FORSLAG TIL BESLUTNING
24.9.2007
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2
af Pasqualina Napoletano, Raimon Obiols i Germà, Elena Valenciano Martínez-Orozco og Józef Pinior
for PSE-Gruppen
om et universelt moratorium for dødsstraf
Se også det fælles beslutningsforslag RC-B6-0357/2007
B6‑0358/2007
Europa-Parlamentets beslutning om et universelt moratorium for dødsstraf
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine beslutninger af 1. februar og 26. april 2007 om initiativet til et universelt moratorium for dødsstraf,
– der henviser til retningslinjerne af 3. juni 1998 for EU's politik over for tredjelande med hensyn til dødsstraf,
– der henviser til EU-formandskabets erklæring om afskaffelse af dødsstraf, som blev afgivet på FN’s generalforsamling den 19. december 2006 og i første omgang undertegnet af 85 lande fra alle geografiske områder,
– der henviser til EU-formandskabets erklæring på Den Europæiske Unions vegne på FN's Menneskerettighedsråds fjerde samling den 29. marts 2007,
– der henviser til den offentlige støtte til et moratorium, som FN’s generalsekretær gav udtryk for under sit besøg i Rom for nylig,
– der henviser til, at der indføres en europæisk dag mod dødsstraf den 10. oktober hvert år, hvilket Parlamentets Formandskonference også tilsluttede sig den 12. juli 2007,
– der henviser til artikel 2 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at kravet om et universelt moratorium for dødsstraf er en klar politisk beslutning hen imod afskaffelse af dødsstraf i alle lande,
B. der henviser til, at det i sine beslutninger af 1. februar og 26. april 2007 opfordrede EU’s formandskab til omgående at forelægge en resolution på FN’s aktuelle generalforsamling og holde Parlamentet orienteret om de opnåede resultater; der henviser til, at der på indeværende tidspunkt endnu ikke er forelagt nogen resolution på FN’s aktuelle generalforsamling,
C. der henviser til, at den erklæring om dødsstraf, som Den Europæiske Union forelagde på FN’s generalforsamling den 19. december 2006, nu er blevet undertegnet af 95 lande fra alle geografiske områder,
1. minder EU's formandskab og medlemsstater om, at det politiske hovedindhold af den resolution, der skal forelægges for FN's Generalforsamling, skal være vedtagelse af et verdensomspændende moratorium som et afgørende skridt mod dødsstraffens afskaffelse;
2. opfordrer EU's formandskab og medlemsstater til at søge at få moratorieresolutionen opført på FN-Generalforsamlingens dagsorden under emnet Menneskerettigheder, således at den kan vedtages på forsamlingens 62. samling; opfordrer på ny EU-formandskabet til at gøre sit yderste for at overtale så mange lande som muligt til at medunderskrive resolutionen;
3. opfordrer EU-formandskabet til at tilskynde de lande, som endnu ikke har undertegnet og ratificeret den anden valgfrie protokol til den internationale konvention om civile og politiske rettigheder, til at gøre dette, og de medlemsstater, som ikke har undertegnet protokol nr. 13 om dødsstraf til den europæiske menneskerettighedskonvention, til at gøre dette;
4. erklærer på ny, at det går fuldt ind for, at EU-institutionerne og medlemsstaterne sammen med Europarådet erklærer den 10. oktober hvert år for europæisk dag mod dødsstraf; beklager den manglende enstemmighed i Rådet i dette spørgsmål og opfordrer den fremtidige polske regering til at give sin fulde støtte til dette initiativ, som afspejler grundlæggende værdier for Den Europæiske Union; opfordrer alle EU's institutioner og medlemsstater til sammen med Europarådet fortsat at støtte denne aktion og bemyndiger sin formand til at tage skridt til at fremme dette politiske initiativ;
5. opfordrer Rådet og Kommissionen til at benytte enhver lejlighed til at støtte dannelsen af regionale koalitioner, der går ind for et moratorium for dødsstraf hhv. afskaffelse af dødsstraf;
6. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU’s medlemsstater, FN's generalsekretær, formanden for FN's Generalforsamling og FN's medlemsstater.