BETÆNKNING om Rådets indstilling om udnævnelse af næstformanden for Den Europæiske Centralbank

6.3.2018 - (N8-005372018 – C8-0040/2018 – 2018/0804(NLE))

Økonomi- og Valutaudvalget
Ordfører: Roberto Gualtieri

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

om Rådets indstilling om udnævnelse af næstformanden for Den Europæiske Centralbank

(N8-005372018 – C8-0040/2018 – 2018/0804(NLE))

(Høring)

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets henstilling af 20. februar 2018 (N8-0053/2018)[1],

–  der henviser til artikel 283, stk. 2, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Det Europæiske Råds høring af Parlamentet (C8-0040/2018),

–  der henviser til forretningsordenens artikel 122,

–  der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A8-0056/2018),

A.  der henviser til, at Rådet ved skrivelse af 22. februar 2018 hørte Parlamentet om udnævnelsen af Luis de Guindos til næstformand for Den Europæiske Centralbank for en embedsperiode på otte år begyndende den 1. juni 2018,

B.  der henviser til, at Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg derefter foretog en bedømmelse af den indstillede kandidats papirer, især på baggrund af de krav, der er fastsat i artikel 283, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og behovet for fuld uafhængighed for ECB i henhold til artikel 130; der endvidere henviser til, at udvalget i forbindelse med denne bedømmelse modtog et curriculum vitae fra kandidaten samt dennes svar på det fremsendte spørgeskema;

C.  der henviser til, at udvalget den 26. februar 2018 afholdt en høring på en time og et kvarter med den indstillede kandidat, som efter en indledende redegørelse besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer;

D.  der henviser til, at Parlamentet er bekymret over, hvad angår kønsbalancen, udvælgelsesproceduren, tidspunktet for udnævnelsen og den politiske uafhængighed, og anmoder Rådet om at gå i dialog med Parlamentet med hensyn til, hvordan processen for kommende udnævnelser kan forbedres;

1.  afgiver positiv udtalelse om Rådets henstilling om udnævnelse af Luis de Guindos som næstformand for Den Europæiske Centralbank;

2.  pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Det Europæiske Råd, Rådet og medlemsstaternes regeringer.

• [1]  EUT C 67 af 22.2 2018, s. 1.

BILAG 1: Curriculum VITAE FOR Luis de Guindos

Luis de Guindos Jurado

Minister for økonomi, industri og konkurrenceevne

Fødselsdato: 16. januar 1960

UDDANNELSE

-   Bachelor i økonomi fra CUNEF, Colegio Universitario de Estudios Financieros) – eksamen med udmærkelse.

-   Economista y Comercial Tecnico del Estado (statsansat økonom, kategori "A", offentlig udvælgelsesprøve, den første i prioriteret rækkefølge efter fortjeneste)

ERHVERVSKARRIERE

Offentlig sektor

-   Minister for økonomi, industri og konkurrenceevne (november 2016-), ansvarlig for økonomi og virksomhedsstøtte, internationale økonomiske forbindelser, makroøkonomiske analyser, den spanske statskasse, international handel og investeringer, forskning, udvikling og innovation samt industri.

-   Minister for økonomi og konkurrenceevne (december 2011 - november 2016)

-   Statssekretær for økonomiske anliggender (2002-2004)

-   Sekretær for regeringens udvalg for økonomiske anliggender (2002-2004)

-   Generalsekretær for den økonomiske politik og konkurrencepolitikken (2000-2002)

-   Generaldirektør for den økonomiske politik og konkurrencepolitikken (1996-2000).

Særlige udnævnelser:

-   Medlem af Økofinrådet, Eurogruppen og permanent indbudt til G20

-   Medlem af styrelsesrådet i ESM (2012-), Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Mellemamerikanske Bank for Økonomisk Integration, Den Asiatiske Udviklingsbank (2011-) og Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank (2017-)

-   Medlem af EU's Udvalg for Økonomisk Politik (2002-2004)

-   Næstformand for EU's Udvalg for Økonomisk Politik (1996-2000)

-   Leder af den spanske delegation til Økofinrådet under det spanske EU-formandskab (2002)

Privat sektor

-   Direktør for IE Business School og PwC's center for finansielle tjenesteydelser (marts 2010 - december 2011)

-   PricewaterhouseCooper, ansvarlig for finansielle tjenesteydelser (december 2008 – december 2009)

-   Nomura Securities, administrerende direktør (september 2008 – december 2008)

-   Lehman Brothers Iberia, administrerende direktør (april 2006 –september 2008)

-   AB Asesores – administrerende direktør (1988-1996)

-   Medlem af bestyrelsen for Endesa, S.A., Endesa Chile, Unedisa Logista og BMN.

BILAG 2: LUIS DE GUINDOS' SVAR PÅ SPØRGESKEMAET

A. Personlig og faglig baggrund

1.      Beskriv de vigtigste aspekter af Deres faglige erfaring med hensyn til monetære, finansielle og erhvervsmæssige spørgsmål og de vigtigste aspekter af Deres erfaring på europæisk og internationalt plan.

Jeg har en bacheloreksamen i økonomi og virksomhedsøkonomi fra CUNE, der er afsluttet med udmærkelse. Jeg var også den første i prioriteret rækkefølge i den offentlige udvælgelsesprøve som statsansat økonom og handelsekspert. Min akademiske baggrund har fokuseret på monetære, finansielle, økonomiske og erhvervsmæssige spørgsmål.

Desuden har jeg har udført adskillige opgaver som offentligt ansat, herunder som statssekretær for økonomiske anliggender og generalsekretær for den økonomiske politik og konkurrencepolitikken. I disse funktioner har jeg haft mulighed for at deltage i udformningen af de økonomiske politikker, der førte til, at Spanien tiltrådte i Den Monetære Union ved at opfylde alle krav.

Siden 2011 har jeg været Spaniens minister for økonomi, industri og konkurrenceevne. I denne egenskab har jeg været ansvarlig for statskassen samt afdelingerne for økonomi og virksomhedsstøtte, internationale økonomiske anliggender, makroøkonomisk analyse, internationale investeringer og handel, forskning, udvikling og innovation samt industri.

Fra denne stilling har jeg fremmet en gennemgribende reform af den finansielle sektor i Spanien, som har omfattet en rekapitalisering og omstrukturering af systemet samt andre foranstaltninger til at sikre, at enhver afvikling af banker i fremtiden gennemføres uden brug af skatteydernes penge. Mange af disse foranstaltninger blev indført gennem det finansielle støtteprogram, som blev bevilget til Spanien af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM). Alle disse tiltag har gjort det muligt at genoprette det finansielle systems korrekte funktion, som er den vigtigste formidler af pengepolitikken.

Som økonomiminister repræsenterede jeg også Spanien i Rådet (økonomi og finans) og Eurogruppen. I disse fora har jeg bidraget til opbygningen af Den Økonomiske og Monetære Union.

Jeg har også været permanent indbudt til G20 og været medlem af styrelsesrådet for den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Mellemamerikanske Bank for Økonomisk Integration, Den Asiatiske Udviklingsbank og Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank.

Endelig har jeg arbejdet for flere private virksomheder i tilknytning til den finansielle sektor (ansvarlig for finansielle tjenesteydelser i PricewaterhouseCoopers, administrerende direktør for Lehman Brothers Iberia og Nomura Securities, administrerende direktør for AB Asesores) og til den akademiske sektor (direktør for det IE Business School og PwC's center for den finansielle sektor).

Jeg har også været medlem af bestyrelsen for Endesa, S.A, Endesa Chile, Unedisa, Logista og BMN.

2.      Besidder De nogen erhvervsmæssige eller finansielle poster, eller er De underlagt nogen andre forpligtelser, der kan vise sig uforenelige med Deres eventuelle arbejdsopgaver, eller er der nogen andre faktorer af personlig eller anden art, som Parlamentet bør tage i betragtning i behandlingen af Deres kandidatur?

Nej, jeg har ingen erhvervsmæssige interesser eller forpligtelser, som kan vise sig uforenelige med mine eventuelle arbejdsopgaver. Jeg har kun en personlig pensionsordning og en andel i en åben investeringsforening. I begge tilfælde er administrationsselskabet Mutuactivos, der er en investeringsfilial af et forsikringsselskab. Jeg ejer ikke direkte eller indirekte andre finansielle aktiver.

Jeg også ejer et hus i Sydspanien og 50 % af en lejlighed i Madrid samt andre former for fast ejendom, som jeg har arvet fra mine forældre.

For så vidt angår andre personlige oplysninger, der kan være relevante for stillingen i ECB, arbejder min datter, som er 30 år gammel, som junioranalytiker i en spansk detailbank. Derimod arbejder min søn, som er 26 år gammel, i investeringsafdelingen i et forsikringsselskab.

3.      Hvilke vejledende principper vil De følge i embedsperioden i Den Europæiske Centralbank?

Jeg vil overholde det mandat, som traktaten om Den Europæiske Union tildeler Den Europæiske Centralbank: at fastholde prisstabilitet i euroområdet samt at støtte de generelle økonomiske politikker i Unionen. Mit bidrag til ECB vil omfatte en omfattende og holistisk tilgang, når der træffes beslutninger for at tage hensyn til virkningen af interaktionen mellem alle økonomiske politikker.

For at forfølge disse mål vil jeg nøje overholde ECB's centrale vejledende principper om uafhængighed og gennemsigtighed, idet uden dem ville det ikke være muligt fuldt ud at håndhæve en effektiv pengepolitik.

B. ECB's pengepolitik

4.       Hvordan bør ECB føre sin pengepolitik under de nuværende makroøkonomiske betingelser?

Først og fremmest skal man huske på, at ECB's mandat er at sikre, at inflationen i euroområdet på mellemlang sigt er under, men tæt på 2 %.

På trods af det igangværende opsving i den økonomiske aktivitet i hele området er dette endnu ikke omsat til et vedvarende opsving i inflationsudsigten på mellemlang sigt, som fortsat er afdæmpet (ECB forventer en gennemsnitlig samlet inflation på 1,4 % i 2018 og 1,5 % i 2019). Det underliggende inflationspres er fortsat dæmpet, idet stilstanden på arbejdsmarkedet fortsat er betydelig. Der skal gå et stykke tid, inden de forbedringer på arbejdsmarkedet, som vi har observeret, bliver omsat til en mere dynamisk lønvækst. Hertil kommer, at den aktuelle inflationsudsigt stadig til en vis grad afhænger af de impulser, som skyldes ECB's ekstraordinære foranstaltninger. Derfor er det nødvendigt med en løbende vurdering af de økonomiske og pengepolitiske forhold i euroområdet og virkningerne af de foranstaltninger, der hidtil er gennemført. EBC forventes at fastholde sin nuværende pengepolitiske kurs, indtil det underliggende inflationspres øges, og der kan observeres tilstrækkelige tegn på en vedvarende ændring i inflationsraten. ECB bør derfor være klar til at tilpasse sin kurs om nødvendigt for at opfylde sit mandat.

ECB skal også være opmærksom på eventuelle for store ophobninger af finansielle risici i den nuværende situation med meget lave rentesatser og lempelige pengepolitiske og finansielle forhold.

5.       Hvad mener De om heterogeniteten i de monetære forhold og adgangen til kredit i euroområdet og indvirkningen heraf på ECB's fælles pengepolitik?

Ethvert valutaområde, der er tilstrækkeligt stort, har i sagens natur en vis grad af heterogenitet i de økonomiske strukturer i dets lande eller regioner. Euroområdet er ingen undtagelse.

ECB fastsætter sin politik, så den passer til hele euroområdet. Økonomisk heterogenitet vanskeliggør gennemførelsen af pengepolitikken. Jo mere intens strukturel og cyklisk konvergens, desto mere sandsynligt er det, at pengepolitikken er hensigtsmæssig for hver medlemsstat. Nogle gange er ECB's politik for lempelig for nogle medlemsstater og for stram for andre. Dette var tilfældet i tiden op til krisen. Kraftige sænkninger af rentesatser i nogle lande efter indførelsen af euroen førte til en uholdbar ekspansion forbundet med stigende ubalancer, der senere forværrede krisen. I denne forbindelse blev divergensen i vækst og inflation stimuleret af en pengepolitik, der ikke kunne passe alle.

Heterogeniteten i de monetære forhold afhænger af mange faktorer, hvoraf den vigtigste stadig er forskellige konjunkturforhold på grund af de forskellige følger af den finansielle krise for hver enkelt økonomi og det forskellige genopretningstempo. Desuden spiller særlige strukturelle faktorer også en rolle.

Under krisen var der et yderligere problem som følge af samspillet mellem a) forskelle på tværs af landene med hensyn til finanspolitisk stilling og soliditeten af de nationale banksektorer og b) manglen på en egentlig finanspolitisk union og en bankunion. Alt dette førte til en vis grad af finansiel fragmentering på tværs af jurisdiktioner, hvilket bestemt svækkede transmissionen af den fælles pengepolitik. I denne henseende har nogle af ECB's ekstraordinære foranstaltninger i forbindelse med krisen (såsom programmet for værdipapirmarkederne, de direkte monetære transaktioner og de langsigtede refinansieringstransaktioner) bidraget afgørende til at modvirke noget af denne fragmentering, som er aftaget betydeligt, hvilket f.eks. afspejles i konvergensen i bankernes finansieringsomkostninger og andre finansielle betingelser. Som følge heraf har pengepolitikken bidraget til at mindske heterogeniteten ved at bidrage til, at alle økonomier er kommet ud af recessionen og har lagt deflationspresset bag sig. Fremskridt hen imod en bankunion har også bidraget til at løsne forbindelsen mellem banker og stater.

På længere sigt er der behov for en yderligere indsats for i højere grad at gøre euroområdet til et optimalt valutaområde, navnlig fremskyndelse af strukturreformer og opbygning af finanspolitisk råderum for at øge hver enkelt økonomis evne til at tilpasse sig asymmetriske chok og udviklingen i de monetære forhold. At uddybe integrationen, navnlig i den finansielle sektor, vil bidrage til at mindske heterogeniteten. Under disse omstændigheder vil økonomierne være mere synkroniserede, og samtidig vil de være bedre rustet til at klare negative chok, hvilket vil mindske presset på pengepolitikken.

6.       Hvad er Deres syn på stigningen i omfanget af ESCB's balance som følge af programmet for køb af aktiver (APP)?

I forbindelse med den finansielle og økonomiske krise nedsatte ECB sine vigtigste nominelle rentesatser til et niveau tæt på deres effektive laveste niveau, men det var ikke nok til at bringe inflationen tæt på dens mål. Som følge heraf blev det nødvendigt at indføre andre mindre konventionelle pengepolitiske foranstaltninger.

En af dem var programmet for opkøb af aktiver (APP), der havde til formål at øge Eurosystemets balance, bekæmpe inflationshæmmende forventninger med allerede lave rentesatser. APP har medvirket til at stabilisere de finansielle forhold i euroområdet. Det forbedrede de finansielle forhold, som er relevante for realøkonomien gennem to kanaler. For det første øgede disse opkøb priserne og nedbragte dermed afkastet af de overtagne aktiver. Dette førte til, at investorer, herunder banker, søgte efter øget afkast for eksempel ved at låne mere til realøkonomien. For det andet i det omfang, at disse køb signalerede ECB's engagement til fordel for en imødekommende pengepolitisk linje, førte det også til forventninger om lavere pengepolitiske renter i fremtiden. Dette lagde et yderligere pres i nedadgående retning på de lange renter, som er afgørende for husholdningernes og virksomhedernes investeringsbeslutninger.

Eurosystemets store balance er blot en naturlig følge af dette program. ECB's balance er næsten blevet firedoblet i løbet af det seneste årti.

I takt med inflationen tilpasses til et niveau, der er i overensstemmelse med ECB mandat til at fastholde prisstabiliteten, skal ECB overveje, hvor stor dens balance skal være i fremtiden, og hvor hurtigt den skal komme op på den ønskede størrelse og dens optimale sammensætning.

7.  Hvad anser De for at være den passende tidshorisont for at afslutte APP?

Som allerede nævnt blev APP indført som reaktion på ekstraordinære omstændigheder, men da disse er nu begyndt at aftage, bør ECB gradvist vende tilbage til en mere traditionel politik. Det er dog vanskeligt at fastsætte en specifik tidsramme for afslutningen af dette program.

ECB's Styrelsesråd har været klar i sin kommunikation om, at nettoopkøb af aktiver vil fortsætte med det nuværende månedlige omfang på 30 mia. EUR indtil udgangen af september i år eller senere, hvis det er nødvendigt. Forløbet af opkøbene efter denne periode er noget, som ECB til sin tid vil beslutte ud fra den fremherskende inflationsudsigt på det pågældende tidspunkt og Styrelsesrådets vurdering af den passende grad af pengepolitiske stimuli, som derefter er behov for. Det bør imidlertid bemærkes, at når nettokøbene er ophørt, forventes det, at ECB fortsat geninvesterer afdragsbetalinger fra aktiver, der udløber, så længe det er nødvendigt. På længere sigt bør processen med normalisering af pengepolitikken baseres på en vurdering af pengepolitiske kurs, der er nødvendig for at opfylde ECB's mandat til at fastholde prisstabilitet.

8.      Hvordan vil De sikre gennemsigtighed i gennemførelsen af programmet for opkøb af aktiver?

Gennemsigtighed er et vigtigt anliggende for ECB siden indledningen af programmet for opkøb af aktiver. Ekstern kommunikation er en afgørende støtte for en fortsat smidig gennemførelse af opkøbet af aktiver. Til trods for den komplekse decentraliserede gennemførelse bør indsatsen for at sikre gennemsigtighed være en prioritet.  Faktisk er gennemsigtighed et ønskeligt aspekt i alle regeringers politik. Jeg mener, at ECB har været meget åben omkring gennemførelsen af APP. Parametrene i programmet er klart fastsat, f.eks. kravet om at fordele opkøbene på tværs af jurisdiktioner i henhold til fordelingsnøglen. Desuden ECB giver rettidige og detaljerede oplysninger om forskellige aspekter af programmet (dvs. en ugentlig konsolideret finansiel balance, en månedlig oversigt over dens kapitalinteresser i hver af APP's fire programmer, månedlige og kumulative opkøb af investbare aktiver pr. land i PSPP'en osv.).

Samlet set svarer denne grad af gennemsigtighed mindst til den, som findes hos andre store centralbanker for så vidt angår deres omfattende programmer for opkøb af aktiver. Desuden skaber den nuværende ordning den rette balance, som sikrer gennemsigtighed og gør den forenelig med den krævede fleksibilitet i programmets gennemførelse for at maksimere dets effektivitet og modvirke markedsarbitrage. For eksempel behøver opkøb ikke at følge fordelingsnøgler på et bestemt tidspunkt, men den samlede beholdning er dog baseret på fordelingsnøgler.

Under alle omstændigheder er politikken for ekstern kommunikation en væsentlig del af instrumentets udformning. Derfor bør alle aspekter med hensyn til, hvad der skal offentliggøres, og med hvilken hyppighed det bør ske, drøftes og aftales i Styrelsesrådet.

9. Hvilke betingelser bør være tilstede for at håndtere en renteforhøjelse uden forstyrrende virkninger på stater og markeder?

Det er først og fremmest nødvendigt at understrege, at ECB er fuldstændig uafhængig med hensyn til udformningen og gennemførelsen af sine politikker og instrumenter for at opfylde sit mandat. Som det er blevet understreget i den seneste tid af en række medlemmer af ECB's Styrelsesråd, skal normaliseringen af pengepolitikken, som omfatter stigningen i rentesatser, når den begynder, opfylde to centrale betingelser. For det første skal den være forudsigelig og gennemsigtig for at sikre en gnidningsløs kommunikation med markedsdeltagerne. For det andet skal den være gradvis og forenelig med de fremherskende inflationsforventninger.

Stater er i princippet ikke forskellige fra andre markedsdeltagere. Det er deres pligt til at forberede og tilpasse sig til eventuelle ændringer i pengepolitikken. Det er ikke ECB's forpligtelse at udforme en politik, der gør det nemmere at udstede statsobligationer. Statslige udstedere har nu i flere år reduceret deres behov for udstedelser og øget den gennemsnitlige løbetid for udstedelser, hvilket vil forbedre modstandsdygtigheden af deres rentebyrde i sådant scenarie. Regeringer bør også udnytte de økonomiske opgangstider til at genopbygge finanspolitiske stødpuder og forberede deres økonomier, så de bedre kan modstå fremtidige chok såsom stigende renter. I sidste ende vil rentesatserne ikke forblive så lave for evigt.

Vejledning om den fremtidige retning (forward guidance), som i øjeblikket anvendes i euroområdet, USA, Storbritannien og Japan, bidrager meget til at forberede markederne på en stigning i rentesatserne. Futuremarkederne er meget likvide, hvilket gør det muligt for mæglere at udtrykke deres forventninger meget præcist. Ideelt set bør enhver forhøjelse være gradvis og forudses af markedet.

Samlet set forbereder den måde, hvorpå beslutningerne for øjeblikket bliver gennemført og kommunikeret, markedet godt på en normalisering af pengepolitikken.

10.     Hvordan kan ECB efter Deres mening bidrage til økonomisk vækst og fuld beskæftigelse, samtidigt med at den fuldt ud overholder sin primære målsætning om at fastholde prisstabilitet? Hvad er efter Deres opfattelse de supplerende pengepolitiske foranstaltninger, der vil forbedre pengepolitikkens positive virkninger for realøkonomien?

Det er vigtigt at huske på, at ECB har et udtrykkeligt mandat til at opnå prisstabilitet. Sikring af en relativt lav og stabil inflation er det bedste bidrag, som pengepolitikken kan yde til den økonomiske vækst. På samme tid er det afgørende at sikre, at den økonomiske vækst ikke afviger meget fra sin potentielle vækstrate for at opnå en stabil inflation. Men dette bør kun være et middel for centralbankerne til at opnå prisstabilitet.

Der foreligger talrige beviser på, at der i det lange løb ikke er nogen afvejning mellem inflation og vækst. Som nævnt er prisstabilitet en forudsætning for vedvarende vækst. En sådan afvejning kan dog forekomme på kort sigt, især i forbindelse med recessioner. I denne forbindelse fokuserer ECB på prisstabilitet og ved at gøre dette og derved udnytte den eksisterende fleksibilitet – indførelse af et sæt konventionelle politiske foranstaltninger for at rette op på den seneste krise – har den bidraget til at forhindre, at økonomien bliver ramt af deflation. Den pakke af foranstaltninger, som har anvendt ECB siden 2012, synes at have været nok til at støtte både prisstabilitet og økonomisk genopretning. Konkrete beviser i denne henseende er spreads for den offentlige gæld samt konvergens i de rentesatser, som kreditinstitutterne opkræver af små og mellemstore virksomheder. Ikke desto mindre ville denne konvergens ikke have været mulig uden forbedringer i det finansielle tilsyn, styrkelse af bankernes likviditet og kapitalpositioner og de strukturreformer, der er gennemført i mange lande i euroområdet i de seneste år. Finansiel stabilitet er desuden også en forudsætning for vedvarende vækst. I det omfang at ECB's effektive tilsyn har forhindret yderligere finansiel ustabilitet, har det også fremmet vækst og beskæftigelse. På denne måde har ECB også ydet et stort bidrag til sekundære målsætninger.

ECB's politiske foranstaltninger, som på nuværende tidspunkt er indført, synes at være passende i lyset af de nuværende inflationsudsigter og den ønskede pengepolitik. Med hensyn til fremtidige foranstaltninger er det noget, der skal fastlægges på grundlag af de aktuelle inflationsudsigter og de generelle økonomiske og finansielle forhold i euroområdet.

11.  Hvad er Deres holdning til de risici, der er forbundet med programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (CSPP)? Kan De se nogle konkurrenceforvridende virkninger i det indre marked? Hvordan mener De, at CSPP's mulige konkurrenceforvridende virkninger kan minimeres? Mener De, at det bør integrere Paris-målene og målene for bæredygtig udvikling?

Efter min opfattelse har CSPP været meget vellykket med hensyn til at forbedre adgangen til finansiering for virksomheder, ikke kun direkte for store selskaber, hvis obligationer typisk er berettiget til opkøb under CSPP, men også indirekte for alle virksomheder og andre markedssegmenter, især de små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som ikke har nogen adgang til obligationsmarkedet. Gunstige vilkår på obligationsmarkedet har positive afsmittende virkninger for SMV'er, for eksempel ved at få store selskaber til at basere sig mere på finansiering med obligationer og dermed give mere plads i bankernes balancer til at yde lån til SMV'er. CSPP har derfor øget effektiviteten af den pengepolitiske transmissionsmekanisme gennem banksystemet ved direkte at sænke de markedsbaseret finansieringsomkostninger for ikke-finansielle selskaber.

Når dette er sagt, er ECB fortsat nødt til at være på vagt over for en potentiel dannelse af ubalancer og risici i visse segmenter af markedet for virksomhedsobligationer som følge af meget lempelige finansieringsvilkår.

For at forhindre CSPP-programmets potentielle konkurrencevridende virkninger i det indre marked anvender ECB nogle afhjælpende foranstaltninger for likviditeten på det primære og sekundære marked. Dets deltagelse i opkøb på det primære marked skaber balance mellem programmets mål og behovet for at sikre et tilstrækkeligt fungerende marked. På samme måde vurderer ECB ved køb på det sekundære marked manglen på specifikke gældsinstrumenter og de generelle markedsvilkår for ikke at fordreje priser og likviditet. Desuden afspejler opkøb forholdsmæssigt alle godkendte udestående udstedelser, hvor børsværdien giver en vægtning for hvert af de forskellige udstedende jurisdiktioner.

Med hensyn til Paris-målene og målene for bæredygtig udvikling (SDG) bør vi erkende, at bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse er mål for EU, som er fastsat i den primære ret. Det er derfor berettiget med støtte fra Eurosystemet, forudsat at den fuldt ud respekterer ECB's primære mål om prisstabilitet på mellemlang sigt. På dette område er det vigtigt at tage hensyn til det igangværende arbejde om bæredygtig finansiering i forskellige europæiske og internationale fora. F.eks. har EU's Ekspertgruppe på Højt Plan vedrørende Bæredygtig Finansiering for nylig offentliggjort en rapport, som blev forelagt for Økofinrådet i februar 2017, og som indeholder henstillinger, der omfatter udvikling af en taksonomi og et mærkningssystem for grønne obligationer og grønne eksponeringer, og som vil blive taget i betragtning i forbindelse med den kommende handlingsplan fra Kommissionen. Initiativer er også ved at blive udviklet af G20 under studiegruppen vedrørende miljørigtig finansiering og af FSB under taskforcen om klimarelaterede finansielle oplysninger for at styrke fremlæggelsen af klimarelaterede risici og at fremme en bedre forståelse af, hvorvidt disse risici bedre kunne integreres i lovgivningsmæssige rammer og risikostyring. Disse initiativer skal udvikles yderligere, og ECB's støtte vil være vigtig. Indtil der sker en yderligere udvikling, kunne disse initiativer give ECB mulighed for at tage hensyn til miljøspørgsmål i forbindelse med opkøb (f.eks. ved at tage hensyn til den omtalte taksonomi). ECB bør ikke desto mindre, inden den inddrager grønne faktorer i sin pengepolitiske ramme, omhyggeligt behandle eventuelle risici for den finansielle stabilitet, som kunne opstå ved at tage hensyn til kriterier ud over kreditrisikoen, som ikke kan berettiges ud fra et tilsynsmæssigt perspektiv.

12.  Hvordan vurderer De den stadig voksende andel af programmet til opkøb af virksomhedsobligationer på det primære marked og samtidig den faldende andel af opkøbsprogrammet for offentlige udstedelser (PSPP) på det sekundære marked?

For det første er der tale om to programmer, der gennemføres under forskellige vilkår. Mens opkøb under CSPP gennemføres både på det primære og det sekundære marked, gennemføres opkøb under PSPP kun på det sekundære marked, eftersom ECB ikke har lov til at opkøbe statsobligationer på de primære markeder i henhold til artikel 123 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

CSPP's relative store andel på det primære marked er en naturlig følge af programmets udformning, idet CSPP skaber incitamenter til nye udstedelser. Programmet har imidlertid også til formål at sikre, at Eurosystemet køber en forholdsvis lille andel af nye udstedelser (navnlig højst 30 % pr. udstedelse) med henblik på at sikre en gnidningsløs markedsfunktion.

Med hensyn til PSPP er dets faldende andel af det sekundære markeds aktiviteter en følge af den nylige reduktion af det månedlige mål for APP-nettokøb fra 60 til 30 mia. EUR. Størstedelen af denne reduktion har koncentreret sig om PSPP's del af APP, der afspejler den seneste udvikling med hensyn til det relative udbud af offentlige obligationer i forhold til andre investerbare aktiver.

13.  Hvad er Deres syn på gennemførelsen af likviditetsstøtte i en nødsituation (ELA)? Hvad kan gøres bedre i beslutningsprocessen om ydelse af ELA?

Finansiel stabilitet er en nødvendig forudsætning for en hensigtsmæssig transmission af pengepolitikken. Nationale centralbanker (NCB'er) kan beslutte at yde ELA til solvente finansieringsinstitutter, som har midlertidige likviditetsproblemer, uden for Eurosystemets normale pengepolitiske operationer.

ELA ydes på de nationale centralbankers ansvar, for deres omkostninger og risici og altid til solvente institutter. De nationale centralbanker kan beslutte, hvorvidt der ydes ELA til en bestemt institution og om den sikkerhedsstillelse, der vil blive anmodet om, og andre risikostyringsforanstaltninger, der skal indføres.

De nationale centralbankers skøn begrænses imidlertid af ECB's Styrelsesråd, som kan forbyde, begrænse eller indføre betingelser for ELA-transaktionerne, hvis det finder, at de griber forstyrrende ind i ESCB's mål og opgaver. Styrelsesrådets overvågning øges med størrelsen af den ELA, der anmodes om. Rammen for ELA giver også fleksibilitet til at reagere på særlige nødsituationer eller undgå potentielle systemiske konsekvenser: Styrelsesrådet kan beslutte ikke at gøre indsigelse mod ydelse af ELA til bestemte banker op til en vis grænse og inden for et forud fastsat tidsrum.

Ydelsen af ELA har bidraget til gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitik, især under krisen. Dette bidrog til finansiel stabilitet og modvirkede negative tillidseffekter og støttede dermed transmissionen af pengepolitikken inden for ECB's mandat.

Bestemmelserne er klare i denne henseende. Et kreditinstitut kan få adgang til likviditetsstøtte i en nødsituation, hvis det er solvent og råder over tilstrækkelige disponible aktiver for at sikre, at de tildelte midler kan betales tilbage, således at centralbanken, og i sidste ende borgerne, ikke lider tab.

Beslutningsprocessen er gennemsigtig. "ELA aftalen" (aftalen om likviditetsstøtte i en nødsituation) blev offentliggjort af ECB sidste år. Den indeholder alle oplysninger om proceduren: fra definitionen af bankens solvens til opgavefordelingen mellem den nationale centralbank, der yder lånet, og Den Europæiske Centralbank, der ikke gør indsigelse mod det.

14.   Skal vi bekymre sig om det nuværende niveau af TARGET-ubalancer?

TARGET2-ubalancerne i dag fortæller en helt anden historie end i 2011 og 2012. Dengang blev kontinuiteten af ØMU'en – som det viste sig – ukorrekt sat i tvivl. I denne forbindelse var man bange for, at lande med underskud på betalingsbalancens løbende poster var truet af devaluering, og at lande med overskud på de løbende poster havde en vis sandsynlighed for revaluering, således at markedets rationelle reaktion ville have været kapitalflugt væk fra den såkaldte periferi og til Tyskland.

Stigningen i TARGET2-balancerne siden slutningen af 2014 er forskellig fra den foregående periode med stigende balancer. Gennemførelsen af programmet for opkøb af aktiver fordrejer signalerne fra TARGET-ubalancerne og kan føre til fejlfortolkninger. Det er velkendt, at nogle af disse TARGET-ubalancer har en mekanisk oprindelse i forbindelse med, hvordan APP-opkøb gennemføres. Det er Frankfurts status som et finansielt center og den status, som Bundesbanks Target2-system har som modpart for de fleste internationale banker, der er årsagen til Bundesbanks stigning i dens kreditorposition. Kort sagt mener jeg, at de nuværende TARGET-ubalancer ikke er noget, vi bør være bekymrede for. Det, som taler for dette, er den omstændighed, at priserne på aktiver ikke afspejler nogen form for svagheder, som det var tilfældet under statsgældskrisen i 2011-2012.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at ECB fortsætter sin nøje overvågning af TARGET2-balancerne og en bred vifte af indikatorer, der kan give oplysninger om graden af markedsstress, således som det er tilfældet i dag.

15.     Hvilke risici er der for monetær stabilitet i forbindelse med udvikling af virtuelle valutaer såsom bitcoin? Hvilken rolle mener De, at ECB bør spille i håndteringen af virtuelle valutaer? 

Lad mig begynde med det indlysende: Bitcoin og andre kryptovalutaer kan næppe i dag anses for at være en erstatning for centralbankens udstedte penge. En række problemer, der hovedsagelig er relateret til de tidlige faser af gennemførelsen af DLT-teknologien, plager dem. DLT er stadig ret ineffektiv, transaktionshastigheden er begrænset, og konstante forbedringer af teknologiske konfigurationer hidtil har produceret næsten 900 forskellige valutaer. Bitcoin og andre vigtige såkaldte alt-coins er desuden koncentreret på få hænder, og dette medfører sammen med den begrænsede likviditet ekstremt ustabile forhold med tendens til spekulative bobler og episoder med bristede bobler. Kryptovalutaer er derfor i dag ikke i stand til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med penge (betalingsmidler, regningsenhed og opbevaring af værdier), på en bæredygtig måde.

Privatudstedte digitale valutaer kan med tiden udgøre udfordringer for centralbanker. I princippet vil de udfordringer, som en digital valuta udgør for en centralbank, grundlæggende være de samme som dem, som skyldes en konkurrerende udenlandsk valuta. For den globale økonomi medfører konkurrence mellem valutaer udbud og efterspørgsel til at bestemme en ligevægtspris, valutakursen, der afspejler den relative nytte af valutaer.

Generelt gælder det, at hvis udbredelsen af en eller flere privat udstedte digitale valutaer skulle stige til et betydeligt niveau, ville pengepolitikken blive påvirket på samme måde som ved enhver anden valuta. Centralbanken (og reguleringsmyndigheder og tilsynsmyndigheder) vil skulle følge valutakurserne, betalingssystemerne for disse valutaer, de finansielle markeder for aktiver, der noteres i de nye valutaer og nye sammenkoblinger mellem markeder og markedsdeltagere og det traditionelle finansielle system. Denne overvågning vil være nødvendig for at garantere effektiviteten af de pengepolitiske impulser samt integriteten af betalingssystemer og finansielle markeder for at bevare den finansielle stabilitet og isolere systemet mod chok. Desuden bør nye digitale valutamarkeder og betalinger være omfattet af alle regler om bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme og investorbeskyttelse.

Kryptoaktiver udgør ikke på nuværende tidspunkt en alvorlig risiko for den finansielle stabilitet, som det blev fremhævet af Rådet for Finansiel Stabilitet, på grund af deres begrænsede omfang og sammenkobling. Kryptoaktiver kan i fremtiden indvirke på den finansielle stabilitet, hvis deres omfang og sammenkobling med den finansielle sektor øges.

I sidste ende kan centralbanker vælge at bruge den DLT-teknologi, som understøtter bitcoin, til at udstede en suveræn digital valuta. En digital pengebase kunne hjælpe centralbanker med at bevare kontrollen over de pengepolitiske mekanismer, men kan få alvorlige følger i form af en fragmentering af banksystemet, der skal undersøges yderligere.

Regulering af digitale valutaer er et ansvar, der påhviler de finansielle tilsynsmyndigheder i hele verden. Ud over disse langsigtede overvejelser om pengepolitikken bør ECB overvåge udviklingen inden for infrastrukturen for kryptovalutaer og sammenkoblingen mellem det traditionelle finansielle system og disse markeder. I det omfang at markedsvolumen forbliver forholdsvis begrænset og de finansielle institutioner holder sig væk fra disse risikobetonede aktiver, behøver ECB ikke at gribe ind, men den bør fortsat være opmærksom på de potentielle virkninger for den finansielle stabilitet og advare alle aktører om de forbundne risici.

16.     Hvordan vurderer De samspillet mellem betalingssystemerne og pengepolitikken? Hvilken rolle bør ECB spille som udstedende centralbank i tilsynet med CCP'er?

Betalingssystemer er afgørende for gennemførelsen af pengepolitikken. Centralbanken er afhængig af et sikkert og effektivt betalingssystem, der er en forudsætning for en gnidningsløs gennemførelse af pengepolitikken og bevarelse af den finansielle stabilitet. Derfor bør en af Eurosystemets grundlæggende opgaver være at fremme betalingssystemernes smidige funktion (artikel 127, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), og ECB's tilsyn har til formål at sikre pengepolitikkens transmissionskanal. Hvis midlerne ikke gnidningsløst bevæger sig mellem markedsdeltagere, kan rentesatserne opføre sig ukontrolleret, hvilket i sidste ende kan indvirke på deres dannelse. I denne henseende er pengepolitikken svækket, når betalingssystemet er dysfunktionelt. Desuden har oprettelsen af TARGET-systemet, som Eurosystemet har udarbejdet, skabt en EU-dækkende betalingsordning, som anvendes til afvikling af centralbankernes operationer. TARGET er blevet et vigtigt værktøj til gennemførelse af pengepolitikken i Eurosystemet og har bidraget til at skabe et indre pengemarked inden for euroområdet.

Med hensyn til ECB's rolle som udstedende centralbank i tilsynet med CCP'er, forventes det, at den igangværende revision af EMIR vil behandle behovet for, at ECB har tilstrækkelige beføjelser til at sikre, at den på korrekt vis kan overvåge de potentielle risici fra CCP'er for gennemførelsen af pengepolitikken og betalingssystemernes funktion. Forslaget indebærer bl.a. en styrkelse af den rolle, som de nationale centralbanker i EU spiller i de lovgivningsmæssige rammer. Denne styrkelse skyldes for det første den fortsatte vækst i central clearing og koncentration af den finansielle risiko hos CCP'er, hvilket øger de potentielle skadelige virkninger, som CCP'er kan have på gennemførelsen af pengepolitikken. For det andet indebærer Det Forenede Kongeriges udtræden af EU, at en meget stor del af euro-denominerede clearingaktiviteter i fremtiden kan udføres uden for EU.

17.  Hvad er risiciene i forbindelse med brexit for den finansielle stabilitet?

Konsekvenserne af brexit afhænger af de særlige forhold i det fremtidige forhold mellem Det Forenede Kongerige og EU. Da vi ikke har klarhed om det endelige resultat af forhandlingerne, bør vi være forberedt på alle eventualiteter, herunder en brat overgang. En overgangsordning i overensstemmelse med Det Europæiske Råds retningslinjer fra december ville helt klart indebære en gnidningsløs overgang. Der er dog fortsat usikkerhed om hele denne proces.

Med hensyn til det europæiske marked for finansielle tjenesteydelser, vil der være flere konsekvenser, hvis omfanget af de forretninger, der handles i London, blev fragmenterede og udført på et eller flere europæiske eller internationale markeder:

Fragmenteringen vil medføre midlertidige strukturelle omkostninger for EU's kapitalmarkeder på grund af tabet af stordriftsfordele og netværkseffekter, mindre likviditet og dybde på markederne. På længere sigt vil disse omkostninger falde i takt med, at markeder, der erstatter London, bliver dybere.

De stærke grænseoverskridende forbindelser mellem Det Forenede Kongerige og EU i forbindelse med levering af finansielle tjenesteydelser medfører, at et ekstremt tilfælde af en ukontrolleret brexit kan indebære betydelige risici for den finansielle stabilitet. Et område, der vækker bekymring, er OTC-derivater og forsikringsaftaler. Navnlig med hensyn til CCP'er skaber overgangen usikkerhed, fordi det ikke kan antages, at medlemmerne af det nye clearingcentraler vil være i stand til at afbalancere udbud og efterspørgsel uden afbrydelse. Bestanden af transaktioner og de nye transaktioner på euromarkeder skal gennemføres eller overføres til CCP'er, der er godkendt eller anerkendt af EU ved at erstatte de tidligere modparter. Dette er en kompleks proces, der kræver tid. Mere generelt er der også betænkeligheder ved overgangen til nye regler/retsstandarder.

En række foranstaltninger kan dog mindske usikkerheden omkring overgangen: Tidlige udmeldinger om den fremtidige ramme, midlertidige godkendelser, mekanismer for anvendelse af overgangsbestemmelser og/eller tid til fornyelse af alle kontrakter er alle skridt, der kan bidrage til en velordnet overgang.

Meget afhænger de strategiske beslutninger i de banker, der opererer på disse markeder. Det er vigtigt, at de berørte virksomheder rettidigt forbereder sig til at håndtere gnidninger i forbindelse med overgangen og tilpasser sig til eventuelle fremtidige scenarier.

Både ECB og de nationale centralbanker bør være i stand til at klare overgangen og udflytningen af finansielle enheder fra Det Forenede Kongerige. Klare kriterier for, hvordan disse enheder skal behandles, er nødvendige (f.eks. validering af interne modeller, de anvendte i Det Forenede Kongerige), og tilsynsmyndighederne bør sikre, at disse flyttede enheder ikke bare er tomme skaller, der beholder alle deres aktiviteter og ressourcer i Det Forenede Kongerige.

Hvis der forberedes tilstrækkeligt til overgangen, bør der ikke forventes betydelige langsigtede konsekvenser for den finansielle stabilitet og økonomien i euroområdet.

18.    Hvordan kan rammen for økonomisk styring og navnlig gennemførelsen heraf styrkes? EU

I en valutaunion medlemsstaterne giver medlemsstaterne afkald på vigtige stabiliseringsværktøjer. Der skal kompenseres for dette ved at styrke andre mekanismer til at forebygge og modvirke chok.

•  For det første omfordeler finansielle markeder risici i en monetær union og øger den private sektors risikodeling. Gennemførelsen af bankunionen og kapitalmarkedsunionen har til formål at skabe integrerede finansielle markeder, der sikrer en effektiv ressourceallokering i hele ØMU'en. Disse bør gennemføres som en prioritet.

•  For det andet er det afgørende at øge de enkelte økonomiers modstandsdygtighed og forhindre forskelle i konkurrenceevnen mellem ØMU'ens medlemmer, som fører til uholdbare ubalancer. Dette kræver en stærk og velfungerende ramme for økonomisk styring, der sikrer finansiel stabilitet. Strukturelle reformer er vigtige for at sikre konvergens i EU, men endnu vigtigere for lande, der deler en valuta, er, at Den Økonomiske og Monetære Union fungerer gnidningsløst.

•  Medlemsstaterne bør være klar over, at det at være en del af en monetær union kræver en tættere samordning af de økonomiske politikker i overensstemmelse med en dybere grad af integration.

Krisen viste, at prisstabilitet, der blev tilvejebragt af ECB sammen med de offentlige finanser, som var koordineret gennem stabilitets- og vækstpagten (SVP), var utilstrækkelig til at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet. Opbygning af ubalancer kan bringe den finansielle stabilitet i fare og skade pengepolitikkens transmissionsmekanismer. Dette er grunden til, at der blev gennemført betydelige reformer af euroområdets økonomiske styring: Ud over en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten og øget budgetmæssig koordinering blev der indført en ramme for overvågning og korrektion af makroøkonomiske ubalancer. Proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU) er beregnet til at overvåge forekomsten af ubalancer og udløse korrigerende foranstaltninger, når det er nødvendigt. Herudover kræver det europæiske semester, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at tackle deres største udfordringer og koordinere gennemførelsen af strukturreformer.

Disse var alle nødvendige og nyttige reformer af den økonomiske styring, men der skal stadig gøres mere.

•  Inden for finanspolitikker er der et voksende krav om en forenkling af finanspolitiske regler for at sikre større ejerskab og en gennemsigtig og konsekvent gennemførelse af de aftalte regler. Det er vigtigt, at stabilitets- og vækstpagten sikrer, at medlemsstaterne opbygger finanspolitiske stødpuder i gode tider. De aftalte finanspolitiske regler skal derefter håndhæves med fasthed, idet medlemsstaterne ellers vil forblive sårbare over for den næste krise som følge af det begrænsede finanspolitiske råderum, der findes i dag.  

•  Desuden er der plads til forbedring af PMU'en, således at den bliver et egentligt redskab til hurtig varsling af opbygning af ubalancer, der udløser korrigerende foranstaltninger.

•  Gennemførelsen af strukturreformer skal også forbedres. Medlemsstaterne bør tage det fulde ejerskab af reformer, der er nødvendige for at afhjælpe ubalancerne, og påtage sig deres individuelle ansvar.

•  Medlemsstaterne skal opfylde deres forpligtelser, samtidig med at det europæiske semester bør danne rammen for en passende koordinering og planlægning af strukturreformer med henblik på at internalisere eventuelle afsmittende virkninger. I denne forbindelse kan sikring af sammenhængen mellem de enkelte henstillinger og henstillingerne for euroområdet styrke modstandsdygtigheden i den monetære union.

Strukturreformer er afgørende for at øge modstandsdygtigheden i den monetære union og bevare et højt niveau af bæredygtig vækst og beskæftigelse på lang sigt. De frigør potentiel vækst og ved at fjerne flaskehalse for investeringer, skaber de et miljø, der fremmer investeringer. Desuden er strukturreformer de vigtigste risikoreducerende mekanismer i en monetær union, og de vil bidrage til at skabe den nødvendige politiske tillid til at gøre yderligere fremskridt med andre reformer, der er nødvendige for at uddybe ØMU'en.

Alle disse tiltag vil bidrage til at gøre de enkelte økonomier og euroområdet som helhed mere robuste over for negative chok. Selv de mest fleksible og effektive markeder har ikke kapacitet til fuldt ud at absorbere meget store chok. Euroområdet har behov for et passende sikkerhedsnet, og dette er netop det, som den aktuelle debat om styrkelse af ESM har til formål at opnå (se spørgsmål knyttet til ESM).

På længere sigt kunne euroområdet drage fordel af større samordning af finanspolitikkerne og kapaciteten til at gennemføre et passende policy-mix i euroområdet. I denne forbindelse kan et finanspolitisk stabiliseringsinstrument være nyttigt til at hjælpe med at håndtere store chok, uden at man er overdrevent afhængig af ECB i forbindelse med stabilisering.  Dens udformning vil skulle tage hensyn til problemer med moral hazard, idet adgangen til denne kapacitet gøres betinget af forpligtelser til strukturreformer og overholdelse af de finanspolitiske regler, der kan give tilstrækkelige incitamenter til en forsvarlig økonomisk politik.

På eurotopmødet i december 2017 besluttede stats- og regeringscheferne at prioritere drøftelser om bankunionen og den fremtidige ESM med henblik på at træffe den første række af beslutninger i juni. Samtidig forventes det, at drøftelserne om andre spørgsmål med et mere langsigtet perspektiv fortsættes. Nu hvor de økonomiske udsigter er forbedret, er det på tide at overveje, hvordan ØMU'ens økonomiske styring kan sikre dens modstandsdygtighed forud for fremtidige kriser.

19.  Hvad mener De om den igangværende debat om de vedvarende høje offentlige gældsniveauer i euroområdet?

Krisen førte til en betydelig forværring af de offentlige finanser i EU og i euroområdet, eftersom regeringerne lod underskuddene vokse for at støtte økonomien, men også fordi de implicitte forpligtelser som følge af visse medlemsstaters banksektorer udmøntede sig i den offentlige sektors balance. Investorer udtrykte bekymring over bæredygtigheden af den offentlige gæld i nogle lande, og som følge heraf blev de finansielle markeder i euroområdet opsplittet efter nationale linjer.

Der blev truffet foranstaltninger til at forhindre, at dette sker igen, herunder oprettelsen af bankunionen (som nævnt ovenfor) og betydelige reformer med henblik på at styrke budgetdisciplinen og forbedre samordningen af de økonomiske politikker. Som følge af denne indsats er EU en af de regioner, hvor der er opnået mest finanspolitisk konsolidering til trods for en skrøbelig genopretning og medlemsstater forlader med succes proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Fra næste år forventes alle medlemsstater at være under den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. Konsolideringsbestræbelserne har bevirket, at der er en solid nedadgående tendens i den offentlige gælds andel af BNP i euroområdet.

Denne positive tendens skjuler væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne. I denne henseende er det af afgørende betydning at bruge den nuværende positive økonomiske situation til at opbygge finanspolitiske stødpuder. Dette er navnlig tilfældet for meget forgældede medlemsstater, der har behov for at vedtage en passende konsolidering i overensstemmelse med deres konjunkturforhold. Faktisk bør finanspolitikker skabe et tilstrækkeligt finanspolitisk råderum i gode tider for at imødegå negative chok, når de kommer. I modsat fald vil euroområdet stadig være sårbar over for fremtidige konjunkturnedgange. Det betyder, at medlemsstaterne skal opfylde deres forpligtelser i henhold til stabilitets- og vækstpagten.

Dette betyder ikke, at der ikke er plads til at forbedre de finanspolitiske rammer i euroområdet på mellemlang sigt. Der er et voksende krav om at forenkle finanspolitiske regler og basere finanspolitiske henstillinger på observerbare indikatorer under statslig kontrol, som afspejler en fælles forståelse af konjunktursituationen. Dette vil øge ejerskabet af finanspolitiske regler og fremme deres ensartede håndhævelse.

Endelig bør vi ikke glemme, at vækst er afgørende for bæredygtige offentlige finanser. I denne forbindelse vil strukturreformer, der frigør vækstpotentialet og øger konkurrenceevnen for økonomierne i euroområdet, bidrage til at håndtere den nuværende gæld, der er opstået efter krisen ved at skabe en langsigtet bæredygtig vækst og beskæftigelse.

20.  Hvordan ser De på den seneste udvikling i kursforholdet mellem dollaren og euroen?

Mens valutakursen i sig selv ikke er en del af ECB's mandat (som er fokuseret på stabilisering af forbrugerprisinflationen), er det uden tvivl en af de finansielle priser, som ECB nøje overvåger i sin vurdering af de makroøkonomiske udsigter, som for sin del er et afgørende input til dens pengepolitiske beslutninger.

Den seneste appreciering af euroen (18 % i det sidste år) er historisk set ikke usædvanlig: Der har været flere tilfælde af lignende eller endnu større stigninger siden indførelsen af den fælles valuta. Euroens appreciering skyldes markedsdeltagernes revurdering af de pengepolitiske udsigter i lyset af den positive makroøkonomiske udvikling i euroområdet samt den forventede reduktion af ECB's opkøb af aktiver. I vid udstrækning afspejler denne nylige appreciering af euroområdets nominelle effektive valutakurs positive udviklinger, såsom en forbedring af de økonomiske udsigter og øget markedstillid i en situation med overskud på de løbende poster, og dermed er denne bevægelse knyttet til forbedrede økonomiske nøgletal. Det giver sig selv, at denne appreciering forventes at have en vis begrænsende virkning på eksport og inflation. Hvis tendensen med appreciering fortsætter eller er for høj, kan det imidlertid have en øget afdæmpende virkning på vækst og inflation, hvilket gør det vanskeligere for ECB at nå sit inflationsmål. Under alle omstændigheder bør ECB være på vagt over for udviklingen i valutakurserne og løbende vurdere de udfordringer, som de kan udgøre for prisstabiliteten.

21.  Hvordan vurderer De G20’s præstationer? Hvad er Deres mening om det nuværende koordinationsniveau mellem de største centralbanker?

G20 har vist sig at være et vigtigt forum for at øge det internationale økonomiske samarbejde og fremme en åben og integreret global økonomi. Der er to områder, hvor G20 har været særlig effektiv. For det første har G20 styrket det internationale finansielle systems modstandsdygtighed ved at give Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) til opgave at udarbejde en omfattende pakke af reformer, navnlig for at undgå problemer med moral hazard fra globale systemisk vigtige institutter. For det andet og i samarbejde med OECD har G20 har været afgørende i kampen mod skatteunddragelse og hvidvaskning af penge ved at iværksætte en række foranstaltninger, der imødegår udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud og fremmer den automatiske udveksling af skatteoplysninger. G20 står for øjeblikket over for nye udfordringer, såsom håndtering af den finansielle innovation i både det finansielle system (FinTech) og inden for beskatning, hvilket viser, at den stadig er fuldt ud relevant i sin rolle med hensyn til global koordinering.

Centralbanker kan bidrage til valutakursstabilitet ved omhyggeligt på forhånd at kommunikere deres pengepolitiske kurs, hvilket er blevet forbedret i løbet af de senere år ved hjælp af "forward guidance". I denne forbindelse er det meget positivt, at IMFC-, G7- og G20-kommunikéer fortsat afspejler de negative virkninger, som for store udsving og ukontrollerede bevægelser i valutakurserne kan have for den økonomiske og finansielle stabilitet samt et tilsagn fra landenes myndigheder om at afstå fra konkurrerende devalueringer og at fastsætte mål for valutakurser af hensyn til konkurrencen. ECB bør være i løbende kontakt med andre valutaers centralbanker. Der er imidlertid begrænset spillerum til at gå ind i en mere vidtrækkende koordinering af pengepolitikken på globalt plan, eftersom centralbankerne har nationale mandater. Når dette er sagt, mener jeg, at vi i de seneste år har været vidne til en rimelig tilfredsstillende grad af samarbejde mellem de største centralbanker i avancerede økonomier, som f.eks. afspejles i deres gnidningsløse kommunikation om valutakurser, deres proaktive kurs for global stabilitet og deres tilvejebringelse af likviditet i fremmed valuta. Jeg mener, at denne koordinering er positiv og bør styrkes yderligere i fremtiden.

C. Finansiel stabilitet og tilsyn

22.  Hvordan kan vi håndtere arven fra krisen med høje niveauer af beholdninger af misligholdte lån samt risici i strømmen af misligholdte lån?

Selv om de er koncentreret i bestemte banker, er misligholdte lån formentlig den største udfordring som euroområdets finansielle system står over for på nuværende tidspunkt, idet de nedbryder tilliden til europæiske banker. Misligholdte lån vejer tungt på bankernes balance, ikke blot som følge af at de hæmmer deres potentielle rentabilitet, men også ved at begrænse deres evne til at yde lån. Ifølge Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har omfanget af misligholdte lån været faldende siden 2014, men både forholdet og bestanden er fortsat høj (ca. 800 mia. EUR).

De tre mest relevante aspekter, som skal tages i betragtning i forbindelse med misligholdte lån, er gennemsigtighed, korrekt værdiansættelse og tilstrækkelige hensættelser. I overensstemmelse med dette går de foranstaltninger, som for nylig blev foreslået af ECB og Kommissionen, i den rigtige retning.

Der er behov for en trinvis tilgang, som kombinerer vedvarende pres fra tilsynsmyndighederne (f.eks. FTM), for at øge hensættelserne og sælge misligholdte aktiver sammen med forbedringer i lovgivningsrammerne i visse lande, således at tilbagelevering af sikkerhedsstillelsen bliver lettere, og salget af misligholdte lån og overtagne aktiver bliver mere effektivt. Det kan også blive nødvendigt i forbindelse med processen at være opmærksom på bankers kapitalniveauer og deres evne til at rejse kapital på markederne.

Håndtering af misligholdte lån kræver en holistisk tilgang, som blev beskrevet i juli 2017 i Økofinrådets konklusioner om en handlingsplan for behandling af misligholdte lån i Europa. Denne omfatter en bred vifte af foranstaltninger, lige fra tilsynsmæssige bagstopperordninger til insolvensregler eller udvikling af sekundære markeder.

23.  Hvordan vurderer De det høje niveau af aktiver på niveau 2 og niveau 3 i mange bankers balancer? Tages der tilstrækkeligt hensyn til aktiver i den nuværende tilsynsramme?

Nøglen til en hensigtsmæssig forvaltning og tilsyn med en bank ligger i at få korrekte oplysninger om den reelle værdi af dets aktiver. Jo højere den manglende præcision i denne forbindelse er, desto mere komplekse og mindre pålidelige er enhver vurdering af dens solvens.

Det vil sige, at aktiver på niveau 2 og 3, som ikke regelmæssigt prisfastsættes på markedet, og hvis værdi anslås på grundlag af andre benchmarks eller komplicerede matematiske modeller, udgør en udfordring for det arbejde, der udføres af revisorer, tilsynsførende og bankers ledelser.

Dette er netop grunden til, at den ramme, der er fastsat af Rådet for Finansiel Stabilitet, for at afgøre, hvilke banker der anses for at være globalt systemiske (Global Systemically Important Banks (G-SIB'er) – tager hensyn til omfanget af denne type aktiver som et af de vigtigste elementer til at angive graden af en banks kompleksitet. På grundlag af denne klassifikation er G-SIB'er underlagt strengere krav til solvens og afvikling.

Under alle omstændigheder synes der at være en tvivlsom tendens til automatisk at stigmatisere disse aktiver og betragte dem som "problematiske aktiver", ligesom misligholdte lån, hensatte lån eller overtagne aktiver.

Disse aktiver skal ikke desto mindre behandles indgående af tilsynsmyndighederne. For det første er vi nødt til at sikre os, at aktiver på niveau 2 og niveau 3 er korrekt identificeret og klassificeret på bankernes balancer. For det andet bør vurderingen af begge typer af aktiver overvåges af tilsynsmyndighederne. Dette er navnlig tilfældet for store og komplekse banker. I lighed med tilgangen til misligholdte lån er banktilsynsmyndighederne nødt til at sikre, at banker værdsætter aktiverne korrekt eller alternativt så hurtigt som muligt at afspejle den for lave værdiansættelse i resultatopgørelsen.

24.     Hvad er Deres mening om lovgivningen om enheder i skyggebanksystemet?

Andre former for finansiering end bankfinansiering er et alternativ til bankfinansiering og bidrager til at støtte realøkonomien.  Skyggebankvirksomhed er en kilde til diversificering af udbuddet af kredit, men det kan også blive en kilde til systemisk risiko direkte eller indirekte gennem dens relationer med banker.  Det er da vigtigt at afhjælpe disse risici og at identificere passende politiske foranstaltninger til at forebygge dem og at sikre gennemsigtigheden af enheder i skyggebanksystemet. Jo mere gennemsigtige disse risici er, desto mere nøjagtig vil prisfastsættelsen være.

I denne henseende er der sket store fremskridt. FSB har arbejdet siden dets oprettelse tilbage i 2009 med at omdanne skyggebanksystemet til modstandsdygtig markedsbaseret finansiering.  Desuden har Kommissionen offentliggjort en meddelelse i 2013, der skitserer en række prioriterede områder, som f.eks. gennemsigtighed i forbindelse med skyggebanksektoren og indførelse af rammer for pengemarkedsforeninger (MMF'er). Pengemarkedsforeninger stiller kortfristet finansiering til rådighed for finansielle institutioner, virksomheder og den offentlige sektor. Den 20. juli 2017 trådte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger i kraft med en række foranstaltninger med sigte på at mindske sårbarheden over for stormløb mod disse fonde.

Under alle omstændigheder i betragtning af skyggebankvirksomhedens relevans for makrofinansiel stabilitet bør den fortsat overvåges nøje.

25.     Mener De, at rammen for afvikling fungerer effektivt i lyset af Banco Popular Banca Popolare di Vicenza og Veneto Banca?

Nylige sager har vist, at den europæiske ramme for afvikling, der blev indført i 2014 ved vedtagelsen af direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD) og forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (SRMR), fungerer effektivt.

Et eksempel herpå er den seneste afvikling af Banco Popular i juni. Den 6. juni 2017 lykkedes det Den Fælles Afviklingsinstans (SRB), efter at ECB havde konstateret, at den sjettestørste bank i Spanien blev nødlidende eller forventeligt nødlidende, vedtage en afviklingsordning (som blev godkendt af Kommissionen og gennemført af FROB, den spanske afviklingsmyndighed) og gennemføre salget til en levedygtig køber. I den forbindelse opfyldte den sit mandat til at beskytte den finansielle stabilitet, sikre kritiske funktioner og undgå at bruge skatteydernes penge. Om morgenen den 7. juni åbnede Banco Populars kontorer som normalt, uden at der blev brugt en eneste cent af offentlige midler og uden følgevirkninger på de finansielle markeder og i den brede offentlighed, til trods for at afviklingsmyndigheden gjorde brug af sine ekstraordinære beføjelser til nedskrivning og konvertering af aktier, AT1- og T2-instrumenter.

Denne første erfaring med afvikling i bankunionen er blevet efterfulgt af andre tilfælde i Italien, hvor myndigheder i hele Europa også har arbejdet og samarbejdet tæt ved at anvende EU's lovgivning.

Den 23. juni 2017 erklærede ECB, at Banca Popolare di Vicenza og Veneto Banca var nødlidende eller forventeligt nødlidende, og SRB besluttede, at afviklingshandlingen ikke var berettiget i almenhedens interesse for disse banker. Som følge heraf blev de italienske banker afviklet i henhold til de italienske regler for insolvensbehandling.

Afslutningsvis kunne man også nævne de seneste tilfælde med ABLV i Letland og dets datterselskab i Luxembourg. De blev erklæret for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende den 23. februar og vil blive afviklet i henhold til national ret.

Til trods for de enorme fremskridt, der er gjort med etableringen af bankunionen, kan der tages ved lære af disse tilfælde. For det første kan insolvensregler harmoniseres yderligere, da de er et alternativ til afvikling, der gennemføres inden for en fælles EU-ramme. For det andet er der også behov for at styrke rammen for afvikling for at håndtere en likviditetsdreven krise ideelt set ved hjælp af instrumenter og procedurer, som bør være enkle, hurtige og tilstrækkeligt troværdige. Vi må også fortsætte arbejdet med styrkelsen af afviklingsplanlægningen ikke mindst gennem fastsættelse og overvågning af MREL-kravet for alle enheder (altid under hensyntagen til de særlige omstændigheder i hver koncern), udformning af afviklingsstrategier eller større fokus på indsamling af rettidige og ajourførte oplysninger. Den igangværende reform BRRD åbner mulighed for at integrere visse nøgleelementer i det nuværende system og i sidste ende yderligere at styrke den europæiske ramme for afvikling og gøre den endnu mere robust.

25.    Hvad er Deres syn på de mulige skridt hen imod fuldførelsen af bankunionen med en fælles europæisk indskudsgarantiordning og en finanspolitisk bagstopperordning, herunder den nødvendige gennemførelse af den eksisterende bankunionslovgivning og det igangværende arbejde med risikodeling og risikoreduktion?

Fuldførelsen af bankunionen er sammen med kapitalmarkedsunionen en prioritet for Den Økonomiske og Monetære Union. I manglen af en finanspolitisk risikodeling er den finansielle union så meget desto vigtigere til at absorbere chok. Endvidere vil etableringen af lige vilkår for banker i bankunionen bidrage til finansiel stabilitet og en gnidningsløs gennemførelse af pengepolitikken.

Som nævnt ovenfor er der siden krisen allerede blevet gennemført væsentlige reformer med en gennemgribende revision af bankregulering og oprettelse af den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme. Som følge heraf er banker i dag bedre kapitaliseret og betydeligt mere robuste med forbedret solvens, likviditet og gearingsgrader.

I juni 2016 blev EU-Rådet enige om en køreplan til fuldførelse af bankunionen. Denne køreplan indeholder foranstaltninger til at begrænse og dele risiciene i banksektoren. Der arbejdes for øjeblikket på at undersøge den mest hensigtsmæssige rækkefølge for disse foranstaltninger og at gøre denne køreplan operationel, som der blev anmodet om på eurotopmødet i 2017. Medlemsstaterne bør bestemme, i hvilket omfang foranstaltningerne til risikoreduktion og risikodeling bør forløbe parallelt, eller om de bør gennemføres i en bestemt rækkefølge.

Der gøres betydelige fremskridt med foranstaltninger til risikoreduktion, som er omhandlet i køreplanen, med Kommissionens lovgivningsforslag fra november 2016, hvoraf to elementer (kreditorrækkefølgen og IFRS 9) allerede er blevet fremskyndet. Der foregår forhandlinger om de andre elementer i denne pakke. Misligholdte lån er fortsat den største udfordring i EU's banksektor. Der er behov for samlet at behandle følgerne af krisen og forhindre en fremtidig opbygning af misligholdte lån.

Europa-Kommissionens vurdering, som deles af andre institutioner, er, at risiciene i banksektoren, er blevet reduceret væsentligt, og at det nu er på tide at komme videre med de to manglende elementer af bankunionen: den europæiske indskudsforsikringsordning (EDIS) og den fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond.

EDIS er den tredje søjle i bankunionen og er som sådan den vigtigste manglende del i dens arkitektur. En fuldt udbygget indskudsforsikringsordning vil sikre lige vilkår i bankunionen og fremme øget finansiel integration. Nu hvor tilsyn med og afvikling af banker er blevet centraliseret, der giver den samme garanti for indskydere, uanset hvor de befinder sig, ville dette skabe balance mellem ansvar og forpligtelser inden for bankunionen. I et forsøg på at opnå konsensus har Kommissionen foreslået en pragmatisk fremgangsmåde med en gradvis indførelse af EDIS. I dette reviderede forslag indebærer den første fase af genforsikring ikke nogen risikodeling, og dette bør lette dens hurtige indførelse

Med hensyn til den fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond er der allerede indgået en politisk aftale om at indføre den senest ved udgangen af overgangsperioden. Køreplanen giver mulighed for at gøre den operationel inden da, forudsat at deres gøres fremskridt med de risikobegrænsende foranstaltninger. Der er bred enighed om, at den europæiske stabilitetsmekanisme ville være et passende instrument. Hurtige fremskridt i den fælles bagstopperordning er vigtigt for troværdigheden af den fælles afviklingsmekanisme.

Der er i dag en fremragende mulighed for at skabe en fuldt udbygget bankunion, der sikrer lige vilkår for europæiske banker og øger deres modstandsdygtighed over for fremtidige kriser. Risikobegrænsende foranstaltninger vil bidrage til at skabe den nødvendige konsensus for at gøre fremskridt med risikodeling. Samtidig skal foranstaltninger, som deler risici, også bidrage til reduktionen. Medlemsstaterne står over for udfordringen med at træffe beslutning om den mest hensigtsmæssige rækkefølge. Ved afslutningen af processen vil en fuldt udbygget bankunion bidrage til at bevare den finansielle stabilitet og vil som en konsekvens heraf bidrage til en gnidningsløs gennemførelse af pengepolitikken.

26.  Hvad mangler der stadig for at uddybe ØMU'en?

Da euroområdet blev oprettet, var antagelsen, at prisstabilitet sammen med forsigtige finanspolitikker, der blev samordnet gennem stabilitets- og vækstpagten, ville sikre makroøkonomisk stabilitet i den monetære union. Der var mangel på mekanismer til at forhindre forskelle i konkurrenceevne, der førte til opbygningen af uholdbare ubalancer i euroområdet, der hovedsagelig blev finansieret med kortfristet gæld.

Når disse ubalancer skulle afvikles, kunne de enkelte medlemmer i euroområdet ikke anvende valutakursen som en justeringsmekanisme. Stivheder på arbejds- og produktmarkederne førte til væsentlige omkostninger med hensyn til beskæftigelse og produktion. Hertil kommer, at den finansielle fragmentering i euroområdet og frygten for redenominering svækkede den fælles pengepolitiks transmissionsmekanisme, således at finansieringsvilkårene for de økonomiske aktører blev fastsat af det land, hvor de var hjemmehørende.

Til trods for at de reformer, der er gennemført under krisen, væsentligt har forbedret ØMU'ens modstandsdygtighed, må der gøres mere, hvis ØMU'en skal være tilstrækkeligt rustet til den næste krise. Uddybningen af ØMU'en indebærer en reform af dens struktur for at øge dens modstandsdygtighed og forsyne den med de nødvendige mekanismer til i første omgang at forhindre chok og derefter i anden omgang at tilpasse sig til dem, når de opstår.

Kriseforebyggelse indebærer en begrænsning af risici i den monetære union. For det første i den finansielle sektor hvor væsentlige reformer er allerede blevet gennemført. For det andet i medlemsstaternes økonomier, hvor der er behov for at sikre deres modstandsdygtighed gennem passende strukturreformer, der forhindrer forskelle i konkurrenceevnen. Strukturreformer er den vigtigste risikoreducerende mekanisme i ØMU'en. Ud over at fremme real konvergens vil strukturreformer frigøre potentiel vækst og støtte varige arbejdspladser og økonomisk vækst.

Selv om der blev opnået fuldstændig konvergens, ville euroområdet være ude af stand til at forhindre alle makroøkonomiske chok. Det er derfor også nødvendigt med krisestyringsredskaber.

Den finansielle union kan fremme den private sektors risikodeling. For at fremme finansiel integration er både kapitalmarkedsunionen og bankunionen nødvendige. En fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond og en europæisk indskudsforsikringsordning er nødvendige for at drage fordel af en fuldt udbygget bankunion (se foregående spørgsmål).

Desuden er der stigende krav til at etablere en makroøkonomisk stabiliseringskapacitet for euroområdet, der kan bidrage til at imødegå alvorlige chok, der overbebyrder de nationale automatiske stabilisatorer. Forslagsstillerne ser den som et supplement til de nationale finanspolitiske stabilisatorer i tilfælde af alvorlige negative chok. Den kunne også bruges til at støtte gennemførelsen af en passende finanspolitisk kurs og dermed bidrage til et passende policy-mix i euroområdet og mindske den overdrevne afhængighed af pengepolitikken til stabiliseringsformål. Hvis denne stabiliseringskapacitet gennemføres, bør dens udformning tage behørigt hensyn til problemer med moral hazard og give incitamenter til forsvarlige økonomiske politikker, herunder bæredygtige offentlige finanser eller gennemførelsen af strukturreformer, der sikrer øget real konvergens og øget modstandsdygtighed i de enkelte økonomier.   

Endelig vil en styrkelse af ESM som beskrevet nedenfor øge ØMU'ens evne til at bevare den finansielle stabilitet.

Alle disse reformer vil føre til en tættere integration af økonomierne i euroområdet, som vil kræve overførsel af suverænitet. Disse overførsler af suverænitet skal ledsages af passende demokratisk ansvarlighed med en styrket rolle for de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.

27.  Hvordan ser De udfordringen for ECB, hvis den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) skulle omdannes til en europæisk valutafond (EMF)?

Siden oprettelsen i 2012 har den europæiske stabilitetsmekanisme spillet en afgørende rolle for at bevare euroområdets finansielle stabilitet. Sammen med sin forgænger, EFSF (oprettet i 2010), har den ydet finansiel bistand til fem medlemsstater. Efter fem år har ledere givet et klart mandat til at drøfte fremtiden for institutionen. Der er mulighed for at udvikle et fuldstændigt sikkerhedsnet for euroområdet. Europa bør have kapacitet og instrumenter, der er nødvendige for at håndtere dets kriser, og samtidig stadig være åben for IMF's deltagelse.

Ud fra et rent institutionelt perspektiv hører ESM til EU. Dette vil øge dens demokratiske ansvarlighed. Dette kræver dog en ændring af traktaterne, og forhandlinger kan blive langvarige. I mellemtiden bør man ikke lade muligheden gå tabt for at styrke og udbygge institutionen med henblik på at indarbejde den i fællesskabsrammen, når det bliver aktuelt. ESM bør som en institution være tilstrækkeligt udstyret til at opfylde sin rolle.

Der synes at være bred enighed om, at ESM ville være et passende instrument for den fælles bagstopperordning for Den Fælles Afviklingsfond.

ESM forventes også at spille en større rolle i forbindelse med finansielle bistandsprogrammer i fremtiden, navnlig i forbindelse med udformningen af programmer og overvågning i samarbejde med Kommissionen.

Hvad angår samspillet med ECB bør vi først og fremmest huske på, at ECB og ESM har forskellige mandater. ECB's primære mål er at sikre prisstabilitet i euroområdet, mens ESM er en finanspolitisk institution med ansvar for opretholdelse af den finansielle stabilitet i euroområdet ved at yde finansiel bistand i henhold til visse betingelser til landene i euroområdet. Disse mandater er komplementære: Mens prisstabilitet er en nødvendig forudsætning for den finansielle stabilitet, bidrager den finansielle stabilitet samtidig til en gnidningsløs gennemførelse af pengepolitikken. En styrket ESM, der er bedre rustet til at opretholde den finansielle stabilitet, vil derfor bidrage til, at ECB er i stand til at opfylde sit mandat.

Endelig forventes det ikke, at ESM bliver en monetær institution. Selv om der kan være ligheder med Den Internationale Valutafonds rolle, kan det være tilrådeligt at undgå enhver eventuel forvirring i fremtiden og omdøbe den til en europæisk monetær fond. Der er masser af alternative betegnelser, der passende kan beskrive arten af denne institution, men det vil være op til medlemsstaterne at træffe en endelig afgørelse.

28.  Hvad er Deres holdning til behovet for at sikre en skarp adskillelse mellem pengepolitik og banktilsyn, og hvad er efter Deres mening de reformer, som vil forbedre og fremme en sådan adskillelse? Hvad mener De om den nuværende institutionelle struktur for ESRB inden for rammerne af ECB med hensyn til dets konkrete resultater på området for makrotilsyn?

Den nuværende struktur synes at fungere godt. ECB's overtagelse af beføjelser i forbindelse med tilsynet med kreditinstitutter er blevet behandlet på en måde, der fuldt ud respekterer dens uafhængighed i udførelsen af dens pengepolitiske funktioner. Da ECB blev pålagt opgaven med at føre tilsyn med kreditinstitutter i 2014, var det opfattelsen, at ECB som euroområdets centralbank var godt placeret til at udføre disse nye opgaver som følge af dens omfattende ekspertise inden for makroøkonomiske spørgsmål og spørgsmål om finansiel stabilitet. Mange medlemsstaters centralbanker er faktisk også ansvarlige for banktilsyn.

For at sikre en skarp adskillelse mellem begge kompetencer blev der vedtaget en grundig retlig ramme (FTM-forordningen, ECB's afgørelse om adskillelsen af de pengepolitiske funktioner og tilsynsfunktionerne, oprettelse af mæglingspanelet, ændring af de interne regler, regler om fortrolighed om udveksling af oplysninger og tavshedspligt), således at de enkelte politiske funktioner udøves i overensstemmelse med deres særlige mål. Desuden sikrer ECB's interne organisation, at det personale, som er involveret i udførelsen af tilsynsopgaver, er organisatorisk adskilt fra de ansatte, der beskæftiger sig med andre opgaver og er underlagt særskilte rapporteringslinjer. Nye procedurer for at garantere en hurtig og uafhængig proces med vedtagelsen af beslutninger om tilsyn er også blevet indført for den fælles tilsynsmekanisme (dvs. ikke-indsigelsesprocedure). Afslutningsvis med hensyn til ansvarlighed har ECB har pligt til at aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan den overholder adskillelsen af de to funktioner. Der kan være behov for en yderligere finjustering på nogle områder såsom funktionen af de delte tjenester inden for ECB eller i beslutningsprocessen, men generelt fungerer systemet godt inden for de nuværende retlige rammer. Under alle omstændigheder bør en effektiv adskillelse mellem den pengepolitiske funktion og tilsynsfunktionen ikke forhindre, hvor det er muligt og ønskeligt, at opnå alle de fordele, der kan forventes som følge af at kombinere disse to politiske funktioner inden for samme institution.

For så vidt angår ESRB har det fungeret godt siden dets oprettelse. En betydelig del af dets succes er resultatet af ECB's støtte på alle niveauer. Den makroprudentielle politik er et centralt emne for en centralbank, og ECB bør derfor gå videre med sit lederskab i ESRB. ESRB er generelt et velfungerende organ og kræver ikke for store politiske ændringer, men en målrettet finjustering af dets struktur. Dets nuværende struktur og sammensætning afspejler den institutionelle ramme på tidspunktet for dets oprettelse, der har ændret sig betydeligt siden da. En af de vigtigste udviklinger har været indførelsen af den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme. Samarbejdet mellem ESRB og disse institutioner bør styrkes i betragtning af den potentielle betydning af deres opgave for den makroprudentielle politik.

29.  Hvad er Deres synspunkter med hensyn til strukturreformer af banksektoren for så vidt angår institutioner, der er "for store eller forbundne til at lade krakke"?

Rådet for Finansiel Stabilitet har i tæt samarbejde med Baselkomitéen for Banktilsyn allerede udviklet et sæt kriterier til at fastlægge de globale systemisk vigtige banker. I henhold til disse kriterier er der i øjeblikket tredive kreditinstitutter opdelt i fem kategorier (selv om den femte kategori p.t. er tom) alt efter deres særlige grad af global systemisk betydning med stigende krav til samlet tabsabsorberingskapacitet (TLAC). Hertil kommer, at EU's kapitalkravsdirektiv indeholder en række kriterier for at finde frem til andre systemisk vigtige institutter (dvs. banker, hvis konkurs kunne have systemiske konsekvenser for den finansielle stabilitet og realøkonomien i en eller flere medlemsstater), der også er omfattet af et kapitaltillæg. Endelig skal minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL) i henhold til direktivet om genopretning og afvikling af banker fastsættes under hensyntagen til bankens størrelse og kompleksitet.

TLAC- og MREL-kravene er et væsentligt skridt hen imod at kunne håndtere problemerne med de institutioner, der er for store til at lade krakke. De har til formål at sikre en effektiv og troværdig anvendelse af bail-in-afviklingsværktøjet ved at undgå at bruge skatteydernes penge.

D. ECB's funktion samt demokratisk kontrol og gennemsigtighed

30.  Hvad vil være Deres personlige tilgang til den sociale dialog i ECB?

Spørgsmål om ECB's personale og beskæftigelsespolitik er ved at blive mere synlige i den seneste tid. I takt med at ECB's rolle udvides, bliver visse spørgsmål om forvaltning af menneskelige ressourcer stadig mere relevante inden for rammerne af ECB's sociale dialog. Efter min mening vil det være meget nyttigt at styrke samarbejdet yderligere med personalerepræsentanter og fagforeninger for at arbejde sammen om at fortsætte med at opnå forbedringer i spørgsmål såsom: ressourcemodel, bevarelse af høje kvalitetsstandarder i ansættelsen og pensionsydelser. Baseret på principper såsom gennemsigtighed, partnerskab og gensidig respekt kan den sociale dialog medføre konkrete forbedringer for alle. Personalerepræsentanter bør rettidigt underrettes og høres om alle de spørgsmål, der er relevante for dem. Desuden fører ECB inden for ESCB og Eurosystemet en frugtbar dialog med personalerepræsentanter, som bør bevares på de områder, hvor beslutninger fra ECB's besluttende organer kan have en indvirkning på ansættelsesvilkår i centralbanker.

31.  Hvilke konklusioner drager De af sammenligningen af de gennemsigtighedspolitikker, der følges af ECB og de andre store centralbanker (Federal Reserve Bank, Bank of England, .....?

Gennemsigtighed og god kommunikation er i dag af afgørende betydning for gennemførelsen af pengepolitikken ved at videregive relevante oplysninger til de finansielle markeder og offentligheden, således at den pengepolitiske retning kan forstås og foregribes. Bedre offentlig forståelse gør pengepolitikken mere troværdig og effektiv. Sidst, men ikke mindst, er gennemsigtighed en af hjørnestenene i god forvaltningspraksis.

De gennemsigtighedspolitikker, der følges af USA's Federal Reserve (Fed) og Bank of England (BoE) på den ene side og ECB på den anden side, er nødvendigvis forskellige på grund af den forskellige karakter af disse institutioner samt de forskellige forhold, udfordringer og faktorer, som de står over for. Et af disse aspekter er den komplekse multinationale karakter i forhold til andre af Eurosystemets pengepolitiske myndigheder. Dette betyder imidlertid ikke, at ECB's gennemsigtighedsstandarder er lavere end dem hos andre centralbanker. Tværtimod er ECB's gennemsigtighedsstandarder blevet hævet hurtigt og kraftigt i den seneste tid. Den betydelige indsats, som ECB i de seneste år har gjort for at styrke dens gennemsigtighed, bør anerkendes. Offentliggørelsen af protokollerne fra de pengepolitiske møder og offentliggørelse af dagsordenerne er blot nogle eksempler. I denne henseende er de gentagne og bindende tilsagn fra ECB om at revidere, tilpasse og ajourføre sin ramme for gennemsigtighed bestemt af afgørende betydning og bør støttes.

32.  Hvad er Deres syn på ECB's ansvarlighed over for Europa-Parlamentet og de nødvendige skridt til at styrke den, navnlig i forbindelse med de kvartalsvise monetære dialoger med ECON-udvalget? Hvilke foranstaltninger og fremtidige reformer vil efter Deres opfattelse styrke ECB's demokratiske ansvarlighed over for Europa-Parlamentet?

Ansvarlighed sikrer, at ECB handler i overensstemmelse med sit mandat. Den er en nødvendig modvægt til uafhængighed, som er afgørende, for at ECB kan forfølge et sådant mandat uden nogen form for indblanding. ECB fik sit mandat direkte af EU's borgere i forbindelse med ratifikationen af traktaterne, og ECB er derfor ud fra et demokratisk perspektiv ansvarlig for sine handlinger over for EU's borgere og deres direkte valgte repræsentanter, som er tilstede her i Europa-Parlamentet.

ECB har udviklet en solid og omfattende ramme for ansvarlighed i årenes løb. Formandens kvartalsvise høringer i ECON-udvalget, de mange og forskelligartede spørgsmål, som MEP'erne sender til ECB om dens vigtigste politikker og aktiviteter, høringer af andre medlemmer af direktionen om specifikke emner, offentliggørelse og præsentation af ECB's årsberetning samt opfølgning på Europa-Parlamentets beslutning om den, den hyppige udveksling af synspunkter mellem formanden for Europa-Parlamentet og ECB's formand og de mange krav om ansvarlighed, der findes i FTM-forordningen, er blot eksempler, der viser dybden og hensigtsmæssigheden af ECB's ansvarlighed over for Europa-Parlamentet.

I denne sammenhæng er den kvartalsvise monetære dialog et vigtigt instrument til at give gennemsigtighed i de pengepolitiske beslutninger, som ECB træffer over for EU's borgere og deres repræsentanter, især i perioder, hvor beslutninger, såsom "forward guidance" eller exitstrategien fra den ukonventionelle pengepolitik er genstand for øget kontrol. Jeg mener, at den nuværende høje grad af interaktion, viser, at dette er meget nyttigt, hvor hverken MEP'er viger tilbage for at stille kritiske spørgsmål, eller hvor ECB's repræsentanter giver så megen indsigt og rationale som muligt. Derudover giver de emner, som er valgt af ECON-udvalget og baggrundsanalyser om emner takket være briefingdokumenter, der er udarbejdet af finansielle eksperter på forhånd, et fokuspunkt til høringer, som gør det generelt muligt for MEP'er at engagere sig i langt bredere drøftelser med ECB om økonomisk politik.

Som med andre EU-politikker fører EP grundlæggende kontrol og tilsyn, der skal bevares og sikres. Fremover bør rammen for ansvarlighed forblive effektiv og tilpasses de nye behov og udfordringer ved om nødvendigt at udvide interaktionen. I forbindelse med den monetære dialog bør disse interaktioner sigte mod at sikre, at ECB's strategi er velkendt, tilstrækkeligt målrettet samt vellykket og effektivt gennemført. Dette kunne suppleres med dedikerede tematiske delmøder om specifikke emner, der giver mulighed for en mere dybtgående analyse og drøftelse af områder af særlig interesse. Kort sagt skal forholdet mellem ECB og Europa-Parlamentet, der er dens centrale modpart med hensyn til ansvarlighed, fortsat være tæt og solidt.

33.  Hvad mener De, er de største risici og udfordringer, ECB står overfor på nuværende tidspunkt?

På trods af de ekstraordinære utraditionelle foranstaltninger, der er gennemført i de seneste år, ligger inflationen i euroområdet stadig under 2 % af referencesatsen i adskillige år fremover. Det er derfor nødvendigt med en løbende vurdering af de økonomiske og pengepolitiske forhold i euroområdet og virkningerne af de foranstaltninger, der hidtil er gennemført. I mellemtiden skal ECB også være opmærksom på eventuelle for store ophobninger af finansielle risici i den nuværende situation med meget lave rentesatser og lempelige pengepolitiske og finansielle forhold.

I fremtiden vil der stadig være nogle betydelige udfordringer for pengepolitikken i euroområdet. Nogle vil komme relativt hurtigt, mens andre er af mere langsigtet karakter. På kort sigt og i det omfang inflationen udviser en vedvarende justering i retning af målet, vil ECB blive nødt til at vurdere, hvordan den vil normalisere sin pengepolitiske kurs. Dette omfatter både opkøb af aktiver under APP samt renten for indlånsfaciliteten, der for øjeblikket er negativ. I fremtiden skal justeringerne i tilgangen for forløbet af opkøbet af nettoaktiver være knyttet til de fremskridt, der gøres med konvergens i retning af inflationsmålet. Når nettokøbene er afsluttet, kan normaliseringen gå videre ved at hæve renten for indlånsfaciliteten og de andre pengepolitiske satser.

Ud over de udfordringer, som skyldes den nuværende situation med lav inflation og behovet for senere at normalisere den pengepolitiske kurs, står pengepolitikken på længere sigt over for en meget stor udfordring, der er knyttet til den omstændighed, at rentesatserne sandsynligvis fortsat vil være meget lave i fremtiden. Navnlig er der tegn på, at den såkaldte naturlige rentesats er faldet i de senere år i avancerede økonomier og kan nu være tæt på nul eller endda negativ. Uanset årsagerne til dette (demografiske, teknologiske osv.) volder de lave naturlige satser store vanskeligheder for den konventionelle rentepolitik.

Under disse omstændigheder ser det ud til, at nogle af de nylige foranstaltninger, såsom programmer for opkøb af aktiver eller "forward guidance" om korte rentesatser, fortsat vil være i centralbankernes værktøjskasse, idet de har vist sig at være nyttige ved at reducere de lange renter, mens de korte renter fastholdes ved deres effektive nedre grænse. Disse politikker har imidlertid også har deres begrænsninger. Derfor kan det blive nødvendigt med mere grundlæggende overvejelser om mulige ændringer i den pengepolitiske strategi. Men selv om enhver ændring i pengepolitiske strategi er et af centralbankernes ansvarsområder, er det værd at huske, at pengepolitikken hovedsagelig er magtesløs til at hæve den naturlige realrente. Sidstnævnte er i vid udstrækning bestemt af reelle faktorer såsom den demografiske udvikling og de teknologiske fremskridt. Derfor ligger ansvaret for at hæve de naturlige renter hos andre politikområder, som f.eks. finanspolitik og navnlig strukturreformer. Selv om pengepolitikken har opnået meget i de seneste år, er det kun gennem en samordnet indsats blandt alle økonomiske beslutningstagere, at vi vil være i stand til at garantere en høj og stabil økonomisk vækst med prisstabilitet i euroområdet.

34.  Efter en nylig rapport fra Den Europæiske Ombudsmand og Europa-Parlamentets anbefalinger i den seneste betænkning om ECB, som blev vedtaget i februar 2018, hvad er Deres holdninger til:

1)  behovet for at offentliggøre erklæringer om økonomiske interesser for medlemmerne af Styrelsesrådet for at forhindre interessekonflikter

2)  behovet for at sikre en toårig erhvervsmæssig afholdenhedsperiode for afgående medlemmer af ECB's Styrelsesråd

3)  at medlemmerne af direktionen i princippet bør afstå fra samtidig at være medlemmer af fora eller andre organisationer, der omfatter direktionsmedlemmer fra banker, som ECB fører tilsyn med.

Den Europæiske Centralbank er en institution, der har fået overdraget opgaver, der tjener offentlighedens interesse, og det er derfor af afgørende betydning, at der kræves de højeste etiske standarder af alle dens ansatte, men især af medlemmerne af de beslutningstagende organer for at undgå enhver potentiel interessekonflikt og sikre den størst mulige grad af integritet, kompetence, effektivitet og gennemsigtighed.

Med hensyn til anmodningen om offentliggørelse af erklæringer om økonomiske interesser tilslutter jeg mig enhver foranstaltning, der fremmer gennemsigtighed og ansvarlighed i offentlige institutioner såsom ECB, da dette er en nødvendig forudsætning for dens uafhængighed. Jeg er faktisk allerede underlagt et sådant krav som medlem af den spanske regering, og jeg er tvunget til at fremlægge alle økonomiske eller personlige interesser, både inden jeg kom til ministeriet, og når jeg forlader det.

Med hensyn til afholdenhedsperioder er jeg ikke personligt mod en sådan afkølingsperiode for at undgå mulige interessekonflikter. Faktisk regulerer den spanske lov (Ley 3/2015, de 30 de marzo, reguladora del ejercicio del alto fragt de la Administración General del Estado), som jeg skal overholde, nøje arbejds- og lønmæssige uoverensstemmelser under og efter en periode med offentlig tjeneste som højtstående embedsmand.

Med hensyn til det sidste spørgsmål skal medlemmerne af ECB's direktion skal være i kontakt med virkeligheden og realøkonomien for at have fuldt kendskab til de holdninger, tvivl og bekymringer, som findes blandt systemets aktører. Dette kan opnås på forskellige måder, men ikke alle er egnede til at forebygge mulige interessekonflikter.

35.  Hvad er Deres vurdering af inddragelsen af ECB i finansielle bistandsprogrammer? Hvordan ser De på en mulig inddragelse af ECB i finansielle bistandsprogrammer i fremtiden?

ECB's deltagelse i finansielle bistandsprogrammer, som det nu er fastsat i twopack-forordningen og ESM-traktaten, er somme tider blevet anfægtet, men jeg mener, at det kan hævdes, at den var nødvendig i kritiske øjeblikke. Under alle omstændigheder skal en sådan deltagelse ses på baggrund af tidspres, markedsstress, ufuldstændige oplysninger, meget lidt erfaring med store tilpasninger i en monetær union og manglen på en passende og præcis retlig ramme til at håndtere kriser.

I dette scenario var ECB's inddragelse, som er omhandlet i gældende afledt ret, hovedsagelig begrænset til at yde rådgivning og ekspertise i en række spørgsmål, der var relevante for en velfungerende pengepolitik, den finansielle stabilitet og støtten til de generelle økonomiske politikker i Unionen. ECB (sammen med Europa-Kommissionen og IMF) gav input til Eurogruppen og ESM's styrelsesråd, som var det eneste beslutningstagende organ.

På trods af denne rolle og selv om ECB's fulde uafhængighed blev opretholdt, har der været visse bekymringer og betænkeligheder ved ECB's mulige indgriben i sager om national suverænitet og/eller om potentielle interessekonflikter, og jeg mener derfor, at ECB's fremtidige rolle med hensyn til finansielle bistandsprogrammer stort set stadig kun vil være rådgivende inden for overvågning og vurdering af programmet.

Fra nu af vil håndteringen af kriser i fremtiden være langt mere gunstig takket være en mere solid og omfattende ramme for krisestyring, der omfatter direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD) og den stadig ufuldstændige bankunion, som uden tvivl vil bidrage til at mindske behovet for at involvere ECB.

36.  Hvad kan ECB helt konkret gøre for at få ansat kvindelige kandidater til topposter i fremtiden og forbedre den generelle kønsdiversitet i ECB?

Kønsdiversitet er et spørgsmål af største betydning, og vores vigtigste institutioner bør være et forbillede for resten af samfundet. Det er derfor vigtigt, at ECB og andre private og offentlige enheder forfremmer kvinder til deres højeste poster. I denne henseende skal ECB at vælge fire nye medlemmer af direktionen i de kommende to år. Alle medlemmer, der afslutter deres mandater er mænd, så vi har en fremragende mulighed for i fremtiden for at bane vejen for en mere kønsafbalanceret direktion og gøre fremskridt i retning af ligestilling.

ECB arbejder allerede på at sikre kønsdiversitet ved at støtte et forskelligartet og inklusivt arbejdsmiljø samt ved at fastsætte specifikke mål for kvinder i ledende stillinger. Der bør dog gøres yderligere fremskridt, navnlig inden for ledende stillinger, og det vil fortsat være vigtigt at behandle problemet med glasloftet i de kommende år.

37.  Hvilke muligheder forbedringer ser De af ECB's ansvarlighed over for Revisionsretten for så vidt angår dens operationelle effektivitet?

Som følge af ECB's uafhængighed er Revisionsrettens mandat begrænset til vurdering af effektiviteten af ECB's forvaltning i operationel henseende som fastlagt i artikel 287 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Dette sigter mod at fastholde en balance mellem at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af offentlige midler og passende indberetning til borgerne på den ene side og isolering af ECB's beslutningstagning fra kortsigtet politisk pres, hvilket er en forudsætning for, at ECB behørigt kan opfylde sit mandat. I alle tilfælde er ECB's vilje til at samarbejde og reagere på Revisionsrettens anbefalinger i de seneste år et positivt skridt i lighed med dens tilsagn om yderligere at tilpasse dens ramme for ansvarlighed, til fremtidige udfordringer.

38.  Hvad mener De om den omstændighed, at Rådet tidligere har ignoreret Europa-Parlamentets udtalelse om udnævnelsen af et medlem af direktionen?

I henhold til traktaten om Den Europæiske Union (artikel 283) udnævnes formanden, næstformanden og de fire øvrige medlemmer af Den Europæiske Centralbanks direktion af Det Europæiske Råd på grundlag af henstilling fra Rådet efter høring af Europa-Parlamentet og ECB's Styrelsesråd. Dette vil sige, at ansvaret for at udvælge medlemmerne af direktionen udelukkende ligger hos Rådet.

Når Rådet træffer en afgørelse, som ikke svarer til den udtalelse, som Parlamentet har givet udtryk for, betyder det derfor ikke, at det har ignoreret denne udtalelse. Det betyder, at Rådet efter at have analyseret og vurderet den alligevel har truffet en anden afgørelse.

For så vidt angår den særlige sag, der er nævnt i spørgsmålet, har EP's udtalelse aldrig sat spørgsmålstegn ved ansøgerens kvalifikationer, men kun påpeget, at han ikke var en kvinde.

39.  Hvordan agter De selv at forbedre kønsbalancen i ECB?

Som nævnt i spørgsmål # 36 er kønsbalancen en prioritet for mig ikke kun af hensyn til ligestilling, men også en forudsætning for økonomisk effektivitet. Der er adskillige beviser på, at mangfoldighed og inklusion er en drivkraft for resultater, og at kønsbalancen er et middel til at fremme mangfoldighed. Det er grunden til, at vi alle bør arbejde sammen inden for vores kapaciteter og ansvarsområder for at fjerne alle hindringer for, at kvinder kan trives i arbejdslivet.

Hvis jeg bliver valgt til næstformand, vil jeg fortsat støtte dette princip, som jeg allerede har gjort tidligere, hvilket fremgår af de udnævnelser, som jeg er ansvarlig for. Seks af de otte højstående stillinger i Økonomiministeriet er besat af kvinder, herunder alle tre statssekretærer, generalsekretæren for statskassen, og generalsekretær for industri og SMV'er.

PROCEDURE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Titel	Udnævnelse af næstformanden for Den Europæiske Centralbank
Referencer	N8-0053/2018 – C8-0040/2018 – 2018/0804(NLE)
Dato for høring / anmodning om godkendelse	20.2.2018
Korresponderende udvalg        Dato for meddelelse på plenarmødet	ECON
Ordførere        Dato for valg	Roberto Gualtieri 23.1.2018
Behandling i udvalg	26.2.2018
Dato for vedtagelse	27.2.2018
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	27 14 13
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	Burkhard Balz, Hugues Bayet, Pervenche Berès, Udo Bullmann, David Coburn, Esther de Lange, Markus Ferber, Jonás Fernández, Neena Gill, Roberto Gualtieri, Brian Hayes, Gunnar Hökmark, Danuta Maria Hübner, Cătălin Sorin Ivan, Petr Ježek, Wolf Klinz, Georgios Kyrtsos, Philippe Lamberts, Werner Langen, Bernd Lucke, Olle Ludvigsson, Gabriel Mato, Costas Mavrides, Bernard Monot, Caroline Nagtegaal, Luděk Niedermayer, Stanisław Ożóg, Dimitrios Papadimoulis, Dariusz Rosati, Pirkko Ruohonen-Lerner, Anne Sander, Alfred Sant, Molly Scott Cato, Pedro Silva Pereira, Theodor Dumitru Stolojan, Kay Swinburne, Ramon Tremosa i Balcells, Ernest Urtasun, Marco Valli, Tom Vandenkendelaere, Jakob von Weizsäcker
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Enrique Calvet Chambon, Jan Keller, Verónica Lope Fontagné, Paloma López Bermejo, Thomas Mann, Michel Reimon, Tibor Szanyi, Romana Tomc, Miguel Urbán Crespo, Roberts Zīle
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Zbigniew Kuźmiuk, Edouard Martin, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra
Dato for indgivelse	6.3.2018