FORSLAG TIL BESLUTNING
13.2.2006
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Janusz Onyszkiewicz og Cecilia Malmström
for ALDE-Gruppen
om situationen i Belarus i perioden op til præsidentvalget den 19. marts 2006
B6‑0125/2006
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Belarus i perioden op til præsidentvalget den 19. marts 2006
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Belarus,
– der henviser til det kommende præsidentvalg i Belarus den 19. marts 2006,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at den politiske situation fortsat giver anledning til alvorlig bekymring med hensyn til, hvorvidt præsidentvalget, der skal afholdes den 19. marts 2006, vil blive gennemført i overensstemmelse med europæiske og internationale normer,
B. der henviser til, at Europa-Parlamentet i lighed med Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne gentagne gange har fordømt det belarussiske styre for dets manglende respekt for demokratiske og grundlæggende rettigheder, og at de belarussiske myndigheder hidtil ikke har reageret på den bekymring inden for og uden for landet om præsidents Lukasjenkos og hans regerings autoritære styre,
C. der henviser til, at en forenet opposition er ved at blive en demokratisk og legitim udfordring for præsident Lukasjenko og bør sikres lejlighed til og mulighed for frie og retfærdige valg og føre en kampagne i overensstemmelse med internationale normer,
1. opfordrer de belarussiske myndigheder til nøje at overholde national lovgivning og internationale normer og henstillinger i forbindelse med forberedelserne til præsidentvalget i marts ved registrering og kontrol af kandidater i løbet af kampagnen og selve valget;
2. understreger navnlig behovet for, at alle kandidater opnår fair adgang til medier, ligebehandling af valgmyndighederne, og sikres objektivitet og politisk neutralitet fra de statslige myndigheders og den offentlige forvaltnings side;
3. understreger, at den centrale valgkommissions arbejde vil blive fulgt nøje i denne periode som følge af tidligere konstaterede mangler i dens arbejde; understreger, at embedsmænd, som er indblandet i forsøg på at gribe ind i den demokratiske proces, risikerer at blive omfattet af det visumforbud, som indførtes af Den Europæiske Union, eller af enhver anden mulig sanktion, som EU kan tænkes at indføre;
4. opfordrer Rådet og Kommissionen til nøje at følge situationen i Belarus i perioden op til valget og under valget; opfordrer Rådet og den højtstående repræsentant til at overveje at udnævne en særlig repræsentant for Belarus, hvis respekten for demokratiske principper yderligere skulle forværres; glæder sig over Kommissionens seneste beslutninger om at iværksætte og udvide udsendelsen af uafhængige nyheder og informationer til borgerne i Belarus; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en ”alternativ handelsplan” for Belarus, hvis begivenhederne under og efter valget ikke opfylder internationale demokratiske normer;
5. forventer, at der i en sådan alternativ plan indgår konkrete forslag til en mere fleksibel brug af EU’s tekniske og finansielle bistand til civilsamfundet og forslag til udvidelse af visumforbuddet mod belarussiske embedsmænd, der er indblandet i valgsvindel, og andre foranstaltninger til genindførelse af demokrati i landet og til støtte af civilsamfundet;
6. opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne også til at overveje at lette adgangen til visum for belarussiske statsborgere for at bringe isolationen af den belarussiske befolkning til ophør;
7. udtrykker sin støtte til alle demokratiske kræfter og aktivister i Belarus, som fortsat kæmper for respekt for grundlæggende rettigheder og demokrati; opfordrer indtrængende alle belarussiske borgere til at deltage i valget og bruge deres stemmeret;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, OSCE og de belarussiske myndigheder og repræsentanter for det belarussiske civilsamfund.