FORSLAG TIL BESLUTNING om styrkelse af EU's urokkelige støtte til Ukraine mod Ruslands angrebskrig og det voksende militære samarbejde mellem Nordkorea og Rusland
25.11.2024 - (2024/2940(RSP))
jf. forretningsordenens artikel 136, stk. 2
Yannis Maniatis, Thijs Reuten, Nacho Sánchez Amor, Sven Mikser, Raphaël Glucksmann, César Luena, Evin Incir
for S&D-Gruppen
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B10-0191/2024
B10‑0193/2024
Europa-Parlamentets beslutning om styrkelse af EU's urokkelige støtte til Ukraine mod Ruslands angrebskrig og det voksende militære samarbejde mellem Nordkorea og Rusland
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Ukraine og Rusland siden den 1. marts 2022, navnlig beslutningen af 17. juli 2024 om behovet for EU's fortsatte støtte til Ukraine[1],
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen på Den Koreanske Halvø,
– der henviser til den fælles erklæring af 4. november 2024 fra Republikken Koreas udenrigsminister, Cho Tae-yul, og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, om samarbejdet mellem Nordkorea og Rusland,
– der henviser til De Forenede Nationers pagt,
– der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol,
– der henviser til Europarådets resolution CM/Res(2023)3 om oprettelse af den udvidede delaftale om registret over skader forårsaget af Den Russiske Føderations aggression mod Ukraine,
– der henviser til Genèvekonventionerne,
– der henviser til folkeretten, navnlig FN-pagten og traktaten om ikkespredning af kernevåben,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 2098 (2013) om Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea),
– der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 2,
A. der henviser til, at Rusland siden den 24. februar 2022 har ført en ulovlig, uprovokeret og uberettiget angrebskrig mod Ukraine som en fortsættelse af tidligere aggressioner siden 2014; der henviser til, at Rusland til stadighed overtræder principperne i FN-pagten gennem sin vedholdende aggression og krænkelse af Ukraines suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet og åbenlyst og groft overtræder den humanitære folkeret som fastsat i Genèvekonventionerne fra 1949;
B. der henviser til, at FN's Generalforsamling i sin resolution af 2. marts 2022 straks klassificerede den russiske krig mod Ukraine som en aggressionshandling i strid med artikel 2, stk. 4, i FN-pagten og i sin resolution af 14. november 2022 anerkendte, at det er nødvendigt at drage Den Russiske Føderation til ansvar for dens angrebskrig og gøre den juridisk og økonomisk ansvarlig for dens internationalt ulovlige handlinger, herunder gennem betaling af erstatning for de forvoldte personskader og ødelæggelser;
C. der henviser til, at EU og dets medlemsstater sammen med internationale partnere og NATO-allierede fortsat yder militær støtte til Ukraine for at bistå Ukraine med at udøve dets legitime ret til selvforsvar mod den russiske angrebskrig i overensstemmelse med FN-pagtens artikel 51;
D. der henviser til, at Ukraines ret til selvforsvar i henhold til folkeretten omfatter en forholdsmæssig militær indsats, som rækker ud over landets eget område;
E. der henviser til, at Ukraine skal forsynes med de nødvendige militære kapabiliteter, så længe som det tager for landet at opnå en afgørende militær sejr, der kan bringe Ruslands ulovlige angrebskrig til ophør, genoprette Ukraines suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser og afskrække fra enhver fremtidig aggression; der henviser til, at Ukraine ved at forsvare sig selv også beskytter og kæmper for europæiske værdier og centrale sikkerhedsinteresser;
F. der henviser til, at EU har ydet over 25 mia. EUR i makrofinansiel støtte til Ukraine i 2022 og 2023 og har oprettet Ukraine-faciliteten, et særligt finansielt instrument, der vil gøre det muligt at yde Ukraine op til 50 mia. EUR i forudsigelig og fleksibel finansiel støtte i årene 2024-2027, hvoraf 12,2 mia. EUR allerede er blevet udbetalt til Ukraine;
G. der henviser til, at Rusland fortsat fører sin ulovlige angrebskrig mod Ukraine, herunder gennem massive og velovervejede angreb på civil infrastruktur i hele landet; der henviser til, at Rusland reelt har beskadiget eller ødelagt op til 80 % af landets energiinfrastruktur, hvilket risikerer at skabe en alvorlig humanitær krise i Ukraine i de kommende vintermåneder;
H. der henviser til, at Ukraine angiveligt har anvendt donerede langtrækkende våbensystemer mod militære mål på russisk territorium efter donorlandenes nylige ophævelse af restriktionerne;
I. der henviser til, at Rusland og Nordkorea den 18. juni 2024 undertegnede en traktat om et omfattende strategisk partnerskab, som omfatter gensidige forsvarsforpligtelser, militærteknisk samarbejde og bestemmelser om udveksling af forsvars‑ og atomteknologi;
J. der henviser til, at den russiske regering den 26. september 2024 erklærede, at den anså atomafrustningen af Nordkorea for at være meningsløs og et "afsluttet kapitel";
K. der henviser til, at Nordkorea har leveret våben til Rusland til dets angrebskrig mod Ukraine siden krigens begyndelse; der henviser til, at Nordkorea for nylig angiveligt har deployeret 15 000 tropper i Rusland, hvilket yderligere eskalerer krigen mod Ukraine og underminerer den globale stabilitet;
L. der henviser til, at traktaten om et omfattende strategisk partnerskab omfatter mekanismer for forsvarsbistand, nukleart samarbejde og handel, der undergraver eksisterende sanktionsordninger, som har til formål at afskrække Nordkorea fra dets nukleare ambitioner og at sætte en stopper for Ruslands angrebskrig mod Ukraine;
M. der henviser til, at Nordkorea har optrappet sine trusler, opgivet sin samlingspolitik og fortsat sine provokationer i regionen, navnlig i form af missiltests og demonstrationer af militært materiel, som øger risikoen for militær konflikt og undergraver bestræbelserne på at finde en fredelig løsning på situationen på Den Koreanske Halvø;
N. der henviser til, at FN gentagne gange har fordømt den nordkoreanske regering for at have begået omfattende, systematiske og grove krænkelser af menneskerettighederne, herunder udenretslige henrettelser, tortur, vilkårlig tilbageholdelse og nægtelse af grundlæggende frihedsrettigheder såsom ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed; der henviser til, at FN-rapporter dokumenterer eksistensen af politiske fængselslejre, hvor titusindvis af personer, herunder børn, udsættes for tvangsarbejde, tortur og henrettelser uden rettergang; der henviser til, at Kina ifølge FN har sendt nordkoreanske flygtninge tilbage til Nordkorea i strid med folkeretten, navnlig flygtningekonventionen fra 1951 og protokollen hertil fra 1967, som forbyder tvangsmæssig tilbagesendelse af personer til lande, hvor de vil blive udsat for forfølgelse, tortur eller umenneskelig behandling;
1. gentager sin urokkelige solidaritet med det ukrainske folk og sin faste støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser; bekræfter derfor på ny sin opbakning til EU's og dets medlemsstaters tilsagn om at yde humanitær bistand, militær støtte, økonomisk og finansiel bistand samt politisk støtte på enhver mulig måde med henblik på i sidste ende at få sat en stopper for Ruslands angrebskrig og give Ukraine mulighed for at befri hele sit folk, genetablere fuld kontrol over hele sit område inden for landets internationalt anerkendte grænser og afskrække Rusland fra enhver yderligere aggression;
2. bekræfter på ny sin utvetydige fordømmelse af Ruslands ulovlige og uberettigede angrebskrig mod Ukraine; kræver, at Rusland såvel som dets stedfortræderstyrker omgående indstiller alle militære operationer og trækker alt militært personel, alle stedfortrædere og alt materiel tilbage fra hele Ukraines internationalt anerkendte territorium;
3. fordømmer alle lande, der leverer militært materiel, finansiel støtte eller enhver anden form for bistand til Rusland og dermed muliggør og optrapper dets igangværende aggression;
4. giver udtryk for alvorlig bekymring over den russisk-nordkoreanske traktat om et omfattende strategisk partnerskab og potentiel overførsel af militær og nuklear teknologi;
5. kritiserer på det kraftigste deployeringen af nordkoreanske tropper til støtte for Ruslands militære operationer i Ukraine; anser dette for at være en optrapning af autoritære regimers samarbejde mod den regelbaserede internationale orden;
6. opfordrer Rusland til at indstille alle former for militært og teknologisk samarbejde med Nordkorea og til at overholde sine forpligtelser i henhold til ikkespredningstraktaten og adskillige resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd;
7. advarer om de meget alvorlige risici, der vil være resultatet af en udvidelse af den russiske angrebskrig mod Ukraine; understreger, at traktaten om et omfattende strategisk partnerskab mellem Nordkorea og Rusland ikke bør omfatte krigen mod Ukraine, da krigen blev indledt med Ruslands uprovokerede, ulovlige og uberettigede aggression mod Ukraine og derfor ikke kan klassificeres som en forsvarskrig; opfordrer indtrængende Nordkorea til øjeblikkeligt at trække sine tropper tilbage og ophøre med at yde militær støtte til Rusland som led i dets angrebskrig mod Ukraine;
8. glæder sig over Det Europæiske Råds konklusioner af 18. november 2024, som understreger vigtigheden af at bringe Ukraine tættere på EU's forsvarsinitiativer i overensstemmelse med de fælles sikkerhedsforpligtelser mellem Den Europæiske Union og Ukraine, der blev undertegnet den 27. juni 2024, og som tilskynder deltagende medlemsstater til med støtte fra PESCO-sekretariatet [det permanente strukturerede samarbejde] at lette Ukraines deltagelse i PESCO-projekter;
9. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at øge effektiviteten og bæredygtigheden af deres støtte til Ukraine, navnlig ved i væsentlig grad at øge og fremskynde den militære støtte og ved at forpligte sig til langsigtet finansiel støtte for at hjælpe Ukraine med at forsvare sig, beskytte sin befolkning, opretholde væsentlige tjenester for sine borgere, muliggøre økonomisk og social genopretning og fortsætte de nødvendige reformer på landets vej mod EU-medlemskab;
10. bifalder den beslutning, som flere allierede stater har givet meddelelse om, om at ophæve restriktionerne på Ukraines brug af vestlige langtrækkende våbensystemer mod militære mål på russisk territorium, hvilket er tilladt i henhold til folkeretten; gentager sin opfordring til alle medlemsstater om at fjerne deres egne restriktioner for anvendelsen af våben, som de har doneret til Ukraine, til at ramme militære positioner i Rusland, da disse militære positioner benyttes til at iværksætte angreb på Ukraines befolkning og kritisk civil infrastruktur;
11. understreger, at utilstrækkelige leverancer af ammunition og våben og restriktioner på deres anvendelse risikerer at underminere den indsats, der hidtil er gjort; gentager derfor sine opfordringer til medlemsstaterne om at leve op til deres tilsagn fra marts 2023 om at levere en million stykker ammunition til Ukraine og til at fremskynde leverancen af alle de våben, som Ukraine anmoder om, navnlig moderne luftforsvarssystemer og mandbårne luftforsvarssystemer, som mange medlemsstater allerede ligger inde med; glæder sig over den fortsatte støtte til Ukraines væbnede styrker gennem EU's militære bistandsmission til støtte for Ukraine og opfordrer medlemsstaterne til at udvide uddannelsesoperationerne yderligere; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til aktivt at lægge pres på Ungarn for at få det til at ophæve sin uansvarlige blokering af den europæiske fredsfacilitet, herunder den nyligt oprettede bistandsfond for Ukraine, som har forhindret frigivelse af 6,6 mia. EUR i delvise tilbagebetalinger til medlemsstater, der yder militær støtte til Ukraine;
12. opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at leve op til tilsagnene fra Versailles-erklæringen fra 2022 og fremskynde den fuldstændige gennemførelse af det strategiske kompas ved at styrke det europæiske militære samarbejde for så vidt angår industri og væbnede styrker for at gøre EU til en stærkere og mere kompetent sikkerhedsgarant, som er interoperabel med og supplerer NATO; glæder sig over medlemsstaternes og EU-institutionernes øgede budgetter til og investeringer i forsvar og opfordrer til en yderligere forhøjelse af målrettede udgifter, fælles indkøb og fælles investeringer i forsvarsforskning og -udvikling; understreger, at der bør tages konkrete skridt til at fremme Ukraines integration i EU's forsvars- og cybersikkerhedspolitikker og -programmer under EU-tiltrædelsesprocessen; glæder sig i den forbindelse over oprettelsen af EU-kontoret for forsvarsinnovation i Kyiv og Det Europæiske Råds konklusioner 14375/24 af 18. november 2024, hvori de deltagende medlemsstater yderligere tilskyndes til at fremme Ukraines deltagelse i PESCO-projekter inden for den nuværende retlige ramme for tredjelandes deltagelse;
13. opfordrer det internationale samfund til fortsat at udvise årvågenhed med hensyn til at overvåge og reagere effektivt på den udvikling, der følger af den russisk-nordkoreanske traktat om et omfattende strategisk partnerskab, i betragtning af dens potentiale til at fremprovokere yderligere destabilisering både i Europa og på Den Koreanske Halvø;
14. opfordrer indtrængende Nordkorea til at ophøre med sine provokationer og trusler, genoprette sit engagement i fredelige samlingspolitikker og afholde sig fra handlinger, der kan destabilisere regionen yderligere; gentager sin opfordring til en fuldstændig atomafrustning af Den Koreanske Halvø og opfordrer indtrængende Nordkorea til at tage konkrete skridt til at opgive alle kernevåben, ballistiske missiler og relaterede programmer på en fuldstændig, kontrollerbar og uigenkaldelig måde;
15. fremhæver Kinas betydelige indflydelse på Nordkorea og Rusland og opfordrer indtrængende Kina til at bidrage til at mindske spændingerne og forhindre en yderligere optrapning af fjendtlighederne; opfordrer indtrængende den kinesiske regering til at standse sin refoulementpraksis og give nordkoreanske flygtninge adgang til international beskyttelse; opfordrer Nordkorea til at give FN's menneskerettighedsorganer adgang til landet for at foretage en vurdering af menneskerettighedssituationen, tvungne forsvindinger og forholdene for tilbageholdte og tilbagesendte flygtninge, herunder sagerne om Kim Cheol-ok og de sydkoreanske missionærer Kim Jung Wook, Kim Kook Kie, Choi Chun Gil;
16. anmoder EU, FN og deres respektive medlemsstater om at opretholde og udvide sanktionerne mod Nordkorea og Rusland for at forhindre yderligere militært samarbejde, der understøtter krænkelsen af den humanitære folkeret og den ulovlige overførsel af militære teknologier; opfordrer EU, FN og deres respektive medlemsstater til at undersøge mulighederne for yderligere økonomiske og diplomatiske foranstaltninger med henblik på at begrænse de destabiliserende virkninger af alliancen mellem Nordkorea og Rusland;
17. opfordrer Rådet til at udvide sine sanktioner mod Rusland, Belarus samt lande og enheder uden for EU, der forsyner det russiske militærkompleks med militære teknologier og militært udstyr med dobbelt anvendelse; gentager sin opfordring til en fuldstændig embargo mod EU-import af russiske fossile brændsler og flydende naturgas og til yderligere at sænke prisloftet for russiske olieprodukter i samarbejde med G7-partnerne for at ophøre med at bidrage til finansieringen af Ruslands ulovlige angrebskrig;
18. glæder sig over aftalen med Rådet om makrofinansiel bistand til Ukraine på op til 35 mia. EUR, hvor der gøres brug af indefrosne russiske aktiver, samt den nye G7-lånemekanisme; opfordrer til en hurtig gennemførelse af begge værktøjer for at gøre det muligt for Ukraine snarest muligt at drage nytte af disse nye finansieringsmuligheder;
19. opfordrer Kommissionen til at foreslå langsigtet finansiel bistand til genopbygningen af Ukraine, som strækker sig ud over 2027, på grundlag af erfaringerne fra Ukraine-faciliteten;
20. fordømmer på det kraftigste Ruslands vedvarende kriminelle angreb på kritisk civil infrastruktur i Ukraine, f.eks. på boliger, hospitaler og skoler, og navnlig de målrettede angreb på energiinfrastruktur med det tilsigtede formål at forværre det ukrainske folks lidelser; opfordrer til en hurtig og koordineret international indsats for at yde rettidig humanitær bistand til de berørte og til, at der sikres målrettet og massiv støtte til Ukraines energisikring i betragtning af de barske vintermåneder, der ligger forude;
21. gentager, at det er Parlamentets faste overbevisning, at Rusland skal betale krigsskadeserstatning for de massive materielle og immaterielle skader, det har forårsaget i Ukraine; glæder sig derfor over Rådets beslutning om at kanalisere de ekstraordinære indtægter fra indefrosne russiske statsaktiver over i bistandsfonden for Ukraine og Ukraine-faciliteten for at støtte Ukraine forsvar og genopbygning; glæder sig over G7-landenes beslutning om at tilbyde Ukraine et lån på 50 mia. USD mod sikkerhed i indefrosne russiske statsaktiver; opfordrer EU til at videreføre dette arbejde ved at foretage de nødvendige tilpasninger af sin sanktionslovgivning og ved at etablere en solid retlig ordning, som giver mulighed for konfiskation af russiske statsejede aktiver, der er indefrosset af EU, og for anvendelsen af dem til at tage fat på de forskellige konsekvenser af Ruslands aggression mod Ukraine, herunder genopbygningen af landet og erstatning til ofrene for Ruslands aggression;
22. opfordrer EU og dets medlemsstater til at arbejde aktivt på at sikre bred international opbakning til Ukraines fredsplan; gentager, at enhver acceptabel løsning på angrebskrigen mod Ukraine skal respektere Ukraines territoriale integritet, folkeretten og de internationale retlige minimumsstandarder, der understøtter søjlerne i et retsopgør, herunder garantier for ikkegentagelse samt ansvarliggørelse for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og aggressionsforbrydelsen; gentager, at Rusland skal betale krigsskadeserstatning for den omfattende materielle og immaterielle skade, som Ukraine har lidt; understreger, at den ukrainske regering skal inddrages i enhver drøftelse af sådanne mulige løsninger; opfordrer ligesindede partnere til at respektere og værne om disse principper;
23. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa samt Ukraines præsident, regering og parlament.
- [1] EUT C, C/2024/6129, 22.10.2024, ELI: https://eur-lex.europa.eu/eli/C/2024/6129/oj?eliuri=eli%3AC%3A2024%3A6129%3Aoj&locale=da.