Forslag til beslutning - B6-0578/2006Forslag til beslutning
B6-0578/2006

FORSLAG TIL BESLUTNING

8.11.2006

på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Helmuth Markov
for GUE/NGL-Gruppen
om Den Europæiske Unions generelle præferenceordning

Procedure : 2006/2653(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B6-0578/2006
Indgivne tekster :
B6-0578/2006
Vedtagne tekster :

B6‑0578/2006

Europa-Parlamentets beslutning om Den Europæiske Unions generelle præferenceordning

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 980/2005[1] af 27. juni 2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer,

–  der henviser til Kommissionens afgørelse 2005/924/EF[2] om listen over begunstigede lande, som opfylder betingelserne for den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, jf. artikel 26, litra e), i Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer,   

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.  der henviser til, at der med den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse i Kommissionens afgørelse 2005/924/EF indrømmes præferentiel adgang til de europæiske markeder for varer fra udviklingslande, som gennemfører visse internationale normer for menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, narkobekæmpelse og god regeringsførelse,

B.  der henviser til, at Kommissionen i sin afgørelse af 21. december 2005 indrømmede særlige ansporende ordninger til Bolivia, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Georgien, Guatemala, Honduras, Sri Lanka, Republikken Moldova, Mongoliet, Nicaragua, Panama, Peru, El Salvador og Venezuela,

C.  der henviser til, at alle disse lande undtagen Georgien, Sri Lanka og Moldova allerede var begunstiget under det tidligere GSP-arrangements særlige ansporende ordninger til bekæmpelse af produktion af og handel med narkotika og til beskyttelse af arbejdstagerrettigheder,

D.  der henviser til, at alle lande, der indrømmes GSP+-ordningen, har ratificeret og gennemført de relevante arbejds- og menneskerettighedskonventioner med undtagelse af El Salvador, der grundet specifikke forfatningsmæssige begrænsninger har fået en særlig tidsbegrænset undtagelse i overensstemmelse med artikel 9, stk.2, i GSP‑forordningen

E.  der henviser til, at den nye GSP+‑ordning bør virke som en ansporing for modtagerlandene til at opfylde udviklingsmål, og de fleste ansøger- og modtagerlande gennemfører og bør fortsætte med at gennemføre væsentlige ændringer i deres retlige system, herunder oprettelse af hensigtsmæssige institutioner, for fuldt ud at respektere de rettigheder, der er nedfældet i ILO‑konventionerne, hvilket for eksempel er sket i Venezuela og Colombia, der i 2005 har ratificeret ILO‑konventionen om de værste former for børnearbejde,

F.  der henviser til, at El Salvador må gøre en større indsats for at opfylde de lovgivningsmæssige krav i GSP+ for at sikre, at landet ikke fjernes fra arrangementet,

G.  der henviser til, at de fremskridt, der er blevet gjort i gennemførelsen af GSP+-betingelserne, også er forbundet med forbedringer i regeringspolitikker, administrativ kapacitet og andre institutionelle, retlige og budgetmæssige begrænsninger, som har en stærk indflydelse i udviklingslandene og kræver en lang årrække for at kunne forbedres,

H.  der henviser til, at gennemførelsen af FN/ILO konventionerne udelukkende bør bedømmes på grundlag af de forskellige overvågningsorganisationers konklusioner, herunder ILO selv, og dette ifølge en fast procedure, som tager passende hensyn til Europa‑Parlamentets og modtagerlandenes synspunkter, med henblik på at undgå unilaterale beslutninger,

1.  bemærker, at der er blevet rapporteret om gentagne og udbredte krænkelser af arbejdstagernes rettigheder i mange af GSP+-modtagerlandene, navnlig i Colombia, Costa Rica, El Salvador, Georgien, Guatemala og Moldova, på trods af at disse lande har ratificeret de relevante ILO-konventioner;

2.  opfordrer Kommissionen til at vurdere den faktiske gennemførelse af FN/ILO-konventionernes grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder i GSP+-modtagerlande, samt af konventioner i forbindelse med miljø- og regeringsføringsprincipper; anmoder om, at dette udvides til at omfatte resten af GSP-modtagerlandene, navnlig for så vidt angår børne- og tvangsarbejde, og om, at der træffes foranstaltninger til at bekæmpe social og miljømæssig dumping;

3.  anmoder Kommissionen om at informere Parlamentet om det system, der faktisk anvendes til overvågning af og kontrol med gennemførelsen af ILO/FN-konventionerne og om at tage hensyn til fagforeningernes og civilsamfundets synspunkter; anmoder Kommissionen om at rette henstillinger til modtagerlandes regeringer og understreger, at det, såfremt de ikke kan dokumentere fremskridt med hensyn til en virkelig gennemførelse, kan føre til midlertidig tilbagetrækning af GSP+-privilegier;

4.  erindrer om Europa-Parlamentets erklærede holdning om, at Kommissionen automatisk skal indlede en undersøgelse i alle tilfælde, hvor ILO-Ekspertkomitéen for Konventioners og Henstillingers Anvendelse har vedtaget et "særligt punkt" om arbejdspraksis i modtagerlande, for så vidt angår grundlæggende arbejdstagernormer;

5.  opfordrer Kommissionen til at informere Parlamentet og GSP+-modtagerlandene, hvis der påvises mangler i gennemførelsen af ILO/FN‑konventionerne, og til at tage de nødvendige skridt til at fremme og sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der er fastlagt i Rådets GSP‑forordning; minder om, at Kommissionens afgørelse om at indrømme eller tilbagetrække toldpræferencer bør bygge på, hvad de relevante overvågningsinstitutioner finder frem til under behørig hensyntagen til Europa-Parlamentets holdning og i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i Rådets GSP-forordning;

6.  opfordrer Kommissionen til at informere Parlamentet om, i hvilket omfang GSP+-modtagerlandene overholder ILO/FN-konventionerne, og særligt til at fastslå, hvorvidt der forekommer alvorlige og systematiske krænkelser af principperne i internationale menneskerettigheds- og arbejdskonventioner i nogle af de nuværende GSP+-modtagerlande, der vil kunne retfærdiggøre midlertidig tilbagetrækning af præferencerne i medfør af artikel 16 i Rådets forordning (EF) nr. 980/2005;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.