BETÆNKNING om en europæisk strategi til fremme af proteinafgrøder - Fremme af produktionen af proteinafgrøder og bælgplanter i EU's landbrugssektor

10.10.2017 - (2017/2116(INI))

Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter
Ordfører: Jean-Paul Denanot

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om en europæisk strategi til fremme af proteinafgrøder - Fremme af produktionen af proteinafgrøder og bælgplanter i EU's landbrugssektor

(2017/2116(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om "EU's proteinunderskud: hvad er løsningen på et langvarigt problem?"[1],

–  der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets "omnibus"-forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og ændringen hertil, der sigter på at inkludere en anmodning til Kommissionen om at offentliggøre en "proteinplan" inden udgangen af 2018[2],

–  der henviser til erklæringen om europæisk soja, som blev fremlagt på samlingen i Rådet (landbrug) den 12. juni 2017 af Tyskland og Ungarn, og undertegnet af 14 medlemsstater[3],

–  der henviser til Rådets afgørelse (93/355/EØF) af 8. juni 1993 om indgåelse af et aftalememorandum mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om olieafgrøder inden for rammerne af GATT[4],

–  der henviser til dokument vedtaget af FN's Generalforsamling den 25. september 2015 med titlen "Ændring af vores samfund: dagsordenen for bæredygtig udvikling 2030", herunder navnlig bæredygtighedsmål nr. 2, 12 og 15,

–  der henviser til FN's Generalforsamlings beslutning på sit 68ende møde om at udråbe 2016 til "Internationalt Bælgfrugtår" under De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO)[5],

–  der henviser til sin undersøgelse om proteinafgrøders miljørolle i den nye fælles landbrugspolitik[6],

–  der henviser til høringen i Parlamentet om forbedring af forsyningen med proteinafgrøder i Europa,

–  der henviser til Donau-sojaerklæringen af 19. januar 2013,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52,

–  der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A8-0121/2018),

A.  der henviser til, at Den Europæiske Union lider under et stort underskud på vegetabilske proteiner på grund af behovet i dens husdyrholdssektor, som er afhængig af import af foder fra tredjelande, en situation, som beklageligvis har oplevet få forbedringer til trods for de talrige hensigtserklæringer og initiativer om dette spørgsmål gennem mere end 15 år og på trods af anvendelsen af biprodukter fra produktionen af biobrændstoffer i foder; der henviser til, at EU's nuværende situation, som er præget af import af vegetabilske proteiner (hovedsagelig soja) fra Sydamerika, er uholdbar og viser, at vi bør gøre en mere energisk indsats, navnlig for at forbedre bæredygtigheden af denne import;

B.  der henviser til, at det er vigtigt at reducere Unionens massive afhængighed af import af proteinafgrøder, der hovedsageligt anvendes til dyrefoder; der henviser til, at den nuværende situation udover miljøpåvirkningen i sojaproducerende regioner indebærer store risici, især for EU's husdyrsektor, da prissvingningerne på de internationale markeder er steget betydeligt;

C.  der henviser til, at Parlamentet har udtalt sig flere gange om proteiner og nødvendigheden af at indføre en europæisk proteinplan, men at initiativerne ikke har haft konkrete virkninger, som kan ændre EU's afhængighed af forsyninger af vegetabilske proteiner;

D.  der henviser til, at der som følge af BSE-krisen med rette blev indført et europæisk forbud mod anvendelse af kød- og benmel i foder[7], men at dette har medført, at importen af soja fra Latinamerika er steget kraftigt;

E.  der henviser til, at Unionen derfor kun anvender 3 % af landbrugsjorden til dyrkning af proteinafgrøder og importerer over 75 % af sin forsyning af vegetabilske proteiner, navnlig fra Brasilien, Argentina og USA;

F.  der henviser til, at husdyrsektoren i Unionen er yderst følsom over for prissvingninger og konkurrenceforvridning og er afhængig af importen af vegetabilsk protein af høj kvalitet og til en rimelig pris, hvilket udgør en reel udfordring for europæiske bedrifter;

G.  der henviser til, at europæiske proteinafgrøder frembringer olieholdige biprodukter, der kan bidrage til den cirkulære økonomi og anvendes til konsum, vedvarende energi eller produktion af grønne kemikalier; der henviser til, at samproduktion af proteiner og biprodukter i Europa gør det muligt at reducere importen af både genmodificerede proteiner og biobrændstoffer, som bidrager til skovrydning;

H.  der henviser til, at analysen af problemstillingen omkring vegetabilsk protein, der anvendes i foderstoffer, alt for ofte kun har fokuseret på proteinrige råvarer og på vores underskud af vegetabilske proteiner og søgen efter råvarer, der kan supplere foder til landbrugsdyr;

I.  der henviser til, at der er behov for en mere omfattende analyse af problematikken omkring vegetabilsk protein i Europa, således at vi kan råde over en langsigtet strategi og så mange tiltag som mulig med henblik på at booste effektiviteten af vores indsats for at reducere vores afhængighed af vegetabilske proteiner; der henviser til, at denne strategi er et redskab i overgangen til mere bæredygtige fødevare- og landbrugssystemer;

J.  der henviser til, at protein ligesom energi er en vigtig og uundværlig del af vores ernæring og kan leveres i vegetabilsk eller animalsk form;

K.  der henviser til, at vegetabilsk protein er et centralt element i udfordringerne vedrørende fødevaresikkerhed og -suverænitet (for både mennesker og dyr), miljøbeskyttelse, global opvarmning og vedvarende energi; der henviser til, at proteiner er afgørende for livet og er til stede i al føde for såvel dyr som mennesker;

L.  der henviser til, at den samlede europæiske produktion af proteinrige råvarer er steget fra 24,2 til 36,3 mio. ton (+50 %) fra 1994 til 2014, men at det samlede forbrug i samme periode er steget fra 39,7 til 57,1 mio. ton (+44 %); der henviser til, at Unionens samlede proteinunderskud (20,8 ton i 2014) dermed er stigende; der henviser til, at verdensmarkedet for vegetabilske proteiner, som bl.a. omfatter soja og sojakager, har udviklet sig betydeligt i de sidste 50 år, og at forbruget af disse råvarer er steget kraftigt i alle medlemsstater, hvor forbruget af soja er steget fra 2,42 mio. ton i 1960 til omkring 36 mio. ton i dag; der henviser til, at EU's husdyrsektor er stærkt afhængig af importen af sojabønner og sojakager fra tredjelande, især fra Sydamerika; der henviser til, at efterspørgslen efter soja inden for EU kræver dyrkning af et areal på næsten 15 mio. ha, hvoraf 13 mio. ha er i Sydamerika;

M.  der henviser til, at dyrkning af proteinafgrøder skaber en betydelig merværdi for miljøet, som ikke er truet af den relaterede anvendelse af plantebeskyttelsesmidler;

N.  der henviser til, at Kina er blevet verdens største importør af soja og har udarbejdet sin egen specielle og uigennemsigtige forsyningssikkerhedsstrategi, der ikke er baseret på klassiske markedsmekanismer, men på produktionskontrakter med verdens største sojaleverandør, Brasilien, og på massive investeringer i landets produktions- forarbejdnings- (knusnings-) og havnetransportinfrastruktur på miljøets bekostning; mener, at denne internationaliseringsstrategi fra den kinesiske landbrugsindustrisektors side kan påvirke de fremtidige markedsforsyninger af soja og oliefrø til EU, der også er en af Brasiliens store kunder, og udgøre en trussel mod markedsstabiliteten i EU;

O.  der henviser til, at størstedelen af den soja, der importeres til EU, stammer fra genmodificerede afgrøder, og at europæiske forbrugere nærer mistillid til denne teknologi; der henviser til, at der er stigende interesse for lokale ikke-GMO-produkter og stigende bekymring for importens kulstofaftryk; der henviser til, at mange sojabønneproducenter og -forarbejdningsvirksomheder, foderproducenter og repræsentanter for fødevareindustrien (kødproducenter, mælke- og ægproducenter og andre brugere af sojabønner), handelskæder og andre relevante institutioner inden for EU går ind for bæredygtige, certificerede GMO-frie systemer til produktion af sojabønner;

P.  der henviser til, at europæisk landbrug for at opfylde EU's behov for fødevarer har undergået en forandring inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik; der henviser til, det har intensiveret produktionen, samtidig med at landbrugsprodukt- og råvaremarkederne er blevet mere åbne, hvilket har øget EU's afhængighed af import af vegetabilske proteiner fra Nord- og Sydamerika; der henviser til, at globaliseringen har medført en konvergens mellem kostvaner og specialisering af bedrifter, hvilket har givet anledning til omfattende bevægelser over store afstande af råmaterialer til produktion af proteiner, hvad enten det drejer sig om syntetisk kvælstofgødning eller proteinrige råvarer til foder, med deraf følgende indvirkning på miljøet og klimaet;

Q.  der henviser til, at produktionen af proteinafgrøder, især soja, der importeres med henblik på produktion af foder, er en af de vigtigste drivkræfter for ændringer i arealanvendelsen, ligesom den er en betydelig drivkraft for skovrydning i mange regioner uden for Europa; der henviser til, at den øgede dyrkning af proteinafgrøder kan udgøre et vigtigt supplement til foranstaltninger til fremme af forsyningskæder for landbrugsråvarer, der ikke indebærer skovrydning; der henviser til, at håndteringen af den globale udfordring med skovrydning og skovødelæggelse er blevet endnu vigtigere i lyset af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og Paris-aftalen om klimaændringer;

R.  der henviser til, at det kvælstof, der er nødvendigt for planters ernæring og for produktionen af vegetabilske protein, med undtagelse af bælgplanteafgrøder, i dag primært kommer fra syntetisk kvælstofgødning, som er dyr og energiintensiv at producere, medfører forurening af både vand og luft og sætter et stort økologisk fodaftryk på grund af de store mængder fossile brændstoffer, der forbruges under produktionsprocessen; der henviser til, at dette ikke bidrager til målet om overgang til en cirkulær økonomi og effektivisering af anvendelsen af vores ressourcer og affaldsstrømme; der henviser til, at det på den baggrund er vigtigt at nytænke hele proteinspørgsmålet lige fra produktion til forbrug med hensyn til produktions- og miljøeffektivitet gennem en bedre lukning af kvælstofkredsløbe, herunder anvendelsen og udviklingen af organiske kvælstofgødninger såsom genanvendte næringsstoffer fra organiske affaldsstrømme som f.eks. husdyrgødning;

S.  der henviser til, at bestræbelserne på at reducere EU's afhængighed af import af vegetabilske proteiner forudsætter, at vi ikke kun fokuserer på proteinrige afgrøder, der skal dække drøvtyggere og ikkedrøvtyggeres behov, men også på alle andre afgrøder (herunder foderafgrøder og græs), som på trods af et lavere proteinindhold dyrkes på arealer i alle områder af Unionen; der henviser til, at der er mange fordele ved græsning på græsarealer for drøvtyggere, herunder reducering af landbrugets produktionsomkostninger;

T.  der henviser til, at der ikke vil ske nogen stigning i produktionen af vegetabilsk protein uden en forbedring af rentabiliteten for sådanne planter, og at der i dag er brug for at implementere en effektiv og ambitiøs strategisk plan for forsyningen med vegetabilsk protein som støtte for en bæredygtig udvikling af europæisk landbrug; der henviser til, en sådan plan kræver mobilisering af en lang række EU-politikker, navnlig den fælles landbrugspolitik;

U.  der henviser til, at Den Europæiske Unions støtte til målsætningen om europæisk proteinselvforsyning gennem de seneste årtier har hvilet på tre søjler, nemlig frivillig koblet støtte til proteinafgrøder og olieafgrøder, EU-politikken for biobrændstoffer samt kravet om øremærkning af 30 % af den direkte støtte til grøn omlægning, som blev indført ved den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, herunder forpligtelsen til at afsætte 5 % af det dyrkbare areal til økologiske fokusområder samt beslutningen om at tillade dyrkning af kvælstofbindende afgrøder og mellemafgrøder;

V.  der henviser til, at landbrugernes interesse for kvælstofbindende og proteinrige afgrøder er steget betydeligt, fordi de hjælper landbrugerne med at leve op til kravene under politikken for grøn omstilling, og at denne interesse vil tilskynde planteavlere til at genoptage eller øge deres aktiviteter omkring disse afgrøder;

W.  der henviser til, at de foranstaltninger, der blev indført under den fælles landbrugspolitik i perioden 2000-2013, ikke i sig selv har kunnet vende den nedgående eller stagnerende tendens i den europæiske proteinproduktion, men at disse tiltag i kombination med den grønne omlægning, der giver mulighed for dyrkning af proteinafgrøder på økologiske fokusområder fra 2013, har medført en stærk stigning i produktionen af proteinafgrøder i EU;

X.  der henviser til, at den politiske aftale om den fælles landbrugspolitik, som Parlamentet, Rådet og Kommissionen nåede frem til i 2013, giver mulighed for at dyrke kvælstofbindende afgrøder på økologiske fokusområder;

Y.  der henviser til, at forskning har vist, at dyrefoderproducenter ofte tilføjer flere proteiner til dyrefoderet, end hvad anses for nødvendigt, og at der kan opnås effektivitetsgevinster ved bedre præcisionsbestemmelse af det nødvendige proteinindhold for måldyret;

Z.  der henviser til, at antallet af forskningsprogrammer, der beskæftiger sig med vegetabilsk protein, som følge af det ringe omfang af dyrkning af proteinafgrøder i EU er faldende, og at det samme gælder uddannelse, innovation og opnåelse af praktisk erfaring i EU; der finder, at effektiviteten af innovationen bør forbedres og politikken for forskning i proteiner styrkes, men at dette kun vil lykkes, hvis det understøttes med politiske tilsagn på mellemlang til lang sigt; der påpeger, at proteinforskningspolitikken også bør omfatte hjemmedyrkede bælgplanter, der er tilpasset lokale forhold;

AA.  der henviser til vigtigheden af at støtte planteavlsaktiviteter for at udvikle nye sorter af proteinafgrøder, der kan bidrage til en højere proteinproduktion i EU; der henviser til, at effektive planteavlsaktiviteter kræver en langsigtet forskningspolitik med tilstrækkelig finansiering og et egnet reguleringsmiljø, der tilskynder til innovation;

AB.  der henviser til, at Kommissionen allerede støttet og er i færd med at støtte en række relevante projekter, bl.a. under temaet "SFS-44-2016 – Et fælles planteavlsprogram for at mindske EU's og Kinas afhængighed af proteinimport"; der henviser til passende kommunikation, formidling og udnyttelse af resultaterne af sådanne projekter, således at fremtidige politiske beslutninger på dette område er baseret på dokumentation;

AC.  der henviser til, at omkostningerne til soja stort set er fordoblet i reale tal siden 2007;

1.  mener, at det er på tide at iværksætte en overordnet strategisk plan for produktionen af og forsyningen med vegetabilske proteiner, der baserer sig på bæredygtig udvikling af alle de afgrøder, der dyrkes i hele EU; mener, at denne ændring vil indebære en væsentlig ændring i vores produktionssystemer for at gøre det muligt for landbrugerne at opretholde deres levevej og samtidig opfylde de krav, der skal opfyldes for at opnå en cirkulær økonomi og bæredygtig landbrugsproduktion, baseret på principper såsom agroøkologi og andre miljøvenlige metoder, herunder lavinput-fodringsstrategier for drøvtyggere baseret på såvel permanente græsningsarealer som midlertidige græsarealer på agerjord;

2.  opfordrer Kommissionen til straks at tage skridt til at undgå enhver reduktion af det nuværende produktionsniveau for proteinafgrøder under hensyntagen til de miljømæssige fordele, der følger med den konventionelle dyrkning af kvælstofbindende afgrøder i økologiske fokusområder;

3.   bemærker, at bælgafgrøder kan være en fordel for miljøet på grund af deres potentiale for at binde kvælstof fra atmosfæren; tilføjer, at disse fordele omfatter reduktion af anvendelsen af gødning baseret på fossile brændstoffer, forbedring af jordbundens kvalitet og fertilitet samt, i forbindelse med vekseldrift, mindskelse af omfanget af sygdomme hidrørende fra vedvarende monokultur og beskyttelse og styrkelse af biodiversiteten; understreger endvidere, at disse afgrøders biologiske kvælstofbinding kan bidrage til at begrænse inputomkostningerne og de mulige negative miljøvirkninger, der er forbundet med overforbrug af gødningsstoffer;

4.  opfordrer til, at der oprettes en europæisk platform, støttet af EU's Markedsobservatorium for Afgrøder, der kan gøre det muligt at identificere europæiske proteindyrkningsområder efter afgrødekategori og beliggenhed, skabe tekniske referencer, som er tilgængelige for alle landbrugere, fastsætte den europæiske proteinproduktionskapacitet for at lette afsætningen og katalogisere al offentlig og privat forskning i proteiner;

5.  henstiller, at der fokuseres på alle kilder til vegetabilsk protein, dvs. på afgrøder, der anvendes både i fødevarer og foder, og på støtte til udvikling og markedsføring af nye plantebaserede proteiner; mener endvidere, at der bør forskes mere i alternative proteinkilder;

6.  påpeger, at produktion af soja i Sydamerika er en vigtig faktor i forbindelse med ændringer i arealanvendelsen og er årsag til en række økologiske problemer såsom pesticidforurening af grundvand, erosion, vandmangel og skovrydning, der kan føre til et ødelæggende tab af biodiversitet; påpeger, at sojaproduktion har negative sociale og sundhedsmæssige konsekvenser i producentlandene, som forværres af svage jordbesiddelsesrettigheder, land grabbing, tvangsflytning og andre menneskerettighedskrænkelser;

7.  minder om, at BSE-krisen i 1990'erne og forbuddet mod at anvende forarbejdede animalske proteiner i dyrefoder, jf. forordning (EF) nr. 999/2001, har øget efterspørgslen på plantebaseret protein i Europa; bemærker, at alternative europæiske kilder til proteinfoder, såsom fiskemel, anvendes i den europæiske fiskeopdrætssektor;

De mange målsætninger for planen

8.  mener, at planen bør maksimere bæredygtig produktion af biomasse på egnede landbrugsarealer ved at udbrede anvendelsen af permanent plantedække, hvoraf en del kan afsættes til protein;

9.  finder det nødvendigt specifikt at undersøge potentialet for bælgplanter, hvad enten det er frøbælgplanter eller foderbælgplanter, da der er en række landbrugsmæssige, økonomiske og miljømæssige fordele forbundet med denne plantefamilie, herunder navnlig det faktum, at de binder kvælstof fra luften i kraft af deres symbiotiske system, således at de har mindre behov for syntetisk kvælstofgødning og næsten ikke kræver brug af pesticider; fremhæver, at bælgfrugter efterlader en god jordstruktur til den næste afgrøde takket være det kvælstof, de efterlader, hvilket kan give et merudbytte på 10-20 %; påpeger, at vekseldrift er til gavn for jordens kvalitet, mindsker forekomsten af sygdom og støtter biodiversitet;

10.  fremhæver herudover, at skadedyrs og patogeners reproduktionscyklus afbrydes i vekseldrift, herunder med bælgafgrøder, hvilket mindsker forekomsten af plantesygdomme og behovet for at anvende pesticider; bemærker, at en yderligere fordel er, at biodiversiteten også øges, når man går bort fra år-til-år-monokulturer;

11.  henstiller, at man, navnlig i regi af den fælles landbrugspolitik, yder støtte til dyrkning af soja i Europa ved at gøre det rentabelt og konkurrencedygtigt, da nye sorter er begyndt at åbne nye muligheder for visse regioner, hvor denne afgrøde kan tilpasse sig, men bemærker samtidig, at dette ikke bør overskygge dyrkelsen af andre proteinafgrøder (lupin, hestebønner, ærter, kikærter osv.); mener, at dette brede udvalg vil gøre det muligt at maksimere proteinproduktionen i alle Europas regioner, afhængigt af de lokale klimaforhold;

12.  opfordrer til, at der lægges større vægt på forvaltningen af græs- og kløverafgrøder, som på grund af de store arealer, de dækker, bidrager betydeligt til at dække proteinbehovet i foder (kun drøvtyggere); bemærker, at bælgfrugtafgrøder såsom kløver trives godt på græsarealer;

13.  henstiller, at vegetabilske proteinafgrøder som soja, lucerne, hestebønner og ærter samt afgrøder som kløver, esparsette og mange andre bælgplanter genindføres i storstilede dyrknings- og fodersystemer;

14.  påpeger behovet for at udvikle lokale og regionale proteinproduktions- og forarbejdningskæder ved at oprette grupper af landbrugere og ved at skabe tættere forbindelser mellem producenter af markafgrøder og husdyravlere (kontrakter om levering og udveksling, opførelse af decentrale, små til mellemstore bioraffineringsanlæg for "grønt protein") med henblik på at udveksle viden om egnede bælgplantesorter, vekseldrift og jordbundsforhold; finder det nødvendigt, at man med henblik herpå, via den fælles landbrugspolitik, bistår aktører, der påtager sig risici ved at indgå i korte forsyningskæder for proteinbaserede fødevarer og foderstoffer; fremhæver vigtigheden af ​direkte kontrakter mellem avlere og dyrefoderproducenter;

15.  opfordrer til at fremme produktionen af sorter af GMO-frie vegetabilske proteiner af høj kvalitet og med klar sporbarhed og mærkning (med hensyn til både deres produktionssted og de anvendte metoder) for at imødekomme de europæiske forbrugeres stigende interesse for GMO-frie produkter;

16.  finder det nødvendigt at fremme selvforsyningen med foder på såvel bedriftsniveau som regionalt niveau og for såvel drøvtyggere som enmavede dyr, herunder via egenproduktion af foder på bedriften;

17.  anser det for ønskeligt at minimere tabene ved høst og øge den ernæringsmæssige kvalitet ved at forbedre betingelserne for høst, opbevaring og forarbejdning (tørring, emballering osv.);

18.  mener, at det for at øge produktionen af vegetabilsk protein er nødvendigt at forøge disse afgrøders rentabilitet og udvikle metoder såsom vekseldrift (over mindst 3 år) og undersåning for bælgplanteafgrøder og øge blandingen af sorter og afgrøder i produktionssektorerne for bælgplanter (kløver/raps, triticale/ærter osv.) og foder (græsarter, bælgplanter, blandsæd osv.) for at gå over til et mere bæredygtigt landbrugsfødevaresystem, der understøtter et skifte fra inputintensiv dyrkning af afgrøder i monokultur i og uden for EU til et diversificeret agroøkologisk system;

19.   opfordrer til forskning i: egnethed til anvendelse i vekseldrift og blandingskulturer; udvælgelse af nye sorter og arter, der giver fleksibilitet for landbrugere til at tilpasse sig klimaændringer; stressresistens; afgrødeblanding; forbedring af udbytte; proteinindholdet i og fordøjeligheden af foder (spirede frø, rapsfrø osv.); forøgelse af planters resistens over for sygdomme; spiringsbiologien i ukrudt som funktion af ukrudtsbekæmpelse; foderomsætning; samt biostimulanser; understreger behovet for, at landbrugere råder over en sammenhængende værktøjskasse med bl.a. forvaltningspraksisser, teknikker og plantebeskyttelsesmidler til bekæmpelse af skadevoldere og andre faktorer, der kan påvirke afgrødernes ydelse og vækst i negativ retning;

20.  opfordrer til massive investeringer i forskning, herunder forskning i sorter med henblik på at gøre proteinafgrøder økonomisk interessante, da de kan være ugunstigt stillet i sammenligning med den fortjenstmargen, som opnås med andre afgrøder, udvikle flere afgrødesorter med henblik på at sikre udbytte, løse de agronomiske problemer, der begrænser dyrkningen af proteinafgrøder, og sikre tilstrækkelige mængder, hvilket er nødvendigt for at strukturere produktions- og distributionskæder; understreger, at det også er nødvendigt at udvikle proteinafgrøder, der er bedre tilpasset det europæiske klima, forbedre deres proteinværdi og at skabe sikkerhed for investeringer med henblik på at fremme forskning;

21.  anbefaler øget anvendelse af præcisionslandbrug, navnlig via digitalisering, for at afpasse plantegødnings- og dyrefodermængderne så nøjagtigt som muligt og derved mindske mængden af affald og visse former for forurening, og anbefaler samtidig at gøre større brug af mekaniske ukrudtsbekæmpelsessystemer;

22.  agter at tilskynde til erhvervelse af ny viden, overførsel af viden, uddannelse og løbende efteruddannelse samt at yde støtte til alle former for innovation og anvendt forskning inden for både fødevarer og foder;

23.  opfordrer til at støtte alle former for innovation og anvendt forskning ved at dele erfaring og viden og navnlig ved at tage udgangspunkt i aktører i felten, som råder over innovative løsninger;

24.  opfordrer til bæredygtighedskriterier for foderimport for at sikre en bæredygtig produktion af proteinplanter i tredjelande, som ikke medfører negative miljømæssige eller sociale konsekvenser;

25.  fremhæver den rolle, som kostundervisning kan spille med hensyn til at påvirke efterspørgslen efter fødevarer; understreger behovet for at indføre kostvejledning på enten EU- eller medlemsstatsplan med henblik på at fremme en sund kost, samtidig med at de miljømæssige problemer ved fødevareproduktion imødegås;

26.  finder det nødvendigt at styrke den tekniske støtte til landbrugerne og rådgivningstjenesterne med henblik på at fremme bæredygtig produktion af bælgplante- og foderprotein;

Instrumenter i planen

27.  mener, at en sådan plan kræver mobilisering og tilpasning af adskillige EU-politikker, nemlig den fælles landbrugspolitik, forskningspolitikken, miljø- og klimaindsatspolitikkerne, energipolitikken samt naboskabs- og handelspolitikken;

28.   finder det vigtigt, at den fælles landbrugspolitik støtter proteinafgrøder ved hjælp af forskellige metoder såsom den frivillige koblede støtte – som ikke bør være begrænset til visse afgrøder og vanskeligt stillede regioner men give mulighed for mere omfattende tiltag – og den grønne komponent samt ved hjælp af den anden søjle, navnlig i form af landbrugs- og miljøforanstaltninger vedrørende økologisk og andre typer af landbrug, investeringer, kvalitet, bedriftsrådgivningssystemet (FAS), uddannelse samt naturligvis innovation gennem det europæiske innovationspartnerskab; fremhæver, at indførelsen af en kombineret betaling har drevet produktionen af proteinafgrøder i nogle medlemsstater;

29.  mener, at der bør tages ved lære af erfaringerne fra nyligt indførte forbud mod anvendelse af pesticider i økologiske fokusområder, selv om de i 2016 omfattede 15 % af agerjorden i EU (8 mio. hektarer), og næsten 40 % af dette arealet anvendes til kvælstofbindende afgrøder eller mellemafgrøder; mener, at økologiske fokusområder som led i den generelle mobilisering af alle brugbare landbrugsarealer i autonomiplanen for vegetabilske proteiner kan benyttes til proteinproduktion både i konventionelt landbrug – med integreret bekæmpelse af skadegørere, der tager hensyn til, at landbrugere, der dyrker disse afgrøder i økologiske fokusområder, ikke altid kan være sikre på, at de har mulighed for at reagere på invasioner af skadegørere – og i økologisk landbrug, eftersom det for at erstatte sojaimporten til EU er nødvendigt, at hvad der svarer til næsten 17 mio. ha vil skulle reserveres til sojadyrkning i EU; mener endvidere, at de miljømæssige fokusområder er nødvendige for at styrke biodiversiteten, som er truet, og af hensyn til vores fødevareforsyning, da denne biodiversitet navnlig ved forbedring af bestøvningen kan øge udbyttet af tilstødende afgrøder, som kan være proteinafgrøder, med omkring 20 %;

30.  anbefaler, at man tilpasser reglerne for grøn omlægning til bevarelsen af permanente græsarealer, således at der i visse regioner i højere grad tages hensyn til lucernes specificitet, alene eller blandet med græsarter, på midlertidige græsarealer, som er af mere end fem år gamle, da en sådan aldersgrænse betyder, at de hører under kategorien permanente græsarealer efter definitionen i lovgivningen, hvilket begrænser ompløjningen efter femårsperioden, selv om en genbeplantning vil gøre det muligt at producere en stor mængde foderprotein og opnå større proteinautonomi for de pågældende bedrifter;

31.  konstaterer med tilfredshed, at Parlamentet i forbindelse med omnibusrevideringen af den fælles landbrugspolitik har opnået en ændring af omregningsfaktoren for kvælstofbindende afgrøder fra 0,7 til 1 som kompensation for forbuddet mod brug af pesticider i økologiske fokusområder;

32.  er af den opfattelse, at en europæisk proteinstrategi bør tage hensyn til den omarbejdede udgave af direktivet om vedvarende energi, direktivet om dobbelt anvendelse af proteiner og deres biprodukter, affald og restprodukter i den cirkulære økonomi, og bør tilskynde til vekseldrift og diversificering og udnyttelse af brakjord i overensstemmelse med de grønne foranstaltninger i den fælles landbrugspolitik;

33.  finder det vigtigt at den fremtidige fælles landbrugspolitik tager højde for yderligere forslag til støtte af dyrkningen af vegetabilsk protein såsom forslaget om vekseldrift på agerjord af en varighed på mindst 3 år; understreger i denne forbindelse, at medlemsstater, hvor sygdomme på grund af vådt vejr er fremtrædende, kan have brug for en længere periode med vekseldrift; mener også, at det er særlig relevant at indføre en økosystemsbetaling, der er mere fleksibel end den grønne betaling, for at anerkende bælgplante- og oliefrøafgrøders gavnlige virkninger for biodiversiteten, herunder for ernæringen af bestøvere, skabe risikotagningsmekanismer for innovatorer og åbne en underprioritet for proteiner i politikken for udvikling af landdistrikterne;

34.  understreger behovet for at indføre nye instrumenter, de kan bidrage til at øge udbuddet af vegetabilske proteiner, herunder soja, samt at sikre en ensartet gennemførelse i alle medlemsstaterne;

35.  mener, at den nuværende forskning med henblik på at udvikle en strategi for proteinafgrøder er fragmenteret og mangler fokus; opfordrer til, at forsknings- og udviklingsindsatsen, navnlig inden for offentlig forskning, øges inden for de underudviklede proteinafgrøder, der kan anvendes både til konsum og foder, men kun har ringe eller slet ingen interesse for private investorer, og alternative proteiner såsom insektprotein og alger; opfordrer til større samarbejde mellem offentlige og private forskningsinstitutioner; understreger behovet for et regelsæt, der støtter forsknings- og innovationsprogrammer med henblik på at opnå en større og konkurrencedygtig proteinproduktion;

36.  anbefaler øgede investeringer i industri- og landbrugsforskningsprojekter, der fokuserer på at øge kvaliteten og mangfoldigheden af​ funktionelle proteiner til konsum;

37.  finder det nødvendigt at sikre vores autonomi i forsyningen med soja gennem et større samarbejde med vores nabolande samt at diversificere og sikre holdbarheden af leverancerne af proteiner fra lande uden for EU, navnlig fra nabolande, som har valgt at satse på Europa, og som producerer soja, der kan bringes ind i EU via Donaufloden; kræver, at disse importvarer overholder samme sociale og miljømæssige standarder, som gælder for produktion inden for Europa, og påpeger, at dyrkning af GMO-fri soja er ønskelig med henblik på at imødekomme forbrugernes efterspørgsel;

38.  anerkender, at nutidens landbrugspraksis er utænkelig uden soja, selv om denne yderst vigtige bælgplanter i en ikke fjern fortid næsten var ophørt med at blive dyrket i Europa, men at sojaproduktionen er steget fra 17 mio. tons i 1960 til 319 mio. tons i 2015;

39.  opfordrer til at foretage tilpasninger af den fælles landbrugspolitiks anden søjle for at sikre en bedre anerkendelse af og godtgørelse for bidraget med afgrøder, der giver ernæring til bestøvere på kritiske tidspunkt af sæsonen (tidlige blomstrende planter i foråret), og deres bidrag til modvirkning af tilbagegangen i bestøverbestandene;

40.  støtter etableringen af gennemsigtige ordninger for mærkning af produkter på basis af certificerede produktionsstandarder, eksempelvis Donau-soja- og Europa-sojastandarderne;

41.  mener, at selv om Blair House-aftalen fra 1992 stadig er gældende, er den reelt forældet og bør ikke stå i vejen for bæredygtig udvikling af proteinafgrøder i Europa;

°

°  °

42.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

• [1]  EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 58.
• [2]  Betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002, (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013, (EU) nr. 1307/2013, (EU) nr. 1308/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014, (EU) nr. 652/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 541/2014/EU.
• [3]  Rådets Generalsekretariat (OR. en) 10055/17, Bruxelles, den 7. juni 2017.
• [4]  EFT L 147 af 18.6.1993, s. 25.
• [5]  De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO), Internationalt Bælgfrugtår (IYP): Sunde frø til en bæredygtig fremtid.
• [6]  IP/B/AGRI/IC/2012-067 (PE 495.856).
• [7]  Forordning (EF) nr. 999/2001.

BEGRUNDELSE

I. DEN NUVÆRENDE SITUATION

I de seneste 15 år har Parlamentet flere gange udtrykt sig om proteinproblematikken og om nødvendigheden af en europæisk proteinplan. Disse initiativer er desværre aldrig blevet modtaget positivt, og EU er stadig afhængig af import af vegetabilske proteiner. Det ser ud til, at situationen nu er mere gunstig for en fornyet undersøgelse af spørgsmålet. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har nemlig sat spørgsmålet på deres dagsordener. I juni i år udstedte Rådet en sojabønneerklæring, og Kommissionen bebudede et initiativ af kommissær Phil Hogan om en proteinstrategi for Europa.

Tidligere fokuserede problematikken omkring protein i foder på proteinrige råvarer og på vores proteinunderskud, som vi har forsøgt at kompensere gennem import af navnlig soja. Med henblik på at genoverveje problematikken omkring protein i EU anderledes er det vigtigt at minde om den rolle, som protein spiller i fødevarer til mennesker.

Proteinproblematikken er faktisk kompleks. Den er i centrum for to udfordringer, som det er nødvendigt vi reagerer på i dag: Fødevaresikkerhed og miljømæssige og klimatiske udfordringer.

1.  Proteiners centrale betydning for to vigtige udfordringer

a)  Fødevaresikkerhed

Løbende import af planteproteiner er nødvendig for husdyrhold.

Verdensmarkedet for proteiner i form af sojakager har i de seneste år ændret sig betydeligt, og det forventes at føre til fremtidige spændinger i nogle dele af verden, der er blevet meget store forbrugere af protein, særlig i form af kød.

I over 50 år er forbruget af soja steget kraftigt i alle landbrugslande, og denne råvare udgør nu 45 % af verdensmarkedet for proteiner. I Europa er forbruget af soja steget fra 2,42 mio. tons i 1960 til 36 mio. tons i dag. Andre steder og navnlig i Kina er forbruget bogstaveligt talt eksploderet. Kina er nu verdens største importør af soja, som det importerer fra den største producent og eksportør i verden, dvs. Brasilien. Vi bør være særlig opmærksom på dette forhold. Kina importerer mere end 2/3 af produktionen i Brasilien og har udarbejdet en strategi for at sikre sine fremtidige forsyninger, hvilket kan true vores egen og andres fremtidige forsyninger af soja.

I morgen kan vores regning for køb af soja derfor stige drastisk, og vi risikerer at blive utilstrækkeligt eller dårligt forsynet.

b)  Miljøspørgsmålet

Proteinproduktion, der indebærer brug af kvælstof i form af kunstgødning, har også en indvirkning på miljøet, eftersom den medfører en betydelig forurening (kaskadevirkning) af vandsystemerne, og der produceres drivhusgasser under produktionen. Bedre lukning af kvælstofkredsløbet forudsætter, at vi grundlæggende ændrer vores fødevare- og landbrugssystemer.

Proteinproblematikken sætter spørgsmålstegn ved landbrugs- og fødevareproduktionsmodellerne. Vi kan ikke længere være tilfredse med blotte tilpasninger til vores fødevaresystem, hvad angår behovet for import af proteinrige planter og masseproduktion af syntetisk kvælstofgødning, da sådanne tilpasninger kan medføre lokale ubalancer og skabe internationale spændinger. Vi har brug for alvorlig nytænkning af vores landbrugssystem, hvori proteinindholdet bør spille en større rolle, for at give os selv de største handlingsmuligheder med henblik på at mindske vores afhængighed af planteproteiner.

2.  Behovet for at overveje alle kilder til protein

a)  Et foderproteinregnskab i ubalance

Hvert år anvendes 477 millioner ton råvarer til fodring af dyr, hvoraf ca. 50 % kommer fra bedrifternes produktion af græs og foder, mens resten kommer fra markafgrøder og importerede produkter.

Efterspørgslen efter planteproteiner ud over produktionen af foder er ca. 45 mio. tons om året. Dette behov er dækket 60 % af biprodukter som sojakager og 40 % af korn og olieholdige afgrøder.

Unionen har en selvforsyningsgrad på 38 %, hvad angår alle de proteiner, der indgår i foderstoffer. Denne andel er med 5 % især lav for sojakager, som bruges til ca. 1/3 af proteinforsyningen.

b)  Et potentiale, der kan udnyttes

En stræben efter større autonomi forudsætter ikke kun fokus på proteinrige afgrøder, men også på proteinfattige afgrøder, der dyrkes på store arealer i alle Unionens områder. Denne udvidelse til alle kilder til protein giver mulighed for at samle regionerne i Europa i en fælles proces for bæredygtig udvikling og begrænsning af vores afhængighed af protein.

Der er i EU et meget bredt udvalg af afgrøder og sorter. Der er frøbælgplanter såsom olieholdige afgrøder (raps, solsikke, soja) og proteinafgrøder (ærter, kikærter, bønner, lupiner, hestebønner). I de seneste år er mængden af rapsoliekager steget betydeligt takket være udviklingen af agrobrændstoffer. Sojaproduktionen er forbleven beskeden, men interessen herfor kan stige på grund af mere tilpassede sorter, større udbytte og et større økonomisk incitament i forhold til korn. Soja kan også bruges i fødevarer (mælk, tofu). Andre frøproduktioner som foderærter, hestebønner, lupiner og kikærter må ikke glemmes, forudsat at forskningen finder frem til nye sorter og metoder til bekæmpelse af visse skadegørere. Der er også foderbælgplanter, der nævnes mindre, men som ofte i renkultur eller i kombination kan spille en vigtig rolle for besætningers uafhængighed og forbedring af landbrugsmetoder. Endelig bør forbedringen af kvaliteten af korn også tages i betragtning i vores proteinregnskaber.

II. EN BRED OG AMBITIØS STRATEGISK PLAN FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING AF PROTEINAFGRØDER I EUROPA

Flere fællesskabspolitikker, der påvirker proteinsituationen, skal mobiliseres og tilpasses for at understøtte denne europæiske proteinplan.

a)  Den fælles landbrugspolitik

Inden for den nuværende ramme

Det synes hensigtsmæssigt at give direkte støtte til proteinproduktion via ordningerne under første søjle for at muliggøre en gennemførelse af proteinplanen i hele Unionen.

Forskellige former for grøn omlægning er af interesse for produktion af proteiner begyndende med diversificering af afgrøder, økologisk landbrug og certificeringsordninger, som begge fremmer landbrug, der praktiserer rotationer og en variation af proteinafgrøder i vekseldrift. De miljømæssige fokusområder (MFO) kan kun i begrænset omfang anvendes til at producere proteiner, uden at det er nødvendigt at anvende pesticider.

I betragtning af antallet af medlemsstater, der har gjort brug af ordningen med frivillig koblet støtte, er denne det mest hensigtsmæssige redskab til udvikling af proteinafgrøder, og omfanget af denne støtte kunne udvides, forudsat at anvendelsen ikke begrænses til regioner og sektorer, der er i en vanskelig situation.

Søjlen til udvikling af landdistrikterne giver mulighed for en række former for støtte, der gavner udviklingen af proteinproduktion: de miljømæssige landbrugsforanstaltninger, foranstaltningerne til investeringer på bedrifter til produktion og forarbejdning, til kvalitet, rådgivning, uddannelse, innovation og til økologisk landbrug.

Inden for rammerne af justeringen eller reformen af den fælles landbrugspolitik

Vi kan foreslå nogle justeringer af visse eksisterende værktøjer. For grønne betalinger kan rotationskravet (mindst 3 år) være et nyttigt supplement til diversificering. Det vil tilvejebringe store landbrugsmæssige og miljømæssige fordele (bedre bekæmpelse af skadedyr, forbedring af jordkvaliteten osv.). Blanding af afgrøder kan også overvejes. Koblede betalinger bør ikke længere underlægges kriteriet om sektor og region i vanskeligheder, når de anvendes til at støtte proteinafgrøder. De bør gøres mere fleksible for at lette brugen af de tilgængelige rammebeløb.

Andre ordninger kan også overvejes inden for rammerne af en reform af den fælles landbrugspolitik: en støtte til dyrkning af bælgplanter under den første søjle for økosystemtjenester og en specifik støtte til risikotagning med henblik på at opbygge proteinsektorer i regionerne. Det er også muligt at kombinere alle disse former for landbrugsstøtte med finansiering fra EFRU.

b)  Forskningspolitik.

EU har aldrig udvist stor vilje til at fremme forskning i bæredygtige løsninger til at reducere vores afhængighed af planteproteiner. Investering i offentlig forskning er meget vigtig for afgrøder, der kun er udviklet i begrænset omfang, og som kun lidt eller overhovedet ikke interesser den private sektor.

c)  Naboskabspolitik

Nogle regioner lige uden for EU, såsom Ukraine har produktions- og klimaforhold, der er gunstige for udvikling af sojaproduktion. Soja dyrkes allerede nu i dette store landbrugsland. Et samarbejde på sojaområdet med dette land, der er i strid med sin nabo Rusland og som har valgt at vende sig mod Europa, vil være fornuftigt, da vi importerer tonsvis af korn fra denne region, der kommer i konkurrence med vor egen produktion.

d)  Handelspolitik

I 60'erne indgik Det Europæiske Fællesskab GATT-aftaler, der fremmede en massiv import af protein fra tredjelande og navnlig USA, hvilket gjorde det muligt at indføre disse råvarer toldfrit på europæisk område, hvilket vi havde brug for. Disse aftaler blev overtaget i Blair House-aftalerne fra 1992 uden ændring af afgifterne ved vores grænser, selv om vi havde et stort kornoverskud. Desuden blev der samtidigt indgået et aftalememorandum med USA for at begrænse den støtte, som Det Europæiske Fællesskab kunne give sektoren for olieholdige frø. Jeg vil blot i min betænkning bemærke, at disse aftaler er forældede i dag og ikke længere afspejler de faktiske forhold i vor tid, navnlig hvad angår de globale miljømæssige og klimatiske udfordringer, som tvinger os til at nytænke vores produktions- og forbrugsmønstre.

UDTALELSE fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (11.12.2017)

til Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

om en europæisk strategi til fremme af proteinafgrøder – Fremme af produktionen af proteinafgrøder og bælgplanter i EU's landbrugssektor
(2017/2116(INI))

Ordfører for udtalelse: György Hölvényi

FORSLAG

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A.   der henviser til, at den europæiske mangel på proteinafgrøder kan føres tilbage til tidligere indgåede internationale handelsaftaler, især med USA, som gjorde det muligt for EU at beskytte sin kornproduktion, men til gengæld tillod toldfri import af proteinafgrøder og olieafgrøder til EU (den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel og Blair House-aftalen mellem EU og USA fra 1992); der endvidere henviser til de betydelige fremskridt med hensyn til effektiviteten af produktionen af proteinafgrøder i tredjelande, der skaber konkurrencemæssige ulemper for EU's landmænd, for hvem produktionen af proteinafgrøder økonomisk set ikke er tilstrækkeligt interessant;

B.   der henviser til, at afgrøder fra Brasilien, Argentina og USA ikke er underlagt de samme miljømæssige, sundhedsmæssige og lovmæssige krav eller regler for genmodificerede organismer som europæiske afgrøder;

C.   der henviser til, at retssikkerhed, stabilitet og sammenhæng i de offentlige europæiske politikker bør være et centralt element i enhver langsigtet strategi vedrørende proteiner;

D.   der henviser til, at Den Europæiske Union gennem de seneste årtier primært har anvendt tre løftestænger for at støtte målsætningen om europæisk proteinselvforsyning, nemlig frivillig koblet støtte til proteinafgrøder og olieafgrøder, EU’s politik vedrørende biobrændstoffer samt kravet om øremærkning af 30 % af den direkte støtte til grøn omlægning, som blev indført ved den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, herunder forpligtelsen til at afsætte 5 % af det dyrkbare areal til økologiske fokusområder samt beslutningen om at tillade dyrkning af kvælstofbindende afgrøder og mellemafgrøder;

E.  der henviser til, at antallet af forskningsprogrammer, der beskæftiger sig med vegetabilsk protein, som følge af det ringe omfang af dyrkning af proteinafgrøder i EU er faldende, og at det samme gælder uddannelse, innovation og praktisk erfaringsopbygning i EU; der henviser til, at forskningspolitikken for at lykkes skal ledsages af mellemlangsigtede og langsigtede politiske forpligtelser;

1.  der henviser til, at Den Europæiske Union kun anvender 3 % af sit dyrkbare areal til proteinafgrøder og importerer over 70 % af sit forbrug af proteinrigt foder, som for størstedelens vedkommende udgøres af GMO-afgrøder, hovedsageligt fra Brasilien, Argentina og USA; understreger, at det er nødvendigt at fremme dyrkningen af proteinafgrøder for at mindske EU's importafhængighed samt landbrugets kulstof- og miljøaftryk;

2.  mener, at fremme af dyrkningen af proteinafgrøder som vekselafgrøder også kan udgøre et effektivt redskab i overgangen til mere bæredygtige landbrugsfødevaresystemer og støtte et skift fra inputintensive monokulturer med et højt input af syntetiske kemiske produkter og stor miljømæssig påvirkning til diversificerede systemer for økologisk landbrug og desuden bidrage til at genetablere et gunstigt miljø og øge fødekilderne for bestøverne, hvilket er afgørende for biodiversiteten;

3.  fremhæver, at tilgængeligheden af statistiske data vedrørende viden om dyrkning af og handel med proteinafgrøder og forbrugernes præferencer i denne henseende, landmændenes initiativer med henblik på dyrkning af proteinafgrøder samt proteinafgrødernes indvirkning på miljø, sundhed og ernæring, er væsentlige for lanceringen, udviklingen, gennemførelsen og overvågningen af en europæisk strategi til fremme af proteinafgrøder;

4.  fremhæver, at proteinafgrøder ikke blot omfatter soja, men også korn og foderbælgplanter, som kan dyrkes under forskellige klima- og jordbundsforhold i hele Europa; bemærker, at proteinafgrøder anvendes til fødevarer, i dyrefoder og som brændstof; anser det for vigtigt at fremme bevarelsen og dyrkningen af hjemmehørende sorter;

5.  minder om, at BSE-krisen i 1990'erne og forbuddet mod at anvende forarbejdede animalske proteiner i dyrefoder, jf. forordning (EF) nr. 999/2001, har øget efterspørgslen på plantebaseret protein i Europa; bemærker, at alternative europæiske kilder til proteinfoder, såsom fiskemel, anvendes i den europæiske fiskeopdrætssektor;

6.  mener, at der bør skabes forudsætninger for udviklingen af en leve- og bæredygtig hjemlig proteinproduktion i EU, hvilket ikke alene ville medføre økonomiske fordele for landmænd og producenter af dyrefoder og fødevarer til forbrugerne, men også have en lang række gavnlige virkninger for miljøet og klimaet, eksempelvis evnen til at binde kvælstof fra atmosfæren, således at både CO₂-emissionerne som følge af produktionen af syntetiske kemiske gødningsstoffer, hvorunder der anvendes store mængder energi, og af emissioner af kvælstofoxid i forbindelse med dyrkningen af proteinholdige bælgplanter mindskes, jordkvaliteten og forvaltningen af vandressourcerne forbedres, hyppigheden af sygdomme som følge af vedvarende dyrkning af den samme afgrøde nedbringes, og biodiversiteten beskyttes; bemærker endvidere, at kombineret dyrkning af korn og proteinafgrøder på samme jordstykke – en almindelig praksis i det økologiske landbrug – har vist sin berettigelse og ikke må tilsidesættes;

7.  fremhæver, at i sædskiftesystemer, hvori der indgår bælgafgrøder, afbrydes skadedyrs og patogeners reproduktionscyklus, hvilket mindsker hyppigheden af plantesygdomme; bemærker desuden, at også biodiversiteten øges, når man går bort fra monokulturer;

8.  bemærker, at bælgplanteafgrøder tiltrækker bestøvere, men at anvendelsen af insektbekæmpelsesmidler på disse afgrøder kan medføre, at bestøverne dør;

9.  minder om, at omkring 75 % af sojabønnerne bruges til dyrefoder, og at der dyrkes genmodificerede sojabønner på mere end 90 mio. ha på verdensplan, hvilket svarer til 82 % af det samlede areal med sojabønner; minder om, at andelen af genmodificerede sojabønner i USA ligger et godt stykke over 90 %;

10.  minder om, at EU er afhængigt af en massiv import af proteinrige fodermidler, hovedsageligt genmodificeret herbicidtolerant soja, hvilket ikke er ønskværdigt;

11.  understreger, at overdreven afhængighed af import fra Nord-, Syd- og Mellemamerika af soja, der ikke er underlagt de samme miljø-, sundheds- og reguleringsmæssige standarder som europæiske afgrøder, sammen med den øgede efterspørgsel på sojaprotein fra Kina, sætter Europas forsyningssikkerhed i en sårbar situation, navnlig i forbindelse med den øgede efterspørgsel som følge af verdens voksende befolkningstal og det stigende kødforbrug;

12.  understreger, at denne import medfører et betydelig kulstofaftryk og forårsager alvorlige miljøproblemer i oprindelseslandene såsom skovrydning, tab af biodiversitet, forringelse af økosystemet, økotoksikologiske virkninger, herunder på ikkemålarter, samt skader på lokale arbejdstageres sundhed, og har en negativ indvirkning på arealanvendelsen i de områder, hvor der produceres soja;

13.  bemærker, at størstedelen af den genmodificerede soja, der importeres til EU, er tolerant over for én eller flere plantegifte, eksempelvis glyphosat, der derfor er til stede som rester i de importerede fødevarer og foderstoffer;

14.  understreger, at EU ville have gavn af en produktion i stor målestok af proteinafgrøder, idet dets underskud af vegetabilske proteiner derved ville blive mindsket; anerkender de betydelige forhindringer, som det forholdsvis lave udbytte af egnede bælgplanter og disses ringe priskonkurrenceevne i forhold til importerede produkter udgør;

15.  bemærker, at køer og andre drøvtyggere har udviklet sig sideløbende med gavnlige bakterier, der omdanner græs og anden vegetation til en proteinrig fødekilde; understreger derfor, at det ud fra et miljømæssigt, sundhedsmæssigt eller økonomisk perspektiv ikke er ønskværdigt at fodre dyrene med importeret soja, der er blevet transporteret over lange afstande, når det er muligt at anvende lokale fødemidler;

16.  bemærker, at skiftet bort fra at fodre drøvtyggere med grøntfoder til at fodre dem med importeret soja og majs har ført til ødelæggelsen af regnskove, permanente græsarealer, enge og græsgange og resulteret i et ødelæggende tab af biodiversitet samt tab af kulstof som følge af ændret arealanvendelse;

17.  mener, at der for at mindske afhængigheden af importeret soja, som hovedsageligt anvendes til dyrefoder, bør tilskyndes til og skabes incitamenter for fodring baseret på græsarealer i Europa;

18.  bemærker, at der ud over fodring baseret på græsarealer også findes andre græsnings- eller fodermuligheder på midlertidige græsarealer, eksempelvis blandinger af græs og kløver og undersåning med bælgafgrøder såsom vikke og lupiner og bælgplanter såsom lucerne;

19.  støtter målsætningerne i den europæiske sojaerklæring og andre initiativer for at styrke produktion af ikkegenmodificeret soja og dyrkning af andre proteinafgrøder i Europa, forudsat at de i praksis gennemføres ansvarligt og overholder målsætningerne om at udvikle landbrugssystemer, der er bæredygtige, socialt retfærdige og økologisk modstandsdygtige;

20.  understreger nødvendigheden af at vække landmændenes interesse for dyrkning af proteinafgrøder;

21. bemærker, at denne aktivitet for at styrke landbrugernes incitamenter til at dyrke proteinafgrøder bør være økonomisk levedygtig;

22.  minder om, at den fælles landbrugspolitik har en afgørende indvirkning på landbrugernes beslutning om at dyrke eller opgive proteinafgrøder og derfor bør udnyttes fuldt ud inden for rammerne af de europæiske bæredygtighedsmål og i overensstemmelse med de forskellige initiativer med hensyn til produktion af proteinafgrøder og bælgplanter, som tages på nationalt plan;

23.  bemærker, at indførelsen af en frivillig koblet betaling for proteinafgrøder har bidraget til at øge produktionen i de medlemsstater, der anvender denne, og opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuldt brug af den;

24.  mener, at der i den kommende fælles landbrugspolitik bør indgå en betaling til proteinholdige bælgplanter, og at værktøjer med relation til proteinafgrøder bør anvendes bedre og mere målrettet, idet der anvendes incitamenter i stedet for straffeforanstaltninger;

25.  mener, at landbrugerne bør modtage støtte for at dyrke deres eget proteinfoder og at lade dyrene gå på græs, eftersom dette vil gøre dem mere selvforsynende og medføre højere standarder for dyrevelfærd;

26.  understreger, at det er vigtigt at skabe lige vilkår for produktion af proteinholdige bælgplanter i EU og derfor sikre lige muligheder for landmænd i alle medlemsstater;

27.  bemærker, at Blair House-aftalen stadig er i kraft, selv om mængden af dyrkede proteinafgrøder i EU er lav i øjeblikket; mener, at man bør genoverveje behovet for denne aftale, og bemærker ligeledes, at der findes WTO-undtagelsesbestemmelser for støtteforanstaltninger, der er socialt og miljømæssigt gavnlige;

28.  mener, at der, når det nyligt indførte forbud mod anvendelse af pesticider i økologiske fokusområder har været i kraft i nogle år, kan tages ved lære af de erfaringer, som gøres i forbindelse hermed;

29.  bemærker, at den primære funktion af forbuddet mod anvendelse af pesticider i miljømæssige fokusområder er at styrke økologiske processer ved at fremme biodiversiteten; bemærker derfor, at forbuddet mod pesticider i miljømæssige fokusområder er i overensstemmelse med lovgivningens mål;

30.  minder om, at biprodukter fra produktion af fødevarer og biobrændsel og visse forarbejdede animalske proteiner udgør vigtige alternative kilder til foderproteiner, og at deres udnyttelse bør fremmes; understreger, at biobrændstoffer er en del af den cirkulære økonomi, når de fremstilles af biprodukter, affald eller restprodukter, at de optager en lille del af landbrugsarealet, er gavnlige i forbindelse med sædskifte og afgrødediversificering og for så vidt angår anvendelse af brakjord i overensstemmelse med miljøtiltagene i den fælles landbrugspolitik, og at de ikke i sig selv forårsager prisstigninger på fødevarer;

31.  understreger, at lovgivningen om forarbejdet animalsk protein ofte er forældet og bør gøres mere egnet til formålet for at skabe mere plads inden for de lovgivningsmæssige rammer til at lette anvendelsen af alternative proteinkilder såsom insektproteiner;

32.  bemærker, at Kommissionens GLOBIOM-undersøgelse allerede omfatter fordelene ved samproduktion af dyrefoder og biobrændsel i form af lavere emissioner af drivhusgasser i skønnene over emissioner fra den anbefalede indirekte arealanvendelse;

33.  fremhæver, at bælgplanter er en vigtig kilde til vegetabilsk protein og derfor også spiller en vigtig rolle i sikringen af en bæredygtig og sund kost; mener, at mængden af ikkegenmodificerede proteinafgrøder af høj kvalitet, som dyrkes i EU, skal øges for at tilfredsstille forbrugernes voksende interesse for og efterspørgsel efter plantebaseret kost;

34.  fremhæver den rolle, som kostundervisning kan spille med hensyn til at påvirke efterspørgslen efter fødevarer; understreger behovet for at indføre kostvejledning på enten EU- eller medlemsstatsplan med henblik på at fremme en sund kost, samtidig med at de miljømæssige problemer ved fødevareproduktion imødegås;

35.  understreger, at de lave proteinpriser på verdensmarkedet, udfordrende klimaforhold, høje inputomkostninger og konkurrence fra proteinafgrøder fra lande uden for Europa er udfordringer, som skal imødegås;

36.  bemærker, at uafhængig videnskabelig forskning om stabilisering af udbytter og om modstandsdygtighed er særligt relevant i lyset af klimaændringerne;

37.  minder om, at forskningen, for at gøre dyrkningen af proteinafgrøder mere tillokkende for EU's landbrugere, også bør fokusere på udbytte og protein- og alkaloidniveauer samt på udviklingen af mere bæredygtige afgrødesystemer, navnlig afgrødesystemer, hvor der veksles mellem forskellige proteinafgrøder;

38.  understreger, at eksisterende strukturer, såsom bedriftsrådgivningssystemet (FAS) og det europæiske innovationspartnerskab, kan yde rådgivning til og uddannelse af landbrugere om dyrkning af proteinafgrøder, herunder i forbindelse med vekseldrift;

39.  støtter etableringen af gennemsigtige ordninger for mærkning af produkter på basis af certificerede produktionsstandarder, eksempelvis Donau-soja- og Europa-sojastandarderne;

40.  opfordrer til, at GMO-mærkningsreglerne udvides til at omfatte produkter fra dyr, der hovedsageligt er blevet fodret med genmodificeret foder;

41.  bemærker, at der også er et alvorligt behov for investering i udbredelse af viden, udveksling af god praksis og markedsudvikling; understreger betydningen af lokal og regional viden om jordbunde og egnede sorter af bælgplanter;

42.  understreger behovet for innovation og udvikling af forvaltningspraksisser og teknikker til bekæmpelse af ukrudt, skadedyr og andre faktorer, der kan påvirke afgrødernes udbytte og vækst negativt.

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	7.12.2017
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	45 1 1
Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer	Marco Affronte, Zoltán Balczó, Ivo Belet, Biljana Borzan, Paul Brannen, Soledad Cabezón Ruiz, Nessa Childers, Miriam Dalli, Angélique Delahaye, Stefan Eck, Bas Eickhout, Karl-Heinz Florenz, Gerben-Jan Gerbrandy, Arne Gericke, Jens Gieseke, Julie Girling, Sylvie Goddyn, Françoise Grossetête, Jytte Guteland, Karin Kadenbach, Urszula Krupa, Peter Liese, Norbert Lins, Susanne Melior, Rory Palmer, Piernicola Pedicini, Pavel Poc, John Procter, Julia Reid, Michèle Rivasi, Annie Schreijer-Pierik, Jadwiga Wiśniewska, Damiano Zoffoli
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Jørn Dohrmann, Herbert Dorfmann, Luke Ming Flanagan, Martin Häusling, Krzysztof Hetman, Merja Kyllönen, Gesine Meissner, Nuno Melo, Ulrike Müller, Gabriele Preuß, Bart Staes, Claude Turmes
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 200, stk. 2)	Norbert Erdős, Sven Schulze

RESULTAT AF AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I RÅDGIVENDE UDVALG

45	+
ALDE	Gerben-Jan Gerbrandy, Gesine Meissner, Ulrike Müller
ECR	Jørn Dohrmann, Arne Gericke, Urszula Krupa, John Procter, Jadwiga Wiśniewska
EFDD	Piernicola Pedicini
ENF	Sylvie Goddyn
GUE/NGL	Stefan Eck, Luke Ming Flanagan, Merja Kyllönen
NI	Zoltán Balczó
PPE	Ivo Belet, Angélique Delahaye, Herbert Dorfmann, Norbert Erdős, Karl-Heinz Florenz, Jens Gieseke, Françoise Grossetête, Krzysztof Hetman, Peter Liese, Norbert Lins, Nuno Melo, Annie Schreijer-Pierik, Sven Schulze
S&D	Biljana Borzan, Paul Brannen, Soledad Cabezón Ruiz, Nessa Childers, Miriam Dalli, Jytte Guteland, Karin Kadenbach, Susanne Melior, Rory Palmer, Pavel Poc, Gabriele Preuß, Damiano Zoffoli
VERTS/ALE	Marco Affronte, Bas Eickhout, Martin Häusling, Michèle Rivasi, Bart Staes, Claude Turmes

1	–
EFDD	Julia Reid

1	0
ECR	Julie Girling

Tegnforklaring:

+  :  in favour

–  :  imod

0  :  hverken/eller

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse	20.3.2018
Resultat af den endelige afstemning	+: –: 0:	35 1 6
Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer	John Stuart Agnew, Clara Eugenia Aguilera García, Eric Andrieu, José Bové, Daniel Buda, Nicola Caputo, Matt Carthy, Jacques Colombier, Michel Dantin, Paolo De Castro, Jean-Paul Denanot, Albert Deß, Herbert Dorfmann, Norbert Erdős, Luke Ming Flanagan, Beata Gosiewska, Martin Häusling, Anja Hazekamp, Esther Herranz García, Jan Huitema, Peter Jahr, Ivan Jakovčić, Jarosław Kalinowski, Zbigniew Kuźmiuk, Norbert Lins, Philippe Loiseau, Mairead McGuinness, Ulrike Müller, Maria Noichl, Marijana Petir, Laurenţiu Rebega, Bronis Ropė, Ricardo Serrão Santos, Czesław Adam Siekierski, Marc Tarabella, Maria Gabriela Zoană
Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere	Paul Brannen, Stefan Eck, Julie Girling, Elsi Katainen, Anthea McIntyre, Annie Schreijer-Pierik, Thomas Waitz

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

35	+
ALDE	Jan Huitema, Ivan Jakovčić, Elsi Katainen, Ulrike Müller
ECR	Beata Gosiewska, Zbigniew Kuźmiuk, Anthea McIntyre
ENF	Jacques Colombier, Philippe Loiseau
GUE/NGL	Luke Ming Flanagan
NI	Laurenţiu Rebega
PPE	Daniel Buda, Michel Dantin, Albert Deß, Herbert Dorfmann, Norbert Erdős, Julie Girling, Esther Herranz García, Peter Jahr, Jarosław Kalinowski, Norbert Lins, Mairead McGuinness, Marijana Petir, Annie Schreijer-Pierik, Czesław Adam Siekierski
S&D	Clara Eugenia Aguilera García, Eric Andrieu, Paul Brannen, Nicola Caputo, Paolo De Castro, Jean-Paul Denanot, Maria Noichl, Ricardo Serrão Santos, Marc Tarabella, Maria Gabriela Zoană

1	-
EFDD	John Stuart Agnew

6	0
GUE/NGL	Matt Carthy, Stefan Eck, Anja Hazekamp
Verts/ALE	Martin Häusling, Bronis Ropė, Thomas Waitz

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller