FORSLAG TIL BESLUTNING
7.2.2007
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Karl-Heinz Florenz
for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed
om klimaændring
B6‑0045/2007
Europa-Parlamentets beslutning om klimaændring
Europa-Parlamentet,
– der henviser til den tolvte partskonference (COP 12) under UNFCCC og den anden partskonference i dens egenskab af møde mellem parterne under Kyoto-protokollen (COP/MOP 2), som blev afholdt i Nairobi, Kenya, 6.-17. november 2006,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om klimaændring, især beslutning af 16. november 2005 om at vinde kampen mod den globale klimaændring[1] og beslutning af 26. oktober 2006 om EU's strategi for Nairobi-konferencen om klimaændringer (COP 12 og COP/MOP 2)[2],
– der henviser til Kommissionens meddelelse om begrænsning af den globale opvarmning til 2° C - Vejen frem for 2020 og derefter[3],
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at de seneste ekstreme vejrforhold som den ødelæggende Kyrill-storm medfører en endnu mere intens debat om klimaændringerne,
B. der henviser til, at et enkelt ekstremt vejrfænomen ikke kan kædes direkte sammen med klimaændring, men at man må tage i betragtning, at mange videnskabsmænd kæder den stigende hyppighed af ekstreme vejrfænomener sammen med klimaændringerne,
1. understreger behovet for konkret indsats på globalt plan for at gøre noget ved klimaændringerne såvel som behovet for politisk lederskab til at skabe fremskridt i denne proces;
2. er i den sammenhæng tilfreds med, at både Kommissionen og Rådets formandskab har sat klimaændringerne i centrum på den politiske dagsorden;
3. opfordrer indtrængende EU til at opretholde sin førende rolle i forhandlingerne med henblik på en international ramme for klimaændringer for perioden efter 2012 og til at opretholde et højt ambitionsniveau i fremtidige forhandlinger med sine internationale partnere;
4. opfordrer indtrængende EU til at vise, at det er besluttet på at gøre noget ved klimaændringerne gennem målelige fremskridt i reduktionen af emissionen af drivhusgasser og ved at opfylde sine interne og internationale emissionsreduktionsmål;
5. erkender, at EU's andel af emissionerne af drivhusgasser - 14 %[4] - kan forekomme begrænset; betoner dog, at EU's andel er blandt de højeste i verden, hvis man måler på grundlag af per capita-emissioner; minder Kommissionen og medlemsstaterne om deres forpligtelser efter Kyoto-protokollen og Marrakech-aftalerne til at sikre supplementaritet i deres brug af fleksible mekanismer for at indsnævre disse forskelle;
6. betoner behovet for en væsentlig fremskyndelse af forhandlingerne om rammen for perioden efter 2012 for at sikre, at der ikke bliver et hul mellem den første og anden forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen, og for at give det internationale samfund tid til at planlægge de nødvendige foranstaltninger; gentager sin opfordring til at nå en aftale inden udgangen af 2008 og senest i 2009;
7. understreger, at EU bør basere sin strategi på den antagelse, at der opnås enighed på internationalt plan om en ramme for perioden efter 2012; mener derfor, at det er for tidligt på dette tidspunkt at drøfte en alternativ strategi, hvis der ikke opnås en sådan international aftale;
8. erindrer om, som anført i beslutningerne af 16. november 2005 og 26. oktober 2006 og delvis anerkendt af Kommissionen i sin meddelelse, at EU's strategi for imødegåelse af klimaændringer bør baseres på følgende nøglemål:
- i)begrænsning af den gennemsnitlige temperaturstigning til 2 °C over det førindustrielle niveau
- ii)senest i 2020 gennemførelse af emissionsreduktioner på 30 % i forhold til emissionsniveauet i 1990 med henblik på at opnå en reduktion på 80 % senest i 2050;
9. beklager den manglende klarhed i Kommissionens energi- og klimapakke med hensyn til målet for reduktion af drivhusgasemissioner i 2020; understreger, at det er nødvendigt med en reduktion på mindst 30 % for at have en rimelig chance for at nå EU's mål om at begrænse den gennemsnitlige temperaturstigning til 2 °C;
10. understreger, at for at nå en aftale på internationalt plan om en reduktion på 30 % i emissionerne af drivhusgasser i alle industrialiserede lande må EU fokusere ikke alene på miljøpolitik, men også på udenrigspolitik og international handelspolitik såvel som på vilje til at ændre efterspørgslen efter energi og andre naturressourcer, og at dette bredere aspekt derfor må indgå i debatten om den strategi, der skal til for at nå ovennævnte mål;
11. mener, at økonomisk udviklede medlemsstater har eksporteret en stor del af deres energi- og naturressourceforbrugende aktiviteter og teknologier til mindre udviklede lande, hvor samme aktivitet bevirker endnu højere drivhusgasemissioner; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre en politik, der forhindrer en sådan praksis;
12. insisterer på udviklede landes specifikke ansvar for at gøre noget ved klimaændringerne på verdensplan; opfordrer derfor bilag I-parterne til at opfylde deres eksisterende forpligtelser og til at opstille ambitiøse mål for en ny forpligtelsesperiode efter 2012; opfordrer desuden de industrialiserede lande, som ikke har ratificeret Kyoto-protokollen, til at tage deres holdning op til fornyet overvejelse, til at træffe målrettede indenlandske foranstaltninger og til at spille en aktiv rolle i fremtidige internationale forhandlinger, med henblik på deres deltagelse i den fremtidige klimaændringsordning;
13. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge muligheden af at vedtage grænsejusteringsforanstaltninger for handel for at neutralisere en eventuel kortsigtet konkurrencefordel, producenter i industrialiserede lande uden kulstofbegrænsninger måtte have;
14. gentager sit forslag om at revidere ordningen for handel med emissioner for at harmonisere tildelingsmetoden på grundlag af benchmarks og auktion;
15. er enig med Kommissionen i, at bilag I-lande må inddrages yderligere i processen, men understreger, at udviklingslande ikke kan behandles som en blok, og at aktiviteter foretaget af eller i udviklingslande skal differentieres på grundlag af deres specifikke nationale forhold; understreger yderligere, at det ikke skal kræves, at de mindst udviklede lande påtager sig nogen forpligtelser;
16. opfordrer - for at sikre internationale lige spilleregler - Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje at foreslå sektormål for energiintensive eksportindustrier i lande uden bindende forpligtelser til emissionsreduktioner som supplement til bindende emissionsmål for industrialiserede lande;
17. understreger, at energipolitikken er et afgørende element i EU's globale strategi for klimaændringer, og at spredning af energikilderne og skift til alternative teknologier uden kulstof og med lavt indhold af kulstof åbner store muligheder for emissionsreduktioner, samtidig med at det sikrer mindre energiafhængighed af eksterne ressourcer;
18. mener, at der er store muligheder for emissionsreduktioner i forbindelse med energieffektivitet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at vedtage ambitiøse foranstaltninger og mål på dette område og til at undersøge muligheden for at gå længere end målet om 20 % reduktion som foreslået af Kommissionen;
19. mener, at energieffektiviteten kan forbedres i medlemsstaterne, og unødvendigt energiforbrug undgås med velafbalancerede nationale skatte/afgiftssystemer;
20. opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser ved at træffe de nødvendige foranstaltninger til straks at gennemføre direktiv 2002/91/EF om bygningers energieffektivitet, der trådte i kraft den 4. januar 2003, og hvis omkostningseffektive besparelser i bygningssektoren anslås til omkring 22 %; opfordrer derfor Kommissionen til at rejse sag mod de medlemsstater, der endnu ikke har truffet tilstrækkelige foranstaltninger, som krævet, til at gennemføre direktiv 2002/91/EF;
21. understreger, at energiforbruget stiger mest i transportsektoren, og at vejtransport står for omkring 25 % af Fællesskabets CO2 emissioner; opfordrer derfor til at give offentlig transport et løft;
22. er derfor tilfreds med forslaget om et bindende mål, der skal øge den vedvarende energis andel af EU's energimix til 25 % senest i 2020;
23. beklager, at der ikke er bindende sektorbaserede bindende mål for vedvarende energi, da kun de vil skabe en egentlig forbedring, der kan gøre noget ved klimaændringerne; opfordrer indtrængende Kommissionen til ud over det generelle mål at kræve, at medlemsstaterne skal forelægge sektorspecifikke mål for vedvarende energi som foreslået i konsekvensanalysen i køreplanen for vedvarende energi;
24. gentager, at opvarmning og afkøling med vedvarende energi giver overordentlig store muligheder for omkostningseffektiv reduktion af CO2 og afhængigheden af fossile brændstoffer; beklager, at Kommissionen ikke har forelagt forslag til direktiv om støtte til opvarmning og afkøling med vedvarende energi som lovet Europa-Parlamentet, men bemærker, at Kommissionen stadig planlægger lovgivningsinitiativer på dette område;
25. fastholder det forslag, det fremsatte i sin beslutning af 14. februar 2006[5] om opvarmning og afkøling fra vedvarende energikilder,
26. beklager, at Kommissionen endnu ikke har fremsat forslag til bindende grænseværdier for emissioner fra biler, selv om Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret til indførelse af sådanne grænseværdier som led i et omfattende sæt foranstaltninger med henblik på at reducere drivhusgasemissionerne fra transportsektoren; noterer sig Kommissionens forslag om et bindende mindstemål for biobrændsel på 10 % af brændstoffer til køretøjer senest i 2020; understreger betydningen af en bæredygtig fremstilling af biobrændsel; mener, at selv om biobrændsel kan få en vigtig rolle i bestræbelserne på at mindske vores afhængighed af fossile brændstoffer, må en øget anvendelse heraf ikke ske på bekostning af fødevareproduktionen eller føre til en forværring af den globale afskovning; understreger behovet for obligatorisk miljøcertificering og social certificering af biobrændsel og for, at alle incitamenter differentieres på grundlag af indvirkningen på klimaet i hele livscyklussen;
27. støtter det foreslåede energipartnerskab med Afrika; anbefaler imidlertid på det bestemteste, at der også etableres et lignende samarbejde med Kina og Indien på baggrund af den meget hurtige stigning i drivhusgasemissionerne i disse lande og det påtrængende behov for at bistå dem med kapacitetsopbygning og investeringer i energieffektive teknologier baseret på energikilder uden kulstof eller med et lavt indhold af kulstof (med vedvarende energikilder som første prioritet), og idet det fastholdes, at EU skal samarbejde med de relevante regioner med henblik på at standse rydningen af tropiske skove og i stedet fremme plantning og genplantning af skove; foreslår endvidere, at energisamarbejdet med Rusland styrkes;
28. mener, at en betydelig indsats for at reducere emissioner er forenelig med økonomisk udvikling og endda er en forudsætning for en bæredygtig økonomisk udvikling i de kommende årtier; gentager, at miljøvenlige teknologier kan give EU en konkurrencemæssig fordel, samtidig med at de i høj grad kan bidrage til emissionsbegrænsning; bemærker, at miljøvenlige teknologier derfor er af afgørende betydning for en bæredygtig udviklingsstrategi, der er forenelig med EU's Kyoto-forpligtelser og Lissabon-strategien;
29. fremhæver de rystende økonomiske, sociale og sundhedsmæssige omkostninger ved manglende handling, som bl.a. er blevet påvist i Stern-rapporten om de økonomiske konsekvenser af klimaændringerne; minder om, at manglende handling ville forvolde skader svarende til 5-20 % af det globale BNP pr. år, mens omkostningerne i forbindelse med en fornuftig klimapolitik og investering i rene teknologier skønnes at ligge mellem 0,5 % og 1 % af det globale årlige BNP indtil 2050, uden hensyntagen til de positive miljømæssige og sundhedsmæssige bivirkninger; erkender, at man ved at vente med at handle vil øge risikoen for negative miljøkonsekvenser og omkostningerne til afbødning;
30. mener, at forskning på dette område bør fremmes, og at der bør fastsættes tydelige miljømæssige mål med henblik på at fremme udviklingen og anvendelsen af bedre og mere miljøvenlige teknologier;
31. fastholder, at reduktionen af de globale emissioner ikke må føre til andre trusler som f.eks. nuklear spredning eller terrorisme; mener derfor, at nukleare aktiviteter fortsat skal være udelukket fra CDM/JI eller andre ordninger, der har til formål at belønne emissionsreduktioner i udviklingslandene;
32. opfordrer til en langt større direkte inddragelse af de europæiske borgere i bekæmpelsesindsatsen;
33. opfordrer endnu en gang EU og medlemsstaterne til at vedtage en ambitiøs politik for teknologipartnerskaber med og overførsel af ren teknologi til udviklingslandene, hvilket vil sætte dem i stand til at udvikle økonomien og øge velfærden på en mere bæredygtig måde;
34. er foruroliget over de risici i forbindelse med eksisterende nukleare anlæg i kystområder, som klimaændringer og tsunamier indebærer, og opfordrer Kommissionen og Rådet til at vurdere og forberede sig på disse risici og undgå opførelse af nye nukleare anlæg i kystområder;
35. opfordrer Kommissionen til at evaluere klimaændringernes indvirkning på stigningen i jordens temperatur, den mindre regn og grundvandets tilstand; finder det navnlig vigtigt at undersøge virkningerne af reduktionen af arealer af jord, der kan opdyrkes, som kilde til biomasse og som kulstofpulje; understreger betydningen af visse forvaltningsmetoder i landbruget;
36. opfordrer samtlige relevante udvalg og delegationer til at arbejde snævert sammen omkring klimaændringsspørgsmål, således at industripolitikken, energipolitikken, transport, landbrug, forskning og udvikling og andre initiativer koordineres bedre med klimaændringsmålene, og således at klimaændringsspørgsmål regelmæssigt tages op i de interparlamentariske delegationer og i forbindelse med den transatlantiske lovgivningsdialog;
37. opfordrer de to formandskaber i 2007 til at sikre, at fremdriften på området for klimaændringer forstærkes, mens forpligtelsesniveauet på det politiske plan og antallet af internationale partnere i processen på internationalt plan forøges;
38. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer med anmodning om, at den bliver fremsendt til alle kontraherende parter uden for EU.