Forslag til beslutning - B6-0183/2005Forslag til beslutning
B6-0183/2005

FORSLAG TIL BESLUTNING

2.3.2005

på baggrund af Rådets og Kommissionens redegørelser
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Miguel Portas og Luisa Morgantini
for GUE/NGL-Gruppen
om situationen i Libanon

Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B6-0183/2005
Indgivne tekster :
B6-0183/2005
Forhandlinger :
Afstemninger :
Vedtagne tekster :

B6‑0183/2005

Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Libanon

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sin beslutning af 16. januar 2003 om indgåelsen af en associeringsaftale med Den Libanesiske Republik[1],

–  der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1559 af 2. september 2004 og til alle Sikkerhedsrådets andre resolutioner om fredsprocessen i Mellemøsten, særlig resolution 425,

–  der henviser til konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender) af 21. februar 2005,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.  der henviser til attentatet i Beirut den 14. februar 2005, som kostede den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafik Hariri og andre uskyldige civile livet,

B.  der henviser til, at FN's generalsekretær, Kofi Annan, har besluttet, som krævet af den demokratiske bevægelse i Libanon, at sende en undersøgelseskommission af sted, der skal undersøge "omstændighederne omkring, årsagerne til og konsekvenserne af" Rafik Hariris død, og til, at den libanesiske regering har erklæret sig villig til at samarbejde,

C.  der glæder sig over den seneste mobilisering af de demokratiske kræfter i det libanesiske samfund til fordel for demokrati, respekt for landets suverænitet og menneskerettighederne;

D.  der noterer sig, at flere medlemmer af Omar Karamehs regering i Beirut er trådt tilbage, hvilket vil kunne lette en fredelig politisk dialog mellem det libanesiske samfund og landets legitime institutioner,

E.  der minder om de ødelæggelser, som den lange og grusomme borgerkrig har medført for Libanon, og om Taif- aftalerne fra 1989,

F.  der minder om, at der endnu engang er krise i en region, der er destabiliseret som følge af konflikten mellem Israel og Palæstina, og at en løsning af denne konflikt - hvilket vil kræve gennemførelse af principperne i FN's Sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338 - vil kunne normalisere forbindelserne mellem alle lande i regionen;

1.  fordømmer på det kraftigste attentatet, som kostede den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafik Hariri og andre uskyldige civile livet; viser sin dybeste afsky for denne barbariske handling og udtrykker sin oprigtige medfølelse med Rafik Hariris familie og de øvrige ofres familier;

2.  ønsker, at der i overensstemmelse med udtalelserne fra formanden for FN's Sikkerhedsråd den 15. februar vil blive kastet fuldt lys over omstændighederne omkring, årsagerne til og konsekvenserne af attentatet; anmoder de libanesiske myndigheder om fortsat at samarbejde fuldt ud med FN's undersøgelseskommission;

3.  håber, at mordet og en række regeringsmedlemmers afgang ikke bringer valget i Libanon i fare, og understreger vigtigheden af, at der afholdes demokratiske og gennemsigtige parlamentsvalg i landet; gentager sin opfordring til, at sende valgobservatører fra Europa-Parlamentet og fra hele EU til Libanon;

4.  minder om, at det er vigtigt at gennemføre FN's Sikkerhedsråds resolution 1559, som bekræfter det internationale samfunds engagement i Libanons territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed og kræver, at de syriske tropper trækkes ud af Libanon i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolutioner; tager meddelelsen om en første tilbagetrækning af syriske tropper til efterretning;

5.  anmoder Syrien om ikke at acceptere nogen form for terrorisme og om at afholde sig fra enhver indblanding i Libanons indre anliggender;

6.  minder om, at FN's Sikkerhedsråds resolution 425 kræver fuldstændig tilbagetrækning af alle udenlandske styrker i Libanon og respekt for Libanons politiske og territoriale suverænitet;

7.  anmoder om en genoptagelse af det syrisk-libanesiske spor i fredsprocessen for Mellemøsten, som indebærer tilbagetrækning af de israelske tropper fra Golan og indgåelse af separate fredsaftaler mellem Israel, Libanon og S Syrien;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Libanons regering og parlament.