FORSLAG TIL BESLUTNING
7.3.2005
jf. forretningsordenens artikel 115
af Jonas Sjöstedt og Vittorio Emanuele Agnoletto
for GUE/NGL-Gruppen
om menneskerettighedssituationen i Belarus
B6‑0191/2005
Europa-Parlamentets beslutning om menneskerettighedssituationen i Belarus
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus,
– der henviser til forretningsordenens artikel 115,
A. der henviser til, at EU gentagne gange har fordømt Lukasjenkos regerings arrestation af fremtrædende ledere af oppositionen, og at der ikke er sket nogen fremskridt i de uløste sager om en række forsvundne personer,
B. der henviser til, at selv om den uretfærdige dom over den tidligere minister for eksterne økonomiske forbindelser, Mikhail Marynich, blev nedsat i december 2004, er han stadig opført som "samvittighedsfange" hos Amnesty International, og han afsoner stadig en dom på tre et halvt års fængsel trods appeller om hans øjeblikkelige og betingelsesløse frigivelse fra et fængsel i Minsk, hvor han i øjeblikket er indsat,
C. der henviser til, at adskillige politiske partier og over 50 pro-demokratiske ngo'er på forskellige niveauer og af forskellig politisk observans, 25 uafhængige massemedier og adskillige uddannelsesinstitutioner er blevet lukket i de senere år,
D. der henviser til, at der til stadighed sker politisk motiverede arrestationer og retsforfølgninger af aktivister i den pro-demokratiske bevægelse og uafhængige journalister i Belarus, og at to medlemmer af oppositionen i Belarus, Valery Levonevsky og Alexander Vasilyev, i september 2004 blev idømt to års fængsel på en anklage om bagvaskelse af Belarus' præsident,
1. fordømmer Belarus' regerings angreb på medierne, journalister, medlemmer af oppositionen, menneskerettighedsaktivister og enhver person, som forsøger frit at give udtryk for kritik af præsidenten og regimet;
2. fordømmer de vilkårlige arrestationer, mishandlingen af indsatte, forsvindingerne, den politisk motiverede forfølgning og andre undertrykkende handlinger i Belarus;
3. opfordrer myndighederne i Belarus til øjeblikkeligt og betingelsesløst at frigive Mikhail Marynich, Valery Levonevsky, Alexander Vasilyev og alle øvrige fængslede politiske modstandere;
4. kræver, at der indledes en uafhængig undersøgelse med en neutral undersøgelsesleder af sagerne om den tidligere indenrigsminister Yuri Zakharenkos forsvinden, om den tidligere næstformand for parlamentet i Belarus, Victor Gonchar, om Anatoly Krasovsky, en forretningsmand, og om Dmitry Zavadski, en kameramand fra den russiske tv-kanal ORT;
5. understreger endnu en gang, at der skal ske fremskridt hen imod demokratisering og reformer i Belarus;
6. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter og regeringer, regeringen og parlamentet i Belarus samt OSCE's og Europarådets parlamentariske forsamlinger.