BETÆNKNING om gennemførelsen af foranstaltninger til kontrol af fiskevarers overensstemmelse med kriterierne for tiltrædelse af EU's marked

2.5.2018 - (2017/2129(INI))

Fiskeriudvalget
Ordfører: Linnéa Engström


Procedure : 2017/2129(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A8-0156/2018
Indgivne tekster :
A8-0156/2018
Vedtagne tekster :

BEGRUNDELSE – RESUMÉ AF FORHOLDENE OG KONKLUSIONER

Markedet for fisk i EU er det største i verden og står for en fjerdedel af al import. Vi importerede 8,8 mio. tons fiskevarer og akvakulturprodukter i 2016, sammenlignet med EU's produktion på 6,2 mio. tons. Vores afhængighed af import for næsten 60 % af det samlede udbud har en klar indvirkning på fiskeri- og handelspolitikken i EU.

EU-markedet er diskriminerende med hensyn til fisk og de betingelser, der skal være opfyldt for at markedsføre fisk. Forskelsbehandlingen ikke er til fordel for EU's fiskerisektor.

Betingelser for EU-fartøjer

Lad os se på de regler og standarder, som skal opfyldes af EU's fiskerisektor. Alle EU-flådens operationer er omfattet af den fælles fiskeripolitik. Som udvalget ved, er denne en vidtstrakt og detaljeret lovgivning om mange aspekter af fiskeri, med en omfattende kontrolordning (forordning 1005/2008, 1224/2009, 2017/2403) for at sikre, at medlemsstaterne anvender reglerne.

Derudover skal EU-flåderne overholde en lang række andre politikker, bl.a. vedrørende arbejdsstandarder, uddannelse, fartøjernes sikkerhed, forurening og andre miljøstandarder, beskatning og finanspolitiske regler og plantesundhedsstandarder.

Resultatet er en høj standard for fisk fanget i EU, der markedsføres i EU. Dette er, som det bør være, for EU's forbrugere skal kunne stole på produktets kvalitet og friskhed og på de forskellige sociale, økonomiske og miljømæssige standarder, der er blevet overholdt i produktionen. Forbrugeren bliver dog ikke engang informeret om, at fisken er fanget af et EU-fartøj — dette er "frivillige oplysninger".

Ikke desto mindre er der meget klare omkostninger i forbindelse med at overholde alle de ovennævnte politikker, regler og standarder: skatter, fiskeredskaber, der overholder reglerne, anstændige lønninger, mindre forurenende motorer, lagring af fisk under passende temperaturer og øvrige betingelser osv. I sidste ende skal fisk fanget af EU-operatører kunne afsættes til en bestemt pris på markedet for at være omkostningseffektive, samtidig med at de skal konkurrere med produkter fra tredjelandsoperatører, som ikke nødvendigvis er underlagt de samme begrænsninger.

Betingelser for tredjelandsfartøjer

Fisk, der bliver fanget af tredjelandsoperatører og importeret til EU, skal opfylde andre betingelser. Handlen med et meget lille antal marine arter er begrænset i henhold til CITES. EU's plantesundhedsstandarder gennemføres gennem bilaterale aftaler med tredjelande, der giver Kommissionen en liste over fiskerfartøjer og forarbejdningsvirksomheder, der anses for at opfylde EU's standarder og er godkendt til eksport til EU. IUU-forordningen har til formål at sikre, at fisk, der importeres til EU, ikke stammer fra IUU-fiskeri (ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri).

Der er en række forordninger, der omhandler tariffer (GSP, GSP+, Alt undtagen våben, autonome toldkontingenter osv.), men de drejer sig primært om størrelsen af den told, der skal betales, og ikke så meget om betingelserne for adgang til markedet. GSP+-forordningen kræver ratificering og anvendelse af en række internationale retsakter (ingen vedrørende fiskeri), men hvis Kommissionen vurderer, at dette ikke sker, mister landet sin præferencetold — dets fiskeprodukter bliver ikke forbudt.

Endelig er der en potentielt vidtrækkende lovgivning, som vil begrænse adgangen for fisk til EU's marked, forordning 1026/2012 om ikkebæredygtigt fiskeri, som vil gøre det muligt for EU at forbyde import fra lande, der ikke samarbejder om forvaltningen af bestande af fælles interesse.

Lige konkurrencevilkår?

En gennemgang af den gældende EU-ret, både fiskerirelaterede og andre regler, viser klart, at det vigtigste instrument til at skabe lige konkurrencevilkår mellem fisk produceret i EU og importeret fisk — hvilket alle påstår at være tilhænger af — er IUU-forordningen. Hver gang der finder drøftelser sted om at forebygge illoyal konkurrence ved at holde visse fiskeprodukter ude fra EU-markedet, er det lette svar, at dette er IUU-forordningens opgave. Et sådant svar er naivt og uærligt, da IUU-forordningen udelukkende er udformet med det formål at forhindre, at ulovligt fanget fisk kommer ind på EU-markedet.

IUU-forordningen

Vedtagelsen af IUU-forordningen var et vendepunkt i den globale bekæmpelse af IUU-fiskeri. Der er blevet skrevet meget om den, herunder for ganske nylig en briefing og infografik fra EPRS[1]. Kommissionen har lavet sin egen evaluering, og Fiskeriudvalget sponsorerede et studie af dens gennemførelse for et par år siden. Forskellige dele af civilsamfundet har også offentliggjort rapporter.

De fleste analyser er enige om, at forordningen fungerer rigtig godt. Der er en voksende liste over lande, som efter af EU at være blevet forhåndsudpeget som et land, der ikke samarbejder i bekæmpelsen af IUU-fiskeri, eller opført på listen over sådanne lande har forbedret deres fiskeriforvaltnings- og kontrolsystemer med henblik på at bevare deres adgang til verdens største marked for fisk. I betragtning af, at der hidtil ikke er nogen andre lande, der har haft modet til at indføre et lignende instrument til at holde ulovligt fanget fisk ude af deres marked, er det virkelig imponerende, hvor stor indflydelse denne forordning har på den globale forvaltning.

Gennemførelsen af forordningen er naturligvis ikke uden problemer. Der er forskelle mellem medlemsstaterne hvad angår deres gennemførelse af forordningens bestemmelser, herunder om verifikation af fangstattester, kontrol på stedet for importen til EU og de pålagte sanktioner. På trods af en stor indsats fra Kommissionen er der stadig ikke nogen liste over fartøjer, der udøver IUU-fiskeri, ud over dem, der er opført på RFFO'ernes liste. Selv om der er opnået meget, er der behov for forbedringer.

Sanitære krav

Procedurerne for kontrol og godkendelse af markedsføring af fødevarer, herunder fisk, i EU er fastlagt i forordning 854/2004. (Denne vil blive erstattet af forordning 2017/625 i december 2019, men der er ingen planer om at ændre de nedenfor beskrevne bestemmelser for fiskeriprodukter). Forordningen regulerer kontrol af både fødevarer, der er produceret i EU, og importerede fødevarer og omfatter bestemmelser for importerede fiskeriprodukter (andre end direkte landinger i en havn i EU). EU fastsætter en liste over godkendte tredjelande, hvis kompetente myndigheder "fremlægger de nødvendige garantier for overensstemmelse eller ligestilling med Fællesskabets foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundhedsbestemmelser". Det er disse tredjelandes kompetente myndigheder, der underretter EU om, hvilke forarbejdningsvirksomheder og fiskerfartøjer der har tilladelse til at eksportere til EU. Disse tredjelandes kompetente myndigheder kan også uddelegere godkendelses- og kontrolopgaverne til et andet tredjeland, f.eks. en kyststat, forudsat at dette andet tredjeland også er på EU's liste over godkendte lande. Tredjelandet skal garantere, at virksomhederne på listen opfylder EU's krav. Det skal foretage kontrol og har beføjelse til at standse eksport til EU fra virksomheder, der ikke opfylder kravene. Det skal også holde listen ajour.

Pr. december 2017 indeholdt listen over tredjelandsvirksomheder, der er godkendt til direkte eksport af fiskeriprodukter til EU, 7 032 forarbejdningsvirksomheder og frysehuse og 3 818 fiskerfartøjer (herunder køleskibe). Kommissionen sender regelmæssigt inspektionshold til de pågældende tredjelande for at kontrollere, om de gældende betingelser bliver opfyldt.

Det er muligt, at dette system forekommer fornuftigt på papiret og generelt fungerer rimeligt godt det meste af tiden, men det er ikke uden sine svagheder, hvilket kan give alvorlige problemer i nogle tilfælde.

Iagttagelserne gennem mere end et årti har vist, at mange fartøjer, der er involveret i IUU-fiskeri, og hvis produkter landes og markedsføres i EU, også figurerer på listerne over fartøjer, som er certificeret af myndighederne i tredjelande som fartøjer, der overholder EU's hygiejnekrav.

Nogle fartøjer går aldrig i havn og bliver heller ikke regelmæssigt kontrolleret af de kompetente myndigheder. I adskillige tilfælde kunne disse fartøjer ikke alene tydeligvis ikke opfylde EU's hygiejnekrav, men de fiskede også ulovligt[2].

I 2006 blev der ved kontrol om bord på et fiskerfartøj under kinesisk flag i guineanske farvande fundet tomme fiskekasser i lastrummet med navnene på flere fiskerfartøjer i den kinesiske flåde, som havde GD SANTE-numre. Det er vanskeligt at se, hvordan enten de kinesiske myndigheder eller GD SANTE kunne kontrollere, at fisken var korrekt mærket. Fartøjet havde fisket i guineanske farvande i tre år uden licens og blev anholdt af de guineanske myndigheder med støtte fra Greenpeace-skibet MY Esperanza. Der blev i 2014 og 2017 observeret andre tilfælde af IUU-fiskerfartøjer, som findes på GD SANTE's lister.

Den seneste revision foretaget af GD SANTE i Mauretanien går tilbage til 2011.Det hedder i rapporten:

"Nogle (kinesiske) typer fryseskibe havde nogle strukturelle problemer, der betød, at de ikke kunne opfylde betingelserne for håndtering af fiskevarer bestemt til eksport til EU: Sorteringszonen og produktionszonen var således ikke beskyttet mod elementerne. Endvidere var de pågældende fartøjer forfaldne i varierende grad, og nogle af dem var på grænsen til det uhygiejniske." (s. 11)

Der figurerer ikke nogen efterfølgende revisioner i Mauretanien på GD SANTE's websted, og listen over godkendte virksomheder fra Mauretanien omfatter i øjeblikket 66 frysefartøjer og et fabriksfartøj.

Der er gennem mere end et årti blevet dokumenteret utallige tilfælde af fartøjer, der udøver IUU-fiskeri i de vestafrikanske farvande og samtidig står på GD SANCO's lister over godkendte virksomheder, selv efter IUU-forordningens ikrafttrædelse.

GD SANTE påpeger, at hvis et fartøj er opført på EU-listen over IUU-fartøjer, vil toldkontrollen automatisk afvise import af fisk, der stammer fra det pågældende fartøj. Toldkontrollen er imidlertid ikke fuldstændig pålidelig (se nedenfor). Det bemærkes endvidere, at de vestafrikanske regionale og subregionale fiskeriorganisationer (CECAF og SRFC) ikke udarbejde lister over IUU-fiskerfartøjer, og at EU's liste heller ikke omfatter andre IUU-fiskerfartøjer end dem, der er opført på RFFO'ernes liste. Fisk fanget af de ovennævnte fartøjer vil således ikke blive afvist fra import på trods af fartøjernes tidligere IUU-fiskeri.

Handel

Fiskeri omtales meget lidt i handelslovgivningen, bortset fra regler om importkontingenter og tariffer. Selv meget nylige frihandelsaftaler, der har specifikke bestemmelser vedrørende fiskeri, er temmelig overforenklede. Frihandelsaftalerne med Japan og Vietnam indeholder f.eks. en liste over nogle få internationale aftaler, der skal respekteres (hvoraf den ene er frivillig, nemlig FAO's adfærdskodeks), og omfatter nogle vage tilsagn om at bekæmpe IUU-fiskeri. Det er påfaldende, at disse bestemmelser optræder i et afsnit i aftalen, der ikke er undergivet en retligt bindende tvistbilæggelsesmekanisme, men blot en ikke-bindende voldgift. Der er ikke engang noget tilsagn om at ratificere og effektivt gennemføre en liste over fiskerirelaterede internationale retsakter (i lighed med GSP +) eller en udtrykkelig henvisning til EU's IUU-forordning, endsige et tilsagn fra tredjelandets side om at gennemføre en proces med henblik på at sikre, at ulovligt fanget fisk ikke kommer ind på deres marked.

EU's tilgang til handel bliver ofte anset for at være kontraproduktiv for en god fiskeriforvaltning i EU ved hele tiden at åbne EU's marked for fiskeriprodukter fra lande, som ikke nødvendigvis har samme standarder som os. I 2014 foreslog Kommissionen at give Filippinerne GSP+-status, idet den samtidig forhåndsudpegede landet som et land, der ikke samarbejder. Kommissionen forstod tilsyneladende ikke, at det var inkonsekvent på den ene side at advare et land om, at det risikerede et alvorligt forbud mod handel med fiskevarer, og samtidig give det en gunstigere handelsstatus.

Et andet eksempel vedrører Sydkorea, som Kommissionen forhandlede en frihandelsaftale med, samtidig med at Korea var blevet forhåndsudpeget. Forhåndsudpegningen blev tilbagekaldt i april 2015, selv om den koreanske lovgivning stadig var utilfredsstillende.

Importerede varer, herunder fisk, skal fortoldes ved ankomsten til EU's territorium. I en nylig beretning fra Revisionsretten[3] blev der imidlertid konstateret betydelige svagheder og smuthuller, der betyder, at EU's toldkontrol ikke anvendes effektivt. De påpegede problemer omfatter angivelse af et forkert oprindelsesland, hvilket har indlysende konsekvenser i relation til emnet for denne betænkning.

Markedsstandarder

Den fælles markedsordning (forordning 1379/2013) indeholder bestemmelser om markedet for de fleste fiskerivarer og akvakulturprodukter, herunder oplysninger, der skal være på mærkningen. Den gør det muligt at udvikle markedsføringsstandarder for fisk produceret i EU og importeret fisk angående spørgsmål som kvalitet, friskhed, størrelse osv.

Hvad angår mærkning gælder den obligatoriske information til forbrugerne — art, produktionsområde og -metode, herunder redskabstype for vildtlevende fisk — kun for en lille del af det samlede marked, da den ikke er påkrævet for tilberedte, konserverede eller forarbejdede produkter såsom fiskekonserves osv. Der er således ikke lige konkurrencevilkår i EU med hensyn til sporbarhed og information til forbrugerne.

Med hensyn til markedsføringsstandarder har Kommissionen netop indledt en procedure for at evaluere deres anvendelighed og effektivitet, da den seneste blev vedtaget for over 20 år siden. Dette er en glædelig udvikling, eftersom det giver mulighed for overveje nogle markedsføringsstandarder, som rækker ud over produkternes kvalitet, med henblik på at tillade, at der pålægges højere standarder for importeret fisk, så det sikres, at de opfylder visse minimumskriterier for bevarelse, såsom mindstemål for fisk. Beregninger fra GD MARE viser, at de nuværende markedsføringsstandarder, der hovedsagelig vedrører friskheds- og størrelsesklasser, finder anvendelse på 75 % af EU-landingerne, men mindre end 10 % af importen.

Arbejdsstandarder

Der findes en række internationale retsakter om arbejdsvilkårene, både for søfolk og fiskere i særdeleshed. De omfatter bl.a.:

•  Arbejdsvilkår - dækket af konventionen om søfarendes arbejdsforhold for søfarendes vedkommende (ratificeret af 25 medlemsstater, inkorporeret ved direktiv 2009/13) og ILO-konvention nr. 188 om arbejdsforhold i fiskerisektoren for fiskeres vedkommende (ratificeret af 3 medlemsstater, delvis inkorporeret ved direktiv 2017/159). Dette direktiv blev fastlagt af arbejdsmarkedets parter via artikel 155 i TEUF, da medlemsstaterne var meget længe om at ratificere den oprindelige konvention. Desværre blev der ikke medtaget nogen bestemmelser om håndhævelse. Endvidere omfatter det ikke selvstændige fiskere, medmindre de arbejder på samme fartøj.

•  Fartøjets konstruktion og sødygtighed - dækket af konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen for søfarendes vedkommende (ratificeret af alle medlemsstater, inkorporeret ved direktiv 1998/18) og Cape Town-aftalen for fiskeres vedkommende (ratificeret af 11 medlemsstater, kun inkorporeret for fartøjer > 24 m ved direktiv 1997/70).

•  Uddannelse og certificering - dækket af konventionen om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold (STCW) for søfarendes vedkommende (ratificeret af alle medlemsstater, inkorporeret ved flere direktiver) og SCTW-F for fiskeres vedkommende (ratificeret af 6 medlemsstater, ikke inkorporeret i EU-retten). Arbejdsmarkedets parter ønsker også at benytte proceduren i artikel 155 i TEUF hertil, hvilket bør være en prioritet for Kommissionen.

Mens EU og medlemsstaterne er meget aktive, når det gælder om at opfylde de internationale standarder vedrørende søfarende, er de ekstremt dårlige til at tage det samme hensyn og give den samme beskyttelse til fiskere (selve standarderne varierer mellem søfarende og fiskere). Eftersom der findes langt flere fiskere end søfarende, udgør dette en alvorlig forsømmelse fra EU's side med hensyn til dets forpligtelse til at sørge for sikkerhed for fiskeindustrien og livet til søs i almindelighed.

Med hensyn til denne betænkning er det klart, at EU har en ringe troværdighed for så vidt angår arbejdsstandarder for fiskere i andre lande, da det ikke lever op til sit internationale ansvar derhjemme. Medlemsstaterne er nødt til at ratificere disse vigtige retsakter om beskyttelse af fiskerne.

Kontrolforordningen

Som det er tilfældet med IUU-forordningen, er der skrevet meget om kontrolforordningen. Selv om den lider under nogle inkonsekvenser og tvetydigheder, har det i mange år stået klart, at et af hovedproblemerne er den uensartede anvendelse af forordningen i medlemsstaterne. Både Kommissionens egen evaluering og en beretning fra Revisionsretten påpeger bl.a. problemer med kontrollen af oplysninger, udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne, en ringe eller ikkeeksisterende anvendelse af pointsystemet og sanktioner, som ikke var tilstrækkeligt afskrækkende.

I de relativt få tilfælde, hvor Kommissionen har anlagt sag mod en medlemsstat ved Domstolen på grund af en mangelfuld anvendelse af kontrolforordningen, har det resulteret i en mærkbar forbedring. Spanien gennemførte f.eks. hurtigt kontrolforordningen, efter at landet blev dømt af Domstolen i 2008[4].

Kommissionen råder også over nogle andre overtalelsesredskaber som f.eks. handlingsplaner, og det er beklageligt, at den ikke har gjort større brug af dem for at forbedre situationen.

Kommissionen har erklæret, at den agter at revidere kontrolforordningen. Som det blev bemærket i betænkningen af Thomas[5], skal en eventuel revision af kontrolforordningen være tilpas målrettet, indeholde effektive regler, der gør det muligt at forebygge, opspore og straffe overtrædelser, og primært fokusere på bedre gennemførelse af standarder i de forskellige medlemsstater. Den må ikke medføre en udvanding af de højeste beskyttelsesstandarder for arbejde, miljø, fagforeninger og samfund.

Revisionen skal give EU en stærkere, mere effektiv og mere harmoniseret kontrolordning, herunder bedre sporbarhed for alle fiskeriprodukter.

Men ud over bedre sporbarhed bør EU for at undgå forskelsbehandling kræve, at alle produkter, der markedsføres på dens område, overholder de samme bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger samt hygiejnekrav, der pålægges ved EU-lovgivningen.

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om gennemførelse af foranstaltninger til kontrol af fiskevarers overensstemmelse med kriterierne for adgang til EU's marked

(2017/2129(INI))

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF[1],

–  der henviser til den fælles fiskeripolitiks kontrolordning, der omfatter Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009[2] og 1005/2008[3] og forordning (EU) 2017/2403[4],

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000[5],

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum[6],

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1026/2012 af 25. oktober 2012 om visse foranstaltninger med henblik på bevarelse af fiskebestande over for lande, der tillader ikke-bæredygtigt fiskeri[7],

–  der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 19/2017 fra december 2017 med titlen: "Importprocedurer: Mangler i lovgrundlaget og en ineffektiv gennemførelse påvirker EU's finansielle interesser",

–  der henviser til sin beslutning af 27. april 2017 om forvaltningen af fiskerflåderne i regionerne i EU's yderste periferi[8],

–  der henviser til forretningsordenens artikel 52 og til artikel 1, stk. 1, litra e), i samt bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A8-0156/2018),

A.  der henviser til, at EU er verdens største marked for fiskevarer og akvakulturprodukter, idet det står for 24 % af den samlede import i 2016, og er afhængig af import for 60 % af sit forbrug af sådanne produkter;

B.  der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 8. juli 2010 om EU's importordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter understregede[9], at et centralt mål for EU-politikken om import af fiskerivarer og akvakulturprodukter skal være at sikre, at de importerede varer i alle henseender lever op til de samme krav, som er pålagt produktionen inden for EU, og at EU's indsats for at sikre fiskeriets fortsatte beståen var uforenelig med import af produkter fra lande, der fisker uden at bekymre sig om bæredygtighed;

C.  der henviser til, at Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2015 "Handel for alle: En mere ansvarlig handels- og investeringspolitik" (COM(2015)0497) forpligter EU til en mere ansvarlig handelspolitik som et middel til gennemførelse af målene for bæredygtig udvikling;

D.  der henviser til, at det er medlemsstaterne, der har ansvaret for at kontrollere, at fisk fra EU-producenter opfylder EU's sundhedsstandarder, mens Kommissionen med hensyn til importeret fisk bemyndiger tredjelandene til at fastlægge, hvilke virksomheder der må eksportere fiskevarer til EU, forudsat at de kan garantere tilsvarende standarder;

E.  der henviser til, at regionerne i EU's yderste periferi, der befinder sig i Vestindien, i Det Indiske Ocean og i Atlanterhavet, er naboer til forskellige tredjelande, hvor forholdene for fiskeri, produktion og markedsføring ikke altid er i overensstemmelse med de europæiske standarder og derved giver anledning til en ulige konkurrence over for den lokale produktion;

F.  der henviser til, at der er en lang række internationale retsakter vedrørende fiskere, som bør ratificeres og gennemføres, som f.eks. Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention nr. 188 om arbejdsforhold i fiskerisektoren (ILO C188), Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) Cape Town-aftale fra 2012 og IMO's internationale konvention om standarder for uddannelse, certificering og vagthold for mandskab på fiskefartøjer (STCW-F);

G.  der henviser til konklusionerne i den videnskabelige udtalelse nr. 3/2017 af 29. november 2017 med titlen "Food from the Oceans", som anbefaler integration af målene for bæredygtig udvikling i alle Unionens politikker og anvendelse af samme fremgangsmåde på andre internationale områder samt at støtte andre regioner i verden for at finde en balance mellem de økonomiske og økologiske mål, som vedrører produktion af fødevarer og havmiljøet;

1.  bemærker, at EU-operatører for at markedsføre fiskevarer og akvakulturprodukter skal overholde en lang række regler og opfylde strenge kriterier, herunder den fælles fiskeripolitiks regler og sundheds-, arbejds-, fartøjssikkerheds- og miljøstandarder, som alle sammen understøttes af ordninger med henblik på at sikre, at de bliver overholdt; er overbevist om, at disse tilsammen skaber nogle høje standarder for produkternes kvalitet og bæredygtighed, som forbrugerne i EU nu med rette forventer;

2.  mener, at tredjelandes fiskevarers og akvakulturprodukters overholdelse af EU-standarder med hensyn til miljømæssig og social bæredygtighed vil kunne fremme bæredygtigheden i disse tredjelande og bidrage til at skabe en mere lige konkurrence mellem EU-produkter og produkter fra tredjelande;

3.  er bekymret over, at importen af sådanne produkter er underlagt mindre kontrol, eftersom der primært kontrolleres i relation til sundhedsstandarder og forordningen om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri)[10], idet sidstnævnte udelukkende er udformet med henblik på at sikre, at produkterne er blevet fanget i overensstemmelse med de gældende regler;

4.  understreger, at EU med henblik på at sikre lige behandling af importerede fiskerivarer og akvakulturprodukter i EU og produkter fremstillet heraf, hvilket bør være et centralt mål for EU's fiskeripolitik, bør kræve, at alle importerede varer overholder EU's standarder for bevarelse og forvaltning, samt de hygiejnebestemmelser, som EU-lovgivningen foreskriver; bemærker, at dette vil bidrage til at skabe mere fair konkurrence og højne standarderne for udnyttelsen af marine ressourcer i tredjelande;

5.  mener, at EU's intensiverede indsats inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik for at bevare fiskebestandene og sikre fiskeriets fortsatte beståen er uforenelig med import af fiskevarer og akvakulturprodukter fra lande, der er i færd med at intensivere deres fiskeri uden at bekymre sig om bæredygtighed og kun er interesseret i kortsigtet profit;

6.  udtrykker sin bekymring over, at forskellige regler for markedsføring af fisk skaber et diskriminerende marked, der skader EU's fiskere og akvakulturbrugere; påpeger, at omfanget og kvaliteten af kontrollen af fiskeri- og akvakulturprodukter derfor bør øges;

7.  Mener, at anvendelsen af kontrolforordningen[11] bør styrkes i alle medlemsstater, således at den anvendes på en ensartet og harmoniseret måde i alle faser af forsyningskæden, herunder detail- og restaurationsydelser, og for så vidt angår både EU-produkter og importerede produkter; bemærker, at dette også gælder for bestemmelserne om mærkning;

Sanitære standarder

8.  er bekymret for, at det system, der er fastsat af EU, og som anvendes af tredjelandes kompetente myndigheder til verificering af sundhedsstandarderne for fiskevarer, der eksporteres til EU, ikke giver tilstrækkelige garantier for, at standarderne altid overholdes;

9.  opfordrer Kommissionen til at bistå med mere uddannelse, teknisk assistance og faciliteter til institutionel kapacitetsopbygning for at hjælpe udviklingslandene med at overholde EU-regler; tilskynder til initiativer som programmet "Bedre uddannelse for sikrere fødevarer", der styres af Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed (GD SANTE), som giver undervisning i EU-standarder for fiskevarer og akvakulturprodukter til officielt kontrolpersonale fra udviklingslande;

10.  fastholder betydningen af, at EU-retten anvendes konsekvent i forbindelse med import af fiskevarer og akvakulturprodukter, herunder foderstoffer og fodermidler, i alle aspekter vedrørende sundhedsstandarder og tilsyn (herunder fødevaresikkerhed, sporing, forebyggelse), da disse udgør afgørende aspekter af forbrugerbeskyttelsen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at udvide sit program for inspektioner i tredjelande ved finjustering af Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets besøg, først og fremmest ved at øge antallet af virksomheder, der kontrolleres ved hvert besøg, med henblik på at opnå resultater, der bedre afspejler den reelle situation i tredjelande;

11.  bemærker, at selv de revisioner, der foretages af GD SANTE, viser, at nogle tredjelande er langt fra at sikre, at produkterne opfylder de nødvendige sundhedsstandarder, i det mindste hvad angår fisker- og fabriksfartøjer og køleskibe, hvilket gør det vanskeligt at udføre sundhedskontrol på inspektionsposterne ved EU's grænser, når det skal undersøges, om sundhedsbestemmelserne er overholdt;

12.  er foruroliget over observationer af, at fiskerfartøjer, der ikke er hjemmehørende i EU og fisker ud for Vestafrika, har vanskeligheder med at sikre produkternes sporbarhed og overholdelse af sundhedsstandarder; mener, at man ikke kan have fuld tillid til rigtigheden af tredjelandes certifikater for fartøjer og virksomheder med godkendelse til at eksportere til EU;

13.  mener, at det strider mod tanken om flagstatens ansvar, der ligger til grund for den fælles fiskeripolitik, herunder IUU-forordningen, at tillade, at tredjelande delegerer retten til at udstede sådanne certifikater til andre udvalgte tredjelande, selv til en kyststat, navnlig når det drejer sig om ansvaret hos den flagstat, der bekræfter fangstattesten; mener, at Kommissionen bør bringe den gængse praksis med at give tredjelande mulighed for at delegere beføjelser til andre lande til ophør;

14.  mener desuden, at sundhedskontrol af fiskerfartøjer bør foretages af de kompetente myndigheder mindst én gang om året;

Arbejdstagerrettigheder

15.  bemærker kontrasten mellem medlemsstaternes prisværdige resultater med hensyn til ratifikation af konventionerne om søfarendes arbejdsstandarder og deres ekstremt dårlige resultater med hensyn til ratifikation af konventionerne vedrørende fiskere, og opfordrer dem indtrængende til at ratificere de relevante retsakter hurtigst muligt, herunder ILO-konvention nr. 188, Cape Town-aftalen og SCTW-F-konventionen;

16.  glæder sig over, at det er lykkedes for arbejdsmarkedets parter at anvende artikel 155 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) til at forhandle Rådets direktiv (EU) 2017/159[12], som delvis gennemfører ILO C188, men beklager, at dette ikke omfatter selvstændige fiskere; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fuldføre processen ved at fremsætte et forslag til et supplerende direktiv, der omfatter bestemmelser om håndhævelse, sådan som den har gjort det for skibsfart;

17.  opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at indlede procedurerne for anvendelse af artikel 155 i TEUF med hensyn til STCW-F for at forbedre sikkerheden til søs i fiskeriet, som generelt anses for at være blandt de farligste erhverv i verden;

18.  støtter den fortsatte indsats for at forbedre EU's fiskeripolitik, så den bliver mere miljømæssigt bæredygtig, og for at sikre kystsamfunds overlevelse på lang sigt og en kilde til næringsrige fødevarer; sætter dette i kontrast til EU-markedets stigende åbenhed over for fiskevarer fra tredjelande, som ikke har nogen streng forvaltningsordning; anser dette for at udgøre en manglende sammenhæng mellem fiskeripolitik og handelspolitik;

Handelspolitik

19.  beklager, at Kommissionen undertiden sender modstridende signaler til tredjelande, f.eks. i forbindelse med forhandlinger om frihandelsaftaler eller andre former for udvidelse af adgangen til EU-markedet i forhold til lande, der er blevet forhåndsudpeget i henhold til IUU-forordningen eller forordningen om ikke-bæredygtigt fiskeri[13];

20.  opfordrer Kommissionen til at sikre en nøje samordning mellem EU's handels- og fiskeripolitik, bl.a. i forhandlingen af handelsaftaler, der omfatter spørgsmål vedrørende fiskeri; mener, at det er vigtigt at analysere frihandelsaftalers økonomiske og sociale indvirkning på EU's fiskevarer, om nødvendigt indføre passende sikkerhedsforanstaltninger og behandle visse fiskevarer som følsomme;

21.  mener, at EU som verdens største importør af fiskevarer sammen med andre større fiskeimporterende lande deler det politiske ansvar for at sikre, at WTO-handelsreglerne er på linje med de højest mulige globale standarder for fiskeriforvaltning og bevarelse af fiskeressourcer; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at sikre, at fair, gennemsigtig og bæredygtig handel med fisk styrkes under EU's bilaterale og multilaterale handelsaftaler;

22.  insisterer på, at frihandelsaftaler og andre multilaterale aftaler med bestemmelser om handel, som forhandles af Kommissionen, omfatter skærpede kapitler om bæredygtig udvikling, der specifikt omhandler fiskerimæssige anliggender, og som:

  udtrykkeligt styrker kravene i IUU-forordningen og forpligter tredjelandet til at indlede en procedure, der skal forhindre IUU-fisk i at komme ind på dets marked, så de ikke kommer ind i EU indirekte;

  pålægger tredjelandet at ratificere og effektivt gennemføre centrale internationale retsakter om fiskeri, såsom FN's havretskonvention, FN-aftalen om fiskebestande, FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO) aftale om havnestatsforanstaltninger og FAO's overholdelsesaftale, og at overholde de relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisationers (RFFO) standarder;

23.  opfordrer til, at man konkret betænker interesserne for regionerne i den yderste periferi, når der indgås samarbejdsaftaler om bæredygtigt fiskeri eller handelsaftaler med tredjelande, om nødvendigt med en udelukkelse af følsomme varer;

24.  opfordrer Kommissionen til, at den i forbindelse med udarbejdelsen af en aftale efter brexit gør Det Forenede Kongeriges adgang til EU's marked for fiskevarer og akvakulturprodukter betinget af EU-fartøjers adgang til britisk farvand og anvendelsen af den fælles fiskeripolitik;

25.  opfordrer Kommissionen til at foreslå ændring af GSP-forordningen[14] med henblik på at inkludere vigtige retsakter om fiskeri såsom FN's havretskonvention, FN-aftalen om fiskebestande, FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO) overholdelsesaftale og FAO's aftale om havnestatsforanstaltninger blandt dem, der skal ratificeres og anvendes, og bestemmelser, som tillader suspension af GSP+-status i tilfælde, hvor bestemmelserne i disse retsakter ikke anvendes; 

26.  understreger, at for at rette op på manglerne i gennemførelsen af kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i frihandelsaftaler og for at styrke disse bestemmelser bør de omfatte en bindende tvistbilæggelsesmekanisme (herunder mellemstatslige samråd, en panelprocedure, aktindsigt og høring af civilsamfundet) med mulighed for at pålægge sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af deres internationale forpligtelser;

27.  er foruroliget over de svagheder og smuthuller i toldkontrollen, der er beskrevet i Revisionsrettens særberetning nr. 19/2017, og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre rapportens anbefalinger så hurtigt som muligt;

28.  bemærker, at der ud over store virksomheders generelle forpligtelse til ikke-finansiel indberetning er blevet pålagt aktører i alle størrelser (herunder SMV'er) yderligere krav om større due diligence-ansvar i to problematiske sektorer – tømmer og konfliktmineraler – som skal anvendes i hele sporbarhedskæden; mener, at fiskevarer ville få gavn af lignende forpligtelser, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, om det kan lade sig gøre at indføre due diligence-krav for fiskevarer;

Markedsføringsstandarder

29.  bemærker, at mens bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1379/2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter gælder for alle fiskevarer og akvakulturprodukter, gælder bestemmelserne om mærkning for forbrugere kun for en relativt lille gruppe af produkter, der ikke omfatter tilberedte, konserverede eller forarbejdede produkter; mener, at forbrugeroplysningen også bør forbedres for disse produkter, herunder yderligere obligatoriske oplysninger på deres etiketter; er af den opfattelse, at mærkningen af disse produkter skal forbedres, for at informere forbrugerne og sikre, at fiskevarer og akvakulturprodukter er sporbare;

30.  opfordrer Kommissionen til at fremme informationskampagner om den indsats, som EU's fiskere og akvakulturbrugere gør for bæredygtigheden, og påpeger de store krav om kvalitets- og miljøstandarder, som Fællesskabets lovgivning indeholder over for tredjelande;

31.  er overbevist om, at forbrugerne i EU ofte ville træffe anderledes valg, hvis de var bedre informeret om varerne i handelen, hvad angår deres egentlige beskaffenhed, geografiske oprindelsessted, kvalitet og de forhold, de er blevet fremstillet eller fanget under;

32.  mener, at de obligatoriske oplysninger på fiskevarers mærkning også bør omfatte flagstaten for det fartøj, som fangede fisken;

33.  glæder sig over, at Kommissionen for nylig har iværksat en evaluering af nogle markedsføringsstandarder, der blev vedtaget for flere årtier siden, med henblik på at fastslå, hvilke standarder der bør anvendes i lyset af den nuværende markedsføringspraksis og de teknologier, der er til rådighed for produkternes sporbarhed;

Kontrolordning

34.  vurderer, at de tre forordninger, der omfatter kontrolordningen, udgør en afbalanceret pakke og har ført til væsentlige forbedringer i fiskeriforvaltningen i EU;

35.  roser Kommissionen for den måde, hvorpå den har håndhævet IUU-forordningen med hensyn til tredjelande, hvilket viser, at EU kan have en enorm indflydelse på fiskeriet på globalt plan i sin rolle som ansvarlig afsætningsstat; opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at lægge pres på andre afsætningsstater for at få dem til at træffe foranstaltninger for at forhindre IUU-fangster i at få adgang til deres markeder;

36.  fremhæver den rapport, der for nyligt blev offentliggjort af civilsamfundsorganisationer, og som analyserer importstrømmene for fiskevarer og skaldyr i EU-landene siden 2010, hvor IUU-forordningen trådte i kraft, og som viser, at manglerne i kontrollen af medlemsstaternes import fra tredjelande og uensartede bestemmelser kan gøre det muligt for produkter, der ikke opfylder kravene, at komme ind på det europæiske marked; opfordrer derfor medlemsstaterne og transit- og bestemmelseslandene til at sørge for en bedre samordning for at sikre, at de fangstattester, der udstedes ved import af fiskevarer, bliver undersøgt grundigere; mener, at det er af afgørende vigtighed at vedtage et europæisk IT-system, som letter en harmoniseret og samordnet kontrol med import af fiskevarer i medlemsstaterne;

37.  mener, at Kommissionen og nogle medlemsstater ikke har formået at sikre en stringent gennemførelse og håndhævelse af alle tre forordninger, sådan som det erkendes i dokumenter udarbejdet af Kommissionen, Revisionsretten og uafhængige observatører;

38.  mener, at det ud over anvendelsen af IUU-forordningen er nødvendigt at udføre strengere efterfølgende kontrol af markedsføringen af sådanne fisk, navnlig ved hjælp af strengere kontrol af medlemsstaterne og af virksomheder, der mistænkes for at levere produkter med oprindelse i ulovligt fiskeri;

39.  anmoder Kommissionen om at anvende alle tilgængelige værktøjer til at sikre, at alle lande, der eksporterer fiskevarer og akvakulturprodukter til EU, anvender stringente politikker til bevarelse af fiskebestande; opfordrer til samarbejde med disse lande inden for alle hensigtsmæssige fora og navnlig inden for rammerne af de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer;

40.  bemærker, at der i mange aspekter er sket fejl i gennemførelsen - som eksempler kan nævnes:

  forskellige niveauer for sanktioner og manglende gennemførelse af pointsystemet i forskellige medlemsstater;

  sanktioner, der ikke altid er tilstrækkeligt afskrækkende, effektive eller forholdsmæssige til at forhindre en gentagelse af overtrædelserne;

  utilfredsstillende indsamling og udveksling af data med og mellem medlemsstaterne, særligt i lyset af manglen på en fælles og kompatibel database;

  ringe sporbarhed for fisk, blandt andet når de krydser nationale grænser;

  mangelfuld kontrol af vejningspraksis;

  betydelige forskelle i kontrollen af import og indførselssted, herunder fangstattester;

  mangel på en klar og ensartet definition af alvorlige overtrædelser i alle medlemsstaterne;

41.  understreger behovet for at sikre, at et importeret produkt ikke, når det afvises i én medlemsstats havn, kan komme ind på EU-markedet via en havn i en anden medlemsstat;

42.  er enig i, at visse af kontrolforordningernes bestemmelser er åbne for fortolkning og har hindret en ensartet gennemførelse, men mener, at Kommissionen og medlemsstaterne med tilstrækkelig åbenhed og politisk vilje kunne intensivere deres bestræbelser på at sikre en mere harmoniseret gennemførelse af den eksisterende lovgivning, f.eks. ved anvendelse af retningslinjer og fortolkninger;

43.  bemærker, at dette var intentionen bag ekspertgruppen vedrørende efterlevelse med forpligtelserne i EU's fiskerikontrolordning, der blev indført som led i reformen af den fælles fiskeripolitik, som skulle være et sted for åben og fordomsfri drøftelse af mangler blandt aktørerne, og beklager, at det ikke er sådan, gruppen indtil videre har udviklet sig;

44.  mener, at der skal gøres meget mere for at fremme fuld gennemførelse af kontrolordningen, herunder relevant opfølgning af påviste overtrædelser, bedre rapportering fra medlemsstaterne om trufne foranstaltninger og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og med Kommissionen;

45.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at bruge alle tilgængelige midler til at opfordre medlemsstaterne til at gennemføre kontrolordningens bestemmelser fuldt ud, herunder i givet fald ved at tilbageholde midler fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond;

46.  gentager konklusionen i sin beslutning af 25. oktober 2016 med titlen "Hvordan gøres fiskerikontrollen i EU homogen?"[15], om, at en eventuel revision af kontrolforordningen eller IUU-forordningen skal være målrettet og kun have fokus på de aspekter, der hæmmer en effektiv og ensartet kontrol i alle EU-landene;

47.  opfordrer til, at EU-Fiskerikontrolagenturets (EFCA) kompetencer udvides, til at omfatte kontrol af de fartøjer, der er omfattet af fiskeriaftaler, navnlig på grundlag af et samarbejde om denne kontrol med signatarstatens myndigheder, og til at give EFCA de ressourcer, det har brug for til dette formål;

48.  beklager i høj grad Kommissionens beslutning om at igangsætte en større revision af hele kontrolordningen uden ordentlige offentlige høringer om gennemførelsen af IUU-forordningen, EU-Fiskerikontrolagenturets mandat og eller om revisionen af hele pakken, som det kræves i retningslinjerne for bedre regulering; mener, at en formel offentlig høring om alle disse elementer, inden der fremsættes forslag om en revision, ville sikre, at alle interessenter i tilstrækkeligt omfang kunne yde et bidrag til revisionen af denne særdeles vigtige søjle i den fælles fiskeripolitik;

49.  insisterer kraftigt på, at revisionen ikke må føre til en svækkelse af de gældende foranstaltninger, men snarere bør fremme og styrke lige vilkår i fiskerikontrollen, som den eneste mulige måde at garantere den "fælles" dimension af den fælles fiskeripolitik;

50.  insisterer på, at den reviderede kontrolordning bl.a. skal omfatte følgende grundprincipper:

-  EU-dækkende standarder og normer for inspektioner til havs, i havn og i hele sporbarhedskæden

-  fuld sporbarhed for oplysninger om fisk under deres vej gennem sporbarhedskæden, fra fartøjet til det endelige salgssted

-  fuldstændige data om fangster foretaget af alle operatører, herunder fartøjer under 10 meter og fritidsfiskere

-  fælles sanktionsniveauer i alle medlemsstater

-  en fælles definition af, hvad der udgør en overtrædelse

-  et pointsystem, der anvendes på ensartet måde i alle medlemsstater

-  sanktioner, der er tilstrækkeligt afskrækkende og effektive, og som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen

-  et system, der er tilgængeligt for Kommissionen og alle medlemsstaterne til udveksling af alle oplysninger om konstaterede overtrædelser og retlig og retslig opfølgning

-   fuld anvendelse af forbedringer i de tilgængelige teknologier og muligheden for at tage fremtidige teknologier i brug, når de bliver udviklet, uden at det kræver en lovændring

-  entydig fastlæggelse af ansvaret for Kommissionen og medlemsstaterne, og, når det er relevant, for regioner i medlemsstaterne

-  ingen regionalisering af kontrolforordningen;

51.  anmoder Kommissionen om hurtigst muligt at forelægge sit forslag om ændring af kontrolforordningen;

52.  insisterer på, at bestemmelserne og principperne i IUU-forordningen ikke må ændres eller svækkes på nogen måde i betragtning af den enorme succes, denne forordning har haft, og dens indvirkning på fiskeri i hele verden;

53.  insisterer på, at inddragelse af tredjelande i IUU-forordningens proces med præidentifikation, identifikation og listeopførelse skal ske uden politisk indblanding af nogen art, og at fjernelse fra listerne udelukkende skal baseres på, at det pågældende land fuldt ud gennemfører de forbedringer, som Kommissionen anser for nødvendige;

54.  mener, at EU-Fiskerikontrolagenturets rolle skal styrkes, så agenturet i større omfang kan blive inddraget i anvendelsen af kontrol- og IUU-forordningerne, herunder kontrol og krydscheck af data i hele sporbarhedskæden, planlægningen og koordineringen af Kommissionens og medlemsstaternes inspektioner samt kontrol af fangstcertifikater;

º

º  º

55.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

  • [1]  EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.
  • [2]  Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006; EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.
  • [3]  Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999; EFT L 286 af 29.10.2008, s. 1.
  • [4]  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2403 af 12. december 2017 om en bæredygtig forvaltning af de eksterne fiskerflåder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008; EUT L 347 af 28.12.2017, s. 81.
  • [5]  EUT L 354 af 28.12.2013, s. 1.
  • [6]  EUT L 139 af 30.4 2004, s. 206.
  • [7]  EUT L 316 af 14.11 2012, s. 34.
  • [8]  Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0195.
  • [9]  EUT C 351E af 2.12.2011, s. 119.
  • [10]  Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008.
  • [11]  Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009.
  • [12]  EUT L 25 af 31.1 2017, s. 12.
  • [13]  Forordning (EU) nr. 1026/2012.
  • [14]  Forordning (EU) nr. 978/2012; EUT L 303 af 31.10. 2012, s. 1.
  • [15]  Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0407.

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

24.4.2018

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

17

3

3

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Marco Affronte, Clara Eugenia Aguilera García, Alain Cadec, David Coburn, Linnéa Engström, Sylvie Goddyn, Mike Hookem, Ian Hudghton, Carlos Iturgaiz, Werner Kuhn, Gabriel Mato, Norica Nicolai, Ulrike Rodust, Annie Schreijer-Pierik, Remo Sernagiotto, Ricardo Serrão Santos, Isabelle Thomas, Ruža Tomašić, Peter van Dalen, Jarosław Wałęsa

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

José Blanco López, John Flack, Francisco José Millán Mon, Nosheena Mobarik, David-Maria Sassoli

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅBI KORRESPONDERENDE UDVALG

17

+

ALDE

Izaskun Bilbao Barandica, Norica Nicolai

ENF

Sylvie Goddyn

PPE

Alain Cadec, Carlos Iturgaiz, Werner Kuhn, Gabriel Mato, Francisco José Millán Mon, Annie Schreijer-Pierik, Jarosław Wałęsa

S&D

Clara Eugenia Aguilera García, Ulrike Rodust, David-Maria Sassoli, Ricardo Serrão Santos, Isabelle Thomas

VERTS/ALE

Marco Affronte, Linnéa Engström

3

-

EFDD

David Coburn, Mike Hookem

VERTS/ALE

Ian Hudghton

3

0

ECR

Peter van Dalen, Remo Sernagiotto, Ruža Tomašić

Tegnforklaring:

+  :  for

-  :  imod

0  :  hverken/eller

Seneste opdatering: 20. september 2018
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik