Forslag til beslutning - B5-0702/2001Forslag til beslutning
B5-0702/2001

FORSLAG TIL BESLUTNING

8. november 2001

på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 37, stk. 2
af Brian Simpson
for PSE-Gruppen
om lufttransport, luftfartsindustrien og turisme

Se også det fælles beslutningsforslag RC-B5-0687/2001

B5‑0702/2001

Europa-Parlamentets beslutning om lufttransport, luftfartsindustrien og turisme

Europa-Parlamentet,

A.  der henviser til, at flere luftfartsselskaber allerede inden den 11. september 2001 havde alvorlige strukturelle problemer på grund af enten økonomisk tilbagegang på verdensmarkedet eller interne fejlbeslutninger i selskaberne,

B.  der henviser til, at passagertrafikken globalt er er blevet mindre på grund af terrorangrebene i september, navnlig på flyvninger over Atlanten, og som også henviser til, at forskellige flyselskaber har måttet aflyse flyvninger for at modvirke den hurtige nedgang i passagertallet,

C.  der er foruroliget over, at de fleste luftfartsselskaber i USA får massiv støtte i forbindelse med deres internationale ruter, hvilket fordrejer konkurrencen til skade for de europæiske luftfartsselskaber,

D.  der er bekymret over, at flyselskaber vil aflyse eller udsætte deres ordrer på nye flyvemaskiner, hvilket udgør en fare for arbejdspladserne i Europas luftfartsindustri,

E.  er foruroliget over den dramatiske nedgang i turisttrafikken, navnlig fra USA og det fjerne Østen til Europa, hvilket har vidtrækkende følger for hele turistindustrien,

1.  er af den opfattelse, at flyselskaberne skal have fuld kompensation for afspærringen af USA's luftrum i fire dage efter terrorangrebene;

2.  opfordrer medlemsstaterne til at overveje alle nødvendige og tilgængelige foranstaltninger for at hjælpe luftfartsindustrien med at finde en løsning i forbindelse med , at forsikringsdækningen er trukket tilbage, eftersom industrien ikke selv har nogen skyld i risikoen for krig og terrorisme;

3.  opfordrer Kommissionen til at udarbejde forslag, som ville gøre det muligt for den europæiske luftfartsindustri at modstå den massive støtte, den amerikanske regering giver til de amerikanske luftfartsselskaber samt sikre, at de europæiske luftfartsselskaber så vidt som muligt behandles ens i overensstemmelse med EU-lovgivningen;

4.  tilskynder Kommissionen til at konsolidere luftfartssektoren i Europa, idet den anvender de fælles konkurrencebestemmelser efter hver enkelt tilfælde, så at der kan blive opbygget en ny struktur for de europæiske flyselskaber;

5.  tilskynder Kommissionen til på grundlag af konkurrencebestemmelserne at undersøge, hvilke foranstaltninger den kan træffe for at konsolidere luftfartssektoren i erkendelse af, at det ikke vil være i forbrugernes interesse, at der kun er tre eller fire store flyselskaber i EU;

6.  støtter indsatsen gjort af arbejdsmarkedets parter for at undgå flere tab af arbejdspladser, og glæder sig over deres vilje til at arbejde sammen for at prøve at stabilisere sektoren på dette tidspunkt; støtter endvidere forslaget fra de europæiske arbejdsmarkedsparter om, at der skal oprettes en ad hoc-gruppe til at fastlægge og fremme foranstaltninger, som kan bidrage til at mildne de sociale følger af den nuværende krise; disse foranstaltninger kunne især gå ud på: at lette bevarelsen af erhvervskompetence og -kvalifikationer for visse personalekategorier, sikre personalemobiliteten på tværs af nationale skel og mellem arbejdsgivere, give muligheder for omskoling, frivillige ordninger for deltidsarbejde og førtidspensionering samt anvendelse af de eksisterende EU-midler til det sociale område;

7.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde på tilsvarende forslag for at genskabe borgernes tillid til sikkerheden inden for luftfartssektoren;

8.  opfordrer EU til at støtte kampagner rettet mod offentligheden, navnlig i USA og Asien, for at støtte turistindustrien;

9.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, medlemsstaternes regeringer og ansøgerlandenes regeringer.