FORSLAG TIL BESLUTNING
26.11.2007
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Jan Marinus Wiersma, Hannes Swoboda og Alexandra Dobolyi
for PSE-Gruppen
om situationen i Georgien
B6‑0492/2007
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Georgien
Europa-Parlamentet,
– der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Georgien, som trådte i kraft den 1. juli 1999,
– der henviser til inddragelsen af Georgien i EU's naboskabspolitik og vedtagelsen af handlingsplanen i Samarbejdsrådet EU-Georgien den 14. november 2006,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om forbindelserne med regionen, navnlig beslutningen om EU's politik over for Sydkaukasus fra februar 2004 og om forbindelserne med Georgien fra oktober 2006,
– der henviser til sin betænkning om den europæiske naboskabspolitik, der blev vedtaget i november 2007,
– der henviser til de henstillinger, Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Georgien vedtog den 25.- 26. juni 2007,
– der henviser til formandskabets erklæring af 8. november for Den Europæiske Union om den nuværende situation i Georgien,
– der henviser til konklusionerne fra det 8. møde i Samarbejdsrådet EU-Georgien i Luxembourg den 16. oktober 2007,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at Den Europæiske Union i høj grad ønsker at styrke forbindelserne med Georgien; der henviser til, at Den Europæiske Union derfor fuldt ud støtter den økonomiske og sociale udvikling af Georgien samt yderligere udvikling af landets demokratiske institutioner, fuld overholdelse af demokratiske standarder og procedurer og fuld respekt for retsstatsprincippet i landet,
B. der henviser til, at mangler i den demokratiske proces i Georgien, en tiltagende autoritær regeringsstil og det forhold, at store dele af den georgiske befolkning ikke nyder godt af Georgiens økonomiske vækst, har fremkaldt protester og demonstrationer mod regeringen,
C. der henviser til, at den seneste uro i Tbilisi understreger nødvendigheden af, at EU engagerer sig mere i regionen og støtter Georgien i landets reformproces,
D. der henviser til, at seks dages oppositionsmøder endte i vold, da sikkerhedsstyrker anvendte unødig vold til at opløse demonstrationerne, idet de anvendte vandkanoner, gummikugler og tåregas, hvilket medførte, at fem hundrede demonstranter blev såret, heriblandt den georgiske ombudsmand, Sozar Subari,
E. der henviser til, at præsident Saakashvili den 7. november 2007 erklærede 15 dages undtagelsestilstand i Tbilisi, som blev ophævet den 16. november 2007, hvilket ifølge regeringsembedsmænd var nødvendigt for straks at genoprette lov og orden,
F. der henviser til, at uafhængige medier blev forbudt, og at tv-stationen Imedi TV, der blev drevet af oppositionen, og af regeringen blev beskyldt for at tilskynde til protester gennem misinformation, blev stormet af politiet og tvunget til straks at stoppe udsendelserne; der henviser til, at de større uafhængige tv-stationer stadig ikke er blevet i stand til at genoptage udsendelserne, selv om undtagelsestilstanden er blevet ophævet,
G. der henviser til, at beslutningen om at fremskynde præsidentvalget til den 5. januar 2008 er en positiv udvikling, som har bidraget til at reducere de politiske spændinger,
H. der henviser til, at det må sikres, at præsidentvalget og valgkampagnen gennemføres i overensstemmelse med internationale demokratiske standarder, således at der navnlig garanteres forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og således at alle kandidater får fuld og lige adgang til medierne,
I. der henviser til, at EU gennem naboskabspolitikken fortsat vil støtte og hjælpe Georgien på vejen mod demokrati og stabilitet gennem politiske og økonomiske reformer, der vil gavne regionen som helhed,
1. udtrykker sin bekymring over den overdrevne magtanvendelse mod demonstranterne; opfordrer regeringen til at foretage en uafhængig undersøgelse af den påståede politibrutalitet under uroen;
2. opfordrer de georgiske myndigheder til at overholde ytringsfriheden, inklusive forsamlingsfriheden og mediefriheden; erindrer regeringen om dens forpligtelse til demokrati og overholdelse af menneskerettighederne og retsstatsprincippet;
3. støtter de igangværende drøftelser mellem regeringen og lederne af oppositionspartierne, og understreger nødvendigheden af, at alle parter fuldt ud indgår i disse drøftelser med henblik på at finde en vej ud af den nuværende krise;
4. understreger over for myndighederne den bekymring, det internationale samfund føler over de nylige hændelser i Georgien, som går stik imod de euro-atlantiske værdier; erindrer Georgien om, at demokrati, menneskerettigheder og retsstaten er forudsætninger for den europæiske naboskabspolitik og for et fremtidigt medlemskab af NATO;
5. glæder sig over afgørelsen om at afholde præsidentvalget tidligt på den betingelse, at alle kandidater får lige og upartisk adgang til medierne under valgkampagnen;
6. glæder sig over indbydelsen fra præsident Saakashvili til at internationale observatører kan overvåge valget; opfordrer regeringen til at sikre, at valget er frit og retfærdigt og gennemføres i overensstemmelse med internationale standarder;
7. opfordrer Georgien til at omstrukturere landets økonomiske og sociale reformer for at forbedre levestandarden for større dele af befolkningen; konstaterer, at der må træffes foranstaltninger mod korruption på institutionelt plan for at opnå offentlighedens tillid;
8. gentager sit ønske om at bevare Georgiens territoriale integritet, og opfordrer Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen til fortsat at give deres fulde støtte til en politisk løsning af konflikterne i Sydossetien og Abkhasien;
9. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Rådets formand, De Forenede Nationers generalsekretær, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Georgiens præsident og parlament samt Den Russiske Føderations Statsduma og præsident.