FORSLAG TIL BESLUTNING
22.6.2005
af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
om Kommissionens forslag til Rådets beslutning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr for at tilpasse dets bilag til den tekniske udvikling
B6‑0392/2005
Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens forslag til Rådets beslutning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr for at tilpasse dets bilag til den tekniske udvikling
Europa-Parlamentet,
– der henviser til Kommissionens forslag til Rådets beslutning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF[1] om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr for at tilpasse dets bilag til den tekniske udvikling (COM-AC_DR(2005)CMT-2005-1948-2),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/11/EF af 6. februar 2003 om 24. ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (pentabromdiphenylether, octabromdiphenylether)[2],
– der henviser til EF-traktatens artikel 95, stk. 3,
– der henviser til forretningsordenens artikel 81,
A. der henviser til, at et af målene i direktiv 2002/95/EF er at bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed samt miljørigtig nyttiggørelse og bortskaffelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, og at samme direktivs artikel 4, stk. 1, begrænser anvendelsen af visse farlige stoffer i nyt elektrisk og elektronisk udstyr, der markedsføres fra den 1. juli 2006, bortset fra de anvendelser, der er opført i bilaget,
B. der henviser til, at det udvalg, der blev nedsat ved artikel 7 i direktiv 2002/95/EF, ikke afgav en positiv udtalelse om udkast til Kommissionens beslutning om ændring af bilaget til direktiv 2002/95/EF med udeladelse af en prioriteret evaluering af visse artikler og tilføjelse af to nye undtagelser til bilaget (decaBDE i polymerer og bly i bly/bronze i lejebøsninger og lejepander); der henviser til, at Parlamentet den 8. juni 2005 modtog Kommissionens forslag til Rådets beslutning om at ændre bilaget til direktiv 2002/95/EF tilsvarende,
C. der henviser til, at Europa-Parlamentet i henhold til artikel 5, stk. 5, i Rådets afgørelse 1999/468/EF kan vedtage en beslutning for at meddele Rådet, at et kommissionsforslag "indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i basisretsakten"[3],
D. der henviser til, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2002/95/EF gør det muligt efter komitologiproceduren at vedtage ændringer, som er nødvendige for at tilpasse bilaget til den videnskabelige og tekniske udvikling; der henviser til, at artikel 5, stk. 1, litra b), i direktiv 2002/95/EF giver mulighed for at undtage farlige stoffer fra forbuddet, hvis det ikke er muligt at substituere dem med sikrere alternativer[4]; der henviser til, at artikel 5, stk. 1, litra b), i direktiv 2002/95/EF indeholder de eneste kriterier, der efter komitologiproceduren kan anvendes med henblik på at tilføje undtagelser til bilaget,
E. der påpeger, at Kommissionen i den foreslåede beslutnings betragtning 2 anfører, at visse materialer og komponenter, hvor farlige stoffer indgår, bør undtages fra forbuddet, "da det stadig ikke er gennemførligt at eliminere eller substituere disse farlige stoffer i disse specifikke materialer og komponenter"; der henviser til, at det tværtimod fremgår af en række undersøgelser, at der for mange, om ikke alle, polymerer i elektrisk og elektronisk udstyr findes sikrere alternativer til decaBDE, jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv 2002/95/EF,
F. der henviser til, at Kommissionen i betragtning 3 anfører, at da "vurderingen af risikoen ved decaBDE (…) har vist, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for yderligere foranstaltninger for at mindske risikoen for forbrugerne, kan decaBDE undtages fra kravene i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2002/95/EF"; der henviser til, at der i forbindelse med generelle lovgivningsmæssige foranstaltninger i EU bør tages hensyn til alle elementer i videnskabelige risikovurderinger og den relevante videnskabelige komités udtalelse; der imidlertid henviser til, at risikovurderinger som sådanne af et stof, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2002/95/EF, ikke er omfattet af artikel 5, stk. 1, litra b), i direktiv 2002/95/EF og derfor ikke kan anvendes som begrundelse for at ændre bilaget i overensstemmelse med komitologiproceduren; en sådan ændring kræver et lovgivningsforslag efter traktatens artikel 251,
G. der med forbehold af den omstændighed, at risikovurderinger ikke er omfattet af komitologien, påpeger, at den foreslåede beslutning lader hånt om resultaterne af den supplerende miljørisikovurdering i maj 2004, som påviste decaBDEs persistens, hyppige forekomst hos de øverste rovdyr i fødekæden samt i Arktis, neurotoksiske effekter, pattedyrs optagelse af stoffet ved laboratorieforsøg og mulig dannelse af flere toksiske og akkumulerende produkter som for eksempel lavere polybromerede diphenylethere; der påpeger, at markedsføring og anvendelse af alle lavere polybromerede diphenylethere, der er tilgængelige i handlen, ved direktiv 2003/11/EF er forbudt pr. 15. august 2004,
H. der henviser til, at den foreslåede beslutning går imod udtalelsen fra Kommissionens egen videnskabelige komité for sundheds- og miljørisici af 18. marts 2005, som indtrængende anbefalede en yderligere risikobegrænsning,
I. der henviser til, at den foreslåede beslutning strider mod et af målene i direktiv 2002/95/EF og lovgivernes udtrykkelige ønske i betragtning 6 i direktiv 2003/11/EF, hvori Parlamentet og Rådet for decaBDE kræver omgående fastlæggelse af en strategi for risikoreduktion vedrørende decaBDE, medmindre den supplerende risikovurdering eliminerer den foreliggende usikkerhed; der henviser til, at den supplerende risikovurdering tværtimod har givet yderligere grund til bekymring,
1. er af den opfattelse, at Kommissionen ikke har handlet i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra b), i direktiv 2002/95/EF, og således har overskredet sine gennemførelsesbeføjelser i medfør af dette direktiv;
2. opfordrer Rådet til at forkaste forslaget, medmindre Kommissionen ændrer det ved at lade den del, der vedrører decaBDE, udgå;
3. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
- [1] EUT 37 af 13.2.2003, s. 19.
- [2] EUT L 42 af 15.2.2003, s. 45.
- [3] EUT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
- [4] "at undtage materialer og komponenter i elektrisk og elektronisk udstyr fra bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, hvis det ikke er teknisk eller videnskabeligt gennemførligt at eliminere eller substituere dem ved hjælp af designændringer eller materialer og komponenter, der ikke kræver anvendelse af de i samme stykke nævnte materialer eller stoffer, eller hvis den negative miljø-, sundheds- og/eller forbrugerbeskyttelsesmæssige belastning som følge af substitutionen er større end de mulige miljø-, sundheds- og/eller forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele herved".