FORSLAG TIL BESLUTNING
28.5.2008
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Konrad Szymański, Adam Bielan, Ryszard Czarnecki, Wojciech Roszkowski, Hanna Foltyn-Kubicka, Inese Vaidere og Gintaras Didžiokas
for UEN-Gruppen
om situationen i Georgien
B6‑0293/2008
Europa-Parlamentets beslutning om situationen i Georgien
Europa-Parlamentet,
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Georgien af 29. november 2007 og om situationen i Sydossetien af 26. oktober 2006,
– der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1808 af 15. april 2008,
– der henviser til konklusionerne fra Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) 2870. møde den 26.-27. maj 2008,
– der henviser til rapporten fra FN's observatørmission i Georgien (UNOMIG) af 26. maj 2006 om episoden med nedskydning af et ubemandet georgisk fly over Abkhasien,
– der henviser til det slovenske formandskabs erklæring af 5. maj 2008 på EU's vegne om de eskalerende spændinger mellem Georgien og Rusland,
– der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
A. der henviser til, at situationen i Abkhasien og Sydossetien er blevet destabiliseret af de skridt, der for nylig er blevet taget af Den Russiske Føderation,
B. der henviser til, at Den Russiske Føderation har trukket sig tilbage fra SNG's stats- og regeringschefers afgørelse (af 19. januar 1996), der forbyder signatarstaterne at indlede militært samarbejde med separatistregeringen i Abkhasien,
C. der henviser til, at de russiske myndigheder den 16. april 2008 bekendtgjorde, at Den Russiske Føderation ville indlede et direkte samarbejde med repræsentanterne for Abkhasien og Tskhinvali-regionen i Sydossetien,
D. der henviser til, at den russiske forsvarsminister den 16. april 2008 bekendtgjorde, at Den Russiske Føderation ville øge antallet af russiske tropper i SNG's fredsbevarende styrker,
E. der henviser til, at Den Russiske Føderation ved at udstede pas til indbyggerne i Tskhinvali-regionen i Sydossetien og Abkhasien gør det vanskeligere at nå frem til en fredelig løsning i konfliktområderne i Georgien,
F. der henviser til, at disse beslutninger underminerer Georgiens internationalt anerkendte suverænitet,
G. der henviser til, at det klart fremgår af den rapport, der blev offentliggjort den 26. maj 2008 af FN's observatørmission i Georgien (UNOMIG), at en georgisk spiondrone blev skudt ned af et russisk fly over Abkhasien, som er en del af Georgiens territorium;
H. der henviser til, at disse skridt fra Den Russiske Føderations side skaber tvivl om Føderationens rolle som upartisk og neutral deltager i fredsprocessen,
I. der henviser til, at Georgiens præsident Mikheil Saakashvili har fremsat nye forslag vedrørende løsningen af konflikten i Abkhasien, der omfatter en bred politisk repræsentation for Abkhasien, vetoret i forbindelse med lovgivning vedrørende Abkhasiens konstitutionelle status og dets kultur, etnicitet og sprog, etablering af en fælles fri økonomisk zone og internationale garantier for at sikre omfattende føderalisme og ubegrænset selvstyre for Abkasien;
J. der henviser til, at der på NATO's topmøde i Bukarest den 2.-4. april ikke blev fremlagt nogen handlingsplan for Georgiens medlemskab, selv om der blev givet politisk tilsagn om fremtidigt medlemskab,
K. der henviser til, at parlamentsvalget i Georgien den 21. maj 2008 opfyldte de demokratiske normer med relativt få uregelmæssigheder, og at de georgiske myndigheder har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at afholde dette valg i overensstemmelse med OSCE's og Europarådets normer;
L. der henviser til, at valget klart gav det georgiske folk mulighed for at vælge deres repræsentanter blandt et righoldigt udvalg af kandidater,
1. lykønsker borgerne i Georgien med valgets fredelige og demokratiske forløb; glæder sig over den indsats, som de georgiske myndigheder har gjort siden det sidste valg i januar, og opfordrer dem til at tage alle nødvendige skridt til at afhjælpe de mangler og problemer, som den OSCE-ledede internationale valgobservationsmission kunne konstatere;
2. bekræfter sin fulde støtte til Georgiens suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser
3. kritiserer de russiske myndigheders beslutning om at etablere bilaterale forbindelser med repræsentanterne for Abkhasien og Tskhinvali-regionen i Sydossetien, som er en del af georgisk territorium,
4. opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at omgøre deres beslutning om at øge deres militære tilstedeværelse i konfliktområderne; mener, at en tilbagetrækning af de ekstra russiske tropper kan mindske spændingerne i området;
5. mener, at Den Russiske Føderations nuværende politik og foranstaltninger over for Georgien underminerer Georgiens internationalt anerkendte suverænitet og territorielle integritet og demonstrerer, at Rusland ikke kan betragtes som en neutral og upartisk deltager i den fredsfremmende proces i konfliktområderne,
6. opfordrer FN's Sikkerhedsråd, OSCE og andre internationale organisationer til at støtte den georgiske regerings forslag om nye alternative forhandlinger og fredsbevarende foranstaltninger, herunder gradvis oprettelse af virkelig uafhængige internationale fredsbevarende styrker;
7. glæder sig over den georgiske præsident Mikheil Saakashvilis nye initiativer til en fredelig løsning på konflikten i Abkhasien;
8. opfordrer Rådet til at engagere sig mere aktivt i konfliktløsningen i Georgien og til at tilvejebringe alle nødvendige midler og ressourcer til at gøre denne aktion mere effektiv;
9. udtrykker alvorlig bekymring over de foranstaltninger, som Rusland har truffet mod Georgien, og som har meget store økonomiske konsekvenser; opfordrer derfor de russiske myndigheder til at ophæve det uberettigede forbud mod import af følsomme varer fra Georgien til Rusland;
10. opfordrer Rådet og Kommissionen til at sætte spørgsmålet om fastlåste konflikter og løsning af disse på dagsordenen for det næste topmøde mellem EU og Rusland og til at fremskynde igangsætningen af forhandlinger om en tilbagetagelsesaftale og en aftale om lempelse af visumreglerne mellem EU og Georgien, undertegnelse af en mobilitets- og partnerskabsaftale med EU og etablering af fælles visumansøgningscentre;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Georgiens præsident og parlament, FN, OSCE, Europarådet, NATO og Den Russiske Føderations præsident og parlament.