BETÆNKNING om virksomheders ansvar for miljøskader

6.4.2021 - (2020/2027(INI))

Retsudvalget
Ordfører: Antonius Manders

Procedure : 2020/2027(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A9-0112/2021
Indgivne tekster :
A9-0112/2021
Afstemninger :
Vedtagne tekster :


PR_INI

INDHOLD

Side

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

BEGRUNDELSE

UDTALELSE FRA UDVIKLINGSUDVALGET

UDTALELSE FRA UDVALGET OM MILJØ, FOLKESUNDHED OG FØDEVARESIKKERHED

UDTALELSE FRA UDVALGET OM BORGERNES RETTIGHEDER OG RETLIGE OG INDRE ANLIGGENDER

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I KORRESPONDERENDE UDVALG

 



 

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om virksomheders ansvar for miljøskader

(2020/2027(INI))

Europa-Parlamentet,

 der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader[1] ("miljøansvarsdirektivet"),

 der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet[2] ("direktivet om miljøkriminalitet"),

 der henviser til Kommissionens rapport af 14. april 2016 til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 18, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (COM(2016)0204),

 der henviser til artikel 4 og 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

 der henviser til artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

 der henviser til ændringen af direktiv 2004/35/EF gennem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien[3], Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid[4] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/UE af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter[5],

 der henviser til arbejdsdokument af 14. april 2016 fra Kommissionens tjenestegrene om Refit-evalueringen af miljøansvarsdirektivet (SWD(2016)0121), som ledsager Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet i henhold til artikel 18, stk. 2, i direktiv 2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,

 der henviser til briefing fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (EPRS) af 6. juni 2016 med titlen "The implementation of the Environmental Liability Directive: a survey of the assessment process carried out by the Commission",

 der henviser til studiet fra Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender af 15. maj 2020 med titlen "Environmental liability of companies",

 der henviser til Kommissionens undersøgelse fra maj 2020 med titlen "Improving financial security in the context of the Environmental Liability Directive",

 der henviser til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs evaluering af 11. december 2019 om direktivet om miljøkriminalitet,

 der henviser til EPRS' briefingnotat fra oktober 2020 med titlen "Environmental liability of companies: selected possible amendments of the ELD",

 der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionen af 28. oktober 2020 om evalueringen af direktivet om miljøkriminalitet (SWD(2020)0259),

 der henviser til konklusionerne og anbefalingerne fra European Union Action to Fight Environmental Crime (EFFACE) fra marts 2016,

 der henviser til forretningsordenens artikel 54,

 der henviser til udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

 der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A9-0112/2021),

A der henviser til, at i medfør af artikel 191, stk. 1, i TEUF bidrager Unionens politik på miljøområdet til opfyldelse af målsætninger såsom beskyttelse af menneskers sundhed, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, fremme af en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne, og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer;

B der henviser til, at artikel 37 i chartret om grundlæggende rettigheder tilkendegiver, at et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten skal integreres i Unionens politikker og sikres i overensstemmelse med princippet om en bæredygtig udvikling;

C. der henviser til, at EU's koordinerede miljøstrategi tilskynder til samarbejde og sikrer sammenhæng mellem EU's politikker; der henviser til, at der i den europæiske grønne pagt stræbes efter nulforurening, som skal opnås ved hjælp af en tværgående strategi for at beskytte borgernes sundhed mod miljøforringelse og forurening, og at der samtidig opfordres til en retfærdig omstilling, som ikke lader nogen i stikken;

D. der henviser til, at ansvarlig forretningsførelse indebærer, at virksomhederne tager behørigt hensyn til miljøet; der henviser til, at det er afgørende at sikre ansvarliggørelse for miljøskader, hvis europæiske virksomheder skal gøres mere bæredygtige på lang sigt; der henviser til, at opnåelse af dette hænger tæt sammen med udvikling af beslægtet lovgivning om due diligence, socialt ansvar og bæredygtig ledelse blandt virksomhederne; der henviser til, at ansvaret skal være i overensstemmelse med national ret;

E. der henviser til, at miljøskader, farlige og skadelige kemikalier og klimaændringer kan medføre betydelige risici for menneskers sundhed som følge af luft-, jord- og vandforurening;

F. der henviser til, at miljøansvarsdirektivet eksisterer side om side med andre instrumenter og bestemmelser om ansvar, både på EU- og medlemsstatsplan; der henviser til, at hændelser, der medfører ansvar under miljøansvarsdirektivet, kan føre til strafferetlige, civilretlige eller administrative procedurer sideløbende, hvorved der skabes retlig uvished og usikkerhed både for de pågældende virksomheder og for potentielle ofre;

G. der henviser til, at det fremgår af Kommissionens rapport fra 2016 om miljøansvar, at EU, på trods af miljøansvarsdirektivets fordele i bestræbelserne på at forbedre sammenhængen i lovgivningen på EU-plan, stadig står over for lovmæssig fragmentering på området og en manglende ensartethed i juridisk og praktisk forstand;

H. der henviser til, at de eksisterende definitioner i miljøansvarsdirektivet af "miljøskade" og "operatør" i miljøansvarsdirektivet har været genstand for forskellige analyser, som har vist, at de er vanskelige at fortolke; der henviser til, at betydningen af tærskelværdien for miljøskader fortolkes og anvendes forskelligt og derfor kræver yderligere præcisering;

I. der henviser til, at der har været et stigende antal sager, hvor ofre for forurening forårsaget af datterselskaber af europæiske virksomheder, der er aktive uden for EU, har forsøgt at anlægge miljøansvarssager mod moderselskaber ved domstole i EU;

J. der henviser til, at ansvarsordningerne for diffus forurening i EU-retten er fragmenterede;

K. der henviser til, at miljøansvarsdirektivet opstiller rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader; der henviser til, at miljøansvarsdirektivet supplerer de vigtigste dele af EU's miljølovgivning, som det direkte eller indirekte er forbundet med, navnlig habitatdirektivet[6], fugledirektivet[7], vandrammedirektivet[8], havstrategirammedirektivet[9] og offshoresikkerhedsdirektivet[10]

 

L. der henviser til, at Kommissionen i sin rapport fra 2016 om miljøansvar rådgav alle medlemsstater til at forpligte sig til at "registrere data om hændelser, der hører under direktivet om miljøansvar, og offentliggøre ELD-registre, hvis de ikke allerede har gjort det"[11]; der henviser til, at der på trods af dette kun er syv medlemsstater, der har et offentligt tilgængeligt register over sager, der hører under miljøansvarsdirektivet, mens fire andre medlemsstater har et register, der ikke er offentligt; der henviser til, at flere medlemsstater indsamler oplysninger, der er omfattet af andre EU-retsakter, men ikke specifikt af miljøansvarsdirektivet, eller har registre med et bredere eller andet anvendelsesområde, og der henviser til, at flere medlemsstater indsamler data på regionalt plan; der henviser til, at 14 medlemsstater ikke har nogen database over miljøhændelser eller sager, der hører under miljøansvarsdirektivet; der henviser til, at gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet er kendetegnet ved en betydelig grad af fleksibilitet for medlemsstaterne baseret på lovgivningsmæssig fragmentering og manglende ensartethed både ud fra et juridisk og praktisk perspektiv;

M der henviser til, at det ser ud til, at de fleste medlemsstater ikke fastsætter obligatoriske finansielle sikkerhedsinstrumenter i deres lovgivning, men at flere lande kræver dem[12]; der henviser til, at disse instrumenter – i det omfang, at de er blevet gennemført – synes at have vist deres værd og påvist behovet for at vurdere indførelsen af et obligatorisk finansielt sikkerhedssystem;

N. der henviser til, at selv om der findes tilstrækkelig forsikringsdækning på de fleste markeder, herunder til supplerende og kompenserende afhjælpning, er efterspørgslen generelt lav på grund af manglende rapporterede hændelser, ikke-optimal håndhævelse og langsommere udvikling på nye vækstmarkeder[13]; der henviser til, at dette ikke i sig selv udgør en forhindring for at indføre obligatoriske finansielle garantier;

 

O. der henviser til, at insolvens hos operatører som følge af større ulykker fortsat er et problem i EU; der henviser til, at Kommissionen skal analysere de eksisterende nationale og lovgivningsmæssige rammer og vedtage en harmoniseret EU-tilgang med henblik på at beskytte skatteyderne mod konsekvenserne af en virksomheds insolvens;

P. der henviser til, at udbuddet af finansielle sikkerhedsinstrumenter er øget væsentligt siden vedtagelsen af miljøansvarsdirektivet;

Q. der henviser til, at direktiv (EU) 2020/1828 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser[14] og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF er blevet vedtaget og vil blive anvendt af medlemsstaterne fra den 25. juni 2023;

 

R. der henviser til, at bestyrelsesmedlemmer i visse tilfælde, på trods af at de er bekendt med aktiviteter med stor risiko for at forårsage miljøskade, fortsat har en profitorienteret beslutningstagning på bekostning af ansvarlig adfærd og miljøet;

S. der henviser til, at en gennemgang af miljøansvarsdirektivet nødvendigvis skal søge at finde en balance mellem virksomhedshensyn og miljøbeskyttelse;

T. der henviser til, at Europa-Parlamentet i de senere år har indtaget en proaktiv rolle for at fremme en miljøansvarsordning for miljø- og menneskerettighedsskader, der opstår i tredjelande, især med vedtagelsen af dets beslutning af 25. oktober 2016 om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande[15];

U. der henviser til, at et mandat til Kommissionen bør sikre håndhævelsen af bestemmelser om etablering eller opretholdelse af lige konkurrencevilkår på miljøområdet i EU's handelsaftaler, når disse bestemmelser er en del af en sådan aftale;

V. der henviser til, at Det Europæiske Miljøagentur er i færd med at undersøge, hvordan miljørisiciene og -fordelene er fordelt i hele samfundet; der henviser til, at Parisaftalen om klimaændringer fra 2015 understreger vigtigheden af at tage hensyn til sårbare befolkningers rettigheder; der henviser til, at FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder for nylig har offentliggjort rammeprincipper for menneskerettigheder og miljøet, som præciserer landenes menneskerettighedsforpligtelser i forbindelse med et rent, sundt og bæredygtigt miljø; der henviser til, at en ordning for virksomhedernes ansvar for krænkelser af menneskerettighederne desuden i øjeblikket forhandles i FN;

W. der henviser til, at konsekvenserne af miljøskader og miljøkriminalitet ikke blot har en negativ indvirkning på biodiversiteten og klimaet, men også på menneskerettighederne og på menneskers sundhed; der henviser til, at en gennemgang bør overveje risiciene i forbindelse med miljøskaders grænseoverskridende karakter, alvorlig organiseret kriminalitet og korruption sammen med risiciene for menneskerettighederne og miljøet;

X. der henviser til, at princip 21 i Stockholmerklæringen og princip 2 i Rioerklæringen anerkender staternes suveræne ret til at udnytte deres egne ressourcer i overensstemmelse med deres egne miljøpolitikker, men ligeledes ansvaret for at sikre, at aktiviteter inden for deres nationale jurisdiktioner eller kontrol ikke forårsager skade på miljøet i andre stater eller områder uden for grænserne for deres jurisdiktioner;

Generelle bemærkninger

1. glæder sig over Kommissionens indsats for at vurdere og afhjælpe manglerne ved gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet og direktivet om miljøkriminalitet i medlemsstaterne;

 

2. beklager det forhold, at de skønsmæssige beføjelser, der er fastsat i miljøansvarsdirektivet, manglen på kendskab til og oplysninger om miljøansvarsdirektivet, utilstrækkelige ressourcer og utilstrækkelig ekspertise samt de svage mekanismer til sikring af overholdelse og effektiv forvaltning på nationalt, regionalt og lokalt plan har ført til mangelfuld gennemførelse, betydelige forskelle mellem medlemsstaterne i forbindelse med håndhævelse af miljøansvarsdirektivet og overholdelsesniveauerne og antallet af sager især og ulige vilkår for operatørerne; beklager, at sådanne mangler også har en indvirkning på gennemførelsen af direktivet om miljøkriminalitet; er derfor af den opfattelse, at der er behov for en yderligere indsats for at sikre reguleringsmæssig standardisering i EU og styrke offentlighedens tillid til EU-lovgivningens effektivitet med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader mere effektivt og finde den rette balance mellem virksomhedshensyn og miljøbeskyttelse;

3. glæder sig over oprettelsen af Forummet for Overholdelse af Miljøbestemmelser og Forvaltning af Miljøet, der samler fagfolk med ansvar for overholdelse af miljøbestemmelser, som opfølgning på Kommissionens handlingsplan fra 2018[16] og arbejdsprogrammet for 2020-2022 med henblik på at forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet, som forummet godkendte i februar 2020[17];

4. beklager, at miljøinspektoraternes budgetter i mange medlemsstater er stagneret eller mindsket som følge af den finansielle krise, og at selv store, ressourcestærke myndigheder kan finde det vanskeligt uafhængigt at udvikle viden om de bedste metoder til at sikre overholdelse; er derfor af den opfattelse, at der er behov for stærkere støtte på EU-plan, f.eks. gennem tilgængelige informationsportaler, almindeligt anvendte netværk (EU-netværk af praktikere), information og vejledning om bedste praksis, supplerende uddannelsesprogrammer om de særlige forhold ved miljølovgivning og -kriminalitet på EU-plan og nationalt plan for dommere og praktikere, undervisningsmateriale og vejledning om færdigheder, i samordning med de nationale myndigheder, da dette kan øge presset på de virksomheder, der er "sorte får", være til gavn for virksomheder, der overholder loven, og gøre interessenter, operatører og offentligheden mere opmærksomme på eksistensen af miljøansvarsdirektivets ordning og håndhævelsen heraf og dermed bidrage til bedre forebyggelse og genopretning af miljøskader;

5. beklager, at miljøkriminalitet er blandt de mest indbringende former for grænseoverskridende kriminalitet; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte passende finansielle og menneskelige ressourcer til forebyggelse, efterforskning og retsforfølgelse af miljøkriminalitet og styrke ekspertisen hos de involverede myndigheder, herunder hos anklagere og dommere, med henblik på at sikre mere effektiv retsforfølgelse af miljøkriminalitet; opfordrer medlemsstaterne til at oprette eller styrke specialiserede enheder inden for deres nationale polititjenester på passende niveauer til efterforskning af miljøovertrædelser; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alle medlemsstater har passende miljøkrisestyringsprocedurer på både nationalt og tværnationalt plan, og opfordrer medlemsstaterne til at anvende fælles efterforskningshold og udveksling af oplysninger i sager om grænseoverskridende miljøkriminalitet, hvilket letter koordineringen af efterforskninger og retsforfølgninger, der foretages sideløbende i flere medlemsstater;

6. mener, at en af de forskellige årsager til den utilstrækkelige harmonisering af miljøansvarsdirektivet er, at der ikke er fastsat en standardiseret administrativ procedure for indberetning til de kompetente myndigheder af overhængende fare for eller allerede skete miljøskader; beklager derfor, at der ikke er nogen forpligtelse til at offentliggøre sådanne indberetninger eller oplysninger om, hvordan sagerne bliver håndteret; bemærker, at nogle medlemsstater har identificeret denne begrænsning i deres nationale lovgivning og derfor har oprettet databaser for indberetninger, hændelser og sager; påpeger imidlertid, at den anvendte praksis varierer betydeligt mellem medlemsstaterne og er forholdsvis begrænset;

7. påpeger, at der bør indsamles pålidelige data om miljøhændelser, der giver anledning til anvendelse af miljøansvarsdirektivet eller andre administrative, civilretlige eller strafferetlige instrumenter, under tilsyn af en EU-taskforce under miljøansvarsdirektivet, og at de relevante data bør offentliggøres; opfordrer Kommissionen til nøje at vurdere situationen med henblik på at fastslå, om en kombination af forskellige retlige instrumenter i tilstrækkelig grad kan imødegå miljøskader, eller om der stadig er alvorlige mangler, der skal afhjælpes; insisterer på en korrekt gennemførelse af miljøansvarsdirektivet ved at tilskynde medlemsstaterne til at registrere data om hændelser under miljøansvarsdirektivet, offentliggøre registre inden for rammerne af miljøansvarsdirektivet og indsamle de nødvendige data for at dokumentere en effektiv anvendelse af direktivet i deres land med henblik på styrke tilliden til miljøansvarsdirektivets ordning og en bedre gennemførelse;

8. understreger, at operatørerne i næsten alle sager, der hører under miljøansvarsdirektivet, samarbejder med de administrative myndigheder om at arbejde hen imod afhjælpning; bemærker imidlertid, at de gennemsnitlige omkostninger til afhjælpende foranstaltninger er 42 000 EUR[18], men at omkostningerne var væsentligt højere i nogle få væsentlige tilfælde; beklager derfor, at det i disse tilfælde var umuligt at dække omkostningerne på grund af operatørens insolvens, og at omkostningerne derfor skulle dækkes af staten og indirekte af skatteyderne, et fænomen, der skal undgås i fremtiden;

9. bemærker, at antallet af virksomheder, der retsforfølges i miljøsager, er lavt på tværs af medlemsstaterne, på trods af at lovovertrædelser, som fastlagt i direktivet om miljøkriminalitet, beviseligt finder sted; påpeger i den sammenhæng, at årsagerne til denne situationen endnu ikke er blevet indgående analyseret eller forklaret af Kommissionen eller af medlemsstaterne;

Henstillinger

10. opfordrer til, at miljøansvarsdirektivet revideres snarest muligt og ændres til en fuldt harmoniseret forordning; understreger samtidig behovet for at ajourføre miljøansvarsdirektivet og bringe det i overensstemmelse med andre EU-retsakter, der har til formål at beskytte miljøet, herunder direktivet om miljøkriminalitet; understreger, at forskelle i gennemførelsen og anvendelsen af EU-bestemmelserne for virksomheders ansvar for miljøskader ikke giver lige konkurrencevilkår for EU's industri på nuværende tidspunkt og dermed medfører forvridninger af det indre markeds funktion; opfordrer til en større indsats for at harmonisere gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet i medlemsstaterne;

11. opfordrer til, at direktivet om miljøkriminalitet ajourføres efter en grundig konsekvensanalyse, som bl.a. bør vurdere direktivets anvendelsesområde, samtidig med at der tages hensyn til nye typer og mønstre af miljøkriminalitet; understreger endvidere behovet for at sikre en effektiv håndhævelse af den eksisterende lovgivning;

12. noterer sig medlemsstaternes voksende engagement i at arbejde hen imod anerkendelse af økocid på nationalt og internationalt plan; anmoder Kommissionen om at undersøge relevansen af økocid for EU-retten og EU's diplomati;

13 opfordrer Kommissionen til at give de kompetente nationale myndigheder og anklagere yderligere klarhed og vejledning om de vigtigste juridiske begreber i direktivet og til at udvikle en harmoniseret klassificering af miljøkriminalitet;

14. understreger den vigtige rolle, som bløde lovgivningsinstrumenter spiller, såsom vejledningsdokumenter om fortolkninger af de juridiske begreber, der anvendes i både miljøansvarsdirektivet og direktivet om miljøkriminalitet, evaluering af skader eller oplysninger og sammenligning af sanktionspraksis i medlemsstaterne med henblik på at øge effektiviteten af gennemførelsen af direktiverne; understreger behovet for at indføre langt mere rettidige og strenge lovgivningsmæssige tiltag i medlemsstaterne;

15. er af den opfattelse, at håndhævelsen bør harmoniseres, og at der bør oprettes en EU-taskforce for miljøansvarsdirektivet bestående af højt kvalificerede eksperter og tjenestemænd fra Kommissionen, som på anmodning dels kan bistå medlemsstaterne med gennemførelsen og håndhævelsen af direktivet og dels kan støtte og rådgive ofrene for miljøskader om de tilgængelige muligheder for at anlægge sag på EU-plan (svarende til SOLVIT);

16. mener, at den reviderede ramme bør sikre bedre dataindsamling i hele EU, informationsudveksling, gennemsigtighed og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne med støtte fra EU-taskforcen for miljøansvarsdirektivet;

17. anbefaler, at den kommende EU-taskforce for miljøansvarsdirektivet støtter gennemførelsen af et omfattende overvågningssystem, der skal give de kompetente myndigheder en effektiv værktøjskasse til overvågning og håndhævelse af overholdelsen af miljølovgivningen;

18. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med støtte fra EU-taskforcen for miljøansvarsdirektivet at indføre beskyttelses- og støtteordninger for ofre for miljøskader og sikre dem fuld adgang til domstolsprøvelse, information og erstatning; understreger den rolle, som ikkestatslige miljøorganisationer spiller med hensyn til at øge bevidstheden og indkredse potentielle overtrædelser af EU's og medlemsstaternes miljølovgivning;

19.  opfordrer Kommissionen til at vurdere effektiviteten af hurtige klagemekanismer med henblik på at sikre hurtig kompensation til ofre i insolvenssager, som kan medføre yderligere skade;

20. glæder sig over, at direktiv (EU) 2020/1828 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF er blevet vedtaget og vil blive anvendt af medlemsstaterne fra den 25. juni 2023;

21.  anerkender, at Århusforordningen i øjeblikket er ved at blive revideret[19]; gentager, at Århusforordningen giver adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet og dermed offentlig kontrol med EU-retsakter, der påvirker miljøet; understreger, at Århusforordningen omfatter miljøansvarsdirektivet;

22. understreger især den rolle, som menneskerettighedsforkæmpere, der kæmper for rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, spiller for udøvelsen af et sikkert, sundt og bæredygtigt miljø, og fordømmer på det kraftigste enhver form for vold, chikane og intimidering mod dem, herunder når formålet hermed er proceduremæssigt at undergrave deres indsats for at holde dem, der forårsager miljøskade, juridisk ansvarlige; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at sådanne gerninger efterforskes og retsforfølges korrekt og på effektiv vis;

23.  støtter de eksisterende krav om også at rapportere om ikkefinansielle spørgsmål; bemærker imidlertid, at en sådan rapportering hidtil kun har været en juridisk forpligtelse for store virksomheder; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den kommende revision af direktivet om ikkefinansiel rapportering at lægge vægt på håndhævelsen af disse rapporteringskrav i tilfælde af misligholdelse[20];

24. mener, at de fleste definitioner i miljøansvarsdirektivet, navnlig definitionerne af "miljøskade" og "operatør", bør præciseres yderligere og i hensigtsmæssigt omfang gøres bredere for at gøre direktivet retfærdigt og klart for alle relevante interessenter og for at holde trit med den hurtige udvikling af forurenende stoffer; glæder sig derfor over de nuværende bestræbelser på at udvikle et fælles aftaledokument om centrale definitioner og begreber i miljøansvarsdirektivet; beklager imidlertid, at Kommissionen og regeringernes ekspertgrupper med ansvar for miljøansvarsdirektivet ikke nåede til enighed om dets format, hvilket betyder, at det fælles aftaledokument fortsat er et dokument udarbejdet af det konsulentfirma, som Kommissionen ansatte til at støtte gennemførelsen af miljøansvarsdirektivets flerårige arbejdsprogram 2017-2020;

25.  er af den opfattelse, at revisionen af miljøansvarsdirektivet bør bringes i overensstemmelse med Parisaftalen om klimaændringer for at beskytte såvel EU-borgernes interesser som miljøet; anerkender den iboende værdi af miljøet og økosystemerne og deres ret til effektiv beskyttelse;

26. bemærker, at ansvarsordningerne for diffus forurening i EU-retten er fragmenterede; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af, hvordan diffus forurening håndteres af de forskellige EU-ansvarsordninger;

27. påpeger, at forskellige fortolkninger og anvendelse af kriterierne i bilag I til miljøansvarsdirektivet, som uddyber definitionen af "miljøskade", jf. miljøansvarsdirektivets artikel 2, nr. 1, litra a), er en af grundene til den inkonsekvente anvendelse af direktivet; opfordrer derfor til en mere ensartet anvendelse og yderligere uddybning af og vejledning om kriterierne for, og dermed hvad der udgør "betydelig skade" inden for rammerne af miljøansvarsdirektivet;

28. opfordrer Kommissionen til at evaluere, om en udvidelse af miljøansvarsdirektivets anvendelsesområde og de aktiviteter, der er anført i bilag III hertil, kan begrænse kort- og langsigtede skader på miljøet, menneskers sundhed og luftkvaliteten; anmoder endvidere Kommissionen om at vurdere, hvorvidt tilgangen på grundlag af forsigtighedsprincippet på korrekt vis og effektivt forudsætter potentielt farlige risici eller virkninger;

29. opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at betragte miljøkriminalitet som en prioritet; opfordrer Kommissionen til at gøre fuld brug af artikel 83, stk. 2, i TEUF og til at overveje at vedtage et overordnet rammedirektiv om miljøkriminalitet og effektive og forholdsmæssige sanktioner, som definerer, hvilke former for adfærd der skal straffes, overtrædelsernes art og karakter, erstatningsordningerne, genopretningsforanstaltningerne og minimumssanktionerne, herunder juridiske personers overordnede ansvar; opfordrer Kommissionen til at vurdere muligheden for at medtage miljøkriminalitet i de kategorier af lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF;

30. mener, at omfattende og effektive forebyggelses- og strafferetlige foranstaltninger og forholdsmæssige strafferetlige sanktioner er vigtige afskrækkelsesmidler mod miljøskader; beklager den lave afslørings-, efterforsknings-, retsforfølgelses- og domfældelsesprocent for miljøkriminalitet; mener endvidere, at virksomhederne i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, bør bære de fulde omkostninger ved de miljøskader, de direkte har forårsaget, for at give dem incitamenter til at internalisere eksterne miljøomkostninger og til at undgå eksternalisering af omkostningerne;

31. understreger, at miljøskader bør medføre administrativt, civilretligt og strafferetligt ansvar for de ansvarlige virksomheder i overensstemmelse med ne bis in idem-princippet; bemærker, at sådanne former for ansvar eksisterer side om side med andre ansvarsordninger inden for erhvervsjura såsom forbrugerretten eller konkurrenceretten;

32. udtrykker sin bekymring over den høje forekomst af miljøkriminalitet, eftersom de kombinerede skøn fra OECD, FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC), FN's miljøprogram (UNEP) og Interpol af den pengemæssige værdi af al miljøkriminalitet viser det som den fjerde største kategori af international kriminalitet; anerkender den direkte eller indirekte forbindelse mellem miljøkriminalitet og grænseoverskridende organiseret kriminalitet og korruption[21]; opfordrer Europol til at ajourføre den undersøgelse, der blev foretaget i 2015[22], og regelmæssigt fremlægge ajourførte data; påpeger, at indefrysning og konfiskation af udbytte fra kriminalitet, herunder miljøkriminalitet, er afgørende midler til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og understreger betydningen af også at anvende disse indtægter til sociale formål med henblik på at udbedre de skader, der er forvoldt, og forbedre miljøet;

33. opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at udvide Den Europæiske Anklagemyndigheds (EPPO's) mandat, når det er fuldt etableret og funktionelt, til at dække miljøkriminalitet;

34. opfordrer Europol og Eurojust til at styrke dokumentation, efterforskning og retsforfølgning af miljøkriminalitet; opfordrer Kommissionen, Europol og Eurojust til at yde yderligere støtte og en mere effektiv og institutionaliseret struktur for eksisterende netværk af praktikere. grænseoverskridende retshåndhævelse, miljøagenturer og specialiserede anklagere, såsom Det Europæiske Netværk af Miljøanklagere (ENPE) og Den Europæiske Unions forum for miljødommere (EUFJE);

35. understreger betydningen af (e-)uddannelse af retshåndhævende aktører inden for miljøkriminalitet og opfordrer Cepol til at intensivere sin uddannelse på dette område;

36. understreger betydningen af at styrke Europols netværk for miljøkriminalitet (EnviCrimeNet) på nationalt og europæisk plan for at muliggøre uafhængige og effektive efterforskninger med henblik på at bekæmpe miljøkriminalitet;

37. understreger, at EU's miljøansvarsordning skal respektere udviklingsvenlig politikkohærens og princippet om ikke at gøre skade;

38. opfordrer Kommissionen til at vurdere indførelsen af en sekundær ansvarsordning, nemlig moderselskabets ansvar og kædeansvar for skader på menneskers sundhed og miljøet[23], og til at foretage en vurdering af den nuværende ansvarssituation for datterselskaber, der er aktive uden for EU, herunder mulige forbedringer i tilfælde af miljøskade;

 

39. glæder sig over Kommissionens meddelelse om, at dens forslag om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar vil omfatte en ansvarsordning, og mener, at virksomheder for at gøre det muligt for ofre at opnå effektive retsmidler bør holdes ansvarlige i overensstemmelse med national ret for den skade, som de virksomheder, der er underlagt deres kontrol, har forvoldt eller bidraget til ved handlinger eller manglende handlinger, når sidstnævnte har begået krænkelser af menneskerettighederne eller har forvoldt miljøskader, medmindre virksomheden kan bevise, at den har handlet med fornøden omhu i overensstemmelse med sine due diligence-forpligtelser og havde truffet alle rimelige foranstaltninger for at forhindre en sådan skade;

 

40. er af den opfattelse, at ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse eller på grundlag af teknisk-videnskabelig viden i medfør af miljøansvarsdirektivet kun bør opretholdes, når en virksomhed kan bevise, at den ikke kunne have været bekendt med faren ved sin aktivitet (omvendt bevisbyrde); opfordrer derfor til, at den reviderede miljøansvarsordning begrænser anvendelsesområdet for ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse eller på grundlag af teknisk-videnskabelig viden med henblik på at gøre den mere effektiv i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler;

 

41. opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at tilpasse miljøansvarsdirektivet til lovgivningen om civilretligt ansvar i sager, hvor der kan etableres en årsagssammenhæng mellem en virksomhedsbestyrelses handling eller manglende handling og miljøskade som fastsat i miljøansvarsdirektivet, herunder i tilfælde, hvor denne skade skyldes forurenende aktiviteter, der blev udført for at maksimere virksomhedens fortjeneste og øge bonusserne til dens medlemmer[24];

42. fremhæver, at de omkostninger, der er forbundet med miljøskader for skatteyderne og de ansvarlige operatører kan reduceres væsentligt ved at anvende finansielle sikkerhedsinstrumenter; bemærker dog, at miljøansvarsdirektivet ikke fastsætter en obligatorisk finansiel sikkerhedsordning;

43. anmoder Kommissionen om at vurdere indførelsen af en obligatorisk finansiel sikkerhedsordning (som dækker forsikring, bankgarantier, virksomhedspuljer, værdipapirer og obligationer eller fonde) med en maksimumstærskel pr. sag, der har til formål at forhindre, at skatteyderne kommer til at bære omkostningerne for afhjælpning af miljøskader; anmoder endvidere Kommissionen om at udvikle en harmoniseret EU-metode til beregning af den maksimale ansvarstærskel under hensyntagen til aktiviteten og indvirkningen på miljøet; understreger behovet for at sikre, at der kan trækkes på økonomisk kompensation, selv i tilfælde af den ansvarlige aktørs insolvens;

44. anmoder Kommissionen om at udarbejde en undersøgelse af indførelsen af en ordning for økonomisk kompensation i henhold til miljøansvarsdirektivet på EU-plan eller nationalt plan i tilfælde, hvor de tilgængelige retsmidler er utilstrækkelige i betragtning af skadens omfang; understreger, at de dermed forbundne drøftelser bl.a. bør omhandle mulige metoder til kvantificering af miljøskader;

 

45. mener, at i betragtning af at formålet med miljøansvarsdirektivet er at forebygge og afhjælpe miljøskader, bør en fremtidig forordning (miljøansvarsforordning) finde anvendelse på alle virksomheder, der opererer i EU, uanset hvor de er oprettet, eller hvor de har hjemsted, og at en holistisk tilgang og gensidighed er nødvendig for at opfylde virksomhedernes behov i en global økonomi; mener desuden, at gennemførelsen af den kommende forordning bør udvides til at omfatte enhver enhed, der modtager EU-midler, nationale eller regionale midler, og som forårsager eller kan forårsage miljøskader ved udførelsen af deres aktiviteter;

46. glæder sig over, at et stigende antal europæiske virksomheder forfølger målet om bæredygtig værdiskabelse, og opfordrer alle virksomheder til at følge en tredobbelt bundlinje;

47. anerkender, at omstillingen til mere bæredygtige og miljøvenlige produktionsmetoder kan være meget tids- og omkostningskrævende for virksomheder, og påpeger betydningen af rets- og tilrettelæggelsessikkerheden for de pågældende virksomheder;

48. minder om, at EU bør fremme et højt miljøbeskyttelsesniveau på sit eget område og gøre sit yderste for at forhindre miljøskader i tredjelande, der forårsages af virksomheder, som har hjemsted i EU-medlemsstater; gentager ligeledes, at der ikke findes nogen EU-retsakt, som giver mulighed for at retsforfølge europæiske virksomheder i udlandet for miljøforbrydelser eller aktiviteter, der forårsager skade på miljøet; opfordrer EU til at tilskynde moderselskaber til at anlægge bæredygtige og ansvarlige tilgange til deres samarbejde med tredjelande i overensstemmelse med internationale menneskerettigheds- og miljøstandarder og afstå fra at følge investeringsstrategier, der direkte fører til farlige resultater; opmuntrer Kommissionen til at skabe incitamenter til virksomheder, der frivilligt træffer naturbeskyttelsesforanstaltninger, der rækker videre end bestemmelserne om beskyttelse af naturen og arterne, og til at evaluere disse foranstaltninger og uddrage bedste praksis og stille denne viden til rådighed for andre virksomheder som gode eksempler;

49 opfordrer Kommissionen til at sikre fuldstændig gennemførelse og håndhævelse af biodiversitetsbestemmelserne i alle handelsaftaler, herunder via dens øverste ansvarlige for håndhævelse af handelsaftaler. mener, at Kommissionen bør foretage en bedre vurdering af handelsaftalernes indvirkning på biodiversiteten, herunder opfølgende foranstaltninger til styrkelse af biodiversitetsbestemmelserne i eksisterende og fremtidige aftaler, hvor det er relevant;

50. opfordrer Kommissionen til at sikre håndhævelsen af bestemmelser om etablering eller opretholdelse af lige konkurrencevilkår på miljøområdet i EU's handelsaftaler, når disse bestemmelser er en del af en sådan aftale;

51. er af den opfattelse, at der i foruddefinerede tilfælde af ekstremt omfattende forurening bør anvendes ikke blot miljøansvarsinstrumenter, men en lang række instrumenter, herunder administrative foranstaltninger, økonomiske sanktioner og i nogle tilfælde strafferetlig forfølgning, til at afhjælpe problemet;

52  opfordrer Kommissionen til at håndhæve anvendelsen af sanktioner, der er indført med direktivet om miljøkriminalitet;

53. opfordrer i den sammenhæng Kommissionen til at sikre, at virksomhedernes sociale ansvar for at forebygge og afhjælpe miljøskader inddrages i offentlige kontrakter og tildeling af offentlige midler;

 

54. opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag om miljøinspektioner på EU-plan uden yderligere forsinkelse, som foreslået af Forummet for Overholdelse af Miljøbestemmelser og Forvaltning af Miljøet i aktion 9 i dets arbejdsprogram, men er af den opfattelse, at en henstilling om fastsættelse af mindstekrav for miljøinspektioner ikke er tilstrækkelig;

55. opfordrer Kommissionen til at tilskynde EU, medlemsstaterne og det internationale samfund til at intensivere deres bestræbelser på at bekæmpe miljøkriminalitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre opmærksom på og fremme løsninger i internationale fora;

56. foreslår, at Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 4. april 2001[25], som indeholder en detaljeret redegørelse for, hvordan miljøinspektioner bør gennemføres, om nødvendigt ajourføres og omsættes til et bindende dokument eller en bindende forordning;

57. anmoder EU's ombudsmand om at styrke sit fokus på spørgsmål vedrørende gældende EU-ret på miljøområdet;

58. mener, at virksomheder, der er dømt for miljøkriminalitet, ikke bør have mulighed for at drage fordel af nogen af de foranstaltninger, der er fastsat for registranter i åbenhedsregistret, i en passende, men begrænset periode; foreslår med henblik herpå, at anvendelsesområdet og adfærdskodeksen for åbenhedsregistret revideres med det formål at medtage bestemmelser om midlertidig fjernelse af virksomheder, der er dømt for miljøkriminalitet;

59. påpeger, at fortrolig behandling af oplysninger om virkningerne af industrielle aktiviteter kombineret med vanskelighederne med at overvåge og identificere praksis såsom ulovlig dumpning af stoffer eller affald i havet og tømning af gas eller olie fra fartøjer kan føre til en stigning i antallet af overtrædelser af lovgivningen om vandforurening; understreger derfor, at medlemsstaterne skal offentliggøre de relevante oplysninger for at gøre det lettere at vurdere en eventuel årsagssammenhæng mellem industrielle aktiviteter og miljøskader;

60. støtter FN's opfordring til, at retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø anerkendes globalt;

61. minder om, at den verdensomspændende stigning i miljøkriminaliteten er en voksende trussel mod gennemførelsen af FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og at mennesker i udviklingslande er direkte afhængige af miljøet i relation til deres mad, sundhed og økonomiske sikkerhed; beklager, at forringelsen af biodiversiteten på grund af miljøkriminalitet og det deraf følgende tab af ressourcer øger deres sårbarhed;

62. opfordrer til øget støtte til lokale myndigheder og regeringer i udviklingslandene i forbindelse med harmoniseringen af national lovgivning og nationale politikker med internationale miljøstandarder; understreger behovet for at støtte civilsamfundet og lokale aktører i tredjelande og udviklingslande i at holde regeringsmyndigheder ansvarlige for statstolereret eller godkendt miljøskade forårsaget af private og statsejede virksomheder;

°

° °

63. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

BEGRUNDELSE

Miljøansvarsdirektivet stammer tilbage fra 2004, og Europa-Parlamentet søger med denne initiativbetænkning at udpege områder, hvor der er muligheder for forbedringer, og at fremsætte specifikke henstillinger, der skal tages op af Kommissionen i forbindelse med fremtidige lovgivningsforslag. Disse forslag bør bl.a. vedrøre forebyggelse af miljøskader ved at mindske risici, styrke forsigtighedsprincippet og princippet om, at forureneren betaler, skabe lige vilkår for virksomhederne og sikre, at skatteyderne ikke bærer omkostningerne for miljøskader. Overordnet set bør ambitionen være at skabe balance mellem miljømæssige og forretningsmæssige interesser.

Ordførerens holdning

Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen og håndhævelsen af miljøansvarsdirektivet. Dette forhindrer lige konkurrencevilkår på det indre marked, gør det unødvendigt besværligt og dyrt at navigere for virksomheder og begrænser effektiv forebyggelse og genopretning af miljøskader. Ordføreren er derfor af den opfattelse, at miljøansvarsdirektivet bør omdannes til en fuldt harmoniseret forordning. Under en workshop om miljøansvarsdirektivet i JURI-udvalget den 27. oktober 2020 bekræftede flere eksperter på området dette som en realistisk mulighed[26].

For at støtte medlemsstaterne på deres egen anmodning i gennemførelsen og håndhævelsen af miljøansvarsdirektivet bør Kommissionen overveje at oprette en EU-taskforce for miljøansvarsdirektivet bestående af højt kvalificerede eksperter. EU-taskforcen for miljøansvarsdirektivet kan også yde støtte og rådgivning til personer, der har lidt skade (svarende til SOLVIT), om de tilgængelige muligheder for at anlægge sag på EU-plan i tilfælde af miljøskader.

Kommissionen bør også vurdere behovet for en eventuel indførelse af et obligatorisk finansielt sikkerhedssystem med det formål at sikre, at skatteyderne ikke bærer omkostningerne for miljøskader i tilfælde af virksomheders insolvens.

Af samme grund bør Kommissionen vurdere, om det er hensigtsmæssigt at indføre ansvar for moderselskabet og forsyningskædeansvar med henblik på at mindske risici.

Desuden bør miljøansvarsdirektivet finde anvendelse på alle virksomheder, der opererer på det indre marked, uanset hvor de er oprettet, eller hvor de faktisk har hjemsted. Gensidighed er nødvendig for at forhindre illoyal konkurrence og imødekomme virksomhedernes behov i en global økonomi. Ud over ønsket om at skabe lige konkurrencevilkår på det indre marked var dette de hyppigste krav fra de brancherepræsentanter, som ordføreren talte med.

Kommissionen bør undersøge, om det er nødvendigt og muligt at udvide miljøansvarsdirektivets anvendelsesområde for at bringe det i overensstemmelse med anden EU-lovgivning og have en holistisk tilgang til at undgå lang- og kortsigtede skader på miljøet, menneskers sundhed og luftkvaliteten, og at vurdere, hvorvidt forsigtighedsprincippet forudsætter potentielt farlige risici eller virkninger på korrekt vis.

Endvidere mener ordføreren, at definitionerne i miljøansvarsdirektivet bør præciseres yderligere for at gøre direktivet retfærdigt og klart for alle interessenter og for at holde trit med forurenende stoffers hurtige udvikling;

For så vidt angår muligheden for ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse eller på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden er ordføreren af den opfattelse, at i tilfælde af forudsigelighed, eller hvis virksomhedens forskere burde have vidst bedre, bør en sådan ansvarsfrihed kun bibeholdes, hvis virksomheden kan bevise, at den ikke kunne vide, hvilken fare dens aktivitet indebar (omvendt bevisbyrde).

Miljøansvarsdirektivet bør bringes i overensstemmelse med lovgivningen om civilretligt ansvar for bestyrelsesmedlemmer, som forårsager miljøskader gennem uansvarlige afgørelser, som det var tilfældet med Volkswagen (den såkaldte "dieselgateskandale").

Endelig bør det i tilfælde af ekstremt omfattende forurening være muligt at anvende ikke blot miljøansvarsinstrumenter, men en lang række instrumenter, herunder administrative foranstaltninger, økonomiske sanktioner og i nogle tilfælde strafferetlig forfølgning for at afhjælpe problemet.


 

 

UDTALELSE FRA UDVIKLINGSUDVALGET (7.12.2020)

til Retsudvalget

om virksomheders ansvar for miljøskader

(2020/2027(INI))

Ordfører for udtalelse: Caroline Roose

 

 

 


 


FORSLAG

Udviklingsudvalget opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. der henviser til, at Europa-Parlamentet i de senere år har indtaget en proaktiv rolle for at fremme en miljøansvarsordning for miljø- og menneskerettighedsskader, der opstår i tredjelande, især med vedtagelsen af dets beslutning af 25. oktober 2016 om virksomheders ansvar for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i tredjelande;

2. der henviser til, at princip 21 i Stockholmerklæringen og princip 2 i Rioerklæringen anerkender staternes suveræne ret til at udnytte deres egne naturressourcer, men ligeledes ansvaret for eller pligten til ikke at forårsage skade på miljøet i andre stater eller områder uden for grænserne for national jurisdiktion;

3. der henviser til, at menneskerettighedskrænkelser og miljøskader er blevet observeret i mange udviklingslande og omfatter ekspropriation af jord fra oprindelige folk og lokale samfund, moderne slaveri, ødelæggelse af økosystemet, vandforurening og overudnyttelse af naturressourcer;

4. der henviser til, at der har været et stigende antal sager, hvor ofre for forurening forårsaget af datterselskaber af europæiske virksomheder forsøger at anlægge miljøansvarssager mod moderselskaber ved domstole i EU;

5. der henviser til, at menneskerettighedskrænkelser og miljøskader ofte er tæt forbundne og skal behandles i overensstemmelse hermed gennem en holistisk metode;

6. minder om, at den verdensomspændende stigning i miljøkriminaliteten er en voksende trussel mod gennemførelsen af FN's 2030-dagsorden, Parisaftalen og konventionen om den biologiske mangfoldighed, især i udviklingslandene; er bekymret over, at miljøkriminalitet ofte ikke bliver opdaget på grund af tilbageholdenhed i retshåndhævelsen eller ineffektivitet, især i udviklingslandene;

7. støtter FN’s og andre internationale organisationers opfordring til global anerkendelse på FN-niveau af retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø, hvilket skal medføre en pligt til at retsforfølge dem, der krænker denne ret; opfordrer Unionen til at tilpasse EU's charter om grundlæggende rettigheder med henblik herpå; opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge deres bestræbelser på at gennemføre verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'erne) inden for rammerne af tiåret senest i 2030, den grønne pagt og EU’s biodiversitetsstrategi for 2030;

8. minder om, at EU bør fremme et højt miljøbeskyttelsesniveau på sit eget område og gøre sit yderste for at forhindre miljøskader i tredjelande, der forårsages af virksomheder, som har hjemsted i EU-medlemsstater; anerkender behovet for og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at etablere en obligatorisk, harmoniseret ramme for due diligence på EU-plan med henblik på at sikre, at foranstaltninger vedrørende due diligence ikke udelukkende begrænses til nationale tiltag på medlemsstatsplan; minder om, at due diligence primært er en forebyggende mekanisme, og at de pågældende virksomheder først og fremmest bør have pligt til at afdække risici eller konkrete negative indvirkninger og vedtage politikker og foranstaltninger til at håndtere dem; understreger, at hvis en virksomhed forårsager eller bidrager til at forårsage negative indvirkninger, bør den sørge for afhjælpning og være omfattet af virksomhedsansvaret for sådanne indvirkninger; understreger, at virksomhedsansvar, herunder for skade som følge af en virksomheds aktiviteter, er nødvendigt for at sikre, at virksomhederne tilskyndes til at udvise due diligence, og for at due diligence er effektiv;

9. minder om, at den økonomiske værdi af miljøkriminalitet ifølge FN's miljøprogram (UNEP) og Interpol ligger på mellem 70 mia. USD og 213 mia. USD om året; understreger, at ulovlig handel med dyr og skovprodukter hovedsagelig påvirker udviklingslande; opfordrer EU til at øge sin støtte til disse landes bekæmpelse af ulovlig handel, der påvirker miljøet, berøver dem kilder til merindtægt og hæmmer deres sociale og økonomiske udvikling;

10. understreger, at mennesker i udviklingslande er direkte afhængige af biodiversitet i relation til deres mad, sundhed og økonomiske sikkerhed; beklager, at forringelsen af biodiversiteten på grund af miljøkriminalitet og det deraf følgende tab af ressourcer øger deres sårbarhed;

11. påpeger, at mens international miljølovgivning har udviklet sig gennem vedtagelsen af traktater og konventioner, er strafferetten fortsat utilstrækkelig til at forhindre betydelig økologisk skade; opfordrer EU til at sikre ansvarlighed og ansvar i kampen mod miljøkriminalitet og gøre det til en strategisk politisk prioritet i internationalt retligt samarbejde og for EU-institutionerne og partskonferencen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, især ved at styrke god miljøforvaltning, ved at fremme overholdelsen af multilaterale miljøaftaler, herunder vedtagelse af strafferetlige sanktioner, ved at fremme udveksling af bedste praksis for miljøbeskyttelse gennem dialog med den private og den offentlige sektor, lokale myndigheder i tredjelande og civilsamfundet og ved at fremme udvidelsen af Den Internationale Straffedomstols anvendelsesområde med henblik på at anerkende kriminelle handlinger, der resulterer i "ecocide" (miljømord) i henhold til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;

12. opfordrer Kommissionen til at overveje at foreslå en reform af direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet med henblik på at udvide listen over de former for adfærd, der klassificeres som miljøovertrædelser, og fastsætte minimumsrammer for sanktioner for at sikre, at det har en afskrækkende virkning i hele EU;

13. bifalder EU's biodiversitetsstrategi for 2030 og prioriteringen af at beskytte fauna og flora i forbindelse med forhandling af handelsaftaler med udviklingslande; minder om Kommissionens tilsagn om at revidere EU's handlingsplan mod ulovlig handel med vilde dyr og planter, navnlig ulovlig handel med elfenben; opfordrer i denne forbindelse til, at den afrikanske elefant, som er udryddelsestruet på grund af ulovlig handel med elfenben, medtages i bilag 1 til konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES);

14. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at etablere beskyttelsesordninger for ofrene for miljøskader og sikre, at de har fuld adgang til genopretning, erstatning og bistand i tilfælde, hvor miljøansvarsdirektivet ikke tillader civilsamfundsorganisationer eller enkeltpersoner at rejse krav mod virksomheder for påståede overtrædelser af direktivet; opfordrer til, at de berørte fysiske og juridiske personer får ret til at rejse krav mod virksomheder på grundlag af miljøansvarsdirektivet; opfordrer endvidere til, at det gøres lettere for NGO'er at anlægge gruppesøgsmål ved virksomheders overtrædelser af miljøregler;

15. understreger, at EU's miljøansvarsordning skal respektere udviklingsvenlig politikkohærens og princippet om ikke at gøre skade;

16. glæder sig over Kommissionens forslag om at forbedre gennemførelsen af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet og at gøre noget ved de betænkeligheder, som konventionens tilsynsudvalg har givet udtryk for vedrørende EU's overholdelse af sine internationale forpligtelser i henhold til konventionen;

17. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme ratificeringen af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet blandt tredjelande og til at spille en aktiv rolle i taskforcen om adgang til retlig prøvelse ved at dele oplysninger, erfaringer og god praksis i relevant retspraksis med tredjelande;

18. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme principperne i Århuskonventionen i internationale organisationer og internationale procedurer vedrørende miljøet;

19. minder om, at miljøansvarsdirektivet er af afgørende betydning for gennemførelsen af forureneren betaler-princippet:; beklager, at reglerne om ansvar stort set ikke er blevet anvendt og ikke er i stand til at opfylde deres kompenserende og forebyggende funktioner; mener, at miljøansvarsdirektivet med henblik på at sikre effektiv overholdelse af forureneren betaler-princippet, bør indføre en skærpet ansvarsordning for enhver form for miljøskade eller situationer med overhængende fare for miljøet, herunder i situationer, hvor skader er resultatet af udtrykkeligt tilladte aktiviteter, eller hvor den potentielle skade ved sådanne handlinger ikke kunne have været kendt, da handlingerne fandt sted, og indeholde bestemmelser om, at forældelsesregler for strafansvaret ikke kan finde anvendelse;

20. mener, at virksomhedernes sociale ansvar og virksomhedernes miljøansvar spiller en supplerende rolle i forhold til miljøansvaret, da overholdelse af virksomhedernes sociale ansvar og virksomhedernes miljøansvar kan reducere sandsynligheden for miljøskader; opfordrer Kommissionen til at vedtage ambitiøs lovgivning om en obligatorisk -due diligence-ramme på EU-niveau i overensstemmelse hermed; understreger, at en sådan lovgivning bør gælde for alle råvarer, finde anvendelse på alle økonomiske aktører i forsyningskæden, herunder finansielle aktører, både opstrøms og nedstrøms, og ledsages af en solid mekanisme til rapportering, offentliggørelse og håndhævelse, herunder effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner for manglende overholdelse; minder imidlertid om, at en sådan lovgivning skal supplere den lovgivning, der fastlægger en bindende ramme for miljøansvar for EU-virksomheder, som opererer i tredjelande; gentager ligeledes behovet for at udvikle standarder for obligatorisk videregivelse af relevante oplysninger fra virksomheder i forbindelse med revisionen af direktiv 2014/95/EU af 22. oktober 2014 om ikke-finansiel rapportering, navnlig ved at inkludere en håndhævelses- og sanktionsmekanisme til støtte for rapporteringskravene;

21. mener, at for at et højt miljøbeskyttelsesniveau kan opnås, bør anvendelsesområdet for miljøansvarsdirektivet udvides til at omfatte enhver form for adfærd, der er skadelig for, eller som medfører en umiddelbar risiko for, miljøet, især enhver form for overhængende risiko for eller beskadigelse af vand og jord;

22. fremhæver hindringerne for at holde virksomheder ansvarlige for miljøskader såsom ordningerne for begrænset ansvar, insolvens, hindringer for adgang til klage og domstolsprøvelse, latenstid, usikkerhed omkring årsagssammenhæng og manglen på detaljer i vurderingskriterierne for miljøskader;

23. glæder sig over den indsats, som nogle førende virksomheder og koncerner har gjort for at gennemføre frivillige foranstaltninger til opretholdelse af menneskerettigheder og miljøstandarder; erkender imidlertid, at frivillige tiltag ikke er tilstrækkeligt, og at der er behov for en omfattende ramme for at kunne tage hånd om miljøkriminalitet og beskytte og opretholde universelle miljøstandarder;

24. minder om, at den lovgivningsmæssige ramme for multinationale selskaber er mangelfuld, da de regler, der er nedfældet i multilaterale miljøaftaler, ifølge folkeretten ikke er bindende for multinationale koncerner; gentager ligeledes, at der ikke findes nogen EU-retsakt, som giver mulighed for at retsforfølge europæiske virksomheder i udlandet for miljøforbrydelser eller aktiviteter, der forårsager skade på miljøet; understreger derfor, at det nuværende system med afhængighed af nationale love er tilbøjelig til at undervurdere grovheden af virksomhedernes miljøskader; opfordrer på baggrund heraf EU og EU's medlemsstater til at give adgang til retlig prøvelse ved at lade ofre retsforfølge moderselskaber i EU i tilfælde, hvor mange værtsstaters retssystemer er utilstrækkelige;

25. opfordrer endvidere til øget støtte til lokale myndigheder og regeringer i udviklingslandene til at harmonisere national lovgivning og politikker med internationale miljøstandarder i et forsøg på at styrke den nationale håndhævelse af due diligence og virksomhedsansvar i tredjelande;

26. mener, at alle medlemsstater bør fastsætte skærpede ordninger for civilretligt erstatningsansvar med hensyn til godtgørelse af enhver type direkte skade på privatpersoner som følge af en miljøskade forårsaget af en aktør; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at fremlægge et lovgivningsforslag;

27. minder om, at der efter det gældende miljøansvarsdirektiv ikke er hjemmel til at pålægge moderselskabsansvar, og at en negativ bivirkning af dette er, at nogle virksomheder kan misbruge deres begrænsede ansvar til at investere i farlige brancher gennem oprettelse af separate juridiske enheder med henblik på at eksternalisere miljøomkostninger og derved begrænse deres juridiske og public relationsmæssige eksponering; mener, at EU skal udvikle en inkluderende tilgang til selskabsansvar; understreger, at virksomhedernes miljøansvar bør være forbundet med produktionsprocessernes globale dimension;

28. minder om forvaltningskløften i de globale værdikæder; gentager behovet for en fælles lovramme, som drager virksomheder til ansvar og pålægger dem erstatningsansvar; opfordrer EU til at tilskynde moderselskaber til at anlægge bæredygtige og ansvarlige tilgange i relation til deres samarbejde med tredjelande i overensstemmelse med internationale menneskerettigheds- og miljøstandarder og afstå fra at følge investeringsstrategier, der direkte fører til farlige resultater; insisterer på behovet for at skabe lige vilkår for erhverv og virksomheder med hensyn til at værne om menneskerettigheds- og miljøstandarder;

29. er af den opfattelse, at anvendelsesområdet for skærpet ansvar bør udvides til at omfatte moderselskaber i hele forsyningskæden for at undgå risikoen for moralsk hazard i overensstemmelse med/og som supplement til princippet om, at EU-virksomheder har en omsorgspligt og pligt til at udvise due diligence med hensyn til at undgå miljøskader forårsaget af datterselskaber, der er aktive uden for EU; opfordrer indtrængende Kommissionen til at vurdere muligheden for at træffe en sådan foranstaltning; understreger vigtigheden af at medtage klausuler i EU's handelsaftaler, som sikrer et højt niveau af miljøbeskyttelse;

30. bemærker, at virksomhederne spiller en vigtig rolle i miljøansvarsdirektivs system; mener imidlertid, at de administrative myndigheder i kraft af miljøansvarsdirektivs administrative karakter spiller en afgørende rolle i at tage initiativet og reagere hurtigt, når der opdages miljøskader, samt at træffe passende foranstaltninger for at forhindre fremtidig skade;

31. minder om, at insolvens alvorligt underminerer miljøansvarsdirektivets afskrækkende virkning for så vidt angår at forebygge miljøskader; minder om, at der ifølge miljøansvarsdirektivet endnu ikke er nogen formel forpligtelse til at stille finansielle garantier; opfordrer på denne baggrund til, at der udvikles en harmoniseret ramme for obligatoriske solvensgarantier, som skal dække virksomhedernes ansvar i henhold til miljøansvarsdirektivet i tilfælde af insolvens, med henblik på at styrke direktivets præventive virkning og opnå en optimal sammensætning af fremtidig EU-lovgivning om obligatorisk due diligence i forbindelse med miljøet og administrative, civilretlige og strafferetlige håndhævelsesordninger til imødegåelse af miljøskader;

32. minder om, at der i FN i øjeblikket forhandles om et system for virksomhedsansvar for menneskerettighedskrænkelser i FN's Menneskerettighedsråds åbne mellemstatslige arbejdsgruppe om transnationale selskaber og andre virksomheder for så vidt angår menneskerettigheder; beklager, at Kommissionen ikke har mandat fra Rådet til at føre forhandlinger på EU's vegne vedrørende dens deltagelse i OEIGWG; opfordrer endnu en gang EU og EU's medlemsstater til at engagere sig aktivt og konstruktivt i processen med henblik på at vedtage en bindende og eksigibel FN-traktat om virksomheder og menneskerettigheder;

33. understreger behovet for at forbedre adgangen til retlig prøvelse for ofre for miljøskader, dvs. via kollektive søgsmål, gruppesøgsmål og søgsmålsmekanismer, og opfordrer til en vurdering af disse muligheder i overensstemmelse med FN's vejledende principper for virksomheder og menneskerettigheder og i henhold til en bindende og eksigibel FN-traktat om virksomheder og menneskerettigheder; minder om den positive rolle, som den fremtidige lovgivning om obligatorisk due diligence bør spille med hensyn til etableringen af mekanismer, der sikrer ofre for miljøskader i tredjelande effektiv adgang til retsmidler i medlemsstaterne, hvis de skadelige aktiviteter er frembragt af virksomheder med hovedsæde i en medlemsstat i EU eller af juridiske personer, der er under disse virksomheders kontrol;

34. understreger de miljømæssige NGO'ers nøglerolle med henblik på at øge bevidstheden og anlægge søgsmål; fremhæver, at der derfor er behov for at forbedre NGO'ers adgang til retlig prøvelse, navnlig i tilfælde af omfattende forurening, herunder ved at fjerne økonomiske hindringer for at anlægge søgsmål efter miljøansvarsdirektivet; beklager i bredere sammenhæng det forhold, at de fleste af de store multilaterale miljøaftaler ikke indeholder bestemmelser om internationalt miljøansvar; opfordrer på denne baggrund Unionen og dens medlemsstater til at presse på for, at der oprettes en international uafhængig myndighed på området for miljøansvar;

35. minder om, at miljøansvar bør gennemføres og håndhæves korrekt for bedre at bevare biodiversitetsressourcerne og sikre, at enhver ulovlig konvertering af levesteder tilbageføres, og at genoprettelsesomkostninger afholdes af de ansvarlige enheder; understreger i denne forbindelse, at miljøansvarsdirektivet opstiller en udtømmende liste over aktiviteter, der, ud over skade på biodiversiteten, kan give anledning til virksomhedsansvar for miljøskader; understreger, at denne metode alvorligt begrænser anvendelsen af forureneren betaler-princippet; opfordrer til ansvar for alle virksomheder og for enhver miljøskade, især når skaden beror på virksomhedens fejl eller skyldes grov uagtsomhed; understreger i bredere sammenhæng, at folkeretten har udviklet sig til at omfatte nye forhold som menneskehedens fælles arv, bæredygtig udvikling og fremtidige generationer, men understreger, at der ikke findes nogen permanent international mekanisme til at overvåge og håndtere miljøskader/-ødelæggelser, som væsentligt ændrer de globale fællesgoder eller økosystemtjenester på lang sigt; opfordrer EU og EU's medlemsstater til i denne henseende at støtte et paradigmeskifte, således at også miljømord og fremtidige generationers rettigheder bliver omfattet af international miljøret;

36. minder om, at der kun er ét hav, og at det med hensyn til de tjenester, som det leverer til hele menneskeheden, er et fælles gode; minder om, at afdeling 12 i FN's havretskonvention tillægger staterne suveræne rettigheder over deres eksklusive økonomiske zoner og fri bevægelighed uden for jurisdiktionens områder; minder om, at dette imidlertid ikke fritager stater og som følge heraf nationale aktører, især virksomheder, der virker til søs, for deres ansvar for bevarelsen af marine og kystnære økosystemer; understreger i denne forbindelse vigtigheden af at sikre virksomhedernes miljøansvar i forhold til de risici, der er forbundet med udnyttelse af havressourcer og søtransport i udviklingslandenes farvande;

37. opfordrer til indførelse af klare ansvarsregler for importører, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere for at sikre fuld lovlighed og gennemsigtighed i forsyningskæden for alle landbrugsråvarer for derved at forhindre ødelæggelse af naturlige levesteder i og uden for EU;

38. bemærker, at definitionen af miljøskader i miljøansvarsdirektivet hæmmer den effektive beskyttelse af miljøet ved kunstigt at adskille skader på beskyttede arter og naturlige levesteder, vandskader og jordskader; opfordrer til, at definitionen af miljøskader ændres med henblik på at benytte en mere holistisk metode;

39. støtter korrekt gennemførelse af miljøansvarsdirektivet ved at tilskynde medlemsstaterne til at registrere data om hændelser efter miljøansvarsdirektivet, offentliggøre registre vedrørende miljøansvarsdirektivet og indsamle de nødvendige data for at dokumentere en effektiv og kompetent anvendelse af direktivet i deres land;

40. bemærker, at tærsklen "betydelig", der kræves for, at skader falder inden for anvendelsesområdet for direktivet, har vist sig at være for høj i praksis til at muliggøre tilstrækkelig miljøbeskyttelse; opfordrer til fjernelse af denne tærskel eller til en præcisering af den for at fjerne hindringer for miljøbeskyttelsen;

41. understreger behovet for at støtte civilsamfundet og lokale aktører i tredjelande og udviklingslande i at holde regeringsmyndigheder ansvarlige for statstolereret eller godkendt miljøskade forårsaget af private og statsejede virksomheder, især ved at sikre en tidlig og konstant inddragelse af lokalsamfund og tilgængelige kanaler til rapportering af miljørisici;

42. understreger især den afgørende rolle, som miljøforkæmpere og civilsamfundsorganisationer spiller i udviklingslandene i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af miljøskadelige handlinger; minder om, at disse aktører kan blive udsat for fysisk og psykisk vold i mange former, som har til formål at undertrykke deres aktiviteter; opfordrer Kommissionen til at styrke rammerne for beskyttelse af dem, navnlig ved at vedtage specifikke juridiske foranstaltninger, der definerer miljøbeskyttere, især gennem finansielle instrumenter til udviklingsbistand, for at garantere deres rettigheder og fremhæve deres rolle i beskyttelsen, bevarelsen og genoprettelsen af miljøet.

 


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

7.12.2020

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

13

10

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Anna-Michelle Asimakopoulou, Hildegard Bentele, Dominique Bilde, Udo Bullmann, Catherine Chabaud, Antoni Comín i Oliveres, Ryszard Czarnecki, Gianna Gancia, Mónica Silvana González, Pierrette Herzberger-Fofana, György Hölvényi, Rasa Juknevičienė, Pierfrancesco Majorino, Erik Marquardt, Norbert Neuser, Janina Ochojska, Jan-Christoph Oetjen, Christian Sagartz, Marc Tarabella, Tomas Tobé, Miguel Urbán Crespo, Bernhard Zimniok

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Barry Andrews, María Soraya Rodríguez Ramos, Caroline Roose

 

 

 

 

 

 


ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I RÅDGIVENDE UDVALG

13

+

S&D

Udo Bullmann, Mónica Silvana González, Pierfrancesco Majorino, Norbert Neuser, Marc Tarabella

RENEW

Barry Andrews, Catherine Chabaud, María Soraya Rodríguez Ramos

VERTS/ALE

Pierrette Herzberger-Fofana, Erik Marquardt, Caroline Roose

EUL/NGL

Miguel Urbán Crespo

NI

Antoni Comín i Oliveres

 

10

-

PPE

Anna-Michelle Asimakopoulou, Hildegard Bentele, György Hölvényi, Rasa Juknevičiené, Janina Ochojska, Christian Sagartz, Tomas Tobé

ID

Gianna Gancia, Bernhard Zimniok

EKR

Ryszard Czarnecki

 

2

0

RENEW

Jan-Christoph Oetjen

ID

Dominique Bilde

 

Tegnforklaring:

+ : for

- : imod

0 : undlod at stemme

 

 


 

 

UDTALELSE FRA UDVALGET OM MILJØ, FOLKESUNDHED OG FØDEVARESIKKERHED (29.01.2021)

til Retsudvalget

om virksomheders ansvar for miljøskader

(2020/2027(INI))

Ordfører for udtalelse: Pascal Canfin

 

 

FORSLAG

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

A. der henviser til, at der i den europæiske grønne pagt stræbes efter nulforurening, som skal opnås ved hjælp af en tværgående strategi for at beskytte borgernes sundhed mod miljøforringelse og forurening, og at der samtidig opfordres til en retfærdig omstilling, som ikke lader nogen i stikken;

B. der henviser til, at miljøskader, farlige og skadelige kemikalier og klimaændringer medfører betydelige risici for menneskers sundhed som følge af luft-, jord- og vandforurening;

C. der henviser til, at miljøansvarsdirektivet opstiller "rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader", og en forpligtelse til at forebygge skade;

D. der henviser til, at miljøansvarsdirektivet supplerer de vigtigste dele af EU's miljølovgivning, som det direkte eller indirekte er forbundet med;

E. der henviser til, at en EU-ramme for miljøansvar bør fremme samarbejde og lige konkurrencevilkår; der henviser til, at der ud over miljøansvarsdirektivet eksisterer andre ansvarsrelaterede instrumenter og bestemmelser, såvel på EU-plan som på medlemsstatsplan;

F. der henviser til, at hændelser, der medfører ansvar i henhold til miljøansvarsdirektivet, også kan udløse straffesager, civile sager eller administrative sager sideløbende hermed;

G. der henviser til, at Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er i færd med at undersøge, hvordan miljørisiciene og -fordelene er fordelt i hele samfundet; der henviser til, at ny dokumentation tyder på, at fattigere europæiske regioner har større sandsynlighed for at blive udsat for miljømæssige sundhedsfarer i en grad, der har en negativ indvirkning på menneskers sundhed, ofte i flere generationer;

H. der henviser til, at miljømæssig ulighed er en af årsagerne til ulighed på sundhedsområdet og fremmer en følelse af uretfærdighed og af at blive "ladt i stikken" blandt sårbare befolkningsgrupper;

I. der henviser til, at Parisaftalen om klimaændringer fra 2015 understreger vigtigheden af at tage hensyn til sårbare befolkningers rettigheder; der henviser til, at FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder for nylig har offentliggjort rammeprincipper for menneskerettigheder og miljøet, som præciserer landenes menneskerettighedsforpligtelser med hensyn til et rent, sundt og bæredygtigt miljø og til beskyttelse mod forskelsbehandling for så vidt angår retten til at drage fordel af et sådant miljø;

1. mener, at virksomhederne i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, bør bære de fulde samfundsmæssige omkostninger ved de miljøskader, de forårsager direkte, så det sikres, at de har incitamenter til at internalisere eksterne miljøomkostninger og til at undgå eksternalisering af disse omkostninger; mener endvidere, at sanktioner fungerer som vigtige afskrækkende foranstaltninger mod miljømæssig forsømmelse, og at de forebygger miljøskader;

2. udtrykker dyb bekymring over, at konsekvenserne af miljøkriminalitet bl.a. har en negativ indvirkning på biodiversiteten, klimasystemet og navnlig på menneskers sundhed;

3. minder om, at forureningsrelateret kriminalitet, herunder ulovlig dumping af stoffer og affald, kontaminerer jordbund, afgrøder, vand samt land- og havøkosystemer, ødelægger levesteder, flora og fauna og forandrer fødekæden; fremhæver i den henseende de tiltagende lovovertrædelser i form af havmiljø- og havforurening og vanskelighederne med at overvåge og opspore en sådan praksis til havs, navnlig ulovlig dumping i havet af affald, containere samt tømning af gas og olie fra fartøjer for at unddrage sig udgifterne til behandling; opfordrer derfor til, at kontrolforanstaltningerne skærpes, f.eks. ved hjælp af satellitobservationssystemer;

4. glæder sig over, at et stigende antal EU-virksomheder forfølger målet om bæredygtig værdiskabelse, og opfordrer alle virksomheder til at følge en tredobbelt bundlinje med lige stor vægt på mennesker, planeten og profit, og på de opnåede resultater i økonomisk, social og miljømæssig henseende; opfordrer Kommissionen til at indarbejde dette mål i den relevante lovgivning og opfordrer medlemsstaterne til hurtigst muligt at forfølge dette mål i deres gennemførelse af eksisterende lovgivning;

5. anerkender, at omstillingen til mere bæredygtige og miljøvenlige produktionsmetoder kan være meget tids- og omkostningskrævende, og påpeger betydningen af retssikkerheden og den administrative sikkerhed for berørte virksomheder;

6. beklager den lave afslørings-, efterforsknings-, retsforfølgelses- og domfældelsesprocent for miljøkriminalitet og -skader samt det lave niveau af bøder og sanktioner, der er udstedt, såvel som de store forskelle mellem medlemsstaterne og lakunerne i deres gennemførelse og håndhævelse af eksisterende lovgivning; opfordrer Kommissionen til at fastlægge årsagerne og foreslå omfattende lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal forbedre håndhævelsen af forvaltnings-, civil- og straffelovgivningen for bedre at beskytte miljøet;

7. mener endvidere, at der er et stort behov for en sammenhængende og omfattende ramme for obligatorisk ansvar på EU-plan, der skal bidrage til opfyldelsen af den europæiske grønne pagt, FN's mål for bæredygtig udvikling og klimamålene i Parisaftalen;

8. opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge en revideret og fremskyndet lovgivningskalender for revisionen af både miljøansvarsdirektivet og direktivet om miljøkriminalitet;

9. opfordrer til, at anvendelsesområdet for direktivet om miljøkriminalitet ajourføres for at sikre, at det omfatter al relevant miljølovgivning under hensyntagen til nye typer og mønstre af miljøkriminalitet;

10. bemærker, at strafferetlige sanktioner i sig selv ofte ikke er tilstrækkeligt effektive – selv om de kan medvirke til at forhindre miljømæssige forseelser og kriminelle handlinger – og at de i visse tilfælde kan resultere i, at et stort antal miljøsager afvises, navnlig i medlemsstater, hvor etablerede virksomheder ikke har noget strafferetligt ansvar; bemærker endvidere, at der i mange medlemsstater i stigende grad anvendes administrative økonomiske sanktioner; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til at lette adgangen til domstolsprøvelse og sikre effektiv mægling og retsmidler for ofre for miljøskader og opfordrer medlemsstaterne til at anvende administrative bøder for mindre alvorlige overtrædelser som et supplerende redskab sammen med strafferetlige sanktioner for mere alvorlige overtrædelser med henblik på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse sanktioner håndhæves;

11. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at det eksisterende direktiv gennemføres konsekvent, og opfordrer Kommissionen til yderligere at præcisere og vejlede om centrale juridiske begreber, der anvendes i direktivet om miljøkriminalitet (f.eks. "betydelig skade", "ikke-ubetydelige mængder", "ubetydelige mængder" og "ubetydelig indvirkning", "farlig aktivitet" og "betydelig beskadigelse");

12. bemærker, at data og statistikker om miljøkriminalitet og håndhævelsestiltag i medlemsstaterne er meget begrænsede, fragmenterede og inkonsekvente; opfordrer derfor også til, at direktivet om miljøkriminalitet omfatter krav til medlemsstaterne med hensyn til dataindsamling, offentliggørelse og rapportering, samtidig med at der gøres brug af synergier med eksisterende rapporteringsforpligtelser, og opfordrer endvidere Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at anvende effektive sanktioner for manglende rapportering og til at gøre denne proces lettere;

13. mener, at de nuværende regler i direktivet om miljøkriminalitet ikke har været effektive med hensyn til at sikre overholdelse af EU's miljølovgivning og ikke sikrer reelle lige vilkår;

14. opfordrer Kommissionen til i betydelig grad at styrke niveauet af strafferetlige sanktioner, der pålægges i henhold til direktivet om miljøkriminalitet, og samtidig adressere den rolle, som grov organiseret kriminalitet spiller i forbindelse med miljøskader, herunder ved at fastsætte minimumsniveauer for sanktioner;

15. opfordrer Kommissionen til at håndhæve anvendelsen af sanktioner, der er indført med direktivet om miljøkriminalitet;

16. opfordrer i den henseende Kommissionen til at kontrollere og sørge for, at de strafferetlige sanktioner, der er indført med direktivet om miljøkriminalitet, har en afskrækkende virkning, og understreger samtidig, at der for at sikre dette er brug for strengere sanktioner, når opsporings- og håndhævelsesgraden er lav; opfordrer endvidere Kommissionen til at udstede retningslinjer til medlemsstaterne om, hvad der udgør effektive, afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner, samt vejledning og henstillinger om effektiv gennemførelse;

17. opfordrer Kommissionen til at udarbejde en harmoniseret klassificering af miljøkriminalitet og miljøskade sammen med en fastsat klassificering af passende sanktioner med henblik på at yde vejledning til de kompetente nationale myndigheder og anklagere, hvad angår håndhævelsen af de sanktioner, der er fastlagt i direktivet om miljøkriminalitet;

18. mener, at der i direktivet om miljøkriminalitet kan medtages en bestemmelse med krydshenvisning til konfiskationsdirektivet for at forstærke betydningen af konfiskations- og indefrysningsforanstaltninger i forbindelse med miljøkriminalitet;

19. opfordrer endvidere til, at der fastsættes minimumsstandarder for nationale myndigheder med hensyn til hyppigheden og kvaliteten af kontrollen af operatører, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til uafhængig revision af operatører;

20. mener, at Kommissionen bør tilbyde dommere og fagfolk specifik uddannelse i de særlige kendetegn ved miljøkriminalitet på EU-plan og nationalt plan, og at netværk af fagfolk, der er villige til at sørge for uddannelse til deres medlemmer, bør tilskyndes hertil;

21. beklager, at medlemsstaternes gennemførelse af miljøansvarsdirektivet ikke er blevet koordineret og har manglet harmonisering og effektivitet, hvilket har ført til mangler i gennemførelsen, betydelige variabiliteter og ulige vilkår for operatører, herunder i tilfælde, hvor forureneren bliver insolvent eller går konkurs;

22. bemærker med bekymring, at Kommissionen i sin gennemførelsesrapport om miljøansvarsdirektivet fra 2016 konkluderede, at 11 medlemsstater siden 2007 ikke havde indberettet nogen tilfælde af miljøskader, der er omfattet af direktivet om miljøansvar, og erklærede, at dette "muligvis [er] fordi de udelukkende behandler sagerne i deres nationale system"; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at påtage sig sit ansvar for en effektiv gennemførelse af direktivet og opfordrer til, at miljøansvarsdirektivet revideres så hurtigt som muligt, og at det omdannes til en forordning;

23. finder det nødvendigt, at ikke blot virksomheder som juridiske enheder, men også virksomhedsbestyrelser holdes ansvarlige for de skader, de påfører miljøet; opfordrer Kommissionen til at vurdere behovet for obligatoriske finansielle garantier fra alle operatører, der udfører aktiviteter, der kan indebære miljømæssige risici;

24. opfordrer Kommissionen til i revisionen af miljøansvarsdirektivet at medtage skader på menneskers sundhed og miljøet forårsaget af luftforurening, da dette kan øge forebyggelses- og forsigtighedsniveauerne;

25. bemærker, at ansvarsordningerne for diffus forurening i EU-retten er fragmenterede; opfordrer Kommissionen til at vurdere aspekter vedrørende diffus forurening;

26. finder det ligeledes vigtigt, at princippet om, at forureneren betaler, gennemføres mere effektivt i miljøansvarsdirektivet; opfordrer derfor til, at anvendelsesområdet for direktivets objektive ansvar udvides til at omfatte alle alvorlige skader på miljøet og menneskers sundhed;

27. mener, at det for at sikre en mere konsekvent anvendelse er afgørende, at Kommissionen skaber mere klarhed og yder bedre vejledning om centrale juridiske begreber, der anvendes i miljøansvarsdirektivet, navnlig tærsklen for "betydelig skade"; understreger, at miljøansvarsdirektivet skal bringes i overensstemmelse med habitatdirektivet, så det sikres, at bevaringsstatus for beskyttede naturtyper og arter er gunstig;

28. mener, at EU's institutioner og de nationale myndigheder bør fremme en struktureret dialog med økonomiske aktører, så disse er bedre rustet til at overholde en så foranderlig og kompleks lovgivning; mener, at virksomheder har brug for juridisk sikkerhed i form af rådgivning og information før ikrafttrædelsen af miljølovgivningen;

29. tilskynder Kommissionen til at skabe incitamenter for virksomheder, så de frivilligt indfører bæredygtighedspolitikker, der rækker ud over de lovbestemte miljø- og biodiversitetsstandarder, med henblik på at evaluere disse politikker, identificere bedste praksis og stille denne viden til rådighed for andre virksomheder som gode eksempler;

30. opfordrer til, at mulighederne for at påberåbe sig ansvarsfrihed på grundlag af en tilladelse og ansvarsfrihed på grundlag af teknisk-videnskabelig viden i henhold til miljøansvarsdirektivet fjernes for at fremme princippet om, at forureneren betaler, forebyggelses- og forsigtighedsprincippet og virksomheders ansvar, samtidig med at effektiviteten af det reviderede miljøansvarsdirektiv forbedres;

31. opfordrer EU til at tage højde for den kendsgerning, at virksomheder, der modtager statsstøtte eller er involveret i offentlige indkøb, har forpligtet sig til at forebygge og afhjælpe miljøskader;

32. mener, at virksomheder, der er dømt for miljøforbrydelser, ikke bør have mulighed for at drage fordel af nogen af de foranstaltninger, der er fastsat for enheder, som er registreret i åbenhedsregistret; foreslår med henblik herpå, at anvendelsesområdet og adfærdskodeksen for åbenhedsregistret revideres med det formål at medtage bestemmelser om fjernelse af virksomheder, der er dømt for miljøforbrydelser;

33. anerkender den iboende værdi af miljøet og økosystemerne og deres ret til effektiv beskyttelse; fordømmer enhver form for chikane af, vold mod eller intimidering af alle involverede interessenter;

34. anmoder EU's ombudsmand om at styrke sit fokus på spørgsmål vedrørende gældende EU-ret på miljøområdet;

35. er bekymret over, at miljøkriminalitet kan forårsage uoprettelig skade på vores miljø, på biodiversiteten og på menneskers sundhed, og at det repræsenterer det fjerdestørste område af kriminelle aktiviteter i verden, konvergerer med andre former for international kriminalitet og udgør en voksende trussel; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre bekæmpelsen af miljøkriminalitet til en prioritet i det internationale retlige samarbejde;

36. opfordrer Kommissionen til at sikre en solid ramme på EU-plan for håndtering af miljøkriminalitet i den relevante EU-lovgivning og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at engagere sig i bilaterale og multilaterale fora med henblik på at sikre ambitiøse lige vilkår på globalt plan og eventuelt en aftale om at bekæmpe miljøkriminalitet og øge bevidstheden herom; opfordrer Europol til at ajourføre den undersøgelse af samspillet mellem miljøkriminalitet og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev bestilt i 2015, og til regelmæssigt at forelægge situationsopdateringer;

37. minder om, at miljøskader ikke kender nogen grænser; mener derfor, at det er afgørende at etablere et bedre grænseoverskridende samarbejde med hensyn til efterretninger om samt forebyggelse, bekæmpelse og afskaffelse af miljøkriminalitet, bl.a. ved at give mulighed for at retsforfølge lovovertrædelser i fællesskab og samtidigt i flere medlemsstater; understreger endvidere betydningen af at styrke Europols netværk for miljøkriminalitet (EnviCrimeNet) på nationalt plan og EU-plan for at muliggøre uafhængige og effektive efterforskninger med henblik på at bekæmpe miljøkriminalitet, herunder økocid, der har en negativ indvirkning på biodiversiteten og menneskers sundhed;

38. opfordrer Kommissionen, Europol og Eurojust til at yde støtte og tilvejebringe en mere institutionaliseret struktur for eksisterende netværk af fagfolk og til at styrke efterforskningen og retsforfølgningen af miljøkriminalitet;

39. opfordrer til, at der skabes større klarhed med hensyn til ikkestatslige organisationers (NGO'ers) deltagelse i og adgang til klage og domstolsprøvelse i forbindelse med gennemførelsen af direktivet om miljøkriminalitet;

40. glæder sig over Kommissionens lovgivningsforslag om ændring af forordning (EF) nr. 1367/2006 (COM(2020)0642) for at give mulighed for en bedre offentlig kontrol med EU-retsakter, der påvirker miljøet; opfordrer i denne henseende Rådet til som lovgivende part for den effektive gennemførelse af Århus-konventionens tredje søjle at sikre, at fysiske personer og NGO'er har adgang til domstole, således at de direkte kan anlægge kollektive søgsmål mod en operatør, der formodes at være ansvarlig for miljøskader;

41. opfordrer Unionen til at arbejde for anerkendelse på europæisk og internationalt plan af retten til et sundt miljø;

42. noterer sig medlemsstaternes voksende engagement i at arbejde hen imod anerkendelse af økocid på nationalt og internationalt plan; anmoder Kommissionen om at undersøge relevansen heraf for EU-retten og EU's diplomati;

43. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge bevidstheden om og fremme løsninger til beskyttelse af miljørettigheder og anerkendelse af økocid i folkeretten, der tager højde for de risici, der er forbundet med grænseoverskridende miljøskader og grov organiseret kriminalitet;

44. er af den opfattelse, at sikring af erstatningsansvar for miljøskader, ledsaget af relevant lovgivning, vil bidrage til at gøre EU's virksomheder mere bæredygtige på lang sigt; opfordrer derfor Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag om obligatoriske minimumskrav til virksomheders due diligence med henblik på at tvinge virksomheder til at identificere, afbøde, forebygge og overvåge negative miljøvirkninger i deres forsyningskæde, samtidig med at der tages hensyn til de due diligence-krav, der er vedtaget på internationalt plan, såsom Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings retningslinjer for multinationale virksomheder;

45. glæder sig endvidere over det stigende antal krav om også at rapportere om ikkefinansielle spørgsmål; bemærker dog, at rapportering om ikkefinansielle anliggender indtil nu ikke har været en klar lovbestemt forpligtelse; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med den kommende revision af direktivet om ikkefinansiel rapportering at lægge vægt på håndhævelsen af disse rapporteringskrav i tilfælde af misligholdelse;

46. opfordrer Kommissionen til at opretholde lige konkurrencevilkår i miljøbestemmelserne i alle EU's handelsaftaler og til at sikre, at miljøbestemmelserne er underlagt styrkede obligatoriske håndhævelsesmekanismer; opfordrer til, at de kontraherende parter i aftalen sikrer et højt miljøbeskyttelsesniveau;

47. bemærker, at der er indført en national lovgivning[27], som gør det muligt at holde geologiske og hydrogeologiske undersøgelsesresultater i forbindelse med industrielle aktiviteter fortrolige i en årrække, og at dette har ført til en betydelig forurening af drikkevandskilderne; understreger, at oplysninger, der vedrører de forudsigelige virkninger på menneskers og dyrs sundhed eller på miljøet, ikke bør behandles fortroligt, og at sådanne oplysninger straks bør offentliggøres med henblik på at fastslå årsagssammenhængen mellem handlingen og konsekvenserne, afhjælpe situationen og anvende princippet om, at forureneren betaler, på en korrekt måde; opfordrer indtrængende den pågældende medlemsstat til at ændre sin nationale lovgivning i overensstemmelse hermed;

 


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

27.1.2021

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

58

15

6

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Nikos Androulakis, Bartosz Arłukowicz, Margrete Auken, Simona Baldassarre, Marek Paweł Balt, Traian Băsescu, Aurelia Beigneux, Monika Beňová, Sergio Berlato, Malin Björk, Simona Bonafè, Delara Burkhardt, Pascal Canfin, Sara Cerdas, Mohammed Chahim, Tudor Ciuhodaru, Nathalie Colin-Oesterlé, Esther de Lange, Christian Doleschal, Marco Dreosto, Bas Eickhout, Cyrus Engerer, Eleonora Evi, Agnès Evren, Pietro Fiocchi, Andreas Glück, Catherine Griset, Jytte Guteland, Teuvo Hakkarainen, Martin Hojsík, Pär Holmgren, Jan Huitema, Yannick Jadot, Adam Jarubas, Karin Karlsbro, Petros Kokkalis, Athanasios Konstantinou, Ewa Kopacz, Joanna Kopcińska, Peter Liese, Sylvia Limmer, Javi López, César Luena, Fulvio Martusciello, Liudas Mažylis, Joëlle Mélin, Tilly Metz, Silvia Modig, Dolors Montserrat, Alessandra Moretti, Dan-Ştefan Motreanu, Ville Niinistö, Ljudmila Novak, Grace O’Sullivan, Jutta Paulus, Stanislav Polčák, Jessica Polfjärd, Luisa Regimenti, Frédérique Ries, María Soraya Rodríguez Ramos, Sándor Rónai, Rob Rooken, Silvia Sardone, Christine Schneider, Günther Sidl, Ivan Vilibor Sinčić, Linea Søgaard-Lidell, Nicolae Ştefănuță, Nils Torvalds, Edina Tóth, Véronique Trillet-Lenoir, Petar Vitanov, Alexandr Vondra, Mick Wallace, Pernille Weiss, Michal Wiezik, Tiemo Wölken, Anna Zalewska

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Hildegard Bentele, Manuel Bompard

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere (forretningsordenens art. 209, stk. 7)

Veronika Vrecionová

 


 

 

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB
I RÅDGIVENDE UDVALG

58

+

PPE

Bartosz Arłukowicz, Traian Băsescu, Hildegard Bentele, Nathalie Colin-Oesterlé, Christian Doleschal, Agnès Evren, Adam Jarubas, Ewa Kopacz, Esther de Lange, Peter Liese, Fulvio Martusciello, Liudas Mažylis, Dolors Montserrat, Dan-Ştefan Motreanu, Ljudmila Novak, Stanislav Polčák, Christine Schneider, Edina Tóth, Michal Wiezik

Renew

Pascal Canfin, Martin Hojsík, Karin Karlsbro, Frédérique Ries, María Soraya Rodríguez Ramos, Nicolae Ştefănuță, Nils Torvalds, Véronique Trillet-Lenoir

S&D

Nikos Androulakis, Marek Paweł Balt, Monika Beňová, Simona Bonafè, Delara Burkhardt, Sara Cerdas, Mohammed Chahim, Tudor Ciuhodaru, Cyrus Engerer, Jytte Guteland, Javi López, César Luena, Alessandra Moretti, Sándor Rónai, Günther Sidl, Petar Vitanov, Tiemo Wölken

The Left

Malin Björk, Manuel Bompard, Petros Kokkalis, Silvia Modig, Mick Wallace

Verts/ALE

Margrete Auken, Bas Eickhout, Eleonora Evi, Pär Holmgren, Yannick Jadot, Tilly Metz, Ville Niinistö, Grace O’Sullivan, Jutta Paulus

 

15

-

ECR

Sergio Berlato, Pietro Fiocchi, Joanna Kopcińska, Rob Rooken, Alexandr Vondra, Veronika Vrecionová, Anna Zalewska

ID

Simona Baldassarre, Marco Dreosto, Teuvo Hakkarainen, Sylvia Limmer, Luisa Regimenti, Silvia Sardone

PPE

Jessica Polfjärd, Pernille Weiss

 

6

0

ID

Aurelia Beigneux, Catherine Griset, Joëlle Mélin

Renew

Andreas Glück, Jan Huitema, Linea Søgaard-Lidell

 

Tegnforklaring:

+ : for

- : imod

0 : hverken/eller

 

 


 

 

UDTALELSE FRA UDVALGET OM BORGERNES RETTIGHEDER OG RETLIGE OG INDRE ANLIGGENDER (16.12.2020)

til Retsudvalget

om virksomheders ansvar for miljøskader

(2020/2027(INI))

Ordfører for udtalelse: Saskia Bricmont

 

 

FORSLAG

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender opfordrer Retsudvalget, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1. minder om, at miljøbeskyttelse er en grundlæggende rettighed i henhold til artikel 37 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som bekræftet af Den Europæiske Unions Domstols retspraksis[28]; mener, at et rent og uforurenet miljø er afgørende for den menneskelige udvikling; fremhæver, at et højt niveau af miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten skal integreres i Unionens politikker;

2. mener, at den miljømæssige nedbrydning i dag har vidtrækkende konsekvenser for en lang række menneskerettigheder, herunder retten til liv, frihed og sundhed; minder om, at skader på økosystemer og miljø har en indvirkning på bæredygtig udvikling og adgang til naturressourcer og risikerer at udløse sygdomme, andre miljøkatastrofer, uoprettelige klimaændringer, forurening af fødekæden og nedsat forventet levetid;

3. understreger, at miljøforbrydelser undergraver retsstatsprincippet, udgør en trussel mod fred og sikkerhed og i alvorlig grad hæmmer skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU;

4. mener, at omfattende og effektive forebyggelses- og strafferetlige sanktioner og forholdsmæssige strafferetlige sanktioner er vigtige afskrækkelsesmidler mod miljøskader; beklager den lave grad af afsløring, efterforskning og retsforfølgelse samt domfældelse for miljøkriminalitet; mener, at der skal ydes erstatning for skader på miljøet;

5. beklager manglen på en effektiv gennemførelse af EU-direktiver, der har til formål at fastslå, om juridiske personer er strafferetligt ansvarlige for miljøovertrædelser[29]; understreger den vigtige rolle, som bløde lovgivningsinstrumenter spiller, såsom vejledningsdokumenter om fortolkninger af de juridiske begreber, der anvendes i direktiverne, evaluering af skader eller oplysninger og sammenligning af sanktionspraksis i medlemsstaterne med henblik på at øge effektiviteten af gennemførelsen af direktiverne; understreger det presserende behov for indføre meget mere punktlige og strenge lovgivningsmæssige foranstaltninger i medlemsstaterne, om nødvendigt ved at vælge en forordning i stedet for et direktiv, som ville ledsage politikken med den nye grønne pagt, som EU nu anser for at være den højeste prioritet, med umiddelbart gældende regler;  

6. understreger behovet for at ajourføre denne lovgivning efter en grundig konsekvensanalyse og sikre en effektiv håndhævelse af eksisterende lovgivning;

7. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at afsætte passende finansielle og menneskelige ressourcer til forebyggelse, efterforskning og retsforfølgelse af miljøkriminalitets samt sikre en høj grad af specialisering hos de involverede myndigheder, herunder hos anklagere og dommere med henblik på at sikre mere effektiv retsforfølgelse af miljøkriminalitet; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at oprette eller styrke specialiserede enheder inden for deres nationale polititjenester på passende niveauer til efterforskning af miljøovertrædelser; opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alle medlemsstater har passende miljøkrisestyringsprocedurer på både nationalt og tværnationalt plan;

8. opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til at betragte miljøkriminalitet som en prioritet; opfordrer Kommissionen til at gøre fuld brug af artikel 83, stk. 2, i TEUF og til at overveje at vedtage et overordnet rammedirektiv om miljøkriminalitet og effektive og forholdsmæssige sanktioner, som definerer, hvilke former for adfærd der skal straffes, overtrædelsernes art og karakter, erstatningsordningerne, genopretningsforanstaltningerne og sanktionerne, herunder juridiske personers overordnede ansvar; opfordrer Kommissionen til at vurdere muligheden for at medtage miljøkriminalitet i de kategorier af lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 83, stk. 1, i TEUF;

9. glæder sig over Kommissionens tilsagn om at fremsætte et lovgivningsforslag om obligatorisk due diligence-lovgivning i globale forsyningskæder; anerkender, at ikke-bæredygtig praksis og manglende ambitioner om miljøbeskyttelse inden for virksomhederne er en hindring for at nå målene i FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, navnlig mål 3, 9, 12, 13, 14 og 15; understreger behovet for gennemsigtige, ansvarlige og ambitiøse interne miljøpolitikker og -forvaltning i virksomheder samt betydningen af et styrket og højt kvalificeret team, der overvåger og håndhæver sådanne miljøpolitikker, idet det centrale fokus bør være på forebyggende foranstaltninger;

10. udtrykker sin bekymring over den høje forekomst af miljøkriminalitet, eftersom de kombinerede skøn fra OECD, FN's Kontor for Narkotikakontrol og Kriminalitetsbekæmpelse (UNODC), FN's Miljøprogram (UNEP) og Interpol viser, at den pengemæssige værdi af al miljøkriminalitet giver det rang som den 4. største kategori af international kriminalitet, idet handel med og ulovlig affaldshåndtering ligger øverst på listen over miljøforbrydelser;; anerkender den direkte eller indirekte forbindelse mellem miljøkriminalitet og grænseoverskridende organiseret kriminalitet og korruption[30], hvorved sådanne miljøovertrædelser, der generelt har form af "virksomhedsforbrydelser", åbner døren for infiltration af mafiaen i den lovlige økonomi; advarer om risikoen for yderligere infiltrationsforsøg fra kriminelle organisationers side i lyset af de yderligere muligheder, som EU-finansiering giver virksomhederne til genopretning efter pandemien; opfordrer Europol til at ajourføre den undersøgelse, der blev foretaget i 2015[31], og regelmæssigt fremlægge ajourførte data; påpeger, at indefrysning og konfiskation af udbytte fra kriminalitet, herunder miljøkriminalitet, er afgørende midler til bekæmpelse af organiseret kriminalitet, og understreger betydningen af også at anvende disse indtægter til sociale formål med henblik på at udbedre de skader, der er forvoldt, og forbedre miljøet;

11. opfordrer Kommissionen, Europol og Eurojust til at yde yderligere finansiel, menneskelig og teknisk støtte og en mere effektiv og institutionaliseret struktur for eksisterende netværk af fagfolk, grænseoverskridende retshåndhævende myndigheder, miljøagenturer og specialiserede anklagere såsom Det Europæiske Netværk af Miljøanklagere (ENPE) og Den Europæiske Unions forum for miljødommere (EUFJE) med deltagelse af alle EU's medlemsstater, herunder oprettelse af netværk, hvor anklagere og dommere med speciale i miljøkriminalitet kan udveksle erfaringer og bistå hinanden med henblik på at forbedre denne type kriminalitet; opfordrer til en styrket indsats fra Europols EnviCrimeNet; opfordrer Europol og Eurojust til at styrke dokumentation, efterforskning og retsforfølgning af miljøkriminalitet; understreger betydningen af at investere i tilstrækkelig finansiering og personale til Europol og Eurojust;

12. opfordrer Europol til at oprette en særlig enhed, der er kompetent til at indsamle, opbevare, behandle, analysere og udveksle oplysninger med henblik på at støtte og styrke medlemsstaterne i forbindelse med forebyggelse, afsløring og efterforskning af miljøkriminalitet;

13. understreger betydningen af (e-)uddannelse af retshåndhævende aktører inden for miljøkriminalitet og opfordrer Cepol til at intensivere sin uddannelse på dette område; anerkender, at Cepol skal have tilstrækkelige ressourcer til rådighed;

14. opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til anvendelse af fælles efterforskningshold og udveksling af information i sager om grænseoverskridende miljøkriminalitet, hvilket letter koordineringen af efterforskninger og retsforfølgninger, der foretages sideløbende i flere medlemsstater;

15. opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at udvide EPPO's mandat, når det er fuldt etableret og funktionelt, til at dække miljøkriminalitet; minder om, at EPPO skal udstyres med de nødvendige midler til grundigt at kunne efterforske og retsforfølge grænseoverskridende kriminelle aktiviteter;

16. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre beskyttelses- og støtteordninger for ofre for miljøskader og sikre dem fuld adgang til domstolsprøvelse, information og erstatning; understreger den vigtige rolle, som NGO'er spiller med hensyn til at øge bevidstheden og finde frem til mulige overtrædelser af national lovgivning og EU-lovgivning, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at yde dem passende finansiel støtte; gentager, at det er vigtigt at sætte enkeltpersoner eller miljø-NGO'er i stand til at søge retsmidler og pålæg om forbud, hvis de offentlige myndigheder undlader at gribe ind over for overtrædelser af miljølovgivningen;

17. understreger den afgørende rolle, som menneskerettighedsforkæmpere, der kæmper for rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, spiller for udøvelsen af et sikkert, sundt og bæredygtigt miljø, og fordømmer på det kraftigste enhver form for vold, chikane og intimidering mod dem; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at sådanne gerninger efterforskes og retsforfølges korrekt og på effektiv vis;

18. understreger, at det er vigtigt at øge bevidstheden hos offentligheden og de retshåndhævende myndigheder om alvoren og den stigende udbredelse af miljøkriminalitet i EU; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at oprette særlige indberetningssteder for miljøkriminalitet, som vil tilskynde borgerne til og give dem mulighed for på en anonym måde og uden frygt for gengældelse at indberette potentielle miljøovertrædelser til de relevante myndigheder;

19. opfordrer til oprettelse af et centraliseret onlineregister til indsamling af systematiske, pålidelige og ajourførte statistikker om miljøkriminalitet og ulovlig adfærd, der skader miljøet; opfordrer Kommissionen til at forpligte medlemsstaterne til at forelægge alle relevante statistikker for alle anmeldte miljøovertrædelser i standardiseret form; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre en kvantitativ analyse af de forelagte data om miljøkriminalitet med henblik på at vurdere de nationale systemers effektivitet og fremsætte anbefalinger om, hvordan de kan tilpasses for at bekæmpe miljøkriminalitet og på mere effektivt at hjælpe grænseoverskridende retshåndhævelse med at opdage, efterforske og retsforfølge sådanne forbrydelser;

20. er overbevist om behovet for at tillægge en international tilgang til miljøkriminalitet på grund af dens globale indvirkning på samfundet; opfordrer Kommissionen til at tilskynde EU, medlemsstaterne og det internationale samfund til at intensivere deres bestræbelser på at bekæmpe miljøkriminalitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge bevidstheden om og fremme løsninger i internationale fora, herunder om beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere; fremhæver i denne forbindelse eksemplet fra det internationale konsortium om bekæmpelse af kriminalitet i forbindelse med vilde dyr og planter, hvori der deltager fem internationale organisationer.

 


OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I RÅDGIVENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

7.12.2020

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

51

6

6

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Magdalena Adamowicz, Konstantinos Arvanitis, Malik Azmani, Katarina Barley, Pernando Barrena Arza, Pietro Bartolo, Nicolas Bay, Vladimír Bilčík, Vasile Blaga, Ioan-Rareş Bogdan, Saskia Bricmont, Jorge Buxadé Villalba, Damien Carême, Caterina Chinnici, Marcel de Graaff, Anna Júlia Donáth, Lena Düpont, Cornelia Ernst, Laura Ferrara, Nicolaus Fest, Maria Grapini, Sylvie Guillaume, Balázs Hidvéghi, Evin Incir, Sophia in ‘t Veld, Patryk Jaki, Lívia Járóka, Marina Kaljurand, Assita Kanko, Fabienne Keller, Peter Kofod, Łukasz Kohut, Moritz Körner, Alice Kuhnke, Jeroen Lenaers, Juan Fernando López Aguilar, Nuno Melo, Roberta Metsola, Nadine Morano, Javier Moreno Sánchez, Maite Pagazaurtundúa, Nicola Procaccini, Emil Radev, Paulo Rangel, Terry Reintke, Diana Riba i Giner, Ralf Seekatz, Michal Šimečka, Birgit Sippel, Martin Sonneborn, Tineke Strik, Ramona Strugariu, Annalisa Tardino, Milan Uhrík, Tom Vandendriessche, Bettina Vollath, Jadwiga Wiśniewska, Elena Yoncheva

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Bartosz Arłukowicz, Philippe Olivier, Anne-Sophie Pelletier, Isabel Santos, Hilde Vautmans

 


 

 

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB
I RÅDGIVENDE UDVALG

51

+

EPP

Magdalena Adamowicz, Bartosz Arłukowicz, Vladimír Bilčík, Vasile Blaga, Ioan-Rareş Bogdan, Lena Düpont, Balázs Hidvéghi, Lívia Járóka, Jeroen Lenaers, Nuno Melo, Roberta Metsola, Nadine Morano, Emil Radev, Paulo Rangel, Ralf Seekatz

S&D

Katarina Barley, Pietro Bartolo, Caterina Chinnici, Maria Grapini, Sylvie Guillaume, Evin Incir, Marina Kaljurand, Łukasz Kohut, Juan Fernando López Aguilar, Javier Moreno Sánchez, Isabel Santos, Birgit Sippel, Bettina Vollath, Elena Yoncheva

RENEW

Malik Azmani, Anna Júlia Donáth, Sophia In ‘T Veld, Fabienne Keller, Moritz Körner, Maite Pagazaurtundúa, Michal Šimečka, Ramona Strugariu, Hilde Vautmans

ID

Peter Kofod

GREENS/EFA

Saskia Bricmont, Damien Carême, Alice Kuhnke, Terry Reintke, Diana Riba I Giner, Tineke Strik

EUL/NGL

Konstantinos Arvanitis, Pernando Barrena Arza, Cornelia Ernst, Anne-Sophie Pelletier

NI

Laura Ferrara, Martin Sonneborn

 

6

-

ID

Nicolas Bay, Marcel De Graaff, Nicolaus Fest, Philippe Olivier, Tom Vandendriessche

NI

Milan Uhrík

 

6

0

ID

Annalisa Tardino

ECR

Jorge Buxadé Villalba, Patryk Jaki, Assita Kanko, Nicola Procaccini, Jadwiga Wiśniewska

 

Tegnforklaring:

+ : for

- : imod

0 : hverken/eller

 

 


 

OPLYSNINGER OM VEDTAGELSE I KORRESPONDERENDE UDVALG

Dato for vedtagelse

18.3.2021

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

19

6

0

Til stede ved den endelige afstemning – medlemmer

Manon Aubry, Gunnar Beck, Geoffroy Didier, Pascal Durand, Angel Dzhambazki, Ibán García Del Blanco, Esteban González Pons, Mislav Kolakušić, Gilles Lebreton, Karen Melchior, Jiří Pospíšil, Franco Roberti, Marcos Ros Sempere, Stéphane Séjourné, Raffaele Stancanelli, Marie Toussaint, Adrián Vázquez Lázara, Axel Voss, Marion Walsmann, Tiemo Wölken, Lara Wolters, Javier Zarzalejos

Til stede ved den endelige afstemning – stedfortrædere

Patrick Breyer, Andrzej Halicki, Heidi Hautala, Ilhan Kyuchyuk, Antonius Manders, Sabrina Pignedoli, Jérôme Rivière, Nacho Sánchez Amor

 


 

ENDELIG AFSTEMNING VED NAVNEOPRÅB I KORRESPONDERENDE UDVALG

19

+

PPE

Geoffroy Didier, Esteban González Pons, Antonius Manders, Jiří Pospíšil, Axel Voss, Marion Walsmann, Javier Zarzalejos

S&D

Ibán García Del Blanco, Franco Roberti, Marcos Ros Sempere, Tiemo Wölken, Lara Wolters

Renew

Pascal Durand, Ilhan Kyuchyuk, Stéphane Séjourné, Adrián Vázquez Lázara

Verts/ALE

Patrick Breyer, Marie Toussaint

The Left

Manon Aubry

 

6

-

ID

Gunnar Beck, Gilles Lebreton, Jérôme Rivière

ECR

Angel Dzhambazki, Raffaele Stancanelli

NI

Mislav Kolakušić

 

0

0

 

 

 

Tegnforklaring:

+ : for

- : imod

0 : hverken/eller

 

 

Seneste opdatering: 20. april 2021
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik