Procedure : 2019/0817(NLE)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A9-0049/2019

Indgivne tekster :

A9-0049/2019

Forhandlinger :

PV 16/12/2019 - 16
CRE 16/12/2019 - 16

Afstemninger :

PV 17/12/2019 - 4.10
CRE 17/12/2019 - 4.11

Vedtagne tekster :

P9_TA(2019)0093

<Date>{06/12/2019}6.12.2019</Date>
<NoDocSe>A9‑0049/2019</NoDocSe>
PDF 441kWORD 114k

<TitreType>BETÆNKNING</TitreType>

<Titre>om Rådets henstilling om udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion</Titre>

<DocRef>(C9‑0149/2019 – 2019/0817(NLE))</DocRef>


<Commission>{ECON}Økonomi- og Valutaudvalget</Commission>

Ordfører: <Depute>Irene Tinagli</Depute>

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE
 BILAG 1: CURRICULUM VITAE FOR Fabio Panetta
 BILAG 2: Fabio Panettas BESVARELSER AF SPØRGESKEMAET
 PROCEDURE I KORRESPONDERENDE UDVALG

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

om Rådets henstilling om udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

(C9‑0149/2019 – 2019/0817(NLE))

(Høring)

Europa-Parlamentet,

 der henviser til Rådets henstilling af 10. oktober 2019 (12451/2019)[1],

 der henviser til artikel 283, stk. 2, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Det Europæiske Råds høring af Parlamentet (C9‑0149/2019),

 der henviser til sin beslutning af 14. marts 2019 om kønsbalance ved udnævnelser inden for EU's økonomiske og monetære anliggender[2],

 der henviser til forretningsordenens artikel 130,

 der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A9‑0049/2019),

A. der henviser til, at Rådet ved skrivelse af 16. oktober 2019 hørte Parlamentet om udnævnelsen af Fabio Panetta til medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion for en embedsperiode på otte år med virkning fra den 1. januar 2020;

B. der henviser til, at Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg derefter foretog en bedømmelse af kandidatens kvalifikationer, især på baggrund af de krav, der er fastsat i artikel 283, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og i lyset af behovet for, at ECB er helt uafhængig, i henhold til artikel 130 i nævnte traktat; der endvidere henviser til, at udvalget i forbindelse med denne bedømmelse modtog et curriculum vitae fra kandidaten samt hans svar på det fremsendte spørgeskema;

C. der henviser til, at udvalget efterfølgende, den 3. december 2019, afholdt en høring af kandidaten, hvorunder denne efter en indledende redegørelse besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer;

D. der henviser til, at Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd består af medlemmerne af Den Europæiske Centralbanks direktion og de 19 chefer for de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta; der henviser til, at alle sidstnævnte til dato er mænd;

E. der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har udtrykt utilfredshed med udnævnelsesproceduren for medlemmer af direktionen for Den Europæiske Centralbank og har opfordret til at forbedre procedurerne i denne henseende; der henviser til, at Parlamentet har anmodet om, at det i god tid modtager en kønsafbalanceret kortliste med mindst to navne;

F. der henviser til, at Parlamentet den 17. september 2019 afgav en positiv udtalelse om Rådets henstilling om at udnævne Christine Lagarde til den første kvindelige formand for Den Europæiske Centralbank;

G. der henviser til, at kvinder fortsat er underrepræsenteret i Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank; der henviser til, at medlemsstaterne beklageligvis ikke har taget denne anmodning alvorligt, og opfordrer de nationale institutioner og EU-institutionerne til at arbejde aktivt for at opnå kønsbalance i de næste nomineringer;

H. der henviser til, at alle EU-institutioner og nationale institutioner og organer bør gennemføre konkrete foranstaltninger for at sikre en ligelig kønsfordeling;

1. afgiver positiv udtalelse om Rådets henstilling om udnævnelse af Fabio Panetta som medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion;

2. pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Det Europæiske Råd, Rådet og medlemsstaternes regeringer.

 


 

BILAG 1: CURRICULUM VITAE FOR Fabio Panetta

Fabio Panetta

KONTAKT

Banca d'Italia

Via Nazionale 91 — 00184, Rom, Italien

e-mail: fabio.panetta@bancaditalia.it

 

 

 

Født i Rom den 1. august 1959. Gift, tre børn.

AKADEMISKE KVALIFIKATIONER

1996

1984

1982

 

Ph.d. i økonomi og finans (London Business School).

M.Sc. i valutaøkonomi (London School of Economics).

Eksamensbevis cum laude i økonomi (LUISS universitetet, Rom).

 

erhvervserfaring og vigtigste stillinger

Nuværende stilling:

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere stillinger:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senior vicecentralbankchef for Banca d'Italia (Italiens nationalbank). Han er stedfortræder for centralbankchefen, når denne er fraværende eller uarbejdsdygtig.

Formand for den italienske forsikringstilsynsmyndighed (IVASS). I kraft af dette embede er han medlem af bestyrelsen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.

Han er centralbankchefens stedfortræder i bestyrelsen for Den Internationale Betalingsbank.

Stedfortrædende medlem for Italien i G7-landegruppen og i G20-landegruppen.

Medlem af OECD-arbejdsgruppe 3.

Medlem af bestyrelsen for International Center for Monetary and Banking Studies (ICMB) i Genève og af Styrelsesrådet for Einaudi Institute for Economics and Finance (EIEF).

Han har fået tildelt ærestitlen Grande Ufficiale al merito della Repubblica italiana.

 

2004-2017 ledsager og stedfortræder for chefen for Banca d'Italia i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd (centralbankcheferne Antonio Fazio, Mario Draghi, Ignazio Visco).

Fra 2014 til juli 2019, medlem af FTM-Tilsynsrådet ved Den Europæiske Centralbank.

Fra 2012 til maj 2019, medlem af bestyrelsen og vicecentralbankchef i Banca d'Italia.

Medlem af bestyrelsen for Den Internationale Betalingsbank (2013 og 2015-2018).

Fra 2003 til juni 2019 medlem af Komitéen for det Globale Finansielle System under Den Internationale Betalingsbank.

Fra 2013 medlem af bestyrelsen for den italienske forsikringstilsynsmyndighed (IVASS).

 

Han blev ansat i Banca d'Italias forskningsafdeling i 1985. Han blev forfremmet til Manager (2000), Principal Manager og leder af den monetære og finansielle afdeling (2004), Senior Manager og leder af afdelingen for økonomiske perspektiver og monetær politik (2007) og administrerende direktør for Eurosystemet og finansiel stabilitet (2011).

Underviste i faget "Competition and Performance of the European Financial System" på kandidatstudiet i europæisk økonomi og internationale finanser ved universitetet i Rom, Tor Vergata (2004-05).

Underviste i Ph.d.-faget "Theory and Practice of the Financial Markets" ved det økonomiske fakultet, universitetet i Rom, Tor Vergata (1995-96).

Forskningsassistent i økonometri ved LUISS universitetet i Rom (1982-83).

 

ANDRE STILLINGER

2010-12:

2005-11:

 

1999-2007:

 

2010-11:

 

 

2005-06:

 

 

2000-01:

 

 

 

1999-2002:

 

1998-2000:

Ledende redaktør af Banca d'Italias rapport om finansiel stabilitet.

Medlem af bestyrelsen for International Journal of Central Banking.

Redaktør af kapitlerne om penge, kredit og finansiering i Banca d'Italias årsrapport og økonomiske bulletin.

Formand for Working Group on Sovereign Risk and Bank Funding Conditions, der rapporterede til Committee on the Global Financial System (Den Internationale Betalingsbank).

Formand for Study Group on Financial Market Volatility, der rapporterede til Committee on the Global Financial System (Den Internationale Betalingsbank).

Formand for Working Group on Efficiency, Competition and Credit Flows i forbindelse med den undersøgelse af konsolideringsprocessen for bank- og finanssektoren, der blev foretaget på foranledning af finansministrene i G10 og centralbankcheferne.

Banca d'Italias repræsentant i OECD's højtstående gruppe af eksperter i monetære forhold (Paris).

Medlem af Working Party on Equities Markets, nedsat af centralbankcheferne i G10-landene.

Har afholdt seminarer om økonomiske og finansielle emner ved følgende institutioner: American Economic Association, bestyrelsen for det amerikanske centralbanksystem, Federal Reserve Bank of Chicago, Den Internationale Betalingsbank, De Nederlandsche Bank, Federal Deposit Insurance Commission, Borsa di Milano, Associazione Bancaria Italiana, Italian Ministry of Economy and Finance, Consob, the European University Institute (Florence), London Business School, London School of Economics, Università Bocconi, Bank of Canada, Sapienza Universitá, Universitá Tor Vergata, Center for International Studies, Istituto per la Ricerca sociale, Center for Economic Policy Research (CEPR), Monte Titoli S.p.A., Università di Pavia, Bank of England, Associazione per gli Studi di Banca e Borsa, LUISS University, Università Cattolica di Milano, Università di Ancona, Università di Sassari, Università di Verona, Autorità Garante per la Concorrenza, Associazione Prometeia, Frankfurt Institute for Law and Finance, Banque Centrale du Luxembourg.

Er medlem af Società Italiana degli Economisti (den italienske sammenslutning af økonomer), American Finance Association og American Economic Association. Han har offentliggjort studier af bankvæsen og finansielle anliggender i talrige italienske og udenlandske tidsskrifter (se vedhæftede liste).

Har været ekspert for italienske og udenlandske tidsskrifter, herunder: American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Money, Credit and Banking, Review of Economics and Statistics, Journal of Financial Intermediation, Journal of Banking and Finance, Journal of Development Economics, Journal of the European Economic Association (JEEA), Open Economies Review, Journal of Development Economics, International Review of Economic and Finance, Economic Modelling, Economic Notes, Rivista di Politica Economica, Moneta e Credito og Politica Economica.

PRISER OG STIPENDIER

2006

 

1985

 

1983

 

Tildelt "Premio Giornalistico Internazionale Santa Margherita Ligure per l’Economia" som den bedste skribent inden for økonomi.

Tildelt "Paolo Andreini"-stipendiet af Banca d'Italia med henblik på udenlandske studier i økonomi.

Tildelt et stipendium af undervisningsministeriet med henblik på udenlandske studier i politisk økonomi.

VIGTIGSTE PUBLIKATIONER

 

VIGTIGSTE ARTIKLER I INTERNATIONALE TIDSSKRIFTER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BØGER OG MONOGRAFIER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ANDRE ARTIKLER og taler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdsdokumenter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Are Mergers Beneficial to Consumers? Evidence from the Market for Bank Deposits", med D. Focarelli, The American Economic Review, bind 93, nr. 4, september 2003 (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 448, juli 2002).

"The Interaction between Capital Requirements and Monetary Policy” (2014), med Paolo Angelini og Stefano Neri, Journal of Money, Credit and Banking, bind 46, nr. 6, september 2014.

"Do Mergers Improve Information? Evidence From the Loan Market” med Fabiano Schivardi og Matthew Shum, The Journal of Money, Credit and Banking, bind 41, nr. 4, s. 673-709, 2009 (også offentliggjort som arbejdsdokument nr. 4961, CEPR, London).

"Why do companies go public? An Empirical Analysis", med M. Pagano og L. Zingales, Journal of Finance, bind LIII, nr. 1, 1998.

"The Coordination of Micro and Macro-Prudential Policy in Europe" (2015), med Piergiorgio Alessandri, European Economy, 2015.3.

"Consolidation and Efficiency in the Financial Sector: A Review of the International Evidence”, med D. Amel, C. Barnes og C. Salleo, Journal of Banking and Finance, bind 28, nr. 10, 2004 (også offentliggjort som arbejdsdokument 2002-47, Board of Governors, Federal Reserve System).

"The Stability of the Relation between the Stock Market and Macroeconomic Forces", Economic Notes, 2002, nr. 3, (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 393, 2003).

"Will A Common European Monetary Policy Have Asymmetric Effects?", med L. Guiso, A. Kashyap og D. Terlizzese, Economic Perspectives, Federal Reserve Bank of Chicago, nr. 56, 2000 (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 325, 2000).

“Why do Banks Merge?”, med D. Focarelli og C. Salleo, Journal of Money, Credit and Banking, bind 34, nr. 4, november 2002 (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 361, 1999).

"The Performance of Italian Equity Funds", med Riccardo Cesari, Journal of Banking and Finance, 26, 2002 (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 325, 1998).

"The stock market as a source of capital: some lessons from initial public offerings in Italy”, med M. Pagano og L. Zingales, European Economic Review, nr. 40, 1996.

 "Les interactions négatives entre banques et états", med Paolo Angelini og Giuseppe Grande, Revue d’économie financière nr. 111, september 2013.

 Supplementary pension schemes in Italy: Features, development and opportunities for workers”, med Riccardo Cesari og Giuseppe Grande, Giornale degli economisti e annali di economia, bind 67, 1, s. 21-40, 2008.

 

 

"The impact of sovereign credit risk on bank funding conditions" (2011), offentliggjort i CGFS Papers nr. 43, Den Internationale Betalingsbank, Basel (rapport fra arbejdsgruppen om suveræn risiko og vilkår for bankernes finansiering under Komitéen for det Globale Finansielle System)

 

"Financial Sector Pro-cyclicality: Lessons from the Crisis" (2009), koordinator (med Paolo Angelini), Banca d’Italia, Questioni di Economia e Finanza (lejlighedsskrift) nr. 44, april.

 

Geneva Reports on the World Economy, nr. 9: International Financial Stability, (2007), (med Roger Ferguson, Phillip Hartman og Richard Portes), offentliggjort af International Center for Monetary and Banking Studies (ICMB) og CEPR.

Il sistema finanziario e il Mezzogiorno. Squilibri reali e divari finanziari (2006), redaktør, med Luigi Cannari, Cacucci Editore, Bari

Il sistema bancario italiano negli anni novanta. Gli effetti di una trasformazione (2004), Il Mulino, Bologna.

La previdenza complementare in Italia: caratteristiche, sviluppo e opportunità per i lavoratori, med Riccardo Cesari og Giuseppe Grande, Banca d’Italia, Questioni di Economia e Finanza (lejlighedsskrift) nr. 8, maj 2008.

“The Recent Behaviour of Financial Market Volatility”, Bank for International Settlements, BIS Economic Papers nr. 29, august 2006 (rapport fra studiegruppen under Komitéen for det Globale Finansielle System).

Le nuove regole sulla liquidità e la politica monetaria (2014), offentliggjort i Liquidità e nuove regole sulle banche: calibrazione e impatti, (ARIME-serien), Franco Angeli, Milano.

 

 

Central banking in the XXI century: never say never (tale på konferencen "Central banking and monetary policy: Which will be the new normal?"), Università Cattolica, Milano, april 2016.

21st Century cash: Central banking, Technological innovation and digital currencies, offentliggjort i Do we need Central Bank Digital Currency? Economics, Technology and Institutions, Larcier, SUERF Conference Proceedings, 2018.

Why do banks securitize their assets? Bank-level evidence from over one hundred countries in the pre-crisis period, med A.F. Pozzolo, Banca d’Italia, Tema di discussione (arbejdsdokumenter) nr. 1183, 2018.

The Distributional Consequences of Monetary Policy, 18. årlige DNB forskningskonference "Distributional implications of the crisis and policy responses", Amsterdam, 20. november 2015.

On the special role of macroprudential policy in the euro area, i Putting Macroprudential Policy to Work, DNB Occasional Studies, bind 12-7 (2014).

Finanza, rischi e crescita economica (tale på konferencen på Bocconi Universitá "Benchmarking the UK market: A way to create an efficient and effective capital market in Italy?"), Milano, januar 2016.

Prudential policy at times of stagnation: a view from the trenches, med P. Alessandri, Questioni di Economia e Finanza della Banca d’Italia (lejlighedsskrift), nr. 300, december 2015.

 "Why banks and supervisors must act now", med Mark Carney, Financial Times, 11. juli 2011.

La transizione verso un sistema finanziario più stabile, Quaderni dell’Associazione per lo Sviluppo degli Studi di Banca e Borsa, nr. 287, marts 2015.

The European Banking and Capital Markets Unions: Challenges and Risks, tale ved International Conference Foundation for European Progressive Studies e Fondazione Italianieuropei, Rom, 6. februar 2015.

Crescita economica e finanziamento delle imprese, Rivista AIAF online, 2015, nr. 94.

La nuova vigilanza bancaria europea e l’Italia, tale på konferencen "Le Banche Popolari dal XX al XXI Secolo", Rom, 19. juni 2014.

Imprese: una finanza diversa è possibile, SACE MAG, nr. 2, 2014.

The negative feedback loop between banks and sovereigns, med P. Angelini e G. Grande, Questioni di Economia e Finanza della Banca d’Italia, (lejlighedsskrift) nr. 213, januar 2014.

Un sistema finanziario per la crescita, Conference Proceedings “Il risparmio degli italiani è al sostegno della crescita?”, The Adam Smith Society, Milano, 27. januar 2014.

Il credito e il finanziamento delle imprese, tale på konferencen "Reload Banking. La banca del domani per un nuovo sviluppo dell’Italia", Federazione delle Banche di Credito Cooperativo Lazio Umbria Sardegna, Rom, den 21. juni 2013.

Macroprudential tools: where do we stand?, tale ved 2013 Banque Centrale du Luxembourg Financial Stability Review Presentation, 14. maj 2013.

Banche, Finanza, Crescita, Quaderni dell’Associazione per lo Sviluppo degli Studi di Banca e Borsa, nr. 273, marts 2013.

Pro-cyclicality of capital regulation: is it a problem? How to fix it?, med P. Angelini, A. Enria, S. Neri e M. Quagliariello, Questioni di Economia e Finanza della Banca d’Italia (lejlighedsskrift), nr. 74, oktober 2010.

“Domanda e Offerta di Credito in Italia durante la crisi finanziaria”, med Federico Maria Signoretti, Banca d’Italia, Questioni di Economia e Finanza (lejlighedsskrift) nr. 63, april 2010.

An assessment of financial sector rescue programmes, med T. Faeh, G. Grande, C. Ho, M. King, A. Levy, F.M. Signoretti, M. Taboga e A. Zaghini, Questioni di Economia e Finanza della Banca d’Italia (lejlighedsskrift), nr. 47, juli 2009.

"Evoluzione del sistema bancario e finanziamento dell’economia nel Mezzogiorno", Moneta e Credito, bind LVI, nr. 222, juni 2003 (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 467, marts 2003).

"La trasformazione del sistema bancario italiano e i suoi effetti sulle imprese e sui risparmiatori", med D. Focarelli, (indlæg på konferencen "Quarant’anni di Economia a Verona"), Banche e Banchieri, nr. 4, 2002.

"Il sistema bancario italiano nell’area dell’euro", med L. Gambacorta og G. Gobbi, Bancaria, bind 57, nr. 3, 2001.

"Determinanti e conseguenze delle acquisizioni e fusioni bancarie", med D. Focarelli og C. Salleo, Banca Impresa Società, nr. 1, 1999.

“La congiuntura creditizia in Italia” (indlæg på Convegno Sadiba 26) Quaderni dell’Associazione per lo Sviluppo degli Studi di Banca e Borsa, nr. 198, marts 2003.

"Le banche e i servizi finanziari alle imprese" (indlæg på Convegno Sadiba 25), Quaderni dell’Associazione per lo Sviluppo degli Studi di Banca e Borsa, nr. 185, marts 2002.

"Is There an Equity Premium Puzzle in Italy? A Look at Asset Returns, Consumption and Financial Structure over the Last Century”, med Roberto Violi, Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 339, 1999.

"Portafogli gestiti e tassi di rendimento: alcune considerazioni”, med Riccardo Cesari, Bancaria, nr. 1, 1998.

"Innovazioni strutturali nel mercato azionario: gli effetti della contrattazione continua", med C. Impenna og P. Maggio, i Rapporto IRS sul mercato azionario, Istituto per la Ricerca Sociale, Milano (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 248, 1995).

"La volatilità dei corsi dei CCT e i coefficienti patrimoniali del Comitato di Basilea", med F. Drudi, il Risparmio, nr. 3, 1994.

"I tassi d'interesse reali: l'esperienza degli ultimi trent'anni (1960-1992)", med A. Levy, i L'alto prezzo del danaro, P. Ciocca og G. Nardozzi (eds.), Laterza, Bari, 1993 (også offentliggjort i Bancaria, nr. 4, 1994).

Privatizzare: come? Spunti da una ricognizione comparata dei casi inglese e francese, med S. Chiri, Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 197, 1993.

“Rischio di tasso d'interesse e coefficienti patrimoniali: un'applicazione di modelli multifattoriali”, med F. Drudi, Finanza, Imprese e Mercati, il Mulino, nr. 3, 1992.

“Rischio di tasso d'interesse e coefficienti patrimoniali: un'analisi dei regolamenti SIM”, med F. Drudi, Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 180, 1992.

“Il mercato finanziario italiano nel processo di integrazione economica europea”, Il Risparmio, nr. 5, september-oktober 1992.

“Gli effetti della quotazione internazionale: il caso delle azioni italiane a Londra”, Finanza, Imprese e Mercati, Il Mulino, nr. 3, december 1991 (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 156, 1991).

“La struttura fattoriale del mercato azionario italiano”, in Ricerche applicate e modelli per la politica economica, Banca d'Italia, Vol. II, 1991.

“Evoluzione e performance dei fondi comuni mobiliari italiani”, med E. Zautzik, Il rischio azionario e la Borsa, redigeret af Centro Baffi dell'Università Bocconi (også offentliggjort i Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 142, 1990).

“Organizzazione ed efficienza del mercato azionario”, Economia, società e istituzioni, oktober 1989.

Evoluzione recente del sistema finanziario italiano: effetti sull'allocazione del risparmio e sulla struttura dell'intermediazione finanziaria, Atti del Convegno “I gruppi plurifunzionali nelle strategie di mercato delle banche e delle assicurazioni”, Trieste, november 1989.

“Recent Changes in the Organization and Regulation of Capital Markets in Italy”, med C. Caranza og R. Pepe, i Changes in the Organization and Regulation of Capital Markets, Den Internationale Betalingsbank, april 1987.

 

 

“Monetary Policy and Macroprudential Policy”, med Paolo Angelini og Stefano Neri, Banca d’Italia, Temi di Discussione (arbejdsdokumenter) nr. 801, marts 2011. Også offentliggjort i Den Europæiske Centralbank, arbejdsdokument nr. 1448, juli 2012.

Why Do Banks Securitize their Assets? med Alberto Pozzolo. Mimeo, Banca d’Italia.

The Causes and Consequences of Going Public, med Andrea Generale og Federico Signoretti, mimeo, Banca d’Italia.

How Interest Sensitive is Investment? Very (when the data are well measured), med Luigi Guiso, Anil Kashyap og Daniele Terlizzese, mimeo, Banca d’Italia.

 


 

BILAG 2: Fabio Panettas BESVARELSER AF SPØRGESKEMAET

Spørgeskema til kandidaten til stillingen som

medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

(Fabio Panetta)

 

 

A. Personlig og faglig baggrund

 

1. De bedes fremhæve de vigtigste aspekter af Deres faglige kvalifikationer inden for de monetære, finansielle og forretningsmæssige områder og de vigtigste aspekter af Deres europæiske og internationale erfaring.

Jeg har været i centralbanken gennem hele min erhvervskarriere. Jeg blev ansat i Banca d'Italia i 1985 og blev medlem af bestyrelsen og vicecentralbankchef i 2012. I dag er jeg ledende vicecentralbankchef. Jeg er også formand for den italienske forsikringstilsynsmyndighed (IVASS) og som led i denne rolle medlem af bestyrelsen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici.

Sammen med de øvrige medlemmer af bestyrelsen for Banca d'Italia har jeg som ledende vicecentralbankchef ansvaret for at forvalte det daglige arbejde og for at fastlægge institutionens strategi på en lang række områder. Banca d'Italias ansvarsområder omfatter bl.a.: at bidrage til beslutningerne om pengepolitikken i euroområdet og gennemføre dem i Italien, at føre tilsyn med såvel banker (inden for den fælles tilsynsmekanisme) og mellemled, der ikke er banker, at føre tilsyn med markedet for italienske værdipapirer med sikkerhed i statsobligationer og de italienske markedsinfrastrukturer, at føre tilsyn med og sikre, at det italienske betalingssystem fungerer problemfrit, og leverer betalingstjenester til euroområdet (vi kører TIPS, Target2 og Target2 Securities)[3]; at vedtage makroprudentielle politikker. Banca d'Italia er også ansvarlig for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.[4]

Gennem min karriere har jeg fået indgående erfaring med en lang række centralbankaktiviteter og har udvist lederskab ved håndteringen af nye spørgsmål. Jeg blev ansat i Banca d'Italias forskningsafdeling i 1985. I 2007 blev jeg chef for direktoratet for økonomiske prognoser og pengepolitik. I 2011 blev jeg udnævnt til administrerende direktør med ansvar for at koordinere bankens aktiviteter i forbindelse med eurosystemet og finansiel stabilitet. I bestyrelsen har jeg i tidens løb haft ansvaret for bl.a. pengepolitiske operationer og banktilsyn.

Siden 2004 har jeg deltaget i møderne i ECB's Styrelsesråd, først som rådgiver og senere som stedfortrædende medlem. Dette har givet mig det privilegium at opleve de første afgørende år med den fælles pengepolitik. Jeg deltog ligeledes i den politiske beslutningsproces gennem hele den udfordrende periode med finanskrisen og statsgældskrisen. Jeg har ydet et aktivt bidrag til etableringen af bankunionen som medlem af Tilsynsrådet for Den Fælles Tilsynsmekanisme (FTM) siden dens oprettelse i 2014 og frem til juli 2019.

Deltagelse i internationale fora har givet mig et førstehåndsindtryk af vigtigheden af det internationale samarbejde. Jeg har blandt andet været medlem af Komitéen for det Globale Finansielle System under Den Internationale Betalingsbank (BIS), af ECB's makroprudentielle forum (som medlem af Tilsynsrådet), af BIS' bestyrelse (i øjeblikket er jeg stedfortrædende medlem). Jeg er stedfortrædende medlem for Italien ved møder i gruppen af de syv (G7) og i gruppen af de 20 (G20) bestående af finansministre og centralbankdirektører.

Jeg er medlem af bestyrelsen for International Center for Monetary and Banking Studies (ICMB) i Genève.

Ud over en stor og alsidig erfaring med politiske spørgsmål har jeg en akademisk baggrund med publikationer om pengepolitik og bankvæsen i internationale tidsskrifter.

 

2. Besidder De nogen erhvervsmæssige eller finansielle poster, eller er De underlagt nogen andre forpligtelser, der kan vise sig uforenelige med Deres fremtidige arbejdsopgaver, eller er der nogen andre faktorer af personlig eller anden art, som Parlamentet bør tage i betragtning i behandlingen af Deres kandidatur?

 

Nej. Som medlem af Banca d'Italias bestyrelse overholder jeg kravene til en høj standard i spørgsmål som interessekonflikter, fortrolighed, eksterne mandater, politik for modtagelse af gaver og andre fordele samt finansielle investeringer i henhold til bankens kerneværdier: uafhængighed, uvildighed, ærlighed og diskretion. Som tidligere medlem af Tilsynsrådet underskrev jeg og efterlever adfærdskodeksen, åbenhedskravene og investeringsbegrænsningerne, der gælder for ECB's beslutningstagende organer. Som formand for den italienske forsikringstilsynsmyndighed overholder jeg IVASS' adfærdskodeks og åbenhedskrav.

Jeg har ingen tilknytning til private organisationer. Jeg har ingen investeringer i og er ikke involveret i finansielle eller ikkefinansielle virksomheder.

 

3. Hvilke vejledende principper vil De følge i embedsperioden i Den Europæiske Centralbank?

 

En målrettet indsats for at opfylde mandatet om opretholdelse af prisstabilitet er det vigtigste bidrag, ECB kan yde til at opbygge et stærkere, mere modstandsdygtigt og mere fremgangsrigt Europa med mindre ulighed. At sikre, at ECB opfylder sit mandat i overensstemmelse med EU-traktaterne, er og vil fortsat være det primære ledende princip for alle medlemmer af direktionen.

Samtidig skal ECB konstant være på vagt over for de mulige utilsigtede konsekvenser af bankens politikker for stabiliteten i det finansielle system, navnlig når nye redskaber tages i anvendelse. Under disse omstændigheder er der behov for stor agtpågivenhed med henblik på at afdække sådanne virkninger så tidligt som muligt, og de økonomiske og finansielle forhold skal overvåges løbende i alle retninger uden undtagelser eller fordomme.

Hvad angår ECB's interne funktion, er den organisationskultur, der bedst sikrer, at disse mål kan forfølges effektivt, en kultur, der fremmer en pragmatisk, databaseret og åben tilgang på alle niveauer inden for institutionen. Hvis jeg bliver udpeget til medlem af direktionen, vil jeg konstant bestræbe mig på at fremme en sådan kultur.

Som jeg vil forklare nærmere i de følgende svar, vil jeg, hvis jeg bliver udpeget til medlem af direktionen, ligeledes bestræbe mig på at videreudvikle en stærkere kultur med indflydelse og lige muligheder uafhængigt af køn, nationalitet eller andre forskelligheder.

 

B. ECB's pengepolitik

 

4. Hvordan skal ECB gennemføre sin pengepolitik under de aktuelle makroøkonomiske forhold? Hvordan vurderer De ECB's resultater for så vidt angår opfyldelsen af bankens primære målsætning om at fastholde prisstabilitet?

 

ECB's foranstaltninger skal hele tiden være styret af det primære mål om at fastholde prisstabilitet i euroområdet. I den henseende viser de nyeste data, at inflationsudsigterne ikke når op på Styrelsesrådets mål om, at inflation skal ligge under, men tæt på 2 %, og hvorfor der er brug for en lempelig pengepolitik: De oplysninger, vi modtager (både hard og soft data), viser, at den faldende vækst har vist sig at trække ud længere, end man forventede for blot få måneder siden, på grund af de fortsatte svagheder i den internationale samhandel og de fortsatte usikkerheder på globalt plan, der navnlig påvirker fremstillingsindustrien og mere generelt virksomhedernes tillid og deres investeringslyst. De tidligere erfaringer viser konsekvent, at en langvarig opbremsning i fremstillingssektoren vil smitte af på andre dele af økonomien som f.eks. tjenesteydelsessektoren.

Under en økonomisk opbremsning vil både den nuværende og den forudsagte inflation ligge lavt og ikke være i overensstemmelse med målsætningen fra ECB's Styrelsesråd. Vigtigere endnu medfører dette risiko for en nedadgående tendens i inflationsforventningerne hos husholdninger og virksomheder, som, hvis den ikke imødegås, kan gøre det vanskeligere af opnå prisstabilitet. Dette betyder, at der er behov for pengepolitisk støtte for at sikre fortsat gunstige finansieringsbetingelser med henblik på at styrke investeringer, tillid, beskæftigelse og ad den vej opnå løn- og prisstigninger.

 

Efter min mening har ECB i det store og hele haft held med at nå sin primære målsætning. Det opadgående pres på prisudviklingen har hele vejen igennem været under kontrol. Under krisen stod euroområdet over for en hidtil uset risiko for deflation, og ECB måtte udvide sin værktøjskasse til mere end de sædvandige politikinstrumenter. Udfordringerne ved en sådan situation blev afhjulpet gennem ECB's pengepolitik, som forhindrede risikoen for deflation i at blive til virkelighed, og bremsede den nedadgående forværring i inflationsforventningerne, hvorved man støttede den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Økonomiske analyser og de tidligere erfaringer fra andre lande viser, at deflation er en skadelig sygdom, som det er vanskeligt at udrydde, og som kan kaste økonomien ud i ond cirkel med faldende efterspørgsel, lavere økonomisk aktivitet, højere arbejdsløshed og økonomisk ustabilitet, navnlig når økonomien er kendetegnet ved høj gældsætning.

 

5. Hvad synes De om ECB's Styrelsesråds stimuluspakke af den 12. september og beslutningen om en uforandret kortfristet rente? Hvad mener De om måden, som denne beslutning blev truffet på, især i lyset af den offentlige modstand mod beslutningen, som nogle medlemmer af ECB's Styrelsesråd har givet udtryk for? Hvordan ser De mere overordnet på, hvordan de pengepolitiske beslutninger blev truffet tidligere, og mener De, at proceduren bør laves om, og i givet fald hvordan?

 

Pakken af foranstaltninger, som ECB's Styrelsesråd vedtog i september, var et forholdsmæssigt og passende svar på den makroøkonomiske situation, som jeg beskrev i mit tidligere svar. I henhold til ECB's primære mandat om at fastholde prisstabilitet sigtede beslutningen mod at imødegå risikoen for, at et vedvarende lavt inflationsniveau fremkaldt af en svag økonomi kunne udvikle sig til permanent faldende inflationsforventninger eller endda, at truslen om deflation kunne opstå på ny. Politikpakken, som Styrelsesrådet vedtog, vil sikre den nødvendige støtte til økonomisk aktivitet og inflation.

Jeg forstår ligeledes på den offentlige debat, at Styrelsesrådets synspunkter var enstemmige med hensyn til det hensigtsmæssige i en imødekommende pengepolitik. Samtidig var der forskellige holdninger til de specifikke pengepolitiske instrumenter, der var bedre egnet til at yde den nødvendige støtte til vækst- og inflationsudsigterne. Dette er ikke overraskende, idet usikkerheden om de relative virkninger af de individuelle ikkestandardinstrumenter naturligvis er stor og udbredt på dette tidspunkt. Jeg betragter det som et tegn på en åben og konstruktiv debat.

Min erfaring siger mig, at Styrelsesrådets pengepolitiske beslutninger altid træffes på grundlag af en grundig analyse af indenlandske og globale økonomiske og finansielle forhold samt af fordele og ulemper ved de forskellige muligheder. På denne måde kan alle Styrelsesrådets medlemmer udtrykke deres synspunkter og forsøge at nå til enighed, når det er muligt. Der findes tilstrækkelige muligheder for at nå frem til en konklusion i tilfælde af uenighed. I et stort beslutningstagende organ er det uundgåeligt, at der er forskellige synspunkter, og det er efter min mening et sundhedstegn. Den nuværende styring sikrer, at der altid er mulighed for en rimelig debat, men også, at Styrelsesrådet altid kan nå frem til operationelle konklusioner. Samlet set viser empiriske analyser, at foranstaltningerne, der træffes af ECB's Styrelsesråd, hidtil har været effektive til at understøtte den indenlandske efterspørgsel og inflation.

 

6. Hvordan vurderer De virkningerne af lave rentesatser?

 

De oplysninger, jeg har kendskab til, viser, at virkningerne for økonomien af lave og sågar negative rentesatser, som helhed har været omfattende og positive. Overførslen af ECB's lave eller endda negative rentesatser til finansieringsbetingelser for virksomheder og husholdninger er gået godt og blev yderligere forbedret ved hjælp af signalvirkninger i form af renteforventninger.

Samtidig er der altid en risiko for bivirkninger af lave og negative renter, hvis de opretholdes i længere tid. Der er bekymring for, at negative politiske renter ud over et vist niveau kan have en negativ indvirkning på husholdningernes opsparings- og forbrugsmønstre, på bankernes udlånspolitik og på de finansielle formidleres rentabilitet. Tier-systemet, som Styrelsesrådet indførte i september, har til formål at afhjælpe sådanne problemer (hjælpe banker med at afholde de direkte omkostninger ved at have overskydende likviditet stående på deres konti hos centralbanken til negative renter) med henblik på at bevare transmissionsmekanismen inden for pengepolitikken.

Situationen med lave rentesatser understøtter ligeledes den økonomiske aktivitet ved at tilskynde aktørerne til at være mere risikovillige. Der hersker imidlertid også bekymring for, at øget risikovillighed kan føre til risici for den finansielle stabilitet inden for visse markedssegmenter. Det er vigtigt, at ECB konstant overvåger disse risici. I det fleste tilfælde er det imidlertid bedst at afhjælpe sådanne risici ved at trække i andre politikhåndtag, navnlig når de forekommer i bestemte lande eller på bestemte markeder. Makroprudentielle politikker, som kan skræddersyes til omstændighederne i enkeltlande eller -sektorer (f.eks. realkredit), er mest velegnede til at afhjælpe uforholdsmæssigheder i prisdynamikken for aktiver.

Ved den nuværende skillevej overstiger fordelene ved ECB's foranstaltninger, inklusive de negative renter, stadig deres potentielle bivirkninger. Der er imidlertid behov for løbende overvågning for at sikre, at det fortsat vil forholde sig sådan. Fremover kan Styrelsesrådet gennemgå de indførte foranstaltninger og træffe beslutning om yderligere afbødende foranstaltninger, hvis nettofordelene ved nogle af dem vurderes at være aftagende.

 

7. Her 20 år efter indførelsen af euroen mener De da, at tiden er inde til at foretage en revision af ECB's pengepolitiske rammer?

 

Jeg er klar over, at ECB's formand, Christine Lagarde, i såvel sine svar til Europa-Parlamentet og i en tale for nylig allerede har givet udtryk for, at der vil blive iværksat en strategisk gennemgang i nær fremtid.

Efter min mening har de nuværende rammer overordnet set været en succes. Men det er dog i mange henseender på sin plads og nødvendigt med en revision, eftersom det makroøkonomiske miljø har ændret sig siden indførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ikke bare i euroområdet, men også på globalt plan), og det er vigtigt at udlede konklusioner af erfaringerne med finanskrisen. Andre centralbanker reviderer deres politikker med regelmæssige mellemrum. Den forrige revision af ECB's politikker blev gennemført i 2003, så det er på tide med en ny.

En grundig revision vil bidrage til at sikre, at ECB's pengepolitiske rammer fortsat opfylder ECB's mandat, som er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Hvis jeg bliver udnævnt til direktionen, vil jeg gå ind i disse drøftelser med et åbent sind ligesom formanden selv. Jeg vil foreslå, at man ved disse drøftelser tager hensyn til de seneste tanker om pengepolitik og erfaringerne fra disse betydningsfulde år, både i Europa og i resten af verden. Jeg er sikker på, at alle medlemmer af Styrelsesrådet – med støtte fra medarbejderne – vil bidrage konstruktivt, dedikeret og entusiastisk til denne proces og bidrage med deres erfaringer, således som det altid har været tilfældet tidligere.

 

8. Hvordan vil De sikre gennemsigtighed i gennemførelsen af programmet for opkøb af aktiver? Er De enig i, at der kunne skabes større gennemsigtighed i forbindelse med ABSPP og CBPP3?

Som en offentlig institution har ECB et ansvar for at være så gennemsigtig som muligt. Gennemsigtighed, herunder vedrørende aspekter af pengepolitikkens gennemførelse, hjælper offentligheden med at forstå ECB's pengepolitik. En bedre forståelse hos offentligheden gør igen de politiske beslutninger mere troværdige og effektive og bidrager til ECB's ansvarlighed. Dette gælder i særdeleshed under ekstraordinære omstændigheder, hvor ukonventionelle politikforanstaltninger skal forklares for offentligheden på en tydelig måde og med konstante henvisninger til mandatet vedrørende prisstabilitet.

Hvad angår gennemførelsen af programmet for opkøb af aktiver (APP), mener jeg, at der allerede er tale om en temmelig høj grad af gennemsigtighed. På sit websted offentliggør ECB detaljerede oplysninger om månedlige indkøb, de samlede aktiver og indløsninger, der forfalder i de enkelte underprogrammer af APP, og er åben vedrørende de principper, der er styrende for indkøbene. I forbindelse med programmet for køb af værdipapirer med sikkerhed i aktiver informerer ECB f.eks. også om, hvilke trancher (foranstillede trancher, mezzanin- eller aktietrancher) af en udstedelse, der kan købes, den maksimale andel af det udestående beløb i en tranche, der kan købes, og hvilke instrumenter, der kan være en del af puljen af de underliggende aktiver.

Når det er sagt, mener jeg imidlertid, at centralbankers gennemsigtighed ikke må gå for vidt, idet overdreven åbenhed i nogle tilfælde kan undergrave effektiviteten af de pengepolitiske foranstaltninger. Der er f.eks. gode grunde til, at ECB bør afstå fra, for visse indkøbsprogrammers vedkommende, at offentliggøre detaljer om beholdninger af individuelle værdipapirer, og at den ikke bør give sine modparter tilladelse til at offentliggøre mængden og typen af de værdipapirer, den har købt. Disse oplysninger kan rent faktisk få markedsdeltagerne til at forsøge at foregribe centralbankens dispositioner i form af frontrunning, hvilket kan medføre potentielt alvorlige forskydninger af kurserne på bestemte værdipapirer, øge omkostningerne for eurosystemet og reducere programmets effektivitet. Forslag, der kan øge gennemsigtigheden uden disse negative bivirkninger, er velkomne, og hvis jeg bliver valgt til ECB's direktion, vil jeg gøre mit bedste for at evaluere dem nøje.

 

9. Hvad er Deres syn på de risici, der er forbundet med programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (CSPP)? Hvordan vurderer De den aktuelt stigende andel af CSPP på det primære marked og på samme tid den aktuelt faldende andel af det offentlige sektors købsprogram på det sekundære marked?

 

ECB køber virksomhedsobligationer under CSPP på det primære og sekundære marked efter foruddefinerede berettigelseskriterier og grænser med hensyn til andelen af udstedelser og udstedere, hvor der tages hensyn til risici i forbindelse med specifikke sektorer. Disse regler suppleres på forhånd af en nøje due diligence-undersøgelse og efter købet af en konstant overvågningsproces for at begrænse risici. Forkert risikostyring kan påvirke centralbankens troværdighed og omdømme.

Eurosystemet tilpasser sine CSPP-køb til markedsforholdene under hensyntagen til likviditeten på de sekundære markeder. I købene tages der også hensyn til sæsonmønstre inden for udstedelse, ligesom de er genstand for visse udjævningsmekanismer. Det benchmark, der anvendes til køb, afspejler proportionalt alle berettigede udestående udstedelser. Markedskapitaliseringen viser således vægten af de enkelte udstedelseskompetencer i benchmarket.

CSPP har været effektiv med hensyn til at forbedre finansieringsbetingelserne for euroområdets ikkefinansielle virksomheder. Selv om køb af virksomhedsobligationer indebærer en noget højere risiko end andre aktiver, som centralbanker traditionelt ligger inde med, har CSPP vist sig at være risikoeffektivt, hvis man vurderer risikoen i forhold til, i hvor høj grad det bidrager til at nå politikmålene. Sammen med køb af værdipapirer med sikkerhed i aktiver og dækkede obligationer kan CSPP maksimere APP's direkte virkning for realøkonomien.

I lyset af grænserne for beholdninger af statsobligationer og de dermed forbundne begrænsninger for at gennemføre PSPP forbedrer et relativt større bidrag fra den private sektor den overordnede fleksibilitet (og potentielt omfanget) af APP. Det hjælper også med at begrænse omfanget af PSPP-aktiernes mulige afvigelser fra kapitalnøglen (det benchmark, der anvendes til fordeling af PSPP-køb på tværs af forskellige lande).

Under alle omstændigheder er køb af statsobligationer på det sekundære marked fortsat den vigtigste del af APP.

 

10. Hvordan kan ECB efter Deres opfattelse bidrage til økonomisk vækst, økologisk omstilling og fuld beskæftigelse, samtidig med at den fuldt ud opfylder sit primære mål om at fastholde prisstabilitet? Hvilke yderligere pengepolitiske foranstaltninger vil efter Deres mening kunne forbedre de positive virkninger af pengepolitikken på realøkonomien?

 

I traktaten fastsættes det, at ECB skal støtte de generelle økonomiske politikker i Unionen for at opnå deres mål, uanset dens primære mål om at understøtte prisstabiliteten. Disse omfatter afbalanceret økonomisk vækst, fuld beskæftigelse og beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.

Erfaringen fra de seneste par år har bekræftet, at ECB ved at fastholde prisstabilitet bidrager til euroområdets velstand. Risiciene i relation til inflationsudsigterne kom ikke alene, men ledsaget af dårlig vækst, lav beskæftigelse og stagnerende lønninger, hvilket øgede uligheden og var en trussel mod den finansielle stabilitet. Med sin pengepolitik støtter ECB's foranstaltninger forbrugernes udgifter og virksomhedernes investeringer og støtter dermed vækst og beskæftigelse i euroområdet og dermed inflationsudsigterne. ECB's foranstaltninger har bidraget til at styrke euroområdets arbejdsmarked, hvor der er skabt omkring 11 mio. job siden medio 2013, og som stadig er modstandsdygtigt.

En stor udfordring for hele planeten er, hvordan vi skal håndtere klimaforandringer – som udgør en trussel for vækst og velstand og det finansielle systems stabilitet – og hvordan vi bidrager til en mere bæredygtig udnyttelse af de tilgængelige naturressourcer. Selv om centralbankerne som institutioner ikke er tættest på de politiske tiltag inden for miljø, kan og skal de gøre deres del (se også svaret på næste spørgsmål).

I den italienske centralbank bevæger vi os i dén retning. Som formand for investeringskomitéen styrede jeg vores pensionsfonds investeringspolitik i en retning, der integrerede disse bekymringer med fordelingen af vores aktiver, og udelukkede virksomheder i sektorer, der ikke opfylder kriterierne i FN's Global Compact-initiativ, og favoriserede virksomheder med de bedste miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige scorer. Samlet set vil der som følge af de nye kriterier ske en forbedring af den italienske centralbanks aktieporteføljes miljøaftryk med hensyn til samlede drivhusgasemissioner (et fald på 23 % svarende til -0,76 mio. ton), energiforbrug (et fald på 30 % svarende til 7,67 mio. gigajoule) og vandforbrug (et fald på 17 % svarende til 6,95 mio. kubikmeter). Disse forbedringer i aktieporteføljens fodaftryk svarer til at annullere det årlige energiforbrug for ca. 140 000 husstande og vandforbruget for over 123 000 husstande. Der ses også en betragtelig reduktion af drivhusgasserne. Faldet svarer til, at 185 000 husstande reducerer deres årlige emissioner til nul. På den finansielle side har denne tilgang ikke givet dårligere afkast eller højere risici.

Den italienske centralbank deltager ligesom ECB aktivt i det arbejde, der udføres af Network for the Greening of the Financial System – som har til formål at bidrage til at øge opmærksomheden på risici i forbindelse med klimaændringer i centralbankerne – og i de nationale og internationale tekniske grupper om klimarelaterede spørgsmål.

Centralbankerne bør også opfordre finansielle formidlere til at integrere klimarelaterede og sociale risici i deres beslutningsprocesser for at forbedre prissætningen for sådanne risici og styre fordelingen af finansielle ressourcer således, at der i højere grad tages hensyn til disse spørgsmål.

Med hensyn til yderligere foranstaltninger til at forbedre realøkonomien har ECB med sine beslutninger i september bidraget og bidrager til at sikre gunstige finansielle forhold for virksomheder og husstande, der støtter investeringer, forbrug, beskæftigelse og lønstigninger. Det er vigtigt, at pengepolitikken bliver ved med at gøre det, den skal. Disse foranstaltninger har bidraget til jobskabelse i euroområdet (fra 2013 til 2019 blev der skabt over 13 mio. job). Empiriske analyser fra ECB og de nationale centralbanker viser, at nettovirkningerne af disse politikker reducerede uligheden i indkomstfordelingen (da arbejdsløshed er den vigtigste kilde til ulighed).

 

11. Hvad mener De om de nødvendige skridt til at finansiere den europæiske "Green Deal"? Hvad er Deres holdning til virkningerne af ECB's politik vedrørende klimaændringer? Mener De, at ECB bør bringe sin beholdning af aktiver i overensstemmelse med FN's mål for bæredygtig udvikling og Parisaftalen om klimaændringer? Bør ECB's program for indkøb af aktiver være i overensstemmelse med EU's rammer for taksonomi? Hvilken rolle ville ECB spille i Network for Greening the Financial System?

 

Det er vigtigt at adressere konsekvenserne af klimaforandringer og omstille til et kulstoffattigt system, og dette kræver en samlet indsats. I denne henseende kan jeg kun glæde mig over, at den nye Kommission prioriterer dette vigtige spørgsmål, som vil forme nulevende og fremtidige europæiske borgeres trivsel.

For at kunne nå de mål, der er aftalt i Parisaftalen, skal vi prissætte de risici, som følger af kulstofintensive aktiviteter korrekt for at kunne stimulere de nødvendige ændringer i produktions- og forbrugsmønstre. Dertil er fastsættelse af kulstofpriser et vigtigt politiske værktøj, som ikke kun vil ændre de relative priser, men også vil give incitamenter til højere energieffektivitet. Omstillingen skal gennemføres for at sikre en rimelig fordeling af byrden, idet der tages hensyn til disse politikkers sociale konsekvenser, med det overordnede formål at fremme målene for bæredygtig udvikling, som FN har defineret, og beskytte de mest sårbare.

Det er først og fremmest regeringernes ansvar at fastlægge passende foranstaltninger til at nå disse mål. I lyset af at klimaforandringer er en eksternalitet af global karakter, bør vi glæde os over enhver international koordinering af sådanne politikker på dette område.

Den energiomstilling, som er nødvendig for at reducere emissionerne i overensstemmelse med EU's mål, kræver betydelige investeringer i både fysisk infrastruktur og immateriel kapital (herunder FoU). EU's budget og navnlig EIB spiller en vigtig rolle, men private finansielle ressourcer skal også mobiliseres. I denne henseende kan EU yderligere øge sine bestræbelser og bygge videre på de foranstaltninger, som allerede er indledt med handlingsplanen for bæredygtig finansiering.

ECB's formand har antydet, at hun vil tænke over, hvordan ECB kan bidrage til at håndtere klimaforandringer, hvilket er en af prioriteterne i hendes mandat. Klimaforandringer kan udgøre en risiko for den økonomiske vækst og for det finansielle systems stabilitet og kan dermed påvirke det miljø, som pengepolitikken virker i. Det er derfor vigtigt, at ECB, stadig inden for sit mandat, får en bedre forståelse af, hvordan klimarelaterede risici påvirker det økonomiske og finansielle system, afdækker de potentielle chok, der er relevante for inflationsudsigterne på kort og mellemlang sigt, og de mulige indvirkninger på den pengepolitiske transmission og træffer foranstaltninger, hvis det er nødvendigt. 

Oprettelsen af Network for Greening the Financial System (NGFS) har været et vigtigt skridt i retning af at definere og fremme bedste praksis for centralbanker og tilsynsmyndigheder. De store centralbanker – herunder ECB og den italienske centralbank – bidrager aktivt til netværket og følger op på de anbefalinger, som NGFS hidtil har givet i sine rapporter. ECB kan yde et stort bidrag ved at undersøge, hvordan det er muligt at integrere miljø- og klimarisici i centralbankernes aktiviteter, og hvordan disse risici kan indarbejdes i bankens mikro- og makroprudentielle tilsyn.

Her samarbejder Banca d'Italia med Den Europæiske Banktilsynsmyndighed om at studere de risici, som bæredygtighedsfaktorer udgør for den finansielle stabilitet, og udarbejder metoder til at vurdere disse risici og finde frem til fornuftige svar.

For så vidt angår ECB's balance er det vigtigt at huske, at den nuværende konjunkturudjævnende pengepolitiske holdning allerede giver regeringerne yderst gunstige forhold til at finansiere omstillingen til en kulstoffattig økonomi. Endvidere har ECB som en del af APP købt betydelige mængder grønne obligationer, hvilket bidrager til at udvikle dette marked. I takt med at bæredygtige investeringsmuligheder og bæredygtige finansprodukter bliver mere og mere almindelige, vil andelen af bæredygtige aktiver (såsom grønne obligationer) i ECB's APP også stige.

I denne henseende vil EU's taksonomi med miljømæssigt bæredygtige aktiviteter og grønne obligationer være afgørende for at give investorerne klarhed og gennemsigtighed og stimulere væksten i bæredygtig finansiering.

Det kan være en god idé at tænke over, om en risikobaseret taksonomi kan supplere den nuværende tilgang og i højere grad bistå de offentlige myndigheder, herunder centralbankerne, med at finde frem til de aktiver, som er mest eksponeret for fysiske risici og omstillingsrisici. Rent faktisk er sådanne risici aktuelt ikke tilstrækkeligt afspejlet i priserne på finansielle aktiver. Den kommende ikrafttrædelse af de nye EU-regler om offentliggørelse vil give flere oplysninger om bæredygtighedsprofilerne på en endnu mere harmoniseret måde, som kan gøre det lettere for markedsaktørerne at foretage en rimelig vurdering.

 

12. Bør ECB efter Deres personlige opfattelse købe flere EIB-obligationer for at hjælpe med at finansiere europæiske investeringer i overensstemmelse med ECB's primære og sekundære mål?

 

ECB har allerede købt obligationer udstedt af EIB og andre overnationale institutioner for over 230 mia. EUR som en del af opkøbsprogrammet for offentlige udstedelser. Eftersom EIB er en offentlig enhed, kan dens obligationer kun købes på det sekundære marked, og den samlede beholdning er underlagt et vist maksimum. I 2016 øgede Styrelsesrådet denne grænse for overnationale EU-obligationer fra 33 til 50 % af deres værdi, dvs. over det tilsvarende loft for statsobligationer. Nettoindkøbet af overnationale obligationer blev genoptaget i november som en del af den nye runde af PSPP-nettoindkøb.

Et vigtigt træk ved EIB er, at den har fungeret som pioner for udstedelse af grønne obligationer og fortsat er en stærk spiller på markedet for grønne obligationer. Eurosystemet har medført EIB's grønne obligationer samt andre grønne spørgsmål i euroområdet og dermed bidraget til at finansiere klimaprojekter.

 

13. Hvad er Deres syn på gennemførelsen af likviditetsstøtte i en krisesituation (ELA)? Hvad kunne forbedres i beslutningsprocessen om tildeling af ELA?

 

Likviditetsstøtte i en krisesituation (ELA) skal yde støtte til solvente banker, som oplever midlertidige likviditetsproblemer. Ifølge statutten for ESCB er det et nationalt ansvar at yde ELA. Derfor ligger beslutningen om at tildele ELA hos de nationale centralbanker, som påtager sig både omkostninger og risici for denne støtte. De vigtigste forudsætninger er, at banken er solvent, eller, såfremt banken ikke opfylder kravene om kapitalgrundlag i kapitalkravsforordningen (CRR), at der er udarbejdet en troværdig rekapitaliseringsplan, og at der er stillet tilstrækkelige garantier, som kan godkendes af den enkelte nationale centralbank.

I de seneste år har eurosystemet gjort vigtige fremskridt med hensyn til at harmonisere de forskellige nationale centralbankers ELA-rammer med godkendelsen af såvel en omfattende ELA-ramme og en ELA-aftale, som blev offentliggjort på ECB's websted i maj 2017. Med hensyn til at forebygge eventuel indgriben i den fælles pengepolitik definerer aftalen fordelingen af ansvarsområder og rammen for udveksling af oplysninger mellem de nationale centralbanker og ECB. Styrelsesrådet kan også inddrages i beslutningsprocessen, afhængigt af omfanget og varigheden af operationen.

 

Inden for de seneste år har jeg personligt flere gange været med til at yde ELA. Min erfaring er, at de nuværende procedurer generelt har vist sig at være effektive med hensyn til at sikre finansiel stabilitet og begrænse afsmittende virkninger. Selv med hensyn til de store institutioner, som den fælles tilsynsmekanisme fører direkte tilsyn med, har de nationale centralbanker været i stand til at foretage en nøjagtig vurdering af de elementer, som er nødvendige for at sikre smidig, effektiv og rettidig handling. Som følge deraf er eurosystemets fælles pengepolitik blevet bevaret, sådan som det er fastsat i traktaten.

 

14. Hvilken rolle mener De, at ECB bør spille i forbindelse med håndtering af virtuelle valutaer? Hvilke muligheder og risici ser De med hensyn til virtuelle aktiver? Hvordan synes De, at en passende lovramme for virtuel valuta (især "stablecoins") bør se ud?

 

Den nye bølge af teknologisk innovation medfører omfattende ændringer til leveringen af finansielle tjenester og de aktører, som leverer dem. Blockchain-teknologi og virtuelle aktiver er en del af denne revolution. De rummer et potentiale for en mere effektiv måde at overføre penge på, navnlig på tværs af grænserne, men de rummer også betydelige risici.

ECB holder ligesom andre centralbanker et vågent øje med denne udvikling. Flere aspekter af virtuelle aktiver og de såkaldte stablecoins nødvendiggør en koordineret indsats fra de offentlige myndigheders side ud over centralbankerne (f.eks. hvidvaskmyndigheder, skattemyndigheder og standardiseringsorganer mv.). Ikke desto mindre gælder det, at i det omfang virtuelle aktiver, navnlig stablecoins, har til formål at gøre det lettere at eje og overføre penge, falder deres operationer ind under eurosystemets tilsynsramme for betalingssystemer og -ordninger.

Det er ikke centralbankerne, men regeringer og parlamenter, som har beføjelse til at beslutte, om der skal gives tilladelse til udstedelse og cirkulation af virtuelle aktiver, men ECB spiller alligevel en rolle med hensyn til at regulere og føre tilsyn med dem for at undgå trusler mod den finansielle stabilitet og sikre, at euroområdets betalingssystem fortsat er sikkert, effektivt og innovativt og kan imødekomme borgernes øgede efterspørgsel efter umiddelbar tilgængelighed og brugervenlige grænseflader.

I lyset af deres iboende risiko er private stablecoins måske ikke en løsning, som i tilstrækkelig grad kan sikre effektive og innovative detailbetalingstjenester. Faktisk udgør de en lang række svære udfordringer, som det internationale centralbanksamfund har afdækket. Eksempelvis blev det i den seneste rapport om globale stablecoins fra arbejdsgruppen i G7-delegationen – som jeg var medlem af – påpeget, at de ofte mangler en tydelig forvaltningsmæssig og retlig ramme, så lovgiverne har ikke mulighed for at finde frem til, hvem der er ansvarlig for at beskytte brugere og investorer. Stablecoins udgør også en risiko i forbindelse med operationel modstandsdygtighed, cybersikkerhed, beskyttelse af personoplysninger, hvidvask af penge og overholdelse af skattereglerne.

Det generelle princip i forbindelse med regulering af virtuelle aktiver og stablecoins er princippet om teknologisk neutralitet og proportionalitet ifølge princippet om "samme forretning, samme regler". Lovgiverne bør fokusere på nye forretningsmodeller og de risici, som følger af de nye teknologier, og som der ikke blev taget højde for, da den nuværende lovgivning blev indført.

Lovgivernes opgave besværliggøres dog af de manglende oplysninger om de specifikke projekter og af, at relevante aspekter af sådanne projekter ofte er foreløbige og uklare. Dette er én grund til, at lovgivning muligvis ikke er nok til at begrænse risici på dette tidspunkt.

Stablecoin-initiativerne, som kan opnå et globalt fodaftryk, kan skabe endnu større problemer, og det er ikke en fjern hypotese at nå et "globalt fodaftryk", når stablecoins støttes af bigtech-giganter. Enhver privat stabiliseringsmekanisme vil, uanset hvor godt den er designet, udgøre en markedsrisiko, kreditrisiko eller likviditetsrisiko. Disse risici kan undergrave tilliden og udløse et stormløb mod valutaen, når der ikke findes en långiver i sidste instans.

Som den seneste rapport om globale stablecoins fra arbejdsgruppen i G7-delegationen (som jeg har været medlem af) viser, kan pengepolitikkens transmissionskanaler også blive påvirket, i det omfang en udbredt stablecoin kan gøre forbrug og investeringer mindre følsomme over for ændringer i de politiske rentesatser. I svagere lande, hvis valuta ikke er med i valutakurvens stabiliseringsmekanisme, kan dette endda føre til en fuldstændig "dollarisering" af økonomien.

At der findes projekter med globale stablecoins er et wake-up call for myndighederne og centralbankerne, der ikke udelukkende kan besvares med passende lovgivning, eftersom lovgivning kan være utilstrækkelig til at dæmme op for alle risici ved et succesfuldt projekt. Vi kan og bør ikke forhindre teknologien i at ændre vores finansielle system, så det bliver mere effektivt og inklusivt, men vi skal være klar over de vidtrækkende konsekvenser, som denne innovation har, og styre det, om nødvendigt ved at gribe direkte ind i de nye økosystemer, det skaber, så finansiel stabilitet og pengepolitisk effektivitet ikke er i fare.

 

15. Hvordan vurderer De samspillet mellem betalingssystemer og pengepolitik? Hvilken rolle bør ECB som udstedende centralbank spille i tilsynet med CCP'er?

Eurosystemet har til opgave at fremme velfungerende betalings- og afregningssystemer, som er nødvendige for at bevare stabile finansielle markeder og sikre en smidig gennemførelse af pengepolitikken. Når betalingssystemerne ikke fungerer korrekt, og modparter ikke kan overføre midler ordentligt, kan det være til stor skade for prisdannelsesprocessen, og pengetransmissionsmekanismen kan blive dysfunktionel.

Betalingssystemerne er særligt relevante fra et pengepolitisk perspektiv med hensyn til store interbanktransaktioner. Af denne grund ejer og driver eurosystemet euroområdets system Target2 (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer). Dette system, som bruges til at afregne transaktioner mellem banker og kommercielle transaktioner og anvendes til at gennemføre monetære operationer, har støttet udviklingen af et fælles pengemarked i euroområdet, hvilket er en nødvendighed for at kunne foretage homogene transmissioner af pengestrømme i alle medlemsstater.

Betydningen af et velfungerende betalingssystem for gennemførelsen af pengepolitikken forklarer også ECB's interesse i de centrale modparters (CCP'ers) finansielle og operationelle modstandsdygtighed. CCP'er lægger sig imellem formidlere, som forhandler på både kontantmarkedet og repo-markedet, og sådanne aktiviteter indebærer store likviditetsstrømme på intradagsbasis. Dette betyder, at formidlernes mangel på likviditet eller værdipapirer under stressede markedsforhold kan kanaliseres af eller gennem CCP'er med potentielt forstyrrende virkninger. I sådan en situation kan ECB blive opfordret til at yde nødlikviditetsstøtte til CCP'er eller banker, der deltager i CCP'er, hvilket blot er endnu en grund til at holde et vågent øje med mulige risici, som skyldes disse markedsstrukturer.

Disse spørgsmål er blevet mere relevante i kølvandet på finanskrisen, da væksten i central clearing forstærkede CCP'ernes systemiske betydning i de store jurisdiktioner. I denne forbindelse er den kommende gennemførelse af den reviderede lovgivningsramme (EMIR 2) en glædelig udvikling, da den forstærker EU's tilsyn med systemiske CCP'er i tredjelande, der clearer store mængder eurodenominerede instrumenter, og den sikrer, at de udstedende centralbanker deltager i dette tilsyn.

 

16. Hvilken rolle tror De, kontanttransaktioner vil spille i fremtiden sammenlignet med digitale transaktioner?

Kontanter er fortsat det foretrukne betalingsmiddel i detailhandlen i flere EU-lande. Det er et sikkert aktiv, som borgerne har direkte adgang til, og kontanter er helt unikke, i og med at de garanterer anonymitet og kan bruges i transaktioner offline. Af disse årsager mener jeg, at kontanter også vil spille en vigtig rolle i den nærmeste fremtid. Centralbankerne skal derfor fortsat sikre et højt effektivitetsniveau i produktionen og cirkuleringen af et sådant instrument.

Euroområdet står ligesom andre jurisdiktioner ikke desto mindre over for dramatiske ændringer i både efterspørgsel og levering af betalingstjenester, som fremmes af innovation i det digitale økosystem. I et sådant nyt miljø bliver digitale transaktioner mere og mere populære og kan med tiden blive vigtigere end kontanter. Indførelse af nye teknologier inden for betalingstjenester skal fremmes, i det omfang billigere, hurtigere og mere sikre tjenester øger konkurrencen og den finansielle inklusion, hvilket forbedrer borgernes trivsel.

17. Hvad mener De om euro med høj pålydende værdi?

Eurosystemet skal uden store omkostninger garantere, at borgerne i euroområdet har adgang til eurosedler af høj kvalitet. Det skal sikre en afbalanceret forsyning af sedler af forskellig pålydende værdi under hensyntagen til, at sedler med lille pålydende værdi i høj grad anvendes til betaling af mindre beløb i detailhandlen.

Sedler med høj pålydende værdi anvendes primært af helt legitime årsager såsom til at købe dyre varer eller tjenester eller som et værdilager. Motivet med et værdilager er kendetegnende for de valutaer såsom euro og dollar, der repræsenterer et reserveaktiv. ECB vurderer, at en betydelig del (omkring en tredjedel) af det udestående lager af sedler ejes af aktører uden for euroområdet. Den del af eurolageret, som er et værdilager, er sandsynligvis en relevant begrundelse, selv om det er vanskeligt at vurdere helt præcist.

Samtidig har bekymring om, at efterspørgslen efter sedler med høj værdi også skyldes illegale aktiviteter, medført, at eurosystemet først indstillede produktionen af 500-eurosedler (i maj 2016) og derefter helt holdt op med at udstede dem (i januar 2019 – for Tysklands og Østrigs vedkommende blev udstedelsen standset i april 2019). Som følge deraf vil mængden af 500-eurosedler i cirkulation falde over tid. Alle de eksisterende 500-eurosedler i cirkulation beholder deres værdi, kan recirkuleres og er fortsat et lovligt betalingsmiddel.

18. Hvad mener De om heterogeniteten i de monetære forhold og kreditmuligheder i euroområdet og indvirkningen heraf på ECB's fælles pengepolitik?

 

De monetære foranstaltninger, som ECB har truffet inden for de sidste 10 år, bidrog i høj grad til at reducere heterogeniteten i de monetære forhold og kreditmuligheder i euroområdet. Under den finanskrisen og statsgældskrisen truede den omfattende forskel i prisen på og adgangen til kredit målretningen for ECB's monetære politik og transmissionsmekanismens funktionsmåde. Den modige og enestående reaktion fra ECB og bankens vilje til at handle målbevidst og inden for sit mandat for at bevare euroen har været afgørende for at fjerne frygten for et opbrud i euroområdet, genoprette velfungerende finansielle markeder og forbedre transmissionen af monetære impulser i alle euroområdets lande.

Siden da har ECB fortsat opfyldt sit mandat og reageret på de forværrede makroøkonomiske udsigter med betydelige lettelser, herunder målrettet langsigtet refinansiering. Disse beslutninger har fået udlånsrenten til virksomheder og husstande til at falde og reducere opdelingen af euroområdets penge- og kreditmarkeder yderligere. Disse mere konjunkturudjævnende og mere homogene monetære forhold har været afgørende for at kunne genoprette bankernes udlån i de senere år og for at støtte private investeringer og forbruget.

 

19. Flere EU-medlemsstater forbereder sig på at tiltræde euroområdet. Hvordan forventer De at undgå yderligere forskelle mellem medlemsstaterne i euroområdet i det kommende årti i betragtning af de økonomiske forhold i kandidatlandene? Hvad er det foretrukne økonomiske scenarie for en udvidelse af euroområdet?

 

Alle EU-medlemsstater – med undtagelse af Danmark og Det Forenede Kongerige, som har et forbehold – er forpligtede til at deltage i Den Økonomiske og Monetære Union og dermed i sidste ende at indføre euroen. Men der er ikke fastsat nogen frist for dette, og den enkelte medlemsstats parathed og vilje afgør, hvornår den fælles valuta indføres. Den enkelte medlemsstats økonomiske, finansielle og institutionelle politikker bestemmer, om den er parat til at deltage i euroen.

ECB og Kommissionen vurderer løbende status med hensyn til at opfylde Maastrichtkriterierne, og om konvergensen i de lande, der ikke er med i euroområdet, er holdbar, i deres respektive konvergensrapporter.

Den 4. november 2014 blev den fælles tilsynsmekanisme, der anvendes til at føre tilsyn med banker i euroområdet, operationel. Vedtagelse af euroen indebærer nu således også deltagelse i den fælles tilsynsmekanisme. Det er ikke nogen let opgave, og de medlemsstater, som nærmer sig indførelse af euroen, bør således indgå i et tæt samarbejde med ECB's banktilsyn. Dette kan kræve særlige reformforpligtelser.

Den landespecifikke karakter af disse forpligtelser synes mest hensigtsmæssig med hensyn til at garantere en smidig deltagelse i valutakursmekanismen og i sidste ende den fælles valuta.

 

20. Hvad er de største risici/muligheder forude for euroen?

 

Euroen fejrede for nylig 20-årsjubilæum og støttes i dag af et rekordstort antal borgere i euroområdet – 76 %. For den første "eurogeneration" er euroen den eneste valuta, de har kendt. For europæere mere generelt står den som et af de mest håndgribelige symboler på europæisk enhed. Under hele krisen er støtten til den fælles valuta forblevet høj, hvilket har støttet den politiske indsats for at skabe et integreret euroområde.

Euroen har medført betydelige fordele for alle borgere, først og fremmest ved at beskytte deres købekraft. Siden euroen blev indført, har den gennemsnitlige årlige inflation ligget på 1,7 %, hvilket er betydeligt laveret end gennemsnittet før euroen, selv i de medlemsstater, som klarer sig bemærkelsesværdigt med hensyn til at fastholde prisstabilitet. Euroen giver mulighed for at få fuldt udbytte af det indre marked. Ved at fjerne valutakursrisikoen og muligheden for konkurrerende devalueringer mellem de enkelte jurisdiktioner har den i væsentlig grad reduceret transaktionsomkostningerne og gjort det lettere at handle, hvilket forbrugerne har nydt godt af gennem lavere priser og virksomhederne – herunder SMV'er – gennem strammere valutakæder. Euroen accepteres generelt i finansielle transaktioner i hele verden. Dette fremmer international handel blandt virksomheder i euroområdet. Desuden har euroområdets lande sammen en stærkere stemme på det internationale økonomiske og finansielle område inden for emner som f.eks. regulering af internationale finansielle markeder. Også lande, som ikke er med i euroområdet, og hvis valutakurs er tæt knyttet til værdien af den fælles valuta, har nydt godt af euroens fordele.

Denne udvikling kan bevares og styrkes af en stærkere og mere fuldstændig Økonomisk og Monetær Union, herunder både en kapitalmarkeds- og en bankunion, og en fornuftig økonomisk politik. Det er nødvendigt med økonomisk konvergens mellem og i medlemsstaterne for at garantere, at fordelene ved euroen deles på tværs af euroområdet og i alle dele af samfundet.

Euroen står også over for nye og vigtige udfordringer såsom digitalisering og krypotoaktiver, cybersikkerhed og hvidvask af penge. ECB bidrager inden for sit mandat til at tackle disse udfordringer og rumme forandringer og innovation. ECB spiller f.eks. en aktiv rolle som katalysator for opbygningen af et mere sikkert, mere innovativt og integreret betalingssystem i euroområdet.

 

21. Hvad mener De er de største risici og udfordringer, ECB står over for?

 

Fremadrettet skal bankerne vælge en passende monetær ramme til at håndtere det globale makroøkonomiske scenarie, som er kendetegnet ved nye udfordringer – såsom protektionisme, geopolitiske risici, aldrende samfund i avancerede økonomier – som kan medføre en vedvarende lav vækst, lav inflation og lave renter. Den økonomiske usikkerhed vil sandsynligvis også øges i fremtiden.

Det er vigtigt at minde om, at de utraditionelle foranstaltninger, som flere centralbanker har truffet i de seneste 10 år, er en reaktion på snarere end årsagen til det nuværende scenarie, og at mange undersøgelser viser, at uden dem ville situationen være langt værre, navnlig med hensyn til realøkonomien. Hvis man ikke anerkender disse udfordringer og handler rettidigt, forholdsmæssigt og om nødvendigt innovativt for at løse dem, kan det i sidste ende blive nødvendigt med en endnu stærkere reaktion.

Samtidig vil det, som jeg også anførte i et tidligere svar, fortsat være afgørende at holde konstant øje med bivirkningerne og nettofordelene ved utraditionelle foranstaltninger: Negative politiske renter kan ud over et vist niveau f.eks. have en negativ indvirkning på bankernes udlånsadfærd, på de finansielle formidleres rentabilitet (lavere rentabilitet kan påvirke bankernes udlånspolitikker og dermed transmissionen af pengepolitikken).

I nogle markedssegmenter kan overdreven risikotagning fra investorernes og de finansielle formidleres side udgøre en risiko for den finansielle stabilitet, som om nødvendigt skal tackles omgående med en mere aktiv anvendelse af makroprudentielle instrumenter.

I lyset af det stadig mere komplekse finansielle landskab og udviklingen af de politiske foranstaltninger kan ECB have behov for at tilpasse sin kommunikation for at kunne forklare sin politik tydeligt for offentligheden. Kun hvis borgerne – arbejdstagere, investorer, pensionister – forstår deres centralbanks rolle, mål og politikker, kan de have realistiske forventninger til den og planlægge fremtiden. Dette vil bidrage til at definere den foretrukne generelle økonomiske sammensætning og eurozonens fremtidige økonomiske retning.

Jeg har allerede nævnt, at ECB også skal deltage i en mere generel drøftelse om, hvordan den bedst kan bidrage til at imødekomme udfordringerne i forbindelse med klimaforandringerne.

En anden udfordring er konsekvenserne af den igangværende digitale omstilling af det økonomiske og finansielle system. Integrationen af nye teknologier i finansielle tjenester (Fintech) skal fremmes, i det omfang billigere, hurtigere og mere sikre tjenester øger konkurrencen, øger borgernes trivsel og forbedrer den finansielle inklusion blandt de dårligst stillede. Lettere adgang til mindre regulerede tjenester udgør imidlertid også nye udfordringer. Mens nogle af disse – såsom forbrugerbeskyttelse – falder uden for ECB's mandat, er centralbankerne uden tvivl centrale med hensyn til at fremme en smidig overgang til fremtidens betalingslandskab.

Centralbankerne er selv i gang med at indføre de nye teknologier. Den italienske centralbank startede allerede for flere år siden med at udnytte maskinindlæring og big data-teknologier. Disse anvendes nu bl.a. til at forbedre makroøkonomiske prognoser, afdække usædvanlige transaktioner af hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge og beregne realtidsindikatorer for finansielle risici.

De store aktørers deltagelse i den finansielle sektor og den mulige indførelse af globale digitale valutaer medfører udfordringer: med hensyn til bankerne, overholdelse af skattereglerne, beskyttelse af forbrugerne og privatlivets fred, hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og med hensyn til cyberrisiko. Der kan også opstå udfordringer for pengepolitikken og den finansielle stabilitet.

Disse processer skal styres gennem et forbedret samarbejde mellem offentlige myndigheder på globalt plan. Centralbankerne bruger betydelige ressourcer på at overvåge risici og beskytte prisernes og den finansielle stabilitet. Rapporten om globale stablecoins udarbejdet af arbejdsgruppen i G7-embedsdelegationen (som jeg har været medlem af) indeholder en dybtgående analyse og retningslinjer for fremtidige foranstaltninger.

 

22. Hvilke risici er der i forbindelse med brexit for finansiel stabilitet? Hvordan ser De ECB's rolle i håndteringen af risici?

 

Det Europæiske Råds forlængelse af fristen for Det Forenede Kongerige udtræden af EU til den 31. januar 2020 har kun udsat, men ikke reduceret risikoen for et brexit uden aftale. Der er stadig politisk usikkerhed, og den risiko kan vise sig igen, når den nuværende frist udløber. Et brexit uden aftale kan vise sig at blive meget dyr og kan skabe volatilitet på de finansielle markeder ad flere omgange.

ECB og de nationale myndigheder er godt rustet til dette. ECB og Bank of England har indgået en valutaswapaftale, som giver de enkelte centralbanker mulighed for at tilbyde banksektoren likviditet i en anden valuta. Dette bør støtte velfungerende markeder og forhindre følger for husstande og virksomheder. ECB fastholder endvidere gunstige likviditetsforhold og en meget lempelig pengepolitik. Den kan træffe passende foranstaltninger for at sikre finansiel stabilitet, hvis finansierings- og likviditetsforholdene skulle forværres i euroområdet.

Både offentlige myndigheder og den private sektor har forberedt sig på et scenario med et brexit uden aftale. I EU og på nationalt plan er der truffet foranstaltninger for at tackle eventuelle afbrydelser, navnlig inden for grænseoverskridende finansielle tjenester (f.eks. central clearing, MREL-instrumenters berettigelse, aftalers kontinuitet og banklicenser og finansielle licenser).

Som ECB og de nationale myndigheder gentagne gange har understreget, er det vigtigt, at markedsdeltagerne fortsætter deres forberedelser og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tackle brexitrelaterede risici. Især bør bankerne færdiggøre gennemførelsen af deres beredskabsplaner, og der bør tages fuldt ud højde for konsekvenserne af brexit i genopretningsplaner og løsningsforslag.

Risici i forbindelse med et brexit uden aftale kan også opstå i forbindelse med ratificeringen af udtrædelsesaftalen. Efter ratificeringen løber omstillingsperioden frem til den 31. december 2020 med mulighed for forlængelse på et eller to år. Under omstillingen vil EU-retten fortsat være gældende i Det Forenede Kongerige, mens EU og Det Forenede Kongerige forhandler en aftale om det fremtidige forhold. Efter omstillingsperioden vil de bilaterale relationer, såfremt der ikke er underskrevet en aftale, vende tilbage til de standardvilkår, som er fastsat i international lovgivning, f.eks. GATT (den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel) for handel med varer og GATS (den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser) for handel med tjenesteydelser. For finansielle tjenesteydelser vil markedsadgang derefter være baseret på EU's ramme for ækvivalens, som har et langt snævrere anvendelsesområde end det fælles pas.

 

23. Tror De, at den nuværende ramme for økonomisk styring opfordrer til en procyklisk finanspolitik? Giver den de rigtige incitamenter til offentlige investeringer? Hvilke reformer af denne ramme mener De, at der er behov for? Hvad mener De om yderligere europæisk harmonisering på området for selskabsskatter?

Finanspolitikken er et grundlæggende stabiliseringsværktøj for ethvert land og i endnu højere grad for de lande, som har en fælles valuta, eftersom pengepolitikken er tilpasset de økonomiske forhold i hele det monetære området og ikke kan håndtere asymmetriske chok. For at bevare et tilstrækkelig finanspolitisk rum skal hvert enkelt land forfølge budgetmål på mellemlang sigt, hvor der tages højde for landets vækstpotentiale og gældsniveau.

Den nuværende stabilitets- og vækstpagt har opnået blandede resultater i denne henseende. I 2018 faldt det samlede underskud i EU og euroområdet til det laveste niveau siden 2000, og de tilsvarende samlede tal for gæld i forhold til BNP ser ud til at falde. Der er dog en række lande, som kun har gjort ringe fremskridt med hensyn til at reducere statsgælden og underskuddet, hvilket har givet et endnu mere ujævnt fordelt finanspolitisk område på tværs af medlemsstaterne, som i nogle tilfælde nærmest helt mangler.

Det er primært medlemsstaterne, som har ansvaret for en forsigtig finanspolitik, men de finanspolitiske regler har måske ikke skabt tilstrækkelige incitamenter for alle lande i denne henseende. Det europæiske finanspolitiske råd og andre har fremhævet, at reglerne er for komplekse og udelukkende er baseret på ikkeobserverbare variabler som produktionsgab. Bekymringerne går også på, at SVP mangler regler eller instrumenter til at kunne styre euroområdets finanspolitiske kurs som helhed, og at der gjort ringe fremskridt med at forbedre kvaliteten af offentlige finanser, uanset den finanspolitiske kurs.

I lyset af disse bekymringer samt at reglerne ikke sikrede, at der generelt blev opnået en fornuftig finanspolitisk stilling i økonomisk gode tider, manglede der en finanspolitisk kurs, navnlig i nedgangsperioden 2012-2013, som medførte en procyklisk finanspolitisk stramning og en uhensigtsmæssigt sammensætning af den makroøkonomiske politik. Offentlige investeringer som en andel af BNP er også faldet betydeligt siden 2009 i EU og euroområdet med mere end 20 % samlet, dog ikke i alle lande.

Disse svagheder tyder på, at en revision af den europæiske ramme for finanspolitisk forvaltning kan være nødvendig. En af de foreslåede løsninger i denne henseende er at indføre et langsigtet gældsmål med ét operationelt instrument såsom en udgiftsregel. Forenkling er nødvendig, men det er vigtigt at undgå, at for stor afstand mellem det langsigtede mål og det operationelle instrument forhindrer, at landene får de rigtige incitamenter til en fornuftig finanspolitik. Ud over at kontrollere væksten i de offentlige udgifter bør regeringerne også øge kvaliteten af deres udgifter ved at øge andelen af produktivitetsforbedrende investeringer i deres udgiftsrammer.

Det er vigtigt at bemærke, at en revision af reglerne kun kan være en del af løsningen på problemet. Krisen har fremhævet, at en fornuftig finanspolitik måske ikke altid er tilstrækkelig, da dybe og lange økonomiske chok kan overvælde det nationale politiske rum og skabe en uønsket nedadgående spiral af private og offentlige nedskæringer. Dette understreger behovet for en incitamentskompatibel finanspolitisk kapacitet i euroområdet af en størrelse, der er tilstrækkelig til at sikre makroøkonomisk stabilisering.

Ren koordinering af nationale politikker kan ikke alene sikre denne funktion. Finanspolitisk rum og makroøkonomiske forhold kan være forskellige fra land til land, og førstnævnte er ikke nødvendigvis tilgængeligt, hvor der er mest behov for det. Nationale politikker reagerer primært på nationale forhold og ikke på udviklingen i euroområdet. Selv om det antages, at de nationale politikker ville internalisere nødvendighederne i euroområdet, ville følgevirkningerne mellem landene være ret begrænsede. Derfor er der behov for en vis fælles finanspolitisk kapacitet kombineret med effektive finanspolitiske regler.

En yderligere harmonisering af selskabsskattegrundlag kunne bidrage til et velfungerende indre marked og en velfungerende bankunion og kapitalmarkedsunion. Aggressiv skattepraksis kan hæmme konkurrencen, komprimere skatteindtægterne og blive anset for urimelig af borgerne. En sådan praksis kan undergrave den samhørighed blandt medlemsstaterne, som er så vigtig for at opbygge Europa.

 

24. Tror De, at euroområdet har brug for et europæisk sikkert aktiv, ikke kun til at stabilisere de finansielle markeder og give bankerne mulighed for at reducere deres eksponering til national gæld, men også som et middel til at lette den korrekte omstilling af pengepolitikken? Hvordan kan dette opnås?

Sikre aktiver er et vigtigt element i ethvert finansielt system og er et benchmark for en effektiv prissætning af risikofyldte aktiver. Netop derfor er de så vigtige for bankformidling.

Sikre aktiver anses for værende knappe i den nuværende situation, og det vurderes, at denne knaphed kan have en negativ indvirkning på de finansielle markeder og banksektoren, gennemførelsen af pengepolitikken og den økonomiske vækst. Finanskrisen har styrket investorernes præference for sikkerhed, hvilket effektivt har reduceret udbuddet af sikre aktiver. Samtidig har en række faktorer (f.eks. nye lovgivningsbestemmelser og demografiske udviklingstendenser i de avancerede økonomier) øget efterspørgslen efter sikre aktiver. Euroområdet er et unikt eksempel på en valutaunion uden et fælles sikkert aktiv.

Indførelse af et europæisk sikkert aktiv vil sandsynligvis være et afgørende skridt i retning af gennemførelsen af bank- og kapitalmarkedsunionen. Det ville også være lettere og mindre kontroversielt at føre en ikkestandardiseret pengepolitik, hvis det kunne bygge på et fælles sikkert aktiv i euroområdet. En lavere risiko for markedsfragmentering ville kunne gøre transmissionen af ECB's pengepolitik mere homogen i medlemsstaterne. Endelig ville et sikkert aktiv, der ikke er påvirket af de enkelte medlemsstaters risiko forbundet med statslige låntagere, fremme grænseoverskridende finansiel integration. Det ville også bidrage til at mindste den negative feedbacksløjfe mellem bankerne og deres stater og flugten i sikkerhed, som blev observeret under krisen.

Sikre aktiver findes i mange forskellige former. Nogle løsninger kan have konsekvenser, som ikke er finansielle, f.eks. hvis de kan tjene som et operationelt værktøj til at opbygge en fælles finanspolitisk kapacitet. SBBS og e-obligationer er forslag, der drøftes, men der skal arbejdes mere på, hvordan man udformer et potentielt sikkert aktiv for euroområdet.

Udviklingen af et sikkert aktiv er et grundlæggende spørgsmål for euroområdet, men falder uden for ECB's mandat.

 

25. Hvad mener De om den igangværende debat om den vedvarende høje offentlige og private gæld i euroområdet? Hvordan ser De på muligheden, som Kommissionen nævner, for at oprette en statskasse for euroområdet, der på medlemmernes vegne kan tilgå de finansielle markeder for at finansiere en del af deres løbende behov for refinansiering?

Det er først og fremmest de nationale myndigheders ansvar at løse problemer med alt for stor gældsætning. Det er nødvendigt med en afgørende politisk indsats på dette område, da krisen har vist, at et højt privat og offentligt gældsniveau kan være en væsentlig årsag til sårbarhed, når konjunkturerne vender. Under krisen forstærkede dette de finansielle spændinger, bidrog til at uddybe den økonomiske krise og gjorde det endnu mere udfordrende at føre pengepolitik.

Med hensyn til euroområdet er den private gæld i forhold til BNP i de seneste fem år faldet med omkring 10 procentpoint af BNP til det nuværende niveau på omkring 137 %. Den offentlige gæld i forhold til BNP for euroområdet som helhed faldt til omkring 87 % af BNP i 2018 fra næsten 95 % i 2014. Den samlede gæld er relativt favorabel sammenlignet med de andre store økonomiske regioner.

Men dette overordnede billede skjuler betydelig heterogenitet i de enkelte medlemsstater, hvilket også kan ses af det europæiske semester og proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer. Den private gæld er fortsat høj i visse lande. Den offentlige gæld er stadig høj og stemmer ikke overens med kravene i den europæiske finanspolitiske ramme i en række medlemsstater.

Den nuværende situation med lave renter giver mulighed for at reducere den offentlige gælds andel af BNP hurtigere med en fornuftig finanspolitik og en mere vækstvenlig sammensætning af de offentlige finanser ved at skifte ressourcer til offentlige investeringer. En lavere offentlig gæld ville også reducere forvridning på grund af et højt finanspolitisk pres og relancere investeringer i fysisk og menneskelig kapital. Desuden kan gennemførelsen af reformer, der skal modernisere euroområdets økonomier, bidrage til at fremme mulighederne for økonomisk vækst og også skabe et større finanspolitisk rum for fremtiden.

I den private sektor bør makropotentielle politikker bidrage til gradvist at skabe en ny balance i gældssituationerne. Da dette er et relativt nyt politisk område, er det samtidig endnu vigtigere end ellers at huske, at der tilsyneladende ikke findes nogen rigtige eller forkerte løsninger. Derfor bør vi også se på andre foranstaltninger, som kan hjælpe private aktører med at nedbringe gearingen. Det ville f.eks. være vigtigt at give private parter bedre mulighed for at sælge dårlige aktiver eller forbedre domstolenes effektivitet med hensyn til at håndtere mængden af sager om misligholdte lån.

Begge dele kan gøres på europæisk plan. På kort sigt kan effektive europæiske finanspolitiske og økonomiske regler støtte og give incitament til at udforme politikker på nationalt plan. Endvidere er en styrkelse af det indre marked, herunder ved at uddybe bank- og kapitalmarkedsunionen, fortsat et af de stærkeste instrumenter til at fremme vækst og konvergens. Ser man længere frem end kort sigt, kan etableringen af en statskasse for euroområdet yderligere bidrage til at opfylde nogle af ovennævnte europæiske funktioner. Europas folkevalgte organer skal beslutte om, hvordan og hvornår man skal gå videre med en sådan integration, men dette skridt er nødvendigt for euroområdets udvikling og velstand.

Etableringen af en statskasse ville støtte definitionen og gennemførelsen af en makroøkonomisk stabilisering af euroområdet. En funktion til makroøkonomisk stabilisering i euroområdet ville hjælpe med at afbøde store landespecifikke chok og dermed gøre ØMU'en mere modstandsdygtig. En statskasse ville ligeledes gøre det lettere at indføre et sikkert aktiv for euroområdet. Fordelen ved at gøre det ved hjælp af et finanspolitisk værktøj i euroområdet er, at det ikke ville sløre gældsudstedelsen på nationalt og europæisk plan.

 

26. Hvad mener De om kritikken om, at ECB's rammer for sikkerhedsstillelse ikke er tilstrækkeligt progressive og i for høj grad forlader sig på eksterne kreditvurderingsbureauer?

Eurosystemets kreditvurderingsramme for sikkerhedsstillelse giver bankerne mulighed for at mobilisere en lang række aktiver inden for en forenet risikostyringsramme. En sådan ramme har til formål at beskytte ECB's balance og samtidig sikre, at der er rigelige og forskellige aktiver til rådighed for euroområdets banker.

Haircuts beregnes, så de sikrer en lige behandling af aktiver på tværs af forskellige markedssegmenter og kreditrisikokategorier og dermed giver mulighed for en detaljeret vurdering af aktiver. Banker gør udpræget brug af sikkerhedsstillelse hos ECB. Det samlede oplyste beløb er aktuelt 1,5 bio. EUR, hvilket er mere end dobbelt så meget som den samlede kredit, eurosystemet har ydet. Dette giver dokumentation for rammens forsigtighed og effektivitet og den store adgang til sikkerhedsstillelse, idet begge dele bidrager til en smidig gennemførelse af pengepolitikken.

Ud over eksterne vurderinger er de andre gyldige kilder til kreditkvalitet interne kreditvurderingssystemer i de nationale centralbanker og interne vurderingsbaserede systemer hos modparterne. Den italienske centralbank har f.eks. etableret sit interne kreditvurderingssystem, så det kan vurdere kreditrisikoen ved lån, der anvendes til sikkerhedsstillelse i forbindelse med pengepolitiske operationer i eurosystemet. Det har til formål at begrænse den finansielle risiko for eurosystemet og samtidig give de modparter, som ikke har adgang til alternative vurderingssystemer, mulighed for at stille endnu mere sikkerhed.

For at sikre overensstemmelse med eurosystemets høje krav til kreditkvalitet og sammenligneligheden på tværs af forskellige kreditvurderingskilder er alle kreditvurderingssystemer, både eksterne og interne i eurosystemet, underlagt en årlig præstationskontrol.

Kreditvurderingssystemernes rolle med hensyn til kreditvurderingsbureauer er let at se, hvis det tages i betragtning, at de er særligt relevante med hensyn til at indgive gældsfordringer, der med forbehold af korrekt beregnede haircuts udgør omtrent en fjerdedel af værdien af den mobiliserede sikkerhedsstillelse.

Denne tilgang stemmer overens med FSB's anbefalinger om reduktion af mekanistisk afhængighed af kreditvurderingsbureauer. Hvis der benyttes flere kilder, vil det rent faktisk give mulighed for en fleksibel og uafhængig fastlæggelse af, om et finansielt instrument er berettiget i forbindelse med refinansieringsoperationer. Ikke desto mindre forholder eurosystemet sig ret til at anvende risikostyringsforanstaltninger såsom yderligere haircuts til alle individuelle finansielle instrumenter eller specifikke begrænsninger for et kreditvurderingssystem. Med henblik på at sikre, at der anvendes pålidelige oplysninger, foretager eurosystemet endvidere løbende en gennemgang af sine accepterede kreditvurderingskilder.

Over tid har denne proces yderligere forbedret alle gyldige kreditkilders robusthed og gennemsigtighed, således at ECB kan føre en smidig pengepolitik og sikre, at dens balance beskyttes.

 

27. Hvordan ser De på den seneste udvikling i kursforholdet mellem euroen og dollaren? I hvilket omfang bør overvejelser om samhandel spille en rolle i gennemførelsen af pengepolitikken?

 

Valutakursbevægelser påvirker priserne på importerede varer og tjenesteydelser og den samlede efterspørgsel og kan derfor påvirke nationale aktiviteter og inflationen. Af denne grund bør ECB holde et vågent øje med udviklingen i valutakurser og gør det også. Men i overensstemmelse med international konsensus bør ECB ikke være målrettet mod valutakursen og er det heller ikke. For at sikre en rimelig konkurrence og fremme international handel bør euroens eksterne værdi bestemmes af markederne ud fra helt grundlæggende økonomiske principper. Ethvert forsøg på at gribe ind i en sådan mekanisme kan risikere at fremkalde en dyr valutakrig og vil i sidste ende slå fejl.

 

28. Hvordan vurderer De G20's præstationer? Hvad mener De om det nuværende koordineringsniveau mellem de vigtigste centralbanker?

G20 har spillet en vigtig rolle med hensyn til at fremme en fælles økonomipolitisk reaktion på den globale finanskrise i 2008 og 2009. Den danner også grundlag for den ambitiøse reformdagsorden for det internationale finansielle system, hvor Rådet for Finansiel Stabilitet holder øje med udviklingen og kommer med anbefalinger i samarbejde med andre standardiseringsorganer.

I takt med at krisen tog af, synes den politiske beslutning om at arbejde tæt sammen om fælles problemer også at være svækket. Nogle lande har udvist voksende skepsis over for multilateralisme og et regelbaseret system, men nogle multilaterale initiativer og institutioner har lidt store nederlag. Lad mig give to gode eksempler: USA har trukket sig ud af Parisaftalen om klimaet, og WTO's Appelinstans er tilsyneladende paralyseret fra den 11. december.

Det er derfor ikke overraskende, at de store nedadgående risici for de økonomiske udsigter i dag på globalt plan og i euroområdet skyldes eksterne faktorer som handel og geopolitiske spændinger, som påvirker vækst og investeringer negativt og både direkte reducerer efterspørgslen og indirekte giver tilliden et knæk og øger uvisheden.

Derfor er der nu mere end nogensinde før brug for multilaterale institutioner og fora for at holde en åben dialog og hjælpe med at bevare økonomisk og finansiel stabilitet på globalt plan. Der er behov for et tæt internationalt samarbejde for at tackle sårbarheder, udvikle globale sikkerhedsnet, reducere geopolitisk usikkerhed og forberede vores økonomier på de udfordringer og strukturelle ændringer, som skyldes den demografiske omstilling, digitalisering og kunstig intelligens. I denne henseende er G20 lige så relevant i dag som nogensinde før. G20 fremmer sammen med andre fora såsom G7 og institutioner som Den Internationale Valutafond og Den Internationale Betalingsbank også samspillet mellem monetære og finansielle myndigheder og giver dem mulighed for åbent at dele holdninger til, hvordan man løser de fælles udfordringer, de står over for.

 

29. Bør ECB tage konkrete skridt for at fremme euroen som en international valuta? Hvilke foranstaltninger forestiller De Dem i bekræftende fald?

 

Euroen anvendes allerede i vid udstrækning på de internationale markeder. Ud over omfanget af euroområdets økonomi afspejler dette angiveligt markedsdeltagernes antagelse om, at euroen støttes af en fornuftig og troværdig politisk ramme og af velfungerende finansielle markeder. ECB bidrager allerede til dette med sin stabilitetsbaserede pengepolitik og ved at bidrage til udviklingen af stabile, dybe og effektive finansielle markeder i euroområdet. Sådanne politikker er en del af ECB's mandat, men derudover støtter de også euroens internationale rolle. ECB overvåger løbende euroens internationale rolle og offentliggør en årlig beretning om den.

En nylig undersøgelse fra ECB viser, at euroområdets økonomi i det store og hele kan drage fordel af, at dets valuta spiller en mere fremtrædende rolle. En større international rolle for euroen ville f.eks. gøre det lettere at føre pengepolitik ved at reducere valutakursens afsmitning på inflationen og styrke transmissionen af pengepolitiske impulser. Det kan også bidrage til at sænke de statslige finansieringsomkostninger. Derudover vil euroområdet og den globale økonomi som helhed drage fordel af et mere afbalanceret internationalt monetært system, som en større international rolle for euroen ville medføre.

Under alle omstændigheder kan en øget international rolle kun være en konsekvens af markedsudviklingen drevet af investorernes efterspørgsel. Politikker kan hjælpe med at skabe gunstige betingelser for dette. En mere komplet Økonomisk og Monetær Union, herunder dybe og diversificerede kapitalmarkeder og en komplet bankunion, støttet af fornuftige økonomiske politikker i euroområdets medlemsstater, ville øge euroområdets økonomiske modstandsdygtighed og dermed gøre euroen mere attraktiv for internationale investorer.

 

30. Hvad ser De som de største udfordringer og muligheder for centralbankkommunikation i tiden fremover?

 

En gennemsigtig kommunikationsstrategi er en vigtig del af moderne centralbankvirksomhed. Først og fremmest skal centralbankerne i demokratiske samfund som en nødvendig modvægt til deres uafhængighed stå fuldt ud til ansvar for de folkevalgte organer, dvs. inden for euroområdet over for Europa-Parlamentet. En tydelig og gennemsigtig kommunikation bidrager også til at øge effektiviteten af de politiske tiltag, i det omfang det hjælper med at afdække markedernes og befolkningens forventninger og adfærd.

Dette gælder desto mere i exceptionelle tider, hvor der gribes til hidtil usete og komplekse foranstaltninger. Begrundelsen for at tage sådanne instrumenter i brug, deres eventuelle bivirkninger og fordele for realøkonomien og for prisstabiliteten skal forklares nøje. Desuden er det sådan, at når den pengepolitiske rente ligger på eller nær den nedre grænse, og den pengepolitiske linje er et resultat af den kombinerede anvendelse af flere forskellige instrumenter – som det er tilfældet i dag – forstørres betydningen af prognoserne. Under sådanne omstændigheder bliver kommunikation i sig selv et pengepolitisk værktøj.

ECB har siden sin fødsel været frontløber i forbindelse med indførelsen af en gennemsigtig kommunikationsramme. I årenes løb er denne ramme blevet løbende tilpasset et samfund i stadig forandring.

Som jeg allerede har nævnt ovenfor, interagerer ECB med Europa-Parlamentet på mange forskellige måder, herunder gennem de kvartalsmæssige høringer af ECB's formand i Økonomi- og Valutaudvalget.

Hvad angår kommunikation med markedsoperatører og offentligheden generelt, fremlægges og drøftes pengepolitiske beslutninger i) af ECB's formand og næstformand løbende på pressekonferencer, som holdes hver sjette uge, ii) i ECB's publikationer (f.eks. Economic Bulletin), iii) i taler af direktionsmedlemmerne. Desuden begyndte ECB for et par år siden at offentliggøre detaljerede beretninger om sine pengepolitiske møder, som indeholder omfattende oplysninger om drøftelserne i Styrelsesrådet og de analyser, som ligger til grund for dets beslutninger. I de senere år har centralbankerne, herunder ECB og de nationale centralbanker i euroområdet, øget indsatsen for at nå direkte ud til at endnu større publikum og forklare deres tiltag endnu mere enkelt ved hjælp af nye kommunikationskanaler på et mere lettilgængeligt sprog med det endelige mål at vise, hvordan pengepolitiske tiltag bidrager til at gøre en forskel i menneskers hverdag.

Banca d’Italia har deltaget i denne indsats. Siden krisens start har vi styrket vores samspil med og ansvar over for Parlamentet. Siden 2014 har bestyrelsen deltaget i 38 høringer. For at forbedre vores kommunikation med offentligheden har vi desuden deltaget i et omfattende program for at nå ud til alle dele af samfundet. Jeg har personligt deltaget i møder med befolkningen i forskellige italienske byer for at forklare vores politikker og eurosystemets politikker. Dette har bidraget til at øge folks forståelse af og tillid til sådanne politikker.

Jeg har også deltaget i italienske TV-programmer for at forklare offentligheden i et almindeligt sprog om de funktioner og, hvad vigtigere er, risici, der er forbundet med kryptoaktiver, særligt Bitcoins.

 

31. Hvordan vil De vurdere afsmitningen fra især den amerikanske pengepolitik på den pengepolitik, der føres i euroområdet?

 

Som følge af den tiltagende økonomiske og finansielle integration af verdensøkonomien er der behov for, at de afsmittende virkninger fra andre store økonomiers økonomiske regioner tages i betragtning i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af nationale politikker. Dette er i særdeleshed tilfældet for de beslutninger, der træffes i relation til den amerikanske pengepolitik, som påvirker de amerikanske og globale finansielle markeder samt valutamarkederne.

ECB tager regelmæssigt højde for disse afsmittende virkninger i sine analyser. Udviklingen i andre økonomier overvåges, den nationale indvirkning af deres politiske foranstaltninger analyseres, og der tages hensyn til indvirkningerne på udsigten til prisstabilitet i euroområdet i forbindelse med udformningen af pengepolitikken i euroområdet. I alle Styrelsesrådets møder vedrørende pengepolitik indgår en omfattende præsentation og drøftelse af disse analyser.

Som anført i svaret til spørgsmål nr. 27 betyder dette dog ikke, at ECB på nogen måde bør være målrettet mod valutakursen. ECB's pengepolitiske fokus skal fortsat udelukkende være nationalt.

 

C. Finansiel stabilitet og tilsyn

 

32. Hvad er Deres syn på behovet for at sikre en streng adskillelse mellem pengepolitik og banktilsyn, og hvilke reformer ville efter Deres mening styrke og fremme en sådan adskillelse?

Jeg mener, at der forelå gode grunde til at pålægge ECB ansvaret med at føre tilsyn med bankerne såsom synergierne mellem centralbankernes rolle i relation til makrotilsyn (der har til formål at bibeholde stabiliteten i det finansielle system som helhed) og mikrotilsynet med de enkelte banker. Andre var af mere institutionel karakter såsom behovet for at oprette et europæisk tilsynssystem inden for rammerne af de gældende traktater. Et sådant setup gjorde det ligeledes muligt at tage den fælles tilsynsmekanisme i brug med det samme ved at anvende den infrastruktur (f.eks. den teknologiske og administrative organisering), som ECB og de nationale centralbanker har opbygget over tid.

Der er dog også risici: Der vil være tillidsmæssige risici, såfremt mangler ved tilsynet påvirker tilliden til centralbanken og derved pengepolitikkens troværdighed eller eventuelt interessekonflikter mellem pengepolitikken og tilsynsafgørelser.

På grundlag af den erfaring, jeg har fået igennem min deltagelse i møderne i både Tilsynsrådet for FTM og ECB's Styrelsesråd, mener jeg, at den nuværende opbygning af FTM – navnlig "princippet om adskillelse" – skaber tilstrækkelig balance og tilvejebringer passende sikkerhedsforanstaltninger til at mindske disse risici. Jeg henviser i den henseende eksempelvis til procedureregler og sikkerhedsforanstaltninger såsom adskillelse af funktioner i arbejdsstyrken, rammen for informationsdeling, der er baseret på need to know-princippet, samt differentierede processer for beslutningstagning, som finder sted på separate tidspunkter, og som skal være konsekvent motiveret. Rammen for "stiltiende accept" er ligeledes afgørende.

Europa-Parlamentet overvåger FTM's funktionsmåde, og Kommissionen gennemgår hvert tredje år FTM-forordningens funktionsmåde, herunder anvendelsen af princippet om adskillelse. Jeg ville anlægge en fordomsfri indstilling i vurderingen af, hvorvidt vi har behov for at foretage en ændring i de nuværende ordninger. Det ser ud til, at princippet om adskillelse indtil nu har fungeret godt, men efterhånden som den finansielle sektor og den europæiske model udvikler sig, kan en anderledes opsætning muligvis være at foretrække for bedre at kunne håndtere de forskellige, men relaterede, mål for prisstabilitet, finansiel stabilitet samt banksystemets sundhed.

 

33. Hvad mener De om ESRB's nuværende institutionelle struktur som en del af ECB med hensyn til de konkrete resultater af dets makrotilsyn?

ESRB var en vigtig komponent i den europæiske reaktion på den store finanskrise. I løbet af de forgangne år har institutionen bevist sin brugbarhed ved i omfattende grad at overvåge risiciene for den finansielle stabilitet i EU. ESRB's advarsler og anbefalinger har ansporet til udformningen og gennemførelsen af markroprudentielle rammepolitikker i EU. Det, at ESRB eksempelvis opdagede de begyndende risici i relation til fast ejendom i tide, dannede grundlag for de nationale makrotilsynsmyndigheders målrettede foranstaltninger.

ESRB's succes afhænger af dets evne til rettidigt at kunne analysere meget detaljerede oplysninger om tilstanden i den europæiske økonomi og finansielle sektor. ECB leverer i kraft af sin rolle som støtteinstitution et vigtigt bidrag ved at gøre det muligt for ESRB at udnytte sin ekspertise, teknologiske og administrative infrastruktur samt højt kvalificerede personale. ESRB's tværsektorielle mission bliver stadig vigtigere, i det omfang den finansielle sektor hastigt udvikler sig fra at være et bankspecifikt til et mere mangfoldigt økosystem. Der bliver i sådan en verden behov for et bredere ekspertgrundlag inden for Det Europæiske Finanstilsynssystem.

Set ud fra et institutionelt perspektiv tilvejebringer EU-lovgiverne en klar forvaltningsstruktur, som gør det muligt for ESRB at høste fordelene ved ECB's ekspertise, samtidig med at der sikres passende adskillelse og uafhængighed mellem procedurerne for beslutningstagning og organerne i ESRB (af hensyn til institutionens interesse er formanden for ECB også formand for bestyrelsen, og repræsentanten for ECB er næstformand).

 

34. Hvad skal vi gøre ved de store beholdninger af misligholdte lån og de risici, der er forbundet med strømmen af misligholdte lån? Hvordan vurderer De problemet med misligholdte lån i mellemstore og små kreditinstitutters regnskaber? Hvordan ser De ECB's/FTM's rolle i håndteringen af dette problem?

ECB overtog tilsynet med de europæiske banker på et kritisk tidspunkt. Statsgældskrisen var overstået, men som altid viste indvirkningerne heraf sig først senere. Niveauet for misligholdte lån nåede i 2015 op på næsten 1 bio. EUR i bogført bruttoværdi for de signifikante institutioner (SI'erne). Siden da er dette beløb stort set blevet halveret (560 mia. EUR). Bruttoandelen af misligholdte lån faldt fra 8 % til under 4 % i samme periode, hvilket er under den af EBA fastsatte grænse på 5 %.

ECB's arbejde har været afgørende for denne forbedring, idet ECB har prioriteret problemstillingen med de misligholdte lån fra starten  . Der blev fastsat tydelige kvalitative og kvantitative forventninger til, hvordan bankerne skulle håndtere de misligholdte lån. Derudover har Europa-Parlamentet for nyligt godkendt en forordning om "kalender-hensættelser" (den såkaldte bagstopperordning i søjle 1 i den reviderede CRR, som har til formål at sikre tilstrækkelige niveauer for hensættelser til nye misligholdte lån), hvilket sandsynligvis er den strengeste i verden. Disse politikker er blevet efterkommet af bankerne: Misligholdte lån er blevet solgt, omlægningsordninger er blevet etableret eller forbedret, og inddrivelsesraten er stigende. De statistikker, som jeg har citeret ovenfor, er en god sammenfattende indikator for den opnåede fremgang.

Andelen af de misligholdte lån er fortsat højere end niveauerne før krisen, og der er fortsat visse sårbare områder i nogle lande. Det er derfor vigtigt, at der fortsat ydes en indsats for at reducere niveauet for misligholdte lån yderligere. Som nævnt tidligere er det dog min opfattelse, at misligholdte lån bør reduceres så hurtigt som muligt, men ikke hurtigere end det. Overskridelse af fartgrænsen kan medføre risici for bankerne, der ville blive tvunget til at brandsælge misligholdte lån på sekundære markeder for sådanne instrumenter, som i en række lande fortsat er illikvide, uigennemsigtige og oligopolistiske.

Nedbringelse af misligholdte lån skal være en del af tilsynsmyndighedernes bredere indsats for at reducere alle bankrisici, herunder de risici, der knytter sig til hvidvask af penge, operationelle risici, markedsrisici samt cyberrisici. I FTM's årlige risikobedømmelsesprocedure for overvågede banker (den såkaldte SREP) tages der højde for disse risici.

Efter min mening er den afgørende sygdom i den europæiske banksektor imidlertid lav rentabilitet, hvilket ikke kan kureres alene ved hjælp af politikker for risikobegrænsning.

For så vidt angår strømmen af misligholdte lån har EBA for nyligt udstedt retningslinjer for kreditoptagelse, som bør kunne bidrage til at forbedre kvaliteten af nye udlån og derved reducere den fremtidige tilstrømning af misligholdte lån. Mit svar på det første spørgsmål er derfor, at vi i høj grad har håndteret de problemer, der er relateret til misligholdte lån.

Jeg vil påstå, at det samme gør sig gældende for mindre signifikante institutioner (LSI'er). Selv om disse banker ikke direkte overvåges af ECB, er de underlagt EBA's retningslinjer for misligholdte lån (som blev udfærdiget efter ECB's retningslinjer for SI'er og nøje afspejler disse) samt mekanismen for "kalender-hensættelser". Som sagt har vi nu politikker for misligholdte lån, hvilke gælder for alle banker, herunder LSI'er. Resultaterne af det udførte arbejde ses tydeligt, og vi bør fortsætte med at presse på med denne indsats, indtil der er taget hånd om problemet.

Lad mig afslutningsvis nævne, at behovet for at styrke banksystemet og reducere de misligholdte lån var særligt udtalt i Italien som følge af finanskrisen og det såkaldte dobbeltdyk, der ramte den italienske økonomi. Banca d'Italia har spillet en central rolle i FTM ved at presse bankerne til at nedbringe de misligholdte lån i høj, men bæredygtig fart og til at styrke deres kapitalposition. Italien er dét land, hvor forbedringerne af bankernes balancer har været blandt de mest bemærkelsesværdige: Til trods for den moderate økonomiske genopretning, vi har set i de senere år, er den årlige strøm af nye misligholdte lån nu lavere, end den var før finanskrisen (omkring 1 %). Beholdningen af nettomisligholdte lån (dvs. misligholdte lån eksklusive hensættelser) er også faldet betragteligt. Den er nu på 4,0 % af de samlede lån, hvilket er et godt stykke under halvdelen af den største beholdning i 2015.

 

35. Hvordan vurderer De den høje andel af aktiver på niveau 2 og niveau 3 på mange bankers balancer? Tages der behørigt hensyn til disse aktiver inden for de nuværende tilsynsmæssige rammer?

I revisionstermer er niveau 3-instrumenter en kategori med både finansielle aktiver og finansielle passiver, som er vanskelige at værdiansætte på grund af manglende observerbare oplysninger om de parametre, der er påkrævede for deres prisfastsættelse. Niveau 2-aktiver og -passiver er til sammenligning relativt nemmere at prisfastsætte, men de mangler også en noteret pris.

I andet kvartal 2019 nåede den regnskabsmæssige værdi af FTM-bankernes niveau 3-aktiver op på 194 mia. EUR, mens værdien af niveau 2-aktiver beløb sig til 3.174 mia. EUR. Disse værdier udgør henholdsvis 0,86 % og 14,01 % af de samlede bankaktiver. FTM-bankerne har også beholdninger med lignede værdier for niveau 3- og 2-passiver. Dette er vigtigt at understrege, da de risici, der genereres af disse instrumenter (aktiver og passiver) ikke nødvendigvis (og generelt set aldrig) udligner hinanden.

Klassifikationen af instrumenter som niveau 2 eller niveau 3 viser en indikation af kompleksiteten, men det betyder ikke, at de er giftige eller misligholdte. Endvidere er niveau 2- og niveau 3-aktiver og -passiver nyttige instrumenter for bankkunderne, der anvender dem til at risikoafdække risici, som ellers ville påvirke deres aktivitet og, som følge heraf, realøkonomien negativt.

 

Disse instrumenter kan dog udgøre en risiko. Dette kan skyldes utilstrækkelige oplysninger (regnskabsmæssige og reguleringsmæssige data samt markedsoplysninger), svagheder i de anvendte modeller til prisfastsættelse af de pågældende instrumenter, det skøn, som bankerne har lov til at benytte sig af for at klassificere disse instrumenter i henhold til regnskabsmæssige og reguleringsmæssige regulativer (bankerne har åbenlyse incitamenter til at anvende dette skøn til deres fordel). Overordnet set gør disse fakta det svært at opnå en fuldstændig og pålidelig vurdering af de risici, der er indeholdt i disse komplekse skræddersyede produkter. Som følge heraf overvåger FTM bankernes eksponering mod niveau 2- og niveau 3-instrumenter nøje og har forstærket sin tilsynsmæssige undersøgelse af dem. I denne henseende glæder jeg mig over, at handelsrisici og værdiansættelse af aktiver er en tilsynsmæssig prioritet for FTM i 2020, herunder igennem skræddersyede missioner foretaget på stedet.

 

36. Hvad er Deres holdning til reguleringen af enheder i skyggebanksystemet? Finder De, at der er regulerings- og tilsynsmæssige huller, som på kort sigt bør lukkes af lovgiverne?

 

Diversificering af virksomheders finansieringskilder beskytter i højere grad selskaber mod chok, der opstår i banksektoren. Derfor kan en større andel af markedsbaseret finansiering også bidrage til realøkonomien. På den anden side passer SMV'erne og husholdningerne, som repræsenterer en stor andel af låntagerne, naturligt godt til bankerne. Vi er derfor nødt til at sikre os, at både bankerne og ikke-bankerne udvikler sig i et miljø, som i tilstrækkelig grad beskytter både den finansielle stabilitet og de enkelte kunder.

Vi bør også huske på, at en stor del af investeringsfondene i euroområdet ejes af banker og forsikringsselskaber. Tilsyn bør forebygge muligheden for, at uroligheder i investeringsfondsektoren smitter af på moderselskaberne. Samtidig hermed bør forbrugerbeskyttelse og tilsynsmyndigheder sikre, at moderselskaberne ikke blander sig i tildelingen af opsparede midler via de investeringsfonde, som de kontrollerer. 

Det er derfor vigtigt at overvåge potentielle risici, som opstår på grundlag af dette skift hen imod ikke-banker, nøje. Navnlig er det vigtigt at overvåge niveauerne og løftestangs- samt likviditetsdynamikkerne i den finansielle sektor for ikke-bankerne nøje og løbende vurdere procyklikaliteten samt forbundetheden i det finansielle system som helhed. Efter min mening bør vi nøje overveje, hvorvidt vi har tilstrækkelige oplysninger til ikke-bankerne, og hvorvidt der findes huller i lovrammen for håndteringen af risici på både mikro- samt makrotilsynsniveau. Man kan overveje, hvorvidt der bør formuleres fornuftige forvaltningsprincipper med henblik på at sikre, at markedsdeltagerne ikke får incitamenter til at tage unødige risici.

 

37. Hvad er Deres syn på skridtene hen imod fuldførelsen af bankunionen med en europæisk indskudsgarantiordning og en finanspolitisk bagstopperordning, herunder den nødvendige gennemførelse af den eksisterende bankunionslovgivning?

Jeg mener, at en europæisk indskudsforsikringsordning (EDIS) er nødvendig for at gennemføre de andre to eksisterende søjler i bankunionen og styrke den europæiske finansielle arkitektur. Drøftelserne om EDIS har i mange år ikke ført nogen vegne, og jeg glæder mig i høj grad over det momentum, som synes at være ved at opstå omkring en konkret køreplan for etableringen af en ægte europæisk indskudsordning. En sådan køreplan bør endvidere, som et langsigtet mål, omfatte oprettelsen af en offentlig bagstopperordning for EDIS (da det nu er ved at blive etableret for Afviklingsfonden).

Fremgangen på dette område bør ske parallelt med gennemførelsen af de foranstaltninger til reducering af risici, der er fastlagt i lovgivningen for bankunionen for overtagne aktiver (såsom misligholdte eksponeringer) og buffere med passiver, der er mere ”bail-in-able” (MREL), og bør ske i et ambitiøst, men realistisk tempo. En sådan tilgang anerkender, at risikoreducering og risikodeling er gensidigt forstærkende mål og derfor bør gå hånd i hånd: Pooling af risici giver større bæredygtighed for alle. Vi bør endvidere anvende denne mulighed til at takle problemstillinger, der indtil nu ikke har været håndteret på en fyldestgørende måde.

Det er min vurdering, at en af de centrale prioriteter er en revision af rammen for krisestyring for at gøre det muligt for banker i alle størrelser at forlade markedet uden at gøre brug af skatteydernes penge, men ligeledes uden at destabilisere det finansielle system i medlemsstaterne. På grundlag af den nuværende lovgivningsramme i EU kræves det, for at en bankkrise kan styres via afviklingsordningen, at banken har bestået Afviklingsinstansens "offentlighedens interesse-test". Dette betyder, at afvikling i euroområdet kun er tilgængelig for mindre end 100 ud af i alt ca. 3 000 banker. De resterende 2 900 bankers kriser skal håndteres ved hjælp af nationale insolvensbehandlinger, som svarer til dem, der anvendes for ikkefinansielle virksomheder. Som jeg har tidligere har nævnt, er det min opfattelse, at modellen for US Federal Deposit Insurance Corporation (den amerikanske centrale indskudsgarantisammenslutning) (FDIC) repræsenterer et værdifuldt benchmark for EU i denne henseende.

 

Vi bør også overveje, hvordan integrationen af grupperne af detailbankmarkederne kan stimuleres på tværs af grænserne. Dette kræver muligvis, at samarbejdet og tilliden mellem myndighederne forbedres, og at hindringer i relation til grænseoverskridende fusioner fjernes.

 

 

38. Hvilke risici indebærer gearede lån for den finansielle stabilitet, og hvordan skal de imødegås?

Gearede lån medfører en stor kreditrisiko, idet de gives til meget forgældede låntagere. Gearede udlån er steget i løbet af de senere år, navnlig i USA, som følge af de lave renter og investorernes stræben efter afkast. De 18 mest aktive banker på markedet, hvormed ECB fører tilsyn, havde engagementer for mere end 300 mia. EUR i slutningen af 2018. Dette udgør en relativ lille del af deres låneportefølje, selv om tallet er stort set i absolutte tal.

FTM udstedte retningslinjer for gearede udlån allerede i 2017 med henblik på at sikre, at bankerne var tilstrækkelige opmærksomme på og tog tilstrækkelig hånd om sådanne risikable eksponeringer. FTM tager i sine tilsynsprioriteter i 2020 hånd om leveraged finance (gearet finansiering), hvilket vil omfatte dedikerede inspektioner udført på stedet.

I tillæg til risiciene på bankniveau kan gearede lån generere potentielle systemiske risici på grund af den høje grad af forbundethed, der forefindes på tværs af investorerne på dette marked (eksempelvis som følge af indirekte eksponering via forskellige kanaler). Jeg støtter derfor fuldt ud FSB's igangværende initiativer for at overvåge de risici for den finansielle stabilitet, som stammer fra gearede udlån. Jeg bakker op om en international indsats for at afbøde sådanne risici ved som minimum at udstede fælles vejledende principper.

 

39. Hvilke udfordringer forudser De for ECB i forbindelse med en eventuel omdannelse af den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) til en europæisk monetær fond (EMF)? Hvilken rolle tilskriver De den finansielle markedsdisciplin, når stater skal prisfastsættes?

Det er nødvendigt med forsigtige og forsvarlige finanspolitikker for at sikre, at de nationale regeringer har tilstrækkeligt finansielt rum til at kunne reagere på økonomiske recessioner. Finansmarkederne spiller en vigtig rolle i prisfastsættelsen af risici, men deres signaler kan være enten for langsomme og svage eller for pludselige og forstyrrende. Derfor kræver stabiliteten i euroområdet en ramme for finanspolitisk styring, som er udformet med henblik på at forebygge ophobningen af finansielle ubalancer, samt en effektiv ramme for krisestyring.

Den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) spiller en central rolle i euroområdets reaktion på de nationale gældskriser. ESM's værktøjer, procedurer og programmer slægter allerede IMF's ditto på. ESM har dog ingen "monetær funktion, og at kalde det for en "europæisk monetær fond" bør undgås, da det er misvisende og ikke i passende grad afspejler ESM's rolle og funktionsmåde.

Selv om ESM var i stand til at opfylde sit mandat, gennemgås ESM's rolle og værktøjskasse, f.eks. i relation til muligheden for at levere forebyggende kreditrammer (der indtil nu aldrig har været anvendt) i forbindelse med den igangværende drøftelse af reformen. Endvidere vil ESM-reformen tilvejebringe en bagstopperordning for Afviklingsfonden og dermed bidrage til at skabe fremskridt mod gennemførelsen af bankunionen. En positiv afgørelse af ESM-reformen i december 2019 ville således udgøre et kærkomment skridt fremad.

Den nye ESM-traktat påregner, at ESM i forbindelse med udøvelsen af sin rolle respekterer de beføjelser, der i henhold til EU-retten er tillagt Unionens institutioner og organer, herunder ECB. I overensstemmelse med dette mål ville jeg anse det for at være et rimeligt næste træk at integrere ESM i EU's lovgivningsramme og pålægge den at stå til ansvar over for Europa-Parlamentet.

40. Hvad er Deres vurdering af ECB's engagement med hensyn til programmer for finansiel bistand? Hvordan mener De, at et eventuelt engagement i finansielle støtteprogrammer og overvågning fra ECB's side efter programgennemførelsen vil udvikle sig i fremtiden?

Da ECB af medlemsstaterne – og efterfølgende lovgiverne – blev bedt om at stille sin ekspertise til rådighed for de finansielle støtteprogrammer, befandt euroområdet sig i exceptionelle omstændigheder, da det var ved at etablere de for processen påkrævede institutioner og samtidig hermed stod over for en omfattende krise. I en sådan kritisk situation blev det besluttet at forene kræfterne og supplere Kommissionens ekspertise.

ESM-traktaten og twopack-forordningen opfordrede ECB til at bidrage til Kommissionens opgaver som rådgiver, navnlig ved at: i) vurdere bæredygtigheden af statsgælden, ii) forhandle et aftalememorandum og iii) overvåge overholdelsen af de betingelser, der er knyttet til den finansielle støttepakke.

Samtidig hermed var ECB ikke formelt involveret i beslutningstagningsprocessen for handlinger og beslutninger i en programmæssig kontekst og tilsluttede sig ikke aftalememorandummet.

ECB har over tid i stigende grad indskrænket sit bidrag til at fokusere mere på makrokritiske problemstillinger og rapporter vedrørende finanssektoren. Dette har gjort det muligt for ECB at anvende sin ekspertise bedst muligt og fokusere på problemstillingerne i finanssektoren i programlandene og derved gøre det nemmere at gennemføre pengepolitikken.

Ved at bidrage til overvågningen efter programgennemførelsen – ligeledes som påregnet i EU-lovgivningen – kan ECB i tilstrækkelig grad vurdere indvirkningerne af dennes opgaver og tilbyde sin viden til fordel for alle interessenter.

 

41. Hvordan vurderer De gennemførelsen af bankafviklingsmekanismen i EU? Hvad er Deres syn på institutioner, der er "for store eller for indbyrdes forbundne til at krakke", opsparinger og andelsbanker samt det overordnede spørgsmål om rentabiliteten i banksektoren i EU, og hvilken retning mener De, at dens arkitektur skal udvikle sig fremadrettet for at kunne opfylde behovene i realøkonomien og for den langsigtede finansiering?

Det var en afgørende målsætning for etableringen af den europæiske afviklingsramme, at skatteyderne blev beskyttet mod omkostningerne ved bankkriser, og der bør ikke sættes spørgsmålstegn herved nu.

Selv om rammen trådte i kraft i 2016, er den endnu ikke blevet afprøvet fuldt ud. Der har eksempelvis endnu ikke været en kompleks sag med bankafvikling. Ej heller har vi været i stand til at måle MREL-bufferens effektivitet for at sikre en systemisk banks stabilitet. Tilsvarende er anvendelsen af Afviklingsfonden fortsat ikke blevet afprøvet.

Ud fra min tidligere erfaring mener jeg, at vi nøje bør overveje, hvordan vi kan udforme et system, som gør det muligt for banker i alle størrelser at forlade markedet selv i udfordrende situationer (f.eks. når det ikke er muligt at finde en køber af banken, der er under afvikling/likvidering), uden at anvende skatteydernes penge, men også uden at sætte den finansielle stabilitet på spil. Som jeg nævnte i mit svar på spørgsmål nr. 37, er det min opfattelse, at modellen for US Federal Deposit Insurance Corporation (den amerikanske centrale indskudsgarantisammenslutning) (FDIC) kan anskues som en værdifuld rollemodel i denne henseende.

For så vidt angår spørgsmålet om at være for stor til at krakke støtter jeg FSB's arbejde med henblik på at begrænse sandsynligheden for og konsekvenserne af systemiske finansielle institutioners misligholdelse. Det er min opfattelse, at akkumuleringen af yderligere kapitalbuffere samt større tabsabsorberende kapacitet til systemisk vigtige banker kan udgøre et nyttigt bidrag til håndteringen af problemet.

Samtidig hermed mener jeg, at der bør ydes en større indsats for at bevare diversificeringen i banksystemet og så vidt muligt finde nye måder at reducere risikoen for, at små og mellemstore banker forsvinder. Dette kan spille en vigtig rolle i euroområdet, hvor SMV'er udgør en vigtig komponent i realøkonomien og beskæftigelsen.

Jeg mener, at lav bankrentabilitet på nuværende tidspunkt er det vigtigste problem for den europæiske banksektor set ud fra både et tilsynsmæssigt synspunkt og med hensyn til den finansielle stabilitet. Desværre er der ikke nogen magisk løsning på dette problem. Løsningen vil kræve justeringer på adskillige fronter.

Overskydende kapacitet skal absorberes. Til dette formål er fusioner og overtagelser et vigtigt værktøj. Desværre vanskeliggøres fusioner og overtagelser af forskellige faktorer, herunder den manglende færdiggørelse af bankunionen. En ambitiøs tilgang til at gennemføre bankunionen og skabe ægte fremgang i relation til kapitalmarkedsunionen ville derfor sende et vigtigt signal til offentligheden og markederne om, at Europa kan levere en mere modstandsdygtig, integreret og overordnet set bedre ramme for tilvejebringelse af finansiering til realøkonomien.

Bankerne er ligeledes nødt til at udvide deres investeringer i digitalisering med henblik på at tilbyde et bredere udvalg af produkter, generere bæredygtige indtægter og begrænse forholdet mellem deres omkostninger og indtægter på mellemlang sigt.

Endvidere er kvaliteten af styring og forvaltning central. FTM's arbejde indikerer, at banker med god styring og fornuftig forvaltning i gennemsnit opnår bedre rentabilitet. Det viser også, at rentable banker findes i alle kategorier af forretningsmodeller og i de fleste lande.

 

42. Hvordan kan hvidvask af penge, skatteunddragelse og finansiering af terrorisme håndteres mere effektivt i hele bankunionen? Hvordan bør risici for hvidvask af penge tages i betragtning, når ECB vurderer bankernes finansielle stabilitet? Er der behov for at centralisere overvågning af bekæmpelse af hvidvask af penge (AML) i ét EU-agentur eller én EU-mekanisme?

 

De seneste episoder viser, at deltagelse i hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme kan udgøre en væsentlig risiko for banker og sågar true deres levedygtighed. Som følge heraf tages der, og er der blevet taget, mange initiativer på europæisk niveau for at sikre en stærkere lovramme, et mere effektivt tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge, bedre koordinering mellem myndighederne for bekæmpelse af hvidvask af penge og tilsynsmyndighederne. Rådet, Kommissionen, Europa-Parlamentet, EBA og FTM – samt de nationale myndigheder – er alle engagerede i at opnå disse vigtige mål.

Som tilsynsmyndighed for banker er det afgørende, at ECB fortsætter med at forbedre sin evne til at vurdere de tilsynsmæssige virkninger for institutioner i form af risici ved hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Faktisk er forseelser relateret til hvidvask af penge/finansiering af terrorisme en af de centrale risikofaktorer, der er blevet udpeget i FTM's tilsynsprioriteter i 2020. Inden for de forskellige områder arbejdes der løbende på at gøre det muligt for ECB bedre at kunne forstå og udpege denne risiko, når de udøver deres tilsynsaktiviteter, herunder i forbindelse med godkendelse af institutioner eller vurdering af foreslåede anskaffelser af kvalificerede beholdninger, herunder i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen. Det er i særdeleshed særligt relevant at tage sammenkoblingen mellem risikoen for hvidvask af penge/finansiering af terrorisme og institutionernes forvaltning og interne kontroller, forretningsmodeller og rentabilitet, likviditet samt operationelle risiko nærmere i øjesyn.

Et andet vigtigt område er informationsdeling og samarbejde mellem myndighederne med henblik på bekæmpelse af hvidvask af penge/finansiering af terrorisme: Idet tilsynet med bekæmpelse af hvidvask af penge falder uden for ECB's ansvarsområde, er det vigtigt for ECB (og NCA'erne) at modtage og levere alle relevante oplysninger om risici relateret til hvidvask af penge/finansiering af terrorisme samt den manglende overholdelse af lovgivning, som eventuelt opdages af myndighederne. For at fremme og øge udvekslingen af oplysninger er der for nyligt blevet underskrevet samarbejdsaftaler mellem ECB og de nationale myndigheder om bekæmpelse af hvidvask af penge. Jeg glæder mig i høj grad over dette udfald.

Jeg mener, at det fremadrettet er nødvendigt med en mere centraliseret og homogen europæisk tilgang til bekæmpelse af hvidvask af penge. For det første fordi hvidvask af penge ofte er et grænseoverskridende fænomen, hvorfor det ikke er mere effektivt end sit svageste led. For det andet fordi en europæisk tilgang ville forenkle processen og gøre den mere effektiv. 

Det første skridt er taget i ESA's seneste revisionspakke, hvor EBA's rolle i problemstillinger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge/finansiering af terrorisme er blevet styrket. Fra januar 2020 vil EBA stå i spidsen for nye vigtige opgaver såsom: overvågning af kvaliteten af de nationale tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge, sætte skub i deres tilsynsaktioner, såfremt der er tegn på, at der er sket væsentlige overtrædelser af reglerne for bekæmpelse af hvidvask af penge, indsamling og central lagring af oplysninger om væsentlige svagheder, som kan være vigtige for både tilsynsmyndighederne og myndighederne for bekæmpelse af hvidvask af penge i relation til formålet, som er at bekæmpe hvidvask af penge, fremme af samarbejde med ikkeeuropæiske landes tilsynsmyndigheder vedrørende grænseoverskridende sager om hvidvask af penge/finansiering af terrorisme. 

Forslag til, hvordan rammen for bekæmpelse af hvidvask af penge/finansiering af terrorisme i EU drøftes i øjeblikket. Jeg er stærk tilhænger heraf. De krævede forbedringer omfatter følgende: i) en højere grad af harmonisering af regulativer om bekæmpelse af hvidvask af penge: omdannelse af dele af femte direktiv om bekæmpelse af hvidvask af penge til en direkte anvendelig og ensartet forordning ville være en velkommen udvikling, ii) konvergensen af praksis for tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge/finansiering af terrorisme baseret på høje standarder for kvalitet samt iii) oprettelsen af en ny europæisk myndighed, som skal stå i spidsen for tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge på EU-niveau.

Alt i alt er det afgørende for at kunne beskytte det europæiske bankmarkeds og finansielle markeds integritet, at bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme styrkes. Som påvist af de seneste sager kan hvidvask af penge/finansiering af terrorisme have en væsentlig negativ indvirkning på en institutions sikkerhed og sundhed. Der bør hurtigst muligt opnås fremgang på dette område.

 

43. Mener De, at medlemsstater uden for euroområdet bør opfylde yderligere betingelser, inden de bliver medlem af euroområdet og dermed medlem af bankunionen, f.eks. ved effektivt at kontrollere risici for hvidvask af penge, påvise forholdsvis stabile ejendomsmarkeder og effektivt kontrollere korruption?

 

ECB og Kommissionen vurderer jævnligt fremgangen for at opfylde Maastrichtparametrene samt konvergensens bæredygtighed for hvert af de lande, der ikke er med i euroområdet, i en specifik konvergensrapport. I rammen for Maastrichtkonvergens er hvidvask af penge og korruption samt udvikling i boligpriserne allerede en del af de yderligere krav om markedsintegration. Rationalet bag dette er, at kriminelle aktiviteter såsom hvidvask af penge og korruption kan underminere lige konkurrencevilkår og som konsekvens deraf den potentielle vækst, mens boligprisbobler kan føre til makroøkonomiske ubalancer og true den finansielle stabilitet.

I november 2014 fik FTM pålagt ansvaret for at føre tilsyn med bankerne i euroområdet. En indførelse af euroen kræver nu således også deltagelse i FTM. Dette er ikke nogen let opgave, og de medlemsstater, som nærmer sig indførelse af euroen, tilslutter sig også bankunionen via et såkaldt lukket samarbejde mellem ECB og den nationale kompetente myndighed. Dette kan kræve særlige reformforpligtelser.

Tilslutning til bankunionen kræver en vurdering af den nationale lovgivnings kompatibilitet med henblik på at garantere, at ECB kan udføre sine tilsynsopgaver, samt en omfattende vurdering af de banker, som ECB skal føre tilsyn med.

Endvidere kan en åben dialog mellem alle interessenter bidrage til eksempelvis at fjerne andre potentielle hindringer for et effektivt tilsyn og til at håndtere andre potentielle svagheder i den nationale ramme, som muligvis er knyttet til tilsynsvirksomhed, herunder eksempelvis potentielle svagheder i bekæmpelse af hvidvask af penge.

 

44. Er en dybere finansiel integration altid i overensstemmelse med målsætningen om finansiel stabilitet? Tror De, at potentielle grænseoverskridende bankfusioner forstærker for-stor-til-at-krakke-problemet? Hvad bør målene for kapitalmarkedsunionen være?

Det er i høj grad relevant for ECB's opgaver at opnå et højt niveau for finansiel integration og en mere effektiv funktionsmåde for det europæiske finansielle system. For det første er finansiel integration en forudsætning for en gnidningsfri formidling af ECB's pengepolitik i hele euroområdet. Endvidere vil mere integrerede banksektorer med en højere grad af ikkenationale institutioner mindske risiciene fra forbindelsen mellem banker og stat. For det andet bidrager det til Eurosystemets mål om et velordnet betalingssystem i euroområdet. For det tredje vil en mere effektiv ressourcetildeling øge vækstpotentialet for euroområdets økonomi takket være finansiel integration. Slutteligt øger risikodiversificering det finansielle systems modstandsdygtighed og stabilitet.

Samtidig hermed så vi under krisen, at i et meget integreret finansielt marked spredes risikoen meget hurtigt og videredistribuerer de finansielle skrøbeligheder. Dette øger samtidig sandsynligheden for, at der opstår en systemisk krise.

Det, vi lærte af krisen, var, at det er nødvendigt at styre dette trade-off ved at udforme en passende ramme for den finansielle lovgivning og det effektive tilsyn.

I denne henseende er kapitalmarkedsunionen (CMU) et centralt initiativ med henblik på at katalysere den finansielle integration og udvikling i Europa. Når CMU bliver effektivt gennemført, vil det styrke den finansielle integration og gøre Den Økonomiske og Monetære Union stærkere. Dette vil samtidig støtte ECB's opgaver ved at tillade en mere gnidningsfri og homogen formidling af pengepolitikken. Et CMU vil endvidere forbedre det finansielle systems modstandsdygtighed ved at diversificere det, reducere bankernes rolle og tilskynde til fremkomsten af alternative finansieringskilder. Slutteligt er gennemførelsen af CMU en nødvendig forudsætning for at forbedre den private risikodeling og modstandsdygtigheden i euroområdets økonomi i relation til realøkonomiske og finansielle chok.

For at opnå disse mål er det vigtigt, at der fastsættes en ambitiøs CMU-dagsorden. Vi har allerede gjort visse fremskridt, men der er ikke desto mindre behov for yderligere. Dette omfatter gennemførelsen af en fælles regelbog for EU's kapitalmarkeder med styrket tilsynskonvergens samt forbedret skatte- og insolvenslovgivning ved at tage hånd om mangler og reducere heterogenitet på tværs af lande.

Bankunionen er endnu en europæisk måde, hvorpå man kan opnå en højere grad af integration og større finansiel stabilitet. Tildeling af tilsyn og afvikling af banker på EU-niveau baner vej for ægte integration på det europæiske bankmarked, men fremmer samtidig hermed styringen af potentielle grænseoverskridende kriser. Bankunionen vil endvidere reducere bekymringer om banker, der er for store til at krakke, og de nationale flagskibes relative vægt. Udfordringen bliver fremadrettet at fremme effektivitet ved at øge fusioner på tværs af grænser.

45. En række væsentlige private og offentlige obligationer i Europa er karakteriseret ved negative afkast. Har dette nogen konsekvenser for den finansielle stabilitet, og hvordan skal de i bekræftende fald afhjælpes?

Den tilgængelige evidens tyder på, at miljøet med lave renter indtil nu har haft en væsentlig ekspansiv indvirkning, og at det har haft en, hvis nogen, lille positiv indvirkning på bankernes gennemsnitlige overskud i euroområdet. Selv om indsnævringen af nettorentemarginalen utvivlsomt har skabt et vist overskud, har forbedringerne i den økonomiske aktivitet ført til en stigning i udlån, højere værdiansættelse af aktiver samt lavere hensættelser til tab på udlån.

Indvirkningen på forsikrings- og pensionsfonde har muligvis været tydeligere, da disse enheder i visse lande før i tiden ofte solgte livsforsikringsprodukter og ydelsesdefinerede ordninger med generøse garantier. I et miljø med et lavt eller negativt renteniveau kan de derfor få svært ved at generere overskud, der er høje nok til, at de kan opfylde deres forpligtelser. Når markedsrenten falder, vil nettonutidsværdien af både aktiver og passiver derfor øges. Men i de fleste tilfælde vil nettoeffekten (nedgangen i aktiver minus nedgangen i passiver) være negativ, fordi passiver har en tendens til at have en længere løbetid end aktiver (dette er den såkaldte "negative forskel i løbetider").

For formidlere og investorer kan strategien for at håndtere det lave renteniveau være at søge efter afkast blandt mere risikofyldte og illikvide aktiver. Dette er til en vis grad et kærkomment og tiltænkt udfald af pengepolitiske lempelser, idet det bidrager til at gøre de finansielle betingelser, navnlig for ikkefinansielle selskaber, mere lempelige. Men denne tendens bidrager også til ophobningen af finansielle stabilitetsrisici og -svagheder, som bedst håndteres ved målrettet at anvende makrotilsynsværktøjer efter behov, særligt når ubalancerne forefindes på nationalt niveau eller sektorniveau. Fremadrettet vil ECB fortsat skulle overvåge indvirkningen af disse udviklinger, idet virkningerne af en nedsættelse af de officielle renter til et negativt niveau – det mest "ukonventionelle" instrument, som Styrelsesrådet har lanceret indtil nu – er præget af usikkerhed.

 

46. Hvad er Deres holdning til de nuværende ECB-politikker med hensyn til forebyggelse af interessekonflikter internt i ECB? Er der behov for ændringer?

I årenes løb har ECB med mellemrum gennemgået og styrket sine etiske standarder og regler på alle niveauer, dvs. dem, som vedrører ECB's beslutningstagende organer (Styrelsesrådet og Direktionen) og ECB's personale. Styrelsesrådet har endvidere defineret fælles regler for et eurosystem og en etisk ramme for FTM. I denne forbindelse har ECB for nyligt vedtaget et fælles adfærdskodeks, som fastsætter samme niveau for de etiske standarder for medlemmerne af Styrelsesrådet, Direktionen og Tilsynsrådet.

Jeg underskrev dette adfærdskodeks, da jeg var medlem af ECB's Tilsynsråd og suppleant til Styrelsesrådet. Som følge heraf er min månedlige kalender blevet offentliggjort på Banca d'Italia's hjemmeside og opremser møder, der specifikt er relateret til min rolle i ECB-organer på højt niveau. Kalenderne indeholder oplysninger om datoen, navnene på deltagerne/arrangørerne, emnet samt lokationen for mødet/begivenheden. Som anført i mit svar på spørgsmål nr. 2 er jeg endvidere underlagt Banca d'Italia's adfærdskodeks (samt adfærdskodekset for IVASS, der er Italiens forsikringstilsynsmyndighed) vedrørende emner såsom interessekonflikter, fortrolighed, eksterne mandater, politik for accept af gaver og andre goder samt finansielle investeringer i overensstemmelse med bankens kerneværdier: uafhængighed, uvildighed, ærlighed og diskretion. Jeg har altid ment, at disse adfærdskodekser er ekstremt vigtige, idet de var et klart og synligt tegn på den integritet og upartiskhed, som var rettesnor for min aktivitet, samt funktionsmåden for den institution, jeg var ansat ved.

Den af ECB etablerede ramme har til formål at sikre, at ECB, Eurosystemet og FTM overholder den højeste standard for integritet. Med sigte herpå er input, der er modtaget fra Europa-Parlamentet, Den Europæiske Ombudsmand samt andre kompetente interessenter såsom Transparency International, altid blevet behørigt vurderet og taget i betragtning.

ECB's etiske ramme er underlagt løbende revision med henblik på at kunne afspejle den seneste udvikling og bedste praksis. Særligt for så vidt angår forebyggelse af interessekonflikter er det min vurdering, at de nuværende regler er tilstrækkelige.

 

D. ECB's funktionsmåde samt demokratisk kontrol og gennemsigtighed

 

47. Hvad vil være Deres personlige tilgang til den sociale dialog i ECB?

Min erfaring er, at en åben og konstruktiv dialog mellem personalet og bestyrelsen i enhver institution er afgørende for, at den kan fungere effektivt. En glad arbejdsstyrke giver en produktiv arbejdsplads og en højere kvalitet i afgørelserne samt implementeringen af dem. Ved Banca d'Italia er der en løbende dialog mellem handelsunionerne om alle emner, der har relation til medarbejdernes velbefindende.

Styringen af arbejdstiden i Banca d'Italia har eksempelvis til formål at finde den rette balance mellem større medarbejdertilfredshed og et højere niveau for den organisatoriske effektivitet. Medarbejderne kan fordele deres timer fleksibelt hen over ugen på forskellige måder (fleksible mødetider og frokostpause), så længe dette er kompatibelt med deres arbejdsopgaver.

Jeg har forstået, at ECB i de senere år har taget vigtige skridt til at forbedre balancen mellem personalets arbejdsliv og privatliv. Jeg vil gerne over for ECB fremhæve arbejdet med målsætninger, hvis opnåelse overlades til personalets fleksibilitet.

På baggrund af min erfaring vil jeg endvidere gerne bidrage til opbygningen af en stærkere kultur med indflydelse og lige muligheder uafhængigt af køn, nationalitet eller andre forskelligheder. Det er vigtigt, at vi handler ud fra løbende personaleundersøgelser, hvorigennem vi får personalets synspunkter på, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres.

 

48. Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle i ansvarliggørelsen af ECB. Hvilke konklusioner drager De af sammenligningen med andre jurisdiktioner? (f.eks. Den Amerikanske Kongres/FED versus Europa-Parlamentet/ECB versus Det Forenede Kongeriges parlament/Bank of England)? Hvilke foranstaltninger og fremtidige reformer vil efter Deres opfattelse styrke ECB's demokratiske ansvarlighed over for Europa-Parlamentet?

Ansvarlighed er en hjørnesten i moderne centralbankvirksomhed. En centralbank skal være uafhængig for effektivt at kunne udføre sit mandat med hensyn til prisstabilitet. På grundlag af denne uafhængighed vokser dog forpligtelsen til at forklare og redegøre for de politiske beslutninger over for borgerne og deres valgte repræsentanter. Ansvarlighed udgør derfor et vigtigt grundlag for legitimiteten og effektiviteten af centralbankerne i deres jagt på deres mandat.

Det er meget svært at sammenligne centralbankernes ansvar på tværs af jurisdiktioner på grund af forskellene i de institutionelle rammer, centralbankernes mandater, de forvaltningsmæssige karakteristika samt lovgrundlagene. Analysen af centralbankernes de jure-ansvarlighed har ikke påvist større forskelle i graden af ansvar for henholdsvis ECB, Bank of England (BoE) og FED for så vidt angår parlamentariske drøftelser. Praksis for de facto-ansvarlighed, og hvordan denne har udviklet sig over tid, er dog en anden sag.

Som tilfældet er med FED og BoE, rapporterer ECB til Europa-Parlamentet i form af regelmæssige offentlige høringer hvert kvartal i det kompetente udvalg. I modsætning til FED og BoE, som ikke har denne høring, giver ECB's formand endvidere møde for plenarforsamlingen med henblik på at drøfte ECB's årsrapport. I mange tilfælde har Økonomi- og Valutaudvalget inviteret medlemmer af direktionen til at udtale sig om specifikke spørgsmål, og næstformanden fremlægger ECB's årsrapport for Økonomi- og Valutaudvalget.

Interaktionen mellem Europa-Parlamentet og ECB's ledelse vil sandsynligvis intensiveres over tid, efterhånden som det europæiske og globale finansielle system bliver mere komplekst, og der opstår udfordringer i relation til den monetære og finansielle stabilitet. Såfremt jeg bliver udpeget til ECB's direktion, ville jeg med glæde indgå i en åben og konstruktiv dialog med Europa-Parlamentet.

Som reaktion på behovet for mere indgående kontrol har ECB og Europa-Parlamentet udviklet nye kanaler for ansvarlighed. ECB har offentliggjort sine svar på de skriftlige spørgsmål, som medlemmerne af Europa-Parlamentet har stillet, samt sine svar på Europa-Parlamentets beslutning om ECB's årsrapport.

ECB har også ansvarlighedsordninger i sin rolle som tilsynsførende med bankerne. Eksempelvis giver formanden for Tilsynsrådet regelmæssigt møde for Europa-Parlamentet, og drøftelserne på møderne i Tilsynsrådet formidles regelmæssigt til Økonomi- og Valutaudvalget.

En lignende tendens er i de senere år opstået i Italien. Siden krisens start har Banca d'Italia styrket sit samspil med og ansvar over for Europa-Parlamentet. Fra 2014 til midten af 2019 har medlemmerne af bestyrelsen deltaget i 38 høringer. Der blev foretaget yderligere udvekslinger på det tekniske niveau mellem det respektive personale med henblik på eksempelvis at sikre, at de relevante data og analyser er tilgængelige.

For at forbedre vores kommunikation med offentligheden har vi endvidere deltaget i et omfattende program for at nå ud til alle dele af samfundet. Jeg har personligt deltaget i møder med befolkningen i forskellige italienske byer for at forklare vores politikker og eurosystemets politikker. Dette har bidraget til at øge folks forståelse af og tillid til sådanne politikker.

 

49. Hvad vil ECB konkret gøre for fremadrettet at have slutlister til ECB's topstillinger, hvor der er ligevægt mellem kønnene, og overordnet set skabe mere kønsdiversitet i ECB, i betragtning af at det i øjeblikket kun er to ud af 25 medlemmer af ECB's Styrelsesråd, der er kvinder? Hvordan agter De selv at forbedre kønsbalancen i ECB? Hvornår forventer De at se de første resultater af Deres tiltag på dette område?

Ligevægt mellem kønnene bør være en målsætning for centralbanksamfundet som helhed og for hele den økonomiske profession. I løbet af de seneste måneder er to kvinder blevet foreslået til en stilling som formand og som medlem af Direktionen – dette vil forhåbentligt opfordre de nationale centralbanker til at være mere modige i deres udpegelser af overordnede tjenestemænd.

Udgangssituationen taget i betragtning kræver en afbalanceret kønssammensætning i ECB's ledelse konkrete, fremadrettede initiativer. Jeg glæder mig i denne henseende over ECB's seneste initiativ vedrørende lanceringen af et stipendium til kvinder på det økonomiske område, da det bidrager til at bygge en pipeline, som er en nødvendig forudsætning for at opnå en bedre ligevægt mellem kønnene.

Vi bør være opmærksomme på, at håndteringen af udfordringen med ligevægt mellem kønnene er et projekt på mellemlang sigt, og at der ikke kan skydes genvej. For at kunne forbedre ligevægten mellem kønnene er vi nødt til fra begyndelsen at støtte udviklingen af kvinders karrierer inden for centralbankvirksomhed og mere overordnet set på det økonomiske område. Dette kræver, at der udbredes en lang række værktøjer såsom fastsættelse af mål, foranstaltninger til at gøre centralbankernes miljø mere kvindevenligt, en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv og fremsættelse af forslag til positive rollemodeller.

Banca d'Italia startede allerede for flere år siden med at tage hånd om kønsrelaterede problemstillinger. Den siddende bestyrelse har givet denne proces impetus ved at vedtage en flerårig strategiplan, fastsætte mål og oprette en stilling som mangfoldighedsleder, der har ansvaret for at fremme inklusionspolitikker og støtte kvinders professionelle vækst. Vores interne politikker er i stigende grad målrettede mod at sikre en ligelig kønsfordeling på alle niveauer. Indførelsen af en bred vifte af intelligente arbejdsmuligheder og tilgængeligheden af børnepasningsstrukturer bidrager til at sikre balancen mellem arbejdsliv og privatliv, navnlig, men ikke blot, for kvinder. Indførelsen af mentorprogrammer, en afbalanceret kønssammensætning af avancementspaneler samt indførelsen af målsætninger for ledelsesroller bidrager til at reducere ubevidst diskriminering. 

Resultaterne af disse politikker er håndgribelige: 30 % af lederne er nu kvinder, hvilket er en fordobling af tallet for blot få år siden. Vi er forud for vores mål, hvilket er at nå 35 % inden 2022, og vi vil fortsætte med at forbedre os derefter (for så vidt angår Italiens forsikringstilsynsmyndighed, som jeg er formand for, er andelen af kvinder i lederstillinger 50 %).

 

Vi har foretaget tilbundsgående analyser af kønsproblemstillingerne. I 2012 iværksatte – og efterfølgende offentliggjorde – vi et bredt forskningsprojekt, som målte kønsskævheden i den italienske økonomi, som undersøgte fordelene ved diversitet på både mikroniveau (f.eks. i relation til virksomhedsledelse og visse aspekter af bankernes ydeevne) og makroniveau (f.eks. indvirkningen på BNP af, at kvinder i højere grad er en del af arbejdsmarkedet), og afdækkede hindringerne for lighed mellem kønnene i den italienske økonomi (f.eks. problemstillinger vedrørende balancen mellem arbejdsliv og privatliv, ubevidst diskrimination samt kulturelle faktorer). Forskningen har bidraget væsentligt til den italienske debat om politiske reaktioner.

Jeg forstår det således, at ECB i de senere år har arbejdet på købsproblematikken, og jeg støtter fuldt ud yderligere udvikling fra forbedring af den interne og eksterne pipeline til at give kvinder flere muligheder for at udføre de mange følsomme og yderst komplekse opgaver, der varetages i en centralbank: ECB bør overveje en strategi, hvorved det prioriteres at tiltrække og udvikle kvindeligt talent på alle niveauer.

Slutteligt bør ECB også generelt fremme en mere diversificeret tankegang. Forskningen viser, at heterogene teams og inkluderende adfærd i en diversificeret og yderst sammenkoblet verden gør det muligt for organisationerne at opnå en bedre ydeevne. Heterogene teams er mere modstandsdygtige over for at undgå gruppetankegang og har vist sig at være bedre i robuste beslutningstagningsprocesser.

 

50. Hvordan ser De på mulige forbedringer, hvad angår ECB's ansvarlighed over for Revisionsretten med hensyn til dens operationelle effektivitet? Hvor trækker De grænsen for Revisionsrettens mandat?

I henhold til EU-traktaterne og navnlig i artikel 27, stk. 2, i statutten for ESCB og ECB, udfører Revisionsretten en meget vigtig rolle for ECB. Den uafhængige vurdering af operationel effektivitet i ECB's ledelse bidrager i høj grad til leveringen af ECB's mandat. ECB bør derfor fortsætte med at støtte Revisionsrettens arbejde, navnlig ved at give fuldstændig adgang til alle de dokumenter, der er krævet for, at den kan udføre sine opgaver.

Samtidig hermed bør Revisionsretten være opmærksom på begrænsningerne i dens rolle og respektere ECB's prærogativer, når den træffer uafhængige afgørelser vedrørende sine egne opgaver.

 

51. Mener De, at ECB bør anvende standarderne i det nye direktiv om beskyttelse af personer, der indberetter brud på EU-retten, internt? Hvornår forventer De, at ECB vil fastsætte særlige procedurer til beskyttelse af whistleblowers?

Fornuftige whistleblowerordninger, dvs. passende kanaler til rapportering og beskyttelse af whistleblowers, bidrager til at understøtte integritet og tillid i en institution. ECB bør derfor som en offentlig institution tillægge ordningernes tilstrækkelighed på dette område stor betydning. Endvidere er whistleblowerordninger afgørende set ud fra både et risikostyrings- og arbejdskulturperspektiv. Uanset ECB's retningslinjer for den etiske ramme har ECB også anmodet de nationale centralbanker i Eurosystemet og FTM's nationale kompetente myndigheder om at vedtage regler og procedurer for whistleblowing i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser.

I Banca d'Italia har vi oprettet en webside, hvor medarbejdere og konsulenter for mellemmænd, som er under tilsyn af Banca d'Italia, eller andre enkeltpersoner kan indrapportere lovgivningsmæssige overtrædelser eller ledelsesmæssige forseelser ved at følge et par enkle regler. Banca d'Italia stiller garanti for, at whistleblowerens persondata holdes fortrolige, hvilket ligeledes har til formål at beskytte vedkommende mod alle potentielle repressalier. En tilsvarende procedure, som er baseret på en anden kanal, gør det muligt for medarbejdere og konsulenter i Banca d'Italia at tilkendegive uregelmæssigheder og forseelser, der begås af enten deres kollegaer eller deres ledere.

Det nye whistleblowerdirektiv udgør sammen med andre institutioners bedste praksis, politikker og processer et benchmark for ECB med hensyn til at forbedre dennes ramme for whistleblowing. Dette er en prioritet for ECB's direktion, som jeg bakker fuldt ud op om.

52. Hvad mener De om, at Rådet tidligere har ignoreret Europa-Parlamentets holdning angående udnævnelsen af et direktionsmedlem? Vil De acceptere Deres udnævnelse som formand for ECB, hvis Europa-Parlamentet stemmer imod den?

 

Europa-Parlamentets kontrol tilvejebringer et fundament for ansvarlighed, og ansvarlighed er – sammen med uafhængighed – afgørende for ECB's effektivitet og legitimitet. Af disse årsager ser jeg frem til det kommende samarbejde med parlamentsmedlemmerne i Økonomi- og Valutaudvalget. Jeg sætter meget stor pris på Europa-Parlamentets holdning som en del af udnævnelsesprocessen, og jeg håber, at dette kan udgøre fundamentet for en ærlig og tillidsfuld relation i de kommende år.

Det er dog ikke min opgave at drøfte Rådets og Europa-Parlamentets respektive roller og kompetencer inden for EU-retten vedrørende rammen for udnævnelsen. Jeg stoler på, at de to institutioner kan opnå enighed om den bedste vej frem i Den Europæiske Unions interesse.

53. Mener De, at det ville være passende for Dem selv eller andet ledende ECB-personale at deltage i G30-Gruppen bestående af ledere fra centralbanker og den finansielle sektor eller lignende grupper eller foreninger?

Som anført i mit svar nr. 46 skal alle direktionsmedlemmer og alt personale overholde ECB's strenge standarder for gennemsigtighed, etik og forvaltning. Det er samtidig vigtigt, at de har regelmæssige og åbne interaktioner med en lang række interessenter fra både den offentlige og private sektor. Dette vil gøre det muligt for dem at tilegne sig relevante oplysninger om centrale økonomiske og finansielle udviklinger.

Jeg har ingen private oplysninger om G30-Gruppen. Ifølge deres webside er deltagerne ledere af centralbanker og højt respekterede akademikere, og der er på nuværende tidspunkt ingen ECB-medlemmer. Problemstillingen er tidligere blevet taget op i Parlamentet. Jeg er nødt til afvente Deres holdning til dette vigtige forvaltningsspørgsmål i fremtiden.

Det fælles adfærdskodeks, som ECB godkendte i 2019, har indført specifikke regler om relationer med interessegrupper med henblik på at undgå eventuelle interessekonflikter og mulige misforståelser. Direktionsmedlemmer skal, navnlig i deres interaktioner med interessegrupper, have deres uafhængighed og professionelle fortrolighedsforpligtelser in mente. De af ECB definerede centrale principper for ekstern kommunikation påregner endvidere specifikke regler om, hvordan man interagerer med repræsentanter fra den private sektor, den akademiske verden, interessegrupper, sammenslutninger og civilsamfund.

Jeg tror, at denne ramme tjener ECB godt og skaber god balance mellem institutionens værdier og pligter samt behovet for at skabe kontakter med modparter i den private sektor. Jeg tager gerne imod Deres input, hvis De er af den opfattelse, at der er behov for at justere denne balance.

 

54. Tidligere har ECB lanceret initiativer såsom AnaCredit og European Distribution of Debt Initiative (det europæisk initiativ til fordeling af gæld) (EDDI), som ikke har været en del af kernen i ECB's mandat. Hvordan ser De ECB's rolle i sådanne initiativer, og hvor sætter De grænsen med hensyn til lovgiverens beføjelser?

Traktaten og ECB's statut tildeler et klart mandat vedrørende infrastrukturer på det finansielle marked til ECB og Eurosystemet. ECB har endvidere en central interesse i at få kendskab til alle de data, der er nødvendige for at støtte, og derved på bedst mulige måde at kunne udføre, sine opgaver i henhold til traktaten. Artikel 5 i statutten for ESCB og ECB kræver i denne henseende, at ECB – i samarbejde med de nationale centralbanker – indsamler alle de statistiske oplysninger, der er nødvendige for at kunne udføre disse opgaver. Både ECB's juridiske mandat og specifikke lovgivningsmæssige krav gør det som følge heraf muligt for ECB at iværksætte lovgivningsmæssige initiativer på specifikke områder såsom kreditstatistikker og betalingssystemer.

For at kunne udføre sine opgaver er centralbankerne i Eurosystemet nødt til at få adgang til data af høj kvalitet vedrørende euroområdets økonomi og de finansielle markeder. De aggregerede data giver dog ikke altid en præcis beskrivelse af den underliggende udvikling, idet de kan udligne heterogene, men dog potentielt informative, landespecifikke, sektorspecifikke og/eller virksomhedsspecifikke tendenser. Af denne årsag kan det aggregerede billede til tider være misvisende og give et forkert grundlag for beslutningstagningsprocessen. Dette aspekt er blevet endnu mere åbenlyst, siden den globale krise brød ud, hvilket demonstrerede, at det kan vise sig at være ekstremt nyttigt at inddrage granularitet i Eurosystemets økonomiske og monetære analyser af hensyn til både den monetære beslutningstagning og overvågning.

AnaCredit-initiativet omfatter behandling af yderst detaljerede kreditoplysninger, hvilket giver nyttig indsigt i kompleksiteten og forbundetheden af euroområdets økonomier og finansielle markeder, hvilket endvidere kan føre til mere oplyste og effektive politiske beslutninger i fremtiden.

Disse statistiske initiativer skal fuldt ud tage hensyn til både EU-lovgivningen og byrden for rapporteringsenhederne. For så vidt angår det første aspekt er der behov for et tæt og løbende samarbejde mellem ECB og Eurostat. Dette samarbejde har frem til nu fremmet en effektiv opdeling af arbejdsbyrden mellem de to institutioner, hvorved ineffektive overlapninger eller manglende data er blevet undgået. Vedrørende det andet aspekt er det min opfattelse, at ECB bør fortsætte sin udbytterige praksis med at afholde offentlige høringer om sine bestemmelser vedrørende europæiske statistikker, hvilket giver borgerne, markedsdeltagerne og andre interessenter mulighed for at give deres synspunkter til kende.

Slutteligt, som nævnt i tidligere svar, har ECB og Eurosystemet også fået tildelt et klart mandat i traktaten vedrørende betalingssystemer. Dette gør det muligt at iværksætte regulatoriske initiativer for betalingssystemer samt for at agere som en katalysator for forandringer. Ét mål er at udvikle yderligere harmoniserede standarder, regler og processer. Med henblik herpå undersøger ECB i øjeblikket – via EDDI-projektet (projektet for europæiske instrumenter til fordeling af gæld) – muligheden for at yde støtte til en harmoniseret udstedelse og fordeling af eurogældsinstrumenter i EU. Den 22. maj 2019 lancerede ECB en markedsundersøgelse og inviterede formidlere og andre interessenter til at give deres feedback på et projekt, navnlig i relation til den rolle, som Eurosystemet kunne spille heri. I forbindelse med fastsættelsen af dens opfølgende tiltag er det i den grad vigtigt, at ECB, i overensstemmelse med sit mandat, på behørig vis tager feedbacken fra markedsundersøgelsen i betragtning med henblik på at vurdere, hvorvidt, og i hvilket omfang, projektet kunne være af interesse for den private sektor.

 

 


PROCEDURE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Titel

Udnævnelse af et medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

Referencer

12451/2019 – C9-0149/2019 – 2019/0817(NLE)

Dato for høring / anmodning om godkendelse

17.10.2019

 

 

 

Korresponderende udvalg

 Dato for meddelelse på plenarmødet

ECON

24.10.2019

 

 

 

Ordførere

 Dato for valg

Irene Tinagli

16.10.2019

 

 

 

Behandling i udvalg

3.12.2019

 

 

 

Dato for vedtagelse

3.12.2019

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

51

5

1

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Gunnar Beck, Marek Belka, Stefan Berger, Gilles Boyer, Cristian-Silviu Buşoi, Derk Jan Eppink, Engin Eroglu, Markus Ferber, Jonás Fernández, Raffaele Fitto, Frances Fitzgerald, Luis Garicano, Valentino Grant, José Gusmão, Danuta Maria Hübner, Stasys Jakeliūnas, Othmar Karas, Billy Kelleher, Ondřej Kovařík, Philippe Lamberts, Aušra Maldeikienė, Jörg Meuthen, Csaba Molnár, Luděk Niedermayer, Dimitrios Papadimoulis, Piernicola Pedicini, Lídia Pereira, Jake Pugh, Evelyn Regner, Antonio Maria Rinaldi, Robert Rowland, Martin Schirdewan, Pedro Silva Pereira, Paul Tang, Irene Tinagli, Inese Vaidere, Johan Van Overtveldt, Stéphanie Yon-Courtin, Marco Zanni

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Carmen Avram, Gabriele Bischoff, Damien Carême, Fabio Massimo Castaldo, Richard Corbett, Eugen Jurzyca, Pedro Marques, Fulvio Martusciello, Ville Niinistö, Stéphane Séjourné, Monica Semedo, Antonio Tajani, Julie Ward

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 209, stk. 7)

Rosa D’Amato, Anna Deparnay-Grunenberg, Agnès Evren, Dino Giarrusso, Enikő Győri

Dato for indgivelse

9.12.2019

 

 

[1] EUT C ... /Endnu ikke offentliggjort i EUT.

[2] Vedtagne tekster, P8_TA(2019)0211.

[3]  TIPS-systemet (Target Instant Payment Settlement) giver betalingsudbydere mulighed for at tilbyde pengeoverførsler i realtid døgnet rundt i euroområdet. Target 2 og Target 2 Securities forvaltes af Banca d'Italia i samarbejde med den tyske, franske og spanske centralbank.

[4]  Italiens finansielle efterretningsenhed er en del af Banca d'Italia.

Seneste opdatering: 13. december 2019Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik