Procedure : 2017/2258(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A8-0118/2018

Indgivne tekster :

A8-0118/2018

Forhandlinger :

PV 16/04/2018 - 24
CRE 16/04/2018 - 24

Afstemninger :

PV 17/04/2018 - 6.12
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P8_TA(2018)0103

BETÆNKNING     
PDF 547kWORD 75k
27.3.2018
PE 616.848v02-00 A8-0118/2018

om gennemførelsen af instrumentet for udviklingssamarbejde, instrumentet for humanitær bistand og Den Europæiske Udviklingsfond

(2017/2258(INI))

Udviklingsudvalget

Ordfører: Enrique Guerrero Salom

BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER
 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING
 UDTALELSE fra Budgetudvalget
 OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG
 ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I KORRESPONDERENDE UDVALG

BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER

Bevidstheden om, at vi mennesker er en del af én og samme verden, er vokset støt i de seneste årtier. Fred kan ikke trives midt i fattigdom, uretfærdighed og udstødelse. Vold og usikkerhed udgør en risiko, hvis konsekvenser spreder sig og i sidste ende rammer os alle. Ekstremt ulige udvikling og manglende muligheder i livet giver næring til konflikter, bringer regioner ud af balance, skaber grænsespændinger og forårsager kaotiske befolkningsbevægelser. Klimaændringer bringer selve menneskehedens fremtid i fare og mangedobler hyppigheden og intensiteten af mange naturkatastrofer.

Topmøderne i New York og Paris i 2015 og i Istanbul i 2016 er et klart udtryk for denne fælles bevidsthed. I resolutionen fra førstnævnte topmøde opfordres der til kollektivt at "forandre verdenen", vores fælles verden. I den anden resolution anmodes der om en universel indsats mod den globale opvarmning, og i den tredje tilskyndes der til, at vi påtager os et fælles ansvar for menneskeheden. I alle tre antages det, at den eneste form for effektiv løsning er et fælles svar.

Denne tilgang, der i dag er alment udbredt, var til stede allerede fra start af i den udviklingspolitik og politik om humanitær bistand, der blev iværksat i begyndelsen af den europæiske integrationsproces. Med Romtraktaten blev Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) oprettet med det oprindelige formål at yde bistand til lande, som i vid udstrækning var opstået under afkoloniseringsprocessen, og gradvist blev bistanden udvidet til at omfatte flere udviklingslande i Asien og Latinamerika og i vores naboskabsområde.

Med Lissabontraktaten blev det moralske niveau af denne politik hævet, samtidig med at retsgrundlaget for EU's politikker om udviklingssamarbejde og humanitær bistand blev styrket. Det fremgår tydeligt af traktaten, at de vigtigste mål for EU's politik om udviklingssamarbejde er at nedbringe og - på længere sigt udrydde - fattigdom. Det er en politik, der sigter mod at fremme de grundlæggende værdier såsom respekt for menneskerettighederne, demokrati, fred, solidaritet og støtte til globale offentlige goder. Denne målsætning skal respekteres, når Unionen gennemfører forskellige politikker, der kan påvirke udviklingslandene, og den giver politikkerne om udviklingssamarbejde og humanitær bistand en særlig og selvstændig karakter i forhold til resten af EU's optræden udadtil.

Aktuelt er Den Europæiske Union og dens medlemsstater de største donorer af officiel udviklingsbistand. EU's førende rolle i denne politik skyldes ikke blot det betydelige økonomiske omfang af bistanden, men også indsatsens merværdi, der bygger på en række faktorer såsom EU's erfaring på området og opfattelsen af EU som en overstatslig enhed med politisk indflydelse og vilje til strategisk mægling, og som følgelig er i stand til at lede forhandlingerne om de vigtigste internationale instrumenter for udviklingssamarbejde og humanitær bistand.

Denne merværdi af EU's optræden udadtil, som ses i politikken om udviklingssamarbejde, understøttes også af programmernes mellemlange varighed, fondenes forudsigelighed og innovative kapacitet samt den brede geografiske og tematiske dækning af instrumenterne, der er tilgængelige på forskellige niveauer (nationalt, regionalt, kontinentalt), selv i områder, hvor få donorer opererer, og i lande og regioner, der er kriseramte, har været i krise eller befinder sig i en skrøbelig situation.

Af de forskellige eksterne finansieringsinstrumenter henhører tre af dem under Europa-Parlamentets Udviklingsudvalg (DEVE). DEVE udøver sin kontrolfunktion gennem regelmæssige møder i forskellige arbejdsgrupper under instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde og gennem sine strategiske og strukturerede dialoger med Kommissionen.

EU's udenrigspolitik er medtaget i den nuværende flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020 under udgiftsområde IV "Et globalt Europa", hvortil der er afsat 66 200 mio. EUR. Mere konkret med hensyn til de tre eksterne finansielle instrumenter, der er omfattet af denne betænkning, er der afsat 19 700 mio. EUR til instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) og 6 621 mio. EUR til instrumentet for humanitær bistand. Endelig er EUF med et budget på 30 506 mio. EUR for perioden 2014-2020, som finansieres direkte af medlemsstaterne uden for EU-budgettet, det vigtigste finansielle instrument for EU's politik om udviklingssamarbejde.

Formålet med denne betænkning er at bidrage til den revision af EUF og DCI, som Kommissionen iværksatte, og vurdere hensigtsmæssigheden af disse og af instrumentet for humanitær bistand med hensyn til målene for EU's politikker om udviklingssamarbejde og humanitær bistand. På grundlag af analysen af gennemførelsen af EUF og DCI fra januar 2014 til juni 2017 fremsættes der i betænkningen en række henstillinger med henblik på at forbedre funktionen af EUF og DCI, inden de udløber i 2020, og en række forslag og henstillinger vedrørende den nye flerårige finansielle ramme, som Kommissionen i løbet af de kommende måneder vil forelægge, og i forbindelse med hvilken Udviklingsudvalget på et tidspunkt vil skulle udøve sin rolle som politisk rådgiver og medlovgiver.

Betænkningen er blevet udarbejdet ved hjælp af oplysninger fra Kommissionens rapport om midtvejsrevision af instrumenterne til ekstern finansiering, arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene om evaluering af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde og om evaluering af Den 11. Europæiske Udviklingsfond, handlingsplanen 2008-2013 for den europæiske konsensus om humanitær bistand, Kommissionens meddelelse "Frem mod det humanitære verdensmøde: Et globalt partnerskab, der kan sikre en principbaseret og effektiv humanitær indsats" og en konkret rapport fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste om gennemførelsen af instrumentet for humanitær bistand. Den trækker desuden på forskellige rapporter, som er blevet udarbejdet for Kommissionen af eksterne evalueringsfirmaer om hvert af de tre pågældende instrumenter. Endelig er betænkningen blevet beriget med bidrag fra en række ikke-statslige organisationer med bred erfaring og direkte kendskab til fordelene og manglerne ved de tre finansielle instrumenter.

I de seneste år har EU oplevet en turbulent periode med flere kriser, som nogle gange har fulgt efter hinanden, men ofte har fundet sted samtidigt, både internt og internationalt: den finansielle krise, de nye krav vedrørende sikkerhed, migration og flygtninge, den stigende politiske populisme, den internationale politiske usikkerhed samt et stort antal humanitære kriser, der både er menneskeskabte og forårsaget af naturkatastrofer, og befinder sig nu i det mest kritiske øjeblik i historien med det største antal fordrevne siden Anden Verdenskrig.

Imidlertid bør disse udfordringer ikke undergrave de principper og værdier, som EU baserer sine politikker om udvikling og humanitær bistand på. Tværtimod bør EU – selv i lyset af de forventede negative konsekvenser af brexit – opretholde og endda øge sit finansielle bidrag til udviklingssamarbejde og humanitær bistand, hvis EU rent faktisk ønsker at bidrage afgørende til udryddelsen af fattigdom og samtidig bekæmpe årsagerne til mange af de migrationsbevægelser, som i dag ligger til grund for så mange af EU's handlinger både internt og eksternt. Dette vil være så meget mere nødvendigt – i det mindste i den nærmeste fremtid – hvis visse store globale aktører ikke påtager sig deres ansvar for udviklingen i verden, eller – endnu værre – hvis de ikke opfylder allerede indgåede forpligtelser.

Omfanget af de nye udfordringer, både de humanitære og politiske, samt den stigende interaktion mellem EU's interne og eksterne udfordringer, kan medføre en tendens til at gøre politikkerne om udviklingssamarbejde og humanitær bistand til et instrument eller endda underordne dem de nationale eller overstatslige interesser, hvis beskyttelse ikke må ske på bekostning af de værdier og mål, som disse politikker har fået gennem Lissabontraktaten, og som i høj grad støttes af de europæiske borgere, hvilket meningsmålingerne gentagne gange har vist.

2015-målene fastlagde en global ramme, der har vejledt EU og dens medlemsstater i deres indsats for at bekæmpe fattigdom og fremme ligestilling mellem kønnene og miljømæssig bæredygtighed. De nye mål for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget i september 2015, er endnu et skridt i denne retning, da de udvider og uddyber de fastsatte mål og skal gennemføres i både udviklingslandene og de udviklede lande. For at opnå dette bør udviklingsvenlig politikkohærens være drivkraften for EU's politiske tiltag og styrke overensstemmelsen mellem både de eksterne politikker (gennem mere sammenhængende og koordinerede finansielle instrumenter) og mellem målene for EU's interne og eksterne politikker.

Hvis EU ønsker at beholde sin globale førerposition, både i forhold til omfanget af EU's finansielle bidrag til udviklingssamarbejde og humanitær bistand samt i forhold til relevansen af Unionens tiltag på disse områder, bør den nye flerårige finansielle ramme for perioden efter 2020 derfor tilpasses til opgaven og råde over de finansielle bidrag, der kan imødegå de globale udfordringer, som EU står over for, og sammenhængen mellem de interne og eksterne politikker skal sikres, samtidig med at den selvstændige og særlige karakter af politikkerne om udviklingssamarbejde og humanitær bistand bevares i overensstemmelse med Unionens grundlæggende værdier.


FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om gennemførelsen af instrumentet for udviklingssamarbejde, instrumentet for humanitær bistand og Den Europæiske Udviklingsfond

(2017/2258(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til artikel 3, stk. 5, og artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union,

–  der henviser til artikel 208-211 og artikel 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–  der henviser til det globale partnerskab for effektivt udviklingssamarbejde, som blev vedtaget på forummet på højt plan om bistandseffektivitet i Busan i 2011, og som blev fornyet på mødet på højt plan i Nairobi i 2016,

–  der henviser til FN's tredje verdenskonference om katastrofeforebyggelse, der blev afholdt i Sendai (Japan) fra den 14.-18. marts 2015,

–  der henviser til FN's resolution med titlen "Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling", som blev vedtaget på FN-topmødet om bæredygtig udvikling den 25. september 2015 i New York, og til de 17 mål for bæredygtig udvikling, som indgår deri,

–  der henviser til det humanitære verdenstopmøde, der blev afholdt i Istanbul den 23.-24. maj 2016, og til den "Grand Bargain"-aftale, som nogle af de største donorer og bistandsydere nåede til enighed om,

–  der henviser til partnerskabsaftalen AVS-EU, som blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og ændret i 2005 og 2010(1),

–  der henviser til Rådets afgørelse 2013/755/EU af 25. november 2013 om de oversøiske landes og territoriers associering med Den Europæiske Union(2),

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand(3),

–  der henviser til Rådets forordning nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020(4),

–  der henviser til den interne aftale mellem repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, om finansiering af Den Europæiske Unions bistand i henhold til den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 i overensstemmelse med AVS-EU-partnerskabsaftalen samt om tildeling af finansiel bistand til de oversøiske lande og territorier, på hvilke fjerde del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse (i det følgende benævnt "den interne aftale"),

–  der henviser til Rådets forordning 2015/322 af 2. marts 2015 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond(5),

–  der henviser til Rådets forordning (EU) 2015/323 af 2. marts 2015 om finansforordningen for 11. Europæiske Udviklingsfond(6),

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 233/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde for perioden 2014-2020(7),

–  der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand fra 2007(8),

–  der henviser til den europæiske konsensus om udvikling af 7. juni 2017(9),

–  der henviser til Rådets konklusioner af 19. juni 2017 om EU's engagement i civilsamfundet på området eksterne forbindelser,

–  der henviser til sin beslutning af 22. november 2016 om forbedring af udviklingssamarbejdets effektivitet(10),

–  der henviser til sin beslutning af 13. september 2016 med titlen "EU's trustfond for Afrika: Konsekvenserne for udvikling og humanitær bistand"(11),

–  der henviser til sin beslutning af 7. juni 2016 om EU-rapport 2015 om udviklingsvenlig politikkohærens(12),

–  der henviser til sin beslutning af 22. oktober 2013 om lokale myndigheder og civilsamfundet: Europas engagement til støtte for en bæredygtig udvikling(13),

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 18/2014 om EuropeAids systemer til evaluering og resultatorienteret overvågning,

–  der henviser til rapporten fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 15. december 2017 med titlen "Midtvejsrevision af instrumenterne til ekstern finansiering" (COM(2017)0720) og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene om evaluering af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (SWD(2017)0600) og evaluering af 11. Europæiske Udviklingsfond (SWD(2017)0601),

–  der henviser til den eksterne evaluering af 11. Europæiske Udviklingsfond (den endelige rapport fra juni 2017), som Komissionen bestilte fra et hold af eksterne kontrahenter,

–  der henviser til den eksterne evaluering af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (den endelige rapport fra juni 2017), som Kommissionen bestilte fra et hold af eksterne kontrahenter,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. februar 2018 om en ny, moderniseret flerårig finansiel ramme for en Europæisk Union, der effektivt lever op til de valgte prioriteter for perioden efter 2020 (COM(2018)0098),

–  der henviser til "Coherence report - Insights from the External Evaluation of the External Financing Instruments" (den endelige rapport fra juni 2017), som Kommissionen bestilte fra et hold af eksterne kontrahenter,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger og til bilag 3 hertil,

–  der henviser til betænkningen fra Udviklingsudvalget og udtalelsen fra Budgetudvalget (A8-0118/2018),

A.  der henviser til, at EU's og de internationale politiske rammer har ændret sig betydeligt siden vedtagelsen af de eksterne finansielle instrumenter (EFI'erne) med vedtagelsen af vigtige instrumenter såsom 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen om klimaforandringer, Addis Abeba-handlingsplanen, Sendairammen for katastrofeforebyggelse 2015-2030 og dagsordenen for menneskeheden; der henviser til, at EU har haft en ledende rolle i forhandlingerne om disse instrumenter;

B.  der henviser til, at Lissabontraktaten, 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling sammen med den europæiske konsensus om humanitær bistand, den nye europæiske konsensus om udvikling og Busanprincipperne for effektiv udviklingsprincipper udstikker EU's strategi om udviklingssamarbejde og humanitær bistand; der henviser til, at Rådet har vedtaget en global strategi for Den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bl.a. vedrører udviklingssamarbejde;

C.  der henviser til, at humanitære bistand i henhold til artikel 214 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og den europæiske konsensus om humanitær bistand skal ydes i overensstemmelse med de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, uafhængighed og upartiskhed og ud fra en behovsbaseret tilgang; der henviser til, at humanitær bistand ikke må være et krisestyringsredskab;

D.  der henviser til, at udviklingspolitik bør supplere EU's udenrigspolitik og migrationsstyring og samtidig sikre, at bistandsmidler kun anvendes til udviklingsrelaterede mål og formål, og ikke til at dække udgifter knyttet til forskellige mål såsom grænsekontrol eller migrationsfjendtlige politikker;

E.  der henviser til, at de vigtigste mål for instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) er at reducere og på længere sigt udrydde fattigdom i de udviklingslande, der ikke modtager tilskud fra Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), det europæiske naboskabsinstrument (ENI) eller instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA), yde tematiske støtte til civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder i partnerlandene vedrørende udviklingsrelaterede globale almene goder og udfordringer og støtte det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU; der henviser til, at DCI er det største geografiske instrument inden for udviklingssamarbejde i EU-budgettet med 19,6 mia. EUR i bevillinger for perioden 2014-2020;

F.  der henviser til, at EUF's hovedformål er at nedbringe og på lang sigt udrydde fattigdom i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-regionen) og opnå en bæredygtig udvikling af de oversøiske lande og territorier (OLT'erne); der henviser til, at EUF er EU's vigtigste instrument til udviklingssamarbejde med 30,5 mia. EUR tildelt til den 11. EUF for perioden 2014-2020;

G.  der henviser til, at de vigtigste mål for instrumentet for humanitær bistand (HAI) er at yde bistand, nødhjælp og beskyttelse til befolkninger, som er ramt af naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer eller lignende nødsituationer, med fokus på de mest sårbare ofre uanset deres nationalitet, religion, køn, alder, etniske oprindelse eller politiske tilhørsforhold og i overensstemmelse med de faktiske behov, de internationale humanitære principper og den europæiske konsensus om humanitær bistand;

H.  der henviser til, at HAI rækker ud over hovedopgaverne i form af livreddende aktioner, idet instrumentet også omfatter hjælp til personer ramt af længerevarende kriser og hjælp til kortsigtet rehabiliterings- og genopbygningsarbejde, katastrofeberedskab og håndtering af følgerne af befolkningsbevægelser;

I.  der henviser til, at et effektivt udviklingssamarbejde kræver innovative tilgange, der giver donorerne mulighed for at reagere hurtigt på lokale situationer, samarbejde med lokale organisationer og støtte lokale virksomheder og iværksættere, navnlig i de fattigste og mest skrøbelige lande; der henviser til, at EU's revisionssystem skal give donorerne fleksibilitet med hensyn til, at de kan påtage sig en rimelig risiko i sådanne projekter, hvorved EU's evne til at reagere hurtigt og yde effektiv bistand øges;

J.  der henviser til, at EU er verdens største donor af udviklingsbistand og humanitær bistand; der henviser til, at EU gennem denne bistand går forrest i bestræbelserne på at mindske fattigdom og fremme globale interesser og EU's interesser og grundlæggende værdier;

K.  der henviser til, at topmødet mellem Den Afrikanske Union og EU, der blev afholdt i Abidjan den 29.-30. november 2017, bekræftede viljen til at etablere et egentligt, moderniseret, globaliseret og ambitiøst partnerskab, der skaber de politiske og økonomiske forudsætninger for reel lighed;

L.  der henviser til, at der har været en eksponentiel stigning i antallet af aftaler om udviklingssamarbejde indgået med tredjelande, herunder med Kina, Rusland, Tyrkiet, Brasilien og Indien;

M.  der henviser til, at det er meget bekymrende, at den såkaldte "global gag"-regel (global mundkurv) er blevet genindført og udvidet, og at der er blevet skåret i midlerne til organisationer, som tilbyder kvinder og piger familieplanlægning samt tjenester på området for seksuel og reproduktiv sundhed og de dermed forbundne rettigheder;

N.  der henviser til, at tredjelandes regeringer har reelle forventninger, når det gælder hurtig handling, effektivitet og håndtering af det presserende behov for at opretholde sunde udviklingssamarbejdspartnerskaber; der henviser til, at der er behov for at udvikle åbne og produktive økonomier i partnerlandene, samtidig med at der tages hensyn til nye forhold og nye økonomiske aktører på den internationale scene;

O.  der henviser til, at brexit vil medføre en nedskæring i EU-budgettet på mellem 12 og 15 % som følge af, at Det Forenede Kongeriges ikke er medlem efter 2020;

P.  der henviser til, at det i evalueringer af EUF og DCI bekræftes, at det reelt er muligt at bruge de forskellige geografiske og tematiske instrumenter på en sammenhængende måde;

Q.  der henviser til, at der ifølge evalueringen af 11. EUF er en reel fare for, at EUF vil blive tvunget til at reagere på dagsordener, som fører den væk fra dens primære målsætning om fattigdomsbekæmpelse, og som er vanskelige at forene med EUF's kerneværdier og bringer dens veludførte arbejde i fare, og at regeringers og civilsamfundsorganisationers synspunkter trods offentlige konsultationer sjældent er blevet taget i betragtning i forbindelse med programmeringsvalg (dog med nogle bemærkelsesværdige undtagelser såsom i Stillehavsområdet), og at den 11. EUF's programmering således brugte en top-down-metode med hensyn til anvendelsen af princippet om koncentration, men på bekostning af Cotonouaftalens centrale partnerskabsprincip;

R.  der henviser til, at det af evalueringen af 11. EUF fremgår, at næsten 500 mio. EUR fra EUF's reserve frem mod april 2017 var blevet udbetalt til støtte for Kommissionens afdeling for Civilbeskyttelse og Humanitære Bistandsforanstaltninger på Europæisk Plan (ECHO), at næsten 500 mio. EUR i nødhjælp var blevet afsat til de enkelte lande, og at 1,5 mia. EUR var blevet udbetalt til EU's Nødtrustfond for Afrika; der henviser til, at EUF også bidrager til den nye Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling;

S.  der henviser til, at det af evalueringen af DCI fremgår, at DCI generelt stadig er relevant og egnet til formålet, både ved dens vedtagelse og midtvejs i gennemførelsen af den. Instrumentet er stort set i overensstemmelse med de nye politiske dokumenter (f.eks. den nye europæiske konsensus om udvikling og 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling), selv om gennemførelsen af visse prioriteter kan vise sig at blive vanskelig i dens nuværende form;

T.  der henviser til, at Parlamentet, da EFI'erne for 2014-2020 blev vedtaget, gav udtryk for, at det foretrak et særskilt EFI dedikeret til udviklingssamarbejde og opfordrede til en øremærkning af udviklingsmidlerne, såfremt EUF blev opført på budgettet;

U.  der henviser til, at det - for så vidt angår EU's Nødtrustfond for Afrika - påpeges i evalueringen af EUF, at i sammenligning med standardprojekterne under EUF giver den forkortede udarbejdelses- og godkendelsetid, EU's indirekte involvering i gennemførelsen af projekter og den omstændighed, at disse projekter stammer fra EU's prioriteter snarere end at være en reaktion på partnerlandenes langsigtede mål alt sammen anledning til bekymring over den sandsynlige effektivitet og bæredygtighed af projekterne i EU's Nødtrustfond for Afrika og over EU's evne til nøje at overvåge deres gennemførelse;

V.  der henviser til, at strømmen af finansielle midler fra Unionen til lande, der er omfattet af finansielle instrumenter til udvikling, er lavere end pengeoverførsler foretaget privat af diasporasamfund, som kommer fra disse lande, men som bor i Europa;

W.  der henviser til, at fredsfaciliteten for Afrika ikke var en del af evalueringen af EUF på trods af, at den i mange år har modtaget milliarder af euro fra EUF og til trods for Kommissionens alvorlige bekymringer om den finansielle forvaltning af faciliteten; der henviser til, at fredsfaciliteten for Afrika ikke er blevet evalueret siden 2011;

X.  der henviser til, at hvad angår deres respektive evalueringer og Kommissionens midtvejsrapport om EFI'erne, er det svært at måle den samlede effektivitet og indvirkningen på lang sigt af DCI og EUF med hensyn til opfyldelsen af deres mål, hvilket skyldes alvorlige begrænsninger i fastlæggelsen af passende overvågnings- og evalueringssystemer og i vurderingen af den rolle, som eksterne faktorer har spillet, og omfanget af de pågældende temaer og lande; der henviser til, at blanding ifølge evalueringseksperterne kun mobiliserer yderligere ressourcer i 50 % af tilfældene;

Y.  der henviser til, at Parlamentet har stået over for meget korte frister for kontrol af udkast til gennemførelsesforanstaltninger; der henviser til, at disse frister ikke tager behørigt hensyn til de særlige forhold ved parlamentarisk virksomhed; der henviser til, at dette problem til tider er blevet forstærket af den kendsgerning, at Parlamentet fik fremsendt udkast til gennemførelsesforanstaltninger efter fristens udløb eller før ferieperioder, hvilket yderligere begrænsede Parlamentets evne til på passende vis at udøve sine kontrolbeføjelser;

Z.  der henviser til, at EU har anerkendt betydningen af partnerskaber med civilsamfundsorganisationer i forbindelse med eksterne forbindelser; der henviser til, at dette omfatter inddragelse af civilsamfundsorganisationer i programmeringen og gennemførelsen af EFI'er;

Fakta og konklusioner fra midtvejsevalueringen af gennemførelsen af DCI, EUF og HAI

Generelle betragtninger

1.  glæder sig over den omstændighed, at de evalueringer, der er foretaget af DCI, EUF og HAI, viser, at disse instrumenters målsætninger i det store hele var relevante for de politiske prioriteter på det tidspunkt, hvor de blev udformet, og at de generelt set er egnede til formålet og er i overensstemmelse med værdierne og målsætningerne bag målene for bæredygtig udvikling; påpeger, at det årlige finansieringsbehov for opnåelsen af målene for bæredygtig udvikling er på 200 mia. USD;

2.  bemærker, at nogle lande, i hvilke der er igangværende geografiske EUF- og DCI-programmer, har oplevet fremskridt med hensyn til fattigdomsbekæmpelse og menneskelig og økonomisk udvikling i løbet af de seneste ti år, mens situationen fortsat er kritisk for andre lande;

3.  noterer sig med tilfredshed, at DCI- og EUF-prioriteterne er tilpasset værdierne og målsætningerne bag målene for bæredygtig udvikling takket være den afgørende rolle, som EU har spillet i deres vedtagelse, og at dette forhold i høj grad har lettet og forenklet midtvejsevalueringen af disse instrumenter;

4.  bemærker, at DCI og EUF i de første år af gennemførelsen har gjort det muligt for EU at reagere på nye kriser og behov takket være den brede karakter af instrumenternes mål; bemærker imidlertid, at mangedoblingen af antallet af kriser og fremkomsten af nye politiske prioriteter har sat DCI, EUF og HAI under økonomisk pres, strakt disse instrumenter til det yderste og ført til en beslutning om at oprette nye ad hoc-mekanismer som f.eks. trustfonde, som giver anledning til alvorlige betænkeligheder, navnlig vedrørende gennemsigtighed, demokratisk ansvarlighed og deres manglende forbindelse til udviklingsmålsætningerne; henleder opmærksomheden på den nyligt vedtagne Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling, som blev stiftet med henblik på at tilvejebringe yderligere løftestangskapacitet;

5.  er tilfreds med den øgede interne kohærens i DCI og EUF, som hovedsagelig skyldes vurderinger af høj kvalitet, harmoniserede beslutningsprocesser og koncentration af bistand i bestemte sektorer;

6.  bemærker, at der findes tilfælde, hvor budgetstøtte stadig kritiseres for sin manglende hensigtsmæssighed og effektivitet, når det rent faktisk er en form for støtte, der svarer til et moderne begreb om samarbejde, som passer fint ind i ægte udviklingspartnerskaber, gør partnerlandets ejerskab muligt og har den fordel, at det er fleksibelt og effektivt; opfordrer derfor til, at der træffes foranstaltninger til at styrke det politiske og institutionelle partnerskab, og som fremmer tildeling af budgetstøtte, samtidig med at der insisteres på effektiv økonomisk forvaltning og respekt for de demokratiske værdier; påpeger, at politikken for udviklingssamarbejde skal gennemføres på en måde, som tager hensyn til ønskerne fra de lande og befolkninger, der har behov for det, og sikrer, at de deltager i beslutningsprocessen og påtager sig ansvaret for en gennemsigtig og effektiv anvendelse;

7.  bemærker, at et stort antal lande er blevet mellemindkomstlande i den øverste tranche med det resultat, at de ikke vokset fra det bilaterale samarbejde under DCI eller modtager nedsatte bilaterale samarbejdstilskud inden for rammerne af EUF, eftersom udviklingsbistand sammen med vellykkede nationale politikker kan føre til positive resultater; minder om, at fattigdom og udvikling er flerdimensionelle, og at det er utilstrækkeligt at fastholde BNP som eneste udviklingsindikator; bemærker endvidere, at pludseligt bortfald af støtte til mellemindkomstlande kan undergrave opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, eftersom størstedelen af verdens fattige bor i mellemindkomstlande, i hvilke der stadig er ulighed; insisterer derfor på, at det er nødvendigt fortsat at støtte disse lande i denne vanskelige fase, hvor de er på vej til en højere grad af udvikling;

8.  understreger behovet for at sikre, at udviklingsbistand bruges i overensstemmelse med dets oprindelige formål med behørig hensyntagen til principperne for bistands- og udviklingseffektivitet; gentager, at EU's udviklingssamarbejde bør tilpasses partnerlandenes planer og behov;  

9.  understreger, at EU's kortfristede indenlandske interesser (vedrørende sikkerhed eller migration) under ingen omstændigheder bør sætte udviklingsdagsorden, og at principperne om bistands- og udviklingseffektivitet fuldt ud bør respekteres og anvendes på alle former for udviklingssamarbejde;

10.  bemærker, at Kommissionen har konkluderet, at sammenhæng mellem instrumenter kan forbedres gennem strømlining; fremhæver, at der ikke henvises til en sådan konstatering i nogen af de forskellige evalueringer;

11.  er bekymret over evalueringseksperternes konklusioner om manglende overvågnings- og evalueringssystemer, hvilket gør det vanskeligt at måle resultaterne; understreger på den anden side de mange positive konklusioner vedrørende EU's udviklingspolitikker, som fremgår af revisioner foretaget af Den Europæiske Revisionsret (Revisionsretten); minder i denne forbindelse om bemærkningerne i Revisionsrettens særberetning nr. 18/2014 om EuropeAids systemer til evaluering og resultatorienteret overvågning; opfordrer Kommissionen til at benytte denne lejlighed til at forbedre sit resultatrammesystem yderligere i overensstemmelse med Revisionsrettens anbefalinger;

12.  er overrasket over forskellen mellem resultaterne af evalueringen og de konklusioner, Kommissionen havde draget i sin midtvejsevaluering; beklager, at de alvorlige problemer med instrumenternes manglende partnerskab og risikoen ved at flytte fokus væk fra fattigdomsbekæmpelse slet ikke omtales i Kommissionens konklusioner, til trods for at det er et centralt element i evalueringen;

13.  er bekymret over, at de foreliggende data er mangelfulde eller begrænsede; bemærker, at fraværet af en overvågnings- og evalueringsordning, der rækker ud over 2015-målene og målene for bæredygtig udvikling, gør det umuligt at måle ændringer præcist, f.eks. med hensyn til instrumentets fleksibilitet eller graden af sammenhæng med andre instrumenter;

14.  bemærker desuden, at det ikke er befordrende for opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling, at der ikke foreligger et kapitel om finansiering specifikt udformet til at stimulere en politisk debat, særligt med henblik på støtte til politiske partier;

15.  opfordrer til, indberetningen forbedres ved, at der automatisk udarbejdes statistikker og indikatorer;

16.  beklager, at Kommissionen ikke har benyttet den mulighed, som midtvejsevalueringen giver, til at tilpasse sine politikker til kravene i den nye europæiske konsensus om udvikling vedrørende støtte til små og bæredygtige agroøkologiske landbrug; bemærker, at de foreslåede foranstaltninger tværtimod omfatter endnu mere støtte til store landbrugs- og landsbrugsfødevarebedrifter;

DCI

17.  understreger, at DCI's relevans primært skal findes i instrumentets fleksibilitet til at reagere på uforudsete begivenheder for så vidt angår valg af programmerings- og gennemførelsesmetoder, omfordeling inden for og mellem instrumenterne og anvendelse af midlerne i reserven; understreger, at fleksibilitet i den flerårige programmering også har givet mulighed for, at varigheden af programmeringsperioden tilpasses til situationen på stedet, at midler hurtigt omfordeles i tilfælde af større ændringer, og at særlige foranstaltninger anvendes;

18.  påskynder, at evalueringerne har fremhævet den strategiske relevans af DCI's tematiske program, navnlig dets evne til at fremme en global indsats vedrørende almene goder;

19.  er tilfreds med den forenkling, harmonisering og de bredere gennemførelsesmetoder, der blev indført med forordning (EU) nr. 236/2014 om fælles regler for gennemførelse af de EFI'erne, hvilket har bragt større effektivitet ind i DCI; understreger, at forordning (EU) nr. 233/2014 om oprettelse af DCI(14) ikke indeholder nærmere oplysninger om et overvågnings- og evalueringssystem til måling af programmets resultater; er meget bekymret over, at gennemførelsesprocedurerne, hvoraf nogle af dem stammer fra finansforordningen, stadig opfattes som tidskrævende og besværlige, hvilket miskrediterer EU og gør at tiltag, der træffes af visse lande, og som betragtes som værende betydeligt mindre afhængige af formaliteter og betingelser, bliver mere attaktive; minder i denne forbindelse om, at nogle af disse procedurer stammer fra finansforordningen og ikke EFI'erne, mens andre krav er baseret på anvendelsen af de grundlæggende principper om udviklingssamarbejde såsom partnerskab og ejerskab;

20.  bemærker, at Kommissionens arbejdsdokumenter viser, at de udbetalte beløb er temmelig lave sammenlignet med de forpligtede beløb; understreger, at dette er et stort problem for så vidt angår "konkurrencen" om udviklingsbistand; opfordrer derfor til bedre kommunikation vedrørende finansieringsmuligheder med henblik på at sikre, at EU's partnere informeres; opfordrer til, at der tilvejebringes undervisning i at udarbejde EU-dossierer for lokale interessenter, herunder for embedsmænd, med henblik på at sikre, at de har de bedste forudsætninger for at opfylde kriterierne, hvorved deres chancer for en vellykket projektgennemførelse følgelig øges; bemærker, at denne undervisning også kan være rettet mod at udforme bedre svar på andre internationale organisationer projektindkaldelser;

21.  er bekymret over, at der i midtvejsevalueringen af DCI påpeges en risiko for en formodet manglende overholdelse af kravet om at tildele mindst 20 % af bistanden inden for rammerne af DCI til grundlæggende sociale tjenesteydelser såsom sundhed, uddannelse på sekundærtrinnet og andre sociale tjenesteydelser, i betragtning af at disse behov er afgørende for udviklingen af disse lande; er også bekymret over den utilstrækkelige støtte, der ydes til nationale sundhedssystemer, samt manglen på oplysninger om opnåede resultater vedrørende finansiering af uddannelse; gentager forpligtelsen indeholdt i den europæiske konsensus om udvikling til at afsætte 20 % af EU's officielle udviklingsbistand til social integration og menneskelig udvikling;

22.  er tilfreds med målene for og resultaterne af det tematiske program for civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder og opfordrer til, at det bibeholdes i fremtidige instrumenter; er imidlertid alvorligt bekymret over civilsamfundsorganisationers og lokale myndigheders vigende plads i programmerings- og gennemførelsesfaserne af programmerne og opfordrer til, at disse organers rolle styrkes, herunder som tjenesteydere, og til mere skræddersyede samarbejdsmetoder og en mere strategisk tilgang; understreger, at udviklingen i disse lande kun kan opnås fuldstændigt gennem samarbejde med legitime lokale myndigheder;

23.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre politikker, der tilskynder til inddragelse af de afrikanske diasporasamfund som vigtige udviklingsaktører;

EUF

24.  bemærker, at EUF har spillet en vigtig rolle i fattigdomsbekæmpelse og opfyldelse af målene for bæredygtig udvikling; bemærker dog, at dokumentationen for fremskridt er svagere på regionalt plan, og at EUF ikke konsekvent har skabt solide synergier og sammenhæng mellem sine nationale, regionale og AVS-interne samarbejdsprogrammer;

25.  beklager, at midtvejsrevisionen ikke omfattede fredsfaciliteten for Afrika, som ikke er blevet ordentligt evalueret i årevis; mener, at evidensbaseret politikudformning er af afgørende betydning i en tid, hvor der lægges mere og mere politisk vægt på sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling;

26.  påskynder, at EUF har vist sig at være egnet til formålet i et miljø, der hele tiden forandrer sig, takket være en kort planlægningscyklus, strømlinede procedurer og forbedret budgetforvaltning; bemærker imidlertid, at EUF endnu ikke er fuldt ud tilpasset til den ændrede situation, og at procedurerne fortsat er noget ufleksible og tunge;

27.  bemærker, at de meget forskellige behov i og karakteren af de forskellige grupper af AVS-lande og oversøiske lande og territorier, der er omfattet af EUF, rejser tvivl om den standardtilgang, der karakteriserer valget af procedurer og metoder, og i sidste ende også rejser tvivl om EUF's geografiske anvendelsesområde; minder om, at der er behov for et nyt og reelt partnerskab mellem ligeværdige parter med menneskerettigheder som hovedfokus;

28.  bemærker, at EUF har oplevet et pres for at håndtere et stigende antal politiske krav, f.eks. om sikkerhed og migration, som er vanskelige at tilpasse til EUF's kerneværdier og principperne om fattigdomsbekæmpelse i EU's udviklings- og samarbejdspolitik, navnlig princippet om fattigdomsudryddelse;

HAI

29.  påskynder, at HAI har opfyldt sit mål om at yde bistand i nødsituationer på grundlag af fuld respekt for folkeretten, samtidig med at det sikres, at den humanitære bistand ikke bruges som et instrument, og at principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed respekteres;

30.  bemærker, at antallet af humanitære kriser og katastrofer, som håndteres ved hjælp af HAI, er steget betydeligt i de seneste år, hvilket har ført til en fuldstændig udnyttelse af nødhjælpsreserven og til, at det har været nødvendigt at anvende yderligere midler, og at denne situation sandsynligvis ikke vil blive bedre på kort eller mellemlang sigt i betragtning af det stigende antal krisesituationer, der påvirker mange områder i hele verden; bemærker, at dette peger på, at der er behov for en betydelig forhøjelse af nødhjælpsreserven og for en hurtigere og mere fleksibel anvendelse af alle tilgængelige ressourcer;

31.  mener, at mennesker og lokalsamfund fortsat bør være HAI's centrale målgruppe og interessenter, og at der under alle omstændigheder bør anvendes en fleksibel, koordineret og kontekstbestemt tilgang, der inddrager de synspunkter, som de lokale regeringer og myndigheder, lokalsamfundet, de religiøse udviklingsorienterede organisationer og civilsamfundsaktørerne kommer med; understreger, at mange af disse organisationer, herunder diasporaorganisationer med base i Europa, udfører et værdifuldt stykke arbejde på flere kritiske områder og kan tilføre merværdi til den humanitære bistand;

32.  erindrer om, at Verdenssundhedsorganisationen har angivet usikker abort som en af de fem hovedårsager til mødredødelighed; erindrer om det internationalt erklærede retsgrundlag for retten til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder for ofre for seksuel vold og mennesker i konflikter;

Henstillinger vedrørende den resterende gennemførelsesperiode

33.  understreger, at DCI, EUF og HAI bør gennemføres i lyset af og den nye politiske ramme på internationalt niveau og EU-niveau, herunder 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen om klimaforandringer, Addis Abeba-handlingsplanen og dagsordenen for menneskeheden;

34.  minder om, at målene for bæredygtig udvikling skal opnås på verdensplan gennem en fælles indsats og partnerskab med alle internationale aktører, herunder udviklingslandene, de udviklede lande og internationale organisationer; understreger, at dette på EU-plan kræver, at interne og eksterne politikker udformes og gennemføres på en fælles, sammenhængende og koordineret måde i overensstemmelse med principperne om udviklingsvenlig politikkohærens; mener, at udviklingsvenlig politikkohærens skal være en vigtig faktor i fastlæggelsen og gennemførelsen af EFI'erne og i vedtagelsen af andre EU-politikker og -instrumenter grundet den indbyrdes forbindelse mellem EU's interne og eksterne politikker; er imidlertid af den opfattelse, at en overordnet sammenhæng mellem instrumenter bør forbedres yderligere, navnlig ved bedre sammenhæng og koordinering mellem geografiske og tematiske programmer og ved at sikre større koordinering og komplementaritet med andre EU-politikker;

35.  er bekymret over, at de øverste mellemindkomstlande, der er ophørt med at få bistand fra EUF og DCI, kan stå med et finansieringsunderskud, som stiller dem i en sårbar situation; opfordrer Kommissionen til at vurdere konsekvenserne, overveje foranstaltninger til at forhindre negative virkninger og lette de øverste mellemindkomstlandes adgang til EFI'er, der er skræddersyet til deres behov, navnlig med henblik på at intensivere bestræbelserne på at styrke god regeringsførelse ved at bekæmpe korruption, skattesvig og straffrihed, sikre overholdelsen af retsstatsprincippet og afholdelse af frie og retfærdige valg, sikring af lige adgang til domstolsprøvelse og bekæmpelse af institutionelle svagheder; anerkender det arbejde, der udføres af EUROsociAL-programmet på dette område; understreger imidlertid behovet for at prioritere tildelingen af tilskud til de mindst udviklede lande, som er præget af ustabilitet, står over for store strukturelle hindringer for bæredygtig udvikling og derfor er dybt afhængige af international offentlig finansiering;

36.  mener, at EFI'erne fortsat bør yde direkte støtte til civilsamfundsorganisationer både lokalt og i EU samt til lokalsamfund, lokale og regionale regeringer og lokale myndigheder i partnerlandene og deres partnerskaber med de europæiske lokale og regionale regeringer og systematisk bør fremme deres aktive deltagelse i dialoger med mange interessenter om EU-politikker og om alle programmeringsprocesser på tværs af alle instrumenter; mener desuden, at EU bør fremme civilsamfundsorganisationernes rolle som vagthunde både i og uden for EU og støtte decentraliseringsreformer i partnerlande; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens hensigt om at udvide og konsolidere det igangværende arbejde med at opbygge partnerskaber og dialog med civilsamfundsorganisationer, der arbejder med udvikling, og om at fremme dialog og inddragelse af netværk af civilsamfundsorganisationer i EU's beslutningstagning og processer; minder om, at EU bør støtte demokratisk konsolidering ved at udpege mekanismer, der støtter det arbejde, der udføres af organisationer i tredjelande, således at der bidrages til stabilisering og forbedring af institutionelle standarder for forvaltning af almene goder;

37.   bekræfter sin faste vilje til at overvåge opfyldelsen af EU's forpligtelse til at yde fortsat støtte til menneskelig udvikling for at forbedre folks liv i overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling; minder om, at dette, for så vidt angår DCI, medfører et behov for at afsætte mindst 20 % af bistanden til grundlæggende sociale tjenesteydelser, idet der fokuseres på sundhed og uddannelse samt uddannelse på sekundærtrinnet; er derfor bekymret over, at Kommissionen - på et tidspunkt, hvor der hersker tvivl om, hvorvidt målet for menneskelig udvikling på 20 % vil blive nået - er ved at flytte midler væk fra menneskelig udvikling til investeringer;

38.  opfordrer til en striks anvendelse af forhåndsbetingelser, som giver mulighed for effektivt at anvende budgetstøtte og for mere systematisk at overvåge denne bistandsform i partnerlandene, således at der opnås en forbedring af ansvarligheden, gennemsigtigheden og bistandens effektivitet samt en bedre tilpasning af budgetstøtten til dens målsætninger;

39.  advarer mod, at trustfonde misbruges, hvilket truer den særlige karakter af EU's politik for udviklingssamarbejde; insisterer på, at de kun bør anvendes, når deres merværdi sammenlignet med andre bistandsmetoder er garanteret, navnlig i nødsituationer, og at deres anvendelse altid bør være i fuld overensstemmelse med principperne om bistandseffektivitet og udviklingspolitikkens primære mål, nemlig fattigdomsbekæmpelse; er bekymret over den omstændighed, at bidragene fra medlemsstaterne og andre donorer til trustfonde har været lavere end forventet, hvilket har haft negative konsekvenser for deres effektivitet; minder om behovet for parlamentarisk kontrol med disse fonde; er alvorligt bekymret over resultaterne af EUF's evaluering af effektiviteten af EU's Nødtrustfond for Afrika;

40.   erindrer om, at Kommissionen bør sikre gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af trustfonde, bl.a. ved at forsyne Parlamentet med regelmæssige ajourføringer af oplysninger og sikre passende inddragelse af Parlamentet i de relevante styringsstrukturer i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning; minder desuden om, at trustfonde skal anvende hele spektret af principper om udviklingseffektivitet, være i overensstemmelse med langsigtede udviklingsprioriteringer, -principper og -værdier, nationale strategier og EU-strategier samt andre relevante instrumenter og programmer, og at der to gange årligt skal offentliggøres en overvågningsrapport, der vurderer denne overensstemmelse; gentager, at det med henblik herpå er formålet med EU's Nødtrustfond for Afrika at behandle de underliggende årsager til migration ved at fremme modstandskraft, økonomiske muligheder, lige muligheder, sikkerhed og udvikling;

41.  minder om, at budgettet for EU's optræden udadtil konstant er blevet mobiliseret og styrket, og at alle disponible margener er blevet udtømt for at håndtere det stigende antal krisesituationer; er af den opfattelse, at EFI'erne i en situation med mange kriser og usikkerhed skal have tilstrækkelig fleksibilitet til hurtigt at kunne foretage tilpasninger til skiftende prioriteringer og uforudsete begivenheder og til hurtigt at kunne levere resultater på stedet; henstiller i denne forbindelse til en intelligent anvendelse af EFI'ernes reserve eller uudnyttede midler, øget fleksibilitet i den flerårige programmering, en passende kombination af finansieringsformer og større forenkling på gennemførelsesplanet; understreger imidlertid, at øget fleksibilitet ikke bør ske på bekostning af bistandens effektivitet og forudsigelighed, langsigtede geografiske og tematiske prioriteringer eller forpligtelser til værn om reformer i partnerlandene;

42.  opfordrer Kommissionen til at gennemføre HAI på en måde, som er i overensstemmelse med de humanitære principper, der blev fastsat i Grand Bargain-aftalen på det humanitære verdenstopmøde og med konklusionerne i Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 15/2016(15); opfordrer navnlig Kommissionen til at øge gennemsigtigheden i den strategiske programmerings- og finansieringsudvælgelsesprocedure, lægge behørig vægt på omkostningseffektiviteten af foranstaltninger uden at skade målene for humanitær bistand og viljen til at hjælpe de mest sårbare og samtidigt bevare evnen til at dække de humanitære behov ved at række ud til de mest sårbare og operere der, hvor behovet er størst, forbedre overvågningen under gennemførelsen, afsætte flere midler til nationale og lokale aktører, mindske bureaukratiet ved hjælp af harmoniserede rapporteringskrav og fastsætte bestemmelser på et flerårigt grundlag med hensyn til strategi, planlægning og finansiering, således at der sikres større forudsigelighed, fleksibilitet, hurtighed og kontinuitet i den humanitære indsats;

43.  fastholder, at humanitær bistand fortsat bør afsættes til befolkningsgrupper i kriseområder, og at humanitære aktører bør have uhindret adgang til ofrene i konfliktområder og skrøbelige lande, således at de kan udføre deres aktiviteter;

44.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at HAI - ud over at yde umiddelbar bistand i humanitære kriser - opbygger (sammen og i komplementaritet med DCI og EUF og i lyset af sammenhængen mellem humanitær bistand og udviklingsbistand) modstandsdygtighed over for fremtidige chok ved at fremme tidlig varsling og forebyggende strategier og strukturer, skaber langsigtede fordele for en bæredygtig udvikling i overensstemmelse med behovet for at sammenkoble nødhjælp, rehabilitering og udvikling, og bevarer fokus på glemte kriser med fuld respekt for princippet om ikke at lade nogen i stikken;

45.  bemærker, at komplementariteten mellem udviklingsinstrumenter og HAI skal forbedres, navnlig for så vidt angår sammenhængen mellem humanitær bistand og udviklingsbistand, den nye strategiske tilgang til modstandsdygtighed og EU's tilsagn om nedbringelse af katastroferisici og om katastrofeberedskab, uden at dette undergraver deres respektive mål og mandater;

46.  minder om, at udvikling supplerer humanitær bistand med henblik på forebyggelse af chok og kriser;

47.  opfordrer til, at man anerkender den humanitære bistands særlige status i EU-budgettet, hvilket indebærer, at det er nødvendigt at sikre, at nødhjælpsreserven bevares som et fleksibelt instrument til at håndtere nye kriser med tilstrækkelige midler;

48.  mener, at EU's delegationer i højere grad bør inddrages i programmeringen af udviklingssamarbejdsvalg inden for rammerne af de forskellige EFI'er, som de forvalter; mener, at dette også vil give mulighed for øget komplementaritet og synergi og bedre tilpasning til behovene og partnerlandenes ejerskab;

49.  insisterer på, at der skal være tilstrækkeligt personale i hovedsædet i Kommissionen, i Tjenesten for EU's optræden udadtil og i Den Europæiske Unions delegationer, både med hensyn til antal og ekspertise inden for udvikling og humanitær bistand.

50.  er utilfreds med den meget korte frist, som Parlamentet har til at føre kontrol med udkast til gennemførelsesforanstaltninger inden for rammerne DCI; opfordrer indtrængende Kommissionen til at ændre DCI-udvalgets og Udvalget for Humanitær Bistands forretningsordener inden december 2018, således at Parlamentet og Rådet får mere tid til at udøve deres kontrolbeføjelser i tilstrækkelig grad;

51.  opfordrer indtrængende Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at øge og forbedre bidragskoordineringen gennem fælles programmering og fælles gennemførelse med andre medlemsstater og bidragsydere, idet den tilpasses partnerlandenes nationale udviklingsprogrammer under ledelse af og koordineret af EU-delegationerne;

52.  opfordrer til, at Parlamentet får øget politisk kontrol med programmeringsdokumenterne i 11. EUF som et middel til at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden;

Henstillinger vedrørende strukturen af DCI og EUF efter 2020 og den fremtidige gennemførelse af HAI

53.  gentager, at EU's udviklingspolitik og humanitære politik er selvstændige politikker, der er baseret på særlige retsgrundlag som anerkendt i traktaterne, og som fastsætter værdier og mål, der er specifikke, ikke bør underordnes EU's geopolitiske strategi og altid bør være på linje med principperne om effektiv udvikling og, for så vidt angår humanitær bistand, principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed;

54.  understreger, at det er absolut nødvendigt at opretholde separate udviklingsinstrumenter og instrumenter til humanitær bistand, der overholder centrale udviklingsprincipper, i lyset af evalueringsresultaterne af EUF og DCI vedrørende manglende partnerskab og truslen mod den centrale målsætning om fattigdomsbekæmpelse inden for den nye ramme for skiftende politiske prioriteter;

55.  minder om, at EUF, DCI og HAI er kendetegnet ved positiv budgetgennemførelse og er afgørende for at udvise international solidaritet, samtidig med at de bidrager til EU's troværdighed på den internationale scene; mener, at de samlede bevillinger i den næste FFR bør øges uagtet eventuelle strukturelle ændringer eller fusioner med hensyn til disse instrumenter, herunder EUF's eventuelle opførelse på budgettet, samtidig med at kriterierne for den officielle udviklingsbistand ikke må udvandes, og at EFI'ernes fremtidige struktur bør omfatte en mere gennemsigtig inddragelse af trustfonde og faciliteter, der bygger på de centrale principper for demokratisk ejerskab og bistandseffektivitet og på en eventuel fortsættelse af den eksterne investeringsplan på grundlag af en evaluering, der påviser dens udviklingsmæssige additionalitet og dens virkning for så vidt angår menneskerettigheder og sociale og miljømæssige forhold;

56.  opfordrer Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank til at indgå en interinstitutionel aftale med Parlamentet om gennemsigtighed, ansvarlighed og parlamentarisk kontrol på grundlag af de politikprincipper, der er fastlagt i den nye europæiske konsensus om udvikling, i lyset af skiftet i bistandsformer fra direkte tilskud til trustfonde og blandet finansiering, bl.a. ved hjælp af Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling;

57.  fremhæver det positive billede, som det internationale samfund har af EU som en samarbejdsorienteret global aktør, hvilket ikke desto mindre risikerer at blive skadet af bureaukrati og bureaukratiske forsinkelser; er af den opfattelse, at dette bidrager til EU's bløde magt i internationale forbindelser, hvilket kræver en stærk og selvstændig udviklingspolitik efter 2020 med forskelligartede udviklingsinstrumenter;

58.  understreger, at det med særligt fokus på de mest udsatte fortsat bør være det primære mål for EU's udviklingspolitik og -instrumenter at bekæmpe og på lang sigt udrydde fattigdom samt gennemføre målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen og beskytte de globale fællesgoder;

59.  understreger, at strukturen efter 2020 af DCI og EUF samt gennemførelsen af HAI bør være i overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser, herunder 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og målene for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og EU's politiske ramme, herunder den nye europæiske konsensus om udvikling, den nye globale strategi for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske konsensus om humanitær bistand;

60.  mener, at der i udformningen af de nye EFI'er bør tages hensyn til dokumenterede velfungerende nuværende EFI'er, berettigelse til officiel udviklingsbistand (ODA) og behovet for at opfylde målene for bæredygtig udvikling;

61.  mener, at 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og den globale dimension af mange af målene for bæredygtig udvikling kræver en ny politisk tilgang, hvor alle politiske aktører fra både udviklingslandene og de udviklede lande skal bestræbe sig på at bidrage til opfyldelsen af målene for bæredygtig udvikling ved hjælp af sammenhængende og koordinerede politikker indadtil og udadtil, og mener, at de nye EFI'er for perioden efter 2020 og den nye europæiske konsensus om udvikling vil være afgørende med henblik herpå;

62.  er overbevist om betydningen af at fremme en menneskerettigheds- og principbaseret tilgang til udvikling, hvorved demokratiske principper, grundlæggende værdier og menneskerettigheder i hele verden fremmes; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til i tilstrækkelig grad at kombinere bistand inden for rammerne af EFI'erne og den politiske dialog, både bilateralt og i regionale og globale organisationer med henblik på at fremme disse principper, værdier og menneskerettigheder;

63.  finder det helt afgørende at medtage horisontal og tværsektoriel miljøbeskyttelse samt de muligheder, som miljøpolitikker giver, i alle udviklingspolitikker; beklager de utilstrækkelige fremskridt, der er opnået med hensyn til mainstreaming af demokrati, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene; opfordrer desuden indtrængende til, at forpligtelserne i Parisaftalen afspejles fuldt ud i fremtidige instrumenter og programmer og ledsages af passende overvågning; mener derfor, at bekæmpelse af klimaændringer bør spille en stadig vigtigere rolle i udviklingssamarbejdet;

64.  mener, at det er nødvendigt at foretage en vurdering af de indhøstede erfaringer med henblik på at identificere mangler i EU's EFI'er og forbedre koordineringen af dem med andre internationale institutioners finansieringsinstrumenter, således at der skabes synergier, og virkningen af finansieringsinstrumenter i udviklingslandene maksimeres;

65.   finder det nødvendigt at øge de nuværende niveauer af EU's officielle udviklingsbistand (ODA) i den fremtidige udformning af EFI'erne efter 2020 og udarbejde en klar tidsplan, således at EU kan leve op til sit kollektive tilsagn om at yde 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) til ODA og afsætte 0,2 % af ODA/BNI til de mindst udviklede lande; bifalder i denne forbindelse Kommissionens nylige meddelelse om den nye FFR; minder medlemsstaterne om nødvendigheden af at overholde deres tilsagn om at bidrage med 0,7 % af deres BNI til ODA; minder om behovet for at gennemføre henstillingerne fra OECD's Komité for Udviklingsbistand om at nå et gennemsnitligt gaveelement i den samlede ODA på 86 %;

66.  er af den opfattelse, at strukturen af EFI'erne efter 2020 uanset forekomsten af øget fleksibilitet og/eller reserver fortsat bør sørge for en blanding af både geografiske og tematiske flerårige programmer, der giver mulighed for udviklingsforanstaltninger i forskellig målestok; anser støtte til regionalt samarbejde og regional integration af partnerlande for at være en vigtig faktor, som er nødvendigt for at udrydde fattigdom og fremme en bæredygtig udvikling på lang sigt;

67.  understreger, at EU's eksterne udviklingsindsats bør være baseret på en tilstrækkeligt afbalanceret kombination af fleksibilitet og forudsigelighed i udviklingsbistanden på grundlag af tilstrækkelig finansiering; anerkender samtidig, at udviklingsbistandens forudsigelighed bl.a. kan opnås gennem velfungerende etablerede systemer for tidlig varsling, primært i de mest sårbare og mindst modstandsdygtige lande;

68.  er af den opfattelse, at overførsel af midler mellem målene og skiftende prioriteter inden for et instrument kun bør finde sted på grundlag af de faktiske behov i partnerlandene, uden at der gås på kompromis med instrumentets principper og mål og under passende inddragelse af tilsynsmyndigheden; opfordrer navnlig til en klar sondring mellem ODA-berettiget finansiering og anden finansiering, der ikke er berettiget til ODA; afviser på det kraftigste, at der til programmer, der ikke kan forklares som værende ODA, overføres midler, som er øremærket til DAC-aktiviteter; understreger behovet for ODA-mål i EFI-bestemmelserne med henblik på at garantere dette;

69.  er af den opfattelse, at strukturen af EFI'erne efter 2020 bør omfatte en række benchmarks og en nøje afgrænset øremærkning samt et generelt tilsagn om at sikre tilstrækkelige midler til de vigtigste prioriteter;

70.  mener, at uforudsete behov bør dækkes af betydelige hensættelser til uforudsete udgifter i de forskellige EFI'er, og at uudnyttede eller frigjorte midler vedrørende et givet år bør overføres til reserverne til uforudsete udgifter for det følgende år;

71.  minder om at det er nødvendigt at opretholde et solidt og uafhængigt instrument for humanitær bistand, sådan som der opfordres til i den europæiske konsensus om humanitær bistand; mener, at en separat specifik reserve for humanitær bistand bør opretholdes for at tage hensyn til den omstændighed, at nødhjælpsreserven på grund af det stigende behov i hele verden er blevet aktiveret konstant i løbet af den nuværende FFR-periode; minder om, at Parlamentet gentagne gange har anerkendt Kommissionens indsats for at reagere på de stigende udfordringer, men at Parlamentet også jævnligt har fremhævet behovet for at øge finansieringen af den humanitære bistand og insisteret på at lukke den voksende kløft mellem forpligtelser og betalinger og øge effektiviteten og reaktiviteten af den humanitære bistand og den udviklingsbistand, der er til rådighed i EU-budgettet;

72.   fremhæver, at en eventuel gevinst i form af finansiel fleksibilitet og forenkling ikke bør opnås på bekostning af forringet kapacitet hos den lovgivende myndighed til kontrol og overvågning, eftersom det vil bringe principperne om ansvar og gennemsigtighed i fare; understreger behovet for gennemsigtighed i tildelingskriterierne for finansiering og i alle faser af programmeringen; er af den opfattelse, at udformningen af det nye EFI bør være fleksibel og moderne og give mulighed for optimering af ressourcer samt frembringe udviklingsresultater for partnerlandene;

73.  understreger, at finansiel fleksibilitet i de nye EFI'er også bør omfatte fleksibilitet internt i landene til at yde små tilskud til lokale civilsamfundsorganisationer, virksomheder og iværksættere på et skønsmæssigt grundlag; mener, at Kommissionen bør revidere sine nuværende revisionskrav for udviklingsbistand med henblik på at muliggøre en øget risikoprofil for små tilskud, der ydes internt i landene;

74.  understreger, at udviklingspolitiske og humanitære mål ikke må underordnes donorlandenes eller EU's sikkerhedsmæssige mål, grænsekontrol eller forvaltning af migrantstrømmen; mener i denne forbindelse, at ODA primært bør anvendes til at afhjælpe fattigdom, og at foranstaltninger og programmer, der udelukkende er tilpasset bidragsydernes nationale sikkerhedsinteresser, derfor ikke bør finansieres med udviklingsmidler; mener, at det samtidig er nødvendigt at støtte modstandsdygtigheden i partnerlandene med det formål at skabe gunstige betingelser for bæredygtig udvikling;

75.  mener, at udgifter inden for den fremtidige FFR, der på den ene side er rettet mod at opnå EU's interne mål under udgiftsområderne for migration, asyl og intern sikkerhed og på den anden side er tiltænkt som støtte til gennemførelsen af den nye europæiske konsensus om udvikling, skal holdes adskilt; mener, at der vil opstå fare for yderligere at instrumentalisere EU-bistanden - og endda gøre den betinget af samarbejde på migrationsområdet - hvis disse to forskellige udgiftsområder slås sammen;

76.  foreslår i denne forbindelse, at samfundsmæssig og statslig modstandsdygtighed styrkes yderligere gennem udviklingsbistand, og at flere finansielle og politiske midler afsættes til konfliktforebyggelse, katastrofeberedskab og til tidlig indsats i forbindelse med både konflikter og naturkatastrofer;

77.  opfordrer Kommissionen til ikke at basere tildelingen af midler til partnerlande og samarbejdsmetoder udelukkende på BNP, men på en bred vifte af kriterier, der tager hensyn til inklusiv menneskelig udvikling, menneskerettighederne og ulighed;

78.  gentager sin opfordring til, at EUF opføres på budgettet som et vigtigt redskab til at sikre sammenhæng mellem udvikling og andre EU-politikker og til at øge Parlamentets budgetkontrol; gentager, at opførelsen af EUF på budgettet vil medføre fordele såsom styrket demokratisk legitimitet og kontrol med instrumentet, bedre absorptionskapacitet og øget synlighed og gennemsigtighed, hvilke vil give mere klarhed omkring EU's udgifter på området samt øge effektiviteten og virkningsgraden af EU's udviklingsbistand; minder om, at de parlamentariske debatter om udviklingspolitik bistår borgerne i gennemførelsen af EU's udgifter til udviklingsbistand;

79.  understreger, at opførelsen af EUF på budgettet bør være ledsaget af garantier om at forhindre enhver overførsel af tidligere EUF-midler til andre budgetposter, og at der bør tages hensyn til eventuelle donorlande uden for EU; understreger endvidere, at fredsfaciliteten for Afrika fortsat bør holdes uden for EU-budgettet og inden for rammerne af et særligt instrument;

80.  understreger, at opførelsen af EUF på budgettet bør være ledsaget af en proportionel hævelse af loftet for EU-budgettet, således at det hverken fører til en nedskæring af EU's finansielle forpligtelser over for AVS-landene eller til et samlet fald i EU's udviklingsbistand i FFR'en for perioden efter 2020;

81.  mener, at den åbne karakter af HAI har ført til positive resultater; henstiller derfor til, at der opretholdes særskilte instrumenter og budgetter for humanitære og udviklingsmæssige foranstaltninger, samtidig med at der fastholdes stærke strategiske forbindelser mellem de to områder;

82.  understreger vigtigheden af at styrke den demokratiske legitimitet i strukturen efter 2020 og behovet for at revurdere beslutningsproceduren; understreger, at medlovgiverne i denne nye struktur efter 2020 bør have beføjelse til i fuldt omfang at udøve deres kontrolbeføjelser på både retligt og politisk plan i alle faserne med at udforme, vedtage og gennemføre instrumenterne og i deres gennemførelsesprogrammer; understreger, at der skal afsættes tilstrækkelig tid hertil;

83.  er af den opfattelse, at der bør ske fuld udnyttelse af potentialet for samarbejde med medlemsstaterne i fasen for udformning og gennemførelse af udviklingsprogrammer, navnlig gennem fælles programmering og baseret på og synkroniseret med nationale udviklingsprogrammer;

84.  opfordrer til en midtvejsevaluering og revision af strukturen efter 2020 af EFI'erne med henblik på yderligere at forbedre forvaltningen af dem, undersøge måder til at opnå større sammenhæng og forenkling på og sikre deres fortsatte relevans samt tilpasning til principperne om effektiv udvikling; opfordrer til fuld inddragelse af interessenter i denne forbindelse;

85.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og til Kommissionen.

(1)

EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(2)

EUT L 344 af 19.12.2013, s. 1.

(3)

EFT L 163 af 2.7.1996, s. 1.

(4)

EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.

(5)

EUT L 58 af 3.3.2015, s. 1.

(6)

EUT L 58 af 3.3.2015, s. 17.

(7)

EUT L 77 af 15.3.2014, s. 44.

(8)

EUT C 25 af 30.1 2008, s. 1.

(9)

EUT C 210 af 30.6 2017, s. 1.

(10)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0437.

(11)

Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0337.

(12)

EUT C 86 af 6.3 2018, s. 2.

(13)

EUT C 208 af 10.6.2016, s. 25.

(14)

EUT L 77 af 15.3.2014, s. 44.

(15)

Revisionsrettens særberetning nr. 15/2015 "Forvaltede Kommissionen den humanitære bistand til konfliktramte befolkningsgrupper i De Store Søers Område i Afrika effektivt?" af 4. juli 2016.


UDTALELSE fra Budgetudvalget (8.3.2018)

til Udviklingsudvalget

om gennemførelse af instrumentet for udviklingssamarbejde, instrumentet for humanitær bistand og Den Europæiske Udviklingsfond

(2017/2258(INI))

Ordfører for udtalelse: Jordi Solé

FORSLAG

Budgetudvalget opfordrer Udviklingsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.  beklager, at mængden af og den manglende fleksibilitet og sammenhæng mellem EU's midler under udgiftsområde 4 i den nuværende FFR har været toneangivende symptomatisk for EU's begrænsede ambitioner om at optræde som en global aktør, navnlig med henblik på at levere globale offentlige goder og tilvejebringe humanitær bistand og udviklingssamarbejde; minder om behovet for en langsigtet planlægning og forudsigelighed, hvilket er særligt vigtigt for udviklingsbistand;

2.  minder om, at budgettet for EU's optræden udadtil konstant er blevet mobiliseret og styrket, og at alle disponible margener er udtømt for at håndtere det stigende antal humanitære og andre krisesituationer omkring Europa; understreger behovet for mere fleksible procedurer for at gøre det muligt at frigive bevillinger hurtigere som reaktion på uforudsete begivenheder og kriser; understreger imidlertid, at den øgede fleksibilitet ikke må ske hverken på bekostning af bistandseffektivitet og forudsigelighed i bistanden eller de langsigtede geografiske og tematiske prioriteter;

3.  minder om behovet for en langsigtet planlægning og forudsigelighed, hvilket er særligt vigtigt for udviklingsbistand; bemærker dog et utilstrækkeligt fokus på resultater samt en utilstrækkelig grad af overvågning og evaluering af de udviklingsrelaterede eksterne finansieringsinstrumenter;

4.  henleder opmærksomheden på nødvendigheden af at undgå eventuelle huller mellem forpligtelses- og betalingsbevillinger til humanitær bistand;

5.  minder om, at Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde (DCI) og instrumentet for humanitær bistand er kendetegnet ved positiv budgetgennemførelse og er nøglen til at vise international solidaritet, samtidig med at de bidrager til EU's troværdighed på den internationale scene; mener, at de samlede bevillinger i den næste FFR bør øges, mens kriterierne for den officielle udviklingsbistand (ODA) ikke må udvandes, uagtet eventuelle strukturelle ændringer eller fusioner med hensyn til disse instrumenter, herunder den eventuelle opførelse på budgettet af EUF, og at de eksterne finansieringsinstrumenters fremtidige struktur bør omfatte en mere gennemsigtig inddragelse af trustfonde og faciliteter med de centrale principper for demokratisk ejerskab og bistandseffektivitet for øje samt en eventuel fortsættelse af den eksterne investeringsplan på grundlag af en evaluering, der påviser dens udviklingsmæssige additionalitet og dens effekt for så vidt angår menneskerettigheder og sociale og miljømæssige forhold;

6.  understreger betydningen af at supplere bistand fra offentlige midler med fleksible og adaptive instrumenter, der vil udløse private investeringer i udviklingslandene;

7.  minder om at det er nødvendigt at opretholde et solidt og uafhængigt instrument for humanitær bistand, således som der opfordres til i den europæiske konsensus om humanitær bistand;

8.  understreger betydningen af at sikre sammenhæng og synergier mellem udviklingsbistand og humanitær bistand; mener, at velforvaltet og velanvendt udviklingsbistand er et vigtigt element i styrkelsen af udviklingslandenes kapacitet, hvormed de bedre kan håndtere humanitære kriser;

9.  minder om, at disse instrumenter er af stor betydning for at yde globale offentlige goder og reagere på udfordringer såsom menneskelig udvikling, tilpasning til og modvirkning af klimaændringer, konfliktforebyggelse, støtte til fred og stabilitet, migration og asyl og målene for bæredygtig udvikling (SDG); fremhæver i denne forbindelse forpligtelsen til at tilpasse EU's budgetramme til målene for bæredygtig udvikling;

10.  henviser til, at den officielle udviklingsbistand har mulighed for at bidrage til mobilisering af udviklingsfinansiering fra andre både private og offentlige indenlandske og internationale kilder; støtter EU's bestræbelser på at stimulere private investeringer gennem blandet finansiering, tilskud og lån samt garantistillelse;

11.  finder det helt afgørende at lade horisontal og tværsektoriel miljøbeskyttelse og de muligheder, som miljøpolitik giver, indgå i alle udviklingspolitikker;

12.  finder, at udviklingspolitikken bør supplere EU's udenrigspolitik og migrationsstyring og samtidig sikre, at bistandsmidler kun anvendes til udviklingsrelaterede mål og formål; påpeger i denne sammenhæng, at officiel udviklingsbistand ikke bør bruges hverken til at dække udgifter til flygtninge i donorlandet, til eksternalisering af migrationspolitikker uden for EU's grænser eller til tilbagesendelse til og tilbagetagelse i oprindelseslandene;

13.  minder om behovet for at sikre en udviklingsvenlig politikkohærens samt overholde principperne for udviklingseffektivitet, der blev vedtaget i Busan, samtidig med at donorkoordinering og fælles programmering med medlemsstaterne fremmes; påpeger, at politikken for udviklingssamarbejde bør gennemføres på en måde, som tager hensyn til ønskerne fra de lande og befolkninger, der har behov for det, og som sikrer, at de deltager i beslutningsprocessen og påtager sig ansvaret for en gennemsigtig og effektiv anvendelse;

14.  beklager de utilstrækkelige fremskridt, der er gjort med hensyn til mainstreaming af demokrati, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene; opfordrer desuden indtrængende til, at forpligtelserne i Parisaftalen om klimaændringer afspejles fuldt ud i fremtidige instrumenter og programmer, ledsaget af passende overvågning; mener derfor, at bekæmpelse af klimaændringer bør spille en stadig vigtigere rolle i udviklingssamarbejdet;

15.  glæder sig over en større grad af tilpasning til modtagerlandenes prioriteter og opfordrer til, at tematiske programmer bliver mindre fragmenterede;

16.  insisterer på, at der skal være tilstrækkeligt personale i hovedsædet og i Den Europæiske Unions delegationer, både med hensyn til antal og ekspertise inden for udvikling og humanitær bistand.

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

8.3.2018

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

26

3

3

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Nedzhmi Ali, Jean Arthuis, Richard Ashworth, Reimer Böge, Lefteris Christoforou, Gérard Deprez, Manuel dos Santos, André Elissen, José Manuel Fernandes, Eider Gardiazabal Rubial, Iris Hoffmann, Monika Hohlmeier, John Howarth, Bernd Kölmel, Vladimír Maňka, Urmas Paet, Paul Rübig, Petri Sarvamaa, Patricija Šulin, Eleftherios Synadinos, Indrek Tarand, Isabelle Thomas, Daniele Viotti, Marco Zanni

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Xabier Benito Ziluaga, Heidi Hautala, Andrey Novakov, Stanisław Ożóg, Marie-Pierre Vieu, Rainer Wieland

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)

Michael Detjen, Norbert Lins

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI RÅDGIVENDE UDVALG

26

+

ALDE

Nedzhmi Ali, Jean Arthuis, Gérard Deprez, Urmas Paet

ECR

Stanisław Ożóg

PPE

Richard Ashworth, Reimer Böge, Lefteris Christoforou, José Manuel Fernandes, Monika Hohlmeier, Norbert Lins, Andrey Novakov, Paul Rübig, Petri Sarvamaa, Patricija Šulin, Rainer Wieland

S&D

Michael Detjen, Eider Gardiazabal Rubial, Iris Hoffmann, John Howarth, Vladimír Maňka, Isabelle Thomas, Daniele Viotti, Manuel dos Santos

Verts/ALE

Heidi Hautala, Indrek Tarand

3

-

ENF

André Elissen, Marco Zanni

NI

Eleftherios Synadinos

3

0

ECR

Bernd Kölmel

GUE/NGL

Xabier Benito Ziluaga, Marie-Pierre Vieu

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

20.3.2018

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

25

0

0

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Beatriz Becerra Basterrechea, Ignazio Corrao, Mireille D’Ornano, Nirj Deva, Charles Goerens, Enrique Guerrero Salom, Maria Heubuch, György Hölvényi, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Stelios Kouloglou, Linda McAvan, Norbert Neuser, Vincent Peillon, Cristian Dan Preda, Lola Sánchez Caldentey, Elly Schlein, Eleni Theocharous, Paavo Väyrynen, Bogdan Brunon Wenta

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Frank Engel, Cécile Kashetu Kyenge, Maria Noichl, Adam Szejnfeld, Rainer Wieland


ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I KORRESPONDERENDE UDVALG

25

+

ALDE

Beatriz Becerra Basterrechea, Charles Goerens, Paavo Väyrynen

ECR

Nirj Deva, Eleni Theocharous

EFDD

Ignazio Corrao, Mireille D'Ornano

GUE/NGL

Stelios Kouloglou, Lola Sánchez Caldentey

PPE

Agustín Díaz de Mera García Consuegra, Frank Engel, György Hölvényi, Teresa Jiménez-Becerril Barrio, Cristian Dan Preda, Adam Szejnfeld, Bogdan Brunon Wenta, Rainer Wieland

S&D

Enrique Guerrero Salom, Cécile Kashetu Kyenge, Linda McAvan, Norbert Neuser, Maria Noichl, Vincent Peillon, Elly Schlein

VERTS/ALE

Maria Heubuch

0

-

 

 

0

0

 

 

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

Seneste opdatering: 13. april 2018Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik