at fremme kendskabet til 116000-nummeret i den brede offentlighed og blandt relevante interessenter i nationale børnebeskyttelsesordninger.

(228)  Et enhedsmarked indebærer, at slutbrugerne kan få forbindelse med alle numre i andre medlemsstaters nationale nummerplaner og benytte tjenester, der bruger ikke-geografiske numre inden for Unionen, herunder bl.a. frikalds- og overtakseringsnumre, bortset fra de tilfælde, hvor den slutbruger, der ringes op, af kommercielle årsager har valgt at begrænse adgangen fra visse geografiske områder. Slutbrugerne bør også kunne få forbindelse med internationale frikaldsnumre (UIFN). Der bør ikke lægges hindringer i vejen for opkald på tværs af grænserne til numre og benyttelse af de dertil knyttede tjenester, undtagen i objektivt velbegrundede tilfælde, som f.eks. når det er nødvendigt for at bekæmpe svig eller misbrug (f.eks. i forbindelse med visse særtjenester med overtaksering), hvor nummeret er defineret som rent nationalt (f.eks. et indenlandsk kortnummer), eller hvor det ikke er teknisk eller økonomisk muligt. Taksten, der pålignes abonnenter, som foretager opkald fra steder uden for den pågældende medlemsstat, skal ikke nødvendigvis være den samme som for abonnenter, der foretager opkald fra medlemsstaten. Der bør gives tydelige og fuldstændige forhåndsoplysninger til brugerne om enhver afgift for frikaldsnumre, f.eks. afgifter for internationale opkald til numre, som kan kaldes via de normale internationale retningsnumre.

(229)  Gennemførelsen af det indre marked for elektronisk kommunikation kræver, at der fjernes hindringer for slutbrugernes grænseoverskridende adgang til elektroniske kommunikationstjenester i hele Unionen. Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden bør ikke nægte eller begrænse adgang eller diskriminere slutbrugere på baggrund af deres nationalitet, bopæls- eller etableringsmedlemsstat. Det bør imidlertid være muligt at differentiere på grundlag af forskelle, der kan retfærdiggøres objektivt, hvad angår omkostninger og risici, hvilket kan være mere vidtgående end foranstaltningerne i forordning (EU) nr. 531/2012, med hensyn til misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester.

(229a)  Der hersker stadigvæk betydelige prisforskelle, både inden for fastnet- og mobilkommunikation, mellem tale- og SMS-kommunikation i hjemlandet og kommunikation, der terminerer i en anden medlemsstat. Selv om der er store forskelle mellem lande, operatører og takstpakker og mellem mobil- og fastnettjenester, bliver dette problem ved med at berøre svage kundegrupper og skabe hindringer for gnidningsløs kommunikation i EU. Alle betydelige detailprisforskelle mellem elektroniske kommunikationstjenester, der terminerer i samme medlemsstat, og dem, der terminerer i en anden medlemsstat, bør derfor begrundes med en henvisning til objektive kriterier.

(230)  Den uensartede gennemførelse af reglerne om slutbrugerbeskyttelse har skabt væsentlige hindringer på det indre marked, som påvirker både udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og slutbrugerne. Disse hindringer bør reduceres ved anvendelse af ens regler, så der sikres et højt fælles beskyttelsesniveau i hele Unionen. En tilpasset fuld harmonisering af de slutbrugerrettigheder, der er omfattet af dette direktiv, bør i væsentlig grad øge retssikkerheden for både slutbrugere og udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og bør medføre en markant reduktion af hindringerne for markedsadgang og den unødvendige byrde ved regeloverholdelse, der skyldes de fragmenterede regler. Fuld harmonisering er med til at overvinde hindringer for det indre marked, som skyldes sådanne nationale slutbrugerbestemmelser, som samtidig beskytter nationale leverandører mod konkurrence fra andre medlemsstater. For at opnå et højt fælles beskyttelsesniveau bør flere bestemmelser om slutbrugere i nogen grad styrkes i dette direktiv i lyset af bedste praksis i medlemsstaterne. En fuld harmonisering af deres rettigheder øger slutbrugernes tillid på det indre marked, idet de nyder godt af en beskyttelse på samme høje niveau, når de benytter elektroniske kommunikationstjenester, både i deres medlemsstat og i forbindelse med ophold, arbejde eller rejser i andre medlemsstater. Ligeledes bør udbydere af elektroniske kommunikationstjenester have sikkerhed for, at slutbrugerbestemmelserne ikke bliver mere omfattende i betingelserne i den generelle tilladelse, end hvad de er i direktivet. Medlemsstaterne bør bevare muligheden for at have et højere niveau af slutbrugerbeskyttelse, såfremt der i dette direktiv findes en eksplicit undtagelse herom, og for at handle på områder, som ikke er omfattet af dette direktiv.

(231)  Kontrakter er et vigtigt værktøj for slutbrugerne, når det drejer sig om at sikre gennemskuelige oplysninger og den fornødne retssikkerhed. De fleste tjenesteudbydere på et konkurrencebaseret marked indgår kontrakter med deres kunder, fordi det rent kommercielt er det mest hensigtsmæssige. Forbrugertransaktioner i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og tjenester er ud over bestemmelserne i nærværende direktiv underlagt kravene i gældende EU-lovgivning til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med kontrakter, herunder navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder[30] og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Medtagelsen af oplysningskrav i dette direktiv, som eventuelt også kan kræves i henhold til direktiv 2011/83/EU, bør ikke føre til overlapning af de samme oplysninger i dokumenter, der går forud for kontraktindgåelsen, og i kontraktdokumenter. Oplysninger, der er tilvejebragt i henhold til dette direktiv, herunder mere præskriptive og detaljerede oplysningskrav, bør anses for at opfylde sådanne krav i henhold til direktiv 2011/83/EU.

(232)  Bestemmelser om kontrakter i dette direktiv ▌bør ikke alene finde anvendelse på forbrugere, men også på mikrovirksomheder og små virksomheder, jf. Kommissionens henstilling 2003/361/EF, og på nonprofitorganisationer, således som det er defineret i medlemsstaternes nationale ret, hvis forhandlingsposition er sammenlignelig med forbrugernes, og som derfor bør nyde godt af samme beskyttelsesniveau. Bestemmelserne om kontrakter, herunder bestemmelserne i direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder, bør finde automatisk anvendelse på disse virksomheder, medmindre de foretrækker at forhandle individuelle kontraktvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. I modsætning til mikrovirksomheder og små virksomheder har større virksomheder som regel en bedre forhandlingsposition og er derfor ikke afhængige af de samme oplysningskrav vedrørende kontrakter som forbrugerne. Andre bestemmelser, f.eks. om nummerportabilitet, som også er vigtige for større virksomheder, bør fortsat finde anvendelse på alle slutbrugere. "Nonprofitorganisationer" er juridiske personer, der ikke tjener overskud til deres ejere eller medlemmer. Normalt er nonprofitorganisationer velgørende organisationer eller andre former for almennyttige organisationer. Eftersom nonprofitorganisationers situation svarer til mikrovirksomheders og små virksomheders, er det berettiget at behandle sådanne organisationer på samme måde som mikrovirksomheder eller små virksomheder i henhold til dette direktiv for så vidt angår slutbrugerrettigheder.

(233)  De særlige forhold, der kendetegner sektoren for elektronisk kommunikation, kræver, ud over horisontale aftalebestemmelser, et begrænset antal yderligere bestemmelser om slutbrugerbeskyttelse. Slutbrugerne bør bl.a. oplyses om eventuelle kvalitetsniveauer, betingelser for tilbud og opsigelse af kontrakter, abonnements- og prisvilkår, der finder anvendelse, og takster for tjenester, som er genstand for særlige prisvilkår. Disse oplysninger er relevante for internetadgangstjenester, offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-spredning. En udbyder af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester bør ikke være underlagt forpligtelser om oplysningskrav for aftaler, hvor udbyderen, og tilknyttede selskaber eller personer, ikke modtager nogen form for vederlag, der direkte eller indirekte er knyttet til leveringen af elektroniske kommunikationstjenester. En sådan situation kan for eksempel vedrøre et universitet, der giver besøgende fri adgang til wifi-netværk på universitetsområdet uden at modtage nogen form for vederlag for leveringen af de pågældende elektroniske kommunikationstjenester, hverken gennem betaling fra brugerne eller via reklameindtægter. For at gøre det muligt for slutbrugeren at foretage et veloplyst valg er det afgørende, at de påkrævede relevante oplysninger gives forud for kontraktens indgåelse i et klart og forståeligt sprog. Af samme grund bør udbyderne stille et resumé af de væsentlige aftalevilkår til rådighed. For at gøre det lettere at sammenligne og mindske efterlevelsesomkostningerne bør Kommissionen, efter høring af BEREC, udstede en skabelon for sådanne kontraktresuméer. Oplysninger forud for kontrakten samt skabelonen til kontraktresuméet bør udgøre en integreret del af den endelige kontrakt.

(234)  Efter vedtagelsen af forordning (EU) 2015/2120 er bestemmelserne i dette direktiv vedrørende oplysninger om betingelser for begrænsning af adgang til og/eller brug af tjenester og applikationer samt for trafikkontrol blevet forældede og bør ophæves.

(235)   Med hensyn til terminaludstyr bør kundekontrakten indeholde oplysninger om eventuelle restriktioner, som udbyderen måtte have pålagt brugen af udstyret, f.eks. ved at SIM-låse mobile anordninger, hvis sådanne restriktioner ikke er forbudt i henhold til den nationale lovgivning, og om eventuelle gebyrer, som måtte forfalde til betaling ved kontraktens opsigelse, uanset om denne finder sted før den fastsatte udløbsdato eller på denne dato, herunder om eventuelle omkostninger forbundet med at beholde udstyret. Hvis slutbrugeren beslutter at beholde terminaludstyr, der blev solgt sammen med aftalen, da den blev indgået, bør en eventuel kompensation, som forbrugerne skal betale, ikke overstige dets værdi pro rata temporis ved aftalens indgåelse eller den resterende del af servicegebyret indtil aftalens udløb, afhængigt af hvilket beløb der er mindst. Medlemsstaterne kan vælge at anvende andre metoder til beregning af kompensationssatsen, hvis denne sats er lig med eller mindre end denne beregnede kompensation. Eventuelle restriktioner på brugen af terminaludstyr på andre net bør fjernes gratis af udbyderen senest ved betaling af en sådan kompensation.

(236)  Med forbehold af de materialretlige bestemmelser vedrørende sikkerhed, der påhviler udbyderen i henhold til dette direktiv, bør kontrakten fastlægge, hvilke forholdsregler udbyderen kan træffe i tilfælde af sikkerhedshændelser, trusler eller sårbarheder.

(237)   Gennemskuelige, aktuelle og sammenlignelige oplysninger om tilbud og tjenester er vigtige for forbrugerne på markeder med konkurrence mellem flere tjenesteudbydere. Slutbrugere bør let kunne sammenligne priserne for de forskellige tjenester, der tilbydes på markedet, på grundlag af oplysninger, der offentliggøres i en let tilgængelig form. For at gøre sammenligningen af priser og tjenester let bør de nationale tilsynsmyndigheder have mulighed for at forlange mere gennemskuelige oplysninger (herunder om takster, servicekvalitet, begrænsninger på leveret terminaludstyr og andre relevante statistiske oplysninger) af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og/eller internetadgangstjenester, offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-spredning. Et sådant krav bør tage behørigt hensyn til disse nets eller tjenesters egenskaber. De nationale tilsynsmyndigheder bør også sikre, at tredjeparter har ret til gratis at benytte offentligt tilgængelige oplysninger, der er udsendt af sådanne virksomheder, med henblik på at udbyde sammenligningsværktøjer.

(238)  Slutbrugere er ofte ikke opmærksomme på omkostningerne ved deres forbrugsadfærd eller har svært ved at vurdere deres tids- eller dataforbrug, når de bruger elektroniske kommunikationstjenester. For at øge gennemsigtigheden og muliggøre bedre kontrol med deres kommunikationsforbrug er det vigtigt at give slutbrugerne faciliteter til i tide at overvåge deres forbrug.

(239)  Uafhængige sammenligningsværktøjer såsom websteder udgør et effektivt middel for slutbrugerne til at vurdere fordelene ved forskellige udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, som ikke er nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og til at indhente upartiske oplysninger, navnlig ved at sammenligne priser, takster og kvalitetsparametre på ét sted. Sådanne redskaber bør sigte på at give oplysninger, som både er klare, præcise, fuldstændige og omfattende. De bør sigte mod at omfatte den bredest mulige vifte af tilbud for at give et repræsentativt overblik, samtidig med at de dækker en betydelig del af markedet. De oplysninger, der gives via sådanne værktøjer, bør være troværdige, upartiske og gennemsigtige. Slutbrugerne bør informeres om, at der findes sådanne værktøjer. Medlemsstaterne bør sikre, at slutbrugerne har gratis adgang til mindst et sådant værktøj i deres respektive områder.

(240)  De uafhængige sammenligningsværktøjer bør være operationelt uafhængige af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester. De kan være drevet af private virksomheder eller af eller på vegne af kompetente myndigheder, men bør drives i henhold til bestemte kvalitetskriterier, herunder bør der stilles krav om at levere oplysninger om deres ejere, give præcise og ajourførte oplysninger, angive tidspunktet for den seneste ajourføring, fastsætte klare, objektive kriterier for sammenligningen og inddrage en bred vifte af tilbud på offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, der ikke er nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og som dækker en betydelig del af markedet. Ingen tjenesteudbyder bør gives fortrinsret i søgeresultater baseret på andre kriterier end disse klare objektive kriterier. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, hvor ofte sammenligningsværktøjerne skal gennemgå og ajourføre de oplysninger, som de formidler til slutbrugerne, under hensyntagen til hvor ofte udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, som ikke er nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, almindeligvis ajourfører deres oplysninger om takster og kvalitet. Hvis der kun er et værktøj i en medlemsstat, og det værktøj tages ud af drift eller ikke længere lever op til kvalitetskriterierne, bør medlemsstaten sikre, at slutbrugerne inden for rimelig tid har adgang til et andet sammenligningsværktøj på nationalt plan.

(241)  De kompetente myndigheder bør, med henblik på at tage fat på spørgsmål af relevans for almenheden for så vidt angår brug af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester samt for at tilskynde beskyttelsen af andres rettigheder og frihedsrettigheder, med tjenesteudbydernes bistand kunne udarbejde almennyttige oplysninger om brugen af sådanne tjenester og foranledige sådanne oplysninger videreformidlet. Dette kunne omfatte oplysninger til almenheden om de hyppigst forekommende overtrædelser og deres retlige konsekvenser, ▌vejledning om og metoder til beskyttelse mod de risici, der kan true den personlige sikkerhed, f.eks. i forbindelse med videregivelse af personoplysninger under visse omstændigheder, samt privatlivets fred og personlige data, samt oplysninger om tilgængeligheden af let anvendelig og konfigurabel software eller softwareoptioner, som gør det muligt at beskytte børn eller sårbare personer. Disse oplysninger kunne koordineres ved hjælp af samarbejdsproceduren i dette direktiv. Sådanne almennyttige oplysninger bør ajourføres, når det er påkrævet, og bør forelægges i let forståelige formater som fastlagt af de enkelte medlemsstater og på de nationale offentlige myndigheders websider. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne pålægge udbydere at videreformidle disse standardiserede oplysninger til alle deres kunder på en efter de nationale tilsynsmyndigheders opfattelse hensigtsmæssig måde. Videreformidlingen af sådanne oplysninger bør imidlertid ikke være forbundet med for stor en byrde for udbyderne. Medlemsstaterne bør kræve, at denne videreformidling sker under anvendelse af de midler, som udbyderne sædvanligvis benytter i deres kommunikation med slutbrugerne.

(242)  Hvis der ikke findes relevante EU-retlige bestemmelser, betragtes indhold, applikationer og tjenester som lovlige eller skadevoldende i overensstemmelse med nationale materielle og processuelle regler. Det er en opgave for medlemsstaterne, ikke for udbyderne af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, ud fra gældende ret at tage stilling til, om indhold, applikationer eller tjenester er lovlige eller skadevoldende. Dette direktiv og e-datadirektivet 2002/58/EU finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel)[31], som bl.a. indeholder en regel om ren videreformidling ("mere conduit") for mellemliggende tjenesteydere, som defineret deri.

(243)  De nationale tilsynsmyndigheder bør bemyndiges til at overvåge kvaliteten af tjenesterne og til systematisk at indsamle oplysninger om kvaliteten af tjenesterne, herunder oplysninger om levering af tjenester til brugere med handicap. Disse oplysninger bør indsamles baseret på kriterier, der gør det muligt at sammenligne oplysningerne mellem tjenesteudbydere og mellem medlemsstater. Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, der driver virksomhed på et marked med fri konkurrence, må forventes at gøre passende og ajourførte oplysninger om deres tjenester offentligt tilgængelige, eftersom de har en forretningsmæssig interesse heri. Hvis en udbyder af en elektronisk kommunikationstjeneste ikke, af grunde, der vedrører den tekniske levering af tjenesten, har kontrol over kvaliteten af ydelsen eller ikke tilbyder et minimumsniveau af tjenestens kvalitet, bør den ikke være forpligtet til at fremlægge oplysninger om kvaliteten af tjenesterne. De nationale tilsynsmyndigheder skal dog alligevel kunne kræve, at sådanne oplysninger offentliggøres, såfremt de ikke tilstrækkeligt effektivt er bragt til offentlighedens kendskab. De nationale tilsynsmyndigheder bør også fastsætte de målemetoder, som tjenesteudbyderne skal anvende for at forbedre sammenligneligheden af de formidlede data. For at fremme sammenligneligheden på tværs af EU og mindske efterlevelsesomkostningerne bør BEREC vedtage retningslinjer om relevante tjenestekvalitetsparametre, som de nationale tilsynsmyndigheder bør tage størst muligt hensyn til.

(244)  Forbrugerne bør kunne træffe velinformerede valg og skifte udbyder, når det er i deres interesse, således at de kan få fuldt udbytte af konkurrencen på markedet. Det er afgørende at sikre, at de kan gøre dette uden hindringer af juridisk, teknisk eller praktisk art, herunder aftalevilkår, procedurer, afgifter osv. Dette hindrer ikke, at udbydere i forbrugeraftaler kan fastsætte rimelige mindsteperioder på op til 24 måneder for aftalens løbetid. Medlemsstater bør imidlertid have mulighed for at fastsætte en kortere maksimal varighed i lyset af nationale forhold såsom konkurrenceniveauet og stabiliteten af investeringer i net, og udbydere bør tilbyde mindst én kontrakt af en varighed på 12 måneder eller derunder. Forbrugerne kunne tænkes uafhængigt af aftalen om elektroniske kommunikationstjenester at foretrække og nyde godt af en længere tilbagebetalingsperiode for fysiske forbindelser. Sådanne forbrugerforpligtelser kan spille en vigtig rolle med hensyn til at lette udbredelsen af netforbindelser med meget høj kapacitet hen til eller meget tæt på slutbrugerens ejendom, herunder gennem efterspørgselsaggregeringsordninger, der giver netinvestorer mulighed for at reducere de opstartsrisici, der er forbundet med udbredelse. Forbrugernes ret til at skifte mellem udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, som fastsat i dette direktiv, bør ikke begrænses af sådanne tilbagebetalingsperioder i aftaler om fysiske forbindelser, og sådanne kontrakter bør ikke omfatte terminaludstyr eller internetadgangsudstyr såsom mobiltelefoner, routere eller modemmer.

(245)  Forbrugerne bør være i stand til at opsige deres kontrakt uden omkostninger, også i tilfælde af automatisk forlængelse efter udløbet af den ▌kontraktperiode.

(246)  Enhver ændring af de kontraktvilkår, der foreslås af udbydere af offentligt tilgængelige internetadgangstjenester eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-transmission, til skade for slutbrugeren, f.eks. hvad angår gebyrer, takster, begrænsning af datamængden, datahastigheden, dækningen eller behandlingen af personoplysninger, bør anses for at give slutbrugeren ret til at ophæve kontrakten uden at blive pålagt nogen omkostninger, selv hvis sådanne ændringer også indebærer fordele. Slutbrugere bør underrettes om enhver ændring af kontraktvilkårene på et varigt medium såsom papir, USB-nøgle, CD-ROM, DVD, hukommelseskort, harddisken på en computer eller en e-mail.

(247)  Det er afgørende for at gøre konkurrencen i et konkurrencepræget miljø effektiv, at der er mulighed for at skifte udbyder. Det forventes at øge slutbrugernes tryghed ved at skifte udbyder og gøre dem mere villige til at deltage aktivt i konkurrenceprocessen, at der er gennemsigtige, præcise og rettidige oplysninger om udbyderskifte til rådighed. Tjenesteudbyderne bør sikre tjenestens kontinuitet, så slutbrugerne har mulighed for at skifte udbyder uden at blive hæmmet af risikoen for, at tjenesten er utilgængelig.

(248)  Nummerportabilitet spiller en nøglerolle med hensyn til at øge forbrugernes valgmuligheder og skabe reel konkurrence på konkurrenceprægede markeder for elektronisk kommunikation. Slutbrugere, der anmoder herom, bør have mulighed for at beholde deres nummer eller numre i det offentlige telefonnet uafhængigt af tjenesteudbyderen og i en tidsbegrænset periode i forbindelse med skift mellem tjenesteudbydere. Nummerportabilitet mellem det offentlige fastnet og mobilnettet er ikke omfattet af direktivet. Medlemsstaterne kan dog anvende bestemmelser om nummerportabilitet mellem net, der udbyder tjenester på faste steder, og mobilnet.

(249)  Nummerportabilitet styrkes i betydelig grad, når såvel slutbrugerne, der tager deres numre med sig, og slutbrugere, der ringer til disse, har adgang til transparente takstoplysninger. De nationale tilsynsmyndigheder bør, som led i implementeringen af nummerportabilitet, hvor det er muligt, fremme relevant taksttransparens.

(250)  De nationale tilsynsmyndigheder kan, når de sikrer, at prissætningen af samtrafik i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, også tage hensyn til tilgængelige priser på sammenlignelige markeder.

(251)   Nummerportabilitet ▌bør gennemføres med mindst mulig forsinkelse, således at nummeret aktiveres og bliver funktionelt inden for en frist på én arbejdsdag, og forbrugeren dermed ikke må undvære den pågældende tjeneste i mere end én arbejdsdag fra den aftalte dato. For at understøtte etstedsbestilling og for at fremme gnidningsløst udbyderskifte for forbrugerne bør skifteprocessen styres af den modtagende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden. De nationale tilsynsmyndigheder kan fastlægge den overordnede proces for porteringen af numre under hensyntagen til de nationale bestemmelser om kontrakter og den teknologiske udvikling. Dette bør, hvor det er muligt, indbefatte et krav om, at portering skal gennemføres ved levering af nummerressourcer på afstand, medmindre en slutbruger anmoder om andet. Erfaringerne i visse medlemsstater har vist, at der er risiko for, at forbrugerne påtvinges et udbyderskift, uden at de har givet deres samtykke hertil. Skønt dette er et anliggende, der først og fremmest bør henhøre under de retshåndhævende myndigheder, bør det være muligt for medlemsstaterne at indføre det minimum af forholdsmæssige foranstaltninger herunder passende sanktioner vedrørende udbyderskift, der er nødvendigt for at minimere sådanne risici, og at sikre, at forbrugerne beskyttes under hele udbyderskiftet uden at gøre processen mindre attraktiv for dem. Retten til at portere numre bør ikke begrænses af kontraktbestemmelser.

(251a)  For at sikre, at overdragelsen og porteringen gennemføres inden for de frister, der er fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne kunne pålægge udbydere at træffe kompenserende foranstaltninger, når en aftale med en slutbruger ikke overholdes. Sådanne foranstaltninger bør stå i et passende forhold til varigheden af forsinkelsen med hensyn til opfyldelsen af aftalen.

(252)  Pakker, der mindst indeholder offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, som ikke er nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og andre tjenester såsom lineær radio- og tv-spredning eller terminaludstyr såsom udstyr, der udbydes af den samme udbyder og under den samme aftale, er blevet mere og mere udbredt og udgør en vigtig faktor i konkurrencen. En pakke skal med henblik på denne artikel forstås som en internetadgangstjeneste, der leveres sammen med en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste, eller en internetadgangstjeneste og/eller en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste med andre men supplerende tjenester med undtagelse af transmissionstjenester, der anvendes til kommunikation mellem maskiner og radio- og tv-spredning og/eller terminaludstyr, som leveres af den samme udbyder enten i) under samme kontrakt eller ii) under samme og underordnede kontrakter eller iii) under samme og under tilknyttede kontrakter, til en samlet kombineret pris. Selv om pakker ofte indebærer fordele for forbrugerne, kan de gøre det sværere eller bekosteligt at skifte udbyder og øge risikoen for "fastlåsning" til en kontrakt. I tilfælde, hvor der gælder forskellige kontraktlige regler for de forskellige tjenester i pakken vedrørende ophævelse af kontrakten og udbyderskifte, og for enhver kontraktlig forpligtelse vedrørende erhvervelse af produkter, som indgår i en pakke, er forbrugerne reelt hæmmede, hvad angår deres ret efter dette direktiv til at skifte til konkurrencedygtige tilbud på hele pakken eller dele af den. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende kontrakter, gennemsigtighed, kontrakternes varighed og opsigelse og udbyderskifte bør derfor finde anvendelse på alle dele af en pakke, undtagen når andre regler, der finder anvendelse på de dele af pakken, der ikke er elektronisk kommunikation, er mere fordelagtige for forbrugeren. Andre kontraktuelle forhold, f.eks. vedrørende foranstaltninger i tilfælde af manglende overensstemmelse med aftalen, bør være omfattet af de regler, der finder anvendelse på de respektive dele af pakken, f.eks. af reglerne i aftaler om salg af varer eller levering af digitalt indhold. Af samme grund bør forbrugerne ikke blive låst fast i et forhold til en udbyder via en kontraktuel de facto-forlængelse af ▌kontraktperioden. Medlemsstater bør have skønsbeføjelse til at fremme lovgivningsmæssige aspekter vedrørende pakker, i de tilfælde hvor de i deres natur indebærer forskellig regulerende behandling, f.eks. fordi disse elementer håndteres af andre sektorspecifikke reguleringer eller for at tilpasse sig ændringer i markedspraksis.

(253)  Udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester er forpligtede til at give adgang til beredskabstjenester via alarmkommunikationer. Under ekstraordinære omstændigheder, navnlig grundet manglende teknisk gennemførlighed, er disse måske ikke i stand til at levere adgang til beredskabstjenester eller lokalisering af den kaldende part eller begge dele. I sådanne tilfælde bør de på passende vis oplyse deres kunder herom i kontrakten. Sådanne udbydere bør give deres kunder klare og gennemskuelige oplysninger i den oprindelige kontrakt og ajourføre dem i forbindelse med enhver ændring af leveringen af adgang til nødtjenester, f.eks. i fakturaer. Disse oplysninger bør omfatte enhver begrænsning i territorial dækning baseret på planlagte tekniske driftsparametre for kommunikationstjenesten og den tilgængelige infrastruktur. Ydes tjenesten ikke over en forbindelse, som er opsat til at give en bestemt tjenestekvalitet, bør oplysningerne også omfatte pålidelighedsniveauet for adgang og for lokaliseringsoplysninger om den kaldende part i forhold til en tjeneste ydet over en sådan forbindelse, under hensyntagen til den eksisterende teknologi og de gældende kvalitetsstandarder samt tjenestekvalitetsparametrene i dette direktiv.

(254)  I overensstemmelse med målene for chartret ▌og FN's konvention om rettigheder for personer med handicap bør regelsættet sikre, at alle slutbrugere, herunder slutbrugere med handicap, ældre og brugere med særlige sociale behov, har nem og lige adgang til tilgængelige tjenester af høj kvalitet og til en overkommelig pris, uanset hvor de pågældende er bosat inden for Unionen. Ifølge erklæring nr. 22, der er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdamtraktaten, skal EU's institutioner i forbindelse med udarbejdelsen af foranstaltninger i henhold til artikel 114 i TEUF tage hensyn til behovene hos personer med handicap.

(255)  Slutbrugere bør fra ethvert apparat, som muliggør brugen af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, kunne få adgang til beredskabstjenester gennem gratis alarmkommunikationer og uden at skulle benytte betalingsmidler, også når de benytter roamingtjenester i en medlemsstat eller gennem et privat telekommunikationsnet. Ved alarmkommunikationer forstås kommunikationsmidler, der ikke kun omfatter talekommunikation, men også tidstro tekst, video eller andre former for kommunikation, herunder anvendelse af tredjepartsrelætjenester, hvormed man i en medlemsstat kan få adgang til beredskabstjenester. Alarmkommunikationer kan udløses på vegne af en person af det køretøjsmonterede eCall-system, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/758/EU[32]. Det bør imidlertid være op til medlemsstaterne at beslutte, hvilke nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester der er egnede til beredskabstjenester, herunder muligheden for at begrænse disse muligheder til talekommunikation og tilsvarende for slutbrugere med handicap, eller at tilføje yderligere muligheder som aftalt med de nationale alarmcentraler. For at tage hensyn til den fremtidige teknologiske udvikling eller øget brug af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bør Kommissionen vurdere, hvorvidt det er muligt at levere nøjagtig og pålidelig adgang til beredskabstjenester gennem nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, efter samråd med de nationale tilsynsmyndigheder, beredskabstjenester, standardiseringsorganer og andre relevante interessenter.

(256)  Medlemsstaterne bør sikre, at udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester til slutbrugere, leverer pålidelig og nøjagtig adgang til beredskabstjenester under hensyn til nationale specifikationer og kriterier og de nationale alarmcentralers beredskabskapacitet. I tilfælde hvor den nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjeneste ikke leveres via en forbindelse, som er opsat til at give en bestemt servicekvalitet, er tjenesteudbyderen måske ikke i stand til at sikre, at nødopkald foretaget via dennes tjeneste dirigeres til den mest passende alarmcentral med samme pålidelighed. For sådanne netuafhængige udbydere, navnlig udbydere som ikke er integreret med en udbydere af et offentligt kommunikationsnet, er det måske ikke altid teknisk muligt at levere lokaliseringsoplysninger om den kaldende part. Medlemsstaterne bør sikre, at der indføres standarder til sikring af præcis og pålidelig routing og forbindelse til beredskabstjenesterne så hurtigt som muligt for at gøre det muligt for netuafhængige udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester at opfylde de forpligtelser, der vedrører adgang til beredskabstjenester og levering af lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, på et niveau, der er sammenligneligt med det, der kræves af andre leverandører af sådanne kommunikationstjenester. Hvor der endnu ikke er indført sådanne standarder og relaterede alarmcentralsystemer, bør netuafhængige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester ikke være nødvendige for at få adgang til beredskabstjenester bortset fra i en form, som er teknisk mulig eller økonomisk holdbar. Dette kan f.eks. omfatte en medlemsstats udpegelse af en enkel, central alarmcentral, som modtager nødopkald. Ikke desto mindre bør sådanne udbydere informere slutbrugere, når adgang til 112 eller til lokaliseringsoplysninger om den kaldende part ikke er understøttet.

(256b)  Der er for tiden et generelt underskud for så vidt angår rapportering og måling af resultater fra medlemsstaterne med hensyn til besvarelse og håndtering af alarmopkald. Kommissionen indfører derfor, efter at have hørt de nationale tilsynsmyndigheder og beredskabstjenester, resultatindikatorer, der kan anvendes på medlemsstaternes beredskabstjenester, og rapporterer tilbage til Europa-Parlamentet og Rådet om, hvor effektiv gennemførelsen af det fælleseuropæiske alarmnummer 112 har været, og hvordan resultatindikatorerne har fungeret.

(257)  Medlemsstaterne bør træffe særlige foranstaltninger for at sikre, at beredskabstjenesterne, herunder 112, er lige så tilgængelige for ▌slutbrugere med handicap, herunder døve, hørehæmmede, talehæmmede og døvblinde slutbrugere via totale konversationstjenester eller ved brug af tredjepartsrelætjenester, der er interoperable med telefonnet i hele EU. Det kan også betyde, at der skal tilvejebringes særligt terminaludstyr for personer med handicap, når ovenstående kommunikationsmåder ikke kan anvendes af dem.

(258)  Det er vigtigt, at 112 bliver mere kendt, da det vil øge beskyttelsen og sikkerheden for borgere, der rejser i Unionen. Borgerne bør ved rejse i en hvilken som helst medlemsstat således gøres bekendt med, navnlig gennem oplysninger på opslag i internationale busterminaler, banegårde, havne og lufthavne samt i telefonbøger, slutbruger- og faktureringsmateriale, at 112 kan benyttes som fælles alarmnummer i hele Unionen. Det er først og fremmest medlemsstaterne, som er ansvarlige herfor, men Kommissionen bør fortsat både støtte og supplere medlemsstaternes initiativer med henblik på at øge kendskabet til 112 og foretage regelmæssige evalueringer af offentlighedens kendskab til dette nummer.

(259)  Lokaliseringsoplysninger om den kaldende part øger beskyttelsesniveauet og sikkerheden for slutbrugere og hjælper alarmtjenesterne med at udføre deres opgaver, forudsat at det nationale system af alarmcentraler garanterer, at alarmkommunikation og tilhørende data fremføres til beredskabstjenesterne. Modtagelsen og brugen af lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, som både inkluderer netbaserede lokaliseringsoplysninger og, hvor de er tilgængelige, forbedrede lokaliseringsoplysninger om den kaldende part fra mobiltelefoner, bør ske i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning om behandling af personoplysninger og sikkerhedsforanstaltninger. Virksomheder, der leverer netbaseret lokalisering, bør stille lokaliseringsoplysninger om den kaldende part til rådighed for beredskabstjenester, så snart opkaldet når frem til den pågældende tjeneste, uanset hvilken teknologi der anvendes. Imidlertid har lokaliseringsteknologier baseret på mobiltelefoner vist sig at være betydelig mere præcise og omkostningseffektive på grund af tilgængeligheden af data fra EGNOS og satellitnavigationssystemet Galileo samt andre globale satellitnavigationssystemer og wi-fi-data. Lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, der stammer fra mobiltelefoner, bør derfor supplere netbaserede lokaliseringsoplysninger, selv hvis lokalisering på grundlag af data fra mobiltelefoner først bliver tilgængelig, efter at alarmkommunikationen er etableret. Medlemsstaterne bør om muligt sikre, at alarmcentralen er i stand til at uddrage og håndtere de tilgængelige oplysninger om den kaldende part. Etableringen og overførslen af lokaliseringsoplysninger om den kaldende part bør være omkostningsfri for både slutbrugeren og den myndighed, der håndterer alarmkommunikationen, uanset midlet til etablering, f.eks. via mobiltelefonen eller nettet, eller fremsendelsesmidlet, f.eks. via talekanal, SMS eller IP-baseret.

(260)  For at følge den teknologiske udvikling med hensyn til præcise lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, lige adgang for slutbrugere med handicap og routing af opkald til den mest passende alarmcentral bør Kommissionen have beføjelse til at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre foreneligheden, interoperabiliteten, kvaliteten og kontinuiteten af alarmkommunikation i Unionen. Disse foranstaltninger kan bestå i funktionelle bestemmelser, hvorved forskellige parters rolle i kommunikationskæden fastlægges, f.eks. udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, operatører af elektroniske kommunikationsnet og alarmcentraler samt tekniske bestemmelser, hvorved de tekniske midler til at opfylde de funktionelle bestemmelser fastlægges. Sådanne foranstaltninger bør ikke skade den måde, hvorpå medlemsstaternes beredskabstjenester er strukturerede.

(260a)  I øjeblikket er det sådan, at en borger i land A, som har behov for at kontakte beredskabstjenesterne i land B, ikke har mulighed for at gøre dette, fordi beredskabstjenesterne ikke har en facilitet til at komme i kontakt med hinanden. Løsningen er at etablere en EU-dækkende sikker database over telefonnumre til hovedberedskabstjenesten i hvert land. Kommissionen skal således opretholde en sikker database af europæiske alarmtjenesters E.164-numre for at sikre, at de er i stand til at kontakte hinanden fra den ene medlemsstat til den anden.

(260b)  De seneste terrorangreb i Europa har sat fokus på manglen på effektive varslingssystemer i medlemsstaterne og i hele Europa. Det er afgørende, at en medlemsstat kan informere hele befolkningen i et bestemt område om igangværende katastrofer/angreb eller kommende trusler ved brug af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, etableringen af et nationalt effektivt "Omvendt 112"-kommunikationssystem til varsling og alarmering af borgerne i tilfælde af overhængende eller begyndende naturlige og/eller alvorlige menneskeskabte nødsituationer og katastrofer, under hensyntagen til eksisterende nationale og regionale systemer og uden at bryde reglerne om privatlivets fred og databeskyttelse. Kommissionen bør også vurdere, om det er muligt at etablere et universelt, tilgængeligt, grænseoverskridende "Omvendt 112-kommunikationssystem" for hele EU til varsling af offentligheden i tilfælde af katastrofer eller større nødsituationer, der er overhængende eller under udvikling på tværs af flere medlemsstater.

(261)   Medlemsstaterne bør sikre, at slutbrugere med handicap har lige adgang til og valgmuligheder af elektroniske kommunikationstjenester i overensstemmelse med FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) og den universelle designtilgang. Navnlig bør de relevante nationale myndigheder for at sikre, at slutbrugere med handicap kan udnytte konkurrencen og de samme valgmuligheder mellem tjenesteudbydere som de fleste slutbrugere, om nødvendigt og på baggrund af de nationale forhold, og efter høring af repræsentative handicaporganisationer, præcisere de forbrugerbeskyttelseskrav for slutbrugere med handicap, som skal opfyldes af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester og relevant terminaludstyr. Sådanne krav kan bl.a. omfatte krav om, at udbyderne sikrer, at ▌slutbrugere med handicap udnytter deres tjenester på tilsvarende vilkår og betingelser, herunder priser, takster og kvalitet og adgang til relevant terminaludstyr, som deres øvrige slutbrugere, uanset de ekstraomkostninger, som disse udbydere måtte pådrage sig. Yderligere krav kan relatere sig til engrosordninger mellem udbydere. For at undgå at skabe en uforholdsmæssig stor byrde for tjenesteyderne bør de nationale tilsynsmyndigheder kontrollere, om målene om lige adgang og valgmuligheder faktisk kan opnås uden sådanne foranstaltninger.

(262)  ▌

(262a)  De nationale tilsynsmyndigheder bør sikre, at udbydere, der leverer offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, stiller de tilgængelige oplysninger om, hvordan de tjenester, der tilbydes, fungerer, og om deres tilgængelighedskarakteristika til rådighed i et tilgængeligt format. Det betyder, at informationsindholdet bør være tilgængeligt i tekstformater, som kan anvendes til at skabe alternative hjælpeformater samt alternativer til indhold, der ikke består af tekst.

(262b)  For så vidt angår slutbrugere med handicap bør dette direktiv søge at afspejle Unionens øvrige lovgivning til gennemførelse af FN's konvention om rettigheder for personer med handicap. Disse foranstaltninger omfatter de principper og standarder, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/21021[33]. De fire principper for tilgængelighed er: opfattelighed, dvs. at oplysninger og brugergrænsefladekomponenter skal præsenteres for brugerne på måder, som de kan opfatte; anvendelighed, dvs. at brugergrænsefladekomponenterne og navigationen skal kunne anvendes; forståelighed, dvs. at oplysningerne og betjeningen af brugergrænsefladen skal være forståelige; og robust karakter, dvs. at indhold skal være robust nok til at kunne fortolkes stabilt af en bred vifte af brugeragenter, herunder kompenserende teknologier. Disse tilgængelighedsprincipper omsættes til testbare succeskriterier, bl.a. dem, der danner grundlag for europæisk standard EN 301 549 V1.1.2 "Tilgængelighedskrav for offentlige indkøb af IKT-produkter og -tjenester i Europa" (2015-04) (europæisk standard EN 301 549 V1.1.2 (2015-04)), ved hjælp af harmoniserede standarder og en fælles metode til at teste, om indholdet på websteder og i mobilapplikationer er i overensstemmelse med disse principper. Denne europæiske standard blev vedtaget på grundlag af mandat M/376, som Kommissionen gav de europæiske standardiseringsorganisationer. Indtil henvisningerne til de harmoniserede standarder eller dele heraf offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, bør de relevante bestemmelser i europæisk standard EN 301 549 V1.1.2 (2015-04) anses for, hvad der som minimum skal gøres for at omsætte disse principper til praksis i forbindelse med dette direktiv og for lige adgangs- og valgmuligheder for handicappede slutbrugere.

(263)  Der er opstået reel konkurrence med hensyn til nummeroplysningstjenester og abonnementsfortegnelser bl.a. i medfør af artikel 5 i Kommissionens direktiv 2002/77/EF[34]. For at opretholde denne situation med reel konkurrence bør alle tjenesteudbydere, der tildeler deres slutbrugere telefonnumre fortsat have pligt til at stille alle relevante oplysninger til rådighed på en hensigtsmæssig, omkostningsbaseret og ikke-diskriminerende måde.

(264)  Slutbrugere bør oplyses om deres ret til at bestemme, om de ønsker at indgå i en abonnementsfortegnelse eller ej. Udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester bør respektere slutbrugernes beslutning, når de giver nummeroplysningstjenester adgang til data. I artikel 12 i direktiv 2002/58/EF sikres slutbrugernes ret til privatlivets fred for så vidt angår optagelsen af deres personoplysninger i en offentlig abonnentfortegnelse.

(265)  Slutbrugerne skal kunne stole på, at alt udstyr, der sælges i Unionen til modtagelse af digitalradio og -TV, er indbyrdes kompatibelt. Medlemsstaterne skal kunne sikre, at sådant udstyr overholder et minimum af harmoniserede standarder. Disse standarder kan tilpasses løbende i takt med den teknologiske og markedsmæssige udvikling.

(266)  Det er ønskeligt, at forbrugerne opnår den højeste grad af tilslutningsmuligheder til radio- og fjernsynsapparater. Interoperabilitet er et koncept, der udvikler sig på dynamiske markeder. Standardiseringsorganer bør gøre deres yderste for at sikre, at relevante standarder udvikler sig i takt med den pågældende teknologi. Det er ligeledes vigtigt at sikre, at der er stik på digitale fjernsynsapparater, der kan overføre alle nødvendige elementer i et digitalt signal, herunder audio- og videosignaler, adgangsstyringsinformation, serviceoplysninger, oplysninger om programmeringsgrænseflader for applikationer (API) og kopibeskyttelsesinformation. Direktivet bør derfor sikre, at funktionalitet tilhørende og/eller implementeret i stik ikke begrænses af netoperatører, tjenesteudbydere eller udstyrsfabrikanter og fortsætter med at udvikle sig i takt med den teknologiske udvikling. Med hensyn til visning og udformning af forbundne tv-tjenester må det anses for at være til gavn for forbrugerne, at der etableres en fælles standard baseret på markedskræfterne. Til at fremme en sådan udvikling kan medlemsstaterne og Kommissionen tage politiske initiativer i overensstemmelse med traktaten. Forbrugerudstyr til radio bør være i stand til at modtage radio som minimum ved analog og digital udsendelse for at sikre interoperabilitet på tværs af grænserne. Denne bestemmelse bør ikke finde anvendelse på billigt forbrugerradioudstyr eller på radioudstyr, hvis modtagelse af radioudsendelser blot er en underordnet funktion, f.eks. en mobiltelefon med en FM-modtager. Den bør heller ikke finde anvendelse på radioudstyr, der anvendes af radioamatører, herunder f.eks. radioudstyr beregnet til at blive samlet og anvendt af radioamatører, eller udstyr, der konstrueres af individuelle radioamatører til eksperimentelle og videnskabelige formål i forbindelse med amatørradio.

(267)  Foranstaltninger i engrosleddet til sikring af medtagelse af slutbrugerdata (både fra fastnet og mobilnet) i databaser bør overholde kravene til beskyttelse af personoplysninger i henhold til direktiv 95/46/EF, der vil blive erstattet af forordning (EU) 2016/679[35] den 25. maj 2018 , herunder artikel 12 i direktiv 2002/58/EF (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation). Der bør indføres omkostningsorienteret levering af disse data til tjenesteudbydere, idet medlemsstaterne bør gives mulighed for at etablere en central mekanisme til levering af fyldestgørende samlet information til udbydere af nummerfortegnelser, og drages omsorg for netadgang på rimelige og gennemsigtige vilkår for at sikre, at slutbrugerne fuldt ud kan drage fordel af konkurrence, hvilket i vidt omfang har gjort det muligt at afskaffe regulering af disse tjenester i detailleddet og tilvejebringelse af tilbud om nummeroplysningstjenester på rimelige og gennemskuelige vilkår.

(268)  Efter at forsyningspligten for nummeroplysningstjenester er ophævet, og da der findes et velfungerende marked for sådanne tjenester, er der ikke længere behov for at sikre adgangsretten til nummeroplysningstjenester. De nationale tilsynsmyndigheder bør dog fortsat kunne indføre forpligtelser og betingelser for virksomheder, der kontrollerer adgangen til slutbrugerne, således at adgangen til og konkurrencen på dette marked opretholdes.

(269)  Medlemsstaterne bør kunne pålægge virksomheder i deres retsområde rimelige "must carry"-forpligtelser for at tilgodese velbegrundede politiske hensyn, men en sådan pligt bør kun pålægges i den udstrækning, det er nødvendigt for at virkeliggøre almennyttige målsætninger, som medlemsstaterne nøje har fastlagt i overensstemmelse med EU-lovgivningen, og den bør være rimelig og transparent. Der kan anvendes lovfæstede "must carry"-forpligtelser for nærmere bestemte radio- og tv-kanaler samt supplerende tjenester, der udbydes af en nærmere bestemt medietjenesteudbyder. En af medlemsstaterne pålagt fordelingspligt skal være rimelig; dvs., at den skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent på baggrund af klart definerede målsætninger i almenhedens interesse som f.eks. mediepluralisme og kulturel mangfoldighed. Medlemsstaterne bør give en objektiv begrundelse for de "must carry"-forpligtelser, som de pålægger i deres nationale ret, så det sikres, at sådanne forpligtelser er transparente, står i et rimeligt forhold til målet og er klart afgrænsede. Forpligtelserne bør tilrettelægges på en måde, der giver tilstrækkelige incitamenter til effektive infrastrukturinvesteringer. Forpligtelserne bør tages op til nyvurdering mindst hvert femte år med det formål at føre dem ajour med den teknologiske og markedsmæssige udvikling og at sikre, at de fortsat står i et rimeligt forhold til de tilstræbte mål. Forpligtelserne kan eventuelt indeholde en bestemmelse om en afpasset godtgørelse.

(269a)  Eftersom størstedelen af det digitale tv- og radioudstyr, der anvendes af forbrugerne i dag, tillader både analog og digital transmission, er der ikke længere nogen økonomisk eller social grund til, at medlemsstaterne fortsat pålægger "must carry"-forpligtelser på både analog og digital transmission. Dette bør imidlertid ikke være til hinder for en sådan forpligtelse for analog transmission, hvor størstedelen af brugerne stadig anvender en analog kanal, eller hvor den analoge udsendelse er det eneste sendemiddel.

(270)  Elektroniske kommunikationsnetværk og -tjenester, der bruges til spredning af radio- og fjernsynsudsendelser til offentligheden omfatter kabel-tv-, IPTV-, satellit- og jordbaserede sendernet. De kan også omfatte andre net, hvis et betydeligt antal slutbrugere anvender sådanne net som deres primære adgang til modtagelse af radio- og tv-udsendelser. "Must carry"-forpligtelser kan omfatte transmission af tjenester, der er specielt beregnede på at sikre brugere med handicap tilsvarende adgang. Som følge heraf kan supplerende tjenester bl.a. omfatte tjenester med det formål at lette adgangsmulighederne for handicappede slutbrugere, f.eks. videotekst, undertekstning for døve og hørehæmmede, synstolkning, oplæste undertekster og tegnsprogstolkning. Grundet væksten i udbuddet og modtagelsen af forbundne TV-tjenester og elektroniske programoversigters vedvarende betydning for brugernes valgmuligheder kan transmissionen af programrelaterede data, der er nødvendige for at støtte funktioner til udbydelse af elektroniske programoversigter, tekst-tv og programrelaterede IP-adresser, også være omfattet af "must carry"-forpligtelser.

(271)  Faciliteter som nummervisning er normalt til rådighed på moderne telefoncentraler og kan derfor i stigende grad udbydes uden eller med ganske få omkostninger. Medlemsstaterne behøver ikke at stille krav om, at disse faciliteter udbydes, såfremt det allerede er tilfældet. Direktiv 2002/58/EF sikrer brugernes privatliv i forbindelse med specificeret fakturering ved at give dem mulighed for at beskytte deres privatliv i forbindelse med nummervisning. Udviklingen af disse tjenester på et paneuropæisk grundlag vil gavne forbrugerne og fremmes ved dette direktiv.

(272)  Medlemsstaterne sikrer ved at informere herom, at markedsaktørerne og potentielle nye aktører på markedet har kendskab til deres rettigheder og pligter og ved, hvor de kan få nærmere oplysninger herom. Når oplysningerne offentliggøres i den pågældende medlemsstats officielle tidende, kan de berørte parter i andre medlemsstater finde de oplysninger, de har brug for.

(273)  For at sikre, at det paneuropæiske marked for elektronisk kommunikation fungerer effektivt og virkningsfuldt, bør Kommissionen føre tilsyn med de omkostninger, der påvirker priserne for slutbrugerne, og offentliggøre oplysninger derom.

(274)  For at afgøre, om EU-retten anvendes korrekt, skal Kommissionen vide, hvilke virksomheder der er udpeget som havende en stærk markedsposition, og hvilke forpligtelser de nationale tilsynsmyndigheder har pålagt markedsaktørerne. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne ud over at offentliggøre oplysningerne også sender dem til Kommissionen. Når medlemsstaterne skal sende oplysninger til Kommissionen, kan dette ske i elektronisk form under forudsætning af, at der fastsættes passende procedurer for autentifikation.

(275)  For at tage hensyn til den markedsmæssige, sociale og teknologiske udvikling, styre risiciene for sikkerheden i net og tjenester og sikre en effektiv adgang til nødtjenester via alarmkommunikationer bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår foranstaltninger til imødegåelse af sikkerhedsrisici, tilpasning af vilkår for adgang til digitale tv- og radiotjenester, etablere et fælles engrosmarked for taletelefoniterminering på fastnet og mobilnet, vedtagelse af foranstaltninger i relation til alarmkommunikationer i Unionen og tilpasning af bilag II, IV, V, VI, VIII, IX og X til dette direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i de af Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(276)  For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage afgørelser med henblik på at løse problemer med grænseoverskridende skadelig interferens mellem medlemsstater; gøre implementeringen af de relevante standarder obligatorisk eller fjerne standarder og/eller specifikationer fra den obligatoriske del af listen over standarder; træffe afgørelse om, hvorvidt rettigheder i et harmoniseret frekvensbånd skal være omfattet af en generel tilladelse eller af individuelle brugsrettigheder; præcisere retningslinjerne for anvendelsen af kriterier, regler og betingelser med hensyn til harmoniserede radiofrekvenser; præcisere retningslinjerne for anvendelsen af de betingelser, som medlemsstaterne kan knytte til tilladelser til brug af harmoniserede radiofrekvenser; udpege de frekvensbånd, inden for hvilke brugsrettigheder til radiofrekvenser kan overdrages eller udlejes mellem virksomheder; fastsætte fælles datoer for, hvornår brugen af bestemte harmoniserede radiofrekvensbånd senest skal være tilladt; vedtage overgangsforanstaltninger angående varigheden af brugsrettigheder til radiofrekvenser; fastsætte kriterier for at koordinere implementeringen af visse forpligtelser; specificere de tekniske egenskaber ved design, udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde; løse problemer med uopfyldt efterspørgsel efter numre på tværs af landegrænser og på paneuropæisk plan og præcisere arten og omfanget af de forpligtelser, hvormed der sikres effektiv adgang til nødtjenester eller end-to-end-forbindelser mellem slutbrugere i en eller flere medlemsstater eller i hele Den Europæiske Union. Sådanne beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser.

(277)  Endelig bør Kommissionen – om fornødent og efter i videst muligt omfang at have taget hensyn til BEREC's udtalelse – kunne vedtage henstillinger angående udpegningen af de relevante produkt- og tjenestemarkeder, anmeldelserne i henhold til proceduren for konsolidering af det indre marked og den harmoniserede anvendelse af bestemmelserne i regelsættet.

(278)  Bestemmelserne i dette direktiv bør regelmæssigt tages op til fornyet overvejelse, særlig med henblik på at afgøre, om der er behov for ændringer i lyset af skiftende teknologiske betingelser og markedsvilkår. I betragtning af risikoen for fremkomsten af konkurrenceforvridende oligopolistiske markedsstrukturer i stedet for monopolistiske markedsstrukturer bør der i revisionerne lægges særlig vægt på bestemmelserne om nationale tilsynsmyndigheders beføjelser til at pålægge operatører med en stærk markedsposition, enten individuel eller fælles, adgangsforpligtelser, i sammenhæng med andre forpligtelser, der kan pålægges disse operatører, således at det sikres, at beføjelserne er tilstrækkelige til, at målene i dette direktiv opfyldes effektivt.

(279)  Visse direktiver og beslutninger på dette område bør ophæves.

(280)  Kommissionen bør overvåge overgangen fra de gældende til det nye regelsæt.

(281)  Målene for dette direktiv, nemlig at skabe harmoniserede og forenklede rammer for regulering af elektroniske kommunikationstjenester, elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og tjenester, vilkårene for tilladelser til net og tjenester, frekvensbrug og numre, regulering af adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt beskyttelse af slutbrugerne kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan. Unionen kan derfor kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(282)  I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter[36] har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter.

(283)  Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af de tidligere direktiver.

(284)  Nærværende direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag XI, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og datoerne for anvendelse af direktiverne —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Del I. RAMMEBESTEMMELSER (GENERELLE REGLER FOR FORVALTNING AF SEKTOREN)

Afsnit I: ANVENDELSESOMRÅDE, MÅL, FORMÅL OG DEFINITIONER

KAPITEL I

GENSTAND , MÅL OG DEFINITIONER

Artikel 1

Genstand og mål

1. Dette direktiv fastlægger harmoniserede rammer for regulering af elektroniske kommunikationstjenester, elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter og tjenester samt visse aspekter af terminaludstyr. Det fastsætter de nationale tilsynsmyndigheders og, hvor det er relevant, andre kompetente myndigheders opgaver og opstiller en række procedurer, der skal sikre, at regelsættet anvendes ensartet i hele Unionen.

2. Målet med dette direktiv er på den ene side at skabe et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med henblik på at sikre udrulning og ibrugtagning af sikrede netværk med meget høj kapacitet og skabe holdbar konkurrence samt interoperabilitet mellem elektroniske kommunikationstjenester, tilgængelighed og fordele for slutbrugerne.

Samtidig er det formålet, gennem effektiv konkurrence og valgmuligheder, at sikre, at der udbydes offentligt tilgængelige tjenester af høj kvalitet og til en rimelig pris i hele Unionen, at tage højde for de tilfælde, hvor behovene hos slutbrugerne, herunder brugere med handicap, der skal kunne tilgå tjenesterne på lige fod med andre, ikke opfyldes tilfredsstillende af markedet, og at fastsætte de nødvendige rettigheder for slutbrugerne.

3. Dette direktiv berører ikke:

– forpligtelser, der er pålagt ved national ret i henhold til EU-retten eller ved EU-retten for så vidt angår ydelser, der leveres via elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – foranstaltninger, der er truffet på EU-plan eller på nationalt plan i henhold til EU-retten for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område

– foranstaltninger, der er truffet på EU-plan eller på nationalt plan i henhold til EU-retten for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område

– forordning (EU) nr. 531/2012 og forordning (EU) 2015/2120.

3a. Hvis oplysningerne indeholder personoplysninger, sikrer Kommissionen, BEREC og de berørte myndigheder, at overholdelsen af databehandlingen er i overensstemmelse med Unionens databeskyttelsesregler.

4. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende slutbrugerrettigheder finder anvendelse med forbehold af EU-bestemmelserne om forbrugerbeskyttelse, navnlig direktiv 93/13/EØF, og 2011/83/EU, og nationale regler, der er i overensstemmelse med EU-retten.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) "elektronisk kommunikationsnet": transmissionssystemer , uanset om de bygger på en permanent infrastruktur eller centraliseret forvaltningskapacitet, og, hvor det er relevant, koblings- og dirigeringsudstyr og andre ressourcer, herunder netelementer, der ikke er aktive, som gør det muligt at overføre signaler ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller andre elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder internet) og mobilnet, elkabelsystemer, i det omfang de anvendes til transmission af signaler, net, som anvendes til radio- og tv-spredning, samt kabel-tv-net, uanset hvilken type information der overføres. Det omfatter ikke netelementer, der administreres af enkeltpersoner i forbindelse med almennyttige aktiviteter

2) "net med meget høj kapacitet": et elektronisk kommunikationsnet, der enten udelukkende består af optiske fiberelementer, som minimum frem til fordeleren på betjeningsstedet , eller en anden type net, som under normale spidsbelastningsvilkår kan give en tilsvarende netpræstation, hvad angår disponibel båndbredde til down- og uplink, robusthed, fejlrelaterede parametre samt latenstid og variation i denne. Netpræstationen skal vurderes på baggrund af tekniske parametre, uanset om slutbrugerens oplevelse heraf varierer på grund af iboende forskellige egenskaber ved mediet, hvormed nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet

3) "transnationale markeder": de i overensstemmelse med artikel 63 udpegede markeder, som dækker Unionen eller en væsentlig del heraf, og som er lokaliseret i mere end en medlemsstat

4) "elektronisk kommunikationstjeneste": en tjeneste, som ▌ydes mod betaling via elektroniske kommunikationsnet, og som omfatter "internetadgangstjenester" som defineret i artikel 2, nr. 2), i forordning (EU) 2015/2120, og/eller "interpersonelle kommunikationstjenester" og/eller tjenester, der udelukkende eller overvejende består i overføring af signaler, som f.eks. transmissionstjenester på net, der anvendes til kommunikation mellem maskiner og til radio- og tv-spredning, men ikke tjenester, der består i tilrådighedsstillelse af eller udøvelse af redaktionel kontrol over indhold fremført via elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt almennyttige tjenester, som udbydes af enkeltpersoner

5) "interpersonel kommunikationstjeneste": en tjeneste, som ▌ydes mod betaling, og som muliggør direkte interpersonel og interaktiv informationsudveksling via elektroniske kommunikationsnet mellem et afgrænset antal personer, hvor de personer, der indleder eller deltager i udvekslingen, bestemmer, hvem modtageren eller modtagerne skal være; dette omfatter ikke tjenester, der blot muliggør interpersonel og interaktiv kommunikation som en mindre støttefunktion, der er tæt knyttet til en anden tjeneste

6) "nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste": en interpersonel kommunikationstjeneste, der etablerer forbindelse til det offentlige telefonnet, enten ved brug af tildelte nummerressourcer, dvs. et eller flere numre i nationale eller internationale telefonnummerplaner, eller ved at muliggøre kommunikation med et eller flere numre i nationale eller internationale telefonnummerplaner, og hvor tjenesteudbyderen har væsentlig kontrol over nettet, som bruges til at muliggøre kommunikationen

7) "nummeruafhængig interpersonel kommunikationstjeneste": en interpersonel kommunikationstjeneste, der ikke etablerer forbindelse til det offentlige telefonnet, hverken ved brug af tildelte nummerressourcer, dvs. et eller flere numre i nationale eller internationale telefonnummerplaner, eller ved at muliggøre kommunikation med et eller flere numre i nationale eller internationale telefonnummerplaner

8) "offentligt kommunikationsnet": et elektronisk kommunikationsnet, som udelukkende eller overvejende bruges til udbud af elektroniske kommunikationstjenester, der er tilgængelige for offentligheden, og som danner grundlag for overførsel af information mellem nettermineringspunkter

9) "nettermineringspunkt " eller "NTP": et fysisk punkt, hvor en slutbruger får adgang til et offentligt kommunikationsnet; for net, hvor der anvendes kobling eller routing, identificeres NTP ved hjælp af en specifik netadresse, der kan være knyttet til slutbrugerens nummer eller navn

10) "tilhørende faciliteter": tilhørende tjenester, fysiske infrastrukturer og andre faciliteter eller elementer i tilknytning til et elektronisk kommunikationsnet og/eller en elektronisk kommunikationstjeneste, som muliggør udbud af tjenester via dette net og/eller denne tjeneste og/eller støtter denne eller har mulighed for at gøre dette og bl.a. omfatter bygninger eller adgangsveje til bygninger, ledningsnet i bygninger, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, master, mandehuller og skabe

11) "tilknyttede tjenester": tjenester i tilknytning til et elektronisk kommunikationsnet og/eller en elektronisk kommunikationstjeneste, som muliggør og/eller understøtter udbud af tjenester ▌via dette net og/eller denne tjeneste eller har mulighed for at gøre dette og bl.a. omfatter nummerkonvertering eller systemer, der tilbyder tilsvarende funktioner, adgangsstyringssystemer og elektroniske programoversigter ▌samt andre tjenester vedrørende f.eks. identitet, geografisk placering og tilstedeværelse

12) "adgangsstyringssystem": teknisk foranstaltning , autentifikationssystem og/eller ordning, der gør adgang til en krypteret radio- eller fjernsynstjeneste i klar form betinget af abonnement eller en anden form for forudgående tilladelse

13) "bruger": en fysisk eller juridisk person, der anvender eller anmoder om en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste

14) "slutbruger": bruger, der ikke udbyder offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester

15) "forbruger": enhver fysisk person, der anvender eller anmoder om en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste til formål, der ikke har forbindelse med vedkommendes erhverv, forretning, håndværk eller profession

16) "udbud af et elektronisk kommunikationsnet": etablering, drift, styring eller tilrådighedsstillelse af et sådant net

17) "enhanced digitalt tv-udstyr": set-top-bokse beregnet til tilslutning til tv-apparater eller integrerede digitale tv-apparater, der kan modtage digitale interaktive tv-tjenester

18) "Application Program Interface (API)": softwaregrænsefladen mellem applikationer, som radio-tv-selskaber eller tjenesteudbydere stiller til rådighed, og faciliteterne i "enhanced" digitalt tv-udstyr til digitale radio- og tv-tjenester

19) "frekvensallokering": udpegning af et givet frekvensbånd til brug for en eller flere typer radiokommunikationstjenester, om nødvendigt på bestemte vilkår

20) "skadelig interferens": interferens, der udgør en fare for radionavigationstjenesters eller andre sikkerhedstjenesters aktiviteter, eller som på anden måde i alvorlig grad forringer, hindrer eller gentagne gange afbryder radiokommunikationstjenester, der fungerer i overensstemmelse med gældende internationale regler eller Unionens eller medlemsstaternes gældende regler

21) "opkald": en forbindelse, som etableres ved hjælp af en offentligt tilgængelig interpersonel kommunikationstjeneste og giver mulighed for tovejstalekommunikation

22) "sikkerhed i net og tjenester": elektroniske kommunikationsnets og -tjenesters evne til, på et givet sikkerhedsniveau, at modstå handlinger, der er til skade for tilgængeligheden, autenticiteten, integriteten eller fortroligheden i forbindelse med lagrede eller overførte eller behandlede data eller de dermed forbundne tjenester, der tilbydes af eller er tilgængelige via disse net eller tjenester

23) "generel tilladelse": retlige rammer, der i overensstemmelse med dette direktiv er fastsat af medlemsstaten, og som sikrer ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester samt opstiller sektorspecifikke forpligtelser, der kan gælde alle eller specifikke typer af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, undtagen nonprofittjenester, der udbydes af enkeltpersoner.

24) "trådløst adgangspunkt med kort rækkevidde": lille trådløs netadgangsinstallation med lav effekt og lille rækkevidde, der enten benytter radiofrekvenser på grundlag af en tilladelse eller på et tilladelsesfrit grundlag eller begge dele, og som kan være del af et offentligt jordbaseret mobilkommunikationsnet og kan være udstyret med en eller flere ikke iøjnefaldende antenner, som giver brugerne trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet, uanset om den underliggende nettopologi er mobil- eller fastnetbaseret

25) "radiobaseret lokalt datanet" (RLAN): et trådløst adgangssystem med lav effekt og kort rækkevidde, der har en ringe risiko for at skabe interferens for andre lignende systemer etableret i nærheden af andre brugere, og som på et ikke-eksklusivt grundlag anvender frekvenser, for hvilke betingelserne for adgang og effektiv udnyttelse til dette formål er harmoniseret på EU-plan

26) "delt brug af radiofrekvenser": to eller flere brugeres adgang til samme frekvenser i henhold til en deleordning, der er godkendt af en kompetent tilsynsmyndighed på grundlag af en generel tilladelse, individuelle brugsrettigheder eller en kombination heraf, herunder reguleringsmetoder som tilladelsesbetinget delt adgang, og som har til formål at fremme delt brug af et frekvensbånd; deleordningen kræver, at der indgås en bindende aftale mellem alle involverede parter i overensstemmelse med de bestemmelser om frekvensdeling, der indgår i deres brugsrettigheder, således at alle brugere sikres en forudsigelig og pålidelig deleordning, uden at anvendelsen af konkurrenceretten indskrænkes

27) "harmoniserede radiofrekvenser": radiofrekvenser, for hvilke betingelserne for adgang og effektiv udnyttelse er harmoniseret ved en teknisk gennemførelsesforanstaltning i overensstemmelse med artikel 4 i beslutning nr. 676/2002/EF (frekvenspolitikbeslutningen)

28) "adgang": tilrådighedstillelse af faciliteter og/eller tjenester for en anden virksomhed på nærmere fastsatte vilkår og på eksklusivt eller ikke-eksklusivt grundlag med henblik på udbud af elektroniske kommunikationstjenester, herunder når de anvendes til levering af informationssamfundstjenester eller radio- eller tv-indholdstjenester. Adgang omfatter bl.a.: adgang til netelementer og tilhørende faciliteter, der kan indebære tilslutning af udstyr, såvel kabel- som radiobaseret tilslutning (dette omfatter navnlig adgang til abonnentledninger og de nødvendige faciliteter og tjenester med henblik på levering af tjenester via abonnentledninger), adgang til fysisk infrastruktur, herunder bygninger, kabelkanaler og master, adgang til relevante softwaresystemer, herunder driftsstøttesystemer, adgang til informationssystemer eller databaser til forhåndsbestilling, levering, bestilling, vedligeholdelses- og reparationsbestilling samt fakturering, adgang til nummerkonvertering eller systemer, der tilbyder tilsvarende funktioner, adgang til fastnet og mobilnet, ▌navnlig med henblik på roaming, adgang til adgangsstyringssystemer til digitale tv-tjenester og adgang til virtuelle nettjenester

29) "samtrafik": fysisk og logisk sammenkobling af offentlige kommunikationsnet, som bruges af den samme eller af en anden virksomhed med henblik på at give en virksomheds brugere mulighed for at kommunikere indbyrdes eller med en anden virksomheds brugere eller få adgang til andre virksomheders tjenester. Tjenester kan udbydes af de berørte parter eller af andre parter, som har adgang til nettet. Samtrafik er en særlig form for adgang, der etableres mellem udbydere af offentlige net

30) "udbyder": en virksomhed, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde et offentligt kommunikationsnet eller en tilhørende facilitet

31) "accesnet"": den fysiske vej, som elektroniske kommunikationssignaler følger , og som forbinder nettermineringspunktet til en hovedfordeler eller et tilsvarende punkt i faste offentlige elektroniske kommunikationsnet.

31a) "offentlig betalingstelefon": en telefon, der er offentligt tilgængelig, og for hvis brug der kan betales med mønter og/eller betalingskort og/eller forudbetalte kort, herunder kort, der benyttes sammen med en kode, som indtastes

32) "talekommunikation": en elektronisk kommunikationstjeneste, der er tilgængelig for offentligheden med henblik på at etablere og modtage indenlandske og/eller internationale opkald direkte eller indirekte ved hjælp af et eller flere numre i en national eller international telefonnummerplan, og omfatter andre kommunikationsmidler som et alternativ til talekommunikation og specielt beregnet til slutbrugere med handicap, f.eks. totale konversationstjenester (tale, video- og tidstro tekst) og tekst- og videobaserede relætjenester

33) "geografisk nummer": et nummer fra den nationale telefonnummerplan, hvor en del af talstrukturen indeholder en geografisk information, der anvendes til at dirigere opkald til nettermineringspunktets (NTP) fysiske placering

34) "ikke-geografisk nummer": et nummer fra den nationale telefonnummerplan, som ikke er et geografisk nummer , f.eks. mobil-, frikalds- og overtakseringsnumre

35) "alarmcentral": en fysisk lokalitet, hvor en alarmkommunikation modtages under ansvar af en offentlig myndighed eller en privat organisation, der er godkendt som sådan af medlemsstaten

35a) "relætjenester": tjenester, som gør det muligt for døve, hørehæmmede eller talehæmmede personer at kommunikere telefonisk via en tolk, der bruger tekst eller tegnsprog, med en anden person på en måde, der funktionelt svarer til den evne, man finder hos personer uden handicap

36) "den mest passende alarmcentral": den alarmcentral, som de ansvarlige myndigheder har fastsat skal dække alarmkommunikationer fra et bestemt område eller af en bestemt type

36a) "tidstro tekst": kommunikation, hvor der anvendes fremsendelse af tekst, hvor tegn udsendes af en terminal, samtidig med at de skrives, på en sådan måde at brugeren ikke opfatter meddelelsen som værende forskudt

37) "alarmkommunikation": kommunikation, der etableres via en talekommunikationstjeneste og en relevant nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste mellem en slutbruger og alarmcentralen med det formål at anmode om og modtage hjælp fra beredskabstjenester

38) "beredskabstjeneste": en tjeneste, der er godkendt som en sådan af medlemsstaten, og som i overensstemmelse med national lovgivning yder omgående og hurtig bistand i situationer, hvor der i særlig grad er direkte risiko for liv eller lemmer, for individuel eller kollektiv sundhed eller sikkerhed, for privat eller offentlig ejendom eller for miljøet

38a) "lokaliseringsoplysninger om den kaldende part": i et offentligt mobilnet indkomne data, både fra fastnet- og mobiltelefoner, som for så vidt angår en slutbrugers mobilterminal angiver den geografiske placering og for så vidt angår et offentligt fastnet, nettermineringspunktets fysiske adresse.

KAPITEL II

MÅL

Artikel 3

Overordnede mål

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder under udførelsen af de i dette direktiv omhandlede tilsynsopgaver træffer alle rimelige foranstaltninger, der er nødvendige og forholdsmæssige med henblik på opfyldelse af målene i stk. 2. Medlemsstaterne, Kommissionen og BEREC bidrager også til opfyldelsen af disse mål.

De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder bidrager inden for deres beføjelser til at sikre, at der på forskellige områder gennemføres en politik, der tilsigter at fremme ytringsfrihed og informationsfrihed såvel kulturel og sproglig mangfoldighed som mediepluralisme.

2. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder samt BEREC, Kommissionen og medlemsstaterne forfølger alle de generelle mål, der er anført nedenfor, uden at den rækkefølge, hvori de er nævnt, angiver nogen prioriteret rækkefølge:

a) fremmer adgang til og brug af net med meget høj kapacitet blandt alle Unionens borgere og virksomheder

b) fremmer konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, herunder reel infrastrukturbaseret konkurrence, og inden for udbud af elektroniske kommunikationstjenester og tilknyttede tjenester

c) bidrager til udviklingen af det indre marked ved at fjerne de resterende hindringer og fremme ensartede vilkår for investering i og udbud af elektroniske kommunikationsnet, tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester samt elektroniske kommunikationstjenester i hele Unionen, ved at fastlægge fælles regler og en forudsigelig reguleringspraksis og ved at fremme en reel, effektiv og koordineret anvendelse af frekvenser, åben innovation, etablering og udvikling af transeuropæiske net, udbud af, tilgængelighed af og interoperabilitet mellem paneuropæiske tjenester samt end-to-end-konnektivitet

d) fremmer EU-borgernes interesser ▌ved at sikre udbredt adgang til og brug af net med meget høj kapacitet, både via fastnet og mobilnet, samt elektroniske kommunikationstjenester ved på grundlag af reel konkurrence at skabe størst mulige fordele for så vidt angår valgmuligheder, pris og kvalitet, ved at opretholde sikkerheden i net og tjenester, ved at sikre slutbrugerne et højt og ensartet beskyttelsesniveau ved hjælp af de nødvendige sektorspecifikke regler, ved at sikre lige adgang og valgmuligheder for slutbrugere med handicap og ved at tilgodese behovene, f.eks. behovet for rimelige priser, hos særlige sociale grupper, især brugere med handicap, ældre brugere og brugere med særlige sociale behov.

2a. Kommissionen kan fremlægge detaljerede politiske retningslinjer for, hvordan målene i stk. 2 opfyldes, fastsætte metoder og objektive, konkrete og målbare kriterier for benchmarking af effektiviteten af medlemsstaternes foranstaltninger til opfyldelse af disse mål og kortlægge bedste praksis. De politiske retningslinjer foreskriver desuden en årlig kvalitativ og kvantitativ vurdering af de fremskridt, der er gjort i hver medlemsstat. De berører ikke nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders uafhængighed.

3. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder anvender med henblik på opfyldelse af de politiske mål, der henvises til i stk. 2 og uddybes i nærværende stykke ▌, bl.a.:

a) at fremme forudsigelighed i reguleringen ved at sikre en ensartet tilsynspraksis i passende analyseperioder og ved at samarbejde med hinanden, med BEREC og med Kommissionen

b) at sikre, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, under ensartede omstændigheder behandles lige

c) at anvende EU-retten på en teknologineutral måde, for så vidt som dette er foreneligt med opfyldelsen af målene i stk. 1

d) at fremme effektive investeringer og innovation i ny og forbedret infrastruktur, herunder ved at sikre, at adgangsbetingelserne tager behørigt højde for de risici, som de investerende virksomheder tager, og ved at tillade forskellige samarbejdsordninger mellem investorer og adgangssøgende aktører for at sprede investeringsrisikoen og samtidig sikre, at konkurrencen på markedet og princippet om ikkediskrimination opretholdes

e) at tage behørigt hensyn til de mange forskellige betingelser vedrørende infrastruktur, konkurrence og slutbruger- og forbrugerforhold, der findes i de forskellige geografiske områder i medlemsstaterne, herunder lokal infrastruktur, der forvaltes af enkeltpersoner på et nonprofitgrundlag

f) kun at indføre forhåndsregulerende forpligtelser i det omfang, det er nødvendigt for at sikre effektiv og holdbar konkurrence i slutbrugerens interesse, og lempe eller ophæve sådanne forpligtelser, så snart denne betingelse er opfyldt.

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder handler upartisk, objektivt, gennemsigtigt og på en ikke-diskriminerende og forholdsmæssig måde.

Artikel 4

Strategisk planlægning og koordinering af radiofrekvenspolitikken

1. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden og med Kommissionen om den strategiske planlægning, koordinering og harmonisering af brugen af radiofrekvenser i Unionen. De tager bl.a. hensyn til de økonomiske, sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, kulturelle, videnskabelige, sociale og tekniske aspekter af Unionens politikker og til aspekter som offentlighedens interesser, den offentlige sikkerhed og forsvaret samt ytringsfrihed og til de forskellige interesser hos grupper af brugere af radiofrekvenserne med henblik på at optimere anvendelsen af radiofrekvenserne og undgå skadelig interferens.

2. Medlemsstaterne bidrager gennem samarbejde med hinanden og med Kommissionen til koordineringen af politiske tiltag vedrørende radiofrekvenser i Unionen og, om nødvendigt, harmoniserede betingelser med hensyn til den tilgængelighed og effektive udnyttelse af radiofrekvenserne, der er nødvendig for at sikre , at der etableres et funktionsdygtigt indre marked for elektronisk kommunikation.

3. Medlemsstaterne samarbejder via Frekvenspolitikgruppen ▌med hinanden og med Kommissionen, og Frekvenspolitikgruppen bistår og rådgiver efter anmodning Europa-Parlamentet og Rådet for at støtte den strategiske planlægning og koordinering af politiske tiltag vedrørende radiofrekvenser i Unionen. BEREC inddrages i forbindelse med spørgsmål vedrørende regulering og konkurrence.

4. Kommissionen kan under videst mulig hensyntagen til udtalelsen fra Frekvenspolitikgruppen forelægge lovgivningsforslag for Europa-Parlamentet og Rådet om oprettelse af flerårige radiofrekvenspolitikprogrammer og om frigørelse af frekvenser til delt og ulicenseret brug. Sådanne programmer skal opstille politiske retningslinjer og målsætninger for den strategiske planlægning og harmonisering af anvendelsen af frekvenserne i overensstemmelse med dette direktiv .

AFSNIT II INSTITUTIONEL RAMME OG FORVALTNING

KAPITEL I

Nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder

Artikel 5

Nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle opgaver, der er fastlagt i dette direktiv, varetages af en kompetent myndighed.

Inden for rammerne af dette direktivs anvendelsesområde er den nationale tilsynsmyndighed som minimum ansvarlig for at:

–  gennemføre forhåndsregulering af markedet, herunder indføre forpligtelser vedrørende adgang og samtrafik

–  gennemføre den geografiske undersøgelse, jf. artikel 22

–  sikre, at tvister mellem virksomheder indbyrdes løses ▌

–  træffe afgørelse om de markedsformnings-, konkurrence- og reguleringsmæssige elementer i de nationale procedurer for tildeling, ændring eller forlængelse af brugsrettigheder til radiofrekvenser i overensstemmelse med dette direktiv

–  indrømme generel tilladelse

–  sikre forbrugerbeskyttelse og slutbrugernes rettigheder i sektoren for elektronisk kommunikation inden for deres kompetenceområde under den sektorielle regulering og i samarbejde med relevante kompetente myndigheder, hvis det er relevant

–  nøje overvåge udviklingen af tingenes internet med henblik på at sikre konkurrence, forbrugerbeskyttelse og cybersikkerhed

–  fastlægge de nærmere regler for gennemførelse af finansieringsordningen for forsyningspligt samt vurdere omfanget af den urimelige byrde og beregne nettoomkostningerne ved opfyldelse af forsyningspligten

–  sikre overholdelse af regler i forbindelse med adgang til det åbne internet i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 2015/2120

–  tildele nummerressourcer og forvalte nummerplaner

–  sikre nummerportabilitet

–  udføre andre opgaver, som i henhold til dette direktiv er forbeholdt de nationale tilsynsmyndigheder.

Medlemsstaterne kan pålægge de nationale tilsynsmyndigheder andre opgaver, der er fastsat i dette direktiv.

2. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i samme medlemsstat eller i forskellige medlemslande ▌indgår samarbejdsaftaler med hinanden for at fremme et reguleringsmæssigt samarbejde, hvor det er nødvendigt.

3. Medlemsstaterne offentliggør oplysninger om, hvilke opgaver der udføres af de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, i en let tilgængelig form, navnlig hvor disse opgaver er fordelt på flere organer. Medlemsstaterne sikrer, at der, hvor det er relevant, foregår høringer og samarbejdes om spørgsmål af fælles interesse mellem disse myndigheder indbyrdes samt mellem disse myndigheder og nationale myndigheder med ansvar for gennemførelse af konkurrencelovgivningen og nationale myndigheder med ansvar for gennemførelse af forbrugerlovgivningen. Hvis mere end én myndighed har beføjelser til at tage sig af sådanne spørgsmål, sikrer medlemsstaterne, at disse myndigheder offentliggør deres respektive opgaver i en let tilgængelig form.

4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder der har fået tildelt opgaver i henhold til dette direktiv, samt disses respektive ansvarsområder såvel som ændringer heraf.

Artikel 6

Nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders uafhængighed

1. Medlemsstaterne garanterer de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders uafhængighed, idet de sikrer, at de er retligt adskilt fra og funktionelt uafhængige af alle organisationer, der udbyder elektroniske kommunikationsnet, elektronisk kommunikationsudstyr eller elektroniske kommunikationstjenester. Medlemsstater, som bevarer ejerskab til eller kontrol over udbydere af elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, sikrer, at der er reel strukturel adskillelse mellem myndighedernes tilsynsfunktion og aktiviteter, der er knyttet til ejerskab eller kontrol.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder udøver deres beføjelser upartisk, transparent og rettidigt. Medlemsstaterne skal sikre, at de har tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at udføre de opgaver, de pålægges.

Artikel 7

Udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af nationale tilsynsmyndigheder

1. Lederen af en national tilsynsmyndighed eller i givet fald medlemmerne af det kollegiale ledelsesorgan i en national tilsynsmyndighed eller deres stedfortrædere udnævnes for en periode på mindst fire år blandt personer, som er værdige i almindeligt omdømme, og som har professionel erfaring, på grundlag af fortjeneste, kvalifikationer, viden og erfaring og efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure. De må ikke udøve hvervet i mere end to perioder, uanset om disse følger på hinanden eller ej. Medlemsstaterne sikrer kontinuitet i beslutningsprocessen ved at sørge for en passende rotationsordning for medlemmerne af det kollegiale organ eller den øverste ledelse, f.eks. ved at udnævne de første medlemmer af det kollegiale organ for forskellige perioder, således at de forskellige medlemmers mandater, såvel som deres efterfølgeres, ikke udløber på samme tidspunkt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at lederen af en national tilsynsmyndighed eller i givet fald medlemmer af det kollegiale ledelsesorgan i en national tilsynsmyndighed eller disses stedfortrædere kun kan afskediges i løbet af deres mandatperiode, hvis de ikke længere opfylder de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

3. Afgørelsen om at afskedige lederen af den pågældende nationale tilsynsmyndighed eller i givet fald medlemmer af det kollegiale ledelsesorgan skal offentliggøres på tidspunktet for afskedigelsen. Den afskedigede leder af den nationale tilsynsmyndighed eller i givet fald de afskedigede medlemmer af det kollegiale ledelsesorgan modtager en begrundelse, som de har ret til at kræve offentliggjort, hvis det ellers ikke ville ske, hvilket medfører, at den offentliggøres. Medlemsstaterne sikrer, at denne afgørelse kan underkastes domstolsprøvelse med hensyn til såvel faktiske som retlige forhold.

Artikel 8

De nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed og ansvarlighed

1. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 10 skal de nationale tilsynsmyndigheder handle uafhængigt og objektivt, operere på en gennemsigtig og ansvarlig måde i overensstemmelse med EU-retten og national ret, have tilstrækkelige beføjelser og må hverken søge eller modtage instrukser fra andre organer i forbindelse med udførelsen af de opgaver, de er pålagt i henhold til den nationale lovgivning, der gennemfører EU-lovgivningen. Dette er ikke til hinder for, at der kan føres tilsyn i overensstemmelse med nationale forfatningsretlige bestemmelser. Kun klageinstanser, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 31, har beføjelse til at suspendere eller omstøde afgørelser truffet af de nationale tilsynsmyndigheder.

2. De nationale tilsynsmyndigheder aflægger hvert år rapport bl.a. om situationen på markedet for elektronisk kommunikation, hvilke beslutninger de har truffet, deres personalemæssige og økonomiske ressourcer og fordelingen af disse, samt om deres fremtidige planer. Rapporterne offentliggøres.

Artikel 9

De nationale tilsynsmyndigheders handleevne

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder har særskilte årsbudgetter og kan gennemføre det tildelte budget i fuld uafhængighed. Budgetterne offentliggøres.

2. Uden at det indskrænker forpligtelsen til at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder har tilstrækkelige økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at udføre de opgaver, de pålægges, må økonomisk uafhængighed ikke forhindre tilsyn eller kontrol i overensstemmelse med nationale forfatningsretlige bestemmelser. Udøves der kontrol over de nationale tilsynsmyndigheders budget, skal det ske på en transparent måde og offentliggøres.

3. Medlemsstaterne sikrer desuden, at de nationale tilsynsmyndigheder råder over tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til aktivt at deltage i og bidrage til Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC)[37].

Artikel 10

De nationale tilsynsmyndigheders deltagelse i BEREC

1. Medlemsstaterne sikrer, at BEREC's mål med hensyn til at fremme en bedre koordinering og sammenhæng på tilsynsområdet støttes aktivt af de nationale tilsynsmyndigheder.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder tager nøje hensyn til erklæringer, fælles udtalelser eller beslutninger vedtaget af BEREC, når de træffer deres egne afgørelser for deres nationale markeder.

2a. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder anvender forordning 2015/2120 og BEREC's retningslinjer, der er vedtaget i medfør af artikel 5, stk. 3, i ovennævnte forordning, og koordinerer internt inden for BEREC med andre nationale tilsynsmyndigheder i forbindelse med gennemførelsen.

Artikel 11

Samarbejde mellem nationale myndigheder

1. Nationale tilsynsmyndigheder, andre kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv og nationale konkurrencemyndigheder giver hinanden de oplysninger, der er nødvendige for at anvende direktivets bestemmelser. Hvad de udvekslede oplysninger angår, finder Unionens databeskyttelsesregler anvendelse, og den modtagende myndighed sikrer den samme grad af fortrolighed som den afgivende myndighed.

KAPITEL II

GENERELLE TILLADELSER

AFDELING 1 GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 12

Generel tilladelse til udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

1. Medlemsstaterne sikrer fri adgang til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester på de i dette direktiv omhandlede vilkår. I den forbindelse må medlemsstaterne ikke hindre en virksomhed i at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, medmindre dette er nødvendigt under hensyntagen til traktatens artikel 52, stk. 1. Enhver sådan begrænsning af friheden til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal være behørigt begrundet, skal være i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og skal meddeles Kommissionen.

2. Udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ▌kan med forbehold af de særlige forpligtelser, der er omhandlet i artikel 13, stk. 2, eller brugsrettigheder omhandlet i artikel 46 og 88, kun gøres betinget af en generel tilladelse. Virksomheden må ikke underkastes forudgående tilladelse eller anden administrativ handling.

2a. Hvis en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationstjenester i mere end én medlemsstat, har et hovedforretningssted i Unionen, skal den underkastes den generelle tilladelse i den pågældende medlemsstat og have ret til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i alle medlemsstater.

I forbindelse med dette direktiv svarer hovedforretningsstedet til det sted, hvor virksomheden opfylder alle nedenstående kriterier:

a) den udfører væsentlige aktiviteter, der ikke blot er administrative, såsom virksomhedsudvikling, revision og personalespørgsmål

b) den træffer sine strategiske forretningsmæssige beslutninger med hensyn til udbud af elektroniske kommunikationstjenester i Unionen, og

  c) den producerer en betydelig del af virksomhedens omsætning.

2b. Den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet er etableret, som også handler efter anmodning fra de kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, træffer de nødvendige foranstaltninger til at overvåge og føre tilsyn med overholdelsen af betingelser for den generelle tilladelse og afgive oplysninger i henhold til artikel 21. BEREC letter og koordinerer om nødvendigt denne udveksling af oplysninger.

I tilfælde af en påvist overtrædelse af de relevante regler i en medlemsstat, som er en anden end den, hvor hovedforretningsstedet er etableret, træffer de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor hovedsædet er etableret, afgørelse om passende foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 30.

I tilfælde af uenighed om de foranstaltninger, der træffes af myndighederne i den medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet er etableret, eller vedrørende modstridende synspunkter hvad angår det primære etableringssted, kan BEREC fungere som mægler og, hvis det er nødvendigt i tilfælde af en uløst tvist, vedtage en afgørelse med et flertal på to tredjedele af medlemmerne af repræsentantskabet.

3. Hvis en medlemsstat vurderer, at det er berettiget at stille krav om, at en aktivitet anmeldes, kan den pågældende medlemsstat kun kræve, at virksomhederne anmelder aktiviteten til BEREC, men ikke, at de indhenter en udtrykkelig afgørelse eller anden administrativ handling fra den nationale tilsynsmyndigheds eller en anden myndigheds side, inden de udøver de rettigheder, tilladelsen indebærer. Medlemsstaterne indsender en begrundet meddelelse til Kommissionen og de øvrige medlemsstater senest 12 måneder efter ... [gennemførelsesdatoen], hvis de mener, at et anmeldelseskrav er berettiget. Kommissionen behandler meddelelsen og vedtager i givet fald senest tre måneder efter meddelelsesdatoen en beslutning, hvori den pågældende medlemsstat anmodes om at ophæve anmeldelseskravet.

Medlemsstater, der kræver anmeldelse, giver mulighed for, men stiller ikke krav om, at en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester, som udbydes i mindre end [tre] medlemsstater, og som har en samlet koncernomsætning i Unionen på under [100] mio. EUR, skal indgive en anmeldelse.

Efter anmeldelse til BEREC, når en sådan kræves, kan en virksomhed påbegynde sin aktivitet, om nødvendigt med forbehold af bestemmelserne om brugsrettigheder i medfør af dette direktiv. Hvis der i en anmeldelse ikke udpeges en eller flere berørte medlemsstater, anses den for at dække samtlige medlemsstater. BEREC videresender straks elektronisk enhver anmeldelse til de nationale tilsynsmyndigheder i alle medlemsstater, der er berørt af udbuddet af elektroniske kommunikationsnet eller elektroniske kommunikationstjenester.

Oplysninger i overensstemmelse med dette stykke om eksisterende anmeldelser, der allerede er indgivet til den nationale tilsynsmyndighed på datoen for dette direktivs gennemførelse i national ret, forelægges for BEREC senest den [datoen for direktivets gennemførelse i national ret].

4. Den i stk. 3 omhandlede anmeldelsesprocedure må højst kræve, at en juridisk eller fysisk person afgiver erklæring til BEREC om, at førstnævnte har til hensigt at begynde at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og indgiver de minimumsoplysninger, som BEREC og tilsynsmyndigheden skal bruge for at kunne føre register eller fortegnelse over udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Disse oplysninger skal begrænses til:

1)  udbyderens navn

2)  udbyderens retlige status, retlige form og registreringsnummer, hvis udbyderen er optaget i et handelsregister eller et andet lignende offentligt register i EU

3)  den fysiske adresse på udbyderens hovedsæde ▌og på filialer i medlemsstaterne[38], hvor det er relevant

3a)  udbyderens websted, hvis et sådant findes, vedrørende udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester

4)  en kontaktperson og kontaktoplysninger

5)  en kort beskrivelse af de net eller tjenester, som det er hensigten at udbyde

6)  de berørte medlemsstater og

7)  en skønnet startdato for aktiviteten.

Medlemsstaterne må ikke pålægge yderligere eller særskilte anmeldelseskrav.

Artikel 13

Vilkår knyttet til den generelle tilladelse og brugsretten til radiofrekvenser og numre samt særlige forpligtelser

-1. Medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv, er udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, som har et hovedforretningssted i en medlemsstat og er aktive i mere end én medlemsstat, kun underlagt de betingelser, der er knyttet til den generelle tilladelse, som gælder i den medlemsstat, hvor de har deres hovedforretningssted. Den nationale tilsynsmyndighed i den pågældende medlemsstat er ansvarlig for udøvelsen af de beføjelser, der vedrører vilkårene for generel tilladelse, uden at det berører andre forpligtelser, som ikke er omfattet af dette direktiv, og udbyderens pligt til at overholde lovgivningen i de medlemsstater, hvor denne udbyder elektroniske kommunikationstjenester.

1. Den generelle tilladelse til udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester samt brugsretten til radiofrekvenser og numre kan kun underlægges de i bilag I anførte vilkår. Sådanne vilkår skal være ikkediskriminerende, tilpasset de særlige kendetegn ved nettet eller tjenesten, forholdsmæssigt afpassede og transparente, og brugsretten til radiofrekvenser skal være i overensstemmelse med artikel 45 og 51, og brugsretten til numre skal være i overensstemmelse med artikel 88.

2. Særlige forpligtelser, der i henhold til artikel ▌36, artikel 46, stk. 1, artikel 48, stk. 2, og artikel 59, stk. 1, kan pålægges udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller udbydere, som i henhold til dette direktiv er blevet udpeget til at varetage forsyningspligt, skal retligt være adskilt fra de rettigheder og forpligtelser, som gælder i henhold til den generelle tilladelse. For at sikre virksomhederne transparens skal der i den generelle tilladelse henvises til de kriterier og procedurer, der ligger til grund for at pålægge den enkelte virksomhed sådanne særlige forpligtelser.

3. Den generelle tilladelse må kun indeholde vilkår, der er specifikke for den pågældende sektor og er anført i bilag I, del A, B og C, og må ikke indeholde vilkår, som allerede gælder for virksomhederne i medfør af anden national lovgivning.

4. Medlemsstaterne må ikke gentage den generelle tilladelses vilkår, når de giver virksomheder brugsret til radiofrekvenser eller numre.

Artikel 14

Erklæringer med henblik på at lette udøvelsen af rettigheder til installation af faciliteter og samtrafikrettigheder

▌BEREC udsteder ▌standardiserede erklæringer, hvori det i givet fald bekræftes, at virksomheden har indgivet en anmeldelse i henhold til artikel 12, stk. 3, og det beskrives nøje, under hvilke omstændigheder enhver virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i medfør af den generelle tilladelse, har ret til at ansøge om tilladelse til at installere faciliteter, forhandle samtrafik og/eller få adgang eller samtrafik, for dermed at lette udøvelsen af disse rettigheder f.eks. over for andre instanser eller andre virksomheder. Sådanne erklæringer udstedes også som et automatisk svar på en anmeldelse som omhandlet i artikel 12, stk. 3.

AFDELING 2 RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I HENHOLD TIL GENEREL TILLADELSE

Artikel 15

Minimumsliste over rettigheder, som kan afledes af den generelle tilladelse

1. Virksomheder med tilladelse i henhold til artikel 12 har ret til:

a) at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

b) at få deres ansøgning om de nødvendige tilladelser til installation af faciliteter behandlet i henhold til artikel 43 i dette direktiv

c) at anvende radiofrekvenser i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med forbehold af artikel 13, 46 og 54

d) at få deres ansøgning om de nødvendige brugsrettigheder til numre behandlet i overensstemmelse med artikel 88.

2. Når sådanne virksomheder udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til offentligheden, giver den generelle tilladelse dem også ret til:

a) at forhandle samtrafik med og, hvor det er relevant, få adgang til eller samtrafik med andre udbydere af offentligt tilgængelige kommunikationsnet og -tjenester, som er omfattet af en generel tilladelse inden for Unionen på vilkårene i og i overensstemmelse med dette

b) at få mulighed for at blive udpeget til at opfylde forskellige dele af forsyningspligten og/eller til at dække hele eller dele af en medlemsstats område, jf. artikel 81 eller 82.

Artikel 16

Administrationsgebyrer

1. Administrationsgebyrer, som afkræves udbydere af en tjeneste eller et net i henhold til den generelle tilladelse, eller som har fået tildelt brugsrettigheder,

  a) må i alt kun dække de administrationsomkostninger, der påløber som led i administration, kontrol og gennemførelse af den generelle tilladelsesordning, brugsrettigheder og særlige forpligtelser, jf. artikel 13, stk. 2, som kan omfatte udgifter til internationalt samarbejde, harmonisering og standardisering, markedsanalyse, overensstemmelsesovervågning og anden markedskontrol, samt lovgivningsarbejde vedrørende udarbejdelse og gennemførelse af sekundær ret og administrative afgørelser, såsom afgørelser om adgang og samtrafik, og

  b) skal pålægges de enkelte virksomheder på en objektiv, transparent og forholdsmæssigt afpasset måde, der minimerer ekstra administrationsomkostninger og ledsagende gebyrer. En medlemsstat kan vælge ikke at opkræve administrationsgebyrer af virksomheder, hvis omsætning ligger under en bestemt tærskel, eller hvis aktiviteter ikke opnår en minimumsandel af markedet eller har en meget begrænset geografisk rækkevidde. Medlemsstaterne må ikke pålægge udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, som befinder sig i mindre end [tre] medlemsstater, og som har en samlet omsætning i Unionen på mindre end [100] mio. EUR, administrationsafgifter, bortset fra i form af en engangsafgift på højst [10] EUR.

2. Når de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder pålægger administrationsgebyrer, offentliggør de en årlig oversigt over deres administrationsomkostninger og det samlede gebyrbeløb, der er opkrævet. På baggrund af forskellen mellem det samlede gebyrbeløb og administrationsomkostningerne, foretages der passende justeringer.

Artikel 17

Regnskabsmæssig adskillelse og regnskaber

1. Medlemsstaterne stiller krav om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, som nyder særlige eller eksklusive rettigheder til at udbyde tjenester i andre sektorer i samme eller en anden medlemsstat:

  fører særskilte regnskaber for aktiviteter, der vedrører udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, i samme grad som det ville være påkrævet, hvis disse aktiviteter blev forestået af retligt uafhængige selskaber, således at det er muligt at identificere alle omkostnings- og indtægtselementer, inklusive anvendt beregningsgrundlag og anvendte detaljerede henføringsmetoder, i forbindelse med selskabernes aktiviteter inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt en specificeret opgørelse over anlægsaktiver og strukturomkostninger, eller

  er organiseret, så aktiviteterne vedrørende udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er strukturelt udskilt.

En medlemsstat kan vælge ikke at stille de i litra a) omhandlede krav over for virksomheder, hvis årlige omsætning på aktiviteter i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i medlemsstaterne er mindre end 50 mio. EUR.

2. Udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, som ikke er omfattet af selskabsrettens krav, og som ikke opfylder kriterierne for små og mellemstore virksomheder i Unionens regler om regnskabsaflæggelse, skal udarbejde regnskaber, lade dem revidere af en uafhængig revisor og offentliggøre dem. Revisionen skal ske i henhold til gældende regler i Unionen og medlemsstaten.

Dette krav gælder også særskilte regnskaber, jf. stk. 1, litra a).

AFDELING 3 ÆNDRING OG TILBAGEKALDELSE

Artikel 18

Ændring af rettigheder og forpligtelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at rettigheder, vilkår og procedurer vedrørende generelle tilladelser og brugsret til radiofrekvenser eller numre eller tilladelser til at installere faciliteter kun kan ændres i objektivt begrundede tilfælde og på en forholdsmæssigt afpasset måde, idet der, hvor det er rimeligt, tages hensyn til de særlige betingelser, der gælder for brugsrettigheder til radiofrekvenser og numre, som kan overdrages.

2. Medmindre de foreslåede ændringer er beskedne og er aftalt med rettighedshaveren eller indehaveren af den generelle tilladelse, og med forbehold af artikel 35, skal der på passende vis orienteres om, at sådanne ændringer er planlagt, og de berørte parter, herunder brugere og forbrugere, skal have en rimelig frist til at fremføre deres synspunkter om de foreslåede ændringer; denne frist må kun under ekstraordinære omstændigheder være mindre end fire uger.

Enhver ændring offentliggøres med angivelse af årsagerne hertil.

Artikel 19

Begrænsning eller tilbagekaldelse af rettigheder

1. Medlemsstaterne må ikke begrænse eller tilbagekalde tilladelser til at installere faciliteter eller brugsrettigheder til radiofrekvenser eller numre inden udløbet af den periode, for hvilken de er tildelt, undtagen i begrundede tilfælde i medfør af stk. 2 og i givet fald i overensstemmelse med bilag I og relevante nationale bestemmelser om kompensation for tilbagekaldelse af tilladelser.

2. I overensstemmelse med behovet for at sikre en reel og effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne eller gennemførelsen af harmoniserede betingelser, der er vedtaget i henhold til beslutning 676/2002/EF, kan medlemslandene tillade begrænsning eller inddragelse af rettigheder, der er tildelt efter ... [den dato, der er fastsat i artikel 115] af den kompetente nationale myndighed, på grundlag af detaljerede procedurer, der er fastsat på forhånd og med klart definerede brugsvilkår og tærskler på tidspunktet for tildeling eller fornyelse i overensstemmelse med principperne om proportionalitet og ikke-forskelsbehandling.

3. En ændring i brugen af radiofrekvenserne som følge af anvendelsen af stk. 4 og 5 i artikel 45, er ikke i sig selv en begrundelse for at tilbagekalde brugsretten til radiofrekvenser.

4. Enhver plan om at begrænse eller tilbagekalde tilladelser eller individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser eller numre uden samtykke fra rettighedshaveren skal underkastes en offentlig høring i overensstemmelse med artikel 23.

KAPITEL III

OPLYSNINGSPLIGT, UNDERSØGELSER OG HØRINGSORDNING

Artikel 20

Oplysningskrav til virksomhederne

1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, tilhørende faciliteter eller tilknyttede tjenester, giver de nationale tilsynsmyndigheder, andre kompetente myndigheder og BEREC alle de oplysninger, herunder økonomiske, som disse myndigheder har behov for for at kunne påse, at bestemmelserne i dette direktiv samt afgørelser truffet i henhold hertil overholdes. Det præciseres, at nationale tilsynsmyndigheder har beføjelse til at afkræve disse virksomheder oplysninger om fremtidige ændringer i net eller tjenester, der kan få indflydelse på de engrostjenester, som de stiller til rådighed for konkurrenter. De kan også kræve oplysninger om elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, der er opdelt efter lokalområder og tilstrækkeligt detaljerede til, at den nationale tilsynsmyndighed kan gennemføre den geografiske undersøgelse og udpege områder med utilstrækkelig netforbindelse, jf. artikel 22. ▌

Det kan også kræves, at virksomheder med en stærk markedsposition på engrosmarkeder forelægger regnskabsoplysninger om de detailmarkeder, der er forbundet med disse engrosmarkeder.

De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder kan udbede sig oplysninger fra de centrale dokumentationstjenester, der er oprettet i medfør af direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Virksomhederne afgiver oplysningerne, så snart de anmodes herom, under overholdelse af de fastsatte frister og i den krævede detaljeringsgrad. De oplysninger, der anmodes om, skal stå i et rimeligt forhold til, hvad opgaven kræver. Den kompetente myndighed begrunder sin anmodning om oplysninger og behandler oplysningerne i overensstemmelse med stk. 3.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, efter begrundet anmodning fra Kommissionen, forelægger denne de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udføre sine traktatfæstede opgaver. De oplysninger, som Kommissionen udbeder sig, skal stå i et rimeligt forhold til, hvad opgaverne kræver. Hvis de forelagte oplysninger henviser til oplysninger, som på et tidligere tidspunkt er indgivet af virksomheder på myndighedens anmodning, underrettes virksomhederne herom. Kommissionen stiller i nødvendigt omfang oplysninger til rådighed for en anden myndighed af samme art i en anden medlemsstat, medmindre den myndighed, der har indgivet oplysningerne, har fremsat en udtrykkelig og begrundet anmodning om ikke at gøre det.

Med forbehold af kravene i stk. 3 sikrer medlemsstaterne, at de oplysninger, som er blevet indgivet til en myndighed, efter en begrundet anmodning kan stilles til rådighed for en anden myndighed i samme eller en anden medlemsstat og for BEREC, hvis det er nødvendigt for, at den ene eller den anden af disse myndigheder eller BEREC kan opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten.

3. Oplysninger, der af en national tilsynsmyndighed eller en anden kompetent myndighed betragtes som fortrolige i henhold til EU-regler og nationale regler om forretningshemmeligheder, national sikkerhed eller om beskyttelse af personoplysninger, behandles også som fortrolige af Kommissionen, BEREC og de berørte myndigheder. I overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde må nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder ikke nægte at videregive de ønskede oplysninger til Kommissionen, BEREC eller en anden myndighed med den begrundelse, at oplysningerne er fortrolige, eller at det er nødvendigt at høre de parter, som har afgivet oplysningerne. Når Kommissionen, BEREC eller en kompetent myndighed forpligter sig til at respektere fortroligheden af oplysninger, der er udpeget som fortrolige af den myndighed, som ligger inde med oplysningerne, videregiver sidstnævnte de ønskede oplysninger til det angivne formål uden at måtte høre de parter, der har afgivet oplysningerne.

4. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder under iagttagelse af nationale regler om aktindsigt og med forbehold af Unionens og de enkelte medlemsstaters regler om forretningshemmeligheder og beskyttelse af personoplysninger offentliggør sådanne oplysninger, som kunne bidrage til skabelsen af et åbent og konkurrencepræget marked.

5. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder offentliggør vilkårene for offentlighedens adgang til de i stk. 4 omhandlede oplysninger, herunder procedurer for opnåelse af en sådan adgang.

Artikel 21

Oplysninger, som kræves i forbindelse med generelle tilladelser, brugsrettigheder og de særlige forpligtelser

1. Med forbehold af eventuelle oplysninger, der anmodes om i medfør af artikel 20, og indberetningskrav i henhold til anden national lovgivning end den generelle tilladelse kan de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder kun stille krav om, at virksomhederne fremlægger oplysninger i forbindelse med den generelle tilladelse, brugsretten eller særlige forpligtelser i artikel 13, stk. 2, som er forholdsmæssigt afpasset og som der er et objektivt grundlag for med henblik på især:

  a) systematisk eller i det konkrete tilfælde at kunne kontrollere overholdelsen af vilkår nr. 1 i del A, vilkår nr. 2 og 6 i del D og vilkår nr. 2 og 7 i del E, alle i bilag I, samt af de i artikel 13, stk. 2, omhandlede forpligtelser

  b) i det konkrete tilfælde at kunne kontrollere, om de i bilag I angivne vilkår overholdes, når der er modtaget en klage, eller når den kompetente myndighed har andre grunde til at antage, at et vilkår overtrædes, eller når den kompetente myndighed foretager en undersøgelse på eget initiativ

  c) procedurer for og vurdering af anmodninger om tildeling af brugsret

  d) offentliggørelse af sammenlignende oversigter over tjenesters kvalitet og pris til gavn for forbrugerne

  e) klart definerede statistiske, rapporteringsmæssige eller undersøgelsesmæssige formål

  f) markedsanalyse jf. dette direktiv, herunder data om downstream- eller detailmarkeder i tilknytning til eller forbundet med de markeder, der er genstand for markedsanalyse

  g) at sikre en effektiv udnyttelse og en effektiv forvaltning af radiofrekvenser og nummerressourcer

  h) at evaluere fremtidige ændringer i net eller tjenester, der kan få indflydelse på de engrostjenester, som stilles til rådighed for konkurrenter, territorial coverage connectivity available to end-users or on the designation of digital exclusion areas på slutbrugernes muligheder for fuld geografisk konnektivitet eller på udpegningen af områder med utilstrækkelig netforbindelse

ha) at gennemføre geografiske undersøgelser

hb) at besvare begrundede anmodninger om oplysninger fra BEREC.

Der må ikke stilles krav om fremlæggelse af de i litra a), b), d), e), f), g) og h) i første afsnit omhandlede oplysninger forud for eller som betingelse for markedsadgang.

BEREC fastlægger senest den [dato] standardiserede formater til anmodning om oplysninger.

2. For så vidt angår brugsrettighederne til radiofrekvenser skal oplysningerne navnlig vedrøre den reelle og effektive udnyttelse af frekvensressourcerne og overholdelsen af de forpligtelser vedrørende dækning og tjenestekvalitet, der er knyttet til brugsrettighederne, samt kontrol af, om forpligtelserne overholdes.

3. Hvis de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder kræver, at virksomheder fremlægger oplysninger, jf. stk. 1, skal de informere virksomhederne om, til hvilket specifikt formål disse oplysninger skal bruges.

4. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder må ikke anmode om oplysninger, som BEREC allerede har anmodet om i henhold til artikel 30 i forordning [xxxx/xxxx/EU (BEREC-forordningen)][39].

4a. Med forbehold af oplysninger og indberetningskrav til brugsret og til specifikke forpligtelser, hvis en virksomhed leverer elektroniske kommunikationstjenester i mere end en medlemsstat og har et hovedsæde i Unionen, kan kun den nationale tilsynsmyndighed i den medlemsstat, hvor hovedsædet er beliggende, anmode om de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1. De nationale tilsynsmyndigheder i andre berørte medlemslande kan anmode den første national tilsynsmyndighed eller BEREC om oplysninger. BEREC muliggør koordineringen og udvekslingen af oplysninger mellem de berørte nationale tilsynsmyndigheder gennem udvekslingen af oplysninger i medfør af artikel 30 i forordning [xxxx/xxxx/EF (BEREC-forordningen).

Artikel 22

Geografiske undersøgelser af netudrulning

1. Senest tre år efter [fristen for gennemførelse af direktivet] gennemfører de nationale tilsynsmyndigheder en geografisk undersøgelse af rækkevidden af elektroniske kommunikationsnet med som minimum bredbåndskapacitet ("bredbåndsnet"); herefter gennemføres en ny undersøgelse mindst hvert tredje år.

Den geografiske undersøgelse skal omfatte en undersøgelse af den geografiske rækkevidde af disse net på deres område, således som det kræves for opgaverne i henhold til dette direktiv og for undersøgelserne i forbindelse med anvendelsen af statsstøttereglerne.

▌

▌

▌

De oplysninger, der indsamles som led i undersøgelsen, skal være af en passende detaljeringsgrad på lokalt plan og skal omfatte tilstrækkelige oplysninger om de forskellige aspekter af tjenestekvalitet.

▌

▌

▌

5. Medlemsstaterne sikrer, at lokale, regionale og nationale myndigheder med ansvar for tildeling af offentlige midler til etablering af elektroniske kommunikationsnet, udformning af nationale bredbåndsplaner, fastsættelse af dækningsforpligtelser, der er knyttet til brugsrettigheder til radiofrekvenser, og til kontrol af udbuddet af tjenester, der er omfattet af forsyningspligt på deres område, tager hensyn til resultaterne af undersøgelsen, jf. stk. 1; medlemsstaterne sikrer endvidere, at de nationale tilsynsmyndigheder videregiver resultaterne på betingelse af, at den modtagende myndighed sørger for samme grad af fortrolighed og beskyttelse af forretningshemmeligheder som den afgivende myndighed, og informerer de parter, der tilvejebragte oplysningerne. Resultaterne stilles også til rådighed for BEREC og Kommissionen efter anmodning og på de samme betingelser.

6. Hvis de relevante oplysninger ikke er til rådighed på markedet, skal de nationale tilsynsmyndigheder gøre data fra de geografiske undersøgelser, der ikke er underlagt fortrolighedskrav, direkte tilgængelige online i et åbent og maskinlæsbart format, således at de kan genanvendes. De skal også, hvis disse værktøjer ikke er tilgængelige på markedet, stille IT-værktøjer til rådighed, således at slutbrugerne sættes i stand til at fastslå, hvilken konnektivitet der er til rådighed i forskellige områder, med en detaljeringsgrad, som kan støtte slutbrugerne i deres valg af operatør eller tjenesteudbyder, uden at dette berører de nationale myndigheders forpligtelser til at beskytte fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder.

7. Med henblik på en ensartet anvendelse af geografiske undersøgelser og prognoser udsteder BEREC, efter at have hørt de interesserede parter og i tæt samarbejde med Kommissionen, senest den [dato] retningslinjer for gennemførelsen af de nationale tilsynsmyndigheders forpligtelser i henhold til denne artikel.

Artikel 22a

Geografiske prognoser

1. I forbindelse med en geografisk undersøgelse i henhold til artikel 22 kan de nationale tilsynsmyndigheder inkludere en treårsprognose for net med meget høj kapacitet inden for deres område.

Denne prognose kan desuden indeholde oplysninger om alle virksomheders og offentlige myndigheders planer om netudrulning, navnlig hvad angår net med meget høj kapacitet samt væsentlige opgraderinger eller udvidelser af eksisterende bredbåndsnet, således at de leverer mindst samme præstation som næstegenerationsnet.

De oplysninger, der indsamles, skal være af en passende detaljeringsgrad på lokalt plan og omfatte tilstrækkelige oplysninger om de forskellige aspekter af tjenestekvalitet.

2. De nationale tilsynsmyndigheder kan udpege "områder med utilstrækkelig netforbindelse", dvs. klart afgrænsede geografiske områder, hvorom det ud fra de oplysninger, der er indsamlet i henhold til stk. 1, fastslås, at der i hele den periode, prognosen dækker, ikke er nogen virksomhed eller offentlig myndighed, som har udrullet eller har planer om at udrulle et net med meget høj kapacitet, eller som har opgraderet eller udvidet sit net væsentligt, så det kan yde en downloadhastighed på mindst 100 Mbps, eller har planer om at gøre det. Nationale tilsynsmyndigheder offentliggør de udpegede områder med utilstrækkelig netforbindelse.

3. Med hensyn til områder med utilstrækkelig netforbindelse kan de nationale tilsynsmyndigheder iværksætte en indkaldelse, der giver enhver virksomhed mulighed for at erklære, at den har til hensigt at udrulle net med meget høj kapacitet i det pågældende område i løbet af den periode, prognosen dækker. Den nationale tilsynsmyndighed præciserer, hvilke oplysninger sådanne erklæringer skal indeholde, således at der sikres mindst samme detaljeringsgrad som den, der blev taget i betragtning i prognosen. Den meddeler også enhver virksomhed, der tilkendegiver sin interesse, om det pågældende område ifølge de oplysninger, der er indsamlet, er dækket eller sandsynligvis vil blive dækket af et næstegenerationsnet med downloadhastigheder på under 100 Mbps.

4. Når de nationale tilsynsmyndigheder træffer foranstaltninger i henhold til stk. 3, følger de en effektiv, objektiv, transparent og ikkediskriminerende procedure, hvorved ingen virksomheder på forhånd udelukkes.

Artikel 23

Høring og transparens

Medlemsstaterne sikrer med undtagelse af spørgsmål, der er omfattet af artikel 32, stk. 9, artikel 26 eller artikel 27, at de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, når de i medfør af dette direktiv agter at træffe foranstaltninger, eller når de agter at indføre begrænsninger i overensstemmelse med artikel 45, stk. 4 og 5, med væsentlige virkninger for det relevante marked, giver de interesserede parter lejlighed til at fremsætte bemærkninger til udkastet til foranstaltninger inden for en rimelig frist; denne frist fastsættes under hensyntagen til sagens kompleksitet og må ikke være kortere end 30 dage, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder.

De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder offentliggør deres nationale høringsprocedurer.

Medlemsstaterne sikrer, at der etableres ét informationssted, hvorfra der er adgang til alle igangværende høringer.

Resultaterne af høringsproceduren skal gøres offentligt tilgængelige, medmindre de er fortrolige i henhold til EU-retten og den nationale lovgivning om fortrolig behandling af forretningsoplysninger.

Artikel 24

Høring af berørte parter

1. Medlemsstaterne sikrer i fornødent omfang, at de nationale tilsynsmyndigheder for så vidt angår alle spørgsmål vedrørende slutbruger- og forbrugerrettigheder, herunder lige adgang og valgmuligheder for slutbrugere med handicap, i forbindelse med offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester tager hensyn til synspunkter fra slutbrugere, forbrugere (herunder navnlig ▌forbrugere med handicap), producenter og virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, navnlig når disse har stor indvirkning på markedet.

Medlemsstaterne sikrer navnlig, at de nationale tilsynsmyndigheder opretter en høringsmekanisme, der er tilgængelig for personer med handicap og sikrer, at forbrugernes interesser i elektronisk kommunikation får tilstrækkelig vægt i tilsynsmyndighedernes beslutninger for så vidt angår spørgsmål vedrørende slutbruger- og forbrugerrettigheder i forbindelse med offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester.

2. Om nødvendigt udvikler de berørte parter under de nationale tilsynsmyndigheders vejledning mekanismer, som inddrager forbrugere, brugergrupper og tjenesteudbydere, med det formål at fremme tjenesternes generelle kvalitet ved bl.a. at udvikle og overvåge adfærdskodekser og driftsstandarder.

3. Uden at dette berører anvendelsen af nationale regler, som er i overensstemmelse med EU-retten, til fremme af målene for kultur- og mediepolitikken, f.eks. kulturel og sproglig mangfoldighed og mediepluralisme, kan de nationale tilsynsmyndigheder og andre relevante myndigheder fremme samarbejdet mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, og sektorer, der interesserer sig for fremme af lovligt indhold i de elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Dette samarbejde kan også omfatte koordinering af de almennyttige oplysninger, som skal stilles til rådighed i henhold til artikel 96, stk. 3, og artikel 95, stk. 1.

Artikel 25

Udenretslig bilæggelse af tvister

1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerne, herunder personer med handicap, har adgang til transparente, ikke-diskriminerende, enkle, hurtige, retfærdige og prisbillige udenretslige procedurer til behandling af deres uløste tvister med udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, på et område, der er omfattet af dette direktiv, og som vedrører vilkårene i og/eller gennemførelsen af kontrakter om tilrådighedsstillelse af disse net og/eller tjenester. Udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester må ikke afvise en forbrugers anmodning om at bilægge en tvist med den pågældende forbruger ved brug af udenretslig tvistbilæggelse baseret på klare og effektive procedurer og retningslinjer. Tvistbilæggelsesprocedurerne skal opfylde kvalitetskravene i kapitel II i direktiv 2013/11/EU. Medlemsstaterne kan give andre slutbrugere, navnlig mikrovirksomheder og små virksomheder, adgang til disse procedurer.

2. Medlemsstaterne sørger for, at deres lovgivning ikke er til hinder for oprettelsen af klagekontorer og onlinetjenester på det relevante territoriale plan for at give forbrugere og andre slutbrugere lettere adgang til tvistbilæggelse. Hvis den nationale tilsynsmyndighed er blevet opført på listen i henhold til artikel 20, stk. 2, i direktiv 2013/11/EU, finder bestemmelserne i forordning (EU) nr. 524/2013 anvendelse på tvister som omhandlet i stk. 1, som stammer fra onlinekontrakter.

3. Vedrører en tvist parter i forskellige medlemsstater, koordinerer disse deres indsats med henblik på at bilægge tvisten, uden at dette i øvrigt tilsidesætter bestemmelserne i direktiv 2013/11/EU.

4. Denne artikel berører ikke de nationale retsprocedurer.

Artikel 26

Tvistbilæggelse mellem virksomheder

1. Opstår der en tvist i forbindelse med eksisterende forpligtelser, der følger af dette direktiv, mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i en medlemsstat, eller mellem sådanne virksomheder og andre virksomheder i medlemsstaten, som gør brug af adgangs- og/eller samtrafikforpligtelser, eller mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i en medlemsstat, og udbydere af tilhørende faciliteter, træffer den pågældende nationale tilsynsmyndighed, efter anmodning fra den ene eller den anden af parterne, med forbehold af stk. 2, en bindende afgørelse for at bilægge tvisten hurtigst muligt på grundlag af klare og effektive procedurer og retningslinjer og under alle omstændigheder inden fire måneder, bortset fra helt ekstraordinære tilfælde. Medlemsstaterne kræver, at alle parter samarbejder fuldt og helt med den nationale tilsynsmyndighed.

2. Medlemsstaterne kan i bestemmelserne åbne mulighed for, at nationale tilsynsmyndigheder kan afslå at bilægge en tvist ved en bindende afgørelse, hvis der findes andre mulige mekanismer, f.eks. mægling, som bedre kunne bidrage til en hurtig bilæggelse af tvisten i overensstemmelse med artikel 3. Den nationale tilsynsmyndighed underretter hurtigst muligt parterne herom. Er tvisten endnu ikke bilagt efter fire måneder, og er den ikke indbragt for en domstol af den klagende part, træffer den nationale tilsynsmyndighed på anmodning fra en af parterne hurtigst muligt, og under alle omstændigheder inden fire måneder, en bindende afgørelse til bilæggelse af tvisten.

3. Ved bilæggelse af en tvist træffer den nationale tilsynsmyndighed afgørelser, der tilsigter at opfylde målene i artikel 3. Forpligtelser, som den nationale tilsynsmyndighed pålægger en virksomhed som led i bilæggelsen af en tvist, skal respektere bestemmelserne i dette direktiv.

4. Den nationale tilsynsmyndigheds afgørelse offentliggøres, idet der dog tages hensyn til krav om fortroligholdelse af forretningshemmeligheder. De berørte parter modtager en fuldstændig redegørelse for de grunde, som afgørelsen bygger på.

5. Proceduren i stk. 1, 3 og 4 hindrer ikke nogen af parterne i at indbringe sagen for en domstol.

Artikel 27

Tvistbilæggelse mellem parter i forskellige medlemsstater

1. Opstår der uenighed mellem virksomheder i forskellige medlemsstater på et område, der er omfattet af dette direktiv , finder bestemmelserne i stk. 2, 3 og 4 anvendelse. Disse bestemmelser finder dog ikke anvendelse på tvister vedrørende radiofrekvenskoordinering, der er omfattet af artikel 28.

2. Alle parter kan forelægge tvisten for den eller de berørte nationale tilsynsmyndigheder. Den eller de kompetente nationale tilsynsmyndigheder underretter BEREC om tvisten for at finde en konsekvent løsning herpå i overensstemmelse med målene i artikel 3.

3. BEREC afgiver hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden for fire måneder, bortset fra under ekstraordinære omstændigheder, en udtalelse om, hvorvidt den eller de berørte nationale tilsynsmyndigheder skal træffe konkrete foranstaltninger for at bilægge tvisten eller undlade handling.

4. Den eller de berørte nationale tilsynsmyndigheder afventer BEREC's udtalelse, før den/de tager skridt til at bilægge tvisten. Under ekstraordinære omstændigheder, hvor der er et påtrængende behov for en hurtig indsats for at sikre konkurrence og beskytte slutbrugernes interesser, kan enhver af de kompetente nationale myndigheder, enten på parternes anmodning eller på eget initiativ, vedtage midlertidige foranstaltninger.

4a. I tilfælde af tvister på tværs af landegrænser, hvor løsningen involverer mere end én national tilsynsmyndighed, og hvor kompetente nationale tilsynsmyndigheder ikke har været i stand til at indgå en aftale inden for en periode på tre måneder, efter den relevante sag blev henvist til den sidste af tilsynsmyndighederne, skal BEREC bemyndiges til at vedtage bindende afgørelser for at sikre en varig løsning af tvisten.

5. Enhver forpligtelse, som den nationale tilsynsmyndighed pålægger en virksomhed som led i bilæggelse af en tvist, skal være i overensstemmelse med dette direktiv, tage nøje hensyn til den udtalelse, BEREC har vedtaget, og skal vedtages senest en måned efter udtalelsen.

6. Den i stk. 2 omhandlede procedure hindrer ikke nogen af parterne i at indbringe sagen for en domstol.

Artikel 28

Koordinering af anvendelsen af radiofrekvenser mellem medlemsstaterne

1. Medlemsstaterne og deres kompetente myndigheder sikrer, at brugen af radiofrekvenser på deres område tilrettelægges på en sådan måde, at ingen andre medlemsstater forhindres ▌i at tillade brug af ▌radiofrekvenser, især af harmoniserede radiofrekvenser på deres område i henhold til EU-lovgivningen, navnlig som følge af skadelig grænseoverskridende interferens mellem medlemsstater.

De træffer alle nødvendige foranstaltninger med henblik herpå, uden at dette indskrænker deres forpligtelser i henhold til folkeretten og de relevante internationale aftaler, herunder ITU's radioreglement.

2. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden og via Frekvenspolitikgruppen, der er nedsat i henhold stk. 4a, om grænseoverskridende koordinering af anvendelsen af radiofrekvenser med henblik på at:

a)  sikre overholdelse af stk. 1

b)  løse eventuelle problemer eller tvister i forbindelse med grænseoverskridende koordinering eller grænseoverskridende skadelig interferens.

ba)  bidrage til udviklingen af det indre marked.

2a. Medlemsstaterne samarbejder desuden med hinanden og via Frekvenspolitikgruppen om at samordne deres tilgange til tildeling af og tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser.

3. Ethvert berørt medlemsland samt Kommissionen kan anmode Frekvenspolitikgruppen om at optræde som mellemled og foreslå en koordineret løsning, hvor det er hensigtsmæssigt, i form af en udtalelse for at bistå medlemslandene med at overholde stk. 1 og 2, herunder når problemet eller tvisten omfatter tredjelande. Medlemsstaterne henviser eventuelle uløste tvister mellem dem til Frekvenspolitikgruppen i stedet for at benytte sig af tilgængelige procedurer for tvistbilæggelse i henhold til folkeretten.

4. På anmodning af en medlemsstat eller på eget initiativ kan Kommissionen, under videst mulig hensyntagen til udtalelsen fra Frekvenspolitikgruppen, vedtage gennemførelsesforanstaltninger for at løse problemer med grænseoverskridende skadelig interferens mellem to eller flere medlemsstater, der forhindrer dem i at gøre brug af harmoniserede radiofrekvenser på deres område. Disse gennemførelsesforanstaltninger vedtages i henhold til undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4.

4a. Der nedsættes herved en rådgivende gruppe om radiofrekvenspolitik, kaldet Frekvenspolitikgruppen, der består af en højtstående regeringsekspert fra hver medlemsstat og en højtstående repræsentant fra Kommissionen.

Gruppen bistår og rådgiver medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med grænseoverskridende koordinering af anvendelsen af radiofrekvenser, om samordning af deres tilgange til tildeling af og tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser og i forbindelse med andre spørgsmål om radiofrekvenspolitik og koordinering.

Sekretariatet stilles til rådighed af [BEREC's støttekontor/BEREC].

AFSNIT III: GENNEMFØRELSE

Artikel 29

Sanktioner og erstatning

1. Medlemsstaterne fastsætter, hvor det er nødvendigt, bestemmelser om sanktioner, herunder bøder og periodiske sanktioner, for at forhindre overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv ▌, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Uden at det berører artikel 30, skal disse regler sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder har beføjelse til, eventuelt i forbindelse med indførelsen af en forpligtelse, at pålægge forud fastsatte økonomiske sanktioner, som skal betales til den relevante myndighed, til slutbrugere og/eller til andre virksomheder for overtrædelse af den relevante forpligtelse. De sanktioner, der pålægges, skal være hensigtsmæssige, effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. ▌

2. Medlemsstaterne sikrer, at enhver bruger, der har lidt materiel eller ikke-materiel skade som et resultat af en overtrædelse af dette direktiv, har ret til at modtage kompensation fra skadevolderen for den lidte skade, medmindre skadevolderen beviser, at denne på ingen måde er ansvarlig for den hændelse, der var årsag til skaden. Alle forud fastsatte finansielle sanktioner, som skal betales til brugeren i henhold til stk. 1, fratrækkes den kompensation, der er omhandlet i dette stykke.

3. En indehaver af brugsrettigheder til radiofrekvenser kompenseres med hensyn til de investeringer, der foretages efter enhver ændring, begrænsning eller tilbagekaldelse af disse rettigheder i forbindelse med overtrædelse af artikel 18 eller 19.

Artikel 30

Overholdelse af vilkårene for den generelle tilladelse eller for brugsret og af særlige forpligtelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at deres nationale tilsynsmyndighed og andre kompetente myndigheder overvåger og kontrollerer overholdelsen af vilkårene for den generelle tilladelse, vilkårene for brugsret til radiofrekvenser og numre, de særlige forpligtelser, jf. artikel 13, stk. 2, og forpligtelsen til at sikre en reel og effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne i overensstemmelse med artikel 4, artikel 45 og artikel 47, stk. 1 og 2.

Den nationale tilsynsmyndighed og andre kompetente myndigheder skal have beføjelse til i overensstemmelse med artikel 21 at pålægge virksomheder, der er omfattet af den generelle tilladelse, eller som har brugsret til radiofrekvenser eller numre, at fremlægge alle de oplysninger, der måtte være nødvendige for at kontrollere, om vilkårene for den generelle tilladelse, vilkårene for brugsret eller de særlige forpligtelser i artikel 13, stk. 2, eller artikel 47, stk. 1 og 2, overholdes.

2. Hvis en national kompetent myndighed konstaterer, at en virksomhed ikke overholder et eller flere af den generelle tilladelses eller brugsrettens vilkår, eller de særlige forpligtelser, der nævnes i artikel 13, stk. 2, underretter tilsynsmyndigheden virksomheden herom og giver den mulighed for at fremføre sine synspunkter inden for en rimelig frist.

3. Den relevante myndighed har beføjelse til at kræve, at overtrædelsen, jf. stk. 2, ophører øjeblikkeligt eller inden for en rimelig frist, og tager passende og forholdsmæssigt afpassede skridt for at sikre, at vilkårene overholdes.

Medlemsstaterne bemyndiger i denne forbindelse de relevante myndigheder til at:

  a) iværksætte afskrækkende økonomiske sanktioner, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, herunder periodiske sanktioner med tilbagevirkende, kraft og

  b) udstede ordre til at udsætte eller indstille leveringen af en tjeneste eller et bundt af tjenester, som i alvorlig grad vil kunne skade konkurrencen, indtil adgangsforpligtelser, pålagt efter udarbejdelsen af en markedsanalyse i henhold til artikel 65.

  Foranstaltningerne og begrundelsen herfor meddeles straks virksomheden, og denne skal have en rimelig frist til at efterkomme foranstaltningerne.

4. Uanset stk. 2 og 3 bemyndiger medlemsstaterne den relevante myndighed til, i givet fald, at iværksætte økonomiske sanktioner over for virksomhederne, hvis de ikke fremlægger oplysninger i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat efter artikel 21, stk. 1, litra a) eller litra b), og artikel 67 inden for en rimelig frist, der fastlægges af den nationale kompetente myndighed.

5. Ved alvorlige eller gentagne overtrædelser af den generelle tilladelses eller en brugsrets vilkår eller af særlige forpligtelser i artikel 13, stk. 2, eller artikel 47, stk. 1 eller 2, sikrer medlemsstaterne, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, hvis de i denne artikels stk. 3 omhandlede foranstaltninger til sikring af vilkårenes overholdelse har været virkningsløse, kan hindre en virksomhed i fortsat at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, eller suspendere eller tilbagekalde brugsretten. Medlemsstaterne giver den relevante myndighed beføjelse til at pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Sådanne sanktioner kan anvendes for en periode svarende til overtrædelsens varighed, også selv om overtrædelsen efterfølgende er bragt til ophør.

6. Uanset bestemmelserne i stk. 2, 3 og 5, kan den relevante myndighed, når den har bevis for en overtrædelse af vilkårene for den generelle tilladelse eller for brugsretten eller af de særlige forpligtelser i artikel 13, stk. 2, eller artikel 47, stk. 1 og 2, som udgør en umiddelbar og alvorlig trussel for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden, eller som vil skabe alvorlige økonomiske eller driftsmæssige problemer for andre udbydere eller brugere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller andre brugere af radiofrekvenser, træffe foreløbige hasteforanstaltninger for at afhjælpe situationen, inden der træffes en endelig afgørelse. Den pågældende virksomhed skal herefter have rimelig mulighed for at fremføre sine synspunkter og foreslå eventuel afhjælpning. Når det er hensigtsmæssigt, kan den relevante myndighed bekræfte de foreløbige foranstaltninger, der højst kan være gyldige i tre måneder, men som i tilfælde, hvor håndhævelsesprocedurerne ikke er afsluttet, kan forlænges med indtil tre måneder.

7. Virksomheder har ret til at indklage foranstaltninger, som træffes i henhold til denne artikel, efter proceduren i artikel 31 i dette direktiv.

Artikel 31

Klageadgang

1. Medlemsstaterne sikrer, at der på nationalt plan findes effektive mekanismer, ved hjælp af hvilke enhver bruger eller en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, og som berøres af en kompetent myndigheds afgørelse, kan påklage denne til en klageinstans, som er fuldstændig uafhængig af de involverede parter og af indblanding udefra og politisk pres, der kan forhindre en uafhængig vurdering af de sager, den skal behandle. Denne instans, som kan være en domstol, skal have den nødvendige ekspertise til at udføre sine funktioner effektivt. Medlemsstaterne sikrer, at der tages behørigt hensyn til sagens omstændigheder, og at der forefindes en effektiv klagemekanisme.

Klagesagen har ikke opsættende virkning for den afgørelse, som den kompetente myndighed har truffet, medmindre der træffes foreløbige foranstaltninger i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

2. Når den i stk. 1 omhandlede klageinstans ikke har domstolskarakter, begrundes dens afgørelser altid skriftligt. I sådanne tilfælde kan dens afgørelser desuden indbringes for en ret i en medlemsstat, jf. traktatens artikel 267.

3. Medlemsstaterne indsamler oplysninger om klagers generelle genstand, antallet af klager, klagesagernes varighed og antallet af afgørelser om foreløbige forholdsregler. Medlemsstaterne meddeler disse oplysninger samt afgørelser eller domme til Kommissionen og BEREC efter en begrundet anmodning fra en af dem.

AFSNIT IV: PROCEDURER VEDRØRENDE DET INDRE MARKED

Artikel 32

Konsolidering af det indre marked for elektronisk kommunikation

1. De nationale tilsynsmyndigheder tager under udførelsen af deres opgaver i medfør af dette direktiv størst muligt hensyn til målene i artikel 3, herunder i det omfang de vedrører det indre markeds funktion.

2. De nationale tilsynsmyndigheder bidrager til udviklingen af det indre marked ved at samarbejde indbyrdes og med Kommissionen og BEREC på en transparent måde for at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv i alle medlemsstaterne. De samarbejder navnlig med Kommissionen og BEREC om at identificere, hvilke typer af instrumenter og afhjælpende foranstaltninger der er de bedst egnede til at håndtere bestemte typer af situationer på markedet.

3. Når den høring, der er omhandlet i artikel 23, er afsluttet, og medmindre andet gælder ifølge henstillinger og/eller retningslinjer, der vedtages i henhold til artikel 34, skal en national tilsynsmyndighed, der agter at træffe en foranstaltning, som:

  a) er omfattet af artikel 59, 62, 65 eller 66 i dette direktiv og

  b) vil få indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne,

offentliggøre udkastet til foranstaltning og sammen med begrundelsen og den detaljerede analyse, som foranstaltningen bygger på, stille det til rådighed for Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater under iagttagelse af artikel 20, stk. 3, og underretter Kommissionen, BEREC og de andre nationale tilsynsmyndigheder herom. De nationale tilsynsmyndigheder, BEREC og Kommissionen kan kun fremsætte bemærkninger til den pågældende nationale tilsynsmyndighed inden for en måned. Fristen på én måned kan ikke forlænges.

4. Hvis den i stk. 3 omhandlede foranstaltning sigter på:

  a) afgrænsning af et relevant marked, som afviger fra dem, der er nævnt i den i artikel 62, stk. 1, omhandlede henstilling, eller

  en afgørelse om, hvorvidt en virksomhed enten alene eller i fællesskab med andre anses for at have en stærk markedsposition, jf. artikel 65, stk. 3, eller 4,

og vil få indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne, samt hvis Kommissionen har meddelt den nationale tilsynsmyndighed, at den betragter udkastet til foranstaltning som en hindring for det indre marked eller nærer alvorlig tvivl om dets forenelighed med EU-retten og mere specifikt med målene i artikel 3, kan foranstaltningen først vedtages efter en yderligere frist på to måneder. Denne frist kan ikke forlænges. Kommissionen underretter BEREC og i så fald de andre nationale tilsynsmyndigheder om sine forbehold og offentliggør dem samtidig.

4a. Inden for seks uger fra begyndelsen af den i stk. 4 omhandlede periode på to måneder afgiver BEREC en udtalelse om Kommissionens i stk. 4 omhandlede notifikation, hvori den oplyser, om den mener, at udkastet til foranstaltning bør ændres eller tages tilbage, og fremsætter om nødvendigt specifikke forslag herom. Udtalelsen begrundes og offentliggøres.

5. Inden for den tomånedersfrist, der er nævnt i stk. 4, kan Kommissionen:

  a) træffe en afgørelse med krav om, at den nationale tilsynsmyndighed trækker udkastet tilbage, og/eller

  b) beslutte at hæve sine forbehold med hensyn til et udkast til foranstaltning, der er omhandlet i stk. 4.

Før Kommissionen træffer en afgørelse, tager den nøje hensyn til udtalelsen fra BEREC. Afgørelsen skal ledsages af en detaljeret og objektiv begrundelse fra Kommissionen om, hvorfor udkastet til foranstaltning ikke bør vedtages, sammen med konkrete forslag til ændring af udkastet til foranstaltning.

6. Har Kommissionen i henhold til stk. 5 truffet en afgørelse med krav om, at den nationale tilsynsmyndighed trækker et udkast til foranstaltning tilbage, skal den nationale tilsynsmyndighed ændre udkastet eller trække det tilbage inden for seks måneder efter datoen for Kommissionens afgørelse. Hvis den nationale tilsynsmyndighed ændrer udkastet, skal den gennemføre en offentlig høring i overensstemmelse med artikel 23, og gennotificere det ændrede udkast over for Kommissionen i overensstemmelse med stk. 3.

7. Den pågældende nationale tilsynsmyndighed tager i videst mulig udstrækning hensyn til bemærkningerne fra andre nationale tilsynsmyndigheder, BEREC og Kommissionen, og kan, når bortses fra de i stk. 4 og stk. 5, litra a), omhandlede tilfælde, vedtage det således ændrede udkast til foranstaltning og skal i så fald fremsende det til Kommissionen.

8. Den nationale tilsynsmyndighed fremsender alle vedtagne endelige foranstaltninger, der falder ind under stk. 3, litra a) og b), i denne artikel til Kommissionen og BEREC.

9. Hvor en national tilsynsmyndighed under ekstraordinære omstændigheder mener, at der er et påtrængende behov for en hurtig indsats for at sikre konkurrencen og beskytte brugernes interesser, kan den som en fravigelse af proceduren i stk. 3 og 4 med det samme vedtage forholdsmæssige foranstaltninger af midlertidig karakter. Den fremsender straks de vedtagne foranstaltninger til Kommissionen, de andre nationale tilsynsmyndigheder og BEREC med en udførlig begrundelse. En beslutning truffet af den nationale tilsynsmyndighed om at gøre sådanne foranstaltninger permanente eller forlænge deres gyldighedsperiode er omfattet af stk. 3 og 4.

9a.  En national tilsynsmyndighed kan trække udkastet til foranstaltning tilbage på et hvilket som helst tidspunkt.

Artikel 33

Procedure for ensartet anvendelse af afhjælpende foranstaltninger

1. Hvis en planlagt foranstaltning, der er omfattet af artikel 32, stk. 3, sigter mod at indføre, ændre eller ophæve en forpligtelse, der er pålagt en operatør i medfør af artikel 65 sammenholdt med artikel 59 og artikel 67-74, kan Kommissionen inden for den frist på en måned, der er fastsat i artikel 32, stk. 3, underrette den pågældende nationale tilsynsmyndighed og BEREC om årsagerne til, at den mener, at udkastet til foranstaltning vil skabe hindringer for det indre marked, eller om, at den er stærkt i tvivl om foranstaltningens forenelighed med EU-retten. I et sådant tilfælde vedtages udkastet til foranstaltning ikke før yderligere tre måneder efter, at Kommissionen har underrettet den pågældende tilsynsmyndighed.

Udebliver en sådan notifikation, kan den pågældende nationale tilsynsmyndighed vedtage den foreslåede foranstaltning under størst mulig hensyntagen til eventuelle bemærkninger fremsat af Kommissionen, BEREC eller andre nationale tilsynsmyndigheder.

2. Inden for den i stk. 1 omhandlede tremånedersperiode arbejder Kommissionen, BEREC og den pågældende nationale tilsynsmyndighed tæt sammen for at finde frem til den mest hensigtsmæssige og effektive foranstaltning i lyset af målene i artikel 3 og under behørig hensyntagen til markedsdeltagernes synspunkter og behovet for at sikre udviklingen af en ensartet tilsynspraksis.

3. Inden for en periode på seks uger fra begyndelsen af den i stk. 1 omhandlede tremånedersperiode afgiver BEREC efter en beslutning truffet af et flertal på totredjedele af ▌repræsentantskabets medlemmer en udtalelse om Kommissionens i stk. 1 omhandlede notifikation, hvori organisationen oplyser, om den mener, at udkastet til foranstaltning bør ændres eller tages tilbage, og om nødvendigt fremsætter specifikke forslag herom.

4. Hvis BEREC i sin udtalelse deler Kommissionens alvorlige tvivl, arbejder organisationen tæt sammen med den pågældende nationale tilsynsmyndighed for at finde frem til den mest hensigtsmæssige og effektive foranstaltning. Inden udløbet af den i stk. 1 omhandlede tremånedersperiode kan den nationale tilsynsmyndighed:

  a) ændre sit udkast til foranstaltning eller trække det tilbage under størst mulig hensyntagen til Kommissionens i stk. 1 omhandlede notifikation og BEREC's udtalelse og råd

  b) fastholde sit udkast til foranstaltning.

5. Kommissionen kan senest en måned fra udløbet af den i stk. 1 omhandlede tremånedersperiode og under størst mulig hensyntagen til BEREC's udtalelse, hvis en sådan foreligger

  a) udarbejde en begrundet henstilling til den pågældende nationale tilsynsmyndighed om at ændre udkastet til foranstaltning eller trække det tilbage, navnlighvis BEREC ikke deler Kommissionens alvorlige tvivl, samt, hvor det er relevant, specifikke forslag til ændring af udkastet til foranstaltning

  b) beslutte at hæve sine forbehold, jf. stk. 1

c) beslutte at pålægge den pågældende nationale tilsynsmyndighed at trække udkastet til foranstaltning tilbage, hvis BEREC deler Kommissionens alvorlige tvivl. Afgørelsen skal ledsages af en detaljeret og objektiv begrundelse fra Kommissionen om, hvorfor udkastet til foranstaltning ikke bør vedtages, sammen med konkrete forslag til ændring af udkastet til foranstaltning. I dette tilfælde finder proceduren i artikel 32, stk. 6, tilsvarende anvendelse.

6. Senest en måned, efter at Kommissionen har udarbejdet sin henstilling i henhold til stk. 5, litra a), eller hævet sine forbehold i henhold til stk. 5, litra b), i denne artikel, trækker den nationale tilsynsmyndighed udkastet til foranstaltning tilbage eller vedtager, offentliggør og underretter Kommissionen og BEREC om den vedtagne endelige foranstaltning.

Denne frist kan forlænges for at give den nationale tilsynsmyndighed mulighed for at foretage en offentlig høring i henhold til artikel 23.

7. Hvis den nationale tilsynsmyndighed på grundlag af henstillingen i henhold til stk. 5, litra a), beslutter ikke at ændre udkastet til foranstaltning eller trække det tilbage, forelægger den en begrundelse for denne beslutning.

8. Den nationale tilsynsmyndighed kan trække den foreslåede foranstaltning tilbage på et hvilket som helst trin i proceduren.

Artikel 34

Gennemførelsesbestemmelser

Efter offentlig høring og høring af de nationale tilsynsmyndigheder og under størst mulig hensyntagen til udtalelsen fra BEREC kan Kommissionen vedtage henstillinger og/eller retningslinjer vedrørende artikel 32 om, hvilken form og hvilket indhold de anmeldelser af foranstaltninger , der kræves i henhold til artikel 32, stk. 3, skal have, hvor detaljerede de skal være, under hvilke omstændigheder anmeldelse ikke er påkrævet, samt om hvordan tidsfristerne fastsættes.

KAPITEL II

ENSARTET FREKVENSTILDELING

Artikel 35

Peer review-proces

1. For så vidt angår forvaltningen af radiofrekvenser skal de nationale tilsynsmyndigheder som minimum have beføjelse til at fastlægge følgende:

a)  udvælgelsesprocessen i forbindelse med individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, jf. artikel 54

b)  kriterier for, hvem der kan byde, hvor dette er hensigtsmæssigt, jf. artikel 48, stk. 4

c)  parametrene for økonomisk værdiansættelse af frekvenser, herunder mindsteprisen, jf. artikel 42

d)  brugsrettighedernes gyldighedsperiode og betingelserne for forlængelse i overensstemmelse med artikel 49 og 50

e)  foranstaltninger til fremme af konkurrencen i henhold til artikel 52, når det er nødvendigt

f)  betingelserne for tildeling, overdragelse, herunder handel med og leje af brugsrettigheder til radiofrekvenser, jf. artikel 51, delt brug af frekvenser eller trådløs infrastruktur, jf. artikel 59, stk. 3, eller akkumulering af brugsrettigheder, jf. artikel 52, stk. 2, litra c) og e) og

g)  parametrene for krav om dækning i henhold til medlemsstatens overordnede politiske mål i denne henseende, jf. artikel 47.

Når den nationale tilsynsmyndighed vedtager disse foranstaltninger, skal den tage hensyn til behovet for at samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater, Kommissionen og BEREC for at sikre sammenhæng i hele Unionen, de relevante nationale politiske mål, som medlemsstaten har fastsat, samt andre relevante nationale foranstaltninger vedrørende forvaltningen af radiofrekvenser i overensstemmelse med EU-retten, og den skal basere sin afgørelse på en grundig og objektiv vurdering af konkurrenceforholdene og den tekniske og økonomiske situation på markedet.

2. For at kunne fremme grænseoverskridende koordinering og effektiv anvendelse af radiofrekvenser, hvis en national tilsynsmyndighed agter at træffe foranstaltninger, der henhører under anvendelsesområdet for stk. 1, litra a)-g), skal den samtidig offentliggøre og stille udkastet til foranstaltning samt begrundelsen herfor til rådighed ▌og underrette BEREC, Frekvenspolitikgruppen, Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater herom.

3. Inden for tre måneder, efter at udkastet til foranstaltning er blevet offentliggjort, afgiver BEREC en begrundet udtalelse om udkastet til foranstaltning med en analyse af, om foranstaltningen er den mest hensigtsmæssige med henblik på at:

a)  fremme udviklingen af det indre marked, herunder udbuddet af tjenester på tværs af grænser såvel som konkurrencen og opnå størst mulige fordele for forbrugerne, samt overordnet betragtet at opfylde de mål ▌, der er fastsat i traktatens artikel 3 og 45 stk. 2,

b)  sikre en reel og effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne og

c)  sikre stabile og forudsigelige investeringsvilkår for eksisterende og fremtidige brugere af radiofrekvenser, når der etableres net til udbud af elektroniske kommunikationstjenester, som er afhængige af radiofrekvenser.

I den begrundede udtalelse tilkendegiver BEREC, om udkastet til foranstaltning bør ændres eller trækkes tilbage. I givet fald fremsætter BEREC specifikke henstillinger i denne henseende. De nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen kan også fremsætte bemærkninger om udkastet til foranstaltninger til den pågældende nationale tilsynsmyndighed.

BEREC vedtager og offentliggør de kriterier, som den vil anvende ved vurderingen af ethvert udkast til foranstaltning.

4. Under udførelsen af deres opgaver i henhold til denne artikel tager BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder navnlig hensyn til:

a)  målene og principperne i dette direktiv samt relevante gennemførelsesafgørelser, der vedtages i overensstemmelse med dette direktiv og med beslutning nr. 676/2002/EF og afgørelse nr. 243/2012/EU

b)  særlige nationale mål, der er fastsat af medlemsstaten i overensstemmelse med EU-retten

c)  behovet for at undgå, at konkurrencen fordrejes, når sådanne foranstaltninger vedtages

ca)  principperne for tjeneste- og teknologineutralitet

d)  resultaterne af den seneste geografiske undersøgelse af netudrulning i medfør af artikel 22

e)  behovet for at sikre sammenhæng med nylige og igangværende tildelingsprocedurer i andre medlemsstater samt de mulige følger for samhandelen mellem medlemsstaterne og

f)  enhver relevant udtalelse fra Frekvenspolitikgruppen, navnlig vedrørende en effektiv og virkningsfuld udnyttelse af radiofrekvenser.

5. Den pågældende nationale tilsynsmyndighed tager i videst mulig udstrækning hensyn til BEREC's udtalelse og til Kommissionens og andre nationale tilsynsmyndigheders bemærkninger, før den træffer sin endelige beslutning. Den meddeler den endelige beslutning til BEREC og Kommissionen.

Hvis den nationale tilsynsmyndighed beslutter ikke at ændre udkastet til foranstaltning eller at trække det tilbage på grundlag af den begrundede udtalelse, jf. stk. 2, forelægger den en begrundelse for denne beslutning.

Den pågældende nationale tilsynsmyndighed kan trække udkastet til foranstaltning tilbage på et hvilket som helst trin i proceduren.

6. I forbindelse med udarbejdelsen af udkast til foranstaltninger i medfør af denne artikel kan de nationale tilsynsmyndigheder anmode om bistand fra BEREC og Frekvenspolitikgruppen.

7. BEREC, Frekvenspolitikgruppen, Kommissionen og den pågældende nationale tilsynsmyndighed arbejder tæt sammen for at finde frem til den mest hensigtsmæssige og effektive løsning i lyset af reguleringsmålene og -principperne i dette direktiv og under behørig hensyntagen til markedsdeltagernes synspunkter og behovet for at sikre udviklingen af en ensartet reguleringspraksis.

8. Den nationale tilsynsmyndigheds endelige beslutning offentliggøres.

Artikel 36

Harmoniseret tildeling af radiofrekvenser

Hvis brugen af radiofrekvenser er harmoniseret, hvis der er indgået aftaler om adgangsvilkår og -procedurer, og hvis de virksomheder, som får tildelt radiofrekvenser, er blevet udvalgt i henhold til internationale aftaler og EU-regler, skal medlemsstaterne tildele brugsret til sådanne radiofrekvenser i overensstemmelse hermed. Under forudsætning af, at alle de nationale vilkår i tilknytning til brugsretten til de berørte radiofrekvenser er blevet opfyldt i tilfælde af anvendelse af en fælles udvælgelsesprocedure, må medlemsstaterne ikke opstille yderligere vilkår, supplerende kriterier eller procedurer, som kan begrænse, ændre eller forsinke en korrekt gennemførelse af den fælles tildeling af sådanne radiofrekvenser.

Artikel 37

Fælles tilladelsesproces med henblik på tildeling af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser

1. I tilfælde af en betydelig risiko for grænseoverskridende skadelig interferens skal to eller flere medlemslande, og i andre tilfælde kan de, samarbejde med hinanden og med Kommissionen, Frekvenspolitikgruppen og BEREC om at opfylde deres forpligtelser i henhold til artikel 13, 46 og 54 ved sammen at fastlægge de fælles aspekter af en tilladelsesproces og ligeledes sammen at gennemføre udvælgelsesprocessen med henblik på tildeling af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, om relevant efter en fælles tidsplan fastlagt i overensstemmelse med artikel 53.

Alle markedsdeltagere kan anmode om, at der foretages en fælles udvælgelsesproces, hvis de fremlægger tilstrækkeligt bevis for, at manglende koordinering skaber en betydelig hindring på det indre marked.

Den fælles tilladelsesproces skal opfylde følgende kriterier:

a)  den enkelte nationale tilladelsesproces skal indledes og gennemføres af de kompetente myndigheder efter en plan, der aftales i fællesskab

b)  den skal, hvor det er relevant, omfatte fælles betingelser og procedurer for udvælgelse og tildeling af individuelle rettigheder i de pågældende medlemsstater

c)  den skal, hvor det er relevant, omfatte fælles eller sammenlignelige betingelser, som skal knyttes til de individuelle brugsrettigheder i de pågældende medlemsstater, og som bl.a. gør det muligt for brugerne at få tildelt samme frekvensblokke

d)  andre medlemsstater skal til enhver tid, indtil tilladelsesprocessen er afsluttet, kunne tilslutte sig processen.

2. Hvis de foranstaltninger, der træffes med henblik på stk. 1, henhører under anvendelsesområdet for artikel 35, stk. 1, skal de pågældende nationale tilsynsmyndigheder samtidig følge den procedure, der er fastlagt i den nævnte artikel.

KAPITEL III

HARMONISERING

Artikel 38

Harmonisering

1. Hvis Kommissionen finder, at afvigelser i de nationale tilsynsmyndigheders eller andre kompetente myndigheders udførelse af de opgaver, de er pålagt i henhold til dette direktiv, kan skabe hindringer i det indre marked, kan den under nøje iagttagelse af BEREC's udtalelse, vedtage en henstilling eller en afgørelse om harmoniseret anvendelse af bestemmelserne i dette direktiv for at fremme opfyldelsen af målene i artikel 3, jf. dog artikel 37, artikel 45, artikel 46, stk. 3, artikel 47, stk. 3, og artikel 53.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder under udførelsen af deres opgaver tager nøje hensyn til henstillinger i medfør af stk. 1. Vælger en national tilsynsmyndighed eller en anden kompetent myndighed at undlade at følge en henstilling, underretter den Kommissionen herom og begrunder sin holdning.

3. Afgørelser, der vedtages i henhold til stk. 1, kan kun omfatte fastlæggelse af en harmoniseret eller koordineret fremgangsmåde med henblik på at behandle følgende spørgsmål:

a)  inkonsekvent gennemførelse af almindelig regulering i praksis fra de nationale tilsynsmyndigheders side i forbindelse med regulering af markederne for elektronisk kommunikation i henhold til artikel 62 og 65, hvor det skaber hindringer for det indre marked. I sådanne afgørelser henvises der ikke til specifikke anmeldelser fra de nationale tilsynsmyndigheder i medfør af artikel 33.

  I sådanne tilfælde udarbejder Kommissionen ikke et udkast til afgørelse

–  før der er gået mindst to år fra vedtagelsen af en henstilling fra Kommissionen om samme spørgsmål, og

–  uden at tage nøje hensyn til en udtalelse fra BEREC om det hensigtsmæssige i at vedtage en sådan afgørelse, som udarbejdes af BEREC senest tre måneder efter Kommissionens anmodning

b)  nummerering, herunder nummerserier, portabilitet for numre og identifikationsmidler, nummer- og adresseomsætningssystemer og adgang til 112-alarmtjenester.

4. Den i stk. 1 nævnte afgørelse vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 110, stk. 4.

5. BEREC kan på eget initiativ, bl.a. som følge af en klage indgivet af en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, rådgive Kommissionen om, hvorvidt der bør vedtages en foranstaltning i henhold til stk. 1.

5a. Uden at dette berører Kommissionens beføjelser i henhold til stk. 1, 2 og 3 og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skal Kommissionen – når BEREC vedtager en udtalelse, hvori det angives, at der er forskelle i de nationale tilsynsmyndigheders eller andre kompetente myndigheders gennemførelse af de tilsynsopgaver, der er anført i dette direktiv, og sådanne forskelle kan skabe hindringer på det indre marked – enten vedtage en henstilling i henhold til stk. 1, eller, hvis den har vedtaget en henstilling om samme emne mere end to år tidligere, vedtage en afgørelse i henhold til stk. 3 uden at anmode om en yderligere udtalelse fra BEREC.

Hvis Kommissionen, i henhold til første afsnit, ikke har vedtaget enten en henstilling eller en afgørelse inden for et år fra datoen for vedtagelsen af udtalelsen fra BEREC, underretter den Europa-Parlamentet og Rådet om grundene til ikke at gøre dette og offentliggør disse begrundelser.

Hvis Kommissionen har vedtaget en henstilling, men den uensartede gennemførelse, der skaber hindringer på det indre marked, fortsætter i to år derefter, vedtager Kommissionen inden for yderligere et år enten en afgørelse i henhold til stk. 3, eller, hvis Kommissionen vælger ikke at vedtage en afgørelse, underretter Europa-Parlamentet og Rådet om grundene til ikke at gøre dette og offentliggør disse begrundelser.

Artikel 39

Standardisering

1. Kommissionen udarbejder og offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en liste over ikke-obligatoriske standarder og/eller specifikationer, som skal danne grundlag for at fremme et harmoniseret udbud af elektroniske kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester og dertil hørende faciliteter og tjenester. Kommissionen kan om nødvendigt og efter høring af det udvalg, som er nedsat i henhold til direktiv 2015/1535/EU, anmode de europæiske standardiseringsorganisationer (Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (Cenelec) og Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI)) om at udarbejde standarder.

2. Medlemsstaterne fremmer anvendelse af de i stk. 1 omhandlede standarder og/eller specifikationer i forbindelse med udbud af tjenester, tekniske grænseflader og/eller netfunktioner, i det omfang det er strengt nødvendigt for at sikre interoperabilitet og indbyrdes konnektivitet mellem tjenester end-to-end-konnektivitet og muligheden for nemt at skifte med henblik på at øge brugernes valgmuligheder.

Så længe der ikke er offentliggjort standarder og/eller specifikationer som anført i stk. 1, tilskynder medlemsstaterne til anvendelse af standarder og/eller specifikationer, der er vedtaget af de europæiske standardiseringsorganisationer.

Hvis sådanne standarder og/eller specifikationer ikke foreligger, tilskynder medlemsstaterne til anvendelse af internationale standarder eller rekommandationer, som er vedtaget af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU), Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT), Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) eller Den Internationale Elektrotekniske Kommission (IEC).

Hvor der foreligger internationale standarder, tilskynder medlemsstaterne de europæiske standardiseringsorganer til at benytte dem eller relevante dele af dem som grundlag for de standarder, de udarbejder, undtagen i tilfælde, hvor sådanne internationale standarder eller relevante dele af standarder ville være virkningsløse.

Alle de standarder, der er omhandlet i stk. 1 eller i dette stykke, skal, hvor det er muligt, fremme adgang i det omfang, det kræves i henhold til dette direktiv.

3. Hvis de i stk. 1 omhandlede standarder og/eller specifikationer ikke er blevet korrekt implementeret, således at interoperabiliteten mellem tjenester i en eller flere medlemsstater ikke kan sikres, kan implementeringen af sådanne standarder og/eller specifikationer efter den i stk. 4 omhandlede procedure gøres obligatorisk i det omfang, det er strengt nødvendigt for at sikre interoperabiliteten og øge brugernes valgmuligheder.

4. Når Kommissionen påtænker at gøre implementering af bestemte standarder og/eller specifikationer obligatorisk, offentliggør den i Den Europæiske Unions Tidende en opfordring til alle berørte parter om at fremsætte deres bemærkninger offentligt. Kommissionen træffer passende gennemførelsesforanstaltninger og gør implementering af de relevante standarder obligatorisk ved at betegne dem som obligatoriske standarder i den liste over standarder og/eller specifikationer, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

5. Mener Kommissionen, at de i stk. 1 omhandlede standarder og/eller specifikationer ikke længere bidrager til udbud af harmoniserede elektroniske kommunikationstjenester, ikke længere opfylder forbrugernes behov eller hæmmer den teknologiske udvikling, skal den fjerne dem fra den i stk. 1 omhandlede liste over standarder og/eller specifikationer.

6. Mener Kommissionen, at de i stk. 4 omhandlede standarder og/eller specifikationer ikke længere bidrager til udbud af harmoniserede elektroniske kommunikationstjenester, ikke længere opfylder forbrugernes behov eller hæmmer den teknologiske udvikling, skal den træffe passende gennemførelsesforanstaltninger og fjerne disse standarder og/eller specifikationer fra den i stk. 1 omhandlede liste over standarder og/eller specifikationer.

7. De gennemførelsesforanstaltninger, der henvises til i stk. 4 og 6, vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 110, stk. 4.

8. Denne artikel gælder ikke for nogen af de væsentlige krav, grænsefladespecifikationer eller harmoniserede standarder, som bestemmelserne i direktiv 2014/53/EU finder anvendelse på.

AFSNIT V: SIKKERHED OG INTEGRITET

Artikel 40

Sikkerhed i net og tjenester

1. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, træffer passende og forholdsmæssige tekniske og organisatoriske foranstaltninger for på passende vis at styre risiciene for sikkerheden i deres net og tjenester. Under hensyn til teknologiens aktuelle stade skal disse foranstaltninger garantere et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risikoen. Der skal navnlig træffes foranstaltninger for af fortrolighedshensyn at sikre, at elektronisk kommunikationsindhold som standard kodes fra end-to-end med henblik på at forebygge og minimere effekten af sikkerhedsbrud for brugerne samt for andre net eller tjenester.

1a. Medlemsstaterne må ikke pålægge udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester nogen forpligtelse, som fører til en svækkelse af sikkerheden i deres net eller tjenester.

Hvis medlemsstater pålægger udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige kommunikationstjenester i mere end én medlemsstat yderligere sikkerhedskrav, skal de meddele disse foranstaltninger til Kommissionen og Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA). ENISA hjælper medlemsstaterne med at koordinere de foranstaltninger, der er truffet for at undgå duplikering eller afvigende krav, som kan skabe sikkerhedsrisici og hindringer på det indre marked.

2. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af offentlige kommunikationsnet, træffer alle passende foranstaltninger for at garantere deres nets integritet og dermed kontinuitet i leveringen af de tjenester, der udbydes via disse net.

3. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, uden unødigt ophold underretter den kompetente myndighed om ▌en sikkerhedshændelse eller et tab af integritet, der har haft væsentlige følger for driften af net eller tjenester.

Med henblik på at fastlægge omfanget af en sikkerhedshændelses konsekvenser tages navnlig følgende kriterier i betragtning

a)  antallet af brugere, der berøres af hændelsen

b)  varigheden af hændelsen

c)  den geografiske udbredelse med hensyn til det område, der er berørt af hændelsen

d)  i hvilket omfang nettets eller tjenestens funktionsdygtighed er berørt

e)  virkningen for økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter.

Den pågældende kompetente myndighed underretter, hvor det er relevant, de kompetente myndigheder i andre medlemsstater og ▌ENISA. Den pågældende kompetente myndighed kan underrette offentligheden eller kræve, at udbyderne gør det, hvis den godtgør, at det er i offentlighedens interesse, at hændelsen offentliggøres.

Én gang om året forelægger den pågældende kompetente myndighed en sammenfattende rapport for Kommissionen og ENISA om de indberetninger, den har modtaget, og de foranstaltninger, der er truffet i henhold til dette stykke.

Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af sådanne net eller tjenester i tilfælde af en særlig risiko for en sikkerhedshændelse i offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester informerer deres brugere om en sådan risiko og om alle relevante beskyttelsesforanstaltninger eller retsmidler, som brugerne kan gøre brug af.

4. Denne artikel indskrænker ikke anvendelsen af forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger eller af direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor.

5. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 109 med henblik på at specificere de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder bestemmelser om, under hvilke forhold og efter hvilke procedurer der skal foretages indberetninger, og om hvordan indberetningerne skal udformes. De delegerede retsakter skal i videst muligt omfang baseres på europæiske og internationale standarder og er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager supplerende krav med henblik på at opfylde målene i stk. 1 og 2. De første af sådanne delegerede retsakter vedtages senest den [indsæt dato].

5a. ENISA udstikker senest den [dato] efter høring af interesserede parter og i nært samarbejde med Kommissionen og BEREC retningslinjer vedrørende minimumskrav og fælles tilgange til sikkerheden i net og tjenester og fremme af anvendelsen af end-to-end-kryptering med henblik på at bidrage til en ensartet anvendelse af foranstaltninger til sikring af net og tjenester.

Artikel 41

Gennemførelse og håndhævelse

1. Medlemsstaterne sikrer med henblik på gennemførelsen af artikel 40, at de kompetente myndigheder har beføjelse til at pålægge udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, bindende instrukser, bl.a. om hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at forebygge eller afhjælpe en hændelse, og om gennemførelsesfrister.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har beføjelse til at pålægge udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, at:

  a) forelægge de oplysninger, der nødvendige for at vurdere sikkerheden og integriteten i deres tjenester og net, herunder en dokumenteret sikkerhedspolitik og

  b) forelægge en sikkerhedsrevision udført af et kvalificeret uafhængigt organ eller en kompetent myndighed og stille resultaterne heraf til rådighed for den kompetente myndighed. Udgifterne til revisionen afholdes af virksomheden.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder har de nødvendige beføjelser til at undersøge tilfælde af manglende opfyldelse af kravene samt virkningerne for nettenes og tjenesternes sikkerhed.

4. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder med henblik på gennemførelsen af artikel 40 har beføjelse til at indhente bistand fra enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser, ("CSIRT'er") jf. artikel 9 i direktiv 2016/1148/EU, vedrørende spørgsmål, der falder ind under disse enheders opgaver i henhold til bilag I, punkt 2, i nævnte direktiv.

5. De kompetente myndigheder skal, hvor det er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med national ret, rådføre sig og samarbejde med de relevante nationale retshåndhævende myndigheder, de kompetente myndigheder som defineret i artikel 8, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/1148 og de nationale databeskyttelsesmyndigheder.

DEL II. NET

AFSNIT I: MARKEDSADGANG OG UDRULNING

Artikel 42

Afgifter for brugsrettigheder til radiofrekvenser og tilladelser til installation af faciliteter

Medlemsstaterne kan give den kompetente myndighed tilladelse til at opkræve afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller for tilladelser til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, der anvendes til levering af elektroniske kommunikationstjenester eller -netværk og tilhørende faciliteter, som sikrer, at disse ressourcer udnyttes optimalt. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne afgifter er ikkediskriminerende, transparente, objektivt begrundede og forholdsmæssigt afpassede efter det tilsigtede formål og tager hensyn til målene i artikel 3, 4 og 45, stk. 2, samt at:

a)  de er tjeneste- og teknologineutrale, at de kun er genstand for begrænsninger i overensstemmelse med artikel 45, stk. 4 og 5, at de fremmer en effektiv brug af frekvenser og maksimerer den sociale og økonomiske nytteværdi af frekvenser

b)  de tager hensyn til behovet for at fremme udviklingen af innovative tjenester og

c)  de tager hensyn til eventuelle alternative anvendelser af ressourcerne.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de mindstepriser, der fastsættes for brugsret til radiofrekvenser, tager hensyn til værdien af rettighederne i forbindelse med deres eventuelle alternative brug og afspejler de ekstraomkostninger, der følger af de betingelser, der er knyttet til denne ret for at opfylde målene i artikel 3, 4 og 45, stk. 2, såsom dækningsforpligtelser, der falder uden for normale forretningsmæssige standarder ▌.

3. Medlemsstaterne anvender betalingsmetoder i forbindelse med de faktiske radiofrekvenser, som ikke medfører urimelige byrder for eventuelle ekstra investeringer i net og tilhørende faciliteter, der er nødvendige for den effektive brug af radiofrekvenserne og ydelsen af tilhørende tjenester.

4. Medlemsstaterne sikrer, at såfremt kompetente myndigheder pålægger afgifter, skal de tage hensyn til andre afgifter eller administrative omkostninger, der er knyttet til den generelle tilladelse eller brugsret i henhold til nærværende direktiv, således at der ikke skabes unødige finansielle byrder for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og således, at der skabes incitament til en optimal brug af de tildelte ressourcer.

5. Afgiftspålæggelsen i henhold til denne artikel skal være i overensstemmelse med kravene i artikel 23 og, hvor det er relevant, artikel 35, artikel 48, stk. 6, og artikel 54.

KAPITEL I

ADGANG TIL JORD

Artikel 43

Tilladelse til at installere faciliteter

1. Medlemsstaterne sikrer, at en kompetent myndighed ved behandlingen af

–  en ansøgning om tilladelse til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom til en virksomhed, der har tilladelse til at udbyde offentlige kommunikationsnet, eller

–  en ansøgning om tilladelse til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom til en virksomhed, der har tilladelse til at udbyde ikke offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet,

skal:

–  handle på grundlag af enkle, effektive, transparente og offentligt tilgængelige procedurer, som anvendes uden diskrimination og uden forsinkelse, og under alle omstændigheder træffe afgørelse inden seks måneder, efter at ansøgningen er modtaget, undtagen i tilfælde af ekspropriation, og

–  følge principperne om transparens og ikkediskrimination, når der knyttes vilkår til sådanne rettigheder.

Ovenstående procedurer kan variere alt efter, om ansøgeren udbyder offentlige kommunikationsnet eller ej.

2. Medlemsstaterne sikrer, at der i sådanne tilfælde, hvor offentlige eller lokale myndigheder stadig ejer eller kontrollerer virksomheder, der driver offentlige elektroniske kommunikationsnet og/eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, sker en reel organisatorisk adskillelse mellem den i stk. 1 omhandlede rettighedstildelingsfunktion og aktiviteterne i forbindelse med ejerskab og kontrol.

2a. Medlemsstaterne udpeger eller opretter en effektiv mekanisme, som gør det muligt for virksomheder at påklage afgørelser om tildeling af tilladelse til at installere faciliteter til et organ, som er uafhængigt af de involverede parter. Dette organ træffer sin afgørelse inden for en rimelig frist.

Artikel 44

Samhusning og delt brug af netelementer og tilhørende faciliteter for udbydere af elektroniske kommunikationsnet

1. Hvis en udbyder i henhold til national lovgivning har udøvet retten til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, eller har påberåbt sig en procedure for ekspropriation af eller brugsret til ejendom, skal de kompetente nationale myndigheder skulle stille krav om samhusning og delt brug af installerede netelementer og tilhørende faciliteter for at beskytte miljøet, folkesundheden og den offentlige sikkerhed eller for at opfylde målene for by- og landsplanlægningen. Krav om samhusning eller delt brug af installerede netelementer og faciliteter og delt brug af ejendom kan kun pålægges efter en offentlig høring af passende varighed, i løbet af hvilken alle interesserede parter skal have mulighed for at udtrykke deres holdninger, og kun inden for de specifikke områder, hvor en sådan delt brug skønnes nødvendig af hensyn til målene i denne artikel. De kompetente myndigheder skal kunne stille krav om delt brug af sådanne faciliteter eller sådan ejendom, herunder bl.a. jord, bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, mandehuller og skabe eller foranstaltninger, som fremmer koordineringen af offentlige anlægsarbejder. Om nødvendigt skal de nationale tilsynsmyndigheder fastsætte regler for fordeling af omkostninger ved delt brug af faciliteter eller ejendom og ved koordinering af anlægsarbejder.

2. Foranstaltninger, som en kompetent myndighed træffer i overensstemmelse med denne artikel, skal være objektive, transparente, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpassede. Sådanne foranstaltninger gennemføres, hvor det er relevant, i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder.

KAPITEL II

ADGANG TIL RADIOFREKVENSER

AFSNIT 1 TILLADELSER

Artikel 45

Forvaltning af radiofrekvenser

1. Under behørig hensyntagen til det forhold, at radiofrekvenser er et offentligt gode, som har en vigtig social, kulturel og økonomisk værdi, sikrer medlemsstaterne, at radiofrekvenserne til elektroniske kommunikationstjenester og -net forvaltes effektivt på deres område i overensstemmelse med artikel 3 og 4. De sikrer, at de kompetente myndigheders allokering af radiofrekvenser til brug for elektroniske kommunikationstjenester og -net og udstedelse af generelle tilladelser eller individuelle rettigheder til at anvende sådanne radiofrekvenser bygger på objektive, transparente, konkurrencefremmende, ikkediskriminerende og forholdsmæssige kriterier.

Når medlemsstaterne anvender denne artikel, overholder de relevante internationale aftaler, herunder ITU's radioreglement, og andre aftaler, der er vedtaget inden for rammerne af ITU, og kan tage hensyn til almene interesser.

2. Medlemsstaterne fremmer harmoniseringen af frekvensanvendelsen i Unionen på en måde, der tilgodeser behovet for en virkningsfuld og effektiv udnyttelse og sikrer forbrugerne konkurrence og andre fordele, f.eks. stordriftsfordele og tjenesternes og nettenes interoperabilitet. I denne forbindelse handler de i overensstemmelse med artikel 4 og med beslutning 676/2002/EF ved bl.a. at:

a)  sikre, at deres nationale område og befolkning har dækning af høj kvalitet og hastighed, både indendørs og udendørs, samt dækning af større nationale og europæiske transportveje, bl.a. det transeuropæiske transportnet som defineret i forordning (EU) nr. 1315/2013

b)  sikre, at områder, som ligner hinanden, især hvad angår udrulning af net eller befolkningstæthed, underlægges de samme dækningsbetingelser

c)  fremme en hurtig udvikling i Unionen af nye trådløse kommunikationsteknologier og -applikationer, herunder, hvis det er hensigtsmæssigt, på tværs af sektorer

ca)   sikre forudsigelighed og sammenhæng i tildelingen, forlængelsen, ændringen, begrænsningen og tilbagekaldelsen af rettigheder for at fremme langsigtede investeringer

d)  sikre forebyggelse af grænseoverskridende eller national skadelig interferens i henhold til henholdsvis artikel 28 og 46 og træffe passende foregribende og afhjælpende foranstaltninger med henblik herpå

e)  fremme delt brug af radiofrekvenser mellem ens og/eller forskellig brug af frekvenser ved behørigt etablerede regler og betingelser for delt brug, herunder beskyttelsen af gældende brugsret, i overensstemmelse med EU-retten

f)  anvende det mest hensigtsmæssige og mindst kostbare tilladelsessystem, der er muligt, i overensstemmelse med artikel 46 på en måde, der maksimerer fleksibilitet, delt brug og effektivitet i brugen af radiofrekvenser

g)  sikre, at reglerne for tildeling, overdragelse, forlængelse og tilbagekaldelse af brugsretten til radiofrekvenser er klart og tydeligt defineret og anvendt for at sikre forudsigelighed og sammenhæng i reguleringen

h)  sikre sammenhæng og forudsigelighed i hele Unionen med hensyn til måden, hvorpå brugen af radiofrekvenser tillades, når det gælder beskyttelse af folkesundheden mod skadelige elektromagnetiske felter.

Når Kommissionen vedtager tekniske harmoniseringsforanstaltninger i henhold til beslutning nr. 676/2002/EF, skal den under nøje hensyntagen til udtalelsen fra Frekvenspolitikgruppen vedtage en gennemførelsesforanstaltning, hvoraf det fremgår, om rettigheder i et harmoniseret frekvensbånd i henhold til artikel 46 i nærværende direktiv skal være omfattet af en generel tilladelse eller af individuelle brugsrettigheder. Disse gennemførelsesforanstaltninger vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4.

Når Kommissionen overvejer at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 39, skal den søge Frekvenspolitikgruppens råd hvad angår følgerne af eventuelle standarder eller specifikationer til brug for koordinering og harmonisering af samt rådighed over radiofrekvenser. Kommissionen tager nøje hensyn til Frekvenspolitikgruppens råd i forbindelse med eventuelle efterfølgende trin.

3. I tilfælde af manglende national eller regional efterspørgsel på brugen af et harmoniseret frekvensbånd, når det gøres tilgængeligt til anvendelse i overensstemmelse med og med forbehold af en harmoniseringsforanstaltning, der er vedtaget i henhold til direktiv nr. 676/2002/EF, kan medlemsstaterne tillade en alternativ brug af hele eller dele af frekvensbåndet, herunder den gældende brug, i overensstemmelse med stk. 4 og 5, forudsat at:

a)  konstateringen af den manglende efterspørgsel på brugen af det harmoniserede frekvensbånd bygger på en offentlig høring i overensstemmelse med artikel 23, herunder en fremadskuende vurdering af markedsefterspørgslen

b)  at en sådan alternativ anvendelse ikke lægger hindringer i vejen for rådigheden over eller brugen af det harmoniserede frekvensbånd i andre medlemsstater og

c)  den pågældende medlemsstat tager behørigt hensyn til rådigheden over eller brugen af det harmoniserede frekvensbånd i Unionen og til stordriftsfordele for udstyr, som skyldes brugen af det harmoniserede frekvensbånd i Unionen.

Alternativ brug må kun tillades undtagelsesvist, hvis der ikke er nogen efterspørgsel på markedet efter frekvensbåndet på det tidspunkt, hvor det første gang stilles til rådighed for brugerne. Enhver beslutning om at tillade alternativ brug undtagelsesvist skal være genstand for revision hvert tredje år eller straks på en potentiel brugers anmodning til den kompetente myndighed med ansvar for brugen af frekvensbåndet i overensstemmelse med harmoniseringsforanstaltningen. Medlemsstaten meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater den afgørelse, der træffes, samt resultatet af en eventuel revision og sin begrundelse.

4. Medmindre andet gælder i medfør af andet afsnit, sikrer medlemsstaterne, at alle typer teknologi, der anvendes til elektroniske kommunikationstjenester eller -net, kan anvendes i de frekvensbånd, der er erklæret til rådighed for elektroniske kommunikationstjenester i deres nationale frekvensplan og i overensstemmelse med EU-retten.

Medlemsstaterne kan dog kun fastsætte forholdsmæssigt afpassede og ikkediskriminerende begrænsninger for, hvilke typer af teknologi i forbindelse med radionet eller trådløs adgang der anvendes til elektroniske kommunikationstjenester, hvor dette er nødvendigt for at:

a) undgå skadelig interferens

  b) beskytte folkesundheden mod elektromagnetiske felter, idet der tages nøje hensyn til Rådets henstilling nr. 1999/519/EF[40]

  c) sikre tjenesters tekniske kvalitet

  d) sikre mest mulig fælles brug af radiofrekvenser ▌ i overensstemmelse med EU-retten

  e) sikre effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne eller

  f) sikre opfyldelse af en almennyttig målsætning i overensstemmelse med stk.

5. Medmindre andet gælder i medfør af andet afsnit, sikrer medlemsstaterne, at alle typer teknologi, der anvendes til elektroniske kommunikationstjenester, kan anvendes i de radiofrekvenser, der er erklæret til rådighed for elektroniske kommunikationstjenester i deres nationale frekvensplan og i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne kan dog fastsætte forholdsmæssige og ikkediskriminerende begrænsninger for, hvilke typer elektroniske kommunikationstjenester der kan udbydes, herunder om nødvendigt for at opfylde en forpligtelse under ITU-radioreglementet.

Foranstaltninger, der kræver, at en elektronisk kommunikationstjeneste udbydes i et bestemt frekvensbånd afsat til elektroniske kommunikationstjenester, skal være begrundet i hensynet til at sikre, at en almennyttig målsætning opfyldes som fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten; det kan bl.a. dreje sig om følgende:

a) menneskers sikkerhed

  b) fremme af social, regional eller territorial samhørighed

  c) forebyggelse af ineffektiv udnyttelse af radiofrekvenser eller ▌

  d) fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed og mediepluralisme, f.eks. ved at udbyde radio- og tv-tjenester.

da) fremme af konnektivitet af meget høj kvalitet langs større transportveje.

En foranstaltning, der hindrer, at en hvilken som helst anden elektronisk kommunikationstjeneste udbydes i et bestemt frekvensbånd, skal være begrundet ud fra nødvendigheden af at beskytte livskritiske tjenester. Medlemsstaterne kan også undtagelsesvist udvide en sådan foranstaltning for at opfylde andre almennyttige målsætninger som fastlagt af Unionen eller af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten.

6. Medlemsstaterne foretager jævnligt en vurdering af, om de begrænsninger, der er indført i medfør af stk. 4 og 5, fortsat er nødvendige, og de offentliggør resultaterne af disse vurderinger.

7. Restriktioner, der blev indført inden den 25. maj 2011, skal være i overensstemmelse med stk. 4 og 5, fra datoen for nærværende direktivs anvendelse.

Artikel 46

Tilladelse til brug af radiofrekvenser

1. Medlemsstaterne skal træffe afgørelse om den bedst egnede ordning for tilladelse til brugen af radiofrekvenser for at lette brugen af radiofrekvenser, herunder delt brug, inden for rammerne af generelle tilladelser, og begrænse tildelingen af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, hvor det måtte være nødvendigt med henblik på at:

a)  ▌

b)  undgå eller beskytte mod skadelig interferens

c)  ▌

d)  ▌sikre kommunikationens eller tjenesternes tekniske kvalitet

e)  opfylde andre almennyttige målsætninger, som medlemsstaterne definerer i overensstemmelse med EU-retten.

ea)  sikre effektiv udnyttelse af frekvenserne.

Medlemsstaterne overvejer i givet fald muligheden for at tillade brugen af radiofrekvenser på grundlag af en kombination af en generel tilladelse og individuelle brugsrettigheder, under hensyntagen til de sandsynlige virkninger for konkurrencen, innovationen og markedsadgangen for forskellige kombinationer og gradvis overførsel fra den ene kategori til den anden.

–  ▌

–  ▌

–  ▌

–  ▌

Medlemsstaterne minimerer begrænsninger for brugen af radiofrekvenser ved fuldt ud at tage hensyn til teknologiske løsninger, der kan håndtere skadelig interferens, med henblik på at indføre den mindst ressourcekrævende tilladelsesordning som muligt.

2. Medlemsstaterne sikrer, at reglerne og betingelserne for den delte brug af radiofrekvenserne, hvis delt brug anvendes, er klart beskrevet og konkret specificeret i tilladelserne. Disse regler og betingelser skal lette effektiv anvendelse, konkurrence og innovation og omfatte fair og ikkediskriminerende engrosadgangsbetingelser.

3. Kommissionen skal under nøje hensyntagen til udtalelsen fra Frekvenspolitikgruppen vedtage gennemførelsesforanstaltninger vedrørende anvendelsen af de kriterier, regler og betingelser, der er omhandlet i stk. 1 og 2, med hensyn til harmoniserede radiofrekvenser. Den vedtager disse foranstaltninger efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4. Disse foranstaltninger vedtages senest den [indsæt dato].

Artikel 47

Betingelser knyttet til generelle tilladelser og til retten til brug af radiofrekvenser

1. De kompetente myndigheder knytter betingelser til de individuelle rettigheder og generelle tilladelser til brug af radiofrekvenser i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, på en måde, der sikrer, at de parter, der nyder godt af den generelle tilladelse, indehaverne af individuelle rettigheder eller tredjepart, til hvem en individuel rettighed er solgt eller udlejet, bruger radiofrekvenserne optimalt og effektivt. De definerer klart sådanne betingelser, herunder hvilken brug der kræves og muligheden for at sælge og udleje i forbindelse med denne forpligtelse, for at sikre, at betingelserne opfyldes i overensstemmelse med artikel 30. For så vidt angår individuelle rettigheder skal sådanne betingelser være klart defineret inden tildelingen, indgåelsen eller fornyelsen. Betingelserne kan ændres af den kompetente myndighed i midtvejsevalueringen, hvis det er nødvendigt for at opfylde målene af almen interesse i overensstemmelse med artikel 3. Betingelser, der er knyttet til forlængelsen af en brugsret til radiofrekvenser, må ikke give aktuelle indehavere af en sådan ret urimelige fordele.

Sådanne procedurer skal specificere alle gældende parametre, herunder perioden til at tage rettighederne i brug, hvis manglende overholdelse giver den kompetente myndighed ret til at tilbagekalde brugsretten eller pålægge andre foranstaltninger såsom delt brug.

For at maksimere den effektive radiofrekvensudnyttelse skal den kompetente myndighed, når den fastlægger, hvilken mængde og type radiofrekvenser der skal tildeles, især tage hensyn til:

a. muligheden for at kombinere supplerende frekvensbånd i en tildelingsproces og

b. relevansen af radiofrekvensblokkenes størrelse eller af muligheden for at kombinere sådanne blokke i forbindelse med eventuel brug heraf, idet der navnlig ses på helt nye kommunikationssystemers behov.

De kompetente myndigheder hører og underretter interesserede parter om, hvilke betingelser der er knyttet til individuelle brugsrettigheder og generelle tilladelser, i god tid før betingelserne indføres. De fastlægger på forhånd kriterierne for at vurdere, om betingelserne er opfyldt, og underretter de interesserede parter klart og tydeligt herom.

2. Når de kompetente myndigheder knytter betingelser til individuelle rettigheder til radiofrekvenser, kan de tillade delt brug af passiv eller aktiv infrastruktur eller af radiofrekvenser samt kommercielle roamingaftaler, eller fælles udrulning af infrastruktur til levering af tjenester eller net, som er afhængig af brugen af radiofrekvenser, især med henblik på at sikre effektiv brug af radiofrekvenser eller at fremme dækning. De betingelser, der er knyttet til brugsretten, må ikke forhindre delt brug af radiofrekvenser. Virksomhedernes opfyldelse af de betingelser, der er tilknyttet ifølge dette stykke, forbliver omfattet af konkurrenceretten.

3. Kommissionen skal vedtage gennemførelsesforanstaltninger for at præcisere retningslinjerne for anvendelsen af de betingelser, som medlemsstaterne kan knytte til tilladelser til brug af harmoniserede radiofrekvenser i henhold til stk. 1 og 2, med undtagelse af de afgifter, der er omhandlet i artikel 42.

Med hensyn til dækningskravene i del D i bilag I skal gennemførelsesforanstaltningerne begrænses til at præcisere, hvilke kriterier der skal anvendes af den kompetente myndighed til af definere dækningsforpligtelser og måle opfyldelsen deraf, idet der tages hensyn til ligheder mellem regionale geografiske egenskaber, befolkningstæthed, økonomisk udvikling eller etablering af net til bestemte former for elektronisk kommunikation og efterspørgslens udvikling. Gennemførelsesforanstaltningerne må ikke omfatte definitionen på bestemte dækningsforpligtelser.

Gennemførelsesforanstaltningerne skal vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4, idet der nøje tages hensyn til udtalelser fra Frekvenspolitikgruppen. Disse foranstaltninger vedtages senest den [indsæt dato].

AFSNIT 2 BRUGSRET

Artikel 48

Tildeling af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser

1. Hvor det er nødvendigt at tildele individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, tildeler medlemsstaterne efter anmodning sådanne rettigheder til enhver virksomhed med henblik på udbud af net eller tjenester i henhold til den generelle tilladelse, der er omhandlet i artikel 12, med forbehold af artikel 13, 54 og 21, stk. 1, litra c), og andre regler til sikring af en effektiv anvendelse af disse ressourcer i overensstemmelse med nærværende direktiv.

2. Med forbehold af særlige kriterier og procedurer, som medlemsstaterne fastsætter for tildeling af brugsret til radiofrekvenser til udbydere af radio- eller tv-indholdstjenester med henblik på at forfølge almennyttige målsætninger under overholdelse af EU-retten, tildeles brugsrettighederne til radiofrekvenser gennem åbne, objektive, transparente, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpassede procedurer, og, for så vidt angår radiofrekvenser, i overensstemmelse med artikel 45.

3. Der kan gøres undtagelse fra kravet om åbne procedurer, hvor det er nødvendigt, at en udbyder af radio- eller tv-indholdstjenester tildeles individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, for at udbyderen kan opfylde en almennyttig målsætning, som Unionen eller medlemsstaterne har fastlagt i overensstemmelse med EU-retten.

4. De kompetente myndigheder behandler ansøgninger om individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser i forbindelse med udvælgelsesprocedurer på grundlag af objektive, transparente, forholdsmæssigt afpassede og ikkediskriminerende udvælgelseskriterier, som fastlægges på forhånd og afspejler de betingelser, der knytter sig til de givne rettigheder. De skal kunne anmode ansøgere om alle oplysninger, der er nødvendige for på grundlag af de givne kriterier at kunne vurdere ansøgerens evne til at opfylde betingelserne. Hvis myndigheden på grundlag af vurderingen konkluderer, at ansøgeren ikke har de fornødne forudsætninger, skal den træffe en behørigt begrundet afgørelse herom.

5. Når medlemsstaterne tildeler brugsrettigheder, angiver de, om rettighedshaveren kan overdrage eller udleje disse rettigheder, og på hvilke betingelser. For så vidt angår radiofrekvenser skal sådanne bestemmelser være i overensstemmelse med artikel 45 og 51 i nærværende direktiv.

6. Afgørelser vedrørende brugsret træffes, meddeles og offentliggøres hurtigst muligt, efter at den nationale tilsynsmyndighed har modtaget den fuldstændige ansøgning, og inden seks uger for så vidt angår radiofrekvenser, der er erklæret til rådighed for elektroniske kommunikationstjenester i deres nationale frekvensplan. Denne frist berører ikke gældende internationale aftaler om brug af radiofrekvenser eller satellitbanepositioner.

Artikel 49

Rettighedernes gyldighedsperiode

1. Hvis medlemsstaterne tillader brugen af radiofrekvenser gennem individuelle brugsrettigheder med en begrænset gyldighedsperiode, skal de sikre, at tilladelsen gives for en periode, der er rimelig i betragtning af det forfulgte mål under behørig hensyntagen til nødvendigheden af at sikre konkurrence samt en effektiv brug og fremme effektive investeringer, herunder ved at tillade en passende periode til amortisation af investeringen, og innovation.

2. Hvis medlemsstaterne tildeler brugsrettigheder til harmoniserede radiofrekvenser med en begrænset gyldighedsperiode, skal disse brugsrettigheder til harmoniserede radiofrekvenser, jf. artikel 47, være gyldige i mindst 25 år og være genstand for en midtvejsrevision senest ti år efter tildelingen af brugsrettigheder, med undtagelse af midlertidige rettigheder, midlertidig forlængelse af rettigheder i henhold til stk. 3 og rettigheder til sekundær brug i harmoniserede frekvensbånd.

Brugsrettighederne kan trækkes tilbage eller tilpasses af medlemsstaterne efter denne midtvejsvurdering, såfremt sådanne rettigheder forhindrer:

a)  at der sikres en effektiv og virkningsfuld brug af radiofrekvenser, navnlig i lyset af den teknologiske udvikling og markedsudviklingen

b)  at der forfølges et mål af almen interesse såsom opfyldelsen af Unionens konnektivitetsmål eller

c)  at der organiseres og anvendes radiofrekvenser med henblik på sikring af offentlig orden, offentlige sikkerhedsformål og forsvar.

Brugsrettighederne tilbagekaldes først efter en overgangsperiode.

3. Medlemsstaterne kan forlænge brugsrettigheders gyldighedsperiode for en kort periode for sikre, at rettigheder i et eller flere frekvensbånd udløber samtidigt.

Artikel 50

Forlængelse af rettigheder

1. Uden at det berører forlængelsesklausuler, der finder anvendelse på eksisterende rettigheder, tager de kompetente myndigheder stilling til en given forlængelse på eget initiativ eller på anmodning af rettighedshaveren ▌.

2. ▌

3. Når de kompetente myndigheder tager stilling til, om individuelle brugsrettigheder til harmoniserede radiofrekvenser:

a) giver alle interesserede parter, herunder brugere og forbrugere, mulighed for at tilkendegive deres holdning ved hjælp af en offentlig høring i overensstemmelse med artikel 23 og

b) tage hensyn til følgende:

i.  opfyldelsen af målene i artikel 3, artikel 45, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, samt offentlige politiske mål i national ret eller EU-retten

ii.  gennemførelsen af en foranstaltning, der er vedtaget i henhold til artikel 4 i beslutning nr. 676/2002/EF

iii.  kontrol af den korrekte opfyldelse af de betingelser, der er knyttet til den pågældende ret

iv.  behovet for at fremme konkurrence eller undgå forvridning heraf i medfør af artikel 52

v.  behovet for at effektivisere brugen af radiofrekvenser i lyset af den teknologiske udvikling eller markedsudviklingen

vi.  behovet for at undgå alvorlige driftsforstyrrelser

vii.  efterspørgslen fra andre virksomheder end dem, som har brugsrettigheder til frekvenser i det pågældende bånd

viii.  behovet for at begrænse antallet af rettigheder i overensstemmelse med artikel 46.

▌

Mindst tre år inden udløbet af de rettigheder, der er omfattet, træffer den kompetente myndighed afgørelse om, hvorvidt de eksisterende rettigheder skal fornys på grundlag af resultatet af den offentlige høring og revisionen af overvejelserne i henhold til afsnit 3, litra b), og begrunder sin afgørelse i overensstemmelse hermed.

Hvis den kompetente myndighed træffer afgørelse om, at frekvensrettighederne ikke skal fornyes, og at antallet af rettigheder skal begrænses, tildeler den kompetente myndighed rettighederne i henhold til artikel 54.

Artikel 51

Overdragelse eller udlejning af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser

1. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder kan overdrage eller udleje individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser ▌til andre virksomheder ▌.

▌

▌

▌

2. Medlemsstaterne sikrer, at en virksomheds planer om at overdrage brugsrettigheder til radiofrekvenser samt den faktiske overdragelse heraf i overensstemmelse med nationale procedurer meddeles den nationale tilsynsmyndighed og den kompetente myndighed, der er ansvarlig for tildeling af individuelle brugsrettigheder, og offentliggøres gennem optagelse på det register, der føres i henhold til stk. 3. Hvis radiofrekvensanvendelsen er blevet harmoniseret ved anvendelse af frekvenspolitikbeslutningen eller andre EU-foranstaltninger, skal en sådan overdragelse være i overensstemmelse med den harmoniserede brug.

3. Medlemsstaterne tillader overdragelse eller udlejning af brugsrettigheder til radiofrekvenser, hvis de oprindelige betingelser, der er knyttet til brugsretten, fastholdes. Med forbehold af behovet for at sikre, at der ikke forekommer konkurrenceforvridning, navnlig i henhold til artikel 52 i nærværende direktiv, påhviler det medlemsstaterne:

a)  at underkaste overdragelser og udlejninger den mindst omkostningsfulde procedure

b)  ikke at nægte udlejning af brugsrettigheder til radiofrekvenser, når udlejer forpligter sig til fortsat at være ansvarlig for at opfylde de betingelser, der oprindeligt blev knyttet til brugsretten

c)  ikke at nægte overdragelsen af brugsrettigheder til radiofrekvenser, medmindre der er en klar risiko for, at den nye indehaver ikke er i stand til at opfylde betingelserne for brugsretten

ca)  ikke at nægte en overdragelse eller udlejning til en eksisterende indehaver af brugsrettigheder til radiofrekvenser.

Administrative afgifter, som virksomheder pålægges i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om overdragelse eller leasing af brugsrettigheder til radiofrekvenser, må i alt kun dække de administrative omkostninger, herunder dermed forbundne skridt, der er nødvendige i forbindelse med behandlingen af ansøgningen, og er i overensstemmelse med artikel 16.

Litra a)-ca) berører ikke medlemsstaternes kompetence til at håndhæve overholdelsen af de betingelser, der er knyttet til brugsretten, til enhver tid, både hvad angår udlejer og lejer, i henhold til deres nationale lovgivning.

De kompetente myndigheder fremmer overdragelsen eller udlejningen af brugsretten til radiofrekvensen ved rettidigt at behandle anmodninger om at tilpasse de betingelser, der er knyttet til retten, og ved at sikre, at rettighederne eller radiofrekvenserne, som er knyttet dertil, så vidt muligt kan deles eller opsplittes.

De kompetente myndigheder stiller med henblik på overdragelse eller udleje af brugsrettigheder til radiofrekvenser alle oplysninger vedrørende individuelle rettigheder, der kan handles, offentligt tilgængeligt i en standardiseret elektronisk format, når rettighederne er tildelt, og ajourfører oplysningerne, så længe rettighederne eksisterer.

4. Kommission skal vedtage passende gennemførelsesforanstaltninger med henblik på at udpege de frekvensbånd, inden for hvilke brugsrettigheder til radiofrekvenser kan overdrages eller udlejes mellem virksomheder. Disse foranstaltninger dækker ikke frekvenser, der anvendes til radio- og tv-transmission.

Disse tekniske gennemførelsesforanstaltninger vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4. Disse foranstaltninger vedtages senest den [indsæt dato].

Artikel 52

Konkurrence

1. De nationale tilsynsmyndigheder fremmer effektiv konkurrence og undgår konkurrenceforvridning på det indre marked, når de træffer afgørelse om tildelingen, ændringen eller forlængelsen af brugsrettigheder til radiofrekvenser til elektroniske kommunikationstjenester og -net i henhold til direktivet.

2. Når medlemsstaterne tildeler, ændrer eller forlænger rettigheder til radiofrekvenser, skal deres nationale tilsynsmyndigheder tage størst muligt hensyn til retningslinjerne for markedsanalyse og vurderingen af en stærk markedsposition, som offentliggøres af Kommissionen i henhold til artikel 62, stk. 2, foretage en objektiv og fremadskuende vurdering af markedets konkurrencemæssige forhold, og kun træffe én af de foranstaltninger, der er fastsat i litra a)-e), når en sådan foranstaltning er nødvendig for at bevare eller skabe effektiv konkurrence:

a)  at begrænse mængden af radiofrekvenser, for hvilke der tildeles brugsrettigheder til en enkelt virksomhed, eller under ekstraordinære omstændigheder at knytte betingelser til sådanne brugsrettigheder, såsom at der skal være engrosadgang eller national eller regional roaming i visse frekvensbånd eller visse grupper af frekvensbånd med ensartede egenskaber

b)  om nødvendigt af hensyn til en særlig situation på det nationale marked at reservere en bestemt del af frekvensbåndet eller gruppen af frekvensbånd til nye aktører på markedet

c)  at nægte at tildele nye brugsrettigheder til radiofrekvenser eller tillade ny brug af radiofrekvenser i bestemte frekvensbånd, eller ved at knytte betingelser til tildelingen af sådanne brugsrettigheder til radiofrekvenser eller til tilladelsen af ny brug af radiofrekvenser med henblik på at undgå, at en tildeling, overdragelse eller akkumulering af brugsrettigheder fører til konkurrenceforvridning

d)  at forbyde eller knytte betingelser til overdragelsen af brugsrettigheder til radiofrekvenser, som ikke er omfattet af fusionskontrol på nationalt plan eller EU-plan, i tilfælde hvor en sådan overdragelse sandsynligvis vil skade konkurrencen væsentligt

e)  at ændre gældende rettigheder i overensstemmelse med direktivet, hvis dette er nødvendigt for efterfølgende at rette op på den konkurrenceforvridning, der er opstået som følge af overdragelse eller akkumulering af brugsrettigheder til radiofrekvenser.

▌

3. Når de nationale tilsynsmyndigheder anvender stk. 2, skal de handle efter procedurerne i direktivets artikel 18, 19, 23 og 35.

AFSNIT 3 PROCEDURER

Artikel 53

Koordineret tidsplan for tildelinger

Med henblik på at sikre effektiv og koordineret brug af harmoniserede radiofrekvenser i Unionen og under behørig hensyntagen til de forskellige nationale markedssituationer skal Kommissionen ved en gennemførelsesforanstaltning:

a)  fastsætte en eller om nødvendigt flere fælles datoer for, hvornår brugen af bestemte harmoniserede radiofrekvensbånd skal være tilladt

b)  såfremt det er nødvendigt at sikre en effektiv koordinering, vedtage overgangsforanstaltninger vedrørende gyldighedsperioden for rettigheder i henhold til artikel 49, såsom en forlængelse eller reduktion af deres gyldighedsperiode, for derved at tilpasse gældende rettigheder eller tilladelser til en sådan harmoniseret dato.

Gennemførelsesforanstaltningerne skal vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4, idet der nøje tages hensyn til udtalelser fra Frekvenspolitikgruppen. Disse foranstaltninger vedtages senest den [indsæt dato].

Artikel 54

Procedure for begrænsning af det antal brugsrettigheder til radiofrekvenser, der vil blive tildelt

1. Hvis en medlemsstat konkluderer, at brugsretten til en radiofrekvens ikke kan tildeles i henhold til artikel 46, og hvis den overvejer, om den skal begrænse det antal brugsrettigheder til radiofrekvenser, der skal tildeles, skal den med forbehold af gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 53, bl.a.:

  a) tydeligt angive grundene til, at brugsrettighederne begrænses, navnlig ved at tage fornødent hensyn til, at brugerne sikres de størst mulige fordele, og at konkurrencen fremmes og tage begrænsningen op til revision efter behov eller på begrundet anmodning af de berørte virksomheder

  b) give alle interesserede parter, bl.a. brugere og forbrugere, lejlighed til ved en offentlig høring at tilkendegive deres holdning til eventuelle begrænsninger i henhold til artikel 23. Hvad angår harmoniserede radiofrekvenser skal den offentlige høring indledes inden for seks måneder efter vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltningen i henhold til beslutning nr. 676/2002/EF, medmindre der af tekniske grunde deri kræves en længere frist.

2. Hvis en medlemsstat konkluderer, at antallet af brugsrettigheder skal begrænses, definerer og begrunder den klart de mål, som søges opfyldt med udvælgelsesproceduren, og kvantificerer dem om muligt, idet den tillægger nødvendigheden af at opfylde nationale og interne markedsmål behørig vægt. De mål, som medlemsstaterne fastsætter med henblik på at udforme den specifikke udvælgelsesprocedure, skal begrænses til en eller flere af følgende:

a) fremme af dækning

b) tjenester af den nødvendige kvalitet

c) fremme af konkurrence

d) fremme af innovation og virksomhedsudvikling og

e) sikring af, at afgifter fremmer optimal brug af radiofrekvenser i overensstemmelse med artikel 42.

Den nationale tilsynsmyndighed skal klart definere og begrunde valget af udvælgelsesproceduren, herunder eventuelt indledende trin med henblik på at få adgang til udvælgelsesproceduren. Den anfører også klart resultatet af eventuelle tilknyttede vurderinger af den konkurrencemæssige, den tekniske og den økonomiske situation på markedet samt årsagerne til den eventuelle brug og det eventuelle valg af foranstaltninger i henhold til artikel 35.

3. Medlemsstaterne offentliggør beslutninger om den valgte udvælgelsesprocedure og tilhørende elementer med tydelig angivelse af begrundelsen herfor, og hvordan der er taget hensyn til den foranstaltning, den nationale tilsynsmyndighed har vedtaget i overensstemmelse med artikel 35. De offentliggør også de betingelser, der vil blive knyttet til brugsretten.

4. Efter fastlæggelse af proceduren skal medlemsstaten indkalde ansøgninger om brugsret.

5. Hvis en medlemsstat konkluderer, at der kan tildeles yderligere brugsrettigheder til radiofrekvenser eller til en kombination af forskellige former for rettigheder, offentliggør den denne konklusion og indleder proceduren for tildeling af sådanne rettigheder under hensyntagen til avancerede metoder til beskyttelse mod skadelig interferens.

6. Hvis det er nødvendigt at begrænse tildelingen af brugsrettigheder til radiofrekvenser, tildeler medlemsstaterne sådanne rettigheder på grundlag af udvælgelseskriterier og en procedure fastlagt af deres nationale tilsynsmyndighed i henhold til artikel 35, som skal være objektive, transparente, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpassede. Alle udvælgelseskriterier af denne art skal i fornødent omfang tilgodese opfyldelsen af målene og kravene i artikel 3, 4, 28 og 45.

7. Kommissionen skal vedtage gennemførelsesforanstaltninger, der fastsætter betingelserne, med henblik på at koordinere medlemsstaternes opfyldelse af forpligtelserne i stk. 1-3. Gennemførelsesforanstaltningerne skal vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4, idet der nøje tages hensyn til udtalelser fra Frekvenspolitikgruppen. Disse foranstaltninger vedtages senest den [indsæt dato].

8. Hvis der bruges konkurrenceprægede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer, kan medlemsstaterne forlænge den i artikel 48, stk. 6, omhandlede maksimumperiode på seks uger så meget, som det måtte være nødvendigt for at sikre, at sådanne procedurer er fair, rimelige, åbne og transparente for alle interesserede parter, dog højst med otte måneder, med forbehold af specifikke frister i henhold til artikel 53.

Disse tidsfrister berører ikke gældende internationale aftaler om anvendelse af radiofrekvenser og satellitvirksomhed.

9. Denne artikel berører ikke de i 1 artikel 51 i nærværende direktiv omhandlede overdragelser af brugsret til radiofrekvenser.

KAPITEL III

UDBREDELSE OG BRUG AF TRÅDLØST NETUDSTYR

Artikel 55

Adgang til radiobaseret lokalt datanet

1. De kompetente myndigheder tillader udbud af adgang via radiobaseret lokalt datanet til et offentligt kommunikationsnet samt brug af harmoniserede radiofrekvenser til dette udbud med forbehold af gældende betingelser i den generelle tilladelse.

Hvis et sådan udbud ikke er af kommerciel karakter eller blot er et supplement til en anden kommerciel aktivitet eller offentlig tjeneste, der ikke er afhængig af overførslen af signaler via disse net, er en virksomhed, offentlig myndighed eller slutbruger, som udbyder en sådan adgang, ikke omfattet af generelle tilladelser til udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i henhold til artikel 12, af forpligtelser vedrørende slutbrugeres rettigheder i henhold til afsnit III i del III i nærværende direktiv eller af forpligtelser til at sammenkoble deres net i henhold til artikel 59, stk. 1.

1a. Under alle omstændigheder finder artikel 12 i direktiv 2000/31/EU anvendelse.

2. De kompetente myndigheder må ikke forhindre udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester i at give offentligheden adgang til deres net gennem radiobaseret lokalt datanet, der kan befinde sig på slutbrugerens ejendom, forudsat at det sker i overensstemmelse med betingelserne i den generelle tilladelse, og at slutbrugeren forudgående har givet sit informerede samtykke.

3. De kompetente myndigheder sikrer, navnlig i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/120[41], at udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester ikke ensidigt begrænser:

a) slutbrugeres ret til at tilgå et radiobaseret lokalt datanet efter eget valg, som udbydes af tredjepart

b) slutbrugeres ret til at tillade andre slutbrugere gensidig eller en mere generel adgang til disse udbyderes net gennem radiobaserede lokale datanet, herunder på grundlag af tredjeparts initiativer, som samler forskellige slutbrugeres radiobaserede lokale datanet og gør dem offentligt tilgængelige.

Til dette formål skal udbydere af offentlige kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester stille produkter eller særlige tilbud, som gør det muligt for slutbrugerne at give tredjepart adgang til et radiobaseret lokalt datanet, til rådighed, og de skal aktivt tilbyde disse på en klar og gennemsigtig måde.

4. De kompetente myndigheder må ikke begrænse slutbrugeres ret til at tillade andre slutbrugere gensidig eller en mere generel adgang til deres radiobaserede lokale datanet, herunder på grundlag af tredjeparts initiativer, som samler forskellige slutbrugeres radiobaserede lokale datanet og gør dem offentligt tilgængelige.

5. De kompetente myndigheder må ikke begrænse udbuddet af adgang til radiobaserede lokale datanet til offentligheden:

a) gennem offentlige myndigheder på eller i umiddelbar nærhed af områder, der benyttes af sådanne offentlige myndigheder, når udbuddet er et supplement til de offentlige tjenester, der udbydes på de pågældende områder

b) gennem ikkestatslige organisationers eller offentlige myndigheders initiativer, der har til formål at samle forskellige slutbrugeres radiobaserede lokale datanet og stille dem til rådighed gensidigt eller mere generelt, herunder eventuelle radiobaserede lokale datanet, hvortil der gives offentlig adgang i overensstemmelse med litra a).

Artikel 56

Udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde

1. De kompetente myndigheder tillader udrulning, forbindelse og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der er diskrete, under den generelle tilladelsesordning og må ikke uberettiget begrænse denne udrulning, forbindelse eller drift gennem individuelle byplanlægningstilladelser eller på anden vis, hvor sådan en brug er i overensstemmelse med de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til stk. 2. De trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde må ikke gøres til genstand for afgifter eller omkostninger, der er større end den administrative omkostning, der kan knyttes til den generelle tilladelse i henhold til artikel 16.

Dette stykke finder anvendelse med forbehold af den tilladelsesordning for radiofrekvenser, der anvendes ved drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

2. Med henblik på at sikre en ensartet gennemførelse af den generelle tilladelsesordning for udrulning, forbindelse og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde kan Kommissionen ved en gennemførelsesretsakt specificere de tekniske egenskaber ved design, udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der som minimum skal overholde kravene i direktiv 2013/35/EU[42] og tage højde for de tærskelværdier, der er fastsat i Rådets henstilling nr. 1999/519/EF[43]. Kommissionen specificerer disse tekniske egenskaber ved at henvise til den maksimale størrelse, effekt, de elektromagnetiske egenskaber og den synlighed, som de udrullede trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde må have. Efterlevelsen af de specificerede egenskaber skal sikre, at trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde er diskrete, når de bruges i forskellig lokal sammenhæng.

De tekniske egenskaber, der specificeres med henblik på, at udrulning, forbindelse og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde kan være omfattet af stk. 1, berører ikke de væsentlige krav i direktiv 2014/53/EU[44].

Disse gennemførelsesforanstaltninger vedtages i henhold til undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4.

2a. Medlemsstaterne sikrer, om nødvendigt, i forbindelse med anvendelse af de procedurer, der er vedtaget i overensstemmelse med direktiv 2014/61, at udbyderne har ret til at få adgang til fysisk infrastruktur, som kontrolleres af offentlige nationale, regionale eller lokale myndigheder, og som er teknisk egnet til at hoste trådløse adgangspunkter for små områder, eller som er nødvendige for at forbinde sådanne adgangspunkter til et backbonenet, herunder vejudstyr som f.eks. master, vejskilte, trafiklys, skilte, bus, sporvognsstop og metrostationer. De offentlige myndigheder imødekommer alle rimelige anmodninger om adgang på rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, som skal offentliggøres på et centralt adgangspunkt. Enhver finansiel udgift afspejler kun omkostninger afholdt af den offentlige myndighed fra leveringen af en sådan adgang.

Artikel 56a

Tekniske bestemmelser om elektromagnetiske felter

De procedurer, der er fastlagt i direktiv (EU) 2015/1535, finder anvendelse på alle udkast til foranstaltninger fra medlemsstater, der pålægger strengere krav med hensyn til elektromagnetiske felter end dem, der er fastsat i Rådets henstilling nr. 1999/519/EF.

AFSNIT II: ADGANG

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER OG ADGANGSPRINCIPPER

Artikel 57

Generelle bestemmelser for adgang og samtrafik

1. Medlemsstaterne sikrer, at der ikke findes begrænsninger, som forhindrer virksomheder i samme medlemsstat eller i forskellige medlemsstater i indbyrdes at forhandle sig frem til tekniske og kommercielle aftaler om adgang og/eller samtrafik i overensstemmelse med EU-retten. Den virksomhed, der anmoder om netadgang eller samtrafik, behøver ikke indhente tilladelse til at drive virksomhed i den medlemsstat, hvor der anmodes om adgang eller samtrafik, såfremt den ikke udbyder tjenester og ikke driver et net i denne medlemsstat.

2. Med forbehold af artikel 106 undlader medlemsstaterne at opretholde love eller administrative forskrifter, som kræver, at udbydere ved etablering af adgang eller samtrafik skal tilbyde virksomheder forskellige vilkår og betingelser for tilsvarende tjenester, og/eller som opstiller forpligtelser, der ikke er forbundet med de tjenester i forbindelse med adgang og samtrafik, der faktisk leveres, jf. betingelserne i bilag I i dette direktiv.

Artikel 58

Rettigheder og pligter for virksomheder

1. Udbydere af offentlige kommunikationsnet har ret og, hvis andre virksomheder, der har en tilsvarende tilladelse i overensstemmelse med artikel 15 i dette direktiv, anmoder derom, også pligt til indbyrdes at forhandle sig frem til aftaler om samtrafik med henblik på at udbyde offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, så det sikres, at disse tjenester kan udbydes i hele Unionen, og at der er interoperabilitet. Udbydere skal tilbyde andre virksomheder adgang og samtrafik på vilkår og betingelser, der er i overensstemmelse med de forpligtelser, som pålægges af de nationale tilsynsmyndigheder i medfør af artikel 59, 60 og 66.

2. Med forbehold af artikel 21 i nærværende direktiv kræver medlemsstaterne, at virksomheder, der får oplysninger fra en anden virksomhed før, under eller efter forhandlingerne om adgangs- eller samtrafikaftaler, udelukkende anvender disse oplysninger til det formål, hvortil de er givet, og til enhver tid respekterer, at de oplysninger, der fremsendes eller opbevares, skal behandles fortroligt. De oplysninger, der modtages, må ikke videregives til anden side, og navnlig ikke til andre afdelinger, datterselskaber eller partnere, som herved kunne opnå en konkurrencemæssig fordel.

2a. Medlemsstaterne kan fastsætte, at forhandlingerne skal føres gennem neutrale mellemmænd, hvis konkurrencevilkårene kræver det.

KAPITEL II

ADGANG OG SAMTRAFIK

Artikel 59

De nationale tilsynsmyndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med netadgang og samtrafik

1. De nationale tilsynsmyndigheder skal med henblik på at virkeliggøre målsætningerne i artikel 3, herunder mediepluralisme og kulturel mangfoldighed, tilskynde til og, når det er hensigtsmæssigt, sørge for, at der i henhold til bestemmelserne i nærværende direktiv etableres den fornødne adgang og samtrafik og sikres interoperabilitet mellem tjenesterne, samt varetage deres ansvar med henblik på at fremme effektivitet, holdbar konkurrence, udrulning af net med meget høj kapacitet, effektive investeringer og innovation samt skabe flest mulige fordele for slutbrugerne. De skal give vejledning og gøre procedurerne for adgang og samtrafik offentligt tilgængelige, således at det sikres, at små og mellemstore virksomheder og udbydere med begrænset geografisk rækkevidde kan drage fordel af de gældende forpligtelser.

Med forbehold af de foranstaltninger, der kan træffes vedrørende virksomheder med stærk markedsposition i henhold til artikel 66, skal de nationale tilsynsmyndigheder kunne indføre, uden dog at underminere sikkerhedsstandarder:

  a) i det omfang, det er nødvendigt for at sikre end-to-end-forbindelse, forpligtelser for de virksomheder, som er omfattet af en generel tilladelse, bortset fra nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester og som kontrollerer adgangen til slutbrugere, herunder i begrundede tilfælde pligt til sammenkoble deres net, hvis det ikke allerede er sket

  b) i begrundede tilfælde og i det omfang, det er nødvendigt, kunne forpligte de virksomheder, der er omfattet af en generel tilladelse bortset fra nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og som kontrollerer adgangen til slutbrugerne, til at gøre deres tjenester interoperable

c) i begrundede tilfælde, hvor rækkevidden, dækningen og brugernes tilslutning svarer til dem for nummerbaserede tjenester, og når det er strengt nødvendigt for at sikre end-to-end-forbindelser mellem slutbrugere, forpligtelser for relevante kategorier af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester for at gøre deres tjenester interoperable

d) i det omfang, det er nødvendigt for at sikre slutbrugeres adgang til digitale radio- og tv-transmissionstjenester og relaterede supplerende tjenester, der nærmere angives af medlemsstaten, kunne forpligte udbydere til at tilbyde adgang til de andre faciliteter, der er nævnt i del II i bilag II, på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår.

Forpligtelserne i andet afsnit, litra c), kan kun pålægges:

i) i det omfang, det er nødvendigt for at sikre interoperabilitet mellem interpersonelle kommunikationstjenester, og kan omfatte forholdsmæssige forpligtelser for udbyderen af interpersonelle kommunikationstjenester til at offentliggøre og tillade brugen, ændringen og omfordelingen af eventuelle relevante oplysninger eller en forpligtelse til at bruge eller gennemføre ▌standarder eller specifikationer i artikel 39, stk. 1, eller af andre relevante europæiske eller internationale standarder og

ii) hvis Kommissionen, efter at have hørt BEREC og taget nøje hensyn til dens udtalelse, har konstateret en mærkbar trussel mod ▌end-to-end-forbindelser mellem slutbrugere ▌i hele Den Europæiske Union og har vedtaget gennemførelsesforanstaltninger, der præciserer arten og omfanget af de forpligtelser, der kan indføres, i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4. Medlemsstaterne må ikke pålægge forpligtelser med hensyn til arten og omfanget af eventuelle forpligtelser, der er mere vidtgående end disse gennemførelsesforanstaltninger.

2. Med forbehold af artikel 59, stk. 1, pålægger de nationale tilsynsmyndigheder for at opfylde velbegrundede anmodninger ejere af ledningsnet eller kabler eller virksomheder med brugsret til sådanne forpligtelser til at give adgang til ledningsnet og kabler inde i bygninger eller frem til det første krydsfelt eller den første fordeler, hvis dette krydsfelt eller denne fordeler befinder sig uden for bygningen, såfremt dette er berettiget, fordi en dublikering af sådanne netelementer ikke vil være økonomisk rentabel eller gennemførlig i praksis , og adgang til sådanne elementer er nødvendig for at fremme bæredygtig konkurrence. De adgangsbetingelserne, der indføres, skal være objektive, transparente, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpassede i overensstemmelse med direktiv 2014/61 og kan omfatte særlige regler om adgang, transparens, ikkediskrimination samt fordeling af adgangsomkostninger under hensyntagen til risikofaktorer.

De nationale tilsynsmyndigheder kan på fair og rimelige vilkår udvide sådanne adgangsforpligtelser for disse ejere eller virksomheder til også at gælde et krydsfelt, der ligger efter det første krydsfelt eller den første fordeler, og som ligger så tæt på slutbrugerne som muligt, i det omfang dette er strengt nødvendigt for at tackle uoverstigelige økonomiske eller fysiske hindringer for dublikering i mere tyndt befolkede områder.

De nationale tilsynsmyndigheder må ikke pålægge forpligtelser i henhold til andet afsnit, hvis enten:

a) der stilles en rentabel alternativ adgangsmulighed, egnet til udbud af net med meget høj kapacitet, for slutbrugere til rådighed af netværksudbyderen, forudsat at adgangen gives på fair og rimelige vilkår eller

b) det i forbindelse med nyligt udrullede netelementer, især ved mindre lokale projekter, hvis det ville skade deres økonomiske eller finansielle rentabilitet at give adgang.

3. Medlemsstaterne sikrer, at nationale tilsynsmyndigheder har beføjelse til at pålægge virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationsnet, forpligtelser i forbindelse med delt brug af passiv ▌infrastruktur eller forpligtelser til at indgå lokale roamingaftaler med henblik på udbud af net med meget høj kapacitet, hvis det i begge tilfælde er direkte nødvendigt for det lokale udbud af tjenester, som er afhængige af brugen af frekvenser, i overensstemmelse med EU-retten, og forudsat at der ikke stilles nogen gennemførbar og lignende alternativ adgangsmulighed for slutbrugere til rådighed for nogen virksomheder på fair og rimelige vilkår og betingelser. Nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge sådanne forpligtelser, forudsat at denne mulighed er blevet klart fastsat ved tildelingen af brugsrettigheder til radiofrekvenser, og kun når det er berettiget med den begrundelse, at den markedsdrevne etablering af infrastruktur til levering af tjenester eller net, som er afhængige af brugen af frekvenser, på det område der er omfattet af disse forpligtelser, er underlagt uoverstigelige økonomiske eller fysiske hindringer, og slutbrugernes adgang til net eller tjenester dermed er stærkt begrænset eller fraværende. I de tilfælde, hvor adgang for slutbrugere og deling af passiv infrastruktur alene ikke er tilstrækkelig til at håndtere situationen, bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne pålægge forpligtelser om deling af aktiv infrastruktur. De nationale tilsynsmyndigheder tager hensyn til:

a) behovet for at få flest mulige forbindelser i hele Unionen, langs større transportveje og i bestemte områder, og for muligheden for betydeligt at øge udvalget og kvaliteten af tjenester for slutbrugerne

b) den effektive udnyttelse af radiofrekvenserne

c) de tekniske muligheder for deling og tilknyttede betingelser

d) situationen med hensyn til infrastrukturbaseret og tjenestebaseret konkurrence

▌

f) teknologisk innovation

g) det overordnede behov for at fremme værtens incitament til overhovedet at udrulle infrastrukturen.

Sådanne delings-, adgangs- eller koordineringsforpligtelser skal være omfattet af aftaler, der er indgået på grundlag af fair og rimelige vilkår. I tilfælde af tvistbilæggelse kan de nationale tilsynsmyndigheder bl.a. pålægge den part, der drager fordel af dele- eller adgangsforpligtelsen, pligt til at dele sine frekvenser med infrastrukturværten i det pågældende område.

4. Forpligtelser og betingelser, der indføres i overensstemmelse med stk. 1, 2 og 3 skal være objektive, transparente, forholdsmæssige og ikkediskriminerende, og de skal gennemføres efter procedurerne i artikel 23, 32 og 33. De nationale tilsynsmyndigheder vurderer resultaterne af sådanne forpligtelser og betingelser inden for fem år fra vedtagelsen af den tidligere foranstaltning, der blev vedtaget for samme udbydere, og vurderer om det ville være hensigtsmæssigt at trække dem tilbage eller ændre dem i lyset af de ændrede forhold. De nationale tilsynsmyndigheder meddeler resultatet af deres vurdering efter samme procedurer.

5. Hvad angår adgang og samtrafik, jf. stk. 1, sørger medlemsstaterne for, at den nationale tilsynsmyndighed kan gribe ind på eget initiativ, når dette er begrundet i hensynet til at sikre de politiske målsætninger i artikel 3, jf. bestemmelserne i nærværende direktiv og procedurerne i artikel 23 , 32, 26 og 27.

6. Med henblik på at bidrage til, at de nationale tilsynsmyndigheder fastlægger en konsistent definition af nettermineringspunktets placering, vedtager BEREC efter høring af interesserede parter og i tæt samarbejde med Kommissionen inden [ikrafttrædelse plus 18 måneder retningslinjer for en fælles tilgang til identifikationen af nettermineringspunktet i forskellige nettopologier. De nationale tilsynsmyndigheder tager nøje hensyn til disse retningslinjer, når de definerer nettermineringspunkternes placering.

Artikel 60

Adgangsstyringssystemer og andre faciliteter

1. Medlemsstaterne sikrer, at betingelserne i del I i bilag II finder anvendelse på adgangsstyring for digitale radio- og tv-tjenester, som udsendes til seere og lyttere i Unionen, uanset transmissionsform.

2. På baggrund af den markedsmæssige og teknologiske udvikling skal Kommissionen have beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 109 for at ændre bilag II.

3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan medlemsstaterne give deres nationale tilsynsmyndighed tilladelse til, hurtigst muligt efter nærværende direktivs ikrafttræden og derefter med regelmæssige mellemrum, at revurdere de betingelser, der finder anvendelse i medfør af denne artikel, ved at foretage en markedsanalyse efter proceduren i artikel 65, stk. 1, for at kunne afgøre, om de anvendte betingelser skal videreføres, ændres eller trækkes tilbage.

Hvis den nationale tilsynsmyndighed på baggrund af denne markedsanalyse finder, at en eller flere af udbydere ikke har en stærk markedsposition på det pågældende marked, kan den kun ændre eller trække betingelserne tilbage for så vidt angår disse udbydere i overensstemmelse med artikel 23 og 32, for så vidt

  a) sådanne ændringer eller tilbagetrækninger ikke vil have negative følger for slutbrugeres adgang til radio- og tv-transmissioner, -kanaler og -tjenester som fastsat i artikel 106

  b) sådanne ændringer eller tilbagetrækninger ikke vil have negative følger for mulighederne for effektiv konkurrence på:

  i) detailmarkederne for digital tv- og radiospredningstjenester og

  ii) detailmarkederne for digital tv- og radiospredningstjenester og

adgangsstyringssystemer og andre faciliteter.

Parter, der berøres af, at forpligtelser ændres eller trækkes tilbage, skal underrettes herom i passende tid i forvejen.

4. Betingelser, der finder anvendelse i medfør af denne artikel, berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge forpligtelser om, hvordan elektroniske programoversigter og lignende oversigts- og navigationsfaciliteter skal udformes.

KAPITEL III

MARKEDSANALYSER OG STÆRK MARKEDSPOSITION

Artikel 61

Virksomheder med stærk markedsposition

1. Stk. 2 og 3 i denne artikel finder anvendelse i de tilfælde, hvor de nationale tilsynsmyndigheder ifølge nærværende direktiv og efter proceduren i artikel 65, stk. 2, skal afgøre, om udbydere har en stærk markedsposition.

2. En virksomhed anses for at have en stærk markedsposition, hvis den enten alene eller i fællesskab med andre indtager, hvad der svarer til en dominerende stilling, dvs. en økonomisk styrkeposition, der giver den magt til i betragtelig grad at kunne handle uafhængigt af konkurrenter, kunder og i sidste ende forbrugerne.

Mere specifikt handler de nationale tilsynsmyndigheder ved vurderingen af, om to eller flere virksomheder indtager en kollektivt dominerende stilling på markedet, i overensstemmelse med EU-retten og tager i størst muligt omfang hensyn til de af Kommissionen i henhold til artikel 62 offentliggjorte retningslinjer for markedsanalyser og vurdering af stærk markedsposition.

To eller flere virksomheder kan anses for at have en fælles dominerende stilling, selv om der ikke er nogen strukturelle eller andre forbindelser mellem dem, når markedsstrukturen gør dem i stand til i betragtelig grad at kunne handle uafhængigt af konkurrenter, kunder og i sidste ende forbrugere. Dette vil med sandsynlighed være tilfældet, når markedet udviser en række karakteristika såsom:

a)  en høj grad af koncentration

b)  en høj grad af gennemsigtighed på markedet, der skaber incitamenter til parallel eller gensidigt tilpasset konkurrencebegrænsende adfærd

c)  store hindringer for markedsadgang

d)  konkurrenters og forbrugeres forudsigelige reaktion vil ikke bringe parallel eller gensidigt tilpasset konkurrencebegrænsende adfærd i fare.

De nationale tilsynsmyndigheder vurderer sådanne markedsegenskaber i lyset af relevante konkurrenceretlige principper og tager samtidig hensyn til den specifikke sammenhæng i forhåndsreguleringen og de mål, der er fastsat i artikel 3.

3. Når en virksomhed har en stærk markedsposition på et bestemt marked (det primære marked), kan den også betegnes som havende en stærk markedsposition på et nært beslægtet marked (det sekundære marked), hvis forbindelserne mellem de to markeder muliggør, at markedspositionen på det primære marked kan overføres til det sekundære marked og dermed yderligere styrke virksomhedens markedsposition. Derfor kan foranstaltninger, der har til formål at forhindre en sådan indflydelse, anvendes på det sekundære marked i henhold til dette direktiv.

Artikel 62

Procedure for udpegning og afgrænsning af markeder

1. Efter en offentlig høring, herunder af de nationale tilsynsmyndigheder, og under nøje hensyntagen til BEREC's udtalelse vedtager Kommissionen en henstilling om relevante produkt- og tjenestemarkeder (i det følgende benævnt "henstillingen"). I henstillingen udpeges de produkt- og tjenestemarkeder i den elektroniske kommunikationssektor, hvor forholdene kan være af en sådan art, at det vil være berettiget at indføre regulerende forpligtelser som omhandlet i nærværende direktiv, uden at muligheden for under ekstraordinære omstændigheder at udpege markeder i henhold til konkurrenceretten derved indskrænkes. Kommissionen afgrænser markederne under anvendelse af principperne i konkurrenceretten.

Kommissionen medtager produkt- og tjenestemarkederne i henstillingen, hvis den efter at have iagttaget den generelle udvikling i Unionen konstaterer, at alle kriterier i artikel 65, stk. 1, er opfyldt.

Denne henstilling tages op til revision senest den [gennemførelsesdatoen]. Kommissionen tager derefter regelmæssigt henstillingen op til fornyet vurdering.

2. Efter samråd med BEREC offentliggør Kommissionen senest på datoen for nærværende direktivs ikrafttræden retningslinjer for markedsanalyser og vurdering af stærk markedsposition (i det følgende benævnt "SMP-retningslinjerne"), der er i overensstemmelse med konkurrencerettens relevante principper.

3. De nationale tilsynsmyndigheder afgrænser under nøje hensyntagen til henstillingen og SMP-retningslinjerne de relevante markeder tilpasset de nationale forhold, navnlig relevante geografiske markeder på deres område, bl.a. ved at tage hensyn til graden af infrastrukturkonkurrence på disse områder, i overensstemmelse med konkurrencerettens principper. ▌De følger procedurerne i artikel 23 og 32, inden de udpeger markeder, der afviger fra dem, der er udpeget i henstillingen.

Artikel 63

Procedure for udpegning af transnationale markeder

1. BEREC kan efter høring af interesserede parter og i tæt samarbejde med Kommission vedtage en afgørelse, med to tredjedeles flertal af medlemmerne af repræsentantskabet, hvori de transnationale markeder udpeges i overensstemmelse med konkurrencerettens principper og under nøje hensyntagen til henstillingen og de SMP-retningslinjer, der er vedtaget i henhold til artikel 62. BEREC foretager en analyse af et potentielt transnationalt marked, hvis Kommissionen eller mindst to berørte nationale tilsynsmyndigheder indgiver en begrundet anmodning med underbyggende dokumentation.

2. For så vidt angår de transnationale markeder, der udpeges i henhold til stk. 1, gennemfører de pågældende nationale tilsynsmyndigheder fælles markedsanalyser under nøje hensyntagen til SMP-retningslinjerne og træffer en samordnet afgørelse om, hvorvidt de i artikel 65, stk. 4, omhandlede sektorspecifikke forpligtelser skal pålægges, opretholdes, ændres eller ophæves. De pågældende nationale tilsynsmyndigheder meddeler i fællesskab Kommissionen deres udkast til foranstaltninger vedrørende markedsanalyser og forskriftsmæssige forpligtelser i henhold til artikel 32 og 33.

To eller flere nationale tilsynsmyndigheder kan også i fællesskab meddele deres udkast til foranstaltninger vedrørende markedsanalyser og forskriftsmæssige forpligtelser i fravær af transnationale markeder, hvis de mener, at markedsvilkårene i deres respektive områder er tilstrækkeligt ens.

Artikel 64

Procedure for udpegning af transnational efterspørgsel

1. BEREC foretager en analyse af den transnationale efterspørgsel ▌efter produkter og tjenester ▌, hvis den modtager en begrundet anmodning med dokumentation fra Kommissionen, fra mindst to af de berørte nationale tilsynsmyndigheder, eller på grundlag af en begrundet anmodning fra markedsdeltagerne, hvori det anføres, at eksisterende engros- eller detailprodukter og -tjenester ikke gør det muligt at dække transnational efterspørgsel, ▌og mener, at der er et alvorligt efterspørgselsproblem, der skal løses. ▌

▌

På baggrund af denne analyse tager de nationale tilsynsmyndigheder i efterfølgende markedsanalyser, der udføres i henhold til artikel 63, stk. 2, eller artikel 65, hensyn til, hvorvidt de regulerede engrosadgangsprodukter skal ændres, således at den transnationale slutbrugerefterspørgsel imødekommes.

2. Efter høring af interessenter og i tæt samarbejde med Kommissionen kan BEREC udstede retningslinjer for nationale tilsynsmyndigheder vedrørende fælles tilgange til at imødekomme den identificerede transnationale efterspørgsel, hvilket danner grundlaget for konvergens af engrosadgangsprodukter i hele Unionen. De nationale tilsynsmyndigheder tager nøje hensyn til disse retningslinjer, når de udfører tilsynsopgaver på deres områder, med forbehold af deres afgørelse om hensigtsmæssigheden af engrosadgangsprodukter, som bør pålægges under særlige lokale forhold. ▌

Artikel 65

Markedsanalyseprocedure

1. De nationale tilsynsmyndigheder fastlægger, om et relevant marked, der er afgrænset i overensstemmelse med artikel 62, stk. 3, kan berettige indførelsen af forpligtelserne i nærværende direktiv. Medlemsstaterne sikrer, at en analyse, hvor det er hensigtsmæssigt, foretages i samarbejde med de nationale konkurrencemyndigheder. De nationale tilsynsmyndigheder tager nøje hensyn til SMP-retningslinjerne og følger de procedurer, der er omhandlet i artikel 23 og 32, når de foretager en sådan analyse.

Et marked kan berettige, at de forskriftsmæssige forpligtelser i nærværende direktiv indføres, hvis følgende tre kriterier samlet set er opfyldt:

a) der er store og varige strukturelle, juridiske eller forskriftsmæssige hindringer for adgangen

b) der er en markedsstruktur, som ikke går i retning af en reel konkurrence inden for den givne tidshorisont hvad angår den infrastrukturbaserede konkurrence og andre kilder til konkurrence bag hindringerne for adgang

c) konkurrenceretten alene er ikke tilstrækkelig til at kunne afhjælpe de konstaterede markedssvigt.

Hvis en national tilsynsmyndighed foretager en markedsanalyse, som indgår i henstillingen, skal den sørge for, at litra a), b) og c) i andet afsnit er opfyldt, medmindre den nationale tilsynsmyndighed fastslår, at et eller flere af kriterierne ikke er opfyldt i den specifikke nationale situation.

2. Hvis en national tilsynsmyndighed foretager en analyse i henhold til stk. 1, ser den på udviklingen ud fra et fremadrettet perspektiv, hvis der ikke findes regulering på grundlag denne artikel på det relevante marked, og tager hensyn til:

a) om der ses en markedsudvikling, der kan øge sandsynligheden for, at der vil opstå reel konkurrence på det relevante marked ▌

b) alle relevante former for konkurrencepres, herunder i engros- og detailleddet, uanset om kilderne til presset anses for at være elektroniske kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester eller andre former for tjenester eller applikationer, der er sammenlignelige hermed set slutbrugerens synspunkt, og uanset om sådanne former for pres er en del af det relevante marked

c) andre former for forskrifter eller foranstaltninger, der er indført og påvirker det relevante marked eller det beslægtede detailmarked/de beslægtede detailmarkeder i hele den relevante periode, herunder men ikke begrænset til forpligtelser, der er indført i henhold til artikel 44, 58 og 59, og

d) forskrifter, der er pålagt andre relevante markeder på grundlag af denne artikel.

3. Konkluderer en national tilsynsmyndighed, at et relevant marked måske ikke er af en sådan karakter, at det berettiger, at der pålægges forpligtelser i overensstemmelse med proceduren i stk. 1 og 2a, eller hvis betingelserne i stk. 4 ikke er opfyldt, må den ikke indføre eller opretholde nogen specifikke forpligtelser, jf. artikel 66. Hvis der allerede er indført sektorspecifikke forpligtelser i henhold til artikel 66, skal den ophæve sådanne forpligtelser for virksomheder på det relevante marked.

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at parter, der påvirkes af en sådan ophævelse af forpligtelser, underrettes herom i passende tid i forvejen, idet der foretages en afvejning af behovet for at sikre en bæredygtig overgang for dem, der drager fordel af disse forpligtelser, og slutbrugerne, slutbrugernes muligheder og en regulering, der ikke går videre end hvad der er nødvendigt. De nationale tilsynsmyndigheder kan, når de fastlægger en sådan varselsfrist, fastsætte bestemte betingelser og varselsfrister i forbindelse med gældende adgangsaftaler.

4. Når en national tilsynsmyndighed fastslår, at pålæggelsen af forpligtelser i henhold til stk. 1 og 2, på et relevant marked er berettiget, udpeger den virksomheder, som hver især eller sammen har en stærk markedsposition på det pågældende relevante marked i overensstemmelse med artikel 61. Den nationale tilsynsmyndighed pålægger sådanne virksomheder passende specifikke forpligtelser i overensstemmelse med artikel 66 eller opretholder eller ændrer sådanne forpligtelser, hvis de findes i forvejen, hvis den mener, at der på et eller flere ▌markeder ikke vil være reel konkurrence uden sådanne forpligtelser.

5. Foranstaltninger, der træffes i henhold til stk. 3 og 4, behandles efter procedurerne i artikel 23 og 32. De nationale tilsynsmyndigheder foretager en analyse af det relevante marked og notificerer det tilsvarende udkast til foranstaltning i overensstemmelse med artikel 32:

  a) inden for fem år efter vedtagelsen af en tidligere foranstaltning, når den nationale tilsynsmyndighed har afgrænset det relevante marked og fastlagt, hvilke virksomheder der har en stærk markedsposition. Denne femårsperiode kan undtagelsesvis forlænges med op til yderligere et år, når den nationale tilsynsmyndighed senest fire måneder inden udløbet af femårsperioden har notificeret en foreslået forlængelse til Kommissionen med en begrundelse, og Kommissionen ikke har gjort indsigelse mod den notificerede forlængelse inden en måned. For så vidt angår markeder, der er kendetegnet ved hurtige teknologiske ændringer og efterspørgselsmønstre, foretages markedsanalysen dog hvert tredje år, på betingelse af samme mulighed for forlængelse med et år

  b) inden for to år efter vedtagelsen af en revideret henstilling om relevante markeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er notificeret til Kommissionen, eller

  c) inden for tre år efter tiltrædelsen for medlemsstater, der for nylig er tiltrådt EU.

6. Hvis en national tilsynsmyndighed mener, at den måske ikke kan gennemføre eller ikke har gennemført analysen af et relevant marked, der er udpeget i henstillingen, inden for den frist, der er fastsat i stk. 6, yder BEREC på anmodning bistand til den pågældende nationale tilsynsmyndighed ved at fuldføre analysen af det specifikke marked og de særlige forpligtelser, der skal pålægges. Med denne bistand notificerer den pågældende nationale tilsynsmyndighed inden seks måneder regnet fra fristen i stk. 5 udkastet til foranstaltning til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 32.

KAPITEL IV

AFHJÆLPENDE ADGANGSFORANSTALTNINGER OG STÆRK MARKEDSPOSITION

Artikel 66

Fastlæggelse, ændring eller tilbagetrækning af forpligtelser

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder har beføjelse til at pålægge de forpligtelser, der er beskrevet i artikel 67-78.

2. Såfremt det som resultat af en markedsanalyse, der er foretaget ifølge artikel 65 i nærværende direktiv, fastslås, at en udbyder har en stærk markedsposition på et bestemt marked, skal de nationale tilsynsmyndigheder ▌pålægge alle forpligtelserne i artikel 67-75 og 77 i nærværende direktiv i fornødent omfang. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet må en national tilsynsmyndighed ikke pålægge forpligtelser, der indebærer en højere grad af intervention, hvis mindre byrdefulde forpligtelser er tilstrækkelige til at løse de problemer, der er indkredset i markedsanalysen.

3. Med forbehold af

–  bestemmelserne i artikel 59 og 60,

–  bestemmelserne i artikel 44 og 17 i nærværende direktiv, betingelse 7 i afdeling D i bilag I som anvendt i medfør af artikel 13, stk. 1, i nærværende direktiv, og artikel 91 og 99 i nærværende direktiv samt de relevante bestemmelser i direktiv 2002/58/EF[45], der også indeholder forpligtelser for andre virksomheder end dem, for hvilke det er fastslået, at de har en stærk markedsposition, eller

–  nødvendigheden af at overholde internationale forpligtelser

kan nationale tilsynsmyndigheder ikke pålægge udbydere, der ikke er blevet udpeget i henhold til stk. 2, de forpligtelser, der er nævnt i artikel 67-75 og 77.

Under ekstraordinære omstændigheder, hvor en national tilsynsmyndighed påtænker at pålægge udbydere med en stærk markedsposition andre forpligtelser i forbindelse med adgang og samtrafik end de i artikel 67-75 og 77 nævnte, skal den fremsætte anmodning herom over for Kommissionen. Før Kommissionen træffer en afgørelse, tager den nøje hensyn til udtalelsen fra BEREC. Kommissionen træffer i overensstemmelse med proceduren i artikel 110, stk. 3, afgørelse om, hvorvidt den nationale tilsynsmyndighed må træffe sådanne foranstaltninger eller ej.

4. Forpligtelser, der pålægges i henhold til denne artikel, skal tage udgangspunkt i det konkrete problem på de relevante markeder for at sikre en bæredygtig konkurrence på lang sigt, og skal om nødvendigt tage hensyn til udpegningen af den transnationale efterspørgsel, jf. artikel 64. De skal være forholdsmæssige, tage hensyn til omkostninger og fordele og være berettigede i lyset af de målsætninger, der er fastlagt i artikel 3 i nærværende direktiv. Sådanne forpligtelser kan kun pålægges efter høring i overensstemmelse med artikel 23 og 32.

5. Med hensyn til stk. 3, første afsnit, tredje led, underretter de nationale tilsynsmyndigheder Kommissionen efter proceduren i artikel 32 om deres afgørelser om at pålægge eller ændre forpligtelser for markedsaktører eller trække dem tilbage.

6. De nationale tilsynsmyndigheder overvejer konsekvenserne af ny udvikling på markederne, som med rimelighed kan forventes at påvirke konkurrencedynamikken.

Hvis denne udvikling ikke er tilstrækkeligt vigtig til at kræve en ny markedsanalyse i henhold til artikel 65, vurderer den nationale tilsynsmyndighed hurtigst muligt, om det er nødvendigt at gennemse forpligtelserne og ændre enhver tidligere beslutning, herunder ved at trække forpligtelser tilbage eller pålægge udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, nye forpligtelser for at sikre, at disse forpligtelser fortsat opfylder kravene i dette direktiv, eller om det efter en høring i overensstemmelse med artikel 23 og 32 besluttes, at ingen, færre eller mindre byrdefulde forpligtelser skal pålægges.

Artikel 67

Forpligtelse vedrørende transparens

1. De nationale tilsynsmyndigheder kan i medfør af bestemmelserne i artikel 66 pålægge forpligtelser vedrørende transparens i forbindelse med samtrafik og/eller adgang og kræve, at udbydere skal offentliggøre bestemte oplysninger, som f.eks. regnskabsoplysninger, tekniske specifikationer, netkarakteristika, betingelser og vilkår for levering og anvendelse, herunder eventuelle betingelser for begrænsning af adgangen til og/eller anvendelsen af tjenester og applikationer, hvor medlemsstaterne tillader sådanne betingelser i overensstemmelse med EU-retten, samt priser.

2. Såfremt en udbyder er underlagt forpligtelser vedrørende ikkediskriminering, kan de nationale tilsynsmyndigheder forlange, at udbyderen offentliggør et standardtilbud, der skal være tilstrækkelig ubundtet til at sikre, at virksomhederne ikke skal betale for faciliteter, som ikke er nødvendige for den ønskede tjeneste, og som indeholder en beskrivelse af de udbudte tjenester, opgjort efter enkeltkomponenter alt efter markedssituationen, og de hertil knyttede vilkår og betingelser, herunder priser. Den nationale tilsynsmyndighed skal bl.a. kunne forlange ændringer af standardtilbud for at sikre overholdelse af forpligtelser, der er pålagt i henhold til nærværende direktiv.

3. De nationale tilsynsmyndigheder kan fastlægge, hvilke specifikke oplysninger der skal stilles til rådighed, hvor detaljerede de skal være, og hvordan de skal offentliggøres.

3a. Når en operatør har forpligtelser vedrørende adgang til bygningsingeniørarbejde og/eller forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netfaciliteter, fastsætter de nationale tilsynsmyndigheder nøgleresultatindikatorer og tilsvarende serviceleveranceaftaler og tilknyttede bøder, som skal gøres tilgængelige hvad angår den adgang, der gives, til udbyderens egne aktiviteter i senere led og til indehaverne af adgangsforpligtelser.

4. Med henblik på en ensartet gennemførelse af forpligtelserne til transparens udsteder BEREC efter høring af interesserede parter og i tæt samarbejde med Kommissionen senest [et år efter vedtagelsen af nærværende direktiv], retningslinjer om minimumskriterierne for et standardtilbud og reviderer disse efter behov, således at de er afstemt efter den teknologiske udvikling og markedsudviklingen. Når BEREC udsteder sådanne minimumskriterier skal det ske med målene i artikel 3 for øje og under hensyntagen til behovene hos dem, der drager fordel af adgangsforpligtelser, og hos slutbrugere, der er aktive i mere end en medlemsstat, samt til andre retningslinjer fra BEREC, som udpeger transnational efterspørgsel i henhold til artikel 64 og eventuelle relaterede kommissionsafgørelser.

Uanset stk. 3 skal de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at der offentliggøres et standardtilbud, der tager nøje hensyn til retningslinjerne fra BEREC om minimumskriterier for et standardtilbud, når en udbyder i henhold til artikel 70 eller 71 har forpligtelser vedrørende engrosadgang til netinfrastruktur.

Artikel 68

Forpligtelse vedrørende ikkediskriminering

1. De nationale tilsynsmyndigheder kan i medfør af bestemmelserne i artikel 66 pålægge forpligtelser vedrørende ikkediskriminering i forbindelse med samtrafik og/eller adgang.

2. Forpligtelsen vedrørende ikkediskriminering skal navnlig sikre, at den pågældende udbyder under tilsvarende forhold tilbyder andre udbydere af tilsvarende tjenester, tilsvarende vilkår, og at den udbyder tjenester og formidler oplysninger til andre på samme vilkår og af samme kvalitet, som gælder for tjenester, der udbydes af den selv, dens datterselskaber eller partnere. Nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge denne udbyder en forpligtelse til at levere adgangsprodukter og -tjenester til alle virksomheder, herunder sig selv, inden for samme frister, på samme vilkår, herunder vilkår vedrørende pris og serviceniveau, og ved hjælp af samme systemer og processer for at sikre lige adgang.

Artikel 69

Forpligtelse vedrørende regnskabsmæssig opsplitning

1. De nationale tilsynsmyndigheder kan i medfør af bestemmelserne i artikel 66 pålægge forpligtelser vedrørende særskilte regnskaber for bestemte aktiviteter i forbindelse med samtrafik og/eller adgang.

De nationale tilsynsmyndigheder kan navnlig kræve, at vertikalt integrerede virksomheder sørger for transparens mht. deres engrospriser og interne afregningspriser, bl.a. for at sikre, at de overholder reglerne, hvis der stilles krav om ikkediskriminering i henhold til artikel 68, eller om nødvendigt for at undgå uretmæssig krydssubsidiering. De nationale tilsynsmyndigheder kan specificere, hvilket format og hvilken regnskabsmetode der skal anvendes.

2. Med forbehold af artikel 20 og for at kunne kontrollere, om forpligtelserne vedrørende transparens og ikkediskrimination er overholdt, skal de nationale tilsynsmyndigheder kunne kræve, at regnskabsoplysninger, herunder oplysninger om indtægter modtaget fra tredjemand, stilles til rådighed, såfremt der anmodes herom. De nationale tilsynsmyndigheder kan under hensyn til national lovgivning og Unionens bestemmelser om fortroligholdelse af forretningshemmeligheder offentliggøre oplysninger, der kan medvirke til virkeliggørelsen af et åbent og konkurrencebaseret marked.

Artikel 70

Adgang til bygningsingeniørarbejde

1. De nationale tilsynsmyndigheder kan i henhold til artikel 66 pålægge udbydere forpligtelser til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af bygningsingeniørarbejde, herunder bl.a. bygninger, adgangsveje til bygninger, inklusive kabler i bygninger, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, master, kabelkanaler, mandehuller og skabe, i situationer hvor markedsanalyser viser, at nægtelse af adgang eller adgang på urimelige vilkår med tilsvarende virkning ville kunne hindre, at der skabes et bæredygtigt konkurrencebaseret marked ▌, eller være i strid med slutbrugernes interesser.

2. De nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge en udbyder en forpligtelse til at give adgang i henhold til denne artikel, uanset om de aktiver, der påvirkes af forpligtelsen, er en del af det relevante marked ifølge markedsanalysen, forudsat at forpligtelsen er nødvendig og rimelig for at kunne opfylde målene i artikel 3.

Artikel 71

Forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netfaciliteter

1. En national tilsynsmyndighed ▌kan i medfør af bestemmelserne i artikel 66 pålægge udbydere forpligtelser til at efterkomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter, i tilfælde hvor den nationale tilsynsmyndighed er af den opfattelse, at nægtelse af adgang eller urimelige vilkår og betingelser med tilsvarende virkning vil kunne hindre, at der skabes et holdbart konkurrencebaseret marked ▌eller være i modstrid med slutbrugernes interesser. Inden sådanne forpligtelser pålægges, vurderer de nationale tilsynsmyndigheder, hvorvidt den ene pålæggelse af forpligtelser i henhold til artikel 70 vil være tilstrækkelig til at løse de problemer, der er konstateret i markedsanalysen.

Udbyderne kan bl.a. pålægges pligt til:

a)  at give tredjemand passende, herunder fysisk (bortset fra hvad der er fastsat i artikel 70) adgang til, og anvendelse af, hele specifikke fysiske netelementer og/eller tilhørende faciliteter, herunder ▌ubundtet adgang til den metalliske abonnentledning og abonnentledningsafsnit såvel som ubundtet adgang til fiberledninger og termineringsdele

b)  at dele specifikke netelementer med tredjemand, herunder delt adgang til den metalliske abonnentledning og abonnentledningsafsnit, såvel som delt adgang til fiberledninger og termineringsdele, herunder multipleksing på basis of bølgelængdeopdeling og lignende deleforpligtelser

c)  at tredjepart gives adgang til særligt aktive eller virtuelle netelementer og tjenester

d)  at forhandle i god tro med virksomheder, der ansøger om adgang

e)  at opretholde adgang til faciliteter, som der tidligere er givet adgang til

f)  at der ydes specificerede tjenester på engrosniveau til tredjeparters gensalg

g)  at tilbyde fri adgang til tekniske grænseflader, protokoller eller andre nøgleteknologier, der er afgørende for tjenesternes eller virtuelle nettjenesters interoperabilitet

h)  at tilbyde samhusning eller andre former for fælles brug af tilhørende faciliteter

i)  at udbyde bestemte tjenester, der er nødvendige for at sikre interoperabilitet mellem end-to-end-tjenester til slutbrugere ▌eller roaming på mobile net

j)  at tilbyde adgang til driftsstøttesystemer eller lignende softwaresystemer, der er nødvendige for at skabe fair konkurrenceforhold på tjenesteområdet

k)  at sammenkoble net eller netfaciliteter

l)  at tilbyde adgang til tilknyttede tjenester såsom tjenester vedrørende identitet, geografisk placering og tilstedeværelse.

De nationale tilsynsmyndigheder kan i tilknytning til de nævnte forpligtelser stille krav om redelighed, rimelighed og rettidighed.

2. Når de nationale myndigheder overvejer, om det er hensigtsmæssigt at pålægge nogle af de mulige specifikke forpligtelser i stk. 1 og især, når de, i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet vurderer, om og hvordan sådanne forpligtelser bør pålægges, skal de undersøge, om andre former for adgang til engrosinput enten på det samme eller et beslægtet engrosmarked allerede ville være tilstrækkeligt til at afhjælpe det konstaterede problem ▌. Undersøgelsen skal omfatte ▌kommercielle tilbud om adgang, reguleret adgang i henhold til artikel 59 eller eksisterende reguleret adgang til andre engrosinput i henhold til nærværende artikel. De skal navnlig tage hensyn til nedenstående faktorer:

  a) om det i lyset af den igangværende markedsudvikling er teknisk og økonomisk gennemførligt at bruge eller installere konkurrerende faciliteter under hensyntagen til karakteren og typen af de involverede samtrafik- og/eller adgangsordninger, herunder levedygtigheden af andre opstrøms accessprodukter såsom adgang til kabelkanaler

b) den forventede teknologiske udvikling, som påvirker netudformningen og netforvaltningen

ba) behovet for at sikre teknologisk neutralitet, som sætter parterne i stand til at udforme og forvalte deres egne net

  c) om det er praktisk muligt at tilbyde den foreslåede adgang i betragtning af den forhåndenværende kapacitet

  d) hvor store startinvesteringer ejeren af faciliteten skal foretage set i forhold til de offentlige investeringer og de risici, der er forbundet hermed, især hvad angår investeringer i net med meget høj kapacitet og risikoniveauer forbundet hermed

  e) behovet for at sikre konkurrence på længere sigt, med særlig vægt på økonomisk effektiv infrastrukturbaseret konkurrence og innovative kommercielle forretningsmodeller, som støtter bæredygtig konkurrence såsom dem, der er baseret på fælles investeringer i net

  f) i givet fald relevante intellektuelle ejendomsrettigheder

  g) udbuddet af paneuropæiske tjenester.

3. Når det pålægges en udbyder at give adgang i medfør af denne artikel, kan de nationale tilsynsmyndigheder fastsætte tekniske eller driftsmæssige betingelser, som skal opfyldes af udbyderen og/eller dem, der er berettiget i medfør af sådan adgang, når det er nødvendigt for at sikre normal drift af nettet. Forpligtelser til at overholde særlige tekniske standarder eller specifikationer skal være i overensstemmelse med de standarder og specifikationer, der er fastlagt i overensstemmelse med artikel 39.

Artikel 72

Forpligtelser vedrørende priskontrol og omkostningsregnskaber

1. De nationale tilsynsmyndigheder kan i medfør af bestemmelserne i artikel 66 pålægge forpligtelser vedrørende omkostningsdækning og priskontrol, herunder forpligtelser vedrørende omkostningsbaserede priser og udarbejdelse af omkostningsregnskabssystemer i forbindelse med udbud af bestemte former for samtrafik og/eller adgang, såfremt en markedsanalyse viser, at den pågældende udbyder som følge af en utilstrækkelig konkurrence vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne.

Når de nationale myndigheder fastlægger, om forpligtelser vedrørende priskontrol er hensigtsmæssige eller ej, tager de hensyn til slutbrugernes langsigtede interesser vedrørende udrulning og brug af næste generations net, og især net med meget høj kapacitet. For at tilskynde udbyderen til investeringer, herunder i næste generations net, skal de nationale tilsynsmyndigheder især tage hensyn til udbyderens investeringer. Hvis de nationale tilsynsmyndigheder mener, at priskontrol er hensigtsmæssig, skal de lade udbyderen få en rimelig forrentning af den relevante investerede kapital under hensyntagen til eventuelle specifikke risici i forbindelse med et bestemt nyt netinvesteringsprojekt.

De nationale tilsynsmyndigheder må ikke pålægge eller fastholde forpligtelser i henhold til denne artikel, hvis de fastslår, at der findes en påviselig begrænsning af detailprisen, og at forpligtelser, der er pålagt i henhold til artikel 67-71, herunder navnlig økonomiske replikabilitetstest, der er pålagt i henhold til artikel 68, sikrer en effektiv og ikkediskriminerende adgang.

Hvis de nationale tilsynsmyndigheder mener, at det er hensigtsmæssigt at indføre priskontrol på adgangen til eksisterende netelementer, skal de ligeledes tage hensyn til fordelene ved forudsigelige og stabile engrospriser, når det gælder om at sikre, at der er effektive og tilstrækkelige incitamenter for alle udbydere til at udrulle nye og bedre net.

2. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at alle mekanismer til omkostningsdækning eller metoder, der kan anvendes til fastlæggelse af priser, sigter mod at fremme udrulningen af nye og bedre net, effektiviteten, holdbar konkurrence og øgede bæredygtige fordele for forbrugerne. I den forbindelse kan de nationale tilsynsmyndigheder også tage hensyn til de priser, der kan opnås på tilsvarende markeder med konkurrence.

3. Har en udbyder pligt til at sikre, at priserne er omkostningsbaserede, er det udbyderen selv, der skal bevise, at taksterne er baseret på omkostningerne inklusiv en rimelig forrentning af investeringerne. Til fastlæggelse af omkostningerne i forbindelse med et effektivt udbud af ydelser kan de nationale tilsynsmyndigheder foretage en omkostningsberegning, der er uafhængig af virksomhedens omkostningsberegning. De nationale tilsynsmyndigheder kan anmode en udbyder om at fremlægge fuld dokumentation for priserne og om nødvendigt kræve, at priserne tilpasses.

4. De nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at der, hvis der stilles krav om anvendelse af et omkostningsregnskabssystem til støtte for priskontrollen, stilles en beskrivelse af omkostningsregnskabssystemet, der som minimum viser de hovedkategorier, omkostningerne er samlet i, og hvordan omkostningerne er fordelt, til rådighed for offentligheden. Det kontrolleres af en kompetent uafhængig instans, at omkostningsregnskabet er udfærdiget efter det pågældende omkostningsregnskabssystem. En gang om året offentliggøres der en overensstemmelseserklæring.

Artikel 73

Termineringstakster

1. Inden den [gennemførelsesdato] vedtager Kommissionen efter høring af BEREC delegerede retsakter i henhold til artikel 109 vedrørende fælles maksimale termineringstakster, som de nationale tilsynsmyndigheder skal pålægge virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition på markedet for terminering af taleopkald i henholdsvis faste og mobile net i Unionen.

2. De termineringstakster, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes som maksimale symmetriske termineringstakster baseret på de omkostninger, som en reel udbyder afholder, og skal være i overensstemmelse med de kriterier og parametre, der er fastsat i bilag III. Vurderingen af de faktiske omkostninger skal bygge på aktuelle kostpriser. Metoden til beregning af de faktiske omkostninger skal bygge på en bottom-up-model, hvor der anvendes langsigtede trafikafhængige differensomkostninger ved at yde tjenester for engrosterminering af taleopkald til tredjepart. Ved vedtagelsen af sådanne delegerede retsakter tager Kommissionen hensyn til nationale forhold, der medfører væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne. De maksimale termineringstakster i de første delegerede retsakter må ikke være højere end den højeste takst, der gælder i enhver medlemsstat, efter fornøden tilpasning til særlige nationale omstændigheder, [seks] måneder inden vedtagelsen af delegerede retsakter.

▌

▌

▌

▌

7. Kommissionen reviderer hvert femte år de delegerede retsakter, der er vedtaget i henhold til denne artikel.

Artikel 74

Regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet

1. Uden at det berører de nationale tilsynsmyndigheders vurdering af medinvesteringer i andre typer net, kan en national tilsynsmyndighed beslutte ikke at pålægge forpligtelser hvad angår nye net med meget høj kapacitet, som, hvis de er faste net, strækker sig til de områder eller, hvis de er mobile, til basisstationen, der er en del af det relevante marked, hvorpå den har til hensigt at pålægge eller fastholde forpligtelser i henhold til artikel 70, 71 og 72, og som en relevant udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsoperation på det relevante marked, har udrullet eller planlægger at udrulle, hvis det konkluderes, at følgende kumulative betingelser er opfyldt:

a) udrulningen af de nye netelementer er åben for tilbud om samfinansiering på et hvilket som helst tidspunkt fra en udbyder i overensstemmelse med en transparent procedure og på vilkår, der sikrer bæredygtig konkurrence på lang sigt, bl.a. ved fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår for potentielle medinvestorer, fleksibilitet med hensyn til værdi af og tidsplan for de enkelte medinvestorers tilsagn, mulighed for at øge tilsagnene på et senere tidspunkt, gensidige rettigheder, som tildeles af medinvestorerne efter udrulningen af den samfinansierede infrastruktur

aa) som minimum en saminvesteringsaftale baseret på et tilbud i henhold til litra a) er indgået, og medinvestorerne er eller agter at blive leverandører, eller hoste sådanne udbydere, på det relevante detailmarked og har en rimelig chance for at konkurrere effektivt

▌

c) adgangssøgende virksomheder, som ikke deltager i samfinansieringen, kan drage fordel af retfærdige, rimelige og ikkediskriminerende adgangsbetingelser, under behørig hensyntagen til den risiko, som medinvestorerne påtager sig enten ved hjælp af kommercielle aftaler, der bygger på fair og rimelige vilkår, eller ved en reguleret adgang, der fastholdes eller tilpasses af den nationale tilsynsmyndighed

De nationale tilsynsmyndigheder afgør, hvorvidt de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt, bl.a. ved at høre relevante markedsdeltagere i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 65, stk. 1 og 2.

Når de nationale tilsynsmyndigheder vurderer tilbud, procedurer og aftaler, som omhandlet i første afsnit ▌, skal de sikre, at tilbuddene, procedurerne og aftalerne opfylder kriterierne i bilag IV.

2. Stk. 1 berører ikke en national tilsynsmyndigheds beføjelse til at træffe beslutninger i henhold til artikel 26, første afsnit, hvis der opstår en tvist mellem virksomheder i forbindelse med en saminvesteringsaftale, som den nationale tilsynsmyndighed skønner opfylder de betingelser, der er fastsat i dette stykke, og de kriterier, der er fastsat i bilag IV.

Artikel 75

Funktionel adskillelse

1. Konkluderer den nationale tilsynsmyndighed, at de relevante forpligtelser, der er pålagt i henhold til artikel 67-72, ikke har kunnet tilvejebringe effektiv konkurrence, og at der er konstateret vigtige og vedvarende konkurrenceproblemer og/eller markedssvigt i forbindelse med engrossalg på visse markeder for accessprodukter, kan den som en undtagelsesforanstaltning i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 66, stk. 3, andet afsnit, pålægge vertikalt integrerede virksomheder at placere aktiviteter i forbindelse med engrossalg af relevante accessprodukter i en uafhængigt fungerende forretningsenhed.

Denne forretningsenhed skal levere accessprodukter og -tjenester til alle virksomheder, herunder andre forretningsenheder af moderselskabet, efter samme tidsfrister, vilkår og betingelser, herunder vedrørende priser og serviceniveau, og via samme systemer og processer.

2. Når en national tilsynsmyndighed agter at pålægge et krav om funktionel adskillelse, forelægger den Kommissionen et forslag, der omfatter

  a) dokumentation, der underbygger den nationale tilsynsmyndigheds konklusioner, jf. stk. 1

  b) en begrundet vurdering, hvoraf det fremgår, at der er ingen eller ringe udsigt til faktisk og bæredygtig infrastrukturbaseret konkurrence inden for en rimelig tidshorisont

  c) en analyse af de forventede konsekvenser for tilsynsmyndigheden, for virksomheden, især de ansatte i den særskilte virksomhed og sektoren for elektronisk kommunikation som helhed, og for incitamenter til at investere i sektoren som helhed, navnlig med hensyn til behovet for at sikre social og territorial samhørighed, samt for andre interesserede parter, herunder navnlig de forventede konsekvenser for konkurrencen og eventuelle følgevirkninger for forbrugerne

  d) en analyse af årsagerne til, at denne forpligtelse vil være det mest effektive middel til at gennemføre afhjælpningsforanstaltninger med sigte på at reagere på konstaterede konkurrenceproblemer/markedssvigt.

3. Udkastet til foranstaltninger skal omfatte følgende elementer:

  a) nøje oplysninger om adskillelsens art og grad, herunder navnlig den særskilte forretningsenheds retlige status

  b) en beskrivelse af den særskilte forretningsenheds aktiver samt de produkter eller tjenester, der skal leveres af denne forretningsenhed

  c) de organisatoriske foranstaltninger, der skal træffes for at sikre personalets uafhængighed i den særskilte forretningsenhed, og den dertil svarende incitamentstruktur

  d) regler til sikring af forpligtelsernes overholdelse

  e) regler til sikring af transparens omkring driftsprocedurerne, navnlig over for andre interesserede parter

  f) et overvågningsprogram med henblik på at sikre, at forpligtelserne overholdes, herunder offentliggørelsen af en årlig rapport.

4. Når Kommissionen har truffet afgørelse om udkastet til foranstaltninger i henhold til artikel 66, stk. 3, gennemfører den nationale tilsynsmyndighed efter proceduren i artikel 65 i dette direktiv en koordineret analyse af de forskellige markeder med tilknytning til accessnettet. På grundlag af resultatet af analysen træffer den nationale tilsynsmyndighed i overensstemmelse med artikel 23 og 32 i nærværende direktiv afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser.

5. En virksomhed, der er pålagt funktionel adskillelse, kan pålægges enhver af de forpligtelser, der er nævnt i artikel 67-72 på ethvert specifikt marked, hvor den i overensstemmelse med artikel 65 er udpeget som virksomhed med en stærk markedsposition, eller enhver anden forpligtelse, der er godkendt af Kommissionen i medfør af artikel 66, stk. 3.

Artikel 76

Frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder

1. En virksomhed, der i overensstemmelse med artikel 65 i nærværende direktiv er udpeget som værende i besiddelse af en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder, skal underrette den nationale tilsynsmyndighed på forhånd og i god tid for at give den nationale tilsynsmyndighed mulighed for at vurdere virkningen af den planlagte transaktion, hvis den vil overdrage sit accessnet eller en væsentlig del heraf til en særskilt juridisk enhed med en anden ejer eller oprette en særskilt forretningsenhed med henblik på at give alle detailudbydere, herunder virksomhedens egne detailafdelinger, fuldt ud tilsvarende accessprodukter.

En virksomhed skal også underrette den nationale tilsynsmyndighed om enhver ændring af denne plan og om slutresultatet af adskillelsesprocessen.

En virksomhed kan også afgive tilsagn om adgangsbetingelser, der vil gælde dens net i løbet af implementeringsperioden, og efter at den foreslåede form for adskillelse er gennemført, med henblik på at sikre tredjepart effektiv og ikkediskriminerende adgang. Tilbuddet om tilsagn skal indeholde tilstrækkelige detaljer, herunder om tidspunktet for og varigheden af gennemførelsen, til at den nationale tilsynsmyndighed kan udføre sine opgaver i henhold til stk. 2. Sådanne tilsagn kan forlænges ud over den maksimale frist for markedsanalyser, der er fastsat i artikel 65, stk. 5.

2. Den nationale tilsynsmyndighed vurderer, hvilke følger den planlagte transaktion sammen med eventuelle foreslåede tilsagn har for de gældende forpligtelser i henhold til nærværende direktiv.

Til det formål gennemfører den nationale tilsynsmyndighed efter proceduren i artikel 65 en analyse af de forskellige markeder med tilknytning til accessnettet.

De nationale myndigheder tager hensyn til eventuelle tilsagn fra virksomheden, navnlig vedrørende målene i artikel 3. Den nationale tilsynsmyndighed konsulterer i den forbindelse tredjeparter i overensstemmelse med artikel 23, især men ikke begrænset til de tredjeparter, der er direkte berørt af den påtænkte transaktion.

På grundlag af resultatet af analysen træffer den nationale tilsynsmyndighed i overensstemmelse med artikel 23 og 32 afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser, idet bestemmelserne i artikel 77 anvendes, hvor det er relevant. Den nationale tilsynsmyndighed kan i sin afgørelse gøre tilsagnene helt eller delvist bindende. Uanset artikel 65, stk. 5, kan den nationale tilsynsmyndighed gøre nogle eller alle tilsagn bindende i hele den periode, de afgives for.

3. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 77, kan den juridisk og/eller driftsmæssigt særskilte forretningsenhed om nødvendigt pålægges enhver af de forpligtelser, der er nævnt i artikel 67-72 på ethvert specifikt marked, hvor den i overensstemmelse med artikel 65, er udpeget som virksomhed med en stærk markedsposition, eller enhver anden forpligtelse, der er godkendt af Kommissionen i medfør af artikel 66, stk. 3, og såfremt alle andre tilsagn, der er afgivet, er utilstrækkelige til at kunne opfylde målene i artikel 3.

4. Den nationale tilsynsmyndighed fører tilsyn med gennemførelsen af de af virksomhederne afgivne tilsagn, som tilsynsmyndigheden har gjort bindende i henhold til stk. 2 i denne artikel, og tager stilling til en eventuel forlængelse af tilsagnene, når den periode, de indledningsvis blev afgivet for, er udløbet.

Artikel 77

Virksomheder, der udelukkende opererer på engrosniveau

1. Hvis en national tilsynsmyndighed finder, at en virksomhed, som ikke er aktiv på noget detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester, har en stærk markedsposition på et eller flere engrosmarkeder, jf. artikel 65, vurderer den, om den pågældende virksomhed har følgende egenskaber:

a) alle selskaber og forretningsenheder inden for virksomheden, herunder alle selskaber, som kontrolleres, men ikke nødvendigvis ejes fuldstændig, af den(de) samme endelig(e) ejer(e), har kun nuværende og planlagte aktiviteter på engrosmarkeder for elektroniske kommunikationstjenester, og de har derfor ikke nogen aktiviteter på noget detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere i Unionen

b) virksomheden har ikke nogen eksklusivaftale eller en aftale, som de facto udgør en eksklusivaftale, med nogen enkelt, selvstændig virksomhed senere i forsyningskæden, som er aktiv på et detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester til private eller kommercielle slutbrugere.

2. Hvis den nationale tilsynsmyndighed konkluderer, at betingelserne i stk. 1, litra a) og b), i denne artikel er opfyldt, kan tilsynsmyndigheden kun pålægge den pågældende virksomhed forpligtelser i henhold til artikel 70 eller 71.

3. Den nationale tilsynsmyndighed reviderer de forpligtelser, der er pålagt virksomheden i henhold til denne artikel, hvis den konkluderer, at betingelserne i stk. 1, litra a) og b), i denne artikel ikke længere er opfyldt, og lader artikel 65-72 finde anvendelse, hvis det er relevant.

4. Den nationale tilsynsmyndighed reviderer også forpligtelser pålagt virksomheden i henhold til denne artikel, hvis tilsynsmyndigheden på grundlag af beviser for betingelser og vilkår, som virksomheden tilbyder sine kunder senere i forsyningskæden, konkluderer, at der er opstået konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne, som kræver, at der pålægges en eller flere af forpligtelserne i artikel 67, 68, 69 eller 72, eller at de pålagte forpligtelser ændres i overensstemmelse med stk. 2.

5. Pålæggelsen af forpligtelser og revision af disse i overensstemmelse med denne artikel gennemføres i henhold til procedurerne i artikel 23, 32 og 33.

    Artikel 78

Migration fra eksisterende infrastruktur

1. Virksomheder, der findes at have en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder i overensstemmelse med artikel 65, underretter den nationale tilsynsmyndighed på forhånd og i god tid, hvis de planlægger at afvikle dele af nettet, herunder eksisterende infrastruktur, som er nødvendig for at drive et kobbernet, og som er underlagt forpligtelser i henhold til artikel 66-77.

2. Den nationale tilsynsmyndighed sikrer, at afviklingsprocessen indeholder en gennemskuelig tidsplan og gennemskuelige betingelser, herunder bl.a. en passende anmeldelses- og transitionsperiode, og at der er adgang til alternative ▌produkter af som minimum sammenlignelig kvalitet, som giver adgang til en opgraderet netinfrastruktur, der erstatter de afviklede elementer, hvis dette er nødvendigt for at sikre konkurrence og slutbrugerne rettigheder.

For aktiver, der foreslås afviklet, kan den nationale tilsynsmyndighed ophæve forpligtelserne efter at have konstateret:

a) om internetudbyderen beviseligt har skabt de rette betingelser for migration, herunder gjort et alternativt accessprodukt af som minimum sammenlignelig kvalitet tilgængeligt, som giver mulighed for at nå ud til de samme slutbrugere, som kunne nås via den eksisterende infrastruktur og

b) om internetudbyderen har overholdt de betingelser og processer, som er fastsat for den nationale tilsynsmyndighed i henhold til nærværende artikel.

En sådan nedlukning skal gennemføres i henhold til procedurerne i artikel 23, 32 og 33. Disse bestemmelser berører ikke tilgængeligheden af regulerede produkter, som den nationale tilsynsmyndighed pålægger den opgraderede netinfrastruktur i overensstemmelse med procedurerne i artikel 65 og 66.

    Artikel 78a

Samling af efterspørgsel

Medlemsstaterne må ikke indføre strengere bestemmelser, det være sig med hensyn til varighed, rentesatser eller andet, for udbyderes finansiering af udbygningen af en fysisk forbindelse med meget høj kapacitet til en slutbrugers ejendom, end de gør for finansielle institutioner, herunder hvis denne udbyders finansiering sker ved hjælp af afbetalingsaftaler.

    Artikel 78b

BEREC's retningslinjer om net med meget høj kapacitet

Senest den [gennemførelsesdato] fastlægger BEREC efter høring af interesserede parter og i tæt samarbejde med Kommissionen retningslinjer for de kriterier, som et net skal opfylde for at blive anset for et net med meget høj kapacitet. De nationale tilsynsmyndigheder skal tage størst muligt hensyn til disse retningslinjer. BEREC ajourfører retningslinjerne senest den 31. december 2025 og derefter hvert [tre år].

Del III. TJENESTER

AFSNIT I: FORSYNINGSPLIGT

Artikel 79

Forsyningspligtydelser til en rimelig pris

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle forbrugere på deres område, under hensyntagen til særlige nationale forhold, har adgang til en tilgængelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester, til en rimelig pris, som er af den kvalitet, der er specificeret for deres område, herunder den underliggende forbindelse, som minimum på et fast sted.

Medlemsstaterne sikrer endvidere, at tjenester, som ikke ydes på et fast sted, har en rimelig pris, hvis de finder dette nødvendigt for at sikre forbrugerens fulde sociale og økonomiske deltagelse i samfundet. 2. I henhold til BEREC's retningslinjer fastsætter de nationale tilsynsmyndigheder minimumskapaciteten for den internetadgangstjeneste, der er henvist til i stk. 1, med henblik på ▌at afspejle de tjenester, der anvendes af flertallet af forbrugere på en bestemt lokalitet på medlemsstatens område eller relevante dele af deres område, som er uundværlige for at sikre social og økonomisk deltagelse i samfundet. Med henblik herpå skal ▌ internetadgangstjenester være i stand til at levere den båndbredde, som er nødvendig for mindst at understøtte det minimum af tjenester, der er fastsat i bilag V.

Senest den ... [18 måneder efter ikrafttrædelsen af dette direktiv] vedtager BEREC med henblik på at bidrage til en ensartet anvendelse af denne artikel, efter høring af interesserede parter og i tæt samarbejde med Kommissionen, under hensyntagen til de fra Kommissionens (Eurostat) til rådighed stillede oplysninger, retningslinjer, der gør det muligt for nationale tilsynsmyndigheder at fastsætte mindstekrav til tjenesters kvalitet, herunder mindstekrav til båndbredde, at understøtte mindst det minimum af tjenester, som er fastsat i bilag V, og som afspejler den gennemsnitlige båndbredde til rådighed for flertallet af befolkningen i hver medlemsstat. Disse retningslinjer ajourføres hvert andet år for at afspejle de teknologiske fremskridt og ændringerne i forbrugernes forbrugsmønstre.

3. Når en forbruger anmoder herom, kan den forbindelse, der henvises til i stk. 1 og 1a, begrænses til kun at understøtte talekommunikation.

3a. Medlemsstaterne kan udvide bestemmelserne i denne artikel til at omfatte mikrovirksomheder og små virksomheder som slutbrugere.

Artikel 80

Udbud af forsyningspligtydelser til en rimelig pris

1. De nationale tilsynsmyndigheder overvåger udviklingen og niveauet af de på markedet tilgængelige detailtakster for de tjenester, som er angivet i artikel 79, stk. 1, navnlig i forhold til nationale priser og nationale forbrugeres indkomst.

2. Hvis en medlemsstat fastsætter, at detailpriserne for de tjenester, der er fastsat i artikel 79, stk. 1, under hensyn til de nationale forhold ikke er rimelige, fordi forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov er forhindret i at få adgang til tjenesterne, skal myndighederne kræve af de udbydere, som leverer tjenesterne, at de skal tilbyde disse forbrugere takstvalgmuligheder eller pakker, som er anderledes end dem, virksomhederne leverer på normale kommercielle betingelser. Med henblik herpå skal medlemsstaterne kræve, at virksomhederne anvender fælles takster, herunder geografisk udligning, i hele området. Medlemsstaterne skal sikre, at forbrugere, som er berettiget til disse takstvalgmuligheder eller -pakker, har ret til en aftale med en virksomhed, der leverer de tjenester, der er fastsat i artikel 79, stk. 1. Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at disse virksomheder leverer dem med en tilstrækkelig tilgængelighedsperiode for et nummer og undgår uberettiget afbrydelse af tjenesten.

3. Medlemsstaterne sikrer, at virksomheder, der tilbyder forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov takstvalgmuligheder eller pakker i henhold til stk. 2 holder de nationale tilsynsmyndigheder informeret om detaljerne i denne type tilbud. Uden at det berører forbrugerens frihed til at vælge en hvilken som helst udbyder, sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at de betingelser, hvorpå virksomhederne tilbyder takstvalgmuligheder eller pakker i henhold i til stk. 2, er fuldt ud gennemsigtige og offentliggøres og anvendes i overensstemmelse med artikel 92 og princippet om ikkediskriminering. De nationale tilsynsmyndigheder kan kræve, at bestemte ordninger ændres eller trækkes tilbage.

4. Medlemsstaterne kan under hensyn til nationale forhold sikre, at der ydes yderligere støtte til forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov med henblik på at sikre adgang til funktionel internetadgangs- og talekommunikationstjenester til en rimelig pris som minimum på et fast sted. Medlemsstaterne kan desuden sikre, at der ydes støtte til forbrugere med lave indkomster eller særlige sociale behov for mobiltjenester, hvis de skønner, at dette er nødvendigt for at sikre forbrugerens fulde økonomiske og sociale deltagelse i samfundet.

5. Medlemsstaterne sikrer under hensyn til nationale forhold, at der ydes passende støtte til forbrugere med handicap, og at der træffes andre specifikke foranstaltninger med henblik på at sikre, at relevant terminaludstyr er tilgængeligt for personer med handicap, og at specifikt udstyr og specifikke tjenester, der fremmer lige adgang, er tilgængeligt og fås til en rimelig pris. De gennemsnitlige udgifter til relætjenester for forbrugere med handicap skal svare til udgifterne til taletelefonitjenester i henhold til artikel 79.

6. Når medlemsstaterne anvender denne artikel, skal de søge at minimere fordrejning af markedsvilkårene.

6a. Medlemsstaterne kan udvide bestemmelserne i denne artikel til at omfatte mikrovirksomheder og små virksomheder som slutbrugere.

Artikel 81

Adgang til forsyningspligtydelser

1. Hvis en medlemsstat i tilstrækkelig grad har konstateret, under hensyntagen til resultaterne af den geografiske undersøgelse, der måtte være blevet gennemført jf. artikel 22, stk. 1, at tilgængeligheden på et sted af en funktionel internetadgangstjeneste, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste ikke kan sikres på normale kommercielle vilkår eller gennem andre politiske redskaber på dets nationale område eller forskellige dele heraf, eller hvis den nationale tilsynsmyndighed accepterer alternativ dokumentation herfor, kan den pålægge en passende pligt til at forsyne alle, der anmoder om at tilgå disse tjenester på de relevante dele af medlemsstatens område.

2. Medlemsstaterne fastlægger den mest effektive og hensigtsmæssige strategi til at sikre tilgængeligheden af en funktionel internetadgangstjeneste på et fast sted, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste under hensyntagen til principperne om objektivitet, transparens, ikkediskriminering og proportionalitet. Dette kan omfatte at stille internetadgangstjenester og talekommunikationstjenester til rådighed via trådbaseret eller trådløs teknologi. De skal minimere konkurrenceforvridning, navnlig udbud af tjenester til priser eller på betingelser eller vilkår, der afviger fra almindelige forretningsmæssige betingelser, idet de samtidig tilgodeser samfundets interesser.

3. Hvis medlemsstaterne beslutter at pålægge forsyningspligt for at sikre tilgængeligheden af en ▌internetadgangstjeneste på et fast sted, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste, kan de udpege en eller flere virksomheder til at garantere tilgængelighed på et fast sted af en funktionel internetadgangstjeneste, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste med henblik på at dække hele det nationale område. Medlemsstaterne kan udpege forskellige virksomheder eller grupper af virksomheder til at levere ▌internetadgangs- og talekommunikationstjenester på et fast sted og/eller til at dække forskellige dele af det nationale område.

4. Når medlemsstaterne udpeger udbydere som forpligtede til i dele af eller hele det nationale område at sikre tilgængeligheden på et fast sted af en internetadgangstjeneste, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste, skal de anvende en effektiv, objektiv, transparent og ikkediskriminerende udpegningsmetode, der sikrer, at ingen udbyder på forhånd er udelukket fra at blive udpeget. Sådanne udpegningsmetoder skal sikre, at ▌internetadgang og talekommunikationstjenester på et fast sted leveres på en omkostningseffektiv måde og kan anvendes som et middel til at bestemme nettoomkostningerne ved forsyningspligten, jf. artikel 84.

5. Når en udbyder, som er udpeget i henhold til stk. 3, vil afhænde sit lokale accessnet eller en væsentlig del af det til en særskilt juridisk enhed med et andet ejerskab, underretter den i forvejen og i rimelig tid den nationale tilsynsmyndighed, så denne kan bedømme den påtænkte transaktions indvirkning på udbuddet af en ▌internetadgangstjeneste på et fast sted, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste. Den nationale tilsynsmyndighed kan pålægge, ændre eller tilbagetrække særlige forpligtelser i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2.

Artikel 82

Status på den eksisterende forsyningspligt

1. Medlemsstaterne kan fortsat sikre, at andre tjenester end en ▌internetadgangstjeneste, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og en talekommunikationstjeneste på et fast sted er tilgængelige og kan fås til en rimelig pris, hvis de var i drift forud for [en fastsat dato], hvis det fastslås, at der er behov for sådanne tjenester i lyset af de nationale forhold. Hvis en medlemsstat udpeger udbydere til i dele af eller hele det nationale område at levere disse tjenester, finder artikel 81 anvendelse. Finansieringen af disse forpligtelser skal være i overensstemmelse med artikel 85.

2. Medlemsstaterne skal revidere de forpligtelser, der er pålagt i henhold til denne artikel, senest [tre år efter nærværende direktivs ikrafttræden] og derefter som minimum en gang hvert tredje år.

Artikel 83

Kontrol med udgifter

1. Medlemsstaterne sikrer, at i forbindelse med udbud af faciliteter og tjenester ud over de i artikel 79 omhandlede, fastsætter udbydere af talekommunikations- og internetadgangstjenester i henhold til artikel 79, 81 og 82 vilkårene på en sådan måde, at slutbrugeren ikke er tvunget til at betale for faciliteter eller tjenester, der ikke er nødvendige for eller kræves til den tjeneste, der er anmodet om.

2. Medlemsstaterne sikrer, at de udbydere af talekommunikationstjenester, der henvises til i artikel 79, og som gennemføres i henhold til artikel 80, udbyder de særlige faciliteter og tjenester i bilag VI, del A, således at forbrugerne kan overvåge og kontrollere deres udgifter, og at virksomhederne indfører et system, som kan hindre uberettiget afbrydelse af talekommunikationstjenesten for de forbrugere, som har krav på det, samt en passende mekanisme til at kontrollere fortsat interesse i at anvende tjenesten.

3. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed kan sætte kravene i stk. 2 ud af kraft i hele eller dele af landet, hvis den har forvisset sig om, at faciliteten er alment tilgængelig.

Artikel 84

Beregning af omkostninger ved forsyningspligt

1. Hvis de nationale tilsynsmyndigheder finder, at udbud af en ▌internetadgangstjeneste, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og af en talekommunikationstjeneste som fastlagt i artikel 79, 80 og 81 eller vedvarende anvendelse af den eksisterende forsyningspligt, jf. artikel 82, kan udgøre en urimelig byrde udbydere af sådanne tjenester, og derfor anmoder om kompensation, beregner de nettoomkostningerne herved.

De nationale tilsynsmyndigheder skal med henblik herpå:

  beregne nettoomkostningerne ved den pågældende forsyningspligt, idet der tages hensyn til eventuelle markedsfordele, som udbyder af en internetadgangstjeneste, som fastsat i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, og en talekommunikationstjeneste; som fastsat i artikel 79, 80 og 81 eller bevarelse af en eksisterende forsyningspligt, som fastsat i artikel 82 , nyder godt af, jf. bilag VII, del A, eller

  vende de nettoomkostninger ved varetagelse af forsyningspligt, der bestemmes ved den i artikel 81, stk. 3, 4 og 5, omhandlede udpegningsmetode.

2. De regnskaber og/eller oplysninger, der ligger til grund for beregningen af nettoomkostningerne ved forsyningspligten, jf. stk. 1, litra a), kvalitetskontrolleres eller verificeres af den nationale tilsynsmyndighed eller en af de berørte parter uafhængig instans, der er godkendt af den nationale tilsynsmyndighed. Omkostningsberegningen og kvalitetskontrollens konklusioner er offentlig tilgængelig.

Artikel 85

Finansiering af forsyningspligten

Såfremt de nationale tilsynsmyndigheder på grundlag af den i artikel 84 omhandlede nettoomkostningsberegning mener, at en virksomhed pålægges en urimelig byrde, skal medlemsstaterne efter anmodning fra den pågældende virksomhed beslutte at indføre en ordning, der på transparente vilkår giver den pågældende virksomhed kompensation fra offentlige midler ▌.

1a.   Som undtagelse fra stk. 1 kan medlemsstaterne vedtage eller opretholde en ordning til deling af nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligten, som følger af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 81, mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og de virksomheder, der udbyder informationssamfundstjenester som defineret i direktiv 2000/31/EF.

1b.   Medlemsstater, der vedtager eller opretholder en sådan ordning, tager ordningen op til revision mindst hvert tredje år for at fastslå, hvilke nettoomkostninger der fortsat bør deles under ordningen, og hvilke der bør kompenseres med offentlige midler.

1c.   Kun nettoomkostningerne, som fastsat i henhold til artikel 84, af forpligtelserne i artikel 79, 81 og 82 må finansieres.

1d.   Såfremt nettoomkostningerne deles i henhold til stk. 1a, sikrer medlemsstaterne, at der etableres en deleordning, som forvaltes af den nationale tilsynsmyndighed eller af en af de begunstigede uafhængige instanser under de nationale tilsynsmyndigheders tilsyn.

1e.   En deleordning skal overholde principperne om gennemsigtighed, mindst mulig konkurrenceforvridning, ikke-diskriminering og proportionalitet, jf. principperne i bilag IV, del B. Medlemsstaterne kan vælge ikke at kræve bidrag fra visse former for virksomheder eller virksomheder, hvis nationale omsætning ikke overstiger en fastsat grænse.

1f.   Eventuelle udgifter i forbindelse med deling af omkostningerne ved forsyningspligten skal udskilles fra de øvrige udgifter og anføres særskilt for hver enkelt virksomheds vedkommende. Sådanne udgifter kan ikke pålægges eller afkræves virksomheder, der ikke udbyder tjenester i den medlemsstat, der har indført den pågældende deleordning.

Artikel 86

Transparens

1. Såfremt nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes i overensstemmelse med artikel 84, sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at principperne for beregning af nettoomkostningerne, herunder en nærmere beskrivelse af den anvendte metode, er offentligt tilgængelige.

2. Med forbehold af Unionens regler og nationale regler om forretningshemmelighed sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at der udgives en årlig rapport med oplysninger om de beregnede omkostninger ved forsyningspligten, herunder eventuelle markedsmæssige fordele, der kan være tilflydt den eller de virksomheder som følge af forsyningspligten, som er fastsat i artikel 79, 81 og 82.

Afsnit II: Numre

Artikel 87

Nummerressourcer

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kontrollerer tildelingen af brugsrettigheder til alle nationale nummerressourcer og disponeringen af de nationale nummerplaner, og at de stiller tilstrækkelig mange numre og nummerserier til rådighed for alle offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester. De nationale tilsynsmyndigheder fastlægger objektive, transparente og ikkediskriminerende procedurer for tildeling af brugsrettigheder til nationale nummerressourcer.

2. De nationale tilsynsmyndigheder kan give ret til brug af numre fra de nationale nummerplaner til at levere specifikke tjenester til andre virksomheder end dem, der leverer elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, forudsat at virksomhederne demonstrerer evnen til at forvalte numrene, og at tilstrækkelige og passende nummerressourcer gøres tilgængelige til at opfylde det nuværende og forudsigelige fremtidige behov. De nationale tilsynsmyndigheder kan suspendere tildelingen af nummerressourcer til ovennævnte virksomheder, hvis det påvises, at der er risiko for at udtømme nummerressourcerne. For at bidrage til en konsekvent anvendelse af dette stykke vedtager BEREC inden den [ikrafttrædelsesdato plus 18 måneder] efter høring af interessenter og i tæt samarbejde med Kommissionen retningslinjer for fælles kriterier til vurdering af evnen til at forvalte nummerressourcer og risikoen for at udtømme nummerressourcerne.

3. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at nationale nummerplaner og -procedurer administreres, således at alle virksomheder, der udbyder offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, og andre virksomheder, hvis de levere op til kriterierne i stk. 2, behandles lige. Medlemsstaterne sikrer navnlig, at en virksomhed, som har fået tildelt brugsretten til en nummerserie, ikke diskriminerer andre udbydere af elektroniske kommunikationstjenester med hensyn til de nummergrupper, der giver adgang til deres tjenester.

4. Hver medlemsstat afsætter en serie af sine ikkegeografiske nummerressourcer, som kan bruges til at levere elektroniske kommunikationstjenester til andet end interpersonelle kommunikationstjenester i hele Unionens område, dog med forbehold af forordning (EU) nr. 531/2012 og gennemførelsesretsakter på grundlag heraf, samt artikel 91, stk. 2, i dette direktiv. Hvis brugsretten til numre er blevet tildelt virksomheder, som ikke er udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, i henhold til stk. 2, finder dette stykke anvendelse på de specifikke tjenester, som virksomhederne leverer. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at betingelserne for retten til brug af numre, der anvendes til at levere tjenester uden for medlemsstatens landekode, og håndhævelsen af disse, ikke er mindre strenge end de betingelser og den håndhævelse, der gælder for tjenester leveret inden for medlemsstatens landekode. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer også, at udbydere, der bruger numre fra egen landekode i andre medlemsstater, overholder forbrugerbeskyttelsesreglerne og andre nationale regler vedrørende brugen af numre i de pågældende medlemsstater, hvor numrene bruges. Denne forpligtelse berører ikke de kompetente myndigheder i medlemsstaternes håndhævelsesbeføjelser.

BEREC bistår de nationale tilsynsmyndigheder med at koordinere deres aktiviteter med henblik på at sikre effektiv forvaltning af nummerressourcerne og ekstraterritoriel anvendelse i henhold til de gældende regler.

▌

5. Medlemsstaterne sikrer, at "00" er standardpræfiks for udlandsopkald. Der kan indføres eller opretholdes særordninger for telefonopkald i naboområder mellem to medlemsstater. Slutbrugerne i de pågældende områder informeres fyldestgørende om sådanne ordninger.

Medlemsstater kan aftale at dele en fælles nummerplan for alle eller specifikke kategorier af numre.

6. Medlemsstaterne fremmer, hvor det er teknisk muligt, levering af nummerressourcer "over-the-air" for at gøre det lettere for slutbrugere ▌at skifte udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, især leverandører og brugere af kommunikationstjenester mellem maskiner.

7. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale nummerplaner og alle senere tillæg og ændringer hertil offentliggøres, med hensynet til statens sikkerhed som eneste begrænsning.

8. Medlemsstaterne støtter harmoniseringen af særlige numre eller nummerserier i Unionen, hvor dette både får det indre marked til at fungere bedre og fremmer udviklingen af paneuropæiske tjenester. Kommissionen overvåger fortsat markedsudviklingen og deltager i internationale organisationer og fora, hvor der træffes afgørelser, som vedrører numre. Hvis Kommissionen finder det berettiget og hensigtsmæssigt, træffer den de relevante tekniske gennemførelsesforanstaltninger i det indre markeds interesse med henblik på at tilfredsstille uopfyldt, grænseoverskridende paneuropæiske efterspørgsel efter numre, som ellers ville hæmme samhandelen mellem medlemsstaterne.

Disse gennemførelsesforanstaltninger vedtages i henhold til undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4.

Artikel 88

Tildeling af brugsret til numre

1. Hvor det er nødvendigt at tildele individuelle brugsrettigheder til numre, tildeler de nationale tilsynsmyndigheder efter anmodning sådanne rettigheder til enhver virksomhed med henblik på udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er omfattet af den generelle tilladelse, der er omhandlet i artikel 12, med forbehold af artikel 13 og artikel 21, stk. 1, litra c), og andre regler til sikring af en effektiv anvendelse af disse ressourcer i overensstemmelse med nærværende direktiv. De nationale tilsynsmyndigheder kan også tildele rettigheder til brug af numre til virksomheder, som ikke udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, jf. artikel 87, stk. 2.2. Brugsrettighederne til numre tildeles gennem åbne, objektive, transparente, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt afpassede procedurer.

Når de nationale tilsynsmyndigheder tildeler brugsrettigheder til numre, angiver de, om rettighedshaveren kan overdrage disse rettigheder og på hvilke betingelser.

Hvis de nationale tilsynsmyndigheder tildeler brugsrettigheder med en begrænset gyldighedsperiode, skal denne være rimelig for den pågældende tjeneste i betragtning af det forfulgte mål under behørig hensyntagen til nødvendigheden af at tillade en passende periode til amortisation af investeringen.

3. Afgørelser vedrørende brugsret til numre træffes, meddeles og offentliggøres hurtigst muligt, efter at den nationale tilsynsmyndighed har modtaget den fuldstændige ansøgning, og inden tre uger for så vidt angår nummerrettigheder, der er afsat til særlige formål i henhold til den nationale nummerplan.

4. Hvis det efter høring af de interesserede parter i henhold til artikel 23 er besluttet, at brugsret til numre af usædvanlig økonomisk værdi tildeles efter konkurrenceprægede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer, kan de nationale tilsynsmyndigheder forlænge maksimumsperioden på tre uger med indtil tre uger.

5. De nationale tilsynsmyndigheder må ikke begrænse det antal brugsrettigheder, der skal tildeles, undtagen hvor dette er nødvendigt for at sikre en effektiv anvendelse af nummerressourcerne.

6. Hvis brugsretten til numre også omfatter ekstraterritoriel brug af disse inden for Unionen, i henhold til artikel 87, stk. 4, behæfter de nationale tilsynsmyndigheder brugsretten med specifikke betingelser for at sikre, at alle de relevante nationale forbrugerbeskyttelsesregler og nationale regler vedrørende brug af numre i den medlemsstat, hvor numrene bruges, overholdes. Medlemsstaterne kan ikke pålægge disse brugsrettigheder yderligere forpligtelser efterfølgende.

På anmodning fra en national tilsynsmyndighed i en anden medlemsstat, som kan påvise en overtrædelse af de relevante forbrugerbeskyttelsesregler eller nummerrelaterede nationale regler i medlemsstaten, håndhæver den nationale tilsynsmyndighed i den medlemsstat, hvor brugsrettighederne til et nummer er blevet tildelt, de betingelser, som er tilknyttet i henhold til artikel 30, første afsnit, herunder ved i alvorlige tilfælde at ophæve retten til ekstraterritorial brug af de numre, der er tildelt den pågældende virksomhed.

BEREC letter og koordinerer udvekslingen af oplysninger mellem de forskellige involverede medlemsstaters nationale tilsynsmyndigheder og sikrer en passende koordinering af arbejdet mellem dem.

Artikel 89

Afgifter for brugsrettigheder til numre

Medlemsstaterne kan give den nationale tilsynsmyndighed tilladelse til at opkræve afgifter for brugsret til numre, som afspejler behovet for at sikre, at disse ressourcer udnyttes optimalt. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne afgifter er ikkediskriminerende, transparente, objektivt begrundede og forholdsmæssigt afpassede efter det tilsigtede formål og tager hensyn til målene i artikel 3.

Artikel 90

Hotline for efterlyste børn og telefonrådgivning til børn

1. Medlemsstaterne sikrer, at borgerne har gratis adgang til en tjeneste, der driver en hotline, hvor man kan indberette sager om børn, der er forsvundet. Denne hotline skal være til rådighed på nummer "116000". Medlemsstaterne sikrer, at børn har adgang til en børnevenlig tjeneste, der driver en telefonrådgivning. Denne telefonrådgivning skal være tilgængelig på nummeret "116111".

2. Medlemsstaterne sikrer, at slutbrugere med handicap kan benytte de tjenester, der ydes under numrene "116000" og "116111", på lige fod med andre slutbrugere, bl.a. via totale konversationstjenester. De foranstaltninger, der træffes med det formål at lette adgangen for slutbrugere med handicap til sådanne tjenester, når de rejser i andre medlemsstater, baseres på at der er overensstemmelse med gældende standarder eller specifikationer offentliggjort efter artikel 39.

3. Medlemsstaterne sikrer, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at opnå en tilstrækkelig servicekvalitet ved driften af "116000"-nummeret, og at der afsættes de nødvendige økonomiske ressourcer til at drive hotlinen.

4. Medlemsstaterne og Kommissionen sikrer, at borgerne informeres tilstrækkeligt om eksistensen og brugen af de tjenester, der ydes under numrene "116000" og "116111".

Artikel 91

Mulighed for at kalde numre og benytte tjenester

1. Medlemsstaterne sikrer, at de relevante nationale myndigheder, hvor det er teknisk og økonomisk muligt, og bortset fra de tilfælde, hvor den opkaldte slutbruger af kommercielle grunde har valgt at begrænse adgangen for parter, som foretager opkald fra bestemte geografiske områder, træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at slutbrugerne kan:

  a) få forbindelse med og benytte tjenester, der bruger ikkegeografiske numre inden for Unionen, og

  b) få forbindelse med alle numre, der udbydes i Unionen, uanset hvilken teknologi og hvilket udstyr operatøren anvender, herunder numrene i medlemsstaternes nationale nummerplaner og de internationale frikaldsnumre (UIFN).

2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge udbydere af offentlige kommunikationsnet og/eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, i enkelttilfælde at spærre adgang til numre eller tjenester, når svig eller misbrug gør det berettiget, og kræve, at udbydere af elektroniske kommunikationstjenester i sådanne tilfælde tilbageholder relevante indtægter fra samtrafik eller andre tjenester.

AFSNIT III: SLUTBRUGERES RETTIGHEDER

(Artikel 91a)

Undtagelsesklausul

Afsnit III, med undtagelse af artikel 92 og 93, gælder ikke for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der er mikrovirksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF.

Artikel 92

Ikke-diskriminering

Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester opsætter ingen diskriminerende krav eller brugs- eller adgangsbetingelser for slutbrugere i Unionen baseret på disses nationalitet eller bopælssted eller hjemsted, medmindre sådanne forskelle er objektivt begrundede.

Artikel 92a

1. Udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester må ikke benytte takster for faste eller mobile EU-interne kommunikationstjenester, som terminerer i en anden medlemsstat, der er højere end taksterne for tjenester, som terminerer i den samme stat, medmindre dette kan begrundes med forskellen på mobiltermineringstaksterne.

2. Senest den ... [seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden] indfører BEREC – efter at have hørt interessenterne og i tæt samarbejde med Kommissionen – retningslinjer for inddrivelse af sådanne omkostninger, der er objektivt begrundet i forskellen i henhold til stk. 1. Disse retningslinjer skal sikre, at eventuelle forskelle udelukkende bunder i eksisterende direkte omkostninger, som udbyderen påføres ved at tilvejebringe de grænseoverskridende tjenester.

3. Senest den ... [et år efter dette direktivs ikrafttræden og årligt derefter] forelægger Kommissionen en rapport om overholdelsen af forpligtelserne i stk. 1, herunder en vurdering af udviklingen af EU-interne kommunikationstakster.

Artikel 93

Overholdelse af grundlæggende rettigheder

1. Nationale foranstaltninger vedrørende slutbrugeres adgang til eller benyttelse af tjenester og applikationer via elektroniske kommunikationsnet skal overholde grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som garanteret i EU's charter om grundlæggende rettigheder og de generelle principper i EU-retten.

2. De af disse foranstaltninger vedrørende slutbrugeres adgang til eller benyttelse af tjenester og applikationer via elektroniske kommunikationsnet, der kan begrænse disse grundlæggende rettigheder eller frihedsrettigheder, må kun indføres, hvis de er fastsat ved lov og respekterer det væsentligste indhold i disse rettigheder og frihedsrettigheder, er hensigtsmæssige, forholdsmæssigt afpassede og nødvendige, og faktisk når mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller opfylder behovet for at beskytte andres rettigheder og frihedsrettigheder i overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og med EU- rettens generelle principper, herunder effektiv retsbeskyttelse og ret til en retfærdig rettergang. Følgelig må disse foranstaltninger kun træffes under hensyntagen til princippet om uskyldsformodning og retten til privatlivets fred. En forudgående, retfærdig og upartisk procedure skal garanteres, herunder den eller de berørte personers ret til at blive hørt, med forbehold af behovet for passende betingelser og proceduremæssige ordninger i behørigt begrundede hastetilfælde i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Retten til en effektiv og rettidig domstolskontrol skal garanteres.

2a. I henhold til artikel 7, 8 og 11 og artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder må medlemsstaterne ikke indføre generel og udifferentieret lagring af alle trafik- og lokaliseringsdata for alle abonnenter og registrerede brugere vedrørende deres elektroniske kommunikation.

Artikel 94

Harmoniseringsniveau

Medlemsstaterne må ikke i national ret opretholde eller indføre bestemmelser om beskyttelse af slutbrugere eller betingelser i den generelle tilladelse vedrørende emner, som er omfattet af dette afsnit, og som afviger fra de bestemmelser, der er fastsat heri, herunder strengere eller lempeligere bestemmelser som skal sikre et anderledes beskyttelsesniveau, medmindre andet fremgår af dette afsnit.

Artikel 95

Oplysningskrav til aftaler

-1.  De oplysningskrav, der er fastsat i denne artikel, herunder sammendraget af aftalen, udgør en integreret del af aftalen og kommer oveni kravene i direktiv 2011/83/EU. Medlemsstaterne skal sikre, at oplysningerne i denne artikel stilles til rådighed på en klar, sammenhængende og let tilgængelig måde. På anmodning af forbrugeren eller andre slutbrugere stilles en kopi af oplysningerne også til rådighed på et varigt medium og i tilgængelige formater for slutbrugere med handicap.

1. Inden en forbruger bindes af en aftale eller et tilsvarende tilbud, som er genstand for enhver form for betaling, stiller udbydere af internetadgangstjenester, offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-transmission, hvor det er relevant, følgende oplysninger til rådighed for forbrugeren, i det omfang sådanne oplysninger vedrører en tjenesteydelse, de leverer.

  a) som en del af de vigtigste egenskaber for hver udbudt tjeneste:

i) eventuelle minimumskrav til kvalitetsniveauer for tjenesten i det omfang sådanne tilbydes, og i henhold til retningslinjerne fra BEREC, som skal vedtages i henhold til artikel 97, stk. 2, efter høring af interessenterne og i tæt samarbejde med Kommissionen, i forbindelse med

–   internetadgangstjenester: som minimum reaktionstid, jitter og pakketab

–   offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester: I det mindste tidspunktet for den første forbindelse, sandsynligheden for fejl, forsinkelser af opkaldssignaler i overensstemmelse med bilag IX til dette direktiv og

–   andre tjenester end internetadgangstjenester, jf. artikel 3, stk. 5, i forordning 2015/2120: de specifikke lovede kvalitetsparametre

Når der ikke tilbydes nogen minimumstjenestekvalitet, skal der udfærdiges en erklæring herom.

ii) uden at det berører slutbrugernes ret til at bruge terminaludstyr efter eget valg, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning 2015/2120/EF, ethvert gebyr og enhver begrænsning pålagt brugen af det leverede terminaludstyr af udbyderen, samt, hvor det er relevant, kortfattede tekniske oplysninger om korrekt brug af det udstyr, som forbrugeren har valgt

  b) eventuelle kompensations- og tilbagebetalingsregler, herunder, når det er relevant, en udtrykkelig henvisning til forbrugernes lovfæstede rettigheder, såfremt tjenesternes kontraktfæstede kvalitetsniveau ikke opfyldes, eller hvis en sikkerhedshændelse, som udbyderen er underrettet om, finder sted som følge af en kendt sårbarhed i softwaren eller hardwaren, som fabrikanten eller udvikleren har fremsendt sikkerhedsrettelser til, og hvor tjenesteudbyderen ikke har anvendt disse rettelser eller truffet andre passende modforanstaltninger

  c) som en del af oplysningerne om pris og betaling:

i) detaljer om de specifikke prisvilkår i henhold til aftalen og for alle sådanne prisvilkår typerne af tilbudte tjenesteydelser, herunder, hvor relevant, kommunikationsmængderne (MB, minutter, sms) for den enkelte afregningsperiode og prisen på yderligere kommunikationsenheder

ia) i tilfælde af prisvilkår med en forudbestemt kommunikationsmængde, muligheden for at forbrugerne kan overføre en eventuel uudnyttet datamængde fra den foregående faktureringsperiode til den følgende faktureringsperiode, når denne mulighed fremgår af aftalen

ib) faciliteter til at sikre gennemskuelige regninger og overvågning af forbruget

ic) med forbehold af artikel 13 i forordning 2016/679 oplysninger om, hvilke personlige oplysninger der er nødvendige for udførelsen af tjenesteydelsen, eller der indsamles i forbindelse med leveringen af tjenesteydelsen

ii) takstoplysninger vedrørende ethvert nummer eller enhver tjeneste, for hvilke der gælder særlige prisvilkår; de nationale tilsynsmyndigheder kan, hvad angår individuelle kategorier af tjenester, kræve, at sådanne oplysninger gives umiddelbart inden etablering af opkaldet

iii) for pakketjenester og pakker, herunder både tjenester og udstyr, prisen på de enkelte elementer i pakken i det omfang de markedsføres separat

iv) oplysninger om eftersalgs-, vedligeholdelses- og kundeservice og vedligeholdelsesafgifter, og

v) metoderne til at opnå ajourførte oplysninger om alle relevante takster og vedligeholdelsesafgifter

  d) som en del af oplysningerne om aftalens varighed og betingelserne for fornyelse og opsigelse af aftalen:

i) eventuelle minimumskrav til anvendelse og varighed, som skal være opfyldt, for at abonnenten kan nyde godt af kampagnevilkår

ii) eventuelle procedurer og gebyrer i forbindelse med overdragelse, nummerportabilitet og andre identifikatorer, samt kompensations- og refusionsordninger ved forsinkelser eller misbrug i forbindelse med overdragelser

iii) eventuelle gebyrer ved for tidlig opsigelse af aftalen, herunder information om, hvordan terminaludstyr låses op, og inddækning af omkostninger i forbindelse med terminaludstyr

iv) betingelserne for opsigelse af pakketjenester eller dele heraf, hvor det er relevant

  e) detaljer om produkter og tjenester til slutbrugere med handicap, og hvordan ajourførte oplysninger kan opnås

  f) hvordan en procedure til bilæggelse af tvister indledes, jf. artikel 25, herunder nationale og grænseoverskridende tvister i henhold til artikel 25:

  hvilken type handlinger virksomheden kan foretage som reaktion på sikkerheds- eller integritetsmæssige hændelser eller trusler og sårbarheder.

2. Ud over kravene i stk. 1 stiller udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester følgende oplysninger til rådighed på en klar og forståelig måde:

–  eventuelle begrænsninger på adgang til alarmtjenester og/eller lokaliseringsoplysninger om den kaldende part på grund af manglende tekniske muligheder, for så vidt som tjenesten tillader slutbrugere at spore nationale opkald tilbage til et nummer i en national telefonnummerplan

–  slutbrugernes ret til selv at afgøre, om deres personoplysninger skal medtages i en fortegnelse, og i så fald typer af relevante oplysninger, der medtages, i henhold til artikel 12 i direktiv 2002/58/EF

3. Stk. 1, ▌2 og 6 finder også anvendelse på mikrovirksomheder og små virksomheder og almennyttige organisationer, der er slutbrugere, medmindre de udtrykkeligt har givet afkald på alle eller dele af disse vilkår

4. Udbydere af internetadgangstjenester stiller oplysningerne i stk. 1 og 2 til rådighed sammen med de oplysninger, der fremgår af artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2120.

5. Inden [ikrafttrædelsesdato + 12 måneder] vedtager Kommissionen, efter høring af BEREC, en skabelon til aftaleresumé, hvori de vigtigste elementer fra oplysningskravene fastsættes, jf. stk. 1 og 2. De vigtigste elementer omfatter som minimum opsummerende oplysninger om:

a)  udbyderens navn, adresse og kontaktoplysninger og, hvis de ikke er de samme, kontaktoplysninger for eventuelle klager

b)  de vigtigste egenskaber for hver udbudt tjeneste

c)  de respektive priser

d)  aftalens varighed og vilkår for fornyelse og afbrydelse heraf

e)  i hvor høj grad produkter og tjenester er lavet til slutbrugere med handicap

f)  for så vidt angår internetadgangstjenester, de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2120.

Skabelonen må ikke fylde mere end én A4-side. Den skal være let læselig. Hvis flere forskellige ydelser er samlet i en enkelt aftale, kan det være nødvendigt med flere sider, men dokumentet skal være begrænset til maksimalt tre sider.

Kommissionen kan vedtage en gennemførelsesretsakt, der specificerer den skabelon, der henvises til i dette stykke. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 110, stk. 4.

Udbydere, der er underlagt kravene i stk. 1-4, udfylder aftaleresuméskabelonen korrekt med de relevante oplysninger og giver den til forbrugere, mikrovirksomheder og små virksomheder og almennyttige organisationer forud for aftalens indgåelse, hvor det er muligt, eller, hvis det ikke er muligt, snarest muligt derefter.

6. Udbydere af internetadgangstjenester og udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester skal tilbyde forbrugere mulighed for at overvåge og kontrollere brugen af enhver tjeneste, der faktureres på grundlag af enten tids- eller mængdeforbrug. Denne mulighed skal give adgang til rettidige oplysninger om forbruget af en tjeneste set i sammenhæng med prisvilkårene. Udbydere af internetadgangstjenester og af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester skal give forbrugerne rådgivning om den bedste takst for deres tjenester efter anmodning og senest tre måneder før aftaleperiodens udløb.

6a. Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning bevare eller vedtage yderligere krav, som finder anvendelse på internetadgangstjenester og nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-transmission, for at sikre et højere niveau af forbrugerbeskyttelse i forhold til de oplysningskrav, der er fastsat i denne artikels stk. 1 og 2. Medlemsstaterne kan ligeledes i deres nationale lovgivning bevare eller vedtage bestemmelser med henblik på midlertidigt at forhindre yderligere brug af den pågældende tjeneste ud over en beløbs- eller mængdegrænse, der er fastlagt af den kompetente myndighed.

Artikel 96

Gennemsigtighed, sammenligning af tilbud og offentliggørelse af oplysninger

1. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, når leveringen af de pågældende tjenesteydelser er underlagt bestemte betingelser og vilkår, at de oplysninger, der er henvist til i bilag VIII, offentliggøres i en klar, udførlig, maskinlæsbar og let tilgængelig form, herunder især for slutbrugere med handicap, af udbyderne af internetadgangstjenester, udbyderne af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-transmission. Disse oplysninger skal ajourføres regelmæssigt. De nationale tilsynsmyndigheder kan i deres nationale lovgivning bevare eller vedtage yderligere krav i forhold til de gennemsigtighedskrav, der er fastsat i denne artikel.

2. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at slutbrugerne har gratis adgang til mindst ét uafhængigt værktøj, som gør dem i stand til at sammenligne og evaluere priser og takster samt, hvor det er relevant, vejledende tal vedrørende kvaliteten af forskellige internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester.

Sammenligningsværktøjet skal:

a)  være operationelt uafhængigt og sikre, at tjenesteudbydere behandles lige i søgeresultaterne

b)  klart oplyse, hvem der ejer og driver sammenligningsværktøjet

c)  fastsætte klare, objektive kriterier, som sammenligningen baseres på

d)  bruge et klart og utvetydigt sprog

e)  levere præcise og ajourførte oplysninger med angivelse af tidspunktet for den seneste ajourføring

f)  omfatte en bred vifte af tilbud, der dækker en væsentlig del af markedet, og, såfremt de fremlagte oplysninger ikke giver et fuldstændigt billede af markedet, en tydelig erklæring om, at det er tilfældet, inden resultaterne vises

g)  sørge for en effektiv procedure til indberetning af ukorrekte oplysninger.

ga)  omfatter priser og takster og kvaliteten af ​​tjenesteydelsen både for slutbrugere, der er virksomheder, og slutbrugere, der er forbrugere.

Sammenligningsværktøjer, der opfylder kravene i litra a) til g), certificeres på anmodning af udbyderen af sammenligningsværktøjet af de nationale tilsynsmyndigheder. Tredjeparter har ret til gratis og i åbne dataformater at bruge de oplysninger, der offentliggøres af udbydere af internetadgangstjenester eller offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, med henblik på at stille et sådant uafhængigt sammenligningsværktøj til rådighed.

3. Medlemsstaterne kan kræve, at både nationale myndigheder og udbydere af internetadgangstjenester, ▌offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester eller begge dele stiller oplysninger af offentlig interesse gratis til rådighed for eksisterende og nye slutbrugere, hvor det er relevant, ved hjælp af samme midler som de sædvanligvis bruger til kommunikation med slutbrugere. I så fald leveres disse oplysninger af offentlig interesse af de relevante offentlige myndigheder i et standardiseret format og omfatter bl.a. følgende emner:

a)  de mest gængse former for anvendelse af internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester til at foretage ulovlige handlinger eller formidle skadeligt indhold, især hvor dette kan skade respekten for andres rettigheder og frihedsrettigheder, herunder overtrædelser af databeskyttelsesrettigheder, ophavsretten og beslægtede rettigheder og de retlige konsekvenser heraf, og midlerne til beskyttelse af den personlige sikkerhed, privatlivets fred og personoplysninger i forbindelse med brug af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester.

Artikel 97

Tjenestekvalitet

1. De nationale tilsynsmyndigheder kan kræve, at udbydere af internetadgangstjenester og af offentligt tilgængelige ▌interpersonelle kommunikationstjenester, offentliggør omfattende, sammenlignelige, pålidelige, brugervenlige og ajourførte oplysninger for slutbrugerne om deres tjenesters kvalitet, i det omfang de tilbyder minimumsniveauer for tjenesternes kvalitet, og om foranstaltninger til sikring af samme adgangsmuligheder for slutbrugere med handicap som for andre slutbrugere. På anmodning meddeles disse oplysninger den nationale tilsynsmyndighed inden offentliggørelse. Sådanne foranstaltninger til at sikre kvaliteten skal opfylde kravene i forordning (EU) 2015/2120. Udbydere af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester skal meddele forbrugeren, hvis kvaliteten af de tjenester, som de yder, er afhængig af eventuelle eksterne faktorer såsom kontrol af signaltransmission eller netværksforbindelse.

2. De nationale tilsynsmyndigheder specificerer under nøje hensyn til BEREC's retningslinjer, hvilke parametre for tjenesters kvalitet der skal måles, og hvilke målemetoder der kan anvendes, hvilke oplysninger der skal offentliggøres, samt i hvilken form og på hvilken måde det skal ske, herunder om der skal være kvalitetscertificeringsordninger. De i bilag IX omhandlede parametre, definitioner og målemetoder skal anvendes, hvis det er relevant.

For at bidrage til en konsekvent anvendelse af dette stykke og af bilag IX vedtager BEREC efter høring af interessenter og i tæt samarbejde med Kommissionen inden [ikrafttrædelsesdato plus 18 måneder] retningslinjer, der udspecificerer de relevante tjenestekvalitetsparametre, herunder parametre af relevans for slutbrugere med handicap, anvendelige målemetoder, indhold og form af de oplysninger, der offentliggøres, og kvalitetscertificeringsordninger.

Artikel 98

Aftalers varighed og opsigelse

1. Medlemsstaterne sikrer, at betingelserne og procedurerne for opsigelse af en aftale ikke er en hindring for skifte af tjenesteudbyder, og at aftaler indgået mellem forbrugere og udbydere af offentligt tilgængelige internetadgangstjenester, nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-transmission, ikke kræver en bindingsperiode på mere end 24 måneder. Medlemsstaterne kan vedtage eller bevare en kortere maksimal varighed for den kontraktfæstede bindingsperiode. Medlemsstaterne kan også kræve, at udbyderne giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler med en maksimal løbetid på 12 måneder eller derunder.

Dette stykke finder ikke anvendelse på aftaler om afbetaling, hvor forbrugeren i en selvstændig aftale har indvilliget i at betale for installationen af en fysisk forbindelse til net med meget høj kapacitet gennem afdrag. En aftale om afbetaling for etablering af en fysisk forbindelse må ikke omfatte terminaludstyr eller internetadgangstjenesteudstyr, f.eks. en router eller et modem, og må ikke forhindre forbrugerne i at udøve deres rettigheder i henhold til denne artikel.

2. Hvis det er fastsat i en aftale eller national lov, at en aftale med en begrænset varighed automatisk forlænges, sikrer medlemsstaten, at forbrugeren efter en sådan automatisk forlængelse har ret til at opsige aftalen når som helst med højst en måneds varsel og uden at pådrage sig andre omkostninger end gebyret for at modtage tjenesten i opsigelsesperioden. Inden aftalen forlænges automatisk, skal udbyderen på en iøjnefaldende måde oplyse forbrugeren om den oprindelige aftaleperiodes udløb samt om, hvordan aftalen opsiges, hvis der anmodes herom. Udbyderne skal anvende de samme midler, som de normalt anvender til at kommunikere med forbrugerne.

2a. Stk. 1 og 2 finder også anvendelse på slutbrugere, der er mikrovirksomheder og små virksomheder eller almennyttige organisationer, medmindre de udtrykkeligt har indvilliget i at give afkald på disse bestemmelser.

3. Slutbrugere har ret til at opsige deres aftale uden nogen omkostninger ved meddelelse om ændring i aftalevilkårene, der foreslås af udbyderen af internetadgangstjenester, offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester og transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-transmission, medmindre de foreslåede ændringer udelukkende er til fordel for slutbrugeren eller er af rent teknisk karakter og har neutral virkning for slutbrugeren, eller de er strengt nødvendige for at gennemføre lov- eller regelændringer. Udbydere skal underrette slutbrugere med mindst en måneds varsel om enhver ændring af aftalevilkårene, og de skal samtidig underrette dem om deres ret til gratis at opsige aftalen, hvis de ikke accepterer de nye vilkår. Medlemsstaterne sikrer, at underretningen foregår på en klar og forståelig måde på et varigt medium med samme midler, som udbyderen normalt anvender til at kommunikere med forbrugerne.

3a. Betydelige afvigelser, vedvarende eller regelmæssigt tilbagevendende, mellem en elektronisk kommunikationstjenestes faktiske ydelsesniveau og det ydelsesniveau, der er angivet i aftalen, anses for at være en afvigelse fra det aftalte ydelsesniveau med henblik på at bevirke udbedring for forbrugeren i henhold til national lovgivning, herunder ret til at opsige aftalen uden nogen omkostninger.

4. Hvis slutbrugeren har ret til at opsige en aftale om en offentligt tilgængelig internetadgangstjeneste, nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste og transmissionstjeneste, der anvendes til radio- og tv-transmission, inden udløbet af den aftalte periode i overensstemmelse med dette direktiv, andre bestemmelser i EU-lovgivningen eller national lov, skal slutbrugeren ikke betale noget "strafgebyr" eller nogen kompensation ud over for det subsidierede terminaludstyr, som vedkommende beholder. Hvis slutbrugeren beslutter at beholde terminaludstyr, der blev solgt sammen med aftalen, da den blev indgået, må en eventuel kompensation, som forbrugerne skal betale, ikke overstige dets værdi pro rata temporis ved aftalens indgåelse eller den resterende del af servicegebyret indtil aftalens udløb, afhængigt af hvilket beløb der er mindst. Medlemsstaterne kan vælge at anvende andre metoder til beregning af kompensationssatsen, hvis denne sats er lig med eller mindre end den ovenfor beregnede kompensation. Eventuelle restriktioner på brug af terminaludstyr på andre net fjernes gratis af udbyderen senest ved betaling af en eventuel kompensation. Medlemsstaterne kan vedtage eller bevare yderligere krav i forbindelse med dette stykke for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

Artikel 99

Udbyderskift og nummerportabilitet

1. I forbindelse med skifte mellem udbydere af internetadgangstjenester forsyner udbyderne slutbrugeren med tilstrækkelige oplysninger før og under skiftet samt sikrer, at tjenesten fortsat er tilgængelig. Den modtagende udbyder leder skiftet for at sikre, at aktiveringen af tjenesten finder sted på den dato og inden for den tidsramme, der udtrykkeligt er aftalt med slutbrugeren. Den afgivende udbyder fortsætter med at stille tjenesten til rådighed på samme vilkår, indtil tjenesten er blevet aktiveret hos den modtagende udbyder. Den tid, tjenesten er utilgængelig, må ikke udgøre mere end én arbejdsdag, når begge udbydere anvender samme teknologiske midler. Når tjenesteudbydere anvender forskellige teknologiske midler, bestræber de sig på at begrænse den tid, hvor tjenesten er utilgængelig under skiftet, til én arbejdsdag, medmindre et længere tidsrum, som ikke må overstige to arbejdsdage, er behørigt begrundet.

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at skiftet foregår effektivt og enkelt for slutbrugeren.

2. Medlemsstaterne sikrer, at alle slutbrugere med numre fra den nationale telefonnummerplan på anmodning har ret til at bevare deres nummer eller numre uafhængigt af, hvilken virksomhed der udbyder tjenesten, i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag VI, del C.

2a. Når en slutbruger opsiger en aftale med en udbyder, bevarer slutbrugeren retten til portering af et nummer til en anden udbyder i seks måneder efter datoen for opsigelsen, medmindre slutbrugeren har givet afkald på denne ret.

3. Nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at prisen mellem operatører og/eller tjenesteudbydere i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, og at der ikke opkræves nogen direkte gebyrer fra slutbrugerne.

4. Nationale tilsynsmyndigheder må ikke fastsætte detailledstakster for portering af numre på en måde, som kan medføre konkurrenceforvridning, som f.eks. fastsættelse af specifikke eller fælles detailledstakster.

5. Portering og derpå følgende aktivering af numre udføres inden for det kortest mulige tidsrum. Forbrugere, der har indgået en aftale om portering af et nummer til en anden virksomhed, skal under alle omstændigheder have dette nummer aktiveret inden for en frist på én arbejdsdag fra den aftalte dato. Den afgivende udbyder fortsætter med at stille tjenesten til rådighed på samme vilkår, indtil tjenesten er blevet aktiveret hos den modtagende udbyder.

Dette stykke finder også anvendelse på mikrovirksomheder eller små virksomheder og almennyttige organisationer, der er slutbrugere, medmindre de udtrykkeligt har aftalt at give afkald på alle eller dele af disse bestemmelser.

5a. Den modtagende udbyder forestår overdragelses- og porteringsprocessen, og både den modtagende og den afgivende udbyder skal samarbejde i god tro. De nationale tilsynsmyndigheder kan fastlægge den globale proces for overdragelse og portering af numre under hensyntagen til de nationale bestemmelser om kontrakter, den tekniske gennemførlighed og behovet for at opretholde kontinuiteten i tjenesteydelsen til slutbrugeren. Dette indbefatter, hvor det er muligt, et krav om, at portering skal gennemføres ved levering af nummerressourcer på afstand, medmindre en slutbruger anmoder om andet.

Den tid, tjenesteydelsen udebliver under porteringsprocessen, må under alle omstændigheder ikke udgøre mere end én arbejdsdag.

Slutbrugerens aftale med den afgivende udbyder ophører automatisk efter afslutningen af ​​udbyderskiftet. Afgivende udbydere skal tilbagebetale eventuel resterende kredit til forbrugere, der anvender forudbetalte ydelser. Tilbagebetalingen må kun være underlagt et gebyr, hvis dette er anført i aftalen. Et eventuelt gebyr skal stå i et rimeligt forhold til og svare til de faktiske omkostninger, som den afgivende udbyder pådrager sig ved at yde tilbagebetalingen. I tilfælde af en fejlslagen overførelsesproces skal den overførende udbyder genaktivere slutbrugerens nummer eller tjeneste på de samme vilkår og betingelser som slutbrugeren havde, inden processen blev påbegyndt, indtil overførsels- eller omskiftningsprocessen lykkes. De nationale tilsynsmyndigheder træffer også passende foranstaltninger til sikring af, at slutbrugerne informeres tilstrækkeligt og beskyttes under hele udbyderskiftet og porteringsprocessen og ikke skifter til en anden udbyder mod deres vilje.

6. Medlemsstaterne sikrer, at der kan pålægges virksomhederne passende sanktioner ▌i tilfælde af forsinket portering eller misbrug af portering foretaget af dem eller på deres vegne.

6a. Medlemsstaterne sikrer, at slutbrugere har ret til at modtage kompensation fra udbydere i tilfælde af forsinket portering eller misbrug af portering eller udbyderskifte. Som minimum skal kompensationen for en forsinkelse være:

a)   i tilfælde af forsinket portering, der varer længere end en eller to arbejdsdag(e) som fastsat i hhv. artikel 99, stk. 1, og artikel 99, stk. 5, et beløb pr. ekstra dag

b)   i tilfælde af, at tjenesteydelsen udebliver længere end én arbejdsdag, et beløb pr. ekstra dag

c)   i tilfælde af forsinkelse i forbindelse med aktivering af en tjeneste, et beløb pr. dag for hver dag efter den aftalte aktiveringsdato og

d)   i tilfælde af, at en serviceaftale ikke overholdes eller aflyses med mindre end 24 timers varsel, et beløb pr. aftale.

De nationale tilsynsmyndigheder fastsætter de beløb, der skal betales i medfør af dette stykke.

6b. Den i stk. 6a omhandlede kompensation betales enten i form af fradrag i den efterfølgende faktura, kontant, ved elektronisk overførsel eller, efter aftale med slutbrugeren, i form af servicekuponer.

6c. Stk. 6a berører ikke nogen ret til yderligere kompensation i henhold til national lovgivning eller EU-lovgivning. Medlemsstaterne kan fastsætte supplerende regler, der sikrer, at enhver slutbruger, der har lidt materiel eller immateriel skade, jf. denne artikel, kan søge og modtage kompensation fra en virksomhed for de skader, vedkommende har lidt. Den minimumskompensation, der er betalt i henhold til stk. 6a, kan fratrækkes en sådan kompensation. Betaling af kompensation i henhold til stk. 6a er ikke til hinder for, at den modtagende udbyder kan søge kompensation fra en afgivende udbyder, hvis det er relevant.

Artikel 100

Pakketilbud

1. Hvis en pakke med tjenester eller en pakke med tjenester og terminaludstyr, der tilbydes en forbruger, som minimum omfatter en internetadgangstjeneste eller en offentligt tilgængelig nummerbaseret kommunikationstjeneste, finder artikel 95, 96, stk. 1, og artikel 98 og 99 ▌, analog anvendelse på alle elementer i pakken, undtagen hvis bestemmelserne for et andet element i pakken er mere favorable for forbrugeren.

2. Eventuelle abonnementer på supplerende tjenester eller terminaludstyr, der udbydes eller distribueres af den samme udbyder af internetadgangstjenester eller offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, bevirker ikke, at aftaleperioden forlænges, medmindre forbrugeren udtrykkeligt indvilliger i andet ved oprettelsen af abonnementet på supplerende tjenester eller terminaludstyr.

2a. Udbydere af andre elektroniske kommunikationstjenester end nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester skal give forbrugerne mulighed for at stryge eller udskifte enkelte dele af den samlede aftale, når denne mulighed indgår i aftalen.

2b. Stk. 1 og 2 finder også anvendelse på slutbrugere, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder eller almennyttige organisationer, medmindre de udtrykkeligt har indvilliget i at give afkald på alle eller dele af disse bestemmelser.

2c. Medlemsstaterne kan udvide anvendelsen af stk. 1 til pakker af tjenester eller pakker af tjenester og terminaludstyr, som tilbydes en forbruger, og som mindst omfatter en offentligt tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste. Medlemsstaterne kan også anvende stk. 1 for så vidt angår de øvrige bestemmelser i dette afsnit.

Artikel 101

Tjenesternes tilgængelighed

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de talekommunikations- og internetadgangstjenester, der udbydes over offentlige kommunikationsnet, i tilfælde af netsvigt som følge af katastrofesituationer eller i force majeure-situationer i videst muligt omfang stadig er tilgængelige. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af talekommunikations- og internetadgangstjenester træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til alarmtjenester.

Artikel 102

Alarmkommunikationer og det fælleseuropæiske alarmnummer

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle slutbrugere af den i stk. 2 anførte tjeneste, herunder brugere af offentlige betalingstelefoner og private elektroniske kommunikationsnet, gratis og uden at være nødsaget til at benytte nogen form for betalingsmiddel kan tilgå alarmtjenester via alarmkommunikationer på det fælleseuropæiske alarmnummer 112 og på andre alarmnumre, som medlemsstaterne eventuelt har fastlagt.

2. Medlemsstaterne sikrer i samråd med de nationale tilsynsmyndigheder og alarmtjenester og udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, at udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester til slutbrugere, som giver slutbrugerne adgang til at spore nationale opkald tilbage til et nummer i en national telefonnummerplan, giver adgang til alarmtjenester via alarmkommunikationer til den mest passende alarmcentral ved brug af de lokaliseringsoplysninger, der er tilgængelige for udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, og på en måde, som er i overensstemmelse med medlemsstaternes alarmopkaldsinfrastruktur.

Udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som ikke giver adgang til 112, skal oplyse slutbrugerne om, at adgang til alarmnummeret 112 ikke er understøttet.

3. Medlemsstaterne sikrer, at alle alarmkommunikationer til det fælleseuropæiske alarmnummer 112 besvares hensigtsmæssigt og håndteres bedst muligt i forhold til den måde, de nationale alarmsystemer er tilrettelagt på, under hensyntagen til behovet for en flersproglig håndtering af opkaldene. Sådanne alarmkommunikationer besvares og håndteres mindst lige så hurtigt og effektivt som alarmkommunikationer til det eller de nationale alarmnumre i lande, hvor sådanne numre stadig er i brug.

3a. Kommissionen skal efter høring af de nationale tilsynsmyndigheder og alarmtjenester vedtage præstationsindikatorer, der kan anvendes på medlemsstaternes alarmtjenester. Kommissionen forelægger hvert andet år Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om effektiviteten af implementeringen af det europæiske alarmnummer "112" og om præstationsindikatorernes funktion.

4. Medlemsstaterne sikrer, at adgang for slutbrugere med handicap til alarmtjenesterne er mulig via alarmkommunikationer og svarer til, hvad der gælder for andre slutbrugere, bl.a. via totale konversationstjenester eller tredjemandstekstrelæ. Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder træffer passende foranstaltninger med det formål at sikre, at slutbrugere med handicap kan benytte alarmtjenesterne på lige fod med andre, når de rejser i en anden medlemsstat, så vidt muligt uden forudgående registrering. Disse foranstaltninger skal tilstræbe at sikre interoperabilitet i alle medlemsstater og skal i videst mulig udstrækning baseres på europæiske standarder eller specifikationer offentliggjort efter bestemmelserne i artikel 39, og de er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan vedtage yderligere krav for at forfølge målene i denne artikel.

5. Medlemsstaterne sikrer, at opkaldslokaliseringsfaciliteter stilles til rådighed for den mest passende alarmcentral straks efter alarmkommunikationen er etableret. Dette omfatter både netværksbaserede lokaliseringsoplysninger og, hvor dette er relevant, lokaliseringsoplysninger hidrørende fra mobiltelefonen. Medlemsstaterne sikrer, at fremskaffelse og fremsendelse af slutbrugerens lokaliseringsoplysninger er gratis for slutbrugeren og for alarmcentralen for så vidt angår samtlige alarmkommunikationer til det fælleseuropæiske alarmnummer 112. Medlemsstaterne kan udvide denne forpligtelse til at omfatte alarmkommunikationer til nationale alarmnumre. Dette er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder efter høring af BEREC fastsætter kriterier for, hvor nøjagtige og pålidelige de opkaldslokaliseringsfaciliteter skal være, der stilles til rådighed.

6. Medlemsstaterne sikrer, at borgerne informeres fyldestgørende om, at det fælles europæiske alarmnummer 112 findes, og om, hvordan det bruges, samt om dets tilgængelighedsfunktioner, bl.a. gennem initiativer, der specifikt er rettet mod personer, der rejser mellem medlemsstaterne, og personer med handicap. Denne information stilles til rådighed i tilgængelige formater, som er rettet mod forskellige typer af handicap. Kommissionen støtter og supplerer medlemsstaternes foranstaltninger.

7. For at sikre effektiv adgang til alarmtjenester via alarmkommunikationer til 112-tjenesterne i medlemsstaterne tillægges Kommissionen beføjelser til efter at have hørt BEREC ▌at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 109 om nødvendige foranstaltninger til at sikre forenelighed, interoperabilitet, kvalitet, pålidelighed og kontinuitet i alarmkommunikationer i Unionen for så vidt angår lokaliseringsløsninger, adgang for slutbrugere, adgang for personer med handicap og omdirigering til den mest passende alarmcentral. De første af sådanne delegerede retsakter vedtages senest den [indsæt dato].

Kommissionen skal vedligeholde en database over europæiske alarmtjenesters E.164-numre for at sikre, at de er i stand til at kontakte hinanden fra den ene medlemsstat til den anden.

Disse foranstaltninger vedtages, uden at det indskrænker eller har nogen indvirkning på tilrettelæggelsen af alarmtjenester, der forbliver under medlemsstaternes enekompetence.

Artikel 102a

Det omvendte "112"-system

1. Medlemsstaterne skal ved hjælp af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester sikre etableringen af nationale effektive "omvendte 112"-kommunikationssystemer til varsling og alarmering af borgere i tilfælde af overhængende eller begyndende naturkatastrofer og/eller alvorlige menneskeskabte nødsituationer og katastrofer, under hensyntagen til eksisterende nationale og regionale systemer og uden at sætte reglerne om privatlivets fred og databeskyttelse ud af kraft.

Artikel 103

Lige adgangs- og valgmuligheder for slutbrugere med handicap

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder præciserer krav, som skal opfyldes af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, således at slutbrugere med handicap:

  a) har adgang til elektroniske kommunikationstjenester, inklusive de dertil hørende aftalemæssige oplysninger i henhold til artikel 95, der svarer til, hvad der gælder for størsteparten af slutbrugerne, og medlemsstaterne skal ligeledes sikre, at udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester træffer de nødvendige foranstaltninger til at gøre deres websteder og mobilapplikationer mere tilgængelige ved at gøre dem anskuelige, anvendelige, forståelige og driftsikre

  b) i lighed med størsteparten af slutbrugerne kan vælge virksomheder og tjenester.

I dette øjemed skal medlemsstaterne sikre, i det omfang at dette ikke medfører en uforholdsmæssigt stor byrde for udbyderne af terminaludstyr og af elektroniske kommunikationstjenester, tilgængeligheden af specialudstyr, der tilbyder de nødvendige tjenester og funktioner, som specifikt er rettet mod slutbrugere med handicap. Vurderingen af, hvad der betragtes som en uforholdsmæssigt stor byrde, skal følge den procedure, der er fastsat i artikel 12 i direktiv xxx/YYYY/EU.

2. Når medlemsstaterne træffer de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, tilskynder de til overholdelse af ▌relevante standarder eller specifikationer, som er offentliggjort i overensstemmelse med artikel 39.

For så vidt som bestemmelserne i denne artikel er i modstrid med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets[46] direktiv xxx/YYYY/EU, har bestemmelserne i direktiv xxx/YYYY/EU forrang.

Artikel 104

Nummeroplysningstjenester

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle udbydere af talekommunikationstjenester, som led i udbuddet af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser, imødekommer enhver rimelig anmodning om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form og på fair, objektive, omkostningsbaserede og ikkediskriminerende vilkår.

2. De nationale tilsynsmyndigheder kan indføre forpligtelser og betingelser for virksomheder, der kontrollerer slutbrugeres adgang i forbindelse med nummeroplysningstjenester i henhold til artikel 59. Sådanne forpligtelser og betingelser skal være objektive, rimelige, ikkediskriminerende og transparente.

3. Medlemsstaterne må ikke opretholde nogen reguleringsbegrænsninger, der forhindrer slutbrugerne i én medlemsstat i at få direkte adgang til nummeroplysningen i en anden medlemsstat via taleopkald eller sms, og de skal træffe foranstaltninger for at sikre denne adgang i henhold til artikel 91.

4. Stk. 1-3 gælder, i det omfang andet ikke er fastsat i Unionens retsforskrifter om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, særlig artikel 12 i direktiv 2002/58/EF.

Artikel 105

Interoperabilitet mellem forbrugerudstyr til radio og tv

Medlemsstaterne sikrer i henhold til bestemmelserne i bilag X, at der er interoperabilitet mellem det deri omhandlede forbrugerudstyr til radio og tv.

Udbydere af digitale tv-tjenester sikrer terminaludstyrets interoperabilitet, således at terminaludstyret, når det er teknisk muligt, er genanvendeligt hos andre serviceudbydere, og hvis dette ikke tilfældet, skal forbrugerne have mulighed for at returnere terminaludstyret ved en gratis og nem proces.

Artikel 106

Must carry-forpligtelse

1. Medlemsstaterne kan pålægge virksomheder i deres område, som udbyder elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der anvendes til transmission af radio- og tv-kanaler til offentligheden, en rimelig must carry-forpligtelse for så vidt angår bestemte radio- og tv-kanaler samt relaterede supplerende tjenester, navnlig tilgængelighedstjenester for at sikre slutbrugere med handicap behørig adgang til indholdet og elektroniske programoversigter og data, som understøtter tjenester til forbundne tv og elektroniske programoversigter, hvis et betydeligt antal slutbrugere af sådanne net og tjenester anvender dem som deres primære adgang til modtagelse af radio- og tv-kanaler. En sådan forpligtelse pålægges udelukkende, hvis det er nødvendigt for at opfylde målsætninger i almenhedens interesse, som er klart defineret af den enkelte medlemsstat, og forpligtelsen skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent.

Medlemsstaterne må kun pålægge must carry-forpligtelser på analog tv-transmission, hvis fraværet af en sådan forpligtelse vil forårsage væsentlige forstyrrelser for et betydeligt antal slutbrugere, eller hvis der ikke er andre transmissionsmidler til bestemte radio- og tv-kanaler.

Must carry-forpligtelsen, der er omhandlet i første afsnit, pålægges udelukkende, hvis det er nødvendigt for at opfylde målsætninger i almenhedens interesse, som er klart defineret af den enkelte medlemsstat, og forpligtelsen skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent.

1a. Medlemsstaterne tager de i første stykke anførte forpligtelser op til revurdering senest et år efter den [datoen for direktivet ikrafttræden], medmindre medlemsstaterne har gennemført en sådan revurdering inden for de foregående fire år.

Medlemsstaterne revurderer must carry-forpligtelserne mindst hvert femte år.

1b. Medlemsstaterne kan desuden indføre rimelige must offer-rettigheder, for så vidt angår bestemte radio- og tv-transmissionskanaler af almen interesse, for virksomheder, der er underlagt must carry-forpligtelser, under deres jurisdiktion.

2. Hverken stk. 1 i denne artikel eller artikel 57, stk. 2, indskrænker medlemsstaternes ret til eventuelt at fastsætte en passende godtgørelse i deres lovgivning for så vidt angår foranstaltninger, der træffes i medfør af denne artikel, idet det sikres, at der under lignende omstændigheder ikke finder diskrimination sted i behandlingen af udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Hvis der skal fastsættes en godtgørelse, kan kravet om godtgørelse og størrelsen heraf fastsættes ved lov, og en sådan godtgørelse anvendes på en forholdsmæssig og transparent måde.

Artikel 107

Udbud af supplerende faciliteter

1. Uden at det berører bestemmelserne i artikel 83, stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at de nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge alle udbydere af internetadgangstjenester og/eller offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester så vidt muligt gratis at stille alle eller en del af de i bilag VI, del B, anførte yderligere faciliteter til rådighed for slutbrugerne i den udstrækning, det er teknisk muligt, ▌samt alle eller en del af de i bilag VI, del A, anførte yderligere faciliteter.

2. En medlemsstat kan, hvis den efter at have taget hensyn til alle berørte parters synspunkter finder, at der er tilstrækkelig adgang til disse faciliteter, vælge ikke at anvende kravene i stk. 1 på hele sit område eller en del heraf.

Artikel 108

Tilpasning af bilag

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 109 i forbindelse med tilpasning af bilag V VI, VII, IX og X for at tage hensyn til den tekniske og sociale udvikling eller til ændringer i efterspørgslen.

DEL IV. AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 109

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 40, 60, 73, 102 og 108 tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra ... [datoen for den lovgivningsmæssige basisretsakts ikrafttræden eller enhver anden dato fastsat af medlovgiverne].

3. Den i artikel 40, 60, 73, 102 og 108 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt, hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016.

5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 40, 60, 73, 102 og 108 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på [to måneder ] fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med [to måneder] på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 110

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg (benævnt "Kommunikationsudvalget"), som fastsat i direktiv 2002/21/EF. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2. Med henblik på at gennemføre de foranstaltninger, der henvises til i artikel 45, stk. 2, andet afsnit, er udvalget det frekvensudvalg, der er oprettet i henhold til artikel 3, stk. 1, i afgørelse nr. 676/2002/EF.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011. Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller et udvalgsmedlem anmoder herom inden fristen for afgivelse af udtalelsen. I så fald indkalder formanden til et møde i udvalget inden for en rimelig frist.

4. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 og 7 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse, jf. dennes artikel 8.

5. Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller et udvalgsmedlem anmoder herom inden fristen for afgivelse af udtalelsen. I så fald indkalder formanden til et møde i udvalget inden for en rimelig frist.

Artikel 111

Informationsudveksling

1. Kommissionen giver Kommunikationsudvalget alle relevante oplysninger om resultatet af de møder, der med jævne mellemrum holdes med repræsentanter for netoperatører, tjenesteudbydere, brugere, forbrugere, producenter og fagforeninger samt tredjelande og internationale organisationer.

2. Kommunikationsudvalget fremmer under hensyntagen til Unionens politik inden for elektronisk kommunikation udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Kommissionen om status og udvikling inden for regulering af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Artikel 112

Offentliggørelse af oplysninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at ajourførte oplysninger om anvendelsen af dette direktiv gøres offentligt tilgængelige på en måde, der sikrer, at alle berørte parter har let adgang til disse oplysninger. De offentliggør en meddelelse i deres officielle tidende om, hvordan og hvor oplysningerne offentliggøres. Den første af sådanne meddelelser offentliggøres inden den i artikel 118, stk. 1, andet afsnit, omhandlede iværksættelsesdato, og derefter offentliggøres der en meddelelse, hver gang oplysningerne i den første meddelelse ændres.

2. Medlemsstaterne sender Kommissionen en kopi af disse meddelelser, når de offentliggøres. Kommissionen videregiver i givet fald oplysningerne til Kommunikationsudvalget.

3. Medlemsstaterne sikrer, at alle relevante oplysninger om rettigheder, vilkår, procedurer, gebyrer, afgifter og afgørelser i forbindelse med generelle tilladelser, brugsret og tilladelser til at installere faciliteter offentliggøres og ajourføres på passende vis, så alle interesserede parter har let adgang til disse oplysninger.

4. Hvis oplysningerne i stk. 3, navnlig oplysninger om vilkår og procedurer for tilladelse til at installere faciliteter, føres af andre instanser, træffer den nationale tilsynsmyndighed under hensyntagen til de dermed forbundne omkostninger alle rimelige foranstaltninger for at oprette en brugervenlig oversigt over disse oplysninger, herunder oplysninger om de respektive kompetente statslige niveauer og deres myndigheder, med henblik på at lette ansøgningerne om tilladelse til at installere faciliteter.

5. Medlemsstaterne sikrer, at der offentliggøres oplysninger om de særlige forpligtelser, der pålægges virksomhederne i henhold til dette direktiv, med angivelse af det specifikke produkt/den specifikke tjeneste og de geografiske markeder. De sikrer, at ajourførte oplysninger for så vidt det ikke drejer sig om fortrolige oplysninger, især forretningshemmeligheder, gøres offentligt tilgængelige på en måde, der sikrer, at alle interesserede parter har let adgang til disse oplysninger.

6. Medlemsstaterne sender Kommissionen en kopi af de oplysninger, der offentliggøres. Kommissionen stiller oplysningerne til rådighed i lettilgængelig form og videregiver dem til Kommunikationsudvalget, når det er relevant.

Artikel 113

Underretning og overvågning

1. De nationale tilsynsmyndigheder meddeler senest på den i artikel 115, stk. 1, andet afsnit, omhandlede seneste dato for anvendelse af direktivet samt umiddelbart efter eventuelle ændringer Kommissionen navnene på de virksomheder, der er udpeget til at varetage forsyningspligten i henhold til artikel 81.

Kommissionen stiller oplysningerne til rådighed i lettilgængelig form og videregiver dem efter behov til det i artikel 111 omhandlede Kommunikationsudvalg.

2. De nationale tilsynsmyndigheder underretter Kommissionen om, hvilke udbydere der i henhold til dette direktiv anses for at have en stærk markedsposition, og hvilke forpligtelser de pålægges i medfør af direktivet. Enhver ændring, der har betydning for de forpligtelser, der pålægges virksomheder, eller hvilke virksomheder der er omfattet af dette direktivs bestemmelser, skal straks meddeles Kommissionen.

Artikel 114

Revisionsprocedurer

1. Kommissionen undersøger regelmæssigt, hvorledes dette direktiv fungerer, og aflægger beretning herom til Europa-Parlamentet og Rådet, første gang senest fem år efter anvendelsesdatoen i artikel 115, stk. 1, andet afsnit og derefter hvert femte år.

Ved disse revisioner evalueres det navnlig, om de forudgående interventionsbeføjelser i medfør af dette direktiv er tilstrækkelige til at sætte nationale tilsynsmyndigheder i stand til at sikre, at konkurrencen på markederne for elektronisk kommunikation, over for forekomsten af konkurrenceforvridende oligopolistiske markedsstrukturer, og sammen med en forholdsmæssig anvendelse af andre forpligtelser i henhold til dette direktiv, fortsat blomstrer til gavn for slutbrugerne med hensyn til kvalitet, udvalg og pris, og at de engrosmarkeder, der giver adgang til elektroniske kommunikationsinfrastrukturer, kan udvikle sig og blomstre, dersom det er nødvendigt for at sikre konkurrencemæssige fordele for slutbrugerne og forbindelser med meget høj kapacitet.

Med henblik herpå kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om oplysninger, som stilles til rådighed uden unødig forsinkelse.

▌

▌

Artikel 115

Gennemførelse i national ret

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den [dag/måned/år] de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel [...] og bilag [...]. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den [dag/måned/år].

Disse love og administrative bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 116

Ophævede direktiver

Direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF, 2002/22/EF, som fremgår af listen i bilag XI, del A, ophæves med virkning fra den […], uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag XI, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og anvendelse af direktiverne heri.

Artikel 5 i beslutning 243/2012/EF ophæves med virkning fra [...].

Henvisninger til de ophævede direktiver gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag XII.

Artikel 117

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 118

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne  På Rådets vegne

Formand  Formand

• [1]  EUT C xx af 2.3.2017, s. xx.
• [2]  EUT C xx af 2.3.2017, s. xx.
• [3]  EFT C 77 af 28.3.2002, s. 1.
• [4] ^* Ændringer: Ny eller ændret tekst er markeret med fede typer og kursiv; udgået tekst er markeret med symbolet ▌.
• [5]   EUT C ..., s. ...
• [6]   EUT C ..., s. ...
• [7]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 7).
• [8]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21).
• [9]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).
• [10]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51).
• [11]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37).
• [12]   Unionens regelsæt for elektronisk kommunikation omfatter også Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation (EUT L 155 af 23.5.2014, s. 1) samt en række beslutninger og afgørelser truffet af medlovgiverne og Kommissionen.
• [13]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor (EUT L 337 af 18.12.2009, s. 1).
• [14]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (EUT L 153 af 22.5.2014, s. 62).
• [15]  Domstolens dom af 26. april 1988, Bond van Adverteerders m.fl. mod den nederlandske stat, sag C-352/85, ECLI: EU:C:1988:196.
• [16]   Begge defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/758 af 29. april 2015 om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system, der er baseret på 112-tjenesten, og om ændring af direktiv 2007/46/EF (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 77), og i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 305/2013 af 26. november 2012 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40/EU for så vidt angår harmoniseret tilrådighedsstillelse af et interoperabelt EU-dækkende eCall-system (EUT L 91 af 3.4.2013, s. 1).
• [17]   Som defineret i forordning (EU) nr. 2015/758.
• [18]   EUT L 81 af 21.3.2012, s. 7.
• [19]   Sag C-614/10, Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig, EU:C:2012:631.
• [20]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, EUT L 155 af 23.5.2014, s. 1.
• [21]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).
• [22]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (EUT L 194 af 19.7.2016 s. 1).
• [23]   Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (EUT L 108 af 24.4.2002).
• [24]   Rådets henstilling 1999/519/EF af 12. juli 1999 om begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz) (EUT L 199 af 30.7.1999, s. 59–70).
• [25]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("direktivet om elektronisk handel") (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1)
• [26]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (EUT L 364 af 14.11.2012, s.12).
• [27]   Kommissionens henstilling 2013/466/EU af 11. september 2013 om sammenhængende forpligtelser vedrørende ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd (EUT L 251 af 21.9.2013, s. 13).
• [28]  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1)
• [29]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv xxx/YYYY/EU ... om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (EUT L …, …, s. ...).
• [30]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF EØS-relevant tekst (EUT L 304 af 22.11.201, s.64).
• [31]   EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1.
• [32]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/758 af 29. april 2015 om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system, der er baseret på 112-tjenesten, og om ændring af direktiv 2007/46/EF (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 77).
• [33]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer (EUT L 327 af 2.12.2016, s. 1).
• [34]   Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT L 249 af 17.9.2002, s. 21).
• [35]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse). EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1.
• [36]   EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
• [37]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor.
• [38]  BEREC (som ændret)
• [39]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) xxxx/xxxx af [...] om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) (EUT L [...]).
• [40]   Rådets henstilling 1999/519/EF af 12. juli 1999 om begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz) (EUT L 1999 af 30.7.1999, s. 59).
• [41]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af 26.11.2015, s. 1)
• [42]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/35/EU af 26. juni 2013 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (elektromagnetiske felter) (20. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) og om ophævelse af direktiv 2004/40/EF (EUT L 179 af 29.6.2013, s. 1).
• [43]   Rådets henstilling 1999/519/EF af 12. juli 1999 om begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz) (EUT L 1999 af 30.7.1999, s. 59).
• [44]   Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2004 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (EUT L 153 af 22.5.2014, s. 62).
• [45]   EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.
• [46]  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv xxx/YYYY/EU ... om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (EUT L …, …, s. ...).

BEGRUNDELSE

Dette er et afgørende øjeblik til at maksimere de muligheder, som mere avancerede digitale teknologier skaber. Siden revisionen i 2009 har markedet ændret sig drastisk. Der er dukket nye aktører op, idet forbrugere og virksomheder i stigende grad forlader sig på datatjenester.

Nutidens intelligente biler, byer, energi, industri, sundhed, bankvæsen, uddannelse, forskning, offentlige tjenester osv. har behov for øget konnektivitet og flere bølgelængder, hvilket indebærer, at der er behov for faste og mobile net med meget høj kapacitet. Regelsættet er af afgørende betydning for at gøre EU til et gigabitsamfund, der er baseret på en rygrad af konnektivitet. Men de nødvendige investeringer anslås til 500-600 mia. EUR; op til 90 % skal leveres af den private sektor. Udslagsgivende herfor er, at der er et regelsæt, der sikrer forudsigelighed og belønner risikovillighed og langsigtede investeringer. Kommissionens forslag om at føje infrastruktur til regelsættets kerne er derfor den rigtige fremgangsmåde.

Investering, konkurrence og regulering skal udgøre en god cirkel for udbredelsen af allestedsnærværende infrastruktur for net med meget høj kapacitet og 5G-bredbånd. Dette kræver fuld udvikling af det digitale indre marked, så man udnytter kraften i en økonomi på 16,5 billioner EUR, svarende til 23 % af det globale BNP, 500 millioner forbrugere og en stærk global konkurrencedygtig industrisektor. Dette er de aktiver og stordriftsfordele, som er nødvendige, for at cloud computing, big data, datadrevet forskning, robotteknologi, kunstig intelligens og tingenes internet kan udvikles fuldt ud.

Net med meget høj kapacitet vil give EU præcis det, det behøver for at blive en førende økonomi, hvilket er den afgørende konkurrencefordel i dette århundrede.

Det er ikke ønsketænkning; det er en reel mulighed.

ANVENDELSESOMRÅDE OG MÅL

a) Net med meget høj kapacitet

Elektronisk kommunikations rolle som en drivkraft for økonomien er blevet markant større. Datatjenester erstatter traditionelle tjenester som nøgleprodukter for alle brugere. Det betyder, at sektoren skal imødekomme en stigende efterspørgsel og socioøkonomiske udviklingsbehov.

Ordføreren støtter indførelsen af udbygningen og brugen af net med meget høj kapacitet, herunder udrulning af mobilnet ved hjælp af forstærkede radiogrænseflader og øget tæthed, som et af de generelle mål i rammen, på linje med den eksisterende konkurrence, det indre marked og nytte for slutbrugerne. Ordføreren tilslutter sig dette mål.

Ordføreren foreslår at skabe klarhed og øge synligheden af de værktøjer, der specifikt omhandler net med meget høj kapacitet, via et nyt afsnit i kodeksen.

Definitionen på net med meget høj kapacitet bør ændres for at øge den teknologiske neutralitet og gøre den mere fremtidssikret ved at flytte fokus til nets dynamiske evner til at imødekomme efterspørgslen efter ubegrænset brug, efterhånden som den udvikler sig. Dette knytter an til præstationsparametre, der kan opfylde konnektivitetsmålene inden 2025, og til BEREC's retningslinjer for krav efter 2025.

b) Elektroniske kommunikationstjenester

I dag erstattes traditionel taletelefoni, sms og lignende med "OTT"-tjenester såsom internettelefoni, beskeder m.m.

Denne opsigtsvækkende udvikling har meget positive indvirkninger på konkurrence, innovation og vækst. Den indebærer imidlertid også udfordringer: De nye tjenester er enten de facto ikke omfattet af de nuværende regler eller anvendes ikke konsekvent i hele EU. Definitionerne bør derfor præciseres med henblik på at bygge videre på en funktionel tilgang set fra brugerens synspunkt. Kommissionens foreslåede definition af elektroniske kommunikationstjenester (artikel 2, stk. 4) giver en første afbalanceret tilgang til debat.

c) Generelle tilladelser

Den generelle tilladelse sikrer friheden til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i hele EU. Ingen elektronisk kommunikationstjeneste bør fratages denne fordel og udsættes for risikoen for at være underlagt 28 forskellige ordninger.

Ordføreren foreslår derfor at medtage alle elektroniske kommunikationstjenester under hensyntagen til deres forskelligartethed og den innovative karakter, der præger af mange af dem. Dette kræver, at der fastsættes en tærskel, der udelukker mindre tjenesteydelser fra unødvendige byrder. Lån fra konkurrencelovgivningens definition af "fællesskabsdimension", der kunne undtage elektroniske kommunikationstjenester med en begrænset tilstedeværelse og omsætning i EU fra anmeldelsespligten, samtidig med at det giver dem mulighed for, hvis de ønsker det, at drage nytte af den generelle tilladelse i medlemsstater, som kræver anmeldelse, mod en nominel afgift.

ADGANG

a) Generel tilgang

Rammen hviler på tre hovedmål: konkurrence, det indre marked og slutbrugernes interesse. Disse er fortsat vejledende principper for kodeksen. Den konkurrencemæssige tilgang, der er baseret på en stærk markedsposition, har vist sig at være vellykket i liberaliseringsprocessen siden 1990'erne og skal fortsat have en central plads i kodeksen. Det samlede udvalg af afhjælpende foranstaltninger, fra gennemsigtighedsforpligtelser til funktionel adskillelse, skal fortsat stå til rådighed for de nationale tilsynsmyndigheder.

Ordføreren tilslutter sig imidlertid Kommissionens forslag om, at de hidtidige mål skal være omfattet af det nye konnektivitetsmål for net med meget høj kapacitet. Det nye mål gør derfor kodeksen afgørende med hensyn til at opnå et mere forudsigeligt investeringsmiljø, herunder gennem yderligere foranstaltninger til at løse udfordringer forbundet med udbygningen.

Forhåndsregulering er ikke et mål i sig selv – proportionalitet kræver kun indførelse af adgangsforpligtelser, hvis der på detailmarkederne ellers ikke ville være effektiv konkurrence, i lighed med den nuværende ramme.

Ordføreren støtter markedsløsninger i form af kommercielle aftaler, f.eks. aftaler om saminvestering eller adgang, hvis de har en positiv indvirkning på konkurrencen.

b) Hierarki af afhjælpende foranstaltninger

Proportionalitet og chartret om beskyttelse af ejendom og frihed til at drive forretning kræver, at forpligtelser skal begrænses til det minimum, der er nødvendigt, for at problemet kan løses. På hvert trin af vurderingen bør en national tilsynsmyndighed, inden den indfører yderligere, mere byrdefulde, afhjælpende foranstaltninger, således undersøge, hvorvidt de er nødvendige, for at der er en effektiv konkurrence på detailmarkedet, alle relevante aspekter taget i betragtning.

c) Markedsanalyse

Forslaget ændrer den nuværende markedsanalyseprocedure, bl.a. ved at udvide den fra tre til fem år. Med de ekstra år kan der muligvis ikke opnås megen reguleringsmæssig stabilitet for investeringer med meget lange tilbagebetalingsperioder, og det kan føre til, at reguleringen varer ved efter dens "sidste anvendelsesdato", med negative indvirkninger på investeringer.

Ordføreren mener således, at den femårige revisionscyklus er for lang til meget dynamiske markeder, og foreslår, at de nationale tilsynsmyndigheder forpligtes til at foretage en fuldstændig revision inden for en kortere tidsramme for sådanne markeder.

Desuden bør det fleksibilitetselement, som indføres af de nationale tilsynsmyndigheder på eget initiativ i betragtning af markedsudviklingen, modsvares af en forpligtelse for de nationale tilsynsmyndigheder til at foretage en fornyet vurdering efter en begrundet anmodning fra en udbyder.

For at undgå usikkerhed og langvarige forpligtelser på grund af en forsinket fuldførelse af en markedsanalyse bør eventuelle forudgående forpligtelser bortfalde, hvis markedsanalysen ikke gennemføres i tide. For at give kodeksen virkning hurtigere og på en ensartet måde i hele EU bør alle nationale tilsynsmyndigheder gennemgå eksisterende forpligtelser på baggrund af den nye retlige ramme hurtigst muligt efter gennemførelsesdatoen.

d) Geografiske undersøgelser

De geografiske undersøgelser af nettene er værdifulde instrumenter, der allerede står til rådighed for de nationale tilsynsmyndigheder. At udbyderne pålægges en forpligtelse til at fremlægge investeringsprognoser, hvor der er mulighed for sanktioner, er uforholdsmæssigt og vidner om manglende viden om markedsstyrede investeringsbeslutninger. Ordføreren foreslår, at disse bestemmelser udgår.

e) Symmetriske forpligtelser

Udvidelse af symmetriske forpligtelser under visse omstændigheder med henblik på at lette udbygningen af alternative net i tyndt befolkede områder, hvor infrastrukturkonkurrence er usandsynlig, er nyttig og støttes af ordføreren. Symmetriske forpligtelser bør imidlertid ikke finde anvendelse, hvis økonomien i den oprindelige udbygning vil blive bragt i fare.

f) Termineringstakster

For at undgå uberettigede afgiftsniveauer og usammenhængende tilgange, der resulterer i forskellige internationale opkaldsomkostninger, som alene afhænger af, hvor opkaldet termineres, bør Kommissionen fastsætte maksimale fastnet- og mobiltermineringspriser inden for rammerne af en forenklet mekanisme, der tager hensyn til de højeste takster, der gælder i en medlemsstat.

g) "System med dobbeltlås"

Der er stor logik i at indføre et "system med dobbeltlås" for afhjælpende foranstaltninger. Kommissionen har på nuværende tidspunkt en vetoret over for nationale tilsynsmyndigheders markedsafgrænsning og vurdering af stærk markedsposition, som begge er baseret på anvendelsen af EU's konkurrenceret og økonomiske principper, hvilket hele rammen også er. Det endelige mål er at afskaffe forhåndsreguleringen, når der er skabt sikkerhed for konkurrence, således at markedet reguleres af konkurrencelovgivningen alene. Kommissionen vil derefter også have fulde beføjelser over afhjælpende foranstaltninger.

FREKVENSER

a) Generel tilgang

Frekvenser er en vigtig ressource for leveringen af elektroniske kommunikationstjenester, som et stigende antal aktører forlader sig på. Den fremtidige efterspørgsel vil vokse eksponentielt. Konnektivitet for mobil kommunikation af generation 5G vil kræve op til 56 GHz ekstra frekvenser. Dette kræver rettidig frigørelse af frekvenser og målrettede forbedringer i forvaltningen heraf.

Ordføreren støtter derfor forslag, der kan sikre avanceret konnektivitet ved rettidig frigørelse af frekvenser, forenklede regulerende indgreb, større ensartethed og forudsigelighed i tildelingen og større lydhørhed over for udfordringer med frekvensforvaltning.

b) Investeringssikkerhed

Minimumsperioden på 30 år som foreslået af ordføreren sikrer afkast af investeringer og sikrer forudsigelighed med hensyn til at fremme en hurtigere udrulning af avancerede netværk. For at undgå spekulationsrisici suppleres den øgede varighed med strengere krav og metoder til at sikre, at frekvenser anvendes effektivt ved hjælp af "brug eller forspildt"-mekanismer.

For yderligere at sikre optimal anvendelse og investeringssikkerhed foreslår ordføreren ændringsforslag til at sikre, at betingelserne for individuelle rettigheder ikke ændres uden aftale, at unødvendige delingsforpligtelser udelades, at frekvenshandel styrkes, og at det sikres, at gebyrer og mindstepriser er baseret på en grundig vurdering af markedsvilkår. For at sikre et konkurrencedygtigt frekvenslandskab og undgå usammenhængende strategier bør retningslinjerne for markedsanalyse og vurdering af stærk markedsposition også tages i betragtning i denne forbindelse.

c) Adgang til offentlige bygninger

For at sikre, at offentlige bygninger, der er socioøkonomiske drivkræfter, som betales via afgifter, kan anvendes til net med meget høj kapacitet, foreslår ordføreren, at der tilføjes en adgangsforpligtelse for anvendelse af små celler som supplement til direktivet om nedbringelse af bredbåndsomkostningerne.

d) Frekvenspolitikgruppen

Ordføreren styrker Frekvenspolitikgruppens rolle for at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne om frekvensforvaltningen mere generelt, ikke kun med hensyn til løsning af skadelig interferens. Frekvenspolitikgruppens forstærkede rolle kræver, at den oprettes i selve kodeksen, og sekretariatet (som på nuværende tidspunkt stilles til rådighed af Kommissionen) bør drøftes.

BILAG

til

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation

BILAG I

LISTE OVER VILKÅR, SOM KAN KNYTTES TIL GENERELLE TILLADELSER, BRUGSRET TIL RADIOFREKVENSER OG BRUGSRET TIL NUMRE

De i dette bilag anførte vilkår er en udtømmende liste over de vilkår, som kan knyttes til generelle tilladelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester ▌(del A), elektroniske kommunikationsnet (del B), talekommunikationstjenester ▌(del C), rettigheder til anvendelse af radiofrekvenser (del D) og rettigheder til anvendelse af numre (del E)

A. GENERELLE VILKÅR, SOM KAN KNYTTES TIL GENERELLE TILLADELSER

1. Administrationsgebyrer i overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 16.

2. Beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, der er specifik for den elektroniske kommunikationssektor, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation)[1].

3. Oplysninger, som skal fremlægges som led i en anmeldelsesprocedure i henhold til nærværende direktivs artikel 12 og til andre formål som anført i nærværende direktivs artikel 21.

4. Kompetente nationale myndigheders mulighed for lovlig aflytning i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger[2].

5. Betingelser for brug til meddelelser fra offentlige myndigheder til offentligheden med det formål at advare mod overhængende farer og afbøde følgerne af større katastrofer.

6. Betingelser for brug i tilfælde af omfattende katastrofer eller nationale nødsituationer med henblik på at sikre kommunikationen mellem beredskabstjenester og myndigheder.

7. Andre adgangsforpligtelser end de i nærværende direktivs artikel 13, stk. 2, omhandlede, der gælder udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

8. Foranstaltninger, hvis formål er at sikre overholdelse af de i artikel 39 omhandlede standarder og/eller specifikationer.

9. Transparensforpligtelser for virksomheder, der udbyder offentlige kommunikationsnet, der er tilgængelige for offentligheden, med henblik på at sikre gennemgående konnektivitet i overensstemmelse med målene og principperne i artikel 3 og, hvor det er nødvendigt og rimeligt, adgang for de nationale tilsynsmyndigheder til de oplysninger, de har brug for til at kontrollere offentliggørelsens korrekthed.

B. SÆRLIGE VILKÅR, SOM KAN KNYTTES TIL EN GENEREL TILLADELSE TIL UDBUD AF ELEKTRONISKE KOMMUNIKATIONSNET

1. Samtrafik mellem net i overensstemmelse med nærværende direktiv.

2. Must carry-forpligtelse i overensstemmelse med nærværende direktiv.

3. Foranstaltninger i overensstemmelse med EU-retten til beskyttelse af folkesundheden mod den elektromagnetiske stråling fra elektroniske kommunikationsnet, idet der tages størst muligt hensyn til Rådets henstilling 1999/519/EF.

4. Opretholdelse af de offentlige kommunikationsnets integritet, jf. nærværende direktiv, herunder vilkår for at forhindre elektromagnetisk interferens med elektroniske kommunikationsnet og/eller tjenester i overensstemmelse med Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet[3].

5. Sikring af offentlige net mod ulovlig adgang i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation).

6. Vilkårene for brug af radiofrekvenser i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i direktiv 2014/53/EU, hvor en sådan brug ikke er gjort afhængig af tildeling af individuel brugsret, jf. artikel 46, stk. 1, og artikel 48 i nærværende direktiv.

C. SÆRLIGE VILKÅR, SOM KAN KNYTTES TIL EN GENEREL TILLADELSE TIL UDBUD AF ELEKTRONISKE KOMMUNIKATIONSTJENESTER ▌

1. Interoperabilitet mellem tjenester i overensstemmelse med nærværende direktiv.

2. Slutbrugeres adgang til numre fra den nationale nummerplan, UIFN–numre og, hvor det er teknisk og økonomisk gennemførligt, fra andre medlemsstaters nummerplaner samt vilkår i overensstemmelse med nærværende direktiv.

3. Regler om forbrugerbeskyttelse, som gælder specifikt for den elektroniske kommunikationssektor.

4. Begrænsninger i forbindelse med transmission af ulovligt indhold i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked[4] og begrænsninger i forbindelse med transmission af skadeligt indhold, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU[5].

D. VILKÅR, SOM KAN KNYTTES TIL BRUGSRET TIL RADIOFREKVENSER

1. Forpligtelse til at yde en tjeneste eller anvende en type teknologi inden for rammerne af artikel 49 i nærværende direktiv, herunder, hvor det er passende, krav vedrørende tjenesters dækning og kvalitet.

2. Faktisk og effektiv anvendelse af frekvenser i overensstemmelse med nærværende direktiv.

3. Tekniske og operationelle vilkår, der er nødvendige for at undgå skadelig interferens og for beskyttelse af folkesundheden mod elektromagnetisk stråling, idet der tages størst muligt hensyn til Rådets henstilling nr. 1999/519/EF[6], når sådanne vilkår er forskellige fra dem, som indgår i den generelle tilladelse.

4. Varighed og betingelser i henhold til nærværende direktivs artikel 49 ▌.

5. Overdragelse eller leje af rettigheder på initiativ af rettighedshaveren og vilkår for sådanne overdragelser i overensstemmelse med nærværende direktiv.

6. Afgifter for brugsret, jf. nærværende direktivs artikel 42.

7. Eventuelle tilsagn, som den virksomhed, der opnår brugsretten, har afgivet i forbindelse med udstedelse eller fornyelse af en tilladelse inden udstedelsen af tilladelsen eller, hvor det er relevant, indkaldelsen af ansøgninger om brugsrettigheder.

8. Forpligtelser til at samle eller dele radiofrekvenser eller tillade adgang til radiofrekvenser for andre brugere i bestemte regioner eller på nationalt plan.

9. Forpligtelser i henhold til relevante internationale aftaler om brug af frekvenser.

10. Forpligtelser, der specifikt vedrører brug af radiofrekvenser til forsøgsformål.

E. VILKÅR, SOM KAN KNYTTES TIL BRUGSRET TIL NUMRE

1. Angivelse af, hvilken tjeneste nummeret skal bruges til, herunder eventuelle krav i tilknytning til udbuddet af denne tjeneste og, for at undgå, at der opstår tvivl, takstprincipper og maksimumspriser for bestemte nummerserier for at sikre beskyttelse af forbrugerne i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, litra d), i nærværende direktiv.

2. Faktisk og effektiv anvendelse af numre i overensstemmelse med nærværende direktiv.

3. Nummerportabilitetskrav i overensstemmelse med nærværende direktiv.

4. Pligt til at stille offentlige slutbrugerfortegnelsesoplysninger til rådighed som foreskrevet i artikel 104 i nærværende direktiv.

5. Maksimal gyldighedsperiode i overensstemmelse med nærværende direktivs artikel 46 med forbehold af eventuelle ændringer af den nationale nummerplan.

6. Overdragelse af rettigheder på initiativ af rettighedshaveren og vilkår for sådanne overdragelser i overensstemmelse med nærværende direktiv.

7. Afgifter for brugsret, jf. nærværende direktivs artikel 42.

8. Eventuelle tilsagn, som den virksomhed, der opnår brugsretten, har afgivet under en konkurrencepræget eller sammenlignende udvælgelsesprocedure.

9. Forpligtelser i henhold til relevante internationale aftaler om brug af numre.

10. Forpligtelser vedrørende ekstraterritorial anvendelse af andre numre end landekoden inden for Unionen for at sikre overholdelse af forbrugerbeskyttelsesregler og andre nummerrelaterede regler i medlemsstaten.

BILAG II

BETINGELSER FOR ADGANG TIL DIGITALE TV- OG RADIOTJENESTER, DER SENDES TIL SEERE OG LYTTERE I UNIONEN

Del I: BETINGELSER FOR ANVENDELSE AF ADGANGSSTYRINGSSYSTEMER I OVERENSSTEMMELSE MED ARTIKEL 60, STK. 1

I forbindelse med adgangsstyring for digitale tv- og radiotjenester, som udsendes til seere og lyttere i Unionen, skal medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 60 sikre, at følgende betingelser finder anvendelse uanset transmissionsform:

  a) alle udbydere af adgangsstyringstjenester, der tilbyder adgang til digitale tv- og radiotjenester, og hvis adgangsstyringstjenester radio- og tv-foretagenderne er afhængige af for at nå ud til en gruppe potentielle seere eller lyttere, skal uanset transmissionsform:

–  på redelige, rimelige og ikkediskriminerende vilkår og i overensstemmelse med Unionens konkurrencelovgivning tilbyde alle radio- og tv-foretagender tekniske tjenesteydelser, der gør det muligt for seere eller lyttere at modtage radio- og tv-foretagendernes digital-transmissioner ved hjælp af dekodere, der administreres af udbyderne, og overholde Unionens konkurrencelovgivning

–  føre særskilte regnskaber for deres aktiviteter som udbydere af adgangsstyring

  b) når indehavere af den industrielle ejendomsret til adgangsstyringsprodukter og -systemer giver licens til fabrikanter af forbrugsudstyr, skal det ske på redelige, rimelige og ikkediskriminerende vilkår. Når der gives licens, hvor der skal tages hensyn til tekniske og handelsmæssige faktorer, kan rettighedshaverne ikke opstille betingelser, der forbyder eller på anden måde forhindrer, at selve produktet udstyres med:

–  enten en standardiseret grænseflade, der giver mulighed for forbindelse med flere andre adgangsstyringssystemer

–  eller særligt udstyr til et andet adgangsstyringssystem, forudsat at licensmodtageren opfylder de relevante rimelige bestemmelser, som for dennes vedkommende garanterer sikkerheden for de transaktioner, der udføres af udbyderne af adgangsstyring.

Del II. Andre faciliteter, som kan underlægges betingelser i henhold til artikel 59, stk. 1, litra d)

  a) Adgang til programmeringsgrænseflader for applikationer (API)

  b) Adgang til elektroniske programoversigter (EPG).  

c) Adgangsrelaterede supplerende tjenester, dvs. adgang til tjenester, der muliggør passende adgang for slutbrugere med handicap og data, som understøtter tilsluttede TV-tjenester og elektroniske programoversigter.

BILAG III

KRITERIER FOR FASTSÆTTELSE AF ENGROSTAKSTER FOR TERMINERING AF TALEOPKALD

Kriterier og parametre for fastsættelse af engrostakster på markedet for terminering af taleopkald i fast- og mobilnet som omhandlet i artikel 73, stk. 4:

a)  de relevante meromkostninger ved tjenesten for engrosterminering af taleopkald skal fastsættes som forskellen mellem de samlede langsigtede omkostninger for en operatør med et fuldt udbud af tjenester og de samlede langsigtede omkostninger for en operatør, der ikke tilbyder en tjeneste for engrosterminering af taleopkald til tredjemand

b)  kun de trafikrelaterede omkostninger, som ville være sparet, såfremt der ikke blev udbudt en tjeneste for engrosterminering af taleopkald, skal indgå i opgørelsen af den relevante meromkostning ved terminering af opkald

c)  omkostninger i forbindelse med yderligere netkapacitet skal kun medregnes, i det omfang de skyldes behovet for at øge kapaciteten med det formål at håndtere yderligere trafik, der er forbundet med engrosterminering af taleopkald

d)  afgifter på radiofrekvenser skal ikke medregnes i den yderligere mobilterminering

e)  der skal kun medregnes de engroshandelsomkostninger, som er direkte forbundet med udbud af tjenesten for engrosterminering af taleopkald til tredjemand

f)  alle fastnetoperatører skal anses for at udbyde tjenester for terminering af taleopkald til samme enhedspris som en effektiv operatør, uanset deres størrelse

g)  mindstestørrelsen for et effektivt net skal fastsættes til en markedsandel på mindst 20 % for mobilnetoperatører

h)  økonomisk afskrivning skal anvendes som afskrivningsmetode og

i)  valget af teknologi for det modellerede net skal være fremadrettet, baseret på et IP-backbone, og tage hensyn til de forskellige teknologier, der sandsynligvis vil blive anvendt i gyldighedsperioden for den maksimale takst. For fastnet skal opkald udelukkende anses for at være pakkekoblede.

BILAG IV

KRITERIER FOR VURDERING AF TILBUD OM SAMFINANSIERING

Når de nationale tilsynsmyndigheder vurderer en ▌samfinansiering i henhold til artikel 74, stk. 1, litra d), skal de sikre, at de følgende kriterier er opfyldt:

a)  Enhver virksomhed skal under hele levetiden for det net, der opføres inden for rammerne af et samfinansieringstilbud, have adgang til samfinansieringen ▌på ikkediskriminerende vilkår. I tilbuddet kan SMP-udbyderen fastsætte rimelige betingelser vedrørende en virksomheds finansielle kapacitet, så potentielle medinvestorer f.eks. skal kunne vise, at de er i stand til at foretage trinvise betalinger, som danner grundlag for planlægningen af udrulningen, vedrørende accept af en strategisk plan, som danner grundlag for udarbejdelse af udrulningsplaner på mellemlang sigt, osv.

b)  ▌Samfinansieringen skal være transparent:

–  vilkårene og betingelserne skal være tilgængelige og nemme at finde på SMP-udbyderens websted,

–  de fulde, detaljerede vilkår skal gøres tilgængelige for potentielle tilbudsgivere, der har tilkendegivet interesse, uden unødig forsinkelse, herunder samfinansieringsaftalens retlige form og, hvor det er relevant, hensigtserklæringen om reglerne for styring af samfinansieringorganet, og

–  forløbet, såsom køreplanen for oprettelsen og udviklingen af samfinansieringsprojektet, skal fastlægges på forhånd, eventuelle medinvestorer skal modtage en tydelig forklaring på skrift, og alle vigtige milepæle skal på en tydelig måde meddeles alle virksomheder uden diskrimination.

c)  ▌Samfinansieringen skal omfatte vilkår for potentielle medinvestorer, som fremmer bæredygtig konkurrence på lang sigt, særlig:

–  Alle virksomheder skal tilbydes fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser for at deltage i samfinansieringsaftalen, der afhænger af, hvornår de tilslutter sig aftalen, herunder hvad angår den finansielle modydelse, der kræves for at opnå bestemte rettigheder, hvad angår den beskyttelse, som de pågældende rettigheder giver medinvestorerne under såvel opbygningsfasen som driftsfasen, f.eks. ved at tildele umistelige brugsrettigheder i hele det samfinansierede nets forventede levetid, og hvad angår betingelserne for tilslutning og potentiel opsigelse af samfinansieringsaftalen. I denne sammenhæng forstås ved ikkediskriminerende vilkår ikke, at alle potentielle medinvestorer skal tilbydes nøjagtig samme vilkår, herunder finansielle vilkår, men at alle ændringer af de tilbudte vilkår skal begrundes ud fra de samme objektive, transparente, ikkediskriminerende og forudsigelige kriterier, såsom det antal slutbrugertilslutninger, der indgås tilsagn om.

–  Den skal give mulighed for fleksibilitet med hensyn til størrelsen af og tidsplanen for hver enkelt medinvestors tilsagn, f.eks. i form af en aftalt og potentielt stigende procentdel af det samlede antal slutbrugertilslutninger i et givet område, som medinvestorer gradvist kan øge deres tilsagn om, og som fastsættes på et enhedsniveau, der gør det muligt for mindre medinvestorer gradvist at øge deres deltagelse, samtidig med at det sikres, at det oprindelige tilsagn er på et passende niveau. Fastsættelsen af den enkelte medinvestors finansielle modydelse skal afspejle, at de første investorer påtager sig en større risiko og indskyder kapital på et tidligere tidspunkt.

–  Et merbidrag, som øges over tid, skal anses for berettiget for tilsagn, der indgås senere i forløbet, og for nye medinvestorer, der tilslutter sig samfinansieringen efter projektets start, for at afspejle de aftagende risici og modvirke et eventuelt incitament til at tilbageholde kapital i de tidlige faser.

–  Samfinansieringsaftalen skal give mulighed for, at medinvestorer kan overdrage erhvervede rettigheder til andre medinvestorer eller til tredjeparter, som ønsker at tilslutte sig samfinansieringsaftalen, med forbehold af at den overtagende virksomhed forpligter sig til at opfylde alle den overdragende virksomheds oprindelige forpligtelser.

–  Medinvestorerne skal på fair og rimelige vilkår og betingelser give hinanden gensidige rettigheder til adgang til den samfinansierede infrastruktur med henblik på udbud af tjenester i de efterfølgende led, herunder til slutbrugere, på transparente betingelser, som skal være transparente i tilbuddet om samfinansiering og efterfølgende aftaler, særlig når medinvestorer individuelt og særskilt har ansvaret for udrulningen af bestemte dele af nettet. Hvis der oprettes et samfinansieringsorgan, skal det give alle medinvestorer adgang til nettet, uanset om det er direkte eller indirekte, på equivalence of inputs-basis og på fair og rimelige vilkår og betingelser, herunder finansielle betingelser, der afspejler de forskellige risikoniveauer, som de enkelte medinvestorer har acceptereret.

d)  ▌Samfinansieringen skal sikre en bæredygtig investering, der vil kunne dække fremtidige behov, ved at udrulle nye netelementer, som i væsentlig grad bidrager til udrulningen af net med meget høj kapacitet.

BILAG V

LISTE OVER DE TJENESTER, SOM INTERNETADGANGSTJENESTEN I OVERENSSTEMMELSE MED ARTIKEL 79, STK. 2, SKAL VÆRE I STAND TIL AT UNDERSTØTTE

1)  E-mail

2)  Søgemaskiner, der gør det muligt at søge efter og finde alle typer information

3)  Grundlæggende onlineværktøjer til træning og uddannelse

4)  Aviser/nyheder på nettet

5)  Køb/bestillinger af varer og tjenester på nettet

6)  Jobsøgning og jobsøgningsværktøjer

7)  Erhvervsmæssige netværksaktiviteter

8)  Netbankvirksomhed

9)  Brug af e-forvaltningstjenester

10)  Sociale medier og instant messaging

11)  Opkald og videoopkald (standardkvalitet)

BILAG VI

BESKRIVELSE AF FACILITETER OG TJENESTER OMHANDLET I ARTIKEL 83 (KONTROL MED UDGIFTER), ARTIKEL 107 (SUPPLERENDE FACILITETER) OG ARTIKEL 99 (UDBYDERSKIFT OG NUMMERPORTABILITET)

Del A: FACILITETER OG TJENESTER OMHANDLET I ARTIKEL 83:

a) Specificerede regninger

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder med forbehold af bestemmelserne i den relevante lovgivning om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred kan fastlægge et mindsteniveau for de specificerede regninger, som virksomhederne sender til slutbrugerne uden beregning, for at disse kan

  i) kontrollere og styre, hvilke beløb der er debiteret for anvendelse af det offentlige kommunikationsnet på et fast sted og/eller talekommunikationstjenester, eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester for så vidt angår artikel 107, og

  ii) følge tilstrækkeligt med i deres forbrug og udgifter og på den måde til en vis grad styre regningernes størrelse.

For en rimelig pris eller gratis kan slutbrugerne eventuelt tilbydes en større detaljeringsgrad.

Sådanne specificerede regninger skal indeholde en udtrykkelig henvisning til udbyderens identitet samt til typen og varigheden af de tjenesteydelser til overtakseringsnumre, som slutbrugeren afkræves betaling for.

Opkald, der er gratis for den kaldende slutbruger, herunder opkald til hjælpetjenester, må ikke figurere på den kaldende slutbrugers specificerede regning, men kan gøres tilgængelige på andre måder, f.eks. via onlinegrænseflader.

De nationale tilsynsmyndigheder kan kræve, at operatørerne stiller nummervisning (CLI) gratis til rådighed.

b) Gratis selektiv spærring af udgående opkald eller sms eller mms med overtaksering samt, så vidt det er teknisk muligt, andre tilsvarende applikationer

Herved forstås en gratis facilitet, hvor slutbrugeren efter anmodning til en virksomhed, der udbyder talekommunikationstjenester, eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester for så vidt angår artikel 107, kan få spærret udgående opkald eller sms eller mms med overtaksering eller andre tilsvarende applikationer af nærmere bestemte typer eller til nærmere bestemte typer numre.

c) Forudbetalingssystemer

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kan forlange, at virksomhederne giver forbrugerne mulighed for forudbetaling af tilslutning til det offentlige kommunikationsnet og af brug af talekommunikationstjenester, eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester for så vidt angår artikel 107.

d) Ratevis betaling af oprettelsesgebyrer

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder kan forlange, at virksomhederne giver forbrugerne mulighed for at betale for tilslutning til det offentlige kommunikationsnet i flere rater.

e) Ubetalte regninger

Medlemsstaterne tillader, at der træffes nærmere bestemte, rimeligt afpassede, ikke-diskriminerende og offentliggjorte foranstaltninger med det formål at få dækket ubetalte regninger udstedt af virksomheder. Disse foranstaltninger skal omfatte bestemmelser om, at slutbrugeren på forhånd varsles behørigt om eventuelle følger i form af afbrydelse af tjenesten eller afkobling fra nettet. Bortset fra tilfælde af svig, gentagne tilfælde af for sen betaling eller manglende betaling sikres det ved disse foranstaltninger, at det, så vidt det er teknisk muligt, kun er den berørte tjeneste, der afbrydes. Afkobling fra nettet på grund af manglende betaling bør først finde sted, efter at slutbrugeren har fået en advarsel herom passende tid i forvejen. Medlemsstaterne kan tillade en periode med begrænset service inden fuldstændig frakobling, hvorunder der kun kan foretages visse opkald, som er gratis for slutbrugeren (f.eks. opkald til alarmnummer 112).

f) Rådgivning om takster

Herved forstås den facilitet, hvorved slutbrugere kan anmode virksomheden om at oplyse om alternative lavere takster, hvis sådanne er tilgængelige.

g) Udgiftskontrol

Herved forstås den facilitet, hvorved virksomhederne tilbyder andre midler, som eventuelt er fastlagt af de nationale tilsynsmyndigheder, til at kontrollere udgifterne til talekommunikationstjenester, eller nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester for så vidt angår artikel 107, herunder gratis underretning af forbrugerne i tilfælde af unormale og overdrevne forbrugsmønstre.

Del B: Faciliteter omhandlet i artikel 107

Nummervisning

Herved forstås, at den kaldte part kan se den kaldende parts nummer, inden samtalen etableres.

Denne facilitet skal udbydes i overensstemmelse med den relevante lovgivning om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, navnlig direktiv 2002/58/EF (direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation).

I det omfang, det er teknisk muligt, stiller operatørerne data og signaler til rådighed for at gøre det lettere at tilbyde nummervisning og tonesignalering på tværs af medlemsstaternes grænser.

Del C: Gennemførelse af bestemmelserne om nummerportabilitet i artikel 99

Kravet om, at alle slutbrugere med numre fra den nationale nummerplan efter anmodning kan beholde deres nummer eller numre uafhængigt af, hvilken virksomhed der leverer tjenesten, gælder

  a) for så vidt angår geografiske numre på et bestemt sted, og

  b) for så vidt angår ikke-geografiske numre på et hvilket som helst sted.

Denne del finder ikke anvendelse på nummerportabilitet mellem net, der udbyder tjenester på et fast sted, og mobilnet.

Bilag VII

BEREGNING AF EVENTUELLE NETTOOMKOSTNINGER VED FORSYNINGSPLIGTEN OG ETABLERING AF EVENTUELLE INDDRIVELSES- ELLER DELINGSMEKANISMER I HENHOLD TIL ARTIKEL 84 OG 85

DEL A: BEREGNING AF NETTOOMKOSTNINGER

Ved forsyningspligt forstås den pligt, som en medlemsstat pålægger en virksomhed til at udbyde forsyningspligtydelser som fastsat i artikel 79, 81 og 82.

De nationale tilsynsmyndigheder tager alle midler under overvejelse med henblik på at give virksomhederne (udpegede eller ikke-udpegede) det fornødne incitament til at udbyde forsyningspligtydelser på en omkostningseffektiv måde. Nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes som forskellen mellem de nettodriftsomkostninger, en virksomhed har med denne pligt, og de nettodriftsomkostninger, den ville have uden denne pligt. Der lægges vægt på, at omkostninger, som virksomheden ville have valgt at undgå, hvis der ikke havde været nogen forsyningspligt, vurderes så korrekt som muligt. Der tages ved beregningen af nettoomkostningerne højde for de fordele, herunder immaterielle fordele, der kommer forsyningspligtudbydere til gode.

Beregningen baseres på de omkostninger, der kan henføres til:

  i) elementer af de pågældende tjenester, som kun kan udbydes med tab eller på omkostningsbetingelser, der falder uden for almindelige forretningsmæssige standarder.

  Dette kan f.eks. omfatte adgang til beredskabstjenester, visse offentlige betalingstelefoner, bestemte tjenester eller udstyr til personer med handicap mv.

  ii) bestemte slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som, under hensyntagen til omkostninger og indtægter ved bestemte net- og tjenesteudbud samt eventuelle af medlemsstaten foreskrevne, geografisk bestemte gennemsnitstakster, kun kan betjenes med tab eller på omkostningsbetingelser, der falder uden for almindelige forretningsmæssige standarder.

  Dette omfatter f.eks. slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som ikke ville blive betjent af en kommerciel operatør uden forsyningspligt.

Nettoomkostningerne ved bestemte aspekter af forsyningspligten beregnes særskilt for at undgå at medregne eventuelle direkte eller indirekte fordele og omkostninger to gange. Forsyningspligtens samlede nettoomkostninger beregnes for alle virksomheders vedkommende som summen af nettoomkostningerne ved forsyningspligtens enkelte komponenter iberegnet eventuelle immaterielle fordele. Den nationale forvaltningsmyndighed kontrollerer, om nettoomkostningerne er korrekt beregnet.

DEL B: INDDRIVELSE AF EVENTUELLE NETTOOMKOSTNINGER VED FORSYNINGSPLIGTEN

Inddrivelse eller finansiering af eventuelle nettoomkostninger ved forsyningspligten betyder, at de udpegede forsyningspligtige virksomheder har krav på kompensation for de tjenester, de udbyder på ikkekommercielle vilkår. Da en sådan kompensation indebærer pengeoverførsler, sikrer medlemsstaterne, at disse sker på en objektiv, transparent, ikkediskriminerende og rimelig måde. Det betyder, at overførslerne skal forårsage mindst mulig forvridning af konkurrencen og brugerefterspørgslen.

I henhold til artikel 85, stk. 3, skal en fondsbaseret deleordning benytte et transparent og neutralt middel til opkrævning af bidrag, hvorved faren for dobbelt opkrævning af bidrag både fra virksomhedernes output og input undgås.

Den uafhængige instans, der forvalter fonden, er ansvarlig for opkrævning af bidrag fra de virksomheder, som er blevet vurderet til at skulle bidrage til dækningen af forsyningspligtens nettoomkostninger i den pågældende medlemsstat, og skal overvåge overførslen af skyldige beløb og/eller de administrative udbetalinger til virksomheder, der har krav på at modtage betalinger fra fonden.

BILAG VIII

OPLYSNINGER, DER SKAL OFFENTLIGGØRES I HENHOLD TIL ARTIKEL 96

(TRANSPARENS OG OFFENTLIGGØRELSE AF OPLYSNINGER)

Den nationale tilsynsmyndighed er ansvarlig for, at oplysningerne i dette bilag offentliggøres som foreskrevet i artikel 96. Den nationale tilsynsmyndighed afgør, hvilke oplysninger det er relevant, at udbydere af internetadgangstjenester og udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester offentliggør, og hvilke oplysninger der skal offentliggøres af den nationale tilsynsmyndighed selv for at sikre, at alle slutbrugerne har mulighed for at træffe et informeret valg. De nationale tilsynsmyndigheder kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, fremme selv- eller samregulerede foranstaltninger forud for indførelse af eventuelle forpligtelser.

1. Virksomhedens/virksomhedernes kontaktoplysninger

2. Beskrivelse af ydelserne

2.1.  Omfanget af de ydelser, der udbydes, og de vigtigste egenskaber for hver udbudt tjeneste, herunder eventuelle minimumskrav til kvalitetsniveauer og enhver restriktion, som pålægges af udbyderen, i brugen af leveret terminaludstyr, og tilgængelige oplysninger om driften af tjenesten og tjenestens tilgængelighed og faciliteter.

2.2.  Takster for de udbudte tjenester, herunder oplysninger om kommunikationsmængder (såsom begrænsninger på dataforbrug, antallet af taleminutter, antallet af sms'er) for bestemte abonnements- og prisvilkår og de gældende takster for yderligere kommunikationsenheder, numre eller tjenester, for hvilke der gælder særlige prisvilkår, afgifter for tilslutning og vedligeholdelse, alle former for brugsafgifter, særlige og målrettede takstordninger samt eventuelle ekstragebyrer og omkostninger til terminaludstyr.

2.3. Tilbudte eftersalgs- og vedligeholdelsestjenester og de relevante kontaktoplysninger.

2.4. Standardkontraktvilkår, herunder i givet fald oplysninger om kontraktens varighed, gebyrer ved for tidlig opsigelse af kontrakten, rettigheder i forbindelse med opsigelse af pakketilbud eller dele heraf og procedurer og direkte afgifter i forbindelse med portering af numre og andre identifikationsmidler.

2.5.  Give slutbrugerne oplysninger om adgang til beredskabstjenester og opkaldslokalisering. Hvis virksomheden er udbyder af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, oplysninger om adgang til eller om eventuelle begrænsninger i udbuddet af beredskabstjenester og lokaliseringsoplysninger.

2.6.  Detaljer om produkter og tjenester til brugere med handicap, herunder funktioner, praksis, politikker og procedurer og ændringer i driften af tjenesten med henblik på at imødekomme behovene hos personer med funktionelle begrænsninger.

2.6a.  Tilgængelige oplysninger for at lette komplementariteten med assisterende tjenesteydere.

3. Tvistbilæggelsesordninger, herunder ordninger, der er fastlagt af den pågældende virksomhed.

BILAG IX

PARAMETRE FOR TJENESTEKVALITET

Parametre, definitioner og målemetoder for tjenestekvalitet, jf. artikel 97

For udbydere af adgang til et offentligt kommunikationsnet

PARAMETER (Note 1)	DEFINITION	MÅLEMETODE
Leveringstid for tilslutning	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Fejlhyppighed pr. abonnentledning	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Ventetid for fejlretning	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057

For nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester

PARAMETER (Note 2)	DEFINITION	MÅLEMETODE
Etableringstider for samtaler	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Klager over urigtig fakturering	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Opkaldskvalitet	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Procent afbrudte opkald	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Procent mislykkede opkald (Note 2)	ETSI EG 202 057	ETSI EG 202 057
Fejlsandsynlighed
Forsinkelse på opkaldssignal

  Der er tale om version v. 1.3.1 af ETSI EG 202 057-1 (juli 2008)

For internetadgangstjenester

PARAMETER	DEFINITION	MÅLEMETODE
Reaktionstid (forsinkelse)	ITU-T Y.2617	ITU-T Y.2617
Jitter	ITU-T Y.2617	ITU-T Y.2617
Pakketab	ITU-T Y.2617	ITU-T Y.2617

Note 1

Parametrene bør måles således, at der kan foretages en præstationsanalyse på regionalt niveau (dvs. mindst med en detaljeringsgrad, der svarer til niveau 2 i Eurostats nomenklatur for statistiske territoriale enheder (NUTS)).

Note 2

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at kræve ajourførte oplysninger vedrørende kvalitetsmålene for disse to indikatorer, hvis det kan dokumenteres, at kvaliteten inden for disse to områder er tilfredsstillende.

BILAG X

INTEROPERABILITET MELLEM FORBRUGERUDSTYR SOM OMHANDLET I ARTIKEL 105

1. FÆLLES KRYPTERINGSALGORITME OG MODTAGELSE AF UKRYPTEREDE SIGNALER

Alt forbrugerudstyr til modtagelse af konventionelle digitale fjernsynssignaler (f.eks. udsendelse via jordbaseret, kabel- eller satellittransmission primært beregnet for fast modtagelse såsom DVB-T, DVB-C eller DVB-S), som i Unionen sælges, udlejes eller på anden vis stilles til rådighed og anvendes til dekryptering af digitale tv-signaler, skal kunne:

–  dekryptere signaler baseret på en fælles europæisk krypteringsalgoritme, der administreres af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation, p.t. ETSI

–  gengive signaler, der transmitteres ukrypteret, forudsat at lejeren overholder den gældende lejeaftale, hvis der er tale om lejet udstyr.

2. INTEROPERABILITET MELLEM DIGITALE TV-APPARATER

Alle digital-tv-apparater med indbygget skærm, der markedsføres med henblik på salg eller leje i Unionen, og hvis synlige skærmbillede målt diagonalt er større end 30 cm, skal være udstyret med mindst ét stik baseret på en åben grænseflade (som enten er standardiseret af, eller som overholder en standard, der er overtaget af en anerkendt europæisk standardiseringsorganisation eller er i overensstemmelse med en udbredt industrispecifikation), der muliggør en enkel tilslutning af periferiudstyr, og som skal kunne overføre alle relevante elementer i et digitalt tv-signal, herunder information i forbindelse med interaktive og adgangsstyrede tjenester. Digital-tv-apparaters terminaludstyr skal være interoperabelt, når det er teknisk muligt, så det let kan genanvendes hos andre udbydere.

2a.  RADIOAPPARATERS FUNKTIONALITET

Ethvert radioapparat, der markedsføres i Unionen fra [datoen for gennemførelse i national ret], skal kunne modtage digitale og analoge jordbaserede radiotransmissioner. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på billigt, småt forbrugerradioudstyr eller produkter, hvori en radiomodtager blot er et underordnet element. Den finder heller ikke anvendelse på radioudstyr, der anvendes af radioamatører i henhold til artikel 1, definition 56, i Den Internationale Telekommunikationsunions radioreglement.

BILAG XI

Del A

Ophævede direktiver med [oversigt over efterfølgende ændringer heraf/ændring heraf](jf. artikel 116)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.)
	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF (EUT L 337 af 18.12.2009, s. 37.)		Artikel 1
	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 544/2009 (EUT L 167 af 29.6.2009, s. 12.)		Artikel 2
	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 717/2007 (EUT L 171 af 29.6.2007, s. 32.)		Artikel 10
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21.)
	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF (EUT L 337 af 18.12.2009, s. 37.)		Artikel 3 og bilag
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 7.)
	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF (EUT L 337 af 18.12.2009, s. 37.)		Artikel 2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51.)
	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF (EUT L 337 af 18.12.2009, s. 11.)		Artikel 1 og bilag I
	Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (EFT L 310 af 26.11.2015, s. 1.)		Artikel 8

Del B

Frister for gennemførelse i national ret [og anvendelsesdato (datoer)]

(jf. artikel 116)

Direktiv	Frist for gennemførelse	Anvendelsesdato
2002/19/EF	24. juli 2003	25. juli 2003
2002/20/EF 2002/21/EF	24. juli 2003 24. juli 2003	25. juli 2003 25. juli 2003
2002/22/EF	24. juli 2003	25. juli 2003

BILAG XII

Sammenligningstabel

Direktiv 2002/21/EF	Direktiv 2002/20/EF	Direktiv 2002/19/EF	Direktiv 2002/22/EF	Nærværende direktiv
Artikel 1, stk. 1, 2 og 3				Artikel 1, stk. 1, 2 og 3
Artikel 1, stk. 3a				Artikel 1, stk. 4
Artikel 1, stk. 4 og 5				Artikel 1, stk. 5 og 6
Artikel 2, litra a)				Artikel 2, stk. 1
-	-	-	-	Artikel 2, stk. 2
Artikel 2, litra b)				Artikel 2, stk. 3
Artikel 2, litra c)				Artikel 2, stk. 4
-	-	-	-	Artikel 2, stk. 5
-	-	-	-	Artikel 2, stk. 6 Artikel 2, stk. 7
Artikel 2, litra d)				Artikel 2, stk. 8
Artikel 2, litra da)				Artikel 2, stk. 9
Artikel 2, litra e)				Artikel 2, stk. 10
Artikel 2, litra ea)				Artikel 2, stk. 11
Artikel 2, litra f)				Artikel 2, stk. 12
Artikel 2, litra g)				-
Artikel 2, litra h)				Artikel 2, stk. 13
Artikel 2, litra i)				Artikel 2, stk. 14
Artikel 2, litra j)				-
Artikel 2, litra k)				-
Artikel 2, litra l)				-
Artikel 2, litra m)				Artikel 2, stk. 15
Artikel 2, litra n)				Artikel 2, stk. 16
Artikel 2, litra o)				Artikel 2, stk. 17
Artikel 2, litra p)				Artikel 2, stk. 18
Artikel 2, litra q)				Artikel 2, stk. 19
Artikel 2, litra r)				Artikel 2, stk. 20
Artikel 2, litra s)				Artikel 2, stk. 21
-	-	-	-	Artikel 2, stk. 22
Artikel 3, stk. 1				Artikel 5, stk. 1
-	-	-	-	Artikel 5, stk. 2
Artikel 3, stk. 2				Artikel 6, stk. 1
Artikel 3, stk. 3				Artikel 6, stk. 2
Artikel 3, stk. 3a, første afsnit				Artikel 8, stk. 1
-	-	-	-	Artikel 8, stk. 2
-	-	-	-	Artikel 7, stk. 1
Artikel 3, stk. 3a, andet afsnit				Artikel 7, stk. 2 og 3
Artikel 3, stk. 3a, tredje afsnit				Artikel 9, stk. 1 og 3
-	-	-	-	Artikel 9, stk. 2
Artikel 3, stk. 3b				Artikel 10, stk. 1
Artikel 3, stk. 3c				Artikel 10, stk. 2
Artikel 3, stk. 4				Artikel 5, stk. 3
Artikel 3, stk. 5				Artikel 11
Artikel 3, stk. 6				Artikel 5, stk. 4
Artikel 4				Artikel 31
Artikel 5				Artikel 20
-	-	-	-	Artikel 22
Artikel 6				Artikel 23
Artikel 7				Artikel 32
Artikel 7a				Artikel 33
-	-	-	-	Artikel 33, stk. 5, litra c)
Artikel 8, stk. 1 og 2				Artikel 3, stk. 1 og 2
Artikel 8, stk. 5				Artikel 3, stk. 3
Artikel 8a, stk. 1 og 2				Artikel 4, stk. 1 og 2
-	-	-	-	Artikel 4, stk. 3
Artikel 8a, stk. 3				Artikel 4, stk. 4
-	-	-	-	Artikel 29
Artikel 9, stk. 1 og 2				Artikel 45, stk. 1 og 2
-	-	-	-	Artikel 45, stk. 3
Artikel 9, stk. 3				Artikel 45, stk. 4
Artikel 9, stk. 4 og 5				Artikel 45, stk. 5 og 6
Artikel 9, stk. 6 og 7				-
Artikel 9a				-
Artikel 9b, stk. 1 og 2