Forslag til beslutning - B6-0297/2008Forslag til beslutning
B6-0297/2008

FORSLAG TIL BESLUTNING

10.6.2008

på baggrund af Kommissionens redegørelse
jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2,
af Arlene McCarthy
for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse
om 40-året for toldunionen

Procedure : 2008/2582(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
B6-0297/2008
Indgivne tekster :
B6-0297/2008
Vedtagne tekster :

B6‑0297/2008

Europa-Parlamentets beslutning om 40-året for toldunionen

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til den nylige vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks)[1],

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 70/2008/EF om papirløse rammer for told og handel,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 624/2007/EF om fastlæggelse af et handlingsprogram for toldvæsenet i Fællesskabet (Told 2013),

–  der henviser til Kommissionens meddelelse om en udviklingsstrategi for toldunionen (KOM(2008) 0196),

–  der henviser til betænkning fra sit Undersøgelsesudvalg om Fællesskabsforsendelse (januar 1996 – marts 1997),

  der henviser til aftale af 1997 mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om samarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål[2],

–  der henviser til forslag til Rådets afgørelse om De Europæiske Fællesskabers tiltrædelse til Verdenstoldorganisationen og midlertidig udøvelse af samme rettigheder og forpligtelser som organisationens medlemmer (KOM (2007) 0252),

–   der henviser til konklusionerne fra Rådets møde den 14. maj 2008 om toldunionen,

–   der henviser til Kommissionens rapport af 19. maj 2008 om EU-toldmyndighedernes indsats over for varemærkeforfalskning og piratkopiering,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 2,

A.  der henviser til, at toldunionen siden 1968 har spillet en afgørende rolle for bevarelsen og udviklingen af det indre marked, og at den har skabt velfærd ved at lette lovlig og konkurrencedygtig handel med og inden for Unionen, samtidig med at borgernes beskyttelse er sikret,

B.  der henviser til, at en toldunion indebærer fraværet af toldafgifter ved de indre grænser mellem medlemsstaterne, fælles toldafgifter på importerede varer fra tredjelande, fælles oprindelsesregler for varer fra tredjelande og en fælles definition af toldværdi,

C.  der henviser til, at formålet med udviklingen af EU-lovgivningen har været at sikre, at de samme regler finder anvendelse på alle varer, der indføres i EU,

D.  der henviser til, at EU's toldmyndigheder har en dobbelt funktion: opkrævning af importtold og -afgifter og beskyttelse af borgernes sundhed og sikkerhed ved EU's ydre grænser,

E.  der henviser til, at Parlamentets første undersøgelsesudvalg fokuserede på toldspørgsmål og allerede nåede frem til følgende konklusion: for at bibringe de økonomiske aktører og den brede offentlighed den nødvendige tillid til, at handelsmiljøet i det indre marked beskyttes på passende vis, er undersøgelsesudvalget nået frem til den konklusion, at etablering af en fælles EU-ramme for toldtjenester skal være et langsigtet mål for EU[3],

F.  der henviser til, at globaliseringen har ført til, at der er sket en meget stor stigning i den internationale handel, og at der er udviklet nye produktions- og forbrugsmønstre, men at der også er opstået nye trusler som f.eks. verdensomspændende terrorisme, klimaændringer og ulovlig handel,

G.  der henviser til, at begrænsning af efterlevelsesomkostninger og administrative udgifter har udviklet sig til et centralt spørgsmål i forbindelse med en effektiv forvaltning i EU,

Toldunionens udvikling

1.  mener, at der er opnået væsentlige resultater i de fyrre år, toldunionen har eksisteret, og at den har indebåret fordele for erhvervslivet og borgerne i EU;

2.  bekræfter, at toldmyndighederne, der har hovedansvaret for at overvåge EU's internationale handel, dermed bidrager til at garantere en åben og retfærdig handel, gennemføre det indre markeds eksterne dimension, den fælles handelspolitik og andre fælles EU-politikker og garantere sikkerheden i hele forsyningskæden;

3.  erkender, at toldmyndighedernes foranstaltninger sigter mod at beskytte EU's og dets medlemsstaters finansielle interesser og EU mod illoyale og ulovlige handelsmetoder;

4.  erkender også, at foranstaltningerne sigter mod at garantere EU's og dets borgeres sikkerhed, samtidig med at miljøet beskyttes, og at opretholde en rimelig balance mellem behovet for at gennemføre toldkontroller og lette den lovlige handel med henblik på at forbedre den europæiske konkurrenceevne;

5.  lykønsker i denne forbindelse toldtjenestemændene med deres effektive arbejde i kampen mod varemærkeforfalskninger, hvilket har gjort det muligt at beslaglægge 128 millioner varemærkeforfalskede produkter i 2006;

6.  glæder sig derfor over Kommissionens meddelelse om en udviklingsstrategi for toldunionen, hvori man søger at udstikke klare retningslinjer for toldområdet i perioden fra 2013 til 2019;

7.  understreger, at EU's toldmyndigheder permanent skal foregribe de fremtidige udfordringer og udvikle og anvende de nyeste færdigheder, teknologier og metoder for at lette og kontrollere handlen på den mest effektive måde;

8.  understreger betydningen af, at kandidatlandene tilslutter sig EU's standarder på toldområdet, og anerkender den tekniske bistand, som Kommissionen og medlemsstaterne yder kandidatlandene;

Tættere samarbejde

9.  bifalder den meddelelse, der blev fremsat på seminaret i Saalfelden (Østrig) den 8., 9. og 10. april 2008 om, at der ville blive etableret et tættere samarbejde mellem toldforvaltningerne og tilsynsmyndighederne i gruppen af 32 lande (de 27 medlemsstater, Kroatien, Tyrkiet, Norge, Schweiz og De Forenede Stater) med henblik på at beskytte borgerne i EU mod import af farlige produkter;

10.  mener, at samarbejde er vigtigt for at sikre effektive toldtjenester i EU i lyset af de mange trusler, de skal bekæmpe;

11.  opfordrer derfor medlemsstaterne til at styrke det administrative samarbejde mellem medlemsstaternes toldmyndigheder og mellem toldmyndighederne og andre statslige organer som f.eks. de veterinære myndigheder og organer, der er ansvarlige for produktsikkerhed, for at sikre, at forvaltningen af Den Europæiske Unions eksterne grænser er et fælles ansvar, og garantere EU-borgernes sikkerhed;

12.  opfordrer Kommissionen til at styrke samarbejdet med handelspartnerne via eksisterende og nye toldsamarbejdsprogrammer for at lette handlen for pålidelige erhvervsdrivende og garantere forsyningskædens sikkerhed;

13.  understreger betydningen af at sikre, at alle økonomiske aktører er repræsenteret i toldkomiteen;

14.  støtter undertegnelsen af de forskellige aftaler, som EU har indgået med de vigtigste handelspartnere overalt i verden;

15.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke det internationale samarbejde inden for rammerne af internationale organisationer (WTO og WCO) og med tredjelande på toldområdet; påpeger, at sigtet med dette er at opnå mere effektive toldkontroller og fremme EU's standarder, samtidig med at man gør det muligt, at handlen kan være til gavn for Den Europæiske Union og dens handelspartnere; påpeger også, at dette vil åbne mulighed for, at der iværksættes fælles operationer og pilotprojekter for at styrke samarbejdet i marken mellem toldtjenestemænd fra EU og tredjelande;

Sikkerhedsspørgsmål

16.  opfordrer medlemsstaterne til yderligere at styrke toldmyndighedernes rolle i kampen mod de særlige farer fra forfalskede produkter, navnlig forfalskede lægemidler og forfalsket legetøj;

17.  opfordrer Kommissionen til at opretholde sin modstand mod den lovgivning, der for nylig er vedtaget i USA, og hvori der stilles krav om 100 procent scanning af containerfragt, der indføres ad søvejen, i udenlandske havne; påpeger, at det ikke er blevet påvist, at denne ensidige afgørelse fra De Forenede Staters side er nødvendig og er effektiv i økonomisk og sikkerhedsmæssig henseende;

18.  mener, at ændring 648/2005 (den såkaldte sikkerhedsændring) allerede opfylder de amerikanske myndigheders forventninger med hensyn til sikkerhedskontrol i Europa;

Forbedret effektivitet og større fordele for det indre marked

19.  bifalder de to initiativer, som EU's toldforvaltning agter at udvikle i løbet af de kommende ti år for på bedst mulig måde at arbejde til gavn for EU-borgerne, nemlig forslaget om e-told, som Parlamentet allerede har godkendt, og oprettelse af et europæisk net af toldlaboratorier med henblik på en ensartet fortolkning af nye tekniske EU-standarder;

20.  erkender, at denne modernisering vil gøre det muligt at intensivere kampen mod farlige produkter og styrke forbrugerbeskyttelsen;

21.  opfordrer medlemsstaterne til at udvikle nye arbejdsmetoder og ny teknologi på en synkroniseret og harmoniseret måde og sikre en koordineret og fælles gennemførelse af toldlovgivningen; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge den ensartede anvendelse af toldlovgivningen i medlemsstaterne og rapportere tilbage til Parlamentet;

22.  opfordrer medlemsstaterne til at stille tilstrækkelige ressourcer og investeringer (på det teknologiske og personalemæssige plan) til rådighed for toldforvaltningerne, således at de kan udføre deres opgaver, gennemføre nye papirløse systemer og uddanne deres personale;

23.  opfordrer medlemsstaterne til at sikre en høj grad af samarbejde mellem toldmyndighederne og erhvervslivet for at forbedre efterlevelsen af bestemmelserne og begrænse bureaukratiet, navnlig ved i højere grad at anvende en tilgang baseret på risikostyring og ved at etablere fælles kontaktpunkter;

24.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.