Betænkning - A9-0264/2020Betænkning
A9-0264/2020
Europa-Parlamentet

BETÆNKNING om Flere fisk i havene? Foranstaltninger til at fremme genopretning af fiskebestande over det maksimalt bæredygtige udbytte (MSY), herunder områder til genopretning af fiskebestande og beskyttede havområder

15.12.2020 - (2019/2162(INI))

Fiskeriudvalget
Ordfører: Caroline Roose


Procedure : 2019/2162(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A9-0264/2020
Indgivne tekster :
A9-0264/2020
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om Flere fisk i havene? Foranstaltninger til at fremme genopretning af fiskebestande over det maksimalt bæredygtige udbytte (MSY), herunder områder til genopretning af fiskebestande og beskyttede havområder

(2019/2162(INI))

Europa-Parlamentet,

– der henviser til artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 11, 39 og 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik[1],

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet)[2],

– der henviser til, at artikel 13 i Lissabontraktaten foreskriver, at Unionen og medlemsstaterne skal tage højde for det forhold, at dyr er følende væsener, og derfor tage nøje hensyn til de relevante dyrevelfærdskrav, når Unionens politikker inden for fiskeri (og andre områder) fastlægges,

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/1241 af 20. juni 2019 om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af marine økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger[3],

– der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter[4] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle[5];

– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet[6], og særlig artikel 3, hvis centrale princip om, at dyr "skal skånes for enhver undgåelig smerte, psykisk belastning eller lidelse under aflivning og dermed forbundne aktiviteter", finder anvendelse på fisk,

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning (direktivet om maritim fysisk planlægning)[7],

– der henviser til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget[8], særlig for så vidt angår afstrømning indeholdende gødning,

– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter[9] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer[10],

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 med titlen "EU's biodiversitetsstrategi for 2030 – Naturen skal bringes tilbage i vores liv" (COM(2020)0380),

– der henviser til sin beslutning af 16. januar 2018 om international havforvaltning: en dagsorden for havenes fremtid i forbindelse med de bæredygtige udviklingsmål for 2030[11],

– der henviser til 2020-udgaven af rapporten fra De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) med titlen "State of World Fisheries and Aquaculture" (Status over verdens fiskeri og akvakultur) (SOFIA 2020),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 med titlen "En jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem" (COM(2020)0381),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juni 2020 med titlen "Mod et mere bæredygtigt fiskeri i EU: status og retningslinjer for 2021" (COM(2020)0248),

– der henviser til Johannesburgerklæringen om bæredygtig udvikling fra 2002, Johannesburggennemførelsesplanen og slutdokumentet fra FN's Rio +20-konference om bæredygtig udvikling fra juni 2012 med titlen "The Future we Want" (Den fremtid, vi ønsker),

– der henviser til 2020-rapporten fra Kommissionens Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) med titlen "Monitoring the performance of the Common Fisheries Policy" (Overvågning af den fælles fiskeripolitiks resultater) (STECF-Adhoc-20-01),

– der henviser til konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD) og navnlig til mål 11 i Aichibiodiversitetsmålene, som er et element i CBD-strategiplanen for biodiversitet 2011-2020,

– der henviser til den globale rapport om vurdering af biodiversitet og økosystemydelser fra 2019 fra Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemydelser (IPBES),

– der henviser til særrapporten fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) fra 2019 om havet og kryosfæren i et klima i forandring,

– der henviser til resolutionen fra Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) fra 2016 om en forøgelse af dækningen af beskyttede havområder for at sikre en effektiv bevarelse af havets biodiversitet,

– der henviser til verdensmål nr. 14 for bæredygtig udvikling, som er indeholdt i De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og som tager sigte på at bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer,

– der henviser til Kommissionens rapport af 25. juni 2020 om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (COM(2020)0259),

– der henviser til sin beslutning af 16. januar 2020 om det 15. møde i partskonferencen under konventionen om den biologiske mangfoldighed (COP15)[12],

– der henviser til Verdensbankens rapport fra 2017 med titlen "The sunken billions revisited: Progress and Challenges in Global Marine Fisheries" (De sunkne milliarder til fornyet behandling: fremskridt og udfordringer for det globale havfiskeri),

– der henviser til Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 1/2017 af 21. februar med titlen: "Det vil kræve en yderligere indsats at gennemføre Natura 2000-nettet på en sådan måde, at dets fulde potentiale realiseres",

– der henviser til Det Europæiske Miljøagenturs rapport med titlen "Marine messages II" (Budskaber fra havet II),

– der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse i sag 640/2019/FP om gennemsigtighed i Rådets beslutningsproces forud for vedtagelsen af årlige forordninger om fastsættelse af fiskekvoter (samlede tilladte fangstmængder),

– der henviser til rapport nr. 3/2015 fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) af 1. oktober med titlen "Marine protected areas in Europe’s seas: An overview and perspective for the future" (Beskyttede havområder i Europas have: en oversigt og fremtidsperspektiver),

– der henviser til Kommissionens rapport af 1. oktober 2015 om fremskridt med etableringen af beskyttede havområder (som fastsat ved artikel 21 i havstrategirammedirektivet, direktiv 2008/56/EF) (COM(2015)0481),

– der henviser til Kommissionens rapport af 31. juli 2018 om vurdering af medlemsstaternes indsatsprogrammer under havstrategirammedirektivet (COM(2018)0562),

– der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juni 2020 med titlen "Mod et mere bæredygtigt fiskeri i EU: status og retningslinjer for 2021" (COM(2020)0248),

– der henviser til forretningsordenens artikel 54,

– der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A9-0264/2020),

A. der henviser til, at den fælles fiskeripolitik har til formål at sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne er miljømæssigt bæredygtige på lang sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele og bidrage til fødevareforsyningen; der henviser til, at for at nå målsætningen om, at populationer af fiskebestande gradvist skal genoprettes og opretholdes over et biomasseniveau, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, skulle udnyttelsesgraden for det maksimale bæredygtige udbytte, hvor det var muligt, nås inden udgangen af 2015 og på et gradvist stigende grundlag senest inden udgangen af 2020 for alle bestande.

B. der henviser til, at verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 14 tilskynder til at bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer;

C. der henviser til, at havstrategirammedirektivet har til formål at beskytte og bevare havmiljøet, forebygge forringelse heraf og genoprette de marine økosystemer samt at opnå god miljøtilstand for EU's havområder senest i 2020;

D. der henviser til, at god miljøtilstand i henhold til havstrategirammedirektivet er baseret på 11 deskriptorer, og at deskriptor 3 finder anvendelse på populationerne af alle fisk og skaldyr, der udnyttes erhvervsmæssigt og ligger inden for sikre biologiske grænser og udviser en alders- og størrelsesfordeling, der er betegnende for en sund bestand;

E. der henviser til, at der er tre primære vurderingskriterier for deskriptor 3 for god miljøtilstand – (I.) bæredygtig udnyttelse, (II.) reproduktionsevne og (III.) opretholdelse af andelen af ældre og større fisk – men at kun 10,5 % af bestandene kan vurderes i lyset af kriterium (I.) og (II.), og der ikke findes nogen tilfredsstillende fælles vurderingsmetode på europæisk plan for kriterium (III.);

F. der henviser til, at der er presserende behov for at forbedre indsamlingen af data om visse fiskebestande, navnlig i Sortehavet, Middelhavet og Makaronesien, for at kunne foretage en videnskabelig vurdering, som er af afgørende betydning for en bæredygtig forvaltning af bestandene;

G. der henviser til, at fiskeriforvaltningsforanstaltninger, der vedtages inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, bærer frugt, idet antallet af fiskebestande, der udnyttes på bæredygtige niveauer, er stigende, hvilket gør det muligt at give større udbytte for bestande, der er blevet overfisket;

H. der henviser til, at omkring 38 % af bestandene i det nordøstlige Atlanterhav og omkring 92 % af de bestande, der er videnskabeligt vurderet i Middelhavet og Sortehavet, ifølge STECF stadig er overfiskede, hvilket betyder, at de fiskes over det maksimale bæredygtige udbytte (MSY), til trods for kravet om at standse overfiskning senest i 2020; bemærker, at 62,5 % af bestandene i Middelhavet og Sortehavet blev overfisket i 2017 ifølge FAO's SOFIA-rapport fra 2020;

I. der henviser til, at Kommissionens foreslåede samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) i det nordøstlige Atlanterhav var i overensstemmelse med MSY for alle 78 bestande, som der forelå videnskabelig rådgivning for;

J. der henviser til, at Rådet i 2019 fastsatte TAC'erne for 62 ud af 78 arter i overensstemmelse med MSY; der henviser til, at det derfor forventes, at mere end 99 % af de landinger, der i Østersøen, Nordsøen og Atlanterhavet udelukkende forvaltes af EU, i 2020 vil komme fra bæredygtigt forvaltet fiskeri;

K. der henviser til, at biomassen i det nordøstlige Atlanterhav er steget siden 2007, og at den for fuldt vurderede bestande var 48 % højere i 2018 end i 2003; der henviser til, at situationen i Middelhavet og Sortehavet stort set er forblevet uændret siden dataseriens start i 2003, selv om der siden 2012 kan være sket en lille stigning i biomassen;

L. der henviser til, at fiskeri med maksimalt økonomisk udbytte (MEY) henviser til det fangstniveau, hvor fiskeriflådens økonomiske fordele maksimeres, hvilket forbedrer sektorens modstandsdygtighed, samt til det niveau, hvor bestandene holdes over MSY-niveauet;

M. der henviser til, at det er umuligt at anvende artsforvaltning baseret på MSY-modellen, hvor der er tale om multispecifikt fiskeri, selv når det drejer sig om videnskabeligt velkendt og dokumenteret fiskeri;

N. der henviser til, at den fælles fiskeripolitik endnu ikke er fuldt gennemført, og at nogle af dens foranstaltninger, f.eks. oprettelsen af områder til genopretning af fiskebestande, ikke er blevet anvendt;

O. der henviser til, at 66 % af verdens havmiljø er blevet ændret af det menneskelige pres ifølge IPBES, og at 34,2 % af fiskebestandene befiskes på biologisk ubæredygtige niveauer ifølge FAO;

P. der henviser til, at IUCN opfordrer til, at mindst 30 % af alle marine levesteder inden 2020 skal omdannes til et net af strengt beskyttede havområder, blandt andre effektive områdebaserede bevarelsesforanstaltninger, hvor målet er, at der ikke må udøves udvindingsaktiviteter i mindst 30 % af havet, uden at der tages hensyn til de socioøkonomiske konsekvenser;

Q. der henviser til, at det i FAO's SOFIA-rapport gentages, at forvaltning er det bedste redskab til bevarelse og den eneste vej til bæredygtighed, og at bestande, der forvaltes effektivt, bliver mere og mere bæredygtige, idet 78,7 % af de nuværende globale marine fiskelandinger stammer fra biologisk bæredygtige bestande;

R. der henviser til, at EU's biodiversitetsstrategi for 2030 kræver et retligt bindende mål om at beskytte mindst 30 % af EU's havområde, og at 10 % af EU's havområde skal strengt beskyttes;

S. der henviser til, at elektronisk fjernovervågning, f.eks. ved overførsel af fartøjspositioner i næsten realtid, og styrkelse af kontrollen på stedet spiller en positiv rolle for håndhævelsen af beskyttede havområder;

T. der henviser til, at tabet af marin biodiversitet har socioøkonomiske konsekvenser for fiskerisektoren, kystsamfundene, de oversøiske samfund og samfundet som helhed og derfor bør forhindres; der henviser til, at genopretningen af fiskebestandene ifølge Verdensbanken vil medføre større økonomiske fordele end den nuværende tilstand for havets fiskebestande;

U. der henviser til, at sunde levesteder, herunder sandbanker, havgræsenge og koralrev, er af afgørende betydning for genopretningen af marine økosystemers funktion, opblomstringen af fiskebestande og tilvejebringelsen af kulstofdræn til afbødning af klimaændringerne;

V. der henviser til, at velforvaltede beskyttede havområder er af afgørende betydning for at øge biodiversiteten og bevare naturlige levesteder for andre arter såsom fugle;

W. der henviser til, at der er stærk videnskabelig konsensus om, at beskyttede havområder kan være til gavn for fiskeriet på grund af deres afsmittende virkning og deres positive virkninger for rekrutteringen, f.eks. gennem beskyttelse af ynglepladser, ungfisk og store moderfisk med en stor reproduktionsevne;

X. der henviser til, at forurening fra jorden, især i de delvist lukkede havområder, og fra andre marine aktiviteter også påvirker genopretningen af fiskebestandene;

Y. der henviser til, at den samlede biomasse af de arter, der er omfattet af en kvote blandt EU's forvaltede bestande, var 48 % højere i 2018 end i 2003;

Z. der henviser til, at vildtfangede fisk er langt den sundeste og mest miljøvenlige kilde til protein på jorden takket være fiskeindustriens lave CO2-aftryk; der henviser til, at fisk og skaldyr derfor er det bedste valg til bekæmpelse af klimaændringer;

AA. der henviser til, at Rådet indtil videre ikke har efterkommet Den Europæiske Ombudsmands henstilling om proaktivt at offentliggøre dokumenter vedrørende vedtagelsen af TAC-forordningerne;

AB. der henviser til, at fiskeri på MSY-niveau fortsat udviser positive resultater i det nordøstlige Atlanterhav;

Bedre forvaltning af fiskeriet for at sætte en stopper for overfiskning

1. gentager sin opfordring til fuld gennemførelse af den fælles fiskeripolitik med henblik på gradvis genopretning og opretholdelse af populationerne af fiskebestande over det biomasseniveau, der kan give MSY;

2. understreger, at naturen, fiskene og andre levende organismer har en iboende værdi, selv om de endnu ikke udnyttes via menneskelige aktiviteter;

3. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke den videnskabelige dækning med det mål, at 100 % af de fiskebestande, der udnyttes i de europæiske farvande, skal vurderes senest i 2025, og at MSY kan beregnes for alle disse bestande, hvor det er videnskabeligt muligt;

4. minder om, at medlemsstaterne er ansvarlige for at indsamle data, og at disse data er afgørende for at vurdere fiskebestandenes sundhed; minder om, at Kommissionen i henhold til artikel 23 i forordning (EU) 2017/1004 om fastlæggelse af en EU-ramme for indsamling, forvaltning og anvendelse af data i fiskerisektoren[13] skal forelægge Parlamentet og Rådet en rapport om forordningens gennemførelse og funktion;

5.  opfordrer Kommissionen til at fremsætte sine TAC-forslag og Rådet til at fastsætte TAC'er på MSY-niveau som fastsat i forordningen om den fælles fiskeripolitik;

6. opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og forskersamfundet til at udvikle en videnskabeligt baseret model for optimering af forvaltningen og udnyttelsen af multispecifikt fiskeri; bemærker, at denne model bør gøre det muligt at anvende lignende forvaltningsmål i forbindelse med anvendelsen af MSY i den fælles fiskeripolitik og gøre det muligt at følge udviklingen i de gennemførte forvaltningsregler;

7. opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke gennemførelsen af økosystemtilgangen til fiskeriforvaltning, herunder ved i stigende grad at anvende flerartstilgange, for at minimere de negative virkninger af fiskeriaktiviteter og andre faktorer såsom klimaændringer på de marine økosystemer, fiskebestandene og samfundet og for at sikre havets modstandsdygtighed over for klimaændringer; gentager, at fuldt dokumenteret fiskeri og kvalitetsdata er afgørende for at forbedre fiskeriforvaltningen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at forbedre indsamlingen af data om rekreativt fiskeri og tage hensyn til dets indvirkning på miljøet og dets socioøkonomiske værdi;

8. opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte planer til forbedring af selektiviteten og til – med henblik på at gennemføre en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning – at fastslå, hvilke praksisser der er til skade for bestandene, havets biodiversitet og havmiljøet, og til at indføre foranstaltninger, der begrænser og ændrer dem;

9. opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte planer til forbedring af selektiviteten og overlevelsen af ikkemålarter og til at tage hensyn til resultaterne af undersøgelser, der viser de skadelige virkninger af fiskeriteknikker som f.eks. bundslæbende redskaber eller anordninger til tiltrækning af fisk (FAD), ved at begrænse deres anvendelse kraftigt;

10. mener, at EU efter evalueringen af den fælles fiskeripolitik senest i 2022, hvor det er nødvendigt bør tilpasse den nuværende fiskeriforvaltningspraksis og fremskynde overgangen til mere miljøvenligt fiskeri for ikke blot at bevare fiskebestandene på det nuværende niveau, men også, hvad der er endnu vigtigere, at genoprette fiskebestandene og genoprette de marine økosystemer i samråd med interessenter, navnlig fiskerisektoren, og støtte sådanne foranstaltninger gennem Den Europæiske Hav- og Fiskerifond;

11. mener, at der bør på rettes særlig opmærksomhed og støtte mod ikkeindustrielt fiskeri, som potentielt er mindre aggressivt og mere bæredygtigt, ikke kun hvad angår forvaltning af biologiske ressourcer, men også ud fra et socioøkonomisk synspunkt;

12. opfordrer Kommissionen til at støtte harmoniseringen af indikatorerne for kriterium (III.) for god miljøtilstand i havstrategirammedirektivet med henblik på at fastsætte benchmarks og en vurderingsmetode, der er fælles for alle medlemsstaterne;

13. opfordrer Kommissionen til at undersøge relevansen af at anvende andre indikatorer end MSY i fiskeriforvaltningen, som tager hensyn til samspillet mellem arterne og socioøkonomiske faktorer samt virkningerne af klimaændringer og forurening; bemærker, at andre indikatorer såsom MEY er ved at blive undersøgt og gennemført af visse lande;

14. påpeger, at der for at begrænse presset fra menneskelige aktiviteter på fiskebestandene er brug for øget forskning og innovation i fiskerisektoren med henblik på at udvikle gode praksisser med hensyn til den cirkulære økonomi, bæredygtighed og fiskeredskabernes selektivitet,

15. understreger betydningen af ikkeindustrielt kystfiskeri og mener, at sektoren kan bidrage væsentligt til omstillingen til en bæredygtig forvaltning af fiskebestandene; opfordrer derfor medlemsstaterne til at øge den procentdel af de nationale kvoter, der afsættes til denne sektor;

16. opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne vedtager dataindsamlingsprogrammer, der dækker fiskeriets indvirkning på miljøet generelt, herunder på bifangsten af følsomme arter, og på havbunden;

17. kræver, at Rådet proaktivt offentliggør alle dokumenter vedrørende vedtagelsen af TAC-forordninger i overensstemmelse med Den Europæiske Ombudsmands henstilling samt overholder forordning (EF) nr. 1049/2001 og forordning (EF) nr. 1367/2006;

Udvidelse af netværket af beskyttede områder og forbedring af dets forvaltning

18. understreger, at selv om Den Europæiske Union har gjort fremskridt og nået målet om at udpege 10 % af Europas farvande som beskyttede områder, er nettet af beskyttede havområder langt fra effektivt, og at kun en meget lille del af de eksisterende beskyttede havområder har forvaltningsplaner og beskyttelsesforanstaltninger;

19.  fremhæver, at velfungerende beskyttede havområder giver store socioøkonomiske fordele, navnlig for kystsamfund, fiskerierhvervet og turismesektoren, og at beskyttede havområder har økologiske funktioner, som er af central betydning for fiskebestandenes reproduktion (tilvejebringelse af gydepladser og opvækstområder), og forbedrer deres modstandsdygtighed;

20. glæder sig over Kommissionens forslag i sin biodiversitetsstrategi for 2030 om at beskytte mindst 30 % af EU's havområder;

21. opfordrer Kommissionen til at foretage en konsekvensanalyse af dette forslag;

22. opfordrer indtrængende Kommissionen til at vedtage retningslinjer for de mål for beskyttede havområder, der skal gennemføres i hver enkelt EU-havregion med henblik på at sikre en afbalanceret geografisk fordeling og økologisk repræsentativitet;

23. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til fortsat at udpege beskyttede havområder i henhold til fugle-[14] og habitatdirektiverne[15] og havstrategirammedirektivet for at nå disse mål;

24. opfordrer til, at der etableres beskyttede havområder som led i et sammenhængende netværk af forbundne områder, herunder offshore- og dybhavsområder; minder om kravet om at ophøre med at fiske med bundslæbende redskaber på under 400 m i områder, hvor der forekommer eller kan forventes at forekomme sårbare marine økosystemer;

25. opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastsætte stærke videnskabeligt funderede retningslinjer for forvaltning af beskyttede havområder for medlemsstaterne og til at fastlægge en klassificering af beskyttede havområder under hensyntagen til deres etableringsfase, forvaltningsplaner og økosystemfordele med udgangspunkt i eksisterende retningslinjer såsom IUCN's globale standarder;

26. insisterer på, at Kommissionen skal kæde fiskeriaftaler, der indgås med tredjelande, sammen med styrings- og forvaltningsforanstaltninger som eksempelvis beskyttede havområder og på den måde muliggøre en bedre forvaltning af fiskebestandene og imødegå de mange kumulative virkninger af disse aftaler såsom forurening, ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri) og udvikling af visse praksisser, såsom industrifiskeri, der truer visse fiskebestandes bæredygtighed;

27. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at fastsætte stærke og effektive forvaltningsplaner for de eksisterende og fremtidige beskyttede havområder og indføre strengere tilsyns-, overvågnings- og kontrolforanstaltninger for at sikre, at beskyttede havområder respekteres;

28. opfordrer til, at både erhvervs- og fritidsfiskerisektorerne samt de relevante organisationer med kompetence inden for forvaltning af menneskelige og økonomiske aktiviteter på havet (f.eks. regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) eller Den Internationale Søfartsorganisation) inddrages i kontrol og overvågning af samt tilsyn med beskyttede havområder;

29. understreger, at der er behov for øget kontrol med fiskeriforvaltningsforanstaltninger inden for Natura 2000-områder, som er fastlagt af EU's medlemsstater, for at sikre, at bevarelsesmålene i overensstemmelse med artikel 11 i den fælles fiskeripolitik opnås;

30. understreger, at udpegning af områder og udvikling af forvaltningsforanstaltninger bør baseres på den bedste tilgængelige videnskabelige rådgivning;

31. anerkender, at de beskyttede havområders og andre beskyttede områders succes afhænger af, at de har et solidt videnskabeligt grundlag, og at de accepteres af erhvervsfiskere og fritidsfiskere, kystsamfund og andre interessenter, samt af klar kommunikation om, hvad der beskyttes, hvordan og hvorfor; opfordrer derfor til, at fiskerisektoren, herunder dens ikkeindustrielle komponent og videnskabelige organer med ansvar for fiskeriforvaltning samt andre relevante interessenter inddrages i udformningen, forvaltningen og overvågningen af beskyttede havområder; opfordrer til, at civilsamfundets deltagelse fremmes gennem etablering af havområder med uddannelsesmæssigt formål;

32. understreger betydningen af at have en omfattende og sammenhængende tilgang til etablering af beskyttede havområder ved ikke blot at begrænse kommercielle fiskeriaktiviteter, men også tackle andre aktiviteter såsom udforskning og udvinding af fossile brændstoffer, minedrift, omfattende akvakultur, opmudring, havvindmølleparker, transport og rekreativt fiskeri og andre fritidsaktiviteter;

33. opfordrer medlemsstaterne til at udvide netværket af områder til genopretning af fiskebestande under den fælles fiskeripolitik, navnlig hvor der er klar dokumentation for kraftige koncentrationer af fisk, der er under den bevarelsesmæssige mindstereferencestørrelse, eller for gydepladser; understreger nødvendigheden af at medtage evaluering af udpegningen af sådanne områder og af deres succes i den kommende rapport om den fælles fiskeripolitiks funktion;

34. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i internationale forhandlinger om en traktat om bevaring og bæredygtig udnyttelse af havets biodiversitet i områder uden for national jurisdiktion og inden for rammerne af regionale fiskeriforvaltningsorganisationer at kæmpe for en ambitiøs global mekanisme til oprettelse af beskyttede havområder på åbent hav eller i områder uden for national jurisdiktion og til at spille en proaktiv rolle, efter at der er opnået enighed om en aftale om havets biologiske mangfoldighed uden for national jurisdiktion, i skabelsen af nye, effektivt forvaltede områdebaserede forvaltningsværktøjer, herunder beskyttede havområder i åbent hav; minder om, at oprettelsen af beskyttede havområder i områder uden for national jurisdiktion skal understøttes af socioøkonomiske og økologiske konsekvensanalyser baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning;

35. opfordrer Kommissionen til at fremme idéen om, at havet som helhed leverer økosystemtjenester til menneskeheden, og at havet derfor skal anerkendes som et fælles gode ved internationale forhandlinger under ledelse af FN;

Håndtering af andre miljøfaktorer, der truer genopretningen af fiskebestande

36. understreger, at en hurtig og stærk indsats for at bekæmpe klimaændringerne er af afgørende betydning for bevarelsen af sunde populationer af havorganismer og levesteder og dermed for fiskeriaktiviteternes bæredygtighed og fødevaresikkerheden på lang sigt; minder om, at parterne i henhold til artikel 2 i Parisaftalen om klimaændringer skal stræbe efter at øge evnen til at tilpasse sig de negative virkninger af klimaændringer og fremme modstandsdygtigheden over for klimaændringer og udvikling af lave drivhusgasemissioner på en måde, der ikke truer fødevareproduktionen;

37. understreger, at beskyttede havområder bidrager positivt til klimatilpasning ved at styrke økosystemernes modstandsdygtighed; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at give beskyttede havområder en styrket rolle i deres nationale klimatilpasningsstrategier;

38. understreger, at genopretningen af fiskebestandene og opretholdelsen af disse på et bæredygtigt udnyttelsesniveau også kræver håndtering af nogle menneskeskabte virkninger, der knytter sig til klimaforandringer, iltsvind og forsuring samt forskellige primært landbaserede forureningskilder, men også havforureningskilder, der påvirker genopretningen af fiskebestandene negativt eller bidrager til deres skrøbelighed, såsom nitrater, spildevand, kunstgødning, pesticider, giftige kemikalier, forurening fra industriel aktivitet og masseturisme, restprodukter fra akvakultur, plast- og mikroplastforurening, solcreme, hormoner, støjforurening, olieudslip og tabte eller kasserede fiskeredskaber;

39. opfordrer Kommissionen til at offentliggøre et studie om konsekvenserne af disse forskellige forureningskilder for genopretningen af fiskebestande og marine økosystemer;

40. understreger, at det er nødvendigt at inddrage fiskerne i kampen mod forurening af havene; opfordrer derfor Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at vedtage lovgivning, der tillader fiskerne at bringe affald, som fiskes op på havet, med sig til land; mener, at en sådan lovgivning bør indeholde belønningsordninger for fiskere samt passende indsamlingssystemer;

41. understreger betydningen af at øge overlevelsesraten for ikkemålarter ved at reducere skader og stress i forbindelse med fangst og udsætning;

42. opfordrer Kommissionen til at behandle disse anmodninger og reagere på dem i sin nye handlingsplan for bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af de marine økosystemer, som den agter at forelægge senest i 2021, ved sin revision af den fælles fiskeripolitik samt i alle kommende lovgivningsforslag;

°

° °

43. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


BEGRUNDELSE

2020 var året, hvor der skulle opnås en god miljøtilstand for havmiljøet, og hvor alle fiskebestande skulle udnyttes på bæredygtige niveauer. De foranstaltninger, der blev vedtaget inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, er begyndt at bære frugt, antallet af fiskebestande, der udnyttes på bæredygtige niveauer, øges, hvilket gør det muligt at øge udbyttet for visse arter, der indtil for nylig var truet. De mål, der blev fastsat i havstrategirammedirektivet og den fælles fiskeripolitik, er imidlertid ikke nået. I betragtning af udfordringens omfang og de nye farer, som klimaændringerne udgør, er strategien med at bevare ressourcerne og bevare miljøet ikke længere alene tilstrækkelig, det er nødvendigt at bevæge sig i retning af en genopretnings- og reparationsstrategi;

Et af hovedmålene med den fælles fiskeripolitik siden 2013 er at bringe overfiskning til ophør for alle europæiske bestande og at opnå målet om maksimalt bæredygtigt udbytte for bestandenes udnyttelse senest i 2020. Ifølge Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) er 38 % af bestandene i det nordøstlige Atlanterhav og 92 % af bestandene i Middelhavet fortsat overfiskede. Det er nødvendigt at gennemføre den fælles fiskeripolitik fuldt ud, og der skal træffes yderligere foranstaltninger.

Alle bestande er ikke omfattet af den videnskabelige evaluering, der er nødvendig for at beregne MSY, selv om ICES har gjort en betydelig indsats. Manglen på tilstrækkelige videnskabelige data og manglen på ressourcer til at analysere disse data bruges alt for ofte som argument for at retfærdiggøre, at der ikke er fastsat TAC'er og kvoter for visse arter, især i Middelhavet. Det er nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne øger den videnskabelige dækning med det mål, at 100 % af bestandene i de europæiske farvande skal evalueres senest i 2025, og at MSY kan beregnes for alle disse bestande. Det kan ikke accepteres, at vi fortsætter med at fiske efter arter, for hvilke der ikke foreligger tilstrækkelige data, og derved bringer disse arter i fare.

Endvidere giver MSY ganske vist mulighed for at stabilisere fiskebestandene, men denne fremgangsmåde ikke tilstrækkelig til at genoprette fiskebestandene på et bæredygtigt niveau. Forskere har udviklet en anden indikator, nemlig det maksimale økonomiske udbytte. MSY sigter mod at opnå de størst mulige bæredygtige fangster, hvorimod det maksimale økonomiske udbytte sigter mod at fiske under dette niveau, hvilket også vil forbedre fiskebestandenes modstandsdygtighed. IPCC's særrapport om havene og kryosfæren fremhævede klimaændringernes indvirkning på havene og fiskene. I denne forbindelse og for at garantere fødevaresikkerheden på lang sigt er det vigtigt at bevare en vis margen, der gør det muligt for arter at modstå virkningerne af klimaændringerne, samtidig med at brændstofforbruget reduceres. Fiskeri med sigte mod det maksimale økonomiske udbytte, dvs. på et niveau, hvor den økonomiske fordel for fiskerne er vigtigst, forbedrer også sektorens økonomiske modstandsdygtighed. Det maksimale økonomiske udbytte, der allerede anvendes for de bestande, der udelukkende forvaltes af Island, gør det muligt at sikre en bedre indkomst for fiskerne og kan bidrage til genopretning af de bestande, der er mest truet. Kommissionen skal indgive en anmodning om videnskabelig rådgivning for det maksimale økonomiske udbytte og fastsætte TAC'er på dette niveau.

En forbedring af selektiviteten kan også gøre betydelige fremskridt. Forskning med henblik på udvikling af fiskeriteknikker med mindre indvirkning på havmiljøet skal fortsætte, og Den Europæiske Union bør støtte denne forskning. Mange undersøgelser har fremhævet de destruktive virkninger af visse teknikker, f.eks. anvendelse af bundslæbende redskaber eller anordninger til tiltrækning af fisk (FAD). Deres anvendelse skal være strengt begrænset. Indførelsen af såkaldte økologiske eller bionedbrydelige FAD'er kan være en løsning på problemet med forurening forårsaget af FAD'er, men anvendelsen heraf kan ikke være en løsning på lang sigt på grund af denne tekniks ikkeselektive karakter.

Ikkeindustrielt fiskeri har længe anvendt mindre skadelige teknikker. Dette lokale ikkeindustrielle fiskeri, der skaber mange arbejdspladser og giver mere miljøvenlige produkter af høj kvalitet, repræsenterer det europæiske fiskeris fremtid. Det skal beskyttes af vores regler og tildeles en rimelig andel af de TAC'er og kvoter, der tildeles hver stat.

Foranstaltningerne til fiskeriforvaltning kan ikke alene løse problemet med bevarelse af havene. Som fastsat i den fælles fiskeripolitik kan de såkaldte rumlige foranstaltninger, såsom beskyttede havområder eller områder med genopretning af bestande, bidrage til genopretningen af fiskebestandene og samtidig beskytte den marine biodiversitet.

De redskaber, der er fastsat i den fælles fiskeripolitik, havstrategirammedirektivet, habitat- og fugledirektiverne eller den nationale lovgivning, udnyttes for lidt eller dårligt og bliver ikke indbyrdes koordineret. Nogle af dem, f.eks. områder til genopretning af fiskebestande som omhandlet i artikel 8 i den fælles fiskeripolitik, anvendes meget sjældent. De forskellige administrationer, der forvalter disse redskaber, er ikke altid de samme. Der er behov for at styrke sammenhængen mellem de forskellige redskaber.

I konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD) og FN's mål for bæredygtig udvikling blev det fastsat, at 10 % af de globale farvande skulle beskyttes senest i 2020. Den Europæiske Union nåede dette mål i 2017, i hvert fald på papiret. Forskere og Den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) anbefaler, at 30 % af farvandene beskyttes senest i 2030. Europa-Parlamentet medtog denne anbefaling i en række beslutninger, og derefter medtog Kommissionen den i EU's biodiversitetsstrategi for 2030. Dette mål skal nu forankres i EU-lovgivningen og bliver juridisk bindende, for at det kan få virkning.

Det er imidlertid vigtigt at se på, hvad der ligger bag disse 10 % eller 30 % beskyttede havområder. Adskillige undersøgelser viser, at mange beskyttede havområder hverken har forvaltningsplaner eller effektive foranstaltninger. Denne situation må ikke vare ved. Kommissionen og medlemsstaterne skal skynde sig at sikre, at alle eksisterende beskyttede havområder har effektive forvaltningsplaner.

For at nå målet om en god miljøtilstand for havene er det vigtigt, at ud af disse 30 % beskyttede områder er 15 % af de europæiske farvande omfattet af et højt beskyttelsesniveau. Havområder med et højt beskyttelsesniveau omfatter områder, hvor alle fangster og økonomiske aktiviteter er forbudt (områder, hvor fiskeri er helt forbudt), men også områder til genopretning af fiskebestande som fastsat i den fælles fiskeripolitik, hvor kun de mest problematiske fiskeriteknikker er forbudt i henhold til lokale karakteristika og afhængigt af perioder på året. Forringede områder, hvis miljø tidligere er blevet ødelagt, skal genoprettes. For at sikre en korrekt gennemførelse af de foreslåede foranstaltninger over tid bør der foretages en gennemgang af de opnåede fremskridt med på forhånd fastsatte intervaller.

I disse områder med et højt beskyttelsesniveau er det vigtigt, at overvejelserne ikke kun omfatter fiskeriet, men at der træffes foranstaltninger til at begrænse andre negative virkninger af økonomiske aktiviteter som f.eks. transport, energiproduktion, udvinding af mineraler og fossile brændstoffer, masseturisme, opmudring og intensiv akvakultur, men også til at begrænse eksterne forureningskilder.

Der er blevet etableret meget få områder til genopretning af fiskebestande siden oprettelsen i 2014. Områder til genopretning af fiskebestandene som f.eks. "Jabuka/Pomo Pit", der blev oprettet i 2017 af Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (CGPM-GFCM), bærer imidlertid allerede frugt. Det er placeret på et strategisk sted, hvor nogle arter, herunder kulmule, formerer sig, hvilket har gjort det muligt at genoprette bestandene af denne art, som er synlig uden for det beskyttede område, og har støttet lokale fiskere.

Andre eksempler på beskyttede havområder, der oprindeligt blev oprettet for at beskytte bestemte arter, har haft positiv indvirkning på fiskebestande. I Sverige har fiskeri i en del af reservatet Åsvikelandet-Kvädö (Natura 2000-område SE0230138) været forbudt siden 1979 for at beskytte havørnen. Dette har medført en stigning i antallet og størrelsen af rovfisk (gedde, aborre osv.) ved Østersøens kyster.

Fiskernes accept af beskyttede havområder er et vigtigt element i deres succes. Det er vigtigt at inddrage fiskerne i forberedelsen og forvaltningen af beskyttede områder. De kan også deltage i overvågningen og kontrollen af beskyttede havområder sideløbende med udvidelsen af fartøjsovervågningssystemet (FOS) og styrkelsen af kontrollen på stedet.

Det er vigtigt, at midlerne fra den nuværende og fremtidige EHFF fortrinsvis anvendes til etablering af områder med høj beskyttelse af havområder, uddannelse af interessenter og forvaltning og kontrol af sådanne områder.

Endelig er det vigtigt at forbedre kendskabet til de forskellige forureningskilders indvirkning på den marine fauna og flora og at træffe passende foranstaltninger for at minimere dem. Rapporten opfordrer navnlig Kommissionen til at behandle problemet med nitratforurening, navnlig i delvis lukkede havområder, spildevandsrensning, plantebeskyttelsesmidler, der anvendes i landbruget, industriforurening, forurening fra plast og mikroplast, cigaretskod, solcreme og hormoner.

Alle disse forvaltningsforanstaltninger og tekniske, rumlige og miljømæssige foranstaltninger vil ikke blot gøre det muligt at opfylde EU's miljømål i en økosystemtilgang (bevarelse og genopretning af den marine flora, fuglearten osv.), men også at forbedre fiskebestandenes sundhed og være til gavn for fiskerierhvervet på lang sigt.


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

3.12.2020

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

16

8

4

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Clara Aguilera, François-Xavier Bellamy, Izaskun Bilbao Barandica, Isabel Carvalhais, Massimo Casanova, Rosanna Conte, Rosa D’Amato, Giuseppe Ferrandino, João Ferreira, Søren Gade, Francisco Guerreiro, Anja Hazekamp, Niclas Herbst, France Jamet, Pierre Karleskind, Predrag Fred Matić, Francisco José Millán Mon, Cláudia Monteiro de Aguiar, Grace O’Sullivan, Manuel Pizarro, Caroline Roose, Bert-Jan Ruissen, Annie Schreijer-Pierik, Ruža Tomašić, Peter van Dalen, Theodoros Zagorakis

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Carmen Avram, Catherine Chabaud

 


 

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I KORRESPONDERENDE UDVALG

16

+

GUE/NGL

Anja Hazekamp

NI

Rosa D'Amato

PPE

François-Xavier Bellamy

RENEW

Izaskun Bilbao Barandica, Catherine Chabaud, Søren Gade, Pierre Karleskind

S&D

Clara Aguilera, Carmen Avram, Isabel Carvalhais, Giuseppe Ferrandino, Predrag Fred Matić, Manuel Pizarro

VERTS/ALE

Francisco Guerreiro, Grace O'Sullivan, Caroline Roose

 

8

-

ECR

Bert-Jan Ruissen, Ruža Tomašić

PPE

Niclas Herbst, Francisco José Millán Mon, Cláudia Monteiro de Aguiar, Annie Schreijer-Pierik, Theodoros Zagorakis, Peter van Dalen

 

4

0

GUE/NGL

João Ferreira

ID

Massimo Casanova, Rosanna Conte, France Jamet

 

Tegnforklaring:

+ : for

- : imod

0 : hverken/eller

 

 

Seneste opdatering: 11. januar 2021
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik