FORSLAG TIL BESLUTNING
13.11.2006
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Angelika Beer
for Verts/ALE-Gruppen
om biologiske våben og inhumane konventionelle våben (BTWC- og CCW-gennemgangskonferencerne i november 2006) og behovet for et forbud mod fragmentationsammunition
B6‑0611/2006
Europa-Parlamentets beslutning om om biologiske våben og inhumane konventionelle våben (BTWC- og CCW-gennemgangskonferencerne i november 2006) og behovet for et forbud mod fragmentationsammunition
Europa-Parlamentet,
– der henviser til den tredje gennemgangskonference om konventionen af 1980 om visse konventionelle våben (CCW, den såkaldte konvention om særligt inhumane våben), der afholdes i Geneve den 7.-17. november 2006,
– der henviser til den sjette gennemgangskonference om konventionen af 1972 om bakteriologiske (biologiske) våben og toksinvåben (BTWC), der afholdes i Genève den 20. november - 8. december 2006,
– der henviser til og bekræfter sit synspunkt om, at alle stater, indtil der vedtages et fuldstændigt forbud mod fragmentationsammunition, bør tilslutte sig et almindeligt moratorium for fremstilling, oplagring, overførsel og anvendelse heraf (som bl.a. krævet i Parlamentets beslutning af 13. februar 2003 om ueksploderet ammunition og ammunition med forarmet uran),
– der henviser til sine tidligere beslutninger om både BTWC og CCW, særlig sin beslutning af 14. juni 2001 om protokollen til fremme af overholdelsen af BTWC,
– der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi og EU's strategi for masseødelæggelsesvåben og disses fremføringsmidler, som vedtaget i 2003, og til Parlamentets beslutning af 17. november 2005 om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben: Europa-Parlamentets rolle,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at BTWC næsten er universel, da den er blevet undertegnet af et stort flertal af stater (155 pr. 1. januar 2006, herunder samtlige medlemmer af FN's Sikkerhedsråd), men at konventionen desværre mangler kontrolmekanismer til sikring af overholdelse; der endvidere henviser til, at konventionen blev udarbejdet i en periode, hvor den potentielle trussel fra ikke-statslige aktører bevæbnet med biologiske våben ikke var tilstrækkeligt anerkendt,
B. der henviser til, at selv om antallet af signatarstater vokser støt (100 i januar 2006 til den indledende rammekonvention), er CCW langt fra universel, og til, at antallet af signatarstater er langt lavere for de fem protokoller, der udgør konventionens materielle bestemmelser (protokol I om ikke-påviselige sprængstykker, der trådte i kraft i 1983, og som var undertegnet af 97 stater pr. 1. januar 2006, protokol II om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af miner, lureminer og andre mekanismer, der trådte i kraft i 1983, og som er undertegnet af 87 stater, protokol III om forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af brandvåben, der trådte i kraft i 1983, og som er undertegnet af 93 stater, protokol IV om blindende laservåben, der trådte i kraft i 1998, og som er undertegnet af 82 stater, og protokol V om eksplosive krigsefterladenskaber, der trådte i kraft i 2006, og som er undertegnet af 23 stater),
C. der desuden henviser til, at selvom CCW skal betragtes som en trinvis strategi for nedrustning gennem begrænsning i anvendelse, er konventionen behæftet med andre fejl, som f.eks. mangel på kontrolmekanismer (og en manglende politisk vilje til at sikre overholdelse), manglende klarhed omkring, hvilke typer våben der er dækket af konventionen, bestemmelsernes frivillige karakter og det forhold, at sådanne våben kan anvendes og faktisk anvendes på yderst kontroversielle og ikke-selektive måder (der forvolder unødvendige og uforholdsmæssigt store skader på civile - anvendelse i byområder), og at de på trods heraf ikke er forbudt i henhold til konventionen,
D. der henviser til, at det for at forbyde ikke blot krigsførende staters, men også ikke-statslige aktørers, herunder terroristers og kriminelles, anvendelse af inhumane våbentyper, er yderst vigtigt, at både BTWC og CCW – sammen med konventionen om kemiske våben og ikke-spredningstraktaten – fungerer effektivt,
E. der er bestyrtet over, at det israelske forsvar (IDF) gjorde massiv brug af fragmentationsammunition i den nylige krig mellem Israel og Hizbollah i Sydlibanon, hvilket IDF selv erkendte den 22. august 2006, og at Hizbollah i massivt omfang rettede sine våben mod den israelske civilbefolkning, herunder raketter, der havde til formål at anrette størst mulig skade på civile mål, hvilket Amnesty International rapporterede om den 14. september 2006,
F. der understreger, at fragmentationsammunition er inhumane våben, der rammer i flæng, og som påfører civile uforholdsmæssigt store skader både på selve angrebstidspunktet og efter konflikten, hvor områder er forurenet af ueksploderet ammunition; der understreger, at denne forurening truer den økonomiske og sociale genoprettelse af de berørte regioner, og er overbevist om, at tekniske løsninger, som f.eks. nedbringelse af bombernes fejlrater, har vist sig utilstrækkelige,
Resultatet af BTWC-gennemgangskonferencen og dens fremtid
1. minder om, at første del af den femte BWTC-gennemgangskonference i 2001 endte som en fiasko, i vid udstrækning som følge af, at den amerikanske regering under præsident Bush trak sig ud af (de næsten vel tilendebragte) forhandlinger om en retligt bindende mekanisme, der skulle styrke overholdelsen (i.e. en protokol, der sikrede kontrol med, at de kontraherende stater overholdt BTWC-konventionen), og den amerikanske regerings krav om, at mandatet til kontrolforhandlingerne blev bragt til ophør;
2. minder om, at den sjette gennemgangskonference er en mulighed for igen at sætte gang i bestræbelserne på at tilvejebringe en egentlig og effektiv kontrol med BTWC;
3. glæder sig over EU's fælles aktion af 27. februar 2006 vedrørende BTWC og den fælles holdning af 20. marts 2006 til fremme af den universelle anvendelse af BTWC (bl.a. ved gennemførelsesbistand) og til fremme af et pragmatisk arbejdsprogram for at styrke gennemførelsen og overholdelsen i de kontraherende stater og blandt ikke-statslige aktører rettidigt inden den 7. gennemgangskonference i 2011;
4. glæder sig over EU's (både Rådets og Kommissionens) konsekvente diplomatiske indsats for at holde liv i de internationale bestræbelser for at styrke BTWC, og anerkender EU's rolle i forbindelse med undersøgelsen af mulighederne for frivillige ikke-bindende inspektioner som led i tillidsskabende foranstaltninger og styrkelsen af den nationale lovgivning op til gennemgangskonferencen;
5. er dog foruroliget over, at EU og hele det internationale samfund tydeligvis mangler viljen til at sætte sig op imod USA's afvisning af en retligt bindende protokol om kontrol, hvilket skader BTWC's fremtid og troværdighed;
6. opfordrer derfor EU til at tage dette spørgsmål op i de transatlantiske fora (navnlig i NATO) og gøre det klart for den amerikanske regering, at dens ensidede synspunkt ikke kan accepteres;
Resultatet af CCW-gennemgangskonferencen og dens fremtid og behovet for et forbud mod fragmentationsammunition
7. beklager, at der ved indledningen af CCW-gennemgangskonferencen ikke forelå nogen offentliggjort klar fælles EU-holdning om intentioner og taktik i forhold til konferencen eller om dens indhold og resultater;
8. opfordrer EU og medlemsstaterne til at præcisere anvendelsesområdet for CCW-protokol III om brandvåben for at forhindre fremtidig brug af granater med hvid fosfor mod militære og civile mål og for at standse anvendelsen af (forarmet) uransprænghoveder under væbnede konflikter,
9. glæder sig over, at CCW-protokol V om eksplosive krigsefterladenskaber trådte i kraft den 12. november 2006 og derfor er blevet bindende folkeret; understreger, at det betyder, at staterne skal rydde deres områder for eksplosive krigsefterladenskaber for at nedbringe antallet af civile ofre efter konflikter; understreger ligeledes, at denne protokol forpligter de parter, som er ansvarlige for efterladenskaberne, til at bistå ved rydningen, selv om det pågældende område ikke er under deres kontrol; insisterer på, at protokollen finder anvendelse på alle typer ueksploderet ammunition, herunder fragmentationsammunition;
10. understreger, at mange flere stater bør undertegne og ratificere denne protokol (sammen med CCW-rammekonventionen og de fire øvrige protokoller), og at dens positive resultater på grund af de svage formuleringer og den ”frivillige” karakter af de fleste af dens bestemmelser vil afhænge af en målbevidst og fuldstændig gennemførelse; beklager, at protokollen kun finder anvendelse på fremtidige krige; opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at alle EU-medlemsstater behørigt undertegner og ratificerer denne protokol, og at alle lande, der modtager bistand til nedrustning, gør det samme, også selv om de endnu ikke har tiltrådt CCW (f.eks. Libanon);
11. glæder sig over opfordringen til alle stater fra både FN’s nødhjælpskoordinator, Jan Egeland, og FN’s generalsekretær, Kofi Annan, ved åbningen af CCW-gennemgangskonferencen om at indføre et moratorium for anvendelse af fragmentationsammunition i befolkede områder og at destruere upræcis og upålidelig fragmentationsammunition;
12. støtter opfordringen fra Det Internationale Røde Kors på CCW-gennemgangskonferencen om at destruere lagrene af disse våben og at afholde et ekspertmøde i begyndelsen af 2007 for at fastlægge, hvilke elementer der skal indgå i en traktat om fragmentationsammunition;
13. glæder sig meget over, at seks stater (Østrig, Vatikanet, Irland, Mexico, New Zealand og Sverige) på et CCW-møde i september 2006 opfordrede til at overveje indførelse af et retligt bindende instrument, der tager de humanitære problemer op, som fragmentationsammunition forvolder, og at dette forslag i løbet af de tre første dage på CCW-gennemgangskonferencen fik tilslutning fra Argentina, Costa Rica, Republikken Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Ungarn, Liechtenstein, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Schweiz, samt at mange andre gav udtryk for, at de også ville tilslutte sig; opfordrer EU og alle EU-medlemsstaterne til at støtte dette forslag så aktivt som muligt;
14. glæder sig over initiativerne fra mange stater, bl.a. Belgien og Norge, om at indføre national lovgivning om forbud mod fragmentationsammunition for deres territorier og militær;
15. understreger, at det er nødvendigt, at det internationale samfund omgående indleder forhandlinger om vedtagelse af en omfattende og effektiv konvention om forbud mod fragmentationsammunition verden over, ligesom det er sket med personelminer;
16. opfordrer EU og medlemsstaterne til – under afventning af en sådan konvention og i overensstemmelse med CCW's mål om at udarbejde protokoller om relevante våbensystemer, når der opstår et behov – at kræve, at der udarbejdes en særlig protokol VI for at standse fremstilling, oplagring, overførsel og anvendelse af fragmentationsammunition;
17. gentager sin opfordring til alle EU- og NATO-medlemsstater om at vedtage national lovgivning, der forbyder fremstilling, oplagring, overførsel og anvendelse af fragmentationsammunition (herunder sanktioner mod banker og virksomheder, som fortsætter deres aktiviteter på dette område), og om åbent at erklære, at en sådan ammunition ikke vil blive anvendt af deres militær ved nogen international operation under deres kommando;
Både BTWC og CCW
18. opfordrer alle EU’s medlemsstater, Rådet og Kommissionen til at arbejde hårdt for at sikre, at både BTWC og CCW inden for en overskuelig fremtid udstyres med et permanent sekretariat, der kan overvåge en vellykket gennemførelse – på linje med Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), der er oprettet til dette formål ved konventionen om kemiske våben;
19. opfordrer EU’s medlemsstater, Rådet og Kommissionen til at sikre, at FN’s Sikkerhedsråds resolution 1540 af 28. april 2004 mod spredning af masseødelæggelsesvåben blandt ikke-statslige aktører gennemføres af alle lande, og at overveje at udvide anvendelsesområdet til foruden masseødelæggelsesvåben også at omfatte inhumane konventionelle våben;
20. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, de relevante specialiserede ngo’er samt FN's generalsekretær og medlemsstater.